Radiohead; Kid A

EMI Records. 2000

Jeg har svært ved at blive klog på engelske Radiohead. Hvorfor ændre på en ellers så perfekt rock opskrift, som den de havde på Ok Computer, og især når man har succes med den? Efter at have lyttet til Radioheads Kid A ved jeg, at sådan tænker de ikke. De har nemlig valgt at skifte stilen så utrolig meget her på Kid A, og derved fortsætte deres kunstneriske karriere, på deres egen måde, uden at lægge så meget i hvad folk gerne vil høre. Der kan, og er, stadig svært at forstå Radiohead, og derfor fangede jeg mig selv i at kritisere og næsten opgive Kid A. Ikke fordi den var så dårlig, men fordi jeg gerne ville høre noget andet. Jeg forventede en fortsættelse af OK Computer, men den fik jeg ikke. Når man vælger at glemme hvad Radiohead før har lavet, og dermed vælger at koncentrere sig om Kid A som det den er; ny musik af Radiohead - så bliver resultatet helt sikkert et aandet. Man finder nemlig ud af, at Kid A er et vidunderligt album, men de mest legesyge og imødekommende numre hørt længe (dvs. hvis man er til ”Radiohead-melankoli”). Udviklingen fra OK Computer til Kid A, minder ikke så lidt om hvad det irske rock band U2, for nogle år siden præsenterede ved udgivelsen af POP. Nemlig at hoppe på hovedet ud i den elektroniske musik for at lege og afprøve grænser.  Og det er ikke så lidt åbningen i The National Anthem ligner åbningen i Mofo (U2 nummer fra POP). The National Anthem er også det nummer som viser Radiohead fra den mest legesyge og improviserende side, med en åbning ikke ulig U2’s Mofo (som før sagt), med tunge basgange og elektroniske elementer, som videre udvikler sig til den mest syrede undergrunds jazz hørt længe. Selvom Radiohead på Kid A har valgt at lege med elektroniske elementer, så betyder det ikke, at de er blevet et techno band, og selvom guitarerne er lagt længere tilbage i lydbilledet, og faktisk kun kommer til syne enkelte gange, så er det stadig de melankolske sange med Thom Yorkes  vidunderlige, og til tider, deprimerende stemme der karakteriserer Radiohead. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Radiohead; Amnesiac

EMI. 2001

 

Tool; Lateralus

Volcano/Zomba. 2001

 

På dagens musikscene, er der så meget lort at finde, at man ofte har svært ved at se lys for enden af tunnelen. Men en sjælden gang i mellem, udkommer et genialt album og ligesom sætter tingene i perspektiv igen. Det er ikke hver dag, men det sker. Og Radiohead og Tool er to bands som man altid kan store på, når det gælder om at levere ærlig og udfordrende kvalitets musik.

 

Radiohead har efterhånden udgivet flere album som kritikere verden over, har erklæret mesterværker, men om deres nye ”Amnesiac” er et decideret mesterværk skal være usagt. I hvert fald er dette et yderst velovervejet og spændende album, som mest af alt er en videre bytning på deres album fra sidste år, ”Kid A”. Det er såmænd heller ikke så mærkeligt, da materialet på ”Amnesiac” i virkeligheden var skrevet til ”Kid A” sessionerne, men som rent faktisk blev droppet, til fordel for hvad du allerede har hørt på ”Kid A”. Men ”Amnesiac” lyder bestemt ikke som b-side matariale eller skrottede demoer. Elektroniske passager, jazzede lydflader og bløde guitarakkorder med Thom Yorkes melankolske og desperate stemme drysset henover, er stort set hvad lytteren har i vente, når han sætter ”Amnesiac” i cd-spilleren, og hvad bedre skulle der ellers være at høre en kedelig, grå torsdag aften, om jeg så må spørge?

 

Ikke ret meget, men det skulle da lige være for Tools nyeste skive ”Lateralus”. Dette er bandets tredje udspil, og det virker som bandet bare bliver bedre og bedre. Tool er ikke ret vilde med informationer. I hvert fald har de ikke fundet det nødvendigt at opgive tekster og andre praktiske informationer i cover-omslaget til albummet. I stedet er det blevet til nogle gennemsigtige plastisksider med forskellige mærkelige illustrationer på. Musikken er så eksperimenterende som tungrocken nu engang bliver, og stadigvæk er den så simpel. Bygget på enkle guitarriffs og Maynard James Keenans flydende sang, men når bandet begynder at lege, så er ingen legeplads stor/lille nok for disse dages tungrock konger nummer et. Der larmes. Tempoet sættes ned. Der er stille. Melodier. Smuk atmosfæren, og der er kaos igen. Jo vist, der bygges og pilles fra hinanden, men alt på en yderst velovervejet, fokuseret og koncentreret måde. Intet er ladt over til tilfældighederne på ”Lateralus”. Hans Jàkup Eiðisgarð

 

Rain On The Land; Something More

Selvstændig. 2001

I 90’erne ville Rain On The Land nok blive kaldet for alternativ rock. I dag er musik som denne efterhånden ved at blive kaldt moderne rock. Heftige rock-spader, fyldige basgange, bevægende vokaler og præcist trommespil - som dog alt for ofte færdes ned ad den nemmeste og sikreste vej – er stort set, hvad der står lytteren i vente, om man har tænkt sig, at tjekke Rain On The Lands ”Something More”. Det er vel en smule typisk amerikansk, det her. Nærmest som taget fra en Amerikansk ungdomsfilm eller noget lignende, men Rain On The Land er dog ikke helt uden charme. Jeg må personligt bøje mig i støvet og erkende, at jeg har meget nemt ved at falde pladask for glad og energisk pop-rock som denne, og Rain On The Land er et af de bands, jeg godt kunne tåle at høre i radioen engang imellem.  Men når dette er sagt, så synes jeg også lige, at jeg skal have lov at nævne, at dette ikke ligefrem er en plade man husker for altid. Dette er bare glad popmusik for dem som lever i nuet. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Ransom Tree; Pictures And Everything

The JEWELTONRECORDS Company. 2000

De er ikke ret gamle – medlemmerne i Ransom Tree. Eller mon billederne i album-coveret lyver? Næppe. Mit gæt er på middelalderen i dette er band er ca. 17-22 år. Gættet er grundet på billederne af drengene, men også en smule på musikken jeg hører. Det lyder faktisk som om Ranson Tree er et forholdsvis nyt band. Ikke så godt sammenspillet som man ville ønske et emo band at være, og især sangeren kunne bruge lidt træning til fremtidsudgivelser. Ransom Tree er som sagt et emo band, dog ikke nær så følelsesladet som de fleste emo bands disse dage. Musikalsk ligger de sådan ca. midt i mellem Dear Ephesus og Brandtson. De fleste af disse syv numre er en smule for tilbagelænede, og ikke nær så energiske som man normalt forventer emo-numre at være. Hvis man dog er mere til de mere afslappende og lidt klynkende emo-numre, så er Pictures And Everything, måske en bedre emo-skive end Dear Ephesus nogensinde udgav. Som debut er dette helt ok, men fremtiden kan kun blive bedre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Razz; Clazz

Razzody Music. 1999

Det amerikanske band Razz har været sammen i 18 år efterhånden. De startede helt tilbage i 1983, og selvom de har været sammen i så lang tid, så har de stadigvæk begge ben godt plantet i den musikalske undergrund. Bandet har tydeligvis en svaghed for at få tingene at rime. Når bandet startede ville bandet have et navn som rimede på jazz, og det fandt de i Razz. Denne gang rimer albumtitlen så både på Razz og jazz. Og nu har du sikkert også gættet, at Razz er et jazzband. De er sammenspillet som de færreste jazzbands, men det er hvad der sker efter 18 år sammen. Dette er dog ikke bare almindelig jazz. Nix, dette er fusionsjazz. Højteknologisk og yderst avanceret fusionsjazz som ville give både Mezzaforte og Dave Weckl kamp til stregen. Og det er egentligt utroligt hvor indviklet man kan gøre tingene. Razz hamrer af sted med blues riffs, spilleglade keyboardoverflader, groovede baslinjer og tekniske trommetakter, men dog uden nogen form for vokaler. Og hvorfor ikke? Det er jo typisk for fusionsjazz, og Mezzaforte mestrer jo den instrumental fusionsjazz. Men når alt kommer til alt, så er ”Clazz” et røv kedeligt projekt, som lidt vokaler og melodi kunne hjælpe på. Jeg kan ikke forestille mig ret mange mennesker der gider sidde og høre musik som denne. Ja, det skulle lige være for de der talentløse jazzmusikere, som har brug for en eller andet at se op til og prøve at kopiere. Nu har jeg måske malet fanden lige lovligt meget på væggen, men det er ikke fordi jeg ikke kan lide jazz, og som jeg sagde før, det er heller ikke fordi, at Razz ikke består af gode musikere. Det er bare et eller andet som mangler. Noget der  rigtigt siger klik, og noget som hænger ved. Men er du til bands som Mezzaforte, Dave Weckl eller Koinonia, så er der en mulighed for at du vil kunne lide ”Clazz”. Hvis jeg skulle dømme ”Clazz” på musikalsk dygtighed, så ville jeg nok være nød til at give dem jackpot, men det behøver jeg jo ikke - gør jeg? Og da jeg ikke tænder på ”Clazz”, bliver det ikke til mere end to sølle smilehoveder. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Receivers; The Receivers

Selvstændig.

Når man i længere tid, har hørt heavy-plade op og heavy-plade ned, så er det altså virkelig forfriskende, at høre en smule afslappende og tilbagelænet blues-rock. Og blues, ja det er lige hvad The Receivers er bedst til. Der er godt nok, ikke nogle se-hvad-jeg-kan-med-guitaren-blues-numre, hvilket måske også kun er godt, da dette alt for ofte er tilfældet. Hvad vi dog har med at gøre her, er nogle fredelige og afslappende blues-numre, som ligger på grænsen til dovenskab, men som bestemt ikke er kedelige for det. Nej, faktisk lige det modsatte. Numre som You Turn Me og Babylon Falling, er faktisk de bedste blues-numre, som er havnet i mit stereo-anlæg hidtil i år (ikke fordi der har været vildt mange der har). Problemet er bare, at der kun er fire numre på denne udgivelse, hvilket måske er i underkanten, når man jo lige begynder at hygge sig. Vi vil have mere. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Red Hot Chili Peppers; What Hits?

EMI Records. 1992

Red Hot Chili Peppers’ opsamlingsplade What Hits? blev udgivet i 1992, men i dag - otte år senere - ser man pladen på hylderne i supermarkederne, ja endda under nyheder og på Top10 nogle steder. Hvorfor man har valgt at fokusere på et så gammelt album i forretninger der ellers kun sælger det nyeste nye og mest sikre, ved jeg ikke, men sådan er det, og derfor denne anmeldelse. Jeg går udfra at der er flere nye Red Hot Chili Peppers fans som går og venter på nyt Red Hot Chili Peppers materiale, og hvis man ikke kender bandets baggrund, hvorfor ikke give What Hits? en hurtigt gennemlytning. Der er numre fra bandets første seks udgivelser på What Hits? – lige fra debutten i 1983, som kun hed Red Hot Chili Peppers, og til udgivelsen Blood Sugar Sex Magic fra 1991. Men selvom sidst nævnte absolut var bandets kommercielle gennembrud, så blev der kun taget en sang derfra på What Hits? Ja selvfølgelig - Under The Bridge. For dem som ikke kender bandets første udgivelser, hvoraf numre her er præcenteret, kan jeg sige, at stilen dengang var lidt anderledes end den er i dag. Der var en langt mere funk’et følelse over dem dengang, med bassen placeret centralt i lydbilledet, mens blæseinstrumenterne plaprede løs sammen med noget funky trommespil, vagga vagga guitarspil og rap og gruppevokaler. For en funk/rock fan, ville What Hits? være end god investering, hvor numre som Under The Bridge, Johnny Kick A Hole In The Sky og Higher Ground helt sikkert ville gøre sit til for at sætte kulør på lytterens tilværelse. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Rendezvous; Storm In A Tea Cup

Selvstændig. 2002

Rendezvous er en engelsk duet der blev dannet så sent som November sidste år – for mindre end et år siden. Gruppen består af Jane Almond, der synger og spiller keyboards, og Paul Britton, der spiller guitar og synger baggrundsvokaler. Denne sekssangs ep bevæger sig omkring akustisk rock, pop og folkemusik med de obligatoriske ballader iblandt. Alt hvad du hører på ”Storm In A Tea Cup” er velspillet og velskrevet, men alligevel findes der ikke noget materiale, der er originalt nok til at få bandet ud af den undergrund de nu befinder sig i. Derfor vil bandet højst sandsynligt heller ikke få en pladekontrakt i den nærmest fremtid, men som sagt, bandet har kun spillet i lidt under et år, og alene at de har fået, hvad der findes på ”Storm In A Tea Cup” fra hånden, er til at tage imponerende. Det eneste som jeg har at sætte pegefingeren på, er at Janes stemme ikke altid formår at følge musikken der hvor dertil hvor den skal. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

The Reunion Show; Kill Your Television

Victory/Nordic Metal. 22-10-2002

Ok, er Victory Records gået pop, ligesom Roadrunner gjorde for nogle år siden? Well, det må de da gerne, hvis det fortsætter med albums som The Reunion Shows ”Kill Your Television”, men det kræver så også at der samtidig udgives musik i retning af Earth Crisis, Atrayu og Dead To Fall (hvilket der naturligvis også gør). The Reunion Show er noget så underligt i Victory-land som et indie-pop orkester. Ja, ja, derer dømt firkantede nørdebriller, legesygt keyboardspil og uforglemmelige omkvæder, der bygger på lækre vokalharmonier. Og seriøst bliver det næppe, da det bedste man kan hive ud af ærmet, tekstmæssigt spænder fra ”Oh honey, I don’t have a lot of money” over ”Jump Into My Spaceship and we’ll blast away” til ”Shiny shoes, and shiny hair, my stylist told me what to wear.” Men de siger det også bedst selv i sangen ”The Art Of Nothing” med linjen ”I don’t want to write a depressing song.” Så er du på udkig efter et band med noget dybere på hjerte, spring The Reunion Show over og led et andet sted. Kan du på den anden side ikke få nok af fjollede indie-pop sange, med luftige guitarlinjer og de sødeste keyboardflader, så er det meget muligt at The Reunion Show vil være din nye ven. Bare lad være at snakke politik med dem. Det kan de ikke lide. Spørg dem hellere om tegneserier, piger, hårgele og T-shirts. Eller spørg dem om noget de har forstand på, som f.eks. Weezers grønne album – eller noget lignende. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Rev Seven; 747
Dollar Bill Music 1999
Det er ingen tvivl om at Black Sabbath har inspireret mange bands rundt om i verden. Rev Seven er et af de bands der lyder som om de er inspireret af Black Sabbath, selvom de spiller hard rock og ikke ligefrem metal. Sangeren lyder meget som Ozzy Osbourne, måske lidt for meget til tider. Den bedste sang på cd'en er uden tvivl "Twenty twenty five," som HM Magzine også valgte at have med på deres nyeste cd sampler. Men det er ikke den eneste gode sang på cd'en. Der er et par stykker der rykker, men sammenlagt lyder cd'en lidt for ens. Hvis du kan lide Black Sabbath, men måske en anelse mindre metal, så skulle Rev Seven være noget for dig. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

River City Rebels; No Good, No Time, No Pride

Victory/Nordic Metal. 08-10-2002

I 1996 var jeg helt oppe at ringe over den populære 3-wave ska scene der blomstrede i USA. Allerede efter to år var man dog godt og grundigt træt af den, i det der sjældent før er hoppet så mange vanvittigt dårlige bands på vognen før. Det lignede lidt hvad man ser i form af nu-metal genren i dag, bare at det foregik på meget kortere tid, og desuden nåede ska aldrig at blive det helt store i Europa. Ligesom indenfor nutidens nu-metal genre, så var det faktisk synd for de gode, oprigtige ska bands der spillede dengang, for alle de dårlige bands, ødelagde faktisk alt for de gode. Når scene så var ved at uddø, så droppede alle disse bands hornene, og begyndte enten at spille nu-metal, emo eller pop/punk, som mange af dem i øvrigt også havde spillet inden. Heldigvis er der stadig bands der dyrker ska genren for det den er, og ikke fordi det er den nemmeste mulighed for at sælge plader. Jeg tror ikke, at River City Rebels er et band der ikke er ude på at sælge millioner af plader, og hvis de er, så må de vågne op og se realiteten i øjnene. Ska er ikke lige hvad de 14 årige skoletøser hører mere, og slet ikke hvis det lyder som Sex Pistols med en hornsektion. For River City Rebels lyder nemlig ikke engang som de ska bands, der var store i 1996. Derimod kombinerer de old-school punk med hornmusik, der til sidst får dem til mest af alt at minde om Sex Pistols (blot med horn). De har endda beholdt den vrede og politisk ukorrekte indfaldsvinkel Sex Pistols havde dengang. Der er ingen patriotiske hymner at finde her, men derimod stærk kritik imod den amerikanske regering, der endda på et tidspunkt får fingeren med på vejen (”Fuck you U.S. pride). Uheldigvis skal der mere til for at banke fornuft ind i Bush og hans folk, end en enkelt ”skråt op” finger fra et punkband. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Royal; My Dear

Tooth and Nail Records 1999

Uh ha, dada, dette er nordisk musik, og så er den så stinkende god. Dette er noget af det bedste jeg har hørt til dagsdato, i hvert fald på den kristne marked i Norden. Bandet Royal er fra Norge, men har en pladekontrakt med Tooth and Nail Records i USA. Dette er virkelig en dejlig samling musik. Næsten er mesterværk. Til tider lyder Royal som The Cardigans, men så sætter bandet tempo på i nogle sekunder, og ødelægger Cardigans lydbilledet, men lyder i stedet som et tungt hardcore band. Jeg ved ikke hvad vi skal kalde denne musik. Emo måske, eller hardcore inspireret plastik pop. I hvert fald, hvad dette så er, så er Royal skide gode, og burde få langt større succes and de har fået. Køb deres skive hvis du kan lide The Cardigans og alt som er hård musik. Du som kan lide bands med en masse start/stop ideer, vil simpelthen elske Royal, da de leger med dette hele vejen igennem cd'en. Intet er overladt til tilfældighederne på Royal's "My dear." Kan det gøres bedre? (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Sacred Raisin Cakes; Sacred Raisin Cakes

MP3.COM

Skal du have nogle hellige rosin kager? Hellige rosin kager, ha ha, sjovt navn. Men i virkeligheden er det overhoved ikke noget sjovt ved navnet. Eller det synes selve bandet ikke. Bandet har nemlig taget navnet ud fra Bibelen, en bog som er af yders stor betydning for bandets medlemmer. Navnet er taget fra Samuels bog kapitel 6 og vers 19, hvor kong David, af glæde, deler rosin kager ud til hele Israels befolkning. Når i nu har fået forklaringen på det ellers lidt mærkelige navn, er jeg sikker på at i vil vide høre en smule om selve musikken. Sacred Raisin Cakes er et af de utallige bands verden over, som prøver lykken på mp3.com, hvor de lægger deres musik som mp3filer, og håber på succes. Mp3.com må have været glad for nedtagningen af bandets musik, siden de har valgt at samle bandets numre, og udgive den på cd. Der er 12 numre + et remix, med hvad bandet vælger at kalde industrial folk musik, på dette debut album. Bandet blander computer lavede tromme loops med akustiske guitarer, og andre folk musik instrumenter, så som fiddle og mandolin, hvilket giver en blanding af folk musik, pop og elektronisk rock. Bandets har meget til fælles med Garbage og lignende bands, da de helt klart spiller på dance og rockmusikken samtidig. Bandets forsangerinde har helt klart en kærlighed til Alanis Morrisette, Tori Amos eller andre mid90ers vrede kvindelige artister, og dette kommer klart til syne i næsten hvert enkelt nummer på skiven. Der er i virkeligheden ikke så meget nyt på Sacred Raisin Cakes’ debut, da alt er hørt før av bands som Garbage eller Tori Amos, men Sacred Raisin Cakes kommer igennem det uden at lyde som kloner. Denne skive ligger i dette øjeblik, og venter på at utallige pladeselskaber skal lytte til den, og hvem ved, måske vil være nogen der giver Sacred Raisin Cakes en gennemlytning, og ja måske endda en pladekontrakt. (JJJ---) Hans Jàkup Eiðsigarð    

 

The Santiago Steps; A-Flutter

Dorcal-Monster

Hvis man er til rockmusik, men helst ikke vil have at det går alt for hårdt for sig, så er The Santiago Steps ikke det værste man kan sætte på anlægget. Skal det derimod være lutter lagkage det hele, så er The Santiago Steps nok alligevel ikke så godt et valg. The Santiago Steps går roligt til den, og i bedste amerikanske indie pop-rock stil, giver de deres bud på en samling sørgmodig sange, der trods alt også har nogle poppede islæt hist og her. Ikke for poppede, og heller ikke alt for sørgmodige. The Santiago Steps har nemlig fundet en gylden mellemvej, og så skader det ikke, at pryde vejkanten med fløjter og saxofoner, vel? For mit vedkommende har ”A-Flutter” været en herlig lille sag at have i cd-spilleren til og fra arbejde, og i modsætning til 70% af al den musik, jeg har modtaget, de sidste to måneder, vil den med jævne mellemrum ende i cd-spilleren igen. The Santiago Steps har nemlig det der skal til, for at gøre et album interessant og vært at høre igen; sange der står at briste i følelser og gode melodier. Og skidt så være med, om det ikke helt tiden er originalt eller nyskabende, for hjertet er på det rigtige plads. En af denne måneds højdepunkter. Helt sikkert. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Saviour Machine; The Legend Part 2
Massace Records 1998
Så er den her, den anden af tre cd'er, som omhandler åbenbaringen. Jeg fik aldrig købt den første, så det er måske lidt svært at anmelde denne, fordi disse cd'er skal nydes i en helhed. Det er ikke muligt (i hvert fald ikke for mig), at sætte en sang på, og så være helt vild med den. Der er ingen hits, som der var på deres debut cd. Kun en helhed, og derfor kan cd'en blive lidt kedelig. Man skal absolut være i humør til denne cd, for ellers kommer man slet ikke igennem den, men hvis man er i humør til den, kan den faktisk være ret god. Det tager i hvert fald ikke lang tid, før man begynder at se at Eric Clayton, er en af den bedste (hvis ikke den bedste) sangere i det kristne marked. Dette er en meget unik og flot cd, som du ikke finder nogen andre steder. Selvom cd'en til tider er kedelig, og man ikke altid er i humør til den, så giver jeg den 3 point for godt kombineret og kreativ musik (og tekst), og for meget flotte vokaler fra Eric Clayton. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Scarrots; Peace Of Sun Shine

Goodlife Recordings. 2001

Ok, så er der punk fra Belgiske Goodlife Recordings på menuen. Scarrots er et seks år gammelt melodisk punk band, der indtil sidste år stod uden en eneste albumudgivelse, selvom der igennem tiderne er blevet optaget materiale - både hjemmedemoer og numre til diverse kompilations. Så hvorfor ikke samle lortet, og udgive det som bandets debutalbum? Tja, hvorfor ikke? Materialet, der er optaget fra 1998 og indtil 2001, er som sådan ikke noget værre end det melodiske punkt gennemsnit nu til dags. På den anden side når det heller ikke på den gode side af gennemsnittet. Scarrots er da ikke bange for at bryde med det mest almindelige melodiske punk man hører i radioen, og det er et plus, for udover det regulære melodiske punk, så bliver der leget lidt med nogle velfungerende temposkift hist og her, og minsandten om ikke lidt piano sniger sig ind i ny og næ også. Men der går desværre også drengerøvet Blink 182 i skidtet indimellem, hvilket ikke gjorde så meget, hvis sangene var til det, hvilket de uheldigvis ikke er. Og hvad der måske er endnu mere synd, er de lidt kedelige ska-indslag der gennemgående er alt for meget tilstedeværende på ”Peace Of The Sun,” måske ikke altid i form af horn men så sandelig i form af jigga-jigga guitarspil. Scarrots bør flytte til Californien og få en karriere der. Deres hjerter er der allerede - både musikalsk og albumcovermæssigt, hvor der bydes op til beachvolley og strandfest. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Michael Schenker; Thank You 2

SPV/Nordic Metal. 2002

Det er ikke så længe siden Michael Schenker Group udsendte “Be Aware Of Scorpions”, men her er den tidligere Scorpions guitarist, Michael Schenker, altså gået solo, med et akustisk instrumentalt værk. Men det ved de fleste af jer måske allerede i forvejen, for ”Thank You 2” er nemlig opføler til et tidligere lignende projekt, hvilket jeg naturligvis aldrig har hørt om før nu. Hørt om det eller ej, her er Michael Schenker så igen med sit næste album af slagsen. Indrømmet, manden kunne sagtens spille guitar i et kammerorkester eller noget lignende, det beviser han her. Musikken på ”Thank You 2” er nemlig klassisk af natur, ikke ulige det, man hører på klassiskmusiks guitaralbums. Manden er fingernem ud i fingerspidserne, som man siger, men når det kommer til stykket, så er musikken på ”Thank You 2” ikke egnet til ret meget andet end baggrundsmusik når der slappes af eller elevatormuzak. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

SCSI; Crave;

Selvstændig. 2000

Første gang jeg hørte om SCSI, var på opsamlingspladen Somethign You Ain’t Heard Before, som jeg anmeldte for en stykke tid siden. Deres bidrag på førnævnte opsamling var nummeret Stunned som hørte til pladens bedste numre med dets iørefaldende og modernede elektroniske pop/rock. På Crave bygger bandet videre på deres kombination af elektroniske elementer og pop og rock. I one lyder SCSI som Garbage med vokaler fra Abba-pigerne, og Garbage er måske det band, jeg tænker mest på, mens jeg hører Crave. Garbage og så måske Plumb. Efter et par numre med elektronisk rock og pop, nedsættes tempoet lidt i den enkelt dystre Right here Right Now, som kun består af en guitar og vokaler. I Somedays kombinerer bandet en del baggrundsstøj med en trip hop-lignende sangstruktur og melankolifyldte vokaler. I andre numre har Sharon McFeeters, bandets sangerinde, en mere rå og blues’et følelse over sig, som får undertegnede at tænke på Fru. Kaiser fra Rez Band. Just Tell Me You Love me indeholder forvrængende vokaler a la Cher, som værken lyder bedre eller værre end Cher selv. Der er ikke meget banebrydende og nyt at høre på Crave, men det er dog trods alt en meget underholdende udgivelse med masser at potentiale, vi her har med at gøre, og hvem siger at det i sig selv skal - og må - være en dårlig ting? (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Scum Of The Earth; Better Late Than Never

Boot To Head Records.

Australske Scum Of The Earth er ligesom Crux – et band fra Boot To Head, som jeg også lige har anmeldt – som ikke er til mere. Better Late Than Never var deres sidste udgivelse. Bandets specialitet var old-school punk. I enkelte numre bliver der også gjort brug af messinginstrumenter, men der er ikke talen om radiovenlig ska-core her. Nej. Dette er som sagt aggressiv og hardcore inspireret punk, og intet andet. Der er 13 numre på Better Late Than Never. Men det er synd at sige, at de varer i al evighed. Det er kun 27 minutter talen er om. Tre de sidste numre, er gammelt demo materiale, og selvom lydkvaliteten er ret dårlig over hele cd’en, så tager disse numre kagen. Lydkvaliteten ødelægger en smule for mig, men det er tydeligt at høre, at Scum Of The Earth kunne deres kram. Men dette er ikke en skive, som jeg vil høre ofte i fremtiden. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Seal of the Living God; Idolitary of ancients/ancestors

Selvstændig 1999 (JJJ---)

Seal of The Living God; The artisan inearthed

Selvstændig 2000 (JJJ---)

I tidens undergrund er der tusinder af bands, som aldrig vil være hørt af dagligdagens trendige mennesker. Nogle fordi de er dårlige, andre fordi de er uheldige, og andre fordi de er fuldstændig ligeglade. Seal of The Living God er ikke dårlige, og jeg ved ikke, om de er ligeglade, men musikken de spiller, gør i hvert fald sit til at de holder sig fra mainstream markedet – ja endda fra en pladekontrakt. Idolitary of Ancients/Ancestors er faktisk to demoer, optaget i oktober 99 og december 99. The Artisan Inearthed er en anden demo optaget i maj i år. Seal of The Living God er noget af det mest originale, du finder på rock scenen i dag. Deres musik er en blanding af alt muligt, men mest af alt er den instrumental rock musik. Der er bl.a. elementer af symfonisk rock, klassisk orkester musik, industrial og verdens musik i Seal of the Living God’s musik, som af og til kan gøre deres musik til noget af en rodet affære. I stedet for at have en vokalist, har bandet valgt at sample alle mulige ting. F.eks. citeringer fra Bibelen, prædikener og film (tror jeg nok). Der er absolut positive ting at finde i Seal of the Living God’s musik, men der er også de numre, hvor deres musik forekommer en anelse for kedelig og ukoncentreret. Mit helhedsindtryk er at Seal of the Living God er et band med masser af potentiale og idéer, der bare ikke givet en mulighed for at udforske dem, og det kommer de måske heller ikke til – netop fordi de har så mange idéer.

 

Second Half; second half, s13

Screaming Giant 1997

P; Jeff Newell & second half

Second Half’s debut cd er ikke ny længere, men hvad så? Vi anmelder den alligevel, eftersom Screaming Giant Records vil have os at gøre det! Second Half er 3 fyrer, som spiller en blanding glad pop/punk og ska. Stilen ligger dog mere op ad punk end ska, men det er dog ska numrene som, hos mig, bliver ved med at stå på repeat. ”Invinsible” er en totalt sjov og fed ska sang med højt tempo, og med et lidt metal inspireret omkvæd. ”Terrible Mess” er en reggae inspireret ska sang, som handler om at Gud elsker os, hvad end så vi gør forkert. Alt i alt en meget god cd, som dog ikke blæser Supertones eller MxPx af toppen, men med lidt bedre produktion og lidt øvelse hos sangeren, skulle bandet absolut have muligheder i fremtiden (hvis de stadig spiller). (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Secret Sounds Of The NSA; Eyes To The Skies

Illuminated Records. 2000

Det er godt nok en rigtig håndfuld at skulle beskrive et band som The Secret Sound Of The NSA. Ikke alene er bandnavnet pokkers langt, men det er også ret mystisk, synes du ikke? Sådan lidt X-files lignende? Og ikke nok med det, musikken er også her, der og alle vegne, hvilket naturligvis vil sige, at bandet afprøver alt hvad de har lært at spille derhjemme i garagen eller i kælderen. De starter med lidt Steve Taylor kloning i ”Getting Fired” og ”Entertainment Tonight”, hvorefter lidt blues er på sin plads i ”Summertime #2” og igen senere i ”Summertime”. Hvorfor kommer ”Summertime #2” egentlig før ”Summertime”? Godt spørgsmål, men gutterne leverer ikke bare svarene… ikke bare sådan der. Efter lidt Weezer lignende nørdmusik er der tid til lidt god gammel new wave a la Depeche Mode, hvorefter et omkvæde som ikke ligner så lidt The 77’s’ ”Falling Down A Hole” er på sin plads i ”Bullet’s Peace”, før der igen er tid til lidt hard rock med Eddie Vedder type-guitarsoli. Jo vist, The Secret Sounds Of The NSAs musik har det med at bare tage af sted og lande et ukendt sted, og at nævnte alle genrerne som bandet flyver henover på rejsen, ville tage nogenlunde ligeså lang tid som at skrive bandets navn en gang til. Det skal dog siges, at efter at guitardrevet rock har været i højsædet igennem hele skiven, så skifter gruppen lidt over til elektroniske lydflader i skivens sidste to numre, hvor synthesizerens faktisk tager over og spiller hovedrollen til sidste åndedræt. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

7 doors down; 7 doors down

Kaluboné Records

Sidste år havde 7 doors down ikke så lidt at lave. De var nemlig opvarmere for mange af CCM’s bedste rock bands, f.eks. Squad 5 O’, Living Sacrifice, Audio Adrenaline, Reality Check og All Star United. 7 doors down spiller en meget iørefaldende form for pop/rock, som i omkvæderne bliver meget følelsesladet. Selvfølgelig er der tusindvis af bands som dette, og 7 doors down har derfor ikke opfundet noget nyt. På den anden side, hvorfor skulle de det? Det er også noget som hedder at spille for at have det sjovt, og det skulle ikke undre mig om 7 doors down har masser at sjov og ballade, mens de spiller sange som ”Inside,” ”Deep blue sea” og ”Wonderful world,” sange som samtidig også holder 100%. Men som så ofte på plader som denne, er der et par numre der er ret kedelige, og som mest af alt virker som mangel på bedre og tidsspilde. En ikke helt dårlig plade, som samtidig heller ikke er noget at skrive hjem om. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Seven Head Division; Ep 2000

Selvstændig. (JJJ---)

 

Seven Head Division; Ep 2001

Selvstændig (JJJJ--)

 

Alene det faktum, at Jesse Sprinkle – tidligere medlem af Poor Old Lu og nuværende medlem af The World Inside – har hjulpet Seven Head Division gutterne med produktionen, er nok til at få mig til at spile ørerne op. Jeg er lysvågen og forventningsfuld. Man skal dog absolut ikke regne med, at der står Jesse Sprinkle skrevet med stort henover alle numrene, fordi det er faktisk ret tydeligt, at Seven Head Division har deres egne idéer at forhold sig til. Drengene spiller en guitardrevet form for atmosfærisk rock, som forbigår moderne rock henover emorocken lige ind i hardcorens aggressive hule, uden egentlig at være nogen af delene. Begge ep’er er imponerende, men den nyere er en tand mere iørefaldende, og det er der jeg investerer mine penge (hvad snakker jeg om?). Hans Jákup Eiðisgarð

 

Seven Storey; Dividing By Zero

Deep Elm Records. 2002

Af alle Deep Elms tidligere udgivelser, er denne muligvis den mindst emo-lydende af dem alle sammen. Den har en langt mere aggressiv lyd over sig, og hører man f.eks. trommespillet, tænker man ikke på ret meget andet end punk anno 1977. Bandet kan kategoriseres som et indie rock band, men der er også helt klare punkreferencer over det hele, samtidig med at garage rock n’roll også spøger med jævne mellemrum. Et dejligt og lidt anderledes album fra Deep Elm, som på trods af at det ikke indeholder nogle decideret velegnede single-udspil, nok skal give Seven Storey et trofast kultfølge. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

7 Months; 7 Months

Frontiers/Nordic Metal. 22-07-2002

Pressemeddelelsen til denne lille progressive, amerikanske rocksag siger, at 7 Months er i besiddelse af den nye årtusinds moderne prog rock lyd. Mig siger, at det er noget værre sludder. 7 Months lyder ikke en tand mere moderne, end det lyder når de spiller Kansas’ ”Carry On My Wayward Son” i radioen. Men det skal 7 Months, der tydeligvis er inspireret af 80’er bands som Yes, Kansas og Journey, da ikke skamme sig over, for når man kan komme af sted med det uden endvidere pinligere, og endda med æren i behold, så er det da bare at klø på. Der er nemlig værre bands at stifte bekendtskab med end 7 Months, hvis man er en progressiv rock fan. Undertegnede ville dog foretrække Kansas i enhver situation. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Seventh day slumber; matthew 25

Afinia Music, 1999

Producer; Joel Cameron

Selvom man normalt skriver om kristen musik, så er det ikke hver dag, at man støder på benhårde Jesus freaks’ som Seventh Day Slumber. Deres tekster er hele vejen igennem, inspirerede af hvad Jesus gjorde for os, og at han er den eneste vej ud af mørket. Og for at give os alle noget at tænke over, synger de I nummeret ”What I need”; ”I could ask the genie to pull me through. I could ask the mad man for his points of view. I could call a psychic for a well-rehearsed guess, or I could call on Buddha for a walk in the park. I could call up Bobby, we got high from time to time. Call the politician to tell me wrong from right. I could ask my best friend to tuck me in my bed, or I could call the suicide line with a gun to my head. What I need is some good advice, to help me with this losing game. I can see my life before my eyes. I can’t stand the pain. The genie couldn’t help me she was full of smoke. The mad man gave me a padded cell. The psychic didn’t know me it was just a joke and Buddha walked me to the gates of Hell. Bobby died with a needle in his arms. The politician’s doing time. My best friend he found the answer: Jesus Christ, but I’m still hanging on the suicide line.

Rent musikalsk ligger Seventh Day Slumber, et sted midt i mellem Pearl Jam og Third Day. Der er helt sikkert grunge elementer i deres musik, men de er lidt for poppede, for at kunne kaldes et grunge band. De mere aggressive numre har en vis Pearl Jam lighed, mens de mere still numre ligner mere Third day, eller endda Everybody Duck. Vokalmæssigt minder Joseph Rojas også meget og Eddie Vedder og Third day’s sanger. Alle numrene er ret ens, og der er ikke megen variation, men i sangen ”Bow down,” skifter de dog helt stil. Her lyder de mest som et beskedent Rage against the Machine på et Jesus flip.

”Matthew 25” er en imponerende debut, med flere meget gode numre, men der er et par løse ender, hvilket gør det svært for Seventh Day Slumber at skore topkarakter. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

77’s; 88/When numbers get serious

M8 Distribution 2000

77’s har været en del af det kristne musik industri siden i starten af 80’erne, da de udgav Ping Pong over the Abyss, dog uden at blive det helt store kommercielle hit. I 88 udgav de albummet som simpelthen kun hed 88. Albummet har i flere år været umuligt at anskaffe, og derfor har M8 Distribution valgt at udgive det igen, og ikke nok med det. Der er oven i købet en ekstra cd med, som indeholder 16 live numre fra 1986 og frem til i 1995, hvor bl.a. sange som Paint it Back, (Rolling Stones) og den altid fremragende Nobody’s fault but mine (Led Zeppelin) bliver spillet. I starten af 80’erne var 77’s mere eller mindre en del af new wave genren, men på 88 havde de lagt denne stil fra sig. Her prøvede de hellere at spille straight ahead rock n’roll, med en masse blues inspirationer. Der er ingen tvivl om at 77’s har givet kristen musik en stor skat, med deres mange udgivelser gennem årene, og vi kan kun takke M8 Distribution for at udgive dette igen, så vi som ikke kendte 77’s dengang, kan glæde os over deres utrolige spilleteknik. Hvis du har lyst til at købe 88, så kan dette gøres på www.m8.com. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

77’s; A golden field of radioactive crows: radioactive singles

M8 Distribution 2000

77’s er igen på vej med et nyt album, og men mens vi venter, har de lavet en lille forsmag. Der er seks skæringen på denne EP. To versioner af Related og en af Mr. Magoo, hvilket er numre som vil være på deres nye album. De andre skæringer er en live version af Tatoo, et interview med bandet, og en gammel Maranatha sang som hedder Shotgun Angel. 77’s har aldrig været so poppede som de er i dag, og det lyder fremragende. Related og Mr. Magoo er de enkleste pop numre, med de dejligste vokal harmonier. Shotgun Angel er mere af en folk eller country sang, som faktisk også er ret god, selvom den ikke passer så godt ind blandt alle pop numrene. A golden field of radioactive crows; radioactive singles, er en meget god forsmag på et album, som forhåbentligt bliver lige så godt. Hvis du har lyst til at købe A Golden Field of Radioactive Crows; Radioactive Singles, så kan dette gøres på www.m8.com. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Shade of the Son; landful of biscuits

Smalltown Records, 1999

Shade of the Son er et meget iørefaldende pop/rock band fra Canada. Deres album Landful of Biscuits er simpelthen fyldt med glade rock n’roll numre. Fans af bands som Dakoda Motor Co. og Everybody Duck ville helt sikkert være ellevilde, hvis de hørte denne udgivelse fra Shade. Hvis bare denne plade ville være udkommet i 1994 i stedet for 1999, så er jeg sikker på at den ville blive et monster hit. Men da denne musik stil ikke længere, er hvad folk lytter til, eller i hvert fald hører i radioen, så tror jeg ikke, at der er de store mainstream muligheder for albummet, men hvem ved? Med dette siger jeg dog selvfølgelig ikke, at Shade of the Son ikke er værd at lytte til. Det er de helt sikkert. Jeg synes faktisk, at Landful of Biscuits er en af de bedste indie udgivelser, jeg har hørt i den sidste måneds tid. Måske hører vi mere til Shade of the Son i fremtiden. Forhåbentligt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Shellito; On Sale

Birtha (JJJ---)

 

Shellito; Ingrediens

Birtha (JJJJ--)

Philadelpia bandet Shellito, der med Mike Shellito og Jeff Tanner i front for lidt siden har udgivet album nummer to, har virkelig forstand på at kombinere nutidens indie-pop med 60’ernes popmusik. Ikke helt ulige Jetenderpaul, hvis du spørger mig. Bandstifter, og hovedet bag duoen, Mike Shellito, kan bare det hele. På ”Ingrediens” spiller han bas, guitar, trommer, orgel, keyboard og perkussion, samtidig med at han også synger, mens den anden halvdel, Jeff Tanner, også synger, spiller bas og guitar. De to. Mike og Jeff, har derefter delt produktionspligterne. På debutalbummet ”On Sale” var Jeff Tanner endnu ikke blevet en inkarneret medlem af bandet. Dengang var han ligesom så mange andre på både ”Ingrediens” og ”On Sale” bare en gæstemusiker. Nu er han dog en del af duoen, og måske er det derfor, at ”Ingrediens” er en anelse bedre end debutalbummet ”On Sale”. Der er ikke så meget at sige om ”On Sale”. Albummet er tilbagelænet og lidt langsomt, og der er ikke rigtig nogle højdepunkter. Alligevel er det et ok album. Den nye, ”Ingrediens”, er derimod lidt bedre og lidt mere fremstående. Albummet starter med den bedste sang, den Simon & Garfunkel inspirerede ”Orange Or Green”, inden den langsomt glider ind i albummets anden bedste sang, den yderst 60’er poppede ”Smart People”. Og sådan fortsætter det for Shellito. 60’er pop omkvæder tilsættes akustiske indie-pop elementer, samt andre mere elektriske alterno-pop øjeblikke, mens lytteren med tiden bliver i bedre og bedre humør. Mon ikke der snart kommer et splinternyt album fra Shellito, siden ”Ingrediens” efterhånden er ved at være sådan lidt halvgammel? Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Ship Of Fools; Let’s Get This Mother Outta Here

Peaceville/Nordic Metal. 23-09-2002

I midten af 90’erne havde Peaceville et søsterselskab, der tog sig af de acts der ikke umiddelbart passede ind i Peacevilles egen metalfikserede stald, bl.a. GGFH og Kong, der begge blev genudgivet sammen med mange andre Peaceville kunstnere sidste år. Nu er tiden kommet til at genudgive det tredje interessante navn fra dette selskab, nemlig Ship Of Fools. Og Ship Of Folls er nok et af de mest eksperimenterende bands selskabet har været tilknyttet. Når jeg siger, at talen er om en kombination er rock og elektronisk musik, så vil de fleste med det samme tænke industrial, men der er intet industrial-lydende omkring de ni sange der findes på ”Let’s Get This Mother Outta Here”. Det er snarere prog. rock på en alternativ måde. Det er et meget varieret album, der kommer ind på alt fra førnævnte kombination af elektronik og rock, til jazz, diverse former for verdens musik og ambiente lydflader, men talen er aldrig kun om en af delene. Det fleste af disse numre, ville fungere udmærket som lydspor til en eller anden underlig film. Måske et eller andet David Lynch kunne finde på at lave. Hvis det lyder som lidt for meget af det gode, så bliver det næppe bedre af at jeg siger, at albummet er totalt instrumentalt, og den eneste gang man hører menneskestemmer, er når smides et eller andet sample henover musikken. I like it. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Side Walk Slam; Past Remains

Tooth and Nail. 2001

 

The Undecided; More To See

Tooth and Nail. 2001

 

Siden i midten af 90’erne, har Tooth and Nail Records været kendt for at udgive kvalitets rock, punk, ska, hardcore og hvad det end måtte være, og listen over storslåede udgivelser er efterhånden ikke så kort længere. Side Walk Slams debutplade, ”Past Remains”, er dog ikke at finde på listen over kvalitetsudgivelser. Melodisk punk af den poppede skole, er karm om albummets 17 numre, og har man alle MxPx og Value Pac udgivelserne i forvejen, har man næppe brug for at tilegne sig ”Past Remains”. Der er nemlig ikke en eneste idé, tanke, takt eller tone som ikke allerede er kørt træt på de gamle Value Pac og MxPx skiver at finde på ”Past Remains”. Men de er unge – de kære gutter i Side Walk Slam – så måske fører det mere med sig i fremtiden, og at få en pladekontrakt med et så respektabelt pladeselskab som Tooth and Nail Records, mens de er så unge, må da siges at være ret flot. Tooth and Nail folkene må da have set et eller andet i teenager gutterne, men præcis hvad, det er lidt svært at se og høre, herfra hvor jeg sidder. (JJ----)

 

Men hvor det går galt for Side Walk Slam, går det tilsyneladende meget bedre for The Undecided, som nu – hvis man skal være helt ærlig – egentlig også har udgivet en tidligere skive for pladeselskabet, og netop derfor måske har lidt flere kort at spille på. Stilen er nogenlunde den samme. Melodisk pop/punk i højt tempo og med guitar, trommer og baslinjer som skriger efter MTV-opmærksomhed. Men hvor Side Walk Slam gentagne gange gentager sig selv, formår The Undecided at holde gnisten i live ved at variere svineriet lidt bedre, bl.a. med nogle hårdt tiltrængte, interessante temposkift, og derudover har de faktisk en forsanger som er værd at høre på, hvilket bliver mindre og mindre almindeligt i disse dage. Der er så meget pop/punk på musikmarkedet i dag, hvilket har med sig, at hvis det ikke bliver gjort ordentligt, så kan det nærmest ligeså godt forblive ugjort. Heldigvis er The Undecided et af de bedre punk bands undertegnede har lagt øre til i en længere periode. Lad derfor smilehovederne rulle. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Silage; Vegas Car Chasers, 1998

Sublime Records, s11

Produced; Todd Collins

Da Silage i 1996 udgav deres debut cd ”Watusi”, var jeg helt vild med dem, dels fordi der var en masse sjov og ballade, og dels fordi at de var sådan et ska inspireret pop band, med en lyd som jeg elskede på daværende tidspunkt. Det var ikke fordi, at de, var de bedste sangskrivere eller musikere, jeg nogensinde havde lagt øre til. Faktisk var de lidt barnlige, men jeg kunne bare ikke få nok af deres numre. Nu er de blevet mere voksne, bedre sangskrivere og bedre musikere, og det har også med sig, at de har lagt deres gamle stil på hylden, og nu koncentrerer sig mere om at spille pop-rock/rap. Når jeg hører denne cd, kommer jeg til at tænke på Fun Lovin’ Criminals, men også Reality Check. Specielt Reality Check faktisk. De har endda fået manden der producerede Reality Check’s debut (og eneste) cd Todd Collins, til at producere denne, deres anden cd. De der er kede af at Reality Check ikke spiller mere, skulle købe denne cd, fordi dette er noget af det nærmeste du kan komme indenfor kristen musik. Personligt kunne jeg bedre lide Reality Check end ”Vegas Car Chasers”. Jeg kan også bedre lide Silage’s debut cd bedre end denne. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Sin Dizzy; He's Not Dead
Tim Gaines Music 1998
Hurra, Stryper er sammen igen, nej faktisk ikke! Men halvdelen af bandet er (Oz Fox og Tim Gaines), sammen med nye unge musiktalenter (Bobby MacNail og John Bocanegra). Dette er faktisk et godt bud på hvordan Stryper ville lyder hvis de blev ved med at spille i 1992. Hvorfor? Fordi nogle af sangene oprindeligt var skrevet til den næste Stryper cd. Efter af Micheal og Robert forlod bandet, gik Oz og Tim i studiet for at lave en demo, for at få en pladekontrakt. I 1994 fik de Bobby og John at komme og lære sig disse sange, dette førte til en ny demo i 1996. Oz mente at sangene var for gode til ikke at blive hørt, og det var så begyndelsen for Sin Dizzy som nu (i 1998) har udgivet deres første cd He's not dead. Lyden er lidt varieret på grund af at sangene er skrevet over en lang periode. Nogle sange lyder som Stryper's Against the Law periode, mens andre sange er lidt grunge lignende, blandet med lidt 80er lyd. Sin Dizzy's budskab er klart! Kristus lever. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Singing Mechanic; It Wouldn’t Be What It Is

SoundsFamilyre. 2001

Vincent Voss er ikke bare en syngende mekaniker, sådan rent kunstnernavnmæssigt. Han er faktisk en fuldtids mekaniker. Fritiden de sidste fire år, er blevet brugt på at skrive og fremføre musik, og det har givet manden mulighed at arbejde med folk som Pedro The Lion og Damien Jurado, og nu Daniel Smith fra The Danielson Family, i det han nu er signet til hans pladeselskab. Og som altid, når Mr. Smith er i nærheden, er talen om et lidt underligt album. I modsætning til Danielson Family, Soul Junk og Half-Handed Cloud, tager The Singing Mechanic udgangspunk I pianodrevet musik, i stedet for at lade guitaren være i fokus. Vincent synger ikke på samme skingrende måde som Daniel Smith, heldigvis, men han er dog heller ikke verdens mest kompetente forsanger. Han har måske end tand bedre stemme end os andre der kun synger derhjemme under bruseren, men på den anden side, er han en kanon dygtig sangskriver. Manden bygger sin singer/songwriter stil over noget folk rock, lidt country, noget lidt musicallignende, gospel og naturligvis en lille teske rock. Mandens pianospil er hyggeligt, og det skulle ikke undre, hvis Vincent har mindst et par gamle Keith Green albums liggende derhjemme. ”It Wouldn’t Be What It Is” kan godt tage lidt tid at lære at kende og elske, men det er besværet værd, hvis man giver det muligheden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Skillet; Invinsible

ForeFront. 2000

Jeg kan huske da Skillet’s debut album – som kun hed skillet – kom ud i 1996. En rock/grunge perle af en kaliber, som det år ikke blev overskredet af mange, og selvom det måske var lige lovligt sent at komme med at grunge album og forvente succes, så klarede Skillet sig dog fint salgsmæssigt. Deres andet album Hey You, I Love Your Soul udkom i 1998, og var en stor musikalsk omvæltning for bandets lyd. De skiftede deres rå og garageagtige sound ud med elektronisk rock, og selvom det var et udmærket album, så nåede den musikalsk ikke de højder der var lagt op til med debut albummet, selvom den salgsmæssigt var en endnu større succes. Deres nye plade, Invinsible som den hedder, lægger op til noget af det samme, som vi hørte på Hey You, I love Your Soul, og selvom bandet har mistet to medlemmer og fået en ny, så er det overraskende, så godt de klarer det denne gang. Alt hvad måske ikke var på plads på deres første elektroniske album er det nu. Man skulle næsten tro at Skillet havde leget med rock og rul og computer effekter hele sit liv og ikke kendte andet. Albummets første nummer, Best Kept Secret, lover allerede for godter, da dette nummer er bedre end alle numrene der blev præsenterede på Hey You, I Love Your Soul. Og derfra kører de bare, med hvad de har fundet ud af at de mestrer. Iørefaldende guitarspil, trommemaskiner og masser af elektroniske effekter og samples. I enkelte numre bliver der lagt op til en Marilyn Manson lyd hvor endda vokalerne minder om førnævnte, hvilket kan virke lidt unødvendigt, da de klarer det så fint selv. Er du til elektronik i rock og rul og latex tøj, så er Skillet dit band. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Skratchline; A Day In The Sun

Rescue Records. 2000

Rescue Records var, som flere gange før sagt, det selskab som introducerede verden for så talentfulde bands som Dogwood, No Innocent Victim, og, sidsts men ikke mindst, P.O.D. Alle disse bands har for længst forlagt Rescue Records, men jagten på gode og talentfulde rockbands fortsætter, men efter at have hørt ”A Day In The Sun” står det som skrevet i neon, at Skratchline ikke holder i forhold til førnævnte bands. Ikke engang i forhold til Dogwood som nok er det band, som af førnævnte bands rent stilmæssigt ligger dem nærmest. Ingen tvivl om, at Skratchline kan jamme sig igennem en række melodiske punknumre, og de ved også godt hvordan punk spilles, men når virkeligheden skal ses i øjnene, leverer Skratchline ikke meget der ikke er hørt før. Et af de mere positive ting jeg lægger mærke til vedrørende Skratchline, er deres forsanger - som selvom han ikke er verdens bedste sanger eller noget der ligner – er forfriskende, i det han ikke ligner alle de a-typiske pop-punk sangere og MxPx-kloner derude. Men om skal være nok til at redde Skratchline fra pop-punkens anden division, må vi vel desværre kun sige nej til. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Sleeping At Last; Capture

Selvstændig. 2000

På de to sidste år, er Sleeping At Last gået fra at være totalt ukendte, til at være et af de førende undergrunds emo-bands i Chicago-området (ok, vi snakker ikke om berømmelse her). Når man hører bandets debut album i fuld længde, så kan man godt forstå den voksende popularitet. Lyden er tætbygget, og bandet lyder til at være rimelig godt sammenspillet. I de mere energiske numre, går de hen og nærmest mestrer emo-genren. Ok, bandet er måske ikke helt så excentrisk som Appleseed Cast, eller så intenst som Dear Ephesus, men derimod mangler de ikke radiovenlige pop-hooks a la Pop Unknown. Nogen gange er problemet med Sleeping At Last, at de dvæler for længe i det tilbagelænede, i stedet for at kombinere det med noget kaotisk. Det kan blive en lidt søvndysset affære at høre musik som denne, men begynder Sleeping At Last at blive legesyge, så kan du være sikker på at søvnlysten forsvinder og energien vokser. Deep Elm Records burde se lidt nærmere på Sleeping At Last. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Slick Shoes; Slick Shoes

Tooth and Nail Records. 09-04-2002

I midten af 90’erne fik teenagerbandet Slick Shoes allerede et mindre gennembrud på det kristne pop-punk marked, dengang ført an af MxPx. Slick Shoes, som hele forløbet har været på Tooth and Nail Records, gik dengang direkte i fodsporene af MxPx, og i dag, en tour med MxPx og tre album senere, lyder de stadig som MxPx gjorde i forgårs. Altså intet nyt under solen i denne omgang. Men når man er kommet forbi det faktum, og vælger at se på albummet som en forsmag på sommeren, med dets glade up-tempo pop-punk sange, så får piben en helt anden lyd. Ja, så er Slick Shoes faktisk et ganske godt band, og dette, deres fjerde album, et ganske udmærket album. Jo vist, MxPx har lavet det hele før, og også bedre, men Slick Shoes kan stadig fyre den af, og de formår såmænd oveni at gøre lytteren i godt humør. Hvad mere skal man forlange af et poppet-tyggegummi-tegneserie-punkband? En masse sikkert, men jeg i godt humør, og desuden er jeg faktisk overbevidst, tro det eller ej, så here you go; fire smilehoveder. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Slingshot 57; Five Smooth Stones

Selvstændig. 2000 (JJJJ--)

 

Slingshot 57; Everyday/High School (promo single)

Selvstændig. 2002 (JJJJJ-)

Den hurtigst voksende musikgenre i USA i dag er kristen rock, og det er i den genre Slingshot 57 befinder sig, dog i punk enden af skalaen. Bandet har i et stykke tid fået meget pæn omtale, og er på vej frem ad i hjemlandet. Deres sidste erobring var at de skrev en kontrakt med MTV, dog ikke for video-airplay men baggrundsmusik på reality showet ”Real World”. Hele fem numre har MTV brugt indtil videre. Bandet er nu i gang med at skrive et splinternyt album, hvilket regnes med at skulle føre bandet længere hen imod mainstream-lyset. Men indtil videre må vi nøjes med debutpladen fra år 2000, som bandet netop har sendt mig, og som faktisk er et godt bud på en selvstændig pop/punk skive som er værd at investere i. Bandet har mere hit-potentiale end halvdelen af de bands der rent faktisk har fået mega-hits, noget der måske har lidt at gøre med, at Barry Blair fra Audio Adrenaline har produceret skiven. Det skader underligt nok heller ikke, at de engang imellem fyrer en sød ballade af, for ligesom at holde lighterne tændte. Fint, fint.

 

Som en ekstra bonus og appetitvækker, har jeg også modtaget en promo-single, som indeholder to numre fra den kommende fuldlængde. De to numre ”Everyday” og ”High School” - der ligesom flere andre af bandets sange - har allerede været at høre på MTV’s ”Real World” (amerikansk program), og de er ikke overraskende federe end alt materialet på ”Five Smooth Stones, selvom førnævnte som sagt var ret imponerende. Faktisk er begge sange blandt de fedeste pop-punk numre siden MxPx udgav deres seneste ep. Hans Jákup Eiðisgarð      

 

Slowride; As I Survive The Suicide Bomber

Deel Elm Records. 2002

Deep Elm Records er mest kendte for at repræsentere emo-rock genren, men det sidste stykke tid har de udvidet deres rooster lidt, således at der nu er andet end kun decideret emo. Og netop sådan et band er Slowride, som skønt de også passer deres emo-pligter, faktisk er mere af  et power-pop band. De lyder lidt som Jimmy Eat World gør, nu hvor de er blevet ”America’s most wanted”. Ja der er nemlig rigtigt - lige noget som kunne bruges på MTV, og faktisk slå det meste af det som vises der i forvejen. Og så ville pop-punk folket også få sin andel af kagen, for der er nok af punk-riffs til at mætte en hel skole af grøn, gul, blå, og rødhårede skateboardfreaks. Ed Rose - som jo er kendt for sit producerarbejde for bands som Appleseed Cast, Brandtson og The Get Up Kids – har produceret albummet, men der er lang vej fra ”As I Survive The Suicide Bomber” og til f.eks. Appleseed Cast. Der er mere sjov og ballade over Slowride, og godt det samme, for der er alligevel ingen der gør det ligeså godt som førnævnte, og desuden skader det ikke at have det sjovt ind imellem, vel? (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

SonicFlood; sonicflood,

Gotee records 1999

P; Sonicflood

Der er efterhånden udgivet en del rock lovsangs projekter, på det kristne musik marked, og en af dem er Sonicflood’s debut cd. De har fået pæn omtale, og et par radio hits på de kristne rock hitlister, men jeg kunne nu bedre lide projekter som The Insyderz; ”skalleluia”, Petra’s ”praise – the rock cries out” og Youth Alive’s ”chosen one”. Med dette siger jeg ikke at Sonicflood er dårlige, fordi det er de bestemt ikke, men de kunne godt bruge lidt mere power. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Sonicflood; Sonicpraise

Gotee Records. 2001

For et par år siden var Sonicflood et af de helt store alternative praise & worship bands, og de var faktisk sammen med Deliriou5? og andre, med til at gøre denne genre ekstremt populær på det kristne musikmarked. Nu er de tilbage, men de har endnu ikke skrevet materiale til en ny udgivelse, selvom debuten kom ud i 1999. I stedet for er det blevet til lidt gammelt Sonicflood materiale og nogle coverversioner af praise-klassikere - og alt live naturligvis. Det er altid opbyggende at høre klassikere som "Lord, I Lift Your Name On High", "I Could Sing Of Your Love Forever" og "Before The Throne Of God Almighty", men der er ikke ret meget kunstnerisk dybde og udfordring i at blive ved med at udgive disse sange live, og hvor mange kristne bands har ikke gjort det de sidste par år? "Sonicpraise" er, for at sige det som det er, unødvendig, og den er helt bestemt noget der skulle have været oplevet, i det øjeblik den blev spillet live. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Jeff Scott Soto; Prism

Frontiers/Nordic Metal. 11-11-2002

Da jeg så coveromslaget til dette album, var jeg sikker på, at jeg nu skulle høre endnu et kedeligt 80’er hard rock album, og så hurtigt skrive fire linjer, og få det hele overstået. Well, jeg havde ret i nogle af tingene. Jeff Scott Soto leverer melodisk rock, der ligeså godt kunne være udgivet for tyve år siden, og det kan godt være, at jeg ikke vil skrive meget mere end fire linjer, men hvad jeg tog lidt fejl af var, at ”Prism” til min store overraskelse faktisk er et ganske udmærket album. Ok, de gode kompositioner svinder lidt hen imod slutningen af albummet, men alt i alt er ”Prism” et album der for fans af melodisk 80’er rock vil fungere som en tidsmaskine, og sende dem fluks tilbage til udgangspunktet. Ind i maskinen gutter, vi ses i 1982. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Soul Junk; 1942

SoundsFamilyre. 2001

De sidste år har Soul Junk bevæget sig fra deres lo-fi, indie rock lydunivers, til fordel for hip hop og drum&bass eksperimenter. Men på denne nye ep, ”1942”, er de tilbage ved rødderne. Der er mange underlige eksperimenter på ”1942”, og som på alle andre SoundsFamilyre udgivelser jeg hidtil har hørt, så er The Danielson Family måske den største indflydelse på lyden. Ikke overraskende finder vi også Daniel Smith bag mikserpulten, og han gør sit til at bidrage med de mest underlige eksperimenter. Det nye indie rock stjerneskud, Sufjan Stevens, har fået æren at spille trommer på ”1942”, og minsandten om ikke Daniel Familiens far, Lenny Smith, også bidrager med sine erfaringer. Teksterne er centeret omkring bibelske tekster, og der er gerne talen om direkte quotes, hvilket på sin vis blot gør ”1942” endnu mere interessant. ”1942” er ikke noget du, kære læser, skal investere i, hvis du leder efter noget lyttervenligt der kan sætte liv i din næste fest. For så bliver festen en dødbider, hvor kun du og din akvariefisk sidder tilbage, efter at din kæreste netop er smuttet som den sidste. Leder du dog efter noget udfordrende, noget anderledes og unikt – og noget du gerne hører alene - så vil ”1942” måske falde mere i din smag. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð         

 

Speaking of Sarah: Silence never lies,

Micah Media, 2000…..

Producer: Speaking of Sarah (s5)

Micah Media er et forholdsvis nyt pladeselskab. De første bands de har signet, er The Corbans og Speaking of Sarah, som begge netop har udgivet deres andet album.

Speaking of Sarah, som her anmeldes, er et meget i øre faldende guitar-pop band, med en masse elektroniske indflydelser (trommer, keyboards og samples), med kvindelige vokaler i front. Dette gør at Speaking of Sarah, let kan sammenlignes med Garbage eller Republica, men tager vi vokalerne, så mangler der ligesom råheden i Shirley Manson’s (Garbage) stemme, for at helheden skal være perfekt. Ved dette er ikke sagt at Diana Blythe er en dårlig sangerinde, fordi det er hun ikke, hun skal bare lyde lidt hård en gang imellem.

Oprindeligt er der 11 numre på ”Silence never lies”, men på min udgave, er der kun 5. Dette er fordi, at jeg har fået en 5 sangs radio og anmelder promotion pakke, men hvis resten af sangene, er lige gode som disse, så skulle CD’en være værd at investere i. Jeg vil i hvert fald, lytte til min udgave fra tid til anden. Jeg ville tro, at Speaking of Sarah ville have en mulighed på moderne rock radio, folk lytter jo til denne slags musik nu til dags. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Spirit and the Bride; Spirit and the Bride

Ear to the Ground, 1997

Producer; W. Shanks

Du som læser dette, og ser navnet Spirit and the Bride, tænker nok, ”å nej, dette er endnu et dårligt rock band, som kun bliver anmeldt fordi det er kristent.” Men der tager du fejl, fordi MCM Music fra Tyskland, hjem for Saviour Machine, Eva O og andre, har for et stykke tid siden skrevet en distributions kontrakt med bandet. Hvis der overhoved er et selskab for Spirit and the Bride og deres musikalske stil, så er MCM sikkert det helt perfekte selskab. Ikke fordi at Spirit and the Bride ligner så meget Saviour Machine, Eva O eller endda Rackets and Drapes, men den gotiske følelse er der, selvom den er præsenteret anderledes. En anden ting som får Spirit and the Bride at ligne MCM’s andre bands, er den gennemgående melankolske tone, man finder gennem hele albummet, men her ender også al sammenligning. Der hvor de andre bands kombinerer hård musik med gotisk rock, prøver Spirit and the Bride at kombinere det bedste fra 80ernes rock, goth og etnisk musik. I nogle tilfælde lykkes det meget godt, som f.eks. i nummeret ”Soaking,” som minder meget om 80ernes U2. I andre numre lykkes det derimod ikke så godt, måske fordi at sangeren, i nogle tilfælde har problemer med at ramme de rigtige noder, men måske er dette netop meningen med musik som denne. Alt taget i betragtning, så er dette et ok debut album. Forhåbentligt vil alle fejlene være rettet på den kommende cd på MCM Music. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Chris Spitters; Beyond The Shore

Selvstændig. 2001 (JJJ---)

 

Million Time Winner; All But Snatched Away

Jerk Records.2001 (JJJ---)

Her har vi endnu en sanger og sangskriver af den amerikanske pop-rock tradition. Det er rigtigt, at Chris Spitters ikke bidrager med noget nyt og spændende som sådan, men har man en svaghed for amerikansk akustisk guitardrevet pop-rock, så er muligheden for at Chris Spitters netop er din kop te rimelig stor. Han har nemlig flere ret gode sange at præsentere i den sammenhæng. Det er godt nok lidt for hyggeligt og tilbagelænet for mig noget af tiden, men det hjælper da lidt på det, når Chris sammen med en hær af unge sangkræfter af fuld hals, og uden nogen form for tone skriger, ”It’s good to be young” henover den mere tempofyldte rocker ”Young”. Man kommer at tænke på Pink Floyd som i sin tid lavede noget lignende (men stadig med et mere sangorienteret kor) i deres ”Another Brick In The Wall”. Men forvent ellers ikke Pink Floyd lignende musik på ”Beyond The Shore”. Forvent hellere noget i retning af Cædmon’s Call, Jars of Clay eller lignende popmusik, måske endda krydret, eller mangel på samme, med noget mere CCM-lignende som Michael W. Smith-lydende, men selvom Chris har flere gode numre på albummet, så kræver det lidt mere tid før han er klar til at dystes sammen med toppen af den amerikanske college-pop. Men godt på vej er han.

Million Time Winner er sådan set et band der leverer noget i samme retning som Chris Spitters. Meget af tiden er det akustiskbaseret og guitardrevet pop-rock, dog med mere nerve og noget hårdere end føromtalte Chris Spitters’ lydunivers er. Alligevel er dette popmusik som designet til radio-airplay, i hvert fald i de kristeligere omgangskredse i Amerika, med de søde akustiske guitarlinier, og de smukke vokalarrangementer i omkvæderne og teksterne - naturligvis. Andre tider rocker de lidt mere ud, og lever livet farligt i et par minutter, hvor de nærmest er en blanding af Cædmon’s Call og Green Day (???). Om end Million Time Winner – ligesom Chris Spitters – ikke er verdens mest nyskabende band, så har de bestemt noget at tilbyde den regulære fan af amerikanske college pop-rock, og hvem ved måske de næste gang endda laver noget som ingen har prøvet før. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Squad Five-O; Squad Five-O

Tooth and Nail Records. 13-03-2002

Jeg kan huske Squad Five-O’s debut album I den første halvdel af de sene 90’er, hvor de ganske vist var et vaskeægte ska/punk band, og gik direkte i fodsporene af bands som ”Supertones” og Five Iron Frenzy, dog med en mere hårdt og kantet version af genren, og helt og aldeles uden nogen form for messinginstrumenter. Det blev til to albums af slagsen, før Squad Five-O signede til Tooth and Nail Records og udgav deres tredje album ”Bombs Over Broadway” med Duane Baron (Alice Cooper, Motley Crue bl.a.) i producerstolen. Her gik bandet tilbage til rødderne og startede at spille rock n’roll, sådan som den blev fremstillet i 70’erne og dels i 80’erne. Denne gang er producerjobbet gået til Barry Poynter, der før bl.a. har produceret for Zao. Squad Five’O befinder sig endnu engang i rock n’ rollen, her på deres fjerde album, der snildt hedder ”Squad Five’O. Forestil dig Rolling Stones tilsat en anelse svensk nutids rock n’ partyroll og måske en anelse punk, og du har Squad Five’O i en nøddeskal. Men når det er sagt, så er ”Squad Five’O” ikke endelig et album man skal eje. Undertegnede vil nok støve det af engang imellem, men der er for lidt kød på til at få en regelmæssig stilling i cd-spilleren. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Staind; Break The Cycle

Warner. 2001 (JJJJ--)

 

Lifehouse; No Name Face

Universal. 2001 (JJJ---)

To bands som på det sidste har formået at plante sig selv højt på de danske hitlister, er amerikanske post-grunge bands som Staind og Lifehouse, og dette på trods af, at rocken som sådan ikke har nogle specielt gode kår i Danmark… I hvert fald hvis ikke der bliver reklameret kraftigt og helst på tv. Og det er nok også her vi finder løsningen på hvorfor disse to bands netop nu ligger på alle danske salgshitlister. Staind, som med ”Break The Cycle” leverer deres tredje album med fængende grunge-sange, er klart det band som i denne omgang har skrevet de bedste numre, hvilket bedst kan høres i numre som ”For You” og ”It’s Been A While”. Sådan nogle numre har Lifehouse - som med ”No Name Face” her udgiver deres debutalbum - ret og slet ikke nogen af, selvom de hhar et par stykker der kryber ind under huden og sætter sig, men i modsætning til deres forbilleder i f.eks. Creed og Nirvana, så har disse numre den uheldige ulempe, at de bliver hurtigt kedelige og derved gamle. Staind har på den anden side mere dybde. De har flere erfaringer at tage af og det høres, men at sige, at Staind beriger musikmarkedet med det helt store, det er vel også synd at sige. Ok, de har skrevet nogle fede numre, og al respekt for det, det er jo det det hele handler om, men hvem husker dem, og i øvrigt Lifehouse, om nogle par år? Ingen, eller i hvert fald ikke ret mange. Har du bestemt dig for, at købe et nyt fedt grugne-album, så har Staind absolut de bedste odds. På den anden side, kunne du også vente lidt, og så købe Creeds nye album, når det kommer lidt senere på året. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Stairwell; The Sounds Of Change

Takehold Records. 2001

Stairwell er endnu en positiv overraskelse fra selskabet Takehold Records. Det er dog ikke fordi, at jeg ikke har hørt dem før, det er bare, at de, er blevet meget bedre siden sidst jeg hørte dem. Bandets poppede og guitar-gennemsyrede numre drøner bare der ud af, med masser af temposkift og iørefaldende harmonier, og set ud fra resultatet skal man nærmest være død for ikke at kunne lide Stairwell. Bandet har et øre for punkens energiske udbrud, samtidig med at de hyppigt gør brug af emo-rockens følelser, og ikke mindst den moderne radiorocks tryllebindende og fængende melodier. Stairwell er måske ikke iblandt klodens mest nyskabende bands, men ”The Sounds Of Change” er bestemt et af mere behagelige albums som har forbigået mit øre her på det sidste. Flot. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Brandon Stanley; Something From Nothing

Bradon Stanley Music. 2000

Det er utroligt hvor meget der findes af god musik i Houston. Først blev vi præcenteret for King’s X, så Galactic Cowboys, så Atomic Opera, så Cædmon’s Call og således kunne vi blive ved. Nu er vi også blevet præcenteret for Brandon Stanley, og selvom han ikke lyder det mindste som noget af før nævnte bands, så har han noget tilfælles med nogle af dem, udover det at være fra Houston. Han har nemlig John Simmons fra førnævnte Atomic Opera som trommespiller i sit band, og ligeledes Aric Nitzberg fra Cædmon’s Call som basspiller. I modsætning til førnævnte bands, så er Brandon Stanley en af tidens mange praise and worship sangskrivere, som krydrer deres lovsange med moderne pop og rock musik, og det må siges at Brandon Stanley kommer ligeså godt fra opgaven, som de fleste, selvom har endnu ikke er på højde med Deliriou5. Musikalsk ville jeg sammenligne hans numre med Third Day’s første udgivelse, selvom de måske er en anelse mere elektriske, dog uden at være lige så rockfikserede. Der er også lidt blues guitar over skivens syv numre, som kun er med til at bringe helhedsbilledet på et højere plan. Brandon Stanley’s stemme ligner meget den, forsangeren i Xalt plejede at glæde os med for et par år siden, og især i balladerne er hans stemme virkelig i topform. Og når vi taler om balladerne, så er de også skivens største styrke rent musikalsk, og det skulle ikke undre mig, hvis en af disse, på et eller andet tidspunkt, nåede de kristne pop radiohitlister. Something From Nothing er en meget imponerende debut, fra et endnu relativt uskrevet blad i pop verdenen. ”To tomler op”, som amerikanerne plejer at sige. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Starflyer 59; Can’t Stop Eating EP

Tooth and Nail Records. 2002

Det ser ikke ud til, at Tooth and Nail Records har tænkt sig nogensinde at lade Starflyer 59 forlade dem. Bandet som har dannet par længst med Tooth and Nail selskabet udgiver med “Can’t Stop Eating EP” endnu et overbevisende stykke kunst. Selskabet ved det – og det er det, de prøver at holde fast i. Jeg må indrømme, at selvom jeg hørte en del Starflyer 59 i midten af 90’erne, så har jeg ikke fulgt bandet så nøje siden. Bandet har, hvis jeg ikke tager helt fejl, udgivet mindst en skive pr. år siden dengang, og det virker ikke som de har tænkt sig andet. ”Can’t Stop Eating EP” indeholder fem nye numre, der alle er ret tilbagelænede og afvekslende. De er ikke elektrisk indie-poppede, som meget af det Starflyer 59 lavede dengang jeg hørte dem, men i stedet har de fastlagt et mere rolig og afdæmpet singer/songwriter-agtig indie-pop udtryk. Skivens indledende nummer, ”Compeating,” er en sand pop-perle og absolut denne skivens højdepunkt, men coverversionen af Damien Jurado’s ”Happy Birthday John” følger også godt med. Alt i alt en fed ep fra en af de amerikanske indie-pop veteraner. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Stavesacre; speakeasy

DayGloRecords/Tooth & Nail

Producer; Bryan Carlstrom

Alle som kender The Crusified, et af punkens pioner bands på det kristne marked, og som også kender Stavesacre, ved at Mark Salomon, vokalist i The Crusified og Stavesacre, er kommet en lang vej siden dengang. Hvem ville have troet at manden der råbte og skrigende i The Crusified, rent faktisk kunne synge? Men det kan han, og det beviste han med Stavesacre’s første to albums. Nu er Stavesacre igen pladeaktuelle, denne gang med deres tredje album ”Speakeasy.” Igen er det stor produceren Bryan Carstrom der producer, og Tooth & Nail der udgiver. I Europa er det dog DayGlo Records, som også er hjem for bl.a. Blindside der udgiver.

Der er ikke meget som forbinder Stavesacre’s lyd med The Crusified. Mens The Crusified spillede umelodisk old school punk/hardcore af hårdeste slags, spiller Stavesacre den mest melodiske rock tænkeligt. Nogle kalder dem emo, andre hard alternative, men for mig er det virkelig svært at sætte dem i bås.

Lige fra første gang jeg hørte Stavesacre’s første album ”Friction,” vidste jeg, at jeg ville elske dette band, og det bliver der ikke lavet om på her på ”Speakeasy.” Her er ingen numre der ikke holder. Når man hører Ryan’s guitar smelte sammen med Mark’s sang, er der få ting i denne verden der lyder smukkere.

Tekstmæssigt er jeg ikke helt sikker på hvor Stavesacre vil hen på ”Speakeasy,” da der ikke følger nogen tekster med, og jeg ikke har lagt mig efter at lytte til teksterne. Der er dog en mere poetisk lyrik over Stavesacre end der nogensinde var over The Crusified. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Stavesacre; Collective

Tooth And Nail Records. 2001

Jeg har næsten lige fået denne lille opsamlingssag, og allerede er den blandt mine favorit skiver i år 2001. ”Collective” er mere eller mindre en afskedsskive fra Stavesacre og deres pladeselskab, Tooth And Nail records. Skiven består af det bedste fra bandets tid hos Tooth and Nail Records, nu når Stavesacre forlader selskabet til større og forhåbentlig bedre ting. Stavesacre skal i fremtiden udgive deres musik på et af de større amerikanske rockselskaber –et selskab som dog på givet tidspunkt har banet sig vej udenom undertegnedes hukommelse. ”Collective” består dog både af gamle såvel som nye numre. Det er dejligt at få lov at høre højdepunkter fra bandets tre tidliger fuldlængder, ikke mindst fra deres mesterværk af en debut, ”Friction”, hvoraf numre som ”At The Moment”, ”Threshold” og ”Tranewreck” er taget med på ”Collective”. Jeg savner lidt rockperlen ”Suffocate”, men hvad, man kan ikke vinde hver gang. Imod slutningen af albummet prøver Stavesacre at fyre to covernumre af (”The Hungry Wolf” med X og ”Rise” med American Music Club). Jeg kender ikke original versionerne, så det er svært at sige hvordan Stavesacre kommer fra opgaven, men var disse selvskrivede Stavesacre numre, så var disse af præcis samme kvalitet som stort set alt bandet hidtil har rørt ved. Sammenlagt er ”Collective” et udmærket projekt, hvor lytteren både kan opsummere bandets karriere indtil nu, og hvor lytteren kan få indblik i hvad der er i vente i fremtiden. Få bands har igennem tiderne formået at skabe så unik, vedkommende og følelsesladet rockmusik som Stavesacre, og selvom der både er elementer af punk, hardcore, emo, metal og moderne rock i bandets lydunivers, så er det – ligesom hos Tool – nærmest umuligt at sætte en etiket på bandets lyd. Skål for datid, nutid og fremtid. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Stereo Deluxx; so clearly

Organic Records 1999

Producer; Jeremy Bose

Fra selskabet som har udgivet, det efterhånden godt trætte rock band, Bride’s seneste cd’er, kommer denne friske debut udgivelse fra pop bandet Stereo Deluxx. Stereo Deluxx er et meget utraditionelt band, i forhold til Organics ellers hard rock fyldte rooster. Bandet består nemlig kun af en sangerinde, en keyboard programmør, og en tromme og perkussion spiller. Frygt dog ikke, dette er ikke synth-pop, men guitar baseret pop musik, i typisk amerikansk ungdomsstil. Faktisk passer Stereo Deluxx meget bedre på en amerikansk ungdomsfilmssoundtrack, end på deres nuværende pladeselskab. Som sagt er dette guitar baseret pop, for det meste akustisk, men hvor el-spaden træder til i omkvæderne. Udover dette bliver der tilsat trommer – og nogle gange trommeloops – bas, keyboard, støj klange (computer effekter) og enkelte gange strygere, for at fylde lydbilledet med atmosfære, og dermed løfte musikken på et højere plan. Dette er en ganske fin debut cd, fra et band, som vi skal regne med at høre mere til i fremtiden. Som bonus er der også noget til computer nørderne på cd’en, deriblandt et racerspil som lillebror nok vil blive glad for…..Nævnte jeg at Tony Palacios, fra netop opløste Guardian, spiller guitar på nogle af cd’ens numre? (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Stir; Broken tongues

Kaluboné Records 1998

Der er intet nyt under solen, på denne debut udgivelse fra amerikanske band Stir. Stir spiller nemlig grunge, genren som i flere år har været et sinkende skib. Nirvana er opløse, det er Soundgarden også, og Alice in Chains…..Stone Temple Pilots er, i dag, et flop, og Pearl Jam har glemt deres grunge rødder. Grunge, eller post-grunge som det hedder i dag, er dog genoplivet i USA med bands som Creed og Godsmack. Jeg tvivler på om Stir nogensinde får så megen omtale som Creed eller Godsmack, ikke fordi de er så meget dårligere, det er de egentlig ikke, men fordi de ikke er på et stort label, og ikke får millioner til videoer eller reklame i ryggen. Man kan dog aldrig være sikker. I hvert fald har Stir fået Michael Wagener, som før at arbejdet sammen med populære bands som Skidrow, Motley Crue, Metallica, Accept, Ozzy Osbourne, Stryper og Janet Jackson, til at mikse albummet, og det er han kommet godt fra. Selvom Stir hører hjemme i post-grunge genren, så kan man godt høre noget metal inspireret i deres musik, og denne metal er måske endda lidt 80er krydret. Måske er forklaringen på dette at bandets trommeslager Kyle Dietz har en fortid i 80er metal bandet Seriah. Hvis du er en grunge fan, og savner Nirvana og Soundgarden, så skulle Stir, selvom de ikke direkte bærer Creed status, være en god investering. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Suffering; The Suffering
Mommy Music 1998
Mange gange når man hører en cd, er det sådan at den starter godt, men bliver kedelig efter et par numre. Eller de første par numre er kedelige, men de sidste redder cd'en! The Suffering's cd starter meget godt med en i øre faldende sang, fulgt af et andet nummer som er lidt i stil med Bride's "Drop". Men så bliver det hele kedeligere og kedeligere, og intet hænger sammen mere, og der er lige før man opgiver cd'en, men så starter skæring 9, og der bliver igen skænket cd'en liv. Cd'en ender også fint, med en lovsang til Gud med flotte vokalharmonier - bare synd at The Suffering ikke har en pladekontrakt eller flere penge til lidt bedre produktion, fordi skæring 1 kunne rent faktisk gå hen og blive et radio hit! (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Sufjan Stevens; Enjoy Your Rabbit

Ashmatic Kitty Records. 2001

Jeg har kun hørt gode ting om det nye indie-rock vidunerbarn Sufjan Stevens, så det var med en hvis spænding, og samtidig også en hvis forventning, at ”Enjoy Your Rabbit” forsigtigt blev lagt i spilleren. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde regnet med, men det var vel noget i retning af supercool amerikansk indie-rock. I stedet var det første jeg hørte en samling støjende, elektroniske lyde, der ganske vist blev båret af støjende guitarer, dunkende basspil, og skævt pianospil. Jo vist, indie-rock instrumentationen er tilstede, sammen syret, progressiv og psykedelisk 70’er rock instrumentation, men i virkeligheden spiller disse kun mindre roller på ”Enjoy Your Rabbit”, i det der i allerhøjeste  grad er de super-sære elektroniske elementer der skinner igennem og sætter sig præg på albummet. Dermed er ”Enjoy Your Rabbit” ikke helt så meget for ordinære indie-rock fans, som den er for dem, der ikke siger nej tak til en sær omgang Eric Alexandrakis i ny og næ. Sufjan Stevens er bare en tand underligere end førnævnte, og derfor bliver ”Enjoy Your Rabbit” rimelig uudholdelig i længden. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Sum 41; All Killer No Filler

Island. 2001

Ja, så er der endnu engang tid til en forsinket anmeldelse, men Sum 41 er efterhånden blevet et så stort navn verden over, at man ikke bare som sådan kan overse dem og deres album ”No Killer No Filler”. Men om succesen er fuldt ud fortjent, skal jeg ikke gøre mig klog på. I hvert flad lyder det som ungdommen har brug for mere end et Blink 182, for Sum 41 har på ”All Killer No Filler” ikke præcenteret lytteren for noget Blink 182, og Green Day før dem, ikke har lavet mange gange før. Sum 41 er dog så smarte, at de i ny og næ tilsætter nogle rapvokaler, for ikke at være beskyldt for at være Blink 182 wanne-be’s. Men bortset fra det, så lyder alle numrene stort set ens, og den eneste gang man virkelig opleverer noget der sætter bare en lille smule gang i adrenalinen er i smash-hittet ”Fat Lip.” Pop-punk traditionen tro varer ”All Killer No Filler” heller ikke længere end i gode 32 minutter. Vi behøver sådan set ikke Sum 41, vel? (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Supertones; Chase The Sun
Bec Recordings1999
De første to cd'er (1996 og 1997) med The Orange Country Supertones fra California, er blandt mine favorit cd'er i min over 1200 stk. store samling. Der er selvfølgelig også store forventninger til denne, nu jeg sætter den på cd-spilleren! Uh, dette lyder jo godt. Vent lidt, jeg skal høre den hele vejen igennem et par gange! Efter at have lyttet til denne nye Supertones cd "Chase the sun", er jeg blevet overbevist om at de er blevet bedre, mens måske blevet en anelse kedeligere. Der er stadig nok at kvalitets stof at tage af, for at få et god biltur, og mens cd'en kører er det kun en gang, jeg næsten er helt sikker på, at nu skifter jeg sang. Det er sangen "Away from you," som har Crystal Lewis og et gospel kor som medhjælpere. De sejeste sange er uden tvivl "Grounded" og "Chase the sun," som begge faktisk er rap sange, blandet med lidt ska. Også er "Health and wealth" super sej. Den handler om us som har penge men ikke vil hjælpe de fattige. Supertones har et budskab i alle deres sange. Det er klart evangelisk i de fleste, men der er også et budskab til dem som allerede er kristne i nogle af dem. Her er en stykke af sangen "Health and wealth"; "Here we sit so comfy, rich. Us, me and you, the USA (kunne da godt være Færøerne eller Danmark) So far away from C-H-I-N-A. We think they need freedom. We're the ones in prison. We don't have the time to change the world. It doesn't take long to figure it out, where all our money goes. We're the poorest billionaries Jesus knows" Alt i alt en dejlig skive, med lidt forandring siden deres to første skiver, men forandring fryder jo, ik'? (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Supertones; Loud And Clear

BEC Recordings. 2000

Jeg har fulgt Supertones’ karriere siden deres debut “Adventures Of The O.C. Supertones” fra 1996. Et album som efter min mening, er et af de fedeste ska/punk albums nogensinde. Ok, skiven var måske både forudsigelig og atypisk for ska-rock, men sjov og underholdende var den som de færreste. Siden debuten har Supertones udviklet sig hele tiden. De er blevet bedre sangskrivere og musikere, og hører man gradvis igennem udgivelserne så afspejles dette også. Bandet startede så småt at droppe ska-referencerne på deres tredje album ”Chase The Sun”, til fordel for en mere pop/rocket lyd. Og det er den vej Supertones igen her på ”Loud And Clear” har valgt at gå. Musikkerne er blevet endnu bedre og sangene er endnu bedre igennem arbejdede. Der er ikke specielt meget tilbage af punk-rock guitaren fra tidligere albums. Hornene er stadig en del af lydbilledet, men i stedet for at være ska a la ”Adcentures…”, så er lyden nu mere rock-reggae inspireret med både rap og rene vokaler. Toby McKeehan fra dc Talk er gæsterapper på ”What It Comes Too”. Et nummer som ligner gammelt dc Talk materiale ligeså vel som Reality Check. Supertones bliver bedre og bedre med hver udgivelse, og musikalsk er ”Loud And Clear” også bandets bedste album, men jeg har altså en svaghed for debut-skiven. Jeg ved godt, at ska med tiden ville blive bandets død, men jeg kan ikke lade være med at savne den kommercielle og iørefaldende ska-lyd. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Supertones; Hi-Fi Revival

Tooth and Nail Records. 22-10-2002

Dengang midt i 80’erne hvor ska-genren blomstrede, og det var cool at høre poppede, punk-riffende og hornblæsende bands som Save Ferris, var Supertones fra Californien et af mine absolutte favoritbands. Deres debut udkom i 1996 og indeholdt stribevis af fede festbomber, der også fra starten gjorde det klart for lytteren, hvad det hele drejede sig om; troen på Gud – og musikken, naturligvis. Siden har det været så som så. Nogle albums har været gode, men kun efterfølgeren ”Supertones Strike Back” har holdt i nogenlunde samme format som debuten… Indtil nu. Ska er efterhånden blevet et fyord, så derfor bliver bandet ikke beskrevet som et skaband mere. Men det er de, og ikke old-school R&B som nogen har kaldt dem. ”Hi-Fi Revival” er Supertones’ fedeste album siden føromtalte ”Supertones Strike Back”, og fuldt af dejligt lette power-poppede ska sange, der indeholder præcis den rigtige dose punk-akkorder og iørefaldende omkvæder. Sange som ”Superfly”, ”Go Go Go” og ”Let It Go” kan ikke andet, end at tage enhver amerikansk radiohitliste med storm, mens den smukke ballade ”Hold Unto Jesus” egner sig bedre til pop-radio, og – naturligvis – det kristne marked. Supertones kan bare det der horn/guitarhalløj og gudskelov for det. Ganske få ska-bands har formået at holdt attituden ved lige, men Supertones er stadig på toppen. Fest, Gud og hornmusik. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Sure Conviction; Blind

Sure Conviction/Get Ready Records

“Blind” er mit første møde med amerikanske Sure Conviction, og selvom de beviser sig som rimelig gode sangskrivere og musikere, så vil jeg næppe investere i bandets tre tidligere albums, da jeg savner lidt nerve og rygrad i bandets ofte ret pæne og op i sammentagende lydunivers. Er man til typisk amerikansk semi-akustisk pop-rock, der tager udgangspunkt i singer/songwriter traditionen, så er det muligt, at man finder endnu en ven i Sure Conviction. Personligt synes jeg ikke at Sure Conviction, på trods af visse relativt gode numre, kan måle sig med genrens giganter, dels på grund af manglende spændevidde, og dels fordi de ligger for tæt op ad deres forbilleder. Bandet mikser en omgang Live, Goo Goo Dolls, Jars Of Clay, Toad The Wet Spocket og Dave Matthews Band i en og samme semi-akustisk pop-rock cocktail, der vist har potentiale til et enkelt radiohit eller to, men herfra savnes der stadig lidt nerve og rygrad, og dermed kan konkluderes at ”Blind” er for pænt og typisk et stykke arbejde til virkelig at være relevant. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Ty Tabor; Safety

EarCandy/Nordic Metal. 2002

Der er få musikere, som har haft så meget at sige for undertegnede som Ty Tabor. Ty er nemlig guitarist i undertegnedes alle tiders favorit bands, King’s X, sammen med hvem han har udgivet ni studiealbum og et best of album. Udover det er han indtil for nylig været aktiv medlem af Platypus, som nåede at udgive ”When Pus Comes To Show” og ”Ice Cycles”, inden Derek Sherinian forlod bandet, og de blev forvandlet til The Jelly Jam, hvis debut album, ”Jelly Jam”, er i butikkerne netop nu. Ty har også før begået sig som solokunstner, først med ”Naomi Solar Pumpkin” som kun udkom igennem hans hjemmeside, og senere med Metal Blade albummet ”Moonflower Lane”. Hvis du har en kendskab til King’s X’s arbejde, så ved du, at der er findes en type King’s x sange, der af fans bliver kaldt Ty-sange. Talen er om de mere stilfærdige, fredelige numre, og som solokunstner har Ty altid dyrket disse endnu mere, end på King’s X’ albums. Der har dog altid været talen om en kombination af disse dybe, balladelignende sange, og kantet rock. På ”Safety” har Ty dog udelukkende valgt at koncentrere sig om førnævnte type sange, og der går virkelig The Beatles og Simon & Garfunket i manden. Det er meget smukt, og er man er af dem der synes, at der er for få af disse sange på et King’s X album, så findes ingen bedre mulighed end at dykke ned i ”Safety”. Personligt savner jeg lidt af det groove-inspirerede guitarspil Ty normalt plejer at fyre af. Han spiller naturligvis godt på ”Safety”, men det er måske lige lovligt pænt lige lovligt længe nok. Men som fan af enten King’s X eller The Beatles, så er ”Safety” ikke et album du ønsker at forbigå. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Tait; Empty

ForeFront. 2001

Så er den første dc Talk medlem klar med en længe ventet solo-debut. Og udfra det man hørte på dc Talks ”Solo” tidligere på året, vidste man allerede, at der ville findes ting som ville være anderledes end det sædvanlige dc Talk materiale, og det findes der helt klart, men ikke så meget, at de ordinære dc Talk fans ikke vil kunne fortøje ”Empty”. Tait skriver – for det meste sammen med Pete Stewart, som vi tidligere kender fra Grammatrain, men bl.a. også Randy Crawford, Toby McKeehan og Mario Santana – søde, iørefaldende og radiovenlige pop-rock sange med henvendelser til Lifehouse, Lenny Kravitz, Seal, U2 og naturligvis dc Talk og Grammatrain. ”Alibi” og ”Loss For Words”, som tidliger er hørt på dc Talks ”Solo”, er bestemt de numre som man har nemmest ved at falde for, og det var nok også derfor at førnævnte var på ”Solo”. Resten af albummet er dog også af høj kvalitet, selvom det måske ikke ligefrem afspejler storhedstiden fra ”Jesus Freak”. Mere end et almindelig god debutalbum med masser af syng med appeal. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Tasty Snax; Run Jospeh run, 11 sange

Screaming giant records, 1998

P; Kendall Nedeau og Tasty Snax

Med et fedt navn, og en sjov  album titel, leverer Tasty Snax 10 sange med punkede ska sange, eller skankede punk sange, om du vil. Tasty Snax består af 4 fyre, der elsker at spille punk og ska, med som kun bruger de såkaldte rock instrumenter (bas, trommer, guitar og sang), men hist og her, kan man høre et horn i baggrunden. Der er ikke noget fantastisk eller originalt ved denne cd, men den kan sagtens tåle at blive spillet en gang i mellem. Sangen ”wonderbread” er faktisk ret god. (JJJ---) hans Jákup Eiðisgarð

 

Geoff Tate; Geoff Tate

Metal-Is/Nordic Metal. 24-06-2002

Pudsigt er det, at både Geoff Tates pladeselskab såvel som den danske distributør hedder noget med metal, når Geoff Tate – der ellers tidligere har udmærket sig som metalsanger i Queensryche – nu udgivet et album der ikke indeholder skyggen af metal. I stedet beskæftiger Geoff sig med en lettere omgang pop-rock med masser af småkedelige ballader der på skift byder på lette dansevenlige rytmer lånt fra latin-poppen og jazz-rocken. Ikke før i skæring 9, ”Off The TV”, begynder rocken at leve, men på det tidspunkt har Geoff Tate, og den lidt for perfekte produktion, allerede dræbt stemningen så meget, at det hele bliver lidt ligegyldigt og derved alt for sent til at gøre noget ved det. Geoff Tate var engang tæt på at være verdens bedste metalsanger (tjek blot Queensryckes ”Empire”), og hvis dette selvnavngivne soloalbum var et metalalbum, så ville han stadig være det, for vokalen er der sådan set ikke noget galt med. Faktisk er den stadig helt i top, men problemet ligger snarere i en dødkedelig, og alt for perfekt, produktion samt en ligeså kedelig sangskrivning. Selv radio-singlerne ”Flood” og ”Helpless” er kedelige. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Ten Foot Pole; Bad Mother Trucker

Victory/Nordic Metal. 2002

Endnu et nyligt Victory Records signet band der afviger lidt fra normen. Ligesom Voodoo Glow Skulls har bandet tidligere udgivet tre albums for Epitaph, men efter det sørgelige tab af deres nyligt ansatte basspiller, der døde af et hjertetilfælde, er bandet igen parat med det første album i tre år. Stilen er melodisk punk-rock, der fra tid til anden både kan forekomme aggressiv og sing-a-long-agtig. Der er ikke noget nyt under solen på ”Bad Mother Trucker”, og når man efter tyve år i branchen ikke har noget nyt at tilføje, så har man bare at sige det man har at sige med attitude, og det gør Ten Foot Pole på ”Bad Mother Trucker.” Igennem årene har de formået at opbygge en form for tight og velspillet melo-punk, der ganske vist ikke er specielt original, men som falder det traditionelle melo-punk publikum i smag. Fans af Fat Wrech Chords selskabet bør også se lidt nærmere på Ten Foot Pole. (JJJJ--) Hans Jákup EIðisgarð

 

Thee Spivies; Ready Or Not, Here We Come
Jackson Rubio Entertainment 1997
Hvis dette var en Lp-plade, ville du være helt sikker på at den var fra 50-60erne, på grund af dets look, men det er den ikke, den er fra 1997. Thee Spivies lyder også meget som et rock n'roll band fra før nævnte periode, men deres sound er i dag kaldet surf-pop/rock. Ikke tænke Dakoda Motor Co., nej dette er surf-pop/rock, med lidt pop/punk guitarer og vokalharmonier og rock-a-billy indblandet (Jupiter in my rearview mirror, Banjo og andre). Alle sangene på cd'en er fulde af liv, og ikke en eneste er kedelig. Nej, den er faktisk sjov hele tiden. Og humøret (altså lytterens, i dette tilfælde mit), ja, det er i top hele tiden mens cd'en kører. Hvis du kan lide varierede bands som Weezer, The Hunningtons, Value Pac, The Beach Boys eller Buddy Holly, så kan du risikere at elske denne cd. Det gør jeg i hvert fald. Fuld fart frem. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Thine; In Therapy

Peaceville/Nordic Metal September 2002

“In Therapy” er en herlig lille plade der vokser sig større og stærkere med hver gennemlytning. Talen er om en tungsindig form for gotisk rock der ikke er så langt væk fra Anathemas mindre metalske øjeblikke. Bandet har dog tydeligvis andre kort i ærmet end gotisk rock. Det er altså virkelig mange ting omkring Thines lydunivers der lugter langt væk af gammelt Radiohead. Og når jeg siger lugter, så mener jeg på en god måde, og ikke på en kopierende måde. Men Anathemas nye materiale er også stærkt inspireret af Radiohead, så måske er det alligevel ikke så underligt, at et gotisk rockband ligger så tæt op ad Radiohead. I hvert fald så har både Radiohead. og mange af de gotiske rock bands, det deprimerende og tungsindige tilfælles. Det mest underlige opstår dog, når trioens forsanger forsøger sig med de høje noder, der giver bandet visse paralleller med bands som Coldplay. Ja, du læste rigtigt; COLDPLAY. Så hvad skal vi kalde den her? Tungsindig gotisk brit-pop? Så er spørgsmålet bare, hvordan kan et band som Thine få lov at opvarme for Mayhem? Det var godt nok i 1997, så mon ikke de lød anderledes dengang? Sikkert. Men jeg synes nu de er ret fede i dag. (JJJJ--)

 

Thirsty Child; Thirsty Child

Selvstændig. 1998 (JJJ---)

 

Thirsty Child; You Bring The day

Selvstændig. 2000 (JJJ---)

Ok, her har vi to ret gamle albums fra USA, men der er så vidt vides stadig eksemplarer tilbage, og når bandet nu endelig har sendt mig cd’erne – endda på baggrund af en efterspørgsel - så hvorfor ikke anmelde dem? Både 1998 og 2000 albummet ligner stort set hele vejen igennem hinanden. Der er ikke sket nogen store ændringer på de to år, og stilen er ganske ufornægtelig den samme. Thirsty Child lægger sig meget op ad den a-typiske amerikanske college pop-rock scene, der hjælpes meget på vej af langsomme semi-akustiske sange. Thirsty Child har dog samtlige sange hvor el-guitaren tages i brug, men det ville være synd at sige, at pedalerne rigtig trædes i bund. Thirsty Child lægger dog en meget lille afstand fra førnævnte scene, idet deres lydunivers også er krydret med en del sydstats rockinspirationer, der faktisk giver dem et charmerende særpræg. Er man til forskellige bands som Big Tent Revival, Third Day og The Waiting, eller bands Three Crosses og The Allman Brothers, så er muligheden for at nyde de to albums væsentligt større end ellers. Er det derimod ikke tilfældet, så kunne det sagtens tænkes, at man ville kede sig lidt i selskab med Thirsty Child. Om enten man hører ”Thirsty Child” fra 1998 eller ”You Bring The Day” fra 2000, så er problemet at alle sangene lyder for ens. Der er ikke nok variation, og desuden kører det lidt langsomt for gutterne. Det er ligesom en gryde med svag varme der aldrig helt kommer på kog. I Thirsty Childs tilfælde kommer den dog på kog i skæring 10 - der rocker ganske hårdt og effektivt - på ”You Bring The Day” albummet med sangen af samme navn. Men på det tidspunkt er det allerede for sent, idet man ved flere lejligheder er døset lidt hen i løbet at de forrige skæringer, og en fed rockende sang kan ikke ændre det faktum. Der skal dog siges, at Thirsty Childs sangskrivning og musikalske formåen ikke som sådan sutter røv, men den kan blive en anelse langtrukken og kedelig i længden. Hans Jákup Eiðisgarð

 

This Train; Mines Of The Old West
Organic Records 1998
Dette er This Train's første cd som et kontraktbundet band, og det er de kommet godt fra. This Train spiller rock-a-billy, men er lidt for country inspirerede til tider. Alle sangene er ikke alt for gode, men der er et par stykker. F.eks. "We're getting nowhere fast," "The missing like," "I don't want to know" og den kendte sang "I saw the light." Produktionen er god, men coveret kunne være bedre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

3 Second Memory; 3 second memory

Selvstændig, 1999

Producer; Tony Silcock

3 Second Memory er et selvstændigt band fra Bristol, England. Hidtil er der ikke så mange der har hørt om bandet, i hvert fald ikke i Norden. De seks drenge der tilsammen er 3 Second Memory, har dog klaret sig fint siden de begyndte. De har bl.a. spillet på Greenbelt i England. En festival som nok er Englands største, når man tænker på kristen musik, hvor bl.a. store navne Moby og Galactic Cowboys også har spillet. Også har EMI Records vist bandet interesse. Dog er det uvist hvad fremtiden har at bære 3 Second Memory. Deres første, og eneste udgivelse, er faktisk kun en  4 sangs demo, og man kan se at bandet ikke har mange penge, fordi både cover og cd grafikken, samt lyden er ikke af bedste kvalitet. Men alle 4 numre er faktisk rimelig gode. De kunne i hvert fald, med en lidt bedre produktion, godt bruges på moderne rock radio, da de stilmæssigt ligger meget tæt op ad bands som Goo Goo Dolls, dog med en anelse mindre elektrisk guitar. Tekstmæssigt er der ingen tvivl om hvor fra disse drenge finder deres styrke. Dette er sangen ”Holy Mountain” er bevis på. Sangen er en lovsang til Gud, og kunne godt være en Deliriou5 sang, hvis det bare ikke var for stilen, som måske ligger en anelse tættere op ad Jars of Clay. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Ticklepenny Corner; Sunday’s Best

Selvstændig. 2001

Det siges om Ticklepenny Corners debutalbum, From The Porch”, at det aldrig har fået en dårlig anmeldelser, så alene af den grund, kunne det jo være fristende at begrave ”Sunday’s Best” i kritiske ord – kun for at vise min gode side. Men det lader sig ganske enkelt ikke gøre, for der er sådan set ikke ret meget at kritisere, og selvom bandet egentlig spiller er form for musik, der i USA er meget spillet, så gør de det med et glimt i øjet og på en original og personlig måde, således at man simpelthen bare må lide i hvert fald noget af materialet. Navnet Ticklepenny Corner, er taget direkte ud af en novelle, navnlig ”Cold Comfort Farm” efter Stella Gibbons, uden overhoved at betyde noget specifikt. Men det gør deres tekster – der er meget dybe og intellektuelle, og samtidig humørfyldte – derimod. Ja, endda notaterne i bookletten er på samme måde. Musikalsk bevæger bandet sig lidt i den amerikanske akustiske pop-rock og singer/songwriter tradition. De er dog ikke så poppede, at de ligner Cædmon’s Call, ikke så bluegrass inspirerede at de ligner T-Bone Burnett, ikke så traditionelle som Vigilantes Of Love, og heller ikke så spøjse og underlige som Half-Handed Cloud. Men de ligger der et sted midt imellem. Det er en større opgave at skulle beskrive detaljerne på ”Sunday’s Best”, så måske du selv skulle tjekke albummet og finde ud af, at det egentlig ikke helt ligner nogle andre af deres amerikanske sangbrøde. Og godt det samme, kunne vi passende slutte af med at sige. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Tilt; Been Where? Done What?

Fat Wreck Chords. 2001

Denne pige-frontede punkgruppe har tilsyneladende en masse fedt demo og andet førhen utilgængeligt materiale at berige verdens punkrødder med. I hvert fald har de igennem Fat Wreck Chords valgt at udgive en samling af førnævnte. Materialet som er af en noget ujævn kvalitet daterer helt tilbage til 1992, hvor bandet formegentlig har optaget deres første sange. Dette er bestemt en udgivelse som først og fremmest burde tiltale hardcore-fans af bandet, og derefter de generelle punk-poppere. Produktionen er ikke skivens største drivkraft, hvilket på en måde giver sig selv, da der jo for det meste er demomateriale vi taler om. På den anden side, er det alligevel slet ikke så helt ringe endda. Tålelig kunne vi nøjes med at sige. Ellers er selve sangskrivningen ret god. Masser af tempofyldte passager og iørefaldende omkvæder, som egentlig godt kunne tåle at blive udgivet sammen med en lidt bedre lydkvalitet. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Time To Fly; Birth Work Death

Rocketstar/Nordic Meta. 30-09-2002

Aaron Sprinkle er bestemt ikke en mand der forholder sig specielt længe i ro ad gangen. Efter at Poor Old Lu stoppede for nogle år siden, har han produceret den ene band efter det anden, samtidig med at han også har spillet med i et par stykker, og samtidig med at han netop har udgivet det nye comeback album med Poor Old Lu, har han produceret denne herlige emo-sag fra det nye selskabet Rocketstar. Time To Fly, der tidligere gik under navnet Square The Circle, vil ligesom pladeselskabskollegaerne i Long Since Forgotten appellere til fans af den emo-rock bølge der for tiden især hærger den amerikanske rockscene. Time To Fly er sådan et band, man kunne forestille sig, at Deep Elm ville gøre at for at få fingrene i. Alligevel er de ikke helt nået dertil hvor bands som Brandtson og Appleseed Cast igennem flere år har hygget sig, nemlig i spidsen for den kreative del af genren om end ikke den endvidere succesfulde. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Too Bad Eugene; At Any Rate

Rock City. 2000

Too Bad Eugene er det ene af to bands, som det nye pop-punk pladeselskab, Rock City, for nylig har skrevet kontrakt med. Deres skive indeholder også halvt så mange numre som Arthurs (det andet band på Rock City) skive fra året før gjorde. De tre gutter i Too Bad Eugene har fået hjælp med produktionen fra selskabs ejeren - og sikkert deres idol - Mike Herrera, og det er der kommet en del MxPx-lignende numre ud af. Der er ingenting som rigtig står ud som genialt på ”At Any Rate”, men på den anden side, hvor ofte ser vi det på punk-pop scenen? Sjældent. Der er heller ikke noget decideret dårligt og usmageligt på ”At Any Rate”, men det er til gengæld en smule forudsigeligt, og det lugter måske en anelse for meget af genbrug ind imellem. Men selvom det helt klart ses på måden Too Bad Eugene skriver deres musik på, at der er mindst et par MxPx skiver i gutternes samlinger, og at de nok har hørt dem med jævne mellemrum, så er der dog ikke talen om decideret kloning eller kopimateriale på ”At Any Rate”, men derimod hellere et band som følger deres helte, i hvilket de ser som noget stort, men som desværre ikke når heltene til sokkeholderne. Når det er sagt, så vil den ordinære pop-punk fan, som samler hver eneste tyggegummi-skive, dog sikkert finde noget til sin smag på ”At Any Rate”. Men mig? Jeg tror, at jeg for fremtiden holder mig til MxPx eller måske endda Arthur. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Torman Maxt; The Foolishness Of God

Mars Hill Records. 2001

Det er sjældent at et progressivt rock album lyder så imødekommende som Torman Maxts andet album “The Foolishness Of God”. Gennemgående er lyden ret kommerciel, eller i det mindste ville den have været det for 15 år siden. Lyden er nemlig til tider meget 80’er lydende, og går i retning af periodens mere pop orienterende hard rock univers, ikke mindst på grund af vokalerne, som ofte har en AOR-følelse over sig. Albummets tolv numre er delt op i fire sektioner med hver sin overskrift. Der er som så ofte når cd’er af denne slags udkommer, en koncept bag musikken. I ”The Foolishness Of God”’s tilfælde, er albummet baseret på bibelske skrifter, navnlig skriftstedet 1. korinterbrev kapitel et og vers 25, hvor der på engelsk – og bag på albummet coveret – står: ”For the Foolishness of God is wiser than a man’s wisdom, and the weakness of God is stronger than a man’s strenght”. Mod slutningen af albummet bygger de lidt oveni bibelverset og kommer med egen konklusion, hvor de bl.a. siger: ”And you know, God has oone more piece of foolishness, which is greater than all the rest of the foolishness that is in the Bible, the greatest foolishness of God is this; that he intends to save mankind through the death of a crucified Jewish carpenter who died outside the walls of Jerusalem almost two thousand years ago, whom he personally resurrected from the dead.” Kan vi så få et amen. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Traindodge; On A Lake Of Dead Trees

Ascentis Records/No Carma Records. 2002

Traindodge var et af de bands der i en kort periode var signet til det dengang nye 6x6 Records, der var styret af Puller/For Love Not Lisa frontmanden, hvis navn jeg ikke kan huske i skrivende stund. Selskabet gik ret hurtigt konkurs, og i modsætning til flere af de andre bands, så er Traindodge et af dem der blev (lidt) glemt i kaoset. Bandet har dog langt om længe fået samlet sit andet album på benene, selvom No Carma efter debuten har udgivet en ep og en skive med masser af tidligere uudgivne demooptagelser. Traindodge er ikke et band, der er så ligetil at beskrive. Deres sange er lidt rodede, men på en god måde. Når først en sang starter, så ved man aldrig hvor den ender, og det er en ting jeg synes der er alt for lidt af i dag. Dette er dog ikke progressiv rock musik, eller i hvert fald ikke på den måde som ordet progressiv bliver brugt om nutidens rockmusik. Dette er hård, intens og matematisk rock og rul der til tider viser den gode side af emo såvel som  punk og støjrockgenrerne, men som aldrig forholder sig længe nok i et sted, således at den kan beskrives som en bestemt ting. Og det er en anden ting der gør Traindodge så fede, for hvor mange bands finder vi gennemsnitlig i dag, der formår at holde sig udenfor enhver form for genrebeskrivelse? Der er nogen, klart, men der er ikke specielt mange, vel? Traindodge er for dem der ønsker deres rock velspillet og original. Men de gør det ikke for at spille smarte, de gør det for rockens – og sin egen - skyld. (JJJJ--)

 

Troy; Troy

Selvstændig. 2001

Engang gik de under navnet Sinical Glance, i dag har de dog skiftet navn til Troy. Og det første som udgives af disse hollændere, er en fire-sangs ep med episk og symfonisk pop-rock. Ep’en udgives dog ikke officielt, men er specielt rettet hen imod folk med speciel interesse i bandet, og pressen naturligvis, da dette i bund og grund mest er en promotion skive. Bandets inspirationer kommer bl.a. fra landsmændene i The Gathering og irerne i Iona. Det er dog ingen tvivl om, hvilket af disse bands Troy minder mest om. Det er nemlig Iona. Der er alt for lidt fokus på tungt guitarspil på ep’en, til at ligne The Gathering på nogen som helst måde, men måske er det mest vokalmæssigt at inspirationerne findes. Men også de kvindelige vokaler minder faktisk mere om Iona end The Gathering. Det samme må siges om instrument fordelinger, selvom Troy ikke på nogen måde kan måles sig med kongerne af keltisk rock. I vokalafdelingen kan der også drages sammenligninger med Enya, og egentlig er der lidt af den samme atmosfære over Troy, som der er over Enya. Det er bare lidt mere peppet op hos Troy. Lidt mere energisk, og en anelse mindre søvndyssende. Men derfor er det ikke sagt, at Troys lydunivers er mere effektivt end både Enyas og Ionas, fordi det er på ingen måde sandheden. Troy laver god stemningsfyldt musik, og jeg er sikker på, at fans af genren vil finde Troy yderst forfriskende, men virkeligheden er dog den, at selvom Troy godt kan fyre et par gode numre af, så tager det lang tid endnu før de kan måle sig med sværvægterne i denne genre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

TrumpDawgs; The Art Of Crushing

Selvstændig. 2001

Trumpdawgs mangler i hvert fald ikke variation i deres musik. Det kunne dog godt være, at nogen synes at de spænder en tand for vidt på ”The Art of Crushing”. De lægger meget passende ud med et afvekslende moderne rock nummer med nogle mærkelige elektroniske indslag. Derefter er der tid til lidt rap/rock a la 311, Reality Check eller endda Bran Van 3000 i skæring 2. Så er der tid til lidt funky King’s X-agtigt noget i skæring 3, hvorefter power pop a la PFR er på menuen i skæring 4. Derefter udsættes man for alt fra grunge til 80’er pop. ”The Art Of Crushing” fungerer såmænd udmærket, men mangler måske mest af alt retning. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Juliet Turner; Let’s Hear It For Pizza

Stickly Music. 1996

Normalt når jeg modtager cd’er til at anmelde, så er de rimelig nye. Ok, de kan godt være et år gamle og i enkelte tilfælde (i sær hos selvstændige bands) måske to. Men Sticky Music har altså sendt mig denne skive med Juliet Turner som blev udgivet så langt tilbage som i 1996, hvilket efterhånden gør den fire år gammel. Personligt synes jeg at det er fedt at få lov til at anmelde musik udgivet allerede dengang. Let’s Hear It For Pizza var Juliet Turners debut udgivelse, men i dag har hun dog udgivet sin opfølger på Sony Music, hvilket siger så meget som at denne udgivelse har haft sin effekt. Juliet Turner, som kommer fra Nord Irland, er kun en af de utallige britiske akustisk baserede sangere og sangerskrivere, men der er en behagelighed over hendes vokal, som ikke findes alle vegne. Dette er vokaler som har en tendens at lyde countryinspirerede, hvilket på sin måde giver den ellers meget simple akustisk baserede folk musik en ny dimension. Foruden at synge og skrive alle numrene, spiller Juliet Turner også guitar på Let’s Hear It For Pizza, selvom hun også får hjælp af en anden populær nord irsk musiker, navnlig Ian Archer. Bandet Lies Damned Lies spiller også en central rolle på denne skive, da det er dem der spiller resten af baggrundsmusikken, og gør det godt som altid. Jeg kan godt forstå, at Juliet Turner fik en kontrakt med et stort pladeselskab på grund af denne udgivelse, da der helt klart er ting som bare kører, men der er også de numre, som har en vis smag af ligegyldighed, og som tager lidt fra helhedsindtrykket. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

2 Fish; little Boys Lunch

Selvstændig. 2000

2 Fish kommer fra Canada, og spiller saftig blues og folk rock, med tekster som tager udgangspunkt i den kristne tro. Alle numre er lovsange til Gud, hvilket også placerer Little Boys Lunch i praise and worship kategorien, en genre som ofte er simpel. En guitar, keyboard, bas, trommer og sang. 2 Fish er dog ikke helt så enkle i deres udlægning af, hvordan de vil have lovsang at lyde. De drager en masse andre instrumenter ind i lydbilledet. 2 Fish starter skiven med et brag med Come Into This House – et blues nummer med en fed saxofon solo. Og således kører det bare der ud ad med hjælp af bl.a. celloer, perkussion, hammond orgel og andre forfriskende elementer. Kristen musiks blues rocker nummer et - Glenn Kaiser fra Rez Band - dukker op som dobrospiller på to numre, og Miranda Stone som vokalist på to andre. Er du til lovsang, men leder efter noget anderledes, så er 2 Fish svaret. For os andre er 2 Fish dog kun et andet blues band. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

TwoThirtyEight; Regulate The Chemicals

Tooth and Nail Records. 26-02-2002

“Regulate The Chemicals” er TwoThirtyEights tredje album til dato. Forgængerne udkom på Takehold Records, men nu har bandet signe til Tooth and Nail Records, hvilket giver dem bredere distribution og derved større mulighed at nå større publikummer. Bandet er allerede ved at være et rimelig stort navn indenfor genren i USA, men inden de overhoved var kendte af nogen (nærmest), har de opvarmet for bands som At The Drive In og Jimmy Eat World, samt lidt mindre kendte navne som Hot Wate Music, Pedro The Lion og Dennison Mars. Som altid er det følelsesbetonet emo/indie rock der drejer hjulene hos TwoThirtyEight. De lyder heller ikke væsentligt anderledes fra resten af den amerikanske genre, og det er måske der bandet falder til jorden i jagten af toppen af hitlisterne. Bandet er dog bedre end gennemsnittet, og de forsøger da at sprede talentet lidt, f.eks. tager de  hul på lidt country ”Les Wirth”, men når alt kommer til alt, så kunne jeg godt bruge nogen flere energiske udbrud som emo-rock bands efterhånden er så kendt for at fostre. Bevares, der er et par stykker, men for få af dem skaber kuldegysninger og gåsehud. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

The Underdog Conspiracy; Victory

Pluto Records. 2002

Jeg har ikke meget at sige om The Underdog Conspiracy. Pladeselskabet vælger at kalde dem et rock n’ roll band, mig synes dog, at talen meget hellere er om almindelig punk-rock, både af den mere melodiske slags så vel som old-school. For det meste er det vel i nogenlunde samme stil som Good Riddance bandet kører, men alligevel er de mere afvekslende, i og med, at de inddrager nogle ekstra elementer i deres lyd, så som metal, emo og hardcore. Men i sidste ende er Kansas-bandet blot en svag skygge af sine forbilleder, og at ikke et eneste nummer huskes som noget ekstraordinært efter samtlige gennemlytninger, hjælper ikke ligefrem på sagen. Alligevel er ”Victory” ikke en decideret dårlig plade, men på den anden side er den heller ikke imponerede på nogen måde. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

U2; Beautiful Day (single)

Universal/Island. 2000

“Nothing is as certain as death and taxes” siger amerikanerne. Gu’ er der så. At U2 leverer varen, hver gang de er i studiet og laver ny musik, er mindst hvis ikke mere sikkert end både skat og døden. OK, måske jeg overreagerer her, men de har i hvert fald stadig til gode, at lave en dårlig plade eller det der ligner. Og på singlen Beautiful Day, fra deres nye plade All That You Can’t Leave Behind som udkommer den 30. oktober, bliver de ved med at lave gode sange. Det har ikke været lagt skjul på, at U2 på deres nye plade, havde tænkt sig, at vende tilbage til rocken, og derved give afkald på den nymodens teknologi de luftede på POP. Og det er lige præcis hvad U2 har gjort her på Beautiful Day singlen. Her er ingen klub-remix’er eller andet kommercielt bræk til at fodre hitlisterne med. Og hvorfor skulle der det, da de helt sikkert topper dem alligevel? U2 har for længst bevist, at de ikke behøver noget smart for at holde sig på hitlisterne, selvom de med POP beviste at de mestrer enhver genre. At høre ny musik fra U2, efter godt tre års pause, er lige hvad skal til, for at gøre en regnvejrsdag som i dag til en smuk dag (Beautiful Day). (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð          

 

U2; All That You Can’t Leave Behind

Universal Music/Island Records. 2000

Efter tre års ventetid, er U2 igen klare til at erobre alle verdens hitlister, med opfølgeren til 1997 succesen Pop, og med hjælp fra producerne Brian Eno og Daniel Lanois, hamrer de 11 sikre rock numre hjem. Det U2 som høres på All That You Can’t Leave Behind er et mere tilbagelænet, fredeligt og stilfærdigt U2, end det vi U2 har hørt op igennem 90’erne. De elektroniske elementer som i 90’erne er blevet en part af U2’s dagligdag, og som især kom til syne på Pop, er stort sæt blevet pillet ud af lydbilledet, til fordel for en mere simpel og 80’erlignende lyd, hvilket også var lovet langt før udgivelsen af albummet. Det skal dog siges, at de elektroniske elementer, stadig er en del af U2’s lydbillede, dog i minimale doser. At U2 nu i det nye årtusind, vælger at tage tilbage til hvad gav dem status som verdens største rock band, kan ses som et bevis på at de, endnu ikke har fundet hvad de leder efter, eller det helt modsatte, at de allerede dengang havde fundet det, men bare ikke selv havde fundet ud af det. All That You Can’t Leave Behind starter med den fantastisk fede første single - som alle efterhånden kender - Beautiful Day, hvorefter den smukke Stuck In A Moment følger efter. Disse to numre sætter en hvis standard for resten af albummet, og viser for dem der måske ikke troede på at U2 ville returnere til deres gamle lyd, at det gjorde de altså. Nummeret Wild Honey lyder som en nummer The Beatles kunne have skrevet, og New York lyder som Lou Reed med et hårdt og kontant rock band i baggrunden. Kite er en smuk og stilfærdig ballade med det mest iørefaldende omkvæd. Peace On Earth er U2 som vi kender dem. Her beviser de påstanden om, at de er og bliver rock musikkens samvittighed. U2 vil gerne have fred på jorden, og selvom de siger, at de ikke længere tror på at rockmusikere kan ændre verden, så synges der her; ”Jesus could you take the time/To throw a drowning man a line/Peace on earth/Tell the ones who hear no sound/Whose sons are living in the ground/Peace on earth og ”Jesus this song you wrote/The words are sticking in my throat/Peace on earth/Hear it every Christmas time/Peace on earth/But hope and history won’t rhyme/So what’s it worth?/This peace on earth. Og det fortsætter i When I Look at the World, hvor Bono og The Edge giver deres mening om denne verden vi lever i, og i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved hvor meget Gud lægger i sin skabning og dets behov, så gives skylden til selve menneskeracen. Bono synger; I’m in the waiting room/Can’t see for smoke/I think of you and your holy book/While the rest of us choke/Tell me what’s wrong with me?/Tell me, tell me, what’s wrong with me. Selvom All That You Can’t Leave Behind i bund og grund ikke er noget decideret mesterværk i forhold Joshua Tree og Achtung Baby, så er All That You Can’t Leave Behind stadig en af årets udgivelser med elleve selvstændige pop og rock perler, og det er der ikke meget at gøre ved – U2 har længe været, er, og bliver forhåbentligt længe ved med at være verdens førende rock band. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

U2; The Best Of 1990-2000 & B-Sides

Island/Universal. 2002

U2 har siden sidst i 1970’erne, været en af de drivende kræfter indenfor rockmusikken, og det er de fortsat. Intet band i historien har i samme format formået at holde sig på toppen igennem så mange år, og indtil videre ser det ud til, at det ingen ende vil tage. U2 huskede for nogle år siden deres 80’er tid, ved at udgive deres største hits fra 80’erne sammen med nogle B-sider fra samme periode. Men 90’erne er allerede bag os, og den periode er egentlig mindst ligeså interessant for U2 fans som 80’erne. Der udkom godt nok ingen ”Joshue Tree” i 90’erne, men derimod var der ”Achtung Baby” og det elektroniske ”Pop”, der begge er mesterværker uden lige. U2 kommer derfor ikke uden om ”Mysterious Ways” og ”One” fra førstnævnte skive, og ”Discothéque” (i et nyt mix) og ”Staring At The Sun” (også nyt mix) fra det sidstnævnte. Derudover er der bl.a. også perler som ”Beautiful Day” og ”Stuck In A Moment You Can’t Get Out Of” fra det nyeste album ”All That You Can’t Leave Behind”, samt Bat-Man hittet “Hold Me, Thrill Me, Kiss Me, Kill Me” og Pavarotti duetten “Miss Sarajevo.” Iblandt B-siderne er der naturligvis sange der aldrig har været inkluderet på et album før, men også sange der fremstod på albummerne, blot her i remix-versioner der dengang udkom som B-sider. Og hvordan er B-siderne? Tja, ikke helt så fede som alt det andet U2 tidligere har udgivet, men det viser sig som, at selv B-sider skrevet og indspillet af U2, er bedre end det meste alle andre bands når at udgive i deres tid. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Upside down Room; tv baby (EP)

Walking records, sange 6

P; Gene Eugene og UDR

Punk bandet Upside Down Room, der udgav flere cd’er på Tooth and Nail Records, er igen cd aktuelle, denne gang på selskabet Walking Records. Der er dog ikke talen om mere end en EP – gode seks sange – denne gang. Dog er dette, ligesom deres første EP, en glimrende EP. 6 sange med lige-ud-ad-landevejen-punk-rock lidt i stil med Ramones. Alle seks numre smager desuden af mere, hvilket får en til at spekulere på, hvornår man kan forvente et nyt 17-numre-på-en-halv-time-album fra bandet. Punk n’roll baby. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Value Pac; incognito

Four Door Entertainment, 2000

Producer; Dennis Danell

Da Value Pac debuterede i 1996 med deres dejlige pop/punk, var jeg med fra starten, og jeg elskede det de stod for. Det var en slags teenager stil over dem, og alting var ikke så kompliceret. Men folk bliver ældre, og det ser man tydeligt på incognito. Der er ikke så meget sjov over dem mere, og de har taget en mere alvorlig vendning. Men punken er stadig hvad driver værket – punken og budskabet om deres frelser. Value Pac udgav deres debut album på Tooth & Nail, drømmeselskabet for kristne punk bands, men blev flyttet til BEC Recordings for at udgive deres anden cd (Jalopeno), hvor de blev droppede bagefter. Dog har bandet ikke givet op håbet, og er i dag på et nyt selskab, som kaldes Four Door Entertainment, et pladeselskab som arbejder med at sælge musik gennem Internettet. Four Door blev startet af Chuck Cummings, som flere kender som trommeslager i bands som Dakoda Motor Co. og Silage.

Der følger faktisk en meget sørgelig historie med denne udgivelse. Dennis Danell fra bandet Social Distortion (et band som et meget kendt i USA), som bandet havde fået til at producere albummet, døde lige efter at albummet var færdigt lavet, hvilket kom som et sjok, da Dennis ikke var særlig gammel.

Musikalsk er Value Pac ikke hvad de har været. De er blevet ældre, og de kan spille deres instrumenter bedre. Men jeg savner den der, unge og naive glød de havde, og deres baggrunds vokaler, som ikke kommer så meget til syne på Incognito. Dette er dog en meget god udgivelse, som forhåbentligt giver Value Pac, den opmærksomhed de har fortjent. Måtte Incognito også blive husket som Dennis Danell’s sidste betydnigsfulde opgave her på jorden. At producere et af Guds udvalgte bands. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Visible Fish; Doing Lounge Jesus
3’arin 1998
Denne cd var udgivet af forlaget 3'arin på Færøerne i Maj 1998. Det er snart et år siden, men cd'en har absolut fortjent en anmeldelse efter sådan en fin cd. De fem herrer fra Visible Fish er alle kristne, men de vil ikke kalde deres band et kristent band. I stedet for er de et band hvor alle er kristne, men hvor de spiller musik som ikke er evangeliserende. Teksterne er selvfølgelig meget inspireret af at de er kristne. Denne tekst er taget fra sangen "sponge." "If this could make you choose wash away my abuse. I'm left alone in deep mistakes counting the ways I break. I'm leaking blood today won't mercy spill my way. Won't you forgive me please I'm on my knees." Musikken på cd'en kan være varieret fra sang til sang. I en sang kan de være i grunge, mens de i næste sang lyder som et indie rock band. Sangen "Common scene" lyder som en Radiohead eller U2 sang. "Styrofoam P" lyder er en melodisk rock sang som også kom på den færøske hitliste. "Kerosene" lyder som et vredt Nirvana. Hvis du er som mig, skal du høre sangene "Tender Skin," "Drive Through My Head" og "Styrofoam P", som du helt sikkert vil elske. Hvis du har nogen mulighed for at finde denne cd i pladebutikkerne i Danmark, køb den. Du kan ikke gå forkert hvis du kan lide grunge, indie og hård alternativ rock. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Voodoo Glow Skulls; Steady As She Goes

Victory/Nordic Metal. 2002

500.000 solgte plader lyder måske ikke meget for Offspring og No Doubt, to bands som Voodoo Glow Skulls tidligere har opvarmet for, men for et band som altid har udgivet sine plader for mindre, uafhængige pladeselskaber, er det bestemt ikke noget kimse ad. Voodoo Glow Skulls er netop signet til Victory Records, efter en længere periode hos Epitaph, hvor de nåede at udgive tre albums. Umiddelbart virker et band som Voodoo Glow Skulls næppe som det perfekte band for et tidligere så hardcore-fikseret selskab som Victory Records, eftersom Voodoo Glow Skulls mest begår sig indenfor den roligere, melodiske punk-genre, hvor de glædeligt og i bedste ska-stil kombinerer rockende guitarer med trompeter og tromboner, der har en sjov evne til at få lytteren lystigt at bevæge hænder, fødder og hoved – og hvad der ellers måtte være at bevæge. Denne sammensætning fungerer glimrende, og fremstår heldigvis ikke så pæn og hitlistedesignet, som meget af det der udkom i midten af 90’erne – en periode hvor Voodoo Glow Skulls selv hyppigt blev set på MTV America med videoen ”Fat Randy.” ”Steady As She Goes” er mindre poleret end hvad man havde regnet med fra Less Than Jake, men alligevel lidt mindre farligt end f.eks. Suicide Machines. Alt i alt er ”Steady As She Goes” en udmærket ska-plade, der vil få selv de mest hadske punkrødder ud på dansegulvet. Og det er fedt nok, for der bliver ikke lavet specielt mange gode ska-plader længere. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

VU; Just As I Am
Bartholomew Productions 1999
Jeg kan huske dengang, jeg og mine venner var 13-14 år, og troede på at vi ville forandre verden. Dengang alt var lyserødt, og troen på Gud var så naiv som den kunne blive (dejlig tid). Hvorfor begynder jeg at snakke om dette? Jo, det er fordi at denne cd, "Just as I am," med VU bringer alle disse minder frem igen. Dette var lige præcis den stil vi elskede dengang. Måske er det lidt lovligt sent at komme med sådan en skive nu 1999, da dette var musikken man lyttede til sidst i 1980erne og måske første i 1990erne? Men i hvert fald så har de fået et par gode sange ud af denne skive. Sange som "What are you gonna do?", "poing of view" og "just as I am" er dejlige og har stået på repeat hele dagen. Det er bare kedeligt at hele cd'en ikke holder samme stardard som før nævnte sange, fordi det kunne være en super cd, selvom den ikke følger tidens musik-mode. Cd'en er i Petra, WhiteHeart og Idle Cure genren, og hvem husker ikke disse bands? De som kunne lide Michael Sweet's og John Schlitt's debut solo udgivelser, kan også finde en ny ven her. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Walter Eugenes; Something Sick Inside My Head

M8 Distribution 2000

Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg ingenting om The Walter Eugenes, hvilket er lidt mærkeligt, da de af M8 Distribution bliver stillet frem som noget af det bedste, som er udgivet på det kristne musik marked. Det eneste jeg ved om bandet, er at de før har udgivet to plader, de har lavet en coverversion af Judas Kiss til en Petra hyldes plade, at bandet er opkaldt efter to af bandets medlemmer – Walter og Eugene - og at Rick May, en af bandets medlemmer nu spiller i Dc Talk’s live band. Something Sick Inside My Head er ikke en ny Walter Eugenes plade. Dette er simpelthen gamle numre, som ikke kom med på deres første plader. Der er 15 skæringer i alt på pladen, men kun 6 rigtigt polerede numre. Resten er instrumental og demo versioner af samme numre. Disse numre viser selvfølgelig ikke bandet fra dets bedste side, og er måske ikke af interesse for andre end deres største fans. De første seks numre, er derimod meget gode. The Walter Eugenes musik ligner meget Curious Fools’ stil på Read, mens nummeret Great White Lawyer minder mere om hard rock bandet Ugly Kid Joe. Alt i alt en god udgivelse, som for mig godt kunne skåret ned til seks numre, men som for de store Walter Eugenes fans sikkert kunne være endnu længere. Hvis du har lyst til at købe Something Sick Inside My Head, så kan dette gøres på www.m8.com. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Wes Dando; The Tired Hours

Fracaso Music. 2001

Den tidligere trio og nuværende unge Seattle-kvartet, Wes Dando, er endnu et selvstændigt band, der her i denne måned virkelig har overrasket undertegnede med deres livsglade rocksange. Vist nok er deres sange stilmæssigt som vuggeviser i forhold til alt det andet, der har ligget i cd-spilleren de sidste uger, men derfor er det ikke sagt, at deres sange ikke er ligeså gode, for hvis det ikke var for Hex Error, og måske Purple Sticky Punch, så var Wes Dando nok endt som månedens selvstændige Past and Present band, og under alle omstændigheder har de skrevet det nummer, der hermed er valgt til  månedens fedeste i form af ”My Confidence, Your Opinion.” Et nummer der i øvrigt tidligere har givet bandet en tredje plads på mp3.com’s indie-hitliste, hvilket er en placering der faktisk er toppet af et andet nummer på albummet, navnlig ”Going To Smash” der ikke er nær så fedt, men som alligevel endte på anden pladsen. Bandet kan bedst beskrives som et indie-rock band, og deres forsanger lyder mest som et mellemting imellem Billy Corgan fra Smashing Pumpkins og forsangeren i Wheatus, mens selve musikken måske er mere i retning as Weezer og det gamle Jimmy Eat World. Et selskab som Velvet Blue burde have øjnene åben for Wes Dando, og det burde Deep Elm også selvom talen absolut ikke er om emo. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Wheatus; Wheatus

Sony. 2000

Du har sikkert hørt storhittet “Teenage Dirtbag”, som bl.a. var at høre i filmen ”Looser”? Et udmærket rocknummer, som er i besiddelse af et af årets mest fængende omkvæder. Resten af albummet kører i samme radiovenlige pop-rock rille, og vil uden tvivl få samtlige MTV-genarationsnørder at springe i med hovedet først. Undertegnede holder dog på, at Wheatus er et alt for overvurderet rockband, og at ”Teenage Dirtbag” er bandets eneste rigtig gode sang. Resten af albummet står åbenlyst i skyggen af førnævnte velkørende nummer, og selvom nogle af numrene egentlig er sådan nogenlunde ok, så virker de i forhold til ”Teenage Dirtbag” ikke som andet end andengrads skitser af gode rock numre. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

Robbie Williams; Sing When You're Winning

Chrysalis Records, 2000

Robbie Williams er uden tvivl den Take That medlem, som har høstet størst succes, siden Take That's opløsning. Først med albummet Life Thru a Lens fra 1997, som indeholdt hits så velfungerende som Let Me Entertain You og Angels. Og året efter med albummet I've Been Expection You, med nummeret She's The One. Dengang havde Robbie både publikum og pressen med sig, men med udgivelsen af Sing When You're Winning, ser det ud til, at pressen har lyst til at vende ham ryggen. Han har allerede fået mange tæsk, hvilket kan virke lidt ufortjent, i sær når man hører åbningsnummeret - Let Love Be Your Energi - som rent faktisk er et godt pop-rock nummer, og Better Man, som minder meget som storsuccerne Angels og She's The One. Rock Dj - Robbie's første singleudspil fra Sing WhenYou're Winning - er en poppet disco sang, som lyder bedre på radio og singlemikset end på pladen. Supreme er et smukt og i øre faldende nummer - udrusted med strygere, og den smukkeste vokal og sangstruktur - som forhåbentligt bliver Robbie's næste single udspil. If It's Hurting You er et sørgmodigt nummer, og at såre den man elsker. Der kommer lidt blues guitar til syne i Forever Texas, som giver det ellers lidt bløde album lidt kød på. Mod enden af albummet, lyder det til, at Robbie Williams er ved at løbe tør for idéer, med nogle mere eller mindre kedelige numre, men for mig er Sing When You're Singing dog sammenlagt ikke nogen skuffelse, selvom den i sin helhed ikke er ligeså godt gennemført som I've Been Expecting You. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Wonderboy PHD; the other side of my divorce

1340 Records, 1999 (s10)

Producer; Shawn Harnish and Wonderboy PHD

Wonderboy PHD er første band, der har fået kontrakt med nye pladeselskab 1340 Records, selskabet som også har udgivet den nye Stryper hyldes. Jeg har hørt dem beskrevet som et techno-rock band, men der er ikke en eneste techno lyd på CD’ens ti numre. Der er dog nok af spade, piano og rock, til at feste hele natten. Dette er moderne rock, men på en lidt alternativ måde, vil jeg sige. De mere elektriske numre, lyder lidt som Starflyer 59, dog uden de drømmende og søvnige vokaler. Dette er ikke så ”feel-good,” som moderne rock ofte er. Der bliver præsenteret en del smertefulde og søgende tekster, men det eneste sande håb præsenteres også.

Jeg kunne ikke lide Wonderboy PHD’s nummer på Stryper hyldes albummet, men dette lyder straks bedre i mine ører. Der skal dog siges, at der er ting der kunne være lavet bedre, og det må bandet selv tage skylden i, da de har optaget dette album på kun 4 dage. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

WoodenCross; XXX

Pesch Records. 1999

Hvorfor et kristent rock band, vælger at kalde deres album for XXX er hinsides mig. Det første jeg kommer i tanker om vedrørende sådan en sangtitel, er pornografi, som på diverse Internet-sider ofte beskrives med tre X’er. Hvad WoodenCross tekstmæssigt præsenterer på XXX, er dog 180 grader i den modsatte retning af pornografi. Der bliver nemlig leveret kristen propaganda prædiker for alle pengene. WoodenCross’ er et tysk band, som på denne debut udgivelse vælger at levere så bredt, at de rammer størstedelen af rock publikummet på en eller anden måde. De beskriver selv deres musikalske retning bedst i sangen Checkout, hvor de synger; ”Playing funky or heavy – the message is the same/Punk and rock n’roll his love we proclaim/Enjoying ska, ska, ska and hardcore-grooves/Doesn’t really matter what the sound is like, the Lord we choose”. Dette samt noget der ligner rap vokaler i enkelte numre, er stort set hvad WoodenCross lægger sig efter at spille - både med engelske og tyske tekster, hvilket gør en i forvejen rodet affære endnu mere rodet. Det starter godt med Ghandi, en sang sunget på tysk, som virkelig sætte liv i cd’en, med dets ska prægede blæser arrangementer og tunge punk guitarer. Derefter går det dog kun ned at bakke for WoodenCross, som prøver at dække så mange genrer, at de både mister tråden og sig selv væk, uden senere at genfinde gnisten. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

Martin Wroe & Lies Damned Lies; Life, Death, God

Sticky Music. 2002

Det er længe siden, at jeg har hørt fra Sticky Music, men nu sker der endelig noget igen hos det Glasgow placerede pladeselskab. ”Life, Death, God” er dog ikke det helt almindelige art-rock eller singer/songwriter album, du kunne forvente fra et selskab som Sticky Music, idet materialet er mere i retning af en digtsamling end et musikalsk album. Talen er dog naturligvis om en kombination af begge dele, dog med vægten lagt på selve digtene. Jeg kender ikke noget til Martin Wroe, men det tyder på, at manden er poet, og det er ikke noget at tage fejl af, at manden har noget på hjerte. Vi bliver præcenteret for ti af Wroes digte, der alle bliver læst op af forskellige mennesker. Vi bevæger os omkring digterens tanker vedrørende livet, døden og Gud, og for det meste er det interessante tanker, der oven i købet ligger på et rimeligt højt plan. Dette er ikke din hurtigt fiksede digtsamling, og derfor kan det der bliver læst også blive en anelse tungt. Altså, man har brug for at være i humør til noget som det her, hvis man skal gide høre det. Det er lidt som at være i kirke på en dag, hvor man absolut ikke har lyst til at være i kirke, og præstens ord langsomt går fra at være ord med mening, til blot at være lyde der går ind igennem det ene øre og ud igennem det andet. Så når denne skive skal høres, så er det ikke som baggrundshygge den er bedst egnet, men snarere for de aftener hvor man sidder alene og funderer over livets mening osv. Det skotske band Lies Damned Lies, der ellers netop har sendt et nyt album på gaden, står for musikken, men deres rolle står i denne omgang dog i bund og grund kun af at være baggrundsmusikken, der giver digtene den rigtige stemning på det rigtige tidspunkt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The W’s; Fourth From The Last
Five Minute Walk Records 1998
I 1996 fik ska musikken et gennembrud i det kristne marked, og det ser ud til at flere og flere bands kommer med på vognen. I 1998 fik swing så sit gennembrud, men denne cd, med The W's. Swing musikken er oprindeligt fra 1940erne, men swing stilen som nu er bragt på bane igen, er en blanding af denne gamle genre blandet sammen med ska. Dette er noget af det sjoveste og sejeste, jeg har hørt længe. Dog er dette måske ikke ligefrem bedre end Supertones, Five Iron Frenzy og Insyderz, så er dette meget godt. Dette bliver måske i nærmeste fremtid et af de populæreste bands i det kristne marked. Bedste sange på cd'en er, "Moses," "Open Minded" og "You are the Devil and the Devil is Bad." Bandet er på tourné med DC Talk i øjeblikket, så jeg er nok ikke den eneste som synes om dette band. The W's får 4 point for at spille sange som får en i godt humør, og for at bringe noget nyt på det kristne marked. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Xalt; Blue Helium Gazebo
Kaluboné Records1997
"Å nej, ikke en cd fra 1997 igen! - Vi er i 1999". Jeg ved det godt, men i Danmark, og i resten i Europa for den sags skyld, er vi ofte mindst to år bagud, når det kommer til kristen musik. F. eks. hittede DC talk med "Jesus Freak" i 1995 i USA, men ikke før i 1997 på Færøerne og Danmark. Reflex har Everyday life's "American standard" fra 1997 som månedens hårde cd i juni 1999. To eksempler på at vi ofte er langt bagud. Denne gang er det dog ikke vores skyld, fordi Kalubonoé Records vil have os til at anmelde denne skive, med bandet som mange nok husker fra dengang de spillede 80er heavy metal. I dag seks år efter deres seneste udspil, er de skrigende guitarer udskiftet med en simpel, og ofte uimødekommende, omgang klassisk rock. Det er godt at Xalt tør forandre sig, men måske skulle de prøve nogen der hører 90erne til? På denne skive er det kun to sange, som bliver husket efter at cd'en er forbi. Den ene er titel-sangen "Blue Helium Gazebo." Den anden er Imperials sangen "Wings of Change." (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Yellowcard; One For The Kids

Lobster Records. 2002

Read Magazine har ikke haft pæne ord tilovers for amerikanske Yellowcard, og stod det op til dem, så blev der, fra dommerens side, ikke alene det gule kort vist frem, men også det røde. Heldigvis har vi forskellige meninger, og Yellowcards album ”One For The Kids” er faktisk, efter min mening, et udmærket punkalbum. Jeg mener naturligvis på en pæn, poppet og melodisk måde, der på mange måder deler sig midt imellem emo-genrens følelsesladede sangstrukturer og punkrockens tempo. Efter nogle melodisk punkede numre, bliver bandets lydunivers dog udrustet med endnu mere variation i form af semi-akustiske guitarer og violiner, i noget der ender med at blive det nærmeste vi kommer til punkballader. Violinen giver bandets lyd en ekstra dimension, og det fungerer faktisk udmærket, uden at gå hen og blive Irsk eller skotsk inspireret, i modsætning til så mange andre punkbands for tiden. ”One For The Kids”? Helt sikkert. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Yogi; Any Raw Flesh?

Wonky Records. 2001

Uh, det er overraskende godt det her. Umiddelbart regnede jeg med at blive fodret en typisk amerikansk sanger og sangskriver omgang igennem Yogi. Forfriskende var det at finde ud af, at dette bestemt ikke var tilfældet. Yogi og hans bandmedlemmer fyrer den for vildt af, med nogle sammensætninger som får en at tænke på King’s X. Meget på King’s X. Rigtig meget på King’s X. Ja, endda ualmindelig meget på King’s X. Og som en stor King’s X fan, kan jeg sagtens se, at det kunne være blevet et kæmpe problem, fordi hvem kan handle op med det fedeste groove-rock band nogensinde? Yogi kan, eller nej faktisk ikke helt, men han er da godt på vej. Hvis du tror, at Lovewar var godt på vej, dengang de udgav ”Soak Your Brain”, så er kan du bare forberede dig selv på, at Yogi er endnu bedre på vej. Yogi leverer sammen med sit band nogle fede groovede jams, som faktisk til tider kommer uhyre tæt på at lyde som et vaskeægte King’s X jam. Fedt. Og vokalharmonierne, som så ofte bliver drysset henover omkvæderne, minder meget om Ty og Jerrys søde baggrundssang. ”So far, so good”, må man sige. Men problemet er, at Yogi er ikke Doug Pinnicks efterfølger, selvom det til tider lyder, som om han selv tror, at han er. Misforstå mig nu ikke, Yogi synger ganske udmærket, men måske skulle han lade være med sine mere soul/gospel-inspirerede inputs, og holde sig til det som han faktisk for det meste udøver, og som han faktisk er meget bedre til, nemlig at være sig selv, og synge som han nu engang selv gør, sådan helt naturligt. ”Any Raw Flest?” er et udmærket album. Det lyder måske som det er et king’s X riff-off fra ende i andet, men sandheden er, at det er den ikke. Se den hellere som noget du kan søde tilværelsen med, til næste gang King’s X udgivet et nyt album, hvilket bliver et godt stykke tid, i det de netop nu er pladeaktuelle. Og skulle du være i tvivl, så var denne anmeldelse af Yogi og ”Any Raw Flesh?” og ikke af en ny King ’s X skive, selvom det måske kunne lyde sådan. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Zero Down; With A Lifetime To Pay

Fat Wreck Chords. 19-02-2001

Zero Down er et af de nyere bands på Fat Wreck Chords. Bandet blev dannet så sendt som sidste år, og medlemmerne har været, eller er, stadig medlemmer af bands som Strung Out, Down By Law og Pulley. Som altid når det gælder en Fat Wreck Chords udgivelse, så er talen om punk. Zero Down er dog ikke helt så poppet, som f.eks. Diesel Boy eller Blink 180, men der er stadig en meget melodisk skate-punk følelse over dem. Tekstmæssigt er det heller ikke kun sjov og ballade bandet vil ud med. Der er faktisk lagt en del meninger om dit og dat i Zero Down’s tekster, og det kan kun være positivt, i disse pige-møder-dreng-har-sex-og-derefter-hjertesorg-pop-dage. I nummeret Empty Promised Land lufter bandet sin mening vedrørende religion. Eller kristendommen hvis man skal være helt korrekt. Der bliver bl.a. sagt: ”Weak of mind born to follow. Don’t question the beliefs you swallow. Eternal life for your belief man. Welcome to the empty promised land. Don’t think. Don’t breathe. Don’t live, just believe. With no queston, just devotion. Lifeless lives living in transmission.” Musikalsk er With A Lifetime To Pay, så god en punk-skive som nogen, og hvis man er ved at få nok af at pop-punk skal være lig med grønt hår, lyserøde tatoveringer, hjertesorg og gamle knallerter, så er Zero Down måske dit nyeste håb, da der ikke er ret meget af førnævnte. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Youth Alive NSW; "Phenomena"

Youth Alive SA, Inc. 2000

(J-----)

 

Youth Alive NSW; Awake

Hillsoungs Australia. 2001

(JJ----)

 

Da jeg anmeldte Youth Alives "The Plan" kom jeg lidt ind på, at Youth Alive egentlig ikke kan kaldes et band, men hellere en "Out-Reach Team". Og den påstand holder jeg fast ved efter at have hørt både "Phenomena" og "Awake". Der er stadigvæk et utal af medlemmer i bandet/teamet,  både sangskrivere, sangere og musikere. En Youth Alive plade har præcis samme identitetsniveau som en "Absolute Music" kompilationsskive, og en Youth Alive skive minder ikke så lidt - ja, måske mest - om en time i Zoologisk Have eller i cirkus. Normalt er der omkring 12-13 numre på deres skiver, og der har egentlig aldrig været et eneste som har haft noget originalt og nyskabende at byde på, selvom der har været et par underholdende numre undervejs. Både "Phenomena" og "Awake" lider - ligesom alle Youth Alives tidligere albums - af det faktum, at pladerne lyder præcis som kompilationsudgivelser, dvs. 12 sange med 12 forskellige bands og artister. Sådan er det ikke, men sådan lyder det dog ikke desto mindre. På "Phenomena" voldtager de f.eks. ska-genren til at begynde med, før de sparker "Praise Him" - skivens eneste gode nummer - i gang. Et nummer som tager udgangspunkt i den elektroniske hurtig-rock. Derefter røvrender og voldtager de enhver tænkelig genre i moderne pop og rock musik, og det lyder egentlig aldrig specielt overbevisende. Og "Awake" er lige nøjagtig på samme måde. Endnu et album som kopierer alle tænkelige trendige musikgenrer, men "Awake" er dog en anelse lettere at fordøje, i det, at der rent faktisk er et par numre som er rimelig gode. Det kan gode være, at Youth Alive har sange som kunne klare sig som singleudspil, men hele kvalitets albums, det er i høj grad en mangelvare hos Youth Alive. Hvorfor stopper de ikke bare med at udgive albums, og holder sig til koncerterne? Hans Jákup Eiðisgarð

 

Youth Choir; Voices in shadows/shades of gray

M8 Distribution 2000

Derald Daughterty og Steve Hindalong er efterhånden, blevet blandt de mest respekterede musikere indenfor kristen musik, mest for deres arbejde i deres band The Choir, men også som producere eller gæste musikere for andre bands. Og hvem kender ikke mesterværker som The Choir’s Speckled Bird? Før The Choir blev til The Choir, hed de faktisk Youth Choir, og under dette navn udkom deres første cd voices in shadows i 1984. To år senere udkom deres andet album som hed Shades of Gray, som desværre kun udkom på bånd. Disse to titler har været ude af print i flere år, og derfor har M8 Distribution valgt at udgive dem igen på en og samme cd. Youth Choir var meget mere poppede dengang, end The Choir er det i dag. Dengang spillede de rigtig romantisk pop, som så mange bands også spillede dengang. De var ikke ulige bands som Duran Duran, de havde bare mindre synth-pop over sig, og mere enkelt pop. Vokalmæssigt lyder det næsten som om Michael W. Smith synger på disse albums, hvilket passer mig fint, da jeg synes at Michael W. Smith er en af kristen musiks bedste pop sangere. Hvis du godt kan lide 80’ernes romantiske pop periode, eller du kun vil vide lidt mere om et af kristen musiks bedste bands, køb denne cd på www.m8.com. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð