Tilbage til forsiden

 

Rackets & Drapes; Candyland
Fifty280 Records 1998
Rrackets & Drapes bliver ofte beskrevet som et alternativ til Marilyn Manson eller det kristne Marilyn Manson band. Ja, faktisk lyder disse fyrer en hel del som Marilyn Manson, men det er dog ikke et kopi band, nej langt fra. Rackets & Drapes er for det første en hel del tungere end Marilyn Manson, og dertil er de også en hel del bedre. De som kan lide gotisk/industrial musik eller sjok rock ala Manson skulle gerne kunne lide dette. Du skulle give denne cd en mulighed, den rykker. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Rage; Unity

SPV/Nordic Metal. 13-05-2002

Jeg vil ikke bruge så mange ord på denne her, idet jeg føler, at ord i dette tilfælde er overflødige. I bliver simpelthen nødt til at tro mig, når jeg siger, at Rage rocker for hårdt på deres nye album ”Unity”. Der er simpelthen ikke et eneste dårligt nummer, eller det der ligner, når denne russisk/tysk/amerikanske den 13 i næste udgiver denne bombe af en metalsag. Knivskarpe guitarriffs er alle vegne, og Peavys  yderst velsiddende vokaler gør albummet en sand fryd for øret. Perlen ”Dies Irae” fryder især med en vidunderlig blanding af heavy metal og russisk kormusik. Det samme gør ”Living My Dream” med det bedste heavy metal omkvæde hørt længe. Det hele kan dog forkortes ned til følgende: Du kommer at lede længe efter en bedre sammentømret heavy metal gruppe! ”Unity” er uden skyggen av tvivl månedens album. Den får lige lov at køre engang mere. Ah… (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Rage Against The Machine; The Battle of Los Angeles

Epic Records, 1999

Rage Against The Machine er kendte for at tage sig den nødvendige tid, da der skal udgives en plade. Deres sidste album før The Battle of Los Angeles, udkom for tre år siden (1996), og deres debut udkom 1992. Der er ingen tvivl om, at Rage Against The Machine, er et af 90’ernes mest indflydelsesrige bands. I 1992 da deres debut album udkom, var der ikke mange bands, som kombinerede rap og metal, men det vidste sig hurtigt at være en god idé. I dag er der en hel genre (nu-metal), som bevæger sig omkring den metal, rap og funk, som Rage Against The Machine var og stadig er så kendte for. Bands som Korn, Limp Bizkitt og Skunk Anansie har tydeligvis fundet inspiration i RAMT’s vrede rap/metal - eller rapcore som det også bliver kaldt. Hvorfor Rage bruger så lang til på at udgive et nyt album, er et godt spørgsmål? Det er i hvert fald ikke fordi, at de går ud af deres rækkevidde, for at skabe noget nyt. Der er stadig ikke noget nyt under solen for Rage Against The Machine. Der er stadig Zach De La Rocha’s vrede rap-vokalder, Tom Morello’s tonstunge metalriffs, og hans tekniske og legesyge småfinesse spil, som udgiver slaget i Rage Against The Machine’s musik, samt Brad Wilk’s og Y.tim. K’s. stærkt funkede tromme og basspil. Kan det tænkes at Rage ikke tør prøve noget nyt, men hellere vil køre på det som virker? Man siger jo, ikke forandre en succes? I så fald bliver deres musik engang lige så kedelig som Status Quo. På den anden side, hvorfor skal Rage nu pludselig lyde som Korn eller Marilyn Manson? Skal de ikke være dem selv? Det er de på The Battle of Los Angeles, og de rykker stadig, ligesom de gjorde, på deres første to albums. Forhåbentligt bliver deres fjerde album dog lidt mere nytænkeligt. Kun en lille smule, så det ikke bliver kedelige. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Raging Speedhorn; We Will Be Dead Tomorrow

ZTT/SPV/Nordic Metal. 23-09-2002

”We Will Be Dead Tomorrow” må vel betegnes som et af de hårdeste og vredeste albums året hidtil har haft at byde på. Efter at være startet i 1999 begyndte bandet med det samme at opbygge et rygte som et uhyre godt live-band, og med udgivelsen af debutalbummet året efter, havde bandet allerede en trofast lille fanskare, og alle de største engelske anmeldere i lommen. Og var glæden stor da debuten udkom, så er der endnu større glæde i vente, når ”We Will Be Dead Tomorrow” udkommer hos os den 23 september. Bandet er nemlig ganske overlegne i forhold til tæt på ethvert punk og metalband der har smidt albums som dette på gaden i de seneste år. Sekstetten fra Corby, der faktisk tæller to forsangere/råbere, lægger ikke fingrene imellem, hvilket ikke mindst ses/høres i åbningsnummeret ”The Hate Song”, mens ”Spitting Blood” er hvad man højst sandsynligvis gør efter et par gennemlytninger af selvsamme - eller hvis du kommer for nær når gutterne har svælget den første kasse bajere. Danny Schuler og Billy Graziadei fra forbillederne Biohazard, som Raging Speedhorn tidligere har turneret sammen med, låner sine produktionsevner ud til lejligheden, og selvom resultatet stilmæssigt er langtfra Biohazards eget materialet, så viser det sig, at fornævnte er kommet yderst godt fra opgaven – en opgave der ellers blev delt af Joe Barresi der tidligere har produceret for netop pladeaktuelle Queens Of The Stone Age og Fu Manchu. ”We Will Be Dead Tomorrow” er et album der står til bristepunktet i metalriffs og punk-attitude, som man ønsker at høre igen og igen, og derfor er det ikke underligt, at Raging Speedhorn efter små to-tre års læretid, er ved at overhale sine læremestre. Amen og Biohazard: Se dem lætte. (JJJJJ-)

 

Rain Fell Within; Refuge (JJ----)

Dark Symphonies. 25-02-2002

 

Seraphim; The Soul That Never Dies (JJ----)

Arise/SPV/Nordic Metal. Marts-2002

Her har vi to bands der kommer fra to vidt forskellige baggrunde. Alligevel har begge bands en lille, irriterende ting tilfælles. Seraphim kommer fra et så usædvanligt sted, når det gælder heavy musik, som Taiwan, mens Rain Fell Within kommer fra USA (tror jeg nok). Seraphims første udspil, ”The Soul That Never Dies” udkommer på spanske Arise Records, mens Rain Fell Withins andet album, ”Refuge”, udkommer igennem amerikanske Dark Symphonies. Så egentlig er der meget der skiller Seraphim og Rain Fell Within ad, og alligevel så lidt…

 

Rain Fell Within spiller en meget atmosfærisk og stilfærdig form for musik med en tåre på kinden, i stedet for et smil på læben, der nærmest hele tiden holder samme tempo. Det hele er godt tænkt igennem og ikke mindre godt spillet, selvom man tit og ofte har følelsen af, at bandet ikke udfolder sig hundrede procent. Man sidder det meste af albummet og venter på noget udsædvanligt og noget uventet at ske, men det sker aldrig, hvilket gør albummet noget middelmådigt. Og oven i alt dette, skal man sidde igennem den værste tortur af en kvindelig operasanger, der helt ærligt drager tingene endnu længere ud, og egentlig ikke gør ret meget andet end at gøre ”Refuge” til et af årets kedeligere albums indenfor genren. Hvis bare der var en mandlig forsanger, der kunne virke som noget i retning af en modpol. Taiwanske Seraphim spiller deres rock en anelse mere kulørt og afvekslet, og det bliver da til lidt melodisk og atmosfærisk metal koblet på noget lidt brutalere. Men det som gør Seraphim, og deres ”The Soul That Never Dies”, til en næsten ligeså kedelig oplevelse som Rain Fell Withins ”Refure”, er bandets sangerinde, der byder på de samme irriterende og kedelige operavokaler, som Rain Fell Within gør, om end de ikke er helt ligeså forfærdelige at høre på. Både ”Refuge” og ”The Soul That Never Dies” burde blive udgivet i september måned eller deromkring, for der er ingen der vil høre det her, nu som man forbereder sig på sommeren. Ud med dem, og ind med The Beach Boys, kolde colaer og isvafler. Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Rawhead Rexx; Rawhead Rexx

AFM Records/Nordic Metal. 2001

Ok, Rawhead Rexx er et nyt band, som med denne udgivelse udgiver deres debut album. Der er dog ikke talen om nybegyndere her, da medlemmerne i Rawhead Rexx i mange år har spillet i andre bands som Letter X, Erotic Jesus, Hollenhunde og Glenmore. Navne som ikke ringer nogen klokke hos undertegnede, men som dog har givet medlemmerne i Rawhead Rexx den stabilitet, de har brug for. Rawhead Rexx spiller ikke dødsmetal. Ikke black metal. Ikke progressive metal. Og heller ikke power metal. De spiller derimod, rendyrket 80’er heavy metal, som vi husker den bedst fra bands som Iron Maiden, Judas Priest, Saxon og andre, dog uden den samme gennemslagskraft og gå på mod. Der er flere virkelig gode melodier på Rawhead Rexx, og sikkert flere som 80’er metal fans kan bruge til noget, men selvom der er en vis gennemgående kvalitet at finde i Rawhead Rexx, så kommer jeg ikke uden om, at jeg på enhver tid, ville foretrække klassikerne fra 80’erne. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Rick Ray; The Guitarsonist

Neurosis Records. 2002

Jeg kunne godt tænke mig at se en liste over hvilke kunstnere har udgivet flest albums fra 1999 og til nu. Jeg kunne godt forestille mig, at Rick Ray ville ligge ret højt på den liste. Jeg kunne faktisk også godt forestille mig at han lå nummer et. Rick Ray har nemlig udgivet 24 albums siden i 1999. Ti i 1999, ni i 2000, to i 2001 og tre hidtil i år. De fleste af disse er soloalbums, men nogle er også med hans andre bands Riot Act, Rick Ray Band og Neurotic. ”24 udgivelser” tænker du, ”du mener singles og ep’s, ikke også”? Nej, det gør jeg faktisk ikke. Talen er om hele albums som Rick Ray har udgivet igennem sit selskab Neurosis Records til en sølle syv dollars pris. F.eks. er der 16 skæringer på dette album, så man kan sige, at Rick Ray er en arbejdsnarkoman. Han er også en god guitarist, hvilket ikke skal lyttes ret længe til ”The Guitarsonist” for at høre, men desværre er han ikke helt så overbevisende en sanger. I hvert fald ikke i forhold til sit guitarspil. På dette album varierer Rick Ray sin lyd fra klarinet og guitarbaseret jazz til progressiv rock over heavy metal til akustik rock. Måske lige i overkanten med højtflyvende indslag, og til tider bliver det en anelse monotont, selvom talen for det meste er om ret overbevisende guitar-rock i retning af Lanny Cordola. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Rebels Mother; Sanctify

Selvstændig. 2000

Selvom jeg vidste at Rebels Mother ikke var for dem med dårligt hjerte eller ører, så vidste jeg alligevel ikke helt, hvad jeg skulle forvente af bandets andet udspil. Deres første album blev udgivet i 1998 og fik navnet The Dark Unknown, dette var et album, som høstede gode anmeldelser i mange metal tidsskrifter og blade, men alligevel er Sanctify et album som er udgivet og finansieret af selve bandet uden hjælp fra noget pladeselskab, dog er det ikke utænkeligt, at netop dette album vil være med til at gøre Sanctify til bandets sidste selvfinansierede album. Hvem ved? Kvaliteten er der i hvert fald. Som sagt vidste jeg ikke helt, hvad jeg på Sanctify skulle forvente musikalsk, selvom jeg vidste at metal var bandets speciale. Dance Of The Dead, albummets første nummer, starter som en dødsmetal sang, med lave, brummende døds vokaler, men allerede i cd’ens andet nummer er dødsmetal lyden væk, udskiftet med en mere teknisk og melodisk form for tung thrashet metal. Både lead-guitaren og melodierne er gode og velspillede, hvilket giver lytteren en idé af hvilke forbilleder bandet må have. Tourniquet er helt sikkert et af dem, da deres udstråling og tekniske præcished, på mange måder er hvad Rebels Mother prøver at gennemføre, og efterligne, på Sanctify, og selvom de aldrig kommer på samme niveauhøjde som Tourniquet, så er der ingen tvivl om at Rebels Mother har fremtiden for sig, da de allerede på deres anden udgivelse viser stor spilleglæde og et højt teknisk niveau. Når bandet ikke spiller på forbilleder som Tourniquet, har de en mere primitiv thrash metal lyd i baghovedet, ofte lydende som Testement eller gammelt Metallica materiale, og også på dette område er Rebels Mother selvsikre og holder hovedet koldt. Den eneste som holder Sanctify fra at komme op på et femtal, er produktionen, som har svært ved at holde, i forhold til andre bands i samme genre, men forklaringen på dette ligger helt klart i, at bandet ikke har samme pengesummer til rådighed, som mange af de andre kontraktbundne bands har. Flot er det dog under alle omstændigheder. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Red Aim; Flesh For Fantasy

Metal Blade/Nordic Metal. 2002

Vi kan vist alle hurtigt blive enige i en ting, og det er, at rock n’ roll på et eller andet plan bør være underholdende. Det bør være sjovt. Og tyske Red Aim har vist fattet pointen i førnævnte, for det lyder da, som de har haft det ret sjovt under indspilningerne til ”Flesh For Fantasy”, men det er ikke sikkert, at lytteren synes at det er så ufattelig sjovt, når Red Aim efter en masse grinen og hvinen for 117 gang råber whoa-ho, yeah eller lignende. Bortset fra disse uheldig gentagelser, så har Red Aim vist fat i den lange ende rent sangmæssigt, for de er et af tidens få stener rock bands, der formår at skrue stort set et helt album af nogenlunde iørefaldende materiale sammen. Men jeg føler mig dog nødt til at trække et smilehoved fra på grund af lidt for meget pjatteri, og en hæslig coverindspilning af Scorpions’ ”Rock You Like A Hurrycane” der aldrig burde have fundet sted. Ellers udmærket stener rock og rul, om end du er til Elvis eller Black Sabbath. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Red Harvest; Sick Transit Gloria Mundi

Nocturnal Art/Nordic Metal. 15-04-2002

Så er veteranbandet Red Harvest tilbage med et nyt album, hvilket er det niende i række siden 1989. Som altid så er det et brutalt mix af blytung metal og industrial der kommer på dagsordenen, og der tilsættes i øvrigt læssevis af onde growle vokaler og masser af samples og synth-lyde. Det fungerer da meget godt, i hvert fald noget af tiden, og når det fungerer allerbedst, er de helt oppe at ringe med Godflesh på en god dag. Uheldigvis for Red Harvest, og så sandelig også for lytteren, holdes standarden ikke oppe hele vejen igennem, og i de mindst inspirerede øjeblikke bliver industrial/metal sammensætningerne endda en anelse monotone. Ingen tvivl om at Red Harvest har det der skal til for at skabe et godt metalalbum, de skal bare koncentrere galskaben lidt bedre, og de kan måske starte med at undlade coversange som f.eks. GGFH’s ”Dead Men Don’t Rape”. Derudover synes jeg, at Red Harvest kunne bruge noget mere fængende og iørefaldende for at gøre ”Sick Transit Gloria Mundi” fuldendt, og der kunne netop opløste Fear Factory være en glimrende inspirationskilde. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Reducers SF; Crappy Clubs and Smelly Pubs

People Like You/Nordic Metal. 03-09-2001

”Crappy Clubs and Smelly Pubs” er Reducers SFs andet album, udover en række ep’s og singles, og det lader til at man bliver nødt til at tjekke noget af deres gamle materiale ud også, fordi det bliver ret underholdende på dette album – i hvert fald til tider. Det er hurtig rock og rul med skrålende gruppe vokaler, og en ordentlig røvfuld punk rock som er karm om bandets lyd, og det klæder dem egentlig meget godt. Det kan godt være, at flere af de 13 numre er ret ens og ikke rigtig skiller sig fra hinanden, men der er også de numre, som man absolut ikke kan lade være at synge med på. Når gruppevokalerne er på det vildeste lyder det dog mere som et stadion fuldt at brølende, engelske fodboldfans end et punk n’ roll band, og måske er det slet ikke tilfældigt. I hvert fald virker det, som gutterne er ret glade for fodbold eller sport i det hele taget, da der imod slutningen af albummet kommer en yderst effektiv rockudgave fodbold/sport sangen ”Ole”. Skulle der udgives singles fra albummet, så ville førnævnte eller ”Not Fooled” og ”Gone For Good” være værdige eksempler, med deres ”syng med” kvalitet og særdeles fede gruppevokal. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Reign Of Terror; Sacred Ground

LMP/Nordic Metal. 09-04-2001

Det kan være svært, at sætte ord på den ene power metal skive efter den anden, ligesom det er svært at anmelde ti punk eller hardcore album i træk, uden at sige de samme ting om og om igen. Og derfor ville det sikkert næsten være nok, at fortælle læseren, at Reign Of Terror er et power metal band, og du ville med det samme tænke, ”Nå ja, melodiske guitar soli, tordnende guitarriffs, fyldigt basspil, 120 km/t trommespil, og en forsanger som trives bedst på de høje noder. Og det er nøjagtigt sådan det foregår hos Reign Of Terror. Jeg kan måske lige fortælle, at forsangeren i bandet er den gamle Yngwie Malmsteen forsanger Michael Vescera, og at Joe Stump spiller alle guitarer (fortræffeligt, om jeg så må sige) på skiven. Reign Of Terror er et amerikansk band, men de lyder nærmest som ethvert tysk power metal band med tilbøjeligheder for klassisk metal af den svenske skole. De spiller godt, men efter omkring 5-6 gennemlytninger, er der stadig ikke noget som står ud som noget ekstra ordinært på ”Sacred Ground”. Det klassisk akustiske guitarspil i ”Dante’s Danza” er ret forfriskende, men ikke nok til at flytte karakteren fra 3 op få 4 smilehoveder. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Reprisal; Mail Order Knife Set

Goodlife Recordings

Efter introduktionen til Goodlife Recordings kompilationen ”America’s Hardcore”, glædede jeg mig nærmest til at lægge øre til selskabets næste projekt, men jeg tror ikke, at jeg siger for meget, når jeg siger, at ”Mail Order Knife Set” ikke lever op til forventningerne (albumtitlen er dog fed, ikk’?). Reprisal er nu heller ikke helt i samme boldgade, som de bands der var at finde på førnævnte kompilation, men der er dog en pæn sjat hardcore i bandets lyd, om end den er noget mere europæisk-lydende end amerikansk. Reprisals varemærke er tonstung metal kombineret med aggressiv hardcore, tilsat en lille knivspids melodisk dødsmetal hist og her. Reprisal vælter dog ikke kongen af tronen hverken i metal eller hardcore rigerne – ikke endnu i hvert fald. Og dog - alligevel er materialet på ”Mail Order Knife Set” stærkt nok til, at Reprisal ingenting har at skamme sig over. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Rhapsody; Rain Of A Thousand Flames

SPV/Nordic Metal. 2001

Midt i mængden af de kedelige power metal albums som er udkommet på det sidste, udkommer endelig et album med lidt mere holdbare og spændende sange. Talen er om italienske Rhapsody, og deres uimodståelige omgang monster metal a la Manowar, hvor alle krigs og metal klichéerne bliver fyret af en efter en. Umiddelbart er der ingen bands i dag, der afprøver netop denne musik og består med glans, i hvert fald ikke ligesom Manowar gjorde dengang, men jeg vil gå så langt som at sige, at Rhapsody er mindst ligeså dygtige metalsangskrivere som Manowar. Rhapsody skorer selvfølgelig nogle ekstra points i form af en uhyre velformet vokalsammensætning, som går fra det operatiske til det barbariske og tilbage igen som om ingenting var sket. Er du parat til drager, sværd. krigere og blod, så giv Rhapsody og ”Rain Of A Thousand Flames” en mulighed. Meeeetttttalllllll. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Rhapsody; Power Of The Dragonflame

LMP/Nordic Metal. 18-03-2002

Så er Italiens bedste power metal band tilbage i storslået episk og symfonisk stil, med udgivelsen af en engelsk/italiensk sproget ”Power Of The Dragonflame”. Jeg kan huske deres forrige album, ”Rain Of A Thousand Flames”, som et af sidste års absolut bedste power metal albums, og den skulle egentlig kun forestille at være en appetitvækker for den nye ”Power Of The Dragonflame”. Og ”Power Of The Dragonflame” skuffer skam heller ikke. På en Rhapsody-fanside blev bandets stil beskrevet som Hollywood metal, en beskrivelse som kommer af at bandets musik indeholder mange atmosfæriske og orkestrale stemninger, hvilket ikke ligner så lidt hvad Hollywood film producere bruger i deres film. Og dette bringer spørgsmålet, hvorfor i alverden var der ingen der tænkte på, at invitere Rhapsody at spille på ”The Lord Of The Rings” soundtracket? De har samme hymnelydende vokaler stort set over det hele på ”Power Of The Dragonflame”, dog hjulpet godt på vej af noget mere operainspireret og ordinær power metal sang, og jeg påstår, at Rhapsody kunne have bidraget noget til et i forvejen fantastisk projekt. Musik og produktion er i top, vokalarrangementerne bedre end hos de fleste, og variationen ikke til at tage fejl af. Rhapsody er absolut et af de bedste power metal bands eksisterende i dag. Bandet har før bevidst, at de kan mestrer mange ting, men i nummeret ”Lamento Eroico” gør forsanger, Luca Turilli, sig nærmest fortjent til et duetspot på det næste Domingas eller Pavarotti album. Ja, han kunne såmænd være operasanger fuld tid, men heldigvis er han ikke det. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Rhea’s Obsession; Re:Initimation

Metropolis Records. 2001

Den canadiske duet Rhea’s Obsession begyndte deres samarbejde i 1995, hvor de lavede musik til filmen ”Tabulae Anatomancae Sex”. Året efter udgav duetten deres debut album ”Initimationi”, som fik yderst tilfredsstillende anmeldelser og gode placeringer på diverse canadiske hitlister. Nu fem år efter bliver dette album genudsendt af Metropolis Records, dog denne gang under navnet ”Re:Initimation” og nu med seks bonusnumre udover de otte oprindelige. De to medlemmer – Sue Hotton og Jim Field – kommer fra to vidt forskellige musikalske verdener. Sue har en baggrund i verdens musikken, men speciel interesse i den indo, bulgarske og keltiske afstamning. Jim har på den anden side, en baggrund i ekstrem og hård guitarmusik. Men på trods af vidt forskellige personligheder, passer Rhea’s Obsessions anderledes, og vidt forskellige, arrangementer overraskende godt sammen. Sammensætningen af alle verdens mærkeligste og mest ukendte instrumenter, tunge industrial guitarriffs og Enya-inspirerede vokaler gør, at Rhea’s Obessions musik kan appellere bredt, til new age og ambient fans ligeså vel som både til fans af verdens musikken og den tunge guitarrock. Det kan sådan set godt være, at de same idéer bliver gengrundt en eller to gange for meget i løbet af de fjorten numre på ”Re:Initimation”, og det kan godt være, at det bliver en anelse for afslappet engang imellem, men når alle fakta tages med, ændrer dette ikke på det faktum, at dette er endnu en kvalitets udgivelse fra Metropolis Records. Måske konkurrenterne i Possessive Blindfold skulle begynde at høre lidt efter. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Riffmaster General; We Like That

Selvstændig. 2001

Det er ikke ret meget jeg ved om Riffmaster General, udover at jeg ved, hvordan bandmedlemmerne hedder, at de kommer fra Irland, at der er en storbrystet kvinde på frontcoveret af dette singleudspil, og at bandet af hjerte prøver at genoplive den gamle, beskidte dobbeltguitar heavy metal fra 80’erne. Jeg ved i virkeligheden heller ikke så meget om bandets musik, fordi der er kun to numre på denne single, hvoraf kun 50% slår mig som velskrevet materiale. Titelsangen er en charmerende og ekstremt fængende heavy-sag, som ikke forlader hovedet igen, når det først sidder. Fedt. Det andet nummer ”Bloody Vengeace (I Am Destroyer)” er derimod ikke ret interessant, for ikke at sige decideret uinteressant og kedeligt. Vi efterlyser mere ”We Like That” materiale på bandets opkommende fuldlængde. For fans af party-metal og biker-rock. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Riot; Through The Storm

Metal Blade/Nordic Metal. 26-08-2002

Når man ser på det faktum at Riot stadig er aktive i år 2002, efter at være dannet helt tilbage i 1976, så ser det ret flot ud på papiret, gør det ikke? Vist gør det så. Men ser man så på, at den eneste originale bandmedlem der er tilbage, er Mark Reale, og at bandets bedste materiale blev udgivet helt tilbage i 1981 med albummet ”Fire Down Under”, så ser det ikke helt så flot ud længere, vel? I tilfælde som disse, kan jeg ikke forstå, at man ikke vælger at lade håndklædet falde, og starte på nyt under et andet navn. Det andet det virker så meningsløst. Men uanset hvad, så er ”Through The Storm” et udmærket album. Måske ikke helt det samme som gammelt Riot, og måske også en anelse pænere end tidligere. Der gemmer sig lidt 80’er puddelhårs rock som gamle Bon Jovi fans ville elske bag Rainbow-lyden, bandet nu ellers beskæftiger sig med på ”Through The Storm”, sammen med de obligatoriske klassiske rockriffs. Bandet forsøger sig endda med en coverversion af U.F.O. nummeret Only You Can Rock Me, og en instrumental version af The Beatles’ klassikeren ”Here Comes The Sun”, og kommer så nogenlunde fra opgaven. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Rock N’ Roll Outlaw; Ridin’ Free

I Used To Fuck People Like You In Prison Records/Nordic Metal. 2001

Selvom Rock N’ Roll Outlaw er et relativt nyt navn, så har medlemmerne ikke ukendte for rockscenen som medlemmer i bandet The Hookers. Personligt kender jeg ikke noget til The Hookers, men udfra promo’en går jeg udfra, at det er der mange andre folk der gør, og sandsynligvis også nogle af vores læsere. Jeg går også udfra, at The Hookers var et meget mere interessant navn end Rock N’ Roll Outlaw, dvs. hvis ikke de lød på præcis samme måde som Rock N’ Roll Outlaw. Rock N’ Roll Outlaw prøver at berige verden med lidt hurtig og punket gammeldags rock n’ roll, og det er heller ikke fordi, at de er så overdrevent dårlige til det. Det er bare deres forsanger som irriterer mig så grænseløst. Han har en den mest frygtelige stemme, og som kort sagt kender han hverken til tone eller takt. Et lille tip til Rock N’ Roll Outlaw; ”giv slip på jeres forsanger, og bliv et nogenlunde godt rock og rul band, eller lad ham blive og forbliv People Like You’s mindst imødekommende band. De to smilehoveder er for de korte øjeblikke for bandets forsanger holder munden lukket. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Rob Rock; Rage Of Creation

Massacre Records/Nordic Metal. 2000

Rob Rock har en fortid i flere forskellige rock og heavy metal bands, men det er måske mest for hans arbejde i Impellitteri, han kendes. Og selvom Rob Rock aldrig har opnået stjerne status for sin musik, så gav hans tid i Impellitteri ham en mindre fanskare verden over, og måske mest i Japan, hvor Impellitteri’s pladeselskab også ligger. Rob Rock er dog i dag færdig med Impellitteri, og der er tid til noget nyt, og derfor er Rage Of Creation, hans debut solo-udgivelse, nu på gaden. Der var visse rygter om en helt anderledes Rob Rock, end den vi kender og elsker. En Rock Rock med begge ben godt plantet i 90ernes rock musik og med en mere moderne lyd. Men den tanke kan vi godt, med det samme slå ud af hovederne, fordi der er ikke noget anderledes med Rob Rock i dag. Det er stadig melodisk heavy metal som er drivkraften bag denne mands musik, og det er godt, fordi det er netop hvad gør Rob til hvad han er. På Rage Of Creation, har Rob fået hjælp fra bl.a. Roy Z (Bruce Dickinson, Rob Halford og Helloween) til at producere albummet, samt Jake E. Lee (Ozzy Osbourne og Badlands) til at spille guitar. Resultatet på Rage Of Creation er særdeles godt, i det at Rob Rock som altid er yderst kvalitetsbevidst, og der er kun første klasses vokaler og guitarsoli som kommer til sin ret på skivens ti numre. Jeg ville kalde Rob’s musik for melodisk heavy metal med stærke tilbageblik til 80’ernes hard rock og metal scene. Fans af bands som Iron Maiden vil i hvert fald taget imod Rob Rock med åbne arme, og jeg kan faktisk ikke tænke mig, at nogen metal fan vil gøre andet. Dette er helt sikkert en af årets metal cd’er. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

.rod laver; In A Perfect World

Bec Recordings. 2001

.rod laver er ifølge bandet navnet på nogle retro Adidas-sko (mon det er de der gamle blå nogen, med tre hvide striber???), som er opkaldet efter en australsk tennisspiller fra 1970’erne? De havde nemlig hver sit par .rod laver, og derfor kaldte de bandet, eh…ja, .rod laver. Ok, jeg tror nok at Limp Bizkit, Linkin Park og resten af den amerikanske Adidas påklædte ungdom er lidt mere moderne i det end .rod laver, men musikalsk er, bandet faktisk ret godt med. Deres rap/metal sammensætninger er faktisk i den bedre ende af skalaen, nu når jeg alligevel tæller alle de nye nu-metal skiver, jeg har hørt i år. Der er numre som tonser derudad i bedste metal montering, og som vil appellere mest til metal-freaks, men der er også numre, som ligner lidt mere det mere tilbagelænede hip-hop-agrige Crazy Town, og så er der endda lidt R&B (!?!) indflydelser for tøserne hist og her. Fedt nok. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Rollins Band; The Only Way To Know For Sure

SPV/Nordic Metal. 2002

Det er helt sikkert, at der ikke findes nogen med en seriøs interesse i rockmusik, der kan sige, at han eller hun ikke har hørt om hardcore og punk-legenden Henry Rollins, der startede sin karriere som forsanger i hardcore-bandet Black Flag. Alle har hørt om ham, og alle ved lidt om hvad han står for. Men på grund af uhyre dårlig dansk radiodækning, og et utal af pladeforretninger der ikke ville kende god musik, om de fik den serveret med et sæt 120 watts højtalere direkte op i ørerne, er det meget muligt, at mange rent faktisk slet ikke har hørt så meget af Henry Rollins’ musik. Personligt må jeg indrømme, at jeg ikke har hørt specielt meget af Mr. Rollins’ materiale, om talen så end er om hans solomateriale, Black Flag, eller om Rollins Band – bandet der her er i fokus. Man har naturligvis hørt godbidder her og der, men aldrig nok til at man rigtig har kunnet betragte sig som en Henry Rollins fan. Selv ikke sidste års ”Nice”-album – der ellers har fået rosende ord på disse sider – fik undertegnede til at tjekke mandens tidligere bedrifter. Men det splinternye live-album, ”The Only Way To Know For Sure”, gør i det mindste, at noget gammelt Rollins Band materiale skal i spilleren i de kommende uger, for hvis de, på plade, er i nærheden af hvad der er præcenteret her, så er der altså noget at komme efter, for det her, det sparker altså røv. Skiven har alt hvad en fed dobbelt live-plade skal have; attitude, coolness, et budskab og 28 kick-ass punk-sange, der aldrig bliver kedelige. Udover live-materialet, der er optaget i Chicago-klubben Metro, findes der for dem der har en pc’er derhjemme også tre videoer (”Get Some Go Again”, ”Illumination” og ”Your Number Is One”), samt billeder af bandet taget før, under og efter Chicago-koncerten, studiebilleder, og et link til bandets hjemmeside. For hardcore og punk fans er der dømt købetvang, når månedens album, ”The Only Way To Know For Sure”, lander i butikkerne. Og til alle andre talentløse og intetsigende punkbands derude, der tror de er noget! Her er et lille råd fra selveste fra Henry Rollins: ”Stop Look & LISTEN”. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

Rose Tatoo; Pain

SPV/Nordic Metal. 03-06-2002

Disse australske veteraner har igennem tiderne været inspiration for kendte bands som bl.a. Guns n’ Roses, og det var sådan set også på Guns n’ Roses’ Australien tour i 1993 at bandet blev gendannet, således at de kunne opvarme for Guns n’ Roses på baggrund af en efterspørgsel direkte fra bandet. Men ”Pain” er dog det første studiealbum fra Rose Tatoo i 18 år, selvom der ganske rigtigt udkom et livealbum i 2000. At Rose Tatoo ved hvordan man spiller rock n’ roll efter så mange år skal der ikke herske nogen tvivl, for på ”Pain” spiller de den beskidte rock n’ roll hårdt og fejlfrit, og uden nogen form for kommercielle tilsætningsstoffer. Det eneste der måske kan være at brokke sig over, er at 16 numre af så ensartet musikstil måske er lige i overkanten. Måske skulle den være skåret ned til 12, for så ville der helt sikkert ikke være noget overflødigt tilbage. Fans af Motorhead eller Ac/Dc kan gøre klogt i at tjekke ”Pain,” albummet der i sig selv er en lektion i hvordan man spiller led, beskidt og modbydelig landevejs rock n’ roll efter 23 år. Rose Tatoo er meget grimmere ”expliced lyrics” version af Chuck Berry. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Rough Silk; Symphony Of Life

Breaker/SPV/Nordic Metal. 2001

“Wow, jeg var måske lige lovlig hurtig nok til at kåre Angras ”Rebirth” som de to-tre sidste måneders bedste heavy metal skive”. Således tænkte jeg, når jeg, for første gang, var halvvejs igennem dette nye album med tysker bandet Rough Silk. Jeg blev nemlig utrolig positivt overrasket over bandets storslåede kompositioner. At jeg dog stadig holder på at Angras ”Rebirth” tager titlen som månedens album, er fordi at kvaliteten daler lidt imod slutningen af albummet, især på grund af noget der ligner gentagelser. Det er alt for få heavy metal bands i dag, som formår at få musik og vokaler til at gå op i en højere enhed. Angra ved hvordan man gør, det gør Balance Of Power også… og Falconer og Pink Cream 69. Og nu kan du roligt sætte Rough Silk på listen. Bandets største styrker er nemlig fremtagende vokalsammensætninger, som mest af alt ligner en storslået musical, eller endda en klassisksats tilsat en ekstra radiotiltrækning i form af nogle fede pop-metal omkvæder. I sandhed en af tidens bedre heavy skiver. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Runemagick; Requiem Of The Apocalypse

Aftermath Music. 2002

Jeg vil blankt indrømme, at jeg til tider er ret træt af death metal, hvilket sikkert har skinnet igennem nogle af anmeldelser her på siden. Grunden er som så ofte sagt før, at alle bands lyder ens, og det tidligere Century Media band Runemagick er ikke ligefrem et band der sætter deres ære i at gå nye veje. Men når man har hørt Runemagicks musik, så er det dem også tilgivet, for deres nye album ”Requiem of The Apocalypse” er sandt death metal bombe. Jo vist, det er ganske almindelig death metal der bliver affyret, og jo, det har været hørt tusind gange før, men i modsætning til mange af de tusindvis og atter tusindvis af death metal bands der for tiden smider deres lort på gaden, så har Runemagick rent faktisk nogle gode sange af henvise til. Jo, dette er Svensk death metal af høj standard, fra disse fyrer der tidligere har smidt fem udgivelser på gaden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Sacred Steel; Slaughter Prophecy

Massacre/Nordic Metal. 28-01-2002

Så er Sacred Steel tilbage med deres fjerde album, men deres første for Massacre Records. Tyskerne har fået pæn omtale, især i Tyskland, for deres tre første albums, som alle er udkommet igennem Metal Blade Records. Som altid, og som både albumtitel og bandnavn måske antyder, så er der talen om en benhård omgang true metal, som i bedste Manowar-krigsstil stil baner sig vej igennem en række true metal klichéer. Lad bare titlerne på numre som ”Raise The Metal Fist”, ”Sacred Bloody Steel”, The Rites Of Sacrifice” osv. tale for sig selv. Jeg blev egentlig lidt skuffet over det musikalske indhold på ”Slaughter Prophecy”, som på trods af til tider tordnende effektivt guitarriffs og trommespil på fulddrøn virker lidt tyndt. Der forekommer lidt for mange gentagelser igennem albummet, og det er ikke kun sig selv Sacred Steel gentager, men også de andre true metal hente før dem. Men det kan være, at die-hard fans af netop true metal ikke vil have andre boller på suppen, end dem de allerede kender. I det mindste får de her ikke den fedtfattige og smagløse ret, om end den er opvarmet. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Santoro; Santoro

I Used To Fuck People Like You In Prison Records/ Nordic Metal

Datterselskabet til Century Media, I Used To Fuck People Like You In Prison Records (herefter People Like You for en nemheds skyld), har igennem længere tid været distribueret i Danmark igennem Voices Of Wonder, men herefter vil Nordic Metal tage sig af distributionen, hvilket resulterer i mere læsestof til dig kære læser. Og det første People Like You band jeg præsenteres for, er noget så anderledes som et argentinsk stener rock band. På albummet - som kun hedder ”Santoro” – leverer bandet 12 numre som alle er sunget på spansk, hvilket ikke giver mig en levende mulighed for at forstå et eneste ord. Selve musikken er måske lidt mere tilbagelænet og afslappet end største delen af stener rock scenen. Det betyder dog ikke at dette er softrock, selvom akustiske elementer også tages i brug ind i mellem. Hovedsagligt kan Santora godt lide at larme, og det gør de når el. guitaren er i fokus. Det typiske for bands som spiller musik som denne er, at de er ligeglade man produktionen, når bare de får lov at hamre løs på guitar, bas og trommer, og Santora skider også den gode produktion et langt stykke. Det er beskidt, det er larmende og det er spansksproget, hvilket ikke nødvendigvis er lig med kvalitet. Hvad mere skal jeg sige. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Satanarchy; Satanarchy

Selvstændig (JJ----)

 

Hearse; Hearse

Selvstændig (JJ----)

Svenskerne bliver bare ved med at pumpe brutale dødsmetal acts over grænsen, og her er to demoer fra to, for mig, nye bekendtskaber. Satanarchy spiller old-school dødsmetal, som egentlig også godt kunne appellere til nogle af de mere frisindede hardcore fans. Der er tre sange på denne demo, og alle er på nogenlunde samme brutale skala, og er det hvad du leder efter, så burde du have det her i samlingen, men i forhold til meget af det bedre dødsmetal der findes derude, så er sange som disse lidt bagefter. En smule kedelige, faktisk.

Hearse som bl.a. tæller John fra Arch Enemy og Max fra førnævnte Satanarchy, er sådan set ikke ret meget bedre. De spiller lidt mere på den melodiske siden af dødsmetallen, men i sidste ende er problemet nøjagtigt det samme som hos Satanarchy. For kedeligt…og nedslidt. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Satariel; Satariel

Hammerheart/Nordic Metal. 28-01-2002

2001 var en ret tamt år for death metal. Jeg modtog album efter album som ikke sagde mig en skid, for at sige som det er. Men allerede her ved indgangen af det nye år, har jeg modtaget flere fede death metal albums. Det starter allerede med Soul Embraced den 8 januar, og så følger denne fremragende skive med svenske nykommer Satariel (ok, de startede i 1993, men albummæssigt er de et nykommer band). Albummet som udkommer den 28 januar, byder på 11 fremragende death metal kompositioner, som varierer fra blytunge riffs til, melodiske guitarsoli, dødsgrowls og ren sang. Og lyden bliver ikke værre af, at Daniel Bergstrand (Strapping Young Lad, Devin Townsend) har siddet bag knapperne. Mit gæt er, at vi hører mere til Satariel i fremtiden, de slår nemlig det meste af den dødelig larm som udkom i år 2001. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Saviour Machine; Legend Part III;I

Massacre Records/Nordic Metal. 24-09-2001

Siden 1995 har Erik Clayton og resten af Saviour Machine arbejdet på Legend-trilogien. En trilogi som nok er den mest ambitiøse, mest velovervejede og bedst iscenesatte trilogi, denne verden nogensinde har set. En trilogi som af kritikere er blevet kaldt den uofficielle soundtrack til verdens ende, nok fordi at temaet er taget fra Bibelens afsluttende bog, Åbenbaringen. En bog, som Erik Clayton – bandets forsanger og komponist – har brugt det meste af sit voksne liv på at studere og som omhandler verdens ende, sådan som Bibelen ser den. De første to dele af Legend-trilogien var mildest talt fantastiske, og derfor har tre år været en lang tid at vente på treeren, og hvis Erik Clayton ikke havde tænkt så meget på sine fans, så ville vi stadigvæk vente. Trilogien er nemlig ikke færdig endnu, og ventes ikke helt færdig før engang næste år, så i stedet for at lave et afsluttende dobbeltalbum til den tid, syntes bandet, at eftersom publikummet havde ventet så længe, at det derfor ville det være en god idé at udgive halvdelen nu, og resten engang når den er færdig, således at vi hermed sidder med første del af trilogiens tredje og afsluttende del. ”Legend I” og ”Legend II” var nok to album, som var bedst egnet at blive hørt som en helhed, og derfor virker det lidt pudsigt at høre, hvor meget mere sang orienteret det nye album er. ”Legend Part III:I” er uden tvivl bandets mest sang orienterede album siden debuten fra 1993. Det var måske tiltrængt både for bandmedlemmer og for fans, at få el-guitarerne lidt mere inddraget i lydbilledet igen, og derfor var det nok ikke uden grund at netop guitartroldmanden fra Narnia, Carljohan Grimmark, nu deler guitarpligterne sammen med Jeff Clayton. Det skal dog siges, at var du til den klassiske opera/orkester stemning som var i fokus på de to forgængere, så er ”Legend Part III:I” også en sikker vinder, du får den bare serveret med lidt mere variation. Foruden at have haft Terry Taylor som producer på debuten, så tror jeg ikke, at jeg tager munden for fuld, når jeg siger, at Saviour Machine altid har taget produktionen i egne hænder, men ikke denne gang. Bandet har nemlig fået producer-geniet Michael Wagener, som før har produceret alt fra Stryper og Stir til Accept, Metallica og Janet Jackson, til at producere albummet, og det er han såmænd kommet særdeles godt fra. Er du til operalignende orkestersatser med en heftig dose guitardrevet metal oveni, så er ”Legend III:I” måske din nye bedste ven, og har du ikke tjekket bandets tidligere album, køb dem alle sammen, der er nemlig kvalitetsgaranti på. (JJJJJJ) Ane Erlandsen Eiðisgarð

 

Saxon; Killing Ground

SPV/Nordic Metal. 2001

I kølvandet af sidste års mindre 80’er metal succeser med Iron Maiden og Rob Halford og Judas Priests come-back tidligere på året, er det nu Saxons tur til at afprøve sine kanoner. Saxon har ligesom ovennævnte nævnte bands, efter at de blev skubbet lidt bag om kulisserne tidligt i 90’erne, egentlig altid været der, og de har kæmpet en brav kamp, som dog aldrig har medført mega-store gennembrud, selvom alle med kun lidt kendskab til metal godt kendte Saxon dengang i 80’erne. De har vel nok altid stået lidt i skyggen af landsmændene i Iron Maiden, og måske heller ikke uden grund. I modsætning til Iron Maiden har Saxon egentlig aldrig været fantastiske, selvom de altid har været ret solide og jævne. Kort sagt, man har altid kunnet stole på Saxon, i det man altid på forhånd har vidst, hvad man kunne forvente, og det gør man søreme også her på ”Killing Ground”. Ok, de har måske dæmpet sig lidt, og man havde vel heller ikke regnet med, at de ville lave en coverversion af prog. rock geniet King Crimsons ”Court Of The Crimson King”, men udover det er alt ved det gamle hos Saxon. Hurtige og melodiske metal sange, som ikke sparer på søde baggrundsvokaler, præcis som var vi tilbage i 1984. ”Killing Grund” er nok ikke det bedste Saxon nogensinde har præsteret, men indtil videre er jeg overbevist, og skulle Saxon engang komme til lille dannevang, så ville jeg være plantet midt i bunken. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Saxon; Heavy Metal Thunder (2CD)

SPV/Nordic Metal. 23-09-2002

Der er ikke alt for mange heavy metal bands der giver sig tid til at komme forbi Danmark og give en koncert, og det viser sig, at mange af dem der oprindeligt har tænkt sig at gøre det senere aflyser. Saxon har dog flere gange gennemført visits i Danmark, og for dem der har nydt godt at disse besøg, vil bonus cd’en fra den nye live-skive ”Heavy Metal Thunder” sikkert være et kærkomment eje. Men for resten af heavy metal befolkningen, så er bandets oprindelige albums nok at foretrække. ”Heavy Metal Thunder” består som sagt af to cd’er, hvoraf bonus cd’en er en helt forfærdelig bootleg skive optaget i San Antonia i år. Den første skive er dog god nok for hengivne Saxon fans. Den består af genindspilninger af 13 Saxon klassikere så som ”Power & The Glory”, ”Heavy Metal Thunder” og ”747 (Strangers In The Night.” Spørgsmålet er bare hvorfor? (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Scream Of The Guillotine; The Scream Of The Guillotine

LightShine International. 2001 (JJJJ--)

 

Sardonyx; Majestic Serenity

LightShine International. 1992 (JJ----)

Jeg har set reklamer for dette album i en række blade i længere tid, og nu er albummet endelig udkommet. Det er dog ikke bare et helt almindeligt musik-album som her udkommer. Det er mere som et teaterstykke, bare uden et teater at spille stykket i. Skiven er opbygget som en historie, som både bliver fortalt igennem musik, sang og dialog imellem en række mennesker. Jeg vil ikke fortælle hvad historien er om, hvorledes den ender eller hvad hensigten med den er. Men jeg kan sige, at den er dramatisk, og er fuld at følelser, aggressioner og spænding. De personer, som lægger stemmerne til, må siges at yde en fremragende indsats. Hvis ikke jeg vidste, at der også skulle noget visuelt til for at være en god skuespiller - hvilket er noget jeg ikke kender noget til i disse personers tilfælde - ville jeg sige, at disse ville være fremragende skuespillere. Men som sagt, det visuelle mangler lidt, og det gør, at jeg kun vil ofte fire smilehoveder på The Scream Of The Guillotine. Projektet er imponerende, men det ville have være en god idé med nogle videoer til de forskellige skæringer? Musikalsk er skiven også ret dramatisk og følelsesladet. Den bevæger sig for det meste i en mere progressiv rock sammenhæng, men udelukker ikke inspirationer fra bl.a. hårdere genrer, eller endda den elektroniske musik. Et imponerende og ambitiøst projekt.

 

Når jeg nu har været så positiv overfor ovenstående projekt, så er det lidt synd at skulle begrave det gamle heavy band Sardonyx totalt. Jeg kan godt huske disse gutter fra de tidlige 90’er, men hold da op, hvor er de egentlig ligegyldige. Det var de også dengang. Pladen er udgivet i 1992, og netop derfor undrer det mig lidt, at selskabet overhoved vil have mig at anmelde den. Måske er det fordi at forsangeren i ovenstående The Scream Of The Guillotine, Tom Denlinger, også var forsanger i Sardonyx dengang. Og det må siges, at han har forbedret sig med tiden. Sardonyx havde bestemt ikke det store kunstneriske værdi dengang, og den vokser nok heller ikke med tiden, er jeg bange for. Kedelig heavy metal som lyder præcis som alle andre kristne heavy bands fra samme periode. Glem den. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Schmunks For You: I Can’t Talk To The Walls Because They’re Yelling At Me

Pluto Records. 2001

Med en albumtitel længere end et Tolkien eventyr, er Amerikas Schmunks For You klare til at lægge hardcore og punk verdenerne for sine fødder. Og det gør de ved at kombinere elementer af hardcore, old-school punk og melodisk punk. På hardcore-punk området er de ikke nemme at sætte i bås, de herrer i Schmunks For You. De er nemlig for hardcore til udelukkende at kunne appellere til punk-publikummet, samtidig med at de er for punkinspirerede til kun at henvende sig til hardcore-fans. Og som et punkband er der for mange melodiske elementer, til virkelig at være old-school, og omvendt for meget old-school raseri til at være rendyrket pop-punk. Et album som ”I Can’t Talk…” vil enten have svært ved at finde et publikum at henvende sig til, eller også  det appellere bredt blandt hardcore og punk fans. Jeg er allerede overbevidst. Umm, det smager at mere. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Sea of Dreams; Dawn of Time

Sea of Dreams Records. 1996 (JJJJ--)

 

Sea of Dreams; Land in Flames

Sea of Dreams Records. 1998 (JJJJ--)

 

Hvad er der med svenskere, langt hår og frynse læderjakker? Jeg synes ellers ofte, at når man får en svensk rock eller metal cd i hånden, så passer bandmedlemmerne ovennævnte beskrivelse. Og det gør Sea of Dreams også. Som ti årig  Europe fan, havde jeg da også langt hår (lidt i hvert fald), hvilket næsten giver mig myrekryb, når jeg ser billederne. Nå men hvad plejer man at sige; ”det er ikke det udsides som tæller, men det som er indeni”! Sea of Dreams har i hvert fald nok af idéer, som de på deres to udgivelser Dawn of Time og Land in Flames prøver at komme til livs.

 

Bandet Sea of Dreams startede i 1993, med stortalentet Trond Are som bagmand. Der gik dog tre år før deres første udgivelse, Dawn of Time, kom på markedet i 1996. Trond Are, bandets guitarist, skrev selv det meste af musikken og producerede cd’en. Sammen med Trond Are (guitar og mundharpe), er Sea of Dreams, Jim Foss (vokaler), Svein Harald  Kleppe (trommer og perkussion), John Martin Haarr (bas) og Svend Magne Kleven (Keyboards). På Land in Flames overtager Jorgen Manke dog Svend Mange’s plads som keyboardspiller i bandet.

 

Hvis der er nogen, som endnu ikke ved hvad for et band Sea of Dreams er, efter at jeg har nævnt både det lange hår, og hvilke instrumenterne bandet bruger, så kan jeg hurtigt sige, at Sea of Dreams er et heavy metal band. Bandet tager dog udgangspunkt i den progressive ende af metal skalaen, og krydrer deres lydbillede med symfoniske elementer og episke vokaler. Bandets forsanger giver Geoff Tate (Queensryche) og Bruce Dickinson (Iron Maiden) kamp til stregen, når det kommer til skyhøje vokaler, mens Trond Are spiller guitar, som kun e færreste har evner til, hvilket varierer fra melodiske til de hurtigste soli, til tunge riffs a la Dream Theater.

 

Bandet har på ingen måde, høstet den store stjernestatus for deres to første cd’er, men bandet har dog fået en del positiv omtale, i flere af de mest respekterede metal blade. Bl.a. har Metal Hammer, Metalized (Danmark), Burrn!, Guitar og HM Magazine anmeldt bandets cd’er.   

 

På Dawn of Time er bandet meget fire kantet, i deres forsøg på at skabe den ultimative progressive metal. Dvs. at der bliver ikke tid til meget andet end metal. Der er ikke de store nytænkelige idéer, men der bliver spillet på livets lyst, og præsentationen er bedre end hos de fleste. På Land in Flames bliver der dog også tid til lidt leg under metal raseriet. Bl.a. bliver inddraget inspirationer fra bl.a. latin og asiatisk musik, hvilket måske heller ikke er overgenialt, men forfriskende er det i hvert fald. På Land in Flames er resultatet det samme som på Dawn of Time: Forbløffende. Hans Jákup Eiðisgarð.

 

Secret South; Pieces of Faith

Schupashop. 2001

Dette er første gang, at jeg har modtaget en skive fra Bosnien og Hercegovina, og umiddelbart er jeg ikke specielt imponeret, måske især fordi at lyden på denne fire sange ep ikke er god nok. Bandet kombinerer brutal death metal med etniske musikindslag og enkelte hardcore-aggressioner, men det bliver aldrig til noget der virkelig flytter grænser, eller i det mindste noget man tørster efter at høre igen. Secret South kan spille, men på fremtidsudgivelser må man håbe på, at lyden er kommet mere på plads, samt at bandet har mere på hjerte i fremtiden, for der er ikke nok kød på ”Pieces Of Faith”. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Selfminded; At The Barricades We Fall, 2000

Soulscape Records, s11

Produceret; Selfminded & Palle Saether

Der er ikke så meget, jeg kan sige om ”At the barricades we fall,” uden at jeg elsker den. Du bliver fra første sekund, ramt med en utrolig intensivitet og tempo, og derefter kører det bare. Der er hele tiden 200 km/t's fart på guitar, trommer og bas, mens sangeren skriger halsen tør, og ikke før i sang 10 ”Agree to Disagree” sættes tempoet ned i en minuts tid, før tempoet sættes op igen, og holder farten til CD’ens slutning. Dette er hardcore, hvis nogen skulle være i tvivl. Hård, brutal og intens hardcore, lidt i retning af deres landsmænd i Blindside, dog uden nogen rapcore, men derimod med en endnu mere rå lyd. Jeg kan godt forstå, at Solid State, Tooth and Nail’s hardcore og metal datterselskab, har skrevet kontrakt med dette band. De er nemlig noget af det bedste norden nogensinde har opfostret.

Efter at have hørt ”At the barricades we fall” en del, tror jeg faktisk, at dette er mit favorit hardcore album hidtil i år, og måske sidste år med.

Forhåbentligt får Selfminded, lige så stor mainstream succes som Blindside. De har fortjent den. Hvis du er en hardcore fan, og endnu ikke har ”At the barricades we fall,” email Royal ApS på [email protected], jeg ved, at jeg ville, hvis jeg ikke allerede havde den. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Septicemia; Hopeless Age

Selvstændig

Ja, dette bliver en ”Hopeless Age”, hvis bands som østrigske Septicemia for lov at bestemme alt for meget, noget der dog ikke lader til de gør, da de endnu er usignede. Denne plade har ligget i min anmelderbunke i længere tid efterhånden, da undertegnede har haft svært ved at høre den fra ende i anden uden at slukke for skidtet, og derfor er ”Hopeless Age” blevet lagt nederst i bunken et par gange. Men vi skal igennem det, så hvorfor ikke i korthed gøre det med det samme? Septicemia spiller på ”Hopeless Age” for det meste traditionstro death metal, men de skifter dog til tider over til noget endnu mere brutalt i form af led og uhyre dårlig grindcore. I det afsluttende nummer leges der såmænd med en kombination af death-growls og 60’er rock n’roll guitarspil. Om det fungerer? Næ, overhoved ikke. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Serca; Singularity

Selvstændig

Man skal ikke høre længe på denne engelske trios debutdemo for at høre de Nine Inch Nails og dels Pitchshifter indflydelser som bliver nævnt i pressematerialet. Hvor de Sepultura og Deftones indflydelser der bliver nævnt i selv samme pressemateriale bliver af, det er en gåde for undertegnede. Og så har du sikkert allerede gættet, at Serca spiller industrial rock eller metal, hvilket også er ganske rigtigt gættet, men deres industrial stil har dog mindst ligeså meget med synth-pop/rock at gøre som med spader og metal. De seks sange der findes på ”Singularity” har ganske enkelt for lidt kød på til for at placere bandet iblandt genrens bedste navne, og de hænder sig, at de forekommer som noget i retning af en bokser uden gennemslagskraft. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Serpents Kiss; Distant Shores

Selvstændig. 2002

Jeg synes det er lidt synd for Serpents Kiss. De spiller slet ikke dårligt, men deres største problem er, at deres forsanger ikke kan synge. I hvert fald ikke godt nok til den musikstil, Serpents Kiss har lagt for dagen. Jeg er sikker på, at hvis Rob Halford eller Bruce Dickinson sang på den måde, i de tidligere Judas Priest/Iron Maiden dage, så ville de aldrig have høstet den succes, de gjorde. Og Serpents Kiss gør det i hvert fald ikke. Ikke så længe som denne Rod-fyr ikke tager sig lidt sammen, og rammer de rigtige toner. Baggrundsvokalerne er skam heller ikke noget at råbe hurra for, men de er da bedre end Rods vokaler, så måske skulle Will, der synger baggrundsvokalerne, spiller guitar, keyboard, programmerer og skriver alt materialet, også overtage vokalspottet. Eller de kunne ansætte Blaze Bayley, nu han mere eller mindre er ledig, hø hø. Men som sagt, Serpents Kiss’ musik er slet ikke dårlig. De spiller deres traditionelle heavy metal stil overbevisende. Ja, faktisk bedre end mange bands der herfra har fået mere end to smilehoveder. Gæt hvis skyld det er? (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Seven 13; Unleashed

What Matters Records. 2002

Ok, her har vi et band, jeg håber man kommer at høre mere til i fremtiden. Endnu har de ikke fået åbnet øjnene – eller ørene for den sags skyld – på de store pladeselskaber, men rockpressen har ikke meget andet end ros at give dette amerikanske band. ”Unleashed” er også et dejligt album, med dets rock-opera lignende sangstrukturer, sammensat af mørke hard rock instrumentationer toppet af Amanda Adams’ fabelagtigt atmosfære skabende keyboardspil. Sange som ”Out Of Control”, ”Haunted”, ”Venus” og ”Diane” hedder højdepunkterne på ”Unleashed”, og om du ikke har tænkt dig at tjekke ”Unleashed” i dens fulde længde, så skylder du dig selv i det mindste at tjekke disse numre. Pudsigt nok har bandet valgt nummeret ”Drink”, der ikke kommer i nærheden af førnævnte sange, at være deres første single/video. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Seven 13; Drink (video-single)

Selvstændig

Det udmærkede hard rock band, Seven 13, kan lide at promovere sig selv med denne video. Det burde de lade være med, i det den er noget af en pinlig affære. For det første er nummeret ”Drink” langtfra det bedste nummer på bandets nyeste album, og for det andet, så er videoen noget så amatøragtig. Den viser bandet live sammen med en kvinde (kan ikke lige finde ud af, om hun er medlem af bandet eller ej) der ikke bidrager med andet end at rende rundt på scenen og se dum ud. Det skal vist virke sexet, når hun erotisk bevæger sig omkring scenen, når hun kæler forsangerens nøgne ryg, og når hun og forsangeren samtidig prøver at drikke af den samme vinflaske. Det er bare ikke sexet, men derimod både plat og ulækkert. For det første ser denne halvgamle dame overhoved ikke godt ud, og dernæst virker live-præstationen ikke overbevisende, og når man tænker på, at dette, rent filmmæssigt, ikke rækker længere end de fleste hjemmebrugsamatørvideoer, så kan karakteren ikke række længere end til (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Seven Witches; Xiled To Infinity And One

Noise/Nordic Metal. 25-02-2002

“Endnu en power metal udgivelse”, er der en mulighed for at du, læseren, netop i dette øjeblik sidder og tænker. Og ganske rigtigt, Seven Witches er endnu et power metal band, og ”Xiled To Infinity And One” er endnu en power metal udgivelse. Men heldigvis er den samtidig en af de bedre af slagsen. Sådan en, som man ikke kan lade være med at synge med på, når man har hørt den ofte nok til at kende teksterne. Og selvom power metal genren er lige lovlig pæn for tiden, så er førnævnte stadig en mangelvare, hvilket i øvrigt er et af tingene gør ”Xiled To Infinity And One” til et behageligt bekendtskab. Seven Witches består bl.a. af Savatage guitaristen, Jack Frost. Derudover er førhen værende medlemmer af bands som Crimson Glory og Destiny’s End med i line-upp’en. Savatage forsanger, Jon Olivia, har skrevet et enkelt nummer, hvilket han også gæstesynger. Men lad os ikke dvæle ved ren og skær name-dropping, og heller glæde os over, at ”Xiled To Infinity And One” ikke KUN er et andet power metal album. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

7^th Nemesis; Promotional CD

Selvstændig

7^th Nemesis er et brutalt band der kæmper for at sætte Frankrig på det internationale ekstreme metal landkort. Og indtil videre går det ikke så godt. Denne tresangs promotion cd, mangler i bund og grund gode sange, og som så mange andre ligesindede bands, noget der ikke er prøvet før. Det eneste der findes på demoen der er sådan nogenlunde, er de indledende riff i den første sang ”7th Banner”, men bandet ender hurtigt ude i en evig dødsmetal dobbeltbastromme hvirvlevind der kvitteres af hvæsende og uimødekommende black metal vokaler. Ikke godt nok. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Seventh One; Sacrifice

Massacre/Nordic Metal. 28-10-2002

Massacre Records har ikke haft specielt mange relevante udgivelser de sidste par måneder, hvilket jeg også tidligere har gjort udtryk for her på siden, og derfor var det ikke med den helt store begejstring, at man satte debutalbummet ”Sacrifice” med det nye svenske power metal håb i spilleren. Især når der i pressemeddelelsen påstås, at Seventh One er det fedeste nye svenske power metal siden Hammerfall, for sådanne udtalelser plejer sjældent at holde i virkeligheden. Det gør den så heller ikke i denne omgang, men samtidig rammer den ikke så forfærdelig langt ved siden af, for selvom Seventh One godt nok ikke er det fedeste svenske nykommer power metal band siden Hammerfall, så er om ikke andet det fedeste siden Dream Evil, selvom det ikke er så lang tid siden førnævnte udgav deres debut. Lad mig bare sig det på den her måde: Seventh One er sådan et band, der midt iblandt alle de uendeligt uoriginale kopibands minder en på, hvorfor man egentlig begyndte at høre power metal. Er du power metal fan? Ja? Så kan du godt gå ned til den lokale pladepusher og købe den her. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

7^th Rail Crew; Sevenation

Capo Records. 2002

Ok, der er en million nu-metal bands derude der alle sammen jagter drømmen, og mangt et talentløst bands har fået den opfyldt, imens massevis af gode bands aldrig ser dagens lys. Det går efter sigende ok for 7th Rail Crew hvis man tænker lokalt, men tager man skridtet videre og tænker nationalt eller endda globalt, så er US-bandet stadig i den sorteste undergrund. 7th Rail Crew er dog et ganske udmærket nu-metal band, og deres fængende rock/metal sammensætninger slår mange MTV2 bands med skibslængder. ”Shattered” lægger ud med en lyd a la Stavesacre, hvor forsangeren endda lyder farligt meget som Marc Salomon. Men sammenligningerne med Stavesacre stopper der, og resten af albummet kører i deres eget tegn, selvom der til tider henvises til bands som Linkin Park og Staind uden at være nær så poppet. Der er lidt rap/rock henover til tider, og umiddelbart lyder det helt ok, selvom det netop er disse sammensætninger som bandet tidligere er blevet kritiseret for. Er du fan af nu-metal tingen, så kan du roligt tjekke 7th Rail Crew. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Shadeworks; Sooty Limbs

Selvstændig. 2001

Shadeworks er et Belgisk projekt bestående af en enkelt person, navnlig Armaud Nicolas der tidligere har været trommeslager i Obsidian, (siger mig ikke noget) og i øjeblikket er trommeslager i Icy Winds (siger mig heller ikke noget). I 1998 begyndte Armaud at eksperimentere alene, i starten under navnet Icy Winds At Dusk, men senere under det nuværende navn Shadeworks. ”Sooty Limbs” er den tredje demo fra Armaud, men kun den anden under Shadeworks fanen. Armaud har selv skrevet al musik, spillet alle instrumenter osv., men han har dog fået hjælp med de kvindelige, ofte opera-inspirerede, vokaler fra Icy Winds sangerinden Fae. ”Sooty Limbs” har fået intet mindre end fantastiske anmeldelser verden over, og de positive ord er velfortjente, for de melankolske og sørgmodige sange står ikke bag hverken Katatonias eller Anathemas ligesindede materiale. Det skulle ikke undre mig, hvis Shadeworks har en fornæm pladekontrakt når vi er ved årets udgang. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Shadowkeep; A Chaos Theory

LMP/Nordic Metal. 23-09-2002

Man begynder allerede at miste interessen for dette band, når man i pressematerialet læser, at bander med dette album beviser, at de uden konkurrence er den engelske scenes bedste band. Bull-shit. Vi kan alle remse et utal af engelske bands op, der alle er meget bedre end Shadowkeep. Ok, ”A Chaos Theory” er et ganske velspillet album, og især er det sjovt at lægge mærke til, at det er en kvinde der spiller guitar på albummet, for selvom det efterhånden er helt almindeligt med kvinder i rockmusik nu om stunder (f.eks. som forsangere i death og hardcore bands, bassister/trommespillere i punk-bands o.l.), så er det faktisk ikke så tit man støder på en kvindelig guitarist, der slet ikke holde den tilbage, men til gengæld fyrer den af uden at være bange for hvad Yngwie Malmsteen vil synes. Det ændrer dog ikke på det faktum, at Shadowkeep stadig har lang vej inden deres progressiv power metal sange kan konkurrere på lige fod med f.eks. Queensryche. Velspillet, men en anelse for uoriginalt til rigtig at sætte sig fast. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Shadows Fall; Fear Will Drag You Down

Century Media/Nordic Metal. 22-02-2002

Der er to muligheder her. Enten har Century Media fået dårlig samvittighed for ikke at have promoveret Shadows Falls ”Of One Blood” da den oprindeligt udkom i år 2000, eller har de simpelthen lugtet at der rent faktisk er gode penge i skidtet, nu når bandet er på vej fremad overe i USA. Men det er vel ikke første gang, at Century Media har satset pengene de forkerte steder, når man tænker på at de engang sagde nej tak til en kontrakt med Papa Rouch. Men her kommer skiven så igen, dog under et andet navn, og sammen med ep’en ”Deadworld” som kun blev udgivet i Japan, samt tre live bonusnumre. Jeg er nu glad for at Century Media udgiver albummet og ep’en igen, for jeg har jo aldrig hørt, hverken den ene eller anden før. Som sagt er bandet ved at få en større fanskare i USA, og desuden har de fået en supportmulighed på den kommende Kittie tour, hvilket i øvrigt også er grunden til denne genudgivelse. Bandet har ellers også tidligere været på tour med bands som bl.a. Fear Factory, King Diamond, The Misfits, og de storsælgende grunge-rockere i Staind. På festivaler har de bl.a. delt scene med bands som Pantera, Slayer, Machine Head, Static-X, Sepultura og Biohazard. At Shadows Fall er ved at skabe sig selv et navn i hjemlandet er eftersigende mest på grund af et intenst liveshow, men hvad mine øregange nyder på ”Fear Will Drag You Down” er så sandelig også ”slå-igennem” materiale. Bandet består af en led rytmesektion som gør et ligeså godt i job i at imponere hardcore-fans som metal-fans. Vokalmæssigt bydes der på skrig og growl, men også på ren sang som faktisk virker som en god modvægt. De riffs og breaks som fyres af på ”Fear Will Drag You Down” er ofte så fangende og iørefaldende, at selv nu-metal fans vil få noget at tygge på. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Shaman; Ritual

Lucretia Records/Intromental Management. 2002

Det nye band Shaman skal ikke forveksles med det gamle dance/techno band The Shamen. Shaman er nemlig det band, de tre Angra-medlemmer André Matos, Ricardo Confessori og Luis Mariutti, der pludselig forlod Angra i år 2000, har stiftet. For dem der ikke ved det, så er Angra måske det største sydamerikanske power metal band nogensinde med over en million solgte albums. Det kræver mod at forlade sådan et band, og hvad der kræver endnu mere mod, er at starte et nyt band, især efter at Angra, sidste år, lige efter at de tre førnævnte personer forlod bandet, udgav deres bedste album nogensinde; ”Rebirth”. Men det er fedt at se, at de tre, André, Ricardo og Luis turde blive ved, for disse brasilianere har meget at berige power metal verdenen med. Deres nye album ”Ritual” kan godt nok ikke helt måle sig med Angras ”Ritual”, men det er nu heller ikke så ufattelig langt fra. ”Ritual” er faktisk et af de bedste power metal albums der er udkommet i år, og i hvert fald det bedste der er udkommet over sommeren. Og formularen ligger i variation, hellere end noget andet. Bandet er nemlig ikke blot et andet power metal band, der prøver at lyde som alle de store navne fra fortiden, hvilket er tilfældet med alt for mange bands i disse dage. Bandet kombinerer elementer fra den progressivt symfoniske metal scene med etniske musikindslag, og kobler dem på deres ellers i forvejen power speed metal lydunivers. Skal du kun have tre power metal albums i år, så lad det blive de nyeste albums med Falconer, Rhapsody, og så Shamans ”Ritual”. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Silence; Utopia

MTM/Nordic Metal. 2001

“Utopia” er endnu en progressiv rock/metal plade, men pudsigt nok med et Fransk to mands band, i stedet for det sædvanlige tyske band. Heldigvis er ”Utopia” totalt i orden musiksmag, som skiftevis lægger sig op ad tunge Dream Theater passager og mere Kansas orienteret radio-rock. Vokalerne er bandets stærkeste side, og med storslåede omkvæder og flotte baggrundsvokalarrangementer appellerer bandet næsten ligeså meget til AOR fans, som til den ordinære progressive metal fan. Men selvom det er vokalerne der skorer flest sjerner, så er der ingen tilgivelse for den rædselsfulde behandling Kim Wilde’s ”Kids In America” netop i vokalafdelingen bliver udsat for. Personligt ville jeg hellere høre hele Kim Wilde’s bagkatalog fra ende i anden, end at lægge øre til Silence’s version igen. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðsigarð 

 

Silence Erebus; Silence Erebus

Selvstændig. 2001

Det viser sig, at dette amerikanske band kun er et halvt år gammelt, hvilket er samme alder som min datter. Men hvorimod min datter er det sødeste, smukkeste og rareste man overhoved kan tænke sig, så er Silence Erebus det stik modsatte, nemlig lede, grimme og onde. Deres musik indeholder elementer af death og black metal, men den hælder dog lidt mere hen ad black metal vejen med dens atmosfæriske melodier. Der er kun tre numre på denne demo, og igennem disse tre numre viser bandet, at de ikke har ligget på den flade i bandets halve års eksistens. De er nemlig overraskende gode, og i modsætning til de fleste black metal demoer man hører for tiden ret overbevisende, selvom de engang imellem er lidt for løse omkring kanterne, men det er alt sammen noget som kan gøres noget ved på fremtidige demoer. Silence Erebus er et band med fremtiden foran sig. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Silence The Foe; When Summer Turns To Sand

Selvstændig. 2000

Det er ren og skær energi, det her. Det er det sgu. Det er ikke utænkeligt, at Silence The Foe er det næste svenske hardcore band, som ender på Solid State Records, nu efter at både Blindside, Selfminded og Soapbox er endte der. I hvert fald, mangler Silence The Foe ikke talentet. Og så er de mindst ligeså energiske og aggressive, som ethvert af de førnævnte bands. Bandet har turneret lidt i Sverige og Norge, og med god omtale, men endnu er det blevet ved omtalen. Og den gode omtale bliver ved lidt endnu, fordi jeg synes virkelig, at Silence The Foe har fat i noget her. Jeg har simpelthen ikke headbanget så hårdt til en rendyrket hardcore cd i årtusinder, eller i hvert fald siden Selfminded udgav At The Barricades We Fall sidste år. When Summer Turns To Sand starter dog ikke så voldsomt, med et nummer, der ligger tættere opad de mere tilbagelænede emo-bands end hardcore-genrens monstre. Men allerede i anden skæring bryder helvedet løs, og sådan forbliver det til skivens sjette og sidste nummer er overstået. Jeg er faktisk så positivt stemt overfor Silence The For, at det eneste jeg kan komme i tanker om at kritisere, er deres noget så utrolig klichéagtige kristne tekster i Victory - skivens sidste nummer, hvor de af fuld mund – og sikker hjerte også -  skråler følgende; ”Victory. We’re gonne see victory. Right now. Well now it’s ok. We will make it through the day. We’re winning the war. And the Devil’s got to pay”. Uh, men bortset fra det, er der to tomler op, og fire smilehoveder til Silence The Foe. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Silent Force; Infatuator

Massacre/Nordic Metal. 2001

Jeg har altid været af den holdning, at danske Royal Hunt var et velspillende metal band, som dog manglede noget at tryllebinde lytteren med, og det samme gælder for Royal Hunt forsangerens, D.C. Coopers, sideprojekt Silent Force, som med deres debutalbum ”Infatuator” ikke har det helt vilde at byde lytteren på. Ligesom hos Royal Hunt er der talen om velspillet, teknisk og hurtig metalmusik, som dog ikke indeholder den glød og sjæl som skal til, for at få et album til at skille sig ud af den hurtigt voksende metalmængde. Bedst fungerer det i omkvædet til ”We Must Use The Power”, hvor bandet for første og sidste gang på albummet nærmer sig en iørefaldende sang som man husker efter cd’ens sidste åndedræt. Absolut værst er det dog derimod i bandets coverversion af Judas Priest klassikeren ”All Guns Blazing”, som i Silent Forces tilfælde er fuldstændigt kikset og ødelagt. Coverversionen lyder milt sagt som lort, ikke mindst på grund af D.C. Coopers pinlige forsøg på at overgå Rob Halford. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Kelly Simonz’s Blind Faith; Sign Of The Times

Lion Music. 2002

Efter at have spillet guitar siden han var 14 og i diverse bands siden 1989, er japanske Kelly Simonz nu klar at indtage Europa med genudgivelsen af ”Sign Of The Times”, der oprindeligt blev udgivet i Japan i 1998. Kelly Simonz har haft rimelig succes i hjemlandet Japan, men har indtil nu været forholdsvis ukendt for resten af verden, og nu må vi se, at om genudgivelsen af ”Sign Of The Times” kan gøre noget ved dette. Kelly og hans følgesvende i Blind Faith spiller hurtig, velspillet og melodisk heavy metal, men hvor de fleste artister holder sig kun til det, forsøger Kelly også at bidrage med nogle progressive passager, samt indflydelser både fra fusionsrock, jazz og latinmusik. Men selvom niveauet er højt, og de musikalske præstationer alle står til a+, så er musikken som en helhed stort set uden sjæl, og vil derfor næppe nå ret langt ind i hjertekamrene på de fleste europæiske heavy metal fans. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Sinchwhole; Cease To Exist

Selvstændig. 2001

Amerikanske Sinchwhole er stolte producenter af brutal death metal, intens hardcore og et lille stik nu-metal. Der er dog ikke noget nyt under hverken death metal, hardcore eller nu-metal solene, da Sinchwhole som et utæmmet bæst på ”Cease To Exist” buldrer sig igennem 11 skæringer af ren og skær brutalitet. Sinchwhole har uden tvivl brugt utallige timer på at gennemhøre Slipknots albums, hvilken konklusion jeg drager, idet de for det meste ligger farligt tæt på Slipknots sædvanlige metalhelvede. De formår dog på intet tidspunkt at nærme sig forbillederne, og derfor kan ”Cease To Exist” virke som en noget unødvendig plade, men den har da i det mindste nogle forholdsvis gode øjeblikke. Og skulle det uventede ske, at Slipknot inden længe smider håndklædet i ringen, så kunne det jo være, at Sinchwhole ville begynde at se dagens lys. Men så længe som ”the real deal” er iblandt os, så findes Sinchwhole længere nede i fødekæden. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Sinister; Creative Killings

Hammerheart/Nordic Metal. 2001

Sinister har ladet høre fra sig med jævne mellemrum siden deres debut på Nuclear Blast i 1992, men alligevel har de ikke formået at placere sig på frontrækken af death-metal bølgen. For mit vedkommende, tror jeg heller ikke at dette er uden grund, fordi Sinisters musik har aldrig haft samme gennemslagskraft som de helt store death metalbands gennem tiderne har haft. ”Creative Killings” er et ganske udmærket album for fans af genren, men det vil bestemt ikke konvertere nye tilhængere til genren. Måske siger albumnavnet alt, for de må da have brugt kreativiteten på andet end kun at lave musik. Men hey, jeg beskylder dem ikke for noget. Hmm… (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Six Feet Under; True Carnage

Metal Blade/Nordic Metal. 06-08-2001

Efter deres storflop af et coveralbum, udgiver Six Feet Under nu "True Carnage". Egentlig kan jeg ikke sige ret meget om det album som kommer i butikkerne, da mit promo-kopi ikke indeholder mere end fire skæringer, hvoraf den ene er et videoklip. Skuespiller og rapper Ice-T gæster nummeret "One Bullet Left", og giver lidt ekstra flow. Bestemt et nummer som funger.  Udfra de numre jeg har modtaget, ser det bestemt ud til, at bandet har rejst sig igen. Men om resten af albummet er på samme niveau, er jeg ikke i stand til at fortælle, og derfor giver jeg ingen karakter denne gang. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Skindred; Babylon

RCA/BMG. 2002

Det er nok ikke helt tilfældigt at Skindred blev valgt som opvarmer for P.O.D., på deres tourné tidligere på året. I hvert fald er der mange fællesnævnere disse to bands deler. For det første har begge bands en forsanger som stjæler billedet når bandet er på, hvilket kan være en god og en dårlig ting. Ellers deler Skindred, eller i det mindste frontmanden, den tidligere Dub War forsanger Benji, troen på Gud, hvilket er noget Benji har talt meget om i diverse interviews på det sidste. Så er der de mange rasta-referencer der findes i testerne, og når det er sagt, så er det måske ikke så underligt, at der også er masser af reggae-inspirationer i deres musik, og at begges inspirationskilder tæller Bob Marley så vel som Bad Brains. Albumtitlen ”Babylon” og teksten til sangen af samme navn er heller ikke utrådt grund for P.O.D., idet de flere gange tidligere har sunget om denne oldtids by, der både i kristne og rastasammenhænge ofte bliver omtalt. Altså begge bands finder styrke i det åndelige, og kobler deres reggae og hip hop baggrunde til en mere nutidig metal og hardcore-stil. Men på trods af samtlige fællesnævnere mellem de to førnævnte bands, så minder de to bands faktisk slet ikke om hinanden, når man f.eks. hører deres albums ”Babylon” og ”Satellite.” Ja, egentlig er de vidt forskellige, selvom de begge vist godt kan betegnes som en led i nu-metal trenden, om de vil det eller ej. Skindred har ikke nogle så oplagte radiohits som ”Alive” eller ”Youth Of The Nation”, men derimod er deres sange af den mere langtidsholdbare klasse, og sammensætningerne af hip hop-rytmer, breakbeats, dub, reggae, punk og metal er klart overlegne i forhold til de fleste af deres tidskollegaer. ”Kiss And Make Up” er nok det nærmeste vi kommer et radiohit med et poppet omkvæde, men ”Pressure” er klart det fedeste nummer sammen med ”World Domination” og ”Bruises”, hvor Benji formår at lyde som alt fra Jonathan Davis, Busta Rhymes og Shaggy, og alligevel så meget som sig selv. (JJJJJ-)

 

Slechtvalk; Falconery

Fear Dark. 2000

Det forholdsvis nye hollandske metal pladeselskab Fear Dark udgiver nu, efter en mindre succes med deres første compilation Glory Hallelujah Amen, Slechtvalks debut skive, hvilket efter sigende skal være selskabets nyeste håb. Slechtvalk er ligesom selskabet fra Holland, og består kun af en medlem (Shamgar). Shamgar har selv spillet alle instrumenter (bas, keyboard, trommer og guitar), sunget, programmeret, og medproduceret på Falconery. Slechtvalk er et black metal projekt, med en lyd som faktisk minder meget om den skandinaviske black metal scene. Men selvom Slechtvalks lyd måske ligner meget de norske satanisters bulder, så er Slechtvalk dog meget anderledes når det gælder teksternes budskab. Slechtvalk – eller shamgar - er nemlig kristen, og det er også det budskab som Slechtvalk forkynder, dog uden at være evangeliserende. Musikalsk leverer Slechtvalk også varen ligeså flot, som mange andre top black metal bands, og produktionen er heller ikke at snære ad, men hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg høre se lidt mere variation igennem de ni numre. Og efter min mening, er det faktisk et generelt problem for stort set hele black metal scenen i dag. Der mangler variation og nyskabning. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Slodust; Twisted Ahead

Black Mark. 2001

Sjovt at et se et album som ”Twisted Ahead” udkomme på samme pladeselskab som udgiver Bathorys materiale. ”Twisted Ahead” kunne nemlig ligeså godt udkomme på enten Roadrunner, Sony eller Warner, med dens nu-metal’ske overtoner. Slodust går måske ikke helt så radiovenligt til den, som f.eks. Linkin Park og Alien Ant Farm, men ikke desto mindre indeholder deres musik noget som MTV’s superrock bl.a., og rockradio generelt, slider tyndt i disse dage. Bandets forsanger har - når han ikke skriger halsen tør, med de ledeste hardcore vokaler, man kan tænke sig - ikke så lidt tilfælles med Korn’s Jonathan Davis, med sine nærmest maniske, skingrende panikudbrud. Er man ved at blive lidt træt, af alle de mest radiovenlige bands indenfor genren, så er Slodust måske en kærkommen nykommer, og måske det næste projekt du burde tjekke ud. Ikke for grimt til radioen, men heller ikke for pænt for både hardcore og metalfreaks at sætte tænderne i. Alle tiders. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Gideon Smith & The Dixie Damned; Southern Gentelmen

Small Stone Records. 2001

Er du parat til at boogie-danse? Well, det er jeg heller ikke, men Gideon Smith & The Dixie Damned insisterer på, at vi burde tage en svinger. Nah, whatever. Gideon Smith og co. kombinerer på ”Southern Gentelmen” den typiske Small Stone stener rock med amerikansk sydstats rock, som dog bliver betydeligt mere aggressiv end Lynard Skynard i sin tid blot turde drømme om. Bandet møder op i studiet, sætter deres marshalls til, og så lukker de bare op for gassen - bang. Blues, country, stener og metal, - alt bliver kastet i blenderen og kommer ud som en lang og festlig boogie-cocktail, som egentlig er ret underholdende, men som for mit vedkommende – og ved dagens slutning - ikke er leveringsdygtig som ret meget mere end sen aftens underholdning. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Snapcase; End Transmission

Victory/Nordic Metal. 24-09-2002

Den nye Snapcase skive er bestemt et værdigt bud på månedens skive, men Blindside endte med at løbe med statuetten, især fordi deres nyeste album ”Silence” har siddet uafbrudt i min cd-spiller, og stadig i skrivende stund gør det. Men mens Snapcase må nøjes med en anden plads i konkurrencen om månedens skive i P&P, så er ”End Transmission” nærmest på forhold kåret som årets mest indadvendte, følelsesladede, gennemtænkte og – ret og slet – smukke hardcore album. Du vil ikke kunne sætte Snapcase i samme boks, som de fleste andre hardcore-bands derude. Snapcase lyder nemlig aldrig som et aggressivt hardcore band længe nok til at lade det ske. Men de er et hardcore band, hvilket bedst understreges, når de viser den mere hårdtslående og aggressive side af sig selv, men samtidig er der så meget mere omkring Snapcase end blot hardcore og punk. Bandets ofte iørefaldende og til tider nærmest moderne rock kompositioner, lader sig på skift binde sammen af fængende rock hooks, langsomme, følelsesbetonede strømme lige fra hjertet, og hårde, in-your-face betong-riffs. Og det er dette, de drastiske, nærmest matematiske, skift imellem det hårde og det bløde, der gør Snapcase til sådan et interessant bekendtskab. Måden tempoet sættes ned fra 100 til 0 i løbet af et splitsekund efter en af bandets svedeture, og omvendt når hjertets inderste kamre langsomt og inderligt tømmes, minder ikke så lidt om måden Stavesacre – et af mine favorit bands - gjorde tingene på tilbage deres debutalbum. Alt i alt er ”End Transmission” et album du ikke har råd til at miste, hvis du er fan af hardcore-genren. Du har heller ikke råd til at miste den, hvis du blot er til intellektuel rockmusik spillet både med hjerte og hoved. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Society’s Burden; Ten Tales From Hell’s Trailer Park

Selvstændig. 2000

Ok, jeg ved, at flere af Past and Presents læsere, ikke vil bryde sig meget om teksterne på Society’s Burden’s anden udgivelse Ten More Tales From Hell’s Trailer Park. Teksterne handler om et satanisk emne efter det andet, og det går fra at tisse på korset til at drikke kristne småbørns blod. Nu, når der bliver sunget om ting som disse, står jeg normalt hurtigt af, og her sker det faktisk allerede i skivens første nummer. Ikke fordi at jeg synes at tekster altid skal være lyserøde, men at synge om at drikke småbørns blod er intet mindre end sygt. Og det er netop derfor, at jeg vælger at koncentrere mig om musikken, og ikke tænke så meget på teksterne. Når alt kommer til alt, er musikken slet ikke så ringe, selvom produktionen godt kunne bruge lidt hjælp. Men på trods at en lidt hjælpeløs produktion, så fyrer de fire gutter fra Nord Carolina ikke for at spille noget af det grimmeste op–i-fjæset doom inspirerede stoner rock og metal hørt længe, og på bedste konservative vis selvfølgelig. Der er ikke meget nyskabende omkring bandets numre, men det er i bund og grund heller ikke hvad stoner rock handler om - eller hvad? Der skal bare rockes og rulles – og hårdt – hvilket er lige præcis hvad Society’s Burden gør på Ten More Tales From Hell’s Trailer Park. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Sodom; M-16

Steamhammer/SPV/Nordic Metal. 22-10-2001

Den særdeles kontante tysker-trio Sodom har siden de tidlige 80’ere tonset derudad med en intens thrash-lyd, som dog ikke har ændret sig det store igennem årene. Bandet kører på det traditionelle og det de kender, og de er såmænd også hamrende sammenspillede. ”M-16” er et konceptalbum, som på en måde er meget apropos i disse dage, siden konceptet tager udgangspunkt i krig – dog naturligvis ikke så meget den krig verden efterhånden er ved at befinde sig i, men mere Vietnam-krigen som fandt sted tilbage i 60’erne. Musikalsk rykker ”M-16” ikke nogen grænser, og som jeg ser det, så kunne de tre efterhånden halvgamle rockere aldrig drømme om så meget som at prøve på førnævnte. For dem som kan lide thrash af den gamle skole uden noget slinger i valsen og absolut ingen moderniserede islæt. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Solefald; Pills Against The Ageless Ills

Century Media/Nordic Metla. 2001

Det var med stor iver og entusiasme at jeg satte denne nye Solefald skive på, jeg havde ikke læst promopapirerne, og vidste derfor af gode grunde ikke, at jeg i første omgang ville blive lidt snydt. Jeg har egentlig aldrig hørt bandets musik før, men jeg har hørt masser af gode ting om dem. Bl.a. at deres mørke black metal var noget af det mest eksperimenterende, man som black metal fan kunne ønske sig at høre, især på grund af bandets nådeløse flirten med genrer som trip hop, reggae og meget mere. Og det var dette jeg gerne ville høre på ”Pills Against The Ageless Ills”, i det mindste ville dette have være noget anderledes, men Cornelius og Lazare, som bandets to medlemmer hedder, er tilsyneladende ikke enige med mig i, at dette ville være en god idé at gentage. Og hvad ved jeg egentlig om det? Ikke en skid, jeg har jo ikke engang hørt deres gamle materiale. Whatever, jeg blev rimelig skuffet efter første og anden gennemlytning, selvom bandets lyd og stil ikke er så typisk black metal som man kunne frygte da bandet vender tilbage til rødderne. Bandet kombinerer godt nok bombastiske black metal momenter med atmosfæriske og melodiske passager, hvor sangeren endda forsøger sig med ren sang. Men når man kommer over skuffelsen af sine egne forventninger, og lærer at leve med sig selv igen, så lyder det egentlig helt ok. For ikke at sige rigtig godt. Og så finder jeg først ud af nu, mens jeg sidder og skriver denne anmeldelser, hvor genial albumtitlen egentlig er. Ja ikk’? og noget helt andet: Kan du huske hvor fedt det lød, da Tourniquet for snart mange år siden fyrede nummeret ”The Skeezix Dillemma” af? Ja? Solefald er til tider i besiddelse af samme weirdness på guitaren (ok ikke tit, men det sker). Tjek dem ud. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Solekahn; Suffering Winds

Imperial Maze. 2002

Det er sjældent at et fransk metalband har noget interessant at tilbyde, og det næste band i den franske death metal legion, Solekahn, har heller ikke ret meget på hjerte på deres debutalbum ”Suffering Winds”. Otte sange der sammenlagt varer i omkring 18 minutter er det blevet til, hvilket ikke ret meget mere end to minutter pr. sang. Og ligeså korte som sangene er, ligeså lidt kød er der på sangene rent musikalsk. Typiske death metal sange, der låner lidt fra black og thrash metal genrerne hist og her, uden på noget som helst tidspunkt at komme op med en nogenlunde stabil opskrift. Måske bliver det bedre på opfølgeren? (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Soul Doctor; Soul Doctor

Massacre Records/Nordic Metal. 28-05-2001

Fans af 80’ernes hårde rock, som har været lidt nede igennem det meste af 90’ene på grund af manglende hard rock, kan roligt begyndte at glæde sig igen. Soul Doctor er nemlig et nyt band, som dog er udrustet med hard rock og heavy metal veteraner. Bl.a. er der Tommy Heart som tidligere har spillet i Fair Warning, og J.D. som før at spillet i Bonfire. De to medlemmer har selvfølgelig bragt en smule af deres tidlige arbejde med sig i Soul Doctor, og tilsat en sund dose af Ac/Dc, Led Zeppelin, Slaughter, Motley Crue og endda tidlig Bon Jovi. Det lyder måske næsten for godt til at være sandt, for gamle hår rockere fra 80’erne, men begynd hellere at forbedrede dig, fordi de ved altså hvordan man spiller rock og rul. Man kan diskutere hvor vidt der er brug for gammel 80’er hår rock i dag, men musik har det med at genopfinde sig selv, og Soul Doctor er med til at formidle 80’ernes hårde rock til nutidens nu-metal folk. Om det end bliver velmodtaget eller forkastet. Engang kunne vi alle lide Bon Jovi og Motley Crue. Nu tør ingen at indrømme det. Godt nok var der af god grund flere der til sidst blev trætte af hard rocken, og det blev jeg godt nok også, men er vi ikke kommet over det endnu? Gu’ er jeg så. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Soul Embraced; This is My Blood

Solid State Records. 08-01-2002

Der var en tid, hvor ekstrem kristen metal godt kunne måle sig med den verdslige scene, ikke mindst på grund af bands som Believer, Seventh Angel, Vegeance Rising og Living Sacrifice. Og apropos Living Sacrifice, så består Soul Embraced - kristen death metals nye håb - af de to Living Sacrifice medlemmer, Rocky Gray (guitar, Bas) og Lance Garvin (trommer), samt vokalisten Chad Moore. Og er du en af dem, som synes, at Living Sacrifice har bevæget sig for langt væk fra de traditionelle old school death og thrash metal, så er der mulighed for, at side-projektet Soul Embraced er dit nytårs ønske. Ok, bandet har en helt anden lyd og aggressivitet kørende, men det er den gamle dødsmetal som leder trioen igennem ”This Is My Blood”, som faktisk er bandets andet album i år. Og for det ikke skal være løgn, så er ”This Is My Blood” er en af de bedste kristne death metal skiver i årevis. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Soulscar; Abandoned (JJJJ--)

Selvstændig. 2000

 

Soulscar; Escaping (JJJJ--)

Selvstændig. 1999

 

Soulscar; Lost In Life (JJJ---)

Selvstændig. 1998

 

Jeg blev meget overrasket over kvaliteten på Soulscars musik. Soulscar kommer fra Canada, og består kun af to medlemmer, nemlig Chris Warunki som spiller trommer og Andrew Staehling som synger og spiller alt andet. På den første demo ”Lost In Life” fra 1998 var Andrew dog helt alene i Soulscar, og selvom denne udgivelse afspejler både talent og spilleglæde, så formår den ikke helt at ramme sømmet på hovedet med dets tre numre. Måske mest på grund af en trommemaskine som fylder alt for meget, og faktisk ikke går fuldstændig hånd i hånd med resten af musikken. ”Escaping” fra 1999 lyder faktisk meget som ”Lost In Life”, men den er meget mere direkte. Lyden er også bedre, og at trommerne denne gang bliver spillet af Chris Warunki betyder også meget for skivens fire numre. Bandet har i bund og grund ikke ændret sig radikalt over hele deres karriere, og på ”Abandoned” kører bandet stadigvæk på den melodiske dødsmetal, og de gør det godt. Det eneste som er ændret siden ”Escaping” er at bandet er blevet lidt tættere sammenspillet. ”Abandoned” består af 6 numre velspillede melodiske dødsmetal-numre, som uden tvivl vil falde i smag hos svenske døds-fans. Tjek lige cd’ens sidste nummer, som er en cover-version af Megadeth’s ”This Was My Life”. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Soulscar; Character Assassination

Selvstændig. 2002

Her har vi et band, der er forbedret væsentligt siden sidst. ”Character Assassination” starter som et maskingevær riffende monster avlet af ingen ringere end selveste Pantera. Lige indtil forsangeren bryder ud i en glimrende growl, for lidt senere at lade lytteren rammes af en hær af melodiske guitarsolo, der er en fryd for øregangene. Soulscar er dog, på trods af kombinationerne af melodiske guitar soli, growl og den thrash og death metal indfaldsvinkel de har til sin musik, ikke et band der behov for at kopiere de skandinaviske melo-konger. Det er deres musik i forvejen alt for unik til. Tjek blot ”Sacrifices,” der med sin evigt tunge metalriffing og tekniske præcise rytmesektion, har været savnet lige siden Panteras storhedstid. ”Character Assassination” er et fedt, groove-orienteret metalalbum, der ikke kan andet end at spile ørerne op hos de store pladeselskaber. Det er dog en skam, at albummet ikke holder samme intensivitetsniveau som i ”Sacrifice” hele vejen igennem, for det er bl.a. dette der er med til at fratage det femte smilehoved fra bandet, således at de står tilbage med fire smilehoveder. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Southfork; Straight Ahead

Black Mark. 2001

Du sidder måske netop derhjemme i din livs største krise. Du kan nemlig ikke identificere dig med rockscenen i dag, og har ikke kunnet det i lang tid. Vores tids nu-metal genre er en joke, 90’ernes grunge-alternative-britpop-poppunk var ikke meget bedre, og 80’ernes hår og leder hard rock var, for dit vedkommende, det rene helvede. Jamen, min ven, svaret til alle dine bønner er lige foran dig, eller det er faktisk i dette øjeblik lige foran mig, men det kan være foran dig snart, hvis bare du åbner tegnebogen. Svaret hedder Southfork, der på deres album ”Straight Ahead” spiller deres 70’er rock med stolthed. Bandet krydrer deres Deep Purple/Black Sabbath og meget ”Straight Ahead” lydunivers med noget lidt mere syret og psykedelisk fra samme periode, tilsat lidt mere nutidig støjrock, uden at blive det rene kult mumbo-jumbo. Totalt i orden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Spine; Less Is More

Selvstændig. 2001 (JJJJ--)

 

Blindfault; Blindfault

Gritt Records. 2002 (JJJJ--)

 

Nu-metal bølgen har hærget alverdens hitlister, samt radio og musik TV-stationer i flere år efterhånden, men nu ser det ud til, at hypet har lyst til at lægge sig lidt til fordel for det mere beskidte 70’er garage-rock-ting med White Stripes og The Strokes i spidsen. Og netop derfor er det ærgerligt, at intet dansk band endnu har opnået mainstream succes indenfor denne genre. Det er dog ikke fordi der ikke er potentiale i danske bands, så meget burde min anmeldelse af Kloak andetsteds på disse sider kunne bekræfte. Men Kloak er langtfra det eneste band, der på trods af stort potentiale er forblevet i undergrunden, nærmest fuldstændig ignoreret af de store selskaber. Sæt køberhavner bands som Spine og Blindfault på samme liste, og du har en lille hær af vrede danskere, der er mente for større skæbner end undergrundsmusiklivet, med de enkelte opvarmnings-gigs for de store, udenlandske kanoner (Spine opvarmer ellers i dag den 20 august for Sick Of It All. Respekt).     

 

Både Spine og Blindfault er relativt nye bands, og har egentlig også fremtiden foran sig. Spine er dog det ældre af de to, idet de startede for lidt over to år siden, mens Blindfault først tog liv i juni sidste år. ”Less Is More” er Spines anden demo på to år, og absolut noget af det bedste man er udsat for at høre i den danske nu-metal undergrund, og endda i metalundergrunden som helhed. Deres fire sange oser af spilleglæde og høj volume, og samtidig en brutalitet, der gør mange af de udenlandske store navne fuldstændig til skamme. Men hvad Spine måske ikke har i forhold til de bands, der hidtil har opnået succes er en decideret ørehænger. Et nummer der sidder første gang man hører det, og som man ikke får ud af høvedet igen, efter at man har hørt det en enkelt gang. Et nummer som man går og nynner til, mens man er på arbejde. Men selvom Spine som sådan ikke har single-potentiale på ”Less Is More”, så har de masser af albumpotentiale, eller som i dette tilfælde; EP-potentiale. Alle fire numre holder nemlig 100% i forhold til hvad der ellers rører sig derude i øjeblikket, og skulle jeg vælge en favorit blandt numrene, så ville det nok være ”No Way”, der står hovedet højere end de andre.

 

Blindfault udgav seks måneder efter at bandet var stiftet denne demo-skive, men bandet forsikrer mig, at det der høres på denne skive, ikke helt er hvordan bandet lyder i dag. De er nemlig meget bedre nu, siger de, hvilket de vil bevise med en ny demo senere på året. Og i så fald, så kunne der altså være store ting i vente, for debutdemoen er altså ret fed. Bandet kombinerer deres musikalske baggrunde, der går fra hip hop via hardcore og til dødsmetal, i en musikalsk cocktail der til sidst viser sig at blive tidstypisk nu-metal. Growls og hardcore råberi baner vej for ren sang, der ikke minder så lidt om hvad man kunne forvente at høre fra System Of A Down. Blindfault er, ligesom Spine, ikke i besiddelse af et monster hit på denne ep, men ligesom Spine, er de dog i besiddelse af evnerne at skabe langtidsholdbar nu-metal. Og det er egentlig ret godt gået i disse dage, synes du ikke? Overbevisende materiale. Forhåbentlig hører vi mere til begge bands i fremtiden. Meget mere. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Spiritus Mortis; Demo 2000

Selvstændig. 2000 (JJJ---)

 

Spiritus Mortis; Forward To The Battle

Selvstændig. 2001 (JJ----)

Finske Spiritus Mortis er hverken et death eller black metal band, selvom det er det første man tænker på, både når man hører at gutterne er fra Finland, og når man tænker på bandet. Bandet spiller en meget dyster, tung og doom’et form for metal, som lyder en hel del som Black Sabbath. Bandets forsanger, Vesa Lampi, lyder dog ikke som en traditionel doom-metal sanger, men derimod som en vaskeægte melodisk heavy metal forsanger. ”Demo 2000” som jo er den ældste af disse to demoer, er dog mærkelig nok, med dets sølle 10 minutter, meget bedre end ”Forward To The Battle” fra i år. Det har dog noget at gøre med, at dette års demo, er optaget under dårlige omstændigheder, hvilket vil sige, at den blev optaget i deres eget øvelokale, og på deres egne computere, imens ”Demo 2000” trods alt blev optaget i et rigtigt studie. ”Demo 2000” er dog ikke helt doom metal for viderekomne, men snarere en demo fra et band med bedre ting i sigte, hvis bare de rigtige omstændigheder byder sig. Bandets ”Satan, Master” image er dog lidt af et turn-off, og burde måske laves om på. Hans Jákup Eidisgard

 

The Spitts; The Spitts

I Used To Fuck People Like You In Prison Recrds/Nordic Metal (JJJJ--)

 

Mantaray. K-D; Red Light District

I Used To Fuck People Like You In Prison Recrds/Nordic Metal (JJJ---)

 

I starten af 90’erne da punken begyndte at blive kommercialiseret, blev det grimme, aggressive og det rebelske samtidig taget ud af helheden, og siden har disse før så vigtige punkbegreber ligget i dvale, ligetil Amen for kort tid  siden slog igennem og blev et gigantisk rocknavn. Eller sådan skulle man tro det er, i hvert fald hvis ens musikalske horisont ikke ser længere end det MTV til dagligt præsenterer. Og netop derfor at det så fedt, at høre bands der vil skide på hele den kommercielle rock scene, mens de med fandenivoldske rock og rul sammensætninger ligeglade trykker den af for Gud, Satan og hver mand. Netop sådan et band er svenske The Spitts, som ikke har været sammen i mere end godt tre år. Selvnavngivne ”The Spitts” er bandets første album, men der er intet som lugter af debutant uprofessionalisme på skiven. Bandet tager udgangspunkt i den hårde og samtidig simple rock og rul, som bl.a. The Hellacopters er velkendte for at trykke af. Der er ingen mellemvej med The Spitts. Det er tempo, tempo og atter tempo, og intet andet har nogen betydning, da de tager deres hurtige rock og rul - krydret med de mest aggressive punk riffs – og kryber sig ind i lytternes stuer. The Spitts er et af de mest enkle bands som rører på sig på rockscenen i dag, men alligevel har man lyst til, at sammenligne dem med flere forskellige punk, rock n’ roll og hard rock bands som f.eks. The Stooges, The Hellacopters og Motorhead. Forsangeren Henrik Akesson har en tendens til på skift at ligne Lemmy fra førnævnte Motorhead og Jesper fra D.A.D. Absolut en fed og tempofyldt rock skive fra dette bizart navngivne pladeselskab.

 

Mantaray. K-D er også en svensk rock og rul band, som i virkeligheden ikke er så anderledes fra The Spitts. Også her er det hurtig rock n’ roll og punk der sammenblandes i en svedig garage cocktail. Bandet startede i 1997, og udover en enkelt demo er ”Red Light District” deres første udgivelse. Utroligt hvor de to bands ligner hinanden hvad? En anden ting er, at begge bands har otte numre på cd’erne! Hmm. Mantaray. K-D kommer dog ikke helt så godt fra debutudgivelsen som The Spitts. Dog er deres skive den mest varierede af de to. Men musik som denne har det, efter min mening, bedst når tempoet sættes op, når der slukkes for hjernen og volumen skrues op. Ja, sådan skal det være. Og netop der formår The Spitts at vække opmærksomhed, mens Mantaray. K-D er knapt så overbevisende. ”Red Light District” kan dog uden tvivl i visse øjeblikke få enhver garage-rocker op at stolen, men når vi når til slutningsnummeret ”Nightmare”, som med dets garage-dødsstil simpelthen lyder forfærdeligt, er de positive ord ved at være opbrugt. Advarsel: Musik som denne kan resultere i en fartbøde, og det kan blive en dyr en. Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Spock’s Beard; Snow

InsideOut/Nordic Metal. 26-08-2002

I modsætning til alle de andre dobbelt album der er udkommet på det sidste, er Spock’s Beards ”Snow” ikke et ”best of” album, men helt naturligt deres nye studiealbum. Jep, de har faktisk udgivet et nyt album der igennem 26 numre varer i omkring 115 minutter (tæt på to timer). Sådan. Igennem disse små to timer Spock’s Beard rocker sig igennem dette konceptalbum - der baseres på en historie om en ung mand, der har en uvanlig, åndelig gave der består af at kunne helbrede, men som alligevel har brug for at finde sig selv, da hans eget ego kommer i hans vej – træder bandet forskellig musikalsk grund. Ja, så forskellig er den, at de fleste a-typiske musikkøbere for det meste vil befinde sig på udebane på ”Snow”. På den anden side, kan man så sige, at når et album er så varieret, så er der i det mindste lidt for enhver smag. Det er dog hovedsagligt dem med interesse for velovervejet og velarrangeret musik, der vil få mest ud af Spock’s Beard, og ikke mindst det nye album ”Snow”. Det er dem der ikke har noget imod avancerede og progressive musiklandskaber, der i givet øjeblik, alt efter følelserne der lægges i historien, på en rockopera-lignende måde stilfærdigt bevæger sig fra den ene scene til den anden – nærmest som i en film, blot uden billeder. Men på trods af at Spock’s Beard er et band der kan så meget, hvilket også i den grad vises på ”Snow”, så har bandet også en forkærlighed til mere simple musikalske udfoldelser, og det skaber en ekstra jordbunden charme der ellers ikke ville være til at få øje på i bandets eksperimenterende lydunivers. Bl.a. kan folk der til dagligt hører Simon & Garfunkel, ligeså godt som nogen anden forholde sig – hvis ikke bedre - til et nummer som ”Stranger In A Strange Land”, ligeledes som åbne The Beatles fans ikke vil have svært ved at sætte tænderne i numre som ”Long Time Suffering” og ”Devil’s Got My Throat”. Denne mere rolige side af Spock’s Beard er også kommet frem igennem soloudgivelser, som både trommeslager, perkussionist og baggrundssanger, Nick D’Virgilio, og forsanger, pianist og akustisk guitarist, Neal Morse, udgav sidste år. At ende må konklusionen vel være, at Spock’s Beard er for dem der har et øre for avanceret, eventyrlysten og velspillet musik, men som også gerne vil bevare de mere jordbunde og simple ting musikken kan – og har - tilbyde. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Spoken; What Remains….

MetroVox 1999, P; Jyrp Xhan

På internet nyhedsgrupperne ser jeg ofte, kristne mennesker lede efter et kristent musikalsk alternativ til Rage Against The Machine! Ofte bliver svaret; prøv Everyday Life, Project 86 eller POD, men sandheden er den, at intet af disse bands lyder som RATM, men de som virkelig gerne vil have et alternativ (hvorfor skulle man dog det?) skulle hellere prøve Spoken. Deres første cd var næsten et kopi af RATM. På denne, deres nye, cd ”What Remains,” bliver de ved med deres rapcore stil, - kun denne gang er de en del bedre. Rapperen lyder bedre, riffene er tungere, bas og trommer mere intense. ”What Remains” er noget af den dejligste rapcore ear candy der findes. Gå derfor ikke glip af Spoken. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Spoken; Greatest Hits

MetroOne. 2001

Det er jul! Som De Nattergale hver aften så trofast fortæller os, og det er måske også derfor at der allerede udkommer en ”Greatest Hits” med amerikanske rap/metal band Spoken. Numrene er naturligvis taget fra deres tre hidtil udgivne albums, og udvalget er rimelig fornuftigt. F.eks. er der de fremragende numre ”On Your Feet” og ”Stupid People” fra debuten, hvilket er numre som jeg håbede ville findes på opsamlingen. Disse er fra tiden hvor Spoken lød som et fremragende kopi af Rage Against The Machine, men igennem tiden har bandet udviklet sig og fundet sin egen stil. I dag er Spoken sin egen, og de kan sagtens måle sig med de fleste i bølgen af nye metal bands, om end de måske ikke er genrens mest originale. Du kan ønske dig opsamlingen i julegave, i stedet for det nye remix album med Limp Bizkit som du allerede har på listen. Spoken har mere brug for pengene, og desuden er de en tand bedre. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Squash Bowels; The Mass Rotting – The Mass Sickening

Obscene Productions. 2002

Så har vi endnu et udspil fra Obscene Productions som indeholder en brutal og talentløs omgang grindcore uden nogen form for variation eller afveksling, med mindre man synes at torturerede skrig, knuste glas, råb og skrål imellem numrene er gode eksempler på førnævnte. Der er simpelthen ingenting at komme efter, på de femten mere end rådne og syge numre, Squash Bowels serverer med her på ”The Mass Rotting – The Mass Sickening”. Jeg ville gerne afslutte med at sige, at man skal lede længe efter magen til lort, men sandheden er dog, at man ikke skal lede ret længe for at finde endnu dårligere grindcore-udgivelser. Hold dig langt væk. (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Sombre Serenity; Singular

Medusa Prod./Dragon Design. 2002

Dette album blev oprindeligt udgivet i år 2000, men deres daværende pladeselskab gjorde efter sigende ingenting for at promovere det, og derfor at Medusa Produktions nu fået muligheden at gøre det bedre, og velbekomme siger jeg bare, for der er ingenting at komme efter på ”Singular”. Det er den samme mørke dødsmetal der har hærget scenen i mange år, og denne tyske kvartet der har eksisteret siden 1995 tilføjer intet der ikke allerede er sagt. Jeg har ikke mere at sige. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Soundisciples; Audio Manifesto

Peaceville/Nordic Metal. 03-06-2002

Jeg elsker at modtage plader der ikke er så nemme at kategorisere, rockplader der ikke falder indenfor de rammer rockmusikken normalt gør. Jeg simpelthen elsker det. Og når man i pressematerialet læser, at engelske Soundisciples både finder inspiration hos techno, trip hop og dance-navne som KLF, Prodigy, Massive Attack og DJ Shadow, og samtidig hos punk, rock og metalnavne som Slayer, Celtic Frost, Soundgarden, Killing Joke, Vast og Sex Pistols, så ved man inden skiven sættes på, at man er ved at træde ind i en verden af legesyg og eksperimenterende elektronisk rock. Udover de førnævnte musiknavne er inspirationen til albummet - der i øvrigt blev optaget i Portisheads State of Art studie – også hentet i temaer som sygdom, fødsel, døden, smerte, mord og krig, hvilket ikke er så underligt da der efter begyndelsen af optagelserne sker mange dramatiske ting på ekstremt kort tid, bl.a. dør Shauns mor og faderen får to alvorlige hjertetilfælde, Robs søn bliver født alt for tidligt, Shaun bliver smidt ud af sin lejlighed, og Joe bliver forladt af sin langtidskæreste. Udover de tre, Shaun (vokaler), Rob (Bas/arrangering) og Joseph (guitar), der til dagligt danner mur omkring Soundisciples lyd, findes der flere eksterne hjælpende hænder på ”Audio Manifesto.” F.eks. produceren der før har arbejdet med Sunna, Massive Attack, Portishead og William Orbit, en trommespiller der har spillet for Massive Attack, en baggrundssangerinde der har arbejdet med Roni Size, samt remixere der før har remixet materiale fra så velkendte artister som bl.a. Old Dirty Bastard, og de netop nu ekstremt populære R&B og pop-stjerner Sugar Babes. Der er blevet kælet for detaljerne på ”Audio Manifesto”, og heldigvis er intet, om det så end foregår i grænselandet imellem rock, metal, industrial, trip hop, drum & bas eller techno, ladt over til tilfældighederne. For fans af Stabbing Westward, Nine Inch Nails, Alice in Chains og Massive Attack. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Stairway; bleeding heart

Graeme Leslie, 1999

Producer; Graeme Leslie & Stairway

Stairway har spillet sammen siden starten af 90’erne, men de er stadig et undergrunds band, som kun få har hørt om, men måske dette er ved at ændre sig. I hvert fald har HM Magazine lagt et godt ord ind for bandet, og desuden er metal tilbage i fin form. Se bare hvem er hovednavn på Roskilde Festivalen (Iron Maiden), og alle de gamle 80’er metal bands, der står i kø for at udgive albums. Stairway er et rigtigt 80’er hair metal band, og med Bleeding heart’s ti numre, skuffer de ikke en die hard hair metal fan. Her er alt hvad man har brug for. Ingwie soli, en (ofte) skrigende og højtsyngende forsanger og masser af hår. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne Stairway med svenske Leviticus, men der er også en smule Barren Cross at høre, hvillket er et plus hos mig. ”Bleeding Heart” er en god udgivelse, men som desværre svækkes lidt mod enden. Luftguitar forever. Yeah baby, yeah. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Star One; Space Metal

InsideOut/Nordic Metal. April 2002

Star One er et nyt projekt med Arjen Anthony Lucassen, et navn der umiddelbart ikke siger mig så meget, som det ifølge pressematerialet måske burde. Jeg har ganske vist fundet ud af, at han også er hjernen bag det progressive rockband Ayreon, og selvom jeg naturligvis både har læst og hørt om bandet, så har jeg aldrig lagt øre til en eneste tone bandet har fremført. Så egentlig står jeg lidt på bar bund her, men set i lyset af, at jeg ellers måske fluks ville have sammenlignet Star One’s ”Space Metal” med Arjen Lucassen’s tidligere materiale, så er det måske for det bedste. Star One har, ligesom argentinske Infinity gjorde for nylig, ladet indkalde en række velkendte sangere og musikere fra andre endnu bedre kendte bands for ligesom bedre at kunne føre idéerne ud i livet, og på den måde have de helt perfekte musikere til de forskellige musikalske stemninger skiven byder på. Der er f.eks. en sanger til de høje vokaler, samt en til de lave og så videre, og bl.a. bidrager følgende musikere og sangere med sit talent; Dan Swano (Nightingale) synger, Russell Allen (Symphony X) synger, Jens Johansson (Yngwie Malmsteen, Dio, Stratovarius) spiller keyboards, og Gary Wehrkamp (Shadow Gallery) spiller guitar. En albumtitel som ”Space Metal” kunne måske antyde noget underligt og yderst avanceret, men der er egentlig talen om en forholdsvis almindelig nutidig omgang progressiv rock/metal, hvor der også fokuseres stærkt på melodiske sager, og naturligvis er den gode lyd, og de særdeles teknisk præcise vokal- og instrumentpræstationer hele tiden et skridt foran. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Step Cousin; experiments in sound

Corduroy Boy Productions, 2000

Er der nogen af jer der kan huske bandet Lordchain, som udgav en indie cd, som fik ret god omtale I den kristne undergrund? Nu er to af medlemmerne fra Lordchain (Jeff Grady og Kelly Matthews) ude igen med en ny skive. I dag hedder de Step Cousin, og stilen er ændret fra at være hård rock til at være death metal. Experiments in Sound er dog ikke en typisk death metal udgivelse, dvs. ikke nu til dags. Step Cousin har faktisk meget mere til fælles med bands som Vengeance Rising end death metal bands i dag, og for at det ikke skal være løgn, så har de også lavet en cover version af Vengeance Rising’s Can’t get out. Vengeance Rising var mit favorit thrash band i de game dage, og da vi aldrig hører dem igen på den måde de lød dengang, så er det godt med noget der ligner en smule. Der skal dog siges at Step Cousin ikke er et nyt Vengeance Rising kvalitetsmæssig, men dem som savner denne form for thrash/death metal burde få noget ud af Experiments in Sound. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Still Breathing; September

Solid State. 23-04-2002

Det nye hardcore band, Still Breathing, har ikke kun valgt at kalde deres debutalbum ”September” fordi dette var en tid med ændringer i bandmedlemmernes liv, men også fordi dette var måneden der ændrede hele verdens syn på tilværelsen. Ja, jeg snakker om 11 september, en dag, som på trods af tragedier, har inspireret mange kunstnere til at lade kreativiteten blomstre. Hos nogle, fordi de er vrede, hos andre, fordi de er kede af det, og atter andre fordi de vil prøve, at bruge den resterende tid i livet, på at gøre tingene bedre, mens man er Still Breathing. Sådan er et band er Still Breathing. Hvad de også er, er et af de hårdere hardcore bands. De ligger stilmæssigt et sted midt imellem Vision Of Disorder og Living Sacrifice, med en sangerinde der er mindst brutalt growlende som hende i Arch Enemy. Still Breathing har godt nok noget at lære endnu, men af et debuterende band at være, er de ret overbevisende, og så længe de er, øh, Still Breathing, så har de muligheden for at nå langt, hvis bare de bygger videre på hvad de her har startet. Og så er det da pænt af dem, at forsøge at ændre tilværelsen til det bedre. Band on a mission. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Stone Golem; Stone Golem

Selvstændig

Jeg ved ikke meget om Stone Golem. Jeg ved ikke hvor de kommer fra, hvad bandmedlemmerne hedder, eller noget som helst andet. Det eneste jeg ved, at hvordan sangene på denne 2-sangs demo hedder. Og så ved jeg også, at de ikke er noget at skrive hjem om. Talen er om to ultra-tunge doom-inspirerede black metal sange, der er påklædt en dårlig, mudret produktion. Begge sange er kedelige ned i den sorteste kulkælder, og ikke noget du behøver at bruge mere tid at spekulere på. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

Stoner Kings; Brimstone Blues

Rebel Breed Recordings. 2001

Det kan godt virke lidt modigt og måske endda en anelse pralet at kalde sit band Stoner Kings, især når man tager i betragtning, at bandet langtfra er, øh, Stoner Kings. Pralet eller ej, Stoner Kings nedlægger nogle lede, seje, bluesede og ekstremt tunge stener rock (som navnet antyder) riffs på ”Brimstone Blues”, hvilket de mikser op med nogle veloplagte metalinspirerede riffs. Som så ofte før, når det gælder stener rock, så er jeg fristet at sammenligne Stoner Kings med Rose, Black Sabbath og Trouble, men der er bestemt ikke talen om kopimateriale, selvom dette, efter min mening, ret tit forekommer indenfor scenen. Bandet leverer musik, som er deres egen, og med kunstnernavne som Starbuck, Shank, Wolf, Gonzo og Crash ved man, at man er ude i noget lidt mere underligt end sædvanligt. Men noget decideret mesterværk, det er ”Brimstone Blues” nu heller ikke. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Stoner Kings; Brimstone Blues

Massacre Records/Nordic Metal. 24-06-2002

Det er ikke så længe siden jeg anmeldte det selvstændige album ”Brimstone Blues” med det selvstændige band Stoner Kings. De er ikke selvstændige mere, men har en pladekontrakt med tyske Massacre Records, og derfor er albummet nu genudsendt uden ændringer. Gik du glip af anmeldelsen i første omgang, så findes den i arkiverne andetsteds på disse sider. Nu ved du om ikke andet at den er udgivet og af hvem. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Stormhammer; Cold Desert Moon

Century Media/Nordic Metal. 27-08-2001

Efter sidste års, af kritikere, roste debutalbum, “Fireball”, er tyske Stormhammer igen klare til at invadere scenen med dette, deres andet album “Cold Desert Moon”. Fans af power metal bands a la Blind Guardian vil bestemt ikke gå helt galt i byen ved at tilegne sig skiven, men for mit vedkommende – selvom jeg egentlig ser mig selv som en power metal fan – er ”Cold Desert Moon” lidt af et ujævnt album. Der er både de der klassiske numre, som får en at tænke tilbage til dengang hvor det er IN at gå med langt hår, stramt lædertøj eller hullede cowboy jeans, men på den anden side, er der også numre, som kun virker som fyldeplads og derfor er hurtigt glemte. Hvis ”Cold Desert Moon” var en ep, eller hvis bandet havde arbejdet lidt længere med sangene, ville jeg uden tvivl have haft lidt nemmere ved at uddele roser. Som nu er, bliver ”skip-knappen” brugt en hel del. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Stormwind; Reflections

Massacre/Nordic Metal. 2001

Hvad gør en tidligere oppumpet karatemester, efter at hans karriere er ved at være over, for stadig at kunne optræde med bar overkrop og med langt fedtet hår? Det er nemt nok, han lærer at spille guitar, og starter et power metal band. Og selvom manden vi taler om, Thomas Wolf, er blevet en forbløffende god guitarist, og selvom han har fået flere af metalscenes sværvægtere (tidl. medl. Af bl.a. Without Grief og Candlemass) med i sit band, så formår han, ligesom flere af de andre for tiden pladeaktuelle metalbands, ikke at levere en holdbar samling sange på ”Reflections”. Stilen er kedelig neo-klassisk metal som ikke rammer så langt ved siden af Wisdom Calls album tidligere på året, og det taler sit tydelige sprog om, at der ikke er noget revolutionerende i vente for køberen af ”Reflections”. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Stramonio; Mother Invention

Frontiers/Nordic Metal. 2002

Der er visse ting der er ret kedelige vedrørende dette italienske band. Først og fremmest så har de tit og ofte, og måske mest i de mere fusionsprægede numre, en ret kedelig lyd på keyboardet, og derudover gælder det samme nogen gange for effekterne på guitaren. Ellers spiller bandet som sådan god musik, og deres fusionsprægede jazz-rock møder progressiv metal har mange interessante indfaldsvinkler, men hver gang bandet får noget op at køre, så sætter forsangeren den mest frygtelige falcetto-vokal i gang. Det er ikke så slemt i de mere tilbagelænede jazzede numre, men når heavy metal og højtskrigende vokaler står på menukortet, lyder det mildest talt forfærdeligt. Der er to ting Stramonio kunne gøre: Enten fyre forsangeren og hyre en der kan synge heavy metal, eller også udelukkende koncentrere sig om fusions og jazz-rock, og derved måske ansætte fløjte og saxofonspilleren, der gæster albummet, på fuldtid. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Stronghold; Prayers From A Yearning heart

Nordic Mission. 2001

Nordic Mission er en lille metaldistribution i Norge, som for ikke så længe siden valgte også at udgive egne cd’er. Det første band de udgav en cd med var Vaakenvandring, og nu er tiden kommet til det næste band Stronghold. Jeg ved ingenting om selve bandet, udover det jeg hører på cd’en, hvilket selvfølgelig ikke siger en pind om andet end om selve musikken. Jeg går dog udfra at bandet kommer fra Norge. Der er kun fem sange på ”Prayers From A Yearning Heart” og cd’en koster 100 norske kroner, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er vildt dyrt, fordi numrene varer i rimelig lang tid. Stronghold er et melodisk og atmosfærisk black metal band. Hvis man leder efter nye ting, finder man det ikke her. Men er man til det ”same old, same old”, så vil Stronghold falde i god smag. De spiller rimelig godt, og de kan sagtens klare sig blandt mange af undergrundens utallige black metal bands, men skal de op af undergrunden, så er produktionen en ting som i hvert fald skal forbedres. Ellers er ”Prayers From A Yearning Heart” er rimelig god debutskive, men jeg venter stadigvæk på, at noget nyt og ophidsende skal rejse sig på den norske black metal front. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Sudden Death; Devoured Inside

Kick. 2002

Hvor troværdig er man, når man i bookletten af hjerte takker alle dem der supporter og hader en? Svært at sige, men det er da den dummest takketale man har hørt længe, især når man slutter af med et typisk, ligegyldigt ”stay burtal.” Men nu er det vel også musikken vi skal snakke om, og bandets takkeliste bagest i bookletten? Jo vist, men det er bare det problem, at musikken næsten er ligeså interessant blottet for interessante inputs. Italienske Sudden Death spiller en temmelig ekstrem omgang death metal, der på trods af højt tempo og masser af brutale indslag aldrig helt kommer i gang. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Suidakra; Emprise To Avalon

Century Media/Nordic Metal. 24-06-2002

Nu har jeg sagt min mening omkring ensformet musik bestående af gårdagens kedelige gentagelser mange gange på disse sider. Jeg har tit og ofte været inde på førnævnte i forbindelse med death metal genren, hvor læssevis af talentløse bands hver dag udgiver en ny cd, men desværre alt for ofte uden nogen form for holdbart materiale. Et album med tolv versioner af samme sang, der tidligere er spillet en millard gange af forbillederne er desværre langtfra godt nok, når konkurrencen er så høj som den nu engang er, og det burde disse bands vide. Og det samme gælder naturligvis black metal genren, og alle andre musikgenrer for den sags skyld, med mindre man hedder Kandis og ved, at man taltenet ikke rækker længere end til det samme. Heldigvis følger ikke alle bands ovenstående mønster. Tyske Suidakra er et eksempel på, at et album ikke nødvendigvis behøver at være brutalt hele vejen igennem, - ej heller melodisk, atmosfærisk eller hvad det nu end måtte være. Suidakra forstår godt at blande flere elementer, og således skabe en stemning der måske ikke gør deres musik unik, men som alligevel får deres musik at stå mere end gennemsnitligt ud af den death metal masse de findes i. Melodiske death metal sammensætninger baner vej for atmosfæriske black metal arrangementer, hvorefter både traditionelle heavy metal elementer og folkemusiks inspirationer flyder igennem. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Sunset Sphere; Storm Before Silence

Hammerheart/Nordic Metal. 2001

For dem der tilfældigvis kommer til at høre Sunset Sphere, ligger der en lille positiv overraskelse og venter. Vi har på det sidste bare været bombarderede med gotiske rockudgivelser, hvoraf mange har været ret ligegyldige, for ikke ligefrem at sige dårlige, og midt i mængden er Sunset Sphere et kærkomment nyt bekendtskab, med deres mange forskellige musikalske udfoldelser. Bandets musik er for det meste ret mørt og melankolsk, samtidig med at den til tider er ret atmosfærisk, ørevenlig og endda lidt poppet. Bandets sangerinde lyder skiftevis som Anneke fra The Gathering og Kate Bush, samtidig med at hun i de mørkeste øjeblikke også godt kan minde lidt om Eva O. Bandets mest poppede øjeblikke er nok rettede imod det publikum som The Gathering og Lacuna Coil har taget med storm, mens de mere mørke og tunge numre måske appellerer imod doom-fans og goth-rock scenen generelt. ”Storm Before Silence” er et overbevisende album. Ja, endda så overbevisende, at min kone gav bandet sit ”godtagelses stempel”, hvilket er noget hun ikke bare sådan deler ud hver dag (læs; nærmest aldrig), selvom hun, på disse sider, for nylig berigede Saviour Machine med hele seks stjerner, for deres nye Legend-album. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Supershine; Supershine

Metal Blade Records. 2000

Det er fedt at være King’s X fan, ikke kun fordi, at de er klodens bedste rock band, men også fordi, at de imellem udgivelserne er involveret i en masse sideprojekter, hvilket gør at ventetiden for et nyt King’s X album ikke virker så lang. Supershine er også et af sideprojekterne for en af King’s X’s medlemmer, nemlig Doug Pinnick, som sammen med Bruce Franklin – ex-Trouble – er Supershine. Bruce Franklin har skrevet musikken, spillet guitar og sunget en smule, mens Doug Pinnick har skrevet tekstner, spillet bas og sunget lead. Doug og Bruce har også produceret albummet sammen, mens Ty Tabor (King’s X) har mikset. Dertil har trommeslagerne Jeff Olsen (også ex-Trouble) og Jerry Gaskill (King’s X) også givet sit bidrag, sammen med Wally Farkas (Galactic Cowboys) som spiller orgel på et enkelt nummer. Supershine lyder som Trouble med Doug som forsanger, eller som King’s X med Bruce Franklin som sangskriver. Supershine er tydeligvis tungere end King’s X, og lidt mindre harmoni-orienteret. Der er også tydelige referencer til 70’er tungrock i Supershine’s musik, bl.a. i coverversionen af Grand Funk’s Shinin’ On. Til tider lyder de også ufattelig tæt på Black Sabbath’s tonstunge metal, dog med Doug’s vokaler lyder de aldrig som et kopi af nogen. Doug er en af rock historiens bedste sangere, med sin sjælfyldte og ofte gospelinspirerede stemme, og det bliver der ikke lavet om på, her på Supershine’s debutplade. Supershine har med denne udgivelse leveret en af årets bedste tungrock cd’er, og jeg ser allerede frem til den næste plade. Bruce er allerede i gang med at skrive nyt materiale, og Supershine har skrevet en firepladers kontrakt med Metal Blade, så der skulle være noget at se frem til. Og hvis du stadig ikke er overbevist over at Supershine’s debut album burde blive købt, så prøv at downloade balladen Shadows/Light, og fortæl mig så, at Supershine ikke har fat i den rigtige ende…hvis du tør? (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Supreme Majesty; Tales Of A Tragic Kingdom

Massacre/Nordic Metal. 30-07-2001

To guitarspillere, hurtigt dobbeltpedaltrommespil, en forholdsvis neutral basspiller og en forsanger som når de høje noder – du ved, det sædvanlige; en håndfuld langhårede (ok, to er ikke langhårede) svenskere som godt kan lide at spille melodisk, power metal. De prøver dog ikke at gå sine egen veje ved at skabe noget nyt. Alt på ”Tales Of A Tragic Kingdom” er hørt før – mange gange endda – men numrene er velspillede, så man klager ikke uafbrudt fællesskab med Supreme Majesty. Uafbrudt nej, men måske lidt alligevel, eftersom skiver går lidt i tomgang og bliver en anelse monoton mod slutningen. Konklusion: En ok plade, som dog ikke ligefrem er forsidemateriale, hvis du forstår hvad jeg mener. Bedst egnet til hardcore fans af power metal genren. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Symphony X; Live On The Edge Of Forever

InsideOut/Nordic Metal. 2001

Vist er Symphony X et af de mest tekniske og velspillende progressive metal bands på denne side af Dream Theater, men de kan også kede hovedet af lytteren nogen gange med deres lange og meget improviserende se-hvad-jeg-kan kompositioner. Og det er også hvad Symphony X formår at gøre på ”Live On The Edge Of Forever”, hvilket er et dobbeltalbum bestående af 15 numre. De formår at få undertegnede at sidde spændt og forventningsfuld, hvor jeg samtidig sidder undrende og tænker hvordan i alverden de kan spille så godt sammen. Men bedst som man sidder med disse tanker, så tager deres avancerede nature overhånd og improvisationerne står i kø for at komme til. Bandet tager rejsen over alle bjerge, og lader os almindeligt begavede sidde tilbage i håb om, at der snart kommer noget mere jordnært imod os…Og det kommer der til tider. Andre gange ikke. Hvis man tog alle de hårdt pumpende John ”Dream Theater” Petrouchi  lignende riffs ud af mængden på ”Live on The Edge Of Forever”, så ville vi sidde med et af de bedre progressive live-albums. Det gør vi bare ikke, så dette er mest for de udholdende. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Symphony X; The Odyssey

InsideOut/Nordic Metal. 28-10-2002

Det live-album Symphony X udgav sidste år har ikke været i min cd-spiller, siden jeg anmeldte pågældende cd, men samme skæbne er bandets nye album, ”The Odyssey”, ikke specielt udsat for at lide. ”The Odyssey”, der er baseret på Homers bog af samme navn, er faktisk en af de mest gennemførte og udadvendte progressive metal albums i lang tid, og derved beviser Symphony X, at de meget muligt er det bedste progressive metal band verden har set, måske lige med undtagelse af Dream Theater – og læg venligst lige mærke til, at jeg sagde progressive METAL band, og ikke progressive rock band!!! Et projekt som dette, i dens mest avancerede og velkomponerede tilstand, ville næppe have fået samme gennemførte resultat, hvis der var andre end netop Symphony X der gik i gang med projektet. Deres kombinationer af tonstungt-riffende Dream Theater-agtig tonsermetal, symfoniske arrangementer og storslåede orkestersatser er ganske enkelt unikke, og på trods af en voksende genre ganske uhørte – og endnu mere urørlige. For folk der endnu ikke har tjekket genren, men som gerne vil, er ”The Odyssey” faktisk et udmærket udgangspunkt. Så køb ”The Odyssey,” den er ganske enkelt hver en krone værd – og mere til. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðsigarð

 

Symphorce; PhorcefulAhead

Metal Blade/Nordic Metal. 18-11-2002

Hvis det er noget den amerikanske power metal stil kan lære europæiske power metal bands, så er det den sande mening af ordet power. Mange europæiske bands er efterhånden blevet så overdrevent melodiske, søde og iørefaldende, at det er til at brække sig over. Ok, power metal skal til en hvis grad indeholde alle ovennævnte ting, men power metal skal også indeholde, eh, POWER. Nu er Symphorce ikke et amerikansk band, men ligesom bl.a. tyske Brainstorm – hvis forsanger de deler med Symphorce – så spiller Symphorce deres power metal på den amerikanske måde, hvilket vil sige, at den er aggressivere, tungere og - ret og slet - mere metallisk. På mange måder indeholder Symphorce alle de kvaliteter mange af tidens europæiske power metal band mangler, og det gør dem til et band power metal fans burde tjekke asap. For selvom Symphorce indeholder alle ovenstående kvaliteter, så mangler de ikke melodierne, der i sidste ende nok er den mest væsentlige del, alle ting taget i betragtning. Bandnavnet Symphorce er et ord sammensat af symphony og force, hvilket er en meget god måde at beskrive bandet, for, som der også står i pressematerialet, Symphorce handler om to ting: power og melodi. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

System Of A Down; Toxicity

American/Sony

“Toxicity” burde egentlig stå på undertegnedes top-liste over sidste års bedste albums andetsteds på disse sider. Desværre blev albummet aldrig gennemlyttet før året, og derved også før listen var historie. Så endnu en forsinket anmeldelse herfra, der stærkt vil anbefale alle der endnu ikke har anskaffet sig ”Toxicity”, at gøre det mens der stadig er tid. Den er nemlig hver en krone værd. Albummet har som kun få rigtige heavy albums nået den amerikanske nummer et spot på Billboard, hvilket må siges at være rigtig flot, da albummet egentlig ikke kører så meget på nu-metal klichéerne, som man kunne forvente. Jovist, der er lidt nu-metal, men System Of A Down er egentlig så meget mere end det. ”Toxicity” er faktisk et af de mest varierede og originale metalalbums i det nye årtusind. Thrash-riffs, hardcore, nu-metal, growls, råb, ren sang, en enkelt jazzbridge, arabiske lydstrukturer, og amerikanske vokaler med noget der minder om en russisk accent, er alt ting der kommer til sin gode ret på ”Toxicity”, og det er egentlig kun ca. halvdelen. Resten må du ganske enkelt høre selv. Et sidste oplysning: Til tider minder System Of A Down lidt om tidligere 90’er thrash-punk bands som The Lead, bare lysår nærmere den rigtige side af dårlig/god aksen. Kvalitet +  originalitet = et af sidste års absolut bedste albums. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Tad Morose; Matters Of The Dark

Century Media/Nordic Metal. 21-01-2002

Det kan være svært at finde på noget nyt at sige for hver gang man anmelder et nyt power metal album, for ofte lyder de så ens, at man fanger sig selv i at skrive de samme ting igen og igen. Og egentlig har jeg heller ikke så meget at sige om svenske Tad Morose og deres ”Matters of The Dark”. Albummet er bandets syvende i alt, men det næste for Century Media. Sangene er velspillede, produktionen er i top, melodierne rene og vokalerne fremragende, hvilket samlet var en mangelvare på ca. 75% af alle power metal udgivelser i år 2001. Min kone siger at bandets lyd minder om det svenske kult band Jet Circus. Mig? Jeg synes ikke liiiiigefrem… men du kan finde ud af det selv fra den 21 januar. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Tankard; 20th Anniversary * B-Day

AFM/Nordic Metal. 01-07-2002 (JJJ---)

 

Perzonal War; Different But The Same

AFM/Nordic Metal. 24-06-2002 (JJJJ--)

Tankard og Perzonal War har mange ting tilfælles. Begge bands kommer fra Tyskland, begge har deres nye albums ude på AFM Records, begge spille thrash metal, og derudover er begge bands tydeligvis inspireret af gammelt Metallica, selvom Perzonal War udover det også inddrager inspirationer fra Anthrax og Testament. Men selvom begge bands har en del tilfælles, så kan de, når vi kommer til det, det hele drejer sig om, nemlig musikken, slet ikke sammenlignes. Tankard, der med “B-Day” fejrer sit 20 års jubilæum, thrash og ruller derud ad med et højt tempo og uden overraskelser, hvilket er fint nok, hvis det er det man kan lide. Undertegnedes hjerte pumper dog hårdere for bands som Perzonal War, der varierer deres thrash lyd fra det hurtige til det ultra-tunge, samtidig med at de har huskelige melodier og lækre melodiske – og hvad der er endnu mere vigtigt; lettilgængelige - solier. Thrash fans kan f.eks. ikke være foruden et nummer som Perzonal Wars “Bleeding”. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Te Deum; Demo ’99

Selvstændig. 1999

Anmeldere får mange mærkelige ting tilsendt gennem år og dag. På det sidste, har jeg både fået  verdens musik fra Australien, industrial fra Frankrig, death metal fra Brasilien, klassisk ambient fra Rusland og Indonesien, punk fra Tyskland og nu døds og doom metal fra Portugal. Der er kun fire sange på denne første demo med bandet Te Deum, som faktisk netop har ændret navn til The Children of Lir, da de af en eller andet retsmæssig grund ikke må hedde Te Deum længere. De fire på denne demo, er ikke dine hverdags døds eller doom metal sange, da der ser ud til at bandet har en kærlighed for klassisk og opera musik, hvilket i høj grad kommer til syne i bandets numre. Det lyder som deres kvindelige forsanger, har en baggrund som opera sanger. Det kan være at jeg tager fejl, men det kunne i hvert fald lyde sådan. De stemningsfyldte piano melodier og kirkeorgelspillet, som bruges i et enkelt nummer, gør også sit til at yde en gotisk og atmosfærefyldt følelse over projektet. Teknisk er alle instrumenterne godt spillet, og vokalerne er yderst velsungne hvis du spørger mig, men når man har hørt Believer’s mesterværk Dimensions fra 1993, så ved man at der er langt vej endnu for Te Deum. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Teabag; Teabag

Blue Meannie Records

Der er ingen tvivl om, at Ron Lerma – Teabags forsanger – er kædens stærkeste led, om man så må sige. Manden har en pragtfuld stemme, og han bruger den fuldt ud. Instrumentalisterne kan også deres kram, men når alt kommer til alt, har de ikke noget nyt at præsentere, og derved bliver det svært at overleve i en overfyldt verden af melodisk heavy metal. Teabags ofte melodisk progressive sangstrukturer er præcise og ofte flotte, og man bliver til tider, om end ikke hele tiden, overbevidst om, at der skjuler sig talent og en lys heavy metal fremtid for gutterne, men jeg må dog, efter at den sidste tone er kommet ud af højtalerne, og undertegnede er mættet, konstatere, at det faktisk ikke bare er som sådan, at huske hvad man egentlig lige har hørt. Og det er faktisk Teabags største problem. De mangler noget der står ud af mængden som deres helt eget, og som noget der huskes. Metal fans på udkig efter et mindre avanceret Queensrycke, kan prøve lykken med Teabag, men for de fleste heavy metal fans, vil der være andre albums at tjekke først. (JJJ---) Hans Jákup Eiðsigarð

 

Telltalehard; Spiral Stairs

Selvstændig. 1999

Telltalehard er et ud af hundrede vis af tysk progressive metal bands, men forskellen er bare, at Telltalehard har fat i den rigtige ende, i modsætning til så mange andre. Forstår du, når man spiller progressive metal, er det ikke nok, at have store idéer, man skal nemlig også kunne føre dem ud i livet, og hvad er endnu vigtigere er, at bandmedlemmerne er gode og teknisk stærke musikere. Mange bands tror, at de er, det nye Dream Theater, uden at ane en skid om hvordan man spiller på et instrument. Telltalehard er dog et af de bands, som er leveringsdygtigt. De kan nemlig oversætte deres idéer til virkelighed. Gutterne i Telltalehard har alle en fortid i tyske power metal bands, hvilket er noget som overhoved ikke høres på Spiral Stairs, og i stedet for power metal, er der lagt op til en mere afslappet og melodisk omgang hard rock, med flotte vokaler sunget af Marc Laukel. Og netop Marc Laukel’s ofte Queensryche lignende vokaler, er en af bandets største styrker. Men selvom Telltalehard med Spiral Stairs har lavet et fremragende stykke arbejde, så er der endnu ingen pladeselskaber, som vil signe bandet, hvilket kan undre, da man hører al den lort pladeselskaber udgiver nu om dage, men sådan er det nu engang. Men selvom ingen pladeselskaber har signet Telltalehard endnu, betyder det ikke, at ingen er interesseret i bandet. Der har nemlig været vist bandet en del interesse flere blade, og især i det tyske hard rock og metal blad Rock Hard, hvor et af bandets numre, efter en udgivelse i 1998, blev udvalgt til at være på en af bladets opsamlings-cd’er, hvorefter at dette nummer, i bladet, blev stemt ind på en fjerde plads af bladets læsere. Forhåbentligt hører vi mere til Telltalehard i fremtiden, om enten de får en kontrakt eller ej. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Teramaze; Tears To Dust
Rowe Productions 1998
De som kan lide metal fra 80erne, og progressiv metal ala Dream Theater, vil højest sandsynligt kunne lide denne udgivelse. Disse fyrer er før sammenlignet med Dream Theater, og jeg er ret enig i at de til tider lyder lidt ens, men selvfølgelig har Teramaze en hel masse at lære før de rigtigt kan sammenlignes med Dream Theater. For det kristne marked er Teramaze så gode som de overhoved kan være. Jeg synes dette er det bedste band, der overhovedet har været på Rowe Productions nogensinde. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

3rd Root; A Sign Of Things To Come

Solid State Records. 2000

3^rd Root er Solid State Records’ sidste skud på stammen, og selvom jeg personligt forbinder dette selskab med hardcore musik, så er der på det sidste blevet bevidst at metal også har fået en fast plads blandt selskabets prioriteter. Dette er bl.a. Living Sacrifice og norske Extol bevis på, og nu også amerikanske 3rd Root, som med Darren Grahn (Metallica og Third Eye Blind) som producer, overbevisende har formået at blande hardcore og tonstung metal sammen, uden at det bliver kedeligt og enslydende. Vokalmæssigt er der en vis forskel mellem 3rd Root, og de fleste andre Solid State bands. Der hvor de andre bands generelt udfylder deres lyd-univers med grovl, skrig eller råbende vokaler, prøver 3rd Root at være lidt mere varieret, ikke ulige nogle emo-bands, hvor der det ene øjeblik synges rent, drømmende og ofte følelsesladet, hvorefter skrigende hardcore vokaler stiger ind i billedet kun få sekunder senere. I albummets intro kombinerer bandet tungt metalguitarspil med gotiske, kvindelige vokaler, som desværre ikke høres igen på albummet, hvilket er en skam, da dette lyder utrolig godt og overbevisende, ja endda anderledes for et hardcore band. Seks af numrene på A Sign Of Things To Come er genoptagelser af numre som blev udgivet på en EP tidligere i år, mens de andre otte numre er nye. A Sign Of Things To Come er kun et kvalitetsprodukt ud af mange flere udgivet af Solid State Records. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Thorn.Eleven; Thorn.Eleven

SPV/Nordic Metal. 23-07-2001

I hjemlandet er de unge, tyske gutter i Thorn.Eleven ved at skabe sig et navn, og det måske ikke uden grund, i det at deres musik både er lettilgængelig og iørefaldende, selvom den måske ligger i den hårdere ende af musikskalaen. På denne selvnavngivne udgivelse, kombinerer bandet storslået metal med både alternativ rock og grunge, og derved er de mindst ligeså lette at markedsføre til Creed og Stone Temple Pilots fans, som til heavy fans. Thorn.Eleven har tydeligvis også en svaghed for Metallicas nyere materiale (læs; "Load" og "Reload"), og det er måske også bandets mest negative og skizofrene side, at forsangeren tit og ofte lyder som en James Hetfield klon, samtidig med at han drager på stemmebåndene i bedste grunge og Eddie Vedder stil. Hvis folk endnu ikke er blevet træt af grungebølgen og Metallicas nyere materiale, så er der en mulighed for at Thorn.Eleven får sine 15 minutter i spotlyset, men egentlig er der heller ikke meget nyt under solen for dem, selvom flere numre på albummet sparker bar røv. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Threshold; Critical Mass

InsideOUt/Nordic Metal. 2002

Fem studiealbums inde i karrieren og engelske Threshold er ved at være iblandt prog. rock genrens højst respekterede navne. I bedste prog. rock stil går Threshold også til den med nogle forholdsvis langvarige numre, der dog kun enkelt gang runder de ti minutter i den 13½ minutter lange titelsang ”Critical Mass.” På den anden side går de også kun en gang under femminutterslinjen. Alt er yderst professionelt udført på ”Critical Mass”, og selvom bandet et par gange befinder sig på udflugt i de evige jam(mer)-dale, så formår de at holde Lytteren ved hornene og i sidste ende skabe et vedvarende indtryk. Med andre ord; Threshold er lidt lettere tilgængelige end mange andre prog. rock/metal bands selvom der i tilfældet langtfra diskuteres radio-rock. Er du en seriøs prog. rocker, der er på udkig efter et nyt vedvarende progressivt album, så kan du roligt tjekke Thresholds ”Critical Mass”, men først efter at du har købt Spock’s Beards nyeste dobbeltalbum ”Snow.” (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Through The Discipline; Our Lady Of Death

Selvstændig. 2002

Jeg er helt overrasket over alle de fede selvstændige skiver, jeg har modtaget her i maj måned, og Through The disciplines ”Our Lady Of Death” er endnu en. New York bandet viser en kolossal viljestyrke og power på denne deres, tredje demoskive, som deres ultra-tunge og, til tider, yderst fængende kombination af traditionel death metal, og Pantera og Sepulturas power, ikke er til at tage fejl af: Dette er et band på vej fremad, eller i hvert fald et der har potentiale til det. Der er naturligvis et par småting i selve lyden der ikke matcher deres forbilleder, men skal vi nu ikke lige give dem et par år og en studieplade, og så se hvor de står. Det tegner ellers godt, må man sige. (JJJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Thunder Storm; Sad Symphony

NorthWind Records. 2000

Thunder Storm har, for mig, været et helt ukendt navn indtil nu, og måske af god grund, da de internationalt ikke er et særlig stort navn inden for metalgenren. Bandet kommer fra Italien, og er på pladeselskabet Northwind Records fra hjemlandet. Thunder Storm spiller en meget tung form af heavy metal musik, som jeg ville kalde doom metal, med episke og progressive elementer indblandet. Guitar-spillet er uendelig tungt over hele albummet, hvilket viser tydelige inspirationer fra bl.a. Black Sabbath. Der er ikke specielt meget af klage over på Sad Symphony, udover at sangeren er ret kedelig at høre på. Hvis man er til musik som denne, så er Thunder Storm i hvert fald ikke blandt genrens bundskrabere. Med tiden og med en bedre sanger kunne de rent faktisk gøre sig gældende på det internationale marked. Fans af bands som Black Sabbath og Rose gør klogt i at udforske Thunder Storm’s univers lidt dybere ved at tilegne sig pladen. Personligt foretrækker jeg begge førnævnte navne. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Thyrfing; Vansinnesvisor

Hammerheart/Nordic Metal. 15-07-2002

Siden i 1994 har Thyrfing spillet sammen - først som et side-projekt, men serere mere og mere som et førsteprioritetsband, og nu er det endelig lykkedes for dem, at opnå opmærksomhed verden over blandt metalhoveder. Bandet har udgivet to demoer, et skive med begge demoer samlet, en 7-inch, og fire albums hvilket inkluderer “Vansinnesvisor”. Topproduceren Daniel Bergstrand (Strapping Yound Lad, Meshuggah, Nocturnal Rites) har produceret albummet, hvilket i sig selv allerede er et bonuspoint og en appetitvækker. Bandet spiller en slags midtempo black metal, som af selskabet bliver beskrevet som vikinge metal. Det ofte melankolske guitarspil og det atmosfæriske keyboardspil giver bandet en lyd der inden for black metal’en er deres egen, men som et minuspoint, kan siges, at forsangeren  ikke er verdens bedste forsanger, især når han forsøger sig med rent sungne vokaler. Tekstaterialet på “Vansinnesvisor” er nærmest skiftevis både på engelsk og svensk. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Steve Von Till; As The Crow Flies

Neurot Recordings. 2000

Steve Von Till er en travl mand, må man sige. Efter at have udgivet plader med sine bands Neurosis og Tribe Of Neurot, er han nu aktuel med et solo-projekt, som han efter sigende har skrevet og indspillet hjemme hos sig selv, mens hans og kone og datter sov. Og det undrer mig ikke. Det lyder næsten som Steve Von Till prøver at være helt stille som ingen vågner. Musikken er meget dyster og melankolsk. Den er for det meste bygget op omkring en simpel akustisk guitar, med hjælp af celloer, violiner og enkelte piano-stykker. Alle syv numre på As The Crow Flies er ret ens. De består af førnævnte instrumenter og Steve’s viskende stemme, og for mig er det endda svært at kende numrene ad. Normalt ville jeg beskrive mig som typen, som ikke havde problemer at sætte mig i et værelse med dæmpede lys, og fordybe mig i en dyster skive. Men med As The Crow Flies er problemet bare, at jeg har svært ved at holde mig vågen. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Time Requiem; Time Requiem

Regain/Nordic Metal. 2002

Det er interessant, at Richard Andersson engang har værete kåret iblandt verdens fem bedste keyboardspillere for sit spil i Majestic i det japanske metalblade Burrn! Magazine. Manden har ifølge pressematerialet også sagt nej tak til en plads i Yngwie Malmsteens Rising Force, idet han havde travlt i Majestic. Men hvad ved jeg, her er han i hvert fald igen – og med et nyt band. Bl.a. har han den tidligere In Flames bassist Dick Løvgren med i besætningen, og i producerstolen finder vi arbejdsnarkomanen Jonas Reingold, der også kendes som bassist i The Flower Kings. Der er ingen tvivl om, at der er lagt et godt stykke arbejde i den progressive metal bandet udforsker. Det er både professionelt og dermed også yderst velment, og når Time Requiem er bedst går de lige til hjertet, men resten af tiden, hvilket er mere end rigeligt, går de uheldigvis lige over hovedet. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

Titanic; Mayden Voyage

Magdalena Records/M8 Distribution. 1995, 2000

Mayden Voyage udkom oprindeligt i 1995, som en selvstændig udgivelse af bandet. Albummet var dog hurtigt udsolgt, hvilket nok havde noget at gøre med, at Stryper’s Trommeslager Robert Sweet, var med på tre numre både som trommeslager og producer. Og selvom han ikke var medlem af bandet, så kørte reklamerne for albummet på Robert Sweet’s medvirken på albummet. På daværende tidspunkt, var der mange sultne Stryper fans, som gerne ville have nyt materiale, fra et af hård rockens største navne nogensinde, men som desværre var gået i opløsning nogle år inden. Det var dog synd for bandet, selvom de måske selv var ude om det, at Robert Sweet’s navn blev brugt så meget for at sælge cd’erne, fordi bandet kunne godt have klaret sig uden ham. Ikke noget negativt om Robert, men alle cd’ens numre er meget gode, og der er ikke noget bedre i Freak Show, Don’t Care og Suicide Doctore (numrene Robert spiller med på), end på resten af numrene. I 1995 da Mayden Voyage kom på markedet, var der med eller uden Robert, dog ikke de store håb om et kommercielt gennembrud, da deres stil ikke appellerede til pladeselskaberne. Mayden Voyage ville i virkeligheden passe meget bedre ind i 80’ernes metal scene end mid 90’ernes. Ja, enten det (80’erne), eller nu – år 2000. Metal er ved at komme på banen igen, og måske er det netop derfor, at M8 Distribution har valgt at udgive Mayden Voyage endnu engang. Hvad så grunden end er, så er Mayden Voyage i hvert fald en kærkommen udgivelse, for dem som kan lide 80’er heavy metal. Og er vi ikke mange der i smug godt kan lide den slags musik - minus håret og tøjet selvfølgelig. Hvis du er interesseret i at købe Mayden Voyage kan dette gøres på www.m8.com. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

To Elysium; Dearest Vile

COLDBLOODindustries. 08-04-2002

Så er endnu et COLDBLOODindustries band klart til at indtage metalscenen. Bandet giver artister som Tori Amos, Nick Cave, Slayer, Tool og Joy Division som hovedindflydelser for deres musik, men deres musik lyder egentlig ikke som nogen af førnævnte. I stedet for kombinerer de deres version af det bedste fra klassisk musik, death metal og gotisk rock. Atmosfæriske keyboardklange, larmende guitarer, en konstant growlende forsanger, og kvindelige operavokaler. Forestil dig Sissel Kirkebø synge opera i et en anelse mindre depressivt My Dying Bride, og du vil ikke være helt ved siden af. Når jeg hører et album som dette, har jeg altid tendens til at sammenligne med Belivers mesterværk ”Dimensions” fra 1993. Og når jeg gør det, falder næsten alt jeg hører pladask til jorden, for ”Dimensions” ser virkelig ikke ud til at skulle forbigås nogensinde? To Elysium og deres ”Dearest Vile” er dog et af de bedre projekter inden genren, men lidt afveksling især i vokalafdelingen ville ikke have skadet. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

The Traceelords; Sex, Money, Rock’N’Roll!

Massacre/Nordic Metal. 27-08-2001

Hvem skulle have troet, at guitaristen i det tyske legende thrash band Sodom, Andy Brings, engang skulle stå foran mikrofonen og synge, og endda synge coverversioner af discoklassikere som ”Daddy Cool” (Boney M) og ”Born To Be Alive” (Patrick Hernandez)? Ikke mig. Men det fungerer pisse godt, selvom der på ingen måde er discoversioner talen er om. ”Daddy Cool” er klart et af skivens bedste numre, og beviser at heavy og rockbands uden videre godt kan hylde popmusikken, uden at det lyder dumt (hvem sagde at Nuclear Blasts ”Abba Tribute” var et dumt påfund?). The Traceelords lyder på ingen måde som Andys gamle band, Sodom. Det er beskidt party rock n’ roll og heavy metal, der baner vejen for de tretten numre på ”Sex, Money, Rock’N’Roll!”, og er man til en fest med ovennævnte, så er der ikke en dødssejler blandt skivens numre. Bestemt underholdende og sjovt at høre på. Jeg er sikker på, at jeg igen og igen vil lede tilbage til dette album, om ikke andet så for coverversionen af ”Daddy Cool”. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Transatlantic; Bridge Across Forever

InsideOut/Nordic Metal

Det er efterhånden et godt stykke tid siden, at jeg fik dette nye Transatlantic album, og grunden til at den ikke er blevet anmeldt før nu, er simpelthen mangel på ord. Jeg har på det sidste været nødt til at dømme mange progressive rock bands for at være kedelige og uinteressante, men det fravælger jeg at gøre i Transatlantics tilfælde. Hvorfor? Jo, fordi det er de simpelthen ikke. Det kan godt være, at man til tider tænker, behøver det hele at være så skide indviklet, men supergruppen – med medlemmer af bands som Dream Theater, The Flower Kings, Spock’s Beard og Marillion – er alligevel i besiddelse af sådan et tiltalende og imødekommende appeal som i dag kun sjældent høres på prog. scenen, hvilket gør at jeg tilgiver dem deres avancerede musikalske udfoldelser, og i stedet befinder mig nede på knæ af bar undren. Hvis man skulle nævne en af bandmedlemmerne, som har taget mest med sig fra sit hovedband, så må det blive Neal Morse fra Spock’S Beard, da der helt bestemt er klare paralleller til Spock’s Beards lydunivers hist og her, hvilket ikke er noget der skader helheden i denne sammenhæng. Ellers er kun tilbage at sige, at der i dette tilfælde er købetvang for fans af genren og lånetvang for alle de andre – for at citere en eller anden ligegyldig person, som jeg ikke kan huske navnet på. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Trytan; Cellestial Messenger

Magdalena/M8 Distribution. 1987, 2000

På grund af den stigende 80’er metal interesse, bliver der i dag genudgivet masser af plader fra 80’erne, sum ikke længere er tilgængelige eller meget svære at få fat i. En af disse plader er Trytan’s debut album Cellestial Messenger fra 1987. Jeg skal erkende, at selvom jeg har lyttet meget til 80’er metal i mine teenager år, så har jeg ikke hørt Cellestial Messenger før, men det siges at dette var en af de store kristne metal plader dengang. Trytan kommer fra Canada, og blev oprindeligt udgivet af, i dag, afdøde pladeselskab R.E.X. Records, som også har udgivet musik med bl.a. Circle of Dust, WhiteCross og Sixpence None The Richer. Selvom Trytan ofte bliver sat i samme bås, som så mange andre kristne metal bands fra førnævnte periode, så har de dog en ting, som de fleste af disse bands ikke havde dengang. Nemlig en mere progressiv lyd, med atmosfærefyldt keyboardspil og guitarriffs ikke ulige Dream Theater. Trytan var dog på Cellestial Messanger langt fra det tekniske niveau Dream Theater ligger på. Bortset fra den progressive lyd, havde Trytan lydmæssigt en masse til fælles med WhiteCross, Bloodgood, Stryper og Leviticus, bl.a. ved de høje skrigende vokaler, de rimelig hurtige guitarsoli og deres grimme hår, tøj og udseende. Hvis du kunne lide 80’er hard rock og metal, så er der en muligheden for, at du også kan lide Trytan. Køb den på www.m8.com. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Tourniquet; Microscopic view of a telescopic realm

Metal Blade Records 2000

Producer; Bill Metoyer & Tourniquet

Som de fleste allerede ved, underskrev Tourniquet, sidste år, en kontrakt med Metal Blade Records, som måske er det førende pladeselskab i verden, når det kommer til metal. Metal Blade er dog ikke et nyt bekendtskab for Tourniquet, da de udgav et par af deres gamle albums på Metal Blade for nogle år siden, og i dag har de endda fået samme producer, som de havde dengang, nemlig Metal Blade’s egen Bill Metoyer, som også bl.a. har produceret for Slayer. Selv om Metal Blade ikke er et kristent selskab, og udgiver CD’er med bands som Gwar, Six Feet Under og Manowar, så er Tourniquet i dag alligevel pladeselskabskollegaer med flere kristne bands, eller bands der på en eller anden måde bliver accepteret i kristen musik. Her kan bl.a. nævnes Mortification, Galactic Cowboys, King’s X, Poundhound, Ty Tabor, Atomic Opera, Jacob’s Dream og Divine Regale.

Det mest positive med denne nye udgivelse, er at Tourniquet efter en live, en akustisk og nogle mere eller mindre tamme rock/metal udgivelser, nu er tilbage med hvad der gjorde dem så unikke fra starten, nemlig metal i nogenlunde samme stil som på ”Pathogenic ocular dissonance.” Tourniquet har dog siden dengang udskiftet nogle medlemmer, og er gået fra at være 5 medlemmer, til at være 3 medlemmer. Dette lyder dog ikke til at være noget problem, da Tourniquet i dag er mindst lige teknisk gode som i 1993. Som sagt er dette metal, men jeg ville kalde det for teknisk progressiv thrash-metal, hvor Ted Kirkpatrick’s (trommespilleren) kærlighed for klassisk musik skinner igennem. Utradiotionelle instrumenter (indenfor metal) som cello (på skeesix part 2. /note; skeezix 1 er på ”Pathogenic ocular dissonance”) og fløjte (på ”Besprinkled” og ”Immunity Vector”) bliver taget i brug, og de er helt sikkert med, til at løfte albummet til en højere enhed. Der er på det sidste blevet klaget over kvaliteten af kristen metal, men hvis du bare giver Tourniquet en mulighed, så vil du finde ud af, at der stadig er kanon gode kristne metal bands. Jeg har prøvet at tænke på en metal CD de sidste par år, der er bedre end ”Microscopic view of a telescopic realm,” men jeg kan ikke komme i tanker om nogen. Så hvis du vil høre kristen musiks bedste metal band, går du ind i Fona, leder under T sektionen, og hvis de ikke har den, bed dem om at bestille den hjem. Heldigvis fandt jeg den. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Devin Townsend; Terria

InsideOut/Nordic Metal. 27-08-2001

Devin Townsend er ikke hvem som helst. Næh, manden er efterhånden velkendt for sine mange musikalske udfoldelser, som egentlig startede da han var 19 år gammel guitarist og forsanger for Steve Vai på hans ”Sex & Religion” album. Siden har han leget lidt med industrial-nørderne Frontline Assembly, og de engelske rockere The Wildhearts. Senere valgte at Devin at spille musik under navnet Strapping Young Lad, som efter det første album i 1995 - hvor Devin selv spillede næsten alle instrumenterne, samtidig med at han skrev og producerede hele molevitten – udgav to album, et studiealbum og et live-album optaget i Australien. ”Terria” er Devin Townsends fjerde udgivelse i eget navn, og samtidig hans tungeste og mest varierede til dato. Det er ikke bare som sådan, at sætte sig ned og beskrive det man hører her. Man skal ligesom bruge et par timer inde i Devins hoved, for at kunne få den grundlæggende kendskab til hvad der foregår. Men tro mig, manden er alle vegne, med sine progressive sangstrukturer, men alligevel er det som står mit hjerte nærmest igennem skivens ti numre, er de knusende tunge Galactic Cowboys lignende riffs som galoperer henover nogle særprægede og herlige vokaler. ”Terria” hænger næppe ved allerede efter første gennemlytning, så giv ikke på, hvis du skulle være lidt i tvivl om, hvorvidt du egentlig kan lide albummet efter en enkelt gennemlytning. Den kræver sgu sin tid, du – og det er hvad den skal få. Gå nu ned i den lokale pladebiks og brug denne uges lommepenge på ”Terria”, dvs. hvis du er til tidskrævende bands som f.eks. Pink Floyd. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Training For Utopia; Plastic Soul Impalement
Solid State Records 1998
Dette er noget af det brutaleste hardcore musik, jeg har hørt til data. Vokalerne kan sammenlignes med det man vanligvis hører i black metal. Selv, kan jeg bedst lide hardcore musik som ligner Six Feet Deep eller Korn, men Training for Utopia lyder mere som Zao og Innermeans. Alle sangene ligner hinanden, og ingenting imponerer mig rigtig meget. Der er helt sikkert nogle hardcore fans, som vil elske denne cd, men jeg siger pas for denne gang og venter til næste gang. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Trans-Siberian Orchestra; Beethoven’s Last Night

SPV/Nordic Metal

“Beethoven’s Last Night” blev i USA oprindeligt udgivet i år 2000 af Atlantic Records, men nu har SPV så valgt at udgive den her hos os. Og tak og Gud ske lov, for ”Beethoven’s Last Night” er noget af det smukkeste og bedst sammensatte stykke klassisk musik, jeg har hørt længe. Det er ikke fordi, at jeg generelt er specielt interesseret i klassisk musik, men når jeg hører god klassisk musik, så ved jeg også, hvordan jeg skal i værdsætte den (tag Beethovens niende symfoni, eller Vivaldis fire årstider, figaro, osv. ). Dette er dog mere end kun klassisk musik, der er nemlig en god portion progressiv rock og heavy metal med i billedet, men stadig spillet og komponeret på en meget klassisk måde. Konceptet bag pladen er en 50% fiktiv og 50% sand historie, skrevet af Poul O’Neil om Beethovens sidste aften på jorden. Historien skal ikke fortælles her, men det er noget med døden, ikke helt færdig, ham dernede med horn og en aftale. Du kan selv regne resten ud, eller endnu bedre køb pladen og hør for dig selv. ”Beethoven’s Last Night” er virkelig et flot projekt, og man kan høre at der ligger et godt stykke arbejde bag. Jeg kunne godt forestille mig, at en rockopera som denne, kunne sælges som en forestilling på et teater. Den har det der lille musical twist der skal til. Rigtig, rigtig flot. Men hvad nytter det, du siger måske, at du ikke kan lide klassisk musik, men hey, det kan jeg egentlig heller ikke. Eller ikke specielt godt, og nu uddeler jeg fem smilende hoveder. Og uanset hvor lidt du ved eller kender til klassisk musik, så vil du 100% sikkert kende dig selv igen op til flere gange igennem albummet. Du vil bare have problemer ved at sige præcis hvor du har hørt numrene før, og hvad de hedder. Nøjagtig ligesom mig. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Transfigural Form; State Of Decay

Selvstændig. 2001

Todd Pope som jo er tidligere medlem af nu afdøde Eden In Ruins, er nu i gang med et nyt projekt, navnlig Transfigural Form. Stilen er traditionel, gammeldags og måske en anelse kedelig dødsmetal. Som sådan er der ikke noget decideret galt med mandens sangskrivning, hans numre er egentlig sådan nogenlunde, og sikkert ikke så meget værre end så meget andet death metal bras man hører nu om stunder, men noget specielt eller noget der bare ligner hårrejsende spænding, er der bestemt heller ikke talen om. Og at lyden er så helt utrolig dårlig, at man skulle tro det var løgn, gør alt bare tusind gange værre. Gud vide hvordan nogen i deres rette sind nu i år 2001, stadig kan nøjes med så dårlig en lydkvalitet, som der egentlig er på ”State Of Decay”, - ja det er i den grad et mysterium. Og selvom selve sangene måske fortjener bedre (læs; måske en karakter op – højest) så belønnes lydkvalitet som denne, her på past and Present Music, ikke anderledes end med en bundkarakter. (J-----) Hans Jákup Eiðsigarð

 

Tr3ple P; Search For You/Nothing Is Over

Selvstændig

Normalt får jeg materialet der anmeldes på disse sider ind ad døren via post, men denne demo, der består af to numre, fik jeg helt tilfældigt udleveret på P.O.D. koncerten i Vega for nylig. Når man hører de to numre på denne demo, så forstår man også hvorfor der netop blev delt ud til denne koncert. Stilen er nemlig iørefaldende nu-metal som rammer ret brede med dens inspirationer fra hip hop, hardcore og grunge. Begge skæringer er helt ok sange, men forsangeren har ikke nået sit klimaks endnu hvad angår de rene vokaler. Jeg går udfra at Tr3ple P er et nyt band, og i så fald er denne demo et godt skridt i den rigtige retning. Næste gang burde Tr3ple P måske overveje at gøre lidt mere brug af den brutalitet bandet selv påstår at være i besiddelse af, men som overhoved ikke er tilstede i de to sange ”Search For You” og ”Nothing Is Over.” (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Luca Turilli; Prophet Of The Last Eclipse

LMP/Nordic Metal. 28-10-2002

Sidste gang Rhapsody guitaristen, Luca Turilli, udgav et soloalbum, nåede han den 53ende plads på den tyske albumhitliste, hvilket kun understreger hvor populær Luca, igennem sin tid i Rhapsody er blevet i power metal landet. På ”Prophet Of The Last Eclipse” holder sig Luca sig stadig til det han kender bedst, nemlig det han også gør i Rhapsody; episk power metal med storslåede klassiske opera stykker flydende lige igennem. Den italienske komponist giver dog de storslåede vokalarrangementer lidt ekstra spillerum, mens de symponiske guitarstykker, om end de i høj grad er med til at karakterisere albummet, bliver skruet en anelse ned, mens nogle elektroniske, nærmest euro-dance lydende øjeblikke for lov at skinne igennem. Alt i alt et ganske godt og ambitiøst projekt, der dog ikke helt matcher Rhapsodys sidste albumudspil ”Power Of The Dragonflame.” (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Tvangeste; Damnation Of Regiomontum

Valgalder Records. Arpil – 2001

Imens de store metal pladeselskaber er i fuld gang med at skrive kontrakter med at som larmed, bare så længe det kommer fra Norge, Sverige eller Finland, rejser der sig legioner af talentfulde bands andre steder i verden som ingen lægger mærke til, og mindst af alle de større pladeselskaber. I Tvangestes tilfælde havde Century Media dog fingeren på pulsen ret tidligt (1998) og tilbød dem en kontrakt, men på grund af en krise i hjemlandet skulle der intet ske på daværende tidspunkt. Tvangeste er et af de bands som klarer sig rigtig godt i deres hjemland (Rusland), men som ikke rigtig bliver hørt i resten af Europa, og resten af verden for den sags skyld. Bandet har allerede solgt over 5.000 kopier af ”Damnation Of Regiomontum” i Rusland og Ukraine, hvilket er ret imponerede for et debutalbum. Norske Valgalder Records har tager Tvangeste under deres vinger – hvis de altså har sådan nogle – og hvorfor et norsk pladeselskab som førhen kun har udgivet et album, skal signe et russisk band når den norske scene har bands til bristepunktet? Sagen er dog – for mig, og sikkert også for Valgalder – at Tvangeste er langt mere spændende og imødekommende, end det meste der længe er kommet fra det norske black metal marked. Tvangeste leverer med ”Damnation Of Regiomontum” et album med omkring 50 minutters musik, og selvom der måske ikke er alverdens nytænkning at finde, så er der ingen tvivl om, at man ikke keder sig i selskab med Tvangeste. Black metal scenen har brug for Tvangeste. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Twin Obscurity; Bloodstone

Century Media/Nordic Metal. 2001

”Ok, endnu en ny skive med et norsk håbefuldt debutband”, disse var mine tanker, som jeg satte det netop udgivne album, ”Bloodstone”, med disse norske dødsmetal freaks på. Men duh, dumme mig, Twin Obscurity har faktisk spillet sammen lige siden 1991, og har udgivet to album før ”Bloodstone”, hvoraf det ene ligesom ”Bloodstone” var for Century Media, og det andet ikke overraskede for norske Head Not Found. Men selvom bandet har spillet i et årti og har tre album bag sig, så lyder de ikke specielt meget mere overbevisende, end alle de håbefulde norske og svenske nybegyndere, jeg har hørt i år. Traditionstro nordisk dødsmetal er karm om de ni sange, som vi bliver præcenteret for på ”Bloodstone”, og der ville ikke være noget der i sig selv ville stå ud, hvis ikke det var for bandets kvindelige vokalist som medvirker på et par numre. Tonje Ettesvold, som hun hedder, åbner nye dimensioner for bandet, og fører dem således bagom det kul mørke dødsmetal som ellers fylder lydbilledet. Tonje lyder egentlig mere som en sangerinde i et pop band (måske i retning af Sixpence None The Richer eller noget lignende), end som en forsanger i et dødsmetal band. Men selvom jeg er imponeret over Tonjes medvirken på dette album, så kan jeg ikke komme uden om, at resten af albummet er bygget på for tyndt grundlag. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Twyster; Lunatic Siren

Massacre/Nordic Metal. 2002

Sig så, at det ikke hjælper for små bands at tournere sammen med de større, mere etablerende bands. For Twyster betød en tourné med Massacre Records bandet The Traceelords lykken. Bandet blev fluks signet til Massacre Records, og nu, et år senere, udkommer bandets debutalbum ”Lunatic Siren”. Mit gæt er, at sangerinden er en stor brik i bandets kontrakt med Massacre Records, eftersom det er hendes vokal der leverer de fleste højdepunkter på ”Lunatic Siren”. Hun, Coco som hun hedder, minder meget om Doro, men hun varierer sin vokal lidt mere end Doro normalt gør. Mange numre kører på den der hæse Doro-sang, men alligevel findes der tid til vokaler af den højere skala, der minder mere om Sheila Walsh end om hard rock og heavy metal. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Týr; How Far To Asgaard

Tutl. 2002

Det vil måske for flere af jer der har hørt “How Far To Asgaard” virke lidt underligt, at undertegnede på disse sider før har udråbt bandet, som en af de absolut bedste nykommer indenfor rocken. Jeg må indrømme, at ”How Far To Asgaard” ikke underværker for mig. Erik Jensen, anmelder i Politikken, har også før udtalt sig vældigt positivt om Týr og deres live-optrædener, men også at albummet ikke levede op til disse. Og her er jeg helt og aldeles enig. Magien mangler, og den utrolige energi man oplever på en Týr-koncert, er nærmest helt fraværende på ”How Far To Asgaard”. Albummet er dog ikke dårligt som sådan, men forventningerne var, for mit vedkommende, så høje, at ”How Far To Asgaard” kom som lidt af en skuffelse. Når det er sagt, er de stadig en bådlængde foran mange af de etablerede bands på både Century Media, Steamhammer, Metal Blade og Massacre Records, da de på bedste vis sammenfletter deres kombination af klassisk og folkemusik med heavy metal og oldnordiske viser og kvæder. Så skulle du, højtærede læser, efter at have hørt ”How Far To Asgaard”, være lidt i tvivl om hvorvidt du skulle bruge mere tid på Týr, så kan jeg forsikre dig, at hvis du tager ind og hører et af deres live-shows, så vil du komme ud igen mere end overbevidst. Du vil finde ud af, hvorfor Týr er stjerner i hjemlandet, Færøerne, og hvorfor de vandt den årlige danske rockkonkurrence ”Melody Maker”. Jeg står ved mit ord. Týr er et af tidens bedste heavybands. Uheldigvis kan ”How Far To Asgaard” ikke helt underbygge min påstand, men det kan 10 minutter af et af deres live-shows derimod uden problemer. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Týr; Ólavur Riddararós (single)

Tutl. 2002

De vågne læsere har måske lagt mærke til, at et forholdsvist ukendt færøsk band med navn Týr op til flere gange har befundet sig på denne sides top-5 liste, med deres fænomenale nummer ”Ormuring Langi” fra deres nyeste fuldlængde. Et nummer som i sin slående originalitet vel må betagnes som en nutidig rockversion af det gamle færøske – oldnordisk mytologi inspirerede - kvæde af samme navn. Dette nummer gav bandet også nærmest stjernestatus i Island, såvel som i hjemlandet Færøerne. I Danmark har bandet også sat sit fingeraftryk i rockundergrunden, om end de stadig er et forholdsvist ukendt navn, men de gjorde da deres entré med maner ved at blive dobbeltvinder i den senest afholdte Melody Maker konkurrence, da publikummet valgte dem som ”Årets Populæreste Band,” og da en jury - bl.a. mandet af Tim Christensen, Sasha Dupont og Nikolj Lubich fra Gaffa – kårede dem til ”Årets Bedste Band.” Týr har tilsyneladende også forståelse for at smedje mens jernet er varmt, og det gør de ved allerede at udgive nyt materiale (en single bestående af to nye numre), ikke så langt efter udgivelsen af ”How Far To Asgaard.” Og eftersom det var en ny version af et gammelt færøske kvæde, der i første omgang gjorde udslaget for bandet, hvad er så mere nærværende, end at følge samme mønster - og det gør de så. ”Ólavur Riddararós” – denne skivens titelsang – er endnu en guitardrevet omskrivning af et kendt færøsk kvæde, og selvom resultatet ikke er helt så flot som i tilfælde af ”Ormuring Langi”, så er der stadig talen om et rigtig fedt nummer. Både de instrumentale præstationer såvel som de vokalmæssige arrangementer er helt i top, og i modsætning til hvad man inden havde hørt, så overraskende bandets nye forsanger, Allan Streymoy, også positivt, selvom han endnu ikke helt fylder det tomrun den tidligere forsanger, Pól Arni, efterlod sig. Den anden skæring på singleskiven, ”Stýrisvvøllurin”, er så vidt forstås bygget op omkring diverse traditionelle færøske melodier, og derefter bundet sammen bandets fænomenale guitarist og sangskriver, Heri Joensen, der også har skrevet tekster til nummeret, men alligevel har dette nummer langtfra samme effekt på undertegnede, som ”Òlavur Riddararós” havde. Alligevel er Týr helt klart et band, som pladeselskaber på udkig efter original og anderledes musik burde holde øje med, og med bands som Clickhaze og Týr i spidsen, så burde færøsk rock have gyldne tider forude. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Tzefa; Feed Me

Selvstændig. 2002

Den her er bedst undgået. Jeg har egentlig slet ikke lyst til at sige noget om den, og endnu mindre at høre den igen… nogensinde. ”Feed Me” er en firesangs ep, bandet har skruet sammen i håb om at få en pladekontrakt. Men som det lyder, så vil intet pladeselskab få stillet sin sult, og derved vil bandets hunger efter succes højst sandsynlig også forblive ustillet, ligesom alle og enhver der høres skiven vil være mere sultne end nogensinde efter rigtig, og jeg mener rigtig, fed musik. Så ja, vi vil gerne mades, det skal bare være mere næring i skidtet end tilfældet er her. Tzefa er et mørkt rock/metal band fra New York, der på kedeligste vis kombinerer kvindelig skønsang og mandlig growl med de tunge guitar, tromme og basgange, og det er der bestemt ikke noget nyt i. Ikke fordi der endelig skal være det. Der er jo stadig mange fede bands derude, der gør præcis det samme. Forskellen er bare, at disse bands samtidig formår at skrive nogle gode sange med nogle holdbare melodier. Men det kan Tzefa desværre ikke. Langtfra. Egentlig er vokalen, der hovedsagligt er det der fokuseres mest på, ikke engang imponerende, og til tider er den endda helt ved siden af, for slet ikke at tale om produktionen der gennemgående er et langt råb om hjælp. (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Tømmermenn; Tømmermenn

Edgerunner Records/VME. 2002

Norkse Tømmermenn er nu ikke ligefrem hvad jeg ville anbefale folk der har tømmermænd at sætte i cd-spilleren. Deres tunge, stener-agtige rocksange ville i givet tilfælde med sikkerhed gøre større skade end gavn. Men enhver anden dag i ugen, hvor man er veloplagt og ikke har noget imod en omgang sludget garage-rock, så er der bare at klø på. Tømmermenn er nemlig ikke så helt tossede til at skabe beskidte og nedtunede Black Sabbath-lignende momenter, men i modsætning til de fleste skandinaviske stener-rock bands, der i disse dage forsøger sig, har Tømmermenn gjort Kaizers Orkestra kunsten efter med at lade det norske sprog være karm om de larmende lydflader. Ikke fordi at det norske sprog giver musikken noget den ellers ikke ville have, men i det mindste er det et modigt træk, der sagtens kunne resultere i et formindsket pladesalg. På den anden side er det højst usandsynligt, at et band som Tømmermenn ville sælge ret meget uanset, så hvorfor ikke bare gøre som det passer en selv? Det er sjovere på den måde. (JJJ---)

 

Uglystyk; …Saved By The Blood

DGM Records. 2000

Kristen rock har længe været USA’s hurtigst voksende musikgenre, men efter 11 september er salget af førnævnte steget yderligere. Det er dog tvivlsomt, om 11 september vil gøre underværker rent salgsmæssigt for et band som Uglystyk. For det første, fordi de er ret daterede lydmæssigt, og for det andet, fordi de, indenfor deres egen genre, navnlig hard og heavy rock, ligger noget under gennemsnittet. Musik som denne havde sit højdepunkt tilbage i 80’erne, og selvom genren længe har været ved at genopstå, så har Uglystyk intet nyt at tilføje, og derfor drukner de i mængden. Det kristne budskab bliver en anelse påtvunget, og derfor tvivler jeg på, at ret mange ikke troende hard rockere ville høre ”…Saved By The Blood” ret meget længere end halvvejs, før de kylede den i skrællespanden. Jeg tvivler ikke på at Uglystyks hensigter er reelle, og at de virkelig mener det, de siger, og jeg kan også godt forstå, hvor de kommer fra, men nogen gange virker teksterne også lidt fjollede og hjælpeløse, nærmest som en stor kliché som bands som Mortification og Stryper, før dem, har taget lidt for langt. Jeg tror, at den her vil blive hurtigt glemt, selv for hard rockere. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Under Command; Secret Place Of Thunder

Melange Records. 1999

Man kunne vel sige, at Under Command ligner lidt et solo-projekt, i det at Wayne Johnson spiller bas, guitar, perkussion og synger lead på albummet, samtidig med at han også har skrevet hele molevitten og produceret skiven. Foruden Wayne er der også to udfyldningsroller i form af hans kone, Julie Johnson, som synger kor, og Steve Songy som spiller trommer. Musikken er for det meste bygget op omkring Waynes store evner til at spille guitar, og det er ikke så få hurtige, velspillede og melodiske soli manden for fyret af i løbet af skivens ti numre. Det fungerer udmærket. Ja, så godt at fans af melodisk heavy rock tilsat en dose klassisk rock, sagtens kan hygge sig i selskab med Under Command. Men det som gør, at det hele ikke bliver lutter lagkage er den lidt tynde produktion, som egentlig ikke matcher den storslåede musik ret godt. Det ville dog være sjovt at se, hvad Wayne og hans to medhjælpere ville få ud af et ordentligt studie, en professionel producerer og et kuffert fyldt af pengesedler. Og mon ikke det snart er tid til endnu en Under Command udgivelse? I hvert fald er denne ved at være to år efterhånden… (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Underoath; The Changing Of Times

Solid State Records. 26-02-2002

Siden sidst har metal-core bandet Underoath addet Christopher Dudley til deres line-up. Christopher spiller noget så usædvanligt for hardcore musik som keyboards. Og nu med keyboards i bandets lydnivers, er meningen at skabe noget frisk og nyt indenfor genren. Keyboardspillet er ikke sådan til at lægge mærke til igennem hele albummet, til det buldrer guitar, bas, trommer og en skrigende forsanger alt for meget. Men når keyboardet kommer til sin ret, så giver det musikken en helt ny atmosfæriske dimension, sjældent hørt indenfor genren. Heldigvis er talen ikke kun om ondsindet metal/hardcore med enkelte atmosfæriske keyboardpassager hele vejen igennem. Der bliver nemlig også inddraget inspirationer fra emo-rocken, og det hjælper med at gøre det evige hardcore-kaos lidt mindre kaosagtigt og lidt mere afvekslende. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Unevil Hopes; Extreme Thoughts

THT Productions 2000

Producer; Ukendt

Bandet Unevil Hopes er i virkeligheden kun en person. Sergey Zubkov hedder manden bag bandet, og som du måske allerede har gættet, kommer han fra Rusland. Hver gang jeg bliver præcenteret for russisk musik, er det noget mærkeligt noget, men Unevil Hopes vinder præmien for årets mærkeligste band. Unevil Hopes spiller instrumental piano musik. Ambient klassisk ville jeg nok kalde den, men der ligger også en gotisk følelse gemt i lydbilledet. Der er kun et nummer på Extreme Thoughts, hvilket ikke er meget at dømme et band efter, men udfra dette nummer, er jeg er ikke særlig imponeret. Dette er alt for kedeligt, og der sker ikke noget. (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Unkle Ed’s Private Jet; Hollow

Selvstændig.

Navnet lægger op til et joke band, men det er langtfra hvad Unkle Ed’s Private Jet er. De har nemlig slet ikke noget sjovt at tilbyde lytteren på denne femsangs ep, som de har valgt at kalde Hollow. Musikalsk er Unkle Ed’s Private Jet en blanding af metal og hardcore, og siden nu-metal er en så omfattende genre, så tror jeg, at jeg ville kalde Unkle Ed’s Private Jet et nu-metal band. Der er nemlig tydelige inspirationer fra de mest trendige metal bands at finde på Hollow. Der er guitar-riffs som på en måde gør UEPJ til et metal band, men så kommer de skrigende vokaler ind i billedet, og det giver dem en følelse af hardcore, men så pludselig synger de rent, og det får en at tænke på, om de ikke også er en smule inspirerede af emo-rocken. Trommerne bærer tydeligt præg af nu-metalens måde at spille trommer på. En smule funky, samtidig med at det er en smule hip hop inspireret, som over alt alligevel er aggressiv metal trommen. Unkle Ed’s Private Jet er et godt band, men der er stadig lang vej, om man vil gøre sig selv gældende på mainstream scenen. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Unleashed; Hell’s Unleashed

Century Media/Nordic Metal. 29-04-2002

Unleashed har været en fast leverandør af svensk melodisk dødsmetal i lang tid efterhånden. Helt siden 1989 for at være helt konkret. Umiddelbart ville jeg ikke tro, at Unleashed er et band der sælger læssevis af cd’er, og det gør de formentlig heller ikke, men der må da sælges noget, siden Century Media har beholdt dem i stalden i alle disse år. Efter stiftelsen og deres selvstændig ep debut i 1989, blev bandet nemlig signet til Century Media, hvor de i 1990 udgav deres anden ep og første for Century Media. Siden har de udgivet et album hvert år fra 1991 til og med 1997, hvorefter de ikke lod høre fra sig før nu, hvor deres ottende fuldlængde udkommer. Måske er det, det sikre Century Media satser på. Det som man på forhånd kender, så der ikke opstår nogle grimme overraskelser, for overraskelser, dem er der ikke mange af på ”Hell’s Unleashed”. Bandet laver intet udover det, som både de og hundredvis af andre svenske melodiske death metal bands har udgivet de sidste 10-12 år. Der er dog ikke talen om en samling tyverier fra death metal historiebøgerne, for selvom det herfra måske ikke lyder sådan, så formår Unleashed, på trods af vanskelige odds og en oversvømmet genre, at sætte et personligt fingeraftryk på deres sange, hvoraf især skæring et, ”Don’t Want To Be Born”, er indbydende. Men selvom Unleashed har stor erfaring, og måske er bedre end mangt et death metal band i dag, så rækker materialet på ”Hell’s Unleashed” ikke længere end til tre smilehoveder. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Urkraft; Promo 2002 - Version 1

Gritt Records. 2002

Jeg må krybe til korset og blankt bekende, at der er alt for lidt dansk musik inkluderet på disse sider (hint til bands, send jeres lort ind), men nu er der igen tid til en anmeldelse af et vaskeægte dansk melodisk death metal band. Ja, det er ikke kun i Sverige disse eksisterer, ved du nok. Det er nok ikke alle der lige ved hvem Urkraft er, men jeg kan fortælle så meget som, at bandet i oktober vandt den melodiske death metal konkurrence for år 2001 på Tex i København. Dette er en konkurrence som jeg ikke engang selv vidste eksisterede, og jeg har egentlig heller ikke styr på, hvor mange bands deltog i konkurrencen, hvilket måske ville sætte førstepladsen i et noget klarere lys. I hvert fald vandt Urkraft, som henholdsvis mandes af Jeppe Tander på bas og baggrundsvokaler, Mikael S. Jørgensen på trommer, Thomas Birk på guitar, Thomas S. Pedersen på sang og guitar, og Tommy Neperus på keyboards. Som jeg allerede har været inde på, så er dansk musik sjælden på disse sider, men dansk death metal der faktisk serveres med danske tekster er endnu mere sjælden. Og netop sådan et band er Urkraft der med pæredanske titler som ”Nord”, ”Solen Brænder Ihjel”, ”Aldrig Smukt” og ”Kødet Triumferer”, om ikke andet har det danske modersmål på plads. De fire numre på denne promo er ret standardiserede death metal numre, hvor der bestemt ikke findes noget nyt under solen, men de er vel sammensatte og udføres på et forholdsvis højt teknisk niveau. Absolut ikke noget at være flov over, men det var vel også derfor de vandt føromtalte musikkonkurrence. Alt i alt en ganske fin skive, som dog til tider ikke skiller sig nok ud fra mængden til at blive den helt store begejstringsfaktor, og for det trækker jeg et smilehoved, således at de ender på tre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Urshurark; Architecture Of Perfect Damnation

Selvstændig

Jeg læste en Urshurark-anmeldelse, hvor anmelderen anbefalede svagfisser at stoppe med at læse, for, som han sagde, ”Urshurark er for mænd.” Bull-shit. Urshurark er for forsømte, bumsede 14 årige teenagere, der har set en gyserfilm for meget, og tror at de er sejere end deres Linkin Park-elskende jævnaldrende, blot fordi de hører den brutaleste musik. Og det er ok, for de skal også høre noget. Problemet er bare, at de ikke har forstået, at der skal mere til for at skabe god musik, end blot hvem spiller hårdest, hurtigst og brutaltest. I det mindste har førnævnte band sammensat nogle gode sange i deres karriere, selvom langtfra alt det de har lavet er essentielt. Men gode sange? Ja, det er i hvert fald en mangelvare på italienske Urshurarks album ”Architecture Of Perfect Damnnation.” Jeg skal ikke påstå, at skiven slet ikke har sine lyspunkter, men det er godt nok langt imellem, og det bliver en test for ens tålmodighed, hvis man overhoved skal finde dem. Ja, ja. Jeg har plapret længe nok, så jeg stopper… Og så er jeg ikke engang kommenteret produktionen med et eneste ord endnu! (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

U.D.O.; Live From Russia

Breaker/SPV/Nordic Metal. 2001

Jeg skan indrømme, at jeg var en af dem, som engang var fascineret af Udo Dirkschneiders bands U.D.O. og Accept. Jeg var simpelthen overvældet af det faktum, at en sanger som egentlig sang så røv dårligt, kunne lyde så tiltalende som Udo Dirkschneider engang gjorde. Men efter at først Accept og så U.D.O. forsvandt fra metalverdenens overflade, må jeg også indrømme, at jeg hurtigt fandt andre bands at erstatte dem. Men da jeg for et par dage siden for første gang sad med U.D.O.’s splinternye live-album i hånden, må jeg endnu engang indrømme (der er mange indrømmelser i dag), at jeg var ellevild. Jeg var virkelig spændt på, om Dirkschneider og hans band kunne genoplive gamle klassikere, og måske endda tildele dem noget nyt. Desværre må svaret herfra lyde nej, i det der ikke er nogle numre på ”Live From Russia” som nærmer sig at vinde over deres oprindelige versioner. På den anden side, er det langtfra at være kedeligt eller anti-underholdende materiale på albummet, for det er da sjovt at høre disse gamle klassikere endnu engang og endda i live-versioner. Og Udo? ja Udo, han skriger stadig af fuld hals. Det lyder stadig af h. til, og alligevel så dragende. Selvom der er hele 26 numre på dette dobbeltalbum, så er der helt klart sange man savner, og sådan vil det altid være når det gælder ”best of” og live-albums. Personligt kunne jeg godt bruge en rygende version af ”Objection Overruled”, men jeg er jo som bekendt aldrig helt tilfreds. For at gøre en langhistorie kort. Hvis U.D.O. for dig er et nyt fænomen, så gør du klogt i at begynde din rejse i U.D.O.-land med et af de tidligere albums. Er du derimod en trofast fan af bandet, er det ikke usandsynligt at du allerede har skiven, men det ved du jo godt, ikk’? (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

U.D.O.; Man and Machine

Breaker/Nordic Metal. 25-03-2002

Da Accept lagde håndklædet i ringen, virkede U.D.O. for mange at være en undskyldning fra Mr. Dirkschneiders side, for at fortsætte Accept under et andet navn. Og Udo Dirkschneider har aldrig bildt nogen andet ind. Han ville, i U.D.O., gerne fortsætte der hvor Accept slap. Og kun omkring et halvt år efter udgivelsen af ”Live From Russia” er U.D.O igen klare med et monster af et metalalbum. Og selvom vi er i år 2002, så lyder U.D.O. skræmmende meget som Accept gjorde midt i 80’erne. Og titelsangen, ”Man and Machine”, ville bestemt ikke have bragt Dirkschneider i forlegenhed dengang. Sangen kunne uden videre være sneget ind på et af Accepts mesterværker fra 80’erne uden at sænke kvalitetsværdien. Når det er sagt, så er der ikke mange andre sange på ”Man and Machine” der er af samme kaliber, hvilket måske kunne antyde, at luften langsomt er ved at sive ud af Dirkschneider-ballonen. Der er dog et andet nummer, som har en hvis charme, men jeg er egentlig i tvivl, om jeg skal kunne lide det eller ej. Det er en ballade (hvad gør en ballade egentlig på et U.D.O. album, jeg er forvirret) med legendariske Doro (Warlock) på gæstevokaler. Selve sangen er god nok, og den ville få enhver 80’er rocker tømme lighteren for gas, men Udo’s stemme egner sig simpelthen ikke til søde sager, så måske manden skulle holde sig til numre som ”Man and Machine” til han er 80, og så måske forsøge sig med et Frank Sinatra swingnummer. Fans af U.D.O.s og Accepts tidligere materiale, bør have ”Man and Machine”, men nye nysgerrige metalhoveder, bør måske overveje at få noget fra bag kataloget først. Og hvis nogen protesterer, så har jeg kun en ting at sige; ”Objection Overruled”. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

U.F.O.; Sharks

SPV/Nordic Metal. 02-09-2002

Michael Schenker har åbenbart ikke tænkt sig at sætte farten ned, nu han er ved at blive ældre. Et soloalbum og et album sammen med Michael Schenker Group har han været med til at udgive på mindre end et år, og nu er han for tredje gang inden for det samme år nok engang pladeaktuel, denne gang med U.F.O. - bandet han i 1973 forlod Scorpions til fordel for. U.F.O. havde også sin storhedstid netop efter at Schenker kom med i bandet i 70’erne, men efter at Michael Schenker i 1979 forlod U.F.O. for at starte sin egen Michael Schenker Group, har der været forholdsvis stille omkring bandet, men der har dog været enkelte reunions-shows med den store line-upp fra 1970’erne. Og det er også denne line-up som begår sig på det splinternye album, ”Sharks”, ligesom det også var denne line-up der turnerede verden tynd efter udgivelsen af forgængeren ”Convenant”. Men noget nyt er det ikke blevet til på ”Sharks”, ligesom det heller aldrig blev det på nogen af forgængerne, og det er sikkert også bedst sådan, for – lad os se det i øjnene – U.F.O. har et publikum, og det er dem der har fulgt dem igennem årene, og det er højst usandsynligt at der skal tillægges store mængder nye ansigter til denne skare. Nej, U.F.O. lyder som de gjorde op igennem 70’erne, måske lige med den forskel, at lyden med årene er blevet lidt pænere og mere poleret, og det er sikkert også sådan det forbliver, så i stedet for at tage fat i den ret uopnåelige mission, at nå ud til dagligdagens nu-metal generation, og derved skræmme de gamle trofaste fans væk, har de ganske enkelt holdt fast i den gamle opskrift, og således beholder de sikkert sit oprindelige publikum. Men Hey, er du en ung gut eller pige, der til dagligt hører Papa Rouch og Linkin Park: Prøv dog lortet! Det kan være, at du kan lide det, og hvis ikke, så giv skiven til din mor eller far, det kan nemlig være, at de hørte U.F.O., da de var unge. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Vader; Revelations

Metal Blade/Nordic Metal. 03-06-2002

Det er ikke mere end en lille måned siden, at jeg gav hele den polske death metal scene fingeren i anmeldelsen af Dissenters nyeste album, hvilket jeg gjorde grundet på den brutale og enslydende sangskrivning stort set alle bands derfra begår sig i. Og selvom Polens største death metal band Vader sagtens kan sættes ind i ovennævnte, så skal den beskyldning jeg kom med dengang ikke pålægges Vader, for selvom deres lyd er ganske traditionel og almindelig, og absolut ikke indeholder skyggen af nytænkning, så formår Vader alligevel at holde lytteren både i horn og ører, således at det bliver svært ikke at se et det gode i det Vader laver. Fra første sekund rammes lytteren af en lyd så brutal og nådesløs, der i tilfælde af at det var en splatterfilm ville give seeren mareridt i ugevis, og selvom brutalitet og fandenivoldskhed langtfra behøver at være identiske med succes og et godt resultat, så er det disse to ord der ligger undertegnede nærmest, efter at Vader, igennem de ni numre på ”Revelations,” samtlige gange har slået en homerun, og derved beviser at de stadig godt kan lege med. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Vanden Plas; Beyond Daylight

InsideOUt/Nordic Metal. 2002

Der bliver gjort lidt grin med den tyske rock og heavy scene i engelske musikblade, og man må give dem ret i, at der bliver eksporteret en masser lort fra det ganske land, men hvad der ikke bliver sagt noget om, er at der rent faktisk også er en hel del ret velspillende bands i Tyskland. Et af disse er Vanden Plas som af den internationale presse ganske vist er lidt undervurderet, men som for det ikke desto mindre er et af de bedre progressive metalbands i disse tider. Bandet har en Dream Theater-lignende lyd både med hensyn til de smadrende tunge og effektive guitarriffs, og de nærmest konstant tilstedeværende keyboards, men ellers er Balance Of Power nok det band jeg har nemmest med at sammenligne Vanden Plas, både på grund af den måde instrumenterne er kombinerede på, men også – og måske især – på grund af vokal og baggrundsvokaler. Disse spiller nemlig en stor rolle på ”Beyond Dayligth”, og de trækker faktisk i dette tilfælde et ekstra point. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Vanderhoof; A Blur In Time

SPV/Nordic Metal. 2002

Metal Church guitaristen Kurdt Vanderhoof har dannet et nyt band, som han i bedste Bon Jovi/Van Halen stil snildt kalder for Vanderhoof. Talen er egentlig om lettilgængelig melodiske heavy metal med stærke 80’er rødder. ”A Blur In Time” sagde mig ikke meget de første mange gennemlytninger, men efter endnu flere gennemlytninger begynder sange som ”Sleeping Giant” langsomt at krybe ind under huden. (JJJ---) Hans  Jákup Eiðisgarð

 

Valley’s Eve; Deception Of Pain

LMP/Nordic Metal. 04-03-2002

Det er altid ærgerligt, ikke at nå at anmelde et album inden dets udgivelse, og her er endnu en datooverskredet anmeldelse, så at sige. Men skaden er dog ikke større end at ”Deception Of Pain udkom i går, og flere, måske endda de fleste, pladebikser herhjemme har endnu ikke solgt det første eksemplar. Valley’s Eve har før udgivet to albums, men efter hvad forstås, så er ”Deception Of Pain” lidt anderledes i forhold til de to første. Efter sigende spillede bandet udelukkende progressiv metal på forgængerne, men på ”Deception Of Pain” lader bandmedlemmerne sig inspirere af andre ting, og derfor er slutresultatet en anelse anderledes nu. Der er godt nok en pæn portion progressiv metal på ”Deception Of Pain”. Faktisk er største delen af albummet baseret på Dream Theater lydende guitarriffs og Balance Of Power’sk trommespil, men udover det, er der også en pæn del power metal sprøjtet henover de progressive passager. Som sagt, hvis bandet absolut skal kategoriseres, så er det snarere i den progressive metal kategori de ligger, end i den power metal’ske. Fans af en anelse mindre avancerede bands som Dream Theater, Balance Of Power og Vanden Plas vil, ligeså vel som fans af mere aggressive bands som Antithesis, finde Valley’s Eye nyeste opus højst imødekommende. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Vágtázó Halottkémek (Galloping Coroners); Naptác (Dancing With The Sun)

Neurot Recordings. 2000

Vágtázó Halottkémek eller Galloping Coroners - hvad end man ønsker at kalde dem – kommer fra Ungarn, og spiller en form for musik, som jeg har meget svært ved at beskrive. Alle deres tekster er skrevet på ungarsk, men de kan også findes oversat i cover-omslaget. Pladeselskabet beskriver dem som psykedelisk stamme-musik, og jeg går bare udfra, at de ved hvad de snakker om. Der er i hvert fald elementer af rock, i det at guitar, bas og trommer binder musikken sammen. Det er også noget lidt syret og ja psykedelisk over dem – ja, måske endda lidt jazzlignende til tider, uden de typiske jazzinstrumenter. Især hi-hath slagene given en ofte jazzet lyd. Der er også stamme-lignende musik på Naptác, som bedst kommer til syne i de numre med perkussion og mange forskellige etniske slaginstrumenter. Denne skive lyder ikke ret meget, som noget man har hørt før, og et band som Vágtázo Halottkémek vil aldrig blive andet end et kult band i vores del af verden, men man må jo spille det som ligger en nærmest, og i dette tilfælde ender det med at lyde en smule anderledes. Personligt har jeg meget svært ved at sætte mig ind i Naptác, og en forsanger som lyde som en opgearet Bono, kan ikke engang overbevise mig anderledes. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Vediog Svaor; In The Distance

Paragon International. 2001

De fleste projekter bestående af kun en enkelt person bunder egentlig i, at selvom personen er en multiinstrumentalist, som dog ikke er helt så god til alle instrumenterne -  eller andet udstyr for den sags skyld. Dette har været problemet for enmandsprojekter som færøske Internal Healing, amerikanske Darkness Eternal og russiske Unevil Hopes, og det er egentlig også lidt af et problem for Vediog Svaor. Problemet ligger godt nok først og fremmest i selve lydkvaliteten på ”In The Distance”, men lyden kan ligeså godt skyldes manglende resurser, som den kan skyldes manglende talent. At trommespillet lyder som det gør, er der derimod ingen undskyldning for. Og det er netop trommespillet, som ødelægger lidt for undertegnede. Ellers er Vediog Svaors speciale eksperimenterende black metal tilsat progressiv rock, samt syret psykedelisk 70’er rock. På papiret lyder det lidt som Opeth, gør det ikke? Men i realiteten er der dog langt imellem Vediog Svaor og førnævnte, selvom de eksperimenterer med nogle af de samme ting. Musikken på ”In The Distance” er velovervejet og ret godt gennemarbejdet, samtidig med at materialet ofte er ret spændende, men det hele falder dog lidt til jorden igen, når man tager den ringe lyd i betragtning. (JJJ---) Hans Jákup Eiðsigarð 

 

Vehemence; God Was Created

Metal Blade/Nordic Metal. 29-07-2002

Selvom Vehemence har eksisteret siden 1995, så er ”God Was Created” det første album dette amerikanske band udgiver. De har dog tidligere udgivet en enkelt demo, en 8-sangs ep og medvirket på Metal Blade kompilationen ”Uncorrupted Steel”. Stilmæssigt minder bandet egentlig meget om den voksende mængde amerikanske death metal, der for tiden stormer scenen med sine smadrende brutale death metal møder grindcore kompositioner. Og er de i den hårdere ende rent musikalsk, så anbefales de tekstmæssgt slet ikke for dem med svage hjerter. Tekstmaterialet er nemlig et endeløst og hadefuldt angreb på Gud, kristendommen og alt der er forbundet til førnævnte, hvilket sangtitler som ”Christ, I Fucking Hate You”, ”The Last Fantacy Of Christ” og ”Made For Her Jesus” taler sit tydelige sprog. Et tema der hele tiden går igennem på ”God Was Created”, er denne uskyldige pige, der i sin barndom blev voldtaget af sin far, og som siden hen har følt sig draget af Jesus som person - også seksuelt. Jeg har svært ved at finde ud af, om dette er et fiktivt billede der bliver beskrevet, eller om det måske er en pige fra virkeligheden. Den ene ting som gør, at man fristes til at tro, at det er virkelighed, er de følelser af had sangskriveren, Nathan, lægger i teksterne. Det er tydeligt at han hader pigens far og hendes forbillede (Jesus), som han virkelig tror, har taget hende og hendes kærlighed fra ham. På den anden side er der en ret så voldsom beskrivelse i sangen ”I Didn’t Kill Her”, der gør, at undertegnede tror – og håber på – at disse beskrivelser ikke er fra virkeligheden. Sangen beskriver hvordan sangskriveren graver pigen op fra sin grav, hvorefter han seksuelt krænker liget, mens han tænker på hvordan hun var, mens hun var i live. Ok, det er nok meget usandsynligt, at dette er virkelige begivenheder, men på den anden side, er det uanset hvad en anelse sygt, at en sangskriver beskriver begivenheder som disse i førsteperson. Personligt er jeg hverken fascineret af musik eller tekster, om end jeg synes at teksterne er ret tragiske og sørgelige. Et interview med bandet følger inden længe, hvor vi nok for svar på noget af ovenstående. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Veni Domine; Spiritual Wasteland, 1998

Massacre Records, 10 sange

Producer; Ragne & Styrbjørn Wahlquist

Massacre Records er et af de største pladeselskaber i Europa, når det gælder hård ekstrem musik. Vi ved alle at Saviour Machine er på dette selskab, men hvad alle ikke ved, er at svenske kristne metal band Veni Domine også er på dette selskab. Saviour Machine og Veni Domine minder meget om hinanden, når man tænker på måden de skriver sange på. Begge bands er meget progressive, og når en sang starter ved man aldrig hvor man ender. Sammenligningerne mellem disse bands slutter også her, fordi der hvor Saviour Machine har en slags gotisk prog. opera ting kørende, spiller Veni Domine metal. For at være helt præcis, spiller de Progressiv doom/metal, med en sund dose af 80er inspirerede lyde. F.eks. er der en del keyboards med i lydbilledet, guitar-soloerne er af så-hurtigt-jeg-kan skolen, sangeren skriger af fuld hals, og så har de alle sammen langt hår. Du skal dog ikke forstille dig Bon Jovi eller Stryper her, men tænk hellere Iron Maiden møder Yngwie Malmsteen, mens Manowar hører Dream Theater i gæsteværelset. Jeg er sikker på at der er mange mennesker der kan lide musik på denne måde, og det kan jeg delvis også, men dette er ikke ligefrem hvad får mig op om morgenen. Der er ingen hits på Spiritual Wasteland, hvilket også er fint, men det ville ikke skade med en ørehænger. Ligesom hos Saviour Machine må man her helst nyde hele vanviddet på en gang, og selvom de ikke er nær så deprimerende at høre på, så er det meget lettere for mig at lytte til Saviour Machine end Spiritual Wasteland. Men hvor der mangler sjæl, er der til gengæld masser af flot guitar-spil og hvad ved jeg. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Vesperian Sorrow; Psychotic Sculpture

Displeased Records. 2001

Så er det anmelder roste nordamerikanske black metal band, Vesperian Sorrow, klart til at pulverisere alverdens black metal freaks med dette, deres andet album. Bandet har en hel del tilfælles med deres nordiske åndsfælles på den anden side af Atlanterhavet. Især er det de mere atmosfæriske sangstrukturer med masser af klagende keyboardlyde, som får en til at tænke nordisk black metal. Som jeg ser det, har Vesperian Sorrow dog stadig et pænt stykke at indhente, hvis de f.eks. skal kunne sidestilles med bands som Emperor, i det deres musik er alt for monoton og indeholder alt for få eksperimenterende udfoldelser. Faktisk skal man virkelig koncentrere sig, hvis man har i sinde, at kunne skille disse numre ad, når man hører dem i random. I mine ører, lyder de alle sammen stort set ens. Dette er dog inden vi render os ind i skæring otte, ”Astrodramantica”, hvor bandet rent faktisk forsøger sig med noget – i deres verden – anderledes i form af klassisk melodiske guitarsoli, og det er faktisk også her, at bandet siger undertegnede mest. Alt i alt er ”Psychotic Sculpture” et velspillet album, som dog i længden er alt for langtrukkent og monotont. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Vexed; Promo 2002

Anger Music. 2002

Det er en baggrund for lidt pudsig og ret sjov læsning, når man i pressematerialet til denne promo læser, at Vexed efter egne ord solgte hele 400 kopier af deres debutdemo, mens de sendte 450 promoer ud i øst og vest. Italienske Vexed kan byde lytteren på black metal inspireret thrash musik – eller er det omvendt. Undertegnede siger pas for denne gang, idet er alt for lidt relevant materiale på denne promo, og eftersom det hele er hørt før og endda meget, meget bedre, så vil jeg herfra sige tak for denne og ønske Vexed god modvind. For medvind bliver det næppe. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Vhaldemar; Vhaldemar

Arise/SPV/Nordic Metal. 11-03-2002

 

Dark Moor; The Gates Of Oblivion

Arise/SPV/Nordic Metal. 11-03-2002

SPV har for vane, at distribuere mindre, men spændende pladeselskaber fra det meste af Europa, til vores del af verden. Et af disse selskaber er Spanske Arise Records, som for mig er et splinternyt bekendskab. De første bands, jeg introduceres for er henholdsvis Vhaldemar og Dark Moor. To bands der begge kommer fra Spanien og som af natur er ret ens. Begge bands leverer heavy, episk og power metal med en forkærlighed for det klassiske og progressive. Det klassiske kommer måske bedst til syne hos Dark Moor, som faktisk har lavet et mindre klassisk værk som intro til et af deres numre. Begge bands er også ret typiske når det gælder føromtalte musik med deres syng-med omkvæder og speed-melodier. Men alligevel er Dark Moor det band, der afviger mest fra normenm, måske mest fordi, de gør brug af nogle synthesizer lyde, der ikke er hørt siden de tiligere 80’ere – dengang i pop musik. Gode melodier spøger til tider i kulisserne hos begge bands, men hverken Dark Moor eller Vhaldemar er interessante nok til at sætte sig på heavy metal tronen endnu.

 

Vicious Mary; Vicious Mary

Frontiers/Nordic Metal. 2002

Endnu et melodisk hard rock band der er ganske velspillede, men der samtidig ikke har meget nyt at tilføje. Bands som Europa spillede den slags melodisk hard rock i 80’erne med masser af keyboards og dobbelt guitarspil, og de gjorde det meget bedre. Men Vicious Mary, der bl.a. indeholder tidligere Eldritch medlemmer Terence Holler (sang) og Sean Henderson (keyboards), har en fed produktion bag sig, og det hjælper lidt på helhedsbilledet. Men når det hele kommer til stykket, så er de elleve sange på ”Vicious Mary” blot sange de to tidligere nævnte herrer, hurtigt har fået skrevet imellem Eldritch tournéer og indspilninger, og selvom dette måske ikke direkte høres i hver sang, så kunne denne debutplade være lidt mere fokuseret. Men målrettet det er den da. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Victim; Faces Of Death

Selvstændig (JJ----)

 

Victim Cocktail Of Brutality

Selvstændig (JJ----)

En anmelder udtalte sig for nylig om Victim, at det var et mysterium, at de ikke var blevet signet endnu, men der må jeg altså erklære mig uenig, i det jeg ikke hører noget verden virkelig har brug for på hverken ”Faces Of Death” eller ”Cocktail Of Brutality”. Stilen på begge albums er brutal death metal, men problemet er i begge tilfælde at alle sangene lyder stort set ens. Det er ligesom med pornofilm; ”har man set en, har man set dem alle”. Er det ikke sådan de siger? De eneste tilfælde hvor Victim laver noget man ikke hørte i nummeret før eller efter, er i afslutningsnumrene til begge albums og i indledningen til ”Cocktail Of Brutality”. Sidstnævnte er en spokenwork intro, som undertegnede dog ikke ved hvad han skal bruge til. Afslutningsnummeret på ”Cocktail Of Brutality” bygger på en hornmarch, lidt i retning af Tourniquets ”Skeezix Dilemma”, forskellen er bare at det lyder ad h til i Victims tilfælde. Produktionen er også for svag til, at man gider at høre dette derhjemme i stuen sammen med de kritiske venner. Du ved, de skal føle sig velkomne. Det er vel derfor at jeg sådanne aftener foretrækker Nickeback og Linkin Park. Eh, ok de er måske ikke så forfærdelig kritiske, men alligevel. Hans Jákup Eiðisgarð     

 

Vinterriket; Promo 2001

Neodawn Productions. 2001

Vinterriket må være en flok sindsforvirrede personligheder, som har svært ved at finde ud af hvilken nationalitet de tilhører. Bandnavnet og samtlige sang og albumtitler er på svensk, og derfor fristes man til at tro, at de er svenskere, men sandheden er dog den, at de er tyskere, som resten af sang og albumtitlerne også antyder. Vinterriket har før udgivet tre skiver, og numrene på ”Promo 2001”  (sampler kun lavet til medier) er taget fra disse, og udover det, er der også kommet et nyt nummer med. Musikken appellerer til black metal folket, men der er egentlig ikke ret meget black metal over skidtet. For det meste er dette klaver og orkester musik af den mørkere slags, men der kommer dog nogle mudrede guitarriffs ind i billedet nu og da, og ligeledes gør larmende trommemaskiner. Der er nærmest ingen vokaler på skiven, men når de er der, så er det enten black metal eller opera talen er om. Vinterriket minder mig lidt om bands som Unevil Hopes og Bealiah, så jeg behøver vel ikke at sige, at jeg finder denne promosampler at være både kedelig og overflødig. Hvis alt black metal lydende, trommemaskiner og vokaler blev tager ud af lydbilledet, kunne Vinterriket måske tjene som baggrundsmusik på en mørk, kold vinteraften, men som nu er, er de hverken fugl eller fisk – bare kedelige. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Virgin Black; Sombre Romantic

Selvstændig. 2000

Jeg har læst om Virgin Black i mange ekstreme musik blade, men jeg har aldrig før hørt bandets musik. Omtalen har altid været særdeles positiv, hvilket er noget jeg ikke har noget problem med at skrive under på. Problemet ligger mere i at anmeldere altid beskriver Virgin Black som et brutalt black metal orkester, da der i virkeligheden er meget mere at komme efter i bandets musik. Ok, black metal er måske det grundlæggende for Virgin Black’s musik – selve grundstenen om man så må sige, men det er langtfra alt hvad man er i besiddelse af efter en enkelt gennemlytning af Sombre Romantic. De første to numre på Sombre Romantic har ikke så meget med black metal at gøre, hvis man ser bort fra de atmosfærisk dystre lyde som sniger sig ind i lydbilledet. Det som er en større del af lydbilledet i disse numre, er ambient og gotisk musik med messende mandlige vokaler blandet med en smule kvindelig opera, og men lige som man begynder at tænke på, om Virign Black ikke er et gotisk rock band hellere end et black metal band, bryder raseriet ud, med kaotisk og samtidig atmosfærisk black metal – ligesom bare for at bevise at black metal er bandets grundlag. Og således kører cd’en hen, men en blanding af gotiske stemninger og kaotiske black metal riffs og skrig, alt på tvært af hvert andet, i en blanding som faktisk giver mening. Det er ikke så få black metal bånd og cd’er, jeg har hørt i tidernes løb, og heraf er der heller ikke så helt få bands som har prøvet at kombinere disse to musikgenrer, hvoraf kun helt få er kommet fra det med et godt resultat. Af disse bands ligger Virgin Black helt klart i spidsen. Der var rygter om en pladekontrakt efter deres første demo, men jeg går udfra at den gik i vasken. Sombre Romatic burde sætte gang i forhandlingerne igen. Simpelthen. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Virgin Steele; The Book Of Burning

Noice/Nordic Metal. 07-01-2002 (JJJJ--)

Virgin Steele Hymns To Victory

Noice/Nordic Metal. 07-01-2002 (JJJJ--)

Virgin Steele fejrer i disse dage deres 20 års jubilæum som et band, og det gør de ved at udgive ovennævnte albums den 7 januar. ”The Book Of Burning” består af 8 nye numre, samt 8 klassikere. Men i stedet for bare at lade klassikerne tale for sig i sin oprindelige form, så har bandet valgt at gøre det på den hårde måde, nemlig ved at genindspille alle numrene, og det skal de have ”big ups” for. ”Hymns Of Victory” fremstår i modsætning til ”The Book Of Burning” mere som et ”Best Of” album. Der er to splinternye sange på albummet, mens de resterende numre er udvalgte, remixede og remasterede hits. Kender du ikke Virgin Steele, så kan jeg sige, at du, i fællesskab med dem, vil befinde dig et sted midt imellem Manowars krigeriske power metal, Iron Maidens melodiske univers, og Judas Priests aggressivitet. Og det er et udmærket sted at befinde sig, hvis du spørger mig, og især når Virgin Steele er et så velspillende band som de nu engang er. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Virgin Steele; Virgin Steele (JJ----)

Noice/Nordic Metal. 23-09-2002

 

Virgin Steele; Guardians Of The Flame (JJJ---)

Noice/Nordic Metal. 23-09-2002

I januar måned forsøgte Virgin Steele sig med nogenlunde samme stunt som de gør nu. Dengang udgav de to albums med gamle sange, hvor de der ikke blev remixet eller remastret faktisk blev genindspillet. De to albums var faktisk udmærkede, men her små ni måneder senere kniber det lidt med de to næste i rækken. Talen er om bandets to første udgivelser, navnlig den selvnavngivne debut fra 1981 og ”Guardians Of The Flame” fra 1982. Igen er talen mest om remastrede versioner af de gamle sange, men i enkelte tilfælde (læs; bonusnumrene) er talen også om nye indspilninger af de gamle sange, og nogen gange demoer fra pågældende tidspunkt der ikke blev udgivet dengang. Debutalbummet med dens uendelige, høje ”yeah, come on” skrigerier er direkte pinligt, og det er der intet der kan lave om på. ”Guardians Of The Flame” er noget bedre, men har stadig lang vej i forhold til noget af det fremtiden senere havde for bandet. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Virgo; Virgo

SPV/Steamhammer/Nordic Metal. 24-09-2001

Uh, det er kanon det her. Jeg havde egentlig forestillet mig noget lidt hårdere, end det her, men Virgo- med Andre Matos fra Angra i front – er et ret blødt, stilfærdigt og flot produceret progressivt rockband, men masser af pop og AOR-appeal og vokaler i verdensklasse. Tænk Kansas i en mere opdateret version eller et mindre avanceret Petra (med John Schlitt i front), og du vil ikke gå helt sulten i seng. Det er svært at sige, om Steamhammers metal målgruppe bliver nået med denne pop-rock sag, men det vil vise sig. Det kunne egentlig godt være, at hvis dette var en InsideOut udgivelse, at de så ville ramme noget nærmere, men uanset hvad, så er dette et yderst flot projekt og anbefalelsesværdigt til alle og enhver med smag for god rockmusik. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Vision; The Best Of Vision

Lion Music. 2000

Fremtiden så engang så lys ud for svenske Vision. Efter tre soloplader valgte guitaristen Lars Eric Mattsson, at han ville gå andre veje, som uinkluderede band, og derfor stiftede han bandet Vision sammen med Conny Lind (vokaler), Orjan Sjostrom (keyboard), Tony Mattsson (trommer) og Micke Ahlskog (bas). I starten gik det godt. Bandet fik en pladekontrakt med japanske Apollon, som udgav bandets første album i 1992. i Europa var det Roadrunner der stod for udgivelsen. Uheldigvis for bandet, var folk på dette tidspunkt blevet godt trætte af AOR og melodisk hard rock, og derfor blev cd’en aldrig udgivet i USA, på trods af en aftale bandet havde med Atlantic Records. Salget af debuten gik ikke som forventet, og både en live-ep og den næste studieplade i 1993, så derfor aldrig dagens lys. Bandet gik herefter i opløsning, men startede igen i 1997 kun for at lave et enkelt studieprojekt mere, dog denne gang med Randolph Reymers som forsanger. Konklusionen må derfor være, at Visions debutplade udkom på det forkerte tidspunkt. Hvis numre som ”Fields Of No Return” og ”Sail Away” var udkommet I 80’erne, så er det ikke sikkert, at Visions karriere endte som den gjorde. Disse numre har nemlig masser at den attraktive sammenblanding af smukke vokalharmonier, melodisk guitarspil og iørefaldende keyboardkompositioner som var nogle af 80’erne varemærker. Sidst nævnte nummer så dog aldrig dagens lys, da det var et af de numre som skulle være udkommet i 1993, men som blev afvist af pladeselskabet. Og for samleren er netop dette en god grund til at købe ”The Best Of Vision”, siden her findes 5 numre som aldrig er udkommet før, alle fra den føromtalte 1993’er optagelse. De nyere optagelser fra 1997, ligner på mange måder de gamle, men alligevel lyder det som gløden her var ved at blive kold. Og desuden så var Conny Lind en meget bedre sanger end Randolph Reymers. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Visionaire; Within the Dracanum Hall

Millennial Sun, 2000

Hvis jeg skal være helt ærlig, så troede jeg at Visionaire var et metal band, og derfor blev jeg meget overrasket, over det jeg hørte, da jeg lyttede til Within the Dracanum Hall for første gang. Dette var jo ikke metal! Doom måske, eller gotisk musik? Eller måske begge dele! Man kan ikke lytte til Visionaire uden at tænke på bands som Pink Floyd  og Saviour Machine, selvom Visionaire ikke gør brug af orkestre og opera på samme måde som Saviour Machine. Sangeren, hvis stemme passer meget godt til musikken, minder meget om sangeren i danske Sort Sol, hvilket i min bog er et kompliment. Within the Dracanum Hall er meget drømmende over det hele, og endda en smule romantisk. Det skulle ikke undre mig, hvis Visionaire i den nærmeste fremtid har fået en kontrakt med et stort pladeselskab. Massacre Records måske? Er du til Saviour Machine, Eva O, Pink Floyd og lignende musik, så gør dig selv en tjeneste: Køb Visionaire’s Within the Dracanum Hall. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Visions Of The Night; EnVisioning The New Age

SilverBirch Productions

Pressematerialet til denne ganske ekstreme dødsmetal-skive foreslår, at Visions Of The Night skaber musik der står ud af den voksende ekstreme metalmængde, og som indeholder brudstykker af death, black, thrash, hardcore og industrial. Ok, så må i godt komme ned på jorden igen, for der er intet der får Visions Of The Night at skille sig fra andre death metal bands. Det skulle da lige være for nogle horrorfikserede keyboardstykker hist og pist, men heller ikke det er nok til direkte at skille sig udfra mængden. I virkeligheden er Visions Of The Nights sange ret kedelige og ensformige, og i bund og grund består de kun af den sædvanlige omgang death metal med enkelte black metal-skrig presset ind efter behov. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

VLE; Book Of Illusions: Chapter I

Selvstændig. 2001

VLE er et projekt/band bestående af kun en person, som helt alene har sammensat hele molevitten. Ofte når dette er tilfældet, er talen om rodede albums uden fokus og retning. I VLE’s tilfælde er dette dog langtfra sandheden. Idémæssigt har manden fat i den lange ende, og han er såmænd også i stand til at føre idéerne ud i livet her på ”Book Of Illusion: Chapter I”, som kun er den første del af den forestående trilogi. Det er ikke så let at sætte et navn på det som VLE laver, og jeg tror egentlig ikke, at jeg siger for meget, når jeg siger, at musikken på albummet ikke kan sættes i nogen kategori. Jeg kan dog sige så meget som at VLE har en svaghed for atmosfæriske sangstrukturer, hvor det ambiente og orkestrale fylder meget, samtidig med at både det progressive, det gotiske og det metal’ske spøger i baggrunden. VLE er særdeles sparsom når det gælder vokaler, men når disse træder ind i billedet, så fremgår de netop som man ønsker dem – ofte som noget black metal lignende skrigeri. Jeg håber, at jeg får muligheden for at høre toeren, når den engang udkommer, for der er virkelig talen om et projekt på et højt niveau. Det eneste jeg kunne finde på at kritisere lidt er naturligvis selve lyden, som ikke fremgår som skivens største styrke, men når man forbigår denne kendsgerning, så kan man blot læne sig tilbage og nyde godterne. For fans af progressiv, gotisk, ambient og tung rock. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

VLE;  Book Of Illusions – Chapter II

Selvstændig. 2001

Der er ret mange kunstnere der laver trilogier for tiden. Ikke kun indenfor film, hvor Tolkien eventyret ”Lord Of The Rings” i øjeblikket kører i biograferne, og de næste to eventyr i serien er på vej, også musikere laver flittigt trilogier. Saviour Machines ”Legend” trilogi, er et godt eksempel på et ambitiøst trilogi-projekt, Trans-Siberian Orchestras juletrilogi er en anden. Du kan sætte VLE på samme liste. Det er ikke ret længe siden, jeg anmeldte det første album i ”Book Of Illusions” trilogien, et album som jeg var ret imponeret over, med dens ambiente, mørke og eksperimenterende sangstrukturer. ”Book Of Illusions – Chapter II” fortsætter hvor kapitel et slap, dog ikke helt i samme stil, men sådan er det jo tit og ofte med trilogier, de starter et sted men udvikler sig hurtigt til noget andet og ender et helt tredje sted. ”Book Of Illusions – Chapter II” er et endnu mere afslappet og følelsesladet eksperiment end kapital et var, med dens tydelige klassiske indflydelser. Endnu engang har et lykkedes for den ene mand der står bag VLE, at skabe et imponerende stykke musik, som blot får undertegnede at håbe, at muligheden for også at høre det tredje og afsluttende kapitel bydes. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Vokodlok; Unchain The Wolf

Selvstændig. 2001

Måske er det bare mig der har større forventninger til en black metal skive, efter at have haft Cradle Of Filths nye skive i cd-spilleren i et par uger efterhånden, og i så fald er jeg jo ikke helt fair, fordi hvordan i alverden skulle et uafhængigt og ukendt black metal band fra Rumænien kunne præstere det halve af hvad kongerne i Cradle Of Filth gør? Og på den anden side, hvorfor skulle noget så gide høre deres plade, når de jo bare kan købe den nye Cradle Of Filth skive, Dimmu Borgir eller andre skiver med top black metal bands? Der er sådan set heller ikke noget nyt under solen, efter at ulvene i Vokodlok har udgivet ”Unchain The Wolf”, kun ren og skær og almindelig black metal, uden de store overraskelser. Fans af genren kan købe pladen uden at være på dybt vand, og måske oven i købet elske den, men os andre som hører alt muligt andet også, vi næppe tid at høre ”Unchain The Wolf” igen. I hvert fald ikke ret ofte. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Wings Of Scarlet/Tears Will Drown/With Dead Hands Rising

Life Sentence Records. 2002

Det er ikke med den bedste produktion, at Life Sentence Records præsenterer verden for tre nye bands. Men alt hvad der mangler i produktionen, det er der nok af i selve musikken. Alle tre bands har vel lidt af den samme vision, nemlig at skrive og spille led og modbydelig metalcore (eller metallisk hardcore, hvis det lyder bedre!), og derudover at blive anerkendt for det. Det er dog imponerende så ulige de tre bands er, når man endelig sidder og hører deres sange. Wings Of Scarlet starter cd’en med nummeret ”Angels Bring Life.” Et nummer der også sætter standarden for albummet, for intet af de resterende ni numre bliver helt ligeså godt. Bandets to andre sange er også top hardcore sange med en metallisk kant, og i bund og grund noget enhver metalcore fan burde kunne bruge til noget. Tears Will Drown får også muligheden at spille tre sange, men de er ikke helt ligeså imponerende. I modsætning til Wings Of Scarlet, der spillede deres hardcore med et metallisk islæt, er Tears Will Drown måske omvendt mere metal med et hardcore islæt. Forsangeren kunne sagtens bruges i et death metal band, men det kunne de resterende bandmedlemmer, og måske især guitaristen, for den sags skyld også. Alt i alt er Tears Will Drowns sange lidt kedeligere og ensformige. With Dead Hands Rising imponerer lige som Wings Of Scarlet med deres fire sange. With Dead Hands Rising er et de mange hardcore bands, der for tiden kombinerer hardcore-aggressiviteterne med melodisk Gøteborg death metal, og det klarer de ligeså godt som de fleste. Måske ikke helt i samme klasse som Arch Enemy, Zao og Dead To Fall, men det behøver man heller ikke for at lave god hardcore og/eller metal. Alt i alt en fin trevejs split-cd fra selskabet Life Sentence Records. De har gang i noget, de Life Sentence folk. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Winterlong; Walley Of The Lost

Lion Music/Nordic Metal. 2001

Dette års sommer har budt på mange gode dage med sol og godt vejr. Ja, så varmt har det været, at flere danskere nok har valgt at blive hjemme i stedet for at tage sydpå. Lang har sommeren også været, og er den rent faktisk i skrivende stund - her i slutningen i august - endnu over os. Og derfor kan det virke lidt kikset, at få en skive med et svensk band under navnet Winterlong smidt ind igennem brevsprækken. Det rammer ligesom lidt udenfor sæsonen, gør det ikke? Men nok ikke for gutterne i Winterlong, som kommer fra den nordlige del af Sverige, hvor vinteren nok er ret kold og sikkert også ret lang (og det skulle komme fra en færing som mig?). De er unge, disse svenskere, og ved, ifølge pladeselskabet, hvordan man sparker røv og spiller højklasset power metal. Min røv har det dog stadig udmærket, tak. Den sidder stadig solidt plantet i sofaen, og har ikke rykket sig en tomme, ikke engang efter de mest hårrejsende Yngwie efterligninger. Og power metal’en der refereres til, lyder egentlig ret meget som alt det andet power metal, man har hørt det sidste års tid, og mon ikke veteranerne i genren ville sige ”been there, done that” og derefter slukke for larmen. Men for et band med en gennemsnitsalder på 20 og ingen tidligere udgivelser, er ”Walley Of The Lost” en ret god skive. Velspillet endda, bare lidt for ensformet. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Wisdom Call; Wisdom Call

Massacre Records/Nordic Metal. 28-05-2001

Disse svenske gutter er langtfra grønskollinger på metalscenen. Nogle af medlemmerne har nemlig i sin tid prøvet lidt af hvert. Det er Christian Liljegren der er frontfigur i bandet, og ham kender vi bl.a fra sin fortid i Modest Attraction og som nuværende forsanger i Narnia. Med sig i Wisdom Call har ham Narnias trommeslager, to medlemmer fra det svenske band Stormwind og to andre musikere. Jeg kan godt huske, da jeg hørte Modest Attractions debutalbum ”Truth In Your Face” i 1994. Det var et udmærket album som lånte lidt fra 80’ernes heavy metal scene og 70’ernes tung rock i form af Uriah Heep, Rainbow og Deep Purple. Det tog bandet dog ikke lang tid om at gå hver til sit, og derefter begyndte Narnia eventyret. Men nu efter tre Narnia album, ser det allerede ud til, at Christian Liljegren er på udkig efter nye eventyr. Ikke fordi at Wisdom Call er specielt nyt for Christian når man kigger på selve musikken. Der er desværre ikke ret meget nyt under solen hos Wisdom Call, på denne, deres debutplade. Ja, der er faktisk ikke rigtig noget, der ikke sagtens – i al fredelighed - kunne sniges ind på et Modest Attraction eller – og måske især - et Narnia album. Og det virker også som om Christian Liljegren har lidt svært ved at give slip på sin fortid i Modest Attraction. I hvert fald bliver han ved med snige game Modest Attraction numre ind på sine skiver. På den første Narnia skive var der ikke mindre end to numre fra Modest Attractions’ ”Truth In Your Face”, og denne gang, er der blevet tid til at genbruge nummeret ”Time” fra samme Modest Attraction skive. Det skal dog siges, at dette nummer nok er et af de mest vellykkede numre på albummet. Knapt så heldigt kommer svenskerne fra opgaven at genindspille den gamle Europe klassiker ”Wings Of Tomorrow”, som faktisk ikke passer specielt godt til Christians stemme. Nej, her ville en Joey Tempest gøre underværker. Ellers er dette velspillet klassisk metal, men spørgsmålet er hvor smart det er, at lave en sideprojekt som minder så meget om Narnia? (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Within Tears; Moments Of Life Chapter 1

Selvstændig. 2001

Within Tears har fået pæn omtale i flere metaltidsskrifter. Hvorfor spørger jeg bare? Ja, ja, måske forstår jeg bare ikke en skid. Men realiteten er, at Within Tears og deres langsomme goth/death/doom/orchestal sange med Type O’ Negative type vokaler, keder mig grænseløst, og derfor er det ikke uden grund at man både ser seng, pude og dyne for sig, når man sidder i mørket og hører ”Moments Of Life Chapter 1”. Det er vist meningen at det skal være skræmmende, det her, og det er det til sin vis også, men langtfra så skræmmende som det er kedeligt. Og så virker skiven, selvom den kun indeholder en intro og fem sange, som om den varer en hel evighed. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Without Face; Deep Inside

Dark Symphonies. 2001

Hver gang man modtager en skive fra Dark Symphonies, så ved man inden man sætter den i, at man nu vil blive introduceret for en atmosfærisk, eksperimenterende og nogen gange endda lidt underlig musik. Within Face har ikke de underlige elementer, men deres lyd er, som alle Dark Symphonies bands, yderst atmosfærisk - og til en vis grad eksperimenterende. Vokalerne, som skiftevis bliver sunget at en mand og en kvinde (sidstnævnte ofte opera-inspireret), gør at bandet har en vis gotisk stemning over sig, men musikken i sig selv, henvender sig dog meget mere til metal-publikummet, med det dobbelte guitarspil, atmosfæriske keyboards osv. Der er kun syv sange på ”Deep Inside”, men alligevel føles skiven mere som et album end en ep, eftersom numrene for det meste er meget lange. Alligevel går jeg udfra at ”Deep Inside” er ment som en ep, for der er ifølge pladeselskabet en splinterny fuldlængde på vej. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Wizard; Head Of The Deceiver

LMP/Nordic Metal. 11-06-2001

En anmelder har tidligere sagt om Wizard, at deres musik får Hammerfall til at lyde som en flok skole tøser, og det kan egentlig godt være, men det skal meget mere til end det her, før deres idoler (går jeg udfra) i Manowar løber skrigende. Det er egentlig meget vedrørende Wizard som minder mig om Manowar. For det første er deres albumcover - med en muskuløs He-Man-lignende kriger, holdende et afskåret hoved i hånden, mens en barbarisk kamp foregår i baggrunden - ikke kun typisk for heavy metal, men ærketypisk for netop Manowar. Der udover fyres alle heavy metal klichéerne på ”Head Of The Deceiver”. Det er en meget fight-in-the-name-of-metal-lignende attitude at skimte hos Wizard, og den er næppe kommet ud af den blå luft, og hvem anden en Manowar kunne finde på at fyre noget i retning af ”Defenders of metal - fight and kill m.m.” af? Nå jo, Wizard. Hos Manowar virkede det måske, men det gør det ikke for Wizard. Ironisk er det dog, at det netop er førnævnte nummer som musikalsk er mest overbevisende, sammen med ”The First One”. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er hver eneste lyd på denne skive hørt en million gange før, og selvom det til tider lyder ok, så er det ikke specielt interessant efter et par gange på repeat. Jeg foreslår at man i stedet tjekker noget gammelt Manowar ud, eller måske noget andet power metal i retning af Iron Saviour eller måske Helloween. Dette er for de power og speed fans, som absolut skal have hver enkelt skive for at føle sig normal…og i live. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Wounded; Monument

COLDBLOODindustries. 25-03-2002

The Wounded er endnu et nyt og positivt bekendtskab for undertegnede. Ifølge dem selv, så udtrykker dig emner som kærlighed, had, længsel, pine, frygt og daglig dagens liv igennem deres musik. Musik som kommer fra bunden af sjælen. Ja, sådan lyder det skam også, når man gennemlytter deres nye album ”Monument”, som følger bandets kritiker roste debut, ”The Art Of Grief”, fra 2000. ”Monument” indeholder 12 dejlige rocksange, men forvent ikke noget lyttervenligt radiostads, for her spares der ikke på mørke, nærmest depressive, sangstrukturer, der først og fremmest vil bringe et saligt smil på læberne af fans af kulsorte gotiske bands som Anathema. Faktisk anbefaler jeg meget hellere ”Monument” til dig kære læser, end det meste af det, Anathema igennem tiderne selv har lavet. Så på en måde, er The Wounded allerede i gang med at overhale en af sine mentorer. Hvis der er nogen form for retfærdighed i rockens mørke univers, så bliver The Wounded store. Rigtig store. Vi taler naturligvis Anathema store. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Wrath Of Killingstein; Wrath Of Killingstein

Inner Sanctum Records. 2000

Wrath Of Killingstein er endnu et håbefuldt amerikansk undergrunds band, men i modsætning til de fleste bands i førnævnte kategori, jeg har anmeldt på det sidste, har jeg denne gang ikke i sinde at kritisere på grund af kedelige og intetsigende sange som er spillede hundredvis af gange før. Og hvorfor? Jo, fordi Wrath Of Killingstein ikke lyder som de fleste andre bands. Der er noget mystisk og dragende vedrørende deres musik. De er heller ikke nemme at sætte i bås. Det er godt nok metal der spilles, men hvilken slags metal, ved jeg ikke rigtig, og i virkeligheden kan det også være fuldstændig ligegyldigt. Fans af industrial musik som helhed og måske især Rammstein, vil kunne lide skivens første skæring, ikke fordi det musikalsk er ren industrial musik talen er om, men snarere fordi at vokalerne minder om diverse industrial acts – og ja, også Rammstein. Resten af albummet appellerer derimod til metalhoveder med smag for sære indslag. Gør dig klar til drønhård metal musik, krydret med alt fra brøl og tunge guitarriffs til lav messen, orgel, violiner, og noget der ligner de der spillerdåser, som babyer er så glade for (?). Go figure. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Wyrick; Mental Floss

Rugged Records 1999

Jeg var meget spændt på denne cd, efter at have læst at den lød lidt som Prodigy og Filter, men efter et par gennemhøringer af cd'en, kunne jeg fastslå at det jeg havde læst var forkert. "Mental Floss" lyder ikke som Prodigy, selvom trommer er programmerede og musikken til tider lyder som dansevenlig rock, så lyder dette ikke som Prodigy. På den anden side lyder dette en hel del om Filter, måske for meget, men man kan ikke komme uden om at der har været brug for sådan en cd i det kristne marked i et stykke tid. Sangene er ikke så helt gode, nogle lyder ens, men alt i alt er dette en helt ok cd. Glem ikke at høre radio hittet "Supernatural," det rykker en del. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

X Hells; Subterranean Stories

Lucifer Rising. 2002

X Hells er nok et af de bedre italienske bands anmeldt i dette P&P nummer, men endnu har de ikke formået at overbevise den internationale metalscene om deres formåen. ”Subterranean Stories” er dog kun bandets første album, så endnu burde der være tid til at overbevise verden, hvilket burde lægge lidt præs på det nye italienske promotionsselskab Kick, der for tiden har til opgave at promovere bandet. Jeg håber bare, at de er bedre til det, end de er til at skrive pressemeddelelser. Ikke nok med at der ikke er hoved eller hale på deres engelske sprog, deres forsøg på at beskrive deres bands er også gået lidt tabt omme bag en vogn. X Hells bliver beskrevet som en mellemting mellem Iron Maiden (melodier) og Slipknot (brutalitet), hvilket, hvis noget, er misledende oplysninger. Derfor er det dog ikke sagt, at der ikke er velspillede melodier såvel som brutalitet at finde i bandets lydunivers, for det er der. Det lyder bare ikke i nærheden af førnævnte bands. Bandets lyd er en god blanding af god gammeldags 80’er heavy metal og moderne nu-metal riffing, hvilket ”Kill The Different” er et klasseeksempel på, med sine Fear Factory lydende riffs og trommespil. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Year Of Our Lord; The Year Of Our Lord

Lifeforce Records. 25-02-2002

Fem år har de været sammen, Maine bandet The Year Of The Lord, men dette er deres første fuldlængde. Bandet har været igennem nogle problemer med ændrende line-ups, og ellers de resterende medlemmers daglige jobs og studier, som tilsyneladende havde første prioritet, hvilket ikke gav ret meget tid til bandet hverken at optræde, træne eller skrive ny musik. Men nu er den her, fuldlængden der efterfølger en split-cd og en tidligere 7”er. Bandet kombinerer atmosfærisk black metal med mere melodisk death metal, og får det til at lyde ret overbevisende. Faktisk virker det for tiden som om, at de fede udgivelser indenfor black og death genrerne kommer fra de mindre selskaber, mens de større selskaber stort set kører i samme rille. Tag bare Soul Embraceds udgivelse på Solid State Records i sidste måned som eksempel, hvis ikke du tror på mig. The Year Of The Lord er måske ikke nødvendigvis lavet af elité-materiale. Ikke helt endnu. Men det kunne de blive – meget snart. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

You Will Die; Inner Respiration

Selvstændig.

To ud af tre medlemmer i You Will Die er enten nuværende eller førhen værende medlemmer af 3 Ant Riot. Bandet fra det nordlige London er dog stiftet på grund af manglende kvalitet såvel som kvantitet indenfor den lokale, alternative punk og metalgenre. Denne mini-skive indeholder kun fire numre, hvor bandet egentlig ikke formår puste et nyt liv i førnævnte genrer, men de skal da have tak for at forsøge. Når man tager de fire sange hver for sig, så er det altså alligevel rimelig gode sange, der faktisk går helt fra weird-core til noget der godt kunne falde i smag hos nu-metal fans. I et af numrene er der sågar reggae-lydende indslag der mest af alt minder om landsmændene i netop pladeaktuelle Skindred. Fans af punk, hardcore, metal, Mr. Bugnle, og whatever burde kunne finde noget af interesse på ”Inner Respiration.” (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Zandelle; Twilight On Humanity

LMP/Nordic Metal. 16-09-2002

Allerede første gang forsangeren, George Tsalikis, åbner for sin skrigende mund, får man bange anelser. Derfra findes der en god og en dårlig nyhed gemt i ”Twilight On Humanity”’s ti sange. Den gode nyhed er, at han ikke lyder ligesom i indledningen hele tiden. Den dårlige nyhed er, at han alligevel lyder sådan alt, alt for meget. Der er et eller andet irriterende omkring hans stemme. Et eller andet jeg bare ikke kan snuppe. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på det, for der er masser af hans slags i min cd-spiller til dagligt, som jeg oven i købet endda nyder at høre. Men på en eller andet måde fremstår George Tsalikis som anstrengt og påtrængende, og absolut ikke som noget man gider bruge mere tid på. Og så kan hans holdkammeraters musikalske formåen være til et a+, for alt hvad jeg lægger i, for jeg kan jo alligevel ikke komme forbi de irriterende vokaler. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Zao; All Else Failed

Steadfast/Massive Grooves/M8. 1996, 2000

Efter 3 udgivelser på Solid State Records, har Zao skabt sig selv et navn indenfor hardcore genren i USA. Men før de overhoved fik kontrakt med Solid State, udgav de en plade på Steadfast Records. Det var nok denne plade, som alt for hurtigt blev udsolgt, som gav Solid State interesse i Zao. Det og måske deres intense live show (har ikke selv oplevet dem live, men det siges at de skal være kanon gode). Som sagt fandt man efter kort tid ikke flere eksemplarer af All Else Failed, hvilket på det tidspunkt, måske ikke gjorde så meget for bandet, da var i en periode, hvor de forbedrede sig selv, og var i gang med noget større, med et større pladeselskab (Solid State). Men netop på grund af Zao’s succes på Solid State, er der blevet en stor efterspørgsel efter All Else Failed, blandt bandets nyere fans, hvilket fik Steadfast og Massive Gooves til at udgive den igen sammen med M8 Distribution. All Else Failed er måske bandets svageste album, hvilket også kun er naturligt, da Zao i 1996 var rimelig nye i deres fag. Stilen på All Else Failed var dengang, ligesom den er det i dag, hardcore, men ikke ligeså rå som på Where Blood and Fire Bring Rest og Splinter Shards of Rebirth, og mindre metal inspireret end på deres nyeste udgivelse. Hvis man er en hardcore fan, så vil man helt sikkert finde noget at elske på All Else Failed, selvom der måske mere at elske på bandets tre andre udgivelser. Måske er All Else Failed mest for Zao’s hengivne fans. Køb den på www.m8.com. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Zao/Outcast; split cd

Steadfast Records 1995, 1999

Producer: Ukendt

Der er nok flere af jer læsere, der har fulgt Zao’s karriere på Tooth and Nail og Solid State Records? Med denne split cd har du muligheden for at høre hvordan Zao lød før Tooth and Nail og hardcore succesen. Cd’en blev oprindeligt udgivet i 1995, men er nu blevet genudgivet, nok på grund af Zao’s voksende popularitet. Der er i alt 4 numre på cd’en. To med Zao og to med Outcast. Zao leverer noget der ligner det, vi hørte på deres debut album ”Where Blood and Fire Bring Rest.” Outcast leverer en hård omgang hardcore inspireret thrash metal, for det meste med death vokaler, men sangeren prøver også at synge rent en gang i mellem. En nydelig udgivelse, som nok har mest værdi for Zao fans. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Zao; Parade Of Chaos

Solid State. 16-07-2002

Egentlig ville jeg have ventet med denne anmeldelse indtil udgivelses datoen, men eftersom jeg tager på en længere ferie, så smider jeg den på siden allerede nu en god måned før tid. Efter det enormt meget omtalte og roste selvnavngivne fjerde Solid State album fra Zao, udkommer der nu bandets til alle tiders sidste album. Bandet har nemlig valgt at gå fra hinanden, og lad det være sagt med det samme. Aldrig i musikhistorien er et band før stoppet så meget på toppen som Zao nu gør. Ikke nok med at deres første tre Solid State albums var ekstremt gode, og deres sidste album var totalt genialt, men ”Parade Of Chaos” er så sandelig også et mesterværk uden lige. Årets uden tvivls stærkeste album, og et album der uden tvivl bør stå i enhver metal og hardcore fans samling. I modsætning til mange af sine musikalske kollegaer, så udgivet Zao aldrig det samme album to gange, hvilket vil sige, at det er altid en unik oplevelse at høre et Zao album, og selv efter utallige gennemlytninger er der altid nye detaljer at lægge mærke til, hvilket ikke altid er tilfældet hverken med hardcore eller metal. Zao har altid være beskrevet som et hardcore eller et metalcore band, hvilket naturligvis også altid har været tilfældet, men ”Parade Of Chaos” er egentlig meget mere metal end noget som helst andet. Sangene er meget langsommere og tungere end før, men stadig lige så effektive og hårdtslående. For første gang i Zaos historie er der også blevet plads til krystal klar, ren sang i flere af numrene, og det giver lidt modspil til verdens ondeste forsanger, der ellers med sine totalt sindssyge black metal skrig og growls efter sin tid i Zao sikkert må bruge en mindre formue på terapi, hvis han ellers ikke har fået sin dæmoner ud af systemet ved førnævnte. ”Angel Without Wings” er noget så underligt som en hårdtslående Zao-sang, der rent faktisk er i besiddelse af et radiovenligt og smukt omkvæde. Og selv tonstunge og brutale sange som titelsangen ”Parade Of Chaos” lyder iørefaldende og radiovenlige i omkvædet, selvom der faktisk ikke er andet end growls. ”Free The Three” er et andet højdepunkt sammen med ”Suspend/Suspension” og ”The Buzzing.” Nummeret indeholder ca. midtvejs en ”spoken-word” episode med en historie om et brutalt drab, hvor politiet viser dårlig dømmekraft og uden motiver tiltaler tre unge drenge fra en satanisk kult. Nummeret ender naturligvis i totalt kaos, hvor der skriges ad politiet ”You Liars – You Killers.” Jeg har allerede nævnt nogle favorit numre, men det skal dog ikke ses i lyset af, at resten af albummet ikke er førsteklasses metal og hardcore. Det er det virkelig. Du kan forestille dig det nogenlunde på den her måde: Tag et rimelig fedt metalalbum i din samling, og forestil dig, at den svageste sang på ”Parade Of Chaos” uden problemer slår selv det stærkest nummer på pågældende album. Det behøver naturligvis ikke at være rigtigt i dit tilfælde, men det er ved Gud ikke usandsynligt. ”Parade Of Chaos” er nemlig et mesterværk der sætter nye standarder for følelsesladet metal og hardcore. Hvis bare du købet et enkelt album i år, så lad det være ”Parade Of Chaos.” R.I.P. drenge. (JJJJJJ) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Zebulon; Volume 1

I Used To Fuck People Like You In Prison Records/Nordic Metal. 2001

Selvom dette er Zebulons debut, så er dette langtfra drengenes første møde med rock scenen. Tre af Zebulons medlemmer var nemlig medlemmer af bandet Desultory i sin tid. Og efter at Desultory valgte at gå hver til sit, føltes det naturligt for de tre førnævnte medlemmer at starte Zebulon. Zebulon vil nok ikke tage musikbranchen med bukserne nede med dette album, men lidt respekt blandt stener og rock og rul folket ville ikke være utænkeligt. Jeg vil så gerne have Zebulon til at være et stener rock band, idet det er sådan jeg har fået dem beskrevet, og der er også lidt stener rock over dem, men i virkeligheden er ”Volume 1” meget mere af aggressivt og lige i øjet rock og rul album end et stener rock album. Og med hård rock og rul og vred punk tilsat en lille dose trailer rock, baner Zebulon sig hurtigt igennem 10 larmende rock numre. Produktionsmæssigt står Zebulon stærkere end deres pladeselskabskollegaer i Santoro, samtidig med at deres sange er lidt nemmere at tage til sig, men jeg synes alligevel ikke at Zebulon fortjener mere end tre smilehoveder. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð.

 

Zonata; Reality

Century Media/Nordic Metal. Udk. 19-03-2001

Så bliver vi endnu engang præcenteret for et svensk rock band. Denne gang er det god ikke et melodisk døds-band eller et Hellecopter rock og rul band, men snarere et power metal band af den tyske skole. ”Reality” er, hvis jeg ikke tager meget fejl, bandets første udspil, og det må siges, at de fire gutter Johannes, John, Matthias og Mikael kan spille deres instrumenter. Som hos de fleste power metal bands, er det guitaren og vokaler der er i fokus, og som ligesom skaber harmonierne. Til tider spiller Zonata også lidt på de klassiske inspirationskilder, og også her bliver der spillet på bedste tekniske vis. Men når alt dette er sagt, må jeg lige indskyde, at Zonata har meget tilfælles, med de fleste andre europæiske power metal bands. Ja måske for meget til tider, og det gør, at de næsten skal være perfekte for at blive huskede, blandt alle de utallige power metal skiver som udkommer i disse dage. Og da der udkommer mange kvalitetsrige power metal skiver, så er det hurtigt at blive glemt i farten. Musikalsk er Zonata ligeså gode som mange power metal bands, men det som gør at jeg ender med kun at give Zonata 3 stjerner, er det faktum, at bandet ikke skiller sig nok udfra mængden, til at gøre et større indtryk. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Zonata; Buried Alive

Century Media/Nordic Metal. 23-09-2002

Så er svenske Zonata klare med deres andet Century Media album, et album der ifølge pressematerialet burde sætte nye standarder for fremtiden. Stilmæssigt følger bandet det spor der blev lagt for dagen ved forgængeralbummet, men produktionen og selve spillet er sat en tand i vejret. Zonata formår at holde sin krystalklare og ofte fængende power metal frisk, selv igennem nogle visits til den klassiske metal, og i modsætning til mange af sine kollegaer whimper de aldrig ud. Der er ingen tårekvalte ballader, og egentlig få decideret kedelige øjeblikke, men alligevel er de i kvaliteten ikke i nærheden af bands som eksempelvis Angra og Falconer – bands der ellers ikke nødvendigvis har specielt meget tilfælles udover at være en del af den genre de udforsker. Zonata er ok, og de er på vej til det der sted – de er bare ikke kommet helt i mål endnu. (JJJ---)

 

ZymOsiZ; Noiy

Possessive Blindfold Records. 2000

Når man hører ZymOsiZ’s musik, er det bedste spørgsmål man kan sætte sig selv; “Hvor ligger grænsen i mellem musik og koncentreret larm?” Jeg skal nu ikke være den som sætter grænserne, men hvor end grænsen må ligge, så ligger ZymOsiZ meget, meget tæt på den. Spørgsmålet er bare på hvilket side de ligger. Noiy er bandets anden udgivelse med larmende instustrial og darkwave musik. ZymOsiZ er ikke så meget anderledes end H.P.P., som er et andet band på Possessive Blindfold Records, som også er blevet anmeldt på disse sider. Og lige som hos H.P.P., kan man på Noiy forvente, masser af computerlavet støj som til tider kan lyde som meget ekstrem techno musik, og andre tider som intet andet end larm. Jeg har gennemhørt Noiy et par gange, men der er ikke meget, jeg har lyst til at høre igen. Jeg går ud fra, at man må være i humør til musik som denne, og netop der kniber det en smule for undertegnede. Det skulle i øvrigt ikke undre mig, hvis der vil være andre end mig med samme problem, når de hører denne cd. Hvis der skulle være nogen der synes at ZymOsiZ lyder spændende, så spiller de live på Club Metropolis i København den 19 Januar. (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð