Abaddon Incarnate; Nadir

Sentinel

Irland har opfostret bands som The Corrs, U2, The Cranberries og endda Grand Prix helte som Johnny Logan, men Irland har også andet at byde på. Irske Adaddon Incarnate er et af de sygere bands i denne verden, og deres “Nadir” album kører hele tiden derudad med 150 km/t igennem 24 sange. Der er ingen slinger i valsen, da Abaddon Incarnate hurtigt leger sig igennem deres death metal og grindcore sange, istedet er der fuld fart og ingen overraskelser. Af et grindcore band at være, er Abaddon Incarnate ikke allerværst. Der er selvfølgelig mere end en håndfuld numre ud af de 24, der absolut kunne være skåret fra helheden, idet de blot lyder som en fortsætter af det forrige nummer. Men trofaste grindcore fans vil ikke gå glip af Abaddon Incarnate. Sygt, sygt, sygt. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Abortus; Process Of Elimination

Code666/SPV

Italienske Code666 prøver i disse dage så vidt muligt at sætte Italien på verdenskortet, når det gælder ekstrem musik, men jeg synes, at der tit og ofte er bands af andre nationaliteter selskabet udgiver. Dette er også tilfældet med australske Abortus. Et band som har eksisteret siden 1998, og som nu udgiver sit andet album, efter at have udgivet et selvstændigt album i 1999. Udover det er der ikke ret meget jeg ved om bandet, andet end at de engang har opvarmet for Nevermore, på et af deres australske gigs. Promopapirerne giver udtryk for, at Abortus har en mere aggressiv lyd end de fleste europæiske bands, og selvom det måske ikke helt er tilfældet, for vi har da mange ret brutale og aggressive metalbands på disse fronter, må jeg dog indrømme, at Abortus måske er lidt over gennemsnittet dette vedrørende. På nær det, er der dog ikke ret meget at komme efter hos Abortus, sådan rent musikalsk, som man ikke har hørt både på den europæiske og amerikanske scene. Men jeg tror dog ikke, at Abortus vil skuffe die-hard fans af de mere ekstreme musikgenrer. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Absence Of Faith; Digital Revolution

Selvstændig. 2001

Hvis jeg skal være ærlig, så forventer jeg ikke altid så meget af de forskellige cd’er, jeg modtager af selvstændige bands, så når jeg satte ”Digital Revolution” på regnede jeg med et jævnt kedeligt album. Det er dog ikke tilfældet. Langtfra. Allerede fra første nummer begyndte interessen for Absence Of Faith at vokse. Musikken som tonsede ud af højtalerne var overbevisende og velovervejet, og så mindede den ikke så lidt om et af mine tidligere favorit bands – nu afdøde Deitiphobia. Som nogen af jer allerede har gættet, er talen om en lettere omgang industrial med masser af dansebeats, synthesizer-lyde, lidt gas på guitarpedalen, og forvrængede vokaler, dog ikke noget lignende Cher og Brødrene Olsen, men derimod i retning af Wally Shaw fra Deitiphobia, og engang imellem a la den nye Bomfunk MC’s single. Nogen gange minder de endda lidt om 80’er popbands som Depeche Mode, og så har de oven i købet lavet en coverversion af David Bowies ”White Wedding”. Nok ikke lige hvad industrial entusiaster ville kalde, øh, industrial, så lad os bare sige at det er techno musik for rockpublikummet, og rockmusik for technopublikummet. Eller noget i den stil. Knaldhamrende underholdende er det i hvert fald. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Abscess; Through The Cracks of Death

Peaceville/Nordic Metal. 23-09-2002

Englænderne har en sød – eller skulle vi sige blodig?? – tand for amerikanske Abscess. Ikke nok med, at de er signet til det engelske pladeselskab Peaceville, der ellers har opfostret og flasket så store bands som Paradise Lost, Anathema og My Dying Bride, det største engelske ekstreme metalblad, Terrorizer, har også erklæret bandet sin kærlighed. Undertegnede deler dog ikke samme kærlighed til denne, deres fjerde fuldlængde, med englænderne, for kan man ikke være mere opfindsom end hvad Cannibal Corpse eksempelvis er nu om stunder, så er der altså ikke meget at komme efter. Gore/Death numrene er godt nok brutale og blodige, men der skal mere til end blot det, hvis det skal sige undertegnede noget. Men det er vist her man kan begyndte at diskutere smag og behag. (JJJ---)

 

Absolute Steel; We Sentence You To Death (Even If You’re Innocent) (Single)

Selvstændig. 2000

Det er ikke meget Absolute Steel har at tilbyde lytteren, på deres nyeste single. I hvert fald ikke hvis man tæller minutterne. Der er kun et nummer på singlen, og det varer kun i 3 minutter og 30 sekund, og så er det oven i købet et gammelt nummer, som har været på en af bandets gamle demoer, anmeldt i Scream Magazine for ca. et halvt år siden. Der er dog ikke sagt, at dette er et lorte nummer. Nej, sangen er det sådan set ikke noget i vejen med. Den er faktisk meget god, hvis du spørger mig. Efter sang-titlen skulle man tro, at Absolute Steel var et moderne rock band med humor, men hvis man så tager selve bandnavnet Absolute Steel. Hvor mange moderne rock bands hedder egentligt sådan? Ikke ret mange, men hard rock og heavy metal bands har en tendens til at hedde nogen i retning af steel, og det er præcis hvad Absolute Steel er - et heavy metal band. Sangen er meget iørefaldende, hvis man kan lide 80’er hård rock eller tidlig 90’er metal, og omkvædet vil helt sikkert få en til at synge med efter et par gennemlytninger, og jeg kan fortælle jer, at det sidder. Hvis hård rock igen kommer til at blive hørt på moderne rock radio i Danmark, så må det vel blive i form at noget i retning af dette her. Her er f.eks. både humoren, og så er det ikke så ekstremt når alt kommer til alt. Der er ikke noget nytænkende ved dette nummer, men det er sjovt og hænger ved, og personligt ville ikke have noget imod at høre, hvordan deres nye udgivelse kommer til at lyde. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Absolute Steel; The Fair Bitch Project

Edgerunner. 2002

Jeg har før anmeldt Absolute Steels demo-single “We Sentence You To Death (Even If You’re Innocent”, der faktisk var er ret fængende heavy nummer. Dette nummer er også på bandets nye album “The Fair Bitch Project”, og det er faktisk også det bedste nummer der er på albummet. De resterende 10 numre er i nogenlunde samme 80’er heavy metal stil, men de er langtfra af samme fængende kaliber. Og derudover er tekstmaterialet for det meste under al kritik. Det kan godt være, at der er dem der syntes at det er sjovt med sange der hedder “Spread Your Legs”, “Naughty Nanny”, “Too Good In Bed” og “Smooth and Shaved”, men sandheden er, at det bliver trættende i længden. Og det hjælper sådan set slet ikke, at der i massen findes endnu flere seksuelt betonede sange, tag blot “Leatherbride” og “The Bitch and the Beast” med linjen “The Bitch and the Beast, they were born to fight for steel, whiskey and porn”. Og når man er mere end træt af de evigt pralende seksuelle referencer, så afsluttes der Gud hjælpe mig med en omgang af bandmedlemmernes kærlighed til stål (??) i “Love For Steel” og “Steelfront.” Middelmådige metalsange med dårlige tekster, så to smilehoveder skulle kunne gøre det, right? (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Acustic Torment; my hope is in you

Morija Media Productions, 1999

Producer; Timo Roller & Acustic Torment

Acustic Torment er et 3 mand band fra Tyskland, med en meget traditionel death metal lyd, dog bliver der på ”my hope is in you” leget med violiner, kædesav og keyboards. CD’en starter med en intro, som vil give de fleste lyttere et sjok. Jeg troede faktisk at der var en ridse i CD’en, eller at anlægget var gået totalt i kage. Det var det ikke, men det lød i hvert fald frygteligt. Selvom der på CD’en er 17 skæringer, så er der ikke flere end 8 man overhoved kan lytte til. Først er introen en skæring som aldrig bliver spillet på min cd-afspiller igen, og derefter er alle numre fra 10 til 17 kun sindssyg larm som aldrig bør høres. Det er da ikke sjovt at lave et death metal nummer, og så kun sætte det på high-speed. Og det er kun et eksempel, på den lort du kan finde på ”My hope is in you.” Der skal dog siges at skæringerne 2-9 er nogle nogenlunde gode death metal numre, men så skal du også være en fan af genren. Der er ikke rigtig noget fantastisk ved ”My hope is in you,” men det ville hjælpe for helhedsindtrykket, hvis de undlod alle bonus numrene og introen. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Adagio; Sanctus Ignis

LMP/Nordic Metal. 2001

Uh, dette er en af de bedre metal udgivelser, jeg har lagt øre til i år. Stephen Forté fra Frankrig er hjernen bag Adagio, og han er med sikkerhed en udspekuleret metaltroldmand. Bag sig har han så store mænd som Pink Cream 69s, David Redman på vokaler, Richard Andersson fra Majestic på keyboards og Dirk Bruinenberg fra Elegy på trommer. Selv spiller Stephen Forté guitar og en smule keyboard, mens Dennis Ward fra Pink Cream 69 tager sig af produktionen. Jo vist, Adagio er nærmest et ”all star metal band”, og det høres. Der er ingenting ladt over til tilfældighederne på ”Sanctus Ignis”. For det meste er det den progressive metal musik som er i højsædet. Åh, de riffs der fyres af. I de mest tunge og progressive guitarøjeblikke, huskes man på bands som Teramaze, Balance Of Power, Symphony X og endda Dream Theater til tider. Udover det, er det klart, at den neoklassiske metalscene også får hjerterne i kog hos Stephen Forté og hans bandmedlemmer, og alt i mens han spiller hurtig Yngwie Malmsteen guitartroldmand for alle pengene, sniger han lidt gammelt Europe (ca. 1983) og lidt nyere Narnia ind i lydbilledet. Det kan godt være, at de engelske anmeldere vil jorde Adagio som endnu et progressivt metal band, men jeg har svært ved at se den tyske presse gøre andet end elske dette franske band. Herfra ønsker vi bandet alt godt, og håber at høre mere fra dem i fremtiden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Aeternus; Ascension Of Terror

Hammerheart/Nordic Metal. 2001

Aeternus er endnu et norsk band som har opnået kultstatus i den ekstreme metal undergrund. Men i modsætning til bands som Emperor, Mayhem og andre er der ikke talen om black metal, men snarere en tung dose dødsmetal tilsat lidt thrash. Aeternus har dog aldrig gjort noget særligt for undertegnede, og det gør de heller ikke her på deres splinternye udspil ”Ascension Of Terror”. Bandet bærer ord for at være et af de mere opfindsomme bands indenfor genren, men undertegnede har svært ved at høre denne såkaldte opfindsomhed, da det meste af dette album er lidt sparsomt på idéer, og i realiteten er det ret svært at sætte fingeren på et klimaks på dette noget jævne album. Det er ikke det. Som dødsmetal tilhænger, burde man ikke få problemer med at grynte lidt med hist og her (hvis man ellers kan teksterne), og skiven burde kunne underholde lidt i ny og næ, men problemet er at man har kun 24 timer i døgnet, som skal fordeles til familie, venner, arbejde, evt. hobbyer, mad og søvn, hvilket kun giver meget lidt tid tilbage, og skal man høre musik i den resterende tid, så vil man gerne høre noget ekstraordinært… Ser du hvor jeg vil hen? Ikke? Ok, det jeg prøver at sige er, at Aeternus er et helt ok death metal band, og ”Ascension Of Terror” er en ok skive, men der er meget andet der er bedre, og derfor vil jeg i fremtiden bruge tiden på at spille noget med lidt mere spræl i, uden at afvise at ”Ascension Of Terror” måske gæster cd-spilleren igen. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Anoxia; Far From This Time

Selvstændig 2000 (JJJJ--)

 

Anoxia; Demo 2002

Selvstændig. 2002 (JJJJ--)

Hvad gør man, når man bor i Nyborg, og ikke ved så meget at lave om dagene? Jo, man starter et metalband og pisser alle naboerne af uafbrudt. Det er hvad Lars, Rune og Søren har gjort, og det må man sige, at de er kommet godt fra. Altså at spille metal, jeg har ikke fået noget feedback fra deres naboer, så det kan jeg ikke udtale mig om, men mon ikke de klarer sig ok der også? Bandet så dagens lys i 1996 og har siden medvirket på forskellige kompilationer, og indtil videre er det også blevet til to demoer. Den første, ”Far From This Time”, udkom sidst i 2000, og kunne byde på fem numre af fedt fynsk metal. Den næste er netop udkommet, og den indeholder tre nye numre. Begge demoer er nogenlunde i samme stil, både hvad selve musikken angår og også produktionen. Det kan dog godt være, at produktionen rent faktisk er en anelse renere på den ældre demo, hvilket ikke skal forstås som den nye er noget skod. Musikalsk bevæger bandet sig hovedsagligt omkring tunge thrash metal sange, men de gør også et visit eller to til regulære heavy metal eller endda death metal i ny og næ. Den musikalske sammensætning fungerer godt, men et ekstra plus ligger i de mere end normalt (efter danske demo standarder i hvert fald) fængede guitarriffs, og så vokalen skam heller ikke værst. Basspillet kunne måske være en anelse mere fremstående, men det er i småtingsafdelingen. Ellers i orden hele vejen rundt. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Aftertaste; Two Minutes To A Heartbeat

Angryson. 2002

Når man læser hvor meget de danske metalfans hader et kristent band som P.O.D., har man kun en ting at sige om Hollandske Aftertaste. Gud vide hvor meget de så vil hade dette hardcore band (eller christcore, om du vil)? For på ”Two Minutes To a Heartbeat” lægger Aftertaste ikke fingrene imellem for heftig forkyndelse af Guds ord? I hver eneste sang faktisk. Og jeg skal være den første at indrømme, at det virker lidt voldsomt og påtvunget, og desuden er teksterne lidt dårligt skrevet indimellem. Men i det mindste ved Aftertaste hvordan man skriver god og kompromisløs hardcore musik, og de gør det ligeså godt som det meste af Kingfisher stablen, så shut it. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Alastis; Unity

Century Media/Nordic Metal. 19-03-2001

Svejtsiske Alastis har været en del af metal scenen lige siden i 1987, da de for første gang øvede sammen. Det var dog ikke før i 1992, at deres første udgivelse så dagens lys – en skive som udkom på det norske undergrundsselskab Head Not Found. Siden dengang har bandet udgivet cd’er i 1995, 1996, 1998 og igen nu 19 marts 2001. De tre sidste udgivelser har været udgivet af metal monster selskabet Century Media, hvilket har medvirket til en lidt større mulighed til at nå flere publikummer. Alastis’ musik er en meget dyster sammenblanding af gotisk, doom og dødsmetal, hvilket af bandet og pladeselskabet bliver kaldet for dark metal. En musik kategori som bandets pladeselskab – Century Media – vil være med at Alastis nærmest er alene om at bemande. En ting man skal lægge mærke til er War D – bandets forsanger og anden guitarspiller – der råber, brummer og synger med en tør og hæs stemme, så at man begynder at tænke på, om han mon gerne vil være Lemmy fra Motorhead. Det skal dog siges, at Alastis’ musik ikke har nogle fællestræk med førnævnte band, udover at de begge bliver kategoriserede som metal bands, og måske førnævnte lighed (!?!) hos forsangeren. Unity er en god udgivelse, som på mange måder viger lidt fra det traditionelle og typiske på metalscenen i dag, men jeg har dog svært ved, at se at bandet har 100% af de kvaliteter, de bliver beskrevet med i promo-papirerne. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Alien Gates; Dark Days Quantum

Selvstændig

Ok, “Dark Days Quantum” er på ingen made et perfekt mini-album, men når man tager skiven for det den er, så må den vel ses som et udmærket stykke arbejde. Så lad os begynde med begyndelsen. Ser du, bandet startede i år 2000 som en trio, men blev ikke helt seriøst før to nye medlemmer blev tilsluttet besætningen i april sidste år. Fire måneder senere var deres første selvstændige udgivelse ”Dark Days Quantum” klar, og udfra det standpunkt, så må man sige, at resultatet er flot. For hvis bandet kan skrue forholdsvis gode sange som ”Manual For A Dark Age” sammen på fire-måneder, hvad kan de ikke nå at skabe på fire år? Ok, jeg kan godt se, at man kunne kritisere bandet lidt, for deres iver efter at få noget udgivet. Måske kunne de have ventet og gjort tingene endnu bedre, men på den anden side, så er det svært at få kontakter uden noget at henvise til. Stilmæssigt ligger dette unge band ret konservativt placeret med deres lidt primitive thrash-lyd, men det hjælper lidt på det med nogle melodiske death-leads og vokaler. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

All That Remains; Behind Silence And Solitude

Lifeforce Records. 2002

Egentlig startede All That Remains blot som et side-projekt til Shadows Falls forsanger Philip Labonte, men som så ofte med disse ting, så udviklede All That Remains sig, og inden længe var Philip ikke længere i Shadows Fall, men dedicerede al sin tid på All That Remains. Det vil sikkert pine livet af Philip og co., men en sammenligning med Shadows Fall er mildest talt umulig i All That Remains’ tilfælde, selvom der ikke er talen om gentagelser som sådan. Det er nemlig de samme lede hardcore vs. death metal kombinationer der tilsættes en mere fængende form for moderne metal, der gør All That Remains så lig Shadows Fall, men det er fedt at høre, at All That Remains samtidig ikke begrænser sig kun til det, men også har mod på at tage kampen op med 80’er metal kæmper som Iron Maiden og Judas Priest for at skabe den  ultimative kombination af hardcore, death metal, 90’er og 80’er metal. All That Remains er ligesom Shadows Fall er band der er på vej fremad, og du vil høre meget mere til dem i fremtiden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

America Gomorrah; Exchanging Truth For A Lie

Righteous Sinner Music. 2000

America Gomorrah har fået utrolig positive anmeldelser i dem amerikanske presse, for deres debut udgivelse Exchanging Truth For A Lie. I de fleste anmeldelser jeg har læst, har der ikke været et negativt ord at finde, hvilket jeg personligt synes er lidt mærkeligt. Det er næsten som Exchanging Truth For A Lie, bliver gjort til denne fantastiske progressive hard rock og metal skive, men i virkeligheden bliver der ikke præsenteret noget nyt her. Der findes mange bands som har levet dette i årevis, og endda gjort det meget bedre end netop America Gomorrah. Som hos mange andre nye progressive rock bands, bliver udgangspunktet taget i 80’ernes hårde rock, og selvom guitarspillet ofte lyder som typisk 80’er hard rock, så er guitarspillet faktisk meget godt udført. Jeg er også meget positivt stemt overfor vokalerne, som ikke er særlig typiske i forhold til 80’ernes hård rock. Gene Crout – bandets forsanger – har ikke den samme høje og skrigende stemme, som så mange andre 80’er vokalister havde/har, og det gør America Gomorras musik en anelse mere interessant at høre på. På den anden side virker America Gomorrah, i modsætning til mange andre progressive metal bands, ikke lige så ivrige efter at eksperimentere og bruge start/stop metoden, som jo er en væsentlig del af mange progressive metal bands lydunivers. Der ville måske under visse omstændigheder blive udråbt originalitet for at udstå af mængden, men hos America Gomorrah lyder det bare som der mangler noget, og dette dræner bandets identitet for liv. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Amon Amarth; The Crusher

Metal Blade/Nordic Metal. 05-03-2001

Efter at have lyttet til moderne rock og punk i dagevis, var det ligesom at få en mursten i fjæset, da musikken fra Amon Amarth’s nyeste udspil kom ud af cd-spilleren. Det var tonstungt, hårdt, lige på og råt. Det var også meget underholdende at høre de første par numre på The Crusher, men efter et par numre virkede det ligesom om idéerne blev færre og færre. Musikerne bag Amon Amarth er godt nok, begavede musikere, og de spiller den typiske svenske Gøteborg dødsmetal-stil ligeså godt, som de fleste, og i sig selv er det måske nok, hvis det er det man leder efter. Men har man hørt sin andel svensk døds-metal, og leder efter noget anderledes, så vil man ikke finde det på The Crusher. Det kommer lidt an på hvordan man ser tingene på. Personligt synes jeg, at det ville være lidt federe, hvis Amon Amarth ikke gentog sig selv så ofte, og måske eksperimenterede lidt mere med mere spændende ting. Måske var det også dette som fik Martin Lopez, til at forlade Amon Amarth til fordel for sit andet band Opeth. Men at Amon Amarth er gode musikere kan ikke diskuteres, og derfor vil der uden tvivl være mange som vil se The Crusher som en udmærket udgivelse, og al respekt for det. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Amon Amarth; Versus The World

Metal Blade/Nordic Metal. 18-11-2002

Amon Amarth er et band der altid får meget pæn omtale, men som alligevel aldrig helt regnes 100% konkurrencedygtige imod den svenske melo-døds scenes største bands. Sidste års ”The Crusher” var et ganske ok melodisk death metal album, der dog på ingen måde bragte nye idéer, om end det fik placeret bandet bedre på det internationale dødsmetalskort. ”Versus The World” er sådan set lidt på samme måde: Velspillede og velarrangerede metalsange, der både formår at gøre indtryk i form af brutalitet og melodi. Men eftersom at idéerne ikke rækker længere end det, så er ”Versus The World” ikke det mesterværk det ellers er blevet spået at den skulle blive, men derimod blot en god opfølger til ”The Crusher.” For alle der sidste år tilegnede sig ”The Crusher”, og har dyrket den siden, er ”Versus The World” en win/win situation, så mon ikke der er nogle penge der skal fyres af, når den ligger i butikkerne den 18 november. Mig, jeg vil høre den nyeste Arch Enemy plade en gang til, og så prøver vi Amon Amarth igen om et par måneder. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð.

 

Anathema; Resonance 2

Peaceville/Nordic Metal. 18.02.2002

Problemet med ”Resonance 1” var, at den kun bestod af alle Anathemas mere fredelige numre, og derved var den helhed som bandet består af (eller bestod af, for i dag er Anathema mest af alt er rock band) allerede splittet. Derfor burde det være indlysende, at det samme problem ville gøre sig gældende her på ”Resonance 2”, og det gør det delvis, men ikke i samme grad som på den første skive. Anathema har nemlig i modsætning til de fleste death metal bands altid skrevet varierede numre, således at de tunge, smadrende death metal inspirerede numre aldrig kun har bestået af bulder og brag, men også af velovervejede temposkift til mere fredelige passager midtvejs i numrene, og det dels på den måde andre death metal bands kunne pifte deres lydunivers lidt op. Men selvom jeg synes at valget af numre på ”Resonance 2” er mere vellykket end på den første, så er jeg stadig af den mening, at begge album hellere burde være blandede med de tunge og de mere tilbagelænede numre. For ligesom ”Resonance 1” kunne være et bedre album med nogle af de tunge numre inddraget, så kunne ”Resonance 2” være et endnu bedre album sammen med nogle af de fredelige numre. På den anden side er det bare sådan jeg er skruet sammen, og man kan ikke altid gøre alle lykkelige, vel? Og så kan det ligeså godt være mig der brokker mig lidt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Anchor: Pain Inside

Selvstændig.

Nej, dette er ikke et nyt udspil fra den amerikanske hardcore gruppe under same navn. Dette Anchor kommer fra Finland, og leverer groovy metal. Musikken er velspillet, og indeholder nok af interessante riffs og variation for at holde undertegnede interesseret igennem alle seks numre. Det eneste negative jeg umiddelbart kan komme på, er bandets forsanger, som til tider har svært ved at ramme noderne, da han prøver at være følelsesladet, men når der bare er vred, rå aggression der skal ud, så består han med glans. Bandet kan godt sammenlignes med tidligere Metallica, men de har nok af varierede indslag for at undgå at stå i lyset af førnævnte. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Anchor; Anc004

Selvstændig. 2002

Det er ikke så længe siden, at jeg havde en tidligere Anchor demo i cd-spilleren, men nu er finlænderne allerede klare med endnu et udspil. Stilmæssigt er vi i samme boldgade, da de tre nye numre ”Set me Free”, ”It Takes Me” og ”Chains” bliver fyret af i bedste, tunge goth-rock stil. Anchor har forbedret sit lidt siden sidst, og de In Peccatum, Paradise Lost og ”Moonspell” der i forbindelse med tidligere demoer ikke har bandet en mulighed , vil muligvis være over denne her som en flok fluer om en hundelort. Trioen har fat i noget her, og det er ikke en hundelort. (JJJJ--)

 

Ancient; Proxima Centauri

Metal Blade/Nordic Metal. 15-10-2001 (JJJJ--)

 

Emperor; Brometheus – The Discipline Of Fire & Demise

Candlelight/Nordic Metal. 22-10-2001 (JJJJ--)

 

Borknagar; Empiricism

Century Media/Nordic Metal. 22-10-2001 (JJJJ--)

 

Black metal genren har i mange år lidt det ene skibsbrud efter det andet, og rockpressen har gang på gang givet genren fingeren og efterspurgt kreativitet og fornyelse, hvilket også i den grad har været en mangelvare i en længere periode. Og netop derfor er det så fedt at være vidne til, at der nærmest samtidig udkommer tre black metal albums der virkelig vil noget. Tre albums der bidrager med noget udover bare at larme. Fællesnævneren for alle tre albums er, at de er indspillet af bands med en norsk afstamning. De norske sorte sjæle har tilsyneladende ikke tænkt sig at stoppe foreløbig, og det er helt ok, bare så længe det er de stakkels instrumenter det går udover, og ikke flere hjælpeløse kirker.

Som sådan er Ancient måske ikke helt et norsk band mere. Bandet har siden sit ophold og stiftelse i Norge, været bosiddende både i USA og nu i Italien, og bandet tæller også bandmedlemmer som ikke har nogen tilknytning til Norge. Bandet har været signet til Metal Blade siden 1996, og har endda udgivet musik før det, i det de blev stiftet helt tilbage i 1992, men af en eller andet grund kan jeg ikke huske nogensinde at have hørt noget Ancient materiale, som har sagt mig noget overhoved, og derfor har jeg aldrig gidet at bruge tid på bandet. Men på ”Proxima Centauri” placerer bandet sig solidt på black metal kortet, med deres veliscenesatte, atmosfæriske og særdeles varierede black metal numre. Produktionen er i top, hvilket man kan takke Danske Jacob Hansen for, og ellers lader alt til at køre for Ancient. Jeg kan bare ikke forstå, at en så ligegyldig person som bandets guitarist har valgt at bruge scene-navnet Jesus Christ !. Ok manden kan spille guitar og keyboards endda, men når jeg tænker Jesus Christ, så tænker jeg på noget udover det sædvanlige. Noget ekstraordinært, noget fantastisk, noget overnaturligt, og det kan denne mands platte digt-enderim ikke ses for at være. Tag f.eks. face/space, lines/signs, thunder/under. Lyder lidt tyndt ikke? Ikke ligefrem god poesi. Men ellers et solidt black metal album.

Black metal legenderne Emperor er tilbage med endnu et udspil, hvilket muligvis bliver deres sidste. Men er du klar til endnu en lektion i koldblodet ondskab, så er ”Brometheus” klart stedet at lede. Emperor har aldrig haft behov for at lave det samme album to gange, og det er gør de heller ikke denne gang. Bandet udvikler sig hele tiden, hvilket er noget man ikke kan sige om mindst 50% af genrens andre bands. Men selvom at Emperor altid afprøver nye ting, så har de også altid deres black metal baggrund i baghovedet. Og denne gang taler rødderne så stærk som nogensinde, da bandet tonser derudaf med en utrolig viljestyrke, en tekniske indfaldsvinkel som kun sjældent høres på black metal fronten, og en bunke uhyre godt sammensatte numre. Emperor har endnu engang bevidst at black metal i nødvendigvis behøver at være kedeligt.

Efter at Borknagar gæstede Templet i Lyndby tidligere på året, med et af de dårligste shows jeg nogensinde har hørt -  hvilket ikke kun bestod af en uhyre fattig indsats fra bandets side, men også en ekstremt dårlig lydkvalitet som ikke burde se dagens lys, eller i dette tilfælde nattens mørke – havde jeg ikke de helt store forventninger til deres nye album. Endnu engang tog jeg fejl. Bandets nyeste skive, ”Empericism”, er faktisk ret god. Og så er det også her at bandet introducerer deres nye forsanger Vintersorg, for dem som ikke har hørt Borknagar live for nylig. Borknagar er i en klasse for sig, hvilket de ikke mindst beviser med deres folk-inspirerede indslag, 70’er lydende hammond orgelspil, og andre utraditionelle black metal aktiviteter. Bandet er i besiddelse af en varieret lyd, som kun få black og death metal bands overgår, og det arbejder som intet andet til deres fordel på ”Empericism”. Pladen er absolut værd at tjekke ud. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Ancient Rites; Dim Carcosa

Hammerheart/Nordic Metal. 28-05-2001

Der er gået tre år siden Anceint Rites sidste gang udgav et album. Sidst var det ”Fatherland” som tilintetgjorde de kritiske heavy metal anmeldere verden over, idet de fleste af dem var enige i at ”Fatherland” var noget stort. ”Dim Carcosa” – bandets fjerde album – er ikke et decideret mesterværk på nogen måde, men det er en af de smukkere black metal album der er endt på mit skrivebord i år. Skiven starter blødt med nogle nærmest klassiske minutter i selskab med muntre pianostykker og dansende violiner, inden et nærmest progressivt black metal raseri til sidst bryder ud. Ancient Rites has eksisteret i 12 år, og erfaringen kommer dem til gode, idet de efterhånden også mestrer de atmosfæriske black metal passager, krydret med soli ligeså melodiske som Iced Earth, og gotiske undertoner klædt ud i pianoer, violiner og andre smukke arrangementer. Det er alt set og lavet før, men det er ikke hver dag at det lyder så smukt. Maj måned har set mange kvalitets udgivelser, og Ancient Rites’ ”Dim Carcosa” sætter, sammen med Jacobs Dream og Poundhoundet, derved punktumet for en af de bedre måneder for den hårde guitarmusik. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

…And Oceans; Allotropic/Metaphoric – Genesis Of Dimorphism

Century Media/Nordic Metal. 2001

Det finske band …And Oceans blev dannet i 1995, og efter to udgivelser på det franske pladeselskab Seasons Of Midst, har bandet underskrevet en kontrakt med Century Media. Hvad er det ellers som gør, at metal genren står at briste i talentfulde skandinaviske bands? Ok, der er godt nok ikke så mange finske bands som slår igennem, men der er virkelig mange svenske og norske bands. Finland er dog et paradis for black metal og andre ekstreme orkestre, og det siges endda at Dimmu Borgir en gang var lige så populære, i Finland, som selveste Spice Girls (dvs. da Spice Girls endnu var et hit). …And Oceans er også er black metal band, men man bliver overrasket over, hvor anderledes et black metal orkester de er, i forhold til de mange typiske black metal bands. For det første har bandet en keyboard-spiller, men at have en keyboardspiller er i sig selv ikke så anderledes for et black metal band, da mange bands bruger keyboards til at give lydbilledet nogle atmosfærefyldte lyde. Men i …And Oceans tilfælde er det lidt anderledes, i det at …And Oceans’ keyboard er lidt mere elektronisk indstillet, og mere computer lydende end den almindelige black metal keyboard lyd. Keyboardet skaber nemlig nogle techno lyde, som faktisk klæder sort metal’en godt. Disse techno inspirerede keyboards er dog ikke dine almindelige iørefaldende diskoteks techno hits, og de er heller ikke ligefrem Trent Reznor industrial. Det er …And Oceans – simpelthen. Hvis Black metel møder techno, med enkelte lydklip fra pornofilm lyder spændende, så er …And Oceans lige noget for dig. På den anden side, hvis du tager keyboardparten ud af lydbilledet, så er …And Oceans kun et andet black metal band. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

...And Oceans: Cypher

Century Media/Nordic Metal. 17-06-2002

Finske ...And Oceans er efter sidste års “Allotropic/Metamorphic - Genesis Of Dimorphism” nu tilbage med en opfølger, der i pressematerialet er beskrevet som en blanding af black metal og industrial, hvilket er samme opskrift som på forgængeren. Bandet har med held fået sprøjtet nogle techno-beats henover den brutale black metal sammensætning, og det giver en varieret og dejlig lyd, der absolut burde være et alternativ for dem der er ved at være trætte af den mere ensformige del af genren. Bandet har siden udgivelsen af “Allotropic/Metamorphic - Genesis Of Dimorphism” kastet sig endnu mere over de elektroniske elementer, og selvom der endnu er flere numre hvor der ikke bliver eksperimenteret så meget med førnævnte, så er der også andre numre der er rendyrkede industrial numre med trommemaskiner og hele svineriet. Jeg foretrækker “Cypher” over forgængeren. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Angel Dust; Of Human Bondage

Century Media/Nordic Metal. 25-02-2002

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er dette ikke det amerikanske magi-industrial band AngelDust, men et tysk power metal band under næsten samme navn (læg mærke til der er et mellemrum imellem Angel og Dust). Angel Dust begyndte at spille i 1984, men dengang var de et speed/thrash band. Efter to albums gik de dog hver til sit, og valgte at lægge Angel Dust på hylden, men ti år efter kriblede det så meget i fingrene på tyskerne, at de valgte at starte på en frisk, dog nu som et power metal band. Og over al forventning fik de faktisk en ret god modtagelse fra heavy publikummet. ”Of Human Bondage” er bandets fjerde album efter genstiftelsen, og det sjette i alt. Selvom Angel Dust måske ikke er det mest originale band på dagens power metal scene, så er de dog et af de mere imødekommende. De gør ikke ligeså meget ud af krystal klare produktioner og melodier som mange af de andre, og derudover har de en mere thrash’et og autentisk lyd, som muligvis stammer fra deres tidlige 80’er dage. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Angra; Rebirth

Steamhammer/SPV/Nordic Metal. 2001

Lad mig bare sig det med det samme: Dette er helt og aldeles det bedste heavy metal album som er havnet i min cd-spiller i minimum to måneder, måske endda tre. Angra er tilbage i stor stil, selvom hele tre medlemmer har forladt bandet siden sidste album. Afløserne – henholdsvis Edu Falaschi; vokalist, Felipe Andreoli; Bas, og trommespilleren Aquiles Priester - viser dog stor kompetence på ”Rebirth”, og tager sammen med de to resterende medlemmer bandet til nye højder. Angra er så stærke som nogensinde. Der bliver taget udgangspunkt i den mere melodiske tysker power metal lyd, samtidig med at de brasilianske rytmer også spiller en stor rolle på skiven. Men Angra lader sig dog ikke nøje kun med power metal med sydlandske inspirationer. I stedet for baner dig også vej for klassiske momenter med violiner og noget der ligner flotte korsatser. Et af numrene (”Visions Prelude”) er endda bygget på  Chopins Opus 24. Ellers er der også blevet plads til mere tilbagelænede og varierede pianostykker, enkelte akustiske passager og endda lidt balladelignende stads. Alt i alt en meget flot og velovervejet sammensætning, som bestemt vil blive siddende i undertegnedes cd-spiller i et stykke tid endnu. Kun loftet sætter grænsen for hvad talentfulde musikere som disse kan skabe. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Anguish; Simmetry

Massacre/Nordic Metal. 2002

Endnu et tysk progressivt metal band der går Dream Theateer nøje i fodsporene. Men i modsætning af mange af disse talentløse, men velspillede, kopister, så har Anguish altså fat i noget i flere numre. Lyt blot til keyboardspillet i det indledende nummer. Men fra at have fat i noget, og så at skulle nå de samme højder som Dream Theater og Symphony X, det er altså et godt stykke vej. Et stykke vej som Anguish stadig har til gode at rejse, og et stykke vej der sikkert kommer til at tage dem en længer årrække, hvis ikke hele deres liv. Men progressive metal fans, der ikke er alt for kræsne, kan da hjælpe bandet på vej med at købe ”Simmetry”. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Annihilator; Waking The Fury

SPV/Nordic Metal. 18-03-2002 (JJJJ--)

 

Magnum; Breath Of Life

SPV/Nordic Metal. 25-02-2002 (JJJJ--)

SPV fortsætter deres udgivelser af rock og metal creme de la creme, og i de kommende dage kan man frem imod endnu flere. Allerede i morgen, mandag den 25 februar, udkommer Magnums ”Breath Of Life”, hvorefter thrash-kongerne Annihilator endnu engang er klare med et nyt udspil den 18 marts. Rent stilmæssigt har disse to bands ikke det fjerneste med hinanden at gøre. Så udover at være på samme pladeselskab, og det faktum at guitaren spiller en stor rolle i begge bands lydunivers, så har de ikke andet tilfælles vel? Jo, der er i hvert fald en ting til. Begge bands er nærmest levende legender indenfor hver deres genre, og de har efterhånden, i og for sig, ikke så få år bag sig. 

 

Du bliver som sagt nødt til at vente helt indtil 18 marts, for at høre Annihilator albummet, og jeg kan da godt forstå, at du allerede sidder spænt og venter, hvis du er en vaskeægte thrash-freak. Jeg kan da også love dig, at albummet er ganske udmærket, og bestemt ikke vil skuffe, hverken fans af bandet, eller fans af genren. ”Waking The Fury” er måske ikke bandets hidtil stærkeste album, men eftersom standarden indenfor genren på det sidste må siges at have været ret lav, så er dette et af de bedste albums indenfor genren i to år eller der omkring. I øjeblikket kan jeg kun komme i tanker om et thrash-album, der de sidste to år har overgået ”Waking The Fury”Kreators”, og det er Kreators album som udkom sidste år, men der skal nok dukke et par flere op efter at anmeldelsen er skrevet (?). Kan du som thrash-fan ikke få tiden til at gå, indtil ”Waking The Fury” udkommer, så foreslår jeg snildt, at du hører det nyeste Kreator indtil da. - Eller også du hører Annihilaors gamle materiale?

 

Er du derimod slet ikke til thrash, så er det muligt, at du hellere vil investere pengene i Magnums nyeste album, ”Breath Of Life”. Og så behøver du som sagt heller ikke vente så længe. Du kan jo bare gå ned i Fona eller Musiklink i morgen efter skole, og fluks kræve at få bandets album nummer elleve smidt over disken. Der er gået seks år siden Magnum sidst lad høre fra sig, og faktisk var det de færreste, der nogensinde troede de skulle høre Magnum igen. Men her er de, og deres smukke, iørefaldende og progressive art rock lever i bedste velomgående, med en god blanding velovervejet pigtråd, labert keyboardspil og storslåede vokalarrangementer. Hvordan ”Breath Of Life” egentlig forholder sig til bandets bagkatalog, er jeg ikke helt klar over, da jeg endnu ikke har haft muligheden, for at høre alle de gamle albums, men efter at have hørt ”Breath Of Life”, kan det mere end så ske, at man vælger at tjekke nogle af dem lidt nærmere. Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Antithesis; Antithesis, 1999

Intro Mental Management/Voices of Wonder

Producer; Antithesis (s9)

Jeg må indrømme, at jeg flere gange har lagt mærke til navnet Antithesis, men jeg troede bare, at dette var et andet norsk black metal band, og derfor gad jeg ikke at tjekke dem. Jeg blev dog klogere, når jeg lyttede til en af HM magazines musik samplere (sker hele tiden for mig!). Antithesis er ikke noget andengrads black metal band, nej de spiller heavy metal. Du ved, den slags musik man hørte i 80’erne. Nu er der sikkert flere der siger, ”á nej, ikke mere 80’er metal, vi er i 90’erne”, men vent lige et øjeblik! Antithesis er faktisk ret gode. Ja, de er faktisk bedre end de fleste. At Antithesis spiller 80’er heavy metal betyder ikke at de er ensformede! Nej, heavy metal for Antithesis, betyder teknisk, progressiv, melodisk og power metal.

Der bliver ikke sparet på talentet, her på Antithesis’ debut plade. Guitaristen Sean Perry spiller fantastisk. Der bliver fyret hurtige solo’er og seje riffs, mens trommespilleren slår som en sindssyg (minder lidt om Helloween). Sangeren Ty Cook, har en perfekt stemme til den slags musik, og igen her må jeg sammenligne med Tourniquet (ca. stop the bleeding).

Hvis Antithesis havde spillet i 80’erne, ville de være stjerner, men måske sker det alligevel, nu da heavy metal er ved at trænge sig ind på metal scenen igen.

Dette er en fin debut CD, og sammen med Balance of Power og Powergod (ikke kristent band) er Antithesis, det bedste heavy metal band, jeg har hørt i længere tid. Forhåbentlig hører vi mere til disse drenge i fremtiden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Antithesis; Dying For Life

Massacre/Nordic Metal. 20-08-2001

Det er altid sjovt, at have været glad for et bands musik mens de stadig var et undergrundsband – at man ligesom har givet dem sit ”stamp of approval”, som de siger i Metal Hammar – og så finde ud af, at de nu rent faktisk, allerede med deres andet album, har fået kontrakt med et af de større metalselskaber. Bandets første album blev selvstændigt udgivet i USA, mens Intromental Management tog sig af distributionen her i norden. I marts i år blev ”Dying For Life” – bandets andet album – udgivet, denne gang igennem Nightmare Records i USA, og igen igennem Intromental Management i norden, men nu har bandet så skrevet under en kontrakt med Massacre Records, som allerede nu genudsender albummet, kun få måneder efter at dets oprindelige udgivelse, og ingen tvivl om, at bandet nu endelig vil nå ud til de større publikummer, som de jo egentlig burde have gjort på debuten. Musikmæssigt er der ikke ændret så meget siden sidst. Formularen er stadig power og speed metal kombineret med benhård thrash. Så var du til Antithesis’ første skive, burde denne også være noget for dig. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Anyone; Anyone

Roadrunner/Arcade. 2001

Ja, umiddelbart skulle man tro, at dette enten var et dødsmetal eller et technoband, idet at Roadrunner engang udelukkende udgav ekstrem metal musik, og Arcade har altid været kendt for sine techno og dance udgivelser. Men sådan er det ikke mere. Roadrunner er begyndt at udgive moderne rock musik, og bands som Nigelback, Johnny Q-Publik og Slipknot er kun få eksempler på trendige rockbands selskabet har taget under vingerne, og du må gerne sætte Anyone på samme liste. Anyone er dog meget mere eksperimenterende end noget andet rock eller metal band, jeg endnu har hørt fra Roadrunner selskabet. På en eller anden måde prøver de at sammenkoble alle tænkelige rock og metal genrer, og på en eller anden endnu mærkeligere måde, lykkedes det så fortræffeligt for dem. Hvis du forestiller dig Stavesacre med Brett Anderson fra Suede på vokaler, så er det nok det nærmeste, jeg kan komme at beskrive Anyone, men der er som sagt en masse varierende elementer at komme efter hos Anyone. Og der er ingen tvivl om, at både tunge heavy fanatikere, trendige nu-metal freaks, og ordinære moderne rock fans alle vil have et nyt band at beundre i Anyone. Bandet præsenterer lytteren for et hav af følelser, idéer og længselsfyldte øjeblikke som sprudler af spilleglæde, intensivitet og atmosfæriske stemninger. Det kan godt være, at der er bands som har været så vidt omkring før, men de færreste af dem har gjort det så godt som Anyone. Tjek bare det smukke ”Tornaround” og det legesyge og larmende ”Running Dry”, og du vil have svært ved at lade Anyones nye skive ud af syne igen. Enjoy. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Aphasia; Arcane In Thalassa

Grind IT! Records. 2002

Efter sigende var Aphasia et af de første black metal bands i Quebec, og så startede de så sent som i 1995! Hvad, har de ikke haft ekstrem metal før i 1995 i Quebec? Nå anyways… Selvom canadierne selv foretrækker at blive kaldet et black metal band, så synes jeg, at deres musik vil falde meget bedre i smag hos death metal fans end hos black metal fans. Nu ved jeg ikke hvordan det er i Quebec (læs; sarkasme), men sådan er det i hvert fald i Europa. Men eftersom europæiske death metal fans har så meget kvalitets metal i forvejen, så tvivler jeg på, at der vil være den vildeste jubel i luften når Aphasias ”Arcane In Thalassa” kommer i stereoanlægget. Det har deres kompositioner, om end brutale, alt for lidt nerve til, og desuden findes der ikke en original tanke på hele ”Arcane In Thalassa”. Men man skal heller ikke gøre disse canadiske gutter uret. Jeg mener nemlig, at der var en 1/16-dels original tanke i en af sangene. Kan bare ikke huske hvad for en (hvad, sarkasme igen? Hvordan gør han det?). (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

AP2; Suspension of Disbelief

Tooth and Nail Records. 2000

“This album is dedicated to Argyle Park and all that killed it”. Således står der skrevet på coveromslaget på AP2’s nye plade Suspension of Disbelief. AP2 hed nemlig engang Argyle Park, og under dette navn, udgav de deres første og eneste album Misguided på REX Records i 1994. Der er gået seks år, og Argyle Park, eller AP2, som de nu hedder er for første gang pladeaktuelle siden 1994. Jeg tør ikke sige om AP2 stadig dvæler ved den vrede, de luftede på Misguided, da jeg ikke har sat mig noget særlig ind i teksterne denne gang, men jeg fornemmer dog en væsentligt mere positiv attitude på Suspension of Disbelief. Men selvom vrede og had ikke er hvad karakteriserer teksterne så meget denne gang, så er der stadig mørke ting Buka og Leval, i deres sinde, bærer på. Hvis du blader gennem pladeomslaget, der hvor teksterne burde være at finde, finder du i stedet for billeder med forskellige budskaber. F.eks. er der et billede af en dreng som går ned gennem nogle mørke trapper, og nede i højre hjørne står der skrevet ”death is just around the corner”. Et andet sted finder du et billede af flere gravstene på en kirkegård, med teksten ”you are not protected” skrevet over. Og et helt tredje sted, ser man et billede af en kiste og ordet ”beware”. Og med sangtitler som Heroin Hate, The End, A Thousand Terrible Things, Goodbye og Cold Breath of Sorrow,  lægger man ligesom mærke til, at dette ikke heller er dine glade hverdags syng-med sange.

 

Musikalsk leger AP2 i samme genre som Argyle Park gjorde, selvom de på Suspension of Disbelief har givet ordet industrial ny mening. Ligesom på Misguided er der taget nogle gæstemusikere ind til bl.a. at synge. Klayton (aka Chris Scott, CellDweller, Deathwish o.a.) fra Circle of Dust og AngelDust har igen hjulpet med at producere. Og i nummeret My Sympaties leverer han vokaler sammen med Mark Salomon (The Crusified, Outer Circle og Stavesacre). Og i andre numre har de fået vokalhjælp fra Darren Diolosa (Klank og Circle of Dust) og Jeff Belew (Ghoti Hook). Udover at lege med tungt guitarspil og mursten-i-fjæset trommemaskiner, har bandet inddraget en masse andre inspirationskilder, således at det ikke bliver kedeligt for lytteren. Og hvad for en tur man får. Der bliver spillet, leget og samplet, så man skulle tro det var løgn. Digitale black metal vokaler bliver blandet med  house, drum & bass, jungle og den tonstunge metal vi kender Buka og Level for. Andre gange er det følelsesladede vokaler som blandes med trancelignende synthesizer lyde og etnisk perkussionsspil. Og du troede at Trent Reznor og Co. var gode? Tænk igen. Hvis du er til industrial og ikke har hørt AP2, så ved du ikke helt hvad godt er endnu. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Arabesque; The Union

Lion Music. 2002

Her er endnu et avanceret Lion Music band, men denne gang er jeg faktisk meget imponeret over, hvordan de for avanceret lydflader til at lyde så iørefaldende. Det har dog sikkert noget at gøre med deres sangerindes dejlige stemme. Stilmæssigt spiller bandet progressiv hard rock og metal, og kombinationerne af de imødekommende vokaler, det tekniske tromme og basspil, tunge guitarriffs og fyldigt keyboardspil, bliver aldrig for progressive eller for metal’ske til at være radiovenlige. Arabesque har fundet en god mellemvej imellem fusionspræget progressiv rock, traditionel hard rock og heavy metal, uden at falde alt for meget i nogen af grøfterne. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Arcanjo; Russian Roulette

Selvstændig. 1999

I kølvandet af Sepultura, er der de sidste par år, blevet udgivet en masse brasiliansk metal materiale, både i USA og Europe, i håb om et gennembrud af samme kaliber som Sepultura. Der har dog ikke lykkedes mange af disse bands, at slå sit navn fast i dette utaknemmelige marked, som kun vil have det bedste af det bedste. Arcanjo er et af disse bands, selvom de musikalsk er langt fra Sepultura. Arcanjos varemærke er døds metal, men lad det være sagt med det samme, at Arcanjo ikke byder på noget nyt på Russian Roulette. Alt hvad høres på denne 5-sangs demo, er blevet gennemtæsket i flere år, at utallige metal bands verden over, og spørgsmålet er, om vi har brug for endnu en demo af slagsen? Tunge guitarriffs, hæse brøl og lave grovl, samt bas og trommespil som bare følger strømmen, er hvad man kan forvente på Russian Roulette, og det er for lidt, da man shopper efter en pladekontrakt. Demoens sidste nummer, Russian Roulette, er dog en anelse bedre end resten, med dets tunge og effektive groove. Sammenlagt er denne demo, kun for hengivne døds metal fans, som savler over alt som udkommer, uanset lydkvaliteten er god eller ej. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Arch Enemy; Wages Of Sin

Century Media/Nordic Metal. 18-03-2002

Nordic Metals promopapirer til “Wages Of Sin” proklamerer med stolthed, at Arch Enemy ikke har wimpet ud, på trods af at en kvinde, navnlig Angela Gossow, har overtaget vokalspottet efter den tidligere forsanger. Og det har de så sandelig ret i, folkene på Nordic Metal. ”Wages Of Sin” er faktisk det fedeste death metal album, der er kommet mig for øre hidtil i år. Ikke alene er kompositionerne yderst vel sammensatte og numrene aldeles velspillede, men også selve sangskrivningen er i top, og derudover er ”Wages Of Sin” noget af det mest iørefaldende, et death metal kan præstere. Hvis du ikke tror mig, så tjek lige det vidunderlige ”Ravenous” med dets ultra melodiske og dejlige guitarspil. Det må selv din 75 år gamle bedstemor da kunne lide? ”Wages Of Sin” udkom allerede for omkring et halvt år siden i Japan, og derfor er der nok flere af jer, kære læsere, der har pladen som import. Men i så fald, vel at mærke hvis du er stor fan af bandet, må du investere i albummet igen. For her i Europa bliver den solgt som et dobbeltalbum, hvoraf cd-2 indeholder 8 numre som enten ikke er udgivet før, eller som kun har været udgivet i Japan som b-sider eller lignende. Heraf kan bl.a. nævnes coverversionerne af numre som Judas Priests ”Starbreaker”, Iron Maidens ”Aces High” og Europes ”Scream Of Anger”. Der er dog helt klart det nye materiale, med Angela Gossow i front, der holder længst, og selvom bonusmaterialet er ok, så er det faktisk dette der i sidste ende trækker lidt ned. 5 smilehoveder til det nye materiale, 3 til det gamle, hvilket i gennemsnit snildt giver fire smilehoveder i alt. Men hvad fanden, dobbeltalbummet bliver solgt til den almindelige albumpris, hvilket vil sige, at bonusmaterialet er ganske gratis. Så der har du intet at skulle tabe. Køb den. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Arch Nemesis; Shadows In The Mirror

Edgerunner. 2002

Jeg har ikke så meget at sige om Arch Nemesis, og i bund og grund ved jeg heller ikke så meget om dem. ”Shadows In The Mirror” er deres debutalbum, et album der bevæger sig omkring mørke og atmosfæriske sange, der samtidig også er yderst melodiske. Både fans af gotisk metal og fans af melodiske death vil klart kunne bygge ”Shadows In The Mirror” ind på cd-hylden. Produktionen har Morfeus fra Limbonic Art taget sig af, og der er ikke så meget at klage over der. Der hvor jeg står af, det er det hvor sangene bliver alt for lange og alt for tunge. Man skal altså virkelig være i humør til et nummer som ”Fatal Victory.” (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Archaean Harmony; Nihility Mundane Soul

Solemn Music. 2000

Tja, hvad skal man sige. Jeg er ikke specielt imponeret over denne firesange ep, selvom disse maltesere kombinerer en masse forskellige atmosfæriske passager sammen med torturerede black metal skrig og spil. De afprøver alle mulige slags ting, og er egentlig ret ambitiøse og måske lidt eventyrlystne. Fans af den norske scene vil ikke gå helt galt i byen ved at tilegne sig ”Nihility Mundane Soul”, som kører stærkt på kold, progressiv black metal med komplekse indslag fra orkestermusik. Men når ret skal være ret, så er Archaean Harmony for mange steder på engang, og hvis de skulle have ”Nihility Mundane Soul” til at fungere lidt bedre, burde der været skåret lidt ned for de hurtige og melodiske heavy metal guitarsoli, som virker lidt på udebane i Archaean Harmonys kolde og mørke lydunivers. Konklusion; ambitiøs, progressiv black metal med for mange rodede indslag. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Archetype; Dawning

Selvstændig. 2001

Måske har jeg simpelthen ikke samme smag som amerikanere, men hvad gør det? I hvert fald så ser jeg tit frem imod albums som amerikanske anmeldere har sagt godt for, men ca. 7 ud af ti gange er jeg ikke helt enig med mine amerikanske kollegaer. Det kan selvfølgelig være, at jeg med over 2.000 albums i samlingen er hård at imponere. Det kan selvfølgelig også være, at jeg bare er negativ, basta. Negativ eller ej, så får jeg ikke det samme ud af amerikanske Archetype, som de amerikanske anmeldere gør. Det skal dog ikke skabes tvivl om bandets musikalske formåen, for de er da ganske gode musikere, men problemet for mig er, at de ligesom så mange andre bands indenfor genren ikke leverer noget der stort set leveres hver dag indenfor genren. Talen er om bombastisk, tung og til tider hurtig power metal med en del progressive indslag, der ofte leder tankerne hen på lidt forskellige bands som Iced Earth og Helloween, men der fejles lidt i at nå samme niveau rent sangskrivningsmæssigt. ”Dawning” er ikke et album der absolut skal ejes, men er man power metal fan, er der nok altid et eller andet at finde. Hør for dig selv. (JJJ---) Hans Jakup Eiðisgarð

 

Armored Saint; Nod To The Old School

Metal Blade/Nordic Metal. 11-06-2001

 

Jag Panzer; Mechanized Warfare

Century Media/Nordic Metal. 23-07-2001

 

Judas Priest; Demolition

SPV/Nordic Metal. 16-07-2001

 

Good Riddance; Symptoms Of A Leveling Spirit

Fat Wreck Chords. 09-07-2001

 

Rollins Band; Nice

SPV; Nordic Metal. 03-09-2001

 

Dagens musikscene står til bristepunktet med "one-hit wonders". Bands som vi hører en gang, men som derefter forsvinder som dug for solen. Men vi har også de bands som har kæmpet musikkampen igennem hele livet. Nogle med succes, andre hele tiden i undergrunden. Følgende navne har været en del af musikscenen i årtier, og det af disse bands som har spillet kortest har spillet i 15 år. Respekt.

 

Armored Saint fejrer i år 20 års jubilæum. Ja, de har spillet lige siden i 1981, men der har været perioder, hvor man ikke har hørt meget til bandet. Men nu er der endnu engang tid til glæde blandt bandets fans, og måske netop kun blandt bandets mest trofaste fans. "Nod To The Old School" indeholder nemlig mest gammelt materiale, men alligevel materiale som ikke har været lettilgængeligt for publikummet, eftersom det meste er live optagelser, cover numre (Priest og Robin Tower) og demoversioner. Lyden er ikke den bedste hele tiden, men den går dog aldrig under grænsen, for hvad man kan tillade sig at høre. Højdepunktet for mig er de første 3 numre, hvoraf to er splinternye og et er en ny optagelse af et gammelt nummer. Jo vist, Armored Saint fyrer stadigvæk ond heavy metal af efter 20 år. (JJJ---)

 

Ligesom Armored Saint har Jag Panzer efterhånden mange år bag sig. Første gang de udgav en plade (ep) var i 1983. Men efter deres udgivelse fra 1984, gik der hele ti år inden der igen udkom et Jag Panzer album. Men siden dengang har de været flittige at udgive albums. Men hvad er det som motiverer et band til at spille heavy metal i så mange år? Gud ved, at bandet aldrig har haft de helt store salgstal. Men ligesom de andre bands i denne anmeldelse, så rocker de stadig og gør det med maner. God gammeldags heavy, power metal som dog til tider har tendens til at blive en anelse monoton. (JJJ---)

 

I modsætning til de to ovennævnte bands, har Judas Priest engang været blandt heavy scenens førende navne, med utallige solgte skiver. Bandet har udgivet bunkevis af mesterværker, dog dengang med Rob Halford med roret i hånden. I kender måske historien om hvordan Ripper Owens blev bandets nye forsanger, efter at have været forsanger i et Judas Priest coverband, og derfor skal den ikke fortælles igen her. Owens var første gang at høre på et Judas Priest album i 1997 med "Jugulator", og der kan ikke siges andet end, at han er værdig at overtage Rob Halfords plads, selvom han aldrig rigtig kan erstattes. Med Glenn Tipton og K.K. Downing - metal historiens måske mest farlige guitar duo - er der igen lagt op til et kvalitets metalalbum. Tungt som altid og hamrende imødekommende, men alligevel formår "Demolition" ikke at lande på bandets "top-5 albumliste", hvilket i øvrigt er svært da man har så store albums bag sig. Men ikke desto mindre er "Demolition" et anbefalelsesværdigt album, med masser af guf for øregangene. (JJJJ--)

 

Mens de tre ovennævnte bands spiller seriøs heavy metal, så spiller Good Riddance punk-rock, og det har de egentlig gjort lige så stille og roligt (eller egentlig det helt modsatte) siden 1986. Som et ægte Fat Wreck band, er Good Riddance også et melodisk punkband, med tilbøjeligheder for gode melodier og radiovenlige hooks, men det er aldrig førnævnte som helt driver værket. Ser du, samtidig med at Good Riddance har et øre for gode melodier, så er der dog aggressive, fandenivoldske og gammeldags punk-riffs og råbevokaler som udgør størsteparten af bandets lydunivers. En kombination som godt nok er prøvet før i punksammenhæng, men som må siges at virke, selvom den nogen gange - og også i Good Riddances tilfælde - virker at være lidt gammel og nedslidt. (JJJ---)

 

Henry Rollins behøver igen introduktion, men for en god ordens skyld kan jeg fortælle, at han har en fortid i punk legende bandet Black Flag. Og egentlig har selve Rollins Band mere end en håndfuld skiver på samvittigheden. I de tidlige 90'er, var Rollins Band fast inventar på MTV’s "Head Bangers Ball" med deres fængende nummer "Liar", men i dag, samtlige år senere, er Henry og co. - i kommerciel forstand - igen på et mindre pladeselskab. Som altid hos Henry Rollins, er et hardcore og punkrock som er i højsædet, og "Nice" er selvfølgelig ingen undtagelse. Og selve numrene er heller ikke til at snære ad. Absolut en skive som tåler at blive hørt igen og igen. Det er måske ikke helt fair overfor bandet, at anmelde cd'en allerede nu, mere end en måned før dens udgivelse, men den passer for godt til denne veteran-anmeldelse til at lade være. (JJJJ--) Hans Jakup Eiðisgarð

 

Arrival; An Abstract Of Inertia

Edgerunner. 2002 (JJJJ--)

 

Vanaheim; En Historie

Edgerunner. 1997 (JJJ---)

 

Arrival kommer fra Finland og skal derfor ikke forveksles med det amerikanske AOR-band af samme navn. Finlands Arrival er noget mørkere og hårdere i deres sangskrivning. “An Abstract Of Inertia” er fuld af atmosfæriske black metalsange, der, på trods af at bandet er fra Finland, lyder meget norske i deres udlægninger. Der er ganske vist ikke noget ekstraordinært eller nyt under solen i Finland for tiden, men Arrival gør det i hvert fald godt, om end de ikke er originale. “An Abstract Of Inertia” er faktisk en af de bedre black metal skiver der er udkommet hidtil i år.

 

Vanaheims norsksprogede “En Historie” kan være en kultklassiker, for alt hvad jeg ved, for skiven blev udgivet i 1997, og jeg har aldrig hørt om den før. Edgerunner Records er dog af den opfattelse, at den skal være anmeldt igen efter alle disse år. Og ok, hvorfor ikke? Der er dog ikke det helt store at skrive om. Talen er nemlig om de samme gamle barbariske black metal sange, som Norge har været storproducent af i mange år. Vanaheim er kun et af mange bands med denne lyd, og albummet “En Historie” er kun et standardalbum indenfor genren. Hans Jákup Eiðisgarð

 

As I Lay Dying; Beneath The Encasing Of Ashes

Pluto Records. 2001

Man kan sige meget om den amerikanske pop og rock scene, men når det gælder den nye bølge af hardcore bands fra USA, med grupper som Zao i spidsen, gør man klogt i at tie stille. Den amerikanske del af hardcore genren står nemlig helt overlægen i forhold til resten af verden, ikke mindst Europa, for slet ikke at tale om lille Dannevang… Det nyeste skud på denne blomstrende stamme er Pluto Records’ As I Lay Dying. Deres debutalbum ”Beneath The Encasing Of Ashes” er en yderst overbevisende lektion i raseri, om end ikke et 100% pletskud. Ligesom førnævnte Zao, vælger As I Lay Dying at kombinere deres i forvejen aggressive lyd  med ”black metal-skrig” og ”dødsmetal-growl”, og de kommer endda fra det med æren i behold. Hardcore-freaks som stadig er sultne, efter mange måneders overforbrug af Zao’s nyeste album, gør klogt i at tage den lidt med ro og tjekke As I Lay Dying, som selvom de rent musikalsk ganske vist kan betragtes som en fedtfattig version af Zao stadig er en god mundfuld. As I Lay Dying er endnu ikke i spidsen på den nye amerikanske hardcore-front – langtfra – men de er unge og har tiden foran sig, og spiller de kortene rigtigt, kan det sagtens vise sig, at de engang kan gør sig gældende i kampen om guldet. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

As I Lay Dying/American Tragedy; Split CD

Pluto Records. 2002

Det er ikke så længe siden at As I Lay Dying udgav deres dødeligt hårde hardcore-plade ”Beneath The Encasing Of Ashes”. En plade som var virkelig imponerede, ikke mindst da man tænker på, at det var bandets debutalbum. Nu er de så klare med fem splinternye sange, der kickstarter denne split cd med metalbandet American Tragedy i gang. As I Lay Dying er klart det band, undertegnede synes bedst om af de to. Deres sange er så velskrevne og gennemarbejdede, at selv de helt store hardcore og metalnavne vil have svært ved at følge med. Det ene øjeblik er der dømt totalt hardcore-kaos med growlende/brølende vokaler, hvorefter der følger melodiøs vokal bakket op af tonstunge metalriffs. I sig selv ikke noget nyt - jeg ved – men knaldhamrende godt, det er det. As I Lay Dying er ganske enkelt et band som fans af hardcore og metal ikke bør lade gå utjekket forbi. American Tragedy er såmænd også et udmærket band. Lidt mere traditionelle end As I Lay Dying måske, og lidt mere stive i det. I modsætning til As I Lay Dying er American Tragedy mere metal end de er hardcore. De minder lidt om Soul Embraced engang i mellem, men matcher ikke helt hvad kvaliteten angår. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Asgaroth; Red Shift

Peaceville/Nordic Metal. 21-10-2002

Hvis man troede, at Peaceville var ved at være færdige med at genudgive plader, de syntes var fortabte i fortiden - eller i andre lande, hvilket tilfældet er vedrørende dette album – så tog man altså fejl. Spanske Asgaroth er de næste på genudgivelseslisten, men i modsætning til mange af de ret tynde ”best of” kompilationer der hidtil er kommet fra selskabet, så er denne faktisk helt på sin plads. Ser du, Asgaroth, der i 1994 begyndte at spille symfonisk og atmosfærisk black/death metal, udgav i år 2000 dette album, men kun i hjemlandet Spanien. Så nu, godt to år senere, er Peaceville på pletten og giver os andre europæere muligheden for at høre albummet, fra det i hjemlandet meget roste band. ”Red Shift” er faktisk et ganske tåleligt album, der velsagtens kan tåle et par gennemlytninger fra fans af atmosfærisk metalmusik. Noget mesterværk er skiven dog heller ikke, så måske tvivlere skulle se om ikke der findes noget materiale fra pladen på nettet, inden der investeres. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Association Area; Loathsome Deco

LunaSound Recording. 2001

”Hvad er det dog for noget, der kommer ud af højtaleren, når jeg har sat Association Areas ”Loathsome Deco” på?” Sådan ville flere sikkert tage til, efter et par minutter i selskab med canadiske Association Area. Men for dem som ønsker deres metal – eller hardcore for den sags skyld – at være tung, brutal og samtidig en smule eksperimenterende, ville ”Loathsome Deco” være betydeligvist mere kærkommen end udsagnet ovenfor. Association Areas sammensætning af hardcore aggressioner, heavy metal guitar-riffs og anden mere eller mindre koncentreret larm, er dog ikke bare som sådan, at sætte navn på. Det mest oplagte ville nok være, at kalde dem et metalcore band, siden deres musik appellerer bredt, både på hardcore så vel som metal fronten. Noicecore – eller måske endda spazzcore – ville dog tilsyneladende være endnu bedre genrebeskrivelser, især efter at man har taget bandets legesyge vs. støjende mentalitet i betragtning. Personligt har jeg det bedre i selskab med Six Feet Deep (nej, ikke Six Feet Under, men nu afdøde hardcore band Six Feet Deep. Kan du se forskellen? Deep ikke under.) end Association Area, men jeg må sige at Association Area rammer nogle ømme muskler (især i nakken. Wonder why?) med denne, deres andet album. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Astimi; TrinaCapronuM

Inch Productions/Code666

Dette er den næste flok sataniske galninge, jeg bliver præcenteret for fra det italienske pladeselskab Inch Productions. Astimi er dog i modsætning til Lamentu, som også er anmeldt på disse sider, mere hengivne til death metal genren end black metal genren. Deres store helte er Deicide og Morbid Angel, og det er også disse to bands som, både ifølge bandet og efter min mening, for det meste former lydbilledet, selvom de alt i alt har en endnu mere brutal lyd. For mit vedkommende ville det dog have hjulpet lidt på helheden, hvis de dæmpede lidt ned for Deicide inspirationerne, og måse lod Morbid Angel gassen sive lidt ud. Men hvad, dette er deres album, og de må gøre hvad de har lyst til, men det bliver uden mig som lytter. Jeg har nemlig hørt nok. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Astroqueen; Into Submission

Pavement/Nordic Metal. 2001

Der er mange stener rock bands som får deres 15 minutters berømmelse, i hvert fald på den hårdere rock scene (dog langtfra på mainstream scenen), og Pavement vil tilsyneladende også have en del af kagen. Der er ikke så meget at sige om svenske Astroqueen, som ikke for lang tid siden er sagt om alverdens andre stener rockbands. Musikken er ultra tung, mudret, nedtunet, langsom og grim, og Astroqueen skaber på ”Into Submission” ingenting som Trouble, Rose, Black Sabbath eller Kyuss ikke har prøvet længe før dem, og egentlig kommer Astroqueen heller ikke på noget tidspunkt nær samme kunstneriske niveau som førnævnte, men alligevel har de en vis charme, og må ”Into Submission” siges at være mindst ligeså god en plade, som de fleste stener rock albums som udsendes i disse dage, men ekseptionel er den ikke. For syrede rock fans med en svaghed for piben. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

At The Gates; Suicidal Final Art

Peaceville/Nordic Metal. 2001

En anmelder i Kerrang sagde engang om At The Gates, at de virkelig bevidste at brutalitet godt kunne være melodisk, og det har været At The Gates’ udgangspunkt fra starten. Dødsmetal som samtidig er både melodisk og brutal som bare f…..! Det er ikke fordi, at musik som denne i dag er sjælden, fordi i Sverige har dødsbands trofast hamret løs på denne genre i snart et årti. Men At The Gates var et af de bands, som fra starten var med til at opbygge denne genre, og de bliver i dag anset for at være et af de største dødsmetal-bands nogensinde. Uheldigvis for melo-dødsfans valgte bandet 1996, efter nogle stressede år, at opgive bandet. Inden havde bandet nået at udgive et mini-album, tre albums på Peaceville, og et enkelt på Eareche. De fleste numre på ”Suicidal Final Art” er selvfølgelig taget fra de tre Peaceville albums, men der er også to numre fra Eareche-albummet  Slaughter Of The Soul”, samtidig med at der er to demoversioner og to videooptagelser på skiven, hvilket gør at cd’en også er værd at købe for dem som har alle At The Gates skiverne i forvejen. Selvom At The Gates for fem år siden valgte at gå hver sin vej, lever deres melodiske dødsmetal stadig videre iblandt utallige dødsfans verden over. Er du en ny dødsmetal fan som aldrig fik tjekket At The Gates mens de spillede, så har du muligheden at få et indblik i deres brutale verden igennem denne ”Best Of” udgivelse. Men vær forsigtig, det kan være, at du også bliver nød at tilegne dig hele deres bagkatalog. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

At Vance; Only Human

AFM/Nordic Metal. Feb-2002

At Vance er endnu et klassisk inspireret power metal band med et progressivt islet, der i disse dage hærger rockmusik-butikkerne. Lyd og produktion er krystalklare, polerede, og det høres, at disse er blevet kælet for, hvilket naturligvis er en god ting. Power metal fungerer simpelthen ikke, hvis ikke produktion og lyd går op i en højere enhed. Fans af genren bør ikke være bange for at investere i albummet, for det indeholder alt hvad et godt power metal album burde indeholde; god lyd (som allerede sagt), en god forsanger og fuldfede guitarsoli, samt solidt tromme, keyboard og basspil. Guitaristen er rigtigt i hopla, og det høres, at han har hentet inspirationer fra en masse klassiske kunstnere. Når At Vance er bedst lyder de som et symfoniorkester med flotte guitarharmonier i stedet for violiner. Når de er værst lyder de nøjagtigt som alle andre heavy og power metal bands. En ekstra bonus ligger og venter lytteren i form af skæring seks, ”Four Seasons/Spring”, hvilket som titlen antyder, er en metaludgave af Vivaldis fantastiske værk ”Forår” fra det ligeså store samlede værk ”De Fire årstider”. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Ataraxia; Mon Seul Désir

Cold Meat Industry

Ok, denne her kom som en overraskelse. Jeg havde ikke læst promopapiererne, og forventede en knastør, dødbringende omgang industrielle larmeffekter, men det underlige sker, at der i stedet for industrial, kommer nogle tyrkisk-lydende vokalsammensætninger ud af højtaleren. Og nu begynder jeg at læse, og endnu mere underligt finder jeg det, at bandet kommer fra Italien (de synger i øvrigt på modersmålet, hvilket jeg i første omgang overså), og ikke har den fjerneste tilknytning til Tyrkiet. Senere udskiftes de tyrkiske indflydelser med kvindelige operavokaler, og klassisk, akustisk guitar. Og sådan fortsætter albummet som en blanding af musik fra østen, klassisk og opera musik. Det er smukt, poetisk (eller det lyder sådan, jeg forstår godt nok ikke Italiensk), samtidig med at det også er sørgeligt og dystert. Numrene er lange, og bliver lidt kedelige i længden. Du skal være i det rette humør, hvis du skal høre ”Mon Seul Désir”. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Atreyu; Suicide Notes and Butterfly Kisses

Victory/Nordic Metal. 2002

For det første kan man ikke diskutere, at “Suicide Notes and Butterfly Kisses” er en fuldstændig genial titel at give en rockplade – det er dem bare! Men lægger man samtidig mærke til det skidtofrene lydunivers Atreyu står model til, så bliver albumtitlen blot endnu mere genial, og hvad der er endnu bedre – den giver mening! Pressematerialet siger det egentlig bedst, når der påstås, at Atreyu gør det ekstreme lidt mere tilgængeligt, mens de gør emo lidt mere hjemsøgt. Og egentlig burde jeg stoppe anmeldelsen her, for det er fuldstændig korrekt, og uanset hvad der måtte findes på at sige om albummet, kan intet sige mere end der allerede er sagt i pressematerialet. Men lad mig dog lige afslutte med at sige, at ”Suicide Notes and Butterfly Kisses” er et album fans af hardcore såvel som metal absolut ikke har råd til at ignorere, for når bandets blytunge maskingevær/metal-riffs og hardcore-attitude kobles på forsangerens punkede og til tider 90 LB Wuss lydende-vokaler (ca. ”Where Meager Die Of Selvinterest”) samt melodiske omkvæder, er spøgsmålet kun hvor højt albummet skal placeres på ens personlige, årlige hitliste – for på det tidspunkt vil den allerede befinde sig på din liste. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Automata; Through The Bandage Seeps A Whisper

Life Sentence Records. 2002

Life Sentence Records har for nylig overbevidst mig om deres kvaliteter som et pladeselskab med et par fede metalcore udgivelser, men selvom The Automatas nye album ”Through The Bandage Seeps A Whisper” ikke på nogen måde er et dårligt album, så er det desværre heller ikke så overbevisende som, lad os sige, It Dies Todays ”Forever Scorned” album. The Automatas metalcore er en anelse mere kaotisk, men den trækker points hjem med nogle heftige islæt fra den europæiske melodiske death metal. Metalcore fans der har en svaghed for denne for tiden yderst populære melodisk-death-metal-møder-hardcore kombination bør måske overveje at investere i skiven, men der foreslås, at man lige tjekker It Dies Today ud først, og måske endda split-skiven med Wings Of Scarlet, Tears Will Drown og With Dead Hands Rising. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Autopsia; I Lied

Selvstændig. 2001 (JJJ---)

 

Autopsia; Desire Is Lost (single)

Selvstændig. 2001 (JJJ---)

 

Italienske Autopsia har otte år bag sig, men de har ikke meget optaget materiale at vise for det. Deres første demo udkom for to år siden i år 2000, mens den næste, ”I Lied” der her anmeldes, udkom året efter. Fire sange med teknisk death og thrash er det blevet til på demoen, der er optaget sammen med medlemmer af Sadist. Bandet nævner ingen indflydelser i pressematerialet, men det kunne godt lyde som om, de har et godt øre til det gamle Tourniquet materiale. I hvert fald er flere af numrene skruet sammen på nogenlunde samme måde som Ted Kirkpatrik plejer at gøre. Og minder materialet på ”I Lied” om Tourniquet, så gør singlen ”Desire Is Lost” – der blev optaget til en kompilation cd – det endnu mere. Både stemmen i introen, guitarlyde og trommespil lyder alt sammen som noget fra Tourniquets ”Pathogenic Ocular Dissonance” album. Men på trods af visse ligheder, så er talen langtfra om kopimateriale, og desuden er det tekniske niveau hos Autopsia langt fra på højde med Tourniquets, men læg en ligeså god guitarist som den nuværende til line-upp’en, og de er godt på vej. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Autumn Clan; Requiem To The Sun

W.A.B./Napalm. 2002

Ok, denne her overraskede mig helt vildt. Jeg havde ikke hørt eller læst om Autumn Clan før, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg havde dog regnet med noget ekstremt noget, men blev som sagt overrasket, da det vidste sig, at Autumn Clan rent faktisk slet ikke havde skyggen af ekstreme elementer i deres musik. Ok, der er godt nok en god portion metalriffs i deres lyd, men de er spillet på en tilbagelænet og afdæmpet måde, der gør, at bandet aldrig bliver helt farligt. Og det passer mig fint. Deres sange er dejligt afslappende og imødekommende at høre på, og der er tider hvor de nærmest lugter af moderne rock-radio. Autumn Clan lægger sig tæt op ad bands som Katatonia, Lacuna Coil (uden kvindelig sang), og måske gammelt Paradise Lost i en lettere version, og de lægger sig ikke væsentligt bag førnævnte bands, selvom ”Requiem To The Sun” ganske rigtigt ikke helt matcher niveauet på førnævntes bedste albums. Anbefales for fans af letvægts-goth. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Autumn Tears; Promotional Sampler Compilation

Dark Symphonies. 2001

Nej, dette er ikke et nyt album fra Autumn Tears, men derimod - ligesom navnet hentyder - en promo-sampler, som indeholder numre fra bandets fire albums. Det er lidt ligesom en ”Best Of” skive det her. Forskellen er bare, at man ikke kan købe denne skive, da den kun er rettet hen imod pressen som promotion-materiale, og derfor ikke er til salg. Der er udtaget fjorten numre fra bandets bagkatalog, hvilket ender med at blive lidt over en time med melankolske pianostykker, gotiske stemninger, klassiske orkester-satser, new-age-lignende messe-vokaler, samt kvindelig skøn og operasang. Det virker måske lidt meningsløst, at anmelde en plade som læserne overhoved ikke har en mulighed for at tilegne sig, men i virkeligheden er det slet ikke så dum en idé, da sampleren jo indeholder en stor del af bandets bagkatalog. Og hvis ovenstående beskrivelse lyder som dit ting, så er muligheden for at købe bandets første fire albums altid til stede. Men husk du skal være i humør til musik som denne før du sætter den på, for ellers er muligheden for en positiv oplevelse væsentligt mindre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Avantasia; The Metal Opera Pt. II

AFM/Nordic Metal. 26-08-2002

Nar jeg siger følgende, vender alle power metal fans mig sikkert baget, men jeg siger det alligevel: ”Jeg har aldrig hørt Avantasias ”The Metal Opera Pt. I”. Der, jeg har sagt det. Så egentlig er det ret umuligt at vide om den lever op til forgængeren, men om ikke andet, så kan jeg fortælle, at dette et yderst gennemført stykke musik, der for metal fans, og måske især power metal fans, kunne blive hvad ”Greese” er for John Travolta fans, eller hvad ”Jesus Christ Superstar” er for Andrew Lloyd Webber fans. Metal operaen er efter hvad jeg kan læse, se og høre mig til, et ret Tolkien-agtigt eventyr med alle mulige forskellige væsener. Hovedpersonerne bliver bragt til liv igennem ti forskellige sangere, hvoraf bl.a. Michael Kiske, Kai Hansen og Rob Rock kan nævnes. Jeg vil påstå, at Avantasia, der egentlig er Tobias Sammets sideprojekt, er meget mere gennemført end Sammets andet og oprindelige band, Edguy. På ”The Metal Opera Pt. II” har Avantasia allerede i det første nummer – det 14 minutter lange ”The Seven Angels” - dækket så mange temposkift og ændringer i atmosfære og følelser, at det rækker til en hel musical. Men der fortsættes knapt så ambitiøst, i det ”The Metal Opera pt. II”, på trods af varierede, velovervejede og yderst vel gennemførte numre, måske til tider har en tendens til at ende i en anelse for lange power metal indslag, i stedet for at følge den glimrende opskrift der blev lagt for dagen med det indledende nummer, og det trækkes der et point fra for. Men ellers er ”The Metal Opera Pt. II” er et album som fans af power metal, operaer og eventyr ikke må gå glip af. (JJJJ--) Hans Jákup Eidisgard

 

Avrigus; The Secret Kingdom of Avrigus

Hammerheart/Nordic Metal. 2001

Det er ikke hver dag man hører et så unikt og enestående band som Avrigus, men det sker altså, dog med længere og længere mellemrum imellem. Avrigus er ikke dit almindelige og glade syng-med band. Nej, der er faktisk ikke engang kun talen om musik her, men ren kunst i en af sine uransagelige former. Det er i hvert fald sådan bandet føler om deres musik, som kun giver mening hvis man ser den ud fra en helhed. Dvs. at man må tage musikken sammen med dets tekster og album-cover, og lytte fra en ende i den andet for virkelig at få helheden med. Det er ikke hit musik, vi her har med at gøre. For at være helt ærlig, så er musik som denne ikke så nem at kunne lide, uden at man er i humør til den, og tro mig, det er man ikke hver dag, men når man derimod er i humør til et stykke ren kunst i musikalsk form, så tager man begejstret Avrigus’ nyeste udgivelse The Secret Kingdom Of Avrigus frem. Musikalsk rejser vi i en natur af ambiente lyde, mørke gotiske stemninger, klassisk orkester musik krydret med lidt effektiv og knastør metal lyd. Orkestre som Saviour Machine kommer med det samme frem for mig, når jeg hører Avrigus, i det musikken er kombineret på en lignende måde, og indeholder nogenlunde de samme mørke stemninger, selvom den måske er lidt mere elektrisk end Saviour Machine’s nyere materiale. Selvom sangerindens sjælfyldte og til tider operatiske vokaler er yders behagelige og tilfredsstillende, so er det her Avrigus ikke formår at holde standarden oppe i forhold til Saviour Machine, selvom der her måske kun er talen om bagateller. The Secret Kingdom Of Avrigus er i hvert fald et album som anbefales stærk til alle dem som kan lide gotisk og ambient musik med klassiske undertoner. En god udgivelse fra down under. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Awake; Awake

Godfather Records. 2000

Efter kun at have udgivet metal albums med bands som Gears Of Redemtion, Eternal Decision og Eleven Hours Down, prøver Godfather Records sig nu med en rock udgivelse for alternative sjæle. Eller rettere dem der var til alternativ rock tidligt i sidste årti, dengang Kurt Cobain stadig var iblandt os, og grungebølgen stadig blomstrede. Cobain er ikke iblandt os mere, og grunge-rocken har også været tæt på at lide skibsbrud, men bands som Creed har endnu engang taget grunge-rocken på hitlisterne, og det er hvor Awake kommer ind i billedet. Uheldigvis for dem, er samtlige af deres numre alt for tandløse og mildest talt for kedelige, til på noget som helst tidspunkt, at nærme sig noget der bare ligner standard eller middelgod grunge-rock. Nirvana kunne gøre det, og Soundgarden, og Pearl Jam. Alice in Chains kunne også, og Creed kan i dag. Awake må derimod prøve igen, og der skal være ændringer. Drastiske ændringer. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Awakening; An Eves Nightmare

Selvstændig. 2001

Du skal ikke tage fejl af de sydafrikanske industrial-goth rockere under samme navn, for denne Awakening sammensætning er fra Australien, og spiller i modsætning til navnebrødrene i det sydafrikanske en mere traditionel form for metal, selvom den dystre stemning er en ting begge bands har tilfælles. Fans af stemningsfyldt, atmosfærisk metal med både hårde og mere afvekslende og tilbagelænede numre vil kunne forstå hvor Awakening kommer fra. Forhåbentlig vil disse også kunne værdsætte de mere melodiske kompositioner som også kommer til sin ret på ”An Eves Nightmare”. Der er ikke noget banebrydende i vente her, men sultne fans af rock/metal vil, på rejsen, højst sandsynligt finde noget at tygge på. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Balance of Power; 10 more tales of grand illusion

Massacre/Nightmare Records, 1999

Producer; Lionel Hicks. S10.

Britiske band Balance of Power startede i 1996, og fik kort tid efter deres første pladekontrakt (Pony Canion, Japan), og udgav deres første album ”When the world falls down” i 1997. Året efter udgav de deres andet album ”Book of secrets.” Dette er deres tredje album, og samtidig deres første med tyske Massacre Records og amerikanske Nightmare Records. Bandet har ikke altid haft de samme medlemmer, men de nuværende medlemmerne, har en fortid i så kendte metal bands som Bruce Dickinson, UFO og King’s Machine. For at være helt ærlig, havde jeg aldrig hørt om Balance of Power, før jeg hørte en af deres sange på en HM (hard music magazine) sampler. Jeg kunne godt lide denne sang, så jeg kontaktede deres pladeselskab, og kun få dage senere fik jeg denne CD med posten. Jeg forventede noget progressivt og power metal lignende, og det var det også på mange måder, men samtidig også så meget mere. Kan du huske alle de der hard rock bands fra 80’erne? De bands med rigtig lækre baggrundsvokaler? Sådan lyder Balance of Power, blandet med lidt progressivt metal. Jeg kommer til at tænke på Dream Theater, men sangeren er meget bedre. Han ville helt sikkert blæse, de fleste, af de bedste 80’er skrigere ud af scenen. Og baggrundsvokalerne er bare so dejlige. De bedste jeg har hørt siden Extreme’s ”Pornografitti” faktisk.

Alle instrumenterne er meget teknisk og professionelt udført. Hurtige og melodiske guitar-solo’er, fyldige basslinier, og intelligent trommespil.

Folk har snakket om, at 80’er metal skulle blive IN igen i det nye årtusind. Nogle metal pladeselskaber har droppet et par dødsmetalbands, og signet nogle progressive, melodiske og power metal bands i stedet for. Og ud af alle disse bands, jeg har hørt på det sidste, så er Balance of Power uden tvivl det bedste. Med sange som ”Savage tears,” ”Under the spell,” ”Day Breaker” and ”About to burn” kan man ikke gå galt. Hvis der skulle være noget at klage over, så skulle det lige være den lidt kedelige ballade ”The darker side.” Denne sang kunne i hvert fald godt bruge lidt 80’ernes ballade power. Alt i alt, er dette en af de bedste udgivelser jeg har hørt i år, og helt sikkert den bedste i denne genre. Hvis dette er standarden for hardrock og metal i år 2000, så lad festen begynde. Melodisk metal styrer. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Balance Of Power; Book Of Secrets

Nightmare Records.1998/2000

Egentlig var Book Of Secrets Balance Of Power’s andet udgivelse og udkom i 1998. På det tidspunkt var bandet nærmest uhørt iblandt metalhovederne, og jeg må erkende, at jeg ikke så meget som havde hørt navnet nævnt, før deres tredje album Ten More Tales Of Grand Illusion blev udgivet. Når man så nu hører Book Of Secrets, så kigger man faktisk tilbage i tiden, og hører bandet udvikle sig til hvad man hørte på Ten More Tales Of Grand Illusion. Book Of Secrets blev genudgivet på samme tid som Ten More Tales blev udgivet eller lidt senere, men hvor er jeg glad at den udkom engang til, så vi kan få muligheden at høre noget rigtigt hårdt og velspillet metal. Tekstmæssigt er Book Of Secrets skrevet udfra en bog som hedder The Bible Code. Cd’en starter med en mand som siger nogle visdomsord formodentligt fra bogen The Bible Code, og det bliver han ved med at gøre, i mellem numrene, cd’en ud. Musikalsk er Balance Of Power er progressivt metal band. Instrumenterne er teknisk og yders professionelt udført, og personligt kan jeg simpelt hen ikke få nok af disse melodiske metal sange. Ved første gennemlytning lyder sangeren som din typiske 80’er-metalsanger, men man lærer hurtigt at Lance King har en flottere, højere og en mere præcis stemme, end de fleste sangere i branchen, og han ville helt klart blæse 80’ernes frontlinie af skrigekrigere langt ud i Atlanterhavet, hvis det var det, det skulle komme an på. Jeg har sagt dette før om visse bands, men denne gang mener jeg det (?), hvis Balance Of Power havde spillet i 80’erne, formoder jeg, at de helt klart ville være et af periodens største navne. I hvert fald er de på et langt højere niveau, end de fleste af dem, og i det lange skud, ville jeg gå så langt som at sige, at Balance Of Power, i dag, er det eneste progressive metal band som giver Dream Theater kamp til stregen, selvom deres musik ikke er af samme avancerede nature. Book Of Secrets er en fantastisk flot metal udgivelse. Dette er standarden for metal folkens, og nu venter jeg bare på deres nyeste udgivelse, mens jeg håber at Nightmare tager initiativ til at genudgive deres debut fra 1996. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Balance Of Power; Perfect Balance

Massacre/Nordic Metal. 23-07-2001

Velvidende om at det ville være svært at toppe gammelt materiale, var det stadig med store forventninger, at jeg satte Balance Of Powers nye og fjerde album ”Perfect Balance” på, eftersom forgængeren ”Ten More Tales…” rent faktisk er en af de bedste heavy skiver jeg nogensinde har lagt øre til. ”Perfect Balance” skuffer som sådan heller ikke. Balance Of Power er stadig hamrende gode, men ”Perfect Balance” står alligevel lidt i skyggen af ”Ten More Tales…” og opnår aldrig helt samme magiske stemning. Melodierne er ikke helt så iørefaldende denne gang, selvom de alligevel bestemt tælles blandt genrens mest attraktive (og alligevel kræver jeg mere - mit utaknemmelig, øh…?). Fans af progressiv, teknisk og lækker melodisk metal har bestemt ikke råd til at lade ”Perfect Balance” gå fordi i denne omgang, og mest du alligevel er i gang med at bruge dine hårdt tjente lommepenge, så køb lige hele bandets bagkatalog oveni. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Baltimoore; Original Sin

Lion Music. 2000

Baltimoores karriere begyndte helt tilbage i 1987, og det så rigtig positivt ud for dem, i de følgende år. Men som så ofte før var skæbnen hård ved dem. Og efter 14 år, 5 album (inkl. ”Original Sin”) på store og små pladeselskaber (Bl.a. Elektra), samt en røvfuld af skiftende bandmedlemmer, er Baltimoore stadigvæk et relativt ukendt fænomen blandt heavy rockens tilhængere. Bjørn Lodin – Baltimoores forsanger og frontmand – siges at have været en af de højrøstede sangere i den tidlige del af karrieren, men i dag lyder han snarere som en splitpersonlighed imellem D.A.D.’s Jesper Binzer og Les Carsson fra 80’er metalgruppen Bloodgood, tilsat en, en anelse mindre hæs Rod Stewart i de mere fredelige numre. Baltimoore tager udgangspunkt i den progressive del af heavy rocken, hvor keyboardflader spiller ligeså stor en rolle som den elektriske guitar, men det betyder ikke, at Baltimoore lader sig nøje med det. De bevæger sig nemlig fra førnævnte keyboardrock til metalguitar, og fra stille ballader til både avanceret jazz og blues på ”Original Sin”, dog uden at komme alt for vidt omkring. ”Original Sin” er en samling af gode melodier, spillet af en håndfuld yderst kompetente prog. rockere. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Bathory; Destroyer Of Worlds

Black Mark. 2001 (JJJ---)

 

Bathory; Katalog

Black Mark. 2001 (JJJJ--)

”Destroyer Of Worlds” er det nyeste udspil fra et af historiens ondeste bands, navnlig Bathory, der i sin tid var med til at skabe black metal scenen sammen med bands som Venom. Quorthon, hjernen bag Bathory, er dog blevet noget blødere med årene, og jeg ville egentlig ikke beskrive Bathorys musik som black metal længere. Misforstå mig dog ikke, Bathory står stadig for hård og aggressiv musik, men den er måske, i dag, mere atmosfærisk end noget andet. Quorthon er godt nok ikke nogen specielt kvalificeret sanger, selvom han er en god musiker, for slet ikke at tale om sangskriver, og det tager lidt fra helhedsindtrykket. På ”Destroyer Of Worlds” fremstår titelnummeret sammen med numre som ”Lake Of Fire” og ”Sudden Death” som absolutte højdepunkter, mens man igennem resten af albummet sidder med blandede følelser. Til tider er det rigtig godt, andre tider virker det bare ufokuseret og ligegyldigt, og især i disse øjeblikke gør Quorthons vokaler alt andet end at hjælpe. ”Destroyer of Worlds” er nok ikke bandets stærkeste udspil til dagsdato, og nok ikke det bedste sted at starte sin søgen i Bathorys musikalske univers, hvis man er en ny, uerfaren, men samtidig interesseret og ledende sjæl. Til netop dette er opsamlingspladen ”Katalog” dog måske et perfekt sted at begynde, da denne tager 10 sange fra bandets bagkatalog, som faktisk repræsenterer bandets fortid ret godt. Der er også et cut fra føromtalte ”Destroyer Of Worlds”, men heldigvis er dette nummeret ”Lake Of Fire”, da dette, som allerede sagt, er et udmærket nummer. ”Katalog” kan ikke findes i pladebutikkerne, men udkommer derimod kun fra Black Marks hjemmeside. Så hvis det lyder som noget, så kan du jo bare besøge www.blackmark.net og gøre dine ærinder. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Bealiah/Unevil Hopes; Split

THT Productions

Producer; Ukendt

Det er altid sjovt at modtage en split cd (eller bånd som der er talen om i dette tilfælde), med to navne man overhoved ikke kender noget til. Denne gang, havde jeg dog ventet noget helt andet, end det jeg hørte, da jeg lyttede til båndet. Jeg havde regnet med black metal eller i hvert fald hård musik, og det havde jeg af to grunde. For det første, så er båndet udgivet af THT Productions, som også har udgivet materiale med bl.a. black metal bandet Kekal, og for det andet, så har jeg flere gange læst om Unevil Hopes i HM Magazine, som jo skriver om hård musik. Musikken på båndet er dog langt fra black metal genren, eller andre forme for hård musik, for den sags skyld. Bealiah starter båndet med tre instrumentale numre, med pianoet i front, og Unevil Hopes følger faktisk samme linie båndet ud. Den eneste forskel er, at de (Unevil Hopes) er en tand bedre en Bealiah. Begge bands kunne måske beskrives som ambient-klassisk inspirerede bands med gotiske overtoner. Det kan godt være at disse bands, ved hvad de laver, men jeg bryder mig i hvert fald ikke om det. (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Beauty To Ashes; In The Silence We Fight

Vindicated From The Deep Water Records. 2001

Vindicated From The Deep Water Records er et nyt amerikansk undergrundspladeselskab. Selskabet havde sin debut med det mere etablerende kristne hardcore band Jerimiah’s Grotto, og nu prøver de sig igen med debutskiven fra et andet, mindst lige så spændende hardcore band, navnlig Beauty To Ashes. Beauty to Ashes tilhører den mere nye og meget amerikanske del af hardcore scenen, og hovedsagligt gør de det egentlig ligeså godt som de fleste på samme scene. Naturligvis er de ikke helt på et Zao eller No Innocent Victim niveau endnu, men på den anden side er det også ret få hardcore band der er. Beauty To Ashes er heller ikke helt så brutale og smadrende aggressive som førnævnte bands, men de er da godt med, når det gælder at buldre, skrige, råbe deres budskab ud. De er velspillende og enormt tight, og derved formår de igennem ”In The Silence We Fight” at tryllebinde lytteren, således at man aldrig keder sig. Det eneste rigtige minus jeg kan komme på i denne omgang, er at skiven er ret kort. Den består kun af seks relativt korte numre, men dette er jo noget som generelt forekommer på hardcore scenen, så det skal ikke komme imellem Beauty To Ashes og mig. Jeg kunne godt forestille mig, at disse gutter i fremtiden vil gøre om sig i den amerikanske hardcore undergrund. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Belfhegor; Infernal Live Orgasm

Phallelujah Prods. 2002

Som albumtitlen antyder er dette en liveplade, men nogen orgasme giver den ikke. Belfhegor formår at buldre sig igennem et liveset bestående af en samling ekstremt hurtige death metal og grindcore sange, mens en lille flok mennesker – lyder ikke som de er meget mere end 15 stykker – råber lidt for dem imellem sangene. Intet interessant kommer for dagsordenen, og alle sangene er glemt ligeså hurtigt cd’en stopper. Ligegyldigt og ekstremt kedeligt. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Belinus; Battlechants

Selvstændig. 2002

Nix, ikke tyskere. Berlinus kommer fra Irland, og selvom de spiller en form for musik, der ikke nødvendigvis er det første man kommer i tanker om, når man tænker på Irland, så har de ikke glemt deres rødder. Der er nemlig klare keltiske inspirationer at finde i bandets ellers aggressive black metal lydunivers. Det er vist prøvet før, men Belinus gør det ligeså godt som nogen, og det skader heller ikke, at de også har overskud til at forsøge sig med death metal elementer. Men det stopper ikke der. I ”Cactus”, der er denne femsangs skives absolut bedste nummer, viser bandet en klar kærlighed til gamle helte som Black Sabbath, da de sætter tempoet så langt ned, som kun Black Sabbath kan gøre det. ”Battlechants” er ikke uværdig til en lille gennemlytning. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Beloved; The Running

Vindicated From Deep Water. 2001

Jeg troede egentlig, at toppen i Vindicateds rige var nået med Beauty To Ashes debutalbum, for hvor mange splinternye selskaber udgiver egentlig det ene kvalitetsalbum efter det andet? Umiddelbart ser det dog ud til at virke for Vindicated, i det at Beloveds ”The Running” er endnu federe end Beauty To Ashes debut. Beloved er nogenlunde i samme boldgade som førnævnte Beauty To Ashes, men hvor BTA var mere gennemgående hårde og larmende, er Beloved mere varierede og ofte afdæmpede, selvom de også beviser at de godt kan finde ud af at larme. Bandet kombinerer hård og intens hardcore musik af den unge amerikanske skole med mere poppede emo-passager. Det er ikke fordi at det er noget specielt nyskabende eller udfordrende i bandets musik, at jeg er så positivt overrasket. Det er mere fordi at musikken fungerer så overraskende godt. Ja, den fungerer langt bedre end hos de fleste nye og unge amerikanske ”wanne-be-kopi-klon” hardcore bands. Hvis et nummer som ”Before There Was You, There was Everything” ikke bliver et kæmpe radio-hit på alle amerikanske moderne rock radiostationer, så er der ganske enkelt ingen rock-retfærdighed tilbage. Jeg håber på at høre mere til Beloved i fremtiden. Denne femsangs ep har nemlig rigtig vækket min appetit for lidt amerikanske moderne hardcore. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðsigarð     

 

David Benson; Purpose Of The Cross
D.B. Music 1997
Jeg har hørt mange sige, at David Benson lyder lige som Ozzy Osbourne, og ja det er også rigtigt. Faktisk lyder det temmelig meget som Ozzy, så meget at man begynder at tænke på om dette er med vilje (det synes jeg det er). Om David er en kopikat eller ej, så er denne cd ikke helt til at kaste i skraldespanden. Produktionen er god, især når man tænker på at dette er et indie projekt. I mens de som kan lide Ozzy vil enten hade eller elske denne skive, så vil Black Sabbath fans hade/elske denne skive endnu mere, fordi musikken er for det meste mere Black Sabbath fikseret end Ozzy's 80er lyd. Denne er for dem som synes at Ozzy Osbourne og Black Sabbath er for ekstreme for en kristen at lytte til, fordi teksterne på skiven er helt evengeliserende og minder meget om dem man kunne høre i 80erne. Selvom cd'en var udgivet i 1997, og efterhånden ikke er helt ny, så var det først i 1998 at den begyndte at sælge. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Betrayal; Leaving Nevermore

Black & White Records, 1999

Producer; MNC

For dem der måske har undret sig over, hvad der egentlig skete med thrash metal bandet Betrayal fra først i 90’erne, der udgav de to cd’er ”Remissance by death” og ”The passing.” Så er svaret, at bandet nu er sammen igen. Og sidste år udgav de en ny cd. Der er dog ikke meget af thrash lyden tilbage. I dag har Betrayal nemlig kastet sig i industrial musikken, og det lyder fremragende. Og som et rigtigt industrial band, så bruger Betrayal stadig masser af tungt guitarspil, men det er også det eneste, som forbinder Betrayal med fortiden, det og måske deres budskabet om Gud. I stedet for det, før i tiden, tekniske trommespil, er der kommet trommemaskiner, der ligner det Circle of Dust før har præsenteret os før, men der bliver også lagt et par trance trommespor ind her og der. Sangerens stemme er også ændret. Fra at være en typisk thrash sanger, er Marcus Colón nu blevet mere afslappet og rentsyngende, og det klæder faktisk bandet godt, selvom han til tider ender ude i et skingrende Ozzy Osbourne territorium. Der er måske nogle Betrayal fans, som har ventet på øjeblikket, hvor deres yndlings band ville udgive et byt album, og som nu er en smule skuffede, fordi dette ikke er lige det de havde forventet. Men således vil det altid være. Man kan ikke gøre alle tilfreds, og desuden synes jeg, at man skal lave det man har lyst til. Det har Betrayal gjort, og det passer mig fint. Hatten af for det. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Between The Buried And Me; Between The Buried And Me

Lifeforce Records. 08-04-2002

Navnet lyder lidt som et amerikansk hardcore, nu-metal eller emo-band, gør det ikke? Vel, dette er egentlig ingen af delene. I hvert fald ikke sådan rigtig, selvom der er lidt for hardcore-fans at tygge på også. Between The Buried And Me appellerer nemlig til folk af flere forskellige musikalske overbevisninger. Hovedsagligt vil jeg dog påstå, at de er et death metal band. Dertil kommer indflydelser fra black metal, hardcore og heavy metal. Forestil dig et band der kombinerer knastørre skrig med brutale growls, tonstunge riffs, samt melodiske soli og ren, højtskrigende sang, og du har en forståelse for hvad Between The Buried And Me har lagt for dagsordenen. Når det er sagt, så er det ikke nok klarsyn, til at gøre dette, deres debut album, til noget ekstraordinært. Det er lidt som en hurtig bil der aldrig kommer ud af fjerde gear, eller en varm gryde der aldrig rigtig kommer på kog. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Beyond The Embrace; Against All Elements

Metal Blade/Nordic Metal. 06-05-2002

Det er ikke ret tit at et debutalbum er ligeså overbevisende og effektivt som Beyond The Embrace’s ”Against All Elements”, og slet ikke indenfor death metal genren, som for det meste kun har kunnet byde på gentagelser de sidste par år. Men nykommer Beyond The Embrace formår med ”Against All Elements” at leverer et overraskende gennemført album, der på trods af at det som sådan ikke byder på nye tanker, er hævet et godt stykke over genrens gennemsnit. Og opskriften på dette ganske udmærkede album er altså diversitet, hvilket der ikke kan være for meget af indenfor dagens death metal genre. Bandet byder på ultramelodisk death metal i retning af In Flames, men dukker ikke hovederne for lidt 80’er thrash hist og her, og så skader det bestemt ikke at de melodiske guitarsoloerne er af Iron Maiden skolen - tværtimod. Men det som for mit vedkommende gør Beyond The Embrace og deres ”Against All Elements” endnu mere dragende, er det faktum, at de vokalmæssigt ikke begrænser sig til brutale dødsgrowls, men at de også lader rene vokaler på en rimelig stor plads i den samlede lyd, hvilket faktisk gør underværker for dem. Og det, sammen med nogle rimelig fængende riffs, giver en næsten lugten af lidt crossover potentiale, selvom det bestemt først og fremmest er indenfor dødsmetallen denne sekstet vil begå sig. Et af årets hidtil absolutte death metal højdepunker. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Binding; Relict

Selvstændig. 2001

Denne sekssangs ep, er duetten Bindings første udgivelse. Bandet startede så sent som i år 2000, de har som sagt udgivet en ep, og håber allerede på, at have en fuldlængde klar senere i år. Forhåbentlig er lydkvaliteten på det tidspunkt en anelse bedre en på ”Relict”. Bandet er stadig ret løst omkring kanterne, hvilket nok også er en ting der er blevet bedre på det kommende album, men det tager nok mere end et album og to år at blive Nine Inch Nails. Materialet er faktisk slet ikke dårligt, det er bare lidt på nybegynder stadiet endnu. Stilen er industrial, ikke helt umoderne af natur, og dog ikke så moderne og cool som Rammstein. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Black Web; Black Web

Selvstændig. 2001          

Black Web er endnu et svensk hard rock band, og et ret velspillende af slagsen, faktisk. Bandet nævner i pressematerialet Metallica, AC/DC og Motorhead som indflydelser, og undertegnede nikker især anerkendende til Motorhead referencen. Forsanger Urban lyder nemlig ufatteligt meget som Motorheads egen Lemmy, og selve sangene groover hele tiden i Motorheads øjenvidde. Nu er det sådan, at Black Web har en charme der er deres helt egen, og derfor vil jeg ikke bedømme dem som Motorhead copycats, men hvis de nu var netop det, så var det lige før, at de var et ligeså godt Motorhead som Motorhead selv. Ok, vi taler ikke ”Ace Of Spades” gode her, men hvis man skal bedømme udfra denne skives første fem skæringer, der faktisk ikke står bag Motorheads egen og splinternye ”Hammered”, så står Black Web med rank ryg i forhold til forbillederne. Uheldigvis slækkes der betydeligt på de kraftfyldte sange imod slutningen af albummet, så karakteren trækkes fra fire ned på tre. Ellers er dette udmærket. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Biohazard; Uncivilization

SPV/Nordic Metal. 10-09-2001

Der er gået 11 år siden Biohazard udgav sit debut album, og siden dengang har de udgivet 6 andre, hvis du tæller "Uncivilization" med. Selvom heavy-hop og rap-metal scenen for lang tid siden er kommercielt overtaget af bands som Korn, Limp Bizkit og Crazy Town, så er Biohazard dog stadig et af de bedste bands i denne genre, og gæstooptrædener fra medlemmer af kendte bands som bl.a. Slipknot, Pantera, Cypress Hill, Sepultura, Type-O-Negative og Agnostic Front, gør hverken dem eller deres nye udgivelse  værre. Du finder ikke et eneste dårligt nummer på "Unvivilization", men alligevel regner jeg ikke med, at der bliver sprøjtet de helt store kommercielle hitsingler udfra albummet, selvom der er flere numre som viser Fred Durst hvordan tracksene skal skæres. Dette er ikke noget "My way or the highway" pis det her, men derimod ren og skær hardcore-metal-hiphop-rap fra ende i anden, og at disse veteraner og grundlæggere af genren (nærmest) stadig er i den bedre ende af skalaen, er ikke noget hverken Limp Bizkit, Crazy Town eller andre kan gøre noget ved. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Biomechanical; Distorted

Selvstændig. 2001

“Distorted” er en ganske god demo fra dette ukendte britiske band. Så god en den, at det ikke burde udelukkes, at bandet måske for en eventuel pladekontrakt baseret på materialet. Tonstung 80’er inspireret metal der hovedsagligt bevæger omkring power metal siden af metalhegnet, men de giver også ret tit et visit over på thrash metal siden. Endelig bliver nogle lidt mere progressive passager indblandet, for at give bandets i forvejen imponerende lyd endnu mere kulør. Jeg lover, om ikke andet, at bandets power-thrash bombe af en titelsang, ikke vil gå forbi ubemærket, ved kun en enkelt gennemlytning af ”Distorted”. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Blackshine; Soulless & Proud

Steamhammer/Nordic Metal. 2001

Blackshine har høstet pæn omtale for tidligere udgivelser, så vel som for denne, men alligevel siger ”Soulless & Proud” mig ikke ret meget. Deres gotiske univers tager både metal og nutidens rock n’ roll i brug, men uden at skabe de holdbare sange skiven skriger efter. Deres lyd er for monoton i længden. Dette er sådan en skive som man godt kan tåle at høre i ny og næ, men som man til dagligt ikke går rundt og glæder sig at høre efter arbejdstid. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Blamed; …again

Grrr Records, 1998

Producer; Andre Mandell

I starten af 90erne var The Blamed, med til at skabe Tooth & Nail et navn, som undergrundens bedste punk og hardcore label. I dag er de dog ikke længere på Tooth & Nail, men på Jesus folkets pladeselskab Grrr Records, hvor bl.a. Crashdog og legendariske Rez band er at finde. Og når man snakker om solen, så er både Glenn Kaiser og Stu Heiss fra Rez band, med på ”..again” som gæstemusikere, hvor de leverer vokaler (Glenn) og guitar (Stu) på enkelte numre.

Der bliver leveret en hård omgang punket hardcore på ”…Again,” og jeg kommer med det samme at tænke på The Crusified og Focused. The Blamed har dog en mere thrashet lyd end The Crusified, som ligger tættere op ad punken. Vokalerne lyder til tider også en smule som dem, man finder på Living Sacrifice’s debut album.

Jeg vil ikke sige at The Blamed med ”…again” har givet hardcore fans noget nyt at tygge på, men dette er dog en god plade, spillet af et af kristen musiks bedste hardcore bands. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Blamed; Forever, 1999

Grrr Records

Producer, Roy Montroy

Der var flere der syntes at ”Again…”, The Blamed’s udgivelse fra 1998 var en fiasko, men anmeldere roser allerede denne, deres nye, op til skyerne. Jeg kan godt høre, at der er en hvis forskel på disse to udgivelser, men lige så meget, som jeg ikke syntes at ”Again…” var sådan en dårlig CD, som nogle gjorde den til, så synes jeg heller ikke, at ”Forever” er den helt fantastiske CD, som andre gør den til.

The Blamed har altid været et hardcore band med indflydelser fra punken, men her på ”Forever,” prøver The Blamed at spille metal. The Blamed er dog stadig først og fremmest et hardcore band, og det vil de sikkert altid være, men de har sikkert fundet det kedeligt at spille de samme riffs om og om igen, og derfor prøver de her noget nyt. Så nyt, ukendt og anderledes er det dog heller ikke. Lad mig sige det på denne måde, hvis The Blamed førhen var en slags jordbærmarmelade, så er de nu hindbær.

Det bedste ved forandringen er, at der nu er tid til at tage det roligt en gang imellem, og selv om der stadig er lidt af den der speed-punk, så bliver der også spillet noget nedtunet og tungt metal.

Med ”Forever” er The Blamed hverken blevet mere eller mindre spændende. De har bare ændret sig en smule, hvilket i sig selv er helt ok, fordi hvem gider spise jordbærmarmelade hver dag, når man også kan få hindbærmarmelade en gang imellem. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

                

The Blamed; Isolated Incident

Grrr Records. 2001

The Blamed er et af de kristne hardcore/punk bands, som har holdt længst, dog med en del udskiftninger blandt bandmedlemmerne (ligesom Zao). Bandet er også et af de kristne hardcore/punk bands, som har ændret mest på deres lyd igennem årene (ligesom Zao). Bandet er gået fra aggressiv old-school punk, til hardcore til thrash til metal, og derefter sammenkoblet alle ovenstående. Alle de tidligere The Blamed udgivelser har heller ikke været fantastiske, men alligevel er der ikke et eneste The Blamed album som har været under kvalitetsgrænsen. Traditionen tro, holder The Blamed sig heller ikke helt til traditionel punk eller hardcore på ”Isolated Incident”. Ok, punk og hardcore vil altid være bandets varemærke, og ”Isolated Incident” er et hardcore/punk album – uden tvivl – men bandet afprøver også andre ting, f.eks. er der intense emo-linjer som bare drysser der ud af, der er noget man kunne kalde groove rock, der er masser af start/stop idéer, temposkift, ren sang efterfulgt at intense skrig, kaos, meditation, håb, smerte, Jesus, mål, og ja, rock og rul - simpelthen. Måske en bid for meget at svælge nogen gange, og måske får man ikke helt tid at lære et nummer at kende, før de er af sted til nye og større ting, og måske er netop dette meningen, jeg mener, sådan har det altid været med The Blamed. Ja, ja, du ved, whatever. Glem det, de rykker. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Blamed; Give Us Barabbas

Tooth and Nail Records. 07-05-2002

Egentlig ville det være mere passende, hvis dette album blev udgivet ca. en måned før den nu planlagte udgivelsesdato, navnlig i påsken – eller lige inden. Hvorfor i alverden det? Jo, på grund af albumtitlen. ”Give Us Barabbas” var råbene det israelske folk råbte den dag, hvor Pilatus stod og skulle idømme Jesus døden. Pilatus kunne ikke finde en fejl hos Jesus, men menneskemængden var blodtørstig. Pilatos forsøgte sig med at tilbyde mængden at frigive en fange, hvilket var tradition at gøre netop den tid af året. Han havde vist samvittighedskvaler, og ville gerne have Jesus løsladt, men i stedet begyndte tilskuerne at råbe; ”Løslad Barabas” – eller som i The Blamed albumtitel ”Give Us Barabbas”… The Blamed er efter flere år og albums på Grrr Records og en selvstændig udgivelse, tilbage hos Tooth and Nail Records, som jo var selskabet der i sin tid var med til at forme det dengang ukendte band The Blamed. På den anden side var The Blamed ligeså meget med til at forme det dengang ligeså ukendte pladeselskab Tooth and Nail Records. Lydmæssigt er The Blamed også taget lidt tilbage i tiden, hvor de graver nogle old school punk elementer frem og kombinerer dem til deres sædvanlige hardcore-stil, men det bliver aldrig til noget udover det sædvanlige. Jeg ville anbefale sidste års ”Isolated Insident” i stedet for. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Blaze; Tenth Dimension

Steamhammer/Nordic Metal. 21-01-2002

Blaze Bayley huskes nok af mange som forsanger i Iron Maiden, men samtidig er han også manden som til enhver tid vil stå i skyggen af en anden af Iron Maidens forsangere, nemlig Bruce Dickinson. Men i Bayleys nye band, Blaze, er der helt andre boller på suppen. Her er der ingen at stå i skyggen af, for dette er hans eget (sammen med bandmedlemmerne, naturligvis). Vist nok er der visse Iron Maiden referencer at skimte igennem albummet, men ikke noget der gør at Blaze bør beskyldes for at leve i fortiden. Det er dog den mere traditionelle klassiske rock/metal som vægter mest på ”Dimension”, men med Andy Sneap, også kendt for hans arbejde for Stuck Mojo, Machine Head osv., ved producer-roret kommer man ikke uden om, at nogle mere moderne indslag også kommer til sin ret. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Blessed; Consume 3000

Selvstændig

Man skal være forsigtig med at kritisere lydkvaliteten på en demooptagelse, og måske især når det gælder en dødsmetal plade. Men i dette tilfælde kunne jeg godt bruge en lidt skarpere og samtidig klarere lyd. En lyd som ville få alle instrumenter og vokaler til at være ligeså fremstående i det samlede produkt. Blessed er teknisk set ellers et standard death metal band, men de bygger på et ret tyndt grundlag, og er derfor på vej mod Ingenmandsland. Der mangler ligesom en overordnet retningslinie, men mest af alt mangler viljen til skabe noget nyt og spændende. Især forsangeren kan virke lidt irriterende engang imellem, og desuden virker vokalerne hurtigt gamle og for meget, selvom der kun er fire skæringer i alt på demoen. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Blessed; Last Breath Before The Flesh

Selvstændig. 2002

Det føles ikke så længe siden, at jeg havde svenske Blesseds forrige demo “Consumed 3000” over laseren. Dengang var jeg alt andet end overbevidst, og derfor fik pågældende demo et par velfortjente hug, men Blessed har alligevel sendt mig denne, deres nye demo, der har fået titlen ”Last Breath Before The Flesh.” Blessed er i løbet af de ganske få måneder ikke blevet verdens bedste metal, eller det der ligner, men de har da forbedret sig noget siden sidst. De tre numre er mere helstøbte denne gang, og især den melodiske side er blevet meget stærkere og gennemslående. Stilen falder ikke så langt fra den tidstypiske Gøteborg melo-death, hvilket heller ikke er spor underligt, da bandet også stammer netop fra Gøteborg. Selvom Blessed har forbedret sig siden den kedelige ”Consumed 3000,” så har de ikke så forfærdelig meget på hjerte, der ikke allerede er set og hørt af flere af deres hjemlige kollegaer, og endda bedre, men de bevæger sig da i den rigtige retning. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Blindside; Blindside
DayGlo Records 1998
Blindside var det første nordiske hardcore band, som skrev kontrakt med Tooth and Nail/SolidState i USA. Senere har nogle andre bands som Extol og Selfminded gjort det samme. Debut cd'en fra Blindside var dog før det udgivet i Sverige, nemlig af pladeselskabet Day-Glo Records! Cd'en er meget god og ikke lige som hos så mange andre hardcore bands, som bliver med ved at levere samme kedelige hardcore med de samme kedelige vokaler. Blindside er meget begavede og beviser med godt producerede sange, at de uden tvivl har fortjent en kontrakt i USA. Blindside leverer masser af temposkift i en sang. Seje, tunge riffs, fulgt af hurtige galop takter, som får en til at skrue højt op for anlægget. Sangeren synger til tider som den normale hardcore sanger, til tider rapper han, og igen til andre tider synger han endda helt normalt, før han igen bryder ud i hardcore kaos vokaler. At Blindside er gode, har de bevist med deres debut. Deres anden udgave er på vej, har jeg fået at vide af bandet - jeg kan ikke vente! Køb debuten! Den er det værd. Faktisk, er det den bedste hardcore cd, jeg har hørt på det kristne marked siden Six Feet Deep's "Struggle." Ih ja, efter at de ni sange er slut, kommer en bonus sang som bliver sunget på svensk. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Blindside; A thought crushed my mind

DayGlo Records 2000

Producer; André Jacobson & Blindside

Siden udgivelsen af ”A thought crushed my mind,” er Blindside gået fra undergrunds status til at være hardcore stjerner. I hvert fald i deres hjemland Sverige, og en stor del af Europa. Bandet har været at se på MTV’s Superrock hver mandag i flere måneder, og seerne har også været flittige at stemme på Blindside. Bandet har også fået omtale i flere af de største rock blade i Europa, bl.a. kan Metal Hammer nævnes. ”A thought crushed my mind,” er en fed hardcore plade, og dem er der et par stykker af i Norden efterhånden. I forhold til deres debut, er der måske ikke sket så meget, - ok, bortset fra at de mere eller mindre er stjerner nu. Det er stadig intens hardcore musik, med skrigende (og andre tider tæskende) vokaler der fylder lydbilledet, og ikke at glemme de tonstunge guitarmure. Blindside behøver ikke at lyde som Korn eller Kid Rock, de klarer det mere end fint med at være dem selv. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Blindside; Silence (Månedens album)

Elektra. 16-09-2002

Indtil videre har denne måned budt på den ene fede anmelderplade efter den anden, men ”Silence” slår dem alle sammen. Månedens plade – simpelthen. Det svenske band har ellers to tidligere plader i baglommen. Den selvnavngivne debut fra 1998 og ”A Thought Crushed My Mind” fra år 2000, der begge blev udgivet af det respekterede Solid State selskab. Begge plader var hårdtslående og aggressive hardcore-bomber, hvoraf den sidstnævnte skænkede en video der fik ganske god mediedækning på MTV’s ”Superrock.” Det, og en hel del respekt, er det indtil videre blevet til for bandet, om end mainstream succesen ikke har vist sig… endnu. Men også det er ved at ændre sig. Ser du, det gælder om at kende de rigtige mennesker, og i Blindsides tilfælde er mega-stjernerne i P.O.D. de rigtige mennesker. P.O.D. har op til flere gange haft Blindside med sig som opvarmere, de har ladet dem medvirke i deres ”Boom” video (Blindside er det svenske ping-pong hold), og så har de også signet dem til deres netop opstartede pladeselskab 3 Points – et selskab som majorselskabet Elektra ellers senere har taget til sig. Det som Blindside dog skal forberede sig på med udgivelsen af ”Silence”, er at der vil være mange af deres oprindelige fans der vil stemple dem som sell-outs. Hvorfor? Jo, fordi den bombastiske hardcore bandet præsenterede verden for igennem sine første to udgivelser høres kun svagt – og kun indimellem – på ”Silence.” Men er det godt eller skidt? Det kommer vist an på hvem man spøger, men spøger du mig, en anmelder der var helt vild med de to forgængere, så vil jeg svare at det er godt. Bandet viser sig fra en helt anden side, og gør det endnu mere overbevisende end før, men jeg må indrømme, at man med lethed kunne beskylde Blindside at skifte musikstil for at sælge flere plader. Det tror jeg dog ikke, at de gør. Jeg tror blot de er kommet til det punkt, hvor de vil prøve noget nyt, og helt ærligt, det ville være synd at lade sange som ”The Endings” og ”Coming Back To Life” gå til spilde, for sådan nogle ørehængere kan selv ikke de mest populære nu-metal/emocore bands finde ud at skrue sammen. Det er dog kun to beskedne eksempler ud af 13 kanon fede numre, hvoraf nærmest halvdelen direkte har single-potentiale. Det skal dog ikke forstås som ”Silence” er et album der kun er sat sammen af hits og som ikke fungerer som en helhed, for intet kunne være længere fra virkeligheden. ”Silence” er et af de mest helstøbte album året hidtil har kunnet byde på, og så kan det være lige meget om vi snakker emo, hardcore, metal, pop, hip hop eller country. Foruden de to tidligere nævnte sange, så kan nævnes højdepunkter som ”Pitiful”, ”Caugth A Glimpse”, Cute Boring Love”, Sleepwalking”, ”She Shut Your Eyes” og ”Silence.” (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Bloodbath; Resurrection Through Carnage

Century Media/Nordic Metal. 25-11-2002

Når man til dagligt laver musik der er så gennemført, velovervejet, og på et så højt plan som f.eks. er tilfældet med Katatonia og Opeth (ud af de fire Bloodbath-bandmedlemmer spiller to til dagligt i Katatonia og en i Opeth), er det ikke så underligt, at medlemmer fra netop de to førnævnte bands finder sammen og laver musik, der, lad os nøjes med at sige, ikke har til formår at udforske nye og endnu uudforskede sider at det musikalske univers. Kvartetten Bloodbath, der tidligere kun har udgivet en EP, leder nemlig helt tilbage til de gamle death metal rødder, og det gør de på alle tænkelige måder. Først og fremmest har vi det nærmest ulæseligt bandlogo, derefter et ret så death metalagtigt albumcover, en samling sange der stort set alle heder noget med død eller blod, samt selve den blodtørstige death metal musik bandet spiller. Brutalitet og blod er der nok af, så meget til tider, at man får fornemmelsen af at være fanget i en gammel splattergyser fra 80’erne. Og ligesom førnævnte gysere, så forekommer musikken alt for ofte en tand for forudsigelig. Så man skal – igen ligesom i tilfælde af førnævnte gysere - være fan af genren for virkelig at kunne værdsætte hvad der foregår. Personligt er jeg mere til Katatonia og Opeth, end jeg er til Bloodbath, men der skal da være plads til at prøve andre ting også. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

The Blood Divine; Rise Pantheon Dreams

Peaceville/Nordic Metal. 21-10-2002

Peaceville udgiver ikke meget andet end genudgivelser og “best of” skiver for tiden. Der har naturligvis været et par svipsere iblandt, men hovedsagligt har talen været om ganske gode, gemte og glemte skatter. The Blood Divines materiale er dog efter min mening ikke noget der nødvendigvis har brug for at være genudgivet. Talen er om mørk, gotisk metal, der går hånd i hånd med så mange af de andre af Peacevilles gotiske metalbands. Grunden til at man i dag, ser My Dying Bride og Anathema som banebrydende gotiske rock/metal bands, og ingen husker The Blood Divine, er måske også fordi The Blood Divine ikke har noget der er specielt mindeværdigt. Materialet på ”Rise Pantheon Dreams” består af numre fra bandets to udgivelser på Peaceville inden de gik i opløsning, samt enkelte andre live og uudgivne numre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Blood Red Throne; Monument Of Death

Hammerheart/Nordic Metal. 22-10-2001

Det kan gode være, at Blood Red Throne er et debuterende og nærmest ukendt dødsmetal band, men at bandet indeholder musikalske kræfter med en fortid i to af tidens største black metal bands, skaber bestemt en vis interesse og hype omkring bandet. Manden som der er talen om er Tchort som før har spillet i både Emperor og Satyricon. Det skal dog siges, at der er et godt stykke vej fra Emperors maniske black metal lydunivers tiil Blood Red Throne robuste døds-larm – ikke bare stilmæssigt men også rent idémæssigt… Men hvor ville det ikke være skønt for en kreativ mand som Tchort, at kunne sige; ”jeg spillede engang sammen med de største indenfor metalmusikken, men jeg tog skridtet videre til endnu større ting?” Sandheden er dog, at selvom ”Monement Of Death” er en ganske udmærket og velspillet lille sag, så holder den ganske enkelt ikke distancen helt i forhold til både Tchorts gamle bands, eller i forhold Death og Slayer som er to af de bands Blood Red Throne selv har ladet sig inspirere af. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Bloodlet; Three Humid Nights In The Cypress Trees

Victory/Nordic Metal. 2002

Der er stadig i en stigende grad flere og flere bands der kombinerer hardcore og metalgenrerne, således at det bliver alt sværere og sværere at sige hvad der er hvad. Bands som Zao og Living Sacrifice har bl.a. udgivet fremragende albums indenfor fornævnte formel, og det samme har mange bands der har deres hjem hos Victory Records. Et af disse bands er Bloodlet, der netop er gendannet efter en længere aflastningsperiode. Jeg aner ikke hvordan Bloodlet lød i deres gamle dage, men jeg kan godt lide det jeg hører nu, og det faktum at albummet ”Three Humid Nights In The Cyrpress Trees” kun indspillet i løbet af ni dage, gør det hele endnu mere imponerende. Ikke fordi at jeg vil råde bands til at arbejde hurtigt i et studie, for jeg synes da, at man skal tage sig al den tid man har brug for, men at man kan få et så godt resultat efter kun ni dage, det er da imponerende. Så skal det også siges, at Steve Albine skal være en god producer, og han er kendt for at få det bedste frem i dem han arbejder med, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan albummet kunne endt med at lyde, hvis de f.eks. arbejdede på det i en hel måned i stedet for kun ni dage. Bloodlets er et af de bands der egentlig er mere hardcore end de er metal, men ikke specielt meget. Dette udspil vil derfor først og fremmest være for dem, der ser sig selv som trofaste metalcore tilhængere, men i sidste ende vil ”Three Humid Nights In The Cypress Trees” også appellere til fans af death metal-genren, så vel dem der er til moderne metal, der er lidt hårdere end det man hører i radioen hver dag. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Bloodshed; Inhabit Ants Of Dis

Code666. 2002

Egentlig har jeg mest lyst til bare at bede dig, højtærede læser, om simpelthen at læse et af de mange anmeldelser, jeg har skrevet om diverse standard death metal bands igennem tiderne. For der vil ikke være noget nyt at læse her. Svenske Bloodshed, der solgte 3.000 kopier af deres forrige ep, har intet nyt at tilføje til genren, idet deres musik lyder lige som tusindvis af andre death metal bands i disse dage, og det ville faktisk være fint nok, hvis de da var bedre, end de fleste andre bands. Problemet er bare, at det er de ikke. Deres sange er kedelige, intetsigende og gentagelser af fortiden, nutiden, og desværre er jeg endda bange for, at de er en gentagelse af fremtiden (???). (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Bludgeon; Crucify The Priest (JJJ---)

Magic Circle-Metal Blade/Nordic Metal. 25-03-2002

 

Vomitory; Blood Rapture (JJJ---)

Metal Blade/Nordic Metal. 25-03-2002

 

The Crown; Crowned In Terror (JJJJ--)

Metal Blade/Nordic Metal. 08-04-2002

 

Så er der endnu engang tid til at lade Metal Blade udsende tre kompromisløse, brutale death metal skiver. Og for en fan af genren, hvad kan være mere glædeligt at se frem imod? Nettos ugentlige reklameavis måske, hvis man er til den slags? Anways, det første band at signe til Manowars netop opstartede pladeselskab, Magic Circle Music, er Bludgeon, som såmænd også har fået Manowars bassist, Joey DeMaio, til at producere albummet. Man må sige, at debuten er ret tam og oven i købet lidt ujævn. Der findes ikke et decideret højdepunkt, selvom der er flere numre som holder distancen nogenlunde. Når det er værst, lyder de dog som ethvert muligt death metal band fra genren startede til dagsdato. Alle deler dog ikke undertegnedes synspunkt, især ikke Metal Blades egen Brian Slagel, som færdedes halvvejs igennem USA, for at høre Bludgeon spille i deres egen stue (???). Brian var så imponeret, at han lovede dem distribution på verdensplan igennem Metal Blade Records.

 

Næst i rækken er svenske Vomitory. Bandet er gamle i gårde, og efterhånden er det blevet til tretten år og fire albums, hvis man tæller ”Blood Rapture” med. Jeg har aldrig været vældig imponeret af Vomitorys yderst brutale death metal sammensætninger, og er det stadig ikke efter gentagne gennemlytninger af ”Blood Rapture”, selvom det høres, at bandet er et af genrens mest sammenspillede bands i dag. Uheldigvis holder idéerne og kreativiteten bare ikke 100% i forhold til kompetencen. Gamle fans af bandet har dog intet at frygte her, for der er masser af det i er vandt til at høre.

 

Min første introduktion til meget omtalte og kritikker roste svenske death metal, The Crown, er heldigvis en anelse mere positivt end ovenstående. For selvom bandet egentlig er et kompromisløst death metal uden sidespring til andre genrer, så formår de på en eller anden måde, ligesom amerikanske Soul Embraced tidligere på året, at variere deres melodiske death metal, således at den aldrig helt misser sin effekt. Som et lille sidenotat, kan jeg måske fortælle jer, At The Gates fans (men i ved det jo nok i forvejen), at førnævntes Thomas Lindbjerg tager sig af vokaler, growls osv. i dette, hans nye legeplads. Så skulle den ged vist være barberet. Videre til økonomien. Skulle du være i den situation, at du kun sidder inde med penge til et enkelt album, og du har beslutte dig, at det skal være et nyt death metal album, så foreslår jeg, at du venter til den 8 april og investerer i The Crowns ”Crowned In Terror”, i stedet for at købe Bludgeons og Vomitorys nye albums den 25 marts. Er penge ikke et problem, så kan du jo bare købe dem alle sammen, og bagefter modbevise mine påstande, og fortælle mig, hvor dårlig anmelder jeg er. Ikke en skid forstand på noget som helst, det er hvad jeg har. Skide færing. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Boanerges; Senales Antes Del Fin

Selvstændig

Det er ikke ofte, jeg hører heavy metal musik fra Syd Amerika, og når jeg gør det, så er det ofte ”så som så” med kvaliteten, men med Boanerges er det noget andet. De kan nemlig godt finde ud af at spille heavy metal, eller måske skulle jeg, kalde det, de spiller, for power eller neo-classic metal for at være lidt mere præcis. Det som, for mig, er det mest imødekommende ved Boanerges’ musik, er deres utrolig effektive måde at kombinere to guitarer, og få det at lyde så harmonisk, som de nu engang gør, om enten det er soli spil eller riffs talen er om. Og hvad så, det er der så mange som gør, er der måske nogen som siger? Ja, det er rigtigt, men Boanerges er altså er band med potentiale. Der er måske ikke verdens bedste produktion på Senales Antes Del Fin, men i forhold til en stor del af undergrunds scenen, så er der absolut heller ikke noget at skammes over der heller. Det eneste som irriterer mig en lille smule, er at jeg ikke kan forstå en skid af hvad de synger om. Alle tekster er nemlig skrevet på spansk, og hvis du ikke vidste det før, så ved du det nu; Jeg kan altså ikke spansk. Men selvom det måske er en smule irriterende, ikke at kunne forstå hvad der bliver sunget om, så er der alligevel en charme over det. Det er næsten som at sidde og høre de syd europæiske numre, ved den årlige Grand Prix finale, bare i en helt andet musikalsk verden. Fans af power metal bands som Helloween og Narnia gør klogt i at tjekke Boanerges nærmere. (JJJJ--)  Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Born Blind; One For All

Solid State Records. 2000

Siden Born Blind startede deres karriere, har de for det meste kun stået i skyggen af bands som No Innocent Victim, da folk synes, at de prøver at lyde som No Innocent Victim. Forklaringen på dette ligger i at ikke mindre end tre af bandets medlemmer, har en fortid i No Innocent Victim – et band som på det sidste har haft mainstream succes på deres nye selskab Victory Records. Det har måske ærgret medlemmerne at have forladt et band lige før succesen, men det er i virkeligheden ikke noget at ærgre sig over, fordi hvad Born Blind har skabt med deres første album på Solid State Records er meget, meget flot. One For All er mindst lige så god som No Innocent Victim’s succesplade Flesh & Blood, som jeg jo før har rost på disse sider. Born Blind ligner i virkeligheden heller ikke så meget NIV, som mange vil have dem til. De har en mere ny-skole hardcore-stil over sig, hvor de lægger sig mere efter at spille tungt end hurtigt. Der bliver dog spillet hurtigt for alle pengene i enkelte numre, men størsteparten av albummet kører på at tonstungt niveau, som kun er overgået af enkelte hardcore bands, de sidste par år. Vokalerne er heller ikke så kaotiske som hos mange hardcore bands. Der er ikke så meget skrigeri, men hellere en slags vred råben, hvor de andre bandmedlemmer træder til med baggrundsvokaler som består af et kor af råb. Born Blind kommer nok stadigvæk at stå i NIV’s skygge, selv efter et flot album som dette, hvilket siger mere om den scene som satte dem der, end det gør om selve bandet. One For All er årets hardcore album eller meget, meget tæt på. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Brainstorm; Metus Mortis

Metal Blade/Nordic Metal. 29-10-2001

Niks, dette er ikke endnu et black metal album fra endnu et norsk band, selvom albummet hedder ”Metus Mortis”. Men det lyder som snydt ud af næsten på et norsk black metal band, gør det ikke? Dette er dog noget der i dag er mindst ligeså almindeligt, nemlig tysk – læg mærke til at jeg sagde tysk – power metal. Det er et stykke tid siden at Metal Blade udsendte et rigtig godt power metal album, men Brainstorm vender denne udvikling med at levere et sublimt og velspillet album med masser af, øh, power. Bandet tager udgangspunkt i den tyske scene de er opfostret i, men de undlader at forfølge de høje C’er, hvilket er lidt af et lettelse, da der i forvejen er alt for mange power metal forsangere der gør netop det. Bandet er heller ikke bange for at kombinere deres power metal univers med nogle lettere growlende vokaler hist og her, og i begyndelsen af ”Behind” tør de søreme også at prøve at kopiere Megadeth i deres ”Countdown To Extinsion” storhedstid, om kun i helt få sekunder. Helt fint. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Burning Point; Salvation By Fire

LMP/Nordic Metal. 2001

For dem der ikke allerede er hengivne fans af den klassiske heavy metal scene, vil der ikke være noget specielt spændende at hente hos Burning Point. Deres debutalbum ”Salvation By Fire” vil næppe omvende førnævnte type musikfreaks, som ikke i forvejen har nogen særlig tilknytning til genren. Burning Point vil heller ikke være det helt store nye fund, for den grundige klassiske metal samler. Den vil måske finde vejen ind i samlingen, og måske endda ind i cd-spilleren i ny og næ, men for det meste vil den stå solidt på cd-hylden. Det finske band har nemlig intet nyt at tilføje til det som genrens forfædre for længst har uddybet ud i den mindst detalje. Det skal dog siges at skidtet er velspillet, problemet er bare at det ikke har nogen sjæl. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Butterfly Temple; Beaec

C.D.M. Records. 2000

Og hvad har vi så her… Lidt russisk metal måske? Ja, det er det vel, men i en mærkelig forklædning. Jeg er rimelig sikker på, at dette ikke er helt lige som noget andet du har hørt, undtaget hvis du er russer selvfølgelig. Det grundlæggende for Butterfly Temple’s musik er som sagt metal, men der er så meget andet draget ind i lydbilledet, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal kalde dette. Russisk folk/metal måske? Der er i hvert fald inspirationer af noget, som jeg tror kunne være russisk folke-musik, på Beaec. Til tider hører vi bandets sangerinde messende synge disse traditionelle russiske folke-numre, samtidig med at den mandlige forsanger brummer i bedste døds-metal stil. Du finder også den mærkeligste pærevælling af bizarre keyboard lyde, underlige støjeffekter blandet med larmende guitarer og døds-vokaler på Beaec, og tro mig det kan gøre en lidt forvirret. Og hvis dette ikke var nok af variation for en enkelt omgang, så er alle tekster sunget og printet på russisk? Ja, jeg ved, dette er et stykke russisk kultur, som jeg har svært ved at forstå, og derfor burde jeg måske stoppe her. Beaec er kun udkommet på bånd, så hvis du allerede har smidt din båndoptager ud af vinduet til fordel for cd-spilleren, så behøver du ikke at købe Beaec. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

B.E.N.T; Eleven

Selvstændig. 2001

Så er der dømt progressiv metal fest. B.E.N.T. – eller Beyond Every Natural Thought – er nemlig et selvstændigt progressivt metal band uden nogen slinger i valsen, da det kommer til at spille hård og samtidig intelligent musik, som både appellerer til power metal fans, så vel som de mere avancerede prog. hoveder. Det er med stor teknisk formåen, at bandet baner sig vej igennem de tolv numre som er at finde på Eleven. Produktionen er stort set heller ikke til at sætte fingeren på, dog så at trommerne enkelte gange har tendens til at forsvinde lidt i mikset. Med kun den ene finger, må man dog konstatere at B.E.N.T. er kommet godt fra opgaven, især når man tænker på, at Eleven er en selvfinansieret udgivelse. Jeg ville foreslå det progressive rock selskab InsideOut eller metalselskabet Century Media at have øjnene åbne overfor B.E.N.T., da Eleven helt klart vil appellere til fans af  begge selskaber. Når alt kommer til alt - for mit vedkommende - så er Eleven hurtigt glemt, efter at den er taget ud af cd-spilleren. Men at drengene kan spille, ja det har jeg fundet ud af. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Calamus; These Days

People Like You/Nordic Metal. 15-10-2001

Forestil dig bandmedlemmer af Deep Purple og Black Sabbath jamme sammen med 1. generations punkhoveder fra 70’erne, med Jesper fra D.A.D. stående foran mikrofonen, og du har Calamus i en nøddeskal. Det er aggressivt, tempofyldt, svedigt og helt og aldeles unødvendigt. Men der, midt i larmen, findes en vis charme, som gør at Calamus ikke har levet helt forgæves. Et mellemting imellem punk og heavy, om du vil. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Candiria; 300 Percent Density

Century Media/Nordic Metal. 2001

Jikes, er dette en Century Media udgivelse? Det ligner ikke noget jeg før har hørt fra dem. Nå, men jeg går udfra at noget nyt og anderledes ikke kan skade. Candiria har de sidste 5-6 år fået utrolig god omtale i metalundergrunden, og med god grund. Både fordi de er knalddygtige, og fordi at de er så anderledes fra resten af metalverdenen. Bandet tager selvfølgelig udgangspunkt i den hårde musik. Der er lidt thrashmetal-riffs at spotte, intense hardcore vokaler, hip hop og rap, og syret jazz alt blandet sammen i en velsmagende heavy metal cocktail. Men før du siger at de bare er endnu et nu-metal band, så lad mig sige, at det er de ikke. Ok, der er sikkert nogle numre, som godt kunne gå rent ind på moderne rock radio hvor nu-metal bølgen i øjeblikket hærger, og der er endda numre som kunne komme igennem på hip hop og rap radio. Men, men, men, Candiria er meget mere eksperimenterende end Limp Bizkit, Papa Rouch og hvem ved jeg. De er også meget mere intense, brutale og rent ud sagt uhyggelige. Der vil nok være mange, som vil have svært ved at forstå Candiria, og det kan man godt forstå. Man skal nemlig kunne være tilbøjelig overfor både dødsmetal, hardcore, jazz og hip hop for at komme igennem ”300 Percent Density” i live. Dette er hip hop metal uden de kommercielle klichéer og den polerede produktion. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Cannibal Corpse; Gore Obsessed

Metal Blade/Nordic Metal. 25-02-2002

Måske det største death metal band nogensinde, Cannibal Corpse, er endnu engang pladeaktuelle med endnu et Metal Blade album, ”Gore Obsessed”. Få bands har igennem tiderne påvirket så mange efterkommende bands indenfor samme genre som Cannibal Corpse, men alligevel har de på en eller anden måde formået at blive mindre og mindre spændende med årene, hvilket er noget der gerne skulle gøres om på her på ”Gore Obsessed”. Og på en måde sker det, i hvert fald står ”Gore Obsessed” hovedet højere end bandets seneste udfoldelser. Lægger man dog mærke til, at alt der høres på ”Gore Obsessed” er hørt og præcenteret af bandet før, og endda i bedre udlægninger, får man dog følelsen af, at bandet er i stand til noget mere. For gamle fans af bandet og death metal genren generelt, er ”Gore Obsessed” naturligvis et tvangskøb, men for dem der lige er begyndt at høre genren og ikke mindst bandet, bør deres tidlige materiale tjekkes først. Uanset hvad, flop eller succes, så vil Cannibal Corpse altid stå som en af genrens banebrydere og til enhver tids største bands, for ikke at tale om et af de mest kontroversielle. Det var nok ikke uden grund at censuren i diverse lande, valgte at bande alt salg af visse Cannibal Corpse udgivelser i sin tid. Sådan er det dog ikke alle steder, for hvor tit ser man ikke en Cannibal Corpse t-shirt i en specialmusikhandel? Ja, ikke? Og Aqua-Lena er altid velkommen at tage sin på igen. Eller kan hun lade være. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Carnal Forge; Please…Die

Century Media/Nordic Metal. 22-10-2001

Hvis den ordinære metal Joe, skal købe alle metalskiverne som bliver udgivet den 22 oktober, så Gud nåde hans pengepung. Der er nemlig rigtig mange album der udkommer netop den dag. Og en af dem er svenske Carnal Forges tredje album ”Please…Die”, som ligesom forgængeren udkommer på Century Media. ”Please…Die” ville dog - hvis det var mig der skulle ud at handle den 22 oktober – være et af de albums som ville blive sorteret fra, til fordel for albums med Novembre, Empereor og Borknagar, men sådan er jeg nu engang bare. Carnal Forge raser med 120 km/t igennem hele albummet med de mest aggressive thrash og dødsmetal kombinationer, og det er egentlig ret velspillet, men i forhold til forbillederne i Slayer og The Haunted blegner denne, ellers almindeligt gode skive, lidt. Der skal nemlig mere end brutalitet til for at fylde min kop. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Catalepsy; Bass Metal

Selvstændig. 2001

Manden bag Catalepsy, Alex Mastrocola, har siden i 1997 forsøgt sig som guitarist i mange forskellige slags bands, hvor alt fra diverse metal og punk bands til Iron Maiden og Metallica coverbands, samt et drengebands parodiband, har  set dagens lys. Alle projekter har dog haft en kort levealder, hvilket til sidst har resulteret i, at Alex er begyndt at skrive musik for solo-projekter, og efter at have lært at spille bas, var det indlysende for Alex, at lave et bas-projekt. Så det begyndte han på, og resultatet er demo-albummet ”Bas Metal”, der er ti sange bestående af musik skrevet til to basguitarer, trommer og vokal, hvilket må siges, at være et originalt og ikke specielt meget afprøvet område at forsøge sig i som musiker. Og med basguitaren som soloinstrument, har Alex formået at skrive nogle interessante og anderledes musikindslag, der for undertegnede ikke er hørt siden færingen Øssur Johannesen udgav et lignende album kun bestående af basspil. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Cataract; Martyr’s Melodies

Lifeforce Records 25-02-2002

“Martyr’s Melodies” er Cataracts anden udgivelse for Lifeforce Records. Den første var et album af navnet ”Golem” som udkom i år 2000 med. Som forstås var dette et albums som fik en god modtagelse fra både hardcore og metal fans, og det er præcis hvad jeg kunne forestille mig at ”Martyr’s Melodies” også kunne finde på at gøre. Ep’en er nemlig spækket til bristepunktet af en god kombination af metalriffs og hardcore aggressioner. Som sådan er der ikke ret meget nyt under solen, for ikke at sige intet, men det fungerer ganske vist udmærket. En fredag aften sammen med Cataract, i en skummel klubkælder et eller andet sted i København, ville nok lige være noget, ikke sandt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Catastrophic; The Cleansing

Metal Blade/Nordic Metal. Udk. 05-02-2001

Da dødsscenen begyndte at røre på sig tidligt i 80’erne, var der, for fans af genren, på det tidspunkt ikke så meget at vælge imellem. Men fra sidst i 80’erne, var Obituary i hvert fald et af de helt store døds-metal bands. I dag er der tonsvis af bands som Obituary, men verden kan åbenbart ikke få nok af dem, fordi Catastrophic er endnu et band, som kører på den primitive Obituary døds-metal lyd. Og for at det ikke skal være løgn, så er det også hovedsangskriveren og rytmeguitaristen i Obituary – Trevor Peres – som er hovedmand i dette nye band. Selvom Catastrophic sikkert vil passe bedst ind hos de utrættede Obituary fans, så der også visse hardcore tendenser at spotte i Catastrophic’s lydbillede. Når det er sagt, så kan der lige tilføjes, at The Cleansing næppe vil blive den næste højtelskede skive blandt hardcorefolket. The Cleansing er helt klart mest for fans af dødsmetal-genren, men utrættelige hardcore og old-school punk fans vil, hvis ventes længe nok, finde enkelte riffs at dyrke her. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Cattle Decapitation; To Serve Man

Metal Blade/Nordic Metal. 2002

Brutal amerikansk dødsmetal med masser af grindcore elementer, og et Wes Benscoter (Nile, Slayer osv.) albumcover der efter signede allerede er blevet bandet i Tyskland. Cattle Decapitation er klart inspireret af denne musiks måske bedste band nogensinde, Carcass, men alene det kan ikke holde Cattle Decapitations raseri igennem stormen, og det gør det heller ikke. De kommer ca. halvvejs igennem i godt behold, men så begynder tingene at ligne hinanden meget, og det er der at kedsomheden begynder at træde ind, hvilket nok i sidste ende resulterer i, at disse brutale ligparterende, indvoldeelskende gutter nok kommer at stå i skyggen af genrens i forvejen respekterede navne. Peter Lundin burde ofte et lyt. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Cea Serin; Chiaroscuro

Mp3.com. 2000

Her har vi endnu et band som har valgt at lægge sin musik ud på mp3.com, og denne fire-sangs demo, er endnu en af dem som bærer mp3.com logoet. I modsætning til andre cd’er fra mp3.com, som jeg før har modtaget, har denne cd kun fire sange, hvilket ikke er særlig meget, men når man ser på, hvor længe numrene varer. Så giver det hele måske mening alligevel, i det, at det korteste nummer er næste syv minutter, mens det længste er ca. 12 minutter. Musikalsk er Cea Serin et heavy metal band. Cd’en starter lovende, med et melodisk hard rock nummer med gode vokaler og dræbende guitar-spil, men efter første skæring begynder Cea Serin at bringe andre inspirationer - bl.a. prog. metal a la Dream Theater (især keyboard parten) og thrash vokaler - ind i musikken, og det gør helhedsindtrykket lidt rodet. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at Cea Serin er gode og aldeles tekniske musikere, som med tiden sikkert kan nå at lave indflydelsesrig musik, selvom de med Chiaroscuro måske kunne have gjort sig bedre umage. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Charnel House; Sample Of Murder

Selvstændig. 2001

Disse vrede og morderiske dødshoveder har spillet sammen siden 1989, men hvorfor i alverden de produktionsmæssigt ikke er kommet længere, end til hvad de leverer på ”Sample Of Murder” er og forbliver et mysterium. De har spillet sammen med bands som Napalm Death, Overkill og Fear Factory, og når man kigger på hvad de andre bands har formået at skabe i deres tid, så kan man ikke andet end være en smule skuffet af Charnel House. Jeg mener, for det første er produktionen lort, og for det andet så er de fem sange bandet på ”Sample Of Murder” præsenterer ret enslydende og kedelige. ”Sampler Of Murder” er en promotion skive, som primært er lavet til som reklame for et album som udkommer senere i år. Forhåbentlig er der rusket godt og grundigt i produktionen til den tid, og så må numrene også gerne indeholde lidt mere diversitet og bare noget der ligner kreativitet. Jeg synes ikke, det er for meget at forlange. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Chasm; Reaching For The veil Of Death

Lux Inframundis prod. 2001

The Chasm er undergrundspressens death metal darlings, ingen tvivl om det. De er blevet kaldt alt fra fantastiske til geniale til verdens bedste death metal band. Og det skal siges, at de kan deres dødsmetal håndbog, men at gå så langt som ligefrem at sige, at de er verdens bedste death metal band er nok lige i overkanten, selvom de nok nærmer sig genrens første division, i hvert fald undergrundens. ”Reaching For The Vail Of Death” er et udmærket album, selvom det på ingen måde indeholder noget nyt, eller noget som vi tørster efter at høre, i hvert fald ikke undertegnede. Tit og ofte begraver death metal bands sig netop i at de konstant laver det samme gamle hokus pokus, men The Chasm redder den rent faktisk hjem, i det deres sange har den dybde og dynamik der skal til for at gøre et death metal album på old-school måden udholdeligt. Og så fyres der gennemgående nogle af de ledeste riffs af, hvilket ikke gør tilstanden værre. ”Reaching For The Vail Of Death” er absolut noget at dykke ned i for sultne death fans. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

ChikMountain; Porn On The Cob

Tachist Records.

Ok, jeg vil ikke spilde meget plads på en skive som denne, da den ikke indeholder noget holdbart på nogen som helst måde. Du vil blive mødt af støjende guitar og maskinelyde, som ikke har noget med almindelig sangstruktur at gøre. Ikke fordi at det absolut behøver at være almindeligt for at virke, bare se på Radiohead…Men det her er dog noget helt andet. industrial uden retning, måske? Eller ”hardcore ambient sound collage” som bandet selv beskriver musikken? I hvert fald er det noget bras, som jeg selv kunne gøre ligeså godt med en støvesuger og neglebørste. Arghhhh. (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Chilchilla; The Last Millenium

Metal Blade/Nordic Metal. 11-03-2002

Sidste måned var lidt slap når det galt gode, saftige power metal albums. Det er nu heller ikke fordi, at Chinchilla er SÅ gode eller SÅ saftige igen, men de er skam et power metal band med, ja undskyld sproget, men nosser var ordet jeg ville bruge. Det er nu heller ikke fordi, at jeg synes en højtsyngende, om ikke højtskrigende, power metal sanger er decideret kedelig, hvis der bliver sunget ordentlig, hvilket utallige power metal anmeldelser på disse sider burde tale sit tydelige sprog, men det er nu – som i dette tilfælde – dejligt, at høre en power metal forsanger, der ikke jagtet det høje C hele tiden. Forfriskende nærmest, om stadigvæk ikke helt originalt. Fans af meget forskellige bands som Brainstorm og Iron Maiden kan finde guldkorn på ”The Last Millenium”. Fans af ligeså forskellige artister som Jodle Birge og Eye Q vil derimod ikke finde nogle guldkorn, men hvorfor skulle de nu ikke købe deres morgenmad i det lokale supermarked ligesom alle os andre? (JJJJ--) Hans Jákup Eiðsigarð 

 

Ciaff vs. Barcode; Split-CD

Nocturnal Music/Kick. 2002

At udgive split-CD’er er efterhånden et globalt foretagende, og nu er turen kommen til en split-skive med et italiensk og et pæredansk band. Italienske Ciaff beskriver sig selv som et brutalt, politisk ukorrekt death metal band med indflydelser fra hardcore-genren, samt hip hop’en, uden at have noget at gøre med den med egne ord ”dumme adidas-rock.” Og ganske rigtigt, Ciaff har ikke meget at gøre med denne såkaldte adidas-rock, og egentlig er det svært at overhoved høre, hvor deres hip hop rødder stammer fra. Personligt har jeg hørt mange moderne nu-metal bands haft et federe og mere fokuseret musikalsk udtryk end dette vrede og yderst larmende band har. Danske Barcode ved man dog, hvor man har. Det er bare hardcore, hardcore og atter hardcore, og så er den altså bare ikke længere. Fuld fart på, og så kommer tingene hen ad vejen. Talen er ganske enkelt ikke om nogle banebrydende opskrifter her, og det ved de vist også godt selv. Hårde hardcore fans kan sagtens tilegne sig denne skive, uden at føle at pengene er spildt. Et godt råd herfra vil dog være, altid at stoppe cd’en inden den når det sidste Bardcore nummer, der er en dansk hardcore indspilning af den gode, gamle julesang ”Rockin’ Around The Christmas Tree”, der her har fået titlen ”Rockende Rundt Om Juletræet.” Den er pisse hamrende elendig. Selv hardcore fans vil bedre kunne lide originalindspilningen. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Circle Of Konfusion; Promo Release

Wolf’s Den. 2000

Wofl’s Den Entertainment er et meget lille amerikansk hardcore pladeselskab, som i øjeblikket kun har kontrakt med to bands. Circle Of Konfusion, som bl.a. har været åbningsnavn for både Stuck Mojo, Snot, Machine Head og H-Blocx, er et af dem, men man skal dog ikke forvente musik, i retning af de bands, de er kendte for at åbne for. Nej, Circle Of Confusion er et rigtigt hardcore band, om man så må sige. Der er ikke nogle kommercielle ting at finde på denne femsangs ep, som eventuelt kunne have hjulpet bandet med at sælge nogle kopier af denne cd. De fem numre på denne ep er alle nogle rigtig aggressive og vrede hardcore numre, med skrigende vokaler og et temperament, som man skulle tro, det var løgn. Der er bare ikke noget som rigtigt siger klik her, og det er nok hvad vil holde Circle Of Konfusion i undergrunden i fremtiden, men er man til hardcore musik uden kommercielle Korn-riffs så er Circle Of Konfusion nok ikke et helt dårligt valg, selvom de langtfra er blandt genrens førende undergrunds bands. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

The Company Of Snakes; Burst The Bubble

Steamhammer/Nordic Metal. 28-01-2002

Ok, udfra de promoer jeg indtil videre har hørt med udgivelser i det kommende år, så tegner det godt for rockmusikken, men hidtil er ”Burst The Bubble” uden tvivl den bedste jeg har hørt. Præcis et år efter udgivelsen af live-albummet ”Here They Go Again” er The Company Of Snakes atter på banen med et nyt udspil i form af ”Burst The Bubble”. For dem som navnet The Company Of Snakes ikke ringer noget klokker, kan jeg sige at bandet består af de tre oprindelige Whitesnake medlemmer; Bernie Marsden (guitar), Mickey Moody (Guitar) og Neil Murray (bas). Og sammen med en af sen 70’ernes og de tidligere 80’ers mest farlige bas og guitar-kombo, har vi den tidligere Manfred Mann’s Earthband medlem, John Lingwood, på trommer, samt, for mig, totalt ukendte svensker Stefan Berggren på sang. Jo vist, det er et all-star band vi her har med at gøre, og det er også hvad kommer til udtryk igennem skivens femten skæringer. Bandet lægger ud med noget Cindarella lignende semi-akustisk hard rock, som bevæger sig videre over i den mere traditionelle Whitesnake hard rock lyd, som igen følges af en god omgang blues-rock med fænomentalt guitarspil og mindst ligeså fremragende vokaler. Veteranerne i The Company Of Snakes er, på trods af deres alder og mange år på rockscene, i sandhed et af de mest lovende navne i det nye år. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Compos Mentis; Quadrology Of Sorrow

Selvstændig. 2000

Der var en meget pæn anmeldelser af denne ep at læse i Chronicles Of Chaos for nylig, og derfor valgte jeg at kontakte bandet, som jeg udfra anmeldelsen troede var svensk, for at få en kopi af skiven til at anmelde. Men det viste sig rent faktisk, at bandet i virkeligheden var dansk, og at Chronicles Of Chaos havde fucket nationaliteten op. Jeg er stort set enig i COC’s anmeldelse, selvom jeg måske ikke ligefrem får følelsen af at der er noget at hoppe op og ned over. Stilen er melodisk dødsmetal med stærke referencer til den svenske scene, og måske var det netop derfor at COC tog fejl til at starte med. Men udover den melodiske døds-side af bandet, så har de også lånt nogle atmosfæriske keyboardklange fra black metalscenen, ligesom vokalerne også fra tid til anden ligger på grænsen imellem begge genrer, selvom der generelt er talen om dødsmetal. Alle instrumenterne udføres faktisk udmærket på ”Quadrology Of Sorrow”, og numrene er skruet godt og fast sammen, men alligevel får jeg følelsen af, at der er noget der mangler. Nemlig lysten – eller evnen - til at skabe noget nyt, fordi der er rimelig mange bands der lyder som Compos Mentis, og skal man vælge at høre dem over andre, så må der være et eller andet som får dem til at skille sig udfra mængden. Det skal dog siges, at drengene ligger i alderen 19-21 år, og at de har fremtiden foran sig, så det skulle ikke undre mig, om de allerede på deres næste udgivelse har forbedret betydeligt på deres lydunivers, samtidig med at de også har noget lidt mere selvstændigt at tilbyde. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Condition Red; Condtition Red

Lion Music. 2000

Lion Music er et pladeselskab fra Åland, som har en række progressive rock og metal udgivelser på samvittigheden. En af deres nyeste udgivelser er med Condition Red. Et band som består af en række talentfulde musikere som har lavet musik i lang tid, men som her optræder sammen for første gang. Bl.a. finder vi Alex Masi fra bandet Masi på guitar. Vi finder også Lars Eric Mattsson fra Vision på guitar og keyboards, og lur mig om ikke den progressive keyboardtroldmand Derek Sherinian fra bl.a. Planet X, Platypus og Dream Theater har taget keyboardpositionen på af numrene. Niveauet er meget højt på denne konceptplade, og vi bevæger os fra typisk progressiv metal lidt a la Dream Theater til fusions rock. Der er endda lidt jazz hist og her, samtidig med at bandet også giver udtryk for en kærlighed til den neoklassiske metal. Det fungerer godt, og udover de flotte kvindelige vokaler af Ella Grussner, er det især sam- og modspillet mellem keyboards og guitar som gør Condition Red til et behageligt bekendtskab. Violiner og saxofoner tages også i brug, og det løsner lidt op i de stramme kår, og giver ligesom bandet lidt friere tøjler at bevæge sig omkring og over jazzen, og stadigvæk være et hårdt kogende metalband. Det typiske for et band som Condition Red er, at de ved, hvor gode de er, og derfor vil de, at intet skal være for professionelt og godt udført, og derfor går de til tider lidt over folkets hoveder, og derfor kan være lidt svært at følge disse musiknørder. Men sidst på dagen, kan vi ikke komme uden om, at det er kvalitets musik vi her har med at gøre, og at Condition Red uden tvivl tilhører de bedre progressive metal projekter der er lavet i en længere periode. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Concerto Moon; The End Of The Beginning – Live In Tokyo

LMP/Nordic Metal. 23-04-2001 (JJJ---)

 

Double Dealer; Deride At The Top

LMP/Nordic Metal. 18-06-2001 (JJJ---)

 

Op gennem 90’erne hørte jeg ikke specielt mange heavy og power metal bands, mest på grund af at jeg ikke kunne finde et nogenlunde ordentlig forsanger i nogle af disse bands. Der var selvfølgelig undtagelser, men de var få. Og selvom jeg i dag hører masser af power metal, så irriterer det mig stadig grænselæst, at høre et talentfuldt band med en så uinteressant og irriterende som Concerto Moons Takao Ozaki. Han er måske ikke halvdårlig hele tiden, men når han først begynder, så bliver han også rigtig dårlig. Ja, så dårlig at han har en tendens til at krybe under huden på lytteren og sætte sig. Hvis en dårlig forsanger dog ikke stopper dig, så er Concerto Moon ellers et yderst velspillende power og neoklassisk metal band, og guitaristen Norifumi Shima (åh de navne), ved virkelig hvordan man flår i guitarstrengene. Tro mig, han spiller rent faktisk nærmest som en guitar Gud på denne koncertskive, optaget i Tokyo. Jeg tror godt, at jeg ville hygge mig i selskab med Concerto Moon på en koncert en fredag aften. Men jeg ville hygge mig mere, hvis de havde en anden forsanger. 

 

Norifumi Shima er også guitarist i Double Dealer, og selvom Double Dealers forsanger Takenori Shimoyama (Saber Tiger) heller ikke perfekt hvad gode vokaler angår, så er Double Dealer i det lange løb en anelse lettere at svælge end Concerto Moons Tokyo koncert. Men den kommer dog næppe at stå i power metal bogen som et decideret mesterværk. Det er også power metal Double Dealer spiller, men de er en anelse mere afslappede i deres sangstrukturer, og drager flere inspirationer fra tidlige helte som f.eks. Rainbow, og det er tydeligt, at selvom Norifumi Shima helt klart er en Yngwie Malmsteen-slags guitarist, så har han også en svaghed for Richie Blackmores spil. En god og solid udgivelse, men med alle de mange album af musik som denne der udkommer i disse dage, så kommer denne at lande et sted i midten. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Constructed; Repent

Cold Records. 2001

Constructed er endnu et svensk death metal band (ah, Gud hvor er de bare mange, ikke sandt?), der med optimismen i behold på ”Repent” lægger sig ud i en hård og kontakt metalomgang. Bandets historie går tilbage til 1999, hvor en trommespiller og to guitarister begyndte at spille sammen. Senere fik de deres første basspiller, hvilket var Joakim Harju, der kom med i bandet, idet han ikke havde så maget at lave længere, eftersom hans andre bandkollegaer i Face Down, forlod ham til fordel for metalgiganter som The Haunted og Entombed. Derefter fik de snuppet sig Henrik Svegesjo, der på det tidspunkt var forsanger i Thyrfing, til forsanger, og så var der bare at klø på, for nu havde de to guitarister, en basspiller, en trommeslager og en forsanger – den rigtige forsætning for at spille heftig og nådesløs death metal. Og det gør Constructed på ”Repent”, selvom der også sniger sig lidt thrash ind i billedet. Om de er gode? Lad mig sige det på den måde. De er lige som så mange andre svenske death metal bands (der er jo så mange af dem): Ikke dårlige, men heller overnaturligt interessante eller specielt gode. Standard materiale, intet mere og intet mindre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Contempt; Acranium

Selvstændig. 2000

Det er meget sjældent, at jeg som anmelder, har modtaget nogle danske cd’er eller demoer, men her er så endelig en. Contempt fra Tønder har eksisteret lige siden i 1995, men har i de fem år, de har spillet ikke formået at udgivet mere end to demoer, hvoraf dette er den anden. Selve bandet beskriver sig som et heavy metal band, med indflydelser fra speed, death, black og melodisk metal. Personligt har jeg lidt svært ved at høre den melodiske del, og desuden synes jeg, at jeg ville kalde dette speed eller thrash hellere end heavy metal. Indflydelserne fra black og death metal genrerne er også rigtige nok, selvom det måske er death metal som kommer mest til syne, og i sær i vokal afdelingen. Det som fungerer bedst i Contemp’s musik, er uden tvivl det speed metal inspirerede guitar-spil, som med galoperende guitar-riffs giver lytteren tørt på. Vokalerne er dog ikke noget som imponerer mig noget særligt, da de er alt for kedelige og forudsigelige, hvilket efterhånden er ved at være et problem, i de mere ekstreme metal genrer. Acranium har sine gode sider, men jeg har hørt bedre metal end dette….Og værre, meget værre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Alice Cooper; Brutal Planet

Eagle Records, 2000

Producer; Bob Marlette

“We’re spinning ‘round on this ball of hate. There’s no parole there’s no great escape. We’re sentenced here until the end of days and then my brother there’s a price to pay. We’re only human. We were born to die without the benefit of knowing why. We live for pleasure to be satisfied and now it’s over.  Here’s no place to hide why don’t you come down to it’s such a brutal planet. It’s such an ugly world. Why don’t you come down to this world is such perfection. It’s just like paradise. A truly grand creation. From up here it looks so nice. It’s such a brutal planet it’s such a living hell. It was a holy garden that’s right where Adam fell. Where the bite was taken. It’s where we chose to sin. It’s where we first were naked. This is where our death begins. We took advice from that deceiving snake. He said don’t worry it’s a piece of cake and sent us swimming in a burning lake. Now we’re abandoned here for heaven’s sake. Here’s where we keep the armies. Here’s where we write their names. Here’s where the money got us. Here’s our famous hall of shame. Here’s where we starve the hungry. Here’s where we cheat the poor. Here’s where we beat the children. Here’s where we pay the whores. Right here we stoned the prophets. Built idols out of mud. Right here we fed the lions christian flesh and christian blood. Down here is where we hung him upon an ugly cross. Over there we filled the ovens. Right here the holocaust.”

 

Således indleder Alice Cooper sit nye album Brutal Planet, med sangen af samme navn. De fleste kender Alice Cooper som kongen af horror rocken, og mentor til sjok bands som Rob Zombie, King Diamond og Marilyn Manson. Men Alice Cooper er ikke den samme længere. Han blev nemlig tidligt i 90’erne kristen, og dette kom også til syne på hans album Last temptation fra 1994, et koncept album som var skrevet om at være arbejdsløs i USA í 90’erne, men hvor Alice også tillod sig at synge lidt om sin nyfundne tro. Last Temptation blev faktisk også solgt hos flere kristne bog og musikhandlere. Der er gået seks år siden Last Temptation, og selvom Alice efterhånden er en gammel mand, så rocker han stadig lige hårdt i dag. Ja, endda hårdere. Der er blevet rum for en mere tung, lige på og rå lyd, som til tider er en smule industrial inspireret (a la Nine Inch Nails). Der er 11 numre på Brutal Planet, og alle holder, men tjek især Brutal Planet, Wicked Young Man, Sanctuary, Blow me a kiss og It’s the little things. Alice er godt nok ikke nogen Carman, dc Talk eller Whitecross, men læser du teksterne, finder du nogle guldkorn her og der. Jeg var en fan af Alice før han blev kristen, og jeg er det stadig. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Alice Cooper; The Definitive Alice Cooper

WSM/Warner/Rhino. 2001

Alice Cooper – historiens horror og sjok rocker nummer et – har efterhånden været en del af rockscenen i mange år, og siden hans debut i 1969 har han, med ”The Definitive..”, udgivet hele 26 album (inkl. opsamlinger). Hold da op, for en bunke skiver. Manden har været sagt at være sindssyg ligeså vel som genial. Han har været hadet og elsket. Og efter alle disse år, prøver han stadig at hænge i. Manden er stadig blandt tungrockens bedste kunstnere, hvilket han bevidste med hans ”Brutal Planet” udgivelse sidste år. Helt vildt imponerede er det dog ikke, at tre ud af fire de sidste Alice Cooper udgivelser har været opsamlingsplader. Ja ok, der er meget materiale at tage fra, men alligevel. Først var det ”Fistful of Alice” i 1997. Derefter bokssættet  ”The Life And Crimes Of Alice Cooper” i 1999, og nu ”The Definitive Alice Cooper”. Lide i overkanten hvis du spørger mig. Men hvis man ikke har mesterens gamle materiale, så er ”The Definitive…” absolut værd at eje. ”The Definitive…” indeholder 21 store Alice Cooper hits fra 1972 og op til ”Hey Stoopid” udgivelsen i 1991. De fleste numre er dog taget fra 70’er perioden, mens stort set hele 80’er perioden er elegant sprunget over. Det eneste vi hører fra 80’erne er storhittet ”Poison”. Fra 90’erne er kun ”Hey Stoopid” taget med. Nyere Alice Cooper fans, som endnu ikke har fået tjekket mandens gamle materiale, har her en god undskyldning for at finde ud af, hvordan sjok-rockens bedstefar lød for 20-30 år siden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Alice Cooper; Dragontown

Eagle/Playground. 2001

Ja, ikke nok med, at Sum 41 fik en meget forsinket anmeldelse, men denne måned byder også herfra på en mindst ligeså forsinket anmeldelse af Alice Coopers nyeste album, ”Dragontown.” Et album som sidste år egentlig var ret overset efter undertegnedes mening, og anmeldelserne var ret blandede, fra decideret negative til de mere positive. Alice Cooper har været et af rockens allerstørste navne igennem over omkring 30 år. Han startede i 1968 og er stadig uhyggelig hårdt rockende, men selvom han altid vil have et navn i rockhistoriebøgerne, så undgås det ikke at lægge mærke til, at Alice anno 2001/2002 ikke når hitlisterne længere. I hvert fald ikke nogle bemærkelsesværdige positioner, og det egentlig lidt synd, for manden på 57 er langtfra brændt ud endnu. Tjek lige forbi her igen når han er 80, måske? Alice havde ellers i 2000 med udgivelsen opdateret sin lyd noget, fra den 80’er metal han før beskæftigede sig med, og det klædte ham også godt. Ja, så godt, at han valgte at lade ”Dragontown” - den sidste del af en trilogi der startede med ”The Last Tempation ” og fortsatte med ”Brutal Planet” – have det samme lyd. Nogle af numrene ligner også skræmmende meget forgængerens numre, og det tages der et point fra, for det bliver for lidt meget. Men ellers er ”Dragontown” endnu et fedt Alice Cooper album, og en værdig afslutter på trilogien. Tak for det. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

Core Device; Core Device

Selvstændig. 2001

Siden I 1996 har dette amerikanske band spillet sammen, og i denne rumme tid har bandet udgivet tre demoer. Den første hed ”Raped”, så kom ”God and Man”, og netop nu er deres tredje - selvnavngivne - demo udkommet. Der er ikke så vildt meget materiale på den nye demo. Kun tre numre. Men på den anden side er numrene rimelig gode, hvilket vil hjælpe i pladeselskabsøgningen, i det pladeselskaber normalt helst vil have korte demoer, med 2-3 af de bedste numre et band kan præstere. Bandet spiller en letfordøjelig omgang power metal, dog uden at falde i mønster fælden. Musikalsk er bandet lidt bredere forsynet end de fleste power metal bands. Det er lidt tungere end normalt, men stadigvæk melodisk, dog uden den helt vilde power-speed. Lidt thrash-lydende til tider faktisk. Forsangeren gør brug af både grynt og råb samt almindelig ren sang, som dog aldrig resulterer i typisk højt skrigende power metal sang. Leder du efter en sammenblanding af melodisk power metal og tonstung thrash, så er numrene ”Burning Away”, ”Unknown Tears” og ”Sixth Sence” måske netop noget for dig. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Cornerstone; Arrival

Massacre Records/Nordic Metal. 2000

Hvad end så har været oppe i tiden, så har der altid været nogle bands, som har været ligeglade, og som har spillet det, de selv har haft lyst til, og selvom heavy metal er ved at genoplives i visse lande – især Tyskland og Japan – så er heavy metal, som engang solgte millioner, næppe kommerciel musik herhjemme længere. Nogle af de danske bands som altid har været ligeglade med tidens trends er Pretty Maids og Royal Hunt, og dette nye danske band Cornerstone, virker også at være af samme afstamning som førnævnte bands, i det at de er ligeglade tidens trends, og ligesom førnævnte bands tager udgangspunktet i 80’ernes metal musik. Cornerstoner er som sagt et nyt band, og der skal derfor ikke tages fejl med det svenske blues og biker-rock band af samme navn. Cornerstone består af basspiller og sangskriveren Steen Mogensen - som også er medlem af bandet Royal Hunt – og vokalisten Dougie White, som måske er bedst kendt som forsanger for Rainbow på deres Stranger In Us All album. Arrival, som Cornerstone’s debut album hedder, er absolut en yderes anbefalelsesværdig skive for enhver med interesse for heavy metal musik, hvad enten det så heder progressiv, melodisk, power eller bare heavy metal, fordi Cornerstone har og kan det hele, hvilket er noget, de i den grad beviser på Arrival. Alle instrumenter og vokaler har fået en yderst behagelig og velsmagende behandling, og der er ikke rigtig nogle numre som skuffer, selvom det virker som om, lidt luft er sivet ud af ballonen, inden vi når cd’ens slutning. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Cornerstone; Human Stain

Massacre/Nordic Metal. 25-02-2002

Så er den skotske og danske heavy rock gruppe, Cornerstone, klare til at følge op på debutalbummet, ”Arrival”, som udkom sendt i år 2000. Bandet er som sådan lidt af en supergruppe med vokalisten Dougie White – tidligere medlem af Rainbow – og bas og keyboardspiller, Steen Mogensen (Royal Hunt), i front, og med god, solid hjælp fra guitaristen Kaspar Damgaard (Mike Tramp) og trommespilleren Allen Sørensen (tidligere medlem af Royal Hunt. Der er ikke sket så meget med bandets Rainbow-inspirerede heavy rock siden sidst, men de er da stadig hævet noget over genrens umiddelbare standard. Konklusionen er: Var du til ”Arrival”, så er du højst sandsynligvis også til ”Human Stain”. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Corpus Mortale; Succumb To The Superior

Selvstændig. 2002

 

Ravishing; Gravewhisper

Selvstændig. 2002

Når man til dagligt leder et dansk ezine, så ønsker man sig altid at få noget dansk materiale at anmelde. Og så skal det helt være noget der er bedre end det, der bliver produceret i nabolandene, for lad os se det i øjnene, der er ikke hver dag man, uanset musikstil, hører et nyt og spændende dansk navn, og når man så endelig gør, så er de tit og ofte kedelige kopier af svenske, tyske eller norske bands – alt efter hvad for en musikstil de spiller.

 

Og netop derfor er det en tilfredsstillelse, at københavnske Corpus Mortale hverken lyder tyske eller svenske på den Gøteborg-melodiske dødsmetal måde. Men derfor er det ikke sagt, at Corpus Mortale der har eksisteret siden 1994, er specielt originale, eller slet ikke lyder som andre internationale death metal bands, for selvom de ganske vist – og heldigvis – ikke lyder svenske, som så mange andre death metal bands gør, så må man konstatere, at ”Succumb To The Superior” ikke indeholder noget der verden over ikke er hørt mange gange før. Men hvis man er til traditionel, international death metal så er Corpus Mortale stort set ligeså godt et køb som noget andet ukendt undergrunds band overhoved. Men er man på udkig efter nye sider at dødsmetallen, så er Corpus Mortale og deres ”Succumb To The Superior” ikke det første sted at lede. Velspillet er skiven dog, og det tekniske niveau er højt, samt at lydkvaliteten er overraskende god for sådan en selvstændig døds-plade udgivelse at være, men det overrasker næppe, idet flere af bandmedlemmerne tidligere har spillet i yderst respektable metalbands.

 

Meget af ovenstående er også aktuelt i Ravishings tilfælde. Deres tre-sangs demo ”Gravewhisper” byder på ingen måde lytteren på nye og spændende ting, og i den store mængde af death metal bands der for tiden udgiver deres musik, kan Ravishing risikere at blive en anelse oversete. De er sådan set godt klare over hvordan de skal spille deres almindelige, dagligdags death metal, og selve spillet er ikke værst, men i forhold til f.eks. Corpus Mortale, så er lydkvaliteten langtfra god nok til at matche det der bliver spillet. ”Gravewhisper” består af tre velspillede death metal sange, der dog forekommer lidt for anonyme i en evigt voksende genre der desperat skriger efter fornyelse. Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Counsil Of The Fallen; Counsil Of The Fallen

Selvstændig. 2000

Tre numre, hvilket kun bliver til lidt over syv minutter af musik, er det hele man skal forvente sig, hvis man tilegner sig Counsil Of The Fallen’s demo som udkom sidste år. Ikke særlig meget, og langtfra nok at tilfredsstille fans, men personligt har jeg ikke noget imod at demoen er så kort, da jeg på den måde er hurtigere færdig med at høre den. Der er ikke noget særligt imponerende at finde blandt demoens tre numre. Bandets stil er en kombination af death og black metal, og især vokalerne minder mig om de mange black metal bands i vores naboland, mens bandet instrumentalt mest minder om Mexicanske death metal band Lament. Bandet starter med et jævnt og stilsikkert nummer, men forsætter derefter ud i noget de ikke hånterer så godt, i det de lader sig rive med, og ender i et alt for højt tempo. Intet under at det kun tager syv minutter at få alle aggressionerne ud af kroppen. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Couragous; Remember

House Of Faith/EMI. 2001

Selvom Couragous godt nok er tyskere, så lyder deres tunge metalsange aldeles ikke tyske. Hvis noget, så har de en yderst amerikansk metalsk lyd. Forestil dig et band der kombinerer ultra-tung tidlig 90’er metal a la Sepultura og Pantera, med nymoderne hybrid metal a la Korn med en lille sjat dødsmetal oveni, i nogle sange der gennemsnitlig varer i over fem minutter, og du vil ikke være helt lost med hensyn til Couragous’ lyd. Bandets forsanger varierer sin stemme imellem rene (?) vokaler a la Jonathan Davis (Korn) og døds-growls, mens de to guitarister varierer deres spil imellem tonstunge monsterriffs og fængende, melodiske soli. Couragous har ikke opfundet noget nyt, men de er da ok, hvis man vil have lidt mere brutalitet oveni den daglige dose nu-metal. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Cradle Of Filth; Bitter Suites To Succubi

AbraCadaver/Nordic Metal. 18-06-2001

Pop-vampyrer eller dæmonbesatte psykopater med beklædningsforstyrrelser? Kald dem hvad du vil. En ting er dog sikker, Cradle Of Filth er efter alt at bedømme kommet for at blive. De er verdens bedste sælgende black metal band, dog med sund konkurrence fra norske Dimmu Borgir. I England er de superstjerner, og netop nu, har de ifølge rygtet skrevet under på en kontrakt med selveste Sony Music, som inden længe sikkert har i sinde, at fordoble de over en million skiver som allerede på verdensplan er solgt. Men ”Bitter Suites To Succubi” kommer nu i første omgang ud på bandets egne nye pladeselskab, AbraCadaver. Skiven indeholder fire nye numre, tre genindspilninger af gamle klassikere, en coverversion af Sister Of Mercy nummeret ”No Time To Cry”, samt en gæsteoptræden af den finske cellokvartet Apocalyptica (måske bedst kendt for at have lavet en skive med klassiske udlægninger af Metallica numre) og en særdeles god mix-hjælp fra John Fryer (Nine Inch Nails, Dephece Mode, Him og Paradise Lost). At Cradle Of Filth er blevet det band, som er kommet at stå på forreste række, når det gælder at formidle kold og sort metal fyldt af  blod og lig-maling til omverdenen, er på en måde en helt naturlig ting, i det at de leverer en omgang black metal som er fængende i langt højere grad, end meget af det, de fleste andre black metal bands formår at præstere. Men pop kan vi dog næppe kalde deres musik, selvom de nu engang er yderst populære. Prøv hellere atmosfæriske kompositioner, tordnende guitarriffs og torturerede skrig, og du vil nære mig dig mere, og de vil være på hjemmebane. Herfra kan vi ikke andet end at slutte af og konkludere, at Cradle Of Filth er kremen indenfor en genre som til tider er ved at blive kedelig og som har svært ved at forny sig, og selvom de ikke selv gør det (fornyer sig) på ”Bitter Suites To Succubi”, så er der i disse dage få black metal skiver som kan få metal-hjerterne at koge således som ”Bitter Suites To Succubi” gør. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðsigarð

 

Crash Rickshaw; Crash Rickshaw

Tooth and Nail Records. 2001

Project 86 er ved at være et af de mere etablerede og succesfulde amerikanske rockbands, selvom de har det massive gennembrud til gode. Man skulle egentlig tro, at gutterne havde nok om hænderne, især eftersom de har været flittige til at spille gigs, og efter sigende er de også i gang med optagelserne af deres nye album, som muligvis bliver deres helt store gennembrud. Det stopper dog ikke Alex Albert og Steven Dahl, i fællesskab med Joey Harris på vokaler, fra at involvere sig i sideprojektet Crash Rickshaw. Det eneste Crash Rickshaw dog har tilfælles med Project 86, er den overvældende energi som regner over lytteren, men der hvor Project 86 forekommer lidt mere søde og polerede i deres lyd, der er Crash Rickshaw mere løse omkring kanterne, og lidt mindre gennemtænkt producerede. Crash Rickshaw lever i et univers, hvor følelserne skaber atmosfæriske og intense stemninger, som videre skaber knald hamrende fede rocksange. Bandet vælger og vrager blandt det bedste i hardcore og punkens bedste øjeblikke, og derefter tilsættes lidt af det samme fra både indie og emo’en, således at det afsluttende resultat ikke ender så langtfra Fugazi, Blenderhead og Sunny Day Real Estate. En af de bedste punk udgivelser hidtil i år. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Creed; My own prison, s11

Wind-Up Entertainment, 1997

P; John Kurzweg

Det er tre år siden Creed debuterede med ”My own prison” i USA. Ikke før to år senere (1999) blev den udsendt i Europa, denne gang med en bonussang. Lad det være sagt med det samme, Creed er ikke et kristent band, men ligesom King’s X og U2, har de meget åndeligt at sige igennem deres tekster – faktisk en del mere end flere såkaldte kristne bands. Linier som; ”I cry out to God seeking only his decition;” ”see a vision of a cross I feel the pain that was given on that sad day of loss, a lion roars in the darkness, only he holds the key,” og ”step inside the light and see the fear of God burn inside me,” viser et band der helt klart har åndelige inspirationer i deres tekster. Musikalsk er de et grunge band, med en smule mere metal end de fleste. De lyder lidt som Pearl Jam eller Soundgarden, men med lidt nyere Metallica med i lydbilledet. En af sen 90’ernes bedste cd’er for metal/grunge hoveder. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Creed; Human Clay

WindUp Entertainment 1999

Scott Stapp forsanger i Creed, havde en svær barndom, og måske er det derfor, at hans tekster er så søgende og fulde af vrede (til tider). Scott Stapp’s historie ligner lidt Doug Pinnick’s fra King’s X. Scott’s forældre gik meget højt op i deres tro (de var i pinsebevægelsen), og det ville de også have Scott til at gøre. Han blev tvunget til at være i kirken, hver gang der var nogen aktivitet i kirken. Scott skulle være hjemme inden klokken 21.00 hver aften, og han fik ikke lov at gå til skolefester, da hans forældre syntes at dette var forkert. Scott måtte heller ikke høre rock musik, endda ikke kristen rock. Han hørte dog rock ude hos venner, og købte sig en dag Def Leppard’s Pyromania, som hans forældre hurtigt fandt og ødelagde. I kirken havde Scott det ikke på samme måde, som de andre. Han faldt ikke om på gulvet, som de andre gjorde, da de var til forbøn. Han troede der var noget galt med ham, og brugte hele nætter til at bede Gud om et tegn, som han aldrig fik. Scott flyttede som 17 årig hjemmefra, og startede senere, imod hans forældres vilje, rock bandet Creed, som i dag er USA’s hotteste grunge band.

 

Human Clay som er bandets andet album, er ligesom deres første et tungt grunge album, med tydelige inspirationer fra bl.a. Metallica og Soundgarden. Denne gang er de dog en smule mere fokuserede, end de var på My own Prison. Sangene er bedre, og man ser at bandet er vokset siden i 1997. Der er dog ikke lige så mange oplagte hits på Human Clay, som der var på deres debut. Det er forskelligt hvordan Scott Stapp’s, vrede og ofte åndeligt søgende tekster, bliver modtaget. Nogle synes de kommer fra hjertet og er ærlige, mens andre synes at de er noget sentimentalt tag-synd-i-mig lort. Hvad folk så en må synes om Creed, så er der i min verden ingen tvivl om, at Creed er det eneste band i dag, der fører grunge traditionen videre med værdighed. (JJJJ--)  Hans Jákup Eiðisgarð

 

Crematorium; Epicediums Of The Damned

Dismal Records. 1997 (JJ----)

 

Crematorium; A World Where Only Nightmares Prevail

Dismal Records. 2001 (JJJ---)

Normalt gør jeg ikke så meget ud af flere år gamle udgivelser, men når de alligevel bliver mig tilsendt, så kan jeg ligeså godt sige et par ord om dem, om ikke andet, blot at fortælle at de eksisterer. ”Epicidiums Of The Damned”, øh, eksisterer, og den er hele fem år gammel. Der oplyses, at der stadig er kopier tilbage, så hvis du har en lille sjat penge, du ikke ved hvad skal bruges til, så kan du eksempelvis investere i albummet, dvs. hvis du er til en monoton omgang death metal, uden de store overraskelser. Personligt ville jeg hellere investere i ”A World Where Only Nightmares Prevail” som er noget nyere, da den udkom sidste år. Kun fem nye sange på fire år er dog ikke noget at prale af, og det hjælper heller ikke at den ene sang er et covernummer. Det skal dog siges, at covernummeret, en brutal version af Metallicas ”Whiplash”, før udgivet på en Metallica hyldes på Dwell Records, er et af de bedre numre på ep’en. Problemet med ”A World Where…” er ligesom med debuten fra 1997, at den er for enslydende, men bandet er blevet teknisk bedre, og lyden er også blevet noget bedre, hvilket tilsætter et ekstra smilehoved, men så er vi også large. Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Crest; Dark Rock Music

Crestfall99 Productions

Selvom Extol’s trommeslager Morten Husvik er medlem af The Crest, så vil The Crest på ingen måde involveres i den kristne musik scene, som Extol er kendte for at være en del af. Og netop derfor var det mærkeligt for bandet, at få at vide at deres et år gamle demo, var anmeldt i HM Magazine, som er det største kristne rock og metal blad. The Crest er ikke et kristent band. The Crest kommer fra Oslo, Norge, og spiller en gotisk rock og metal musik. Deres 1 år gamle demo Dark Rock Music indeholder to numre. Det første nummer, Childhood’s End,  kombinerer metalguitarer med den gotiske lyd bandet nu engang har, hvilket får en at tænke på The Gathering og Paradise Lost. Vokalerne som bliver sunget af en kvinde, er meget smukke, og løfter helhedsindtrykket af bandet om på et højere niveau. Det andet nummer, Thorn, er lidt mere poppet end Childhood’s End. Dette nummer får mig til at tænke på bands som bl.a. Furnace ST. Igen på Thorn er det vokalerne som gør mest indtryk på mig. En meget god demo fra The Crest. Bandet siges at være i gang med at lave ny musik, hvilket jo lyder spændende. Gotiske rock fans vil ikke gå forkert i byen ved at anskaffe sig denne demo, hvis den er til salg selvfølgelig. Prøv og spørg på www.listen.to/crest. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Criminal; Cancer

Metal Blade/Nordic Metal. 10-09-2001

Da jeg læste promopapirerne til denne nye Metal Blade skive, tænkte jeg bare; ”Nå, yeah right”. Der blev nemlig lagt lidt op til, at Criminal, skulle være det nye håb for sydamerikanske thrash metal. Noget skal de jo sige ikk’? Men jeg blev egentlig overrasket over hvor sammenspillede disse chilenske thrash’ere egentlig var. De har en knasende rytmesektion som er i besiddelse af en tyngde, som langtfra høres hver dag på dagligdagens thrash metal scene. Godt nok er Criminal ikke, som promopapirerne også antyder, det bedste sydamerikanske band siden Sepultura, men de holder et godt stykke en ad vejen, og selvom der er flere gode sydamerikanske metalbands jeg kunne nævnte, som også burde give håb for den sydamerikanske thrash scene, så findes Criminal rent faktisk der et sted på forreste række. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Cruachan; Folk-Lore

Hammerheart/Nordic Metal. 21-01-2002

Det kommer til at starte godt, det herrens år 2002. I hvert fald hvis man er til hård rock musik med storslåede folk-undertoner. Men uanset om man er til hård rock eller folk-musik, så lyder Cruachan ikke helt som noget andet band du før har lagt øre til. Deres elektriske lydunivers sammenkobles en længere række underlige instrumenter (ihvert fald i rocksammenhæng) som bodhrán, bouzouki, mandolin, banjo, low whitstle, tin whistle og Irske fløjter. Resultatet  bliver noget man kunne kalde keltisk rock. Stemningsfyldt, underholdende og helt og aldeles forfriskende. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Crushing Belial; MMII

Selvstændig

Crushing Belial er et nyt death metal band fra Reading, UK, der for nylig optog sin første demo. Lyden er ikke demoens største styrke, men når man hører, at den faktisk er blevet optaget i guitaristens værelse (har han kun et, den stakkel?), så er den efter omstændighederne slet ikke så dårlig igen. Jeg har i hvert fald hørt værre. De tre sange er brutalt udført, men på en teknisk måde, og så er lydbilledet forholdsvis varieret, således at demoen ikke forekommer monoton. Men bandet mangler stadig noget både spille og sangskrivningsmæssigt før Metal Blade eller Century Media banker på døren. Men de har tiden foran sig, så giv dem et par år. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Cyberya; Mindcontrol

Breaker/SPV/Nordic Metal. 2001

På trods af navnet Power Metal, så er power egentlig den største mangelvare – efter originalitet naturligvis - på dagens power metal scene. Cyberya er dog et band som bestemt ikke mangler power. Tyskerbandet er nemlig i besiddelse af en masende, knaldhård rytmesektion, som når den går i gang, danner en betonvæg af tonstunge guitarriffs omkring lytteren. Og det lyder ikke så lidt som gamle tyskermetal monstre som Accept eller U.D.O., hvilket kan have noget at gøre med at Stefan Kaufmann, før kendt fra både Accept og U.D.O., har produceret albummet. Cyberya er dog ikke bange for at lade håndklædet lande lidt udenfor ringen, hvilket bedst kan ses, når de i ”One Hundred Ways” prøver sig med new wave lignende rytmespor koblet på bandets ellers brutalt thrash’ende power metal stil. En lækker lille sag, som samtidig også er en af de federe power metal skiver som har forbigået mit øre i denne måned. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Cybernetic Errosion; Materialisation Of Abomination

Selvstændig. 2001

Man skulle næsten tro, at russerne var ved at overbevise mig, om at en bemærkning jeg lavede vedrørende russisk musik og Past and Present Music for nylig er forkert. Jeg udtalte mig om, at det var sjældent at jeg modtog russisk musik til at anmelde. Men de sidste par uger har de væltet mig omkuld de kære russere. Først var det Tvangeste, så Merlin og nu endnu en russisk musikalsk freak under navnet Cybernetic Errosion. Cybernetic Errosion er værket af en enkelt mand, Vadim Ozvald, som flyttede fra Rusland til Tennessee, USA, for at lave musik. Manden blev senere smidt i en galeanstalt, og efter at være kommet ud, har han brugt år på at finde det perfekte projekt. Og det menes at være fundet i Cybernetic Errosion og udgivelsen ”Materialisation Of Abomination”. Det begynder meget overraskende med et hav af trommemaskiner og tonsrunge indsturial guitarriffs blandet sammen med alverdens mærkelige samlinger. Hvis resten af skiven havde haft mere af førnævnte, ville den nærme sig et UG, men desværre er det knapt så interessant hele vejen igennem. Ærgerligt faktisk. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Czort; Waiting For

Selvstændig. 2000 (JJJ---)

 

Chort; To Provoke And To Tempt

Selvstændig. 2001 (JJJ---)

 

Polen står åbenbart for andet end ondsindet black metal og historiens dårligste Grand Prix melodier. I hvert fald leverer bandet Czort, på deres anden demo ”Waiting For”, en benhård kombination af Bay Area thrash-metal og god gammeldags 80’er heavy metal med skrigende guitar-soli, en skrigende forsanger og hele molevitten. Det samme leverer de på deres anden demo fra i år som hedder ”To Provoke And TO Tempt”, denne gang har de bare skiftet det mærkelige navn Czort ud med det næsten ligeså mærkelige Chort. Bandet er blevet rost til skyerne i diverse metal-fanzines, og Chronicles Of Choas delte demoen ”Waiting For” fem stjerner ud af fem mulige. Ikke ringe, om man så må sige. Det skal dog siges, at jeg er knapt så positiv efter en halv snes gennemlytninger af både denne, og deres nye demo ”To Provoke And To Tempt”. Jeg kan simpelthen ikke hitte ud af, hvad der er så specielt ved disse demoer. Vi har hørt alt dette før, og mange gange endda. Det kan godt være at de kan spille. Ret godt, og ret teknisk endda. Men udover det, jeg synes bare ikke, der er noget særligt at skrive hjem over. Og fra den første demo, ”Waiting For”, til ”To Provoke And To Tempt” er der ikke sket de store forandringer. Der er stort set de samme idéer der køres på, og de samme riffs, de samme melodier… Ja, ikke mange ændringer siger måske nok. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Cybergrind; transcend

Rowe Productions 2000

Mick Carlisle var engang medlem af kristen musiks populæreste death metal band Mortification. Det er han ikke længere, men hans nye band Cybergrind, er dog på Steve Rowe’s (Mortification) pladeselskab som hedder Rowe Productions. Selv har jeg aldrig forstået at Mortification, er blevet betragtet som noget særligt, da der er mange bands der er bedre end dem, og Cybergrind er ingen undtagelse. Cybergrind er ligesom Mortification et death metal band, men i modsætning til Mortification (på det sidste) har de noget at tilbyde lytteren. Dog vil jeg ikke ligefrem sige at Cybergrind er genrens kreativeste band. Der er helt klart ting som kunne være bedre. Men der er de numre, som vil få enhver death metal fan til at headbange af forundring. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Cydonia; Cydonia

Metal Blade/Nordic Metal. Udk. 19-02-2001

Så er der tid til endnu et power metal band at stilles i spotlyset, og denne gang er det italienske band Cydonia, som igennem Metal Blade nu udsender deres debut album. Jeg kan godt forstå, at Metal Blade har været villige at tage Cydonia under deres vinger. Musikalsk har de alt, hvad der skal til for at lave en god og solid power metal skive. De har en god forsanger, gode musikere, gode harmonier, og sidst men ikke mindst, gode melodier. Tekstmæssigt tager Cydonia den metallisk krigeriske indfaldsvinkel, dog uden at lyde plat ligesom de værste 80’er bands. Der er en slags religiøs overbevisning i Cydonia’s tekster, men jeg kan ligesom ikke finde ud af, om det er troen på Gud, flere guder, mennesket eller liv i rummet, som Cydonia prøver at formidle. Musikalsk er Cydonia et lidt typisk europæisk power metal band, men masser af speed på, og det lyder især som trommeslageren har nærlyttet de gamle Helloween plader. Der er dog også et enkelt nummer (Eternal Night), som har den der Queensrýche/Empire-lyd kørende. Hvis man skulle vælge hits fra dette album, så ville førnævnte Eternal Night være oplagt, sammen med pladens absolut bedste sang Land Of Life. Hvis musik som denne havde muligheder på hitlisterne, så ville sidste nævnte sang være den mest oplagte single, og uden tvivl et hit. Solid plade. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Daemusinem; Daemusinem Domine Empire

COLDBLOODindustries. 25-02-2002

I modsætning til pladeselskabskollegaerne i The Wounded, som i og for sig var en mundfuld frisk luft, så er Daemusinem, på trods af god musikalsk kompetence, ikke direkte noget at skrive hjem om. Dette på grund af, at bandet, igen i modsætningen til The Wounded, ikke formår at skabe noget nyt og originalt, noget der udelukkende tilhørere dem. Misforstå mig nu ikke, de spiller deres melodiske death metal ret godt, men på den anden side, så er der intet på ”Daemusinem Domine Empire”, som ikke på en eller anden måde har været oppe at vende hos bands som At The Gates og lignende. Og desuden skal vi, danske statsborgere bosiddende i København, bare over broen for at høre læssevis af bands som Daemusinem. Ganske vist er der mange der ikke når Daemusinem til sokkeholderne, men på den anden side er der også dem, som Daemusinem ikke når op til sokkeholderne. Forvirret? Hør for dig selv. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Damaged; Do Not Spit/Passive Backseat Demon Engines

Rotten Records/Nordic Metal. 2001

Jeg kender personligt ikke ret meget til Damaged, men det siges at disse australske dødsrockere har spillet i ud ved et årti, uden at skabe nogen interesse uden for hjemlandet. Det var ikke for ved sidste års udgivelse at bandet begyndte at røre lidt på sig uden for hjemlandet, og derfor er det måske på sin plads at genudgive noget af bandets tidligere materiale, som efterhånden er ved at blive svært at få fingre i. ”Do Not Spit” var bandets debutudgivelse og blev udgivet i 1993. I virkeligheden lyder skiven noget dateret, selvom den både er remixet og remasteret. Der er dog masser af kød på de dødelige guitarriffs, så hvis det fylder din kop, så kan du ikke gå helt forgæves sammen med ”Do Not Spit”. ”Passive Backset Demon Engines” er langt mere brutal end forgængeren, men den er også mere rodet og ligegyldig, og er den derfor ikke det man glæder sig mest over vedrørende denne genudgivelse. Bandet gør det godt på ”Do Not Spit”, hvilket gør dette en udmærket genudgivelse, selvom Damaged træder vande på ”Passive Backseat Demon Engines”. Karakter 4 til ”Do Not Spit” og 2 til ”Passive Backseat Demon Engines”. Sammenlagt: (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Dark Stone; La Matanza

Selvstændig

Den korte anmeldelse: Skæring 1: Fuldstændig ubrugelig. Skæring 2-4: Lidt bedre, om end stadig under gennemsnittet. Den lidt længere anmeldelse: Svenske Dark Stone er godt eksempel på, at man aldrig ikke dømme en bog efter dens udseende, for hvis man skulle dømme efter coveret til denne demo, så ville man højst sandsynligt gætte, at dette var en true eller power metal skive. Sandheden er dog en helt anden, nemlig at Dark Stone er endnu et svenske death metal band, selvom de absolut ikke har meget tilfælles med den svenske melo-death scene. Der er tre grunde til, at jeg ikke er specielt begejstret for denne firesangs demo. A) Lyden er ikke specielt god. B) Sangene flyder ikke helt. C) Tja, lad os sige det på denne måde; sangeren burde beholde sig 9-16 job. Sidstnævnte kan bedst høres i ”Hang The Bastards High,” hvilket er en fuldstændig ubrugelig og hjælpeløs metalsang, der er så langsom, at man kan falde i søvn og vågne op næste morgen, imellem ordene der på hæsligste vis kommer ud af forsangerens mund. Bandets ultra-tunge men ikke specielt fokuserede death metal, glider noget bedre i de efterfølgende tre sange, men langtfra godt nok til at kunne gøre sig gældende blandt de bedste undergrundsnavne indenfor genren. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Danse Macabre; Eva

Hammerheart/Nordic Metal. 2001

Selvom man umiddelbart ville tro, at Danse Macabre var et helt nyt band, så er sandheden dog en helt anden. Bandet startede i 1995, med Gunther Thays fra Anicent Rites i spidsen. Efter at deres pladeselskab gik konkurs blev bandet lagt på hylden i et stykke tid, men nu er de tilbage med deres første album, dog med nyt mandskab - bl.a. med førhen værende og nuværende medlemmer af Ancient Rites. Det er sådan set ikke så længe siden at Ancient Rites udgav et udmærket album, så man kunne godt tvivle på om Gunther Thays og co. har haft tid at lave ”Eva” ligeså tiltalende lydmæssigt. Efter nogen timer i fællesskab med ”Eva”, kan jeg dog sige så meget som at albummet er mindst ligeså godt som Ancient Rites album tidligere på året. Stilen er langtfra den samme, selvom der egentlig i begge tilfælde er goth-rocken som fylder mest. Men der hvor Ancient Rites hovedsagelig kører på black metal inspirerede passager, tager Danse Macabre nogle mere mørke folkeinspirerede elementer ind i billedet, samtidig med at elektroniske dark wave momenter spøger i baggrunden – eller er det omvendt? ”Eva” er først og fremmest et album, som vil tiltale fans af den mere farverige del af goth-genren, men lytteren vil også blive overrasket over at høre vokaler, som til tider ikke minder så helt lidt om tyske Rammstein. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Danse Macabre; Matters Of The Heart

Hammerheart/Nordic Metal. 08-05-2002

Kun omkring et halvt år efter udgivelsen af Danse Macabres fuldlængde ”Eva”, udgiver Hammerheart mere materialet for ligesom at holde gryden i kog. Der er dog ikke helt talen om noget nyt materiale som sådan. Historien er nemlig den, at Danse Macabre, allerede inden udgivelsen af ”Eva”, havde givet Hammerheart en pæn hentydning om at de var interesserede i af få nogle af deres numre remixede. Og det har de hermed også fået. Det er dog ikke fordi at ændringerne er væsentligt anderledes. Jo vist, materialet er lidt mere poppet og dansevenligt, men det er stadig gotisk og dystert, og falder egentlig ikke ret langt fra originalindspilningerne. Ud af de fem skæringer er nummere ”And I Bleed” splinternyt, og udover de 5 ordinære skæringer findes der også to videoer, for dem der har pc’er derhjemme. Men egentlig har man ikke brug for ”Matters Of The Heart”, hvis man i forvejen allerede har ”Eva”. Måske skulle de have gået linjen ud og udgivet numrene i tranceremix-versioner eller sådan noget lignende. Nu, det kunne være interessant. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Darkness Eternal; Dawn Of The Suffering

Dark Salvation Productions. 2000

Når man tager navnet Darkness Eternal, og samtidig sidder med coveromslaget til albummet i hånden, så kan man ikke undgå at se hvad dette brutale band, har tænkt sig, for sig selv og alle andre efter døden. På coveromslaget ser man en kvinde, som græder blodtårer, sidde med et sort barn i armene, nede i de evige flammer. Hvis dette så ikke er nok, så vil teksterne, som alle er hadesange til Gud, Jesus, Bibelen og alt og alle, som har et forhold til førnævnte, få dig overbevist om at Darkness Eternal er et dybt satanistisk band. Et band er måske for meget sagt, da Darkness Eternal i virkeligheden kun er et projekt, lavet af en enkel mand (George Velaetis). Han har selv produceret albummet, skrevet sangene, spillet alle instrumenterne og sunget, eller rettere sagt growlet, vokalerne. Darkness Eternal er et døds-metal band, hvis nogen skulle være i tvivl. Musikalsk er dette  ikke så dårligt endda. Produktionen er rimelig god til sådan en selvstændig udgivelse som denne, og det tekniske niveau er rimelig højt, selvom alt ikke hænger perfekt sammen hele tiden. Hvor ironisk det så end lyder, så synes jeg, at Darkness Eternal musikalsk har nogle fællesnævnere med kristne death metal bands Mortification (gammelt materiale) og Lament. Her mener jeg de melodiske numre, hvor basguitaren bliver brugt som et soli instrument, og som til tider følger guitaren i samme soli, i stedet for at være en slags underspil. Jeg har hørt bedre døds-plader end denne, men jeg har helt sikkert også hørt værre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð.

 

Datakill; L’ Odio

Selvstændig. 2001

Jeg har fået en del power, death og black metal fra Italien ind ad døren i min tid, men så heller ikke ret meget andet. Det ændres der dog på med Datakill’s femsangs demo-ep ”L’ Odio.” Datakill præsenterer os her for en grusom og hurtig kombination af punk, hardcore og metal der fungerer glimrende i undertegnedes ører. Bandet har tydeligvis hørt en del Suicidal Tendencies i deres ungdom, og derfor kommer det heller ikke som en overraskelse, at de netop har valgt indspille en coverversion af Suicidal Tendencies klassikeren ”Fascist Pig” på denne demo-ep, der ellers hovedsagelig synges på italiensk. Hvad der dog kunne overraske, er at Datakill kommer fra opgaven med æren i behold. Godt gået, gutter. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Daywalker; Daywalker

Selvstændig. 2000

Daywalker er et nyt amerikansk band, der for to år siden udgav deres selvnavngivne og selvfinansierede debut-ep. En ep der kombinerer det bedste fra stener rockgenren, den gotiske rock, og den mere traditionelle heavy metal. Og som det lyder på ”Daywalker”, så har navne som Black Sabbath uden tvivl haft stor indflydelse på bandet, og selvom bandet på intet tidspunkt nærmer sig forbillederne i deres musikalske kompositioner, så fremstår de som et band der har noget på hjerte. Til tider er det mørkt, til tider er det smukt, og til tider larmer det bare. Smukt bliver det i ”Phantom”, da der synges ”I gave my life today and saw you smile again. I Laid my soul to rest for you happiness”, mens det bliver lidt mere sørgeligt i ”In Vein”, og især med ordene ”I feel the sun I’ve never seen. I’ve traveled where I’ve never been. Fell in love with emptiness. You saved me with your sweet caress. My heroine”. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð       

 

Dead Soul Tribe; Dead Soul Tribe

InsideOut/Nordic Metal

Ligesom da Devin Townsend udgav “Terria” sidste år, er det ikke så ligetil at beskrive Dead Soul Tribes debutplade. Faktisk burde jeg bare afslutte her og sige, at pladen er værd dine penge, og fluks sende dig ned i den lokale musikbutik for at købe den, men jeg har lige et par ord mere... Dead Soul Tribe er den tidligere Psychotoc Walts forsanger, Buddy Lackeys – eller som han kalder sig i dag, Devon Graves – nye projekt. Pladen er en stor forandring i forhold til et han lavede i Psychotic Walts, men på en god måde. Det er stadig progressive landskaber manden skaber, men det lyder ikke som andre prog. rock bands. Sangene er meget indadvendte og til tider mørke og atmosfæriske, men alligevel findes der iørefaldende omkvæder, som f.eks. i ”You”, som burde gå direkte ind på enhver radiohitliste. Der bliver også tid til lidt ballade rock hist og her, men det gør skam heller ikke noget, da det gøres så godt som her. For enhver fan af følelsesladet rock eller metalmusik over hele musiklandkortet. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Dead To Fall; Everything I Touch Falls To Pieces

Victory/Nordic Metal. 2002

Der er mange hardcore-bands på Victory Records der igennem tiderne har været markedsført som et hardcore/metal crossover band, og det bliver Dead To Fall til en hvis grad også. Sandheden er dog, at Dead To Fall måske er selskabets første og eneste rendyrkede metalband. Dead To Fall har taget alt hvad der er metal ved Earth Crises’ lyd og udsat den for en europæisk melo-fornyelse, samtidig med at de har sorteret hardcore-musikken fra. Og resultatet er intet mindre end åndeløst. Nå, er det virkelig? Ja, det er. For Guds skyld ”Everything I Touch Falls To pieces” er sådan et album som Century Media og Metal Blade ville give halvdelen af deres bagkatalog for, og det siger ikke så lidt om Dead To Fall. Og ville det ikke være ironisk at lægge mærke til, efter at have passeret den 31 december, at bandet der bliver beskrevet som Chicagos bedste hardcore band, har udgivet årets fedeste, rendyrkede metalalbum? (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Deadfood; Weird Feelings

Selvstændig. 2000

Ok, jeg har efterspurgt en smule musikalsk kreativitet og nytænkning på disse sider. Deadfood har i hvert fald nytænkningen og til en vis grad kreativiteten. Men resultatet er stadigvæk ikke imponerende. Deadfood prøver at sammenbinde alle tænkelige genrer + et par stykker, samtidig med at de opfinder omkring 117 nye genrer. Alt kører bare op imod hinanden, og sjældent har man hørt mage til pærevælling. Der er noizecore, punk, funk, jazz, støjrock og hvad ved jeg. Men det hjælper bare ikke en skid. Det lyder simpelthen forfærdeligt. Åbenbart er Deadfood et sideprojekt til grindcore bandet Fetus Eaters, hvor alle de samme medlemmer er med, og det undrer mig egentligt ikke. Spørgsmålet er så bare, om disse fyrer laver dette for sjov, eller om de rent faktisk er seriøse. Amerikanske kritikere er stort set enige om, at dette er genialt. Måske er det bare mig, som der er noget galt med, men jeg fatter bare ikke spøgen. Forestil dig en Beck med mindre direktion (som en anden anmelder tog til), eller en endnu mere bizar version af Mr. Bungle, samtidig med at du lægger 100% til billedet, og du har måske fattet hvor langt til højre (eller venstre for den sags skyld) på musikaksen disse fyrer ligger. ”Ja, ja, ja, drenge vi har fundet ud af at i har mange idéer, men vi kan desværre ikke bruge dem til noget, så hvis i ville være så venlige at dæmpe jeg lidt?”. (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

DeamonLord; The Sign (Key Of The Underworld – Regained) (JJ----)

Medusa Prods./Dragon Design. 2002

 

Mistweaver; Dream’s Domain (JJJ---)

Medusa Prods./Dragons Ddesign. 2002

Medusa Productions og Dragon Design er helt nye bekendtskaber for undertegnede, og efter ovenstående albums at bedømme, der er de første to albums undertegnede hører, har disse, ligesom så mange andre før dem, specialiseret sig indenfor death metal genren. Desværre når hverken DeamonLord eller Mistweaver ret langt op ad denne overbemandede genres rangliste, idet begge bands i den grad mangler gode og interessante sange, og når vi nu alligevel star ved den grøft, så har de heller intet nyt at tilføje. Deamonlord, der ligesom Mistweaver kommer fra Spanien, er det mindst interessante af de to bands. De spiller hurtig death metal med indflydelser fra black metal så vel som grindcore, samt enkelte atmosfæriske, nærmeste orkestrale, indslag, der aldrig rigtig kommer i gang, og i bund og grund er røvkedelig. Det går lidt bedre for Mistweaver der spiller en melodisk omgang death metal, der ikke minder så lidt om den death metal man spiller i sverige. Der er enkelte interessante kombinationer af tonstunge riffs og keyboards, men ellers er der ikke ret meget at skrive hjem over her heller. Faktisk er deres sange en anelse kedelige og ikke specielt nemme at huske, og ikke engang sange med fløjter, akustisk guitar eller kvindelig gæstesang lyder specielt overbevisende og imødekommende i Mistweavers varetægt. Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Death & Taxe$; Theenigmathatmanis

Aggressive Erectors. 2001

Dette må siges at være musik for den tænkende, eller måske endda for den ivrige musik studerende. Det er teknisk, improviserende og samtidig ret legesygt, men alligevel holder jeg mig lidt på afstand i denne omgang. Det er velspillet, men ikke helt holdbart, når det gælder at levere gode sange som man gider at sidde og høre en mørk vinteraften hjemme i stuen. Der er masser jazzet fusions metal på ”Theenigmathatmanis”, hvilket bliver krydret med lidt mere lige-ud-ad-landevejen heavy metal, samtidig med at noget funket og fuzzet spazz-basspil får frie tøjler i baggrunden. Andre tider er det mere tilbagelænet og nærmest ballade-agtigt med akustiske passager, men kun i korte øjeblikke ad gangen, for det er den tunge musik som ligger bandets hjerte nærmest. En velspillet kombination af metal, funk og jazz, men på ingen måde noget du absolut skal høre. Det ville vel heller ikke skade hvis du gjorde, men…whatever. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Deceased; Zombie Hymns

Crock’d Records

Coveralbums er blevet en del af vores rock/metal hverdag, og her er endnu et af slagsen. Deceased lægger sig efter at hylde nogle af de bands, der har haft stor betydning for udviklingen af metalscenen igennem tiderne. Der lægges ud med en coverversion af Venoms ”Black Metal”, hvorefter thrash-legender som vores egne Mercyful Fate, Sodom, Hirax, Krokus, Kreator og Slayer står for tørn sammen med mere straight-up heavybands som Metal Church, Iron Maiden, Saxon og Ozzy Osbourne. Det overrasker lidt at det legendariske syretrip-band The Doors med Jim Morrison i front også bliver hyldet, da Deceased og The Doors stilmæssigt ikke har meget tilfælles, men de bliver de altså, og oven i købet som det eneste ikke metal band med sangen ”Not To Touch The Earth”. Stilen Deceased lægger for dagen er thrash’et rock og rul der ubeskedent ligger et sted midt imellem bands som Sodom, Motorhead og Venom. ”Zombie Hymns” er ikke et must, men får man ikke nok af coveralbums, så er den ikke værre end så mange andre. Sagt på en anden måde; der er udkommet dårligere coveralbums end det her. På den anden side findes der også dem der er væsentlig bedre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Deformity; Superior

Displeased Records. 2002

Belgiske Deformity er i sandhed et bedre band end det sidste Displeased Records’ band (Internal Suffering) jeg anmeldte. Deformity har lidt mere styr på sin sangskrivning, og heldigvis har de ikke som det eneste formål her i livet at larme sig selv livløs. Alligevel er ”Superior” et hårdt og kontant album, der på sin vis helt bestemt er brutalt, men med hjælp af nogle rimelig tjekkede numre med gode temposkift osv., så formår bandet at puste lidt variation i death metal raseriet, således at det hele ikke bliver alt for kedeligt. Når det er sagt, så er der heller noget på ”Superior” der vil placerer dem på frontlinjen af de death metal der for tiden hersker genren. For fans af bl.a. Cannibal Corpse, men heldigvis er Deformity ikke helt så enslydende i deres death metal sammensætninger. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Deliverance; stay of execution, 1991

Intense Records

P: Terry Taylor

Mange har i dag en tendens til at gøre grin med 80er metal bands, og jeg er dels også skyldig i dette. Men lad os ikke glemme, hvilke bands der virkelig startede det hele for kristen rock; Larry Norman, Petra og Rez bragte os rocken. Stryper, Bloodgood og Barren Cross bragte os metalrocken, og Vengeance Rising og Deliverance bragte os thrash metalrocken. Min introduktion til Deliverance var i 1991, da de udgav deres ”Stay of execution” album. For mig var denne album, på daværende tidspunkt kanon fed. Jeg kunne lide alle numrene. Jeg kunne faktisk ikke få nok af dem. Deliverance var faktisk et af de helt få kristne metal bands, der på daværende tidspunkt kunne måle sig med de succesfulde verdslige bands. Nummeret ”Lord of dreams” er en meget tung metal sang, med en kanon galop guitartakt midt inde i sangen. ”Entombed” er Deliverance på speed (speedmetal). ”Horrendoes Disk” er en gammelt Daniel Amos nummer, som Deliverance udfører i bedste rock opera stil. Mit favorit nummer er nok ”Weapons of our warfare”, som faktisk er et nummer fra den foregående cd af samme navn, her i en ny udgave. Viste i at Lars Ulrik (Metallica), på MTV, for ikke så længe siden, valgte dette nummer (originalen) til en af sine favorit videoer nogensinde? Godspeed. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Demon Hunter; Demon Hunter

Solid State Records. 2002

Solid State Records fortsætter deres lange række af virkelig fede hardcore og metal-udgivelser. Demon Hunter lægger sig midt imellem de to genrer med en kombination af begge dele, og selvom det åbnende nummer - det brutale ”Screams Of The Undead” - giver Raging Speedhorn og Dead To Fall kamp til stregen, så støder vi også på poppede – og endda til tider emo-inspirerede - indslag, der gør det samlede indtryk mere afvekslende, end de to førnævnte bands. Der vil sikkert være folk, der vil kalde Demon Hunter for blot et andet nu-metal band, men det er de ikke. De har godt nok godt med poppede omkvæder, der har let med at sidde ved første gennemlytning, men samtidig har de en langt mere rå og aggressiv indfaldsvinkel i de hårdere sange, for slet ikke at tale om, at bandet tekstmæssigt ikke tager synd i sig selv og tuder over en spildt ungdom. De er lige på, de udtrykker sine meninger, deres tro, og så jagter de dæmoner. Løb djævel, løb. Køb læser, køb. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Demons Of Dirt; Killer Engine

Hammerheart/Nordic Metal. 11-02-2002

Jeg bryder mig ikke specielt meget om “Killer Engine”, Demons Of Dirts debutalbum. Det er meget enkelt og ensformet, på trods af at der faktisk er elementer af flere forskellige stilarter at skimte i bandets lyd, men de er bundet sammen på en meget monoton og intetsigende måde. Det fundamentale i bandets musik er vel den svenske thrash/death metal som bandet krydrer med en meget larmende omgang garage rock og rul, måske lidt i retning af The Hellacopters, og i vokalafdelingen er der hardcore på banditten. Deuteronomium påstod engang, at de havde opfundet et ny genre som hed Death n’ roll, og selvom Demons Of Dirt blegner i forhold til Deuteronomium, både i kvalitet og brutalitet, så ville death n’ roll måske være en passende og god beskrivelse af bandets musik. Kedelig ville være en anden. (JJ----) Hans Jákup Eiðsigar  

 

Destiny’s End; Transition

Metal Blade/Nordic Metal. 2001

Transition er Destiny’s End’s anden udgivelse, og der er igen talen om en udgivelse med ondsindet power metal. Joe Floyd, som før har arbejdet med artister som Rob Halford og Bruce Dickinson, har produceret albummet, og Bill Metoyer, som bl.a. har arbejdet sammen med Slayer og Tourniquet, har mikset. Musikalsk er bandet meget godt udrustet, med musikere som bestemt ved hvad de vil. Guitarspillet fungerer godt, med dens galoperende speed riffs og melodiske soli, og både tromme og basspil følger guitaren godt, eller er det omvendt? Sangeren – James Rivera – er bandets eneste svage punkt. I de typiske power metal numre, hvor han prøver at synge (eller måske skrige), ligeså højt som alle andre power metal vokalister, lyder han simpelthen af h. til, i det han har en meget irriterende stemme, og det får ham til at lyde som en stukket gris. Men i andre numre, hvor han behersker sig lidt og prøver at synge ordentligt, fungerer det lidt bedre. Her er problemet dog, at han lyder alt for meget som Ozzy Osbourne, og har vi brug for en anden Ozzy, da vi allerede har David Benson som kopi i forvejen? Nej vel. Men bortset fra forsangeren er Destiny’s End ligeså stærkt et metal band som nogen, og Transition er skam en god skive, den har bare nogle uheldige fejl, som gør den lidt mindre attraktiv. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Detonation; Cry it out

Selvstænding, 2000

Detonation er et metal band fra Svejts. Deres album Cry it Out har det med at tage lytteren med storm, med dræbende guitar-riffs. Meget effektivt til tider. I starten af denne cd, var jeg i tvivl om dette var punk eller metal, fordi at guitarspillet var metalinspireret mens vokalerne var punkede. Jeg fik dog hurtigt på det rene, at Detonation var et metal band. Et vaskeægte metal band, selvom vokalerne ofte reflekterer punkens vrede. Kan du huske de der metal band i 80’erne, med tekster som Jesus is Lord, Jesus Rules og så videre? Sådan et band er Detonation tekstmæssigt. Personligt synes jeg ikke så meget om tekster som disse, og det bliver ikke bedre i nummeret God Cares, hvor sangeren skriger, ”I am fat (yeah, so fat), I look in the mirror. My face is covered with pimples. Oh man, what do I look like anyway? My hair’s windswept, and I stink like a swine. Listen! God Cares!.” Alle metal klichérne er med her, bade tekstmæssigt og musikalsk. Der skal dog ikke skjules at Detonation har deres øjeblikke, selvom de måske ikke er de helt mange. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Detonation: Promo 2001

Selvstændig. 2001

Jeg anmeldte for et par år siden, et band der hed Detonation. De kom fra Svejts og var alt andet end overbevisende. Umiddelbart troede jeg, at dette var det samme band, men det viser sig, at denne Detonation kombo kommer fra Holland, og egentlig er meget bedre end navnebrødrene fra Svejts. Denne demo, der er bandets anden udgivelse, indeholder tre sange med velspillet teknisk thrash og death metal krydret med nogle melodiske soli-indslag, der giver bandet en noget klarere og mere iørefaldende lyd end ellers. Intet dårligt nummer her, men på den anden side er der heller intet nyt at tilføje. For fans af de respektive genrer vil Detonation dog ramme mindst ligeså plet, som mange af de signede bands. Helt ok. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Deuteronomium; Here to Stay

Little Rose Productions. 1999

Norden tager sig mere og mere ind på det kristne metal marked i USA. Med bands som Blindside, Selfminded, Extol og nu Deuteronomium (Finland), kan Scandinavia uden skam konkurrere med bands fra hele verden. Bandet Deuteronomium skabte sig et navn på det kristne death metal marked sidste år med udgivelsen  af deres Street Corner Queen, som var en blanding af alt fra death metal til reggae, og selvom nogle gjorde lidt grin med reggae øjeblikkene, så fik cd’en gode anmeldelser. Denne cd er mere solid, og der bliver ikke improviseret så meget med andre stilarter. Stilen er death metal, eller som de selv kalder den – death n’ roll. Cd’en sparker af sted med 13 numre fulde af groove, kraft og intensivitet. Det er for tiden ikke ofte, at jeg kan sætte mig ned, og nyde en døds metal cd fra start til slutning, men Here to Stay er holder fra første riff til det sidste. Faktisk, så er dette en af de bedste døds metal cd’er, jeg har hørt siden Vengeance Rising’s Human Sacrifice fra 1988. Hvis du kan lide kvalitets death metal, køb Here to Stay, da den er noget af det bedste, du finder på det kristne døds metal marked. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diabolical; Synergy

Scarlet/Intromental. 2001

Diabolical er et endnu et relativt nyt svensk metal band. De udgav for ikke mindre end seks måneder siden, deres debut plade Deserts Of Desolation, som uden nogen form for promotion blev solgt i 3.500 eksemplarer. Lidt mere bliver det nok til, nu hvor Scarlet har valgt at udgive deres andet album – Synergy – kun seks måneder efter debut udgivelsen. Denne gang med promotion på verdensplan. Diabolical spiller en sammenblanding af dødsmetal og thrash. Jeg synes ikke at Diabolical er så anderledes fra den traditionelle svenske dødsmetal, selvom der er klare indflydelser fra 80’er metal. Alle numre er godt og teknisk udført, og måske især de melodiske guitar-soli gør et indtryk. Ellers er det aggressiv og tempofyldt dødsmetal som fylder lydbilledet på Syngergy. Diabolical bidrager ikke med noget nyt med denne – deres andet album – men hvis man har en svaghed for svensk melodisk dødsmetal, så er Diabolical klart et tjek værd. Helt klart. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Dies Irae; The sin War (JJJJ--)

Metal Blade/Nordic Metal. 09-09-2002

 

The Fallen; Front Toward Enemy (JJJ---)

Metal Blade/Nordic Metal. 09-09-2002

Metal Blade har rigtig gang i death metal udgivelserne for tiden, og selvom sidste måneds death metal skiver måske ikke var noget der direkte var at råbe hurra for, så er der i det mindste en rigtig fed skive iblandt i denne måned. Dies Irae er kendt som bandet der indeholder bandmedlemmer fra Vader, og i manges øjne er de bare et sideprojekt. Det er de måske også, men det ændrer ikke det faktum, at Dies Irae, med guitaristen Mauser i front, begyndte at spille i 1992, mens det ikke var før i 1997 at Mauser startede som guitarist i Vader. Det var også derfor at Dies Irae for en tid blev lagt på hylden, men heldigvis for os andre, så blev bandet gendannet bl.a. med endnu en Vaders-medlem i line-upp’en; trommeslageren Doc. Jeg var stærkt imponeret over Vaders album tidligere på året, og det er jeg også over ”The Sin War”. Selvom begge bands er death metal bands, så skal man dog ikke regne med at Dies Irae er helt det samme som Vader. De er faktisk to helt forskellige bands, og selvom Dies Irae ganske vist går til den med fuld styrke, så er deres lyd egentlig meget mere behersket og afvekslet. De er lidt tungere og har lidt flere melodiske soli til at negle sømmet igennem, i stedet for, ligesom Vader, bare at køre med 120 km/t igennem hele molevitten. ”The Sin War” er absolut et af de death metal udspil der er udkommet i år, der er værd at investere i. Og det er, for mit vedkommende, egentlig den største forskel på polske Dies Irae og amerikanske The Fallen. Jeg ville ikke købe The Fallens ”Front Towards Enemy”, men jeg kunne godt finde på at købe ”The Sin War”, hvis jeg havde hørt lidt af den inden. The Fallen vandt i år 2000 en musikkonkurrence, der var sponsoreret af MP3.com og Metal Blade, og lige præcis det skal jeg ikke sætte spørgsmålstegn ved. De må da have vundet fordi fortjente det, og Metal Blade må da have signet dem, fordi de var gode. Men selvom de er for gode til metalundergrunden, så betyder det ikke at er blandt eliten i ”the big leagues”, eller at de vil være det nogensinde snart. Deres thrash/death sange sætter ingen dybere spor, og i modsætning til Dies Irae tørster man ikke ligefrem efter mere efter en gennemlytning af ”Front Toward Enemy”. Albummet er ikke dårligt som sådan, slet ikke, men i modsætning til Dies Irae blegner de lidt, idet de ikke er besiddelse af den samme gennemslagskraft, og det er også derfor, at jeg nu vil høre ”The Sin War” endnu engang, og ikke ”Front Toward Enemy.”

 

Diesel; Misérya

Selvstændig 1998

Producer; Marcelo ”Reverber”

Det er ikke ofte, man får muligheden for at høre metal musik fra Brasilien. Sepultura gjorde det godt nok fremragende for et par år siden. Men ellers hører man ikke meget derfra, og netop derfor er det meget sjovt at høre Brasilianske Diesel, som på mange måder ligner Sepultura’s tonstunge metal, men samtidig har en smule Korn’s kommercielle lyd. Det er kun 5 numre på Misérya, som faktisk kun er en demo. Dette er dog ikke nogen dårlig demo. Ok, lydkvaliteten kunne selvfølgelig være bedre, men bortset fra det, er dette en god omgang kvalitets metal. Hvis Misérya ender i de rette hænder, kunne store ting være Diesel i vente. Jeg hører et vist potentiale i disse drenge. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Dionysus; Dyonysus

AFM/Nordic Metal. 18-11-2002

Fans af Avantasia kan roligt glæde sig til at høre det her. Det tysk-svenske nykommer band, Dionysus, er nemlig tydeligvis store fans af Tobias Sammet, og det får også lov til at komme til udtryk igennem bandets musik, her på denne, deres debutplade (måske har det også lidt at gøre med, noget du læser to linjer længere nede). Men ikke nok med, at Dionysus er fans af førnævnte Tobias Sammet, de har skam også inviteret ham til at medvirke på pladen, hvilket han også i den grad gør, som han udfører sin halvdel af producerarbejdet der ligger bag albummet. Dionysus er måske ikke helt så storslåede i sit udtryk som Avantasia, men det ændrer ikke det faktum, at ”Dionysus” er en glimrende debutplade, der vil appellere til alle seriøse fans af power metal genren. Og hvis et nummer som ”Holy War” ikke siger den almindelig power metal fan noget, så skulle jeg hilse og sige at noget er galt. En sang som ”Don’t Forget” bør også minde folk på, at melodiske rockere engang hørte noget der hed power ballader. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Disbelief; Shine

Massacre/Nordic Metal. 25-03-2002 (JJJJ--)

 

The Great Deceiver; A Venom Well Designed

Peaceville/Nordic Metal 20-05-2002 (JJJJJ-)

 

Ved du hvorfor mindst 50% (og højst sandsynligt mange flere) af alle de nye dødsmetal bands sutter røv? Det er fordi de ikke har en kunstnerisk tankegang og ikke er i stand til at skabe noget nyt. De fleste death bands har hørt Morbid Angel, Cannibal Corpse, Deicide, Napalm Death og Obituary for en milliard år siden, og prøver stadigvæk at være ligesom dem. Eller også de har hørt svenske navne som In Flames, At The Gates osv. og prøver at være ligesom dem. Og det er som sådan også fint nok, hvis bare det kunstneriske niveau holder skak, men når de nu også er totalt blottet for al sund fornuft og ingen sans har for gode sangstrukturer, så kan det bare være lige meget med at lyde som forbillederne, for det eneste de gør er at spilde lytternes tid. Tyske Disbelief har heldigvis forstået lidt af hvad det vil sige, at skrive gode, fængende death metal sange. De sidder ikke en hel dag og spiller det samme riff om og om igen, mens de synger de samme tekster, om de samme grusomme ting, med de samme kedelige og intetsigende vokaler. Niks. De har nemlig fundet ud af, at diversitet er en vigtig faktor af at spille death metal, i hvert fald hvis man skal være relevant her i det nye årtusind. Og relevante, det er netop hvad Disbelief er. Når bandets fjerde album ”Shine” er bedst, giver det lytteren den ultimative lektion følelsesbetonet og fængende guitarspil, geniale temposkift og råb/skrig/growl-vokaler kombineret med ren sang så dyb, at den med lethed kunne være gravet op fra den sorteste kulkælder. At karakteren så alligevel ikke kommer op på fem skyldes ene og alene, at der iblandt de 10 numre, er et eller to der ikke helt rammer ligeså hårdt som resten. Disbelief, mine damer og herrer, tjek dem ud.

 

Og har Disbelief styr på den ekstreme death metal, så har svenske The Great Deceiver det endnu mere, selvom de egentlig først og fremmest er et hardcore band tilsat lidt death og punk. For en god ordens skyld kan jeg lige nævne, at The Great Deceiver er bandet Thomas Lindberg dannede umiddelbart efter at At The Gates i 1997 valgte at lægge håndklædet i ringen. Skal jeg være helt ærlig, så må jeg indrømme, at The Great Deceiver faktisk falder mig meget mere i smag end hele At The Gates bagkatalog, dette på trods af at de er en af tidernes største death metal inspirationer – og det siger ikke så lidt om The Great Deceiver, der med ”A Venom Well Designed” endelig har leveret årets ekstrem metals fedeste udgivelse. Når et bands debutalbum (note: bandet har også en mindre kendt ep ude) er på så højt en niveau som ”A Venom Well Designed,” kan man ikke andet end at tænke på hvad fremtiden projekter måtte bringe, men indtil videre må det forblive et mysterium. Og hvorfor ikke lade ”A Venom Well Designed” få lov at fordøje indtil den tid? Afsluttende tages hatten også af for selskabet Peaceville, der efter en længere periode med nogle kedelige og uinteressante albums, samt en række cash-in kompilationer, endelig har udgivet et relevant og spændende album. Og et godt råd? Blive ved med det. Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Dissenter; Apocalypse Of The Damned

Coldblood Industries. 08-05-2002

Hvis der er noget der er typisk for polsk death metal, så er det den der fandenivoldske brutalitet de polske bands er I besiddelse af, og Dissenter holder sig heller ikke tilbage dette vedrørende. Bandets historie går helt tilbage til 1989, hvor de gik under navnet Bloodlust. Efter en række problemer blev bandet opløst i 1995, men allerede året efter genoprettedes Bloodlusts brutale death metal, dog under navnet Dissenter. Bandet er i nogenlunde samme boldgade som Vader og Morbid Angel stilmæssigt, men i modsætning til førnævnte, så er Dissenter et uhyre ligegyldigt band, der på intet tidspunkt på ”Apocalypse Of The Damned” formår at skabe gode death metal sammensætninger. Der er som sagt brutalitet, men så er der ikke så meget mere. Er det nok? Gu’ er det ej. Der skal da i det mindste være nogle udholdelige sange. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Divercia; Modus Operandi

Hammerheart/Nordic Metal. 2002

Jeg kan huske, at jeg anmeldte en selvfinansieret udgivelse med dette band for to år siden. Dengang gik de under navnet Lost In Twilight, og var faktisk et overbevisende selvstændigt band, hvilket min anmeldelse også hentyder til. I dag, en pladekontrakt med Hammerheart, et navneskift og to år senere, er bandet tilbage med et nyt album, der bærer vidne om, at bandet har udviklet sit siden sidst. Først og fremmest er de lydkvalitetsmæssige forandringerne til at få øje på, men  også det rent stilmæssigt er ændret lidt, samt at bandet virker lldt mere fokuseret end før. Førhen kombinerede bandet gotiske lydflader med atmosfærisk black metal, men i dag er black metal indflydelserne udgået til bredere brug af det gotiske lydunivers, samt andre mere melodiske metalindflydelser. Divercia kan falde i smag hos folk der har en svaghed for så forskellige bands som HIM, Type O Negative og Moonspell. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Ball One Strike Two

BallBuster (Magazine). 2000

Her er endnu en undergrunds sampler at tygge på. 35 numre spredt ud over omkring 140 minutter og to cd’er. Ikke et dårligt køb hvis man leder efter mange minutter musik til normalpris. BallBuster er et meget omfattende og seriøst undergrunds metalblad (på print), som har udgivet en anden sampler før denne. ”Ball One Strike Two” udkom sidste år, og jeg kender ikke ret mange bands på cd’en, men jeg er ikke dummere, end at jeg ved at nogle af disse numre er udgivet midt i halvfemserne. Her snakker jeg om EightBall Cholos og Erase som udgav ”Satan’s Whore” og ”Mental Overload” i 1995-1996, på det for lang tid siden afdøde pladeselskab Morphine Records. Og det skulle ikke undre mig, hvis flere andre numre daterede lidt længere tilbage end år 2000. I hvert fald er her masser af kedelige hard rock og metalbands, som godt kunne leve i en anden tidsalder. Der er ikke rigtig nogle – ud af de 35 - numre som rigtig gearer en op, selvom der gennemgående er flere ok metalnumre. Flere af disse bands indeholder eksmedlemmer af bands som Dio, Rob Halford, Accept, Mortification, Dangerous Toys, B52’s og Annihilator, men det er ikke noget man lige lægger mærke til mens man hører ”Ball One Strike Two”. Der er nemlig intet her som nærmer sig storhedstiderne af nogen af ovennævnte bands. ”Ball One Strike Two” er kun det den er. En undergrunds cd med en bundegård af håbende undergrundsbands, som dog ikke har fortjent sig til andet end at være i undergrunden. Og mine damer og herrer, det skulle ikke undre mig, om mange af dem – hvis ikke alle - blev værende der er godt stykke tid. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Carnival Of Chaos (2CD)

Sanctuary/Nordic Metal. 30-09-2002

Dette er en skive for folk som mig. Folk som ikke fik muligheden for at høre nogle fede metalnavne på nogle musikfestivaler i år. Dobbelt live-albummet er nemlig fyldt med koncertoptagelser fra flere af tidens største heavy metal navne, der i den senere tid har haft en forbindelse til Sanctuary eller dens underafdelinger. CD 1 tager dog hul på de lidt mindre navne, om end de er ganske respekterede i metal kredse. Iron Savior lægger ud med to sange, og Corrosion Of Conformity følger med det samme antal, før Running Wild og Kamelot leverer tre hver, og endelig afsluttes skiven af Stratovarios, der har fået plads til hele fire sange, hvoraf ”Kiss of Judas” er må ses som et af højdepunkterne, sammen med kamelots ”Nights Of Arabia.” CD 1 er som sådan ganske god, men den er aldrig helt oppe at ringe, og selvom der helt klart er mange gode sange og præstationer iblandt, så får man ikke følelsen af, at dette er noget man absolut burde have hørt live. Dvs. ikke før den selvproklamerede metalgud og tidligere Judas Priest forsanger, Rob Halford, tager tingene i egne hænder, og sætter nyt liv i albummet med fire numre, hvoraf afslutteren, den gamle Judas Priest klassiker ”Breaking The Law,” er et must. Helloweens tre efterfølgende numre er efter almindelige heavy metal standarder helt fine, men efter lige at have hørt Halford, så forekommer de samtidig ikke som noget specielt. Det samme kan siges om Iron Maiden forsangeren og piloten, Bruce Dickinson, der her kun er en skygge af sig selv. Måske skulle han have fyret ”The Number Of The Beast” eller ”Run To The Hills” af, bare for the hell of it. Ok, indtil videre er dette er ok live-album minus et par sange, ville du ikke sige det? Men det bliver bedre. For en gangs skyld gemmes det bedste band til sidst. Motorhead lægger ud med ”Ace Of Spades, der meget muligt er en af rockens bedste sange nogensinde, og i hvert fald højdepunktet i bandets karriere. Og ”Overkill” er næsten ligeså fed. Ikke så galt af et band, der rummer en forsanger med det grimmeste tandsæt rocken endnu har set. Og ved du hvad, selvom Lemmy stadig er en af de fedeste rocksangere derude, så er det så småt ved at være for sent til modeldrømme, for om han så levede til han var 180, så ville der ikke være tid til at fikse den kæft der. Hold kæft, mand. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; ekstreme music sampler volume 1

Cross Rhythms music 1998, s19.

Ved du hvad rigtig god kundeservice er? Jeg mener rigtig, rigtig god kundeservice? Jeg ved. En ”ekstreme music sampler” er god kundeservice. Hvad jeg snakker om? Lad os starte med begyndelsen. Cross Rhythms music har i flere år, været en af de ledende sælgere af ekstrem, alternativ kristen musik på internettet. De har specialiseret sig i selvstændige bands, for det meste i de hårde genrer. Men hvordan får man flere folk til at købe disse cd’er? Nemt nok. Man laver en sampler, af alle de bedste bands man sælger, og sælger den til 1 enkelt doller. Hvilket i øvrigt, leder os tilbage til svaret på god kundeservice.

Men til musikken. På denne skive, har CRM valgt en masse thrash/death og black metal numre, med de bands, de synes sælger. Jeg finder dog, mange af numrene i den kedeligere ende af metalgenren. Dog starter cd’en ret fedt, med et rigtigt metal nummer fra Tourniquet’s ”acustic arcives” album. Andet nummer på skiven, ”thorn” med Kohllapse, var også en positiv overraskelse, da dette nummer, ligner noget af det undertegnede savner i tidens metal. Jacks of all trades lever den mest kommercielle lyd på skiven. De spiller nemlig hiphop/metal (metalrap/rapcore etc) i retning af Korn og Kid Rock. Narnia lever prog. metal. Oil og Eloi leverer en lidt metallica inspireret metal. Kekal leverer den mest syndsyge blackmetal jeg længe, måske nogensinde, har hørt. Ud af resten af death/black numrene, er det måske kun Deuteronomium, Immortal Souls og Anaemia der skiller sig ud, hvilket passer mig fint, da disse alle er fra Skandinavien Hvis du ikke kan lidt metal, hold dig langt væk fra denne cd. Hvis du kan lide metal, skulle en doller være overkommelig. Der er nemlig 19 numre, og selvom der er et par kedelig nogen, så er der også flere der holder. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Ekstreme music sampler vol. 2

Cross Rhythms Music, 17s,

Ligesom på den første ekstrem musiks’ sampler, er der på den næste, for det meste thrash/death/black metal numre på cd’en. Ud af disse er der, også ligesom på den første sampler, kun få der skiller sig ud. Et af disse numre er FewLeftStanding’s ”blistered spirit”, og Tefilla’s ”sanguis”, der teknisk lyder rigtig godt (ala Tourniqet ca. 1993 bare death metal). Det er også dejligt at høre Mick Rowe’s (tidl. Tempest) nyeste goth/metal projekt, Midnight Orchestra, med nummeret ”render”, hvilket sammen med Level’s industrial nummer ”She: Backslide” måske er skivens bedste nummer. Ellers er der også fed Goth-metal ala Type O’ Negative og Marilyn Manson med The Awakening, indusrial metal med Lucid, kedelig klassisk rock med tidligere 80er-metal band Saint. Og igen, cd’en koster kun en doller, så dette skulle være en ”no-brainer”. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Facedown Records Sampler CD vol. 2

Facedown Records. 2001

Facedown Records er nok et forholdsvist lille pladeselskab, men efter en enkelt gennemlytning af ”Facedown Records Sampler CD vol. 2” står det klart for en, at det behøver de ikke at være længe. De har helt enkelt, nogle af de bedste hardcore bands i den amerikanske undergrund under deres vinge. Der er både nogle helt ukendte bands på denne sampler, samt nogle mere etablerede. Hvis der skal vælges nogle favoritter ud blandt skivens elleve numre, så er XdiscipleX en klar favorit med deres nummer ”Christ Shaped Vacuum”, som kombinerer nutidens hardcore med fortidens thrash metal. En grund til at netop dette nummer gør sådan et indtryk på mig, er at det minder mig meget om Vengeance Risings tidligere materiale, og siden det er noget jeg savner meget, er dette mere end et kærkomment bud på årets hardcore-sang. Et af de mere etablerede bands er Overcome. De  har siden de skilte veje med Tooth and Nail Records været på Facedown Records, og de er også helt klart, et de bands som leder an på denne sampler. Born Blind, som siden deres debut på Facedown Records har flyttet selskab til Solid State Records, leverer også et af skivens heftigste numre, mens Point Of Recognition, Anchor og Dudgin’ Bullets også trykker den i bund. Helt klart en værdig hardcore sampler fra et selskab man burde høre mere til i fremtiden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Diverse Kunstnere; A Tribute To Jacon Becker

Lion Music/Nordic Metal. 2001

Hyldest-skiver er efterhånden blevet populære og ofte yderst ligegyldige, men den nyeste fra selskabet Lion Music må siges at være oprigtig og aldeles vedkommende, selvom den i længden bliver en anelse kedelig og monoton. Jason Becker nåede inden sin tidlige død (Jason døde af sygdommen ALS, som kun 20 år gammel.), at udgive et enkelt solo-album og at spille på 5 andre udgivelser sammen med andre kunstnere (Bl.a. Marty Friedman og David Lee Roth), men alligevel inspirerede han mange musikere verden over. Og når vi kigger lidt på kunstnerne som medvirker på hyldest-skiven, så ser vi at manden kræver respekt den dag i dag. Vi hører bl.a. hyldester fra Steve Morse, Marty Friedman, Vinnie Moore, Lars Eric Mattsson, Alex Masi, Jeff Scheetz og Rob Johnson, og de spiller intet mindre end fantastisk godt. Alle numrene er velspillede, arrangerede ud i fingerspidserne og yderst fremragende produceret, og dog…alligevel bliver dobbeltpladen ved sine 135 minutter og 31 numre lige lovlig langtrukken og kedelig. Jeg er ked af at skulle sige det, og især når det er en hyldest som denne, men numrene er ofte så flot lavede, så velarrangerede og så improviserende, at de går fluks over hovedet på undertegnede og lige ind i glemslens utømmelige hul. Men tak til Lion Music for at prøve. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Diverse Kunstnere; Isaiah 53;5 – a tribute to stryper

1340 Records, Producer; Mark Fisher

Det er mange mennesker, der stadig drømmer om at Stryper, det største kristne hard rock band nogensinde, vil komme sammen igen. Dette bliver dog næppe til noget, men i stedet for er det netop udgivet den tredje Stryper hyldes cd siden 1996 (den næste var med Guardian).

Denne, ”Isaish 53;5”, skal efter sigende være den bedste, da den første, efter sigende, gjorde Stryper mere grin end at hylde dem. Jeg er dog ikke helt enig. Ok, nogle sange var totalt dårlige, men jeg synes, at man skal have lov til at hylde et band, og samtidig have lov at være kreativ, og det gjorde nogle bands på det første hyldest album. Denne gang er meningen at sangene skal lyde som Stryper gjorde dengang, og det gør de fleste også. De fleste bands spiller også sangene ret godt, men desværre har mange problemer med vokalerne. Dette gælder specielt for Derron’s Tuba’s version af ”Soldiers under command” og Antioch’s ”Free”, men også for etablerede bands som Nailed (to hell with the devil) og One band Apple (you know what to do). Blood n’ Fire kommer bedst fra opgaven at lyde som Stryper med deres version af ”Surrender”, Racing Elijah with Blood n’ Fire kommer også godt fra ”loving you”, men det fedeste nummer på skiven er nok Disciple’s version af ”More than a man”.

Dinner Mint (the world of you and I), The World Inside (honestly), Honeymooner (calling on you) og Aimee Clark (I believe in you) leverer de mere stille numre på skiven, det gør Fringe (lonely) også, men forskellen er bare at de andre kommer kanon godt fra opgaven, og det gør Fringe ikke. Estis P@rk (it’s up 2 you) og Wonderboy PHD (makes me wanna sing) leverer de mere eksperimenterede cover versioner, og når man tænker på at dette skal lyde som Stryper, ville disse måske passe bedre på ”Sweet family music” end ”Isaiah 53;5. Dette er ingen ny Styper udgivelse, og måske heller ikke den perfekte hyldest, men den har sine øjeblikke. Der er selvfølgelig nogle sange man gerne ville have at være med, f.eks. ”the way”, ”in God we trust” og ”all for one”, mens der er nogle numre man ikke rigtig forstår nogen gider at spille, f.eks. ”the abyss” (intro’en til to hell with the Devil) med Augenkristall. Som sagt er der gode numre, og de mindre gode, men cd’en vil i hvert fald, blive spillet fra tid til andet, på mit stereoanlæg, og hvorfor skulle den ikke det, når man tænker på Disciple, Blood n’ Fire, Dinner Mint, Honeymooner, Aimee Clark og The world Inside, resten kan jo bare skippes. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Label Promo Sampler # 2, Summer 2001

Neodawn Productions. 2001

På denne label sampler præsenterer Neodawn Productions tre af deres bands på godt og ondt. Jeg anmeldte for ikke så længe siden en promo skive med tyske Vinterriket, som ikke havde det store rush at tilbyde lytteren, og det er også Vinterriket der starter skiven med seks sange fra demoen fra i år, ”Sturme Der Letzten Stille”, og var der lidt magi over dem den gang, så er der mindst ligeså lidt magi over dem her. Svenske Necroplasma efterfølger Vinterriket, og skifter derved deres ambiente lydunivers ud med kaotisk black metal. De seks sange er taget fra deres nye demo ”Necroplasma”, som udfra det man her hører næppe er en demo som absolut skal ejes. Der er dømt endnu mere kaos når Kharon præsenterer tre af deres numre, som oprindeligt også blev udgivet på deres demo ”The Fullmoon Curse” i år, men heller ikke her er der noget der sætter adrenalinet i sving. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Little Nicky Soundtrack

Maverick. 2000

Til enhver god film er der mindst en god soundtrack. Filmen Little Nicky er ingen undtagelse. Ok, jeg ved ikke om filmen var god eller ej, da jeg ikke fik set den i biografen, men soundtracket er da godt nok. Der er 12 numre med populær amerikansk ny-metal på soundtracket. Cd’en starter med P.O.D. som med deres Fundamental Elements of Southdown er blevet et af USA’s største ny-metal navne. Nummeret School Of Hard Knocks er en nyt nummer lavet specielt til soundtracket, og det tager P.O.D. et skridt videre i den rigtige retning. Deftones er det eneste band som leverer to numre, og sammen med P.O.D., Incubus og Linkin park leverer Deftones også skivens bedste numre. Rap-gruppen Cypress Hill blev stærkt kritiseret for deres nyeste udspil, hvor de kombinerede rap med metal, men det nummer som er på dette soundtrack lyder godt nok i mine ører. Ellers kan der også nævnes af bands som Powerman 5000, Muse og Filter også gør sit til, at soundtracket til filmen Little Nicky bliver en behagelig gennemlytning. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Divserse Kunstnere; Music From and Inspired By The Motion Picture xXx

Universal. 2002

“xXx” (“Triple X”) er en af de fedeste actionfilms jeg længe har set, men det skal jeg ikke komme nærmere ind på her. Jeg kan dog lige nævne, at Rammstein er med i indledningen til filmen, hvor de spiller deres fabelagtige ”Feuer Frei” i en tjekkisk undergrundsklub. Nu skulle jeg ikke sige mere, så i har ikke hørt det fra mig, men en amerikansk spion bliver under nummeret forfulgt af tjekkiske terrorister. Han forsøger at flygte via scenen, men bliver skudt. Publikummet lægger ikke mærke til at manden bliver skudt, men tror blot, at han er tager sig en stage-diver, så han bliver slynget frem og tilbage mens musikken svedigt pumper videre. Rammstein og selv samme sang kickstarter også soundtracket i gang, og sætter ligesom standarden med det samme med skivens bedste nummer. Drowning Pool følger med ”Bodies”, hvorefter hårdkogte Hatebreed tonser igennem ”I Will Be Heard.” Så er der Queens Of The Stone Age, Mushroom Head og Flaw der også findes iblandt de federe rocknavne. Ellers er der også dance-kunstnere som Moby (”Landing”) og Orbital (Technologicque Park”) – begge kanon fede numre. Men efter 11 skæringer af ok kombinationer af metal og techno, træder vi ind i det kommercielle amerikanske hip hop miljø, og her bliver situation straks mere kritisk. Nelly lægger ud med det sædvanlige millionær hjemmedrengs bullshit og mange flere ligeså dårlige øjeblikke følger. Heldigvis er der et enkelt hip hop nummer der holder. Det er ”Truth Or Dare” med N.E.R.D. featuring Kelis og Pusha T. Men hvad er et godt nummer i mod otte dårlige? Pladen ville være federe hvis man holdt sig til den hårde kant der blev begyndt med, eller hvis man blot sluttede af efter skæring 11. Hip hop fans ville alligevel aldrig komme igennem de første 11 skæringer uden seriøse ar i sjælen. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Diverse Kunstnere; Obscene Extreme 2001

Obscene Productions. 2001

Denne sampler indeholder 35 numre med næsten ligeså mange bands - propfyldt med brutal black og dødsmetal. Jeg må tilstå, at jeg i forvejen ikke kendte et eneste band på sampleren, selvom der er et par stykker der rent faktisk har en pladekontrakt med selskaber som Relapse, Osmose osv. Resten er dog undergrundsbands i ordets sande forstand. Der er ikke meget at komme efter på denne sampler, uden måske en masse oplagrede aggressioner og frustrationer. Alle bands lyder stort set ens, og vi har hørt det hele før. Eller ja, måske lige på nær Auhuma Granujo, som leverer tonstung black metal blandet sammen med en heftig dose mærkelige maskinelle lyde (aner ikke hvad der foregår). Bandets to numre er også skivens bedste numre, eller hvis man skal være rigtig hård – skivens eneste nogenlunde holdbare numre.  (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Plutobia

Pluto Records. 2002

Du har læst flere anmeldelser af bands der udgiver deres musik igennem det lille selvstændige amerikanske pladeselskab Pluto Records, men det kan være en dyr affære at skulle købe alle pladerne for selv at kunne afgøre om musikken er noget værd. Men nu er muligheden for en lille smagsprøve af det pladeselskabet indtil videre har udgivet, og så er muligheden endda tilstede med en meget rimelig pris. Pladeselskabssampleren ”Plutobia” koster nemlig ikke mere end en doller, hvilket svarer til en 7-8 danske kroner, og det er jo ingenting, når man taler kvalitetsmusik. Sampleren starter med et brag, når selskabets fedeste band, As I Lay Dying, lægger alle kort på bordet i ”The Beginning” og dernæst i ”Torn Within”. Derefter følger en kogende samling punk, hardcore, metal, emo og indie-rock sange, der i de fleste tilfælde ikke skader selskabets rygte. Det tidligere Solid States hardcore band ”Society’s Finest”, der snart vil udgive et nyt album igennem Pluto Records, giver en velsmagende smagsprøve. Det samme gør punkbandet Schmunks For You, der tidligere på året udgav et forrygende punkalbum. Andre højdepunkter er bl.a. med Dreaming Of The Fifth, My Spacecoaster og Evelynn. ”Plutobia” er en god og billig sampler. Den er ikke perfekt, men til 8 kr. forventer vi det heller ikke, vel? (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Divsere Kunstnere; Right In The Nuts – A Tribute To Aerosmith

Small Stone Records. 2000

Det kan forekomme lidt underligt, at et så stener og sludge-core orienteret pladeselskab som Small Stone Records, vælger at hylde et band som Aerosmith. Et band som er så uhyre kommercielt og pænt poleret omkring kanterne. Men man skal tænke på, at Aerosmith ikke altid var så søde og poppede som de er i dag, selvom de måske aldrig har været verdens mest farlige rockband. Det er også primært det gamle Aerosmith som bliver hyldet af de 28 bands på albummet. Jeg skal blankt indrømme, at jeg ikke har stiftet bekendtskab med en stor del af disse bands, men der dog nogle som virker mig lidt mere bekendte, deriblandt Fireball Ministry, Atomic Bitchwax, Electic Frankenstein, Alabama Thunderpussy, Natas (hvis navn bagfra staver til julemanden) og The Men Of Porn. Det er egentlig ikke ret meget Aerosmith over opsamlingen, men derimod ren og skær garage rock i bedste stener tradition. Det er lidt forskelligt hvordan de forskellige bands klarer opgaverne. Det er selvfølgelig alt fra det helt gode, til det ekstremt dårlige at finde på ”Right In The Nuts”. Et eksempel på en god coverversion må være Alabama Thunderpussys version af ”Sweet Emotion”, mens et meget, meget dårligt cover er Red Giants version af ”Lord Of The Thighs”. Alt i alt en meget musikalsk enslydende cocktail, dog af en meget blandet kvalitet. Måske ville det have hjulpet at tvinge nogle af disse bands at spille versioner af sange som ”Janie’s Got A Gun”, ”Livin’ On The Edge”, ”Walk This Way” eller endda ballader som ”Cryin’”, ”Amazing” eller ”Crazy”. Nu det kunne blive underholdende. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Rock vs. Roll – M8 sampler

M8 Distribution 2000

M8 distribution er et selskab som udgiver out-of-print cd’er, ofte med noget ekstra materiale, så som demoer, live numre osv. Rock vs. Roll er en sampler med 17 numre som alle ville have svært at finde hvis M8 distribution ikke havde udgivet den en gang til. De første 8 numre er metal numre, af albums som der ikke var flere eksemplarer af, men som M8 distribution, har valgt at udgive igen. Bl.a. er der Bride’s Under the Influence (fra Silence is madness), Trytan’s Mr. Electric (fra Cellestial Messanger), Bloodgood’s Crusify (fra To Germany with Love) og Leviticus’ I shall conquer fra albummet af samme navn. Vi finder også Stryper sangen Loud n’ Clear taget af Guardian’s nye version af Stryper albummet The Yellow and Black Attack is Back. Der er også 9 rock numre på cd’en. Bl.a. med Terry Taylor and Friends, Daniel Amos, Walter Eugenes, Altar Boys og LSU og 77’s, som spiller to numre hver, og Bride, som spiller en akustisk version af Everybody knows my Name. De fleste af disse numre er klassikere som ikke har været tilgængelige på cd i flere år, men der er også nogle som netop er udgivet for første gang, optaget live på Cornerstone festivalen. Jeg anbefaler denne cd for alle der gerne vil høre noget af det som havde stor betydning for rock og metal tilbage i 80’erne. Hvis du har lyst til at købe Rock vs. Roll, så kan dette gøres på www.m8.com. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Smells Like Team Spirit IV

Displeased Records. 2002

”Smells Like Team Spirit IV” er en kompilations-cd der er sammensat af 19 bands direkte ud af kataloget, for ligesom at give lytteren en lille forsmag af hvad der er til købs fra selskabet. Af bands der er med på skiven kan nævnes, Internal Suffering, Nasum, Vesperian Sorrow og Sathanas, men hverken disse er eller nogle andre på denne samler formår at gøre noget specielt for undertegnede, til hvilket jeg kun kan sige; hvis dette er de bedste numre fra disse bands, så er der ikke meget i vente på deres albums. En Brutal samling death metal og grindcore sange, der ikke har nogen forsætning til at rigtig sætte sig. Det eneste der imponerer en lille smule er Necro Schozma, der med deres ultra langsomme tempo gør ”Mass Murderer” til skivens mest let memorable sang, selvom den bestemt ikke er specielt fed. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Diverse Kunstnere; This Is Solid State – Volume 3

Solid State Records. 2002

Enhver hardcore-fan kan roligt, og burde faktisk, investere i ”This Is Solid State – Volume 3”, om ikke andet, så for et før ikke udgivet nummer med klodens absolut ondeste hardcore band, Zao. Et nummer som løfter skiven et kvæk i den rigtige retning. Men det er dog ikke udelukkende hardcore Seattle selskabet, Solid State, får fyret af her. Nu-metal fænomenet Project 86 lægger ud med en demoversion af ”Spy Hunter”, og senere er der både tid til death metal leveret af Soul Embraced (med to Living Sacrifice medlemmer) og black metal med norske Extol, der i øvrigt netop har signet til Century Media. Der bliver også plads til lidt hæv-næven-og-skrål-med-punk med Stretch Arm Strong, og endelig, albummets absolut bedste nummer, ”Belly Up” med Embodyment, der faktisk er det eneste emo/moderne-rock nummer der serveres med blandt skivens 17 skæringer. Derfra drejer det sig hovedsagligt om hardcore, dog tit og ofte med et metal’ske overtoner, og netop der gør Living Sacrifice sig fortjent til et A+ med ”Bloodwork”, fra deres sidste album ”The Hammering Process”. Nykommer Demo Hunter gør også stærkt indtryk, og rutinerede Underoath og Blindside gør det som altid også ret godt. Alt i alt en god sampler med gode og mindre gode øjeblikke. Gud ved, talen dog mest er om gode øjeblikke. Ingen deciderede svipsere kan vi nøjes med at sige. Check it out. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Wired-Up

Universal. 2002

Ok, denne her er bedst egnet til dem, der ikke har råd til at købe alle de nyeste nu-metal albums, eller singler for den sags skyld. 20 sange med tidens hotteste rock og metal navne, der hovedsagligt findes i neo-grunge (Nickelback, Staind, Puddle Of Mud, Incubus, Godsmack, osv.) og nu-metal (Limp Bizkit, Linkin Park, Papa Rouch, P.O.D., Alien Ant Farm, Deftones, osv.) genrerne, men overraskelser som stoner bandet Queens Of The Stone Age er også velkomne. Der serveres ikke overraskende med lidt pop/punk, naturligvis med Blink 182 og Sum 41. Desuden får vi også kommerciel industrial med Rammstein (”Ich Will”) og Marilyn Manson (”The Fight Song”), og lidt monster-metal med maskebandet Slipknot og deres ”Spit It Out”. Jeg burde måske give ”Wired-Up” bundkarakter, da dette kun er et billigt stunt fra Universal for at indkassere nogle hurtige penge, men jeg kan lide de fleste numre, for ikke at sige, at jeg elsker nogle, så here you go. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Divine Souls; The Bitter Selfcaged Man

Scarlet/Intromental. 28-10-2002

Der er nu officielt flere svenske melodiske death metal bands end der er svenskere. Spørg mig ikke hvordan, men sådan er det. Virkelig. Men det giver da mening. Jeg mener, tænk på hvor tit svenskerne står og growler ”hvor kan man finde brændevin” i de danske supermarkeder? Ja, ikke? Og så tømmer de en flaske på vejen ud, og spiller luftguitar hele vejen tilbage til Sverige. Så egentlig, når man tænker over det, så er det ikke så meget svenskerne selv der har æren af al denne dødsmetals kreativitet. Det er faktisk danskerne, for det er jo dem der sælger dem alkoholen. Ja, eller i hvert fald en pæn del af den. Nå men til endnu et svensk death metal orkester, der i form af ”The Bitter Selfcaged Man” udgiver sit andet album igennem det italienske pladeselskab Scarlet Records. Der er egentlig ikke så meget at sige. Du har hørt det hele før, men du har altså også hørt det der er værre. Divine Soul er et ok band, men de er langtfra den trone som levende og døde bands som In Flames, At The Gates, The Haunted, Arch Enemy, Soilwork og Dark Tranquility alle på et eller andet tidspunkt har befundet sig på, hvilket vi sige, at du ikke nødvendigvis behøver denne skive, hvis du har førnævnte bands skiver, men kan du slet ikke få nok af melodisk svensker død, så er der ingen fare i at tilegne dig skiven. Eller også du, en dag du alligevel er i Sverige, kunne tage ind og se en begravelse. Det skulle være nok af svensker-død for en dag. Om den så er melodisk eller ej, det tør jeg ikke sige. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Doro; Fight

SPV/Nordic Metal. 19-08-2002

Alle hard rock og heavy metal kendere ved, at der er få kvindelige rocksangere, der har bidraget med ligeså meget som den tyske sangerinde Doro Pesch. Både som sangerinde i gruppen Warlock og som solist under fornavnet Doro, har hun bevidst hvad hun er i stand til, og således har hun også opnået undertegnedes respekt. Alligevel begyndte Doro efter sin storhedstid i 80’erne, i den efterfølgende tid at blegne lidt, og der har ikke været væsentligt af materiale i den seneste tid, der har været spændende nok, til at man har gidet at bruge sine hårdtjente penge på det. Og det gjorde det ikke bedre, at der fra alle sider stormede med dårlige anmeldelser af Doros seneste album. Men med ”Fight” er Doro ved at komme på det rette spor igen, og som man sidder og hører de tolv numre på ”Fight”, så husker man, hvorfor man som folkeskoleelev, nogle dage, efter skoletid sad sammen med venner og head-bangede til Doro eller Warlock. Stilmæssigt lægger Doro en overraskende tung lyd for dagen. En tung og mørk lyd, der faktisk minder meget om det som Alice Cooper valgte at præsentere med ”Brutal Planet”, efter at hans tid som pop-metal (”Trash”, ”Hey Stoopid” osv.) sangskriver var over. Og som et ekstra point til det mørke og tunge univers, er det lykkedes for Doro, at få sangeren med den dybe stemme, Type O’ Negatives egen Pete Steele, til at medvirke på nummeret ”Decent”, der sammen med titelnummeret ”Fight” også er en af skivens absolutte højdepunkter. Det kan godt være, at Doro har lavet sine musikalske fejltagelser i sin karriere, men ”Fight” er ikke en af dem…. Og som en afsluttende bemærkning, kan jeg, hvis det skulle hjælpe nogen, lige sige at min kone der i forvejen ikke kender Doro påstår, at hun lyder lidt som en blanding af Eva O og Bonny Taylor. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Double Action; Sokaris

Breaker/SPV/Nordic Metal. 2001

Double Action har i løbet af de elleve år de har eksisteret, spillet på flere af de større heavy metal festivaler, hvor de har delt scene med bands som Metallica, Saxon, Dio, Vicious Rumors og mange flere. Senere har de også turneret sammen med gamle rockhelte som Uriah Heep og Nazareth, så umiddelbart ville man tro, at bandet var ”alt det – og en post slik”. Og det er egentlig også præcis hvad pladeselskabet vil have dig til at tro, men personligt synes jeg ikke der er noget specielt fedt omkring Double Action. Herfra som jeg sidder, er de blot ordinære leverandører af ganske almindelig og traditionstro tysk heavy metal. Ligesom The Traceelords tidligere på året, forsøger Double Action at omskabe en vaskeægte disco-klassiker til en heavy metal sang, og selvom nummeret (”Hot Stuff”) egentlig er en charmerende lille sag, så kommer de ikke ligeså godt fra opgaven som The Traceelords gjorde med deres version af ”Daddy Cool”. På trods af det, så er dette faktisk det nummer, som man husker bedst efter at stilheden igen sænket sig over en lige efter at cd’en slutter. Standard heavy metal uden de store overraskelser. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

Dream Evil; DragonSlayer

Century Media/Nordic Metal. 15-04-2002

Hvor mange gange har man ikke hørt et pladeselskab påstå, at det ene eller det andet band, vil være det næste store hit? Mange gange - og de skal jo tro på det! Century Media tror på det og påstår, at Dream Evil blivet det næste store ting. Jeg tillader mig at tvivle, for helt ærligt, hvornår er et melodisk metal band sidst blevet gigantisk stort? En helt anden ting er dog, at Dream Evil burde blive det næste store hit, hvis noget debuterende melodisk metal band skal blive det. Dream Evil er nemlig ganske enkelt, den bedste nykommer i nogen tid. Frederik Nordstrøm, der er bedst kendt som producer for bands som Dimmu Borgir og In Flames, er i front, når dette mere end udmærkede band, den 15 april udgivet et af årets hidtil største melodiske, power metal albums. Med sig har han en ung græsk guitarist under navnet Gus G, som vi nok skal høre mere til i fremtiden, hvis Century Medias spådom om storhed holder stik. Derudover er der trommespilleren Snowy Shaw, der før bl.a. har tæsket griseskin for Mercyful Fate og King Diamond, og Niklas Istfeldt og Peter Stålfros - helholdsvis på vokal og bas – der beggge tidligere i mindre grad har gæstearbejdet for Hammerfall. Har du mulighed for at tjekke albummet når det udkommer, så læg især mærke til nummeret ”Losing You”, der i bedste semi-power-ballade 80’er-tidlige-90’er-stil allerede nu er et godt bud på årets stærkeste melodiske metalsang. De gjorde dem ikke engang bedre dengang, du. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Drep; Less Is More But Not Enough

Selvstændig. 2001

Den viden jeg har omkring islandsk musik, strækker sig ikke meget længere end til The Sugarcubes, Bjørk, Gus Gus, Sigur Rós og fusionskongerne i Messoforte, men her er endnu et nyt islandsk bekendtskab. Drep har dog ikke meget tilfælles med førnævnte bands, bortset fra de kolde nordiske undertoner som der altid er plads til i islandsk musik. Drep er et iskoldt metal band, som gerne ser at folk beskriver deres musik som trancemetal, i det de synes, at deres kombination af tonstung metal og islandsk naturklange vil sætte befolkningen i en dyb trance. ”Less Is More But Not Enough” har dog ikke denne virkning på mig. Dette er metal, og ikke andet. Hård metal som vokalmæssigt låner lidt fra både Rammstein og Type O’ Negative, samtidig med at der er nogle torturerede hardcore-lydende skrig over det hele. Ud af seks numre er hele fem på engelsk, mens kun åbningsnummeret ”Madur/Maskina” (Mand/Maskine) er på islandsk. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Drottnar; Spiritual battle

Plankton Records 2000

Producer; Frederik Darum, Pål Espen Johannessen og Drottnar

Navnet Drottnar ser ud til at dukke op hele tiden, når talen er om kristen death og black metal. De fleste metal tidsskrifter, roser bandet for deres musik. Spiritual Battle er faktisk Drottnar’s første cd. Numrene er dog gamle, taget fra to af deres gamle demoer. Den ene (3 numre) under navnet som vi nu kender dem, nemlig Drottnar, og den anden under navnet Vitality (4 numre). Bandet ser ud til at have udviklet deres lyd lidt, fra den ene demo til den anden. På Vitality demoen spillede de hård death/black metal med grovl (death metal) vokaler, mens de på Drottnar demoen har ændret vokalerne således, at de kombinerer grovl med black metal vokaler, dog med de sidst nævnte vokaler i front. Drottnar’s Spiritual Battle, er uden tvivl en af de bedste black metal cd’en jeg har modtaget i en længere periode. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Dust; The Endless Fall

Mester Productions. 2001

Ok, her har vi endnu et stykke musik, der har ligget på bunden af min anmelderbunke i alt for lang tid. Talen er om en 3-sangs vinylplade, fra det lille uafhængige norske pladeselskab Mester Productions, der udelukkende beskæftiger sig med vinylplader indenfor de hårdere musikgenrer. For dem der stadig har en pladespiller, er det vist af stor interesse at få lidt af viden omkring nye vinylplader, især når der ikke udkommer specielt mange af dem længere. Well, nu er ”The Endless Fall” med Dust ikke specielt ny længere, men det ikke desto mindre en plade man kan overveje at købe, hvis man er vinylsamler og samtidig er til black metal af den norske slags. Det eneste jeg har at tilføje er, at jeg ikke ville give mere end 10 kr. for den. Regn selv resten ud. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

East West; The Light In Guinevere’s Garden

Floodgate Records. 2001

East West har med bulder og brag raseret i den amerikanske rapcore/nu-metal undergrund i nogle år efterhånden. De har dog aldrig rigtig fået gennembruddet, men måske deres samarbejde med Floodgate Records sørger for det. Jeg har aldrig hørt et helt East West album før nu, men et par samples er det dog blevet til, og jeg må sige, at jeg havde regnet med et vredt, moderne hardcore/metal album fra ende i anden, men det er ”The Light In Guinevere’s Garden” ikke. Misforstå mig nu ikke, East West er helt sikkert et band som kører på hardcore genrens vrede og metalverdens intensivitet, og bandet må og skal kun kaldes for det nu-metal band, men der er egentlig også andre ting at komme efter på ”The Light In Guinevere’s Garden”. F.eks. Fear Factory lignende industrialrytmer hist og her, lidt moderne rock a la Creed og Nigelback, og en smule Foo Fighters og en teske U2 bliver der ganske vist nok også plads til. Og igennem det hele holder bandet hovedet koldt, og formår hele tiden at være interessante, hvilket er ret sjældent i disse nu-metal dage. East West bliver måske ikke det næste Linkin’ Park, men det ville bestemt ikke skade øregangene hvis de var at høre i radioen engang imellem. For radiovenlig det er skiven. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Echo Hollow; Diet Of Worms
Geneva Records 1998
Kan i huske Tourniquet tilbage i 1992 eller 1993? Well, Echo Hollow lyder en hel del som Tourniquet gjorde dengang. Hvorfor mon det? Ja, det må da være fordi at, Gary Lenaire (guitar) og Guy Ritter (sang) er med i dette nye band, som for første gang var at høre på HM Magazines "The Mother of all Tribute Albums" med U2 sangen "Sunday Bloody Sunday." På cd'en "Diet of Worms" er kun 7 sange, der iblandt er også "Sunday bloody Sunday," så man kan sige at Echo Hollow, ikke har meget nyt at tilbyde deres fans på denne cd. Som sagt lyder nogle af sangene på skiven farligt meget som Tourniquet gjorde i gamle dage, men det er faktisk dejligt at høre Guy's sang igen, og ligeledes Lenaire's guitarspil. I sangen "A fools Errand" lyder Guy totalt meget som Axl Rose. Bedste tekst er fra sangen "take my shoes," som er om ikke at dømme andre uden at kende deres position. "You don't know where I've been. Take my shoes and walk for a mile in my shoes. If you wanna know where I've been." Sammenlagt er dette en god skive, særlig for gamle Tourniquet fans, men 7 sange er måske lige i underkanten. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Edenbridge; Arcana

Massacre/Nordic Metal. 2001

Første gang jeg gennemhørte dette album, var jeg ikke i tvivl om, at det var den dårligste power metal skive, jeg nogensinde havde lagt øre til. Heldigvis for både mig, Edenbridge og den mulige køber, skal der mere end en gennemlytning til for at anmelde et album. ”Arcana” er nemlig blevet lidt mere behagelig for hver gennemlytning. Dette skal dog ikke forstås som jeg nu synes at dette er det helt store nye ting indenfor genren, fordi det gør jeg ikke, og det er det heller ikke. Dette er melodisk power metal med stærke rødder i folkemusikken, men udover de folkemusikalske indslag som opstår, så er der som sådan ikke noget der rigtig fanger min opmærksomhed. Ok, musikerne kan spille, og især guitaristen i dette østrigske band ved hvordan man sammenskruer onde melodier, og vist kan forsangeren nå de høje noder, men med mangel på gode sange bliver det vel lidt for kedeligt og monotomt i længden, selvom den musikalske del hænger godt sammen. Næste gang efterspørger vi lidt flere sange, og lidt mindre show-off. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Eidolon; Coma Nation

Metal Blade/Nordic Metal. 03-06-2002

Eidolons femte album “Coma Nation” har alle tænkelige typer sange. Jeg taler ikke nødvendigvis stilmæssigt, men snarere kvalitetsmæssigt. Der er de holdbare sange, så er der de der sange der bare lyder som nummeret før, og så er der de decideret kedelige sange. Men heldigvis er der også de ekstraordinært gode sange. Sidstnævnte er den over 15 minutter lange afslutningsnummer “Within The Gates” et godt eksempel på, selvom også denne kunne været forkortet. Stilmæssigt bevæger canadierne sig omkring power metal’en, men de har også en svaghed for tonstunge thrash-riffs, og det er disse - især i afslutningsnummeret – der gør forskellen på “Coma Nation.” (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Ektomorf; I Scream Up To The Sky

Silverdust/Metal Blade/Nordic Metal. 10-06-2002

Det skulle bare mangle, at der ikke faldt en ungarsk nu-metal plade ind ad brevsprækken på et eller andet tidspunkt. Jeg havde ellers, på grund af navn og logo, gjort mig klar til en almindelig standard death metal skive, men de ungarske sigøjnere i Ektomorf vidste sig dog at være en anelse mere fleksible end det, i det de varierer deres metal med thrash, død, en del hardcore og lidt scratching, mens der hele tiden lægges stor vægt på moderne grooves og riffs. Bands som Sepultura, Machine Head og Slipknot kommer alle på forskellige tidspunkter op ad vende i tankerne, imens man hører ”I Scream Up To The Sky”, og selvom det umiddelbart lyder umulig at leve op til, så kommer Ektomorf igennem sine engelsk/ungarske sange med æren i behold, selvom de på intet tidspunkt sparker førnævnte ud i mørket. ”Fájdalom Konnyei”’s reggae-indslag ville dog være bedre uhørt, mens den alternative og yderst anderledes coverversion af The Beatles klassikeren ”A Hard Day’s Night” bringer et smil på læben, og på en god dag, måske endda et glimt i øjet. Ungarn kan også spille metal. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Eleven Hours Down; There’s Hope In The Darkness

Godfather Records

Albumnavnet er ikke til at tage fejl af. Det er kristen hardcore det her, eller Christcore som nogle kalder det. Der er dog ikke ret meget som ikke er hørt før på ”There’s Hope In The Darkness”, og derved er der ikke så meget at sige om denne udgivelse. Bandet kombinerer, efter bedste evne, hardcore og metalriffs sammen med intense skrig, men som så ofte før, er der alt for mange gentagelser, for at få mig, at holde interessen hele vejen igennem skiven. Nye fans af genren vil måske finde Eleven Hours Down tæske fede, men vi som har hundredvis af disse skiver liggende, vi finder snart ud af, at der er bedre ting derude. Men en nogenlunde debut er ”There’s Hope In The Darkness” vel alligevel. Regn bare ikke med noget specielt, kun ganske almindelig hardcore/metal. (JJJ---) Hans Jákup Eiðsigarð  

 

Elfman; Common Sky

W.A.B./Napalm. 2002

Lige som jeg troede, jeg havde regnet Wait and Bleed Records ud, så sætter jeg Elfmans ”Common Sky” på, og finder ud af, at jeg måske ikke har forstået dem alligevel. Efter at have hørt Floodland, Autumn Clan og Jack Frost, troede jeg nemlig, at selskab nok udelukkende specialiserede sig indenfor de gotiske rock og metal genrer, men Elfman er ikke et goth-band. De er faktisk et nu-metal band, og deres hovedindflydelse kommer uden tvivl fra bands som Korn. Ja, så meget minder de om Korn – uden rent musikalsk at være en kopi - at forsangeren til enhver tid lyder nøjagtig som Jonathan Davis. Det har vist sig, at det ikke altid er for smart at lyde alt for meget som Korn. Ok, hvis man har villet være millionær, så har det måske været smart, men har man villet være respekteret som musiker, så har det ikke altid været smart. Mange har nemlig prøvet, men kun de færreste har stået mål, hvorimod de fleste faktisk har været til grin. Elfman er ikke er verdens bedste nu-metal band, men de er skam heller ikke til grin. De gør det faktisk meget godt, og ”Common Sky” vil i fremtiden graves frem engang imellem når man er i et nu-metal humør. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Embraced; The Birth

Aftermath Music. 2001

The Embraced er uden tvivl det bedste band på Aftermath Music, jeg nogensinde har hørt. The Embraced har inden The Birth udgivet cd’en In My Dreams…I am Armageddon og ep’en Songs Of Death. Stilen som er gennemgående på The Birth var en smule overraskende, da jeg regnede med at høre black metal, men The Embraced tager udgangspunk i den melodiske death metal genre. Det dobbelte guitarspil er imponerende, både når den ene guitar kører på riffs og den anden soli, men især da de begge harmonerende spiller det samme. Bandets nye trommeslager spille som om han har ild i røven. Sangeren er dog bandets svageste punk, i det at han lyder lige som alle andre death metal vokalister. Jeg ved godt, at det kan være svært at være death metal vokalist og samtidig lyde en smule original. Men hej, det er udfordringen i det. Tag den eller lad være. Alt i alt er The Birth en rimelig god udgivelse, men personligt ville jeg ikke have noget i mod, at numrene var lidt kortere (et typisk nummer er ca. 6 minutter), i det at nogle af dem har en tendens til at blive en smule kedelig imod slutningen. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Eminence; Chaotic System

Diamond Records/Nordic Metal. 1998

”Chaotic System” blev egentlig udgivet helt tilbage i 1998, men eftersom jeg netop har modtaget den sammen med en bunke andre ligeså gamle skiver fra Diamond Records, så smider vi naturligvis anmeldelserne ud på siden. Eftersom skiven allerede har et par år bag sig, er der sikkert flere af jer læsere som allerede har den, eller i det mindste har hørt den, og i givet fald er du velkommen til at springe over denne anmeldelse og læse om noget nyere og friskere. Du ved jo allerede, hvad den er værd. Eminence tager lytteren med storm fra første sekund, hvor nogle blytunge og skide seje guitar-riffs, sammenkoblet nogle ligeså seje høje guitarovertoner, tordner ud af højtalerne, og den fandenivoldske sangstruktur holder stik resten af dette 15 sangs album. Det er ret tydeligt, at Eminence er inspirerede af Sepultura og gerne vil lave noget der ligner lidt førnævntes materiale på ”Chaos A.D”, hvilket måske ikke er så mærkeligt, da man tænker på, at Eminence trods alt kommer fra Brasilien og sikkert ser op til sine nationale metal helte. Jeg har hørt masser af Sepultura efterligninger i min tid, og ikke alt har været ligeså godt, men Eminence kommer egentlig ret godt fra opgaven, og misforstå mig nu heller ikke, fordi ”Chaotic System” er ikke decideret Sepultura kloning, selvom der er tydelige Sepultura indflydelser at høre. Skriv Eminence på listen over gode brasilianske metal bands, man gerne skulle høre mere til i fremtiden. Skiven skulle kunne købes i enhver pladebutik med stort udvalg af metal musik, eller kan i hvert fald bestilles hjem. Bare spørg. (JJJJ--) Hans Jákup Eidisgard

 

Emotion; Taste of Grapes

Massive Music 1997

Producer; Anders “Theo” Theander og Emotion

Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde hørt Emotions musik, før jeg satte Taste of Grapes på min cd-spiller. Emotion spiller progressiv rock og metal, som til tider minder lidt om Dream Theater blandt andre. Der er gode melodier over det hele, og dem som kan lide 80’ernes se-hvor-højt-jeg-kan-synge/skrige-vokaler, skulle finde en ny ven i Emotion på stedet. Emotion har en meget 80’er inspireret lyd over det hele; guitar soli’erne, vokalerne og så videre. Der er omkring 50 minutters progressiv musik på Taste of Grapes, og hele tiden skinner god spilleteknik og gode melodier igennem. Alligevel kan lytteren til tider få den følelse, at dette er alt for enslydende, og at han har hørt det hele før for mange år siden. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Emotion; Brief Moments of Peace

Selvstændig, 2000

Det er meget svært for mig at anmelde denne cd, som er Emotion anden udgivelse. Stilen er den samme som på deres debut Taste of Grapes. Lad mig med det same sige, at jeg kun har lyttet til Brief Moments of Peace en gang, fordi at lydkvaliteten er så forfærdelig dårlig. Forklaringen på dette ligger i, at jeg har fået en brændt kopi af skiven, tilsendt af bandet, som de åbenbart ikke har tjekket kvaliteten på, før de har sendt den. At lytte til denne brændte kopi, er som at lytte til en discmand, som hakker hver gang man bevæger sig, forskellen er bare, at her behøver du ikke at bevæge dig. Jeg har prøvet at lytte til cd’en en gang, og jeg gør det ikke igen. Så lad mig bare slutte af her og sige, at hvis du kunne lide den progressive metal du hørte på debuten, så kan Emotion gøre det samme for dig igen på Brief Moments of Peace. Sørg bare for at få en original trykt version af albummet, da medlemmerne af Emotion har adgang til en meget dårlig cd-brænder. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Empire; Hypnotica

Lion Music. 2001

For dem der læser disse sider regelmæssigt, er det ikke nogen hemmelighed, at Balance Of Power, efter min mening, de sidste 4-5 år har været planetens fedeste melodiske metal band. Og det har ikke mindst været på grund af Lance Kings fabelagtige vokaler, på de sidste to albums. Dette er der også andre der har bemærket, for nu er Lance King pladeaktuel igen i sideprojektet Empire, sammen med den førhen værende Whitesnake bassist, Neil Murrey (har også været medlem af Black Sabbath, BrianMay Band, Gary Moore, ligesom han har spillet lidt for Joe Satriani, Steve Vai, Sting, Eric Clapton, Jeff Beck og Ian Gillan – flot liste ikke?). Udover dem, mandes gruppen af anerkendte tyske musikere, Rolf Munkes og Gerald Kloos på henholdsvis guitar og trommer. Men ikke nok med det, andre gæstemusikere spiller også store roller på ”Hypnotica”. Udover Gerald Kloos, spiller Anders Johansson (Yngwie Malmsteen, Hammerfall) også lidt trommer. Mark Boals – tidligere Ted Nugent, Rising Force medlem – hjælper Lance lidt med vokalerne, og Don Airey lægger, som rosinen i pølseenden, nogle smækre keyboardeffekter indover det allerede flotte melodilandskab. Empire er noget mere afslappet end Balance Of Power, og der bliver ikke gået så hårdt til riffene. Der er ingen tvivl om, at Empire lægger sig mere efter en almindelig hard rock lyd, og de gør utrolig meget ud af melodierne. For det meste fungerer det også utrolig godt for supergruppen, men til tider får Rolf Munkes for meget plads til at udføre sine se-hvad-jeg-kan guitar fantasier, hvilket tager lidt fra helheden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Enchant; Blink Of An Eye

InsideOut/Nordic Metal. July - 2002

Første gang jeg hørte “Blink Of An Eye” var jeg ikke overbegejstret, i hvert fald ikke før jeg hørte det afsluttende nummer: Det syv og et halvt minut lange instrumental-jam, ”Prognosis”, der meget muligt er årets hidtil fedeste progressive rock nummer, ikke mindst på grund af den lækre, atmosfæriske guitarsoli tidligt i nummeret. Resten af albummet er ganske vist flot, storslået og velspillet progressiv metal og rock, der dog til tider har en tendens til at blive en anelse langtrukken. Ud af ti numre er der kun et eneste der er under fem minutter, mens fem er over seks, og heraf tre over syv. Amerikanske Enchant formår ikke at brænde ligeså store mærker i undertegnedes bevidsthed, som f.eks. progressive rock og metal kollegaer som bl.a. Spock’s Beard og Dream Theater indtil videre har gjort, men hvis vi siger, at de ligger i toppen af anden division, så skylder jeg dem vist ikke noget. Det føromtalte afsluttende nummer, der faktisk er et bonusnummer, giver et lille ekstrapoint, således at det bliver til: (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Endorphine; Godmind

Kick. 2002

“Godmind” med Endorphine er en af fire italienske demo-skiver der anmeldes i P&P i dette nummer, hvilket tyder på, at der sker noget dernede andet end pizzabagning. Endorphine har fat i den melodiske thrash og death her på denne tresangs demo, og selvom både spil og materiale intet fejler, så holder en ret dårlig lydkvalitet disse sange fra virkelig at gøre et indtryk. Det kunne være interessant at høre Endorphine igen om et års tid, blot på det tidspunkt med en professionel producer og i et rigtigt studie, for de har jo allerede bevidst, at de både kan spille og skrive deres musik selv. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Engine; Superholic

Metal Blade/Nordic Metal. 21-05-2002

Der er stadig godt gang i sideprojekterne, og Joey Vera (basspiller i Armored Saint og Fates Warning), Ray Alder (sanger i Fates Warning), Bernie Versailles (Guitarspiller i Agent Steel) har sammen med Pete Parada (trommer) fat i den lange ende, når de igennem Engine står for et af de bedre sideprojekter året hidtil har kunnet byde på. Der er absolut ikke meget progressivt metal a la Fates Warning, eller thrashet metal a la Armored Saint at skimte i Engines lydunivers, hvilet er godt det samme, idet alt for mange sideprojekter kun er skaldede gentagelser af førsteprioritetsorkestrene. Og lad det være sagt med det samme, det er Engine bestemt ikke. ”Superholic” er kvartettens andet udspil, og ”Superholic” kan ikke andet end at glæde dem der har en forkærlighed for groove-fikseret rockmusik. Forskellen på Engine og så mange andre mere regulære groove-rock bands er, at der hvor de fleste – eller i hvert fald mange – bands fortsat kører i samme rille, der har Engine fat i noget af det mest fængende og iørefaldende groove-rock hørt i et mandeminde (hvis groove-rocken altså havde eksisteret så længe), med riffs der sidder i løbet af et splitsekund, og med omkvæder der i løbet af det halve ligeledes går rent ind og sætter sig. Men selvom jeg allerede imellem linjerne har påstået, at dette er bandets største styrke, så kan det i løbet af skivens elleve numre godt virke som om dette til tider også er bandets svage side, i det fokuset nogen gange sættes lige lovligt meget på moderne rock og radiovenlighed, hvorimod det ultratunge og groove’ede som ellers karakteriserer bandet skubbes lidt i baggrunden. Men hvilken vej man så end vender og drejer det, så er ”Superholic” et udmærket album der rammer niveauet på både Fates Warnings og Armored Saits seneste albums, og det skal der deles nogen smilehoveder ud for – værsgo. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Engram; Window Of Soul

Kick. 2002

Endnu et historie om et band, der siden begyndelsen har haft problemer med at få tingene til at hænge sammen. Bandmedlemmerne skifter, og problemerne med at få deres musik udgivet er ikke til at bære. Men nu har det italienske promotion selskab Kick så fået udgivet denne mini-cd, men efter at have hørt skiven er spørgsmålet kun, hvorfor bandet overhoved gad at gøre sig umagen, når det har været så svært siden dag et, når de startede tilbage i 1997? Bandet byder på teknisk europæisk death metal, uden noget som hest form for spændende og velsmagende ingredienser. ”Window Of Soul”, bandets anden udgivelse, er både fantasiløs og kedelig, og bandet lyder i bund og grund træt og udbrændt – ligesom denne anmeldelse. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Enter VI; Dreams

Selvstændig. 2000

Fra landet down under kommer ondsindet thrash metal band som ikke sparer på klicheerne. Enter VI er ret tekniske i deres thrash metal kompositioner, og er egentlig ret gode til det de gør, men i virkeligheden nærmer de sig ikke noget, der ikke for lang tid siden både er hørt fra Testament, Megadeth, Metallica og endda deres egne landsmænd i Fury. Niveauet er egentlig ret højt, men nutidens thrash konger i Kreator, Slayer og andre, behøver ikke være bange for at Enter VI vælter dem af tronen, i det at der, på trods af høj teknisk kunnen, simpelthen ikke er nok af spændende idéer. (JJJ---) Hans Jákup Eidisgard

 

Escapetor; Drop The System

Selvstændig

Norsk ligeud ad landevejen heavy metal, som i bund og grund ikke har nogen retningslinje overhoved. Det er bare derud ad, og så er det stort set kedeligt hele vejen igennem. Der er da nogle fede riffs hist og her, men ikke noget der retter noget særligt op på en ellers små kedelig demo. Forsangeren lyder nogen gange lidt som forsangeren i Sort Sol, bare som en meget – og jeg mener meget – dårlig version. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Escapetor; No One Will Survive

Selvstændig. 2001

“No One Will Survive” er norske Escapetors tredje demoudgivelse. De vågne læsere kan måske huske, at jeg anmeldte bandets anden demo for ikke så længe siden. Jeg gav bandet nogle tæv, i det jeg syntes at deres musik ikke havde nogen retning, og fordi at jeg syntes, at  forsangeren sang ret dårligt. Men her er de igen, klare til at modtage hvad der end måtte komme. Lad os lige få det på plads med det samme, at forsangeren gør det noget bedre på ”No One Will Survive” end på forgængeren. Resten af demoen er dog af nogenlunde samme kedelige og ligeud ad landevejen kvalitet, og jeg må indrømme, at jeg keder mig lidt. Jeg tror egentlig ikke, at jeg kan lide Escapetor overhoved. Der skal ske drastiske ændringer, hvis det skal føre nogen steder for disse nordmænd. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Eso-Charis; Eso-Charis
DayGlo 1998
Dette hardcore band er blevet omtalt en del i USA den seneste tid. Debuten på Day-Glo Records er en typisk hardcore cd, og faktisk lidt uinteressant. Misforstå mig nu ikke, cd'en er ok, og jeg vil lytte til den fra tid til anden, men der er ikke nogle sange som rigtigt skiller sig fra de andre, og det kunne have hjulpet en hel del for Eso-Charis. Denne cd er for dem, som kan lide deres hardcore musik hård og brutal (eller er den altid det?). (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Eso-Charis; Eso-Charis

Solid State Records. 2001

Solid State Records har for tiden gang i genudgivelserne, og denne gang er det ”Eso-Charis” der bliver genudgivet. Albummet udkom oprindeligt på Day-Glo Records tilbage i 1998, og jeg anmeldte naturligvis albummet allerede på det tidspunkt, så det vil jeg ikke gøre så meget ud af denne gang, andet end at henvise til den oprindelige anmeldelse et andet sted på hjemmesiden. Eso-Charis eksisterer ikke længere, men to af medlemmerne (Arthur Green, bas og Matthew Pullman, trommer) er nu i det meget omtalte Living Sacrifice, hvilket må have knyttet visse bånd imellem dem og selskabet Solid State, for det er faktisk fordi at Solid State, Arthur og Matthew har dette (Living Sacrifice) tilfælles at albummet genudsendes. For en god ordens skyld kan jeg lige slutte af med at sige, at Living Sacrifices frontmand, Bruce Fitzhugh, dengang producerede albummet, med det dengang helt ukendte band Eso-Charis. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Eterna; Papyrus

Scarlet/Intromental. 2001

Ok, hvad kender vi af brasiliansk musik foruden Soulfly og Sepultura? Ikke ret meget, når jeg tænker over det. Well, Eterna er i hvert fald et band du kan nævne, næste gang nogen spørger dig. Eterna er et vaskeægte heavy metal band af den gamle skole. De har alt hvad der skal til, for at lave en fed heavy skive. De har en gode vokaler, fængende guitar-soli, og teknisk tromme- og basspil. Bandet bevæger sig for det meste henover power metal siden af heavy rocken, hvor de på mange måder ville gøre bands som Helloween stolte. Men i stedet for, at holde en ren speed/power metal maske, så bevæger dig sig også hyppigt over i den mere progressive ende af heavy rocken, hvor deres avancerede kompositioner virkelig kommer til sin ret. Forsangeren lyder dog hele tiden som en power metal sanger, men f.eks. keyboardspillet minder en om bands som Dream Theater og Rush, mens trommespillet til tider mest ligner noget, man ville regne med at høre på en jazzet koncertoptagelse eller fra et støjrock band. Kombinationen af progressiv metal og galopperende power metal-riffs fungerer godt, og er i virkeligheden yders behageligt. Også bandets mere fredelige og stilfærdige side fungerer, hvilket kommer bedst til syne i den Queenryche-lignende ballade ”The War Is Over.” Alt i alt må man sige, at Papyrus er en god og solid debut-plade, fra et af de få sydamerikanske metal bands som vi bliver præcenteret for i Europa. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Eternal Decision; Eternal Desicion

Godfather Records. 1996. 2000.

Eternal Decisions debut album blev oprindeligt udgivet i 1996, og blev dengang, af kritikere, både rost til skyerne og afskrevet som talentløs Metallica kloning. Nu når cd’en endelig er genudsendt, og jeg får mulighed for at høre den for første gang, tror jeg nok, at jeg lægger mig et sted midt i mellem førnævnte punkter. Lad det være sagt med det samme. Der er ikke noget specielt eller fantastisk vedrørende Eternal Decisions tunge og enkle lydunivers. De spiller traditionel metal af den gamle skole, og alt det de laver er hørt før og efter, og endda bedre begge veje, men decideret dårligt eller uinteressant er materialet dog heller ikke. Og om hvorvidt Eternal Decision er Metallica kloner eller ikke, kan jeg kun sige, at det er de ikke, selvom man nogen gange kan høre, at gutterne har hørt ”Ride The Lightning” og ”Master Of Puppets” en enkelt gang for meget (hvis det lader sig gøre? Næppe? – Nå ja, du ved hvad jeg merer), og forsangeren af og til har en tendens til at lyde lidt som James Hetfield. Men decideret kloning? Næh. For fans af traditionsrig gammelskole metal. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Eternal Decision; Ghost In The Machine

Godfather Records. 1999

Eternal Decision er egentlig snart ude med deres tredje album, men indtil da må vi nøjes med dette, deres andet album, som jeg modtog fra Godfather Records for ikke så længe siden. Stilen er lidt ændret i forhold til deres første album, selvom der stadig er en heftig dose Metallica møder Pantera at hente på skivens 12 numre. Der bliver dog kørt lidt på tværs af genrerne, og denne gang bliver det derved ikke kun metal du kan forvente af bandet. Der bliver nemlig skruet lidt ned for brutaliteten på ”Ghost In The Machine”, hvorefter der bliver skruet op for lidt alternativ rock og grunge, som ikke er helt ude at trit med det man hørte fra Alice In Chains for nogle år siden, og som man kan høre fra bands som Godsmack i dag. Men metal er og bliver formegentlig også hvad Eternal Decision handler om. Grungen er kun et af tilsætningsstofferne. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Europe; 1982-1992

Epic Records 1993

Før den første Europe album blev udgivet, spillede bandet faktisk under navnet Force, og fik dengang nogle rigtig dårlige anmeldelser. I 1982 skiftede de navn til Europe, og vandt samme år en undergrunds turnering over 400 andre bands. Året efter udkom deres debut album, som kun fik navnet Europe. Albummet indeholdt hittet Seven Doors Hotel. Der gik kun et år, til Europe var på banen igen med et nyt album - Wings of Tomorrow. Albummet indeholdt klassikere som Dreamer og Open Your Heart. To år efter blev Europe et hit udenfor Sverige med albummet The Final Countdown, som hurtigt blev blandt hard rockens bedst sælgende plader, og med numre som The Final Countdown, Carrie og Rock the Night, havde Europe skabt sig et navn på den internationale rock scene for godt. I 1988 udkom deres fjerde album Out of this World, og tre år senere (1991) udgav de deres karrieres sidste album, som fik navnet Prisoners in Paradise.

 

Pladen 1982-1992 indeholder, som navnet også hentyder til, alle de bedste sange fra Europe’s karriere. Numrene er ikke fordelt jævnt mellem deres udgivelser, men hvorfor skulle de det, da f.eks. The Final Countdown havde flere hits and deres debut? Jeg tror at enhver Europe fan, synes at sang udvalget er godt på denne plade. Alle deres hits er at finde her; Open Your Heart, Dreamer, The Final Countdown, Carrie, Rock the Night, Cherokee, Superstitious, Prisioners in Paradise og I’ll Cry for You. Der er også blevet plads til to numre, som ikke har været udgivet før. Denne plade er et must, hvis man ikke har alle Europe’s gamle skiver. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Eva O; Damnation/ride the madness, 1999

MCM Music/Massacre Records

S10. Producer; Michael Ciravolo & Eric Clayton

For dem der ikke før har hørt om Eva O, var hun i sine unge år med i bandet Christian Death, hvor hun proklamerede sin tro Satan, men for nogle år siden, kom hun til tro på Jesus. Nu har hun så valgt at udgive to cd’er, der stærkt omtaler hendes liv, både som satanist og kristen. Denne cd ”Damnation/ride the madness”, omhandler for det meste den mørke periode i hendes liv, og jeg må indrømme, at hvis jeg bare hørte en sang fra albummet, og ikke viste at hun var kristen, så ville jeg tro at dette var en satanistisk cd. Her kan vi høre hendes tanker fra en tid i mørke, og strofer som ”Those christians are the fools, closeminded too. I pity them”, ”Choose death, no rest, let me see the end. Belial, Leviathan, Lucifer, Satan.”, God is a liar, I am the truth. Eat your fear burning in Hell”, og ”Just meet me in the fire of your flames. You are my slave. I am the Devil come to me,” viser hvor langt ude hun en gang har været, hvilket mange af os overhoved ikke kan forestille os. Ikke før i næst sidste nummer, råber hun til Jesus og beder om hjælp (”I can’t breath, no, no, no, no, stop, I need somebody, some how, help me please….Oh Jesus”), og i sidste sang proklamerer hun glad; ”Jesus is the king of kings, Jesus is the Lord of lords, he will cleanse you from you sin, he will cleanse you with his blood.”

 

Musikalsk ligger Eva O, meget tæt op ad Saviour Machine, og ligesom hos Saviour Machine, må man høre hele cd’en, for overhoved at kunne forstå nogen som helst. Og når vi snakker om solen, så har hun også fået hjælp fra Eric Clayton (sangeren i Saviour Machine) til at producere albummet.. Dette er en hård omgang gotisk rock opera, med lidt darkwave og industrial indblandet, hvilket er en anelse mørkere end Saviour Machine. ”Damnation/Ride the madness” er for dem der synes at en Saviour Machine cd hvert andet år er for lidt. Opfølgeren ”Salvation” skulle være på markedet en gang i år. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Evidence; Truth From A Lie

Wicked Productions. 2001

Der må være virkelig mange mennesker som tror på den melediske heavy metal genre. I hvert kan jeg ikke længere, sætte tal på alle de melodiske heavy og power metal cd’er, jeg får tilsendt, og selvom genren kommercielt ikke fik den genopståen, som både jeg og andre troede den ville få, så lever den stadig i bedste omgående, og tro mig, der er stadig et marked for musik som denne. Hvorfor skulle labels som Century Media ellers tonse bands som disse ud på markedet? Portugisiske Evidence er også et af disse bands som har rødderne velplantet i den melodiske 80’er rock/metal. Evidence er måske ikke lige så hårde, i deres udlægning af den perfekte heavy metal skive, men det vil næppe stoppe fans af melodisk hard rock og heavy metal at stå i kø for at høre Evidence. Evidence har stadig ikke nogen pladekontrakt, og derfor har bandet selv betalt for denne udgivelse. Og det høres selvfølgelig eller hvad? Nej, faktisk ikke, og det ses heller ikke på album-coveret. Hele projektet er rimelig flot gennemarbejdet. Og hvordan i alverden har de haft råd til at arbejde sammen med Mark Bauwens, som jo før har arbejdet sammen med Michael Jackson, Kiss og Prodigy? Portugisiske metalblade har også fået øjnene op for Evidence, og bandet har længe ligget på første pladsen på mainstream radio i Portugal. Men til først og sidst bunder Evidence måske i, at det måske ikke  er nytænkende eller banebrydende musik de laver, men for dem som elsker melodisk hård rock, kommer det næppe til at have den store betydning. Jeg hørt superstjerne i samme genre som Evidence som ikke når Evidence til knæerne. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Exhibition; Mind Explosion

Selvstændig

Exhibition er et metal band fra Grækenland. Ikke fordi at det er så mærkeligt, metalmusikken har rimelig gode vilkår dernede, efter hvad jeg har forstået. Det er bare mere sjældent at man får lov at høre disse bands her i Danmark. ”Og godt det samme”, kunne man fristes til at tænke, i hvert fald hvis standarden skal sættes ved udgivelser som denne. ”Mind Explosion” består af seks numre med old-school thrash-metal som fællesnævner. Hist og her tilsættes noget gammelt Metallica i vokalafdelingen, hvilket bare gør det hele værre. Bandet er nogenlunde velspillende og produktionen er helt ok for en demo at være, men musikken er lidt gammel og nedslidt, og fejler i at slå til på noget som helst tidspunkt. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Extol; Mesmerized

SolidState Records, 1999

Producer; Samuel Durling

Det meget roste norske death/black metal band Extol, er igen ude med en ny cd. Dette er dog ikke deres nye LP. Dette er kun en EP med 6 numre, men dette skulle være godt nok, til at holde Extol fans i gang, til deres næste LP projekt udkommer. Som sagt, er der 6 numre på EP’en, men dette betyder ikke nødvendigvis, at det er nyt materiale talen er om! Nej, der er faktisk kun to nye numre, en sang der var bonus sang på den japanske version af ”Burial”, og 3 industrial remix’er af numre fra ”Burial”. Disse remix er også det mest interessante med denne udgivelse. To af remixene er lavet af Sanctum, mens det sidste er lavet af Raison D’etre (begge indusrial bands fra pladeselskabet Cold Meat Industry). Remixene er naturligvis meget anderledes, end det sædvanlige Extol materiale, hvilket også er meningen, og hvilket også gør denne EP værd at investere i. Men jeg synes dog ikke at der er så meget at gå efter på denne udgivelse. Jeg mener, to sange er ikke så meget at tilbyde fans. Remixene er fede nok, som jeg allerede har sagt, men måske Extol have ventet med dette materiale til de havde 10-12 færdig lavede sange. Det er nemt nok at lave to nye numre, bruge et gammelt bonus nummer, og lade andre lave remixer. ”Mesmerized” får 3 point ud af 5 mulige, men det er ikke så meget Extol der skorer, det er mere Sanctum. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Faith & The Muse; Vera Causa

Metropolis Records. 2001

Det musikalske stortalent William Faith - som i de gode gamle dage var medlem af bands som Christian Death, Shadow Project og Mephisto Waltz - har siden 1993 haft travlt med at hygge om sit nye band, Faith & The Muse. William Faith fylder 50% af dette goth-projekt, mens Monica Richards, bandets sangerinde, fylder den anden halvdel. ”Vera Causa” er bandets nyeste skud på goth-stammen, men det er dog ikke et decideret nyt album talen er om. I stedet er dette en dobbelt-cd, som indeholder meget af det Faith & The Muse har lavet op til dags dato. Der er dog ikke nogle af de originale studie-numre at finde på ”Vera Causa”, men derimod et hav af alternative versioner af deres numre. Der findes masser af live-materiale på skiven. Der er også en pæn portion remix-versioner. Derudover er der også et par akustiske versioner af bandets gamle numre, fire numre som bandet har lavet til diverse kompilations, tre ældgamle demoer, og sidst, men ikke mindst, fem covernumre, hvoraf de mest interessante vel må være ”Running Up That Hill” med Kate Bush, ”Bomeo’s Distress” med Christian Death og ”Hollow Hills” med Bauhaus. Med så mange forskellige typer numre på en og samme udgivelse, er det måske svært at se helheden og måske endda meningen med albummet. Jeg må da også blankt indrømme at der er en anelse for meget rod på ”Vera Causa”, hvilket ikke mindst skyldes en lidt svingende kvalitet af de numre som fremstår. ”Vera Causa” er først og fremmest en udgivelse som burde tiltale fans af bandet, men der skal ikke udelukkes at andre som, ligesom mig, har en svaghed for genren også kan nyde den. Personligt synes jeg, at den er ret god. Man skal bare vide hvornår man skal trykke på skip for at gøre den endnu bedre. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Faithbomb; the American Jesus

Selvstændig, 1998

Producer; Faithbomb

Faithbomb blev I 1998, da de udgav “The American Jesus,” et stort navn i den kristne metal undergrund. Flere blade og tidsskrifter roste bandet til skyerne, og i dag er alle cd’erne som var trykte udsolgte. Frygt dog ikke. Der skal nok komme flere, hvorfor skulle Faithbomb ellers sende mig denne cd til at anmelde. Selvom Faithbomb efterhånden har skabt sig et navn indenfor kristen metal, så har de ikke klaret at få en pladekontrakt, med noget etableret pladeselskab endnu.

 

Teksterne bag ”The American Jesus,” er inspirerede af to samtaler Rob Colwell (sangeren) har haft, med to vidt forskellige personer. Samtalerne var begge to om Gud. Begge mænd var enige om at de ikke troede på Gud, således som det Amerikanske samfund tror på Ham, og at Jesus kun er der, for at Amerikanere skal føle sig godt tilpas, omkring sig selv. Den ene af disse personer har i dag, skiftet mening omkring dette emne.

 

Musikalsk ligger Faithbomb tæt op ad Pantera tidlige 90’er stil. Nogle ville nok synes, at Faithbomb er lidt sent på den, specielt efter at Pantera for længst er kommet videre. Andre ville synes, at Faithbomb holder nogle i live, som ikke burde dø. Hvad du end synes, så er det svært at komme uden om at titel-nummeret på ”The American Jesus” sparker røv. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Falconer; Falconer

Metal Blade/Nordic Metal. Udk. 05-03-2001

Hvis jeg skulle udvælge skive som månedens bedste, så ville der uden tvivl blive Falconer som ville blive valgt. Det er simpelthen den smukkeste plade jeg har hørt i denne måned. Den er godt nok ikke den mest eksperimenterede skive, jeg har hørt til dato, og dette er hørt før i en eller anden form, men den har en utrolig charme, som bedst kommer til syne i bandets forsanger – Mathias Blad – som med sin utrolig kraftfulde stemme, tager Falconer et sted hen hvor kun få heavy metal bands tør drømme om. Matthias Blad siges at være en musicalforsanger, og Falconer har også til tider en musical følelse over sig. Falconer må og skal blive det nyeste power metal stjerneskud, hvis ikke så er der simpelthen ingen retfærdighed at finde på metalscenen i dag. Falconer’s debut udgivelse er godt udarbejdet og utrolig godt gennemtænkt. Hver enkelt lille detalje gør at dette sammenlagt nærmer sig et mesterværk. Alle skaler og guitarharmonier lyder til at være inspirerede fra nordiske kvæder og viser, og faktisk er sidste nummer på skiven en svensk folkevise, hvilket kun underbygger min fornævnte beskrivelse. Hvis du har hørt Per Frost’s version af det færøske kvæde Fuglurin í Fjørðuni (læs; guitarspillet), ved du sikkert hvad jeg snakker om. Hvis ikke - må du helt enkelt købe skiven for høre nærmere. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Falconer; Chapters From A Vale Forlord

Metal Blade/Nordic Metal. 11-03-2002

Kun et år (og en uge) efter udgivelsen af Falconers kritiker roste debut album, udgiver de nu opfølgeren. Det er som bekendt altid svært at skulle leve op til fortidens store værker, og det er det naturligvis også for Falconer, som sidste år udgav årets uden tvivl bedste power metal album. De kommer dog overraskende godt fra opgaven med ”Chapters From A Vale Forlord”, selvom jeg stadig finder debuten en anelse mere attraktiv. Grunden til at jeg alligevel giver ”Chapters From A Vale Forlord” samme karakter som debuten, er at ”Chapters…” rent faktisk er et femtal, mens debuten nærmere sig mere et femtal med en pil op ad, en pil som ikke kan ses på selve karakter skalaen, men må findes imellem linjerne i selve anmeldelsen (hvad sidder du her for, dyk ned i arkivet og find anmeldelsen frem). Det er igen ultra melodiske melodier som overvinder undertegnede, sammen med et ekstraordinært udvalg af folkemusik, og når fløjter og de dybe, nærmest kor lydende vokaler træder ind på scenen, er undertegnede i fantasien på farevej mod Mordor sammen med Frodo og hans følgesvende, forfulgt at alverdens underlige væsener og farer. ”Chapters From A Vale Forlord” tager dig længere end de fleste albums. Jep. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Fatal Smile; Boyond Reality 2000

Selvstændig. 2000

Jeg kan rigtig godt lide denne demo fra svenske Fatal Smile. Der er tre numre af overbevisende og iørefaldende hard rock på Beyond Reality 2000, hvilket gør det ærgerligt, at denne musikstil ikke har toppet hitlisterne siden sidst i 80’er eller først i 90’erne. Alle tre numre ville have hit-potentiale i førnævnte tidsperiode, men det betyder ikke, at vi ikke kan nyde musik som denne ligeså meget i dag. Alle instrumenter samt lead og baggrunds-vokalerne, står stærkt i det samlede helhedsindtryk. Hvis Fatal Smile holder på det her, på deres opkommende skive i fuld længde, så får de i det mindste min opmærksomhed. Bandet fortæller mig, at en mulig pladekontrakt er i sigte, og det undrer mig absolut ikke, selvom musik som denne ikke sælger millioner længere. Godt gået drenge. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Fates Warning; Disconnected

Metal Blade. 2000

Det er godt nok flere måneder siden Fates Warnings’ Disconnected udkom, men jeg har bare ikke fået skiven før nu, og derfor en lidt forsinket anmeldelse. Fatas Warning var sammen med Queenrycke med helt fra starten, da progressiv metal begyndte at røre på sig, og de spiller stadigvæk – nu mange år senere. Er Fates Warning så stadig et band med hjertet på det rigtige sted? Tja, idéerne er der stadig, og det er energien også. Ja, jeg ville sige, at de stadig har hjertet på det rigtige sted. Melodierne er stærkere end hos de fleste, ligeledes er de episke og harmoniske kompositioner. Der er måske ikke den største avancerede nature over Fates Warning, men da man tænker på bands som Dream Theater, og hvor uendelig avancerede de er, så er det måske godt at Fates Warning ikke er det. Deres nuværende stil klæder dem. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Few Left Standing; Wormwood

Solid State Records. 26-02-2002

Hmm, lyder meget kendt ikke? Og ganske rigtigt, Few Left Standings ”Wormwood” er blevet anmeldt på disse sider før, nemlig da den oprindeligt blev udgivet af Takehold Records for ikke så mange måneder siden. Og derfor vil jeg ikke bruge tid og kræfter på at fortælle noget om selve musikken. Den kan i læse om, i den første anmeldelse. Derimod vil jeg bare gøre opmærksom på, at den eksisterer. Eller det vil den tidligt næste år, når Solid State Records genudgiver den. Hvorfor man allerede nu vælger at genudgive albummet, har jeg ikke fået noget at vide om, men det må da have noget at gøre med, at Solid State vil få skiven ud til et bredere publikum. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Figure Four/Point Of Recognition; Split EP

Facedown Records. 2001

I USA har det været rigtig populært blandt hardcore selskaberne, at udgive split ep’er med to numre fra to forskellige bands som er ved at være pladeaktuelle. Solid State har brugt det meget, Steadfast har også lavet nogle, og nu sidder jeg også med en lignende split ep fra Facedown Records. Cd’en indeholder fire numre. To fra Figure Fours opkommende udgivelse, og to fra Point Of Regognition som allerede er udkommet. Begge bands byder lytteren på hård og kontant hardcore som aldrig giver lytteren en mulighed for at slappe af. Det går hurtigt, og før man ved det er skiven slut, og man når aldrig at på en følelse af hvad der er sket i disse 12-15 minutter. Man får fornemmelsen af, at hverken Figure Four eller Point Of Recognition er bands man kan forstå på kun to numre. Så jeg foreslår, at man køber albummerne. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Finsternis; Phantom Carrack/Sea of Blood

Selvstændig

Det er ikke hver dag, at man får at vide, at man er den første anmelder overhoved, der får lov at høre et bands promomateriale. Men det forsikrer Texas bandet Finsternis mig, at jeg er. Men det er næppe samme følelse jeg nu sidder med, som den, dem der er de første til at høre nye Metallica eller Slayer indspilninger, langt før de udkommer, har. Jo vist, Texas drengene - og pigen – gør det ganske godt på disse to halvlange numre, og selvom der ganske vist ikke er noget der kunne forberede en på et par minutter af jazzet polkametal, eller omvendt, i et af numrene – ikke engang bandmedlemmernes meget forskellige inspirationer som Mozart, Dire Straits, Dimmu Borgir og Bathory – så har bandet ikke helt fat i den opskrift, jeg umiddelbart troede, efter at have læst anmeldelser af den tidligere demo ”Eine Finster Nachtmusik”. Begge numre er forholdsvis varierede og skifter ret godt imellem atmosfærisk black metal med klassiske undertoner og brutal dødsmetal, men alligevel sidder man med følelsen af, at bandet ikke signer til Metal Blade eller andre ligesindede selskaber foreløbig. ”Phamtom Carrack” og ”Sea Of Blood” er begge numre, som udkommer på den kommende Finsternis fuldlængde engang i nærmeste fremtid. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Fireball Ministry; FMEP

Small Stone Records. 2001

Fireball Ministry er endnu et stener rock band i den voksende mængde. Deres ep ”FMEP” indeholder dog ikke mere end fem nye studienumre, hvoraf hele to er coverversioner af henholdsvis Alice Cooper og Judas Priest sange. Der er også tre bonusnumre lagt oveni, for at lytteren skal have noget ekstra at tygge på. De tre bonusnumre er, ligesom track 4 og 5, alle coverversioner. Disse er dog gamle optagelser, som før er udgivet på diverse tribute albums (Blue Cheer, The Misfits og Aerosmith). Og netop det faktum, at bandets medlemmer ikke selv har skrevet flere end tre af skivens otte numre, er grund til uro. Man spørger naturligvis sig selv, om bandet overhoved er i stand til at skrive sine egne numre. På den anden side, er der intet galt med de tre numre, de nu rent faktisk har skrevet. Er man til en omgang doven stener rock a la Astroquuen, så er Fireball Ministry også et forsøg værd. Personligt synes jeg at Fireball Ministrys sange lidt nemmere at falde for end  Astroqueens sange, men alligevel rækker det ikke til mere end tre smilehoveder. Sangene er nemlig for almindelige, og desuden kunne vi som sagt bruge lidt mere eget materiale og lidt færre kopinumre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Firewind; Between Heaven And Hell

Massacre Records/Nordic Metal. 24-06-2002

 

Freedom Call; Eternity

SPV/Nordic Metal. 03-06-2002

 

Angra; Hunters And Prey

SPV/Nordic Metal. Juni-2002

 

Året 2002 er mere end halvvejs, og der udsendes stadig melodiske metalskiver i stride strømme. Nogle er gode, andre er ikke. Og det er i sidstnævnte kategori, at vi finder det amerikanske band Firewind. Bandet er frontet af talentfulde græske guitarist Gus G, der ikke for længe siden på bedste vis bevidste sin formåen på Dream Evils debutalbum. Uheldigvis er den 21 årige guitartroldmand og hans følgesvende ikke kommet frem til en opskrift der smager i nærheden af det Dream Evil forleden præsterede. Sangene er kedelige, ensformige og uden sjæl. (JJ----)

 

I modsætning til Firewinds “Between Heaven And Hell” der er havnet i den kedeligere melodiske metal kategori, så er Freedom Call absolut et band der havner i den bedre kategori med udgivelsen af “Eternity.” Deres sange er ligesom på de to foregående albums noget af det fineste der findes indenfor melodisk heavy metal. Fede soli, fyldig bas, kraftfyldt trommespil og nogle af genrens fedeste vokaler. Og så skidt med, at Freedom Call også lader en eller to fyldere bane sig vej ind på albummet, for resten af materialet leverer altså varen, og genren byder ikke hver dag på bedre end “Flame In The Night.” (JJJJ--)

 

... Og i samme kategori som Freedom Call finder man også brasilianske Angra, der sidste år udgav et af årets bedste metalalbums i form af “Rebirth” efter at have fået tre nye medlemmer i line-upp’en. “Hunters And Prey” er ikke Angras nye album, men derimod et mini-album, der skal holde gryden i kog, indtil vi igen får en fuldlængde fra bandet fra verdens bedste fodboldnation.  Der er otte skæringer på albummet, plus videoen af nummeret “Rebirth.” “Hunters And Prey” er ikke så helstøbt som “Rebirth” var, i det den virker mere rodet, men alligevel står alle numrene distancen som gode sange, om end selve skiven ikke i samme format gør det som et mini-album. Seks af numrene er i den typiske Angra-stil, og af disse er et sunget på portugisisk. Talen er om “Caca E Cacador” der også forekommer på engelsk under navnet “Hunters And Prey.” Udover førnævnte numre er også to akustiske sange på albummet. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Five Horse Johnson; The No. 6 Dance

Small Stone Records. 2001

Mere stener rock fra Small Stone Records, men i modsætning til så mange andre stener bands, så er Five Horse Johnson ikke reducerede til minimale 2-3 akkords Black Sabbath wanna-be’s, med lyd-kapacitet som kunne stamme fra første verdenskrig. Five Horse Johnson har nemlig valgt at krydre deres nedstemmede guitarer med andet end ren og skær garagerock, og efter et par gennemlytninger af ”The No. 6 Dance” viser det sig, at det betaler sig for gruppen. Udover de stenede guitarriffs er der også masser af biker og bluesattitude på albummet - både i form af rygende mundharper og svingende bluesguitar… Og minsandten om der ikke bliver plads til en smule gammeldags rock n’ roll guitar hist og pist. Dette er dog stener rock med stort S, og det bliver det ikke mindre af når man tænker på, at musikken både er sløvt syret, yderst doven og nedtunet, men det er dog med betydeligt mere fokus og variation at Five Horse Johnson lægger stener rocken for dagen. Dette er musik som medlemmerne af Hell’s Angels hører klokken halvfire om morgenen efter en flaske whisky, 20 bajere og dobbelt så mange smøger, samtidig med at de pisser på hinandens læderjakker og smører hinandens overkroppe ind i fedtet gearolie. Syret stener blues. Totalt i orden musiksmag. (JJJJ--)   Hans Jákup Eiðisgarð

 

Fleshcrawl; Soulskinner

Metal Blade/Nordic Metal. 2001

Jeg har allerede læst positive anmeldelser af dette death metal album, men jeg må indrømme, at jeg bestemt ikke bærer samme iver at fortælle verden hvor fedt et band Fleshcrawl er. For det første er lyden langt under standard for et Metal Blade album. For det andet så har bandet ikke ret mange interessante in-puts på skiven. Der er et par dræbende tunge riffs som sidder plet hist og her, men ellers er det ret fattigt med holdbart materiale. Vil man gerne have et death metal album, som lyder nøjagtigt som alt andet death metal derude, så er ”SoulSkinner” ikke nogen dårlig løsning. Min ikke death metal elskende kone var derimod ikke ret begejstret for ”Soulskinner”. Ja, så nede over den var hun, da jeg gav hende høretelefonerne på, at hun påstod at der var en ridse i cd’en. Vi må tilgive hende hendes manglende viden omkring death metal, men hun har dog ret i at Fleshcrawl er kedelige og ekstremt forudsigelige. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Fleshless; Nice To Eat You

Obscure Productions. 2001

Dette er ikke den slags skiver man giver sin bedstemor i fødselsdags eller julegave. Dette er nok ikke engang den slags skiver, man tør at ønske sig af sin bedstemor, hverken til jul eller til ens fødselsdag. I hvert fald ikke hvis man ønsker, at bedstemor stadig skal synes, at man er en sød/pæn lille dreng/pige. Der er nemlig ikke noget sødt eller pænt vedrørende dette album, men derimod det stik modsatte. Egentlig er jeg lidt irriteret over, at der endelig skal være så mange syge ting præcenteret igennem den hårde musik. Jeg kan faktisk ikke forstå, hvor det absolut skal være sådan. Fleshless præsenterer også ting, som jeg personligt har svært ved at stå inde for. Godt nok er det kun et billede det drejer sig om, men det er, efter min mening, lidt sygeligt, at kalde et album ”Nice To Eat You” og så have et billede at et lille barn, serveringsklart på et sølvfad, på bagsiden af albumcoveret. Nå, men vi skal videre til musikken, som faktisk er noget af det mest voldsomme, der er kommet for mine ører her på det sidste. Grindecore og death metal med masser af fart på kommer på dagsordenen på ”Nice To Eat You”, men uheldigvis mister man interessen lidt sådan ca. halvvejs igennem skiven, selvom den til at begynde med, til tider, kan være ret så interessant. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Floodland; Ocean Of The Lost

W.A.B. 2001

Ok, nu tror jeg, at jeg har regent Wait and Bleed Records ud. I hvert fald har alle tre af selskabets udgivelser jeg indtil videre har hørt, været gotiske metalplader. Jack Frosts og Autumn Clans nyeste albums var interessante og gode metalalbums at høre på, men desværre kan man ikke sige det samme om Floodlands nyeste udspil ”Ocean Of The Lost”, der er langtrukkent og ekstremt kedeligt nærmest hele vejen igennem, og især de depressivt melankolske David Bowie-lydende vokaler bliver trættende i længden. Der er ikke megen variation i musikken, men imod slutningen er Floodland så ”originale” og ”opfindsomme”, at de vælger at puste lidt i en saxofon. Velbekomme (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Flotsam & Jetsam; My God

Metal Blade/Nordic Metal. 2001

Hvis du tror, at det var første gang, at Jason Newstead forlod et succesfuldt band, nu da han for nylig forlod Metallica, så må du tro om igen. Jason var nemlig medlem af Flotsam & Jetsam i 1986, da bandet udgav deres første album, lige inden han skiftede over til Metallica, verdens måske mest succesfulde metalband nogensinde. Kommercielt kan Flotsam & Jetsam ikke handle op med de millionvis plader Metallica har solgt igennem årene, men de er i virkeligheden ikke så helt ringe, selv når det gælder pladesalg. Bandet har nemlig på verdensplan solgt over en million plader af deres syv første album. Nu er deres ottende album ”My God” på vej, og bandet mestrer stadigvæk at kombinere den benhårde trahsh-metal med den gode melodi. I bund og grund må man sige, at Flotsam & Jetsam er et thrash-metal band med stærke indflydelser fra 80’er metallen og storslåede power metal melodier. ”My God” er en af de bedre metaludgivelser Metal Blade har stået for det sidste stykke tid, og måske et af Flotsam & Jetsams bedste i nogle år. Fans af Antithesis gør klogt i at udforske Flotsam & Jetsams lydunivers lidt nærmere. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

The Flower Kings; The Rainmaker

InsideOut/Nordic Metal. 2001

Både Ronnie Stolt og Jonas Reingold må siges at have ret travlt med at udgive musik i disse dage. Ronnie både i The Flower Kings og sideprojektet Transatlantic, og Jonas i The Flower Kings og Midnight Sun. Det at to af bandets medlemmer har andet at tænke på end netop at skrive sange for blomster kongerne, ser dog ikke ud til at belaste bandet noget særligt. Bandet tælles stadig blandt den klassiske rocks mest avancerede og komplekse bands, og med over 13 minutters lange numre med de mest fusionsinspirerede kompositioner på denne side af prog. rocken, beviser bandet at de ikke er bange for at tage den lange og mindre rejste vej. Det er dog svært at komme uden om, at den almindelige lytter – som mig – kan have problemer med at holde tråden. Sagt på den korte måde, er ”The Rainmaker” er et fantastisk godt udført album både produktionsmæssigt og rent spillemæssigt, men efter en halv time bliver det altså lidt kedeligt at høre på. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Flower Kings; Unfold The Future (2CD)

InsideOut/Nordic Metal. 2002

Efter en længere række solo og sideprojekter, samt et eget album så sent som sidste år, er The Flower Kings igen med et nyt album, der indeholder over to timers musik. Talen er derfor naturligvis om et dobbeltalbum. Efter at have hørt ”Unfold The Future, har jeg det, lidt ligesom jeg havde det, efter at have hørt sidste års ”The Rainmaker.” Men lad mig først sige, at der næppe findes et mere idérigt og velspillende prog. rock i dag end The Flower Kings. Hvad det angår, så har prog. rocken ikke set magen siden Yes, King Crimson og Genesis, alle for mange år siden, havde deres storhedstid. For undertegnede kan det dog være en stor mundfuld at svælge på engang. For stor faktisk – og så især når musikken bliver ved i over to timer. Der er helt klart øjeblikke, hvor ord ikke kan beskrive min undren, men mindst ligeså tit sidder man med følelsen af, at tingene ingen ende ser ud til at tage. The Flower Kings og deres nyeste udspil ”Unfold The Future”, er derfor for den udholdende prog. rock fan, der ikke har noget imod at bo et sted, hvor jazz og rock i harmoni lever under samme tag. Eller en prog. rock fan der intet har imod at smide penge i en jukebox, der hips om haps spiller Miles Davis og Pink Floyd. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Flowing Tears; Serpentine

Century Media/Nordic Metal. 21-01-2002

Det store kommercielle gennembrud, som flere rockanmeldere spåede den romantiske og poppede del af goth-rock scenen kom aldrig, på trods af udmærkede udgivelser fra Lacuna Coil, The Gathering og Katatonia. Men måske er det sidste ord i denne sag ikke blevet sagt endnu, for der må da være et eller andet, en eller anden, eller, øh, noget, der skal afløse nu-metal genren på et tidspunkt, ligesom nu-metal afløste swing, ska, og hvad ved jeg i sin tid. Og hvis goth-rocken virkelig slår igennem, så bliver der vist andre end HIM som kommer at tjene penge, deriblandt muligvis også Flowing Tears. I hvert fald har Flowing Tears her med sit andet album skabt noget af det smukkeste stykke goth-rock hørt længe. Helt siden Lacuna Coils sidste album faktisk. Ja, albummet har faktisk alt det som gør et Lacuna Coil album så iørefaldende og dejligt, deriblandt gode melodier, fængende omkvæder og dejlige vokaler leveret af en kvinde. Der udbydes fængende hooks og riffs i læssevis, og hittene vil ingen ende tage her på ”Serpentine”, og er dette det du leder efter i et album, så lover jeg, at ”Serpentine” ikke vil være spild af penge. Det er måske usandsynligt at tro, at vi hører Flowing Tears på MTV i den nærmeste fremtid, med mindre det jeg kom ind på i starten af anmeldelsen sker, men det kunne sagtens have gjort sit til for at lave et program som f.eks. ”Superrock” til et endnu mere interessant program. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Folkstorm; For The Love Of Hate

Cold Meat Industry. 2002

Glem alle dine gamle idéer af hvad musik er, for Folkstorm er her for at teste din tålmodighed. Du har aldrig hørt musik helt som det her før, medmindre du i forvejen er en stor fan af industrial-genren. Glem alt om guitar, bas, keyboards, violiner, celloer, trommer osv. Glem også alt om det der synthesizer stads, du normalt hører på det lokale diskotek. Glem alt om sang, rap, growl eller skrig, for intet af dette forekommer på ”For The Love Of Hate”, eller i hvert fald kun i minimale doser. Jeg hørte godt nok lidt krigstrommer på et enkelt nummer, lidt svensk vise og kor sang på to andre, men for resten af albummet, var der ikke andet end lavt summende lyde, maskinelle larmeffekter, og en mand der snakker med sig selv, som var han skizofren. Det kaldes industrial, og det er den ægte vare, i dens oprindelige tilstand, hvilket vil sige, at der ikke er tilsat dansevenlige beats eller nu-metal riffs - kun larm i ordets sande forstand. Har du lyst til at sætte din tålmodighed på en prøve? Ja? Ja, hvorfor ikke, det værste der kan ske, er at du ender på en galeanstalt. Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Forgotten Tales; The Promise

Selvstændig

Med bandmedlemmer der er uddannede på klassisk og jazz konservatorium, kommer det ikke som noget overraskelse, at Forgotten Tales med ”The Promise” har produceret et teknisk og velspillet album. Overraskelsen ligger dog snarere i, at forsangeren faktisk er en kvinde, hvilket er ret sjældent – men hey, der er i det mindste også Edenbridge. Stilmæssigt lægger Forgotten Tales sig mest op ad bands som Helloween, Gamma Ray, Human Fortress osv., men underligt minder vokalerne mest om 80’ernes gule og sortklædte pop-metal dukke i Stryper, Michael Sweet. Mit gæt er, at Forgotten Tales ikke forbliver usignede ret meget længere. I hvert fald er deres album, ”The Promise”, et bedre album, end ca. halvdelen – eller måske endda mere – af de power metal albums der udkommer fra de store pladeselskaber. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Forlorn Legacy; Dead Man’s Fear

Selvstændig. 2001

Der er ikke meget nyt under solen på denne udgivelse. Ikke andet end at dette er Kroatisk dødsmetal, hvilket er noget jeg ikke hører ret ofte. Der er seks numre på denne demo-ep, som – hvis jeg har forstået det rigtigt – er den nyeste ud af en serie på fire. Dette er en meget traditionstro dødsmetal skive, som dog er rimelig velspillet, og udover dødsgrowls- og riffs er der til tider også plads til nogle hurtige melodiske soli og ren sang. Men i sin helhed formår Forlorn Legacy ikke at komme med et bud på noget nyt og originalt på ”Dead Man’s Fear”. Der er længere og længere imellem mesterværkerne i denne genre, og Forlorn Legacy følger udviklingen - eller manglen på samme -  med endnu en tam og almindelig skive. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Forsaken; Manifest Of Hate

Century Media/Nordic Metal. 2001

Mens Tyskland er landet hvor heavy metal måske trives bedst, så er Sverige helt klart et af de lande hvor death metal genren har liv og gode dage, og mange af genrens førende bands i dag er også svenske. Der hvor mange bands verden over er kedelige, og kører i den samme gamle og halvslidte rille, er mange svenske bands nyskabende og inspirerende, med deres ofte meget tekniske form for death metal. The Forsaken er også et af de mange svenske death metal bands, som i den senere tid er ved at komme op til overfladen. I hvert fald har Century Media set potentiale i drengene, og givet dem en pladekontrakt. The Forsaken passer meget fint til før omtalte beskrivelse af svenske døds metal, i det at deres spil, teknisk set, ofte er på et højt niveau. Men The Forsaken er ikke ligeså nyskabende og forfriskende som samtlige andre bands, jeg kan komme i tanker om, og for mig gør det, at Manifest Of Hate ikke når de højder, man kunne håbe på, selvom der helt klart er godt materiale at finde på pladen. Kort sagt; Hvis man er til death metal, så vil der helt sikkert ikke være meget at klage over her, men der vil heller ikke være alverdens jubel efter en gennemlytning af Manifest Of Hate. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Fozzy; Happenstance

SPV/Nordic Metal. July 2002

Amerikanske Fozzys biografi lyder mere som en ny Spinal Tap end som en biografi. Bandet påstår nemlig, at de i 1980 skrev under på en kontrakt med et japansk pladeselskab uden overhoved at have gennemlæst den. Kontrakten var på 20 lange år, og det var mangel på markedsføring der gjorde, at bandet de næste 20 år befandt sig i Japan uden succes. Deres demoer blev naturligvis tyvstjålet af bands som Jadas Priest, Iron Maiden og Motley Crue, og derfor er Fozzy nu vendt tilbage for at tage tilbage det som dengang blev stjålet fra dem, men hvorfor står der så i pressematerialet, at de også spiller covermateriale (bl.a. Accepts “Balls Through The Wall”)? Var det hele da ikke stjålet fra dem? Hmm. Bandet er frontet af wrestleren Chris Jericho, der her går under navnet Moongoose McQueen, og får hjælp af bl.a. tidligere Stuck Mojo medlemmer. Biografien er naturligvis en anelse tåbelig, om end ret sjov, men den hjælper ikke på, at Fozzy er en parodi på alt det der skete i 80’erne - puddelhårs metal og det hele. Men de er en god parodi, og det skal siges, at bag den fjollede biografi gemmer sig en samling gode sange, der alle er velspillede og iørefaldende, hvis man er til den slags. Og coverversionen af “Balls Through The Wall” sparker røv, selvom jeg aldrig forstod, hvorfor der endelig skulle være et “man” i enden af sætningen, når Accept for anden gang i omkvædet sang linjen “balls through the wall”, og jeg forstår det endnu mindre nu når Fozzy synger det. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

Freund Hein, Subversive revolution

Doing! Records. 2002

Freund Hein er et teknisk velspillende band fra Østrig, der har en underlig forkærlighed til hård metalmusik, samt klassisk klaverspil og kabaretmusik, og det får undertegnede med det samme at drage sammenligninger med Tourniquets 1993 album ”Pathogenic Ocular Dissonance”, der uden tvivl er et af de bedste teknisk metal albums nogensinde. Og kan Freund Hein handle op med det? Næ, faktisk ikke, men på den anden side er der kun få det kan. Freund Hein lyder som et vel sammentømret band, der formår at kombinere dødsgrowls med spøjse klaverstykker og få dem til at fungere, uden at det hele bliver kørt op i en spids. Alligevel mangler Freund Hein lidt af den kolossale energi Tourniquet udslap på ”Pathogenic Ocular Dissonance”. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Frontline Assembly; Everything Must Perish (Single)

Metropolis Records. 2001

Så er der igen nyt materiale i vente fra industrial troldmændene i Frontline Assembly, men inden det faktiske album udkommer, udsendes denne single, ”Everything Must Perish”, for ligesom at bryde isen. Tre skæringer findes på singlen, hvoraf to af dem er nummeret ”Everything Must Perish”. Den ene er naturligvis i originaludgaven, mens den anden er specielt skåret til radioforbrug. Som altid er der talen om eksperimenterende og mørk industrial musik, som med det samme placerer bandet hvor de altid er i disse sammenhænge, nemlig på frontlinjen. Det sidste nummer er et mere tilbagelænet nummer, som er bygger over nogle dansevenlige beats og operavokaler, hvilket minder lidt om det Sissel Kirkjebø og Warren G lavede sammen for nogle år siden, uden dog at være helt det samme. ”Providence”, som nummeret hedder, er bare mere udfordrende og specielt, og endnu mere atmosfærisk og smukt. Jeg håber sandelig, at jeg får muligheden for at høre albummet når det udkommer, fordi jeg har allerede haft stor glæde af denne teaser-single. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Frontline Assembly; Epitaph

Metropolis Records. 2001

Industrial troldmændene i Frontline Assembly er tilbage. Deres single ”Everything Must Perish” blev anmeldt på disse sider for et stykke tid siden, og i som læste anmeldelsen har nok fundet ud af, at jeg er ret vild med dette band, som engang talte en mand som Devin Townsend i line-up’en. Pudsigt nok, var jeg dog lidt mere begejstret for førnævnte single, end jeg egentlig er for hele albummet, og netop dette sker meget sjældent for mig. Normalt er jeg mere af en album-type person end en single-type, men i dette tilfælde vil singlen nok komme på dagsordenen lidt oftere end hele albumet. Men at ”Epitaph” er et godt album, skal der ikke herske nogen tvivl om. For mig vækker det minder, i det at albummet minder mig meget om første gang, jeg blev introduceret for mørk, elektronisk industrial klang som denne først i 90’erne. Det minder mig også om det nu afdøde band Mortal, som for mig, til enhver tid vil være det vigtigste industrial band. Albummet er mørkt, det er elektronisk og - ja – larmende med dets hårde metalriffs, men som sagt, jeg dyrkede den mere lyse og dansevenlig stemning på singlen ”Everything Must Perish” endnu mere, ikke mindst på grund af en fed b-side. Men et album som ”Epitaph” vil til enhver tid fryde fans af elektronisk og tung musik. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Fury; Stigmatised

Selvstændig. 2000

Det er ikke hver dag, man får en nådesløs og hård metal cd tilsendt helt fra Australien. Det sker dog engang i mellem, og Stigmatised – Fury’s anden udgivelse – kom med posten i dag. Ja, i dag. Stigmatised er en 4-sangs EP, hvilket nok forklarer hvordan det kan være at anmeldelsen allerede er færdig. Jeg har allerede gennemhørt cd’en 6-7 gange, og finder den at være bedre og bedre for hver gang. Fury’s stil er lige på, rå, tonstung, og benhård thrash metal, med guitarriffs som både får en at tænke på bands som Pantera og samtidig på bands som Testament og Metallica (gammelt materiale selvfølgelig). Og for at give læseren en følelse af hvordan vokalerne lyder, kan jeg sige, at Mick O’Neil har meget tilfælles med forsangeren i Testament. Alle fire numre på Stigmatised, er numre som smager af mere, og det er egentligt ret trist, at der ikke er flere numre hvor disse kom fra. På den måde kunne vi faktisk have fundet ud af, om Fury virkelig er gode thrash’ere, og om de har evner til noget mere, eller om de kun havde heldet med sig denne gang, og aldrig laver materiale som dette igen. Hvad det så end bliver til senere hen, så er en ting sikker, Stigmatised er kvalitets metal, og hvis du ikke er en af dem som siger nej tak, når du ser et This-cd-contains-explicit-lyrics-which-may-offend-skilt, så kunne denne plade måske gå hen og gøre noget for dig. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Fury; Slavekind

Selvstændig. 2001

Jeg var både overrasket og imponeret over denne australske gruppes andet udspil - ep’en ”Stigmatised” – der thrasede hårdt og nådeløst henover nogle Testament møder Metallica riffs, og opskriften er sådan set den samme på bandets nyeste udspil  ”Slavekind”. Denne gang er der blevet plads til lidt flere numre, hvilket var en ting undertegnede kritiserede lidt vedrørende forgængeren, siden fire på det tidspunkt kun virkede som en appetitvækker. Men selvom gruppen egentlig er blevet mere sammenspillet og velspillede med tiden, så har deres musik ikke samme effekt på mig denne gang. Måske har det dog noget at gøre med, at gruppen ikke har lavet noget nyt på ”Slavekind” i forhold til ”Stigmatised”, for lad os se det i øjnene, uanset hvordan man vender og drejer det, så findes der på et tidspunkt ikke flere riffs af Testament og Metallica skolen, der ikke allerede lyder bekendt. Velspillet men uden nogen form for videreudvikling. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð