Diverse Kunstnere; Africa Anointed

Lion Of Zion. 2002

Lion Of Zion bringer os en splinterny sampler med atten skæringer med afrikanske kunstnere. De fleste var mig på forhånd ukendte, men Ben Okafor, har jeg da i det mindste hørt før. Ben Okafor er også den kunstner der får fleste skæringer (tre) tildelt i denne omgang. Christafari er også et rimelig etableret reggaeband efterhånden, og når de, sammen med Limit X og Stitchie, spiller titelsangen ”Africa Anointed”, så leverer de såmænd også skivens bedste nummer. Det er dog ikke så underligt, for dem – gode sange - er der ikke så mange af på ”Africa Anointed”. De forskellige kunstnere går over Ghana-reggae, sydafrikansk afro-pop, til ugandisk soukous, nigeriansk ju ju og verdens fusions reggae, alt uden de helt store resultater. Det lyder da som et udmærket arrangement, ikke? Afrikansk musik i forskellige stilarter? Jo vist, men uheldigvis leverer ”Africa Anointed” ikke varen. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Hagalaz’ Runedance; Frigga’s Web

Hammerheart/Nordic Metal. 22-04-2002

Som en lille ferie fra Hammerhearts daglige death metal angreb, har de nu udsendt et mere fredeligt album, der egentlig ikke er ekstremt på noget som helst måde, men som alligevel vil appellere til fans af de hårdere genrer, måske udelukkende på grund af temaet, som er grundet på den oldnordiske, hedne kultur. Hagalaz’ Runedance er et projekt opfundet af Andrea Nebel Haugen, som med udgivelsen af ”Frigga’s Web” nu udgiver det tredje album siden 1998. Selve musikken tager som sådan også udgangspunkt i gammel nordisk sangskrivning, men også i alternativ folkemusik og keltisk musik. Udover de i dag mere traditionelle instrumenter, så bruges der også sækkepiber, fløjter, harper osv., samt en hel masse instrumenter, jeg ikke engang ved hvad er, og det sætter sig sære præg på skiven. Cd’en vil tiltale fans af ovennævnte genrer, men det kunne mere end så hende sig, at man fandt ”Frigga’s Web” på hylderne i en New Age shop (dvs. hvis Hammerheart var i kontakt med disse). Idéerne er som sådan fine nok, men Andreas’ messen bliver en anelse anstrengende at høre på i længden. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Late Late Service; Deep Peace

Sticky Music.

Late Late Service er et lovsangs band fra Glasgow i Skotland, som tager udgangspunkt i verdens musikken. Deres  femte album, Deep Peace, er delt op i tre forskellige sanggrupper og varer i hele 76 minutter. De første syv skæringer, er lovsangsinspirerede verdens musiknumre (Songs kalder bandet denne del af albummet), mens skæring otte til ti er salme taget fra Bibelen (forståelig nok kaldet Psamls), og til sidst finder vi fem instrumentale numre, som de vælger at kalde Meditations. Songs, som er albummets første del, begynder med messende vokaler opbakkede af keltiske strygeinstrumenter. I anden skæring introduceres vi for trommemaskiner, samples og rumklangskeyboards. Korsang og accapellavokaler kommer også til sin ret, sammen med mere traditionelle instrumenter og verdensmusikalske elementer. I anden sektion; Psalms, synger bandet bibelske tekster, på en yders konservativ og simpel måde. En salme er kun accapellavokaler, mens en anden er opbygget af harmoniske vokaler og en simpel akustisk guitar. Den sidste del af albummet – Meditations – er som man jo allerede på forhånd kan regne ud. Ambient og new age lydende numre, spillet i en meget meditationsvenlig form. De første tre numre, er udelukkende strygermusik, som til tider næsten ender i kammermusiks afdelingen. I de to sidste numre vælger bandet dog, at koncentrere sig mere om keyboardlyde. Alt i alt finder jeg denne udgivelse at være en smule rodet og over det hele, men sådan er det jo ofte med verdens musik. Personligt er jeg mere til albummets første og anden del end den sidste, da jeg finder meditationsnumrene at være ekstremt kedelige. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Madison Greene; Think The Dancers Mad

Selvstændig. 2000

Madison Greene er et band, som har fået god omtale i USA på det sidste, for deres udgivelse Think The Dansers Mad som her anmeldes. Bandets lyd er ikke bare så som så at kategorisere. Der er godt nok en klar akustisk folk indflydelse at høre, som mest af alt minder om moderne bands som Cædmon’s Call og Burlap To Cashmere, måske i sær Cædmon’s Call, da vokalerne skiftevis er kvindelige og mandlige ligesom hos Cædmon’s Call. Der er dog andet end akustisk folk/pop at hente hos Madison Greene. Der er nemlig en masse forskellige instrumenter brugt på Think The Dancers Mad, og foruden de typiske pop instrumenter, er der også bl.a. celloer, violiner, mandoliner, banjoer, perkussion, bongotrommer, congas, tamburiner og didgerigoo’er. Alle disse instrumenter giver bandet, på forskellige tidspunkter, en følelse af inspirationer fra flere forskellige og meget varierede genrer. Man kunne måske kalde Madison Greene for et akustisk folk/pop, verdensmusiks band med keltiske undertoner, men det er nok ikke engang en helt nøjagtig beskrivelse. Så hvis du vil høre Madison Greene, må du bare købe albummet selv. Der er hele nitten numre på Think The Dancers Mad, hvilket er mange numre til en normalpris. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

RiverTribe; Journey

Tribal World. 1999 (JJJJ--)

 

RiverTribe; The Blessings

Tribal World. 2000 (JJJJ--)

 

Når man går en tur inde på strøget, så er man næsten helt sikker på at støde på en eller anden form for underholdning, og ofte er denne form for underholdning, udlændinge som er kommet til Danmark, for at optræde med deres musik, som ofte er baseret på deres kulturelle baggrund. Denne - eller lad mig sige disse - musiktyper bliver ofte kaldet for verdens musik. RiverTribe fra Australien er netop sådan et band. De kunne godt have stået på strøget, og tryllebundet en skare af mennesker med deres følelsesladede didgeridoo musik

 

RiverTribe kombinerer deres from for Australsk didgeridoo musik, med lyde fra deres egne skovnatur, samt amerikanske og irske fløjter, duduk, bongo og masser af tryllebindende pianospil. Der er henholdsvis 7 og 8 numre på deres to albums, som henholdsvis giver os 58.05 og 59.41 minutter med musik. Som du selv kan regne ud, varer hvert enkelt nummer i rimelig langt tid, og netop det er hvad er så spændende med RiverTribe. De tager sig tid, og lader det derfra flyde derudad, mens de opbygger en meditationslignende atmosfære. 

 

Begge albums ligner stilmæssigt rimelig meget hinanden. Der er ikke nogle numre man kan tage ud, og sige disse er hits. Det tager tid at lytte til RiverTribe. Både Journey og The Blessings må nydes i deres helhed. Hvis du en aften skulle til at lave din kæreste/kone en lækker middag med blomster, lys og hele svineriet, og hvis i senere tændte op i pejsen og satte jer på gulvet med en flaske vin, ville RiberTribe være det perfekte band at lytte til, for at fremhæve den romantiske stemning. RiverTribe kunne faktisk godt erstatte panpibe musik som skoremusik. Så er spørgsmålet bare, hvad for et album ville jeg vælge; Journey eller The Blessings. Få mere at vide på www.tribalworld.com.au. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Si; Innersense

Tribal World. 1999

Si er endnu en didgeridoo artist, jeg er blevet præsenteret for på det sidste, men i modsætning til Tribal Trance og RiverTribe, så er jeg ikke så vild med, hvad Si her på Innersense præsenterer. Jeg har før sagt at selvom Tribal Trance og RiverTribe spiller samme slags musik, så er de to helt forskellige bands. Si spiller som sagt også didgeridoo musik, selvom han ikke er begrænset kun til det, og Si er også meget forskellige fra de andre to bands. Intet på denne udgivelse er øvet på forhånd. Dette er 100% improviseret hele vejen igennem. Optaget sammen med andre musikere bl.a. i huler, australske regnskove, på koncerter og i et studie i London. Jeg sagde før, at Si ikke er begrænset til kun at spille didgeridoo. Der er også bl.a. inddraget inspirationer fra indisk og japansk musik, samt nogle saxofoner af og til, som skaber en jazzet følelse. Der er dog ikke den samme følelse over Si, som de andre didgeridoo artister, har hørt på det sidste. Si’s musik er mere rodet, og der bliver ikke taget så mange traditionelle instrumenter i brug, hvilket normalt måske er en fordel for verdens musik, men helt sikkert ikke er det her. Innersense er lidt for enslydende, der kan f.eks. i flere minutter med hjælp af diverse instrumenter kun lyde bum-dig-i-bum-diggi-bum-dyd-dyd og så videre igen og igen. Jeg har virkelig prøvet at kunne lide Si, men jeg kan bare ikke. Ingen indre mening for mig, eller hvad? (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Tribal Trance;  Didgin’ in the Dirt

Tribal World. 1996 (JJJ---)

 

Tribal Trance; Deep in Didge

Tribal World. 1997 (JJJJ--)

 

Tribal Trance; Minjahra

Tribal World. 1998 (JJJJJ-)

 

Det australske pladeselskab Tribal World, ser ud til at være et meget interessant selskab med deres didgeridoo inspirerede verdens musik. I sidste uge anmeldte jeg to cd’er med et af selskabets bands, hvilket var min introduktion til selskabet. Hvis du læste denne anmeldelse, behøver jeg ikke at sige, at jeg var meget overrasket over musikkens kvalitet.

 

Derfor var jeg også spændt på at høre endnu et band fra Tribal World, navngivet Tribal Trance. Jeg regnede mere eller mindre med, at Tribal Trance musikalsk ville ligne RiverTribe. Og jo, de spiller samme slags musik, men jeg tror, at jeg tør sige, at disse bands er meget forskellige, da alt kommer til alt.

 

Det første anderledes vedrørende Tribal Trance, var at de ikke havde samme afslappende atmosfære hængende over sig som RiverTribe, selvom der generelt er en meget ambientlignende følelse at finde på Didgin’ in Dirt, Deep in the Didge og Minjahra. En anden ting som gør Tribal Trance anderledes er, at de er langt mere diverse i deres måde at præsentere musikken på.

 

Didgin’ in the Dirt fra 1996, som var bandets første album, byder dog ikke ligefrem på denne diversitet. Lydbilledet er opbygget omkring didgeridoos, jungle trommer, keyboards, fløjter, saxofoner og nogle messende vokaler hist og her. De ni numre som er at finde på Didgin’ in Dirt, har generelt en alt for enslydende opbygning, hvilket ikke rigtigt giver lytteren noget at tænde på. Efter flere gennemlytninger af pladen, er der stadig ikke nogle numre der hænger ved.

 

Det virker næsten som om Tribal Trance har lagt mærke til problemet på deres første album, fordi på deres næste album, Deep in Didge, udforsker de deres eget univers med at åbne døren for andre nye og spændende instrumenter, som f.eks. djembe, mridunge, kalimba, og chimes, som jeg desværre må indrømme, at jeg ikke har den store kendskab til. Andre instrumenter som hjælper på at forbedre lydbilledet er en guitar, bas, perkussion, og til sidst men ikke mindst de kvindelige vokaler sunget af Penny Lane. Vokalerne er faktisk også den mest positive detalje ved Tribal Trance’s musik overhoved.

 

Hvis man siger at bandet blev bedre på Deep in Didge, så er de virkelig blevet bedre på deres nyeste album Minjahra. Her er der intet der stopper bandet fra at være geniale. Tag f.eks. nummeret The Celtic One, som starter med en akustisk 12-stengs guitar og perkussion, hvilket fører til nogle meget lave brummende didgeridoo lyde og keltisk fløjtespil, hvilket endnu engang fører os videre til de fantastiske ambient lydende Enya vokaler, igen sunget af Penny Lane. Og dette er kun et eksempel af hvor diverse de kan være kun i et enkelt nummer. Jeg foreslår alle med interesse for denne slags musik, at give Tribal Trance en mulighed, og hvis der af en eller anden grund, kun skulle være plads til den ene Tribal Trance plade, så vælg Minjahra, den er virkelig god. Få mere at vide på www.tribalworld.com.au. Hans Jákup Eiðisgarð