Galatic Cowboys; At The End Of The Day
Metal Blade1998
Ja, så er den her, den nyeste cd med Galactic Cowboys, bandet som har turneret med King's X flere gange de seneste år. Før i tiden, blev disse to bands også altid sammenlignet, men det kan de ikke længere. Mens King's X har lagt deres vokalharmonier på hylden, så gør Galactic Cowboys stadig brug af dem. Dette er med til at gøre deres metal-lyd lidt mere poppet og ørevenlig - og det virker! Dem der synes om Faith No More, men også kan lide The Beatles, vil elske Galactic Cowboys. Da jeg hørte sange som "Nothing to say" og "Shine," var jeg ikke i tvivl, dette er Galactic Cowboys' bedste album til dato. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Galactic Cowboys, let it go

Metal Blade 2000

Producer; Wally Farkas

Galactic Cowboys har siden de startede under dette navn, stået mere eller mindre i skyggen af King’s X, bl.a. fordi at mange folk troede, at de kopierede King’s X. Det er rigtigt, at Galactic Cowboys havde en King’s X lignende lyd engang. Der var dog ikke på noget som helst tidspunkt talen om kopieren af nogens stil. Galactic Cowboys havde før Let it go, 6 udgivelser på samvittigheden – den ene fede efter den anden. Let it go er deres syvende, og som det blev sagt før albummet kom ud, er dette deres sidste. Dette kan også høres på Let it go. Der bliver til tider pjattet alt for meget, og projektet virker en anelse ufokuseret, i forhold til de andre. Det kan bl.a. virke en smule mærkeligt at høre Galactic Cowboys lave en gangsta rap lignende intro til en ellers så metal fikseret plade? Det har de virkelig gjort her. Og slutningen på albummet, er simpelthen det mest rædselsfulde og sindssyge jeg har hørt. Der er et ord for det man hører; larm. Sammenlagt er dette dog ikke en dårlig plade. Den står bare lidt bag nogle af bandets stærkeste værker, og dem er der flere af, skulle jeg hilse og sige. I de ti år Galactic Cowboys har været en del af vores liv, har de endnu ikke udgivet en dårlig plade, og det gør de heller ikke med Let it go, selvom humoren måske tager overhånd en gang i mellem. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Gears Of Redemption; The War Of Blood & Rust

GodFather Records. 2000

Gears Of Redemption er med The War Of Blood & Rust blevet mødt med masser af positiv omtale. Der er endda anmeldere af den mening, at The War Of Blood & Rust, er den bedste debut plade, udgivet fem de sidste år. At sige dette, synes jeg er at tage munden for fuld, men det skal ikke tages fra Gears Of Redemption, at de med denne plade, fortjent, har skabt sig selv et navn. På bandets hjemmeside, sammenligner de sig selv med bands som Korn, Limp Bizkit, Rage Against The Machine, P.O.D. og Living Sacrifice, og selvom jeg har meget svært at høre nogen Rage Against The Machine inspirationer i deres musik, så er der i hvert fald hints af nu-metal, at høre i deres musik. Jeg synes dog ikke, at Gears Of Redemption er et nu-metal band, da de generelt har en mere enkel metal lyd. Selvom bandet selv har lyst til at sammenligne sig med nu-metal bands med rap-vokaler, så synes jeg, at de har mere til fælles med Metallica og Pantera, end med de fleste, af de ovennævnte bands. I nummeret Automatically afprøver bandet sine rap evner, mens de lader tung rocken hvile lidt. Og det virker faktisk, selvom Kevin Lindsay ikke er nogen Dr. Dre. Der er lidt til enhver metalsmag på The War Of Blood & Rust, og selvom det måske lyder en smule rodet, er det forbavsende godt gennemført. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Getsemani; Under the light

Selvstændig udgivelse, 1999

Produser; Rob Sora (s4)

Getsemani er noget så sjældent, som et kristent black metal band fra Italien. Ikke nok med det, bandet Getsemani, er faktisk også kun en person (Rob Sora). Han har dog fået hjælp fra andre musikere, især i vokal afdelingen. Dette er en 4 sangs demo, som bandet for nylig har udgivet, og som har fået gode anmeldelser i nogle kristne elektroniske tidsskrifter, hvilket er noget jeg ikke rigtigt forstår. Ok, musikalsk er dette fint  nok, men lydkvaliteten er ret dårlig, hvilket i øvrigt ikke er så mærkeligt, da dette er en hjemmelavet CD.

 

Dette er som sagt black metal, men der bliver rigtigt leget med det klassiske lydunivers her. Hvis du har hørt, den helt fantastiske Believer udgivelse ”Dimensions,” ved du nok hvad jeg snakker om. Det er herfra Getsemani får idéen. Der bliver blandet melodisk black metal, med klassiske instrumenter og kvindelige opera vokaler. Idéen er god nok, men med projekter som dette, burde der være en lidt bedre produktion, og desuden så er opera sangerinden en smule irriterende at høre på. Jeg kunne sikkert være en fan av Getsemani, under andre omstændigheder, - måske når de får en pladekontrakt? (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

GGFH; The Very Beast Of

Peaceville/Nordic Metal. 22-10-2001

Det er egentlig længe siden, at jeg har siddet med et Peaceville album i hånden, uden at det har været en compilations-skive - faktisk lige siden Katatonia udgav deres nyeste album i starten af året (tror jeg nok?). Denne gang er det den gamle fugleskræmsel-duet GGFH, compilations-raseriet går ud over. Peaceville har sammen med Ghost – som ifølge promo-papirerne står for GGFHs vokaler, cut ups og general scariness – samlet noget af bandets bedste materiale. 4 numre fra albummet ”Eclipse”, 3 fra ”Disease”, et nummer fra en sjælden 7’inch, et AC/DC-cover, et demo-nummer fra 1987, et helt nyt nummer (ja, du læste rigtigt), og en video for dem der har en computer (hvilket i dag må være omtrent alle). Jeg skal indrømme, at jeg aldrig rigtig har tjekket GGFH før, men jeg hører, at de skal være rigtig skræmmende, og jeg er sikker på, at de sikkert også var det dengang de indspillede det man finder på ”The Very Beast Of”, men i dag har vi Marilyn Manson, Slipknot og hele black metal scenen til at skræmme os fra sans og samling, så GGFHs skræmmeforsøg har ikke så god en effekt på undertegnede, som man udfra det hører egentlig ville have troet. Og selvom bandet af anmeldere hyldes som noget af det bedste indenfor den elektroniske og industrielle musik, er deres musik for mig at se, lidt dateret i forhold til hvad der rører sig på samme scene i dag. Alligevel er de ret underholdende, måske fordi at den elektroniske rock-musik ikke har så meget at byde på for tiden. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Global Warning; Global Warning

Selvstændig. 2000

Jeg har spillet denne plade så mange gange i dag, at jeg ikke længere husker hvor ofte. Og hvorfor? For at lave denne anmeldelse. Hvis ikke det var derfor, havde jeg nok stoppet efter første eller anden gennemlytning. Der er otte sange med 80’er heavy metal på Global Warning’s udgivelse af samme navn. Første sang på Global Warning hedder også Global Warning, og dette er også skivens bedste nummer, med dets i øre faldende omkvæd. Idéen bag Let Go – skivens andet nummer -  er også god nok, og sangen ville sikkert være god nok, hvis det ikke var for sangeren, som har det med at synge en smule falsk ind imellem. Global Warning kører i samme spor resten af albummet, men klarer aldrig virkelig at gøre sig selv troværdige, med deres halvslappe heavy metal numre. Selvom de måske har langt hår, går i stramme cowboybukser og har en forsanger som forsøger sig med høje vokaler, er det ikke ensbetydende med at vi har det nye Motley Crue her. Dette er for tamt. Her kan ingen hurtige guitar-soli, høje vokaler eller endda coverversioner af børnesange som Jesus Loves Me hjælpe, selvom dette nummer under bedre produktions omstændigheder kunne blive et hit. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Global Warning; Promotional Release

Selvstændig Udgivelse. 2000

Det var ikke så meget pænt, jeg havde at sige om Global Warning’s otte-sangs hard rock plade som udkom tidligere i år, men kritik ser ikke ud til at holde bandet fra at lave musik. De har nemlig allerede lavet en ny fire-sangs demo, og selvom fire numre ikke er så meget at dømme udfra, så er det tydeligt, at en vis forbedring har fundet sted på kun et halvt år. Produktionsmæssigt er der dog ikke sket en pind siden sidst, og det høres at bandet ikke har millioner at bruge på produktion, men i dette tilfælde er det heller ikke meningen, da dette kun er en demo. Dog kunne en lidt mere poleret og finpudset produktion gjort mirakler, fordi det er nemlig ikke garage rock vi her har med at gøre, men vaskeægte 80’er heavy metal som jo kræver en vis standard både rent musikalsk og produktionsmæssigt. Selve sangene er meget bedre end på deres første plade. De er mere fokuserede og lyder mere som et sammenspil mellem et band, hellere end fire mænd som hver prøver at fremhæve sig selv. Der er lidt mindre lead-guitar på denne demo, og sangeren har forbedret sine vokaler en smule, selvom han stadig ikke er nogen Michael Sweet. Fans af Iron Maiden og Sacred Warrior ville under de rigtige produktionsomstændigheder æde denne plade rå. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Global Warning; Promotion EP 2002

Selvstændig. 2002

Jeg har anmeldt to tidligere Global Warning demoer, og bestemt ikke været alt for begejstret for nogen af dem, men på den nyeste demo har de da forbedret sig en del. For det første så virker forsangeren ikke så anstrengt længere, i det at han er mere tilbagelænet, og ikke forsøger sig alt for meget på de høje noder. Musikken i sig selv er også mere tilbagelænet. I stedet for at være hurtig 80’er metal med hurtige se-hvad-jeg-kan-soli, så er der nu blevet mere plads til groovede inputs. Der er kommet mere tyngde, og derved også dybde, i rytmesektionen, og selve produktionen er en del bedre end sidst, selvom den ikke helt matcher en professionel studieudgivelse helt (naturligvis). Jeg mangler dog noget virkelig tryllebindende, for at tage mere end fire smilehoveder op af lommen. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Gluecifer; Basement Apes

SPV/Nordic Metal. 08-04-2002

The Hellacopters blev signet til Universal Music, men SPV er heller bare hvad som helst, så tillykke med det. Norske Gluecifer udgiver den ottende april albummet ”Basement Apes”, hvilket er deres fjerde i rækken, men det første for et stort pladeselskab. Før har de bl.a. udgivet deres materiale på kultselskabet White Jazz, der udover Gluecifer også har smidt masser af anden garage rock n’ roll på gaden. ”Basement Apes” er sådan set også lige præcis, hvad man kunne forvente af et band som Gluecifer; hurtig upoleret rock n’ roll men en punket attitude, taget direkte fra kælderen eller garagen. Ingen store overraskelser, blot rock n’ roll uden de store overvejelser. Ingen deciderede højdepunktet, men bestemt heller ikke nogle uværdige eller kedelige øjeblikke. For dem der opkøber alt der udkommer fra White Jazz, Bad Afro og People Like You. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Gnashing of Teeth; Gnashing of Teeth

Rowe Production

I de sidste par år, har der været rimelig stille på Steve Rowe’s pladeselskab, og foruden Ultimatum’s, Metanoia’s og Mortification’s egne udgivelser, er der ikke kommet så meget derfra. Det ser dog ud til, at der for fremtiden vil være større aktivitet på selskabet. Rowe er begyndt at skrive kontrakter med nogle bands, og der er allerede i år udgivet et par cd’er. Den ene af disse cd’er er med amerikanske Gnashing of Teeth. Gnashing of Teeth er et thrash metal band, med en anelse mere kommerciel lyd end Rowe Productions andre bands. Fans af både klassisk thrash metal og nu-thang genren, skulle gerne kunne lide Gnashing of Teeth, da dette er præcis hvad Gnashing of Teeth spiller. En blanding af Trash og nu-metal. Og det som gør Gnashing of Teeth et rart bekendskab i forhold til flere af Rowe’s andre bands, er vokalerne, som ikke hele tiden er råb, skrig og grovl, men også, til tider, rene vokaler (hvor rene de så end er?) ala Jonathan Davis (Korn). (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

God Dethroned; Ravenous

Metal Blade/Nordic Metal. 19-02-2001

Jeg har aldrig været den helt store fan af God Dethroned, og måske med god grund. De har altid været et af de der umodne døds-bands, som synes det er sjovt at synge om at elske Satan, og at dræbe de kristne. Og selvom der måske er et par bands som er ægte dette vedrørende, så er der både på death og black metal markedet alt for mange bands, som synger om ting som disse fordi sådan er death og black metal. Men det er det jo ikke. Eller det behøver det ikke at være. Det er simpelthen for tåbeligt. Jeg læste engang, at et af God Dethroned’s mål, var at blive censureret eller bandet for deres vulgære tekster. Jamen, er det ikke ren fornuft det her? Musikken er også langt fra at være genial, så der er ikke ret meget at gå efter hos et band som God Dethroned. De eneste øjeblikke som jeg personligt synes at God Dethroned gør noget for mig, er i de numre, hvor de sætter tempoet ned, hvorefter de leger med disse nydelige melodiske guitar-soli. Sådan laver man musik, drenge. Men det varer aldrig ret længe, før de ødelægger det hele med en omgang forudsigeligt kaos. Jeg giver Ravenous 2 stjerner ud af 6, men det er ikke grundet på føromtalte tekster, men på musikken - simpelthen. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Godless; Let There Be Darkness

Selvstændig.

Dette band fra Grækenland har tilsyneladende en tendens til at skrive lange numre. I hvert fald er de fire numre på ep’en ”Let There Be Darkenss” ret lange. Hvis vi runder af til nærmeste minut, så er numrene henholdsvis 5,6,7 og 15 minutter lange, hvilket sammenlagt giver os nogenlunde det samme som en tolvsangs pop-punk cd. Problemet med alle fire numre er dog, at de er sammensat af kedelige riffs, de samme growlende death vokaler og trommetakter der har brug for en hjælpende hånd, hvilket i sidste gør, at lytteren har nemmere ved at falde i søvn end at falde i trance. For de fleste af os, vil ”Let There Be Darkness” være et kedeligt stykke death metal. Men for dem der ikke for nok af brutal death metal: Go for it. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Gory Blister; Art Bleeds

Selvstændig

Gory Blister er et italiensk dødsmetal band, som med "Art Bleeds" udsender endnu en demo i håb om en pladekontrakt. Jeg har læst mig til, at der egentlig skulle være 10 sange på "Art Bleeds", så hvorfor jeg kun har modtaget en tresangs demo er hinsides mig. Måske i håb om en bedre anmeldelse, fordi disse tre er skivens bedste??? Tja, måske, men sådan bliver det dog ikke. Problemet er at disse tre numre er, at de er alt for ens, og på trods af høj teknisk kunnen, keder jeg mig mere end godt er. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Greed; Fracture

Selvstændig. 2000

”I am not the latest trend,” synger Greed’s forsanger på deres nyeste udspil. Men hvis man – som mig – anser ny-metallen som den nyeste trend indenfor den hårde musik, så er disse ord jo ikke ret efterfarende, er de? På den anden side kan man sige at ordene ”You wanne be afraid of someone, be afraid of me,” måske er en lille smule mere efterfarende, siden bandet på det sidste er kommet i mainstreamens søgelys. Det som fik mig at tjekke det tyske band Greed, var at de i sidste udgave af Metal Hammer havde månedens demo-skive. Deres form for ny-metal, er ikke helt så hip hop og rap-agtig som f.eks. Limp Bizkit og Linkin Park, men det behøver ikke at være en svaghed. Greed har nemlig masser af gå på mod, og så er deres musik meget iørefaldende, hvis man er ude efter tonstunge guitarriffs og en sanger med en attitude. Jeg kunne godt forestille mig, at vi kommer til at høre mere til disse tyske ny-rockere i fremtiden. Jeg ville i hvert fald ikke have noget imod at se Greed på MTV engang imellem, i stedet for at se Limp Bizkit en gang i timen (ikke fordi at jeg ser meget MTV). (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Gryp; Left Behind

Selvstændig. 2001

Gryp begyndte så småt at skabe sig et navn for et par år siden, efter en selvstændig udgivelse som blev yderst vel modtaget af pressen og hard rock fans i hjemlandet, USA.. Derefter skrev bandet under en pladekontrakt med Metro One og udgav hurtigt endnu en cd, men skiven kan næppe have opnået det selskabet havde håbet, fordi nu ikke ret lang tid efter, er bandet igen frie agenter, og udgiver en ny selvstændig skive. Gryp må betegnes som et af de mange tusinder af bands som prøver at nå toppen af nu-metal kremen, men selvom det engang så lyst ud, så er bandet igen hvor de startede. Det er dog ikke fordi, de ikke har talentet eller idéerne, fordi meget af det Gryp til dato har præsteret har været ligeså godt som både nu-metal kongerne i Limp Bizkit og Kid Rock har præsteret, men det kniber med overbevise verden om netop dette. Gryp låner stadigvæk med de syv numre på ”Left behind”, fra både den alternative rock scene og nu-metal giganterne i Korn, Deftones og så videre, men i virkeligheden kan fans af Alice In Chains ligeså hurtigt forelske sig i Gryp som den regulære Korn fan, og titelnummeret ”Left Behind” er netop en sang som godt kunne lyde enten af være inspireret af den nye grungebølge med Creed i spidsen, eller den tidlige 90’er bølge med legioner af bands som Alice In Chains, Pearl Jam og Soundgarden. Gryp er dog meget mere afhængige af de gigantiske nu-metal hooks, end de er af beskidte garage rock passager, og det er måske derfor, at bandet indtil nu altid har været beskrevet som et nu-metal band. Og det er nok også hvad de er. Et nu-metal band med tilbøjeligheder overfor den alternative rock. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Gun Barrel; Power-Dive

LMP/Nordic Metal. 2001

Jeg er nok ikke helt forkert på den, hvis jeg siger, at Gun Barrel er gamle Motorhead fans. I hvert fald lyder det som de tre gutter, kender alle de gamle Motorhead album både forfra og bagfra. Udover tydelige Motorhead referencer og den der beskidte rock og rul, er der dog også andet at komme efter hos Gun Barrel. De krydrer nemlig deres beskidte Motorhead rock med melodisk hard rock – eller måske er det lige omvendt. Andetsteds er der guitarriffs som minder lidt om Angus Youngs (Ac/Dc) spil, og til tider er der endda øjeblikke hvor Gun Barrel minder om Lynard Skynard og anden sydstatsrock. Skæring tre – For All You Like – kunne godt være et nummer lige ud af et gammelt Rez Band album, og sådan popper rock navne ind og ud af mit hoved som jeg hører ”Power-Dive”. Det er dog ikke fordi, at skiven er så utrolig varieret, og bandet kommer egentlig slet ikke så vidt omkring som det umiddelbart lyder. Dette er egentlig ret simpel, beskidt og god gammeldags standard rock og rul. Jeg tror, at jeg kan lide Gun Barrel. Hmm, jo jeg tror jeg vil høre ”Power-Dive” igen. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Halfway To Gone; High Five

Small Stone Records. 2001

Det virker som Small Stones stener bands, har mere tilovers for den tilbagelænede og syrede bluesrock end de fleste andre stener bands. I hvert fald så er Halftway To Gone, ligesom det på disse siders tidligere anmeldte band, Five Horse Johnson, stærkt inspireret af bluesrocken, hvilket man ikke skal lytte længe til ”High Five” for at høre. Det er bare i mindre doser end Five Horse Johnson præsenterede lytteren for på albummet ”The No. 6 Dance”. Ellers er ”High Five” stort set som alle andre stener skiver. Langsom, tung, syret og uhyre larmende med alt for mange musikalske gentagelser, og en meget upoleret produktion (hvilket hører til indenfor genren – naturligvis). Igennem skivens tolv numre, bliver jeg, tit og ofte husket på, de gamle tunge drenge, i det meget undervurderede, men for den sags skyld udmærkede, band Rose. Resultatet er dog, at jeg får en større lyst til at støve gamle ”Rose-lækkerier” som ”Into The Unknown” frem, i stedet for at høre ”High Five” igen. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Hallowed; Fear and Pain

Selvstændig

Finske Hallowed har travlt. Tidligt sidste år udgav de en ep undernavnet ”End Of The Age” på det finske undergrundsselskab Little Rose Productions, et selskab som tidligere bl.a. har udgivet materiale med Immortal Souls. Nu er Hallowed klare igen med endnu en ep, som efter hvad jeg forstår er selvfinansieret. Der er kun fire sange på ep’en, hvilket er for lidt til en biltur fra Skagen til Måls. På den anden side er det lige tilpas at hygge sig med i frokostpausen, mens man gumler på halvgamle leverpostejmadder. Stilen på ”Fear And Pain” er power metal som går ret så meget i retning af det tyske. Lidt a-typisk til tider, men det som redder Hallowed er en forsanger, som ikke lyder helt som de typiske power metal vokalister. I stedet for jagte det høje C igennem fire sange, vælger Michael Majalahti en lidt mere behersket, men alligevel rå stemme, som faktisk fungerer ret godt. Alt i alt er ”Fear And Pain” en ok ep, som dog mangler lidt kød for at kunne gøre sig gældende i toppen. Et par års erfaring og træning burde dog kunne gøre noget ved førnævnte, men det kræver naturligvis, at det er, øh, Guds vilje, og at motivationen stadig er til stede. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Hardline; II (JJJJ--)

Frontiers/Nordic Metal. 23-09-2002

 

John West; Earth Maker (JJJ---)

Frontiers/Nordic Metal. 23-09-2002

Der udkommer så mange melodiske rock og metalsager nu om stunder, og virkelig mange af dem reklamerer på en eller anden måde med at indeholde bandmedlemmer fra store bands fra for eller nutiden. Dette er også tilfældet med både Hardline og John West, der begge netop har udsendt nye albums igennem det italienske pladeselskab Frontiers. ”II” er som titlen antyder Hardlines andet album. Deres første blev udgivet af MCA i 1992, men nåede ikke den succes man havde håbet på, hvorefter bandet gik lidt i glemmebogen. I mellemtiden har Forsangeren, Johnny Gioeli, så forsøgt sig som forsanger hos Alex Rudi Pell. Nu er Hardline i hvert fald tilbage, men det er dog uden de fleste af de oprindelige medlemmer. Alligevel er de kommet godt fra den nye start, og fået skruet nogle gode, iørefaldende hard rock sange sammen. Der er intet indviklet omkring bandets lyd. Der er blot gode melodier på den simple måde, og til tider fristes man endda at sammenligne med gammelt Bon Jovi. Ok, albummet svinder lidt hen imod slutningen, men alligevel kan den anbefales for dem, der savner 80’enes iørefaldende hard rock.

 

John West har en fortid som forsanger i Badlands, hvor han startede som 18 årig. Ellers er han også for nylig blevet forsanger i det danske prog. band Royal Hunt. På ”Earth Maker” holder hans band, der tæller medlemmer fra Savatage og Halford, sig heldigvis fra den slags progressive beskæftigelser, og forsøger sig i stedet med en mere traditionelt symfonisk indfaldsvinkel til metalmusikken. Alligevel findes der intet på ”Earth Maker” der kvalitetsmæssigt på nogen måde nærmer sig hverken Savatage eller Halford. Efter samtlige gennemlytninger af albummet er de fleste sange stadig mærkelig anonymt stillet overfor undertegnede, hvilket i og for sig har gjort, at skiven nu er lagt på hylden, hvor den formentlig vil blive liggende langt ind i år 2003 – hvis ikke længere. Men for at komme med en positiv afslutning, så kan jeg sige, at jeg godt kan forstå, at Royal Hunt valgte netop John West som deres nye forsanger.

 

HateSphere; HateSphere

Scarlet/Intromental. 2001

Efter ni år, et navneskift, tre demoer og en lille røvfuld live-gigs, er danske HateSphere for første gang pladeaktuelle. Mærkeligt nok er det igennem et så fjært placeret pladeselskab som Scarlet i Italien. HateSpheres stil er kompromisløs melodisk dødsmetal lidt a la den svenske dødsscene, og hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at HateSphere var opfostret i Gøteborg området, hvor musik som denne har liv og gode dage, og hvor bands som disse vokser på træerne. Men hej, de er danskere, er de, og foruden Cornerstone, Pretty Maids og Iron Fire, hvem har så pladekontrakt udenfor de danske landbredder? Nej, jeg tænkte det nok. Ikke ret mange, hvilket lige præcis er hvad gør denne udgivelse til noget helt særligt for dansk dødsmetal. Bandet er også drøn tæt sammenspillet (andet skulle bare mangle efter ni år), og sangskrivningen er på et højt niveau, men bandet fejler lidt i at levere noget som At The Gates ikke allerede har prøvet. Jeg tror dog på, at HateSphere, med denne udgivelse, kan slå sit navn fast på den internationale dødsmetal scene. JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Hatesphere; Bloodred Hatred

Scarlet/Intromental. 30-09-2002

Danske Hatesphere er endnu mere tight, nu hvor de udgiver deres andet album igennem italienske Scarlet Records, end de var på sidste års debut. Et album der var ganske overbevisende, men som samtidig manglede sit helt egne særpræg. Det er ikke fordi at det Hatesphere leverer med ”Bloodred Hatred” aldrig er hørt før. Muligheden for at et svensk melo-døds band har lavet præcis det, man nu hører fra danskerne i Hatesphere er maksimal, men alligevel har bandet fundet sin egne stil, og de formår at lægge lidt ekstra originalitet ind i deres traditionelle melodiske death metal sangstrukturer. Hatesphere er måske ikke helt deroppe at ringe, hvor bands som In Flames, At The Gates, Arch Enemy og The Haunted igennem tiderne har pudset glorierne, men ikke desto mindre er Hatesphere et ganske overbevisende death metal band, og mindst ligeså gode som ethvert nyt band svenskerne nærmest hver dag smider i hovedet på os. Efter en lidt ligegyldig intro kickstarter det fede nummer ”Believe” skiven i gang, og med samme intensivitetsniveau, udholdenhed og melodi, holder Hatesphere motoren kørende, mens 8 andre ret fede death-bomber nærmest kastes ud af højtalerne. Hatesphere er måske det første danske band der er parat til at slå igennem på den internationale death metal scene. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Hatred; The Offering

Selvstændig. 1999

Wow, Hatred er et det sygeste death metal band, jeg har lagt øre til længe. Det kunne næsten lyde, som om der var lagt en del blod, sved og tårer i at lave denne plade, og om ikke, så kan man i hvert fald forvente at høre en del aggression, vrede og intensitet på The Offering, mens bandet brutalt og med høj fart raser igennem ti numre med satan lovprisende tekster. Men mens drengene i Hatred raser igennem deres ti sange, befinder jeg mig på grænsen, til at kede mig ud af hovedet. Det går alt for hurtigt for mig. Det er næsten ligesom Omnium Gatherums plade, som blev anmeldt på disse sider for et par uger siden, hvor der ligesom her var fuld fart frem, men så heller ikke mere. Der er ikke den mindste skygge af nytænkning at finde på The Offering, nej tværtimod er der ikke andet at finde end det samme lort, som er blevet spillet i årevis af disse kedelige death metal bands, som tror at kvalitets musik kommer an på hvor hurtigt man kan slå på trommerne. Gaaaaab. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Headnoise; Headnoise

Grrr Records. 2001

Der er nok intet der kan beskrive amerikanske Headnoise bedre end T-shirten til en tegnerseriefigurspunker på forsiden af albumcoveret, hvor der står skrevet ”No Compromise”. Der er nemlig ingen kompromisser i bandets budskab, der på kryds og tværs både rammer det politiske og det kristelige. Stilmæssigt forsøger bandet, der ledes af en kvindelig sangerinde, sig med 80’er hardcore/punk a la Bad Brains og Black Flag. Der er dog lang vej igen før Headnoise når samme højder som forbillederne, men dem der savner ovennævnte musikstil kan måske, om ikke andet midlertidigt, nøjes med Headnoise. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Hearken; Arise
Selvstændig 1998
Bob Beeman's favorit indie band i 1998. Så må de da være gode? Hmm, måske, men de har ikke nogen pladekontrakt, og har kun udgivet en 2 sang kassette - "Arise". På coveret ser man en kirkegård (og en stor kirke), hvor mennesker flyver op fra gravene som raketter (kan du gætte budskabet?). Lyden er heller ikke værst for en demo at være. Sangene er i death metal genren, lidt gammeldags. Faktisk lyder Hearken, i 1998, som Mortification lød i 1991. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Heraldry; Shadows Of Ancient Skies

Videoradio/Northwind Records. 2001

Heraldry er et heavy metal band der lyder lige som så mange andre af sine italienske kollegaer, og dermed står det allerede klart, at der ikke er noget nyt i vente for lytteren, som man sætter debuten ”Shadows Of Ancient Skies” i anlægget. Det er dog ikke specielt typisk for italienske heavy og power metal bands, at lægge ud med en intro der mest af alt minder om begyndelsen af Ac/Dcs ”Thunderstruck.” Der går dog ikke ret lang tid inden bandet sætter gang i en Europe anno 1984 møder Narnia anno 2000 lyd, hvorefter samtlige numre byder på tidstypisk power og heavy metal, samtidig med at langt mindre avancerede Dream Theater-lignende prog. elementer får frie tøjler i en skæring eller tre. Altså vi har hørt det hele før, og faktisk også mange gange i form af federe sange. Heraldrys største styrke består af en fænomentalt tekniskbegavet  guitarist, og det er netop når førnævnte får frit spil, at det fungerer bedst for Heraldry. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Hex Error; Hex Error

Selvstændig. 2001

Jeg vil spise både hat og briller på, at Atlantas Hex Error har en pladekontrakt ved udgangen af år 2002. Og hvis de så alligevel ikke har det, så vil jeg yderligere spise en pose hundelort eller to på, at det er på grund af at; a) at slipsefolkene hos pladeselskaberne har ikke gennemlyttet materialet Hex Error har sendt dem, b) at de samme slipsefolk ikke ved hvordan man tænder for CD-spilleren, og derfor af god grund ikke har gennemhørt materialet, eller c) at de simpelthen er døve og derfor burde søge andet arbejde. Men videre til musikken. Bandets post-punk, hardcore og metal kompositioner leder tankerne hen på en række meget forskellige bands, uden at Hex Error egentlig lyder helt som noget af dem. På den mere ekstreme front ledes tankerne hen på bands som Disbelief, Neurosis, samtidig med at bands som Fugazi, Agnostic Front, Sonic Youth og The Blamed ved flere lejligheder er oppe at vende. Som du nok kan høre, så er Hex Error ikke et band man bare sådan sættes i bås, når der lukkes op for posen og den dynamisk sprudlende og aggressivt rytmiske tungrock hældes ud. Månedens selvstændige band, mine damer og herrer. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Hin Onde; Songs Of Battle

Aftermath Music. 2000

Det var ikke med alverdens begejstring, at jeg satte den nye skive med Hin Onde i cd-spilleren. Jeg havde regnet med a-typisk norsk metal, som ofte er meget enslydende, men jeg blev overrasket over hvor varieret Hin Onde’s musik i virkeligheden var. Det startede godt nok med death metal, som jeg også havde regnet, men allerede i anden skæring blev døds vokalerne udskiftet med ren sang, som varierede fra dyster dyb stemmet sang til almindelig heavy metal, som faktisk gjorde musikken lidt mere lyttervenlig og interessant. Instrumenterne er alle godt spillet på nær trommerne, som både er forudsigelige og uopfindsomme med deres kedelige og simple takter. At trommerne har denne effekt på mig, kan også have noget at gøre med, at produktionen ikke er så god, og når det er tilfældet, så går det ofte udover trommerne i mikset. Keyboard delen af Hin Onde, er måske det mest forfriskende ved bandets musik, i det keyboardet har noget symfonisk over sig, hvilket giver lydbilledet en lidt mere atmosfære-fyldt stemning. Men selvom man bliver positivt overrasket i begyndelsen af cd’en, så bliver man som cd’en nærmer sig slutningen igen overvældet af ligegyldighed. Det lyder lidt som der er fjorten numre, kun for at have fjorten i stedet for stoppe ved ti og mens legen var god. I slutningen bliver det lidt for enslydende, måske fordi de her vælger udelukkende at koncentrere sig om death metal, hvilket er synd da det er de numre med rene vokaler blandet med døds vokaler som fungerer bedst. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Hirax; Barrage Of Noice

Deep Six Records. 2001

Så er det endnu engang tid til primitiv og gammelskole thrash metal, denne gang med kultbandet Hirax. Jeg har ladet mig fortælle, at forhenværende Dark Angel guitarist Jim Durkin i fremtiden vil vride i strengene hos bandet, og forhåbentlig vil det hjælpe lidt med til at inspirere til noget mere udfordrende. Det er nemlig ikke meget nyt, eller originalt for den sags skyld, på ”Barrage Of Noice”. Det skal lige indskydes, at det som sådan ikke er dårligt spillet, og det er vist heller ikke decideret kedeligt, men der kunne godt være noget mere spændende at hente, end bare den samme gamle og nedslidte thrash-lyd. Forhåbentlig bliver det lidt mere variation på den opkommende fuldlængde, således at karakteren kan forhøjes fra tre og på fire, eller måske endda fem… eller ja, host…seks. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Holochaust; Valley Of Misery

Selvstændig. 2001

Finske Holochaust har tilsyneladende haft en vis mp3 succes på Internettet, selvom den endnu ikke står til det vilde mainstream. Deres nye demo ”Valley Of Misery” har en ret primitiv heavy metal lyd at tilbyde lytteren, og man bliver minsandten taget tilbage til de vilde 80’er hvor bands som Metallica tornede den ganske scene. Men selvom man vælger at lave musik som minder om gammelt Metallica, så betyder det ikke at man får en god anmeldelse fra anmelderen på Past and Present Music, vel? Øh, de tre numre er som sådan gode nok, og jeg kan forestille mig, at fans hård rock og metal fra de tidlige 80’er vil nyde disse tre numre – det må da være nogen der gør, siden der downloades imellem 5.000 til 10.000 mp3’ere om måneden – men dette er ikke meget mere end en standard demo, med en produktion som godt kunne være bedre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð      

 

Holy Lamb; Salt Of The Earth

Mellow Records. 1999

Det er godt nok ikke hver dag, at man hører et progressivt rock band fra Litauen, og slet ikke når de er på et italiensk pladeselskab. Men lad det ligge… Bandet har været sammen siden i 1991, men jeg ved ikke hvor meget der er udgivet før denne skive. Som et typiske progressivt rock band, så er bandet rimelig eksperimenterende, og numrene bliver ved ud i det uendelige. F.eks. er der et nummer som varer i næsten sytten minutter, og alt i alt varer de fem numre på Salt Of The Earth i over 45 minutter, hvilket siger så meget som at numrene næsten varer ti minutter i gennemsnit. Det er da nogle gode idéer af finde fordelt forskellige steder over disse 45 minutter, men jeg synes ikke at der er noget helt specielt genialt. Når jeg er i et progressivt rock humør, er jeg sikker på, at jeg meget hellere ville vælge at høre Kansas eller Dream Theater i stedet for Holy Lamb. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Holy Moses; Master Of Disaster

Century Media/Nordic Metal. 18-06-2001

Sabina Classen, som er forsangerinde i Holy Moses, var engang en mindre celebrity i sit hjemland, Tyskland. Hun havde nemlig engang sit eget tv-show med heavy metal musik på kanalen RTL (ja, den kanal, med dårlig tysk 70’er porno). Bandet startede helt tilbage i 1980, og har siden kæmpet mange, en heavy metal kamp. Udover en række demoer, en ”best of” udgivelse og denne mini-skive, har bandet fra 1986, da deres første album udkom, udgivet seks album. Denne mini-skive er deres første for Centory Media, og samtidig deres første udgivelse i hele syv år. Der er dog ikke mere end 18 minutters ny musik på ”Master Of Disaster”, hvilket ikke ret meget efter syv år, men jeg kan forestille mig, at fans af bandet som har ventet i alle disse år er i thrash-himlen efter en gennemlytning af ”Master Of Disaster”. Der er næppe andre kvinder på metalfronten der er så intense og sindssyge som Sabina Classen, og det er hendes til tider nærmest black metal inspirerede skrig, som ovenover den tonstunge thrash-metal, sætter sit præg på skiven. Hårdt, svedigt og fuldt af oplagrede aggressioner. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Holy Moses; Disorder Of The Order

Century Media/Nordic Metal. 24-06-2002

De har travlt, har de, tyske Holy Moses, der med Sabina Classen i front allerede igen er pladeakutelle efter udgivelsen af “Master Of Disaster” sidste år. Sabina Classen er stadig en af de ondeste kvinderøser indenfor ekstrem metal. Vidste man ikke på forhånd, at Sabina var en kvinde, så ville man næppe finde ud af det, ved at høre hende synge på “Disorder Of The Order”, for når Sabina brøler løs, så forekommer hun så brutal og ufemenin, at hun får samtlige af sine mandlige kollegaer at lyde som en flok skoletøser på kareoketur, mens hun selv med lethed kunne forveksles med hår på brystet og klokkeværk i underbukserne. Men en hårdnakket sangerinde behøver ikke nødvendigvis at spinde middelmådige sange til guld, og det gør Sabina heller ikke. Problemet med “Disorder Of The Disorder” er, at pladen ikke består af meget mere end det samme som bandet tidligere har udgivet, blot uden nogle deciderede højdepunkter. Misforstå mig nu ikke, Holy Moses og Sabina er helt ok efter almindelig thrash-standard, men er man på udkig efter rigtig fede bands med sindsyge kvindelige forsangere, så burde især hardcore bandet Still Breathing og deres debut “September”, eller Arch Enemys dyeste death metal udspil “Wages Of Sin”, tjekkes. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Horde; Hellig Usvart

Rowe Productions

Jeg har i flere år hørt om cd’en Hellig Usvart, med black metal bandet Horde. Jeg har for det meste hørt gode ting om cd’en. Bl.a. har jeg hørt at Hellig Usvart er et sandt mesterværk, og at den er blandt de bedste black metal udgivelser (kristne eller ej) verden over. Rowe Productions har været så elskværdige, at sende mig et kopi af skiven, så jeg kan høre for mig selv.

 

Selv er jeg ikke blandt black metal'ens største fans, men jeg nyder en smule sort larm en gang i mellem. Horde skal efter sigende være kristen musiks bedste black metal band, men jeg kan ikke høre hvorfor. Der er ikke noget der siger mig noget. Der er ikke nogle numre der skiller sig ud, og der er ikke noget som rigtig fanger opmærksomheden. Der er bare larm og grovl, og larm og grovl igen. Med dette er ikke sagt at Horde er et dårligt band! Kun at denne anmelder har svært ved at forholde sig til det, han hører.

 

Der er dog en ting, som denne anmelder synes meget godt om, og det er albummets anonymitet. Man får aldrig at vide hvem der spiller, synger, skriver eller producerer, og mig vidende er der stadig ingen der har taget æren for Hellig Usvart, selvom den har fået meget pæne anmeldelser verden over. Der er noget der tyder på at Horde er et norsk band. Dels på grund af navnet på cd’en (Hellig Usvart, som betyder helligt usort), og også fordi at der er (på norsk) skrevet, ”Vi de udødelige invitere dere til a sla dere sammen med oss” på bagsiden af coveret. (Horde er fra Australien har jeg senere erfaret – hje 2002) (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Horfixion; Disynchronize

Selvstændig. 2000

Horfixion er band fra Quebec, Canada. Bandet har før udgivet noget materiale, så som ep’er og demoer måske, men Disynchronize er, med dets ti sange, deres første fulde udgivelse. Bandet spiller klassisk power thrash metal som til tider ender i noget der ligner speed metal. Det er ikke meget, som tiltaler mig ved denne udgivelse. Alle ti numre lyder ret ens, og det bliver en smule kedeligt i længden. Når dette er sagt, så skal det også siges, at der er nogle gode riff idéer av og til, men det er ikke nok til at give mere end et lunkent helhedsindtryk. Hvis man er helt vild med Living Sacrifice’s første udgivelse under samme navn, så er der en mulighed at man også vil få noget ud af Horfixion, selvom jeg personligt ville foretrække Living Sacrifice. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Horizon; The Sky’s The Limit

Massacre/Nordic Metal. 25-03-2002

“The Sky’s The Limit” er debutalbummet med denne tysk/fransk/engelske kvartet, hvis speciale er traditionel heavy metal og hard rock tilsat mindre portioner progressive passager. Forsanger, Patrick Hemer, minder lidt om forsangeren i Scorpions, hvilket er ment som en kompliment, men ellers er der ikke så meget at skrive hjem over. Du ved, det sædvanlige; blæret, små kedeligt, ikke decideret dårligt, men fuldstændig unødvendigt. ”The Sky’s The Limit”? Jo tak, det er bare ærgerligt at Horizon sætter sin grænse væsentligt lavere. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Human Abstrakt; Psycological Blindness

Selvstændig. 2002

Det var ikke så mange lovprisende ord Human Abstrakt fik med på vejen, når deres forrige udgivelse blev anmeldt sidste år i Chronicles Of Chaos. Nu har jeg ikke hørt pågældende demo, men jeg har den nye fuldlængde foran mig, og hvis problemet med forgængeren var den samme som på ”Psycological Blindness”, så kan jeg sagtens forholde mig til kritikken. Problemet ligger nemlig i at bandets lyd er alt for anonym, og deres Pantera-lydende monster riffs bliver hurtigt gamle og kedelige. Der er dog enkelte sange der slår igennem, og er med til at hive karakteren op på tre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Human Fortress; Lord Of Earth and Heavens Heir

LMP/Nordic Metal. 2001 (JJ----)

 

Evergrey; In Search Of Truth

InsideOut/Nordic Metal. 2001 (JJ----)

 

Edguy; Mandrake

AFM/Nordic Metal. (JJJ---)

”Historien gentager sig”, plejer man at sige, og det gælder også for rock musikken. Når grunge, punk-pop og nu-metal op igennem 90erne er blevet trendy, så har det altid haft med sig, at alle pladeselskaberne har villet have sin Green Day, Nirvana eller Korn-klon, og derfor er der mange dårlige bands der desværre bliver signet. Og selvom power metal ikke er trendy på samme måde som førnævnte genrer, så gælder noget af det samme også for power metal genren. Efterspørgslen efter power metal er ret stor, og derfor tager labels chancen, men engang i mellem, så tager de altså en nitte ud af posen. Det synes jeg, at LMP, som egentlig ikke signer ret meget andet end power metal, har gjort i Human Fortress’ tilfælde. Human Fortress’ musikalske kunnen er der dog ikke noget i vejen med (det er der sjældent hos nogen signede power metal bands), men bandet formår bare ikke at koble deres musikalske evner til nogle gode og holdbare idéer som hænger ved. Kort sagt; Human Fortress har intet at tilføje til det man allerede har hørt på den noget overfyldte power metal scene.

…Ligesom Human Fortress, siger svenske Everygrey mig ikke så meget. Bandet har tilsyneladende set et X-Files afsnit for meget, og derfor har de valgt at centrere deres tekster omkring mystik i form af rumvæsener og sådan noget. Musikken er småkedelig med dens Dream Theater lignende guitarriffs, langtrukne og alt for dominerende keyboardflader og en forsanger som til tider er lidt fraværende. Der er nogle storslåede omkvæder iblandt de ni numre, og disse hjælper lidt på helhedsbilledet, men ikke nok til at gøre dette album til noget specielt holdbart værk. Småkedelig klassisk rock til konservatorieuddannede rocknørder.

Lidt bedre går det for Edguy som med ”Mandrake” netop har udgivet sit femte album til dato. Dvs. det tror man i hvert fald i starten. Åbningsnummeret ”Tears Of A Mandrake” er nemlig i besiddelse alt hvad et godt power metal nummer skal være i besiddelse af, og ikke mindst et ufejlende storslået og iørefaldende omkvæde, som ikke forlader lytteren i de næste par timer. Videre er der flere rimelig gode numre, men når man lige har hørt ”Tears Of A Mandrake”, så kan man ikke andet end tænke, at Edguy fyrede det meste af krudtet af til at starte med, og derefter gik lidt i stå, og imod slutningen kommer det endda så langt, at albummet ender med at stå i monotoniens tegn. ”Mandrake” er et power metal album på det jævne, som dog lige hæver sig lidt over både Human Fortress og Everygreys nye albums. Alene nummeret ”Tears Of A Mandrake” vil hive en stor del af dine investerede penge ind igen. Hans Jákup Eiðisgarð

 

H.P.P.; Hard Pounding Percussion

Possessive Blindfold Recordings. 2000

Italienske H.P.P. vil, med deres nyeste udgivelse, gerne vise verden, at Italien har andet at tilbyde end pasta og Pavarotti, og tro mig, det beviser de med Hard Pounding Percussion. Alt hvad jeg har hørt om H.P.P. (Hard Poounding Percussion før kendt som Horse Penis Pants), har været særdeles positivt, men når jeg nu selv hører musikken, må jeg erkende at H.P.P. ikke er de genier, som de bliver lagt ud for at være. H.P.P. spiller en meget kedelig form for industrial musik, som er ambient på samme tid med, at den er helt vildt larmende. Man kunne næsten kalde dette støj-techno. Jeg har personligt fundet industrial og darkwave genrerne at være spændende og forfriskende, og derfor ville jeg meget gerne kunne lide H.P.P., men efter et par gennemlytninger, er jeg kommet til den konklusion, at Hard Pounding Percussion, som denne udgivelse kaldes, er noget af det værste industrial lort, jeg har hørt til dato. Jeg ved godt, at industrial oprindeligt udelukkende var en genre, hvor der blev gjort brug af støjklange, computereffekter og andet maskineri, og jeg må indrømme, at jeg ikke har den helt store kendskab til genrens grundlæggende kunstnere, men jeg har hørt fede noice-industrial plader, og jeg ved at dette er ikke en af dem. Personligt synes jeg, at nogle tonstunge guitarriffs og nogle hårdt pumpende trommebeats, kunne hjælpe enormt meget med at gøre H.P.P’s musik kun en lille smule mere brugbar.  (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Iced Earth; Horror Show

Century Media/Nordic Metal. 18-06-2001

Det pisser mig af, når pladeselskaberne vælger, at lave ”fade-out” versioner af samtlige numre på promoerne, og det er lige hvad Century Media har gjort på ”Horrow Show” promoen som jeg har modtaget. Jeg ved ikke, om det er noget jeg burde fortælle, men jeg gør det alligevel. Hele otte ud af 11 numre bliver ”fadade ud” inden sangens slutning, og det er en synd og skam, især fordi, at hvis jeg nu virkelig gerne ville have ”Horrow Show” i min samling, så blev jeg alligevel nød til at købe den. Men jeg går udfra, at der ikke er de helt vilde nedskæringer lavet, så jeg holder mig bare til promoen. Iced Earth er et af de der melodiske metal bands, som i virkeligheden nok ville have haft meget større kommerciel succes, hvis de bare spillede i 80’erne. De har nemlig masser af kommerciel melodisk metal appeal, og hvis f.eks. de spillede dengang, og Desmond Child fik fingrene i en af deres skiver, så ville de have været ligeså store som Motley Crue eller Skidrow. Men i dag skal der mere til end bare at lyde cool. Og i øvrigt er det heller ikke cool at spille melodisk metal mere. Men som sagt, Iced Earth er mere end det som dengang var cool. De er mere tekniske og langt mere fokuserede, og desuden er jeg ret sikker på, at det kommercielle betyder en pind for Iced Earth. Iced Earth leverer noget af nutidens bedste, krystal klare power og speed metal, tilsat en sund dose smukke melodiske soli og harmonerende vokaler. Og så er der endda ballader at finde på ”Horror Show”, men dog ikke power ballader a la 80’ernes eller de tidlige 90’ers Scorpions eller Skidrow, men noget der ligner en Queensryche ”Empire” ballade. Af alle melodiske og power metal udgivelser i år, er ”Horror Show” kun overgået af Falconers udgivelse tidligere i år. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Iced Earth; Tribute To The Gods

Century Media/Nordic Metal. 21-10-2002

Der findes stadig mange gode heavy metal bands, men der er kun helt få, der den dag i dag, formår at holde den ånd der i sin tid blev tændt af bands som Iron Maiden og Judas Priest i live. Et af disse bands er Iced Earth, der siden 1991 har sendt den ene perle efter den anden på gaden. Nu er bandet så blevet enigt med sig selv i, at det måske kunne være sjovt, at sende et album med coversange på gaden, for ligesom at hylde dem der gik forud, og hvordan gøres det bedre end med coverversioner af førnævnte Iron Maiden (”Number Of The Beast” og ”Hallowed Be Thy Name”) og Judas Priest (”Screaming For Vengeance”), samt Black Sabbath (”Black Sabbath”), Alice Cooper (”Dead Babies”), KISS (”Creatures Of The Night” og ”God Of Thunder”) og AC/DC (”Highway To Hell” og ”It’s A Long Way To The Top”). Måske lidt overraskende - men ganske fortjent - bliver Blue Oyster Cult også hyldet, hvilket gøres med ”Cities On Flame” og ”Burnin’ For You.” Vi oplever ofte coveralbums som pinlige om end velmente hyldester til banebrydende kunstnere, der dog i sidste ende bliver mere latterliggjort end hyldet. Iced Earths ”Tribute To The Gods” er ikke i samme kategori som førnævnte, selvom det heller ikke er det bedste coveralbum nogensinde. F.eks. er der intet nummer jeg ikke hellere ville høre i dens originalversion, men på den anden side, er der heller intet dårligt nummer at finde på skiven. Alt i alt er ”Tribute To The Gods” et ganske ok hyldest album, der herfra anbefales for dem der har eg svagt hjerte for coveralbums. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Illnath; Angelic Voices Calling

Selvstændig. 2001

Hvordan i alverden kan det være, at jeg aldrig før hverken har hørt eller hørt om Illnath? Aldrig før har jeg hørt så velgennemarbejdet materiale fra et dansk usignet metalband. ”Angelic Voices Calling” er sådan kun set en demo-udgivelse med små fem skæringer i alt, hvoraf den første er en kort intro, men lyden er ganske enkelt perfekt for en demo at være, og faktisk bedre end meget af det man hører fra de etablerede signede bands. For dem der ligesom mig aldrig har hørt om Illnath før, kan jeg fortælle så meget, som at de er black metal band, og et rigtig godt af slagsen endda. Bandet læner sig lidt mere op ad den kommercielle side af genren, og måske mest i retning af Cradle Of Filth, hvis man skal nævne et navn at sammenligne med. Der gøres brug at en god portion atmosfæriske keyboardpassager, men i modsætning til ca. 70% af hele black metal genren går disse ikke overbord i overforbrug, og forbliver derved interessante hele vejen igennem uden at ende i monotoniens land, som tit har været tilfældet for flere af genrens kollegaer. Ingen fan af god black metal burde føle sig snydt efter at have investeret i ”Angelic Voices Calling”. Illnath har åbnet for danske bands som Withering Surface, Blazing Eternity osv., men realiteten er, at de bestemt ikke står bag førnævnte bands, når det gælder god metalmusik. Når, og jeg siger når, bandet bliver signet, bliver det måske de andre bands der må stå i kø for at åbne for Illnath. Og skål for det. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Immemoreal; Temple Of Retridution

Blackend/Plastichead. 2000

Efter tre demoer og flere medlem skift, har det svenske band Immemoreal endelig udgivet deres første album. Bandet startede deres karriere helt tilbage i 1993, så det må siges at have været lang tid, Immemoreal har været om det første album. Om når et band har haft så lang tid om noget, så skulle man også tro, at tingene ville være perfekt, men det er de sådan set ikke helt. Det jeg prøver at sige er, at de femten numre ikke er helt uden charme, men decideret gode er de heller ikke. Temple Of Retridution er alt for ligegyldig, og så ligner den også alt andet man har hørt igennem årene på det melodiske black metal marked. Jeg havde forventet mere. Hvad mere kan jeg sige? (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Immortal Souls/Mordecai; Split EP

Little Rose Productions 1999

Av, dette er for vildt. To af finlands bedste sorte/død -metal bands, på og samme cd, med fire numre hver. Immortal Souls starter med noget meget tætknyttet døds metal guitarspil, og nogle brutale black metal vokaler. Immortal Souls er meget godt til det de gør, og klarer at holde lytteren fra at kede sig. Måske har dette også noget at gøre med, at sangene ikke er for lange. Mordecai spiller, på den anden side, noget helt vildt kaotisk, og er måske ikke lige så lette at kunne lide, men de kan altså trykke den af. Fans af Training for Utopia, skulle i hvert fald elske de skrigende black metal vokaler. Alt i alt en god skive fra Finske selskab Little Rose Productions. Jeg hører at Finland har et marked for denne slags musik, hvilket kun er godt for os metal freaks, som får finsk metal tilsendt. Det siges også, at verdslige black metal bands som Dimmu Borgir er større end Spice Girls i Finland. Mon det passer? (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Impaled; The Dead Shall Dead Remain (JJJ---)

Deathvomit Records. Marts 2000

 

Impaled; Choice Cuts (JJ----)

Deathvomit Recors. Marts 2001

 

Når ordsproget siger, at man ikke skal dømme en bog – og i dette tilfælde cd - begrundet på dets udseende, så menes det naturligvis ikke med dødsrockerne i Impaled. Deres skiver kan nemlig – og skal – bedømmes på cover-omslagets udseende. På omslaget til ”The Dead Shall Dead Remain” ser man et mandfolk ligge foran en wc-kumme, med tarme og indvolde liggende over hele billedet, og også nede i selve kummen. Og hvis du synes det er slemt, så er det ingenting i forhold til omslaget til ”Choice Cuts”, hvor man ser benene på en kvinde, en masse blod, en masse indvolde og et nyfødt barn som får sit hoved savet af. Totalt ulækkert og sindssygt, og absolut ikke sjovt på nogen som helst måde. Og ja, det er præcis disse sygheder, man skal forvente når man sætter skiverne på, og med udsagn som ”You have to open graves to find girls to fall in love with?” er de godt på vej, til at være jordens sygeste band. Og de er dæleme også usjarmerende. Hvis ikke du tror mig, så tjek lige den her; ”We’re Impaled, we play joke. We put poo-poo in your coke”. Fyyyyy

 

Musikalsk er Impaled et ret primitivt dødsmetal og grindcore band. På deres ”The Dead Shall Dead Remain” skive er de dog en smule bedre end på den nye. Det hele – altså musikken - virker lidt mere fokuseret og gennemtænkt. Men det er langtfra et mesterværk, og at James Murphy har haft en finger med i spillet er slet ikke til at lægge mærke til. Udover nogenlunde velspillet deathmetal og enkelte Vengeace Rising lignende guitar-riffs, er der dog ikke meget at råbe hurra for her.

 

Men hvor ”The Dead Shall Dead Remain” på nogle områder virkede fokuseret og velspillet, så er ”Choice Cuts” i virkeligheden hverken fugl eller fisk, selvom den stilmæssigt ligner forgængeren meget. For meget, hvis jeg skal være helt ærlig, men den er alt for ufokuseret for at komme på samme niveau. Som albumtitlen måske antyder, så er dette udvalgte numre, så som demoer, covernumre og så videre. Covernumrene er Carcass’ ”Carneous Cacaffiny” og Impetigos ”I work For The Streetcleaner”, men hverken det ene eller det andet sætter dybere spor i undertegnedes sind. Verden ville overleve uden Impaled, og det ville undertegnede også. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Impellitteri; System X

SPV/Nordic Metal. 14-10-2002

I hjemlandet er der ingen der aner hvem Impellitteri er. De fleste af deres seneste albums har kun været at finde i amerikanske  pladeforretninger som importskiver fra Europa og Japan. Sagen er f.eks. en helt anden i Japan, hvor bandets plader sælger som varmt brød, idet bandet har en stor fanskare i Japan. Alligevel har det amerikanske rockblad HM Magazine, der for tiden ikke dækker specielt meget melodisk metal, taget Impellitteri til sig. Bladet har også beskrevet Chris Impellitteris guitarspil som hurtigere end menneskelig muligt og alligevel melodisk, hvilket nok er den flotteste beskrivelse en guitarist af Chris’ slags kan få. I min verden står Chris Impellitteri som guitarist ikke bag mænd som Yngwie Malmsteen, og hvorfor guitartroldmanden aldrig har opnået større succes er hinsides mig. Men nu er endnu et Impellitteri album ude, og selvom fans af bandet måske havde svært ved at forestille sig et Impellitteri uden Rob Rock, der forlod bandet for lidt over to år siden, så er bandet kommet godt fra opgaven. Dette har ikke mindst været på grund af den nye forsanger, Graham Bonnett, der tidligere har været medlem af MSG og Rainbow. Graham Bonnett er dog ikke et nyt ansigt i truppen, for helt tilbage i 1988 medvirkede han som forsanger på livealbummet ”Stand In Line” – et album der underligt nok af en eller andet grund igennem årene har stået medlemmerne af nu-metal bandet P.O.D. nær. Så hvad kan man forvente af det nye album? Tja, hurtigt og velspillet power metal, der dog er en anelse mindre hurtig end tidligere, og samtidig en anelse mere melodisk. Savnes Rob Rock? Lidt. Men Graham Bonnett kan også gøre det. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Impreative Reaction; Ruined

Metropolis Records. 2002

Som jeg en dag sad og bladede igennem min for hver dag voksende anmelderbunke, stødte jeg pludselig på Imperative Reaction. ”Hmm, nej, endnu en kedelig og intetsigende death metal plade”, tænkte jeg, og var lige ved at lægge skiven i bunken igen, til anmeldelse på et senere tidspunkt. Men så vendte jeg tilfældigvis skiven, og så at det var Metropolis Records der udgav albummet, og så var den jo ikke længere – pladen blev lagt i spilleren. Hvorfor, spørger du? Jo, fordi Metropolis udgiver stort set kun industrial musik, eller i det mindste hård, og ofte guitarbaseret, elektronisk musik, og da denne type musik, i forhold til mange andre typer musik, er alt for lidt anmeldt på disse sider, så er det skiver som denne, jeg ser til dagligt ser frem imod (ikke nødvendigvis industrial, men noget der ikke kommer hele tiden). Intet er så kedeligt som altid at skulle høre det samme hver dag. Impreative Reaction er dog ikke helt så spændende, som mange af de tidligere Metropolis udgivelser. Bevares, de er ikke værre end de fleste, men derimod er de heller ikke helt på toppen. Selve musikken er ofte ganske hård og metalinspireret, men til tider lægges der også rimelig bløde ting henover. F.eks. minder de til tider ikke så lidt om en af mine gamle industrial favoritter, Deitiphobia, på deres ”Clean” album, og det glæder mig. Andre gange minder de næsten om et gammelt Depeche Mode, bare i en langt hårdere udlægning. Det korte af det lange er, at dette er et ok album, men det går næppe i historien som noget essentielt. Og banebrydende er det heller ikke. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

In Gray; Above

Selvstændig. 2001

Svenske In Gray har spillet sammen siden 1992, og med årene har de udgivet seks demoudgivelser, hvoraf ”Above” er den nyeste. Der er kun to numre på demoen, hvilket nok er lige i underkanten, når man skal dømme om hvad bandet kan, men begge numre er forholdsvis gode, og kunne hvis de kom i de rette hænder måske føre til en pladekontrakt med et af de større selskaber. Stilmæssigt ligger bandet tæt op ad den moderne rock/metal man har hørt fra Thorn 11 tidligere på året, samtidig med at nyere goth-rock a la Katatonia også sætter sit præg. Dertil kan drages klare paralleller imellem In Grays forsanger og Metallicas James Hetfield. Selvom jeg personligt synes at demoens to numre er rimelig gode, så ender jeg kun med at give demoen en karakter på tre smilehoveder, i det jeg synes at In Gray virker lidt anonyme, mens de lader inspirationerne af andre bands fylde for meget i deres lyd. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

In Peccatum; Antilia

Selvstændig. 2002

Her finder vi endnu et gotisk metal band der følger i Moonspells fodspor. In Peccatum kommer ligesom Moonspell også fra Portugal, men udover at lade sig inspirere af landsmændene i Moonspell, så har de også indraget inspirationer fra tidligt Paradise Lost materiale, samt andre klassiske værker. Lyden er overraskende god af et selvstændigt gotisk doom album at være, og bandets instrumentale og tekniske formåen er bestemt i genrens bedre ende. Fans af Moonspell og gammelt Paradise Lost skulle måske overveje at tjekke In Peccatum nærmere, men vær blot advaret, at In Peccatum på denne femsangs ep ikke er i besiddelse af de samme let kendelige og velsiddende sange. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Infinity; Infinity

Drakker/Nordic Metal. 04-03-2002

Ligesom Pain Of Salvations nyeste album, som jeg anmeldte forrige måned, er ”Infinity” et album der tager tid at lære at kende. I modsætning til førnævnte album kan det dog ske, at man rives med engang imellem hvis koncentrationen er tilstede. Men man skal være i humør til ”Infinity”, hvis man skal få noget ud af det. Det er tungt, det er det. Ikke tungt som i heavy metal tungt, selvom heavy guitaren spiller sin rolle i projektets lydunivers. Det er snarere tungt som i de der operaer din bedstemor hører i radioen om søndagen. Eller tungt som en matematik time på en mindre veloplagt dag. Men det er også smukt (jeg vil helst slippe for at bruge ord som det der, uh). Der er masser af flotte englelydende operavokal præstationer som leveres af sangere fra Edenbridge, Nightwish, Stratovarius, Blackmore’s Night og Rhapsody. Der synes såmænd til et UG, og de musikalske præstationer er ligeledes fremragende, men det hele bunder lidt i, at det bliver en anelse for langtrukket og en anelse kedeligt. For tungt, så at sige. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

In4i; The In4i Demos – It’s All Fun And Games

Crook’d Records

Det er ikke hverdag man finder folk fra så velkendte bands som Exodus, Overkill og Angel Witch i et og samme band, uden at pågældende band på noget som helst tidspunkt har nået at etablere sig, og skabe sig selv et navn. Dette er dog i hvert fald tilfældet med In4i, som inden deres karriere var slut kun nåede at udgive to demoer og at spille et liveshow. Bandmedlemmerne er naturligvis aktive i andre bands på nuværende tidspunkt, og det er nok dette der gør at der er blevet en hvis efterspørgsel efter disse gamle demoer. Demoerne udkom oprindeligt i 1994 og 1995, og på ”It’s Fun And Games” samles 7 sange fra disse demoer. Stilen er 80’er metal med et thrash-twist, tilsat en forsanger der minder meget om Ozzy Osbourne. Lydkvaliteten er så som så, men sangskrivningen er faktisk helt ok. Dette band kunne måske være blevet til noget mere, hvem ved? (JJJ---) Hans Jákup EIðisgarð

 

Infidel? / Castro!; Case Studies In Bioentropy

Selvstændig. 2002

Where Fidel Castro at? Underligt band navn, og bestemt også en underlig kombination af musikalske beskæftigelser. Infidel? / Castro! er for mit vedkommende nærmest umulige at beskrive. Der er simpelthen alt for mange forskellige elementer i deres musik, til at jeg kan give en fortjent beskrivelse af selve lyden. Det bedste jeg kan gøre, er at sige, at talen er om hård guitarbaseret rock/metal musik med læssevis af elektroniske sager drysset henover, således at der til sidst bliver en noget industrial-lydende skive, selvom der egentlig ikke er talen om et decideret industrial album. Men selvom jeg ikke kan komme bandets, eller duoens, lyd nærmere, så kan jeg, om ikke andet, give min egen mening om galskaben. Ser du, normalt er jeg ret åbensindet, og elsker så at sige mange underlige ting. Ting der er lidt anderledes og bryder ved normerne, og jeg havde da også hørt gode ting om Infidel? / Castro!, inden jeg modtog skiven, men jeg må indrømme, at jeg bestemt ikke er specielt begejstret for bandets sammensætninger. Der er for rod i svineriet, og der mangler en retningslinje – den såkaldte røde tråd – for ligesom at sammenbinde de diverse musikstykker, således at lytterens interesse kan holdes længere end 20 sekunder ad gangen. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

Ingermandsland; Surface As Ceiling

Selvstændig. 2000

Navnet Ingermandsland er taget fra historien, om det norske skib af samme navn som I 1842 sank udenfor den norske kyst, og det samme er musikken og album-coveret på Surface As Ceiling. Musikalsk er Ingermandsland et progressivt metal band, men tilbøjeligheder over for mange andre genrer. De ni numre som varer ud i mod en time, er rimelig varierede, ja måske endda for varierede, til at være taget helt seriøst. Der er flere vokalister på cd’en, og de varierer fra smukke kvindelige stemmer, til almindelig heavy metal til noget der ligner death metal. Udover de typiske rock instrumenter, så bliver der også gjort brug af en saxofon i et enkelt nummer, hvilket giver mening i den progressive sammenhæng. Tromme spillet er rimelig intenst, og til tider ligner det mere, hvad man kunne forvente at høre fra et syret jazz band eller et støjrock band end et progressivt metal band. Ingermandsland har gode musikalske evner, hvilket især kommer til syne i de mere afslappede numre, men hvad Ingermandsland vælger at gøre med dette, er deres eget problem. I hvert fald er det mere utåleligt, at høre bandet skifte fra velfungerende heavy metal numre over til death metal med rædsomme vokaler. Sådan kan man ikke gøre imod en opskrift som virker. Det er synd. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

I.N.R.I.; Hyper Bastard Breed

ColdBlood Industries. 21-09-2002

Det piner mig, at skulle kritisere et band, som man har hørt gode ting om. Men jeg har virkelig svært ved at finde de gode ting vedrørende dette album. Navnet I.N.R.I. - der nok også er et ordspil med de bogstaver der var skrevet på Jesus’ kors - betyder ellers i dette tilfælde Insane Non-Commercialised Rock Institude, og intet kunne beskrive bandets musik bedste end bandnavnet, for der er intet kommercielt omkring bandets musik. På den anden side er der heller ikke noget specielt fedt omkring bandets musik heller. Brutal dødsmetal i retning af God Dethroned bander på ”Hyper Bastard Breed” vej for femten numre, der i bund og grund er ganske undværlige – endda for death metal fans. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Internal Healing; Darkside Of Truth
Tutl 1998
For første gang i den færøske historie, er en thrash/death/industrial cd kommet på markedet. Det er derfor fedt at den også er kristen, fordi kristen musik er ofte mindst 10 år bag den ikke kristne musik. Som sagt er dette den første skive af slagsen på Færøerne, men der er udgivet i tonsvis af slagsen omkring hele verden i flere år, og denne er under ingen omstændigheder blandt de bedste. Der er dårlig lydkvalitet på cd'en, og sangeren kunne godt bruge en bedre stemme (i hvert fald til sangene hvor han prøver at synge rent). Internal Healing består kun af en person, nemlig Gulli Johansen, som spiller alle instrumenterne (sang, guitar, bas, keyboards, trommer og programmering). Cd'en er indspillet i hans eget værelse, på hans egen computer, og det er måske derfor lydkvaliteten er som den er. Selvom der er en hel del sange som ikke er særlig gode, så kan man blandt de 18 numre finde et par stykker der er sådan nogenlunde. En af disse er den færøske sang "kall til liv." Hvis du er interesseret at finde noget helt fantastisk finder du det nok ikke her, men måske du skulle bestemme for dig selv. Køb den fra Divine Noize et eller andet sted på nettet. (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Internal Suffering; Chaotic Matrix

Displeased Records. 2002

Ingen frase kunne passe bedre til Internal Sufferings musik end albumtitlen ”Chaotic Matrix”, for det er netop hvad dette album er; et kaotisk matrix. Og pressematerialet rammer også plet, når der står skrevet, at Internal Sufferings musik bestemt ikke er for dem med svage hjerter, hvilket er så sandt som det står skrevet. Men så er der heller ikke mere der rammer plet vedrørende denne kaotiske Colombianske death metal kvartet, der spiller så hurtigt og brutalt, at selv de hårdeste metalfans vil have svært ved at følge med deres grindcore og death metal blasteri. Hvis man har tænkt sig, at sætte skiven på for at høre hvad bandet har at sige igennem sine tekster, så anbefaler jeg, at man i stedet læser albumpapirerne, for man vil ikke forstå et eneste ord, ved kun at høre musikken. Og netop det gør måske ikke så meget, for der er da mange andre bands der heller ikke er i stand til at gøre deres tekster tydelige igennem larmen og growleriet, men de fleste af disse har i det mindste nogle interessante riffs, eller et eller andet at henvise til i stedet. Internal Suffering har intenting. (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

Internecine; The Book Of The Lambs

Hammerheart/Nordic Metal. 20-05-2002

“Vær parat til årets mest ekstreme death metal album”, således indledes pressematerialet til Internecine’s ”The Book Of The Lambs”, og allerede nu kan jeg sagtens forestille mig, at denne udtalelse ikke vil være så langt fra virkeligheden ved årets udgang. Stod der på den anden side; ”vær parat til årets bedste death metal album”, så ville den være helt gal, for ”The Book Of The Lambs” er ikke andet end ni ubrugelige sange, som Jared Anderson bruger som undskyldning for at få lov til at være endnu mere brutal end i Morbid Angel og Hate Eternal. Og det bliver bestemt ikke bedre, når man læser, at manden har arbejdet på sangene i over fem hele år. Føj for en spild af tid, siger jeg bare. Jared Anderson har selv skrevet hele molevitten, spillet alt undtaget trommer, hvilket gøres af Tony Laureano (Angel Corpse og Nile) og Dered Roddy (Hate Eternal), og enkelte guitarsoli der spilles af produceren Erik Rutan. Det bliver også gjort rede for den utrolige brutalitet, teknik og variation musikken består af i pressematerialet. Teknikken ved vi Jared har på plads, og brutaliteten er selvskrevet, men variationen den mangler i den grad. Årets hidtil mest ekstreme death metal album, men så sandelig også det kedeligste. (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Inversion; The Nature Of Depravity

Selvstændig. 2000

Engang så anmeldte jeg nærmest kun musik som denne. Altså musik med kristne tekster, selvom det ikke var hver dag, at det musikalsk blev lige brutalt som hos Inversion. Inversion ser dog ikke ud til, at være et kristent band, når man ser cover-omslaget til ”The Nature Of Depravity”, hvor man ser en mand kun iført læder undertøj, ligge for fødderne af lettere læder påklædt, stående kvinde. Forklaringen er dog den, at dagens mandfolk snart kun lever for deres kødige lyster. Lysten til kvinder. Ikke fordi de er kvinder, men sexsymboler. Og hvis man hænger på, så finder man vel ud af, at det skam bliver kristeligt, når man kommer lidt længere ind i denne omkring en times lange skive, selvom man fra nummer til nummer ikke ligefrem lægger mærke til det, uden at man gør sig umage for at finde ud af det, ved at tænke lidt selv. Men hen imod slutningen beder forsangeren en inderlig bøn til Vorherre, og så er der ingen tvivl mere. Det er skam kristen musik, det her, og derved er muligheden for at blive tager seriøst på nutidens dødsmetal scene allerede formindsket en del. Men det er en skam, fordi Inversion har en mere varieret lyd, end mange dødsmetal bands jeg har hørt længe. Der er ekstreme tordnende dødsriffs, dybe growl, black metal vokaler – og endda lidt ren sang – samt blast beats en smule melodiske soli som dog er det fundamentale i bandets univers. Men selvom Inversion er bedre end en del dødsbands, jeg har hørt de sidste par måneder, så er jeg alligevel ikke helt fornøjet, og ikke specielt imponeret hellere, men man skal være idiot for ikke at se – eller høre - at disse canadiske gutter mener det alvorligt, og at det kan – og måske bliver - meget bedre i fremtiden. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Iron Fire; On The Edge

Noice Records/Nordic Metal. 2001

Når man tænker på, hvor mange gode heavy metal bands kommer fra nabolandene Sverige og Tyskland, er det egentligt mærkeligt, at der skal være så få i Danmark. Der er godt nok et par stykker, men de der når udover landgrænsen og ud i den store virkelige verden er få. Iron Fire er dog et af de bands, som efter god presse verden over, burde kunne nå længere end de sædvanlige danske hard rock orkestre. Iron Fire er et melodisk power metal band, som på ”On The Edge” har fået produktionshjælp fra Tommy Hansen (Pretty Maids, Helloween, osv.), og som er taget under vingerne af det kendte metalselskab Noice Records. Iron Fires musik, kan sammenlignes med bands som Helloween, Blind Guardian osv. Til tider lurer der også lidt gammelt Europe (ca. 1983). Men samtidig med at Iron Fire nok er et lidt typisk power metal band, så er bandets forsanger det ikke. Ok, halvdelen af tiden skal han ses som en typisk højrøstet heavy metal sanger, men resten af tiden minder han mest om Whitfield Crane fra Ugly Kid Joe. Bandet fungerer bedst, når speed/power metal’en forsvinder lidt, og den melodiske side kommer til syne. Her mener jeg, med de øjeblikke, hvor de bevægende guitar-soli sammen med en knivskarp melodi er i centrum. Danmark har ikke leveret en bedre heavy metal skive hidtil i år, og måske heller ikke i sidste år, men forhåbentligt vokser interessen for heavy-musik i fremtiden, i det der nu er bevidst at Dansk metal slet ikke er så tosset, når først muligheden bydes. En imponerende skive…Måske jeg skulle prøve at finde deres debut-skive. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Iron Savior; Condition Red

Noice/Nordic Metal. 2002

Iron Savior er siden 1997 hurtigt blevet et af de store tyske heavy metal bands, og bandits pladeselskab, Noice Records, er da også optimistiske og forventer hitlisteplaceringer i adskillige lande, men jeg kan allerede på forhånd afskrive den danske salgshitliste, for her hersker nu-metal sammen med lettere dance og R&B, samt lidt fløde drenge/pige pop, men det kan da være, at en rimelig position nås i hjemlandet Tyskland – hvem ved? Rent musikalsk beskæftiger Iron Savior sig også med det de har gjort fra starten, nemlig rendyrket, kraftfyldt og melodisk heavy metal uden stilmæssige afvigere, selvom der ganske vist bliver plads til en coverversion af ingen mindre end pop-klassikeren ”Crazy” efter Seal – naturligvis på bedste, rendyrkede heavy metal maner. Men når alt dette og mere til lægges for dommeren, må der konstateres, at bandet, på trods af overbevisende musikalske præstationer, ikke har leveret sange der sætter sig dybt nok i underbevidstheden, og derfor ikke kan betragtes iblandt årets hidtil stærkeste heavy metal albums. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Isis; Celestial

Hydra Head. 2000

Egentlig har jeg altid kun hørt gode ting om Isis, og jeg ville egentlig også meget gerne, have delt meninger med alle de mange anmeldere som har rost bandet til skyerne. Jeg har prøvet at sidde igennem ”Celestial” op til flere gange efterhånden, hver gang i håb om, at jeg denne gang ville kunne forstå den. Måske kommer det senere, hvem ved. Men egentlig tror jeg bare, at Isis ikke siger mig så meget. I hvert fald ikke så meget som, de siger mange andre. Man bliver fra start til slut på ”Celestial” mødt af en utrolig energi og aggression, og nogen gange sidder man faktisk og nikker med til musikken, men for det meste efterspørger jeg udstråling og sange som sidder. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

It Dies Today; Forever Scorned

Life Sentence Records. 2002

Whoa, dette var overhoved ikke hvad jeg havde regnet med. Jeg havde ligesom gjort mig klar til en omgang tidstypisk death metal, og havde ellers ikke sat håbet alt for højt til dette nye band fra Buffalo. Hvad tænkte jeg på, mand? It Dies Today er ganske vist et ret ekstremt band, men de er bestemt ikke et death metal band, selvom ”Forever Scorned” er spækket med det ene fede metalriff efter det andet, og selvom der er svenske melo-inspirationer at skimte hist og her. Bandets metalbaggrund deles 50/50 med aggressive hardcore-grooves, der i sidste ende gør It Dies Today til en af årets federe metalcore nykommere. Min eneste negative bemærkning vil blive, at der kun er seks sange på pladen. Halvdelen af tiden sidder jeg og ønsker, at de cd’er, jeg har modtaget ville være lidt kortere, og nu sidder jeg ironisk nok og irriteres over en plade der er for kort. Aldrig tilfreds, vel? Jo, jeg er, og det vil du også være, hvis du er metalcore fan og leder efter en ny fed US-core plade. Det her kan få dig igennem dagen. It Dies Today vil råbe, skrige og brøle dig ud af sengen, ud af huset og hele vejen på arbejde. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Jack Frost; Self Abusing Uglysex Ungod

W.A.B./Napalm. 2002

Jeg må sige, at jeg, efter at have hørt Autumn Clan, var spændt på at høre mere fra Wait and Bleed Records, og på det plan skuffer Jack Frost ikke, selvom de ikke helt er i samme boldgade som Autumn Clan. Ok, Jack Frost spiller gotisk metal, men de er meget mørkere end Autumn Clan, og deres sange indeholder en tyngde som Autumn Clan aldrig kommer i nærheden af. Det er tungt - meget tungt – og meget mørkt - deprimeerende mørkt nærmest. Det nærmeste jeg kan komme til at beskrive Jack Frost, er som et band der lyder lidt hen ad gammelt Paradise Lost, men med en forsanger der synger lidt mere hen ad Type O’ Negative. For fans af mørk gotisk metalmusik. (JJJJ--)

 

Jacks Of All Trades; Jacks Of All Trades

UgalaBugala. 2000

Hvis jeg siger Finland, siger i så black metal? Ja, jeg tænkte det nok, men Jacks Of All Trades, er faktisk noget så kommercielt som et nu-metal band. Og jeg mener et af de superkommercielle og iørefaldende nu-metal bands. Jacks Of All Trades har før været at finde på det finske pladeselskab Little Rose Productions, hvilket måske er lidt underligt, da dette selskab for det meste beskæftiger sig med døds og sort-metal. I alle fald, er bandet ikke på Little Rose mere, men arbejder nu mere eller mindre selvstændigt. Der er tre numre på denne ep, og musikken vil falde godt i smag hos fans af Linkin Park, Limp Bizkit og måske Pillar. Jacks Of All Trades starter for vildt, med et tonstung rapcore sang fuld at scratches, hvorefter de holdet tempoet oppe med henholdsvis tonstung heavy-hop og hardcore. Forskellen på Jacks Of All Trades og mange af de andre nu-metal bands, er at Jacks Of All Trades faktisk lyder godt og skriver fede numre. De er måske ikke helt originale og nyskabende, men svedige er de om ikke andet. Forestil dig en mildere og mere lyttervenlig version af Korn eller en mere aggressiv og lige-i-øjet version af Pillar, og du er ikke helt forkert på Jacks Of All Trades’ lyd. Svedigt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Jacks Of All Trades; Teaser

Intensive Elements/Lowroof Records

Sidste gang jeg anmeldte en udgivelse med Jacks Of All Trades, nævnte jeg, at de var et nu-metal band med en superkommerciel lyd. Jeg har også undret mig over, hvorfor et band som Jacks Of All Trades ikke har været signet til et stort pladeselskab, men nu er det endelig sket. Warner Bros har nemlig set potentiale i de finske metalrockere, og deres kommende album udkommer også snart igennem Warner Bros, hvilket i øvrigt gør dem til labelmates med ingen ringere end Linkin ”Friggin’” Park. Stilmæssigt bevæger bandet sig også omkring de samme iørefaldende kombinationer af rapvokaler, metalguitarer, hardcore-råbevokaler, ren sang og scrathes som netop Linkin Park. ”Teaser”, der her bearbejdes, er dog ikke det kommende storalbum for Warner Bros, men derimod det sidste album for et mindre, selvstændigt pladeselskab. I hvert fald foreløbig. Navnet ”Teaser” kommer af at materialet på skiven er taget forskellige steder fra deres bagkatalog, bl.a. også den fede 3-sangs demo jeg anmeldte for to år siden. ”Liar”, ”Bow Down” og ”Point Of NO Return” (sidstnævnte vil også findes på det kommende WB-album) er stadig lige i øjet og smaskfede, mens nyere numre som ”Child Missing” og ”Tonight” også er lige til at forelske sig i. Nu glæder jeg mig bare til det kommende album. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Jacobs Dream; Theater Of War

Metal Blade/Nordic Metal. 28-05-2001

Jacobs Dream var en af sidste års største nykommer på heavy metal scenen, og deres debut på Metal Blade solgte sidste år imponerende omkring de 10.000 eksemplarer. På trods af bandets nykommer status sidste år, har bandet været aktivt på metalscene siden 1994 under navnet Iron Angel. Efter navneskiftet og udgivelsen af deres første demo, begyndte de for alvor at røre på sig i undergrunden, og kort sagt, var Metal Blade først ude med kanonerne og fik en kontrakt i hus, hvilket bringer os frem til i dag med hensyn til udgivelsen af dette, deres andet album. Og allerede nu tør jeg med sikkerhed at sige, at ”Theater Of War” ikke kommer til at stå bagerst, når tyske power-metal anmeldere vil præsentere deres personlige, årlige album hitlister. Der er allerede udkommet en del power-metal udgivelser i år, og ud af flere gode og endnu mere ikke så gode, er denne klart en af dem som kommer til at stå distancen. Det kan måske have noget at gøre med, at bandet ikke er så ens sporede som de fleste power-metal bands, som ikke har meget andet end melodi og speed kørende for dem. På grund af det klassiske appeal og det høj tekniske niveau, kan bandet ligeså godt sammenlignes med Iron Maiden og Queensryche, som med ethvert andet power metal band. ”Theater Of War” er Metal Blades topprioritet i maj måned, hvilket måske kan undre lidt, når der jo også er udkommet skiver med bl.a. veteranerne i Hades, Flotsam & Jetsam og groove-kongen i Poundhound, men talent kan ikke diskuteres og talent det har Jacobs Dream mere af end de fleste. Salgstal er desuden heller ikke til at diskutere, og måske er det mest derfor Metal Blade satser både røv og nøgler på bandet. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Jacob’s Well; within the circle, 1999

Stiff Arm Records

Producer; ikke opgivet (s12)

Dette er endnu et af de der selvstændige amerikanske bands, som arbejder hårdt for at klare sig i branchen, men i modsætning til mange andre bands, så er Jacob’s Well rigtig gode, til det de laver. Jeg har hørt dem beskrevet som et grunge/rap/rock band med Blindside indflydelser. Ok, der er en masse af grunge elementer i Jacob’s Well’s musik, men de er ikke et grunge band. De er heller ikke noget rap band, selvom der er nok af rapcore indflydelser. Der er også indflydelser fra kommerciel hiphop/metal, og endda lidt moderne rock fra tid til anden, men hvad dette er mest af alt er hardcore, ikke så langt fra Blindside’s territorium. Som du kan se, så er Jacob’s Well over det hele, og de gør det godt. Dette er ikke en af de der plader, som du må høre flere gange, før du ved, om du kan lide den eller ej. Du ved det første gang, eller det gjorde jeg i hvert fald, og ved du hvad? Jeg kan faktisk lide den endnu bedre nu, jeg har hørt den et par gange. Dette gør endda en tur med hunden til en dejlig tur, og jeg burde vide det J!

 

Ok, dette er heller ikke nogen perfekt udgivelse. Produktionen kunne være bedre, og på de mere stille numre, kunne vokalerne også være bedre, men dette er ikke noget som ikke kan laves om, på deres næste udgivelse, som forhåbentligt ikke er alt for langt væk. Jeg er rigtig glad for denne CD, og jeg tror, at den vil blive i CD-spilleren i nogen tid endnu. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Jane Doe 69; Solid

Selvstændig. 2001

Det lød meget lovende, da Ball Buster anmeldte en gammel Jane Doe 69 udgivelse sidste år. Jeg fik dog aldrig tilegnet mig Ep’en, men et år er gået, og nu er endnu en Ep udkommet. Der er kun tre sange på Ep’en, hvilket ikke er specielt meget nyt materiale at lave på et år, og selvom Ep’en måske er ment som en pladekontraktsmadding, så ændrer det ikke, at fans af bandet har brug for mere end tre nye numre på et helt år, hvis de skal blive ved at følge dem. Det er trods alt dyrt at rejse verden – eller kun Finland - op og ned, for at høre det nye materiale. Jane Doe 69 spiller benhård og ondsindet thrash metal musik, som dog ikke er uden for radioens rækkevidde, idet at der er visse nu-metal tendenser at skimte hist og her, især på det sidste nummer som hedder ”Dead Somebody Walks”. Der vil dog mest være old-school thrash metal fans som vil glæde sig over Jane Doe 69. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Jarra; Test Of Faith

Lion Music. 2000

Lidt underligt kan det virke, at et canadisk band som Jarra udgiver sin musik via et ålandsk pladeselskab, men efter et par mislykkede kontraktforsøg med de større selskaber er bandet tilsyneladende endt der. Ikke fordi det skulle være en dårlig ting, fordi Lion Music er et selskab som først og fremmest er der for musikken og ikke så meget for pengenes skyld, og desuden så har de også udgivet musik med så store navne som bl.a. Derek Sherinian. Jarra, med Kathie Jarra i front, er et melodisk heavy metal orkester med rødderne i 80’ernes hårde rock. Kathie Jarras sang minder en lidt om Doro til tider, men også om sangerinderne i Ransom og Nomandy, hvis navne undslipper mig i øjeblikket. Det starter meget godt på ”Test Of Faith”, og jeg begyndte så småt efter tredje nummer at tænke om det virkelig kunne passe, at Jarra var bedre end flere af de store power metal bands, jeg har hørt det sidste stykke tid. Men svaret kom på den sidste halvdel af skiven, som ikke var nær så interessant som den første. Som så ofte, så siver der lidt luft ud af ballonen imod slutningen og det begynder dermed at blive kedeligt og genbrugslignende, og en blues ode til Stevie Ray Vaughan hjælper ikke en dyt. Alligevel kan jeg ikke komme uden om, at numre som ”Eternal Love”, ”Black Snow (The Final Sign)” og ”Pain” er flotte melodiske metalkompositioner. (JJJ---) Hans jákup Eiðisgarð

 

The Jelly Jam; The Jelly Jam

InsideOut/Nordic Metal

Jeg kan ikke sige, at jeg overbegejstret over Playtus’ debutalbum ”When Pus Comes To Shove”, og jeg har ikke hørt efterfølgeren tilstrækkeligt til engang at have en mening omkring det, men alligevel synes jeg, at bandet siden Derek Sherinian har forlagt skuden, og navnet er blevet skiftet til The Jelly jam, er blevet en anelse mere imødekommende. Pist væk er jazzinspirationerne fra tidligere albums, og i stedet er der skuret endnu mere op for Ty’s groove-rock riffs og Beatles-inspirerede vokaler. Til tider er The Jelly Jam kun et andet pop-rock band som skriver iørefaldende sange, andre gange er de avancerede prog. mestre som ikke tager nogen fanger. Ty beviser sig endnu engang som en fænomentalt god guitarist, og at han kan andre ting der ikke nødvendigvis kan lænkes til King’s X. Det bliver spændende at se hvad fremtiden har at byde The Jelly Jam. Indtil videre ser det godt ud, selvom der godt kunne være plads til lidt mere af magien i medlemmernes oprindelige bands, især King’s X. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Rob Johnson; Rob Johnson (JJJJ--)

HeavenCross Recors/Nordic Metal

 

Rob Johnson; Peripheral (JJJJ--)

HeavenCross Records/Nordic Metal. 2001

 

Rob Johnson; Guitarchitecture (JJJJ--)

HeavenCross Records/Nordic Metal. 2001

 

Derek Sherinian; Inertia (JJJ---)

InsideOut/Nordic Metal. 2001

 

Verden har set et utal af gode, hurtige og tekniske guitarister, og Rob Johnson må siges at være en af de bedste. ”Rob Johnson”, ”Peripheral” og ”Guitarchitecture” er tre instrumentale soloalbum som Rob Johnson tidligere har udgivet, men som efterhånden har været ved at være ude af print. Men det laves der bod på, på det nye pladeselskab HeavenCross, som nu genudgiver alle tre samtidig, og med et ekstra bonusnummer på hver cd, samt nye front-covers til hver enkelt cd. Rob Johnsons hurtigt præcise og tekniske guitarspil, må siges at appellere til fans af Steve Vai, Joe Satriani og Lanny Cordola. Og så vidt jeg kan høre det, så er Rob Johnson ikke langt bagefter førnævnte, selvom det måske tager tid at overbevise verden. Hvis du var en af dem, som elskede det første nummer på ”Of Riffs And Symphonies” med Lanny Cordola, men som blev skuffet over resten af albummet, fordi det var for blueset, jazzet og latininspireret, så har jeg nyheder til dig. Rob Johnsons skiver lyder stort set hele vejen igennem ligesom indledningsnummeret til ”Of Riffs And Symphonies”. Fedt ikk’? Dette er bestemt ikke underholdningsmusik, men snarere musik for dem som interesserer sig mere for den tekniske side af tingene.

 

Og det samme må siges om Derek Sherinians nye solo-udspil. Derek er kendt over hele verden som en af verdens bedste keyboardspillere, og det har han blandt andet bevidst som medlem af bl.a. Dream Theater, Planet X og Platypus, samt med Alice Cooper og Kiss. På ”Inertia” har Derek fået hjælp fra flere af rockscenens bedste musikere, til at gøre denne i forvejen tekniske affære endnu mere avanceret, progressiv og teknisk. Bl.a. er der både Steve Lukather og Simon Philips fra Toto. Der er Zakk Wylde (ex Ozzy Osbourne/nu Black Label Society) og flere andre. Men for mig har problemet med bands som Dream Theater, Platypus og Toto altid været, at de nogen gange har haft tendens til at glemme lytteren. De har spillet og spillet, og kørt det hele på et så højt plan, at de færreste har kunnet følge med, og derved forstå et dyt af hvad der er foregået (Ok, måske ikke altid korrekt vedrørende Toto. De var måske bare røv kedelige det meste af tiden??). Numrene har kørt imod det uendelige, og selvom der altid har været yderst velskrevet materiale at finde hos førnævnte bands, så har der også været materiale som har været for improviserende, for avancerede og nærmest for tekniske, endda. Og på ”Inertia” får man også følelsen af, at mange musikere prøver at vise hvor gode de er. Det er næsten som målet snarere er at vise hvor god musiker man er, end at man prøver at lave god musik. Det er lidt ligesom flere enere på noget der skal være et fælles hold. Det virker ikke. Man at gutterne kan spille, det er der ingen tvivl om. Problemet er at dette kommer ind igennem det ene øre, og ud igen igennem det andet. Men niveauet er højt. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Kamelot; Karma (JJJ---)

Noice Records/Nordic Metal. 2001

 

Eidelon; Hallowed Apparition (JJJ---)

Metal Blade/Nordic Metal. 2001

 

Lions Share; Entrance (JJJJ--)

Massacre/Nordic Metal. 2001

 

Hades; DamnNation (JJJJ--)

Metal Blade/Nordic Metal. 2001

 

I de tidlige 80’er begyndte den melodiske hårde rock for alvor at gøre om sig på den internationale musikscene, og pludselig var der langhårede musikere alle vegne, som drømte om at blive rockstjerner med penge, magt og flotte kvinder. Efter et par år på toppen begyndte genren at lide skibsbrud, og i starten af halvfemserne blev langt hår skiftet ud med kort hår, og melodiske guitarsoli med billige garage-riffs, men ligt før årtusindskiftet begyndte den melodiske heavy metalscene endnu engang at røre på sig, denne gang uden den kommercielle opbakning fra 80’erne, men ikke desto mindre med en massiv opbakning fra heavy-freaks verden over. I dag er musikken nok i sig selv, og derfor vælter det bare ind med melodisk metalmusik fra alle verdens hjørner.

 

Noice Records, Metal Blade, Massacre, Nuclear Blast og Century Media har været nogle af selskaberne som har været med til, at genskabe genren og give den det gode ry igen. Men selvom der nærmest hver dag udkommer en ny power metal skive, så er det ikke ensbetydende med, at der nødvendigvis er talen om kvalitet. Det burde der dog være, fordi power metal kræver en vis teknisk kunnen og et øre for melodi for at virke. Kamelot fra Florida er efter 10 år og fire studiealbums, i hvert fald blevet et af de bands med det tekniske på plads, men der er for lidt nyt i deres musik til at holde hele vejen. Den er nærmest lavet som efter en opskrift, og derfor bliver det lidt for kunstigt i det lange løb, selvom der er nogle klassiske inspirationer hist og her, for at gøre det hele lidt mere attraktivt. Men når man for ikke så længe siden har hørt nyt fra både Rob Rock, Falconer og danske Iron Fire som er langt mere interessant, så har man svært ved at forstå hvad der skal være så specielt med Kamelot, på trods af den ellers gode omtale.

 

Canadiske Eidelon med den forhenværende King Diamond guitarist Glen Drover i front, som her – ligesom Kamelot – udgiver deres fjerde album, har heller ikke skabt det helt store nye. Eidelon drøner igennem ti numre med hurtig og melodisk power metal, uden at lave det helt store indtryk. Ligesom Kamelot er Eidelon gode musikere, men det er før bevidst at gode musikere også kan skabe kedelig musik. Eidelon følger power metal bogen til punkt og prikker, og formår derfor ikke at levere andet end en standard udgivelse, til dem som ikke har nogen forventninger.

 

Svenske Lions Share har lidt mindre speed og lidt mere melodi. Musikken er heller ikke så hårdt pumpende som hos Eidelon og Kamelot, men mere poppet og lyttervenligt uden at være kommerciel. Det er især omkvæderne med de flotte vokalarrangementer som gør indtryk på undertegnede. Disse minder også meget om 80’ernes melodisk poppede og samtidig hårde rock. Der er dog ikke meget nyt under solen her heller, men det bliver til gengæld aldrig rigtig kedeligt. Flere af numrene er faktisk ret svære at få ud af hovedet når de først er kommet ind, og tilbage i 80’erne ville numre som ”Shotgun Messiah” og ”Through The Clouds” uden tvivl have internationalt hit potentiale. Den største overraskelse, og samtidig det mest anderledes, på ”Entrance” er i nummeret ”Waiting”, som efter lidt typisk melodisk metal byder lytteren på en omgang kirkeorgel som minder meget om slutningen af King’s X’ ”Silent Wind”, men det er ikke kun kirkeorglet som lyder som King’s X, selve guitaren skifter også lyd, og er nu næsten identisk med Ty Tabor’s fantastiske lyd.

 

På bagsiden af Hades nye cd erklærer bandet stolt, at ingen advokater, managers eller covernumre var brugt til at skabe denne cd. Nå ok. Hades har rent faktisk spillet sammen siden 80’erne, dog uden det helt store gennembrud. På nogle områder ligner Hades ovennævnte bands, men på andre områder er de mere aggressive, tunge og farlige, i forhold til de andre. Ligheden mellem alle disse fire bands er, at de alle prøver at skabe storslåede sange med den gode melodi i centrum. Hades kommer bedre fra opgaven end de to først anmeldte, i det de er mere direkte og lidt mere varierede. Der er både noget for power metal-freaks ligeså vel som gammeldags thrashfans at hente på ”DamNation”. Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Kaos Rising; Wiped Away

Selvstændig. 2001

Du vil blive mødt af uimodståelige guitar-riffs og hooks på ”Wiped Away”, ingen tvivl om det, men du vil også blive mødt af gentagelser. Kaos Rising leverer med denne femsangs ep en tung dose heavy metal musik, som er ment at appellere bredt på metal fronten, både til fans af hardcore ligeså vel som trendige nu-metal freaks, og lur mig, om ikke også death og thrash folket, vil kunne finde noget der passer til dem på ”Wiped Away”. Slipknot, Machine Head, Mudwayne og Dying Fetus er hovedindflydelserne på Kaos Risings musik, og med indflydelser fra bands som disse, skulle man tro, at det var et nu-metal band designet for radio og MTV-airplay, dog med en lille smule eksperimenterende hardcore (Dying Fetus) smidt ind hist og her, men sådan lyder ”Wiped Away” ikke i mine ører. For mig, kommer bandet måske lidt for vidt omkring på kun fem sange, og de formår ikke at skabe et varende indtryk. Jeg kunne forestille mig, at nu-metal fans fandt Kaos Rising for døds-inspirerede, samtidig med at dødsfans fandt dem for trendige, med alle de der Slipknot lignende hooks. Det ville absolut ikke komme som en overraskelse for mig, hvis Kaos Rising ikke passede ind nogen steder, men derfor er det dog ikke sagt, at der ikke er potentiale i drengene, for det er der. Mit råd ville derfor være at droppe dødsmetal-indflydelserne, og fokusere på det de er bedst til, nemlig uimodståelige guitar-riffs og hooks af den mere radiovenlige skole. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Kaos Rising; Welcome To The Violence

Jetspeed Records. 2002

Da jeg anmeldte Kaos Risings “Wiped Away” ep sidste år, tilrådede jeg bandet at skære lidt ned på dødsmetallen, og fokusere lidt mere på de fængende riffs og grooves, der til dagligt bl.a. høres fra bands som Mudwayne, Slipknot og Machine Head, og eftersom de nu har fået en pladekontrakt, så skulle man tro, selvom pladeselskabet ganske vist et af de mindre, at de ville fokusere mere på den moderne metal, men det har de ikke. I stedet har de skuret lidt mere op for det smadrende, brutale og tunge fra dødsmetallen, og derudover har de endda lagt noget grindcore agtigt oveni raseriet. Heldigvis er der stadig en del af de fængende riffs og grooves, bandet har lånt fra nogle af de mest brutale bands indenfor nu-metal genren, samt et pint hardcore-agtigt noget hist og her, og det hjælper med til med at holde ”Welcome To The Violence” fra at blive kedelig. Som kan ses af ovenstående, så fortsætter Kaos Rising i nogenlunde samme retning som de gjorde på ”Wiped Away”, og egentlig har de heller ikke specielt meget. Et album mere, så skulle den vist være der. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Karmakanic; Entering The Spectra

Regain/Nordic Metal. 7-10-2002

Sideprojekterne fortsætter og Karmakanic er endnu et i den voksende mængde. Projektet tæller ikke mindre end tre medlemmer af The Flower Kings: Jonas Reingold (også kendt fra Kaipa), Reine Stolt (også kendt fra Transatlantic) og Tomas Bodin. Derudover er Goran Edman, der først i 90’erne var Yngwie Malmsteens forsanger, også med i besætningen, og han er nok det største lyspunkt i denne ellers meget velspillede og velkomponerede prog. rock sag. Tankerne ledes mere end en gang uundgåeligt hen på The Flower Kings, men også ældre bands som Yes, og når de storslåede korvokaler slår til, ledes tankerne søreme også helt tilbage på Freddy Mercury og Queen på ”A Night At The Opera.” ”Entering The Spectra” vil nok fremover få ligeså meget spilletid i stereoen som det nyeste Flowing Kings album, men albummet vil nok ikke komme i spilleren når så tit som det nyeste Transatlantic album. (JJJ---)  Hans Jákup Eiðisgarð

 

Katagory V; Present Day

Selvstændig

Med mindre man hedder Iron Maiden, så findes der ikke det helt store marked for musik som denne i USA. Men ikke desto mindre kommer Katagory V fra USA. Utah for at være lidt mere specifik. Men hvor er der efterhånden et marked for rendyrket melodisk heavy metal? Engang var der et marked som musik som denne i USA, og med bands som Iron Maiden, Judas Priest og Saxon i front et endnu større marked i England og Europa som helhed. I dag er der stort set kun Tyskland, Japan og måske Grækenland der kan lede bands som Katagory V op ad hitlisterne. Katagory V bliver dog muligvis nødt til at vente lidt med dette, da deres sange ikke helt har hvad der skal til endnu, nemlig sange der er nemme at huske, og som man har lyst til at høre igen og igen. Hvis man er til Iron Maiden og den slags, og absolut ikke kan få nok, så er Katagory V sikkert ok. Er man derimod purist og kun skal have det bedste indenfor genren, så er Katagory V ikke helt der endnu. Er man derimod slet ikke til 80’er heavy metal, så har man altså bare at holde sig væk fra ”Present Day” albummet. Forsangeren lyder for det meste som Bruce Dickinson, men i ”Steel Dungeon” minder kan også lidt om Les Carsson fra Bloodgood. ”Steel Dungeon” er også en af de bedre sange ”Present Day” har at byde på, sammen med den tungt rockende ”Negative Attraction”. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Katatonia; Last Fair Deal Gone Wrong

Peaceville/Nordic Metal. 19-03-2001

Så er det igen tid til en ny udgivelse fra de svenske goth-konger. Katatonia udgav sin første ep helt tilbage i 1992, og har siden da udgivet ikke mindre end 6 ep’er og 3 album, hvis man medtæller Last Fair Deal Gone Wrong, og den nye ep Teargas, som også udkommer nu en af dagene. Jeg er ikke helt inde i Katatonias bagkatalog, men udfra det jeg har hørt, er Katatonia ændret meget gennem årene. I de gamle dage, var Katatonia er hårdt metal band med indflydelser fra døds og doom-metallen, hvorimod de i dag, udelukkende spiller iørefaldende og romantisk gotisk rock. Musikken er rent faktisk så moderne og lyttervenlig, at man har svært ved at tro, at dødsvokaler engang har været en del af bandets lydbillede. Ja, for at det ikke skal være løgn, så ligger noget guitarspil der minder lidt om The Cardigans nærmere bandets nuværende lyd end døds og doommetallen gør det. Fra skivens åbningsnummer og helt til dets slutning, præsenteres man for den ene rock-perle efter den anden, og det er faktisk så tiltalende en skive, at man allerede nu har svært ved at forestille sig andet, end at skiven vil være på mange kritikers top-10 liste mod årets slutning. Med goth-rockens stabilt voksende popularitet, er det ikke umuligt at Katatonia, sammen med Lacuna Coil, The Gathering og andre, vil få sit længe ventede gennembrud med Last Fair Deal Gone Wrong. I hvert fald kunne rocken godt bruge nogen flere bands som Katatonia, på et scene som nærmest er overbemandet af nu-metal bands. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Bob Katsionis; Turn Of My Century

Lion Music. 2002

25 årige Bob Katsionis er græker og uddannet musiker. I hele 12 år studerede Bob klassisk kirkeorgelspil (25 år? Hvornår i alverden er han startetat studere, når han var fem, otte - hvad?). I dag er der dog ikke så meget kirkeligt over Bobs orgelspil. Faktisk er det mest keyboards han bruger tiden på, og dem er der såmænd heller ikke meget traditionelt over, med mindre at man er af den opfattelse, at progressiv metal er traditionel. Det er nemlig progressiv metal Bob beskæftiger sig med nu, hvilket er en interesse der allerede startede i 1989. Som så ofte med disse progressive rock og metal udgivelser - og ikke mindst dem Lion Music udgiver – så er talen naturligvis om høj teknisk standard og præcision, men udover det, er der ikke ret meget vi almindelige musikfreaks har at hænge os i. Jo vist, manden kan spille – både keyboard og guitar – bedre end de fleste, men uheldigvis falder han tit i den fælde, mange andre progressive musikere før ham også er faldet i, nemlig at være så totalt og uendelig højtflyvende avanceret, at intet mennesker der er foruden en 4 årig musikuddannelse har en mulighed for at falde for - og endnu mindre forstå. ”Turn Of My Century” er kedelig og uden sjæl, om end velspillet som bare, ja, ham du ved. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Khold: Phantom

Moonfog/Nordic Metal. 15-04-2002

Moonfog fik udgivet et yderst kritiker rost album sidste år i form af Thorns, men også Kholds sidste udspil, debuten ”Masterpiss Of Darkness”, fik en ganske pæn opbakning da den udkom, og ifølge selskabet og andre kloge hoveder, er det nu Khold, som skal bære den stolte norske black metal arv videre, både for Moonfog selskabet og den norsk black metal genre generelt. Og det kan der være noget om, men udover det sædvanlige black metal raseri, er der ifølge Moonfog (igen), stærkt crossover potentiale i bandets lyd, noget som undertegnede under ingen omstændigheder er stødt på endnu. For undertegnede lyder Khold ganske traditionelle. De har måske mere brutalitet end atmosfære kørende, men det gør da heller ikke noget, for atmosfærisk black metal er der skam ikke mangel på i det norske. Rent lydmæssigt lægger Khold sig op ad pladeselskabskollegaerne og landsmændene i Darkthrone – et band der i øvrigt efter Emperors forsvinden nærmest er eneherskende på den norske black metal scene – men en ret primitiv og til tider (og jeg gentager til tider, kun til tider) decideret dårlig lydkvalitet, der nogen gange ikke kommer længere end til demostadiet. Om Khold lever op til forventningerne? Ikke helt. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

King Diamond; Abigail II

Metal Blade/Nordic Metal. 28-01-2002

King Diamond må vel, efter Lars Ulrick, være den mest respekterede dansker på metalscene nogensinde, og alligevel er mandens musik relativt ukendt territorium for undertegnede såvel som mange andre. I 1986 udgav King Diamond ”Abigail”, som af mange hævdes at være et sandt mesterværk, men først nu udkommer en opfølgeren, selvom den længe både har været efterspurgt og ventet. Jeg kan af gode skråstreg dårlige grunde ikke sige så meget om, hvorvidt opfølgeren lever op til standarden på et’eren, i det jeg aldrig bevidst jeg har gennemlyttet den. I virkeligheden kan jeg heller ikke engang sige, at jeg har hørt toeren i den fulde længde, i det King Diamonds pladeselskab, Metal Blade, har valgt at lave korte ”fade-out” versioner af de fleste numre på mit promo-eksemplar. Men fra hvad jeg har observeret, så er King Diamond en knaldhamrende dygtig musiker og sangskriver, som fortjener den status han efterhånden har, selvom han som forsanger godt kan blive for meget i længden. Fans af horror heavy uden sjok-effekter andre end kongens egne skrigevokaler kan sagtens investere i albummet. (Ingen karakter på grund af alt for korte ”fade-out” versioner af de fleste numre). Hans Jákup Eiðisgarð

 

King’s X: please come home…Mr. Bulbous

Metal Blade, 2000

Producer; Ty Tabor og King’s X

Bandet som mange rock og metal freaks har lært at elske i gennem årene, er tilbage med endnu et album, hvilket er det niende, hvis man tæller ”Best of” albummet med. Da King’s X i deres tidlige dage, udgav albums som ”Out of the silent planet,” ”Gretchen goes to Nebraska” og ”Faith, Hope & love,” blev de modtaget med åbne arme ind på det kristne marked, selvom de i virkeligheden aldrig havde planer, om at blive en del af denne industri. Men den kristne musik industri insisterede på, at King’s X var et kristent band, og det skulle de være. I hvert fald indtil for to år siden, lige efter udgivelsen af ”Tape Head,” hvor Doug Pinnick, bandets bassist og forsanger, kom ud af skabet og indrømmede, at han hele sit liv havde været homoseksuel. Dette band som industrien selv havde gjort til et kristent band, var det nu ikke mere, og deres cd’er blev revet væk af hylderne hos de kristne bog og musikhandlere, og de kristne radiostationer stoppede med at spille deres numre. Hvorfor så denne anmeldelse? Er det ok for en kristen at lytte til deres nye album ”Please come home…Mr. Bulbous”? Denne anmeldelse er skrevet, fordi at undertegnede, ikke kan se hvad der er ændret siden ”Tape Head.” Musikken er den samme. Teksterne er stort set de samme. Det eneste der er anderledes, er at vi i dag ved noget om Doug, som mange af os ikke kan lide. Og for at svare det andet spørgsmål. Ja, jeg synes bestemt at ”Please come home…Mr. Bulbous,” er ok for en kristen at lytte til. Hvorfor? Fordi vi her støder på ting, som alle har godt af at tænke over, og fordi at dette er et monster af et rock album, faktisk synes jeg, at det ville være synd ikke at høre den, i hvert fald hvis man er fan af god rock musik.

 

Musikalsk er ”Please come home…Mr. Bulbous,” noget af det samme som King’s X gennem alle årene har præcenteret os for. Dog bliver der her skruet op igen for vokalharmonierne, som på ”Ear Candy” og ”Tape Head” ikke var lige fremstående. Man kan også glimte nye inspirationer i King’s X musik. Her mener jeg med de tunge guitar-riffs a la Korn og nu-metal genren, vi af og til (og i få sekunder) bliver præcenteret for, f.eks. i åbningsnummeret ”Fishbowl man” og i ”Smudge.” Men for det meste, er dette den samme Beatles inspirerede metal-rock, vi gennem årene er kommet at elske. King’s X har endnu en gang konstateret, at de er et af rockens bedst gemte hemmeligheder. Hvis enten du er en gammel fan, som vil vide om den nye cd er noget værd, eller også du er en der aldrig har hørt King’s X før, så er svaret det samme. Køb ”Please come home…Mr. Bulbous,” og nyd den som det den er. Et sandt mesterværk, hvilket efterhånden er en naturlig ting for bandet. Denne anmeldelse ender med nogle ord fra nummeret ”Move me;” ”Everything matters. A prayer when you’re scared. Boarded up windows and broken down chairs before morning. Heard it storming. Handbook of rituals…Hands in the air. More than a give up. Big as a care. If you’re daring and you’re sharing. God can you hear me. God can you see me cry. God can you see me die. God can you move me. Move me and move me again.” (JJJJJJ) Hans Jákup Eiðisgarð

 

King’s X; Manic Moonlight

Metal Blade/Nordic Metal. 01-10-2001

Spørger du mig, så er King’s X det bedste rockband verden nogensinde har set, og samtidig naturligvis verdens mest undervurderede band, og derfor er ret sjovt at se, hvor mange musikere, på VH1, for nylig har hyldet King’s X for deres kreativitet. Der er intet band der nogensinde har kunnet kombinere de tungeste og mest nedtunede bas og guitarriffs, med gospel og soul vokal med Beatles-lydende harmonier i baggrunden, og fået det samme resultat som King’s X. Bevares der er nogle der har prøvet, men de fleste er faldet baglæns på røven, og har aldrig rejst sig igen. De tungeste og mest nedtunede guitarriffs får selv Black Sabbath, og deres ellers så tunge lydunivers at lyde som et helium attack, og Doug vokaler får (eller burde få) selv den bedste gospelsanger at stå lammet af undren. Jo vist, kreativitet ser ingen ende at tage hos amerikanske King’s X, og ”Manic Moonlight” er kun et ud af ni beviser (Kx har udgivet ni album). ”Manic Moonlight” er dog ikke helt ligeså god som forgængeren, den herfra seksstjernede ”Please Come Home Mr. Bulbous”, men på den anden side er der ikke ret meget, i dag,  der er. King’s X har aldrig været så psykedeliske som på ”Manic Moonlight”. Faktisk minder ”Manic Moonlight” mere om Poundhound’s ”Pineaplleskunk” end noget andet King’s X album. Misforstå mig nu ikke, King’s X er stadig King’s X, og det vil de formentlig blive ved med at være, men der er ændringer i bandets musik, som er til at få øje (eller øre) på, bl.a. er vokalharmonierne som på ”…Bulbous” var så dominerede, igen blevet lagt lidt tilbage i lydbilledet. ”Vegetable” er ganske enkelt årets hidtil fedeste rocknummer med dets fængende omkvæd (lidt a la Poundhounds ”Jumpin”), samtidig med at ”Static” – som falder lidt udenfor normalt King’s X territorium – følger godt med, med hensyn til at nå samme placering. ”Skeptical Winds” bygger videre på det som begyndte på forgængerens ”Fishbowl Man”, med Jerrys ”spoken word” i fokus, og ”False Alarm” er atypisk King’s X, sådan som vi kender det. Alt i alt er ”Manic Moonlight” et forbløffende album (jeg har endnu ikke hørt et kx album der ikke er…), som igen og igen byder på nye detaljer. Måske ikke bandets hidtil bedste materiale, men bestemt noget Doug, Ty og Jerry burde være stolte af. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Kiss Of Death; Promo 2k2

Kick. 2002

Jeg har modtaget en del cd’er fra det italienske promotion selskab Kick Promotion Agency på det sidste, men i modsætning til de fleste cd’er jeg har modtaget, så er ”Promo 2k2” med italienske Kiss Of Death faktisk ret fed. Talen er om en tresangs demo, hvor for en gangs skyld alle tre numre holder. Stilen er melodisk thrash metal kombineret med death metal. Bandet frontes af en skiftevis råbende og growlende forsanger, der forstår at forholde sig interessant igennem tre sange. Pladeselskaberne burde se lidt nærmere på Kiss Of Death, for de har unægtelig lavet en af de bedste demoer de sidste par måneder. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Kloak; Splendor

Selvstændig (JJJJ--)

 

Kloak; Cock

Selvstændig (JJJJJ-)

 

Hvis der findes noget band i Danmark med en international lyd, så er det jyske Kloak, og det er skam positivt ment. Hvis der ligeledes findes et eneste band i Danmark der burde få succes på baggrund af den nu enorme popularitet nu-metal genren er blevet i besiddelse af, så er det også Kloak. Deres sange er nemlig spækket til bristepunktet med fængende og moderne riffs og grooves, men Kloak gør det, i modsætning til mange andre nu-metal bands, ikke uden at sætte sit eget præg på – eller fingeraftryk om du vil. Tjek blot åbningen til ”Fandango” der er et godt eksempel på de små detaljer, der er med til at gøre Kloak til et unikt og spændende band indenfor nu-metal genren – en genre der efterhånden har taget en lidt monoton retning. Bandets kombinationer af ultra-fængende og velovervejede metal-riffs, trommer og bas tilsættes en omgang knastør, vred hardcore råberi samt en anelse ren sang, og denne, mine damer og herrer, ellers på papiret simple sammensætning resulterer ganske enkelt i Danmarks bedte undergrundsplade netop nu. Af de to demoer Kloak har sendt mig, er den nye, ”Cock”, klart at foretrække, da der her er blevet kælet lidt mere for detaljerne, men lad det være sagt med det samme: Der findes ikke et eneste dårligt nummer på ”Splendor.” At Kloak ikke har en pladekontrakt endnu er ganske enkelt ikke til at forstå. Men hvad du, kære læser, burde forstå, er at stikke de fede pølsefingre ned i tegnebogen og hive nogle af de hårdt tjente sedler ud, således at begge demoer kan komme i hus. Hans Jákup Eiðisgarð

 

KMFDM; Attack

Metropolis Records. 19-03-2002

Året var 1984 og stedet var Hannover, Tyskland – stedet hvor KMFDM, eller Kein Mehrreit Fur Die Mitleid som KMFDM er en forkortelse af, for første gang spillede sammen. I dag små 18 år senere laver KMFDM stadig aktuel musik som absolut ikke byder op til gammelmandsdans. Industrial/rock/metal er KMFDM’s varemærke, og de står absolut ikke bag nutidens mere trendige navne indenfor genren. Som man hører ”Attack” så sættes spørgsmålet, om de nu så velkendte og succesfulde landsmænd i Rammstein ikke skylder KMFDM et par riffs og beats. Der er visse fællestræk. Fremragende. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Kong; 88.95 (JJJJ--)

Peaceville/Nordic Metal. 18-06-2001

 

Anathema; Resonance (JJJ---)

Peaceville/Nordic Metal. 18-06-2001

 

My Dying Bride; Meisterwerk 2 (JJJ---)

Peaceville/Nordic Metal. 18-06-2001

 

Peaveville Records er virkelig i opsamlingshumør for tiden. Det er ikke så længe siden, at de udgav en opsamlingsskive med det bedste fra At The Gates, og nu udkommer der tre opsamlingsskiver på en gang, hvilket gør det naturligt at spørge spørgsmålet om ikke Peaceville i den grad har brugt for nogle kolde kontanter, eller om de bare er søde ved deres fans. Tja…

 

KONG som startede deres karriere i 1988, og som allerede blev signet til Peavevilles søsterselskab Dreamtime i 1990, er et af de bands som repræsenterede nu da Peacevilles opsamlingsdille går amok. Bandet udgav tre albums på Peaceville – eller rettere på Dreamtime - inden de skrev en kontrakt med Roadrunner Records. Og numrene på 88.95 er også taget fra disse tre udgivelser fra Peaceville dagene; ”Multe Poet Vocalizer” fra 1990, ”Phlegm” fra 1992 og ”Push Comes To Shove” fra 1995. Der er dog også en demo version af ”Fair” som blev optaget i 1988, - det samme år som bandet startede – og en live version af ”Results”, samt en helt nyt sang som hedder ”Workband 3”. Bandets lyd består af mange forskellige aspekter. Der er bizarre rockspader,  industrial og dansebeats, ”mission impossible” lignende stryger arrangementer og tunge metalriffs, samt et hav af mærkeligere effekter og samples. Nævnte jeg KONG laver 100% instrumental musik? Nå, men det gør de. Absolutte højdepunkter ville være ”Stockhouse” og ”Belasoul”, hvor bandet viser sin mest legesyge og eksperimenterende side. KONG skulle overveje at droppe deres rockkarriere, og flytte til Hollywood og leve af at lave musik til biograffilm. Seriøst.

 

Anathema er det næste band som den 18 juni udgiver et ”best of” album på Peaceville. Bandet har ligesom KONG spillet i mange år (siden 1990), og har siden dengang udgivet fem albums samt et par ep’er. ”Resonance” – bandets nye opsamlingsskive – skal dog ikke ses som et album der repræsenterer bandets lyd 100%, idet der her mest bliver lagt vægt på bandets mere stille og tilbagelænede materiale. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at disse numre er gode og velskrevne, og at de på sin vis passer helt fint ind på de ordinære Anathema albums, men at udgive alle disse numre hver for sig, at ligesom at tage en part af Anathemas univers ud af mængden. Desuden bliver der en lige lovlig afslappet atmosfære når man kommer halvvejs igennem skiven, hvilket fører til, at man håber på et mere optempo nummer, men det sker bare aldrig sådan rigtig. Man kan også spørge sig selv, hvorfor i alverden man har valgt at inkludere et nummer som ”Angelica” som er optaget live i Budapest i 1997 og som lyder som dårlig bootleg kvalitet? Udover bandets egne gamle materiale, er der også inkluderet tre covernumre på ”Resonance”. To af dem er Pink Floyd klassikerne ”One Of The Few” og ”Goodbye Cruel World” og den tredje er Bad Religions ”Better Off Dead”. Sidst nævnte er også et af skivens absolutte højdepunkter sammen med ”Inner Silence”.

 

My Dying Bride prøvede allerede sidste år, at udgive en opsamlingsskive, ”Meisterwerk I”, men der er åbenbart så mange My Dying Bride numre, at bandet må udgive en opfølger under navnet ”Meiseterwerk II”. Der er dog kun ni numre på skiven, og deraf er næsten halvdelen sjældne My Dying Bride numre. Bl.a. er to af dem covernumre. Det første covernummer er Nancy Sinatra/Lee Hazlewood sangen ”Some Velvet Morning” og det andet er Portisheads egen ”Roads”, og sidst nævnte er klart et højdepunkt på denne ellers halvkedelige/halv interessante skive. Der er også to demoversioner – ”Vast Choirs” og ”Catching Feathers” – som dog absolut kun er for fans. De sidste fem numre er regulære My Dying Bride numre udtaget fra bandets bagkatalog på Peaceville. Jeg er ikke sikker på, at verden har brug for ”Meisterwerk II”, Gud ved, at jeg ikke har, men der vil sikkert være fans der vil gælde sig over den, så hvorfor ikke… Hans Jakup Eiðisgarð

 

Korn; Issues

Epic records 1999

Producer; Brenda O’Brian

I modsætning til mange bands med stor succes, har Korn, i stedet for at holde en pause, valgt at holde jernet varmt, med at udgive endnu en plade, blot et år efter stor succesen Follow The Leader. Og kun på et år er meget sket i Korn lejren. Korns kaotiske lyd fra Follow The Leader er tonet en smule ned, og deres rapcore og hip hop beats er næsten forsvundet her på Issues. De ser ud til at Korn har overladt denne overfyldte genre til Limp Bizkit, Kid Rock og alle de andre. Korn er gået videre. Issues er et meget følelsesladet album. Det er næppe et eneste nummer som ikke kører på Jonathan Davis’ depressive og frustrerede stemme. Korn har altid været meget mørke og melankolske på deres tidligere albums, men på Issues går de linien ud. Det kan måske være mærkeligt at et band så sort og deprimerende som Korn har så stor succes. Den eneste forklaring, jeg kan komme på er, at vi unge har noget vi kan relatere til her. Hvem kender ikke til denne håbløshed Jonathan Davis synger om? Jeg gør i hvert fald. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Korn; Untouchables

Epic/Immortal. 2002

Om Korn er “Untouchable” vil jeg ikke gøre mig klog på, men måske ville de kære venner i System Of A Down være søde at svare på spørgsmålet? I hvert fald er Korns femte udgivelse et bevis på, at opfinderne af nu-metal genren ikke er ligesom de andre. De formår at ændre sig med hver udgivelse, og alligevel er de altid så dybt tjekkede og cool. De har måske ikke Linkin Park-omkvæder i hver sang, men ikke desto mindre sparker alle numrene på “Untouchables” uendelig røv, og dette ikke mindst skivens første single “Here To Stay.” Jonathans maniske og paranoide stemme har aldrig været så fængende, og rytmesektionen har aldrig været tungere – og bedre. Allerede nu kan det være svært at overskue, hvilke albums der skal ligge over Korn, når 2002 er at ende, og den årlige hitliste skal sammensættes. Måske er de “Untouchable.” (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Kotipelto; Waiting For The Dawn

Century Media. Nordic Metal. 27-05-2002

Det er åbenbart stadig side og soloprojekternes tid, og ikke nok med at Stratovarius’ Timi Tolkki for nylig udgav et soloalbum, men nu er Timo Kotipelto, der sammen med sine Stratovarius kollegaer allerede er hædret med tre guld albums, klar med sit første soloalbum. Kotipelto solo er godt nok ikke helt det samme som Stratovarius, bl.a. på grund af at par lidt mørkere indslag, og det egyptiskinspirerede tema der gennemgående er med til at forme albummet, men alligevel ender det med, at man sidder med følelsen af, at ”Waiting For The Dawn” ikke er tilstrækkeligt anderledes. Og når den ikke er det, sættes spørgsmålet hvorvidt der er nødvendigt med dette soloalbum? Det musikalske er dog i top hele tiden, hvilket bl.a. Stratovarius bassisten Jari Kainulainen, Symphony X guitaristen Mike Romeo, den førhen værende Helloween guitarist Roland Grapow, Children Of Bodom keyboardspilleren Janne Wirman, og Him trommeslageren Gas, sørger for. Velspillet eller ej, magien mangler hos dette all-star band. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Kovenant; In Times Before The Light

Hammerheart/Nordic Metal. 2002

“In Times Before The Light” er en genudgivelse af albummet under same navn, der oprindeligt blev indspillet i 1995, men ikke udgivet før i 1997 på igennem et lille undergrundsselskab. Dengang hed bandet Covenant, men efter problemer med at et andet norsk band gik under samme navn, blev navnet senere skiftet til The Kovenant. Efterfølgeren fra 1998, den Nuclear Blast udgivne ”Nexus Polaris”, var bandets gennembrud, og skaffede bandet en norsk grammy pris, som det første ekstreme metal band nogensinde. Den efterfølgende succes er vist nok grunden til, at ”In Times Before The Light” er blevet til lidt af en kultklassiker, og det er sikkert også derfor at albummet i dag er genudgivet. Men talen er ikke kun om en genudgivelse. Albummet er nemlig både re-mixed og re-mastered, således at det udover at reflektere det bandet stod for dengang, nu også indeholder lidt af det bandet senere kom til at stå for. Kort sagt er ”In Times Before The Light” et album der sprudler af atmosfære, men samtidig er det også et album der vil appellere til dem der elsker deres black metal hård og brutal. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Kreator; Violent Revolution

SPV/Nordic Metal. 24-09-2001

Med lidt over en million solgte cd’er og ti tidligere udgivelser i baglommen, burde det være som skrevet i neon for hver enkelt af os, at Kreator ikke bare er hvem som helst, men et af de mest succesfulde og indflydelsesrige metal bands nogensinde. Og skal alle kort lægges på bordet, så står det også klart, at få thrash bands har været så heldige (dygtige er nok det rigtige ord?), når de sidste studieoptagelser var skruet sammen, og det samlede resultat skulle evalueres. Kun få thrash bands kan stå mål med tyske Kreator. De fleste af dem er ikke mere, og dem der er, kan man tælle på en hånd. Men fornyelse har aldrig været Kreators stærkeste side. Bandet har holdt sig til det, de ved, de er gode til, og måske er det også derfor, resultaterne altid har været så overbevisende. På ”Violent Revolution” holder Kreator sig så endnu engang til det de er gode til, og leverer i læssevis af tunge og fandenivoldske, europæiske thrash momenter, som er så skide ligeglade med hvad der er kommercielt eller ej, at det gør helt ondt. Bandet tonser løs med en utrolig vilje og tempo, og kun sjældent nu til dags, høres et thrash album af sådan en kaliber. Så skidt med, at Kreator måske lyder en tand gammeldags, og skidt med at de nok kommer at stå i skyggen af Slipknot og Slayers nyeste udgivelser, fordi Kreator leverer varen, og du ved det. (JJJJ--) Hans Jákup Eidisgard

 

Lambs; Randon Radio (JJJJ--)

DevilDoll Records/Nordic Metal. 2002

 

Insense; Insense (JJJJ--)

This Dark Reign/Nordic Metal. 2002

Nogen gange er man så fikseret på de ”store” udgivelser der ligger i anmelderbunken, at man har svært ved at få øje på de mindre ukendte navne fra de mindre pladeselskaber der ligger i samme bunke. I denne måned var dette også tilfældet vedrørende ovennævnte cd’er. Lambs, der kommer fra Finland, sparker med deres anden udgivelse ”Random Radio” ud i en af denne måneds mest aggressive punk-møder-metalisk-beskidt-rock–n-roll skiver. Der er intet nyt vedrørende Lambs musik, men derimod masser af det bedste indenfor førnævnte genrer. Og nyt er der heller ikke meget af hos norske Insense, der startede som et sideprojekt til medlemmer af flere andre norske bands, men som med tiden hurtigt blev hovedprioriteten for alle bandmedlemmer. Forståeligt nok, for selvom der intet nyt er at tilføje til rockhistorien, så er der masser af guf for dem der kan lide monstertung heavy metal riffing i retning af Pantera og lignende. Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Lacuna Coil, Unleashed Memories

Century Media/Nordic Metal. 2001

En anmelder sagde således om Lacuna Coil’s halflife ep som udkom før i år (2000); ”Gem pengene og køb noget som er pengene værd, måske deres kommende cd i fuld længde.” Nu skal jeg ikke gøre mig klog på, om Halflife var pengene værd eller ej, fordi jeg har aldrig hørt den, men hvis den bare lyder nogenlunde som Unleashed Memories, så ved jeg, at den alle pengene værd, fordi det er Unleasehd Memories – hver en krone værd. For dem som ikke ved det, så er Lacuna Coil et gotiskinspireret metal band fra Italien, som er af nogenlunde samme musikalske afstamning som hollandske The Gathering og norske The Crest, hvilket er fed musik i min bog. Den ting ved Lacuna Coil, som tiltaler mig mest, er den måde de kvindelige og mandlige vokaler bliver bundet sammen og samtidig spillet op imod hinanden på. Det er smukt. Cristiana Scubbia – bandets kvindelige sanger - synger så som en engel, og giver musikken en slags romantisk stemning, mens bandets mandlige forsanger, har en lidt mere rå stemme, hvilket viser bandet fra dets hårde side. Heldigvis for bandet, formår de, både med de kvindelige og mandlige vokaler, at holde sig væk fra de værste fælder, som jo er kvindelige opera vokaler kombineret med døds vokaler. Og når de formår at holde sig langt væk fra førnævnte, så er det nok unødvendigt for mig at sige, at jeg elsker den måde Lacuna Coil komponerer deres musik på, og det gør Unleashed Memories, til en af de bedste gotiske rock/metal skiver, jeg længe har hørt. Ikke fordi, at jeg hader opera eller døds metal, men fordi, at hverken opera eller døds vokaler ville fungere ligeså godt i Lacuna Coil’s lydbillede, som deres nuværende opsætning. Lacuna Coil er normalt rettet hen imod dem som kan lide gotisk og metal musik, men jeg kan ikke se hvorfor musik som denne ikke kunne klare sig både på MTV og moderne rock radio. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Lacuna Coil; Comalies

Century Media/Nordic Metal. 23-09-2002

Italiens i øjeblikkets fedeste musikeksport er igen klare med et nyt udspil, hvilket udover to ep’er og en single er deres tredje i rækken. Og efter det indtryk bandets lagde efter sig med sidste års ”Unleashed Memories”, burde der altså være store ting i vente med opfølgeren, den forestående ”Comalies,” men det kommer vi til lige om lidt. Lacuna Coil er på kort tid, blevet iblandt goth-rockens mest populære navne, hvilket kan have noget at gøre med, at bandet, der må siges at have gået i The Gatherings fodspor, har formået at gøre en tung, sørgmodig og depressiv genre til noget der ligner popmusik med iørefaldende omkvæder og radioappeal, selvom det egentlig aldrig er blevet til det helt store kommercielle gennembrud som man egentlig håbede og regnede med. Af alle de poppede goth-rock orkestre, der har fulgt i The Gatherings fodspor, er italienske Lacuna Coil uden tvivl det bedste, og i visse tilfælde mindst ligeså gode. Men i modsætning til The Gathering, som på grund af uenigheder med Century Media forlod pladeselskabet og startede deres egne, har Lacuna Coil valgt at blive hos selskabet som indtil nu har hjulpet med at gøre bandet til det navn de i dag er. Selskabet er ifølge pressematerialet også ret overbevidste om, at det en dag nok skal blive til mainstream succes, en drøm der dog, som allerede sagt, indtil nu ikke helt er blevet opfyldt. Men er ”Comalies” den perfekte opfølger til ”Unleashed Memories”? ”Comalies” er en god opfølger, men bestemt ikke den perfekte opfølger, og egentlig ville jeg have troet, at ”Unleashed Memories” ville have bedre muligheder at presse bandet imod det mainstream publikum de så gerne vil nå, idet det album havde mere pop-appeal end ”Comalies” der er en anelse mørkere. Men så er der igen det, at det hele ikke drejer sig om mainstream succes, men om at skabe musik man kan stå inde for, og det er sikkert også derfor, at ”Comalies” er blevet som den er. Alligevel synes jeg, at ”Unleashed Memories” er det bedste album af de to, men ”Comalies” skal have lov til at vokse sig større og stærkere, og komme mig nærmere ind på livet i de kommende dage og uger. (JJJJ--)

 

Lament; Through The Reflection
Little Rose Productions1999
Bandet fra Mexico, som før hed Beheaded, er tilbage med deres anden cd. I kender måske deres debut "Tears of a Leper," som var udgivet på Rowe Productions. Som sagt er dette opfølgeren til "Tears of a leper," men denne gang er den udgivet af finske Little Rose Productions, som viser sig at være et af de førende pladeselskaber i dag, når det kommer til kristen death metal. Lament spiller en meget melodisk form for death metal. Næsten for melodisk for mig. For at beskrive lyden må man næsten tage instrumenterne hver for sig. Bassen er meget fremstående i musikken, og bliver ofte brugt som solo instrument i stedet for guitaren, en smule som Rowe's soloer på Mortifications "Post Mementary Affliction". Guitaren, uden kun at være den normale form for death metal riffing, er også meget melodisk (soloerne). Den lyder til tider som Tourniquet (1992), dog uden at blive lige så progressive eller avancerede. Trommerne bliver spillet i en meget høj hastighed (til tider), med dobbelt pedal-fod og fulde at intensivitet, men lidt kedelige til tider også. Dette er en cd som er både godt produceret og udført, men den bliver lidt kedelig i længden, synes jeg. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Lament; Breathless

Kingdom Records. 2002

Først var det albummet “Tears Of A Leper” som udkom på Steve Rowes (bassist og forsanger i Mortification) pladeselskab Rowe Productions. Derefter var det ”Through The Reflection” der udkom på det finske undergrundsselskab Little Rose Productions. Og nu, tre år efter forgængeren, sender Mexicanske Lament deres tredje album på gaden, og nok engang igennem et nyt pladeselskab, navnlig amerikanske Kingdom Records. Bandets lyd er dog ikke revolutionerende anderledes i år 2002 end dengang sidst i 90’erne. Det er stadig en Mortification ca. midt i 90’erne følelse over dem, men heldigvis er basspillet ikke så fremstående og soloorienteret, som dengang hos Mortification, eller endda som hos Lament på forgængeren ”Through The Reflection”. Death metal fans der savner det gamle Mortification kan godt finde noget af interesse her, men jeg må advare og sige, at bandet ikke helt kommer på samme niveau, om end de slår det nye Mortification-materiale med flere bådlængder. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Lamentu; Liack

Inch Productions/Code666

Lamentu er kun et ud af en håndfuld fuldstændigt sindssyge bands på det italienske pladeselskab, Inch Productions. De tre bandmedlemmer har ikke i sinde at vise deres sande ansigt, så i stedet fremstår de, på bagsiden af albumcoveret, i masker og Ku-Klux-Klan lignende hætter med omvendte kors tegnede på. Jeg kan ikke forstå teksterne, da disse er på italiensk, men noget siger mig, at dette er en trio sataniske galninge, vi har med at gøre. Tager vi først albumtitlen ”Liack”, så er dette ord eller rettere navn, fiølge promopapirerne, et sted hvor kristne blev torturerede med voodoo ritualer. Ifølge promopapirerne skulle bandets musikalske stil også være en blanding af death, black og thrash med afrikanske/tribal indflydelser. Undertegnede har dog svært ved at høre noget death eller thrash metal blandt galskaben, men lidt afro/tribal indflydelser er der vel i form af nogle underlige perkussion indslag. Ellers står skiven for det meste i black metal’ens og ondskabens tegn. Næste gang kunne det måske være interessant, med lidt mere mærkeligt perkussion indslag, i stedet for bare at drøne derudad i den ondeste og brutaleste måde overhoved muligt. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The [Law-Rah] Collective; Incarnation (J-----)

Possessive Blindfold. 2001

 

Grindlock; Trance (JJJ---)

Unit. 2001

 

Aural Blasphemy; Catharsis (J-----)

Possessive Blindfold. 2001

 

The [Law-Rah] Collective er et en mands projekt fra Holland, bestående af Bauke Van Der Wal. Projektet har efter sigende fået en stærk fanbase i Europa, men undertegnede har svært ved at se hvad der skulle være at blive så ophidset over på ”Incarnation”. Alle numrene lyder stort set ens, og alle numrene har også meget passende fået samme navn. Eller stort set. Forskellen er bare, at imens første skæring hedder ”Incarnation 1”, så hedder anden skæring ”Incarnation 2”, og sådan fortsætter det op til ”Incarnation 9”. Musikken er dybsindet, mørk og ambient, lavet specielt som et soundtrack til mørke nætter i katakomberne (?), og det er nok også derfor, at jeg har svært ved at fatte pointen.

 

Det går lidt bedre for Grindlock, som kombinerer storslåede ambinetøjeblikke – lavet af atmosfæriske keyboardlyde – med mørke dansebeats og lidt industrial støj. I modsætning til The [Law-Rah] Collective er Grindlock faktisk ikke så svært at høre på, selvom de måske bliver en anelse kedelige i længden. 

 

Med Aural Blasphemy er vi inde i den mere ekstreme og larmende ende af industrial-universet. Bandets lyd består af dødbringende dansebeats, et hav af maskinudstyr og lyde, samt nogle aldeles larmende støjeffekter. Det siges, at bandet har sine trofaste følgesvende som følger dem overalt, men som jeg ser det, så er resultatet af ”Catharsis” dog ikke meget bedre end The [Law-Rah] Collective. Det er kedeligt, uinteressant og – sagt på en pæn måde – næsten uudholdende at høre på. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Leviticus; I shall Conquer

Magdalena Records/M8 Distribution. 1984, 2000

Folk med interesse for kristen 80’er heavy metal, har i hvert fald en hvis kendskab til bandet. Bandet var nemlig sammen med Jerusalem, Barren Cross, Bloodgood og Stryper, et af de rimelig store bands dengang. De var også sammen med førnævnte bands, banebrydere for metal genren på det kristne marked. Sammen med Jerusalem, var de, også det første kristne svenske band, som blev populært uden for deres hjemland. Bandet spillede 80’er heavy metal, som så mange andre gjorde dengang, og Les Carsson’s skrigende vokaler og Bjørn Strigsson’s hurtige se-hvad-jeg-kan-soli, var hvad karakteriserede bandets stil. Bandet udgav en række cd’er tilbage i 80’erne, og kom med en Best of Leviticus i 1994. I shall Conquer er bandets debut album. Albummet var dog ikke bandets gennembrud, da Star Song og Pure Metal, ydede dem en meget dårlig distribution i USA. Albummet kom aldrig på cd derovre, og derfor har M8 Distribution nu valgt, at yde fans af bandet, den service at udgive I Shall Conquer på cd for første gang. Albummet har været udsolgt i flere år, og netop derfor er dette et stort fund for enhver 80’er metal samler. Udover at få I Shall Conquer på cd i stedet for bånd, er der også en anden bonus ved denne udgivelse. Bonusen er, at efter de ni I shall Conquer numre, kommer de tre numre, som oprindeligt var på deres maxi ep fra 1982, som heller aldrig før er udgivet på cd. Udover Leviticus fans, så skulle I Shall Conquer gerne appellere til fans af Europe, Yngviw Malmsteen, Barren Cross og lignende 80’er hår metal bands. Hvis du er interesseret i at købe I Shall Conquer, så kan dette gøres på www.m8.com. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Levl; Controlled By Time

Punctured Records. 2001

Canadiske Levl har fået ingen mindre end Jeff Waters fra Annihilator til at producere deres debutalbum ”Controlled By Time,” men det lyder egentlig ikke som Jeff har fået alverdens virkemidler til rådighed, da der blev begyndt at arbejde med albummet, for produktionen er langtfra pletfri. Det er især lydstyrken der er en skamplet for albummet, med hvilket der naturligvis menes, at når man sætter albummet på fulddrøn, så er volumen ikke nær så høj/stærk som f.eks. når man sætter Annihilators nyeste album på fulddrøn, og det er lidt ærgerligt for musik som denne skal da høres højt. Ellers er albummet skam udmærket udført som sådan – Velspillet. Og selve sangskrivningen er ganske udmærket thrash-metal, men nu er det sådan, at den måske lægger sig en anelse for meget op ad forbillederne i Annihilator, dog med enkelte afstikkere imod bands som f.eks. Pantera. Jeg er sikker på, at hvis jeg havde hørt dette album inden udgivelsen af Annihilators ”Waking The Fury”, at jeg så havde været lidt mere begejstret, men nu når pågældende album er ude, så virker Levls debut altså en anelse bagefter, selvom den som netop en debut faktisk er helt ok. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Lifend; Entwined Emotions

Selvstændig

Denne italienske sekstet begyndte sin karriere i 1999, dengang udelukkende som et coverband. Ting og sager er ændret siden, og en ting der er ændret, er at Lifend nu skriver deres egen musik. Med ”Entwined Emotions” er talen dog kun om fire nye sange, hvilket ikke lyder af meget, men rent tidsmæssigt er den ikke helt gal alligevel, idet disse fire numre er ret langvarige. Sammenlagt nærmer vi os faktisk en halv time kun på fire numre. Lifend kombinerer gotisk metal tilsat romantiske, kvindelige vokaler, atmosfæriske keyboards, celloer og violiner med death metal growls og tunge metalriffs. Til tider bliver der såmænd også plads til melodiske soli, der giver bandet en mere straight up heavy metal lyd. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Lightmare; The fool

Treasure Hunt Records, 1997

Producer; Michael Jesch & lightmare

”The fool” blev udgivet i 1997, hvilket efterhånden gør den 3 år gammel. Hvis jeg havde anmeldt den i 1997, havde jeg uden tvivl, have afskrevet den som en lorte CD udgivet i et forkert årti. I dag ser jeg dog anderledes på tingene. Power metal er ved at komme på banen igen, og faktisk er jeg, ved at lide genren igen.

Lightmare minder meget om Narnia, minus de radiovenlige numre, Når man tænker på, at ”The fool” blev udgivet før Narnia’s debut, kan man spørge sig om, hvorvidt det er retfærdigt at Narnia i dag har en stor pladekontrakt, mens Lightmare stadig er selvstændige.

Jeg kan faktisk bedre lide Lightmare end Narnia, selv om produktionen ikke kan sammenlignes, og Andi Gutjahr ikke er ligeså stor en guitartroldman som Narnia’s Carljohan.

Hvis du kan lide power metal eller kun heavy metal, så er Lightmare’s ”The fool” måske din nye ven. Nu hvis de bare kunne klippe det pokkers grimme og lange hår, så måske de ville blive ligeså store som Backstreet Boys (yeah right). (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Limp Bizkit; Chocolate Starfish And The Hot Dog Flavoured Water

Flip/Interscope Redcords. 2000

Limp Bizkit er måske det hard rock band som har mest succes for tiden. Personligt gad jeg aldrig at sætte mig så meget ind i deres to første albums, da jeg havde på fornemmelsen at de kun var et Korn-wanna-be-band. I dag ser man teenagere som aldrig før har hørt et heavy metal album fra ende i anden, gå i Limp Bizkit t-skjorter og købe deres plader, kun fordi det nu engang er hip. Jovist, berømmelsen ser ingen ende at tage for Limp Bizkit, hvilket også er grunden til at jeg valgte at tjekke deres nye udgivelse Chocolate Starfish And The Hot Dog Flavoured Water. Jeg må sige, at Limp Bizkit har sine gode sider, men at sige at de er tidens mest originale band, det ville være synd. De lyder nemlig præcis som alle de andre ny-metal bands fra USA, men til gengæld er det nok flere af de andre ny-metal bands som prøver at lyde som Limp Bizkit. Det er trods alt en guldopskrift vi her har med at gøre. Hvis man absolut skal sammenligne Limp Bizkit med genrens banebrydere Korn, så er der ikke så meget at sige uden at Limp Bizkit nok er en neddæmpet og fortyndet version af Korn. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Linkin Park; Hybrid Theory

Warner Bros. 2000

Det er godt nok længe siden, at Linkin Park udgav “Hydbrid Theory”, men det er først nu, at skiven rigtig begynder at røre på herhjemme. Først nu er man begyndt at reklamere med den på tv, og først nu ligger den under nyhederne i bl.a. Fona. Så derfor er anmeldelse af en efterhånden halvgammel skive, som flere sikkert allerede i forvejen har i samlingen. Linkin Park har på rekordtid formået at blive et af verdens mest populære rock bands. I dag er de blandt genrens sværvægtere, og kan ses på lige fod med bands som Limp Bizkit, Slipknot og Creed. Men for kun to år siden havde de ikke engang spillet deres koncert, men allerede sammen aften de gjorde, fik de tilbudt deres første pladekontrakt. ”Hybrid Theory” debuterede for ca. seks måneder siden på nummer 16 på billboards album hitliste, hvilket er det højeste et ukendt rockband nogen siden har formået. Og at det går som det går for Linkin Park, skal kun være dem vel undt, fordi ”Hybrid Theory” er uden tvivl en af de bedste nu-metal udgivelser siden tidens morgen. Deres sammensætninger af rock, rap og metal er bare så meget mere iørefaldende og tiltalende i et enkelt nummer, end en hel Limp Bizkit-skive er (for kun at overdrive en lille smule). ”Hybrid Theory” er spækket med fede rock numre, som enhver rock fan, til enhver tid vil nyde godt af. Og hvis ikke, så køb noget Westlife og kom videre med livet. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Lipstick Liontigers; Who Needs A DJ Anyway!?

Selvstændig. 2001

Jeg synes ikke det er noget galt med at spille 80’er hair-metal, selvom vi efterhånden skriver år 2002. Idéen lyder faktisk udmærket i mine ører, men når man i pressematerialet læser at norske Lipstick Liontigers’ målsætning er at skabe sange der kunne have været hits i 80’erne, så  begynder det hele at se lidt sortere ud. Jeg mener, hvad er det for noget pis at fyre af? Og når man så hører de seks numre, på deres selvfinansierede mini-album ”Who Needs A DJ Anyway!?”, der om ikke andet har en fed titel, så giver det hele endnu mindre mening. For ikke et eneste af de seks numre ville have slået igennem i 80’erne, om de så end var tvangsfodret befolkningen med ske. Jo vist, der er ganske rigtigt 80’er hard rock og heavy metal så det sprøjter i disse seks numre, men problemet er at de ikke er i besiddelse af den samme gennemslagskraft, sangskrivningsteknik, og overhoved den musikalske formåen, som deres forbilleder, hvilket i sidste ende resulterer i, at ”Who Needs A DJ Anyway!?” mest kommer at virke som en dårlig joke. I det mindste har de ironien i orden, hvilket bedst ses på bandets tøjstil på bagsiden af albumcoveret. Men at have tøjet i orden, er ikke ensbetydende med at Lipstick Liontigers er et genopstået Motley Crue. Tøjstilen fra dengang et er nemlig en ting perioden hellere end gerne må beholde. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Daniel Liverani; Genius  - Episode 1: A Human Into Dreams World

Frontiers/Nordic Metal. 23-10-2002

Der udkommer ret mange af disse såkaldte rock operaer for tiden, hvor mange forskellige musikere og sangere er bragt ind for at fortælle en historie. Avantasia er nok det band der har fået det bedste resultat, og dem kan Daniel Liverani og alle hans mange gæster ikke overgå med dette koncept album. Har ikke sat mig så meget ind i historien, og det kan måske være en af grundene til, at dette album ikke siger mig så meget. Hvis det ikke var for de mange gæster, og især sangere, så ville dette album efter min mening blot være et andet heavy metal album, måske lige med et par temposkift mere i ærmet. Hvis du kunne tænke dig, at høre musikere der på et eller andet tidspunkt har spillet sammen med Malmsteen, Pain Of Salvation, Kansas, Grave Digger, Steve Vai og Uriah Heep samlet på et sted, så er dette nok det bedste og eneste sted at lede. Lydet det som noget for dig, så kan du se frem imod 72 minutters musik, og i bedste ”Ringenes Herre” stil part to og tre engang i fremtiden. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Living Sacrifice; Conceived In Fire (2-sangs promo)

Solid State Records. 24-09-2002

Det var en stor dag, den dag, jeg for første gang hørte Living Sacrifices debutalbum, der oprindeligt udkom i 1991 på R.E.X. Records men senere blev genudgivet på Solid State. Ok, måske lægger jeg en anelse for meget i det, men i hvert fald havde jeg svært ved at få tingen ud af kassettespilleren (ja, det var faktisk et kassettebånd) igen. Kun få death metal albums havde på det tidspunkt imponeret mig så meget, men i tiden derpå blev det til flere og flere (i dag er det dog desværre færre og færre). Alle Living Sacrifices efterfølgende albums har dog ikke gjort helt så meget for mig, og 1994 albummet ”Inhabit” (også oprindeligt udgivet af R.E.X. og senere genudgivet af Solid State) var endda ret dårligt. Men med udgivelsen af ”Reborn” i 1997 og pladekontrakten med Solid State Records, ændrede bandet stilen fra at være tung death metal til stadig at være tung metal, dog med mindre doser death metal men mere vred, tribal metal a la Sepultura. En drejning der blev yderligere dyrket på ”The Hammering Process” og dens ansættelse af en ekstra perkussionspiller. ”Conceived In Fire” – bandets nyeste udspil – følger samme spor forstås, og uanset hvor gerne jeg end ville det, så har jeg svært ved at kunne underbygge påstanden, idet min promotion-cd kun indeholder to af numrene. Disse to (“Subtle Alliance” og “Send Your Regrets”), om ikke andet, er i bund og grund ganske gode opfølgere, og præcis det man på forhånd kunne have forestillet sig og håbet på. Fans af Slayer og Meshuggah vil elske, om ikke andet, disse to sange. Jeg giver naturligvis ingen karakter, idet jeg kun har hørt en meget lille det af det faktiske album. (Karakter; ingen)

 

Lost In Twilight; Planeteer

Selvstændig. 2000

Finske Lost In Twilight var et populært navn på den kendte mp3 hjemmeside mp3.com. Bandet lå nemlig på første pladsen på sidens heavy metal hitliste, og hvis materialet som på det tidspunkt blev downloaded er ligeså godt som Planeteer er det, så er det kun forståelig at det var så populært. Lost In Twilight kombinerer på Planeteer, gotisk metal, med lave vokaler a la Type O Negative, med melodisk black metal. Episke Keyboards spiller også en stor rolle i bandets musik, og sammen med de melankolske og symfoniske sangstrukturer, giver de også bandets lyd univers en anden dimension. Lost In Twilight er måske ikke på højde med føromtalte Type O Negative, men med hårdt arbejde skulle der ikke være noget i vejen med at få en pladekontrakt i nærmeste fremtid. Sagde jeg, at jeg er virkelig imponeret over forsangerens lavt brummende stemme? Nå ok, men det er jeg. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Lost Souls Cry; Promo

Selvstændig

Lost Souls Cry er et de såkaldte enmandsbands eller projekter. Bag projektet finder vi hollænderen Frank Klein Douwel, der spiller alle instrumenter, synger og programmerer, og ud af hans ensomme musikalske bedrifter er der kommet en atmosfærisk, nærmest symfonisk, black metal stil ud af, der især udmærkes af gode keyboardpassager. Ellers kommer der ikke noget specielt ud af disse fire numre, der skiftevis tunge og doom-inspirerede og hyper-hurtige. Mit gæt er, at Lost Souls Cry ville være  noget mere gennemført, hvis der var nogle flere bandmedlemmer, og måske især hvis der var en trommespiller involveret i stedet for de, på nuværende tidspunkt, computerprogrammerede trommer. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Lowbrow; Sex, Violence, Death

Crook’d Records

Den tidligere Obituary og Six Feet Under guitarist, Alan Wests nye band, Lowbrow, kommer her efter dig, med noget de mener sprudler af sex, vold og død. Vold og død er der nok af, men sex-appeal, eller blot sex, er ikke noget Lowbrow er i besiddelse af, men på den anden side, det er Kid Rock heller ikke, og han har sgu skoret Pamela Anderson. Så glem sex-appeal. Bandet galoperer hurtigt over lidt old-school thrash og death metal, uden nogensinde virkelig at sætte sig sine dybe spor i lytterens bevidsthed. Der findes ikke et decideret højdepunkt på skiven, og i forhold til Obituary og Six Feet Under, må Lowbrow siges at være et skridt tilbage for Alan West. Folk der ikke hører andet end old-school death, kan dog prøve at give ”Sex, Violence, Death” et lyt. Nogenlunde – tre stjerner. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Lunatic God; The Wilderness

Shindy Productions

Jeg kan høre det for mig: “Du efterspørger originalitet. Bands der tør, og bands der er anderledes. Her har du et af dem, hvad vil du gøre ved det?” Ja, Slovakiske Lunatic Gods er i sandhed anderledes. Måske ikke banebrydende, og bestemt ikke noget der vil husket som det band der ændrede musikhistorien, men de er anderledes, og de tør prøve sig frem. ”The Wilderness” er deres tredje album, og eftersigende deres bedste. Talen er om atmosfærisk og samtidig mørk death metal, der langtfra følger de faste mønstre bands som Cannibal Corpse har sat for de andre at følge. Bander finder sig tit i akustiske sangmønstre, hvor akustisk guitar og perkussion bander vej for ren sang og orgelspil. Og sådan fortsætter det med masser af temposkift og masser af forskellige underlige musikalske arrangementer koblet på en benhård death metal stil, der sågar også tæller noget der minder om arabiske folkemelodier. Så der har jeg det. Et band der tør og rent faktisk fører nogle originale idéer ud i livet. Alligevel må jeg indrømme, at der ikke er en eneste sang på ”The Wilderness” som jeg er specielt vild med. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Lust Control; The Worst Of Lust Control.

M8 Distribution. 2000

Langt før medlemmerne i Slipknot overhoved vidste hvad rock musik og masker var, kombinerede Austin bandet Lust Control begge dele. Jeg er ikke sikker på, hvor mange cd’er der egentlig er tilbage af Worst Of Lust Control. Der blev i hvert fald kun lavet 1000 eksemplarer i første omgang, men om der er blevet lavet et ekstra oplag tør jeg ikke sige. Der er hele 30 numre på denne skive, som er taget fra tre af bandets gamle udgivelser. De tre skiver som er repræsenterede er This Is A Condom Nation (1988), Dancing Naked (1989) og Feminazi (1994), og de forekommer næsten i fulde længe, dog hver med minus et par numre. Det er lidt forskelligt hvordan numrene på denne skive lyder, hvilket er til at forstå, da det meste af materialet er optaget live på en dag i studiet. Der er en masse ligegyldige punk-rock numre i retning af Nobody Special og One Bad Pig på The Worst Of Lust Control, men der er ganske vist også nogle fede nogen. Især numrene fra Feminazi står stærkt i det samlede helhedsbillede. Men alt i alt, må man konstatere, at Lust Control aldrig har bidraget med noget der virkelig har betydning for rock og rul. Godt nok er Lust Control ikke helt glemt da sådan en skive udkommet, men man kan da heller ikke sige, at de rigtigt – og jeg mener rigtigt – bliver husket. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð