Alfreda Akognon Family & Friends; Your heart’s
condition
T.W.O. Records, 1998
Producer; Alfrede M.
Akognon
”It ain’t about the clothes you wear, nor the style of
your hair. It’s about the way you walk. Your relationship with God. Your
heart’s condition. Clean it up.” Sådan starter Alfede Akognon og hendes
familie og venner, deres album “Your heart’s condition” fra 1998. Hårdt og lige
på. Dette første nummer, som ligesom albummet hedder ”Your heart’s condition,”
er også en fint nummer, og man forbereder sig ligesom til 45 minutters tid, med
god gospel musik. Men længere og længere cd’en spiller, des mere keder jeg mig.
Der bliver fyret et ligegyldigt og kedeligt nummer af efter det andet. Og så
ligner de alle hinanden. Hvordan kan det være, at ingen skriver noget nyt og
inspirerende indenfor gospel genren længere, og jeg mener ikke kun med
musikken! Jeg mener skam og teksterne. Der er måske ikke mere at tilføje? Jeg
nægter at tro på det. Den eneste positive bemærkning ”Your heart’s condition”
får hos mig, er at sangerne er ok. De er skam gode, Alrede, familie og venner.
Ja måske endda rigtig gode, men det strækker ikke i min bog, når resten er så
kedeligt og ligetil, som det nu en gang er. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð
Blackmore’s Night; Fires At Midnight
SPV/Nordic Metal. 02-07-2001
Når jeg hører navnet Ritchie
Blackmore, sætter jeg det lige med det samme i forbindelse med genialt heavy
rock guitarspil, og grupperne Deep Purple og Rainbow, men når jeg nu for første
gang hører Blackmore’s Night – Ritchies nye band – og deres tredje og nyeste
udspil, ved jeg, at det kan jeg ikke gøre mere. Ikke kun i hvert fald. Der er
nemlig ikke meget heavy rock over manden mere. Der bliver nemlig kun flået lidt
i el-guitaren helt få gange på ”Fires At Midnight”, men derved er der ikke
sagt, at Ritchies ikke spiller sin guitar med bravur. Blackmore’s Night tager
udgangspunkt i det smukke og det lidt dystre, og mærkeligt nok samtidig, til
tider, i det mere eller mindre muntre (?), i det klassiske og i folkemusikken.
Der bliver ikke så få utraditionelle pop instrumenter brugt til at skabe visse
konkrete stemninger, og der bliver både kørt på det keltiske, arabiske, det
indiske, og ja, hvad ved jeg. Ja, man friestes såmænd også til at kalde
Blackmore’s Night for et verdens musik band, men så skifter man lidt over til
folk, og så klassisk, men først og sidst synes jeg, at dette er et pop-album
som låner fra alle ovennævnte genrer. Smukt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Lincold Brewster;
Lincoln Brewster, 1999
Vertical Music,
(s11)
Producer; Don Moen
& Chris Thomason
For mig, lyder
Lincoln Brewster, som et nyt navn indenfor kristen musik, men det er han ikke.
Han er nemlig Michael W. Smith’s guitarist. Mærkeligt nok har jeg brugt tonsvis
af timer, til at lytte til Michael W. Smith, og jeg har endda hørt ham live,
men jeg har aldrig hørt om Lincoln Brewster. Det siger noget, om hvor lidt opmærksomhed
man får, når man står i skyggen, af en stjerne som Michael W. Smith. Mr.
Brewster er så god en guitarist, at han under ingen omstændigheder, burde gemme
sig bag navnet Michael W. Smith. Og udfra det han præcenter, på hans debut CD,
er han stilmæssigt langt fra, den normale piano pop Michael W. Smith normalt
leverer. Dette er stadig pop, men med rødderne fast plantet i guitar rock’en.
Når en guitarist udgiver en solo plade, så kan man altid forvente, at der
bliver en smule, af den der se-hvad-jeg-kan holdning, og Lincoln falder også
for fristelsen, men han kender grænsen hele tiden, og selv når han ender i
blues og fusionsområdet, holder præsentationen, og man oplever ikke noget
pinligt selvcentreret egotrip.
I de mere fredelige
numre, kommer jeg til at tænke på Cædmon’s Call, men forskellen er dog, at hvor
Cædmon’s Call er akustiske, er Lincold Brewster mere elektrisk. I de hurtigere
numre, lyder Lincoln Brewster lidt som Smalltown Poets. I ”Spin” bliver tempoet
rigtigt sat op, og selvom Lincoln Brewster sikkert får mareridt af hårde bands
som Galactic Cowboys, så minder vokalharmonierne her, utroligt meget om
Galactic Cowboys’. Alt i alt, en utrolig flot debut fra Michael W. Smith’s
guitarist. Forhåbentligt bliver det denne slags musik, Mr. Brewster kommer til
at præsentere os for i fremtiden. Hvis han gør, betragt mig som en fan. Køb den
fra Royal ApS på [email protected]. (JJJJ--) Hans Jákup
Eiðisgarð
Bruce & Lisa; Gifts of Love
Level Ground Records. 2002
De læsere, der leder efter de
fedeste nye metalskiver kan godt springe denne anmeldelse over (hvor læser i
denne anmeldelse til at begynde med? Har i ikke set titlen og navnet på
duoen?). Jo vist, duoen Bruce og Lisa er i den grad noget af en ener i dette
P&P nummer, der ellers hovedsagligt indeholder anmeldelser af rock, punk og
metal. Men som der står på forsiden, så forsøger P&P at spænde så vidt
omkring i det musikalske univers som overhoved muligt, og derfor at en duo som
Bruce & Lisa også altid velkommen på disse sider. Jeg vil dog indrømme, at
dette ikke er lige det jeg hører mest til dagligt, men derfor er det jo ikke
sagt, at jeg ikke kan lide det, jeg hører. ”Gifts of Love” er faktisk meget
behagelig at lytte til. Ikke nødvendigvis specielt underholdende, men i hvert
fald meget behagelig. ”Gifts of Love” er nok den perfekte soundtrack til en
romantisk aften, hvis din kæreste er den type der godt kan lide instrumentale
kærlighedsmelodier spillet på fløjte. Dette er godt nok ikke klassiske
kærlighedshits, men derimod nye kompositioner ægteparret har skrevet udfra den
inspiration deres kærlighed til hinanden har medført. Lisa spiller fløjte og
Bruce spiller violin, samtidig med at de får lidt hjælp til at binde sangene
sammen fra et backingband. Skæring et minder om Elton Johns ”Daniel” og Joe
Cocker/Jennifer Warns’ ”Up Where We Belong” på en gang, og resten er 100%
romantiske, instrumentale kærlighedsmelodier. Fungerer nok bedst som
baggrundsmusik. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Steve Butler; Love Come Down
Sticky Music. 2000
Skotske Steve Butler,
som jo er en tredjedel af bandet Lies Damned Lies, har med Love Come Down,
udgivet sin første soloplade i 20 år. Foruden at være medlem af Lies Damned
Lies og være solist, er Steve Butler også leder af pladeselskabet Sticky Music,
som også er pladeselskabet som udgiver hans musik. Han er også involveret i den
engelske festival Greenbelt, hvor han også er et stort musiknavn blandt
publikummet. Musikalsk er Love Come Down, lidt anderledes end Lies Damned Lies’
musik, hvilket også er forståeligt, hvis man ser det i lyset af, at ellers
kunne materialet jo kun gemmes til bandets næste album. Steve Butler er meget
mere tilbagelænet og afslappet på Love Come Down. I modsætning til Lies Damned
Lies’ elektronisk-sindede rock musik, så har Steve valgt at fokusere mere på
akustisk baseret musik, selvom el-guitar også er at høre blandt albummets ni
numre. Men i stedet for at have guitaren (el. eller ak.) placeret i front, er
klaveret draget ind i lydbilledet, og det skaber en meget afslappet og smuk
atmosfære. Alle og enhver skulle, om ikke andet, høre nummeret Hill Of The
Angels som er en perle af rang. Dette nummer ligner også meget et eller andet
kendt nummer, men jeg kan bare ikke huske hvad for et det er, og det irriterer
mig så enormt meget. Efter at have rost Steve til skyerne, vil jeg bare sige,
at det som gør, at han ikke fortjener mesterværkstatus for Love Come Down, er
det faktum, at det måske bliver an anelse kedeligt i længden, da flere af
numrene er ret ens, og at der ikke rigtig er noget der skiller sig ud fra
mængden (foruden Hill Of The Angels). Ellers er Love Come Down en behagelig
gennemlytning og yders anbefalelsesværdig. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Ceadmon’s Call; Long Line Of Leavers
Essential Recors. 2001
Ceadmon’s Calls selvnavngivne udgivelse fra 1997, som samtidig
var deres første for et pladeselskab (Warner Alliance), er en af de bedste
akustiske pop cd’er som nogensinde er udgivet. Den havde simpelthen alt hvad
man kan ønske sig. God sangskrivning, veludført underspilspil, fremragende vokaler
(både kvindelige og mandlige) og lidt af hvert fra country, folk og pop, bare
så længe det var akustisk. Siden i 1997 har Ceadmon’s Call fejlet lidt med at
leverer varen. ”40 Acres” var et godt album, men den står helt klart i skyggen
af ”Ceadmon’s Call”, og det er lige præcis også hvad den nye ”Long Line Of
Leavers” gør. Det er stadig akustisk pop som former lydbilledet, dog med lidt
folk og lounge vævet ind. Lige som på 1997 udgivelsen, hvor Ceadmon’s Call
spillede en coverversion af et Rich Mullins nummer, har bandet her valgt, at
indspille en version af John Michael Talbot sangen ”Prepare Ye The Way”, dog
ikke med samme gode resultat denne gang. Det man måske savner mest på ”Long
Line Of Leavers” er Danielle Youngs vokaler, som ikke kommer til sin ret mere
end i to numre i alt, hvilket er lidt, da man tænker på, at hun er en
fuldtidsmedlem (kun som sangerinde) af bandet. Ellers er numrene i forhold til
”Ceadmon’s Call” alt for slappe. Det hele bliver også lidt for sukkersødt
engang imellem, hvilket produktionen i stor stil bidrager til. Men når alt
dette er sagt, kan jeg ikke komme udenom at skæring fem - ”Mistake Of My Life”
- måske er det bedste Ceadmon’s Call nummmer i fire år. Dette nummer har alt
hvad et pop-hjerte har brug for, og måske endda lidt oveni. Alt i alt må
konklusionen være at Ceadmon’s Call er en flok begavede musikere og
sangskrivere, som for fire år siden lavede et mesterværk som de endnu ikke har
overgået, og måske aldrig vil. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Celine Dion; A New Day Has Come
Columbia. 2002
Ja, jeg kan sagtens indrømme det, jeg har flere Celine Dion
cd’er i min samling, og de ender endda i spilleren engang imellem. Men
dette, Celine Dions come-back efter en
længere orlov fra musikken pga. ægtemandens sygdom, er altså ikke specielt
godt. Albummet indeholder ingen så mindeværdige sange, som denne canadiske
sangkvinde tidligere har præcenteret, og derved er albummet ganske enkelt
hurtigt glemt. Det er stadig kærlighedssange med flot vokal, Celine Dion
beskæftiger sig med, men mere i form af dårlige gentagelser af fortiden hellere
end noget nyt. Og det er også derfor, at albummet har ligget så længe uden at
anmeldelsen er kommet på siden. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð
Divsere Kunstnere; Coke Vibration vol. 1 (J-----)
BMG Sweden/The Coca Cola Company. 2002
Divsere Kunstnere; Coke Vibration vol. 2 (J-----)
BMG Sweden/The Coca Cola Company. 2002
Divsere Kunstnere; Coke Vibration vol. 3 (JJ----)
BMG Sweden/The Coca Cola Company. 2002
Divsere Kunstnere; Coke Vibration vol. 4 (JJJ---)
BMG Sweden/The Coca Cola Company. 2002
De fleste har nok hørt om disse cd’er. De er ikke til købs i
forretningerne, men i stedet er de et snildt markedsføringstrick fra Coca Cola kompagniets
side. Idéen er nemlig den, at man skal samle 15 points for at få en cd. Man får
et point for hvert blåt mærke der gemmer sig i flaskens prop. Altså et point
pr. flaske, og derfor er cd’en, når den endelig er i hus, alligevel ret dyr.
Men køber man alligevel cola, så kan man ligeså godt gøre brug af de fordele
der er. Forvent bare ikke underværker på disse fire cd’er, der indeholder otte
radiohits hver, taget fra aktuelle kunstnere indenfor dance, pop, hip hop,
r&b og rock genrerne. Der findes bl.a. kunstnere som Kylie Minogue, Five,
Westlife, Angie Stone, Thomas Helmig, The Calling, Christina Aguilera, Jay-Z og
Outlandish, men ingen af disse imponerer noget særligt. I stedet er det bands
som Backyard Babies fra vol. 1, Petter feat. ADL fra vol2, Kane og The Electric
Soft Parade for vol. 3, og Marie Frank, Dido, Him og Lit fra vol. 4 der skorer
nogle points hjem. Der er, som ses, langt imellem højdepunkterne, men i det
mindste har vol. 4, fire gode numre, hvilket er halvdelen. Ellers er dette ikke
store kompilations-cd’er, men som sagt, drikker man alligevel cola, så kan man
ligeså tilegne sig dem. Man kan vel få 5 kr. – eller deromkring - for dem i
Accord? Hans Jákup Eiðisgarð
Diverse Kunstnere; Music Of The
Millennium
EMI/Virgin/Universal. 2000
Jeg synes, at jeg kan huske en cd af samme navn udgivet i
slutningen af 1999, men da mange mennesker er af den opfattelse, at vi først
skifter ind i det nye årtusind ved indgangen til år 2001, har tre af de rigeste
pladeselskaber i verden, valgt at samle 39 af deres skatter sammen til et nyt
projekt, som skal fylde deres lommer med let tjente penge. Selvfølgelig er der
en masse vidunderlige og uimodståelige sange på Music Of The Millennium. Det er
nærmest kun klassikere, med undtagelse af Robbie Williams og hans Millennium,
som nok kun er med på grund af navnet. Her må vi nok vente og se hvad tiden gør
ved nummeret. En klassiker er den ikke endnu. Ellers starter det fedt med gamle rock
numre fra Queen (We Are The Champions), Rolling Stones (Start Me Up) og The Who
(My Generation. Lidt senere er der igen nogle vidunderlige rock numre fra Bon
Jovi (Living On A Prayer), Dire Straits (Money For Nothing), Lenny Kravits (Are
You Gonna Go My Way) og Oasis (Wonderwall), hvorefter vi hører nogle lidt mere
afslappede numre bl.a. fra Elton John (Candle in The Wind), Prince (Purple
Rain), Tina Turner (The Best) og Peter Gabriel (Sledgehammer). Og det er kun den første af de to cd’er på Music Of The
Millennium.
Den anden cd, er
lidt mindre rockcentreret. Den starter med John Lennon’s Imagine, fulgt af Bob
Marley’s No Woman No Cry, og der er mere reggae med UB40 og deres Red Red Wine.
Ellers bidrager bl.a. George Michael (Jesus To A
Child), U2 (With Or Without You), Bee Gees (Stayin’ Alive), Abba (Dancing Queen)
og Simon and Garfunkel (Bridge Over Troubled Water). De fleste af disse
numre, kunne man have ventet at se på en cd som denne, men der er nogle
overraskelser, bl.a. med Janet Jackson (Together Again), Pet Shop Boys (West
End Girls) og Massive Attack (Unfinished Sympathy). Hvis man kan lide pop og
rock musikken, som er udgivet fra 60’erne op til i dag, så kan man ikke gå helt
forkert med at tilegne sig Music Of The Millennium. Der er ingen dårlige numre.
Man kunne selvfølgelig diskutere, om ikke nogle andre bands skulle få
muligheden i stedet for dem der er udvalgt, og om det nu er de helt rigtige
numre som er taget med, fra de diverse udvalgte kunstnere, men stort set er
dette en udmærket opsamling. (JJJJ--) Hans Jákup
Eiðisgarð
Diverse kunstnere; Pop99, 1999
Viva Records, (s16)
Producer; Leif Cederfjord
Det er altid
spændende at høre nogle bands og artister, som man ikke har hørt før. Og det
fik jeg muligheden for på ”Pop99,” hvor vi finder 16 numre, med nye og ældre
artister og bands, men kun med numre lavede i 1999. Nogle af de mere etablerede
navne man kan nævne, er Glenn Kaiser, Gary Chapman, Russ Taff, Larry Norman og
Ralph van Manen, samt nyere men kendte bands som Third day, Plumb og All Star
United. Da dette er en svensk udgivelse, er der også flere svenske bands med på
CD’en, bl.a. Charizma, Majoy, Ultrabeat, Clas Vårdstedt & Michael Johnson
og Daniel & Paulina Brolin.
CD’en er ret
varieret. Der bliver spillet CCM (Russ Taff, Gary
Chapman, A Cross Between og Majoy), blues (Glenn Kaiser), pop/rock (Third day,
Charizma, Lincoln Brewster, Plumb og All Star United) R&B (Virtue) og dance
(Ultrabeat).
Dette
er måske det bedste af hvad Viva udgav og distribuerede i 1999, men der er var
en masse kristen musik, jeg kan tænke på, som var bedre i 1999 end denne
samling. Misforstå mig ikke, her er et par gode numre, men ”Pop99” er ikke en
CD, jeg kan høre uden at trykke på skip mindst et par gange. Køb den fra Royal
ApS på [email protected].
(JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð
Diverse Kunstnere; Moulin Rouge (Soundtrack)
20th Century Fox/Interscope. 2001
Var man ikke helt
overbevidst over Nicole Kidmans sangevner, da hun sang en duet med Robbie
Williams’ på hans nyeste album “Swing When You’re Winning”, så vil man i hvert
fald være det, når man enten har set musicalen ”Moulin Rouge” eller
soundtracken til selv samme. Nu er det allerede længe siden filmen gik i
biograferne, og den har endda været på video i et stykke tid efterhånden, så
der er vist mange der allerede enten har set den flere gange Oscarvindende
musical eller i det mindste hørt soundtracken. Til dem der ikke har set filmen,
kan jeg bare anbefale at se den. Har man set filmen og oven i købet godt kunnet
lide den, så er der absolut købetvang på soundtracken. Den indeholder nemlig
det meste af den fede musik der fremstod i selve musicalen. Der vil igen og
igen være muligheden for at lade filmstjernerne Evan McGregor og Nicole Kidman
forføre dig med sine overraskende gode sangevner, og især et nummer som ”Elephant
Love Medley” – en medley der bl.a. indeholder korte strofer fra numre som ”All
You Need Is Love” (The Beatles), ”Pride (In the Name Of Love)” (U2), ”I Was
Made For Loving You” (Kiss), ”Up Where We Belong” (Joe Cocker & Jennifer
Warnes) og ”I Will Always Love You (Dolly Pardon) – rammer plet, når de to,
sammen, udveksler erfaringer (Nicole) og meninger (Ewan) omkring kærligheden.
Som altid med musicals, så tages lytteren på en varieret rejse igennem det
musikalske univers, og både gamle og moderne toner får frit løb, men smelter
alligevel sammen i en dejlig og hjertevarmende musikalsk cocktail. Blot det
faktum, at artister som Bono, Rufus Wainwright, David Bowie og Beck, får lov at
medvirke på sådant et album, ved siden af Fatboy Slim og Massive Attack, og
måske ikke mindst Christina Aguilere, Pink, Mye og Lil’ Kim, beviser, at Baz
Luhrmann bestemt ikke havde tænkt sig at kilde en bestemt lytterkreds bag
ørene, da han gik i gang med arbejdet til ”Moulin Rouge”. Det var en flot
oplevelse at se musicalen, og naturligvis kan soundtracken ikke leve op til de
samme standarder, uden de visuelle effekter og selve historien, men som et
album i sig selv er soundtracken absolut værd at eje. (JJJJJ-) Hans Jákup
Eiðisgarð
Diverse Kunstnere; Music From And Inspired
By JESUS The Epic Mini-Series
Capitol Records. 2000
JESUS The Epic Mini-Series, er åbenbart en Amerikansk tv-serie,
som omhandler Jesu liv og gerninger. Og nu er der i bedste amerikanske stil
udkommet et soundtrack til serien. Der er 12 numre, med 12 velsælgende
kunstnere med på soundtracket. Ca. halvdelen af disse kunstnere har i forvejen
en karriere som kristne musikere, mens den anden halvdel har en dagligdag som
top kunstnere på mainstream markedet. At udvalget af kunstnere er som det er,
er uden tvivl for at sælge pladen på begge markeder. Og de som køber kristen
musik, får også nye numre med deres favorit kunstnere på JESUS The Epic
Mini-Series. Der er bl.a. numre med Stephen Curtis Chapman, Jaci Velasquez,
Avalon og selveste Dc Talk. Dem som er mere til mainstream musik har mulighed
for at høre Leann Rimes, Hootie & The Blowfish, 98° og Sarah Brightman, og
man skulle egentlig tro, at man med så mange talentfulde kunstnere, ville få et
godt resultat, men således blev det ikke med JESUS The Epic Mini-Series. Det er
faktisk en af årets mest ligegyldige soundtracks, hvilket ikke siger så lidt,
da der har været mange af slagsen i år. Bedst undgået. (JJ----) Hans
Jákup Eiðisgarð
Diverse Kunstnere; Something You Ain’t
Heard Before
Praise Revolution Records. 2000
Something You Ain’t Heard Before er en samling med 22 numre med
kunstnere fra USA, Australien og England, i alle tænkelige musikalske modernede
genrer; Rap, Hip Hop, R&B, pop, rock, folk, grunge, dance, trance, osv. De 20
kunstnere som findes på Something You Ain’t Heard Before, er alle mere eller
mindre ukendte for mainstream folket, og måske endda for dem som graver i
undergrunden. De eneste bands jeg personligt kendte før denne udgivelse, var
amerikanske reggae band Christafari og engelske dance band One;Lite. Men derfor
er det ikke sagt, at de andre ikke er værdige at lægge øre til. Det skulle ikke
undre mig, om flere at disse bands i år 2001, vil stå frem som succesfulde
kunstnere. F.eks. australske Room To Be, som med How Many Times? leverer
pladens fedeste pop/rock nummer, eller People In A Box som med deres
trancelydende Abondon bryder med kristen musiks dansenormer. Ja, jeg kunne
blive ved, men der er for mange numre. Der er dog også nogle mindre gode numre
blandt de 22. F.eks. havde jeg regnet med mere fra Christafari, som jo er et af
de etablerede bands, og som efter sigende skulle være rimelig gode. Ellers er
det utroligt hvordan flere kunstnere prøver at efterabe andre. F.eks. ligner
alle dance bands på Something You Ain’t Heard Before (på nær People In A Box)
World Wide Message Tribe, mens flere af rock kunstnerne efterligner Deliriou5
eller Newsboys. Men som sagt, der er nok af variation på Something You Ain’t
Heard Before, og for dem som kan lide alle former for moderne musik, skulle der
ikke være noget i vejen med at tilegne sig pladen. En anden ting som køberen
måske burde vide er, at for dem som ikke har en computer, vil der kun være 18
tilgængelige numre, da 4 de sidste kun er i mp3 format, og derfor kun kan høres
med VinAmp eller andre mp3 programmer. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Diverse Kunstnere; Tongues Of Fire
Rhythm House Records. 2000
Hvis man har lidt kendskab til kristen musik, og man
sidder med ”Tongues Of Fire” i hånden, så er det ikke svært at gætte, at cd’en
er stærkt åndelig og bibelsk korrekt. Både fordi at albumtitlen ”Tongues Of
Fire” refererer til det som skete i pinsen, og som er beskrevet i ”Apostlenes
Gerninger” kapitel to, hvor tunger af ild faldt ned fra himlen og over
apostlene. Men også fordi, at de fleste sangtitler på skiven direkte leder
tankerne hen på kapitler og udsagt i Bibelen, i det de hedder ”Psalm 150”,
”Romans 12;1-2”, ”Blood & Fire” osv. Selve musikken er meget tilbagelænet
og afslappende. Hvis det ikke var for de åbenbare kristne referencer, så ville
den stå helt fint på new-age-hylderne i din lokale musikbutik. Overalt er der
en meget hjertelig følelse, som virker meget oprigtig. Mary-Kathryn starter
cd’en lidt Enya-lydende med et stærkt ambient nummer, og derfra kører cd’en i
nogenlunde samme spor hele vejen, dog med lidt mindre ambient udstråling og
lidt mere langsom lovsang. Og at denne mediterende atmosfære holder hele vejen
igennem cd’en, er måske heller ikke så mærkeligt, i det at kunstnere som Adrian
Snell, Steve Bell og Jon Buller til dagligt laver langsom og hjertelig
lovsangsmusik, men i virkeligheden er der også kunstnere som til dagligt lever
helt anden musik end den som her er beskrevet. Der er bl.a. Faith Massive,
Christafari og Hydro som henholdsvis med deres drum & bass, reggae og house
musik faktisk formår at holde samme mediterende atmosfære kørende. En meget god
udgivelse, hvis man er til meditationsmusik, og jeg holder bestemt af musik som
denne, men jeg har lidt svært ved at holde mig vågen igennem hele forløbet her
på ”Tongues Of Fire”. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgårð
Allie Fox; Diving For Pearls
Vixen Records. Koch. 2000/2002
Det var ikke så få rosende ord det amerikanske ezine 1340-mag havde
til Allie Fox og hendes album ”Diving For Pearls”, der oprindeligt blev udgivet
i år 2000, men som nu er genudgivet igennem Vixen Records. Karakteren blev ikke
til mindre end et A, hvilket på denne side svarer til seks smilehoveder. Ikke
så lidt, hvad? Og andre store magasiner har – bl.a. Q og Mojo – har også givet
Allie Fox sit kvalitetsmærke, hvilket hermed også gøres herfra. Men ligeså
positiv som 1340-mag anmelderen, er jeg nu heller ikke, selvom den middel
aldrende skotske folkesangerinde tydeligvis kan sit kram. Hun kan både synge,
spille og skrive, hvilket første gennemlytning af ”Diving For Pearls” mere end
rigeligt vil bevise. Alligevel er pladen langtfra fejlfri, i det der også
forekommer numre der i virkeligheden lyder mere som en gentagelse af andre
sange. Disse er kedelige og uopfindsomme, og de holder ikke den standard der
ellers er sat for resten af albummet. Heldigvis er talen dog kun om et par
sange, og eftersom der er ti sange på albummet, så er der stadig materiale at
guffe på, uden at man behøver at gå helt i sort og få brækfornemmelser. Allie
Fox er en ganske god singer/songwriter og folkesangerinde, og at hendes vokal
ikke minder alt for meget om det sædvanlige kvindelige singer/songwriter og
folkemusik, men snarere som let pop-musik a la Sheila Walsh, er blot et point i
den rigtige retning. Godt gået. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Kirk Franklin; the nu nation project
Cospo Centric, 1998
Producer; Kirk Franklin
Kristen musiks måske
best sælgende kunstner Kirk Franklin, er igen ude med et nyt album – ”The nu
nation project”. Med lidt hip hop, lide rap og en masse sort gospel, formår
Kirk Franklin stort set ikke andet end at lave nogle kedelige, andre
uinspirerende, og mange dårlige sange. De eneste lyspunkter er lovsangs-balladen
”hold me now”, og ”lean on me”, som med gæstesangere så kendte som Mary J.
Blidge, R. Kelly, Crystal Lewis, Gods Proberty og Bono (fra U2) klart er det
fedeste nummer. Sidst nævnte sange, fik mig til at købe cd’en, som desværre
ikke var pengene værd, selvom den var billig. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð
Gospel Wave; Keep on
movin’
Royal ApS, 2000!
Producer; Peter Sørensen
I Europa, er der
ikke nogen særlig tradition for gospelmusik, men i Norge har der efterhånden,
udviklet sig nogle gode gospelkor. Jeg har ikke den store kendskab til den
danske gospel scene, men siden jeg flyttede til Danmark, for et år siden, har
jeg set en del ”kristen TV” på Kanal København, hvor jeg også har set et par
gospelkor ind imellem. Jeg håber ikke, at dette er normen for dansk gospel,
fordi disse kor varierede alle fra det kedelige til det dårlige til det helt
uudholdelige. Jeg har hørt, at Primus skulle være gode, men for et par dage
siden fandt jeg ud af, at der er et fremragende gospelkor i Danmark. Koret
hedder Gospel Wave, og det kommer fra Hirtshals, en lille fiskerby på Jylland.
Deres debut album ”Keep on movin’,” på forlaget Royal ApS, lyder at være
professionelt udført. Albummet er godt
arrangeret, og solosangerne, samt selve koret, lyder rigtigt gode. Men er
dette, i sig selv, grundlag nok for at udgive en CD, da der ikke er et eneste
nyt nummer på ”Keep on movin’”?
Der er 10 kopi eller
covernumre (vælg selv) på ”Keep on movin’,” og ud af disse er tre Kirk Franklin
numre (My life is in your hands, stomp & Lean on me). Der er også et
Shirley Ceasar nummer (The sun is gonne shine), et Oslo Gospel Choir nummer
(Open up my heart), og den traditionelle ”syng-med” favorit ”This little
light.”
Jeg lyder måske lidt
små negativ, men sandheden er faktisk den, at der er lang tid siden, at jeg har
nydt en gospel CD, så meget som denne. Jeg nyder i sær de sidste numre på
CD’en, ”Open up my heart og ”This little light.” Disse numre får mig til at
huske hvorfor jeg, i gamle dage, elskede gospel. Køb den fra Royal ApS på [email protected].
(JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Keith Green; The Ministry Years vol. I (1977-1979)
Sparrow. 1999 (JJJJJ-)
Keith Green; The Ministry Years vol. II (1980-1982)
Sparrow. 1999 (JJJJJ-)
Det var ikke så lidt Keith Green fik beriget verden med igennem
sit korte liv. Manden lavede nogle af musikhistoriens mest hjertenære og smukke
numre nogensinde, og manden var oprigtig i sine udlægninger er ikke meget at
tage fejl af. Keith døde uheldigvis - ligesom så mange andre musikere - i et
flystyrt i 1983, men hans musik lever videre, og i bedste tilstand. Det kan
være, at nogle som hører Keith Green for første gang vil tænke, at hans musik
er gammeldags og dateret, men man skal huske, at dengang Keith Green lavede
musik, var den kristne musikscene ikke så etableret som den er i dag, og
pengene var nærmest ingen til at optage og producere plader. Og derfor er lyder
ikke "op to date", men som sangskrivere blæser Keith langt de fleste
af dagens sangskrivere ud af scenen. Det er sange som "Song To My Parents", "Jesus Commands Us
To Go", "Create In Me A Clean Heart" og "Oh, Lord You're
Beautiful" kun helt få eksempler på. Det var stort, det
var flot, og Keith vil huskes for altid. Hans Jákup Eiðisgarð
Hannah’s Prayer;
Purpleflowers
Echo Records. 2000
Hannah’s Prayer har med Purpleflowers, skabt en smuk og farverig debut
udgivelse. Hannah’s Prayer er et undergrunds band, som endnu har en
pladekontrakt og radiosucces til gode. Det er dog ikke sikkert at dette er
tilfælde om et år. Purpleflowers er god - meget god – og bands som før har
prøvet denne opskrift er kommet langt. Purpleflowers er et vaskeægte pop album,
med Saskia Kidd’s lækre kvindelige vokaler og Jesse Rebol’s (ofte) akustiske
guitarspil i front. Udover dette, bas og trommer, bliver lydbilledet krydret
lidt med mandoliner, hammond orgel, wurlitzer, perkussion, hvilket giver
Purpleflowers den rigtige stemning, på de rigtige tidspunkter. Saskia’s vokal
ligner meget Leigh Nash’s fra Sixpence None The Richer, og Hannah’s Prayer’s
stil ligner faktisk også meget Sixpence på deres tidlige plader. Jeg kommer
også til at tænke på The Corrs og Considering Lily i flere forskellige numre.
Titelnummeret Purpleflowers starter cd’en, med lidt blues guitar gemt bag
Saskia’s vokal, hvilket giver den helt rigtige stemning. Derefter kommer
albummets måske bedste nummer Seven. Et lidt mere optempo nummer, med et meget
i øre faldende omkvæd, hvor guitaren bliver sat i fokus. Dette nummer kunne i
øvrigt godt være taget fra det gamle Sixpence None The Richer album The
Fatherless and The Widow - så meget ligner det. Der er flere af disse fede pop
numre, med masser af hit potentiale, men der er også nogle alternativt
inspirerede country og folk numre, som faktisk tager Hannah’s Prayer et sted
hen, hvor ingen af de bands, de her er blevet sammenlignet med før har været.
Purpleflowers er et smukt pop album, som beviser at bandet godt kan få et
gennembrud, hvis kun de kommer i de rigtige hænder. Og Gud vide hvor numre som
Seven så ville ende. (JJJJ--) Hans Jákup
Eiðisgarð
Michael Hart; Lord of The Mountain
Soul Keeper Music. 2000
Canadiske Michael Hart udgav sin første plade, True, i 1986, og
siden dengang har det taget ham sådan ca. 3-4 år om at lave hver plade. Nu er
hans femte plade på 14 år, Lord of the Maintain, på markedet. Jeg ved ikke,
hvad jeg skal kalde Michael’s musik. Før i tiden ville man kalde dette CCM
(contemporary christian music), men dette er ikke særlig moderne (contemporary)
længere. Put My Trust, første sang på pladen, ligner hvad man ville have hørt
fra Keith Green, som jo døde i 1982. Flere af pladens andre numre, ligner meget
det, som Michael Card har spillet hele sin karriere, og den begyndte jo i de
tidlige 80’er. Der er dog nogle numre, hvor guitarspillet er på grænsen til at
ligne Stephen Curtis Chapman’s spil, og vokalerne Clay Crosse, hvilket jo i
højeste grad er moderne (CCM). Once a Kid, er et instrumentalt nummer, hvor
Michael Hart afprøver sine evner som klassisk guitarspiller. Resten af pladen
er meget afslappende. Det er sange med en simpel akustik guitar i front, og med
følsomme vokaler, som lovsynger ham som har skabt himmel og jord. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Hills Youth Praise;
United live – everyday
Hillsong Music
Australia, 1999
Producer; Darlene Zscheck & Ruben Morgan
Australske lovsangs
pladeselskab Hillsong Music, har efterhånden udgivet tonsvis af fremragende
lovsangsplader, og har opnået, i hvert fald i Europa og Australia, lige så stor
popularitet som Maranatha og Integrity. ”United live – everyday” er en lovsangs
plade af Hillsong’s ungdom, lavet til os, ungdommen. Det er ikke noget specielt
fedt ved denne optagelse. Her er nogle fede numre, og nogle kedelige. Som
CD-titelen siger, så er dette er live optagelse, og i nogle sange giver det
noget, som man ikke kunne fået ved studio optagelse. Det er ligesom, at man
bedre kan mærke at det er oprigtigt, og at de mener det, de synger, og desuden
er det fedt at høre publikum råbe tilbage på nogle af numrene. Jeg synes faktisk
at lovsangsplader generelt er bedre en studiooptagelser, selvfølgelig tænker
jeg ikke lydkvaliteten her. Når jeg hører lovsangs tænker jeg ikke på
produktionen, selvfølgelig skal den heller ikke være af mono kvalitet, men det
jeg fokuserer mest på, er lovsangen i sig selv. Det er kun en bonus hvis der er
et fedt band i baggrunden, sangerne er gode, og at produktionen er god. Jeg
synes at alle disse ting er nogenlunde opfyldt på ”United Live – Everyday,” men
til tider lyder det som man har hørt numrene før, og det har jeg ikke. Hvis du
kan lide Hillsong praise, så kan du også lide ”United Live – Everyday.” Køb den
fra Royal ApS på [email protected].
(JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Majoy; uncover the
truth
Viva Records 1998
Producer; Mohammed Denebi
Jeg har aldrig før
hørt Majoy, men alligevel føles det som jeg har hørt denne CD tusind gange før.
Det er ingen tvivl om at de fem medlemmer af Majoy kan synge, og produktionen
er god, men lad os se det i øjnene, dette er kedeligere end at arbejde sent
fredag aften. Majoy spiller en blanding af R&B, gospel og CCM, og det gør
de ikke særlig overbevisende. Der er fem medlemmer i Majoy; Sara Ekdahl, Anette
Eidenskog, Jill Nordin, Anders Mårtensson er alle vokalister, mens Ola Hedén
spiller keyboards, men dette er ikke en accapella plade, der er nemlig også
nogle studio musikere med, og de tager sig af instrumenterne. Jill Norden og
Ola Hedén fra bandet, har skrevet de fleste tekster og melodier, og det må vi
tage hatten af for. I sidste ende er dette dog en ligegyldig udgivelse, som man
helst vil glemme så snart den er ude af CD-spilleren. Køb den fra Royal ApS på [email protected].
(JJ----) Hans Jákup
Eiðisgarð
Maud; ”Du har åbnet mine øjne” (promo-single)
Reflex 1999…
Maud er en af dansk kristen musiks helt nye navne. Jeg fik denne
promo-single fra Reflex til at anmelde, men som i ved har Q-music ligget i
dvale i nogen tid, så det har været umuligt at anmelde denne single. CD’en er
allerede udkommet, og ud fra denne single kan jeg faktisk ikke sige, hvilken
stil Maud befinder sig på albummet. På denne single er der tre versioner af
samme sang; ”Du har åbnet mine øjne.” En version er taget fra albummet, og
netop denne version er lidt CCM/pop inspireret, hvilket får mig at tænke at
albummet måske er et rent pop album, men jeg ved det ikke. De to andre
versioner er i henholdsvis dance og R&B genrene. Den fedeste udgave af
sangen er helt sikkert dance versionen. Nummeret ”Du har åbnet mine øjne” får
mig at tænke på typisk dansk pop som Anne Linnet eller Danser med Drenge, og
specielt dance versionen får mig at tænke på Danser med Drenges remix album fra
1993. Der er også et anden nummer på singlen, som hedder ”Rain.” Denne sang er
også en pop-melody. En rigtig piano ballade. Denne single sætter ikke en ny
standard for kristen musik, men den er da helt ok at lytte til en gang i
mellem. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð
Kay Morris & the Jewels; Armageddon
Jewel Records 1998
Producer; Orville Malcolm
Man skulle tro, at
Kay Morris havde levet hele sit liv, et eller andet sted i Caribien, når man
hører hendes cd ”Armageddon.” Kay Morris kommer dog fra Canada, et land som
faktisk ikke er kendt, for den gladeste sommer musik. Men det er, nøjagtig hvad
Kay Morris spiller. Glad sommer musik. Der er lidt gospel at finde i hendes
stil. En smule moderne r&b. En smule 1 genrerations ska, og sidst men ikke
mindst reggae. Reggae er faktisk den stil, der skinner igennem på ”Armageddon,”
og reggae, ja det kan Kay Morris godt finde ud af at spille. Det er nok også
derfor, at hun har vundet et par reggae præmier i hendes hjemland.
Reggae er ikke
ligefrem noget, som danskere bruger alt for megen tid på. Eller det tror jeg i
hvert fald ikke. Men skulle det absolut være en smule reggae musik, med i musik
indkøbene til sommeren, så ville Kay Morris være et godt bud. Hendes musik
ville helt sikkert få gang i strandfesterne. Det er dog ikke kun sjov og
ballade i Kay Morris’ musik. Faktisk overhoved ikke. Det er bare musikken i sig
selv, der er så glad og iørefaldende. Teksterne er helt alvorlige hele tiden,
og det beviser titler som ”He’s comming again,” ”Armageddon” og ”Satan time
expire” i sig selv.
Jeg kan godt lide
”Armageddon,” og jeg har brugt en del tid, på at høre den ude i solen, men til
tider ville jeg bare ønske, at den havde lidt mere bid, og at den måske var en
lille smule mere moderne. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Newsboys; Love liberty disco
Sparrow Records, 1999 (10 sange)
Produseret: Petur Furler
Coveret på denne nye Newsboys cd er meget fedt, hvor man ser
bandets medlemmer spille på hver sit instrument, alle i ført snehvidt tøj. Det
ser ud som de alle flipper totalt ud, og dette fik mig at tænke at Newsboys
endelig havde revet sig løs, fra deres typiske CCM pop/rock de er kendte for,
men hvor blev jeg skuffet første gang jeg lyttede til cd’en. Der er ingen rock
overhoved på albummet. Der er heller ikke nogen disco som cd titelen ”Love
Liberty Disco” antyder. Hvad der er nok af er pop. Et pop album er hvad dette
er i alle ender og kanter. Derfor er det dog ikke sagt at dette er en skidt
udgivelse, fordi det er den ikke. Det er dog heller ikke det bedste Newsboys
har udgivet. Nogle siger, at det skyldes at forsangeren har forladt bandet,
andre siger, at det skyldes at Steve Taylor ikke længere producerer cd’erne.
Jeg tror dog ikke det har noget med dette at gøre. Jeg tror rent faktisk, at de
er blevet trætte af at skulle leve op til rock scenen og ccm scenen på en gang,
og derfor har valgt at spille det de selv har lyst til, og hvis dette er
tilfældet er der herfra kun godt at sige om det. Der er i hvert fald kommet et
par pop perler ud af ”Love Liberty Disco.” Sangen med samme navn er helt klart
den bedste, med det dejligste omkvæd hørt længe. Også ”Good Stuff” og
”Everyone’s someone” er pop perler, og den sidst nævnte skal nok blive et stort
CCM radio hit, på et eller anden tidspunkt. ”Love Liberty Disco” er på ingen
måde enden på Newsboys, men jeg vil dog ikke give Peter Furler ret i at dette
er begyndelsen. Newsboys har lavet både gode og dårlige plader i deres
karriere, og dette er en af dem der ligger midt i mellem. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Rhythm; (The Atlanta Sessions)
Selvstændig. 1999 (JJJ---)
Rhythm; Reaching For Life
Selvstændig. 2001 (JJ----)
Navnet Rhythm må nærme sig det mest intetsigende bandnavn, jeg
nogensinde har hørt. Men heldigvis er musikken noget mere opfindsom. Mærkeligt
nok er det dog deres promo-ep fra 1999 som tiltaler mig mere, end deres nye
fuldlængde. På ”(The Atlanta Sessions)” giver Rhythm den hele armen, med sange
som godt kan beskrives som et mellemting mellem Dave Matthews Band, Burlap To
Cashmere og Dc Talk. Der er fire skæringer på skiven, og i det mindste er tre
af dem ret fede, men bandet vælger at afslutte med et over 14 minutters langt
nummer, hvor en række mennesker der har været i kontakt med bandet taler
positivt om dem, imellem nogle lettere musikøjeblikke. Dette burde være
undgået, og det trækker for mit vedkommende karakteren fra 4 ned på 3.
”Reaching For Life” er bandets nye skive, og den er eftersigende noget af det
bedste der findes på det kristne pop og rock marked. Well, jeg er ikke enig.
Bandet er blevet betydeligt mere kedeligt siden promoen fra 1999. Nu kæler de
for meget for detaljerne, hvilket gør at hver gang de nærmer sig et solidt
øjeblik, så ødelægges det af silkebløde sammensætninger. Der er mindre rock på
”Reaching For Life” og meget mere R&B, funk og pop, hvilket er helt fint,
hvis bare det lød ligeså tiltalende som da de spillede en mere sprudlende
pop/rock på ep’en. Eneste gang bandet nærmer sig et godt nummer er i ”You &
Me”, hvilket til gengæld rent faktisk er bund solidt. Hans Jákup Eiðisgarð
Roxette; Room Service
EMI. 2001
Så er et af Sveriges hotteste navne nogensinde igen ude med et
nyt album, hvilket er nummer syv i rækken. Roxette var også engang et af
verdens bedste popnavne, og albums som ”Look Sharp”, ”Joyride” og dels
”Tourism” gik rent ind. Men efter disse udgivelser var det, som om
kreativiteten var ved at slippe op, selvom der altid var perler iblandt de nu
mere eller mindre kedelige numre. ”Room Service” tager over hvor deres forrige
album ”Hava A Nice Day” gav slip. Dvs. med poppede og dansevenlige numre. Samtidig
prøver de, at få noget der ligner ”Joyride” og ”Look Sharp” numre op på benene
igen, og der er kreativiteten langt fra tilstrækkelig disse dage. De
allerfleste numre på ”Room Service” er ligegyldige ballader med dansevenlige
undertoner, sammen med et par stykker Per Gessle up-tempo guitarpoppere.
”Jefferson” tilhører sidstnævnte kategori, og er klart skivens bedste nummer.
Ja måske skivens eneste rykker overhoved. ”Make My Head Go Pop” lyder næsten
lige som ”Crush” fra forgængeren, og i virkeligheden er dette er relativt godt
nummer, som tager udgangspunkt i hårdt pumpende danserytmer med lette
strygerarrangementer drysset henover. Udover disse numre, er der ikke meget der
fanger min opmærksomhed. Engang kunne de så meget mere end det her, men det er
efterhånden mange år siden. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð
Shine: Do it Right
Reunion Records 2000
Producer; Zarc
Porter
Første gang jeg hørte pige bandet Shine, var på Jumping in the House of
God 2 fra 1996, hvor de spillede nummeret Jesus name above all names på en god
og overbevisende måde. I dag, 4 år senere, er en del ændret med bandet. Det der
lød godt dengang (bl.a. jungle breaks) er væk, - måske for at glæde deres
pladeselskab Reunion. Man skulle tro, at der kom noget af en dance plade ud af
Shine’s samarbejde med Zarc Porter fra World Wide Message Tribe. Det gør der
bare ikke her. Shine har på Do it Right, lavet 12 af de mest poppede numre, man
kan tænke sig. Generelt er der en alt for sød og pæn stemning på albummet, og
produktionen er alt for perfekt til at bide fra sig. Shine kan sammenlignes med Spice Girls, bare uden girl-power. Og
girl-power er det som rent faktisk kunne gå hen og gøre Shine en lille smule
mere interessant. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð
Sixpence none the
richer; kiss me (single)
Elektra/Squint, 1999, 3 sange
P; Steve Taylor
Sixpence har spillet
kristen musik, i nogle år nu, og de har efterhånden udgivet 3 cd’er og en ep;
”the fatherless and the widow”, ”the beautiful mess”, ”prayerwheel (ep)”, og
”sixpence none the richer” som er den nyeste, og hvor denne single er taget
fra. Det var denne sang, ”kiss me”, som gjorde at Sixpence blev nominerede, men
senere mistede æren, for årets kristne sang i USA, pågrund af manglende
åndelighed. Dette var også sangen, som senere gjorde Sixpence til et af årets
populæreste bands, og helt sikkert årets populæreste kristne band. Tændte du, i
sommers, for radioen, så var du næsten sikker på at høre ”kiss me” på et eller
andet tidspunkt. Sangen er også på soundtracken til filmen ”she’s all that” og
tv-serien ”dawson’s creek”. Hvis du ikke har cd’en, men gerne vil have denne
sang, køb den – den er totalt fed, men det vidste du nok allerede. (JJJJJ-) Hans Jákup
Eiðisgarð
Sixpence None The Richer; Sixpence None The Richer
Squint Entertainment
1998
Der
er et par kristne artister som har haft stor mainstream succes, f.eks. Stryer,
Jars of Clay, Amy Grant, Kirk Franklin og DC Talk, men nu er Sixpence none the
Richer også med på vognen, med måske største kristne hit nogensinde "kiss
me"? Cd'en "Sixpence none the richer" som oprindeligt blev
udgivet i 1997 af Squint, og senere genudgiver i 1999 af Elektra, har dog andet
at byde på end smash-hittet "kiss me"! Det nærmeste jeg kan
sammenligne Sixpence med tidens trend, er The Cardigans minus den skæve
platik-pop, og i stedet mere akustisk baserede, og ofte simple, guitar-akkorder
krydret med celloer, violiner og percussion. Leigh, Sixpence's kvindelige
forsanger, lyder også en del som Donna Lewis. Sixpence's sound er lidt sad, og
derfor har de nok ikke mange hits af samme kaliber som "kiss me", men
der er andre gode numre - bare ikke lige fremstående. Sange som "Sister,
mother" og "there she goes" kunne godt gå hen og blive Sixpence
none the Richer's næste smash-hits! (JJJJ--) Hans Jákup
Eiðisgarð
Jami Smith; Jami Smith
Vertical Music, 1999
Producer; Trent
Austin & Kendall Combes
Jeg tror, at mange
ville give mig ret i, at der skal nyt blod til for at gøre CCM (pop) markedet
interessant igen. Vi hører de samme kunstnere år ind og år ud (S.C. Chapman,
Carman, Amy Grant og Michael W. Smith), og de nye der kommer, er enten hurtigt
glemte one-hit-wonders, eller yngre kopier af før nævnte kunstnere. Der kommer
dog af og til, en kunstner som bringer noget nyt til scenen (Rebecca st. James
og Jaci Velasquez). Jeg skal ikke sige, at Jami Smith har denne originalitet
som jeg leder efter, men hun skriver i hvert fald, de fleste numre selv, og de
er slet ikke så dårlige. Du finder de typiske CCM ballader her, samt et par
mere friske og poppede numre. Produktionen er ikke til at sætte en finger på,
men det plejer heller ikke at være problemet i CCM. Tekstmæssigt lyder Jami
Smith, dog meget som hendes kollegaer i CCM genren.
CD’en er udgivet af
Vertical Music, som på det sidste har udgivet nogle gode albums for ungdommen,
og denne er ingen undtagelse. Dog vil Jami Smith nok ikke lægge verden for
hendes fødder med denne udgivelse, men et par gennemlytninger kan den altid
tåle. Køb den fra Royal ApS på [email protected]. (JJJ---) Hans Jákup
Eiðisgarð
Kevin Smith; Sundown
Apostrophe Records
Kevin Smith indleder
sit nyeste album, ”Sundown”, med nummeret ”Sunday”, og straks bliver jeg
påmindet alle de mange kedelige søndage man havde som barn. Der var ingen at
lege med, og man hørte bare den her ekstremt kedelige, klassiske musik i
radioen. ”Sunday” er ikke decideret kedelig - og heller ikke decideret klassisk
- men havde jeg hørt ”Sunday” dengang, sså ville jeg have syntes at den var
kedelig. Musikken er nemlig meget afdæmpet med nogle meget enkle instrumentale
guitarnumre, der hovedsagligt bevæger sig omkring de samme sangstrukturer
igennem hele albummet. Numrene er opbygget omkring klassisk guitarspil, og i
bund og grund er ”Sundown” som smædet til de lange søndag eftermiddage. Dette
er ikke noget man hører mens man fester, og måske ikke engang noget man hører
mens man hænger ud derhjemme ved computeren. ”Sundown” fungerer sikkert bedst
når man ligger på sofaen med benene højest og slapper af, eller måske mens man
sidder og læser. Den kunne sikkert også skabe romantik foran pejsen, men det
skal jeg ikke kunne sige. Har ikke nogen pejs, og hvis jeg havde, så ville der
sikkert være andre musikalske boller på suppen alligevel. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Michael W Smith:
Live The Life
Reunion Records 1998
Michael W. Smith var engang blandt mine favorit artister, det er han ikke
længere. Måske fordi han gennem tiderne er blevet mindre og mindre kreativ, og
på den nyeste cd "live the life," er han totalt blank. Han har hele
15 numre med på cd'en, men ikke et lever op til hans gamle hits som
"friends" eller "secret ambition." Den bedste sang på
cd'en, er en ny version af "Do you dream of me?" og det tegner
absolut ikke godt. Nej, køb hellere en af de gamle Michael W. Smith cd'er, fordi
denne er det ikke værd, uden selvfølgelig hvis du er en die hard Smith fan. (JJ----) Hans Jákup
Eiðisgarð
Sparklepop; Sparklepop
True Tunes Records. 2000
Det var meningen, at jeg skulle anmelde en Sparklepop
plade for ca et år siden, men cd’en kom aldrig vejen frem, men siden er ting og
sager sket, og bandets nyeste udgivelse på True Tunes Records er netop ankommet
med posten. Navnet Sparklepop siger meget om hvad for musik man kan forvente
sig. Det er nemlig ”spark”-lende pop,
som er meget tilbagelænet og ”easy listening”. For det meste er Sparklepop ikke
så anderledes, fra alle de andre amerikanske kristne pop bands, i det at deres
lydunivers består af guitarbaserede sangstrukturer og kvindelig vokaler. Det er
egentlig meget enkelt popmusik, det her, men den er også meget let at komme til
at holde af. De helt klart bedste numre på ”Sparklepop”, er ”Happy Birthday
Jesus” og ”What Happened When Jesus Went To Nashville”. Den første omhandler
det cirkus julen efterhånden er blevet til:
”Happy
birthday Jesus, so today’s the day that You were born in Bethlehem, and so in
celebration I spent all my money buying presents for my friends. And when I
finished shopping I put up decorations: A blow-up snowman on my lawn, a team of
plastic reindeer, lights in every color. The list goes on and on and on.”
Og
to vers senere er Sparklepop kommet frem til følgende: “Merry Christmas, Jesus
– how you been since easter? Can it have almost been a year? I’m so very sorry
– I’ve been really busy. Months just seemed to disappear. Tell me something
Jesus – was it half this crazy on the day that you were born, because in all
the chaos it seems that I’ve forgotten what we’re celebrating for.” Og “….so in
celebration I spent all my money, but my joy is just pretend.”
I “What happened When Jesus Went To Nashville” tager
bandet hul på det store hykleri der er at finde i den kristne musik branche i
Nashville, hvor alt handler om penge, og ikke om det man påstår det gør, nemlig
kristen musik, Gud, Bibelen osv. Bandet synger; ”Jesus vent
to Nashville and he met a sorry mess. All The Pharisees and Sadducees in the
music business were keeping themselves busy making money in His name. So it
took them by surprise when Jesus came” og lidt senere fandt pengemændene I
Nashville på følgende: “Jesus with our help You’ll soon be down the road of
fame. If you just sign here, we can get things underway. We’d love to cut a
record but some things will have to change. First, let’s tweak the message –
this Messiah stuff is weird and we’re sorry but You’ll have to loose the
beard.” Senere forlod Jesus Nashville: “…because He couldn’t stand the sight of
so many in the Industry that had wandered from the light, but just before He
left he turned to all His so-called friends, saying you already crucified me
once now why you trying to do it again”?
Musikalsk er Sparklepop ikke de helt store
revolutionerer, og hvis jeg skal være ærlig, så har de meget tilfælles med
mange andre kristne bands, men tekstmæssigt er Sparklepop langt mere åbne,
ærlige, direkte og opfindsomme, alt imens de er langt mindre klichébundne. Jeg
ved ikke om der er plads til et band som Sparklepop på det kristne musik
marked, men ikke desto mindre tror jeg at branchen kunne lære et ting eller to
fra bandet, og især sangen ”What Happened When Jesus Went To Nashville”. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðsigarð
Britney Spears; Platinum Collection’
2000 – Greatest Hits
Russisk Import
Officielt og internationalt har Britney Spears kun udgivet to plader,
hvilket under ingen omstændigheder gør hende fortjent til en Greatest Hits
udgivelse. Men det er man åbenbart uenig med i Russland, hvor der er udgivet en
opsamlingsplade med 21 af hendes såkaldte bedste numre, selvfølgelig taget fra
hendes to første albums (næsten alle numrene åbenbart). I virkeligheden er der
ikke særlig mange fede numre på denne udgivelse, og ligesom på begge Britney’s
tidligere albums, så kunne denne let være nedskåret med adskillige numre. Måske
endda helt ned til fem, seks stykker. Jo vist, Britney har lavet nogle virkelig
gode pop numre, og det skal på ingen måde tages fra hende her. Det er bare
langt fra nok, når resten af numrene både er utiltalende, kedelige, og helt
klart mangel på bedre. Og lad mig så ikke høre at Britney er poppens dronning,
fordi det er hun ikke, og det bliver hun ikke så længe Madonna er i live, tak.
Hun er måske poppens skønhedsdronning, men der er jo en helt anden position -
er det ikke? (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð
This Hope; A Capella Christmas
Selvstændig. 1999
Det virker som julen begynder
tidligere og tidligere for hvert år der går. Butikkerne pynter og sælger, så
man får det hele galt langt ned i halsen. Og i år er vi på Past and Present
Music også ret tidligt på den (eller sent faktisk, i det denne skive udkom i
1999) i fællesskab med This Hope. Som albumtitlen antyder, er dette et
acappella album, hvilket naturligvis vil sige, at der ikke er skyggen af
instrumenter at finde på skivens 11 numre. Numrene er traditionelle julesange,
og du kender vist nok ”Joy To The World”, ”Away In A Manger/Silent Night”, ”God
Rest Ye Merry Gentlemen” og ”Oh Come Oh Come Emmanuel”. Jeg er sikker på, at
mange vil synes at This Hope er yderst hyggelige at høre på, og at de vil passe
fint ind omkring højtiderne i mange cd-spillere, men lad det være sagt med det
samme; det bliver hos den ældre generation. This Hope lyder som de der
julesalmesangere man ser på tv, der i amerikanske film kommer til døren og
synger. Ja, jeg ved - kedeligt. This Hope ligner i øvrigt Take 6 en smule, dvs.
Take 6 uden instrumenter og i deres mindst sjælfyldte øjeblikke. Hvis du køber
”A Cappella Christmas”, så lad det blive som en gave til din mor eller far,
eller i det mindste til dine bedsteforældre. (JJ----) Hans
Jákup Eiðisgarð
This Hope; The Race
Selvstændig. 2001
For omkring en måned siden anmeldte jeg This Hopes accapella
julealbum fra 1999 og var langtfra imponeret. Nu skal jeg så prøve at formulere
nogle sætninger omkring den nye skive med This Hope, men for at sige det som det
er, så er jeg ikke ret meget mere imponeret end sidste gang. De er stadig
henrivende sangere – naturligvis – og det er også den styrke albummet ”The
Race” bygger på. Det er dog ikke et decideret accapella denne gang, selvom der
er et par numre der er. Denne gang er der vist nok inddraget nogle instrumenter
for at få musikken til at flyde bedre, og det hjælper da lidt, men for det
meste er dette bare tamme og ekstra sukkersøde CCM ballader, og for at det ikke
skal være løgn lyder skivens første nummer, ”I Believe It’s You”, ikke så lidt
som en sang fra et af de der forfærdelige teenage boybands, dog uden det gode
fysiske udseende, hvilket billederne af disse halvgamle gubber er med til at
bevidne. Fremragende sangere – uden tvivl – men håbløst kedelige. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð
Aaron Thompson; Mystical
Radical God
Selvstændig. 2002
Da Moby udgav “Play” I 1999 var det ikke fordi han var den
fattigste mand på planeten (selvom han, godt nok ikke var den rigmand, han er i
dag), at han valgte at optage det meste af den plade i sit soveværelse. Det var
mere fordi han var – og er – underlig. Aaron Thompson er på den anden side en
helt anden historie. Den modsatte så at sige. Aaron har intet pladeselskab til
at sætte penge i hans musik, så han bliver rent faktisk nødt til at optage sin
musik hjemme hos sig selv, hvor han har et hjemmestudie. Og umiddelbart er det
ikke noget man lægger specielt meget mærke til, når man hører mandens nyeste skive
”Mystical Radical God”, et album der i bund og grund er inspireret af Gud og
Bibelen. Lyden er måske ikke helt på Nashville planen, men den vil da gøre et
ok job hos folk der hører denne slags musik. Den mørke, amerikanske sanger og
guitarist, er heller ikke en mand der er decideret overinspireret af Nashvilles
flødebolle CCM, selvom han på intet tidspunkt kommer med noget der ikke er
prøvet før. Alligevel går han imod strømmen og tilsætter sit personlige udtryk i
samtlige af skivens 14 sange, og især åbningsnummeret ”Salt” og titelsangen ”Mystical
Radical God” taler for, at Aaron er en dygtig sangskriver. At karakteren så
alligevel ikke er højere skyldes, at der er lidt for mange småkedelige ballader
at finde iblandt, og de tager fra det samlede indtryk. Alligevel vil jeg påstå,
at folk der leder efter en glad kombination af soul, funk, pop og rock ikke vil
gå helt forgæves ved at tjekke Aaron Thompson lide nærmere. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Tess Wiley; Rainy Day Assembly
Effanel Music. 2001
Tess Wiley startede sin professionelle, musikalske karriere som
15 årig, i det dengang ret ukendte band Sixpence None The Richer, men det var
inden megasuccesen og millioner solgte albums, samt et af 1999’s største hits,
”Kiss Me”. Tess Wiley, der havde medvirket på albummet ”The Beautiful Mess”,
valgte efter dette album at forlade Sixpence til fordel for sin egen
solokarriere. Senere har kun dog bidraget med sine vokaltalenter i indie-pop
bandet Velour100, der på et tidspunkt var signet til Tooth and Nail Records.
Men hovedsagligt har hun dog siden fungeret som solokunstner, enten under
navnet Tess Wiley and her Orchestra, eller - som her - blot under navnet Tess
Wiley. Uanset hvad Tess har foretaget sig, så har det været med flot respons
fra presse og seriøse musikelskere, men alligevel er der endnu ikke blevet
talen om mainstream succes. I øjeblikket er hun en selvstændig kunstner, og
udgiver derfor selv sin musik, men det betyder ikke at den er noget værre, end
hvis den udkom på et stort selskab. Man kan faktisk slet ikke høre, at de ti
numre på ”Rainy Day Assembly” er optaget bag i en tour-bus. Stilmæssigt kan
Tess Wiley beskrives som alt fra en indie-pop sangerinde, singer/songwriter,
folkemusiker, eller blot en pop-sangerinde, men hendes kompositioner indeholder
meget mere end en kasseguitar, trommer, bas, piano og vokal. Lyduniverset
bliver også krydret med bl.a., orgel, perkussion, violin, cello, fløjter, horn
og klarinet. Egentlig giver de samlede musikalske udfoldelser et indtryk af, at
Tess Wiley stadig lader sig inspirere lidt af tiden i Velour100 og måske især
Sixpence None The Richer, men at hun har taget det samlede lydbillede en anelse
længere hen imod kanten af popscenen. Hendes sange er mørkere, sørgeligere, og
måske en anelse mindre lette at fordøje, men mindst ligeså gode. Sammenlagt er
”Rainy Day Assembly” et udmærket album fra denne tysk bosiddende amerikanske
singer/songwriter, og får hun en pladekontrakt, så er der ingen der ved hvad
der kunne ske. Bare se på Sixpence None The Richer. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð
Yfriday; Rainmaker
Survivor Records,
1999
Producer; Neil Costello
Survivor Records er et
pladeselskab, som ønsker at bringe lovsang ud til den nye generation, og det
hjælper Yfriday dem med her på deres album ”Rainmaker,” som er en moderne
lovsangsplade. Der er i dag flere bands, der blander pop eller rock med
lovsang, og selvom ikke alle har fået lige så gode resultater, så har bl.a.
Deliriou5 skabt en enorm succes netop på at blande disse genrer.
Yfriday blander også
de to genrer (pop og lovsang), og de må siges at gøre det godt.
”Rainmaker” starter
meget godt med to hurtige lovsangs numre, fulgt at nogle fredelige og
hjertelige lovsangsnumre. Og hjerte har Yfriday en masse af. Det er nok ikke
nødvendigt at sige hvilket slags tekster der er på ”Rainmaker,” dette er jo en
lovsangs CD! I nummeret ”Thank you for the cross”
synger Yfriday; ”I thank you for the cross, where all my shame was laid broken
by your power, banished to the grave. You gave yourself for me, a sinner for
king, offering your death, suffering my sin.” Hvis du er en af dem, der synes at
Maranatha Praise serierne er ved at blive kedelige, så er Yfriday er godt
alternativ. Køb den fra Royal ApS på [email protected]. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð
Youth Alive; The
plan, 1999
Hillsongs/Word,
Producer; David
Moyse
Jeg betragter faktisk
Youth Alive, mere som et ”out-reach-team” end et band. Udfra billederne der
følger med CD’en, er der tolv medlemmer i bandet, hvilket ikke ligefrem er
normalt for et pop band. Jeg har stiftet kendskab med Youth Alive før, bl.a.
igennem deres debut album ”Chosen one,” som jeg synes er en kanon fed moderne
lovsangs CD, ja måske endda en af de bedste gennem tidernes løb.
Det er altid lidt af
en rodet affære, at lytte til en Youth Alive CD, måske er dette, nemlig fordi
at der er, så mange medlemmer i bandet, som måske alle kan lide forskellige
genrer. I hvert fald, gennemgår Youth Alive en masse genrer. På ”Chosen one”
blev der f.eks. spillet lidt grunge, rock, dance og lovsang, men på ”The Plan,”
er det ikke kun så simpelt, der bliver nemlig skiftet stil næsten efter hver
eneste sang, hvilket kan være lidt irriterende, fordi netop som man finder
noget man virkelig godt kan lide, så kommer noget helt andet. CD’en starter med
en blød lovsangs ballade, og dem er der et par stykker af. Derefter kommer en
rigtig fed funket rock/rap sang, der til sidst, ikke lander langt væk fra
Blindside territorium. Der er også et rap nummer (”True Disciple”), et dance
nummer (”Real”), et nummer der ligner ska ala No Doubt, dog uden nogen form for
blæse instrumenter (”Light my way”), en lidt utraditionel punk sang (”God made
the world”), som i øvrigt uden tvivl er CD’ens bedste nummer. Jeg kan godt lide
Youth Alive, og jeg kan godt forstå at et ”out-reach-team” leger med mange
genrer, da de vil nå ud til mange forskellige typer mennesker, men de ville
helt klart være et bedre band, hvis de koncentrerede sig om en eller højst to
genrer. Ved dette er ikke sagt, at ”The plan” er dårlig, den er kun lidt for
rodet. Når man hører ”The Plan,” føles det næsten som man hører en CD med diverse
kunstnere. Køn den fra Royal Aps på [email protected].(JJJ---) Hans Jákup
Eiðisgarð