Kort Sagt: Eftersom min anmelderbunke stadig er forholdsvis høj, nu hvor vi nærmer os slutningen af måneden, så vil jeg tillade mig, igen at skrive nogle lynhurtige og yderst korte anmeldelser af nogle af de skiver, jeg egentlig føler, at jeg ikke har så meget at sige om. Vi starter med finske Tunnelvision, der på deres andet album ”Tomorrow” (Massacre/Nordic Metal. 26-08-2002) (JJJ---) kombinerer progressiv rock a la Rush med melodisk metal a la Iron Maiden, hvilket nok er tiltænkt at lyde som Dream Theater. Der er gode idéer indimellem, men i forhold til alle de førnævnte bands, så er der et godt stykke vej endnu for Tunnelvision… Og det er der også for det tyske dark/death metal band Dead Emotions. Deres første album ”Gates To The Unseen” (Medusa Prod./Dragon Design) (JJJ---) er ligeså uinspirerede som alle de andre albums Medusa Productions har udgivet, og de eneste gange der er lys for enden af tunnelen, er når de dræner deres tempo helt ned til nul, og spiller en mørk doom/goth form for death metal… Svenske Pathos, der tidligere var signet til Black Mark, forsøger sig på ”Katharis” (Massacre/Nordic Metal. 30-09-2002) (JJJ---) med flere forskellige metalske stilarter, der går fra trash til power, og fra progressiv til traditionel metal, men alligevel formår de på en eller anden måde, at få det hele til at lyde så enslydende og, ja, små kedeligt er vel ordet jeg leder efter… Anvil, der udgav sit første album 1981, må vel betegnes som veteraner indenfor den heavy metal genren, og derfor undrer det lidt, at de ikke har mere på hjerte end hvad tilfældet er, når de på den lidt misvisende navngivne ”Still Going Strong” (Massacre/Nordic Metal. 26-08-2002) (JJJ---) efter 23 år leverer en træt omgang true metal. De kunne lære lidt om vedligeholdelse fra U2… Det selvstændige band Throcult gør det egentlig ligeså godt, selvom de stilmæssigt på ingen måde kan sammenlignes med Anvil. Deres demo ”Hunted” (Selvstændig. 2002) (JJJ---) består af tre death/black metal sange der endnu ikke er forsidemateriale. De skræmmende horror keyboards i nummeret ”Hunted” giver dog udtryk for, at det måske bliver det i fremtiden… Jeg plejer normalt at gemme det bedste til sidst, men ikke denne gang. Den tyske black metal trio Mystic Circle er denne omgangs absolutte bundskraber. De burde have lært noget mere, efter at have spillet sammen siden 1992, og efter at have turneret med Dimmu Borgir, Marduk og Immortal. Deres sange standard black metal i dens reneste og kedeligste form, og især deres evindelige sataniske jammer bliver hurtigt trættende. ”Damien” (Massacre/Nordic Metal. 30-09-2002) (JJ----) er fuldt af sange der hylder mørkets fyrste. Tag blot ”666 (Mark Of The Beast) og ”God Is Dead – Satan Arise” som eksempler.

 

Kort Sagt - 2001 udsalg: Det er vel næppe en hemmelighed, at folk ikke køber ligeså mange cd’er i dag, som de gjorde for 8-10 år siden. Internet og cd-brændere har gjort det lettere for forbrugeren, at anskaffe musikken uden at skulle betale så meget for den, og det lider musikbranchen under. Et godt eksempel på dette, har sommerudsalgene i mange cd-butikker - og måske især supermarkeder – været. Butikkerne har købt store lagre cd’er hjem, men som sagt, efterspørgselen er ikke den samme længere, og derfor der de brændt inde med store mængder cd’er. Og derfor har man allerede nu kunnet finde cd’er, der ikke er mere end år gamle til spotpriser som 10 kr., Bl.a. Diverse Kunstnere kompilationer som ”Absolute Dance 33” (Eva Records. 2001) (JJ----) og ”Absolute Dance 34” (Eva Records. 2001)  (JJ----). Uheldigvis er der længere og længere imellem højdepunkterne på denne slags cd’er, så måske burde prisen efterhånden sættes på 10 kr. permanent. I nogenlunde samme musikgenre og nøjagtig samme prisklasse, finder vi danske Dj Encore feat. Engelina og deres album ”Intuition” (Universal. 2001) (JJ----). Albummet er dog ligeså kvalitetsforladt som Absolute Dance cd’erne, og hvis det ikke var for “I See Right Through To You”, der blev kendt igennem Big Brother udsendelserne, så ville dette album aldrig være blevet den forholdsvis store succes, det har været. Og det ville ”Du Kan Gøre Hvad Du Vil” (Edel. 2001) (J-----) med Big Brother deltageren Christian, så bestemt heller ikke, hvilket siger sig selv, når et så kedeligt nummer som ”Du Kan Gøre Hvad Du Vil”, er skivens bedste nummer. Danskerne elsker Smokie, men alligevel har bandet, der faktisk var ret stort i 70’erne, tilsyneladende ikke solgt nok af deres nyeste coveralbum ”Uncovered Too” (CMC. 2001) (JJ----). I hvert fald er albummet allerede set til 10 kr. i enkelte supermarkeder. Meget billigt, men fuldpris er nu også uhyre dyrt for sådan et album – og så skulle min mening omkring dette album være kommet frem. Bee Bees har faktisk skrevet nogle gode sange igennem tiderne, men alligevel virker det, som de kunne have skrevet nogle flere, når man på opsamlingsskiven ”Their Greatest Hits – The Record” (Polydor. 2001) (JJJ---) kommer igennem 40 skæringer, hvoraf ca. halvdelen ikke lyder som greatest hits, selvom de uden tvivl er – og har været - det. 10 kr. for 40 numre er billigt, og det er 40 kr. for ”The Lord Of The Rings – The Fellowship Of The Ring” (Reprise. 2001) (JJJ---) soundtracket også. Filmen har været en gigantisk succes, men noget tyder på, at albummet måske ikke har været den helt samme succes. Det er nu heller ikke ligefrem feel-good musik albummet fyldes med, men derimod tungsindig, episk og ambient orkestermusik, bl.a. med vokaler fra Enya på to numre. Det absolut bedste tilbud i denne omgang, er at Madonnas nyeste 90’er opsamlings-cd ”Greatest Hits Volume 2” (Maverick. 2001) (JJJJ--), allerede er blevet nedsat til 40 kr. i enkelte supermarkeder. Numre som ”Frozen”, ”Beautifal Stranger”, ”The Power Of Good-bye”, “Music”, “Deeper and Deeper” og endda “Don’t Cry For Me Argentina” fra Evita-musicalen, er altså gode sager, de er - og i sig selv langt mere end 40 kr. værd. Hans Jákup Eiðisgarð 

 

 

 

Kort Sagt & Kulsort: Tyske Ketzer Records er et nyt bekendtskab for undertegnede, men efter et visit til deres hjemmeside kan der ses, at der fra deres side allerede er pænt af skiver sendt på gaden. Selskabets speciale er black metal, og det er også indenfor denne genre alle de følgende bands undertegnede skal sige nogle ord om befinder sig. Udover en række tyske navne, så er der også sneget sig nogle udlandske bands på udgivelseslisten, og et af disse er svenske Bloodline, hvis ep “A Pestilence Long Forgotten” (JJ----) er gennemsyret i kedelige og yderst gentagende atmosfæriske black metal sange, og et Burzum-cover hjælper overhoved ikke på sagen. Lidt bedre går det dog de svenske landsmænd i Necroplasma, selvom det ikke er så meget. Deres primitive black metal lyd er på “Black Funeral Horns” (JJ----) en kombination lidt i retning af gammelt Venom og Darkthrone. Derfor er det heller ikke underligt, at en coverversion af selveste Vonoms “Witching Hour” også forekommer. Men i bund og grund er Necroplasma lidt primitive lyd lidt bagefter udviklingen indenfor genren. Man skal til Brasilien for at finde det første af selskabets bands der har gravet nogle fede riffs frem. Talen er om Grave Descrator, der med psykedeliske indslag gør deres “Demo 01” (JJJ---) til en af de bedre udgivelser fra selskabet. Der er kun fire sange på demoen, hvilket nok er meget godt, for tit og ofte oplever man, at det bliver lidt overflødigt når man når skæring 12 eller 13. På den anden side, kunne det være interessant at vide, om Greve Descrator ville kunne klare så mange sange af samme kvalitet, som dem der er på “Demo 01.”  Det andet brasilianske band der er i stand hos Ketzer Records hedder Seges Findere, men deres yderst kaotiske black metal stil er langtfra i samme klasse som hos landsmændene i Grave Descrator, og derfor får deres “Wolves In Battlelund” (JJ----) demo ikke mere end to smilehoveder. De melodiske guitarindslag giver lidt variation i lydbilledet, men når alt kommer til alt, så er lyden stadig alt for kaotisk og ufokuseret til at holde lytteren interesseret igennem de fire numre. Man kan vist sige, at Grabnebelfursten er lidt på hjemmebane, idet de, ligesom pladeselskabet, har deres hjem i Tyskland. Og derfor er en del af numrene på “Von Schemen Und Trugbildern” (JJJ---) også på tysk, mens resten naturligvis er på engelsk. Det tyske sprog fungerer faktisk udmærket til den atmosfærisk kalde black metal sammensætning Grabnebelfursten spiller, men samtidig er det bare ærgerligt, at deres forsanger sutter uendelig bar og indvendig røv. Det samme gør forsangeren (hvis man kan kalde ham det) i det næste tyske band i denne omgang, Pest, og det lider bandets nyeste materiale “Ara” (JJ----) også under. Bandets barbariske - og til tider melodiske og atmosfæriske - black metal numre, der ganske rigtigt fylder det meste af denne skive, bliver med lethed overvundet af nogle helt få rolige, instrumentale skæringer, hvor fokuset især rettes imod klaverspillet. Hvis der var lidt mere af sidstnævnte, så kunne der måske hives tre smilehoveder hjem, men som nu er må Pest nøjes med to. Enid er endnu et tysk band i denne sammenhæng, og selvom deres musik klart er black metal inspireret, så er den i modsætning til alle andre bands i denne omgang, kun ca. 50% af det bandet står for musikalsk. De andre 50% er rendyrket folkemusik. ”Der Tag Zur Nacht Sick Senkt” (JJJ---) er et af de bedre albums i min Ketzer-anmelderbunke, selvom produktionen, og her tænker jeg især på guitarspillet der ligger alt for langt tilbage i lydbilledet, har langt vej inden den er i top. Letlandske Dark Domination har skam heller ikke produktionen helt under kontrol, men sådan er det så meget der går galt for flere af disse Ketzer-bands. Lad mig sige det med det samme, albumkassetten ”Blasphemy” (JJ----) siger mig ikke ret meget. Og for at pensle det endnu mere ud, kan jeg tilføje, at jeg er mere til den letlandske Grand Prix vinder, end jeg er til Dark Domintion og black metal’en på deres billige ”Blasphemy” kassettebånd, hvilket ikke siger så lidt, for det var jo lorte sang, ikke sandt? Af alle ovenstående bands er Realm Of Carnivora fra Estland nok det band der lyder bedst rent lydmæssigt, og teknisk er de nok også i den bedre ende, men faktum er, at man efter 11 lange og ensformige numre på ”Vengeance Shall Come” (JJJ---) langtfra sidder med spænding i maven. Nogle numre er ok, men intet skiller sig nok fra mængden til rigtigt at skille sig ud. Sammenlagt kan man vist sige om alle ovenstående albums, at de nok vil falde dem i smag der til dagligt hører alt hvad Neodawn Productions udgiver, hvilket vil sige atmosfærisk black metal uden den store produktion. Hans Jákup Eiðisgarð

 

 

 

Kort Sagt & Larmet: Svenske Cold Meat Industry har i mange år været fast leverandør af kold og kynisk, og somme tider også yderst støjende industrial musik, og det har tit og ofte været i form af de særeste musikalske eller maskinelle udfoldelser, at disse udgivelser har udformet sig. Undertegnede er oftest stødt på selskabet i tilfælde af den nu afdøde industrial-støj due, Mental Destructions, gamle udgivelser. Netop nu har Cold Meat Industry ellers lige smidt fem skiver på gaden, og det er disse undertegnede her hurtigt og kort skal beskrive, hvis det ellers kan lade sig gøre? Vi skal starte et sted, så vi kan ligeså godt starte med Skin Area og deres ”New Skin” cd – en cd som selskabet beskrives som en mental og stadig fysisk rejse igennem et nervesystem, og det kunne den ligeså godt have været. Bandets lyd består mest af et hav lyde i stedet for instrumentale indslag, hvilket gør at  Skin Area lægger sig lidt op ad den oprindelige industrial om end ikke nær så kaotisk. Den absolut fedeste stemning der skabes på ”New Skin,” er når bandet i skæring to lader noget der lyder som en jævn men stærk vind/orkan suse omkring lytteren i længere tid, inden den langsomt, og jeg mener meget langsomt, stiger i kraft, inden den eksploderer totalt med hjælp at buldrende trommer. Fedt. Arcana; ”Body Of Sin.” Den næste plade, der faktisk er en single, er ret specielt, især på grund af dens form og udseende. Det er en 8 cm skive der kun findes i 3000 eksemplarer. Vildt tjekket. Coveret byder på varm elskov der får safterne til at drive. Eller ved nærmere eftertanke og med henblik på albummets titel, så er talen nok snarere om begær og sex end kærlighed, og billedet overlader ikke ret meget mere end de 25% til fantasien. Musikken er ganske stilfærdig og smukt sammensat, og samtidig er den det eneste rendyrkede musikalske instrument-projekt i denne omgang, og dens bløde strenge og key-spil tilsat afdæmpet vokal er faktisk ganske indbydende og dejligt at høre på. Sophia er faktisk et af de projekter der virkelig tager tid at få ind på sig. Lyden er stærkt monoton og melankolsk hele vejen igennem, imens den stilsikkert arbejder sig igennem et udvalgt tema. I denne omgang, har Sophia udgivet to album på en og samme tid. Den første ”Spite” er lidt mere varieret end ”The Seduction Of Madness,” i det den bygger på lidt flere lyd-strukturer end ”The Seduction Of Madness.” Den bygger på en masse maskinelle effekter, der faktisk til tider lyder som et symfoniorkester der i stedet for klassiske instrumenter bruger maskiner. Og intet kan være underligere end det, eller hvad? Jo vist, der kan. Det faktum, at et band som Sophia vælger at sample den tidligere svenske Grand Prix vinder og nuværende gospelsangerinde Carola og hendes vokal, det er faktisk langt mere underligt. ”The Seduction Of Madness” er et projekt der i sin tid startede, når P. Pettersson, hjernen bag Sophia, fik idéen at sætte lyd til maleriet ”Saturn Devouring His Son” efter Francisco De Goya. Senere udviklede projektet sig til udover at være baseret på førnævnte maleri, også at bygge på Pettersson interesse i psykologi, og til dette inspirerede bogen, ja du har gættet det, ”The Seduction Of Madness” efter Edward M. Podvoll. Lydmæssigt ligger Sophia på dette projekt hele tiden under overfladen med summende ambiente lyde og en operakendt vokal, der kun enkelte gange kommer til overfladen, og med et rykkende temperament bringer gryden i kog. Og lad det være sagt med det samme, at begge projekter, og måske især ”The Seduction Of Madness”, er særdeles tidskrævende. Og er Sophia tidskrævende, så er landsmændene i Heid det så absolut også, da deres nyeste og formentlig sidste album, da bandet netop er gået i opløsning, ”Pilgrim Of The Sublundary World”  bevæger sig omkring nogle af de samme lyd-strukturer som Sophia, uden egentlig at lyde specielt meget som førnævnte. Også her er der et hav af svagt summende ambiente lyde der baner vej for nogle mere aggressive maskinelle klange, der samlet giver albummet en særdeles kold og kynisk lyd. Overordnet kan man sige om Heids ”Pilgrim Of The Sublundary World”, og alle de andre ovenstående albums, at de ikke vil falde alle i smag, da der er minimalt af regulære sangstrukturer at finde på skivene. I stedet er der masser af samples og diverse maskineffekter, der nok ikke vil falde i smag hos andre end dem der normalt er tilhængere af industrial musik. Har du på den anden side aldrig hørt industrial musik før, og ovenstående lyder spændende, så er der ikke andet at gøre, end at prøve dig frem, og i givet tilfælde ville intet selskab være mere passende end Cold Meat Industry. Hans Jákup Eiðisgarð

 

 

 

Kort Sagt og Indie; Sacret Life er et nyt pop-punk orkester fra Holland, som minder mig ufatteligt meget om canadiske Second Half, men intet af de fem numre på ”Sacret Life” (Selvstændig) (JJ----) består kvalitetstesten. Produktionen er dårlig, sangeren synger halvfalsk, og selve sangene er for umodne og useriøse. Kedeligt… Bedre går det dog for et andet forholdsvis nyt band, nemlig Cool Hand Luke, som har høstet gode anmeldelser i USA. Og deres emo/indie sammensætninger spiller sig også direkte ind i hjertet på undertegnede. Albummet ”I fought Against Myself” (Selvstændig. 2001) (JJJJ--) er absolut vært at tjekke lidt nærmere, hvis man er til sådan nogle sager. Cool Hand Luke forbliver ikke usignede ret meget længere. Tag mit ord for det… Lake Of Tears sender i den nærmeste fremtid et nyt album på gaden, men indtil da, så kan vi passende kigge lidt nærmere på albummet ”Forever Autumn” (Black Mark. 1999) (JJJ---) fra 1999, der med sine gyselige kolde og mørke metal/goth/rock sammensætninger, ikke kan gøre andet end at give lytteren noget at se frem imod. Ikke endelig et mesterværk, men ganske udmærket hvis man er en pessimistisk sortseer…  Det ville være synd at sige, at bandet bag det svenske enmands-projekt Satans Shadow, er noget stortalent, men jeg indrømme dog, at de første 30 sekunder af ”Strangled To The Cross” (Selvstændig. 2001) (JJ----) smager af mere. Uheldigvis leverer resten af dette brutale dødsalbum ikke mere. Når man slynger tekster som ”I fuck your wife. She will die in pain” ud i luften, så beder man vist heller ikke om at blive taget seriøst her i år 2002, vel? Ikke engang de brummende didgeridoo-lyde sent på albummet redder dette kedelige værk en smule. Som sagt - kedeligt… Dan Hagen & The War Babies er tilsyneladende ude efter at bekæmpe terroren, og al respekt for det. Men det er nok ikke svaret at tilsvine kristendommen og Islam generelt, for noget som nogle galninge i begge lejre gør, i navnet af en de egentlig ikke lystrer, da de gør det. Tekster som ”Jesus is dead, but I am alive” kan næppe tages seriøst, da Jesus nok er mere i live, end både Dan Hagen og hans musik. Dan Hagen er glemt i morgen, mens Jesus nok huskes for altid. Stik den. Musikalsk er vi i hardrock genren, men Dan lyder mere som en David Bowie møder The Cure wanne-be end Bon Scott. Nogle ok sange imellem, men projektet, ”Wollt Ihr Den Totalen Krieg?” (Selvstændig. 2001) (JJ----), er blæst lidt op efter min mening, og på trods af et god tanke, kan jeg ikke tage det seriøst… Unexpect er et syvmand band (ok, der er også kvinder med), der til at begynde med gør det ganske godt her på den noget gamle ”Utopia” (Selvstændig. 1999) (JJ----). Men efter ti sange bliver deres kombination af black metal skrig og death metal growls tilsat klassiske korsatser og kvindelige operavokaler for meget. Der er så mange bands der laver dette i dag, og skal det gøres, så skal det gøres lidt mere kulørt og opfindsomt end det her. Både kedeligt og monotont, sidstnævnte på trods af at der egentlig er flere musikgenrer blandet sammen. Næste. Hans Jákup Eiðisgarð 

 

 

 

Kort sagt fra de døde; Når man vælger at kalde et album ”You And What Army” (Selvstændig 2001) (JJ----), så har man bare at have musik til at bakke titlen op. Desværre for Chamber, er deres lyd alt for upersonlig og ligegyldig til at skabe et varende indtryk, og det bliver ikke bedre af at bandet har alt for klare Machine Head referencer i lydbilledet… Debut albummet fra græske Homo Iratus, ”Human Consumes Human (Pavement/Nordic Metal. 2002) (JJJ----), er tydeligvis et af sidste års brutaleste deathcore albums, men ikke nødvendigvis et af de bedste. Det er især de sære samplinger henover albummet som tiltaler undertegnede, men disse spiller en for lille rolle i den samlede helhed, for virkelig at gøre dette ”ear-candy”…  Det samme gælder også for hollandske Houwitser - med to medlemmer fra Sinister i ”line-upp’en”. Deres lyd er til tider ret fangende, men bandet falder på det faktum, at musikken ikke skiller sig væsentligt fra Sinisters lyd. ”Rage Inside The Womb” (Osmose/Nordic Metal. 2002) (JJJ---) er et ok death-album, som dog, på trods af flere yderst velspillede numre, mangler det sidste selvstændige præg… Christ Aborted In Nativity, eller Cain som de også kalder sig selv, må vel have en af sidste års længste cd-titler til deres nyeste ep ”If You Set Yourself On Fire The World Will Pay To Watch You Burn” (Selvstændig. 2001) (JJ----). Men hvad deres ep derimod ikke er, er sidste års bedste udgivelse rent musikalsk. Bandet blander death og black metal uden de store overbevisende sammensætninger, og når bandet begår sig med noget mere tilbagelænet i ”Luna’s Requiem”, beviser de kun, at deres forsanger ikke kan synge rent, og derfor burde holde sig til growl og skrig i fremtiden… Efter debutalbummet og utallige covernumre på forskellige tribute-albums, er Burning Inside tilbage med deres andet album, ”Apparition” (Pavement/Nordic Metal. 2002) (JJJ---). Pladeselskabet påstår, at dette er et af de bedste death metal albums nogensinde, og at bandet ikke lyder som noget andet band på dagens metalscene, og selvom bandet tæller medlemmer fra andre velkendte bands som Death, Iced Earth og Demons and Wizards, så er begge påstande langtfra virkeligheden, og derfor ikke meget andet end ønsketænkning... Om end brutalere end en flok akvariefisk i en blender, så er Callenish Circle’s ”Flesh_Power_Dominion” (Metal Blade/Nordic Metal. 2002) (JJJJ--) underligt nok den mindst brutale skive i denne omgang. På den anden side er den absolut den bedste. Den er mere målrettet og mere fokuseret end de ovenstående, med dens seje, om end almindelige, dødsmetal tilsat svensk-lydende melodiske soli, elegante temposkift og flere fængende riffs i en enkelt nummer, end flere af ovenstående bands har på et helt album. Første oplag (Digi-pak) af albummet indeholder coverversioner af Death (”Pull The Plug” og Golden Earing (”When The Lady Smiles”). Hans Jákup Eiðisgarð    

 

 

 

Kort Sagt Og Blandet; Det er langtfra hver dag at andet end rock musik, eller det som hårdere er, bliver anmeldt på disse sider, men engang i mellem sker det dog, at en pop-skive ender på mit skrivebord. Amerikanske The Kirk Bovill Project har taget udfordringen op imod alle de hårde rockbands med deres nye album ”LoveSoReal” (Elmo Records. 2000) (JJ----), men de formår ikke at skabe et varende indtryk. Deres særdeles umoderne form for R&B møder gospel lyder til at være lidt sent ude i mine ører. Og netop det samme kan siges om norske solist Atle Tvedt. Tvedt prøver på ”Shot Down From Heaven” (Selvstændig. 2001) (JJ----) at genoplive ånden fra 80’er bands som Kiss og Motley Crue, men falder fluks på røver med sine uhjælpelige klichefyldte kærlighedstekster. Illwill sparker derudad med en benhård blanding af tonstung thrash metal med hårdtslående guitarriffs som første prioritet og dernæst power/speed metal melodier. Det holder et godt stykke hen ad vejen, men der bliver for mange gentagelser på ”Evilution” (Diamond Records/Nordic Metal. 1998/2000) (JJJ---) for at bandet virkelig kan gøre om sig iblandt genrens største navne. Og nøjagtig det samme kan siges om Winter Bestowed, som på ”Within My Labyrinthine Heart” (Selvstædnig. 2001) (JJJ---) starter med en fed power metal soli, hvorefter de bryder ud i et evigt tekniske/melodisk dødsmetal helvede af den svenske Gøteborg-skole. Med skivens fire numre befinder gruppen sig godt på vej frem, men der mangler stadig noget, før de kan lege sammen med eliten. Few Left Standing er endnu et talentfuldt band fra det stærkt opadkørende Takehold Records. Bandet har ikke skyggen af den nye metal i deres sangskrivning. I stedet for bliver det til nådesløs hardcore med råb og skrål som første prioritet. Samtidig er de ikke bange for at se sig omkring, og når de pludselig bryder ud i en brusende dødsgrowl, så er det balsam for mine ører. Tjek deres nye album ”Wormwood” (Takehold Records. 2001) (JJJJ--) som er ude nu. Eric Alexandrakis er noget af en sær snegl, og det er langtfra den almindelige sanger og sangskriver tradition der ser dagens lys, når manden bryder ud af sit bur. Masser af mærkelige samlinger, støjende guitarer, Starflyer 59 indflydelser og læssevis af andre mærkelige og obskure ting kommer for dagsordenen igennem de 22 numre på ”I.V. Catatonia” (Y&T Music. 2001) (JJJ---). Og til dels er det interessante indslag vi bliver præcenteret for, men til tider går Alex altså lidt overbord. Hans Jákup Eiðisgarð

 

 

 

Kort Sagt og Blandet: Så er der tid til lidt blandet fra undergrunden., og vi starter med canadiske Panurge, som med deres første album ”Erectangle” (JJJJ--) beviser sig værdig til, i det mindste, at få lidt opmærksomhed. Deres garage pop og elektroniske rock sammensætninger smelter godt sammen, og så har drengene sans for gode melodier. Godt gjort. Meget mindre godt går det for norske Paradise In Bloom, som på trods af interessante kritikindslag af både det amerikanske og norske samfund, og Amerikas nye præsident, Bush, rent musikalsk, ikke formår at gøre sig specielt interessant på deres femte studiealbum ”Death, Slavery & The Pursuit Of Emptiness” (JJ----). Stilen er gennemgående ret kedelig og beskidt metal med en punket attitude, som ikke bliver bedre af en lidt utjekket forsanger. Hos spanske Mus er der godt nok masser af atmosfæriske numre af hente, dog ingen der rigtig holder distancen og huskes efter at man har slukket for skiven. Elektroniske landskaber og minimalistiske sangstrukturer fylder lydbilledet, mens man sidder og tænker på nyere Radiohead, men forholdsvis er Mus (Pehr Records) (JJJ---) altså lidt bagefter. Edera er et ret almindeligt progressivt metal band, men hvad er mindre almindeligt, er deres forsanger som til tider minder om en hårdere og mere rå Chris Rea. Bandet inddrager også inspirationer fra goth-scenen, hvilket er ok, men der sker aldrig noget uventet eller specielt spændende på ”Edera” (JJJ---). Starfield er endnu et band, som kan lægges til den uendelige liste af amerikanske moderne rock bands med Countring Crows, Hottie & The Blowfish og Goo Goo Dolls i spidsen. Starfield er ikke på samme niveau som førnævnte, men de har i det mindste nogle numre som hænger ved. Til gengæld har deres numre her på ”Starfield” (JJJ---) en kort holdbarhed. Med nogle dræbende tunge og iørefaldende riffs baner NME Within sig vej igennem 12 fede heavy metal sange med tunge basgange, fede perkussionsmomenter og vokaler som ikke minder så lidt om et hårdere D.A.D. ”Science Krucifikktion” (Diamond Records/Nordic Metal) (JJJJ--) blev oprindeligt udgivet i 1997 af Dzynamite Records, og blev den i Sverige distribueret af selveste Virgin Records, men i dag er den genudgivet af danske Diamond Records. Lyder det som noget for dig, så kan den vist nok bestilles hjem i enhver pladebutik med et respektabelt metaludvalg. Hans Jákup Eiðisgarð

 

 

 

Kort sagt & blandet; The Bronx Casket CO. burde – i hvert fald på papiret – være et rigtigt stjerneband, når man tænker på, at bandet tæller nuværende og gamle medlemmer af bands som Overkill, Misfits, Savatage og Shotgun Symphony, og at de godt kan skrue nogle numre sammen, er jeg ikke i tvivl om, det bliver bare aldrig lige så fedt som det de førnævnte bands til dagligt præsterer. ”Sweet Home Transylvania” (Massacre/Nordic Metal) (JJJ---) er en mørk gennemrejse i doom/goth universet, som dog aldrig helt løfter, og ligesom man tror man har det sjovt, og man regner med en coverversion af Lynard Skynards ”Sweet Home Alabama”, bryder bandet ud i deres egen ”Sweet Home Transylvania, og ødelægger stemningen. Lever The Bronx Casket Co. ikke op til forventningerne, så gør tyske Burden Of Grief det slet overhoved ikke med deres ”On Darkar Trails (Massacre/Nordic Metal) (JJ----). Ikke fordi at forventninger var så store, men det er bestemt ikke meget at komme efter i deres traditionelle thrash og melodiske døds sammensmeltninger…Og coverversionen af Metallicas ellers så fede sang, ”Master Of Puppets”, er fuldstændig kikset og ville være meget bedre urørt. Bedre går det dog for Axxis, som med deres nye Pink Cream 69 lignende ”Eyes Of Darkness” (Massacre/Nordic Metal) (JJJ---) egentlig holder den melodiske heavy rock fane ret højt, selvom der til sidst bliver til et par gentagelser, hvor kedsomheden træder lidt i kraft: Men når Axxis er bedst, er de også rigtig gode, bare ærgerligt at det ikke holder hele vejen igennem. Siden 1993 har amerikanske Adam West rocket og rullet. De har udgivet et utal af album, singler, ep’er og hvad ved jeg, og derudover har de tidligere bl.a. medvirket på en hyldestskive for Glenn Danzig, og på en split-cd sammen med svenske The Hellacopters. Men på ”Right On” (People Like You/Nordic Metal) (JJJ---) sover de lidt, og de er bestemt ikke USA's hotteste band, som promo-papirerne ellers stolte proklamerer. ”Less Pop, Baby” (People Like You/Nordic Metal) (JJJJ--). Du finder, i disse dage, næppe en federe og mere passende album-titel. Hvis jeg hørte Gasguzzler i radioen, ville jeg, umiddelbart og hvis jeg ikke vidste bedre, tro, at jeg hørte The Insyderz, især fordi at forsangeren, Richard Hammer, minder ufattelig meget om The Insyders forsanger, men den er god nok, det er ikke samme person. Stilmæssigt er Gasguzzler ikke helt så ska-inspirerede som The Insyderz …faktisk slet ikke. To ord; punk rock. Vi slutter af med den mest imødekommende skive i denne omgang. Den er med det amerikanske hardcore band Hopesfall, og deres ep ”No Wings To Speak Of” (Takehold Records) (JJJJ--). Jeg har før hørt meget om Hopesfall, men dette er min introduktion til bandet…Og det er rigtigt nok, dette er følelsesladet og smadrende hård hardcore, som rammer plet op til flere gange, om ikke hele tiden. Det eneste som irriterer mig lidt, er at dette kun er en ep, hvilket ikke giver så meget at gå udfra. Forhåbentlig kommer der en fuldlængde snart. Hans Jákup Eiðisgarð