til Frank Sinatra - 2
Sinatra elskede det. "�h, den gamle buk!" udbr�d han, men han var egentlig ligeglad med Artie Shaw. Vi ber�rte historie, kunst, b�ger og vores k�rlighed for hunde. Jeg udtrykte beundring for hans ring med et kontrafej af Alexander den Store: "Ikke flere verdener at erobre?" Han lo og fortalte om sit syn p� historie. Vi fik en drink mere, og han sagde: "Jeg er imponeret over dit arbejde. Kontakt mig n�rsomhelst ... og hvis nogen generer dig, s� sig til, jeg skal nok ordne det."
"Tak," sagde jeg, "men ..." Han afbr�d, jeg beh�vede ikke forklare, han forstod. Han kunne bare godt lide at ordne ting for sine venner. Lige pludselig var jeg hans ven! Jeg besvimede n�sten. Jeg elskede ham og kunne n�sten fornemme, hvordan det var at ligge i hans st�rke arme (han var ikke skr�belig og radmager mere). Han var den mest ulastelig kl�dte mand, jeg nogensinde havde set. Elegante, franske manchetknapper, silkeslips, smukke h�nder med rene, st�rke negle og sexede h�ndled. Jeg elskede hans lugt, arrene i ansigtet. Jeg kunne se overskrifterne n�ste dag: Sinatra overfaldet af gammel k�lling i bar - Sinatra anklager sladderjournalist for sexchikane.
Efter et par timer br�d vi op og slentrede mod d�ren. Ude p� gaden rakte en �ldre dame h�nderne i vejret og r�bte: "Frankie!" Han tog hende i sine arme og kyssede hende. "Skat, du ser vidunderlig ud!" sagde han. Han fik sin chauff�r til at k�re forbi mit hjem. Han sludrede hele vejen, og vi kyssede farvel.
Da han forsvandt i natten, opdagede jeg, at alt var forandret. Jeg var hans slave, hans for resten af mit liv. Og ikke p� noget tidspunkt blev uoverensstemmelserne i fortiden ber�rt.
N�ste dag sejlede jeg ind p� kontoret i en slags trance. P� mit skrivebord stod en k�mpe buket orkid�er med et h�ndskreven kort underskrevet Francis Albert. Senere kom der et takkekort. Jeg tror, det var underskrevet Albert Francis.
�rene efter modtog jeg et utal af breve og orkid�er. Jeg var inviteret med til hans 75 �rs f�dselsdag p� the Waldorf-Astoria Hotel og var placeret i n�rheden af hans gamle veninde Claudette Colbert.
Jeg sendte hobbyting til ham, miniature tog. Til Barbara sendte jeg sm� emblemer med teksten Jeg er gift med en tog-n�rd. Hver dag h�bede jeg, at Frank Sinatra ikke ville forn�rme nogen, jeg holdt af eller g�re noget uheldigt, jeg var n�dt til at skrive om. Jeg var heldig. Det gjorde han ikke.
Jeg overv�rede en af hans sidste koncerter i Radio City Music Hall. Han havde skaffet mig de fire bedste s�der. Jeg inviterede hans gamle fjende Barbara Walters med. Da jeg senere fortalte ham det, grinede han bare og sagde: "Fint nok." S� jeg holdt op med at v�re objektiv omkring Frank Sinatra. K�rlighed er en underlig ting.