Mad Caddies; Rock The Plank

Fat Wreck Chords. 2001

Som så mange andre punk bands kommer Mad Caddies Californien. Bandet startede 1995, og kort tid efter fik de en pladekontrakt med Honest Don’s, hvor de udgav deres debut album. Derefter blev de flyttede til moderselskabet Fat Wreck Chords, hvor de udgav deres andet album. ”Rock The Plant” er bandets tredje album, og albummet viser tydeligt bandets fascination af sørøvere og lignende ting. Det første der fanger øjet, er frontcoveret som består af det typiske dødningehoveds-sørøverlogo. Det næste er selvfølgelig albumtitlen ”Rock The Plant”, og det faktum at bandet på bagsiden af albumcoveret reklamerer med hjemmesidelinks til Pirate Industries (!?!). Derudover er nummeret ”Weird Beard” med dets harmonikavise-punk og dets sørøver sing-a-long et godt bidrag til førnævnte fascination. Udover sørøverpunken er Mad Caddies dog et punk band som så mange andre. De har de samme iørefaldende, poppede og melodiske overtoner som dem MTV har gennemtæsket i snart et årti. Dertil er der lagt lidt hornmusik henover lydbilledet hvilket giver en yders behagelig skafølelse, men det er klart punkrocken som driver værket. Mon Mad Caddies er ved at grundlægge en ny genren her. Øh, måske pirate-core? Øh, nej... (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Manic Street Preachers; Know Your Enemy

Sony. 2001

Det er altid svært for et band, at skulle leve op til fortidens værker, og Manic Street Preacheres må siges, at have haft lidt præs på, da de med ”Know Your Enemy” skal have levet op til deres lille perle fra 1998 ”This Is My Truth, Tell Me Yours”. Men walisiske Manic Street Preachers må siges at være kommet overraskende godt fra opgaven, med dette, deres måske mest helstøbte album til dato. Efter et par gennemlytninger står det klart for en, at Manic Street Preachers kan deres Beatles og Beach Boys, og det sammen med heftig pigtråd og naive pop-hooks er hvad skaber Manic Street Preachers pop-univers. Umiddelbart er der ingen hit-bombe som ”You Stole The Sun Away From My Heart” eller ”If You Tolerate This Your Children Will Be Next” at skimte, men hvorimod ”This Is My Truth, Tell Me Yours” var en plade sammensat af et par store hits, og nogle numre som tog tid til at lære at kende, er ”Know Your Enemy” et bredere og mere helstøbt album, sammensat af 16 ørehængere, som dog fungerer bedst som en helhed. Dette skal dog ikke forstås, som at ”Know Your Enemy” ikke har nogle oplagte singler, fordi det har den. I virkeligheden synes jeg ikke, at noget nummer burde være totalt fraskrævet rettigheden til at udkomme som en single, men ikke desto mindre smelter de på albummet sammen i en højere enhed. ”Know Your Enemy” er en skive, som er meget let at kunne lide. Den er enkel, smuk og iørefaldende, samtidig med at den kan blive en smule larmende ind i mellem. Men ifølge Fidel Castro er den dog ikke mere larmende end et krig! (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Massivivid; Brightblur

Tattoo Records, 1998
Dette er bandets debut album. Musikken er dansevenlig indusrial og elektronisk rock. Nogle af jer synes måske at dette lyder lidt som Deitiphobia, og det er overhovedet ikke mærkeligt, fordi at manden bad Deitiphobia, Wally Shaw, er også manden bad Massivivid. Jeg synes, at meget af musikken på skiven lyder som Deitiphobia, men med lidt mere guitar, dog ikke tungere guitarer. Denne skive kunne også minde om nogle af 90ernes elektroniske rock bands som garbage blandt andre. Dette er ikke en dårlig debut cd. Not bad at all. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Kevin Max; Stereotype Be

ForeFront. 2001

“Stereotybe Be” er det næste solo-projekt fra en af dc Talks tre medlemmer, efter at Tait udgav det første noget tidligere, og TobyMac udgav det tredje lidt efter. Selvom Kevins sang altid har spillet en stor rolle i dc Talk, så er hans sangskrivning aldrig rigtig kommet til sin ret, og derfor var netop denne udgivelse ret spændende for dc Talk fans, og måske endnu mere udfordrende for Kevin Max selv. Kevin må også siges at være kommet utrolig godt fra opgaven. Ja, overraskende nok – fefter min mening - bedre end de to andre dc Talk medlemmer. Adrian Belew, også kendt for sit arbejde for Counting Crows og Jars Of Clay, har fået opgaven at sidde bag producerpulten, og som altid er der blevet kælet for detaljerne, således at Kevin smukke røst sammen med trommebeats, stilfærdige keyboards, smidige baslinjer og støjende guitarer går op i en højere enhed og videre skaber den ene perle efter den anden. Det lyder måske som ”Stereotype Be” er et hårdt rock album, men sandheden er snarere at det er et pop album med et par vellykkede rockindslag ind i mellem. Det hele starter i ”Return Of The Singer” med nogle østlandske lyde tæt fulgt at nogle dansevenlige computerbeats. Derefter følger den ene pop-perle efter hinanden, og selvom et par stykker af dem godt kan larme lidt, så får Kevins stemme altid numrene at lyde som bløde ballader, hvilket i dette tilfælde er ment som et kæmpe kompliment. Der tjener ikke noget formål, at skulle sidde og vælge favoritnumre på sådan et vellykket album som ”Stereotype Be”, for albummet er mildest talt spækket med førnævnte. Der er simpelthen ikke andet end rene ørehængere. Så det nemmeste for dig kære læser er simpelthen at gå hen i den nærmeste pladeforretning og købe albummet. Det skal dog lige siges, at muligheden for at finde albummet nok er minimal, men du skal dog ikke give så let op, fordi enhver musikbutik med et nogenlunde ordentligt udvalg har muligheden for at bestille albummet hjem. Hvad venter du på? Løb… (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Michael McDermott; Last Chance Lounge

Koch Entertainment. 2000

Michael McDermott var med sit debut album, af flere anmeldere ventet at blive den nye Bob Dylan eller Bruce Springsteen. Salgsmæssigt blev hans første album dog ikke den store succes, og derfor valgte hans første pladeselskab (Giant/Warner) ikke at forlænge kontrakten efter debuten. McDermott lavede derefter to plader på SBK/EMI, som heller ikke solgte som planlagt, selvom anmeldere ikke var i tvivl om McDermott’s talent. McDermott udgav sit fjerde album selv i 1999, hvilket førte til at Koch Entertainment skrev en kontrakt med Michael McDermott, og som nu har udgivet Last Chance Lounge, hvilket er McDermott’s femte album til dato. Michael McDermott er ligesom så mange andre amerikanske sangere/sangskrivere, som med deres akustiske folk rock og tekstmæssige historiefortælling, virkelig har noget at tilbyde lytteren. F.eks. i sangen Junkie Girl, som er skivens første single, hvor McDermott synger om sin ekskæreste som var en heroinmisbruger. I sangen Unemployed, hvilket kunne tænkes at være skrevet efter han blev fyret af sit pladeselskab, synger McDermott således; ”Hallelujah, I am overjoyed, drunk again and I am unemployed.” Når man kalder et album for Last Chance Lounge, efter at forventningerne til en har været så høje, og efter at det er gået en smule galt, kan man ikke andet end tænke, at det måske er således McDermott ser denne udgivelse. Som en sidste mulighed. Sin Last Chance Lounge. Om der bliver et hit ud af Last Chance Lounge er svært at sige? Sikkert ikke, men god musik og populær musik, har heller aldrig rigtig gået hånd i hånd, hvis jeg skal sige min ærlige mening, og Last Chance Lounge er god musik. Forhåbentligt får Michael McDermott’s femte album en bedre skæbne end hans første fire. Folk med en svaghed for amerikansk sanger/sangskriver tradition skulle i hvert fald elske Last Chance Lounge, og de er, så vidt jeg ved, ikke så få. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Mine; Yours (JJJJ--)

Selvstændig. 2000

 

Mine; A Week’s Intensity (JJJJ--)

Selvstændig 2001

 

Bludshedd;  2K2 (JJJJ--)

Kinetic Productions. 2002

Du har sikkert aldrig hørt om engelske Mine, men lad det ikke genere dig, det var kun et tilfælde, at jeg hørte om dem. Siden har jeg ventet på, at bandet skulle sende mig disse to demoer ”Yours” og ”A Week’s Intensity”, men de var længe undervejs. Først forsvandt de en gang i posten. Så besluttede Gemma, bandets kvindelige forsanger, sig for, at hun ikke ville være med i bandet længere, eftersom hun ikke kunne forholde sig til det, der blev lavet. Nu er bandet altså gendannet, denne gang med en mandlig forsanger, men endnu er intet nyt indspillet, så vi må nøjes med de gamle demoer. Der er kun tre numre på hver demo, og egentlig lyder begge demoer stor set ens stilmæssigt. Talen er om iørefaldende, moderne chick-rock med en metallisk kant, der til tider ikke minder så lidt om The Gathering eller Lacuna Coil, dog uden at have noget med goth at gøre. Det var en skam at Gemma forlod bandet, for det er nemlig hendes vokal, der gør disse to demoer til sådan en dejlig lytteroplevelse. Men vi får at se hvordan det kommer at lyde i fremtiden.

 

Men hvad gør man, når man er usikker om ens bands fremtid? Darren Smith har i hvert fald et bud. Han begyndte nemlig på et nyt projekt sammen med en ven, da Gemma forlod Mine, og det leder os til anmeldelsen ”2K2” demoen med Bludshedd. Bludshedd er som sagt Darren Smiths nye projekt, og hele molevitten som høres på ”2K2” er optaget i hans eget studie, hvor ham selv har lavet det meste, dog med beskeden hjælp fra hans førnævnte ven. Darren Smith har måske lugtet, at der er penge i at kombinere hip hop og metal, for det er lige præcis hvad Bludshedd gør – kombinerer hip hop og metal. Og det lyder også udmærket. Alle fire sange har hit-potentiale, i og med, at de er lette at huske og synge med på. Der er selvfølgelig lidt Linkin Park, Limp Bizkit over materialet, men også noget Aerosmith/Run DMC ”Walk This Way”-agtigt bliver det til. Det gigantiske metal magasin, Metal Hammer, valgte ”2K2” som månedens demo her i juli måned. Det gør vi ikke her i Past and Present, selvom vi ikke blinker for at anbefale den til fans af det moderne hip hop/metal crossover ting. En ting Darren dog nok skulle nedtone, er det overanstrengte hip hop-slang, han så hyppigt bruger i disse fire numre. Tag bare tre af sangtitlerne som eksempel: ”Nuthin 2 Prove”, ”Start Da Party” og ”Hit Tha Dexx”. Hans Jákup Eiðsigarð 

 

Me First and The Gimme Gimmes; Blow In The Wind

Fat Wreck Chords. 2001

“Sometimes it’s hard to be a gimme. Giving all your love to just one band.” Således synger Me First and The Gimme Gimmes I deres coverversion af den gamle Tammy Wynette klassiker ”Sometimes it’s hard to be a woman.” Og coverversioner, det er lige præcis hvad der er nok af på “Blow In The Wind”. Albummet er nemlig et decideret coveralbum, med numre fra bl.a. The Beatles, Bob Dylan, Cat Stevens og førnævnte Tammy Wynette. For tiden er det ret populært, at give lytteren tørt på, med et par coverversioner af andre folks materiale, og bands som Rage Against The Machine og Ghoti Hook og bl.a. kommet godt fra opgaverne. Og det gør Me First and The Gimme Gimmes såmænd også. Alle 13 covernumre, rammer lytteren præcis hvor meningen er at de skal ramme. Du kender alle numrene, med mindre du enten er du er døv, eller du tror at John Lennon var første mand på månen, eller medmindre at du bruger alle dine lange aftener på at høre Kandis skiver. Er du derimod ikke skyldig i ovennævnte, kender du alle 13 numre, dog i lidt anderledes versioner. Hvis karakteren skulle gives for kunstnerisk dybde, så ville ”Blow In The Wind” ikke holde en meter. Lad os se det i øjnene, dette er rent tyveri. Men på den anden side, kan jeg simpelthen ikke få nok af numre som ”All My Lovin’”, ”Wild World”, ”Blowing In The Wind” og ”Who Put The Bomp”. Man bliver i virkelig godt humør af at lytte til denne skive, hvilket i øvrigt også er meningen med ”Blow In The Wind”. Dette skal simpelthen ses som en party-skive, for ellers er den ikke noget værd. Men som en party-skive, er den bestemt en af mine top prioriteter for tiden. Er du vild med 50’er og 60’er pop, men gerne vil høre hvordan det lyder når førnævnte pop sættes på high-speed, så køb ”Blow In The Wind” og bliv klogere… Og få det lidt sjovere. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

The Merbabies; Indio
Jackson Rubio Entertainment 1998
Skal jeg være helt ærlig, så ved jeg ikke en dyt om bandet The Merbabies, undtagen at de på engelsk ofte bliver kaldet "the cowboys of indie rock," og det må vel være på grund af at nogle synes, at de spiller country inspireret indie rock. Jeg hører dog kun indie rocken, og ikke nogen country, men det er jeg i hvert fald ikke ked af. Indio, som skiven hedder, er en EP med 7 sange, som varer omkring 35 minutter. Første gang jeg lyttede til Indio, forstod jeg den ikke, men nu efter et par gennemlytninger begynder den at bliver bedre og bedre. Særlig er det sang nummer to "The Fix," som jeg synes er så fantastisk smuk (sangen er skrevet til en Jason Miks som i 1996 døde kun 23 år gammel). Alt i alt vil jeg sige, at Indio er et godt køb for en indie rock fan, særlig nu Joe Christmas ikke længere eksisterer på det kristne marked men der kunne selvfølelig været 2-3 sange til for at gjort den endnu bedre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Mile 40; Will You Come Around?

Bethel Records. 2001

Mile 40 er en samling fem unge amerikanere som sammen laver radiovenlig rock musik med fængende omkvæder og et positivt budskab. Hørt før, ikke sandt? Jo vist, men Mile 40 er dog ikke bare som sådan at ryste hovedet af. De er egentlig ret dygtige og talentfulde for deres alder. Mange af numrene på ”Will You Come Around” er gode nok, og med den rigtige producer og en meget bedre lyd, er det ikke umuligt at bandet kunne nå langt. Det er set før. Men som nu er, er Mile 40 nok ikke så meget andet, end en flok talentfulde unge musikere som håber på større ting forude. Sammenlagt er ”Will You Come Around?” et album på et jævne niveau, som vil appellere til fans af moderne amerikansk tv-reklame rock. Forhåbentlig ser de imellem fingre med den noget ujævne produktion. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Million Time Winner; Paint Me Fine And Free

Jerk Records. 2002

Million Time Winners debutalbum var egentlig ikke noget specielt - snarere tværtimod, med dens tidstypiske semi-akustiske pop sange og enkelte mere rockorienterede sange. Opfølger ep’en ”Paint Me Fine and Free” er som sådan heller ikke så meget anderledes end debuten, men der er dog en ting der er ændret på, hvilket faktisk klæder bandet rigtig godt, nemlig at der er byttet lidt om på tingene, således at der nu er lidt flere tempofyldte rock numre og lidt færre ballader. Fire imod to for at være helt præcis. Det starter med ”Out Secrets,” hvilket er en rigtigt fedt sommersang der lyder som Green Day uden punk-guitar. Det fortsætter i samme moderne rockstil på ”Feels Like” og ”Motion Picture Game,” inden to ballader fyres af i form af ”October Leaves” og ”I Been.” Og pladen har såmænd også fået den helt perfekte slutning i form af ”Just Keep Telling Yourself,” der ligesom ”Out Secrets” er et rigtig fedt og fængende rocknummer. Million Time Winner laver ganske rigtigt ikke noget der ikke er hørt en milliard gange før fra andre amerikanske bands, men hvis man kan komme igennem det uden at lyde kedelig og gentagende, så har man altså klaret det ok, og det har Million Time Winner med ”Paint Me Fine and Free.” En god opfølger til debutalbummet. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

MIR; Upp i det blå

Slingshot Recordings, 1998

Producer: Arne Johansson

Det er ikke meget jeg ved at sige om MIR’s ”Upp i det blå.” Jeg har efterhånden prøvet at lytte til den flere gange, men jeg har virkelig problemer, med at holde mig motiveret. Jeg falder næsten i søvn, eller skifter jeg lige til en anden CD i fem minuttur, og glemmer med vilje alt om ”Upp i det blå.” Den er ret kedelig, og for mit vedkommende, bliver den ikke bedre af at være på svensk. MIR er et meget tilbagelænet band. De spiller en simpel form for indierock, med tendenser til støjrock, som aldrig bliver sluppet ud. Der bliver leget med nogle underlige lyde i baggrunden, og på nogle numre er der endda lidt elektro-rock. Jeg har prøvet at kunne lide MIR, men jeg kan ikke. Hvis bare de slap sig lidt af med aggressionerne ind imellem, ville dette måske være helt anderledes. Der gives af mig ikke mange q-plader for en CD som denne, men to ud af fem bliver det dog til, hvoraf den ene KUN er for nummeret ”Hos dej,” som faktisk er en lille pop perle. Køb ”Upp i det blå” fra Royal ApS på [email protected]. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Misprint; Another Broken Promise
DayGlo Records, 1998
Her er endnu en cd fra det svenske pladeselskab Day-Glo Records. I modsætning til de andre hardcore cd'er, jeg har hørt fra Day-Glo Records, er denne skive, med bandet Misprint, emo rock, eller endnu simplere - kun 90er rock! Og kan Misprint spille emo 90er rock? Ja, det kan de, men de kunne godt bruge lidt af Dear Ephesus' musikalske opbygning. F. eks. ville det være dejligt med lidt flere temposkift og variation, - og lidt flere følelser tak, dette skal jo trods alt være en emo cd, med et emo band (emo er en forkortelse for emotion). Alt i alt er cd'en god, men den bliver lidt kedelig efter tredje gang på repeat! (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Alanis Morissette; Under Rug Swept

Maverick. 2002

Alanis Morissettes karriere dalede lidt efter giga-succen med udgivelsen af det forrygende album ”Jagged Little Pill”. ”Supposed Former Infatuation Junkie” var langtfra af samme kaliber, og det var det efterfølgende ”MTV Unplugged” album heller ikke (det er de sjældent). Men nu ser det ud til, at Alanis er ved at komme på sporet igen. I hvert fald er ”Under Rug Swept” det bedste album siden ”Jagged Little Pill”, selvom det dog aldrig kommer helt på samme niveau. Første single ”Hands Clean” er en god pop-rock sang, og det er ”21 Things I Want In A Lover”, ”Flinch”, og ”So Unsexy” også. Der er et par numre imod slutningen der døser lidt hen, men udover det, så er ”Under Rug Swept” et udmærket pop-rock album fra en af nutidens bedre kvindelige rockkunstnere. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

MU330; MU330

Asian Man Records. 1999

MU330 er endnu et af de masseproducerede punk bands i USA, som følger drømmen om at blive rock stjerner. Hvis MU330 havde været lidt før ude med plader som denne, helst i starten af 90’erne eller måske i midten, så ville muligheden for at internationalt, eller i det mindste et nationalt, hit være større, da punk og ska musik ikke længere sælger i den grad, den gjorde før. Punken er blevet træt og udslidt ligesom nu-metal genren bliver om ikke så længe. Men det betyder ikke at MU330 er et dårligt pop/punk-ska band. Deres musik udkommer bare i en forkert tidsperiode. Eller gør den? Hvis man leder efter succes, så ja, det gør den sandsynligvis. Hvis man dog på den anden side gerne vil spille fordi man elsker at spille punk, ska eller hvad det skal være, så er det aldrig et forkert tidspunkt. Og hvorfor skulle Mu330 ikke spille for sjov? De ville måske meget gerne også have succesen, men hvis det er udelukket, så er det bare sådan, basta. Det er ikke den store lyriske dybde at finde hos MU330. De kører på de sædvanlige pige/dreng tekster, som er så nedslidte iblandt pop punkerne. Musikalsk er der heller ikke den helt store nyskabende slagskraft som former denne udgivelse. Det eneste de har kørende for sig selv, er de energiske numre med iørefaldende omkvæder og hornblæst i baggrunden, og hvis man ikke kan lide disse ting, så er der intet at gå efter på MU330. Jeg synes dog, at MU330 er en anelse sjovere at høre på, end de fleste punkplader jeg har hørt det sidste stykke tid. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Peter Murphy; Alive Just For Love

Metropolis Records. 2001

Peter Murphy fra nu afdøde (1983 faktisk) og almægtige Bauhaus, er netop i disse dage pladeaktuel for niende gang som solist. Der er dog denne gang ikke talen om et regulært studiealbum, men snarere et dobbelt live-album, hvor Peter Murphy med stor iver og stil gennemgår en stor del af sit tidligere materiale. Dette gør han i samarbejde med Peter DiStefano, som tidligere har spillet guitar i Porno For Pyros, og violin mesteren Hugh Marsh, som begge bidrager med interessante indlæg og bestemt er med til at genskabe noget af Murphys bedste materiale. Efter 14 numre med dette mandskab, dukker forhenværende Bauhaus medlem nummer to denne aften, David J, op, og medvirker herefter på gamle Bauhaus klassikere som ”Who Killed Mr. Moon”, ”All We Ever Wanted” og ”Hope”, samt en coverversion af ”Love Me Tender”. Sidst nævnte er dog ikke helt så vellykket som resten af albummet, som faktisk tælles blandt årets bedre live-plader. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

MXPX; slowly going the way of the buffalo

A&M Records/Tooth and Nail, 1998

Prodused; Steve Kravac (s.16)

Der er ingen tvivl om at MxPx, er det kristne pop/punk band, der har haft størst mainstream succes. De har siden deres vidunderlige CD ”Life in general” fra 1996, opnået at få en kontrakt med A&M Records (major pladeselskab). De har også spillet koncerter med alle de kendte amerikanske bands, bl.a. kan nævnes Sex Pistols, No Doubt, Dance Hall Crashers og Bad Religion, og sammen med sidst nævnte har de også spillet i Danmark. ”Slowly going the way of the buffalo” var CD’en, der skulle gøre MxPx, til et stort hit, og selvom salget gik godt, og bandet fik airplay på bl.a. MTV, så blev det ikke helt til det de, eller pladeselskabet havde håbet på. Og det kan man godt forstå, fordi faktisk er ”Life in generel” en meget mere solid udgivelse end ”SGTWOTB” er. Dette skal dog ikke forstås som at denne udgivelse er noget lort, fordi det er den ikke. I forhold til al den anden pop/punk musik, der bliver udgivet nu til dags, er MxPx i spidsen. Der er allerede kommet to andre MxPx udgivelser siden denne - en med b-sider, og den slags, og en live CD – men dette er deres sidste rigtige studio album. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

MxPx; Let It Happen
Tooth and Nail, 1998
MXPX har før udgivet fire cd'er, plus nogle Ep’er. Her er så cd nummer 5, som ikke er en helt almindelig cd, fordi den indeholder b-sider, demo versioner og sange fra deres Ep og singler. Det er 32 sange på cd'en, så du kan forestille dig at her er nok af materiale at tage af. Jeg er en smule overrasket af hvor gode mange af disse sange er, og synes at de helt bestemt godt kunne være med på de andre cd'er. At MXPX kan have så mange gode sange som ikke er kommet på deres albums, viser at de er et band som ved hvordan man skriver gode pop/punk sange. Denne cd står ikke bag deres andre cd'er (dvs.; den topper ikke "life in general"). Som sagt er her sange fra alle deres singler, Ep’er og opsamlings cd'er de har været med på, men for dem der var helt vilde med "life in general, bandets tredje album, vil jeg sige at her er demo og andre versioner af syv af sangene fra "life in general." Blandt andet "do your feet hurt" og "move to Bremerton." Hvis du kunne lide de andre cd'er med MXPX, så vil du også kunne lide denne her. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

MxPx; The Everpassing Moment

A&M/Tooth & Nail. 2000

Jeg har været fan af MxPx, næsten lige siden de startede deres band tidligt i 90’erne, og hvis du spørger mig, så er deres plade Life In general også en af punk popens bedste udgivelser nogensinde – hvis ikke den bedste. Men der er gået år siden dengang, og MxPx har fået en pladekontrakt med af de større pladeselskaber, og de har endda åbnet for mange store rock bands, bl.a. The Offspring, Cypress Hill, Less Than Jake, No Doubt og Bad Religion. Men selvom de allerede har fået en pladekontrakt med et stort selskab, og har åbnet for flere store navne, så er det helt store gennembrud endnu ikke kommet for MxPx. Det kan så skyldes forskellige ting, og et af dem må være, at der ikke er lige så mange iørefaldende numre, på deres nye cd’er og deriblandt The Ever Passing Moment, som der var på de gamle cd’er og især Life In General. Der er f.eks. ikke nogen What’s My Age Again (Blink 182) på The Everpassing Moment, og det skuffer lidt, da alle numrene på Life In General var bedre end førnævnte sang. Men det er altid svært, at leve op til de gamle mesterværker, og det må MxPx endnu engang erkende. De eneste gange MxPx nærmer sig noget der kvalitetsmæssigt ligner Life In General, er i numrene My Life Story og Responsibility. MxPx kan mere end det her, og forhåbentligt vil det også vise sig på fremtidens udgivelser. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

MxPx; The Renaissance EP (JJJJ--)

Fat Wreck Chords. 2001

 

Shelter; The Purpose, The Passion (JJJ---)

Century Media/Nordic Metal. 2001

 

Smooth And Greedy; Prison Talk (JJJ---)

I Used To Fuck People Like You In Prison Records/Nordic Metal. 2001

 

21 maj er tilsyneladende en god dag til at udgive en cd på. I Hvert fald, er der masser af cd’er der udkommer netop den dag, og i øjeblikket sidder jeg med tre af dem foran mig, som jeg følgende vil prøve at skrive et par linier om.

 

MxPx prøver igen efter to udgivelser på storselskabet A&M Records, med ”The Renaissance EP” at udgive en skive på et af de mindre selskaber igen. Før i tiden var de på Tooth and Nail Records, hvor de udgav fire album og en række singler og ep’er, og det var også i denne periode at bandet lavede ”Life In General”, deres bedste album nogensinde. Det er dog hverken Tooth and Nail eller A&M Records som står for udgivelsen af ”The Renaissance EP” men derimod Fat Mikes Fat Wreck Chords. Stilmæssigt er bandet sprunget lidt tilbage i tiden, hvor de prøver at genoplive deres tidlige hit-dage fra ”Life In General”, og det må siges at være på tide, idet at alle udgivelser siden førnævnte album har været noget skuffende. ”The Renaissance EP” er derfor også det stærkeste materiale undertegnede har hørt siden 1996, og det er især numre som ”Lonesome Town”, ”The Opposite” og ”Yuri Wakes Up Screaming” som udgør slaget. Sidst nævnte minder en på, at MxPx aldrig har været specielt dybe i deres tekster, men derimod altid meget lalleglade og pjattede, dog med enkelte undtagelser i deres tidlige dage, hvor de i enkelte numre gjorde udtryk for en stærk tro på Gud. I dag består MxPx’s tekstunivers dog langt mere af fester, piger, hjertesorg og selvbiografier end førnævnte gudstro, men musikalsk er MxPx med ”The Renaissance EP” tilbage i deres bedste form i en meget lang tid.

 

Selvom Shelter udgiver deres nyeste skive på heavy metal selskabet Century Media, så lyder de i bund og grund ikke så meget anderledes end MxPx. De er måske lidt hårdere på overfladen og omkring kanterne, men det er så også stort set det. På papiret er Shelter et hardcore band, men på ”The Purpose, The Passion” er den melodiske punk-rock dog meget mere nærværende end selve hardcoremusikken, selvom der også er visse hardcore træk at skimte hist og her. ”The Purpose, The Passion” er en forholdsvis god udgivelse, men når man lige har hørt MxPx, står Shelter ikke distancen 100%.

 

Det samme må desværre også siges om svenske Smooth and Greedy, som den 21 maj udgiver ”Prision Talk” på Century Medias datterselskab People Like You. Bandet kombinerer typisk People Like You rock og rul med punk, rock-a-billy og en anelse country, men det er meget forskelligt hvordan de kommer fra opgaven fra nummer til nummer. Der er visse gode idéer på ”Prison Talk”, men ikke noget der strækker meget længere end til et 3-tal. Dog er ”Prison Talk” en væsentlig bedre skive, end den før anmeldte skive med pladeselskabskollegaerne Rock n’ Roll Outlaw som også udkommer den 21 maj. Hans Jákup Eiðisgarð

 

NDV; Karma

Ear Candy/Nordic Metal

 

Noel Morse; It’s not Too Late

Ear Candy/Nordic Metal

 

Det er efterhånden meget populært for etablerede bandmedlemmer af store bands at udgive solomateriale. Medlemmer af Dream Theater, King’s X, dc Talk og Limp Bizkit gør det alle i disse dage, og ligeledes gør nogle af medlemmerne af amerikanske Spock’s Beard - tilsyneladende. Det er meget forskelligt hvordan resultaterne af disse solo-skiver bliver, og alt fra det fantastiske, det jævne og det katastrofale er set, hørt og oplevet. Både Nick D’Virgilio og Noel Morse, fra det progressive rockband Spock’s Beard, har tilsyneladende på deres nye solo-albums, haft brug for at afprøve andre ting end den hårde og avancerede rock, og det skal de være velkomne ting, for de har begge leveret gode og respektable skiver, selvom det er uvist om deres publikum bliver helt det samme som det hos Spock’s Beard.

 

Både Nick D’Virgilio og Noel Morse leger muntert i pop-land, og gør det ret overbevisende. Nick D’Virgilio har prøvet det før sammen med Tears For Fears, Genesis og Peter Gabriel og Noel Morse har udgivet et solo-album før, hvor han afprøvede noget af det samme, men det må da komme som noget af et sjok for garvede Spock’s Beard fans, at høre dem i denne, deres bedste radiovenlige og mest hæderlige måde. Der er nemlig ikke ret meget tung og elektrisk rock over hverken ”Karma” eller ”It’s Not Too Late”, men iørefaldende og radiovenlige hilsener er der dog nok af. Noel Morse (Spock’s Beards forsanger) er lidt mere pianodrevet end NDV, og sætter sig noget op ad det vi normalt hører fra Ben Folds Five og Flemming & John, samtidig med at han fastholder lidt blues attitude som ikke er helt ulige en Bob Carlisle i esset, samtidig med at NDV måske leverer de mest oplagte hits. Bestemt to kvalitetsudgivelser fra to talentfulde musikere. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Ned Kelly Band; One Of These Days

Selvstændig. 2000

De sidste par år, er jeg begyndt at nyde at høre god blues musik mere og mere, og med The Ned Kelly Bands skive One Of These Days, er der igen lagt op til god gammeldags blues rock. Ned Kelly, som frontmanden i bandet åbenbart heder, er en meget gudfrygtig mand, eller det kunne i hvert fald lyde sådan. Teksterne han har skrevet på One Of These Days, vidner alle om hans tro, i det at han vælger at synge om Gud, Jesus, Bibelen og hans forhold til førnævnte. Ned Kelly er også meget optaget af verdens sidste tider og selve dommedagen, og navnet One Of These Days, er også ment at henvise til, at en af disse dage, så er det altså slut. ”The end of the world is at hand” og ”Times of last busses,” således lyder to skilte som Ned Kelly har valgt at sætte på front-coveret af albummet, og det styrker ligesom også kernen i cd’ens budskab om at enden er nær. Musikalsk er Ned Kelly en tilbagelænet blues rocker, som sammen med sit otte mand store band, ikke lader sig sige to gange, før han fyrer den mest iørefaldende og simple blues rock af. Der er numre som virkelig får mig at trampe fødderne i gulvet og knipse med fingrene, men efter tolv af slagsen, virker det som om nogle af idéerne er blevet genbrugte, og dermed bliver de også en smule ligegyldige. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

Never The Less; Through The Night

Boot To Head Records. 2000

Det er sjældent at en melodisk punk skive har en så forfriskende effekt på mig, som Never Than Less’ nyeste udgivelse Throught The Night har det. Der bliver simpelthen fyret den ene energibombe af efter den anden, og så er ikke din typiske kopier-alle-andre-punk-skive heller. Never The Less er ikke et overdrevent kommercielt punk-band. Bas, guitar og trommer er lidt for old-school – måske endda hardcore - til det, men sangeren får dem alligevel at lyde ret iørefaldende, og hvis Never Than Less skulle ende på moderne rock radio, så ville det uden tvivl være sangeren der ville gøre det afgørende udslag i beslutningen. Never The Less er nok det nærmeste man kommer til en kombination af gammel og ny punk. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The News; Demo

Selvstændig

Hvad i alverden, er Kurt Cobain genopstået og flyttet til Finland? Sådan lyder det, når man sætter denne firesangs demo med finske The News på. Det er selvfølgelig ikke Kurt Cobain der synger på pladen - man har da lov til at håbe, det gør de der Elvis-freaks i hvert fald endnu. I stedet er det en finlænder, der hedder noget så popstjerneforladt som Mikko der synger. Og ved du hvad, jeg tør lægge mit hoved på halshugningsblokken på, at Mikko er Finlands største Nirvana fan, og at han har øvet sig i alle Cobains sangteknikker (hvis han havde sådannogle) lige siden han som teenager hørte ”Nevermind” i radioen. Resten af bandet, må også have et inderligt forhold til Nirvana, for deres musik er skam noget af det nærmeste, man kommer til den oprindelige Seattle grunge-bølge – og især Nirvana - der hærgede hitlisterne i de tidlige 90’er. Og når man hører et band som The News, så har Creed og Staind pludselig ligeså meget med grunge at gøre, som Mogens Glistrup har med sund fornuft. Demoens første nummer ”Whatever” er faktisk kanon fedt, mens efterfølgeren ”Sad” er, som navnet antyder, sørgeligt kedelig. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Nickelback; Silver Side Up

Roadrunner. 2001

Jeg er godt klar over at denne her udkom i oktober sidste år, men eftersom den netop har toppet de danske salgshitlister, så får den et par ord med på vejen ned igen. Det er jo ikke hver dag, at et rock album får lov at komme derop at vende. Men som sådan, er der ikke noget spektakulært vedrørende canadiske Nickelback, og rent stilmæssigt indkasserer de nu ti år gamle checks udskrevne af Kurt Cobain. Det er dog en noget opdateret og mere radiovenlig grunge Nickelback præsenterer, måske som en lidt hårdere og mere kantet version af Lifehouse, eller en mere poppet version af Staind, om du vil. Storhittet ”How You Remind Me” er noget som selv de blideste pop-tøser elsker, og som jeg personligt ikke kan få nok af. Og i ”Too Bad”s tilfælde, er det nogenlunde det samme. Men generelt er Nickelback for ufarlige til at blive taget 100% seriøst. Jeg regner næppe med at se Nickelback på hitlisterne om, lad os sige, fem år, men de må gerne komme med en ny ”How You Remind Me” om et par år. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

No Apples For Adam; No Apples For Adam

Selvstændig. 2000

Da No Apples For Adam udgav denne, deres debut album, var bandet stadig et selvstændigt band, men regn ikke med, at bandets andet udgivelse bliver selvstændig. No Apples For Adam har nemlig - baseret på debuten - fået en kontrakt med Flicker Records, og cd’en kan nu f.eks. fås hos Amazon.com.  

Når man hører et nummer som Just To Reach you, kan man også godt forstå, at Flicker Records, fik øjnene – eller måske skulle jeg sige ørene - op for bandet. Sangen lyder nemlig som den ballade Jars Of Clay aldrig fandt på at lave, selvom den var der lige foran næsten af dem. Bandet lyder som et mere tilbagelænet Goo Goo Dolls eller Collective Soul eller et mere lige på og elektrisk Jars Of Clay. Versionen af den traditionelle Amazing Grace eller River kunne ligesom Just To Reach You godt tænkes at blive store radio hits, om ikke andet så i USA. I Europa hører man ikke så meget musik som denne, men i USA er hitlisterne fulde af bands som No Apples For Adam, og No Apples For Adam er på ingen måde i den dårligere ende af skalaen. En god debut udgivelse. Forhåbentligt bliver standarden ikke svækket med et udgivelse på et anerkendt pladeselskab. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

No Doubt; Return of Saturn

Interscope Records 2000

No Doubt startede deres karriere helt tilbage 1987, hvor de kun spillede cover numre af deres ska-forbilleder. Det var dog ikke før i 95, da de udgav deres tredje album Traggic Kingdom, med singler som Just a Girl og Don’t Speak, at de fik et kommercielt gennembrud. Der er efterhånden gået 5 år, siden vi sidst hørte No Doubt. Hvorfor det er gået så lang tid, ved jeg ikke, men mon ikke dette har været en for lang pause for bandet. I hvert fald har tidens ungdom en tendens til at glemme hurtigt.  Og netop derfor kan det tænkes, at deres publikum fra 95 er sikkert gået videre, og i dag lytter, til hvad MTV ellers har at tilbyde. Den dengang så glade og populære punk/pop-ska er på Return of Saturn ved at være forsvundet ud af No Doubt’s lydbillede. Der er 15 modternede pop/rock numre på albummet, som måske er en anelse for ensformede, i forhold til det vi hørte på Traggic Kingdom, og hvis det ikke var for bandets forsangerinde Gwen Steffani, så ville Return of Saturn være en stort set helt hjælpeløs og ligegyldig udgivelse. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

No Shame; Schpunk

Straightedge Records. 2001

For et stykke tid siden, blev jeg lidt overrasket over at modtage moderne nu-metal music fra Finland. Ikke desto mindre overraskede var det, at modtage finsk punk, især når min kendskab til finsk musik består af black og dødsmetal, samt techno a la Bomfunk mc’s, men der laves åbenbart også poppet punk musik derovre. No Shame er ikke det mest nyskabende punk band, jeg har lagt øre til. De er lidt mere aggressive end de fleste pop-punk bands, men også lidt for poppede til at falde alt for godt i smag hos old-school folket. 14 numre bliver det til på ”Schpunk”, og som så ofte før set, så varer numrene ikke mere end i 2-3 minutter, hvilket giver os en samlet spilletid på 31 minutter og 40 sekunder. Ja, ja, men sådan er det nu engang med punkmusikken. Efter adskillige gennemlyninger af ”Schpunk”, er der stadig ikke noget der skiller sig ud, da hovedparten af numrene på ”Schpunk”, lyder lidt for meget som al anden punkmusik man har hørt de sidste par år. Der er de samme riffs, de samme trommetakter, de samme kedelige vokaler og de samme temposkift, ergo der er ikke rigtig noget at komme efter, hvis man allerede har et halvt tons punkskiver i samlingen. Det som dog trækker lidt op ad, er de omkvæder hvor tre af bandets medlemmer prøver at synge sammen, hvilket giver en afslappet ”syng-med”-følelse. Prøv at forestille dig nogle punkede The Kinks ”Girl You’ve Really Got Me goin’” numre, dog med nogle langt mere uduelige sangere, og du er ved at forstå spøgen. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Larry Norman; Only Visiting This Planet

MCM Records 1972/Solid Rock 2000 (JJJJJJ)

 

Larry Norman; Something New Under The Son

Solid Rock. 1981/2000 (JJJJ--)

 

Larry Norman; The Vineyard

Solid Rock. 1998 (JJJJ--)

 

For dem som ikke ved hvem Larry Norman er, kan jeg sige, at han var den første kunstner som prøvede at formidle det kristne budskab igennem rock musik, og derved forandrede kristen musik for altid fra at være kedelig til at være cool. Det er nok ikke nødvendigt at sige, at Larry Norman blev modtaget med stor skepsis, og han passede i virkeligheden hverken ind i den kristne eller den verdslige musik scene. Rolling Stone Magazine beskyldte hans rock for at være religiøs til at have nogen værdi, mens de kristne beskyldte hans budskab for at være for verdsligt, på grund af måden det blev formidlet. Elektrisk guitar, bas og trommer, var jo dengang – og er det stadig nogen steder – djævelens redskaber.

 

Helt fra at Larry var lille, følte han at kirkemusikken var for kedelig. Han forstod ikke, hvorfor der ikke kunne være nogen musik, ligesom den i radioen, og derfor begyndte han selv at skrive rock numre med kristent budskab, og selvom hans familie og næsten alle kristne dengang, var imod ham, så blev han ved. Han fik en pladekontrakt med Capitol Records i 60’erne, og udgav tre plader på selskabet, før han underskrev end kontrakt med MCM Records, som udgav hans fjerde album Only Visiting This Planet, som viste sig at være hans bedste nogensinde. Billboard Magazine omtalte Larry som den vigtigste kunstner siden Poul Simon. Og mange år senere blev netop denne plade, valgt at være moderne kristen musiks vigtigst plade nogen sinde.

 

I dag har Larry lavet over 45 plader, hvor af mange er umulige at få fat på. Derfor har Solid Rock valgt at udgive flere at pladerne igen, og Only Visiting The Planet er af dem. Og hvilken fantastisk plade det er. Man forstår godt at dette var Larry Norman’s gennembruds plade. Man finder alle Larry’s fedeste numre på denne udgivelse, bl.a. Why Should The Devil Have All The Good Music, I Wish We’d All Been Ready, I Am The Six O’clock News og I’ve got to Learn To Live Without You. Størst opmærksomhed vagte sangen Why Should The Devil Have All The Good Music, med tekster som “There’s nothing wrong with playing blues licks/but if you’ve got a reason tell it to my face/why should the devil have all the good music/there’s nothing wrong in what I play/ Jesus is the rock and he rolled my blues away”. Og hvis det ikke var blasfemi nok for de konservative kristne, så have Larry også dette at sige om tidens kirkesang: ”I don’t like none of those funeral marches/I ain’t dead yet.”

 

Oprindeligt var der ti numre på Only Visiting This Planet, men på genudgivelsen er der fem ekstra numre, hvilket under andre omstændigheder nok havde ødelagt et ellers perfekt helhedsbillede, men mærkeligt nok passer alle ekstra numrene perfekt ind, og klarer stadig at holde albummet på seks stjerner.

 

I 1981 udgav Larry pladen Something New Under The Son, som oprindeligt skulle været udgivet langt før. Something New Under The Son skulle have været en dobbelt-plade, men pladeselskabets ville gerne udgive to cd’er for at tjene flere penge, men da Larry ikke ville gå på kompromis, blev pladen først udgivet 5 år for sent, og kun som enkelt-plade. Musikalsk er pladen meget anderledes end Only Visiting This Planet. Den er langt mere syret og blues inspireret. Konceptet bag pladen, er bogen The Pilgrim Progress af John Bunyam – som levede i 1600-tallet.

 

I 1998 udgav Larry The Vinayard, hvilket han selv synes, er hans bedste live optagelse nogensinde. The Vinayard er en dobbelt-cd, med tilsammen 38 skæringer og over to timers musik og tale. Man skulle næsten tro at Larry var en komedie entertainer. Han fyrer den ene vittighed af efter den anden, og det virker for det meste. Larry tager sig selv ikke særlig alvorligt. Han gør grin med flere af sine gamle numre, sig selv og omgivelserne. Man finder mange af Larry’s bedste numre på The Vineyard. Til tider ville det dog være bedre, hvis han bare spillede numrene, og lod være med at stoppe for at snakke, og det gør han meget af. For det meste er det meget behagelig underholdning Larry præsenterer os for på The Vineyard, selvom det er langt fra perfektionisme. Hvis du vil købe eller vide mere om Larry Norman's musik prøv hans hjemme side på www.larrynorman.com eller send post til Solid Rock Productions, Inc. - 3760 Market Street N.E. - PMB # 306 - Salem, OR 97301 - U.S.A. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Larry Norman; Copper Wires
SolidRock Studios, 1998
I CCM er Larry Norman kendt som en pioner (eller pioneren) for kristen rock. Han har spillet siden 60erne, og er bedst kendt for sange som "I wish we'd all been ready" (også spillet af DC Talk og Cliff Richard) og "Why should the Devil have all the good music" (også spillet af Cliff Richard og Larry Howard). "Copper Wires", som denne cd hedder, er en forholdsvis ny cd med Larry, den var ugivet i 1998 af Solid Rock Studios. Der er 11 studie optagelser på cd'en, men der er også 4 bonus sange, som var optaget live i 1997 på Street Level Cafe Internet Party. Selve cd'en har ikke så meget at give en traditionel rock fan, men har måske mere at give dem som kan lide blues eller folk musik. Alle studie sangene er lidt langsomme og og afslappede, og det sker ikke så meget. Højdepunkterne er sange som "Turn, Turn, Turn," som i måske kender fra filmen Forrest Gump (en hippie 70er flower power sang), og "Oil on my lamp," som jeg selv husker fra søndagsskolen som barn. De eneste sange som rigtig sparker røv og rocker er live sangene "Watch what you're doing" og "Why should the Devil have all the good music." (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Larry Norman; Tourniquet

Solid Rock. 2001

Så er der nyt igen fra Larry Norman, og som (næsten) altid, så er der igen talen om et kvalitetsrigt album. ”Tourniquet” følger dog ikke samme spor, som Larry Norman for ikke så længe siden afprøvede på ”The Mother Of All Tribute Albums”, hvor hans coverversion af Dc Talk’s ”Jesus Freak” var noget opdateret i forhold til tidligere materiale med dets disco rytmer og elektro-rock sammensætninger. ”Tourniquet” tager derimod Larry Norman tilbage til det, som han egentlig altid har lavet på sine album, og derfor er det ikke svært at regne ud, at der er vel iscenesat folk og blues inspireret rock musik med begge ben solidt plantet tilbage i den klassiske 70’er rock, alt imens budskabet peger håbefyldt imod fremtiden. Sammenlignet med album som ”Only Visiting This Planet”, så er ”Tourniquet ikke det bedste materiale Larry nogensinde har skrevet, men alligevel holder det 100% i forhold til så meget anden rock musik nu til dags, og med sange som ”Endless Life Of Dreams”, ”Center Of My Heart” ”Love Is The Reason” og ”Rock The Flock” beviser Larry Norman, at han endnu engang er vokset med opgaven. Good one. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Normandy; Denied
Kaluboné Records 1998
Normandy har alt andet end høstede gode anmeldelser for deres cd "denied," hvilket jeg synes er lidt mærkeligt, fordi deres musik kører godt - men måske har det noget at gøre med at Normandy's sound er lidt 80er inspireret! Normandy er faktisk er duo: Norman og Amanda Stevens. De har dog fået hjælp fra et par studiomusikkere, og et baggrundkor som tager musikken til et andet niveau. Amanda, som er forsanger, får mig til at tænke på 80er bands som Heart, Starship og Ransom (kristent tidligt 90er band med 80er lyd). Bedste sang på cd'en er "denied," som også er et lille radiohit. Sangen er også eneste sang som ikke er særlig 80er inspireret. De som troede at 80er musik var død, vil måske finde en ny ven her. Måske vender 80erne tilbage - hvem ved? (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The North Sixty; For A Moment I Saw Clearly

1340 Records. 2001

Det er ikke så tit, at jeg hører fra 1340 Records, men nu er selskabets fjerde album altså ude. Jeg har før stiftet bekendtskab med The North Sixty på en tidligere 1340 Records sampler, men hvorfor jeg har fået indtrykket af, at bandet skulle være et akustiskbaseret pop band a la Jars Of Clay ved jeg ikke. The North Sixtys lyd en nemlig for det meste ret elektrisk, selvom den stadig er meget radiovenlig og poppet. Jeg har dog svært ved at forestille mig at høre The North Sixty på radio eller MTV i nærmeste fremtid. Det er deres lyd alt for mudret og dårligt produceret til, hvor især vokalerne bør også komme længere frem i selve mikset. Alligevel er de fleste sange helt ok, og i sig selv kunne de godt tåle lidt air-play. På fremtidsudgivelser må man håbe, at man produktionen under kontrol, således at vi virkelig kan se bandets sande talent. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Novadriver; Void

Small Stone Records. 2001

Det er tænkeligt, at “Void” er det bedste album Small Stone Records nogensinde har udgivet. Og hvad der er endnu mere tænkeligt, er at Novadriver er det bedste band selskabet har i stald. Detroit bandet mestrer den psykedeliske space-rock de udforsker, med deres flirten med 90’ernes stener rock og 70’ernes syre rock. Og så er der endda sneget sig et oplagt radio-hit ind på skiven i form af ”Sleep” – et nummer som med tilbagelænede og stilfærdigt smukke melodilinjer er den sikker vinder på dette 10-sangs-album, og som, hvis jeg var Gud, lå nummer et på alverdens hitlister på ingen tid. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Odd Man Out; To You I Go

Selvstændig. 2000

Odd Man Out er endnu et af de mange amerikanske emo og punkbands som prøver at overbevise verden om, at det netop er dem, som har fortjent muligheden for succes. Det er endnu ikke lykkedes bandet, selvom både HM Magazine og pladeselskabet Velvet Blue Music har lagt gode ord ind for bandet. Med denne otte sangs skive, prøver bandet at kombinere følelsesbetonede emo-numre med smukke og samtidig desperate vokaler,  sammen med aggressive punkkompositioner med vrede hardcore-råb. Odd Man Out er dog meget mere optaget af emo-rocken, end de er af punken, og det kunne godt lyde, som om bandet havde lyttet en til Dear Ephesus og Appleseed Cast. Flere af numrene er også rimelig gode, og kunne holdes op imod nogle af Deep Elm’s tammere udgivelser, men på grund af produktionen, som ikke giver indtryk af meget andet end et garageniveau, så formår bandet ikke at fastholde undertegnedes interesse fuldt ud. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Offspring; Conspiracy Of One

Sony. 2000

I 1994 blev The Offspring verdens bedst sælgende undergrunds band nogensinde, med deres udgivelse af albummet Smash og super hittet Self Esteem. Mærkeligt nok blev succesen ikke den samme med udgivelsen af det følgende album Ixnay On The Hombre, selvom man skulle tro, at The Offspring havde sat sig i folks underbevidsthed for altid. Og måske havde de også det, fordi med sidste års udgivelse af Americana, blev de igen et af verdens største rock navne, hvilket numre som Pretty Fly (For A White Guy) og Why Don’t You Get A Job har en stor del af æren for. Conspiracy Of One er også et meget typisk Offspring album, om man så må sige. Det er de typiske glade og iørefaldende punk-pop numre som med masser af tempo og energi raser af sted, og efterlader lytteren den ene ørehænger efter den anden, og selvom der måske ikke er nogen Self Esteem eller Pretty Fly (For A White Guy) på Conspiracy Of One, så er der ikke meget at klage om her. Jeg er i hvert fald imponeret over denne nye udgivelse, og har i sinde at have den hyppigt i min cd-spiller. Jeg ved dog ikke hvor længe, jeg vil nære disse følelser overfor pladen, da udgivelser af denne type ofte viser sig at have kortere holdbarhed end man på forhånd tror. Men jeg nyder det så længe som det varer. Den tid den sorg…. Og så kan det endda være, at jeg tager fejl? (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Ryo Okumoto; Coming Through

InsideOut/Nordic Metal. 2002

Ryo Okumoto har sammen med Spock’s Beard meget muligt udgivet årets bedste progressive rockalbum, men ligesom Neal Morse og Nick D’Virgilio der udgav soloalbums sidste år, vil Spock’s Beard keyboardspilleren, der ellers har spillet musik siden i 1970’erne og igennem tiderne medvirket på mange plader, også bevise at han kan noget udover at være keyboardspiller i Spock’s Beard og gæstemusiker for kunstnere som Al Green, Eric Clapton, Phil Collins og Natalie Cole. Og det gør han med hans nye soloalbum ”Coming Through,” der har fået navnet efter den 19 minutter lange sange af samme navn. En sang der begynder stille og roligt, men som skifter udseende flere gange undervejes, og en overgang tror man, at sangen kommer til at være med i en kommende Disney-film. Ryo har dog ikke været i stand til at klare det hele selv, selvom han selv har skrevet det meste materiale, dog med lidt hjælp fra Spock’s Beard vennen Neal Morse hist og her. Flere gæster har også bidraget med sit talent, bl.a. Totos Bobby Kimball og Steve Lukather, samt den tidligere Deep Purple medlem Glenn Hughes. Familien er også vigtig for Ryo, og det beviser han med at lade sin kone (sang) og sin 11 årige søn (trommer) medvirke på albummet. At Ryo Okumoto for tiden er mæt af hård, guitarbaseret prog. rock efter al sin tid i Spock’s Beard tager ikke så lang tid at indse i fællesskab med ”Coming Through”. Ryo holder sig hele tiden til en lettere fusionspræget jazzstil, der bliver krydret med ”the blues” og avancerede pop-arrangementer, og det fungerer bedre end man kunne have regnet med. Soloalbums fra progressive keyboardspillere plejer gerne at byde på alt for meget leg, men Ryo holder legen pænt på afstand, selvom der gennemgående naturligvis er et stort fokus på keyboardspillet. ”Coming Through”er ikke så stort et album som f.eks. Spock’s Beards eget ”Snow”, men alligevel har albummet stor relevans for alle fans af Spock’s Beard, og hermed kvitteres med at råde førnævnte gruppe mennesker at købe ”Coming Throug” snarest muligt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

One; A Nation of stars og A Generation of time

Y2K 1999 & 2000

Producer: Malachi

Jeg tror, at manden bag bandet ”One,” er lidt af en original. Manden hedder Malachi, og som jeg har forstået, kommer han fra Rusland. Han er som sagt i gang med at lave en trilogi som han kalder for ”One,” og hidtil er der kommet to cd’er. Den første hedder ”One; A nation of stars,” den næste hedder ”One; A generation of time,” og den tredje forventes at være færdig engang sent i år. 

Malachi bærer ord for at være en meget talentfuld og kreativ musiker, og det beviser han fuldt ud, på de to cd’er som her anmeldes. Der er hele 16 numre på den første cd, mens der er 19 numre på den næste, hvilket er rimelig meget at udgive på mindre end et år. Og ikke nok med det, Malachi har også selv skrevet alle numrene, og desuden spiller han alle instrumenter på cd’en. Hvad så? Er der måske nogen der siger! Men du skulle høre, hvad der bliver spillet her. Der er de mere traditionelle rock instrumenter som guitar, bas og trommer, samt strygere, klaver og alle mulige andre mærkelige ting.  Malachi står heller ikke stille som kunstner. Han formår hele tiden at ændre stil fra nummer til nummer. Der skinner både kærlighed for klassisk og rock musik igennem på disse to cd’er. I et nummer kan der blive spillet rock/opera, mens det næste nummer næsten er støjrock, mens det næste igen er prog. rock. Der er ikke enhver kunstner der tør bevæge sig fra at lyde som Led Zeppelen til Kansas til Starflyer 59 til Tourniquet.

Dette er ikke cd’er man bare sætter på, og så hører et par hits. Der er simpelthen ikke nogen. Du må høre disse cd’er som en helhed. Der er måske nogen der siger, at idéen bag denne trilogi er stjålet fra Saviour Machine, og det skal jeg ikke gøre mig klog på, men stilmæssigt er dette meget anderledes. Det bliver spændende at se, hvordan kunstneren Malachi udvikler sig i fremtiden. Hans Jákup Eiðisgarð

A nation of stars        (JJJ---)

A generation of time  (JJJ---)

 

One Cross; Clearly Distorted

Selvstændig 2000

Producer; Jesse Sprinkle & Shawn Harnish

One Cross er noget så usædvanligt, som tre teenage brødre - og deres far, som spiller hård alternativ musik, som ville få Hanson brødrene til at dø af skræk. Clearly Distorted er bandets første album, og der skulle gerne kommer et par mere i fremtiden, selvom One Cross nok aldrig får så stor en succes som Jackson Five eller før omtalte Hanson. Clearly Distorted er en blanding af alt hvad der sker på nutidens rock og metal scene. Der er en del moderne rock, som for det meste er blandet med rap med både hardcore og metal inspirationer. Der er endda plads for tonstung industrial rock i et enkelt nummer. One Cross er helt sikkert inspireret af tidens nu-metal trend, og det prøver de selvfølgelig at leve op til. Det skal dog siges, at der er en del at leve op til i denne snart overfyldte genre. Men hvad One Cross gør smart i, er at dæmpe sig lidt ned, og tage andre inspirationer ind, i stedet for kun at kopiere Korn og Limp Bizkit. Hvis alt skal tages i betragtning, så er Clearly Distorted en god debut udgivelse, som forhåbentligt kun er den første af flere hårdt pumpende familie rock og metal albums. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

One Foot Forward; One Foot Forward

Substant 2000

Producer; Off & Sam Boukas

Det er ingen hemmelighed, at jeg efterhånden, er ved at blive godt træt af alle disse pop/punk bands, der hele tiden dukker op, og ikke lyder som andet, end anden eller tredjegrads kopier af MxPx eller GreenDay. Dette skulle efter sigende være lavet om på, med Substand’s første pop/punk udgivelser; One Foot Forward og Logos. Med Logos er der måske noget om snakken, men her på One Foot Forward’s debut EP, er der ingenting nyt at tilføje. Der er faktisk, mere end nogensinde før, talen om et MxPx kopiband. Ud af disse 6 numre, er der ikke et eneste, som ikke får mig at tænke; ”hey, der har vi MxPx igen.” Og så er der ikke kun parter af lydbilledet, der leder tankerne på MxPx. Nej, både vokaler og guitar er så at sige identiske (eller tæt på), til det man hørte på ”Let it Happen.” Endda åbningerne til numrene lyder som MxPx, om det så end er med guitar-riffs, bas eller trommespil. Og nu efter alle de negative ord, så er kun tilbage at sige, at engang imellem, når man glemmer at dette kommer fra djævelen (joke) og ligner alt for meget MxPx, så kan det faktisk lyde ret godt. Der er dog lang vej for One Foot Forward, hvis de skal leve op til det deres pladeselskab markedsfører dem som. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Operation; There’s Hope For A Tree Cut Down

Takehold Records. 2001

Ikke siden Glorybox’ ”Vacuum” eller Royals ”My Dear”, har jeg hørt så fed støjrock som på ”There’s Hope For A Tree Cut Down”. Ej heller, har jeg hørt federe emo-rock end det samme, siden Appleseed Casts ”Mere Vitalis” udkom. Som du kan se, er The Operation et band, som kombinerer støjrock elementer med emo-rock, og som du måske også kan se, så er jeg helt vild med bandets sammensætninger. Jeg havde ellers aldrig hørt om The Operation før, og havde egentlig regnet med en hårdere omgang hardcore-skrig, da det normalt er Takehold Records’ varemærke, men de fik mig godt nok, de kære mennesker i Takehold Records. Det er ikke sikkert, at man lige forstår hvad der foregår, første gang man hører The Operation, men opgiv ikke, fordi så snyder du dig selv. Der skal nogle gennemlytninger til, før man ligesom har fået samlet alle trådene, og så kører det bare…på smukkeste vis. En typisk The Operation sang, har det med at starte langsomt, og derefter bare langsomt at bygge sig op og vokse hen imod en. Det kan være fredeligt et øjeblik, smukt…og kaboom bliver du ramt af et hav af brusende trommebeats og støjende guitarlinier. Hamrende fedt. Mit gæt er, at vi hører mere til The Operation i fremtiden. Meget mere. Og hvis ikke? Gør dig selv en tjeneste, gem ”There’s Hope For A Tree Cut Down” som var den guld værd. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Pacifico; Still On Hold

Vapid Records. 2001

De er store i kæften, de kære Pacifico medlemmer. De påstår nemlig året 1999 - selvom det ifølge dem er de færreste der ved det - var året hvor det mest indflydelsesrige rock bands i vores tid blev stiftet, nemlig dem selv. Nå ok, men hvis der ikke er nogen der ved det, hvordan kan de så være det mest indflydelsesrige band i vores tid? Ups. Så har de også spillet i kendte bands som Suspect 7, Bang Up Job og Linger! Nå ok, og hvem er så det? Pacifico er ifølge dem selv også det mest talentfulde band fra Atlanta siden R.E.M. Glem det venner. Men når det er sagt, så er der klart gode pop og rock sange at finde på ”Still On Hold”. Fans af kristne bands som Smalltown Poets, Bleach og andre lignende pop-rock bands vil få hænderne fulde med ”Still On Hold”. Jeg kunne også godt forestille mig, at samtlige af skæringerne fra cd’en godt kunne få gode placeringer på de kristne rock hitlister i USA. Jeg tror også på, at om ikke så længe har disse drenge også en pladekontrakt, så hvis du vil være lidt hip, og kende bandet før de slår igennem, så køb denne ”Still On Hold”. En ok debut skive. Intet mere og intet mindre (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Johnny Parks; Nomads Welcome

Selvstændig. 2000

Det er ikke så lidt af britisk - eller endnu mere konkret - nord irsk kvalitets musik, man har hørt på det sidste, og sidste nye er lovsangssangskriveren Johnny Park, som på Nomads Welcome har fået hjælp fra flere kendte nord irske studiemusikere her ibland Ian Archer. Johnny Parks er en begavet sangskriver, ingen tvivl om det, men alt for ofte virker det dog, som han har alt for travlt at lyde som en alternativ country version af Radiohead, i stedet for at finde sin helt egne lyd. Der er tolv numre på Nomands Welcome, som alle tager udgangspunkt i kristne værdier. Dette er sange som lovpriser kristendommens Gud for sin godhed og nåde, men som samtidig ikke lyder helt som dine traditionelle lovsange, da sangene generelt er af en melankolsk opbygning, i stedet for den altid a-typiske, søde og opløftende glade lovsang. At sangene er anderledes end ungdomsgruppefavoritterne, er også Johnny Parks største styrke som lovsangsskriver, men hvad er hans styrke som lovsangsskriver, er hans svaghed som almindelig sangskriver, da Radiohead alt for ofte både er hørt og kopieret før. Dette kunne været blevet til så meget mere. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Jim Peterik and World Stage; Rock America – Smash Hits Live

Frontiers/Nordic Metal. 2002

Jim Peterik er manden der enten har skrevet eller co-skrevet hele Survivors bagkatalog, samt en række hits for hans andet band 38 Special, og der er faktisk gode sange imellem, skal jeg hilse og sige. Tjek blot Survivor klassikeren ”Eye Of The Tiger”, der oprindeligt blev skrevet til ”Rocky III” filmen, men som nu er blevet gjort udødelig. Og det er også denne sang, dette live album sammen med bandet World Stage starter med. Et dejligt genhør med denne vidunderlige sang, om end den ikke rammer helt ligeså plet som den oprindelige version. Men allerede efter denne sang begynder at knibe med relevansværdien. Man skal helst være opvokset med bands som Foreigner, Journey, Styx, Reo Speedwagon og Survivor – ja, måske endda Chicago og lignende -  for fuldt ud at kunne tilfredsstilles af det her. Det er nemlig den slags musik der fyldte store arenaer dengang, og faktisk egnede sig bedst disse steder, tilsat gigantiske lysshows, korsangere, hornsektioner og lignende, hvilket tilslut resulterede i, at den rock der oprindeligt – og papiret – burde kategorisere disse grupper forsvandt i en suppedase af unødvendig flødetilsætning, og dette er også tilfældet hos Jim Peterik and World State. Det er kedeligt og alt for pænt, og så kan en coversidestrofe som ”top ten hits performed by some of the biggest naves in rock” være ligegyldig. Top ti hits eller ej, det er stadig uendelig kedeligt og utiltalende, og det kan end ikke gæsteoptrædener fra tidligere medlemmer fra Lynyrd Skynyrd og Reo Speedwagon gøre noget ved. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Duane Peters and The Hunns; Tickets To Heaven

People Like You/Nordic Metal. 2001

Duane Peters har travlt med at udgive ny musik. Udover at være en aktiv del af punkbandet U.S. Bombs, er Duane Peters sammen med sit andet band The Hunns, nu for anden gang indenfor et år klar med hårdtslående punkudspil. Stilen er midttempo 70’er punk-rock som ikke er for gammeldags at overleve i år 2001. Ret skal dog være ret, hvilket vil sige, at Duane Peters and The Hunns nok kunne have taget sig lidt mere tid til at lave dette album, for ligesom at få det lidt mere helstøbt. Der er for mange løse ender, og det lyder helt ærligt som dette har været lidt af et hastværk. Ikke decideret dårligt, men det kunne bare have været så meget bedre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Philmore; The Bare Truth About Philmore

Selvstændig. 2002

Pop-punkerne i Philmore skabte sig selv ikke så lidt af et navn indenfor den kristne rockscene, først med en selvstændig udgivelse, og derefter med et album på Five Minute Walk Records. Og derfor undrer det, at Philmore nu igen er frie agenter. Five Minute Walk har godt nok lagt fra sig, i hvert i et stykke tid, men man skulle tro, at et selskab som Tooth and Nail ville være hurtige at brede vingerne over gutterne. Sådan har tingene dog ikke udviklet sig for Philmore-drengene, men har de opgivet. Næ, nej. De er her stadigvæk, om de end er selvstændige eller ej. Når det er sagt, så er der heller ikke revolutionerende meget der er sket siden sidst. Det er stadigvæk glad pop/punk uden alt for meget andet indblandet talen er om. Og for dem der ikke vil have deres daglige rockdose anderledes, er ”The Bare The Truth About Philmore” intet mindre end glimrende. Men nogle af os vil genkende lidt for meget her. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Pitch Black; Pitch Black

Revelation/Nordic Metal. 2002

Første gang Pitch Black var i spilleren, sagde den mig ikke meget, så det tog et par uger før den røg i igen, men så var resultatet også et andet, men første efter et par gennemlytninger. Den tidligere The Never Agents medlem, Kevin Cross, fronter denne punk-kvartet, og gør det med en samling punksange der på en gang er rå og energifulde, men samtidig også melodiske. ”Rock N Roll Girl” er en øjeblikkelig ørehænger, og guitarriffet i ”Scientific Method” er noget så lækkert, men ellers er der sparsomt med hits på ”Pitch Black,” men ikke desto mindre er dette et album der i sin fulde længe holder. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Planet X; Live From Oz

InsideOut/Nordic Metal. 2002

Hvis jeg udelukkende skal give karakter udfra musikalsk kompetence og præcision, så må Planet X uden et øjebliks tvivl have mine seks smilehoveder, for de er knaldhamrende gode musikere. De laver simpelthen ikke fejl. Perfektionister af rang. Og når man tænker på, at dette er optaget live, så bliver det hele bare endnu mere imponerende. Når det er sagt, så har jeg altid haft lidt svært ved at snuppe Derek Sherinians arbejde. I Dream Theater var hans lange keyboardstykker ofte kedelige, hos Platypus var det Derek der insisterede på jazzfusionen, hvilket var Platypus’ kedeligste bedrifter. Også hans soloprojekter virker langtrukne, og alt for kedelige på mig. Og sådan virker ”Live From Oz” sådan set også på mig. Alt for perfektionistisk. Derek siger det også bedst selv, når han siger, at et af målene når han startede Planet X, var spille så ufejlbart og perfekt, således at frygten stiger i andre musikeres hjerter! Kan du se det? Det er der problemet ligger. Musikken er lavet for at imponere de andre, men sådan en se-hvad-jeg-kan-mentalitet. Bare en lille smule sjæl er hvad jeg efterspørger. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Planet X; MoonBabies

InsideOut/Nordic Metal. July – 2002

Jeg er ikke den store Planet X fan, ej heller ville jeg kalde mig fan af Derek Sherinians generelle musik, om det end var hans tid i Dream Theater, Platypus, som solist eller i Planet X. Alligevel findes der næppe en bedre spillende keyboardspiller på guds grønne jord, og det beviser han, sammen de resterende to Planet X medlemmer, guitaristen Tony Macalpine, og trommespilleren Virgil Donati på ”MoonBabies”. Basspillet leveres via gæster som Billy Sheehan, Jimmy Johnson og Tom Kennedy, og produktionen tager Simon Philips, der også producerede Dereks soloplade fra sidste år ”Inertia”, sig af. Ifølge pressematerialet var Dereks mission dengang Planet X begyndte, at gøre Planet X til det: ”Craziest instrumental band in the world”. Og det har vist sig, at Derek ikke har ramt så langt ved siden af. På ”MoonBabies” er ambitionerne høje, og det tekniske niveau endnu højere, men der går ikke ret lang tid før undertegnede - trods alt – står af, og vælger at hygge sig med noget lidt mere jordnært og afslappende, hvilket i disse dage er Spock’s Beards nye fænomenale dobbeltalbum ”Snow”. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Plankeye; Strange Exchange

Tooth and Nail Records. 2001

Plankeye spillede sig med tidligere udgivelser som ”The Spark” og ”Commonwealth” ind i hjerterne på tusindvis af unge amerikanere. Dengang, under ledelse af Scott Siletta, var bandet lidt mere poppet end det er i dag. Dengang var det power pop-punken som gjorde udslaget. I dag har punken ikke de bedste vilkår i Plankeyes musik, selvom der er et enkelt punk-riffs eller to at spotte. Bandet er blevet ældre, mere modne og derved er de også blevet bedre musikere. I dag tager bandet udgangspunkt i den skæve og larmende men samtidig stilfærdige rockmusik. Der er lidt emorock på dagsordenen som ikke lyder ulige Jimmy Eat World. Der er også en masse larmende guitarlyde over det hele på ”Strange Exchange”, hvilket minder mig en del om det færøske rockband Visible Fish minus kød. Der er også lidt af Radiohead skævheder over nutidens Plankeye, og mon ikke produceren Chris Colbert har en finger med i spillet dette vedrørende. Chris Colbert har nemlig produceret en række sære og trippede rock bands. Det er dog ikke det, at Plankeye på nogen måde er sære. I virkeligheden er der også en del poppet materiale at finde blandt skivens ni numre, men det er dog de mere eksperimenterende som gør udslaget for undertegnede. ”Strange Exchange” er ikke noget mesterværk, og jeg ved, at der er mange der er skuffede over denne drejning Plankeye har haft i deres musikalske univers, men for mig er dette en udmærket skive, som i modsætning til meget af det jeg anmelder nok vil blive spillet igen i fremtiden. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Platypus; when pus comes to shove 1998

Inside Out /10 sange

Producer; platypus

Der er nok flere der har hørt om dette, efterhånden halvgamle, projekt med bl.a. Ty Tabor (sang og guitar) fra King’s X, John Myung (bas) og Derek Shernian (Keyboard) fra Dream Theater, og Rod Morgenstein (trommer) fra Dixie Dregs og Winger. Dette er ikke nogen kristen cd, faktisk er Ty Tabor den eneste kristne medlem af Platypus, men til gengæld skriver han alle teksterne på cd’en, og selvom det aldrig bliver til noget specielt åndeligt, så er der tekster som får mig til at tænke, f.eks. sangen ”Bye bye” hvor Ty synger; ”Ribbon of love divided into. We hold with our hearts and our lives. And some will slip quietly into Heaven’s door and there’s no need to say bye bye,” og i ”I’m with you” synger Ty; ”I bring rain down on a starving river and I’m with  you. I can fill those empty eyes up with my love.” Musikalsk er Platypus lidt af en udfordring. De går fra at lyde som prog. rock ala Yes, til Dream Theater minus metal, til blues, til fusions-jazz, til King’s X rock, og til noget der nærmest lyder som et symfonisk klassisk stykke udført med rock instrumenter. Og til dem der tvivler på, hvor vidt Ty hører hjemme i et band blandt medlemmer fra Dream Theater, har jeg kun en ting at sige; lyt til cd’en og hør at Ty spiller mindst lige så godt og teknisk som både Steve Vai og Lanny Cordola. Alt i alt er dette et meget teknisk spillet og godt produceret album, det er bare synd, at lytteren til tider mister sig selv, en smule, væk i den uendelige improvision. Hans Jákup Eidisgard. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Pooh The Pedrulian; Earthsounds and Heartpounds

Milk And Honey Records. 2001

“Earthsounds and Heartpounds” med Pooh The Pedrulian er den næste vinylskive som Milk And Honey Records udgiver, og ligesom vinylsampleren “Huff #1” er denne plade lavet i et begrænset oplæg. Der er kun 200 af slagsen, så det kræver at man handler hurtigt, hvis man vil tilegne sig denne vinylplade. Der er kun tre sange på pladen, hvilket ikke er meget. Heldigvis er det Pooh The Pedrulian nummer som var på ”Huff #1” ikke et af de tre, men jeg kan ikke se, hvorfor de ikke bare smed det nummer oveni også, fordi tre numre er lige lovligt lidt at udgive. De tre numre er ekstremt tilbagelænede og søvndyssende. Det er indie og lo-fi rocken som er karm omkring lydbilledet, men det lyder til tider som Pooh The Pedrulian er et støjrock band som bare venter på at give slip. De gør de aldrig, og musikken bliver aldrig meget hårdere end en velovervejet vuggevise. Den mandlige forsanger (der er også en kvinde på det ene nummer) synger en smule falsk, hvilket ikke er ukendt i indie rocken, men det kan være lidt irriterende at høre på. Selvom Pooh The Pedrulian ikke lever helt op til standarden bands som Starflyer 59 har sat denne genre, så er ”Earthsounds and Heartpounds” en ok plade. Anbefales hvis du kan lide Starflyer 59 og Morella’s Forrest. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Poor John; Demo

Selvstændig. 2000

Efter at have læst Poor John’s biografi, er jeg lidt i tvivl, om hvorvidt jeg kan lide dem eller ej. Ok, musikken er god nok, men der er ting i biografien, som bare virker forkert at sige. F.eks. snakker de om, medlemmer som i den sidste tid er kommet med i bandet, og derfor er frelst fra at spille i de dårlige bands, de førhen var medlemmer af? En anden åndssvag ting at fortælle, er at deres gamle trommeslager, var så irriterende at høre på mens de trænede, at det hjalp at han brød ankelen, så de fik koncentreret sig om at træne i et stykke tid, med en anden trommespiller selvfølgelig. De synes også, at det er helt ok, at fortælle alle og enhver som læser bandets biografi, at deres basspiller levede et syndigt liv, og at hans syndige liv er inspiration til deres tekster. Du har nok gættet, at dette er et kristent band? Hvorfor bagtaler de så deres gamle basspiller? Ikke spørge mig. Det var nu ikke bandets biografi som skulle anmeldes her, men en 5-sangs demo. En demo som viser et talentfuldt band. Et band som spiller en slags energisk og moderne rock musik, men som samtidig får en at tænke på de tidlige 90’ers grunge bands, dog med et mere hardcore-inspireret groove. Jeg kan godt lide musikken, og ville meget gerne høre hvordan deres debutplade som udkommer næste år kommer til at lyde, men jeg ville bare ønske, at de tænkte sig lidt mere om, før de skrev en biografi med fornærmelser mod gamle bandmedlemmer. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð      

 

Poor Old Ben; Another Day

Selvstændig. 2002

Endnu et lovende, selvstændigt engelsk pop-rock orkester, der forsøger sig med en demo. Hvis jeg ikke tager helt fejl, så er ”Another Day” deres første demoudgivelse, og efter den målestok, så er det ret overbevisende materiale det her. Ja, det ville da være udmærket materiale, selvom ”Another Day” var et singleudspil fra, lad os sige, deres tredje eller fjerde album. Altså ret underholdende materiale. ”Another Day” lægger ud i bedste amerikanske pop-rock stil der lægger sig lidt opad lidt forskellige bands som Counting Crows og Cædmon’s Call, og måske en anelse opad Coldplay også, men med en mere optempo rocket omkvæde der ikke er til at tage fejl af. Efterfølgeren, ”System Addict” er mere engelskpræget, og lidt mere tilbagelænet og ikke nær så fængende, mens ”You” der blev optaget live for BBC Radio, igen læner sig lidt henad amerikanske college-pop bands men med en anelse Deliriou5-indflydelser spøgende i baggrunden. (JJJJ--)

 

Poor Old Lu; The Waiting Room

Tooth and Nail Records. 24-09-2002

Poor Old Lu er et af de bands, jeg op igennem 90’erne har hørt en del derhjemme. Især skiverne “Straight Six” “Picture From The Eight Wonder” var hyppigt i cd-spilleren.  Jeg har dog altid følt, at jeg var helt alene om at kunne lidt bandet. Faktisk kendte de fleste i min omgangskreds ikke engang bandet, men i USA havde bandet dog et trofast følge, om end det aldrig fik dem på toppen af hitlisterne. Men respekten, den beholdt de igennem hele karrieren, og anmeldere stod altid i kø for at give bandet et klap på ryggen. Men som alle andre fede bands man vil savne, så valgte Poor Old Lu pludselig at stoppe. Pludselig var alt slut, og bandmedlemmerne spredtes i alle retninger, hvor de spillede i andre bands, udgav soloalbums, og producerede for andre bands. Heldigvis er bandet nu sammen igen, og det fejres med udgivelsen af ”The Waiting Room” der ikke overraskende udkommet igennem amerikanske Tooth and Nail Records. Det er dog ikke altid en god idé for et band, der ellers har lagt fra sig, sådan at genopstå. Der er mange eksempler på, at det kan være en rigtig, rigtig dårlig idé. Men Poor Old Lu er næppe et af de der bands der bare kommer sammen igen, fordi de har brug for lidt ekstra lommepenge. Men hvordan er deres musik så i dag? Tja, det samme blev en amerikansk anmelder, der ligesom mig, længe havde fulgt bandet, spurgt, og han kvitterede med at skrive den mest hadske og negative anmeldelser læst længe. Jeg kan dog ikke forstå hvad denne anmelder så rødt over. Har han overhoved hørt det samme album, som jeg har? Har han overhoved lyttet til noget? Ok, ”The Waiting Room” er måske ikke ligefrem helt deroppe sammen med ”Picture From The Eight Wonder”, men den er deroppe et sted. Et sted hvor kun gode, velskrevne og hjertenære albums befinder sig. Poor Old Lu er for dem der ikke ønsker deres rockmusik overfladisk, men derimod godt kan bruge en ekstra dybde at dykke ned i. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Pop Unknown; if arsenic fails, try algebra

Deep Elm Records, 2000

Producer; David Valley & Pop Unknown

Pop Unknown er det tredje kristne band, på verdslige pladeselskab Deep Elm Records, og ligesom de to andre (Appleseed Cast og Brandtson), så spiller de emo. De har dog en langt mere poppet lyd end f.eks. Appleseed Cast. Der er medlemmer i Pop Unknown, der før har været i hardcore/emo bandet Mineral, men regn ikke med at høre hardcore her, nej i stedet for skrig, skal du regne med at høre dejlige og poppede vokalharmonier.

Ud af de 11 numre, der er på ”If ansenic fails, try algebra” (cool album titel folkens?), er der ikke et eneste der ikke holder. Jeg ved ikke hvilket band, jeg bedst kan lide, Appleseed Cast, Brandtson eller Pop Unknown. Det kan også være lige meget, men en ting ved jeg, og det er at disse bands albums, vil alle, være at finde i min CD-spiller i lang tid endnu. Disse bands er faktisk ret ulige, selvom de alle spiller samme genre, men hvis Appleseed Cast er emoens Radiohead, så er Pop Unknown emoens The Beatles. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Paul Poulton Project; Angel

Temporary Music. 2001

Paul Poulton er godt nok et nyt bekendtskab for undertegnede, men for andre er guitaristen, sangeren og sangskriveren sikkert gamle nyheder, for han har nemlig med ”Angel” netop udgivet sit syvende album, så der er nok at dykke ned i for interesserede. Musikken er stilfærdig og tilbagelænet rock musik, med henvendelser til både blues, jazz, country og pop, alt til hver sin tid. Det høres ret tidligt på albummet, at Paul ved hvordan man sætter en sang sammen, og at manden er en god guitarist er ikke noget at diskutere. Der er dømt Larry Norman møder Mark Knofler, når Paul Poulton Projektet begynder på den velspillede blues rock, men der er også nyere ting at hente i bandets lyd, selvom rødderne klart sidder i den gamle, traditionelle rock. Tekstmæssigt lægger Paul Poulton ikke skjul på, hvad for et budskab han vil have ud til folket. Han prædiker om Gud, Jesus og frelse igennem førnævnte. En god plade, som dog næppe bliver husket om – tja, lad og sige - fem år. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Pour; Pour

Selvstændig. 1999

Jeg synes bare det vælger ind ad brevsprækken med amerikanske pop-rock skiver for tiden. Jeg havde faktisk håbet på lidt mere moderne rock lyd her på Past and Present Music, eftersom det meste der har været anmeldt her på det sidste, har været hård musik i de mere ekstreme genrer. Og på den måde er det forfriskende at få et par rolige og mere radiovenlige skiver ind ad døren, fordi Past and Present Music var aldrig ment at være en decideret metalside. Pour formår dog ikke helt at blive ”Past and Present darlings” med denne selvfinansierede seksnummersudgivelse. Har du to eller tre andre moderne rock skiver fra de sidste tre, fire år, så er der en stor mulighed for, at du ved nøjagtig hvordan Pour skræller kartoflerne. Power pop-rock med masser af up-tempo guitar og iørefaldende omkvæder designet for radioairplay og MTV er sat på dagsordenen på ”Pour”, men endnu er har hverken mainstream radio eller MTV set potentiale i drengene, og det har de større pladeselskaber desuden heller ikke. Og personligt kan jeg ikke bebrejde nogen af dem, fordi Pour er et ud af en million andre bands der spiller denne type musik. Ikke fordi at der ikke er enkelte numre der rammer plet. ””Without” er nemlig et sikkert hit hos undertegnede, med dets iørefaldende sangstruktur og tekster som omhandler nogle af livets sociale tragedier. Sangen er bl.a. om den fattige, hjemløse pige på gadehjørnet, som ikke ser specielt pæn ud, men som altid er der. Den handler om drengen som må sælge sin krop til andre mænd for at overleve, og om den stille pige som altid sidder på bagerste række i kirken, og som derhjemme bliver seksuelt misbrugt af sin far. Et smukt nummer, som ikke falder langt fra det Seventh Day Slumber præsenterede os for på deres debut skive. Men bortset fra føromtalte nummer, er der ikke det store at komme efter hos Pour. I hvert fald ikke noget der huskes i ret mange minutter efter at sidste nummer er slut. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Pushover; Logic & Loss

Asian Man Records. 2000

Her sad man og troede at Asian Man Records udelukkende udgav ska musik, og derfor kunne man ikke forstå, hvorfor der var så lidt ska på Logic & Loss. Gæt hvad jeg fandt frem til, når jeg var på selskabets hjemmeside? De udgiver også punk, hardcore og emo musik. Hvad er Pushover så, ska, punk, hardcore eller emo? Jeg troede faktisk at Pushover var et ska band, og fandt det derfor mærkeligt, at horn og det som lignede ska, ikke hørtes oftere på Logic & Loss, end hvad man kan tælle på en hånd. Hvad Pushover dog helt sikkert er, er et punk band. Et punk band med begge ben godt plantet på den kommercielle poppede tyggegummi side af punken. Og for at det ikke skal være løgn, så er der en let påklædt dulle på coveromslaget, ligesom hos så mange andre lignende punkbands. Det er også utroligt, som musik som denne til tider kan virke ligegyldig. Ikke endelig fordi den er så dårlig eller kedelig. Der er da fede numre blandt albummets 13 skæringer. Det er mere hvor hurtigt disse sange er glemt, efter at man har slukket for cd-spilleren. Efter samtlige gennemlytninger må jeg erkende, at der ikke er meget som hæfter sig. Der er nok af energi og part på, men hvad mangler er et gigantisk hit. Et nummer som ikke glemmes lige så snart man trykker på stop. Jeg er ikke en pop/punk hader. Det har jeg bevist op til flere gange på disse sider, men dette er ikke en af de plader, jeg vil bruge min fritid på at høre i fremtiden. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Quietwiser; Doubledawn

Selvstændig. 2001

Det er ikke fordi, at verden absolut har brug for endnu et moderne rockband, men her er vi, og Quietwiser rocker i baggrunden. Ja, endnu et optimistisk selvstændigt rockband fra staterne. De har såmænd også fået en af kristen rocks større kanoner, Rick May – tidligere medlem af The Walter Eugenes og nuværende trommeslager for Dc Talk og Jennifer Knapp – til at producere deres album, og alt tegner for, at Rick er den rigtige mand til opgaven. Quietwiser kører på det sikre, og selvom syrede bands som Radiohead er blandt flere af medlemmernes favoritbands, så er der ikke skyggen af førnævntes skæve lydunivers, i stedet har gruppen efter alt at bedømme, valgt at blive dømt til ”Youth group favourites” på ”Doubledawn”. Fans af bands som dc Talk, Newsboys og Audio Adrenaline vil måske have nemt ved at falde for Quietwiser, selvom de til tider kan give lytteren tørt på, ved at lade nogle aggressive stød fra sig ind imellem, hvilket kun lige sætter den forreste del af deres fødder udenfor førnævnte kategori, mens resten af kroppen svinger indenfor. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð