Ghoti Hook; Songs We didn't Write
Tooth and Nail 1998
Ghoti Hook har sammen med andre Tooth & Nail bands som MXPX, Value Pac og Slick Shoes været blandt de populæreste pop/punk bands på det kristne marked, siden de udgav deres debut cd "Sumo Surprise" i 1996. Dette er bandets tredje album (deres andet var "Banana Man" fra 1998). Skiven indeholder, som titlen også siger, kun cover sange. Her er sange fra Elvis Presley, Willie Nelson, The cars, Michael W. Smith, Stavesacre, Joan Jett og Katrina and the Waves. Det er meget sjovt at høre hvordan Ghoti Hook har valgt at spille sangene. I sær er det sjovt at høre Michael W. Smith klassikeren "friends" spillet i højt punk tempo som faktisk klæder sanger godt. En anden sang som er sjov at høre er "walking on sunshine" (Katrina and tha waves), sangen er en punket ska sang som kører utrolig godt (sangen bliver også bandets næste video). Den bedste sang på cd'en er dog Joan Jett klassikeren "I love rock n' roll." Andre gode numre er; "earth angel" (Jesse Belvin) og "Where is my mind" (the pixies). Alt i alt eg meget sjov og underholdende cd. Jeg ville bare ønske at jeg kendte nogle flere af sangene på forhånd, så ville det jo være endnu sjovere. Fin cd hvis du kan lide pop/punk ala bad religion og the offspring. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Ghoti Hook; Two Years to Never

Tooth and Nail Records. 2000

Ghoti Hook har altid påstået, at de er et rock band og ikke et punk band. Alle undtaget bandet, har dog ikke været i tvivl om, at Ghoti Hook altid har været et poppet punk band, hvilket også er nemmere for undertegnede at forholde sig til, efter at have skamlyttet til bandets første tre udgivelser. Ghoti Hook debuterede i 1996, med den meget underholdene og glade plade Sumo Surprise som var punk/pop for alle pengene. Banana Man blev udgivet  i 1997, og fulgte i debutens fodspor, med  sange om knallerter, cowboyer, piger, sjov og ballade. På deres tredje album fra 1998, valgte bandet, at lave en hyldest til hvad de lyttede til, mens de voksede op, hvilket førte til mange fede coverversioner, bl.a. af Elvis Presley, The Cars, Joan Jett, Willie Nelson, The Pixies, Michael W. Smith og Katrina and the Waves. På denne plade, Songs We Didn’t Write, kunne man se et band i fremgang, selvom de kun lavede coverversioner. De pjattede børnestreger blev her stort set udskifte med seriøs rock musik, dog med nok at poppede punk numre til at holde fansene interesserede

 

På Two Years to Never, er Ghoti Hook måske blevet, hvad de altid har ønsket og påstået at have været; et rock band. Der er stort set ingen barnlige og legesyge numre på Two Years to Never, hvilket fører med sig, at vi ser Ghoti Hook fra en side, vi aldrig har set dem før. De har nemlig noget på hjerte her, og der er et budskab bag de hårde rock numre, hvilket jo er totalt nyt for Ghoti Hook. Musikalsk er Two Years to Never også bandets stærkeste album til dato. Som noget nyt er der blevet brugt piano og orgel på Two Years to Never, hvilket også er et skridt videre, for et forhen meget guitar-bas-trommer-og-vokalagtigt band. Two Years to Never vil virkelig sætte bandets gamle fans på prøve. De som elskede Ghoti Hook’s barnlige side, har mistet noget her, mens dem som kun har ventet på at bandet skulle komme videre, har en vinder i Two Years to Never. Jeg lytter til bandets tre første plader med jævne mellemrum, og kan faktisk godt lide dem alle tre, men Two Years to Never tager altså kagen. Forhåbentligt hører vi flere punk bands udvikle sig på denne måde i fremtiden. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Ginger Leigh; Broken By The World

Selvstændig. 2000

Så er der igen tid til et amerikansk industrial projekt. For nogle år siden, ville jeg sikkert synes, at dette var vildt underholdende og anderledes. Og for dem som ikke kender til musik udover det, som de bliver udsat for på MTV, lyder dette sikkert også anderledes – og måske samtidig skræmmende. Men folk som normalt hører industrial musik, opdager hurtigt, at Broken By The World er fuld af genbrugte beats og riffs. De seks numre på Broken By The World er godt nok varierede, hvilket bandet i det mindste skal have ros for. Men der er dog alligevel ikke noget, som rigtig formår at fange min opmærksomhed her. Det er elektroniske beats, computertrommer, etnisk perkussion, tunge guitar-riffs og digitalt forvrængede vokaler som overordnet skaber Giner Leighs lydbillede, sammen med en masse mærkelige elektroniske lyde, som stort set ikke lyder af noget. Skivens sidste nummer – Waiting For The Apocalypse – byder lytteren på en omgang sløjt perkussionsspil krydret med en støjende sirenelyd, som mest af alt minder mig om lyden, vi hørte da frokost pausen var færdig på min gamle arbejdsplads. Og hvor skræmmende et flashback er det ikke at få. Prøv igen... (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Ginger Leigh; From Artesia With Love

Red River Productions. 2001

Det må være omkring et halvt år siden, at jeg anmeldte Ginger Leighs sidste album. Dengang var jeg ikke imponeret, og rådede derfor manden til at prøve igen, og det har han tilsyneladende også gjort – desværre. Og tør man sige, at bedre er det ikke blevet? Man får allerede bange anelser i skivens første skæring, hvor Ginger Leigh prøver at kombinere indiske stemninger med sin kedelige form for industrial. Det er måske unødvendigt at sige, at det storkikser, og desværre kan Ginger Leigh ikke stoppe mens legen er god, fordi gentagne gange prøver han førnævnte mønster, og hver gang er det lige kedeligt, intetsigende og ligegyldigt. ”From Artesia With Love” er herved dømt til evig tavshed, i hvert fald hjemme hos mig, og du gør klogt i at bruge dine hårdt tjente penge andetsteds. (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Glorybox; Vacuum

Sally Forth Records, 1999

Producer; Emil Nikolaisen

Første gang jeg hørte om Glorybox, var sidste år, da de var på Færøerne, og lavede et par koncerter. Jeg var selv til to af deres koncerter, og forelskede mig på stedet i dette intense live band, og det samme gjorde mange andre Færinger. Efter tournéen på Færøerne, tog de til USA, hvor de spillede med bands, så kendte som All Star United og Ghoti Hook. Siden dengang har de fået en pladekontrakt med Sally Forth Records, et selvstændigt pladeselskab fra Holland. Ud af samarbejdet med Sally Forth, er deres første album Vacuum kommet, men man må sige at deres lydbillede, er lidt anderledes på cd’en end det var live. Dette gælder dog i det hele taget for støjrocken. Vacuum er dog en utrolig god plade, der går fra det helt stille og afslappede, til det helt ukoncentrerede og intense. Glorybox minder mig meget om bands som Morella’s Forrest og Royal, og det sidst nævnte kan man godt forstå, da Emil Nikolaisen fra Royal har produceret cd’en. Men hvor Morella’s Forrest en gang i mellem, lyder ufokuseret og kedeligt, lyder Glorybox derimod meget fangende, og sange som Farewell, Magnetic og Digital Lava, er noget af den smukkeste støjpop, man overhoved kan tænke sig. Man ved ikke hvad fremtiden har til Glorybox, men en ting er sikkert, der er ingen logisk forklaring på, hvorfor Glorybox ikke skulle være kristen musiks næsten store støjrock navn. (JJJJJ-)  Hans Jákup Eiðisgarð

 

Godrocket; saved,

Screaming giant Records, 15 sange- 1999

P; Godrocket

Ska bølgen har for længst lagt sig i den verdslige musik verden, men den kører stadig på det kristne marked. Et af de bands som prøver at holde ska-stilen i live er Godrocket, som albummet ”saved” samtidig også er Screaming Giants første horn-ska band Cd’en starter med strofen ”we’re on a mission from god”, som er tager fra filmen ”the blues brothers”. Derefter starter cd’ens klart fedeste nummer ”I wanna be like you”. Som sagt er Godrocket et ska band som bruger horn, men det er nu også punk rock guitaren som gør Godrocket interessante. Hvis du kan lide langsom ska, hurtig ska, swing, rap eller Supertones, så er der i hvert fald et eller andet her som skulle tiltale dem. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The goodbye letter; demo

Selvstændig 2000

Producer; ikke navngivet

Jeg kan ikke forstå, at emo kan have eksisteret, uden at jeg, fra starten, har været en fan af genren. Genren har dog i dag, eksisteret i et par år, og jeg har selvfølgelig spildt tiden på ska og pop/punk. Bummer. Heldigvis har jeg dog i dag, flere fede emo skiver, og den nyeste er en demo med The Goodbye Letter.

Der er kun 3 sange på CD’en, men udfra numrene får man en god idé om, hvilken vej drengene har tænkt sig at tage i karrieren.

Dette er som sagt emo, dog ikke så deprimerende som Appleseed Cast, og heller ikke så poppet som Brandtson eller Pop Unknown.

Jeg kan bedst lide de to første numre, som er fede elektriske numre. Det sidste er et lidt tilbagelænet nummer, hvor man i 2½ minut, venter på at drengene skal slå sig løs, men når de så endelig gør det, så gør de det også ordentligt.

Da dette er en demo, skal man ikke være nogen Sherlock Holmes, for at forstå at produktionskvaliteten ikke er på Madonna eller Michael Jackson niveau, men forhåbentligt skræmmer dette ikke farvel brevene, men i stedet får dem til at yde endnu mere. En lys fremtid kunne vente The Goodbye Letter, hvis bare demoen kommer i de rette hænder. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Goodye Letter; The Goodbye Letter

Theory 8 Records. 2000

Jeg anmeldte for et stykke tid siden The Goodbye Letters demo, og det ser ud til at den har giver bonus for bandet, som nu har fået en pladekontrakt med amerikanske pladeselskab Theory 8 Records. Deres lyd er den samme i dag, som den var på demoen sidste år, dog med betydeligt bedre produktion. Det er stadig emo’ens følelsesladede elementer der skaber The Goodbye Letter, men der er også elementer fra støjrocken, som også giver noget ekstra kød på. Det fede ved plader som denne er, at alt kan skifte så utrolig hurtigt eller overhoved ikke skifte. Der kan bliver kørt i samme rille længe, og man sidder bare og venter at der skal ske noget, men det gør der aldrig. I andre numre, kan der gå stille for sig, og man forventer, at de bliver ved en smule endnu, men pludselig er der bare vild kaos omkring en et stykke tid, før der atter er stilhed. Det er intenst men samtidig smukt at rejse i Goodbye Letter land, fordi at landskabet er så varieret og uudregneligt. The Goodbye Letter anbefaldes hvis du kan lide emo bands som Dear Ephesus, Brandtson, Pop Unknown eller Glorybox. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Grammatrain; live

ForeFront, 1999. S11

Producer; Pete Stewart

Grammatrain nåede i deres korte karriere (fra midten af 90erne til 1999) at udgive to cd’er; ”lonely house” (1995) og ”flying” (1997). Men efter at bandet sidste år afsluttede karrieren, er der kommet en live cd, optaget på tyske Christmas Rock Night Festival i julen 1998. Skiven indeholder 10 af bandets bedste sange fra begge albums, og en cover version af Larry Norman’s ”six o’clock news”. For die-hard fans er dette et must, men for os andre, har Grammatrain ikke lavet noget nyt med denne udgivelse. CD’en er dog ikke dårlig, slet ikke. Lyder er som den plejer at være, men jeg har svært ved at se dem for mig på scenen, bare ved at lytte til denne cd. Hver gang jeg sætter cd’en på, må jeg bare lige høre ”Jonah”, som jeg synes er Grammatrains bedste sang, først – den rykker også live. Alt i alt en cd der ikke vil tiltale alle, men for fans af Grammatrain eller grunge rock overhoved, skulle denne live optagelse være sagen. Jeg holder mig dog hellere til live optagelser som ”Welcome to the freak show” (dc Talk) eller ”Rattle and hum” (U2), men denne skal nok komme tilbage i cd-spilleren på et eller andet tidspunkt. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Great Fiction; Screaming Through The New Speak

Selvstændig

Hvis The Great Fiction var europæere, så ville de være rockstjerner i dag. Eller om ikke andet signet til et stort pladeselskab, som i sidste ende nok alligevel vil røvrende dem for en hel mase penge. Garanteret. Hvorfor jeg sådan tror på deres musik? Jo, men den Saybia dille der for tiden rører sig i Danmark, og Coldplay dille der ellers rører sig i resten af Europa (og andre steder med), ville The Great Fictions musik passe perfekt ind. Og især når man tænker på, at ”Screaming Through The New Speak” faktisk er mindst ligeså fedt, som det meste der rører sig indenfor førnævnte genre for tiden. Bandets sange er egentlig i al enkelthed ret afslappende og nede på jorden. Dan Zotts vokaler minder meget - nogen gange for meget – om Radioheads egen Thom Yorke, og det er også i Radiohead at The Great Fiction finder sin største inspiration. Radiohead er for The Great Fiction, det som Kurt Cobain og Nirvana var for hele den efterfølgende grunge-genre. Men i modsætning til de fleste af førnævnte sørgelige kopibands, så er The Great Fiction et band der, på trods af en tyndt budget, rent faktisk nærmer sig forbilledernes idolernes niveau. Ok, ”Screaming Through The New Speak” er måske ikke nogen ”Ok Computer”, men den bringer minderne om “Ok Computer” tilbage. Og jeg mener glade minder. Minder der gør, at man lige får lys til at høre ”Ok Computer” igen, efter at man har hørt ”Screaming Through The New Speak”. Og derefter? Ja, så har man lyst til at høre ”Screaming Thorugh The New Speak” igen. Og igen. Flere gange. Men udover vokalerne, så kan The Great Fiction også præsentere lytteren for sin egen emo-inspirerede version af nutidig indie-rock, der i modsætning til de fleste nutidige bands ikke står stille, men faktisk tager musikken til nye højder ved at prøve nye ting. ”Screaming Through The New Speak” er et fedt album, og det findes der det hele… I følelserne. Hvis Thom Yorke hørte The Great Fiction, så ville han blive stolt og tænke; ”Hold kæft, mand. Jeg startede det her”. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Green Olive Tree; Demo

Selvstændig udgivelse, 2000!

Producer; Ikke opgivet (s2)

Nogle bands skifter aldrig deres lyd ud, andre forandrer den med tiden, mens andre forandrer den hele tiden. Jeg ved ikke rigtig, hvilket man kan sige om Green Olive Tree, men når man tænker på deres CD ”Psalm 52:8” som var udgivet sidste år, så har der allerede været en kæmpe forandring. Der er kun to sange på demoen, så der er ikke ret meget at gå efter, for en anmelder her, men jeg kan godt lide, det jeg hører. Den glade lyd er væk, men er udskiftet med nogle rigtig følelsesbetonede lyde. Jeg tror, at jeg ville kalde dette emo. Begge sange begynder langsomt, men udvikler sig til rasende hardcore lyde. Jeg elsker denne slags musik. Alt er langsomt og smukt, men så bliver det hele så følelsesmæssigt, og boom, nogle rasende lyde rammer dig som tusind murstene. Dette er en meget god demo, og desuden burde den være god nok at sende til selskaberne. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Green Olive Tree; Psalm 52;8

Noble Mouse Records, 1999

Producer: Darian Stribling (s12)

Det er ikke alt for svært at se, hvad bandet Green Olive Tree handler om. Med en CD titel som ”Psalm 52:8” og med at spille coverversioner af kendte lovsangs klassikere som ”Turn your eyes upon Jesus” og ”Thank you Lord” (sang 11), er svaret ret oplagt. Ja, det er rigtigt, det du tænker! Green Olive Tree elsker Gud, og faktisk er det, hvad denne CD, i bund og grund, er om. Den er om, hvordan Gud altid er der for os, selv når alt andet ser ud til at svigte. I sangen ”No escape,” som også er min favorit sang på CD’en, synger de, Where can I go from your presence God? Where can I hide from Your face? If I run to the darkness, You uncover me, Your hand lifts me up from the deepest sea. If I make my bed in the pits of Hell, God, my God, You are there.” Det er denne nåde Green Olive Tree synger om. Musikalsk er Green Olive Tree er moderne rock band. Lyden er smule glad og “Feel-good” til tider, og i sange som “Famous Amos” og “My need,” lyder de en smule som Plush. Sangen “Mistaken” lyder som Bleach, og guitarspillet i “Dagobah” får mig til at tænke på Guardian på “Bottle Rocket.”

 

Jeg kan virkelig godt lide ”Psalm 52:8,” og ud af de 9 rock numre der er (der er i alt 12 med balladerne), er der faktisk ingen dårlige, selvom vokalerne ikke er alt for gode, på mere stille numre som ”When I’m alone” og ”Turn your eyes upon Jesus/Thank you Lord.” Produktionen er heller ikke perfekt, men når man tænker at dette selvstændig udgivelse, er den faktisk heller ikke værst. Jeg nyder virkelig at lytte til ”Psalm 52:8,” og jeg vil anbefale den til alle dem, der hører moderne rock musik. Pladeselskaberne burde også have øjnene åbne for dette band. Ja, så gode er de. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Green Olive Tree; Things I Tried To be

Syntax Records/Noble Mouse. 2001

Sidste år anmeldte jeg Green Olive Trees debut-plade, og en af deres gamle demoer. Jeg sagde allerede dengang, at materialet var godt nok til at få bandet signet, og det havde jeg også ret i, selvom det ikke just blev de store selskaber der faldt for bandet, men derimod bliver det de små, men respektive, Noble Mouse og Syntax Records som i fællesskab udgiver ”Things I Tried To Be”. Teknisk, lyd og produktionsmæssigt står ”Things I Tried To Be” som et milepæl i bandets historie, selvom produktionen aldrig helt rammer perfektionismen. Selvom lydkvaliteten på ”Things I Tried To Be” absolut er det bedste som hidtil er kommet fra bandets side, så er jeg dog ikke videre imponeret. Det er nemlig blevet mindre overskueligt at lytte til Green Olive Tree i dag. Ikke fordi at gruppen er blevet dårligere til at spille, fordi de kan såmænd stadig sætte gang i den. Det er mere det, at gruppen virker mindre fokuseret på ”Things I Tried To Be” end på forgængeren. Og stilsforvirring er nok ordet som bedste kan beskrive gruppens musikalske tilstand. De bevæger sig fra moderne rock, over grunge, via punk-pop til hardcore, og tilbage igen, uden på noget som helst tildspunkt at virke helt på hjemmebane. På trods af den forbedrede lydkvalitet, kan jeg ikke være andet end være lidt skuffet over den nye skive, og ikke mindst på grund af nye fortolkning af nummeret ”No Escape”  som også var at finde på forgængeren - og som rent faktisk var førnævntes bedste bud på et hit – som her får en uheldig behandling. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Gretchen: Mouth Full Of Nails

Rugged Records. 2001

Jeg har før hørt om Gretchens nye skive, ”Mouth Full Of Nails” – og kunne egentlig godt forestille mig det også – at produceren Travis Wyrick fylder en anelse for meget i bandets musik. Jeg har også hørt, at indflydelser fra bands som King’s X er nemme at spore i bandets lydunivers, men hverken den ene eller anden påstand er korrekt, hvis du spørger mig. Bortset fra i ”Desire” er der ikke ret mange King’s X ligheder, og der er heller ikke ret meget elektronisk rock a la Travis Wyrick her heller. Derimod er der nok af glad og iørefaldende sommer rock. Mia minder til tider om Gwen Steffani (No Doubt) og hende fra Letters To Cleo, andre gange om Amanda Stewens (Normandy) og Tracy Bonham, og i de mere fredelige øjeblikke endda lidt om Rebecca st. James. Der er masser af tungt guitarspil til at bakke pop-rocken op med, og til tider er der skrevet Galactic Cowboys med stort over skidtet. Jeg havde hørt mange dårlige ting om Gretchen, men jeg blev – heldigvis – positivt overrasket, efter at have gennemlyttet skiven nogen par gange. Der er nok af gode pop-rock numre på ”Mouth Full Of Nails” som vil rokke din verden, men måske coveret af Billy Idols ”White Wedding” ville være bedre urørt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Guardian; Live

ForeFront, 2000

Producer; Tony Palacios og Guardian

Det er altid sørgeligt, at se et godt band tage afsked med deres fans, og det er netop hvad Guardian for nylig har gjort. De har dog været så elskværdige at tage afsked ved at udgive en live plade. Og netop live plader er meget populære for tiden, både Five Iron Frenzy, Grammatrain og flere andre, har også for nylig udgivet live plader, og det ser ud til at folket kan lide disse udgivelser. Guardian har dog i modsætning til disse bands, været en part af den kristne industri siden slutningen af 80’erne, og med succes fra starten af 90’erne, og netop derfor skulle man tro at deres live plade kom at være mere varieret, end de andres, men det viser sig, at de har valgt kun at spille numre fra Bottle Rocket og Buzz, samt et cover nummer. Cover nummeret er U2’s fantastiske Pride (in the name of love), og skal man spille U2 numre, så må man gøre det godt eller også være til grin. Guardian har gjort det godt, og hvis Bono og de andre hørte nummeret, tror jeg at de ville synes om det.

 

De andre ni numre, er som sagt fordelt mellem pladerne Bottle Rocket og Buzz, og når der absolut kun skal vælges fra disse plader, så er udvalget så godt som det overhoved kan være. Her finder vi Bottle Rocket, Coffee Can, Psychadelic Runaway, Revelation og Babble On, som er nogle af de fedeste numre, fra den moderne rock periode i Guardians karriere. Live er en god og underholdende plade, og derfor en værdig måde for Guardian at tage afsked med deres fans på. Vi vil savne jer drenge. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Half-Handed Cloud; Learning About Your Scale

SoundsFamilyre. 2001

Amerikanerne har ikke andet end rosende ord at sige om sanger og sangskriver John Ringhofer, hjernen bag navnet Half-Handed Cloud. Men lad ikke ordene sanger og sangskriver give dig det forkerte indtryk, for det er ikke et almindeligt singer/songwriter projekt, der her. Det undrer mig heller ikke, at Half-Handen Cloud skulle vise sig at være en af sidste års mærkeligste artister, når albummet jo udkommer på Sounds Familyre, hvilket jo er pladeselskabet som bliver styret af ingen mindre end weirdo nummer et, Daniel Smith, fra The Danielson Family. John Ringhofer er lidt af en original og samtidig en galning ikke ulige Beck i idéer, selvom han stilmæssigt ligger nogle gader i modsatte retning. Alt fra folk musik og singer/songwriter materiale til underlige sammensætninger af tuba, fransk horn, cello, fløjte, sav, kazoo, gummi and og fugle fløjten kommer for dagsordenen, og gør ”Learning About Your Scale” til en pærevælling af 25 de mest underlige numre hørt i en længere periode. 25 numre som gennemsnitligt kun ligger på omkring en et minutlængde. Men Half-Handen Cloud kan også være andet end kun underlig, hvilket han beviser med til tider dejlige for og baggrundsvokaler, når han i bedste Simon & Garfunkel eller Beach Boys stil fyrer alle harmonierne af. Andre tider lægger han sin lidt længere hen ad førnævnte Daniel Smith’s falsetto-stemme, hvilket kan blive lige i overkanten, men sammenlagt er ”Learning About Your Scale” dog et godt og underholdende album, som absolut er for dig som leder efter noget anderledes, noget frisk og noget nyt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Half-Handed Cloud; We Haven’t Just Been Told, We Have Been Loved

Asthmatic Kitty/SoundsFamilyre. 01-10-2002

Half-Handed Clouds “Learning About Your Scale” var en af sidste års mest charmerede albums med dens mange underlige og anderledes numre, og for dem der rigtig fik John Ringhofers underlige sammensætning tæt ind på hjertet, kan jeg berette, at det nye album højst sandsynligvis vil komme ligeså tæt på. Bandet har ikke ændret på den formel der på debutalbummet blev rost skyhøjt. Talen er stadig om den mest underlige form for singer/songwriter-stil man kan tænke sig. Det gør det heller ikke mindre underligt, at Daniel Smith (Danielson Family) har produceret albummet. Daniel Smith er også tydeligvis en mand John Ringhofer har stor respekt for, og en mand han i allerhøjeste grad er inspireret af. John Ringhofers sange er dog langt mere afvekslende og kommer meget videre omkring, end nogen Danielson Family sang nogensinde gjorde, og igennem albummets 24 numre står alverdens underlige instrumenter (og alt muligt andet) i kø for at bevise min påstand. Men lad os ikke dvæle længere ved det men nøjes med at sige, at læseren må høre galskaben for sig selv inden man kan forstå den, idet den er svær at forklare. Men lad mig blot afslutte med at sige, at John Ringhofer ikke er bange for at smidt en piv, hamrende falsk tuba-soli oveni en ellers dejlig pop-sang. Så er spørgsmålet om det skræmmer dig, eller om det også vækker din nysgerrighed. You are on your own. (JJJJ--)  

 

The Halo Friendlies; Acid Wash
Jackson Rubio 1999
Efter sidste års gode cd anmeldelser, er The Halo Friendlies vendt tilbage med en 5-sangs ep. Selvom der ikke er mere end 5 sange, så kan man karakterisere stilen som både surf-pop, rock n'roll og punk. The Halo Friendlies har en meget simpel og iørefaldende lyd. Det helt unormale ved The Halo Friendslies er, at alle fire medlemmer er kvinder - vav. Selvom der kun er 5 sange at dømme efter, så får "Acid Wash" hele 4 point på grund af dejlige, sjove og iørefaldende numre - og produktionen er heller ikke værst. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Hammertown; Hammertown

Selvstændig. 2001

CCM Magazine er det mest læste musikblad, når det gælder kristen popmusik, så det skulle være et stort skulderklap når netop førnævnte CCM Magazine roser amerikanske usignede grungeband Hammertown for deres fede numre. Jeg har bare svært ved at høre præcis hvad CCM Magazine var så vilde med, for når jeg hører Hammertown, så hører jeg kedelige og grå grungenumre som ikke indeholder en eneste original, spændende eller for den sags skyld ny idé. Det er den samme grungerock som man har lagt øre til i over et årti efterhånden, dog uden nogen form for opdateringer. Det kan godt være, at Creed stadigvæk er interessante når det gælder god og underholdene grungerock, og det kan godt være, at et band som Staind formår at toppe alverdens hitlister, men hvis Hammertown har i sinde at gøre det samme, så skal der meget mere til end det her. Dette album kunne sagtens være skitser af ufærdige numre som Creed eller Lifehouse valgte at kassere. Man skal være fan af genren for at kunne se værdien i dette udspil. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Hardsell; Breaking The Jaw

I Scream Records. 28-10-2002

I modsætning til Judas Priest, der i sin tid var mestre i at ”Breaking The Law”, hælder punkgruppen Hardsell lidt mere i retning af ”Breaking The Jaw,” og det er vist ikke helt urealistisk, at en kæbe går af led i ny og næ, hvis deres live-shows overgår den beskidte rock og rul bandet præsenterer på dette, deres nye album. Bandets lige-ud-ad-landevejen punk og hardcore, har faktisk ligeså meget tilfælles med Motorhead, som med hvilket som helst punk eller hardcore band derude, og det gør da i allerhøjeste grad ikke noget, for det fungerer. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Fred Haring; This Grand Parade

Grandma Katherine’s Music. 2000

Fred Haring er endnu en amerikansk sanger/sangskriver kunstner, som man næppe har hørt meget om i

Danmark. This Grand Parade er hans andet album, og udgivet på et lille underground selskab som hedder Graddma Katherine’s Music. Selvom man skulle tro sådan et album var lavet på billigeste måde, så kan man ikke finde skygge af uprofessionalisme på This Grand Parade, og måske skyldes dette også pladens producer Dan Baird fra The Georgia Sattelites og Greg Calbi som har masteret albummet, og som også arbejdet for bands som R.E.M og U2. Fred Haring er en lidt typisk amerikansk sanger/sangskriver, med elektrisk guitar-baserede rock numre, spillet af Jimi Hendrix (det står der altså ?????), krydret med piano, orgel, banjoer, en skule folk musik og tungt med alternativ country. Der er flere ørehængere på This Grand Parade, med Work in Progress er et sikkert radio hit. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Havalina Rail co.; America
Jackson Rubio 1999
Efter The Danielson Family, er Havalina Rail Co. uden tvivl kristen musiks både mærkeligste, originale og unikke band. Det bliver ofte sagt, at enten elsker man dem, eller også misforstår man dem. Jeg har altid været blandt dem som har misforstået, men på den nyeste cd "America," tror jeg, at jeg begynder at forstå en smule - i hvert fald kan jeg godt lide musikken, hvilken jeg ikke kunne ved de andre Havalina cd'er. På "America vil Havanlina Rail Co. tage dig på en geografisk og musikalsk rejse - i ordets sande forstand. Cd'en er nemlig skrevet som en rejse over Amerika.

Jeg tror i øvrigt også at dette er en virkelig rejse, som gutterne og Lori har været på, fordi der er noter til hver sang som fortæller os om hvad, hvor og hvornår. Cd'en ville være en helt utrolig soundtrack til en eller anden road-movie. Musikken spænder så vidt, at det ikke før er set på det kristne marked, og der bliver eksperimenteret med alle mulige slags live-instrumenter; f. eks, el-guitar, akk-guitar, steel guitar, mund harpe, harmonika, el-bas, kontra bas, trommer, perkussion, vaskebræt, saxofon, orgel, violin og så videre. Der er som så ingen bestemt stil over Havalina. De spiller det som falder dem ind at spille. F. eks. Spiller de blues, jazz, rock, country og rock-a-billy. Du kan høre alt her. Både før omtalte road-musik, Lou Reed type vokaler, Beethoven's niende symphony spillet på guitar og George of the jungle trommer. J eg anbefaler alle som kan lide landevejs-musik at købe denne skive, men skulle det være at du ikke kan lide cd'en, giv den til din far eller endda din farfar. Pengene kan ikke bruges forkert. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Headrush; Headrush

P.J. Music.

I promo-papirerne bliver Headrush beskrevet som et band, der ligger på grænsen imellem rock, punk og metal. Og derfor tænker man bare ”HVAD”?, når musikken er ved at nå mod enden. Punk og metal er der ikke nogle spor af, men rock, ja det er der derimod nok af. Headrush er sådan et alternativt rock band, som er meget inspireret af grunge-bølgen. Og forsangeren lider også nogen gange af Eddie Vedder syndromet, ligesom så mange andre debutant rock-vokalister. Men når dette er kommet af vejen, så er Headrush faktisk slet ikke så dårlige. Der er numre som virkelig kunne gå rent hjem hos fans af denne musik. I USA er denne musikgenre enormt populær, så det er måske der Headrush i første omgang skal prøve at etablere sig. Men jeg kan godt forestille mig, at Headrush kunne nå langt i Europa også, hvis først de fik det ene ben ind i varmen. Men som bandet selv tager til: ”Det kan kun blive bedre”. Og med en lidt bedre produktion, nogle numre som er lidt mere fokuserede, så bliver det bedre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

David Heavener; Outlaw prophet

Henner Music, 1999

Producer; Russ Long & David  Heavener

For dem der ikke ved det, har David Heavener i flere år været en kendt action og voldsfilmstjerne, men efter at han blev kristen, har han vendt denne filmsgenre baget, og er startet på at lave film med positive budskaber, hvor the gode vinder over det onde. Den første kristne film David har lavet, hedder ”Outlaw Prophet,” og til filmen har han selv også lavet en soundtrack, hvor han har skrevet alle numrene og selv synger. Til at hjælpe med instrumenterne har han fået, kendte musikere som Jamie Rowe (Guardian) til at lave baggrund vokaler, Tony Palacios (Guardian) til at spille guitar, Jerry McPherson (Steve Taylor, Amy Grant m.fl.) til at spille guitar, Chis Donahue til at spille bas, Steve Brewster (Michael W. Smith) til at spille trommer og Phil Madeira (som har spillet for alle) til at spille keyboard. CD’en starter med en sang, som virkelig minder mig om Guardian (ca. ”Miracle mile”) og Bon Jovi. I de mere rockede numre lyder David som Petra gjorde i sine gode dage (1988 til 1991). Ellers bliver der for det meste spillet blues her, hvilket under ingen omstændigheder er noget problem, da man har så gode musikere bag sig. I ”Manger to the cross” kommer jeg at tænke på gammelt Michael Card materiale, eller skotsk folkemusik.

Nu har jeg ikke set filmen, så derfor er det umuligt at sige, hvordan musikken er i forhold til filmen. En ting ved jeg i hvert fald, og det er, at dette er ikke den slags soundtracks der sælger ret meget, men det betyder ikke at dette ikke er kvalitets musik! Hvis du er til biker rock, blues eller Guardian’s gamle materiale, køb ”Outlaw Prophet,” hvis ikke hold dig langt væk. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

  

Heart Of Love Band; The Lamb

Heart Of Love Records. 2000

Heart Of Love Band er Bob Young’s (Emerald Vein) nye band. Bandet består af ham og hans kone Susan Young og to andre medlemmer. Deres musik ligner Emerald Vein noget, selvom 80’er melodierne ikke er høre nogen steder. Der er ni numre, af simpel, og ofte, akustisk guitar baseret rock, med kristne tekster at høre på The Lamb. Hvad dog gør at Heart Of Love band ikke er ligeså godt som Emerald Vein’s musik, er at vokalharmonierne på ingen måde er nær så gode. De er meget kedelige, og især når Susan skal prøve at synge opera bliver det for meget. Da har jeg simpelthen lyst til at slukke for lortet, og det er heller ikke fordi, at jeg ikke kan lide operavokaler, fordi det gør jeg, hvis de er godt sunget. Susan synger dem bare ikke godt. Hun kan nemlig overhoved ikke kan synge opera. Gid hun selv vidste det. The Lamb er en ekstremt kedelig og ligegyldig udgivelse, og så er dette deres anden udgivelse. Hvordan i guds navn mon den første så lyder. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Himlaväsen; Brothers, 1999

Feedback Records, (s11)

Producer; Sven Fridolfsson & Lars Nilsson

Hvor sjovt. De gamle drenge i Himlaväsen, ser ud til at have set filmen ”Blues Brothers” en gang for meget. På CD-coveret er et billede af to små drenge med hat og solbriller, klædt i sort, og med guitar og saxofon i hånden. De andre billeder er på samme måde, dog med bandets medlemmer, og på bagsiden af coveret står; Brothers (navnet på CD’en) – on a mission from God. Musikalsk ligger Himlaväsen, som har eksisteret siden 1978, ikke så langt væk fra The Blues Brothers’ musik. CD’en starter ret fedt, med et instrumentalt big band swing nummer, hvor man kan høre at drengene kan spille. Hele albummet er optaget live i studio'et, hvilket er noget man absolut ikke kan høre.

Himlaväsen spiller blues, men der er ikke nogen Gary Moore guitar-solo’er her, men der er masser blæse instrumenter, som giver dem en mere jazzet og swinget lyd. Der er også en pæn portion funk og soul at finde på ”Brothers.”

Himlaväsen har selv lavet alle numrene, uden ”My feet are on the rock,” som er et Larry Norman nummer.

Jeg kan godt lide en lille omgang blues en gang imellem, men jeg vil ikke kalde mig en blues fan, og derfor vil jeg kun lytte til ”Brothers” en gang imellem, men der skal dog ikke gives bundkarakter for det. Kvalitets musik er kvalitets musik. Køb ”Brothers” fra Royal ApS på [email protected]. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Home Team; Time and Place

Rocketstar/Nordic Metal. 2002

Det er værre ting at være end et emo-band i Amerika i dag. I hvert fald hvis man har i sinde, at markedsføre sig selv til den amerikanske moderne rock elskende ungdom. Der overe fylder emo-bands den ene ungdomsfilmssoundtrack efter den anden sammen med ligesindede pop-punk bands. Europa har langtfra delt samme iver for genren, men det sidste år har dog åbnet mange europæiske øjne for genren, og måske især bands som Jimmy Eat World og The Get Up Kids. Det er altid nemmest at sammenligne et band med de mest oplagte og populære bands indenfor genren, men i The Home Teams tilfælde, så er det måske netop til fans af førnævnte bands det amerikanske udehold vil appellere til. Men derfor er det ikke sagt, at det kun er de sædvanlige emo-sange bandet roder rundt, for bandet rører også lidt mindre seriøse sider af indie-rocken og ren og skær almindelig moderne pop-rock. Ikke nødvendigvis noget revolutionerende for nogen af delene, men ikke desto mindre har The Home Team formået at skrue nogle gode og solide pop-sange sammen, der har en længere holdbarhed end til en enkelt dag i cd-spilleren. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Honeymoon Suite; Dreamland

Frontiers/Nordic Metal. 2002

Efter fire studiealbums, et live-album, en “greatest hits” skive, og over en millions solgte eksemplarer af førnævnte, er Honeymoon Suite tilbage efter ti års stilhed. Og hvorfor mon? Tja, kunne det være fordi, at der i år er præcis 20 år siden, at bandet for første gang spillede sammen? Måske? Men i hvert fald, så har de formået at få nogle gode sange ud af det, i modsætning til mange andre af deres jubilæumsnostalgiske kollegaer. Stilmæssigt er ”Dreamland” præcis det man på forhånd kunne have regnet med; 99% melodisk hard rock af AOR (Adult Oriented rock) skolen, der var så populær engang tidligt i 80’erne. Og når jeg siger 99%, så er det fordi, at skæring 1, What I Know”, på trods af sangtitlen, lyder mere som en moderne rocksang end som en decideret melodisk 80’er rock sag. Men herefter træder bandet egne marker, hvilket de gør udmærket i ”So Hard”, ”Still Lovin’ You”, ”Just Love Somebody” og ”The Way To Do It” - der pudsigt nok er skæringerne 2, 3, 4 og 5 – men herefter træder bandet, udover egne marker, også vande i form af nogle mere eller mindre kedelige sange, og ikke mindst nogle pinlige semi-lighter ballader. Til tider udmærket. Til tider ikke. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Steve Howe; Skyline

InsideOut/Nordic Metal. 2002

Steve Howes tid som guitarist i Yes – en af tidernes største prog. rock bands – vil blive husket for altid. Og selvom han ikke var med i den originale besætning, så vil folk altid se Steve Howe som en af de klassiske – en fra den absolutte storhedstid. Men en flot fortid behøver vel ikke at betyde, at det nyeste materiale er noget værd, vel? Med det er der dog ikke sagt, at Steve Howes splinternye soloalbum, ”Skyline”, ikke er noget værd. Det er helt ok, hvis det er den slags musik man kan lide, men det er ingenting, og jeg mener ingenting, sammenlignet med det helt gamle Yes. Men det er netop det. Det kan ikke sammenlignes - og skal det sikkert heller ikke. ”Skyline” er en instrumental guitarplade, der for det meste foregår helt stille og roligt, uden det store adrenalinoverbrug. Velspillet er den, bevares alt andet ville være helt ved siden af, når man snakker Howe. Men det er ikke noget, man som rockfan virkelig længtes efter at høre. Lad os nøjes med at sige, at det kan være lidt små kedeligt til tider. Anbefales til baggrundsmusik til højtidelige arrangementer -  eller de lange søndagsmorgner. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Huddle; Basement Carnival

Selvstændig. 2001

Endelig en rigtig imponerende pop-rock skive fra et moderne, selvstændigt amerikansk band. I Amerika er folk syge efter college-rock skiver som ”Basement Carnival”, men europæerne har lidt sværere ved at fordøje denne slags sukkersøde pop-rock, men bands som Counting Crows, Hootie & The Blowfish, Dave Matthews Band osv. er langsomt ved at overtage det europæiske publikum. Det er ikke endelig fordi, at Huddle har så meget tilfælles med ovennævnte bands, udover det faktum at de er fra USA, og at de spiller moderne og radiovenlig pop-rock. Hvis jeg skulle sammenligne Huddle med noget, så skulle det være Cædmon’s Call, i det at Huddles  akustiskbaserede guitarnumre ligger meget tæt op ad det vi ofte hører fra Cædmon’s Call. Huddler er dog mere energiske i deres kompositioner, og tager el-guitaren langt hyppigere i brug end førnævnte, men jeg kunne godt forestille mig, at hvis Cædmon’s Call fyrende nogle heftigt elektriske guitarliner af, at det så ville lyde nogenlunde som Huddle lyder i dag. Og forsangeren har endda visse ligheder med Cædmon’s calls, Derek Webb. Vi kommer nok at høre meget mere til Huddle i fremtiden, og det er ikke noget at være ked af. ”Basement Carnival” er en udmærket udgivelse, og vidste du at tre ud bandets fire medlemmerne brødre, og at de stadig kun er skoledrenge? Det gør det bare endnu sjovere, gør det ikke? (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Glenn Hughes; Different Stages

SPV/Nordic Metal. 2002

Forestil dig, at du befinder dig i 1970’erne, hvor du får et tilbud om at blive forsanger i Electric Light Orchestra, hvilket du pænt takker nej tak til. Det ville være totalt sindssygt ikke? Jo vist det ville være…  hvis det var dig. Men det ville det ikke være, hvis man var en Mr. Glenn Hughes, der takkede nej tak til ELO for i stedet at blive medlem af Deep Purple. Efter sin tid i Deep Purple har Glenn også medvirket på et utal af albumudgivelser med andre bands, hvoraf bl.a. Black Sabbat, John Norum, Gary Moore, Dokken og Motley Crue kan nævnes, for slet ikke at komme ind på hans egne soloudgivelser. ”Different Stages” er en kompilationsskive med alt det bedste Glenn Hughes indtil nu har udgivet som solokunstner. Materialet, der varer i over 100 minutter og spreder sig over to cd’er, spænder fra live-optagelser fra ”Burning Japan Live” til studieoptagelser af Glenns andre albums som ”Feel”, ”Addiction”, ”The Way It Is”, Return Of Crystal Karma” og ”Building the Machine”, samt enkelte sjældne godbidder også. At Glenn og SPV vælger at udgive en ”best Of” skive må vel betragtes som helt ok, eftersom manden har et bredt udvalg af rocksange bag sig, og ikke mindst når man tænker på hans position som vokalist i et af rockhistorien største navne. Sidstnævnte er dog i bund og grund ikke noget der vedkommer denne udgivelse, i det der her ikke fokuseres på førnævnte periode, men ene og alene om Glenns tid som solokunstner. Det eneste minus ved denne udgivelse, er nogle af live optagelserne fra ”Burning Japan Live”, og måske især fra bonus-cd’en ”Live In South Africa”, hvor der går lidt for meget legeplads i skidtet, som Glenns hyrede musikere jammer sig igennem langvarige og lidt kedelige sange, der en gang endda toppes (omvendt vej) af Glenn der brøler ”can you feel it?” Sagde jeg, at jeg ikke følte noget? Nå, men det gjorde jeg altså ikke. Ellers er dette en udmærket kompilations-cd der bestemt fortjener at stå i enhvers rock fans samling. (JJJJ--) Hans Jákup EIðisgarð 

 

The Huntingtons; The Good, The Bad and The Ugly
Tooth and Nail Records 1999
Uh ha, dette er er lige den slags pop/punk musik, som jeg forelskede mig i for et par år siden. Jeg var lige begyndt at tro at pop/punk var blevet kedeligt, men her er The Huntingtons og frelser mig fra disse tanker. Jeg købte bandets "Sweet Sixteen," som kom ud i 1996, men blev aldrig rigtigt høj på cd'en, måske på grund af den dårlige lydkvalitet. Nu i 1999 er Huntingtons på banen igen med deres 7. (der er 8 nu, nr. 8 hedder "File under Ramone") album, og jeg har ikke fået en mulighed for at høre de 5 som er imellem 1 og 7, og jeg føler efter at have hørt denne skive, at jeg har mistet noget. Dette er en live cd, og den kører utrolig godt hele vejen igennem. Dejlige pop/punk sange med masser af tempo og vidunderlige oh oh omkvæder, lige på den måde som jeg elsker dem. Hvis du er til Ramones, The Clash eller Value Pac burde du måske tænke på at købe "The Good, the Bad and the Ugly," den er bare for fed! Der er kun et minus ved cd'en, og det er at den har 22 sange, men kun varer omkring 36 minutter. Er det ikke lige lovligt kort for så fed live optagelse? Nå ja, så er det teksterne? Ja, de er da selvfølgelig om piger hele vejen igennem - ikke også? (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Huntingtons; Songs In The Key Of You

Tooth And Nail Records. 2001

Der sprøjter bare albums ud fra The Huntingtons side. ”Songs In The Key Of You” er deres sjette album for Tooth And Nail Records på kun helt få år, så mon ikke der er kommet omkring 10 albums fra bandet kun siden 1996, hvis man tæller deres selvstændige albums og dem for de mindre selskaber med??? Det bliver vist ikke helt ved siden af. Ok, jeg har ikke hørt fra bandet siden live-skiven ”The Good, The Bad and The Ugly”, og jeg har faktisk ikke savnet dem, men efter at have hørt ”Songs In The Key Of You” må jeg indrømme, at jeg ikke ved hvorfor. De er nemlig federe end nogensinde. For dem der ikke ved det, så er The Huntingtons selvproklamerede Ramones efterlignere, og de har såmænd lavet et god bunke Ramones cover-numre igennem tiderne, men denne gang er numrene deres helt egne (ok, det plejer de som regel også for det meste at være, men alligevel). Der er dog masser af Ramones lignende lalleglad punk at finde på ”Songs In The Key Of You”, og bedst bliver det i nummeret ”Nobody Likes Me”, hvor bandet nærmest overhaler idolerne i ørevenlighed. For fans af glad punk rock med hey-ho og oh-oh-oh omkvæder, og tekster som ikke får en at tænke for meget. ”Songs In The Key Of You” er et af årets bedste punk albums, hvis man er til punk af den sødere slags. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

I AM: Cast

3’arin, 1999

Producer; IN-G

Hvis man siger I AM på Færøerne, ved alle hvad man snakker om. Nemlig den populæreste pop/rock gruppe i landet. Bandet har lige udgivet deres debut cd, som har været undervejs i mere end et år efterhånden. Live har bandet været kendt for deres rock lyd, men på debut cd’en er stilen blevet mere poppet og overproduceret, hvilket man kan takke deres producer IN-G for. Lydmæssigt må man sige, at dette er en af de bedste udgivelser overhoved, lavet på Færøerne. I AM har fået kendte (færing) Óli Poulsen, som før bl.a. har produceret for Michael Learns to Rock og Prince, at mikse albummet, og det må man sige har givet bonus. Der er 11 sange på cd’en, hvoraf to er på færøsk, mens de andre 9 er på engelsk. 

 

Sangen ”alla leið” er allerede blevet et hit på den færøske hitliste, mens flere andre sange er at høre næsten hver dag i radioen. Sangen ”alla leið” er samtidig også den bedste sang på cd’en, men også rock sangen ”Willy vs. Jesus” er helt vildt fed, og det er denne sang I AM skal satse på, hvis de skal have et udenlandsk hit. I AM er som sagt oprindeligt et rock band, men på denne cd er der ikke nogen igennem gående stil. Der er både ballader som lyder i retning af Michael W. Smith, R&B i sangen ”Hyggi út gluggan,” dance i sangen ”Last night 99,” og dertil er der er dømt rock fest med sange som ”Everything,” ”Willy vs. Jesus,” ”Alla Leið,” ”Man on the Moon” og  ”Edge.” Der er kun en sang på skiven, som jeg ikke bryder mig om, og der er sangen ”God’s Child,” som er en meget kedelig ballade. Ellers er dette, på alle måder en meget fed udgave, og man fristes til at dømme ”Cast” til årets færøske cd. Skiven er så god at jeg ikke gider at brokke mig om teksterne i ”Everything” (læs; dårlig tekst). I AM’s debut cd ”Cast” får 4 ud af 6 points for at levere gode pop/rock sange, god lyd, god produktion, og en flot coverpakke. Kort sagt, der er ikke lagt fingre imellem nogen steder. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

I Am; Presentation CD 2002

Selvstændig. 2002

Når jeg siger I Am, så ryster danskerne bare på hovederne, og af god grund! Der er nemlig ingen der kender bandet, idet de endnu aldrig har udgivet deres musik i Danmark. Men på Færøerne betragtes gruppen som noget i retning af popstjerner. I hvert fald har de (mindst) ved to lejligheder toppet den officielle færøske radiohitliste, været i finalen i landets største musikkonkurrence, plus at de efter færøske standarder har solgt meget pænt af deres debut album ”Cast.” Derudover har de spillet alle steder i landet, hvor respektable bands på Færøerne spiller. Og ikke nok med det. I Am har nemlig også været på en mini-tour i Island og spillet på Skærsgårds Festilvalen i Norge, og ifølge bandet begge gange med god respons. Efter hvad forstås er det endnu uvist hvornår en opfølger til ”Cast” optages og udgives, men om ikke andet, så cirkulerer en I Am demo i øjeblikket, om end det nok mest er iblandt pladeselskaber, koncertarrangører og anmeldere. Demoen indeholder fire numre og en del computermateriale. Sidstnævnte består af videoklip, billeder, biografi, kontaktinformation… Du ved, det sædvanlige. På musikfronten lægges der ud med ”Believe,” der er taget fra finalen i Prix Føroyar turneringen og allerede har hittet på færøsk radio, dog i en remixet version, hvilket godt kunne være skæring to der nemlig er en studieversion af selv samme nummer. Dernæst følger et lidt mere stilfærdig nummer, der er smukt på en Deliriou5 lignende måde… Og indtil videre er demoen skam ganske udmærket, men som afslutning har I Am valgt at bruge nummer et hittet ”Friðsæla Stund,” der ligesom ”Believe” er optaget til finalen i Prix Føroyar. Nummeret er velskrevet og på sin vis smukt, men samtidig er det også en anelse kedeligt. Og så er dette nummer et godt eksempel på den stilforvirring I Am siden starten har båret på. Sammenlagt er dette en udmærket demo der absolut er værd at eje, hvis den vel at mærke kan anskaffes til privatbrug. Mit endelige råd til I Am i forbindelse med denne demo må være: Mere i retning af ”Believe” (eller gerne hårdere) og dels i retning af skæring tre, og mindre, meget mindre, i retning af ”Friðsæla Stund” – tak. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Inspection 12; In Recovery

Fat Wreck Chords. 28-05-2001

Punk musikken har altid været lig med guitar, bas, trommer og sang. Helt fra starten. Dengang da punken brød ud af undergrunden, var det heller ikke nødvendigt med andet. Dengang kunne man bare gå ud på punkmarken, og tage til sig af goderne. Man kunne fylde både pose og sæk med de fedeste guitarriffs og bas-linjer, samt de vildeste trommetakter og vokaler, fordi markene dengang endnu ikke var blevet høstet. I dag har de været høstede mange gange – ja, måske endda en gang for meget. Der bliver næsten høstet mere end der vokser, og derfor er det svært for de nyere bands at følge med, og at stadigvæk lyde interessant på en scene hvor alt er afprøvet, både helt fra de mest aggressivt socialistiske venstre kroge til de mere moderne og naivt materialistiske tyggegummipunkplader. Derfor prøver flere og flere bands, at inddrage nye aspekter ind i deres punkverden. Nogle inddrager lidt inspirationer fra emo-rocken, nogle følger hardcore-udviklingen nøje, og andre prøver at tage punken endnu længere ind popens verden. Inspection 12 er ikke den slags punkband, som nøjes med guitar, bas og trommer. Nej, andre og mere spædende ting skal udforskes. Det meste af pladen lyder dog ikke ret meget anderledes fra resten af MTV-punken, men det hjælper lidt på det, når der eksperimenteres med violiner, celloer, piano, orgel og tribale-slaginstrumenter, samt trompeter tromboner og saxofoner som dog ikke er helt ukendt i punkens verden, siden ska-bølgen begyndte at trænge sig ind på punkscenen. På trods af det utypiske instrumentvalg og sammensætning, så har Inspection 12 dog ikke lavet noget revolutionerende på ”In Recovery”, men de har formået at lave en ganske iørefaldende og svingende pop-skive, som ganske vist kan tåle en del gennemlytninger inden den smides på cd-hylden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

The Insyderz; Skalleluia
Squint Entertainment 1998
Siden jeg for første gang, hørte de fantastiske ska lyde fra bands som Five Iron Frenzy og Supertones, har jeg været en ska fan. Når jeg så hørte om denne skive, tænkte jeg lige med det samme, uh ha dette skulle være lige noget for mig. Jeg havde også ret, jeg elsker skiven totalt meget. Dette er en ska lovsang cd, fuld at ungdomsgruppe lovsange. Nogle af de bedste er Keith Greens’ klassiker "oh, Lord you're beautiful," Amy Grants’ "Joy", og Rick Mullins' "Awesome God." Den sidst nævnte er også den bedste. Nogle andre gode sange er; "Lord I lift your name on high" (som vi også kender med Petra) og "jesus name about all names/more presious than silver." Hvis du er en ska fan lige som mig, vil du helt 100% sikkert kunne lide det her. Skiven har alt, punk, swing, reggae. Alt som er godt for en ska cocktail. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Insyderz; Fight Of My Life
KMG Records 1998
Lige siden jeg fik "Skalleluia" cd'en med The Insyderz i starten af 1998, har den været blandt mine favorit cd'er. Nu et år senere er deres tredje album udkommet (kom ud sidst i 1998). Mens "Skallluia" var et cover album, så er denne skrevet af bandet, men det er stadig svært at lave en bedre cd end "Skalleluia." Som altid på en Insyderz cd, er der sange som får en at flippe ud, og også nogle som får en til at tænke på strand og afslapning. Det er nok unødvendigt at fortælle, at jeg kan lide rock sangene så meget bedre. De som kan lide ska-punk tempo sange med guitar og horn, skulle tjekke sangene "Jigsaw," "The Haunted" og "Just what I needed." Jeg kan godt lide dette album, men "Skalleluia" er en tand bedre, og er stadig min favorit Insyderz cd. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Indyserz, skalleluia too

KMG Records, 1999, s14

Producer; The Insyderz w/Dan Garcia & Gene Eugene

The Insyderz er på kort tid, blevet et af de populæreste rock bands i CCM. Det hele startede med ”Motor City Ska” i 1996, og i 1998 kom så ”Skalleluia” og ”Fight of my life.” Nu er de igen ude med et nyt album, og som navnet angiver, er dette en opfølger til bandets anden cd ”Skallaluia” som var en ska/lovsangs cd. Konsepted bag denne udgivelse er det samme, som på den foregående (skalleluia), men denne gang har The Insyderz lavet to sange selv. Resten er lov- og traditionelle sange, kendt og elsket af kristne over hele verden. Stilen er nogenlunde den samme; Ska med punkrock guitarer over det hele, men der er også blevet plads til lidt mere horn musik (læs; swing og jazz). Dette er hymnen ”Steadfast love” et godt eksemple på, med dens up-tempo swing/jazz stil.

 

Den måske mest elskede lovsang blandt unge, de sidste par år ”Shout to the Lord”, er også inkluderet på cd’en, og dettte nummer er også blandt de bedste på cd’en. Dog ville jeg tro, at der vil være flere, der vil finde sangen at være totalt ødelagt her. Den starter stille og roligt, med en masse larm (slag klange) i baggrunden, og lidt senere inde i sangen dukker guitaren op, og skaber den perfekte stemmning til den perfekte råben til Herren (ok, måske ikke perfekt). Andre lækre melodier på cd’en er ”Peace of God” og ”I could sing of your love forever” + en masse andre. Og til dem der godt kunne tænke sig lidt ældre hymner, er førnevnte ”Steadfast love” et godt eksempel, men her er også en version af ”Old rugged Cross” af finde.

 

For dem der godt kunne lidt den første ”Skalleluia” cd, er denne uden tvivl en god investering, fordi der bliver nemlig leveret noget af det samme her. Personligt kan jeg også godt lide denne udgivelse, men jeg tror den et’eren vil finde vejen ind i min cd-spiller en anelse oftere end denne her. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Insyderz; The Greatest and the Rarest

KMG  Records. 2001

The Insyderz har i flere år været blandt kristen musiks yndlinge. Deres to ”Skalleluia” udgivelser har været kæmpe succeser, og har virkelig været med til at skabe bandet et navn som et af scenens mest underholdende rock band. Men efter ”Skalleluia” skiverne og to andre album, er disse unge ”Frelsens Hær” medlemmer ved at blive voksne, og derved ikke så pjattede som på deres tidligere udgivelser, og det hører man også på de nye numre som her udgives for første gang. Den største del af ”The Greatest and the Rarest” består dog af de gamle klassikere, nogle single mix og andre sjældne ting som er svære at få opdrive. Fans vil være glade for at høre, at der er single-mix versioner af ”Paradise” og ”Jigsaw”, samt originalversionerne af ”Awesome God”, ”Oh Lord, You’re Beautiful” og ”Shout To The Lord”. Der er endda en coverversion af Katrina And The Waves klassikeren ”Walking On Sunshine”. ”The Greatest and the Rarest” er en lidt ujævn affære. Der er de ret velovervejede nye numre og samtidig også den gamle legesyge stil. Jeg holder stadigvæk på, at den første ”Skalleluia” skive er bandets bedste, selvom den lydmæssigt er mindst attraktiv. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Jacobstone; Chambers And Volumes

True Tunes. 2000

Som rockanmelder, så modtager man lidt at hvert. Der er naturligvis en hel del der er helt ok, men der er altså også meget lort. Men så er der også de positive overraskelser. Og netop det, en positiv overraskelse, vidste Jacobstones ”Chambers And Volumes” sig at være, om end det tog undertegnede en godt stykke tid at finde ud af det. Der skulle nemlig ikke så få gennemlytninger til, for at undertegnede begyndte at i værdsætte Jacobstones mørke sangstrukturer. Nu lyder det måske som vi har med noget a la goth at gøre her, men det kunne dog ikke være længere fra virkeligheden. Bandets lyd består egentlig, for det meste, af ret poppede sange, om end de ikke altid ender i de traditionelle grøfter. Sangene er ofte lidt melankolske og alligevel ret charmerende, ikke helt ulige Saybia på en Radiohead dag faktisk. Men Jacobstone kopierer ikke andre bands. Der er faktisk ikke et eneste band undertegnede kan komme i tanker om, sådan rigtig at sammenligne Jacobstone med, således at læseren ved hvad han går ind til inden han køber. Måske vi bare skulle nøjes med at sige, at Jacobstone spiller pop med et sørgmodigt hjerte, mørke melodilinier, og til tider, støjende guitarer. Jacobstone er i øjeblikket i gang med at indspille et nyt album, hvilket vi venter i spænding efter. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Jacobstone; Regions

Selvstændig. 2002

Efter udgivelsen af ”Chambers and Volumes” på True Tunes selskabet i 2000, er Jacobstone nu klare med et nye album, der dog denne gang er selvfinansieret og selvudgivet. Der er dog kun de første fire skæringer, der lægger sig opad det gamle Jacobstone. Disse er så sandelig også skivens bedste, med deres U2 og Deliriou5 lignende melodier og sangstrukturer. Resten af albummet består af instrumentale, ambiente sange, der så vidt vides er skrevet til et eller andet film projekt. I hvert fald er materialet fra skæring 5-15 bedst eget som filmmusik, og ikke så meget som musik man hører til dagligt derhjemme i stuen. Personligt synes jeg, at bandet gør begge ting godt, men måske burde de have skilt de to ting ad, f.eks. ved at udgive det ambiente materiale under et andet navn. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Jere Jameson; An issue of Faith

Jereco Productions, 1999 

Jere Jameson har med An Issue of Faith begået et album, som på ingen måde er tids relevant, med som på en eller andet måde alligevel formår at tryllebinde mig, og holde mig interesseret. Der er ikke mange som spiller denne slags musik mere, eller i hvert fald høres den ikke så meget mere. Jere Jameson er en solo-kunstner som holder sig til det han kan, og lader andre om at lave det kommercielle bræk, som i øvrigt også tjener kassen. Det Jere Jameson kan, er at spille guitar, og det beviser han på An Issue of Faith, med at spille det mest effektive rock, blues og jazz guitarspil, samt også at spille resten af instrumenterne og producere albummet. An Issue of Fatih er otte numre med god og underholdende rock-pop musik, som ikke falder langt væk fra hvad et mere enkelt Toto ville levere. Jeg er meget imponeret over denne selvstændige udgivelse, fra denne halvgamle Nashville bluesrocker som før levede af at lave musik, men som i dag ikke har lavet musik i snart mange år. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð      

 

Liz Janes; Done Gone Fire

Ashmatic Kitty Records. 2001

Det kan godt være, at Ashmatic Kitty Records ikke markedsfører sig selv som et kristent pladeselskab, men det ændrer dog ikke på det faktum, at det netop er på dette marked flere af selskabets udgivelser vil vække størst opsigt, med deres dybt humane og ofte kristelige synspunkter. Liz Janes vil dog næppe blive den nye kæledægge på dette marked, selvom hun takker Gud i liner notaterne. Mit gæt er dog, at hun alligevel ikke har en specielt stor lyst til at begå sig på førnævnte marked, og det understreges måske bedst, da hun i et af numrene synger ”I am a motherfucking rebel”. Stilmæssigt kombinerer Liz Janes stilsikkert det bedste fra nutidens indie-pop genre med amerikansk singer/songwriter og folkemusiks tradition. Sufjan Stevens spiller stort set alt der høres på ”Done Gone Fire,” på nær guitar - og sang, naturligvis – hvilket bliver gjort af Liz Janes selv. Af de albums jeg indtil videre har hørt fra Ashmatic Kitty, er ”Done Gone Fire” det bedste af dem alle sammen, men alligevel skal der ikke lægges skjul på, at der også er visse mere eller mindre kedelige øjeblikke på albummet. Hovedsagligt er talen dog om ganske udmærket singer/songwriter indie-pop. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Jars of Clay; if I left the zoo

Essential Records 1999

Jars of Clay kom som en virus ind på det kristne marked i 1996 med deres debut cd, og senere bredte de sig også ud på den (såkaldte) verdslige scene. Både sange som ”liquid” og ”flood” var store radio hits, og i USA var den senere jævnligt at se på MTV. Med deres anden cd ”much afraid” nåede de på top 10 på billboards hitliste, som er en hitliste over mest solgte CD’er i hele USA. Nu er de klare med deres tredje album ”if i left the zoo.” På debuten var Jars of Clay 100% akustisk, men på ”much afraid” drog de den elektriske guitar ind i lydbilledet i nogle enkelte sange, og denne gang er de gået endnu længere, de må dog stadig for det meste siges at være et (semi-)akustisk pop/rock band. CD’en starter med en folkesang, med allerede i skæring 2 (unforgetful you) skruer de op for rocken, i en sang som minder mest om Big Tent Revival. Så kører det bare med sange som ”Collide,” ”no one loves me like you” og ”famous last words” som alle er kanon fede. I ”I’m alright” leger Jars of Clay lidt med den sorte gospel musik, og i Cd’ens måske bedste sang ”grace” synger Dan Hasentine; ”I feel Your grace come running over every road/ I love the way You’re calling overflow/ I feel Your grace come running over every road/ You break the floodgates down and carry all.” For dem som godt kan lide Jars of Clay’s to første albums er denne et must, og for dem der aldrig har investeret i en Jars of Clay CD, er ”if I left the zoo” en god CD at starte med. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Jason & The Gmen; Swing Hard Swing Often

Fedora Productions 1999
Jeg havde, langt før swing genren blev populær på det kristne marked, hørt om Jason and the Gmen. Blandt andet havde jeg, hørt at folk på Cornerstone Festivalen i USA elskede disse fyre, og at de spillede cool swing musik. Nu er deres nyeste cd "Swing hard Swing often" på gaden, og den er samtidig min introduktion til bandet. Ja, dette er swing allright, men dette er ikke den slags swing som jeg er så vild med. Dette er mere som Frank Sinatra end f.eks. som The W's. Alle sangene er tilbagelænede og afslappende, og G-mændene går ikke crazy som The W's gør det. Flere af numrene har en jazz følelse over sig, og lyder de som den slags sange, som man hører på undergrunds jazz klubberne på film. Konklusion; Hvis du kan lide swing/jazz ala Frank Sinatra vil du kunne lide dette. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Jesse & the rockers; T.I.N.

Screaming Giant, 1998, s14

P; Jesse & the rockers

Som de fleste af os ved, så er alle Screaming Giant’s bands, på en eller anden måde punk inspirerede. Og Jesse & the Rockers er ingen undtagelse. De spiller nemlig pop/punk. De har dog deres egen identitet, og er ikke et kopiband af MxPx eller GreenDay, som så mange andre har været. De kan også godt spille pop/punk, uden at have 120 km/t på trommerne hele tiden. En anden ting som gør dem en smule unikke, er at de spiller melodiske guitar soloer under punk raseriet, og det er ikke ligefrem normalt i pop/punk verden. Tekstmæssigt spænder rockerne vidt. Helt fra traditioner i kirken, kærlighed mellem pige og dreng, sex før ægteskabet, filosofier, fødselsdage, og til frelse i Jesus. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Jetenderpaul; The Modal Lines

Vainglorious/Burnt Toast Vinyl. 2001 (JJJJ--)

 

Jetenderpaul; A Casualty Too Serious To Afford

Hype City Records/Burnt Toast Vinyl. 2002 (JJJJ--)

En gang midt I 90’erne, overvejede jeg faktisk, at købe et Jetenderpaul album. Det var vist deres debut, men valget faldt dog på det, ifølge anmeldere, ligesindede album ”Called As Paul” med Jupiter James. Albummet sagde mig ikke meget, og derfor opgav jeg også Jetenderpaul - de jo skulle være noget i samme retning. I dag har jeg dog fået muligheden for at høre bandet, som jeg dengang på grund af snæversyn vragede, og det kan godt virke, som jeg dengang valgte forkert. I hvert fald er både ”The Modal Lines” fra 2001, og den nye ep ”A Casualty Too Serious To Afford”, to glimrende plader, der ganske vist ikke indeholder numre der går over i historien som banebrydende, men ikke desto mindre indeholder de en charme og livsglæde, der er til at få øje – og øre – på. Mit gæt er, at hvis The Beatles af naturens gang startede sin karriere i 90’erne i stedet for 60’erne, og var opvokset i Kansas i stedet for Liverpool, så er der en mulighed for, at de ville lyde nogenlunde som Jetenderpaul gør nu. Det samme kan måske siges om Beach Boys, blot med andre byer involverede. Der er nemlig masser af nostalgi i Jetenderpauls musik, dvs. hvis man er fan af fornævnte bands eller 60’er-pop generelt. Men så kræver det så sandelig også, at man ikke er snæversynet og konservativ, men derimod åben og modtagende, for Jetenderpaul er nu heller ikke kun lutter 60’er-pop, selvom netop dette ganske vist er en stor del af bandets lyd. Der er også mere nutidige indie-pop og lo-fi elementer involveret, og det er egentlig disse der i en endnu større grad er med til at karakterisere Jetenderpauls lyd. Begge udgivelser er fremragende og absolut værd at have i samlingen, hvis man er fan af nyere bands som Starflyer 59 og The Flamming Lips, eller ældre bands som The Beatles og Beach Boys. Hans Jákup Eiðisgarð

 

JFA/Blue Collar Special/The Worthless; Concrete Waves (Split CD)

Disaster Records. 2002

Minder lidt om en kompilationsskive det her, men pladeselskabet har i promotion-papirerne gjort alt hvad står i deres hule hånd, for at forsikre sig, at ezines og blade sætter den op som en split-udgivelse imellem tre bands. Så det respekterer vi. De tre bands, JFA, Blue Collar Special og The Wortrhless, får på ”Concrete Waves” fem sange hver til at vise hvad de duer til. Og man må sige, at ingen af dem svigter muligheden. Punkveteranen Duane Peters, der for tiden også er kendt i bandet Duane Peters & The Hunns, har produceret albummet, og derudover har han også anbefalet disse tre bands som noget af det bedste undergrunds punk for tiden. At forsangeren i The Wortless er Peters nevø, gør nok ikke hans lovprisning mindre. JFA er beskrevet som et skate-rock, old-school punk band. Undertegnede hører lidt Sex Pistols i deres musik, og med ord som Skate-rock, old-school punk og Sex Pistols i samme sætning, er det ikke underligt, at deres første sang hedder ”Skateboard Anarchy”. The Worthless spiller også kontant old-school’et punk-rock, der også til tider har tendens til at minde lidt om Sex Pistols, men mere som en letvægtsversion i stedet for den ægte vare. Blue Collar Special er så noget helt andet. De kommer fra Californien, så naturligvis er talen om poppet melodisk punk rock, der til tider ikke minder så lidt om MxPx og lignende bands. Alle tre bands gør det godt på ”Concrete Waves”, og man finder ikke et eneste dårligt nummer på skiven. Det ville være interessant at høre fuldlængder med disse bands i fremtiden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Joystick; Heavy Chevy

Lobster Records. 1996

Du undrer dig måske over, hvordan et album fra 1996 er endt i november 2002 nummeret af P&P? Og det har du også god grund til, men ser du, det udmærkede amerikanske indie, emo og punkpladeselskab, Lobster Records, var for nylig så elskværdige, at sende mig en pakke der indeholdt tæt på hele deres bagkatalog til anmeldelse. Den ældste af disse var ”Heavy Chevy” med Joystick, og som bekendt, så anmeldes at hvad der bliver tilsendt på disse sider, uanset genre eller tekstmæssigt indhold – og for den sags skyld uanset hvornår et album er udgivet. En anden sag er så, om et album der udkom i 1996 stadig er relevant i dag? ”Heavy Chevy” er efter min mening ikke specielt relevant i dag, med mindre man savner den pop/punk musik der toppede de amerikanske hitlister i 1996. Tempoet er sat i top, mens der på rejsen overhoved ikke ses tilbage, og det er ret tydeligt, at emo-rocken på daværende tidspunkt ikke endnu havde sat fint fingeraftryk i den amerikanske punk og rock verden. Et ok punkalbum, der samtidig er en anelse dateret. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Jughead; Jughead

InsideOut/Nordic Metal. 23-09-2002

Med et band der tæller bandmedlemmer som Ty Tabor (King’s X, Jelly Jam), Derek Sherinian (Planet X, x-Dream Theater), og Greg og Matt Bissonette (The Mustard Seeds), er et lettilgængeligt, iørefalende og radiotiltrækkende pop/rock album nok det sidste man forestiller sig. Men ikke desto mindre er dette netop hvad debutalbummet fra dette sideprojekts all-star band er, med dets optempo power-pop numre i retning af Foo Fighters og Crunchy. Albummet starter med den sjovt navngivne ”Halfway Home To Elvis”, inden det fortsætter med ”C’mon” og ”Snow In Tahity” der muligvis er to af årets bedste pop-rock numre. Den lidt mere afdæmpede ”Promise” minder mere om Counting Crows end om Foo Fighters, mens ”Bullet Train” og ”Be Like You” er nær de perfekte power-pop sange. Som du kan se, så er der ikke meget Planet X, Mustard Seeds eller King’s X over Jughead. Eller jo, det skulle da lige være for vokalharmonierne i nogle af skivens 11 numre, der egentlig minder lidt om det, både King’s X og Mustard Seeds i tidernes løb har leveret, dog i dette tilfælde serveret med de sødeste pophooks. Årets mest uventede album, men samtidig også en af årets mest glædelige overraskelser. Ty, Derek, Matt og Greg beviser med ”Jughead”, at de sagtens kan skrive radiovenlig pop-rock - noget de tilsyneladende ikke gider til dagligt. Til InsideOut: Udgiv en single og lav en video til den (hvis det ikke allerede er gjort). Til MTV: Spil den morgen, dag, aften og nat. (JJJJJ-) Hans Jákup Eidisgard

 

The Juliana Theory; Music From Another Room

Tooth and Nail Records. 2001

Det virker ikke som det er så længe siden, at The Juliana Theory udgav deres sidste album ”Emotion Is Dead”, men her de endnu engang med endnu en udgivelse, dog denne gang i form af en seks-sangs ep navngivet ”Music From Another Room”. Nogle af sangene er skrevet efter ”Emotion Is Dead” sessionerne, og nogen af dem er faktisk skrevet længe før. Så dette er en samling nyt materiale samt gamle rester, om du vil. Men alligevel er niveauet ret højt. Bandet modbeviser sig selv, og deres egen udtalelse ”Emotion Is Dead”, i det de på ”Music From Another Room” leverer seks smukke, følelsesrige sange. The Juliana er måske er rockband der er lidt inspireret af hele emo-bølgen, men jeg synes ikke at de er et emo-band. Det er mere almindelig moderne rock talen er om, der både har sine radiovenlige popsange, lidt elektronik, og de mere aggressive rockere iblandt. Fed udgivelse. Ellers har bandet netop signet en kontrakt med Sony Music, hvilket resulterer i at dette er deres sidste studieudgivelse for Tooth and Nail. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Jumpin China; Come (JJJJ--)

Selvstændig. 2000

 

Minus SF; Minus SF (JJJ---)

Teosto. 2001

 

Diverse Kunstnere (JJJ---)

Teosto/Sitruunamaailma

 

Jeg har beskæftiget mig usædvanligt meget med finske udgivelser på det sidste. Først fik jeg den nyeste EP med Jacks Of All Trades. Derefter anmeldte jeg No Shame for et par dage siden, og her kommer hele tre andre finske rock udgivelser. Jumpin China er et moderne rockband. Deres stil er lidt forskellig fra nummer til nummer. 5-sangs ep’en ”Come” starter med et lidt funky ska-nummer (”Come”), som dog har mere tilfælles med moderne popmusik end typisk ska-punk. ”Come” lyder lidt som No Doubt på en god dag. Men hvor ”Come” lyder som No Doubt, lyder ”Dead Man” mere som Letters To Cleo. Det er igen poppet skamusik, men denne gang med mere rockguitar end før. ”Love” starter som en stille ballade, men bryder efter et par minutter ud i hårdt rock og rul. ”His Story” er en iørefaldende ballade som måske er lidt for amerikansk CCM-lydende. ”Truth Seeker” skal nok forestille at være et dansevenligt nummer. Det er lidt funket guitar og basmæssigt, mens trommemaskinerne hamrer løs på deres i baggrunden. Lidt kikset, hvis du spørger mig. Men ellers er ”Come” er god og solid pop-rock debut.

 

Minus SF er endnu et nyt finsk bekendtskab. Denne selvnavngivne udgivelse indeholder fem numre, som de selv har skrevet. Jeg har læst andre anmeldere beskrive Minus SF som pop-punk, og punk er helt klart en af motivationerne bag bandet. Selvom musikken er ret poppet og lyttervenlig, så ligner den faktisk ikke ret meget den pop-punk vi normalt hører fra Fat Wrech Chords, eller band som MxPx, The Offspring eller Green Day. Nej, der er faktisk meget mere emo-rock over Minus SF end pop-punk. Det hele er ligesom meget mere følelsesladet og hjerteligt. Fans af The Get Up Kids, Brandtson og måske endda Dear Ephesus ville kunne værdsætte Minus SF (SF står for Skaterock Finland), men husk at Minus SF måske er lidt mere punkpræget end førnævnte bands.

 

”Blam” er en ny undergrundssampler som bl.a. indeholder numre med både Jumpin China og Minus SF, som henholdsvis fremfører ”Dead Man” og ”Fresh Water Means Life”. Jacks Of All Trades og No Shame som jo også for nylig har fået omtale på disse sider, er også med på “Blam”. Udover disse fire navne er der kun Dust Eater Dogs som ringer en klokke hos undertegnede. Resten er mig totalt ukendte og kunne for det være byer i Kina. Kernen omkring udgivelsen er punk-rocken. De fleste numre er nemlig punk numre, som bliver præcenteret straight ahead – både poppet og old school aggressivt – med enkelte hardcore, emo og rapcore øjeblikke. Ud af 23 numre er 17 med finske bands. Resten kommer fra Sverige, Argentina, Brasilien, USA O.S.V. Sampleren har sine øjeblikke, men den kunne sagtens være forkortet lidt. Måske med halvtreds procent eller deromkring. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Jumpin China; We’ve Already Won (single)

Selvstændig

“We’ve Already Won” er finske Jumpin Chinas nye single, og den viser en god udvikling i sangskrivningen, samt en interessant stilmæssig drejning siden debut-ep’en ”Come” fra 2000. ”Come” viste finlænderne fra en glad moderne-rock-møder-power-ska-side, men den periode er tilsyneladende bag dem nu, siden nu-metal genren stadigt har vokset sig større og stærkere. ”We’ve Already Won” er nemlig et nummer der burde passe perfekt ind i den, for tiden, så Linkin Park-agtige ungdomsverden vi befinder os i. Nummeret sparker røv, og ville være det bedste nummer af alle, hvis det f.eks. befandt sig på et af de hidtil udgivne Limp Bizkit albums (ikke fordi det endelig behøver at være så godt for det). Typisk nu-metal så? Ja lidt, men det er da ting der gør, at Jumpin China står lidt ud af mængden. Først er det sangerinden, der efter genrens standard er usædvanlig god. Dernæst det lidt sørgmodige men alligevel nærmest glade og optempoagtige omkvæde. Men især er det bandets hornsektion (???) der står ud. Har du nogensinde hørt om et nu-metal band med trompet og saxofon spillere? Nej vel? Men det er ikke alt, der findes også en remix version af samme nummer. Remixet går dog mere på hip hop og dansevenlige beats og rolige vokaler. For dem der har en computer derhjemme, er der også mulighed for at se ”We’ve Already Won” videoen. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Junction 18; Heroes From The Future

Fearless Records. 2002

Hvad er der med pop/punk bands og tal? Har du ikke lagt mærke til, at halvdelen af dem har et tal i slutningen af deres navn? Nå, men godt det samme. Junction 18 er i hvert fald et af de bedre pop/punk bands, der i disse dage smider plader på gaden i det amerikanske. Det viser sig, at Junction 18 blev signet til Fearless Records, efter at vennerne i det massive pop/punk band New Found Glory anbefalede dem. Uheldigt for New Found Glory så, at Junction 18 er et langt federe band, og at Junction 18s sange er langt bedre end deres. Junction 18 befinder sig naturligvis også på et eller plan i nogenlunde samme musikalske afdeling som førnævnte band, men med på vejen har de også et emo-inspireret Saves The Day udtryk, der gør at deres sange er en tand mere interessante og imødekommende, og ikke helt så ensporede som hos de fleste andre pop/punk bands. ”Heroes From The Future” er en ep, og indeholder derfor kun seks numre, hvilket er min eneste ærgrelse, idet at jeg gerne ville høre lidt mere materiale fra bandet. Forhåbentlig kommer der er en fuldlængde om ikke alt for længe. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Juniper; juniper

Selvstædig 1998

Producer; Juniper

Juniper er endnu et af de utallige bands verden over, der stadig er selvstændige, men som prøver at få et gennembrud. Det skal dog siges med det samme, at der skal betydeligt mere til for at få et gennembrud, end det Juniper præcenterer her. Eller skal der?  Hvis Juniper skal sættes i bås, så tror jeg, at jeg ville kalde dem et grunge band. Der er dog mere brede i deres lyd, end hos mange af de typiske grunge rockende bands, dog ikke nødvengivis mere kreativitet. F.eks. har du nogensinde hørt et grunge band bruge en trommemaskine? Ja ok, Smashing Pumpkins, men ellers? Jeg har ikke, i hvert fald ikke som hos Juniper. Lad mig lige sige, at trommemaskinen overhoved ikke virker i grunge numrene. Der er dog nogle numre, som ikke har den typiske grunge lyd over sig, som klæder trommemaskinen bedre, f.eks. nogle ballader nær slutningen af cd’en. En anden negativ ting, jeg har at sige om Juniper, er vokalerne, som skiftevis er fra en kvinde og en mand. Manden lyder ok, i hvert fald til denne type musik, men kvinden (Lisa Potter) skulle tage den lidt med ro i fremtiden, og bruge tiden på at øve mere. Der er ikke meget at gå efter her på Juniper’s debut cd. Dårlige lydkvalitet, dårlige vokaler, og småligt med idéer. Grunge genren har set bedre dage. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Justifide; Life Outside The Toybox

Ardent/Cul De Sac Records. 2001

Jeg må indrømme, at jeg havde regnet med lidt mere juice fra det her band. Jeg har hørt mange gode ting om bandet, og så er de også nomineret til en dove award, hvilket må siges at være ret flot for et teenagerbands debutalbum. Justifide er dog ikke verdens mest nyskabende band. Egentlig er der ikke en eneste tone på albummet, som bandet fuldstændig kan kalde deres helt egen. Ok, selvfølgelig har de skrevet materialet, men sandheden er, at det ligger så tæt op ad hvad man normalt hører fra Staind, P.O.D., Limp Bizkit og Creed, at det nærmer sig pinligheden. Men dette er musik som sælger, og musik som alle pladeselskaber gerne vil udgive. Så hvorfor ikke. Billy Smiley – White Heart medlem og producer for utallige store kristne bands – har produceret albummet, og udgivet det på sit pladeselskab, og produktionen er der egentlig ikke noget galt med, som sådan. Den er måske ikke helt så blød og vellykket som f.eks. på P.O.D.’s nyeste, men på den anden side, er produktionen heller ikke pladens svageste punkt. Det svageste punkt er, som jeg allerede har været inde på, at bandet ikke har opbygget nok af egne idéer, og derfor bliver sangskrivningen lidt så som så, selvom et potentielt radio-hit dukker op i ny og næ. Forhåbentlig har bandet for fremtiden andet, og mere, at tilbyde lytteren. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Justin Dillon & The Brilliantines; Justin Dillon & The Brilliantines

Selvstændig. 2000

Flere af de læsere som interesserer sig for den kristne rock scene, har nok hørt om Justin Dillon før. Eller i hvert fald om bandet Dimo Store Prophets, som han engang var medlem af og som nu ikke er til mere. Bandet udgav to cd’er på Five Minute Walk Records, og selvom disse udgivelser ikke gjorde bandet til stjerner, så blev deres navn slået fast blandt kristne rock fans. Dette er så Justin Dillon’s anden udgivelse i egen navn. Den første var en ep som udkom i 1998. Denne gang er det blevet til 9 sange, som alle befinder sig i den mere akustisk baserede ende af pop-rocken, selvom elektrisk guitar også spiller en mindre rolle i flere af numrene. Og selvom Justin Dillon normalt forbindes med rock musik, og retfærdigt nok også bliver det med denne udgivelse, så er der andet end rock som skaber lydbilledet på denne udgivelse. F.eks. er der nogle smukke r&b soul-fyldte øjeblikke som giver pladen noget udover den sædvanlige kristne pop-rock. Jars Of Clay og Cædmon’s Call har fået stor succes med at skrive melodier af nogenlunde samme stemning og nature som disse, og hvis de kan have succes, hvorfor kan Justin Dillon og hans band The Brilliantines så ikke? Måske det kommer? I hvert fald synes jeg, at ForeFront eller Essential Records burde give Justin Dillon en mulighed. Der er mere at komme efter her, end hos mange af de store kristne navne. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Kaipa; Notes From The Past

InsideOut/Nordic Metal. 25-03-2002

I 1975 startede prog. rock eventyret for Kaipa, og indtil 1982 udgav de fem albums. Bandets nyeste album ”Notes From The Past” er bandets sjette, og derved det første album i 20 år fra denne progressive rock duo, der til anledningen har fået hjælp af Patrik Lundstrom (Ritual) på sang, Jonas Reingold (The Flower Kings) på bas og ”Morgan Ågren (Zappa) på trommer, samt Aleena og Tove Thorn Lundin (ingen relation til Peter Lundin, vel?) som baggrundssangerinder. Som bandet baner sig vej igennem skivens elleve skæringer, kan det høres, at bandmedlemmerne er knaldhamrende kompetente musikere, som de på skift går jazzvejen med hjælp af jazzede orgelflader, forfulgt at blues’ede guitarsoli, og al den fusionsrock en prog. elsker kan ellers kan sluge – alt på en yderst perfektionistisk måde. I ”A Road In My Mind” falder bandet for fristelsen, at lade deres en af deres gæstesangerinder lege Celine Dion, hvilket måske godt kunne være undgået. Ellers er pladen meget perfektionistisk opbygget. For perfektionistisk nærmest, og det skuffet lidt at bandet har undgået at skrive nogle mere holdbare melodier, der kan huskes efter at lysene går ud. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Glenn Kaiser; Carolina Moon

Grrr Records. 2001

Glenn Kaiser er af mange kendt for sit arbejde i det legendariske jesus-rock band, Rez Band (også kaldet Ressurection Band), men når han er alene, så spiller han blues. Intet nyt at tilføje så, vel? Næ, egentlig ikke. Alt er ved det gamle, når Glenn Kaiser udsender, ”Carolina Moon”, sit solo-album nummer jeg-ved-ikke-hvad. Der er en anelse gammelt Rez Band, lidt ZZ Top og en røvfuld blues. Og sådan fungerer Glenn Kaiser faktisk bedst. Med det er der dog ikke sagt, at ”Carolina Moon” er et specielt fedt stykke musik, for det albummet egentlig ikke. Det er lidt for tyndt til virkelig at klare op med mandens bedste materiale, som i øvrigt ligger noget tilbage i fortiden efterhånden. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Knockout; Searching For Solid Ground

Fearless Records. 2002

Knockout er et af de federe pop-punk bands jeg har hørt i en tid. Der udkommer bare så mange af denne slags skiver, og mange af dem er virkelig dårlige, men jo, der findes også stadig nogle guldkorn iblandt, selvom det måske ikke altid afspejles i det der bliver spillet på MTV. Der er intet avanceret eller det mindste indviklet vedrørende amerikanske Knockout. For dem er at spille glad og poppet punkmusik det naturligste ting i verden, så det gør de… uden at tænke for meget, mens de for alt i verden forsøger ikke at få lytteren at tænke for meget heller. Ser du, det handler om at være i godt humør, om hoppe op og ned af sofaen, og rende fjollet og halvnøgen rundt i studen, indtil man finder ud af, at gardinerne ikke er trukket for, og at en gammel dame står og glor på en med en kikkert fra den anden side af vejen. Ja, sådan er det. Man ved simpelthen ikke hvad det er, man er ved at rode sig ud i, når man sætter ”Searching For Solid Ground” på. Måske er den ikke så lidt indviklet endda. Måske ikke mens man hører den, men så i hvert fald efter at man har hørt den. For det er først der man rammes af alle konsekvenserne: En sofa til 4.500 kr. i stykker, et fjernsyn til 1.995 kr. i stykker, en lampe fundet til 2.75 på et loppemarked revet ned fra loftet, og en ældre dames lejlighed brænd i grund på den anden side af vejen. For slet ikke at tale om en vred hustru, der truer med skilsmisse, og politiet der i skrivende stund banker på døren… Nej, helt ærligt, dette er glad pop-punk med masser af omkvæder der ikke forlader en efter at man har hørt dem. Anbefales. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Knuckle Duster; Waiting For The Next Dilemma

My Friend Chris Recods. 2000

Med tre ep’er og 5 års erfaring i den amerikanske rockundergrund, håber Knuckle Duster at få et gennembrud med deres første hele album Waiting For The Next Dilemma. Knuckle Duster siges at have arbejdet hårdt, for den succes som de endnu ikke har fået, ved konstant at spille koncerter, og selvom de flere gange har spillet i garager for kun 50 mennesker og aldrig for flere end 1500, så lyder Knuckle Duster ikke så pessimistiske omkring deres fremtid. Waiting For The Next Dilemma blev i HM Magazine beskrevet som et emo album, mens selve bandet beskriver sig som et lige-ud-ad-landevejen rock band. Og ja, der er både elementer af emo og moderne rock at skimte i bandets otte numre på Waiting For The Next Dilemma, selvom de ikke er så ”lige-ud-ad-landevejen” som Knuckle Duster vil være med. Emo-genren spiller ofte på dystre musikoverflader, og det har Knuckle Duster også meget af i deres musik, men hvad gør dem en anelse anderledes, end de fleste emobands, er at lige efter et dystert øjeblik, så er de faktisk næsten et feel-good band, men den gladeste og poppede form for rock hørt længe. Ja, de lyder endda næsten som Goo Goo Dolls til tider. Et nummer som Bait Caster kunne faktisk gå hen og blive et hit. ”Can I smell you one more time? Can I see you one more time? Can I taste you one more time?” spørger de i dette nummer, og selvom de måske ikke må det, så må DU det gerne, hvis bare du anskaffer dig pladen. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð      

 

Richie Kotzen; Slow

Lion Music. 2002

Navnet Richie Kotzen ringer måske ikke nogen klokken, men hvis jeg nu siger, at Richie både har været guitarist i millionsælgende bands som Poison og Mr. Big, så vil flere nok sige, nå ja, ham. Richie har dog ikke været medlem af førnævnte bands i deres storhedstid. I Poison nåede han lige at få de sidste få hits og opmærksomhed med i 1993 med albummet ”Native Tongue”, og langt efter at Mr. Big var gået ned med flaget, og stort set kun havde en forholdsvis stor og trofast fanskare i Japan, fik Richie i 1999 muligheden som guitarist i Mr. Big, og så var det endda som afløser for navnkyndige Poul Gilbert. Richie Kotzen har også lagt guitar til i fusionsgruppen Vertu, en gruppe der rent faktisk startede efter at Sony Music kontaktede bassisten Stanley Clarke omkring at danne et nyt fusionsband. Jo vist, Richie har haft travlt, men ikke kun i Poison, Mr. Big og Vertu, Richie har nemlig også udgivet samtlige soloalbum i årens løb, og netop nu er han pladeaktuel i Europa med hans nyeste album ”Slow.” Med en guitarist der har været medlem af både Poison og Mr. Big, så kan man vel roligt regne med til hard rock, og ja ganske rigtigt, hard rock er der masser af. Men Richie begrænser sig ikke kun til hard rock. Han har nemlig pulsen på mange forskellige stilarter, og på ”Slow” blander han førnævnte hard rock med både blues, jazz, fusion, pop, R&B, soul og funk. Men uheldigvis bliver det for pænt og poleret til virkelig at have en gennemslående effekt, selvom der er flere numre der på sin vis er ganske gode. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Lenny Kravits; Lenny

Virgin

Op igennem 90’erne bevidste Lenny Kravits sig selv som en af rockens helt store sangskrivere, med sine kombinationer af sprudlende guitarspil, funk og soul. Lennys album ”5” fra 1998, vidste sig dog ikke at være noget mesterværk på trods af enkelte rigtig, rigtig gode numre. Nogenlunde på samme måde fremstår Lenny Kravits’ nye udspil som kun simpelt har fået titlen ”Lenny”. Hvis ikke man har levet det sidste år under en sten, så har man igennem radioen fundet ud af, at sange som ”Stillness Of Heart” og ”Dig In” er dejlige sange. Førnævnte med en hjerteskærende ballademelodi, og sidstnævnte med sprudlende beskidt temporock. I sidstnævnte kategori gør ”Bank Robber Man” sig også gældende som et yderst kompetent nummer, men udover det, så rækker Lennys sangskrivning ikke langt i denne omgang. Ikke ret meget længere end til nogle, nærmest Michael Lears To Rock lignende ballader, og nogle, selv for Hendrix fans, kedelige syrerock udladninger. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Krush; Welcome to Paradise
TMAG Productions 1999
Velkommen til paradis, nej ikke rigtigt, men du er skal være velkommen til 47 minutter med dejlig moderne rock musik. Jeg har været skuffet over en masse indie cd'er på den sidste tid, men her er i hvert fald en jeg ikke er skuffet over. Krush er et af de bedste indie bands jeg har hørt i længere tid. Der er 9 sange på "Welcome to paradise," og ikke en skuffer, alle er gode. Sangeren, som faktisk er bandets stærkeste side, er meget god, og lyder farlig meget som The Brave's sanger (1993). Bedste sang på cd'en er "Find you." Sangen handler om at lede efter Gud. "Afterglow" er om at se en person igen hjemme i Himmelen og huske ham her på jorden. "Lost" er en lidt mere afslappet sang, men holder stadig standard med de andre dejlige rock sange. Alt i alt er god cd, med 9 dejlige rock numre. Det eneste som ikke nødvendigvis MÅ høres, er en gemt (bonus) sang, hvor bandet prøver at være punk. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Kry, let me stay, 1999

Freedom Records

Producer; ikke opgivet (s10)

kan i huske dette band? The Kry var for flere år siden, et af de nogenlunde store pop og rock navne i kristen musik. De spillede nogenlunde samme stil som White Heart og Petra, dog uden at være helt så succesfulde. I dag har bandet skiftet stil, måske for at genfinde succesen. Der er dog ikke sket nogen drastisk ændring. De spiller endnu en temmelig radiovenlig form for pop og rock, men mere i stil med Newsboys end Petra. De der kan lide hård rock musik, vil nok ikke finde en ny ven i The Kry, men de der kan lide CCM, med lidt mere el.-guitar end Michael W. Smith, vil ikke gøre uklogt at købe The Kry’s ”Let me stay.” Numre som ”Let me stay,” ”What God says,” ”Spin” og ”The law of love” er meget gode, men der er for mange kedelige ballader, til at holde mig interesseret. Nogle minutter efter at sidste nummer er færdigt, kommer noget gemt bonus materiale. Først hører vi nogen snakke om Jesus gennem telefon (tror jeg), og derefter kommer en stille version af ”Amazing grace.” En ting er i hvert fald helt klart, og det er budskabet; ”You can turn the lights on with God’s love.” (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Kudra; Kudra

Selvstændig. 2001

Tysk rock oplever i disse dage en stor omvæltning. Der befinder sig rent faktisk - for engang skyld - tyske bands på alverdens hitlister. Især er det Rammstein som har gjort om sig, men også Guano Apes har solgt pænt. Kudra er et af de tyske bands, som nu håbefulde udgiver en nye selvstændig plade. De skal dog ikke regne med guld og grønne skove, de første par år, i det deres musik ikke er unik eller i det hele taget specielt interessant. Kudra synger på engelsk, hvilket man godt kan forstå, siden engelsk er det internationale rocksprog, men det ville måske være sjovere, hvis flere bands gjorde Rammstein kunsten efter og holdt sig til eget modersmål. Ifølge Rammstein kan det lade sig gøre, og millioner af solgte albums lyver ikke. Støjende guitarspil og vokaler a la Mikee Bridges danner mur omkring Kudras lydunivers, og hvis du forestiller dig Soundgarden og Sometime Sunday lege på en legeplads, mens de uden held prøver at holde Third Day, Dave Matthews Band og Goo Goo Dolls udenfor, så er du ikke langtfra at regne bandets lyd ud for dig selv. Men det er også stort set hvad dette er: Heftig guitardrevet rock musik, med rødder og inspiration i den tidlige 90’er rock scene. Men fornyelse og interessante inputs er mangelvarer på ”Kudra”, hvilket gør at Kudra blot er endnu et ansigt i en voksende rockmængde. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Lana Lane; Project Shangri-La

LMP/Nordic Metal. 18-02-2002

“Hmm, Har LMP mon signet Celine Dion?” Sådan kunne lytterens umiddelbare tankegang med lethed være, hvis kun omkring de fem sidste sekunder af et typisk Lane Lane nummer blev spillet. Ja, så højt – og flot – tager hun stemmen imod slutningen af nogle af ”Project Shangri-La”’s numre. Storslået. Men Lana Lane er dog ikke nogen poptøs eller overanstrengt kærlighedssangerinde – langtfra, hvilket jeg kunne forestille mig vil glæde Past and Presents rockelskende læsere. Lana Lane kan nemlig godt finde ud af at give den lidt gas. Ikke alt for meget, men der er da lidt gang i den indimellem. Stilen er progressiv rock med flotte vokal(nærmest AOR til tider)arrangementer, og mens jeg i mit stille sind sidder og vrider hjernen, og funderer over hvilke kvindelige sangerinde mestrer denne genre foruden Lana Lane, uden resultat naturligvis, giver Lana Lane den stadigvæk gas. Denne her går ikke i glemmebogen. Ikke helt endnu. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Last Tuesday; Dear Jessica

Dug Records. 2001

Dug Records er et splinter nyt amerikansk undergrunds pladeselskab, som starter deres rejse med udgivelsen af denne, deres første udgivelse i form af Last Tuesdays ”Dear Jessica”, og naturligvis skal albummet sendes til Past and Present Music, så det kan blive anmeldt i Danmark. Men ikke nok med at de sender et kopi af albummet? Nej, tilsyneladende syntes selskabet, at der skal sendes sådan ca. en håndfuld kopier, hvilket også er fint, men jeg hører nu kun det ene, og uheldigvis sælges amerikanske undergrunds skiver ikke for meget mere end en tier i Accord, så er du til amerikansk pop/punk, så kom bare forbi hjemme hos mig og hent din kopi. ”Dear Jessica” er, hvis jeg har forstået det rigtigt, Last Tuesdays debut album, og for et debutalbum er det faktisk ret ok. Albummet kan faktisk godt stå på egne ben i en verden fuld af pop/punk albums. Alligevel er der ikke ret meget, som vi ikke allerede har hørt fra bands som Less Than Jake, MxPx og Dogwood, men på en eller andet måde, holder bandet tørn, og forbliver hele tiden mere eller mindre interessante, selvom man sagtens kan høre, at der er lang vej endnu, hvis bandet skal nå samme niveau som deres forbilleder, men ”Dear Jessica” er bestemt det første skridt i den rigtige retning. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Less Than Jake; Borders and Boundaries

Fat Wreck Chords. 2000

I oktober i år, hørte jeg det amerikanske punkband Less Than Jake live for første gang. Det var i Pumpehuset, sammen med MxPx og Liberator. Jeg nød koncerten fuldt ud, og havde det rimelig sjovt den aften, sammen med min kone. Jeg fik udleveret et promotion bånd med to sange fra Borders and Boundaries på koncerten, og i virkeligheden kunne jeg rent faktisk bedre lide båndet end selve koncerten. Det var en mere poleret lyd at finde på båndet, og to virkelig underholdende og iørefaldende punkrock numre. Dette førte med sig, at jeg kontaktede Fat Wreck Chords for at få et eksemplar af denne nye Less Than Jake skive, og hvilken punkplade det er. Jeg må indrømme, at jeg på det sidste kun har hørt kedelig og uinspirerende pop/punk musik fra guds egent land. Less Than Jake er dog på ingen måde et af disse bands, da de har masser af energiske numre, som også rammer plet da det drejer sig om iørefaldende og poppet punk musik. Less Than Jake er dog mere end kun et  pop/punk band. De er nemlig et af de bands, som har en svaghed for ska musik, hvilket høres på de fleste numre på denne cd, selvom det måske er punken der er det centrale på Borders and Boundaries. På denne udgivelse, hvilket er den femte, har bandet fået Steve Kravac - bl.a. kendt som producere for MxPx – til at producere albummet, hvilket også har med sig at denne plade måske er deres mest helstøbte og bedst producerede album, hvilket også kan have noget med at gøre, at bandet har brugt mere tid i studiet end normalt. Less Than Jake er ikke nogle store rockstjerner, og det bliver de nok hellere efter at have udgivet Borders and Boundaries, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke har fortjent det. Jeg må sige, at der er få pop/punk bands i dag, som skriver så gode numre, som Less Than Jake. Og hvis numre som Suburban Myth og Look What Happened ikke bryder igennem, i hvert fald i USA, så er der ikke megen retfærdighed i verden. Jeg vil vædde med, at hvis Green Day hørte disse to numre, so ville de hive sig i håret, mens de desperat tænkte på, hvordan dælen det nu var man skrev sådan nogle numre. Det er måske ikke ligefrem meget nyt, Less Than Jake har beriget verden med på Borders and Boundaries, men det er god underholdning og fede rocknumre, og det er godt nok for mig. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Liberation Suite; Fight For The Light

Suite Dreams Records. 15-08-2002

“Gospel soaked, rockin’ blues that’ll lift your soul and move your shoes”, sådan står der skrevet på bagsiden af albumcoveret til denne nye skive med veteranbandet Liberation Suite, og der er næppe en beskrivelse der passer bedre, hvis man virkelig lader denne skive komme ind på livet. Alle de vigtige elementer i Liberation Suites lyd og tekstunivers bliver beskrevet i den linie. Bandet spiller en glad omgang blues og rock n’ roll der endda engang imellem læser sig opad gospelgenren. Og er meningen med musikken at bevæge fødderne på lytteren, så er meningen med teksterne naturligvis at løfte sjælen til et højere niveau, hvilket de mener gøres med at formidle det kristne budskab. Et budskab de har formidlet, lige siden de startede bandet helt tilbage i 1971. Ja tak, 1971, så det er ingen drengerøve vi har med at gøre her. Deres debutalbum fra 1975 er en klassiker indenfor den kristne rockgenre, og bliver af mange kristne rockjournalister stadig betragtet som et af de bedste albums der er udgivet inden for den kristne rock. Men siden debuten har de ikke plaget lytteren med de mange pladeudgivelser, om end de måske har spillet en del rundt omkring. ”Fight For The Light” er kun bandets fjerde album i alle de 32 år bandet har eksisteret, og det er egentlig ikke specielt meget. Omtalen for det der er udkommet har dog været god i årene der har gået, om end bandet aldrig er blevet til et stort hot-shot band, hvilket på den anden side sikkert heller aldrig var meningen. Men tilbage til den nye musik. Jeg indledte med at sige, at Liberations suites musik med sikkerhed vil få lytterens fødder til at bevæge sig. Og her mener jeg med dem der kan lide deres blues og rock n’ roll på den gamle måde. 14 årige teenagere vil næppe få det store ud af ”Fight For The Light”, hvorimod deres forældre måske vil danse hele dagen. Jeg kan godt lide blues, men Liberation Suite er måske lige lovlig gammeldags for mig. Der er slet ikke noget opdateret i bandets lyd, og dette egentlig sagtens være en plade fra først i 1970’erne. Desuden er deres stil lidt for pæn og hyggelig. Det kunne være fedt hvis bandet lod sig rive lidt mere med og bare tage en jam ud i det farlige. (JJJ---) 

 

Liberator; Too Much Of Everything

Burning Heart/Epitaph. 2000

Det er ikke meget, jeg ved om svenske Liberator, men det ser ud til, at de er et stort navn i deres hjemland. I hvert fald var der rimelig mange svenske til koncerten i Pumpehuset den 14. oktober, hvor Liberator var hovednavn med opvarmning fra MxPx og Less Than Jake. Og publikummet gik også agurk, da de svenske ska gutter kom på scenen. Deres nyeste udgivelse Too Much Of Everything, ligner i bund og grund meget det man hørte på koncerten i Pumpehuset, og flere af numrene var også de samme. Man kan også godt forstå at bandet har en fanskare i hjemlandet. De er nemlig rigtig godt til at spille ska. Det er som om, de er ska-perfektionisterne genren aldrig havde. Det er helt klart, at de er gode musikere. Blæseinstrumenterne er bedre kørende end hos de fleste ska bands, og sangeren er blandt genrens bedste, da alt for mange ska sangere synger halvfalsk. I forhold til f.eks. Less Than Jake, er Liberator mere ska, end de er punk. Dvs. der bliver ikke fokuseret så meget på hårde guitarriffs, selvom de dukker op af og til. Der bliver lagt mere op til festmusik med masser af messing og reggae inspirationer. Der er dog en ting, som jeg ikke kan lide ved Liberator, og det er deres engelske sprogudtale. Det lyder bare ikke særlig engelsk. Det er faktisk endda så galt, at man undrer sig over, om de måske gerne vil lyde som de caribiske reggaeforbilleder, som jo ikke havde den bedste udtale når det galt engelsk/amerikansk. Musikalsk er der dog ikke meget at kritisere her. Ska-genren er en synkende skude, men bands som Liberator, er med til at holde mig fra at afskrive den helt som talentløs. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Lies Damned Lies; Lamentations

Sticky Music. 1996

Ligesom Juliet Turners Let’s Hear It for Pizza, er Lamentatioins med Lies Damned Lies en fire år gammel udgivelse, men som alligevel anmeldes på disse sider. Mændene bag Lies Damned Lies er Dot Reid, Charlie Irvin, og Steve Butler som før er omtalt på disse sider. Dot, Charlie og Steve har selv skrevet musik og tekster til numrene på Lamentations, selvom der er blevet sendt bud efter et par studiemusikere til at hjælpe med bl.a. bas og trommespillet. Tekstmæssigt er Lamentations skrevet udfra bogen under samme navn (på engelsk) i Bibelen, og som jeg forstår er dette ikke det nemmeste emne at vælge at skrive om. Jeg har ikke nogen mening om hvordan de tekstmæssigt kommer fra opgaven, da jeg må erkende, at jeg ikke kender førnævnte bog alt for godt. Musikalsk gør bandet ikke meget ud af at føre sig selv frem. De spiller meget behageligt og simpelt, og det er ikke nogle numre som rigtig står ud som oplagte hits. Det er dog kvalitets musik vi her har med at gøre, som efter min mening ville falde under folk, blues og rock kategorierne, uden at udelukkende være folk, blues eller rock. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Lies Damned Lies; Last Place On The Map

Sticky Music. 2002

Engang have Lies Damned Lies en fremtid som rockstjerner foran sig. Eller sådan så det ud. De signede til Siren, lavede videoer og udgav singler, men som bekendt så sælger musik som Lies Danmed Lies’ ikke, så de nåede aldrig hitlisterne, hvilket resulterede i, at de blev droppet af pladeselskabet. Siden har der ikke været meget stjernesus omkring trioen, og sidst vi hørte fra dem var i 1996 med udgivelsen af ”Lamentations.” Men nu seks år senere er de klare igen, Steve Butler, Charlie Irvine og Dot Reid. Opskriften er stadig tilbagelænet og atmosfærisk rockmusik der skærer helt ind til benet med dens sørgmodige om end smukke sange. Tempoet er stort set hele vejen igennem sat helt i bund, men ”Last Place On The Map” forekommer dog aldrig kedelig. Hellere tværtimod. Den er faktisk dragende med dens ofte simple, men samtidig utrolig hjertenære sangstrukturer. Lies Damned Lies er ikke just festmusik, men engang imellem har vi brug for noget med dybde. Noget der er sørgeligt, noget der er tungt, men alligevel mest af alt noget der er smukt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Tom Lillo; Blue Eyed Mystic

Insurrection Records. 2001

Tom Lillo er for de fleste af os et uskrevet blad i musikhistorien. Men manden har faktisk været studiemusiker i ud ved et årti efterhånden. Alligevel er det med ”Blue Eyed Mystic” første gang, at Tom udgiver sin helt egen musik, uden at stå i skyggen af andre kunstnere. Tom har dog valgt at bruge et par større navne til at udføre musikken, bl.a. kan nævnes produceren David Miner – også kendt fra bl.a. T-Bone Burnett og Elvis Costello – som her både producerer albummet, spiller bas og synger kor, og Jason Wade (forsanger i Lifehouse) som synger kor på et enkelt nummer. Tom Lillo lægger sig stilmæssigt meget tæt op ad den voksende mængde semi-akustiske singer/songwriter artister fra Guds egent land, men han er dog ikke bange for at inddrage inspirationer fra mere elektriske kunstnere som Neil Young og Tom Petty, for slet ikke at tale om legenderne i The Beatles. Tom kommer ret godt rundt omkring på denne debut skive, og for det meste er det ren balsam for ørerne, selvom man engang imellem får følelsen af, at manden er faldet for fristelsen at lave kedelig CCM-pop. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Link 80; The Struggle Continues

Asian Man Records. 1999

Hvis man vil høre punk musik som ikke er enslydende, så skal man høre Link 80’s nyeste udgivelse The Struggle Continues. Generelt ville man nok kalde Link 80 et punk band, men det er svært at sammenligne dem med nogle andre punkbands, da de drager flere genrer ind i lydbilledet, end de fleste punkbands i dag. Nogle gange er de mindst så kommercielle som Blink 180 og Green Day, men i næste øjeblik er de nogle hidsige gammelskole punk nødder. Der er også numre som mikser ska med hardcore musik. Skæring fire, Intolerance, starter som et jazzet swing nummer, men ender med at blive et vredt energisk punk nummer. Link 80 er heller ikke lige så søde og nuttede som de fleste andre mainstream punk og ska bands, og tekstmæssigt har de meget mere til fælles med de gamle, vrede og rigtige punkere. Bandeord er alle vegne; ”Get the fuck away from me” og ”How the fuck should I know, “ er bare kun to af eksemplerne på, at de har en lidt mere beskidt mund end de andre tyggegummi punkerne. Men selvom de har disse vrede numre, så har de også de mest sukkersøde, sødmefylde, dejlige og iørefaldende numre. Bl.a er der det super lækre nummer My Girl, som tekstmæssigt indeholder det modsatte af før omtalte vrede, nemlig kærlighed. Hvis du er ved at væmmes med punkmusik som kører i samme rille hele tiden, så skulle du prøve Link 80. De har måske diversiteten som du mangler. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Logos; When life seems senceless

Substant 2000

Producer; Ruben Montoya & Logos

Efter et år eller mere, hvor kun dårlige bands har bidraget til den kristne punk scene, er der omsider et band, der har noget at vise frem. Omsider et band, der ikke prøver at få deres 5 minutter af succes, af at lyde som MxPx. Der er langt mere til Logos end speed/pop-trommer og to akkord guitarspil. Dette er stadig punk, og endda pop/punk om du vil kalde dem det. Der er nok af punk attitude så at MxPx og Value Pac fans kan stadig skulle kunne lide Logos. Men der er som sagt taget mere med i lydbilledet hos Logos. Faktisk kombineres der, på en eller anden måde, metal og punk, og som alligevel ender med at lyde som pop musik. Hvis du er som mig. Træt af talentløse kopibands, så kunne Logos gå hen og blive et spændende bekendtskab. De er i hvert fald anderledes. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Logos vs. One Foot Forward, split EP

Substant 2000

Producer; Ruben & Daniel Montoya + One Foot Forward

Split cd’er er efterhånden blevet et hit. Tooth & Nail har lavet mange af slagsen, og senere også Screaming Giant, og nu har Substant også lavet en. Det ser ud som punk labels, i hvert fald skal have en. Logos starter EP’en med 3 sange, der ligger meget tæt op af det, de præsenterede på deres debut, for nogle få måneder siden. De 4 sidste numre, er med One Foot Forward, og efter en meget dårlig debut før i år, er disse fire numre faktisk en overraskelse. Det hele er pludselig ikke så forudsigeligt mere, og det ligner heller ikke MxPx så meget mere, selvom ligheden kommer til syne engang i mellem. Måske har Substant alligevel fundet de bands, der skal til for at holde punken i live. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Long Since Forgotten; All The Things You Said

Rocketstar/Nordic Metal. 30-09-2002

Så vidt vides er ”All Things You Said” Long Since Forgottens første fuldlængde, og den har de såmænd fået efterspurgte Ed Rose til at producere. Musikalsk bevæger vi os omkring tidstypisk amerikansk moderne rock og emo. Det er nu ikke fordi at Long Since Forgotten kommer med ting Juliana Theory, The Get Up Kids og Jimmy Eat World ikke har prøvet før, men alligevel er der et eller andet med bandet der tiltaler mig. Der er måske ingen særdeles oplagte hits på ”All The Things You Said”, men for enhver emo-rock fan, burde det være nok af gode melodier til at holde en glad året ud. Tekstmæssigt er bandet noget mere seriøst end f.eks. bands som The Reunion Show (også anmeldt denne måned). Deres tekster beskriver sangskriverens inderste følelser, og talen er aldrig om platte pige møder dreng problemer, selvom kærligheden og smerten ved mangel af samme også gør sin entré. Et amerikansk pop-band med hjerne og hjerte, hvor sjældent er det ikke? Og når man tænker på, at musikken blev skrevet i oktober sidste år – måneden efter terroristtragedien New York – giver en linje som ”I Wish that I could make it go away. Sighing out loud, you always agree. Perception is everything. It’s like we’ve never seen anything like this. It happens every day.” endda stof til eftertanke. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Lordchain; Lordchain

Corduroy Boy Productions, 1997

Jeg kan huske tilbage i 1997, at der var en sang med Lordchain på en HM sampler, som jeg var helt vild med, men jeg kunne ikke anskaffe deres album nogen steder fra. Jeg havde efterhånden faktisk glemt alt om Lordchain, indtil deres album fra dengang dukkede op i postkassen for et par dage siden. Stilmæssigt er Lordchain et hård rock band, i stil med The Brave og Bon Jovi, dog med lidt hårdere el-spade i nogle numre. Deres nummer God of… var et af mine favorit hård rock numre i 1997, og det fedt at høre dette nummer igen. Der er ellers ikke nogle numre der er helt så gode, på resten af skiven, men et par gennemlytninger tåler cd’en uden tvivl. Jeg ved ikke hvor mange kopier der er tilbage af Lordchain’s debut, men jeg kan ikke forestille mig at der er alt for mange, så hvis du kan lide hård rock ala The Brave prøv at anskaffe dig denne hurtigst muligt. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Lordchain; Cracked

Cenduroy Boy Productions. 2002

Når et band bevidst går direkte i kødet af et af de mest velspillende bands i historien, så har de bare at gøre det ordentligt, for ellers kan man ligeså godt begrave sig selv i ens egen selvmedlidenhed. Det kommer man nemlig alligevel til engang. Dvs. hvis man ikke gør det ordentligt. Jeg har før stiftet bekendtskab med amerikanske Lordchain, og selvom nummeret ”God Of…” fra deres debutalbum engang konstant stod på repeat i min cd-spiller, så sagde debutalbummet mig ikke det helt store. Det gør det nye album ”Cracked” umiddelbart heller ikke, og det siger ikke så lidt, at albummets fedeste sang, er en coverversion af det uendeligt fede Galactic Cowboys nummer ”9th June,” som også i Lordchains tilfælde sparker nar numse. Lordchain har nemlig gjort den fejl her, at de har gjort sig alt for stor umage, at kopiere King’s X ned i den mindste detalje, og når man ikke når sine helte mere end ca. op på knæerne, så sættes spørgsmålstegne ved, om det overhoved burde være gjort. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at høre Lordchain lave flere sange i retning af ”God Of…” fra debutalbummet, og færre King’s X wanne-be ting i fremtiden. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Luna Halo; shimmer

Sparrow 2000

Producer; Monroe Jones

Første gang jeg hørte Shimmer med Luna Halo, tænkte jeg over, hvor meget de lød som afdøde Reality Check. Bandet som for nogle år siden, tog den kristne musik industri med storm, og med deres rock/pop/rap musik hurtigt blev blandt ungdommens favoritter. Efter at have læst lidt mere om Luna Halo, ved jeg hvorfor sammenligningerne er der. To af medlemmerne fra Reality Check er i dag i Luna Halo. Luna Halo er dog mere end to medlemmer fra Reality Check, der prøver at lave et comeback. Der er nemlig fire medlemmer i bandet, og alle har deres at sige. Der er ingen rap i Luna Halo’s musik, og der er en mere melodisk følelse over deres musik. Nogle gange lyder det som at forsangeren prøver at lyde som Kevin Max (fra dc Talk), men for det meste er han kun sig selv. Med Shimmer har Luna Halo udgivet en af CCM’s bedste nye moderne rock skiver, og forhåbentlig bliver de længere hos os end Reality Check gjorde. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð