til Frank Sinatra - 1
S� kom film�rene, hvor veninderne og jeg sad i m�rket, lyttede til sangene, modulationen, fraseringen og pr�vede at efterligne. �r senere optr�dte jeg som amat�rsanger i New York med Skit Hendersons orkester, og pr�vede at synge som Sinatra. Skit trak mig til side og sagde: "Liz, du kan synge som Sinatra, bare synd du ikke har nogen stemme."
Mit liv fortsatte, og jeg blev journalist, redakt�r for flere forskellige magasiner og endte som underholdnings-skribent. P� dette tidspunkt vidste vi mere om Sinatra. Han var ven med pr�sidenter, leder af the Rat Pack og damernes ven. Vi havde slugt dramerne med Lana Turner og Ava Gardner. Nu slugte vi historierne om Juliet Prowse og Lauren Bacall.
Jeg var stadig en forholdsvis anonym skribent, men i 1975 var jeg blevet sladderjournalist ved New York Daily News, og jeg udviklede en ny ansvarsf�lelse. Man forventede, at jeg tog parti, havde meninger, skabte fjender, var modig og frygtl�s og tog knubsene, der fulgte. Som en udpr�get kujon, var dette det sv�reste. Men jeg pr�vede.
Gennem �rene har jeg erfaret om en anden Sinatra end ham, jeg tilbad i teenage�rene. En h�rd og st�dig fyr, som kaldte kvinder for k�llinger og ludere, som hadede pressen og som uddelte �ret�ver.
Min klumme var ikke speciel kritisk over for de kendte. Jeg pr�vede at behandle alle p�nt. Men n�r et f�nomen dukkede op i horisonten, en person med kraft og styrke, k�mpede jeg mod vejrm�ller. Jeg f�lte nemlig, at regeringen, Pentagon, politikere, tv-folk, New York Times, Washington Post, Time, Newsweek og Frank Sinatra, alle var store nok til ikke at lade sig p�virke af min kritik.. De kunne passe p� sig selv.
Jeg begyndte at blive irriteret over Sinatras holdning til kvinder, hans slaphed over for mafiaen. Hans letbev�gelige temperament mindede mig om min far, og det br�d jeg mig ikke om at mindes. Og jeg forsvarede discjockeyen Jonathan Schwartz, da Sinatra fik ham fyret, fordi han kritiserede albummet Trilogy. Jeg forsvarede Barbara Howar, jornalist ved Entertainment Tonight. Hun pr�vede at stille Sinatra et simpelt sp�rgsm�l om pr�sident Ronald Reagans inds�ttelsesceremoni, men blev gennemheglet og svinet til. Da han var ondskabsfuld over for Barbara Waiters, og sagde hun burde aflevere sit presse-kort, kaldte jeg ham en b�lle og spurgte, hvorfor han altid var ude efter kvinder.
Han begyndte straks at overfalde mig med verbale giftigheder fra scener rundt omkring - selv fra Carnegie Hall!. Jeg var, med hans ord, en hund. H�ng en svinekotelet ud ad vinduet og jeg kom rendende. Jeg var fed, gammel og grim og foretrak Debbie Reynolds frem for Burt Reynolds. Jeg synes nu Debbie-Burt udtalelsen var ret morsom, og jeg kan faktisk godt lide koteletter. Men jeg blev s�ret af "fed, gammel og grim".
Frank var syv �r �ldre end mig, og jeg syntes ikke, jeg hverken var federe, �ldre eller grimmere end ham - selv om ingen af os var i "meget smukke"-klasse mere. Jeg kendte mange, som holdt af Sinatra. Arlene Francis og hendes mand, Martin Gabel, bad ham mindeligt om at lade mig v�re. En aften stod Martin med ham i kulissen i Carnegie Hall og pr�vede at overtale ham. "Frank, du er en gentleman, og du tager fejl. Liz er en g�v pige. Hvis bare du kendte hende ..." Sinatra gik p� scenen og startede med at svine mig til de f�rste 15 minutter indtil en kvinde blandt publikum r�bte: "Hold k�ft og syng!"
Men det var min gode ven Sid Zion, politisk skribent, der banede vejen. Han blev ved med at presse Sinatra, fortalte om mig, smigrede og lokkede. En dag i midten af 80erne, tog Sid mig med p� Gallagher's Restaurant p� Manhattan. Mens vi studerede spisekortet, sagde han: "Liz, jeg tror Sinatra er bl�dgjort. Han er blevet nysgerrig. Han kan ikke tro, du er s� god, som vi alle sammen siger. Han kan ikke forst�, han har taget s� meget fejl."
Jeg trak p� skuldrene. P� dette tidspunkt var Sinatra en del af min ber�mmelse. Ved at f� ham som fjende, var folk blevet interesseret i mig, folk, som aldrig havde h�rt om mig f�r. Jeg sagde: "Glem det. Han bryder sig ikke om mig. Jeg beundrer hans talent, men hvorfor skulle han tage sig af det? Jeg tror ikke p� dig."
Sid pulsede p� sin cigar og sagde: "Skal vi v�dde?"
Men han fik ret. Tre m�neder senere ringede han og sagde, at Sinatra kom til byen, og han ville m�des med mig. Jeg fnyste. "Det er seri�est," sagde Sid. "Han mener, han har taget fejl af dig. Jeg tror han beundrer dig som en kvinde med ben i n�sen, der ikke lader sig skr�mme."
Dagen oprandt, da Sid hviskede ind i telefonen: "Tag noget p�nt t�j p� og g�r dig klar. Jeg henter dig kl. halvseks. Vi skal m�de Frank p� Jimmy Westons's." Jeg kl�dt mig af og p� syv gange den eftermiddag. Jeg smed rundt med t�jet som en teenagepige p� sin f�rste date. Jeg var skr�mt til d�de. Til sidst fandt jeg noget �rbart og kravlede ind i bilen til Sid, som sagde: "Du ser godt ud. Han falder for dig."
Vi entrerede Jimmy Weston's p� East 54. Det var en nedslidt bar, hvor man f�lte sig hensat til 1950erne. Et sted hvor m�nd f�lte sig som m�nd, og kvinder var glade for d�t. Der lugtede af dovent �l og grillmad. Valget signalerede Sinatras loyalitet over for ejeren. Vi n�rmede os et lille aflukke med en halvv�g ud mod lokalet - og pludselig stod Sinatra d�r med h�nden rakt frem. "Jeg er glad for at m�de dig," sagde han. "Tak fordi du kom."
"Jeg er overv�ldet over at m�de Dem, Mr. Sinatra," fremstammede jeg. Han vendte sig rundt. "Kald mig Francis."
Vi satte os og snakkede om l�st og fast med Sid Beaming. Jeg sad ansigt til ansigt med Frank Sinatra, manden, som har t�vet journalisten Lee Mortimer, som var blevet sat i forbindelse med overfaldet p� komikeren Jackie Mason, som havde �delagt journalisten Dorothy Kilgallen psykisk ved kalde hende det hagel�se mirakel og f�et utallige kvinder til at gr�de over hans grusomheder. Han kiggede intenst p� mig med sine bl�de, bl� �jne, bestilte flere gin og tonic og begyndte at sp�rge mig ud.