Aqua; Aquarius

Universal. 2000

Længe var de om det; den norske pige, og de tre danske drenge, som tilsammen er Aqua. Efter en længere ventetid, har de nu endelig lavet en nyt album. Og navnet er så godt gennemtænkt som Aquarius (den første hed Aquarium). Der er ikke fordi, at musikken er så forfærdelig lig deres debut, at denne fik navnet Aquarius. Nej, stilen er ikke helt den samme. Ok, her er stadig lidt tegnefilms pop, men det er også blevet til mere end det denne gang. Man finder bl.a. latin-pop rytmer i enkelte numre, og Abba inspiration i andre (lyt til omkvædet i næste skæring), og også nogle mere fredelige numre, som ligger noget udenfor det, vi før kendte som Aqua. Det er dog næppe noget mesterværk, Aqua har præsenteret os for denne gang, men Aquarius kan i hvert fald holde humøret oppe, i de minutter den varer. Det er især Lenes’ bløde og sukkersøde stemme som har effekt, og som hjælper til at gøre Aquarius til en bedre cd end man havde ventet. Det er bare synd at man samtidig også skal høre på Rene’s lorte vokaler. Sammenlagt er dette er god opfølger til Aquarium, med dets glade og humørfyldte numre. Advarsel: Der kan danses til Aquarius. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

BK & Associates; BK & Associates

Uprok Records. 07-05-2002

Her kommer svaret på de bønner, de Past and Present læsere, der har brug for lidt afveksling fra de ekstreme musikgenrer, har bedt. BK & Associates er nemlig alt andet end ekstreme. Ja, selv for hip hop og rap, er de i den sødere ende af skalaen. Normalt ville det betyde at det var en alt for R&B-lydende cocktail, eller som noget P. Diddy kunne finde på at udgive. Og det ville være en skam, ikke? Heldigvis gør BK & Associates ikke alt for meget af noget af ovenstående. De leverer blot simple, søde og velfungerende hip hop sange, uden at skulle lyde cool, hip, eller hvad ved jeg. De gør det godt, og især de bløde guitarlinier der ofte introducerer numrene lyder som balsam i undertegnedes ører. Alt i alt et album som står ret godt i hip hop sammenhæng, og hvem ved, måske det endda kan rykke noget hos Past and Presents mere rockorienterende publikum. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Bomfunk mc’s: In stereo

Sony Music Entertainment 1999

Bomfunk mc’s er noget så sjældent som et dance band fra Finland, og jeg tror ikke at noget finsk band før har haft så stor succes, som Bomfunk mc’s havde med singlen Freestyler. Freestyler er også helt klart albummets bedste nummer, men der er også andre numre som godt kan tåle airplay. Især Rock rocking tha spot som er et fedt dance nummer, med skrigende høje overtone rock-guitarer. Bomfunk mc’s er ikke ligesom alle de andre dance bands. Der er ikke noget sukkersødt euro-dance over dem. De kombinerer techno med hip hop og rap, samt reggae og en smule synth-pop, mens der flyder en masse break-beats, scratches og beeps & bleeps i lydbilledet. En smule rodet måske, men ikke desto mindre effektivt når det virker. Vi kunne alle lide Freestyler, og derfor er det nu Bomfunk mc’s største udfordring, at bevise at de er og kan noget. Eller om de bliver endnu et one-hit-wonder, som så mange techno kunstnere desværre er og bliver. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

BPN; Beats Per Minute (JJJ---)

Root Records. 1999

 

BPN; Ambidextrous (JJJ---)

Rescue Records/Root Records. 2001

 

Dj Skillspinz; Reintroduction Of The DJ (JJJ---)

Rescue Records/Root Records. 2000

 

Phonectic Composition; PC Tools (JJJJ--)

Rescue Records/Root Records. 2000

 

Der er måske længe imellem hip hop og rap anmeldelserne på disse sider, og det er jeg i virkeligheden ked af, fordi jeg kan til en vis grad godt lige både hip hop og rap musik. Og endelig har et pladeselskab sendt mig en række hip hop skiver, så at jeg kan underholde jer kære læsere.

 

Den første skive er med rapperen og dj’eren BPN (kort for Beats Per Minute). Før han selv besluttede sig for at starte sin hip hop karriere, var han danser for Vanilla Ice, som engang var et hot-shot på rap-scenen, men som i dag nærmest må være glemt. På disse Vanilla Ice tournéer har BPN mødt en del stjerner, og siden har hans mission med sin hip hop og rap karriere, været at prøve at formidle det kristne budskab til disse stjerner og berømtheder, idet at han synes at have lagt mærke til, at de har en tomhed i deres liv. Når en kunstner kalder sig for Beats Per Minute, så må man som lytter vel godt gå udfra, at det er hurtig rapmusik, hvor der er en del beats om minuttet. Men i virkeligheden er BPN’s lydunivers ret tilbagelænet og langsomt. Med dette siger jeg dog ikke, at det er kedeligt, men jeg kunne godt bruge lidt mere power ind i mellem. Men at BPN er en kompetent rapper skal der ikke herske nogen som helst tvivl. Udover langsomme trommebeats, perkussion og bas, er der mest jazzede keyboard og lydflader, samt søde baggrundsvokaler der udgør rapperens tilbagelænede lydunivers. Der er ikke de store ændringer lavede fra det første BPN’s første album udkom i 1999, og til nu hvor det næste netop er udkommet. BPN’s lydunivers er måske blevet endnu mere jazzet, og der er lidt flere scratches, men der er stadig dovne og tilbagelænede hip hop beats, og ord nemme rapvokaler der er i højsædet.

 

DJ Skillspinz’ lydunivers er ligesom BPN’s ret langsomt og tilbagelænet, ja næsten dovent til tider. Men alligevel er det ret anderledes. Der bliver gjort brug af en masse scratches, nogle break beats og en del rimende udsagn. Men hvor BPN’s albums er deciderede hip hop studiealbums, så lyder ”Reintroduction Of The DJ” mere som en live dj-aften, med introer, snak før og efter numre, og man hører endda publikummet i baggrunden. Og derudover er der masser af gæster på skiven, så som Big D, The Fisherman, Vessels og DJ Deftone. Skiven fungerer ret godt, men den bliver en anelse kedsommelig i længden.

 

Stilmæssigt er Phonetic Composition ikke så vildt anderledes fra BPN og DJ Skillspinz, men der er dog visse ting som gør dem lidt mere interessante. Til at begynde med er deres numre meget nemmere at falde for. Desuden er de heller ikke så tilbagelænede og sløve i det. Her er det ren og skær hip hop og rap det drejer sig om, og ikke så mange jazzede lydflader som hos ovennævnte. Men derimod er der gammeldags kvartet-gospel inspirationer hist og her, og lidt Moby inspirationer i de numre, hvor rapvokalerne sættes i baggrunden (dette sker kun i kortere øjeblikke ad gangen), og hvor rene vokaler tages i brug. Numre som ”PC Tools”, ”Stationary Sanctuary” og ”Word Perfect” er oplagte hits og yderst behagelige rapnumre. Hvis der kun er plads for en hip hop skive i din samling i denne måned, og du har besluttet dig for, at det skal være en af disse, så anbefaler jeg stærkt at det bliver ”PC Tools”. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Freddie Bruno; The Ballpoint Composer

Uprok Records. 23-04-2002

Den her kom som en overraskelse. Jeg har siddet og lyttet til ”The Ballpoint Composer” i nogle morgener nu, efter at min datter er vågnet. Og jeg må sige, at den her gjort morgenerne kortere og mere behagelige. Det skal måske lige siges, at jeg helst ikke vil være vågen om morgenen, men hellere vil sove fast helt til middags - hvis muligt. Det her er hip hop og rap uden de store komplikationer, og med et nik i retning af BPN, BK & Associates og Phonetic Composition. Freddie Bruno beriger genren sådan set ikke med noget nyt, men alligevel formår han, at bevise sig som en god sangskriver og opkommende, lovende rapper. Pladeselskabet har vist glemt at vedlægge promopapirerne til dette album, hvilket resulterer i, at jeg ikke ved noget om hverken Freddie Bruno eller ”The Ballpoint Composer”. Jeg ved f.eks. ikke hvem der, udover Freddie selv, medvirker på albummet, eller hvad manden før har præsteret. Så der er egentlig ikke meget jeg kan fortælle mere, end at ”The Ballpoint Composer” sagtens kan handle op med mange af de store sællerter inden for hip hop og rap-genren. Rap-fans kan sagtens være bekendt at tilegne sig denne her. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Code of Ethics; Blaze, 1999

Word Entertainment, (10 sange)

Producer; Sal Salvador

I midten af 90erne, var der en periode, hvor alle der før havde spillet pop og dance, pludselig bare skulle spille rock. Nogle af de bands, som var med på vognen på det tidspunkt var, DC Talk, Newsboys, Rebecca st. James og Eric Champion, og alle havde stor succes med forandringen. Code of Ethics var også et at disse bands. De havde før spillet dance musik, men skiftede dance stilen ud med rock på albummet ”Soulbait.” Jeg ved ikke om det ikke blev succes nok, eller om bandet bare ikke kunne lide at spille rock, fordi på deres nye album ”Blaze.” er Code of Ethics tilbage hvor de startede. Nemlig på dance scenen, men der er dog stadig el-guitarer med i lydbilledet, hvilket gør lyden endnu federe. Og jeg må sige, at jeg er mere end positivt overrasket. Dette er meget bedre end deres første dance udgivelser. Faktisk synes jeg, at dette er årets (1999) dance album. Dette er ikke så traditionel dance musik som bl.a. World Wide Message Tribe. Til tider lyder dette som 80er bands som Duran Duran, andre tider lidt som dance/industrial bands som Deitiphobia, og endda andre tider som stille atmosfære fyldt praise musik. Teksterne er af praise skolen, hvilket titler som ”Hallelujah 2000,” ”Father,” ”Exalted,” Psalm 19,” ”Move me” og ”Pure and holy” også viser. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Communalien; Manifest Destiny

Syntax Records. 2001 (JJJJ--)

 

Man Of War; 10 Horn daggers

Syntax Records. 2001 (JJJJ--)

Der var et tidspunkt i min teenager tilværelse, hvor jeg brugte næsten al min dyrebare tid på at høre kristen musik. Og ikke nok med det, jeg skulle absolut også tvangsfodre selv samme til mine venner, som tilsyneladende havde andre og bedre ting at tage sig for. I dag kan jeg godt se, at meget af det jeg hørte var bras, men der er godt nok et par rock og metalbands som jeg stadig dyrker. Hip hoppen var dog dengang yderst pinlig og rædselsfuld. I dag står det lidt bedre til, selvom der mangler lidt før niveauet på det generelle marked matches. Et band som Communalien kan dog uden skam stå frem i lyset blandt både kendte og mindre kendte rappere og hip hoppere. Deres dovne og tilbagelænede beats og nærmest snakkende rap-vokaler er rimelig kølige og endnu mere underholdende. Der er som sådan ikke nogle oplagte singleudspil på ”Manifest Destiny”, men hellere en hel række solide numre, som virker i sin helhed. Der er i virkeligheden heller ikke noget nyt under solen for kristen hip hop i denne omgang. På den anden side er der heller ikke noget som er decideret dårligt og som ikke ville tåle et par minutter i søgelyset. ”Manifest Destiny” er rent faktisk en af de bedre kristne hip hop skiver undertegnede har lagt øre til i nogen tid. Respekt. 

 

…Og er Communalines ”Manifest Destiny” et godt stykke arbejde, så er Man Of Wars ”10 Horn Daggers” det i sandhed også. Selvom begge bands er leverandører til den kristne hip hop og rap scene, så er de to bands næppe to bands af samme alen, for hvor Communalien er mere tilbagelænet og rent ud sagt dovent, er Man Of War mere lige på og mere aggressivt, uden dog på noget tidspunkt at blive helt farlige. Man Of War får her hjælp af alle og enhver der er noget indenfor kristen hip hop, bl.a. kan nævnes Dirt og RedCloud, og bevare mig vel om ikke også hardcore rockerne i 3rd Root og de trendige, grungede og alternative lovsangsledere i Green Olive Tree kommer forbi studiet for at lave en gæste ”rock-rap” optræden på titelnummeret – et nummer som desuden også må siges at være et af de bedste på dette, for det meste, fremragende album. Hatten af for to kristne hip hop navne som rent faktisk har fremtiden foran sig. Igen… Respekt. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Daft Punk; Discovery

Virgin. 2001

Verden blev ikke den samme igen, efter at Daft Punk i 1997 udgav deres album ”Homework. Dvs. det blev den ikke for dem som inden var fans af housegenren. Måske var det især singlen ”Around The World” med dens robot-video som dansede sig vej ind i hjernerne af tusindvis house-elskere verden over. ”Homework” var også skiven som satte Frankring på verdenshousekortet, og siden har Air, Basement Jaxx og andre nydt høsterne af det som startede ved ”Homework”. Også har divaer som Madonna draget inspirationer fra disse drengerøves  musik ind i sin musik, så jo, det må siges at Daft Punk har haft sin effekt. Men hvordan er det med deres nye udgivelse ”Discovery”, som udkommer nu små fire år efter ”Homework”? Jo, idéerne er det sådan set mange af, men det er stadigvæk de funkede og discolydende housenumre med forvrængede vokaler, som skaber lydbilledet hos Daft Punk. Men selvom Daft Punk er et houseband, så er de ikke bange for at eksperimentere lidt med andre musikstile, og for nogen lyder det måske lidt plat og ufokuseret, men det fungerer faktisk godt når bandet i ”Aerodynamic” og ”Digital Love” hylder Eddie Van Halen, med at fyre de vildeste 80’er guitarsoloer af, så enhver luftguitar sættes i gang. Overalt er ”Discovery” en tilfredsstillende house-skive, men som sådan er den ikke  noget mesterværk, og derfor lever den ikke helt op til standarden som blev sat med ”Homework” i 1997. Men hvad? Alt hvad Daft Punk laver indtil december 2002, er tilgængeligt for mig, så længe jeg er online, da jeg har et ”Daft Club Kort”, som giver mig muligheden for at downloade alt materiale som bandet laver. Genialt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Dc Talk; Dc Talk

ForeFront 1989

Hvem kender ikke Dc Talks succesrige albums Free at Last, Jesus Freak og Supernatural? Enhver som hører kristen musik, og som ikke har været six-feet-under, de sidste syv år, kender dem helt sikkert. Men hvad mange af disse såkaldte Jesus freaks ikke ved, er at der var et Dc Talk før Jesus Freak, ja der var endda et Dc Talk før Free at Last. De var måske ikke lige så gode dengang, men på den anden side. De var kun børn dengang. Dc Talks første udgivelse udkom allerede i 1989, 4 år før stor succesen Free at Last. Dengang var deres musikstil også mere simpel end den er i dag. Dengang drømte de om at blive rap stjerner. Der var otte numre på debuten. Tekstmæssigt var alle numrene ens, og alle omhandlede at rappe for deres konge (Gud) og danse som David (fra Bibelen) osv. Musikalsk var der heller ikke den store variation i debut pladen. Otte rap numre, som alle lignede hinanden, og som tog udgangspunkt i mid-80ernes rap genre. Dc Talk er kommet en lang vej siden i 1989. Gudskelov for det. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Dc Talk; Nu Thang

ForeFront 1991

Med deres anden udgivelse, startede Dc Talk at skabe sig selv et navn. De spillede stadig samme musik som på debuten, men deres evne til at skrive sange var blevet bedre. Teksterne var allerede nu betydeligt bedre, rap’en blev bedre, og Michaels og Kevins vokaler fik lidt mere plads. Nu Thang var dog langtfra, på samme kvalitetshøjde som bandets nyere udgivelser, selvom denne album gjorde bandet den store ære, at indkassere deres første Dove Award. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Dc Talk; Free at Last

ForeFront 1993

Dc Talk valgte at skifte musikalsk kurs, på deres tredje album Free at Last. Fra at være en rap band, udvidede de nu deres horisont, således at de nu var et radio venligt pop og hip hop band, som stadig gjorde brug, af det de før havde været bedst til, nemlig rap’en og de smukke soul vokaler. Og den amerikanske ungdom kunne ikke få nok af Dc Talk. I 33 uger lå de nummer 1, på den kristne hit-liste, og derefter i flere år på top 100. Free at Last var også helt klart deres hidtil bedste album. For at være helt ærlig, så synes jeg ikke at der er mange hip hop albums, som kommer tæt på Free at Last kvalitetsmæssigt. Cd’en var kort sagt spækket med hits, som f.eks. That kinda Girl, Jesus is just Alright (cover af Doobie Brothers), Free at Last (en hymne), Luv is a Verb og Lean on Me. Hvis du kan lide hip hop, pop, soul eller rap, og endnu ikke har hørt Free at Last. Gør dig selv en tjeneste og køb den. Den er go’. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Deepspace 5; The Night We Called It A Day

Uprok. 2001

Yo, where my homies at? Ligesom Tunnel Rats er Deepspace 5 lidt af en hip hop supergruppe, med masser af velkendte navne indenfor den kristne hip hop subkultur. Deepspace 5 kommer, ligesom Tunnel Rats, også ret godt fra opgaven med, først nu, at udgive en opfølger til en udgivelse fra 1997. Talen er om en selvstændig ep, som dengang fik gode anmeldelser, og en opfølger har været ventet siden. Selvom den humoristisk navngivne ”The Night We Called It A Day” er opfølger til et tidligere kritiker rost værk, så er skiven i virkeligheden bandets første fuldlængde, men selvom Deepspace 5 ikke har erfaringen i cd-udgivelser, i hvert fald ikke under det navn, så har de live-erfaringerne i orden. Men som sagt, det er nærmest en supergruppe vi har med at gøre, og med medlemmer af bands som Pride & Labklik, Mars Ill, Ill Harmonics og artisten Sev Statik i line-upp’en, forekommer det dem nærmest naturligt at fyre nogle svedige beats tilsat en god portion in-your-face enderim af. ”The Night We Called It A Day” er et fint album, med flere numre som vil gå rent ind hos både den kommercielle del af hip hop scenen, men også hos undergrundsfolket. Jeg må lige høre den engang til, know what I am saying? (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Diverse Artister; Absolute Dance 28

Eva Records, 2000

Eva Records har siden først I 90erne udgivet disse absolute dance opsamlinger, med tidens populæreste numre, og man må sige at dette har givet Eva Records muligheden for at skore kasssen. Der er nemlig blevet solgt en del af disse albums i Danmark. Der er jo mange der kan lide dance musik, og da det er dyrt at købe alle de hotteste singler, er en opsamling absolut en fornuftig investering. Jeg synes dog at der er forskelligt hvordan kvaliteten på disse opsamlinger er. Nogle cd’er har været helt gode, mens andre har været meget dårlige. Dette kan Eva Records ikke have skylden for, men hellere en kedeligt dance scene på daværende tidspunkt. Absolute Dance 28 er sådan set ikke den dårligeste cd i samlingen, men den er dog langtfra den bedste hellere. Her er alle de nyeste dance numre, og blandt de bedste finner man Darude med Sandstorm og Laid Back med Sunshine Reggae 2000. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Absolute – Hits of the 90’s

Eva Records. 2001

Så sender Eva Records endnu en opsamlings cd ud til omverdenen at tygge på, mens de glæder sig over de lettjente pengesedler, de efterhånden må svømme i. ”Hits Of The 90’s” er en dobbelt-skive, som åbenbart samler 38 hits fra 90’erne i en og samme pakke. Godt at skiven ikke fik navnet ”Absolute – Best Of The 90’s”, fordi det ville godt nok være lige i overkanten. Men store hits er der i hvert fald talen er om, og sikkert noget mange meget gerne vil eje. Det er for det meste lette og dansevenlig pop numre med bands som Aqua, Lou Bega, Los Del Rio, Cartoons, Spice Girls og Backstreet Boys vi bliver udsat for på ”Hits Of The 90’s”. Men der er også mere kvalitet beviste numre at finde på cd’en, og deriblandt finder man Sinead O’Connors ”Nothing Compares 2 U”, Phil Collins ”I Wish It Would Rain Down”, Mr Bigs ”To Be With You”, Robert Miles’ ”Children” og 4 Non Blondes ”What’s Up” for at nævne et par stykker. Men der er for få gode øjeblikke til at man virkelig kan nyde skiven i dets helhed, og hvordan i alverden Billy Ray Cyros og hans ”Achy Breaky Heart” har sniget sig ind på denne i forvejen forvirrende opsamling, er og må forblive et mysterium. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Disco Fever

Universal Music. 2000

Hvad er en sikker opskrift, når et pladeselskab skal have lettjente penge? At udgive en opsamlingsplade med klassikere af en eller anden form, og det er lige præcis hvad Universal Music, har gjort med udgivelsen af Disco Fever. Der er udtaget 42 udødelige disco klassikere udfra den store mængde, og udgivet på en dobbelt-cd, som hvis alt går som planlagt snart ligger øverst på alle danske hitlister. Hvis man er en langvarig fan af disco, så er der store muligheder for at man har alle numrene i forvejen, og så er der jo ingen grund til at investere 150 kr. på denne dobbelt-cd. Dog har jeg svært ved at tro, at der er mange der har samlet discopladerne så grundigt, og da der er mange mennesker der kan lide disco klassikere, kan der ikke ventes andet end et storsalg af Disco Fever. Sange som Tragedy (Bee Gees), I’m Every Woman (Chaka Khan), I Will Survive (Gloria Gaynor), Play That Funky Music (Wild Cherry), Dancing Queen (Abba), We Are Family (Sister Sledge), Ain’t Nobody (Rufus & Chaka Khan), Daddy Cool (Boney M), YMCA (village People),  og samtlige andre har også med sig, at Disco Fever absolut er værd at investere i, og uden tvivl indtjener pengene igen som festmusik, på de hjemlige hyggeaftener og fester. Alle 42 numre på Disco Fever fremtræder i deres oprindelige version, og det må siges at være en positiv ting i disse remix dage, og hvad kunne der ikke ske’ med disse klassikere, hvis en eller anden ufølsom hånd fik frie tøjler med disse numre, som jo i flere tilfælde i forvejen har oplevet ydmygelsen. Personligt kommer jeg nok at sætte denne opsamlingsplade på af og til, men skip-knappen vil komme hyppigt i brug, da der kun vil blive spillet udvalgte numre. Det kunne måske diskuteres om alle disse numre skulle være med på Disco Fever, eller om måske andre numre skulle være med i stedet for. Det ville i hvert fald ikke skade hvis Bee Gees’ Staying Alive var med på pladen, selvom de jo allerede har Tragedy med i forvejen. Konklusionen må være den, at selvom dette i bund og grund er en udgivelse som kun omhandler penge, så vil den uden tvivl sætte kulør manges tilværelse, især lørdag aften da børnene er hos deres bedstemor og vennerne kommer over. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Diverse Kunstnere; Planet Life; Live And Large

Alliance Music. 2000

Det siges at være en sjov og unik oplevelse at være til en World Wide Message Tribe koncert. Jeg har ikke selv prøvet det, og ved det derfor af gode grunde ikke. Hvis du heller ikke har hørt dem live endnu, så har du muligheden at købe Planet Life mens du venter. Plane Life indeholder nemlig flere live numre af World Wide Message Tribe, samt numre med DBA, Tribal Exspression og London Community Gospel Choir. At WWMT spiller Frantik tre gange på denne koncert, er dog ikke deres karrieres smarteste træk, hvis du spørger mig, og især ikke når de jo har en masse at tage af. Ellers spiller de også Lift It fra Jumping In The House Of God 3, en moderne version af klassikeren Ain’t Nobody (her kaldet Nobody Loves Me Better) og nummeret Jumping In The House of God af pladen Jumping In The House Of God 2. DBA er et andet kendt engelsk danseband, som ikke er ulige WWMT, når det gælder stil og budskab. De blev kendt med deres album Bubble fra 1996, men har siden da ligget i dvale, og derfor skal de to numre de har præsenterer være velkomne. Tribal Expression leverer for det meste simple lovsange, og Gud hjælpe mig, om de også ikke får tid til at lave en coverversion af Holy, som første gang var hørt på Jumping In The House Of God 2. London Community Gospel Choir spiller, som de fleste nok har regnet ud, gospel musik, og har to numre på Planet Life, hvoraf det ene er klassikeren Oh Happy Day. Ikke noget overraskende godt, men det er måske fordi jeg er vandt til bedre gospel hjemmefra (Færøerne)? Denne udgivelse er mest for dem der kan lide technomusik, og derfor kan det virke lidt unødvendigt med bands som Tribal Expression og London Community Gospel Choir, som jo udforsker helt andre genrer, og i virkeligheden ikke passer særlig godt ind i billedet. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Soca Baptism

Lion of Zion. 2002

Nok engang udkommer en kompilationsskive fra dette amerikanske, reggaefikserede pladeselskab. Efter den store succes der fulgte udgivelsen af ”Dancehall Baptism”, og dens 17 skæringer af dancehall-reggae, har selskabet besluttet, at der er tid til at vise verden endnu en side af reggaegenren. I modsætning til førnævnte albums Jamaica-artister, leder selskabet denne gang til Trinidag og Tobago for at finde det bedste indenfor den såkaldte soca musik. Soca-genren, hvilket navn er en forkortelse af ”Soul Of Calypso, blev grundlagt i 1973 af Ras Shorty, der kombinerede typisk caribisk reggae med rytmisk musik fra de lokale områder i Trinidag og Tobago. Men for at sige det som det er, så formår kunstnere som Temple Yard, Jadee, Lion’s Pride, Jamba og Christafari (ja, endnu engang) ikke at bevise, at soca er noget man absolut bør høre i sin fritid. Det kan gode være at det er noget man burde høre, men så skal det ikke være denne skive her. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Dj Allstar; Uprok Mixtape Volume One

Uprok Records. 19-11-2002

I de tidlige hip hop dage, var det helt almindeligt, at man i undergrundens hip hop miljø kunne finde de såkaldte ”mixtapes”, der var sammensat af forskellige Dj’s på baggrund af hvad der rørte sig musikalsk for tiden. Uprok Records tager nu traditionen op igen, men i modsætning til datidens kassettebånd, findes dette ”mixtape” kun på  cd. Også selve metoden er anderledes, idet man dengang brugte vinylplader til at lave disse ”mixtapes,”  bl.a. så at hver Dj kunne sætte sig egen særpræg på båndet ved bl.a. at lave scratch lyde. Her bruges ingen lp’er, idet Uproks musik ikke er udkommet på vinyl, men derimod bruges den nye ”Pioneer COJ-1000” maskine, der gør det muligt, for en Dj at bruge cd’er på samme måde, som man bruge vinylpladerne dengang – også til at scratche. Dj Allstar går her igennem Uprok Records’ endnu korte katalog, og finder frem 25 fede hip hop numre, der derefter får en hjælpende hånd med på vejen. De bliver gjort kortere, nogen gange hurtigere, andre gange langsommere, og til tider bliver de endda lagt lidt oveni hinanden. Fans af Uprok selskabet bør i hvert fald tilegne sig ”Mixtape,” idet pladen indeholder meget af det bedste der er udkommet fra selskabet. Ejer man alt selskabet har udgivet, kan man alligevel købe ”Uprok Mixtape Volume One,” for der er ingen numre der fremstår helt som de gjorde i deres originale versioner, idet Dj Allstar ikke kan lade være med at scratche og mikse lidt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

E-Praise; E-Praise

Bec Recordings. 26-03-2002

Jeg må indrømme, at jeg ikke var specielt begejstret, da jeg åbnede den nyeste promotion-pakke fra Tooth and Nail Records’ datterselskab, BEC Recordings, og intet har forandret sig siden jeg har gennemlyttet indholdet i  pakken, nemlig E-Praises debut album. Talen er om et dansevenligt album med svenske Erik Augustsson bag roret, hvor 10 forskellige lovsange bliver taget direkte fra sanggudstjenesten i din kirke og forklædt som diskotekmateriale. Konceptet er sådan set lidt nedkørt i forvejen, ikke kun når det gælder almindelig lovsang, men også som i dette tilfælde, navnlig dance-genren. World Wide Message Tribe og ”Jumping In The House” serien har allerede afprøvet sagerne lidt, og hvis ikke det er nok, så har N*Soul Records sikkert udgivet resten i andre dansevenlige versioner. For slet ikke at tale om rockbands som Youth Alive, The Insyderz, SonicFlood og Deliriou5. Det er prøvet før. Meget, endda. Og desuden så er Eriks andet projekt, Ultrabeat, heller ikke det mest vellykkede projekt denne verden har set, så hvorfor dette skulle være så specielt er hinsides mig. Alle kirkefavoritterne er at finde her; ”Did You Feel The Mountains Tremble”, ”Everything That Has Breath”, ”Shout To The Lord” (første single), ”Jesus, Name Above All Names”, ”More Love, More Power” og Deliriou5’ vidunderlige ”What A Friend I’ve Found”. Ca. halvdelen af sangene på “E-Praise” fungerer nogenlunde, og især “More Love, More Power” bevæger undertegnede lidt. ”E-Praise” er dog ikke et album jeg anbefaler, med mindre at du ikke kan få nok af lovsange forklædte som diskotek-hits. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Echoing Green; Supernova

Red Hill Records. 2000

Supernova - Echoing Greens nyeste plade - har i mere end en måned ligget og ventet på at kommer på butik hylderne, men på grund af at Pamplin – pladens distribuerer – ikke kunne overholde den satte dato, så kommer den først nu. Siden Echoing Green startede for 8 år siden, har de bragt denne verden romantisk og i øre faldende synth-pop af bedste slags, og det bliver de ved med på Supernova selvom der er visse ændringer. Echoing Green bliver ofte sammenlignet med 80’er pop bands Duran Duran, Depeche Mode, Pet Shop Boys og 90’er band Joy Electric, og disse sammenligninger er også det nærmeste jeg kan komme på, når jeg hører bandets musik, men her på Supernova, har bandet taget deres lyd et skridt videre. Der bliver nemlig leget lidt mere med live instrumenter i stedet for kun at bruge maskiner. Og dette giver bandets lyd mere kød på, samtidig med at bandets lyd bliver mere rå, og ikke er helt så sukkersød, som den var før. Disse rockende numre, ligner meget hvad lette og dansevenlige industrial bands som Aleixa og Deitiphobia har mestret før i tiden. Der er ikke meget at klage over på Supernova, og selvom den heller ikke er banebrydende på noget måde, har den stået på repeat hos mig i et par dage, og den vil nok spøge omkring cd-spilleren af og til i fremtiden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Eminem; The Marshall Mathers LP

Aftermath/Universal. 2000

Der er nogle som hævder, at den hvide Detroid-rapper Eminem er et geni. Samtidig er der andre som ikke er i tvivl om, at han er en sindssyg stodder. I den verden jeg lever i, at Eminem ikke et geni, og god nok er jeg ikke psykolog, men jeg tror heller ikke at han er sindssyg. Men provokerende det er han. Han har givet fingeren til alle som er nogen indenfor musikbranchen (bl.a. Britney Spears og Fred Durst), og til det amerikanske samfund, som han mener er fucked-up. Jeg ved ikke rigtig, om han har så meget fornuftigt at sige, men det han siger har i hvert fald sin effekt, hvilket det fundamentalistiske amerikanske folk beviser bedst med deres anti Eminem holdning. Eminem er nok den musiker efter Marilyn Manson, som har fået det amerikanske folk op at koge oftest, og det er også meningen med Eminem’s musik. The Marshall Mathers LP er hele vejen igennem en stor fuck-finger til alt og alle. Musikalsk er pladen en af de bedste rap-plader, jeg har hørt det sidste års tid. Især viser nummeret Stan, en Eminem som musikalsk hæver sig langt over hip-hop’ens sædvanlige niveau. Kan du lide god rap musik, så er Eminem’s The Marhshall Mathers LP, nok det bedste køb for tiden. Hvis du på den anden side, ikke kan lide bandeord, så er den alligevel ikke et så godt køb, da ordet fuck forekommer hyppigt, for ikke at sige hele tiden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Faith Massive: Drum And Bass For The Masses
N*Soul Records,1998
N-Soul er efterhånden velkendt for deres dance udgivelser, og her er så en af dem. Denne skive er i Drum & Bass genren, og det skulle jo være helt fint for det kristne marked, eftersom denne genre ikke ligefrem vokser på træerne i CCM. På den anden side, ville det hjælpe en hel del, hvis cd'en så også var god. Den første sang er helt ok, og måske den næste og tredje, men så begynder det hele at lyde for ens og bliver kedeligt. Måske hvis Faith Massive kunne få nogen at synge mere til musikken, ville tingene blive lidt federe, men dette var i hvert fald ikke hvad jeg havde regnet med. Jeg er ked af det. (JJ----) Hans Jákup Eiðsigarð

 

Fine China; When The World Sings

Tooth and Nail Records. 2000

Det kan virke lidt mærkeligt at et alternativt dansevenligt pop orkester får muligheden at udgive sit materiale på Tooth and Nail, i sær når næsten alt andet de (T&N) udgiver er så rock fikseret, men på den anden side hvorfor ikke, Joy Electric har udgivet flere af sine albums på samme label. Og Joy Electric er netop en af indflydelserne på Fine China’s musik. De ville sikkert nægte dette, men sådan lyder det, herfra hvor jeg sidder. Ellers tager Fine China også en mere 80’er synth-pop lignende lyd over sig ikke langt fra bands som Duran Duran, Depeche Mode eller Pet Shop Boys, bare med mere rock i stedet for pop. Derudover leger Fine Chine også i New Order land, og gør det overbevisende. Jeg vidste på forhånd, at sangeren var et mandfolk, men jeg kan godt forstå, at der er dem der tager og fejl, da hans vokaler er lidt tøseagtige ind imellem, men det klæder faktisk bandets image. Sange som We Rock Harden Than You Ever Knew og Labor Saving Device er intet mindre end smukke pop-perler, som ikke burde glemmes om så end verden gik under. Forhåbentligt vil pladekontrakten med Tooth and Nail føre til lidt mere succes end deres udgivelser på Velvet Blue. Fine Chine rock harder than you ever knew. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Goodnight Star; Mr. Customer

Broken Factory Music. 2001 (JJ----)

 

Untold Dream; The Paradox

Broken Factory Music. 2001 (JJJJ--)

 

I 1999 var Goodnight Star et af de første bands at udgive musik på det dengang nybagte Tooth and Nail Records’ datterselskab Plastiq Music. Goodnight Star udgav albummet under samme navn, hvilket samtidig var deres debutalbum, men anmeldelserne var ikke specielt gode, og ej heller var salgstallene så store, at bandet opnåede stjernestatus. Men nu er de klare med et nyt udspil form af ep’en ”Mr. Customer” sammen med deres nye pladeselskab Broken Factory Music. Det er dog ikke specielt meget gutterne har på hjerte denne gang. Kun simpel synth-pop og electronica som alt for ofte skylder lydbilledet mere end godt er til 80’er bands som Depeche Mode eller nyere bands som Joy Electric, uden dog at tilføje musikken noget som helst personligt eller sigende. Kedeligt.

 

Det lykkedes dog lidt bedre for kollegaerne i det, for mig, helt nye og ukendte band Untold Dream. Untold Dream tager godt nok også udgangspunkt i det elektroniske lydunivers som gør Goodnight Star så monotomt, men de tilføjer en god portion guitardrevet pop og rock for at holde lytteren interesseret. Til tider minder Untold Dream lidt om Goodnight Star, Depeche Mode, Duran Duran og andre ligesindede bands. Andre gange forsøger de sig endda med besynderligheder der på skift ligner Air eller Daft Punk, og selvom de gør det ok, så har de på dette område stadig et pænt stykke at indhente. Alt i alt er ”The Paradox” dog et ganske udmærket album, som ganske vist er noget mere opfindsomt end Goodnight Stars ”Mr. Customer”. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Freaky Flow; World Domination

Moonshine Records. 2001 (JJJ---)

 

Keoki; Jealousy

Moonshine Records. (JJJJ--)

 

Det er på sin høje tid, at der endelig bliver anmeldt lidt dance-musik igen her på Past and Present igen. Freaky Flow er en canadisk DJ, og på ”World Domination” prøver han at bevise for verden, at han ved hvordan man trykker på knapperne, scratcher, rapper (eller det gør hans ven MC Flipside) og mikser alverdens mærkeligste undergrundsplader sammen i en dance-cocktail. Stilen som Freaky Flow hovedsagelig er gået efter er drum & bass og jungle, samt en smule hip hop, som manden voksede op med, og en lille smule caribiske vokalinspirationer for at sætte kronen på værket. Det skal dog siges, at i sin helhed lykkedes det ikke for Freaky Flow at gøre et varende indtryk. Det er dog ikke fordi, at Freaky Flow er en dårlig DJ og ikke hører hjemme bag pulten, fordi det føler jeg at han gør. Det er bare udvalget af de numre han har vagt at sample, som virker lidt uovervejet, selvom det måske netop er det modsatte. Det er alt for lidt diversitet på de 18 skæringer, men hengivne drum & bass og jungle fans ville sikkert bedre kunne lide ”World Domination” som den er, end hvis der kom lidt ekstra kød på i form af en smule mere rå techno.

 

Og lidt mere rå techno, det er hvad Keoki formår at levere på hans nyeste album ”Jealousy”. Det er dog ikke fordi at dette er det helt vildt ondskabsfulde, men der er da lidt mere spræl i Keoki end der er i Freaky Flow. Keoki sammenblander den nyere house og trance med den tidlige 90’er rave, samtidig med at der også er lidt 80’er synth-pop romantisme over Keoki, især på grund af de fantastisk melodiske keyboard, men også engang imellem i vokalafdeling, hvor Keoki til tider minder meget om Duran Duran og Depeche Mode. Og mens vi er ved bands fra en perioden, så har Keoki også peppet den gamle Franky Goes To Hollywood klassiker ”Relax” en smule op. Dette er måske ikke verdens mest nyskabende technoskive, men den fungerer fint. Den både svinger og pumper på samme tid. Det er svedigt, og det holder. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Sherwin Gardner; Leaning

Lion Of Zion. 03-09-2002

Jeg havde aldrig hørt om Sherwin Gardner, inden jeg hørte den nye Lion Of Zion kompilation, ”Soca Baptism”, der udkom den 3 september, den samme dag som Sherwin Gardners ”Leaning”. Sherwin kommer fra Trinidad, og derfor er det måske også naturligt, at han starter med lidt soca rytmer, inden han videre berører alt fra roots reggae til dancehall, hip hop og en anelse dance. Respekterede reggaekunstnere som Monty G og Christafari aflægger visits, men bidrager ikke med noget betydeligt. ”Leaning” er i sit store hele, heller ikke noget udover det sædvanlige. Nogle numre er helt ok, mens andre er lidt kedelige, og sammenlagt bliver albummet derved en noget ujævn affære, der slutter i det forholdsvis almindelige. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

K2s; Better days, s13

Metro One, 1999

P; Dan Garcia

I disse tider, hvor alle bands bruger gæstemusikere, sangere, rappere, miksere og hvad ved jeg, kun for at vække opmærksomhed, har kristne rap-band K2S også ladet sig påvirke, og fået flere gæstemusikere til at medvirke på cd’en ”Better days.” De har fået rapperen Priesthood til at medvirke på et nummer, Crystal Lewis, som efterhånden er kristen musiks populæreste baggrundssangerinde, på et andet, og ska gruppen The Insyderz på et tredje. Det er selvfølgelig forskelligt hvor gode numrene er. Der er de kedelige, de nogenlunde gode, og de fremragende. Hvis man leder efter hit-potentiale skal man høre reggae/skal/rap nummeret hvor The Insyderz medvirker, fordi det er både fremragende og friskt. Med ”Better days” skorer K2S ikke Q-puljen helt, fordi der er for mange kedelige numre, men et 3-tal bliver det vel til. (JJJ--- Hans Jákup Eiðisgarð

 

KJ-52; Collaborations

Uprok Records. 16-07-2002

Uden at kende ret meget til den hvide rapper KJ-52, var det første jeg tænkte, da jeg satte denne promo på, var at KJ-52 måske havde hørt for meget Eminem i sin tid. Men så støder man på et nummer som ”Dear Slim,” hvor KJ-52 i sin introduktion til sangen siger at han hader at være sammenlignet med Eminem, hvilket åbenbart sker hele tiden. Selve nummeret er et åbent brev til Eminem, og det udformer sig som et håb om at han finder Gud. Ellers er der ikke så meget at sige om denne skive. Manden er tydeligvis inspireret af Eminems musikalske udfoldelser, og hans sange er ikke dårlige, men problemet er, at ligesom så mange andre labels for tiden, så har Uprok Records kun valgt at inkludere nogle en anelse korte fade-out versioner af numrene der vil være på det faktiske album. Og derfor er der ikke meget at gå udfra i de fleste tilfælde. Det er dog ret sjovt at høre forklaringer på hvorfor og hvordan de forskellige sange blev lavet, inden de begynder. KJ-52 har tilsyneladende også fundet ud af, at der sikkert ville være nogle kroner at hente i at lade et enkelt rock/rap nummer være på albummet, og det sker med hjælp af medlemmer fra nu-metal band som Pillar og 1000 Foot Krutch. (ingen karakter) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Linkin Park; Reanimation

Warner Bros. 29-07-2002

Hvis I er lige som mig, så kigger I ofte på karaktergivningen, inden I læser anmeldelserne, for ligesom at vide om den er værd at læse. Og netop derfor er nogle af jer sikkert påbegyndt læsningen af denne anmeldelse, idet det måske undrer jer, at et remix-album af et nu-metal band kan få fem smilehoveder i karakter. Personligt var jeg også helt vild med ”Hybrid Theory” da den udkom, og jeg er det fortsat. Jeg ville såmænd have givet den fem smilehoveder, og derfor kan det som sagt virke lidt underligt, at en efterfølger at et remix-album får ligeså høj karakter. Men i virkeligheden er ”Reanimation” slet ikke et billigt cash-in projekt, i retning af Limp Bizkits remixalbum fra sidste år. Det er lagt et godt stykke arbejde i ”Reanimation”, og faktisk formås der, så underligt det end måtte lyde, at puste nyt liv i de hits, der for mange måske var ved at være kørt godt og grundigt flade. Linkin Park kunne sagtens have hyret en hot-shot producer, der kunne have designet nogle af efterårets største dance og hip hop hits, men i stedet har de valgt at indkalde nogle ukendte artister fra hip hop og dance-undergrunden til at sætte sit præg på deres sange. Udover dem findes der dog også de obligatoriske genrekollegaer iblandt gæsterne, hvoraf man bl.a. kan nævne Korns Jonathan Davis og Stainds Aaron Lewis. I bund og grund er ”Reanimation” et hip hop album hellere end et rock album. Talen er om hip hop tilsat dance-beats, og de sædvanlige Linkin Park rockguitarriffs. Sidstnævnte især i omkvæderne. Men Linkin Park, med Mike Shinoda i spidsen, har ikke kun været kreative hvad angår at genskabe musikken i sine gamle hits. De har også været kreative hvad sangtitler angår. F.eks. er titler som ”Crawling” og ”Papercut” blevet til ”Krwlng” og Ppr:kut”. Alle 12 sange fra ”Hybrid Theory” er remixet på ”Reanimation”, mens der også krydres med nogle sjældnere Linkin Park sange. Choice-Cuts: ”Enth E Nd” og ”1stp Klosr”. (JJJJJ-) Ane Erlandsen Eiðisgarð

 

Madonna; Music

Maverick/Warner Bros. 2000

Trofaste Madonna fans har fulgt pop dronningen, fra de tidlige 80’er helt ind i år 2000, hvor Madonna nu har vendt den naive men samtidig provokerende pop musik baget, for at udforske det elektroniske musik univers. Noget som hun startede på med udgivelsen af Ray of Light fra 1998 – et album som samtidig også var hendes mest modne og måske endda bedste album nogensinde. Med udgivelsen af Music tager Madonna endnu et skridt ud i forskningen af dansemusikken, og efterlader denne gang poppen helt bag sig. Music er et rendyrket danse album, som uden tvivl vil fylde dansegulve over hele verden med numre som Runaway Lover og Nobody’s Perfect, samt de to singler, som vi allerede før udgivelsen af albummet er blevet præcenteret for. Disse, Don McLean’s American Pie og titel-nummeret Music, er i virkeligheden kun to af de perler og kommende hit-singler Music præsenterer os for. Det er igen William Orbit, som også producerede Ray of Light, som sammen med Madonna producerer Music. Derudover har Madonna valgt at lade franskmanden Mirwais Ahmadzai producere og være med-sang skriver på seks af albummets numre. Dette er måske også forklaringen på den franske house inspiration man finder på Music, og de Cher lignende vibrator vokaler, som flere gange dukker op på Music’s elleve numre. De som har ventet på Ray of Light’s opfølger med bange og måske endda skeptiske anelser, har intet at frygte. Madonna leverer endnu engang varen, som på ingen måde skuffer, men som følger op på, hvad der blev startet på med Ray of Light. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Moby; Play

Mute Records 1999

Det er efterhånden mere end et år siden at Play udkom. Jeg købte faktisk cd’en med det samme, men lyttede kun til den en enkelt gang, hvor efter den blev lagt tilbage i cd bunken. Nogle måneder senere lyttede jeg til den igen, og fandt først der ud af hvor fantastiks denne cd i virkeligheden var. Når jeg nu skriver om Moby tænker de fleste, nå ja, dance musik. Det er også rigtigt at Moby er en dance kunstner. Men han skal ikke kun placeret i bås indenfor dance genren, fordi han har så meget mere at tilbyde publikummet end dance. På Play kombinerer Moby næsten enhver form for dance musik. Hovedsagligt ligger Moby dog her og leger i house og hip hop genren, med masser af samplinger og inspirationer fra gammel gospel-kvartet og blues musik. Der er 18 numre på Play, som alle på hver sin måde holder 100%. Der er næppe et andet så godt dance album som Play, udgivet de sidste 5 år. Musik er ikke det eneste denne udgivelse byder på. Den byder også, i cover-pakken, på nogle essays som Moby har skrevet om nogle emner, han har interesse for, bl.a. om at være vegetar (som Moby rent faktisk er), om amerikansk straffelov, kærlighed og kristendom (Moby er også kristen). (JJJJJ-)  Hans Jákup Eiðisgarð

 

Moby; Natural Blues (Single)

Mute Records. 2000 (JJJJJ-)

 

Moby; Natural Blues Remix (Single)

Mute Records. 2000 (JJJJ--)

 

Moby; Porcelain

Mute Records. 2000 (JJJJ--)

 

Moby; Porcelain Remix

Mute Records. 2000 (JJJ---)

 

Singlen Natural Blues er taget fra Moby’s nyeste album Play, som blev udgivet sidste år, og som hidtil er Moby’s største succes nogensinde. Og det gør det ikke værre, at pladen stadig ligger højt på hitlisterne, nu mere end et år efter udgivelsen. Moby har for ikke så forfærdelig længe siden, udgivet to singler som hedder Natural Blues og Natural Blues Remix. Natural Blues Remix har et orange coveromslag, og indeholder 3 versioner af nummeret Natural Blues. De tre remix versioner er remixet af kendte navne som Poul Oakenfold og Steve Osborne (Perfecto Remix), Mike D fra Beastie Boys (Mike D Edit) og Peace Division (Peace Division Edit). Poul Oakenfold’s og Steve Osborne’s remix er måske det der ligger tættest op ad original versionen, selvom denne version måske egner sig bedre til et dansegulv, end Moby’s andre numre fra Play. Det samme kan siges om Peace Division’s version. Mike D’s prøver at efterligne Moby’s melankolske måde at lave house musik på, og alligevel kommer denne version til at ligne original versionen mindst.  

 

Den anden Natural Blues single, har et gult coveromslag, og indeholder 3 numre, hvoraf det kun ene er Natural Blues. Denne plade jeg her har fået fingrene i, er den sidst nævnte. Personligt synes jeg at Natural Blues er det fedeste nummer på Play, hvilket ikke siger så lidt, da Play måske er de to sidste års bedste danseplade. Versionen på singlen er en smule ændret, men stadigvæk lige fed. De andre to numre er også gode. Begge numre er meget afslappede og tilbagelænede, hvilket gør den en smule mindre dansevenlig end Natural Blues. Men hvad så. Moby er da kendt for at lave dansemusik som ikke er så dansevenlig, ikke rigtigt? Det sidste nummer Sick in The System, er et instrumental nummer som faktisk ligner Natural Blues en del.

 

Porcelain er en anden perle, ud af en lang række perler på Play albummet. Og på samme måde som med Natural Blues, har Moby udgivet to Porcelain singler, hvoraf den ene er en remix single, hvor andre artister remixer Porcelain. Alle tre remix versioner er velegnede på dansegulvet, men man undrer sig måske over hvor konceptet Porcelain bliver af i alt techno raseriet.  Den anden Porcelain single, indeholder også tre numre, hvoraf selvfølgelig det ene er Porcelain, dog ikke i original version. De andre numre hedder Flying Over the Dateline og Summer, og de ligner meget hvad vi hørte på Play albummet. Langsom og sløv, og ofte pianodrevne melodier, som fylder omgivelserne med atmosfære. Alt i alt fire fede singler, fra et ikke mindre fedt album. Jeg kan ikke vente til det næste album udkommer. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Moby; Play – The B-Sides

Mute. 2000

Over al forventning gik den – Moby’s udgivelse af navnet Play, da den udkom i 1999. Og Moby har lige siden dengang (21 måneder), turneret verden op og ned med sine fantastiske techno sange, og derfor har der selvsagt ikke været så megen tid til at lave en opfølger til Play, men som et plaster på såret, for de utallige fans verden over, som i stor spænding venter på nyt materiale, kom der den 7 November et dobbelt album med Play på den ene cd, og med 11 b-sider på den anden. For dem som har alle Moby’s singler, er denne udgivelse – i begrænset antal – måske ikke af alverdens betydning, men der er trods alt mange som ikke har fået fat på alle singlerne. For sådan en, er Play – The B-Sides en udmærket plade. Der skal dog siges, at de som ikke har fundet pladen endnu, kan have utrolig svært ved at finde den, da den allerede er udsolgt mange steder – hvis ikke alle steder, og butikkerne kan ikke bestille den hjem igen, efter at den sidste er solgt. Men med lidt held og lidt ekstra penge, er der måske endnu en mulighed for at finde den på nettet. B-siderne er som det altid er hos Moby - techno musik til følelser og hoved, i stedet for til kroppen. Numrene ligner dog stort set ikke de numre som Moby udvalgte til udgivelsen af Play. Flower og Memory Gospel byder dog på vokaler a la samtlige Play numre, men flere af de andre numre er enten instrumentale, eller har de minemalt af vokaler. Det er mærkeligt at tænke sig, at disse numre, er noget som Moby har skrottet til en udgivelse, især når mange kunstnere ville dræbe for kunne lave numre som disse. Men det viser bare endnu engang, hvor talentfuld Moby nu engang er. Siden udgivelsen af Play i 1999, er der ingen danse-kunstner som har formået at nærme sig hans niveau, og det er der stadig ikke noget der gør. Nu venter jeg bare på Moby næste studie-plade. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Moby; We Are All Made Of Stars (single)

Mute/Playground. 29-04-2002 (JJJJJ-)

 

Moby; We Are All Made Of Stars Remixes (single)

Mute/Playground. 29-04-2002 (JJJJ--)

Den tidligere punkrocker, og nuværende succesfulde dancekunstner og vegetar, Moby, har altid virket som noget af en sær sneg, tag f.eks. hans videoer som simpelthen er for underlige, og derudover er hans musik er heller ikke altid den lettest fordøjelige, selvom den har opnået stor succes. En anden ting Moby gør anderledes er når der skal udgives singler. Det er sgu ikke nok med en almindelig single, ligesom hos alle de andre. Nej, der skal skam to singler på gaden sammen dag, og de skal have samme titel (næsten da) uden at indeholde det samme materiale. Det er som regel også samme billede på coveret, den eneste forskel er dog, at farverne der bliver brugt ikke er de samme. Og sådan skulle det også være denne gang. Man har allerede set ”We Are All Made Of Stars” på MTV, og ved derfor allerede at det som altid er et genialt nummer. Nummeret følger lidt op på det Moby præsenterede på ”Play” i 1999, men går samtidig lidt over i pop-rocken med en altid tilstedeværende melodisk guitarsoli. De andre to numre der findes på singlen lyder endnu mere i retning af ”Play”, med deres lettere melankolske lydlandskaber. Remix singlen tager ”We Are All Made Of Stars” og pepper den op til dansegulvet. Man kan sige at hvis pladeversionen er den der bliver spillet på det lokale diskotek og i radioen, så er det remixene der bliver spillet i undergrundsklubberne. Det første remix lyder meget som originalversionen på trods af pumpende technorytmer, men allerede i det næste remix bliver lighederne mindre, hvorefter sangen ikke er til at kende igen i singlens tredje og sidste remix. Fede singler, men jeg foretrækker den med albumversionen. Jeg glæder mig til albummet. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Moby; 18

Mute/Playground. 2002

Forgængeren ”Play” er efter undertegnedes mening ganske enkelt det største dancealbum der nogensinde har set dagens lys. Og derfor var det også med utrolige store forventninger, at der blev begyndt at lytte til ”18.” Efter mange gennemlytninger, så må jeg konstatere, at den ikke har fået samme plads i mit hjerte som ”Play” har, og derfor er ”18” egentlig lidt af en skuffelse i sig selv, dette på trods af, at ”18” faktisk er årets hidtil mest helstøbte dancealbum, og faktisk et af de bedste af selv samme siden udgivelsen af ”Play.” ”18” indeholder dog ikke de samme ørehængere som ”Play” gjorde, i hvert fald ikke efter de første 10-15 stk. gennemlytninger, men det kommer måske med tiden. Det tog nemlig også tid af få ”Play” ind på livet. På nuværende tidspunkt er der umiddelbart kun singlen ”We Are All Made Of Stars” - der efterhånden har fået ret gode hitliste positioner verden over - som virkelig hænger ved, første gang man hører den, men sange som ”One Of These Mornings” kommer også med efterhånden. Rent stilmæssigt har Moby ikke lavet så meget om siden sidst. Det er stadig r&b, blues, hip hop og gospel inspireret techno der skaber lydbilledet, hvilket ikke er så underligt, da det netop var denne kombination som gjorde denne kristne vegetariske dancegenrens Georg Gearløs til verdens førende dance-sangskriver - og som en lille beskeden bonus også multimillionær. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Monty G; Revolution

Lion of Zion. 2002 (JJJ---)

 

Diverse Kunstnere; Reggae Redemtion Songs

Lion Of Zion. 2002 (JJJ---)

Efter at have været præcenteret for Lion of Zions reggaemusik igennem verdens-reggaekompilationen ”Africa Anointed”, må jeg indrømme, at jeg ikke glædede mig til at høre flere af selskabets udgivelser. Men nu har jeg altså gennemlyttet to mere, og de er heldigvis noget bedre end førnævnte album. Monty G sætter standarden, når ham på ”Revolution” sætter gang i en ret hård kombination af roots reggae, hip hop og rap, og flere af numrene er faktisk rigtig gode, men eftersom der er hele 18 numre på skiven, så bliver det også til lidt for meget unødvendigt fyld.

 

”Reggae Redemtion Songs” er endnu en kompilations-skive fra selskabet, men ligesom Monty G’s ”Revolution”, så er den absolut bedre end den middelmådige og kedelige ”Africa Anointed.” Når det er sagt, så er der ikke ret meget der ville gøre Bob Marley stolt, men modsat ville materialet næppe få ham til at vende sig i graven heller. Af mere etablerede navne der medvirker på kompilationen kan Christafari, Ben Okafor og Heavenbound nævnes, mens resten af albummet består af mere eller mindre ukendte solister. Af disse er oven anmeldte Monty G nok den der kommer bedst fra opgaven, mens resten ikke formår at sætte dybere spor. Begge albums får tre smilehoveder hver, men alligevel er Monty G’s album en anelse bedre end ”Reggae Redemtion Songs,” hvilket vil sige, at Monty G’s tre smilehoveder med en pil opad, på ”Reggae Redemtion Songs” bliver byttet om med en pil nedad. Kun for hardcore reggae-fans. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Olsen Brothers; Fly on the wings of love (single)

CMC  Records 2000

Det var nok ikke mange som forudså, at sangen Smuk som et stjerneskud ville blive europæisk Grand Prix vinder, og endnu mindre et monster af et hit. Det blev den, dog ikke på dansk, men på engelsk. På single-pladen er der syv versioner af sangen. Fem på engelsk og to på dansk. Ud af disse syv versioner, finder vi begge original versionerne af sangen (dansk og engelsk). Resten er techno og latin-dance remix'er lavet af TA2 og Mike B. Jeg kan godt lide flere af dance versionerne, men de slår ikke original versionen. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

One:Lite; Rainmaker

Selvstændig 1999

Producer; Tony Silcock

Det er ikke særlig svært at se, hvilke musikalske forbilleder, den engelske dance gruppe, One;Lite har. Det fremgår nemlig helt klart igennem Rainmaker’s ti numre. Musikalsk flyder One:Lite på samme vand som WWMT, mens de kvindelige vokaler, måske minder mere om DBA’s. Men det er også alt hvad ”Rainmaker” er, en efterligning af kristen musiks fedeste dance navne (WWMT og DBA), hvilket ikke er specielt smart, da de selv ikke formår at lyde af halvdelen, af hvad deres forbilleder præsenterer. Der er i bund og grund mangel på gode idéer og originalitet på ”Rainmaker.” Jeg råder dig til, kun at bruge dine hårdt tjente penge på ”Rainmaker,” hvis du absolut skal have alt, hvad der hedder kristen dance musik. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Peace 586; 586

Uprok Records. 2001

Peace 586 er ikke hvem som helst indenfor den kristne hip hop og rap subkultur. Manden er mest kendt som medlem af Freedom Of Soul, et af de største kristne hip hop bands nogensinde, samtidig med at han også har arbejdet og hjulpet at udvikle kunstnere som T-Bone og Brainwash Projects. Peace 586 har komponeret hip hop musik siden 80’erne, og ifølge hip hop eksperter stort set kun med et godt resultat. ”586” er dog ikke det mest spændende hip hop og rap album, undertegnede har lagt øre til i år. Umiddelbart er ”586” det svageste, i hvert fald som jeg kan komme i tanker om, men det kan også have noget at gøre med, at jeg ikke har hørt så mange hip hop albums endnu. Men året er ungt, og hvem ved, måske ”586” kan vokse lidt med tiden. Men som nu er, virker det lidt old-school, for ikke at tage munden alt for fuld og sige for old-school. Det fleste beats der kommer ud af Peace 586’s hip hop tryllehat, kom også ud af andre hip hop komponisters tryllehatte tilbage i 80’erne eller i starten af 90’erne, og derfor er der ikke noget vi ikke har hørt før på ”586”. Og med sådan et dateret lyd, bliver det svært at trænge igennem til den utrolig trend fikserede amerikanske ungdom, og det bliver næppe nemmere af, at manden tekstmæssigt stort set ikke gør andet end at prædike, og til tider endda løfte pegefingeren, igennem albummets 10 skæringer. Alligevel synes jeg, at nogle af numrene har en hvis charme, måske især indledningsnummeret ”586”, så ”586” kan med nød og næppe lige snige sig op på tre smilehoveder. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Pilot; Equality

Feedback Records, 1998

Producer; Thomas Alexandersson

Hvis du er en af dem der ikke kan få nok af dance musik, men ikke finder nok af materiale på det kristne marked, så er Pilot bandet du leder efter. Pilot kommer fra Sverige, og er kun det andet kristne dance band jeg hører der fra, og jeg må sige, at jeg er imponeret. Du finder her masser af synth-techno, og en gang imellem dukker guitaren op, og skaber et lydbillede ikke langt fra Deitiphobia’s industrial/dance. Pigevokalerne der er i front, er fra soul og gospel skolen, hvilket giver bandet en endnu stærkere lyd. Jeg finder Pilot’s ”Equality,” sammen med Code of Ethics’ ”Blaze,” at være det bedste dance album, jeg har hørt siden WWMT’s ”heatseeker," men derfor behøves dette ikke at være noget mesterværk, siden man næsten aldrig hører en fed kristen dance CD. Uh, jeg glemte næsten at nævne, at der er en fed version af ”Nonner i klostret” nummeret ”I will follow him” på CD’en, hvilket i sig selv burde overtale dig til at købe ”Equality.” Jeg er ikke sikker på, hvor meget jeg vil høre til denne CD i fremtiden, fordi min kæreste har allerede hugget den, og hører den dagligt i sin walkman på vej til og hjem fra skole. Er du interesseret i ”Equality,” så køb den fra Royal ApS på [email protected]. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Playdough; Lonely Super Star

Uprok Records. 22-10-2002

Rappere er normalt meget gode med ordspil, og mon ikke at et navn som Playdough vil bringe typiske hip hop casanova referencer som ”player” og ”dog” på banen? Underligt nok er den hvide rapper ingen af delene. I stedet er han er ”modern day” prædikant forklædt som en rapper. Nu ved jeg, at oddsene for at dem der læser dette ikke er specielt begejstrede for kristen propaganda i deres musik er store, men ”come on”, er det ikke bedre med en samling sange, hvis første prioritet er at sprede håb i en mørk verden, hellere end de sædvanlige ”jeg hader min mor for min dårlige barndom” tekster? For jeg vil vove at påstå, at det er hvad Playdough gør: at bringe håb hellere end at trænge et budskab ned i halsen på lytteren. Dermed er der dog ikke sagt, at der ikke er et budskab i musikken, for det er der i den grad. Og måske er det endda, ifølge ham selv, dette budskab der har holdt Playdough i fattigdom sammen med sin familie, velvidende om at hvis han gjorde tingene på en anden måde, så ville han måske opnå mainstream succes. Hans nye ironisknavngivne plade ”Lonely Super Star” er som sådan ikke et revolutionerende stykke hip hop kunst, men alligevel er talen om en ganske behagelig og velspillet plade, der frem for alt forholder sig positivt til musikken, livet, omverdenen og mest af alt fremtiden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Raphi; Cali Quake

Uprok Records. 2002

På trods af en ung alder er rapper Raphi Henry en respekteret kunstner i hjemlandet, ikke mindst på grund af hans arbejde sammen med Tunnel Rats, men også med Future Shock, Peace 586, LPG, New Breed og Sev Static. En plads i hip hop dokumentarfilmen ”Freestyle”, der også indeholder spots med andre velkendte artister som Mos Def, Supernatural og Pharohe Monch, har nok ikke skadet Raphis rygte heller. Og at Raphi allerede har fået spillet det meste af sin musik fra det nye album, ”Cali Quake”, der blev udgivet så sent som den 30 juli, på MTV2, enten som videoer eller blot som baggrundsmusik, vidner også om at Raphi er på vej fremad. Jeg synes dog ikke, at Raphis sange er så stærke som f.eks. det materiale han har spillet sammen med Tunnel Rats, og især de mere urban-inspirerede numre falder fluks på den bare røv. Men ellers er ”Cali Quake” er ok album, og folk der køber et hip hop eller rap album om ugen, kan sagtens købe ”Cali Quake” i næste uge. (JJJ---) Hans Jàkup Eiðisgarð

 

Raze; Power

ForeFront 1998

Lige siden jeg for første gang hørte om Raze, hørte jeg, at de var det nye håb for kristen dance musik, og et eller andet måtte det jo være, da ForeFront gav Raze en pladekontrakt. Efter en gennemlytning af albummet ”Power” kan jeg dog sige, at Raze er ikke det nye håb for kristen dance musik, i hvert fald ikke hvis vi vil have originale musikere der prøver noget nyt. Hvis vi dog gerne vil have et band, der ligner alt det andet der er på hitlisterne, så er Raze vist nok er godt bud. Raze bliver beskrevet som et dance band, og det er også rigtigt, det er godt nok dance musik de spiller, men ikke dance som mange har fået indtryk af gennem anmeldelser og omtale. Dette er ikke techno/dance ala World Wide Message Tribe eller DBA. Dette ligner heller ikke Ace of Base som de også er blevet sammenlignet med. Raze ligger lydmæssigt meget tættere på fløde pop/dance bands som Backstreet boys, N*sync og Britney Spears, dog måske med en anelse mere dance i lydbilledet end disse bands. ”Power” starter dog godt, med nummeret ”all around the world,” der ligner det vi kunne høre fra World Wide Message Tribe. Så starter ned turen, og Raze ved ikke hvilke bands de skal kopiere. De starter med at kombinere Backstreet Boys og Britney Spears i sangen ”lead me,” og derefter i ”place in my heart” og ”my everything” prøver de at være boyzone. I ”in the name” synger de i beste boy/girl-band stil ”in the name of love, get up, jump up, jump everybody.” Hvor mange gange har man ikke hørt dette fra boy/girl bands, og ikke nok med det, nummeret er nærmest et totalt kopi af N*sync. ”Always and forever” skivens sidste sang kunne godt være Britney Spears, men jeg tror at disse sange er skrevet før Britney Spears udgav hendes cd. En god ting er ved skiven, er dog at de prøver at krydre deres boy/girl-fløde-pop-dance, med lidt rap ind i mellem, og i nummeret ”Ubu” lyder det ikke så ringe endda. Zarc Porter som også har produceret for World Wide Message Tribe har produceret nummeret ”can you hear me now,” hvilket også lyder lidt som WWMT. Det samme gør sangen ”brighter day,” og det er nok unødvendigt at sige at disse er blandt skivens bedste, dog uden at være noget der kører på replay hele dagen. Det gør sangen ”shouldn’t it be me” derimod gerne. Uden tvivl bedste sang på cd’en. Den er kort sagt en perle. Hård techno for en gang skyld, list i stil med Leila K’s nyeste udspil. Hvis du er til Backstreet Boys, N*sync eller Britney Spears er ”Power” lige noget for dig, men dig der kan lide dance med lidt mere POWER i - spring denne over. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Sev Static; SpeakLife

Uprok Records. 19-11-2002

Sev Static er bedst kendt som medlem af fremragende hip hop grupper som Tunnel Rats og Deepspace 5, men også alene kan han uden problemer hamre nogle fede hip hop numre sammen. På ”SpeakLife” er det så blevet til 19 skæringer, hvoraf langt de fleste er første klasse hip hop, og som på de fleste Uprok Records albums, så spares der ikke på gæstelisten. Gæsterne er for det meste fra andre bands fra selskabets egen rooster, men det kan være vært at lægge mærke til, at DJ Cheapshot, der for nylig også gjorde sin entré på det nye Linkin Park remix-album, ”Reanimation”, i nummeret ”Ppr:kut”, også hjælper lidt til med produktionen på noget af ”SpeakLife” albummet. Ellers er der ikke så meget… Sev Static er nogenlunde i samme stil som de fleste andre Uprok bands og artister, men absolut i den bedre ende af skalaen. ”SpeakLife” er måske ikke helt ligeså fedt som Tunnel Rats sidste album, men det burde dog have nok af kvaliteter til at få de fleste hip hop og rap fans op af stolene. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

T-bone; Tha history of a hoodlum, 1999

Metro one, s;15

P; Chase, Muffa, Brian Ray, Bobcat og T-bone

T-Bone har lige siden han blev kristen, leveret den hårdeste in-your-face rap musik på det kristne marked, og det bliver han ved med, på hans nyeste udspil – ”tha history of a hoodlum.” Teksterne er for det meste om at nedkæmpe ondskaben, og T-Bone siger det på sin helt egen måde, f.eks. skal han sparke Satan i et vist sted, og dræbe hans dæmoner. Selvom T-Bone, for mig, ikke er særlig intelligent eller spændende tekstmæssigt, så har han styr på musikken. T-Bone ville nok være den idéelle kristne rapper til at slå igennem på det verdslige marked, fordi hans musik flyder lige så godt som hos mange af stjerne rapperne. Men som hos de fleste rappere, bliver cd’en, i længden, med dens 15 numre, lidt for ensformet og uinteressant, men det hjælper at Crystal Lewis er med på en sang. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Tiko & Gitta; Royal Priesthood

Lion Of Zion. 29-10-2002

Jeg har stadig til gode, at høre et Lion of Zion album, der har efterladt mig i åndenød, over den smukke, velspillede eller blot relevante musik, der er blevet lagt øre til. På den anden side, har der været nok af albums, der intet spor har efterladt sig, og derfor ikke har været noget man har glædet sig til at høre igen. Og netop sådan et album er ”Royal Priesthood” med reggae duoen Tiko & Gitta. Duoen har spillet deres dancehall og roots reggae tilsat en anelse hip hop i omkring tre år, men har indtil videre ikke formået at sammensætte nogle reggae sange, der gør en forskel i dagligdagen. For af finde god og gennemført roots reggae musik, gør man nok klogere i at lede i en af standende ude på Christiania, men så bliver det kristne budskab Tiko & Gitta lægger for dagen også skiftet ud med hash-tågen og rasta-teologien. Vælg selv. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

TobyMac; Momentum

ForeFront. 2001

Så er den sidste af tre dc Talk-medlem klar med et debut soloalbum, og det har ligesom de to andres projekter vist sig, at indeholde søde sager for øregangene. Toby er manden der til og med ”Jesus Freak” fra 1995 skrev alle dc Talk numrene. I dc Talks tidlig periode var Toby mest af alt hip hopper og elskede at fyre rap-rim af, og det er den del af Toby som nu kommer frem igen efter alle disse år. Toby er vent tilbage til rødderne, og alle skivens 18 numre afhænger stærkt at enten hip hop beats eller rap-vokaler. Toby har dog valgt at lade den hip hop som han eksperimenterede med i sine tidlige dage smelte sammen med nutidens nu-rock/metal a la Limp Bizkit og Linkin Park, for ligesom at forholde sig endnu mere relevant til det amerikanske rockelskende teenagepublikum. Godt det samme, for det er i og for sig disse rockede numre som først og fremmest for hjertet i kog hos undertegnede, selvom det nok er den mere smukke vuggevise ”Irene”, som med dets latin, reggae, R&B og hip hop-beats er skivens smukkeste. Festen starter meget passende med nummeret ”Get This Party Started” og Publik Enemy møder Beastie Boys rapvokaler tilsat en væg af Bizkit heavy guitar. Og sådan fortsætter festen igennem alle 18 numre, mens der med stor succes skiftes imellem tempofyldt rap/rock og mere tilbagelænet og R&B-inspireret hip hop. Måske en anelse for kommercielt for de fleste Past and Present læsere, men ikke desto mindre er dette et af sidste års bedste hip hop-albums. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Tunnel Rats; Tunnel Vision

Uprok Records. 2001

Ok, jeg kan ligeså godt begynde med at sige det. Dette er det bedste hip hop album, jeg har hørt længe. Hele sidste år, faktisk. Det vil sige, hvis jeg ikke tæller TobyMac’s nyeste projekt med. Uprok Records er efter kort tid, blevet et af de mest respekterede hip hop undergrunds labels i USA, og min første tanke, når jeg hører ”Tunnel Vision” er, at det bestemt ikke er uden grund”. Tunnel Rats udgav i 1997 et kritisk anerkendt hip hop album, som i USA faktisk bliver set som et af de største kristne hip hop albums nogensinde, men det er først nu, at bandet forsøger at opfølge albummet ”Experience”. Bandet består også af en række kendte og respekterede rappere indenfor førnævnte genre, hvor af ikke mindst Peace 586 og LPG står ud og kendes igen. Tunnel Rats sparer ikke på krudtet, og over 70 minutter og 22 sange, deler de deres tro med os andre igennem masser bibelreferencer, samt velovervejet lyrik med skarpe enderim. Men den absolutte styrke ligger dog i de seje beats bandet præsenterer sammen med de mange forskellige rappere. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Ultrabeat; beyond the stars, 2000

Megaphone/Viva

Producer; Erik Augustsson (s15)

Jeg har før sagt, at kristen dance musik, er lysår bag den verdslige scene, men der er undtagelser, og Ultrabeat er et af dem, dog uden at være nyskabende på nogen måde. Ultrabeat, som faktisk kun er en person, er et nyt dance band fra Sverige, og fra starten har Ultrabeat fået succes. BEC Recordings, Tooth and Nail’s søster selskab, har nemlig skrevet en kontrakt med Ultrabeat, hvilket jeg synes er lidt underligt, fordi BEC plejer normalt at udgive pop/punk og ska, og andre genrer med udgangspunkt i rock’en. I hvert fald, er Ultrabeat i dag på BEC Recordings, og selvom der har været blandede anmeldelser i den amerikanske presse, så må dette siges at være en triumf for bandet.

Musikken Ultrabeat spiller, er euro-dance, dog uden at være a-typisk, hvilket vil sige, at der ikke er nogen kvindelige vokaler eller rap, ingen tegneserie pop og ingen unødvendigt pinlige tempobomber. I stedet er dette lidt drømmende og langsomt, til tider ikke så langt væk fra synth-pop grupper som Echoing Green, men stadig med udgangspunkt i euro-dance genren. Dette er dog kun gældende for 9 af CD’ens numre. CD’en er nemlig opdelt i to afsnit. Det er første er med føromtalte euro-dance, mens det andet er mere eksperimenterende. Her bliver der spillet både house og trance, og der bliver leget med break-beats og drum & bass rytmer. Det er måske unødvendigt at sige, at der ikke er så megen vokal på disse numre, nogen som er lidt typisk for denne genre.

Jeg synes at ”Beyond the stars” er en hæderlig debut udgivelse, og den vil finde vejen ind i min CD-spiller fra tid til anden, hvor den vil blive spillet fra start til slut, da jeg ikke kan finde nogle rigtige hits på albummet, men det er måske en god ting. Køb ”Beyond the stars” fra Royal ApS ([email protected]) (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Various; Jumping in the House of God III
Movation 1998
Der er sikkert flere der kan huske Jumping in the house of God 1 og 2. På den første cd var der kun traditionelle lovsange, mens der på den næste cd var en blanding at gamle lovsange, og nye lovsange som var skrevet til udgivelsen. På Jumping in the house of God 3 er der kun to gamle sange, ikke lovsange, men udgivelser fra britiske artister, som på en eller anden måde er lovsangsinspireret. Den første er Minds of Men's version af Thank you for the rain fra 1989, og den anden er en lidt stilsforvirrende remix udgave af Deliriou5' Revival town. Resten af sangene er nye, og med bands som World Wide Message Tribe og Raze skulle skiven rent kommercielt være hjemme. WWMT starter cd'en med en fed sang kaldet Lift it. Denne er helt klart fedeste sang på hele cd'en, men den ligger stilmæssigt meget tæt på WildChild's Renegade Master 98. Der er også en house udgave af samme sang til sidst på cd'en. WWMT spiller også et andet nummer Can you feel it?, som også ville holde på de fleste dansegulve. Pige dance gruppen Shine leverer også er dejligt nummer I believe in You, og Raze lyder heller ikke værst på deres to numre That's the way it's meant to be (der er også en house udgave af samme nummer på cd'en) og As long as I have you. Hvorfor Raze ikke spiller dance som dette på deres udgivelse Power ved jeg ikke, men dette er helt klart meget federe. Gruppen Bliss leverer en lidt kedelig form for dance/soul med deres nummer Revelation, mens CCM artisten Matt Redman faktisk lyder helt ok på hans Be in my life, som er en meget sentimental dance/ballade. Et andet band som jeg er vildt imponeret over er Storm, som i sangen Look at the life, begynder med en rock-a-billy guitar og sparker ud i en fed form for rock n'roll/techno med hammond orgel i baggrunden. Med sange som Life it med WWMT, og look at the life med Storm, kan jeg ikke forstå at denne cd ikke har været større, end den har været. En god udgivelse fra Movation, som helt klart er bedre end den første, men mangler lidt power til overvinde den altid fede Jumping in the house of God II. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

World Wide Message Tribe; Frantik

Movation/Warner Alliance 1999…..

World Wide Message Tribe har nu i flere år været det førende band på den kristne dance scene, og de har med deres dance/techno/hip hop/ rap/reggae/jungle/house/soul og R&B toppet de kristne hitlister. En god ting med en WWMT CD, er at den kan være så varieret, og stadigvæk passe så godt sammen, f.eks. kan de i en sang lyde som Prodigy mens den næste næsten er en lovsangs ballade. På denne cd har WWMT droppet alle de hårde lyde, som vi hørte på ”Heatseeker,” hvilket for mig er meget skuffende, fordi netop dette var inspirerende. På ”Frantik” har WWMT valgt at koncentrere sig om bløde pop/dance, R&B og soul melodier, som også får en slags gospel-praise følelse over sig ind i mellem, og så har de også valgt at lade pigerne synge de fleste numre, og rappen er lagt lidt længere tilbage i lydbilledet. Det er så mange bands som lyder som dette, og derfor er det lidt synd at netop WWMT, som har været revolutionererne indenfor kristen dance musik, skal vælge denne vej. CD’en begynder ret godt dog, med to fede uptempo techno sange, som også indeholder den rap som vi kender fra WWMT. Til sidst på CD’en er der også to house remix af netop to de før omtalte sange, som faktisk er endnu federe end de originale. WWMT har med ”Frantik” lavet deres svageste album til dato, men der er dog et par lyspunkter hen ad vejen. Jeg vil bare ønske at WWMT laver et rigtigt dance/techno album næste gang. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

World Wide Message Tribe; Chilled Tunes 93-99

Alliance Music. 2001

Efter mange år med næsten lige så mange udgivelser, har World Wide Message Tribe desværre valgt at stoppe karrieren som kristen musiks populæreste dance/techno band, og ingen tvivl om, at de vil blive savnet, selvom deres sidste album var en svipser i forhold til deres forrige album. Før World Wide Message Tribe stopper helt, og nogle af medlemmerne fortsætter under navnet The Tribe, har pladeselskabet og måske endda selve bandet været af den mening, at det ville være en god idé at udgive en sidste opsamling, for at tjene de sidste mulige kroner. Skiver er som titlen antyder spækket med kølige, fredelige og stilfærdige numre, taget fra bandets tidligere albums samt ”Jumping in The House Of God” udgivelserne, og godt nok redder ”I’m On My Way (To Zion)”, ”Cuckooland” og ”Love” skiven lidt, men ellers kan man kun konstatere, at ”Chilled Tunes 93-99” ville være en meget bedre plade, hvis flere danceorinterede numre var med – det var nemlig her bandets egentlige styrke lå. So long fellaz. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð