Madder Mortem; All Flesh Is Grass

Century Media/Nordic Metal. 2001

Madder Mortem blev dannet helt tilbage I 1993, dog under navnet Mystery Tribe, og efter en række demoer, en ep, og deres debut på Misanthropy Records, finder vi i dag disse norske gutter på Century Media. Et selskab som er kendt for sine metal udgivelser. Når man hører at Madder Mortem, er et norsk band, så tænker man næsten automatisk, at de spiller black metal, men sandheden er dog en helt anden. Der skal dog ikke være nogen tvivl om, at det er hård musik som kommer ud af højtalerne når man sætter All Flesh Is Grass på. Dette er tungt men stadig melodisk, med indflydelser fra hård musik i mange forskellige genrer. Bandet er velspillende, men hvad gør Madder Morten’s All Flesh Is Grass til den helt store oplevelse, er bandets sangerinde – Agnete M. Kirkevaag – som med sine følelsesmæssige vokaler går fra at lyde som engel til en vred og temperament fuld kvinde. Agnete minder mig meget om Eva O, som i sin tid var med i Christian Death og som nu har sin egen solo-karriere. Men i forhold til Eva O’s gotiske rock, så er Madder Mortem langt tungere, selvom der er visse gotiske undertoner hist og her på albummet. Agnete gør også, at Madder Mortem næsten kan kategoriseres sammen med Lacuna Coil og The Gathering, men også her er forskellen den at Madder Mortem både er væsentligt hårdere og tungere i deres udlægning af den perfekte metal-sang. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Madder Mortem; Deadlands

Century Media/Nordic Metal. 21-10-2002

Sidste års “All Flesh Is Grass” var min første præsentation til norske Madder Morten, og det var skam et meget fedt album. Derfra har jeg været sådan lidt, øh, ikke spændt nødvendigvis, men nysgerrig over hvordan deres nye album ville udfolde sig. Jeg må sige, at det har det gjort på overbevisende vis. ”Deadlands” er ikke nødvendigvis er så meget federe album end ”All Flesh Is Grass” var, men det er heller ikke værre. Faktisk er det den naturlige videreudvikling der har fundet sted, og bandet har taget det næste skridt imod det perfekte goth-album. Sange som ”Rust Cleansing” og ”Necropol Lit” er tungere end bandet har været tidligere, og disse to er nok bandets bedste sange nogensinde. Men der er også de numre, der måske er mørkere og mere tilbagelænede end tidligere. Disse findes imod slutningen af albummet, og det er her undertegnede har lidt sværere ved at vedholde koncentrationen, selvom udviklingen har gjort, at bandet er mere afvekslet end før. Ellers kan alle goth-fans roligt investere i albummet, men er der af en eller anden grund på forhånd besluttet ikke at investere i albummet, så foreslår jeg, at man holder sig for ørerne hvis nogen skulle sætte nummeret ”Rust Cleansing” i stereoen – det kan nemlig være nok til, at du alligevel må den lange vej ned i pladeforretningen… syngende. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Maelstrom; Choke, Puke & Swallow

Selvstændig. 2000

Maelstrom er et norsk death metal orkester, som består af medlemmer af andre bands som Mist Enciter, Bethzaida og Atrox, og derfor skulle man tro, at Maelstrom kun var et projekt, men det forvisser bandet mig om, at de ikke er. Når bandet nu har valgt album-titlen Choke, Puke & Swallow, er det ikke uden grund. Titlen går ligesom hånd i hånd med for og bagsiderne af albumcoveret, som viser en utrolig mænge af dyre indvolde ligge og flyde i bunker. Der er et ord for det; væmmeligt. Man får næsten lyst til at gøre som album-titlen siger, eller i det mindste som to de første ord af titlen hentyder til. Choke, Puke & Swallow indeholder fire numre, som blev optaget og mikset på kun to dage i september sidste år, og derfor er produktionen heller ikke noget at prale af, men sådan er det jo hos så mange death metal bands nu til dags. Hvis man kan lide god gammel death metal uden nogen slinger i valsen, så er Maelstrom sikkert et godt bud på et nyt demo køb, men jeg kan forvisse læseren om, at der findes ikke mange nye idéer på Choke, Puke & Swallow. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

The Mailorder Kollective; New Era Viral

Code666. 2002

Efter det kedelige nye album med Bloodshed, jeg fik tilsendt fra Code666 for lidt siden, samt de middelmådige Lamentu, Abortus og andre, jeg tidligere har modtaget fra Code666, var jeg lidt i tvivl om hvorvidt The Mailorder Kollective ville være noget for mig. Men denne gang, må man sige, at Code666 har skudt papegøjen, hvor den skal skydes, for The Mailorder Kollective er et frisk vindpust i en metalgenre der i flere år desperat har råbt og skriget efter fornyelse. The Mailorder Kollective er dog ikke nødvendigvis fornyelse i sig selv, for elektronisk metalmusik a la industrial møder black metal, er da hørt før (og her taler jeg ikke om musik a la …And Oceans, men noget meget, meget mørkere og hårdere), men normalt kommer denne slags musik ikke så meget til sin ret hos metalfans, i det der mest er labels som Possessive Blindfold, Cold Meat Industries og lignende der rører den slags, og derfor er det fedt, at Code666 udgiver noget der er mere end blot death eller black metal. The Mailorder Kollective, der har eksisteret siden 1991, giver lytteren på ”New Era Viral” en smag af elektroniske musikeksperimenter, maskinelle larmeffekter, samt metalguitarer og black metal vokaler, der, selvom det som sagt ikke er nødvendigvis er noget nyt, lyder som noget metalgenren godt kunne lidt mere af. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Majesty; Sword and Sorcery

Massacre/Nordic Metal. 24-06-2002

Man skal ikke skue hunden på hårene, siger man, men i visse tilfælde kan man simpelthen ikke gøre andet, og sådan et tilfælde er tyske Majesty. Alt, og jeg mener alt, der vedrører udgivelsen af “Sword and Sorcery” vidner om, at talen er om et true metal band. Tjek blot albumtitel, sangtitler, tekster, coverbillede og naturligvis selve sangene, og det faktum at den tidligere Monowar guitarist, Ross The Boss, gæster nummeret “Heavy Metal” formindsker ikke true metal imaget. Bandet er ofte beskrevet som tysklands svar på Manowar, og det er vist ikke så tosset en beskrivelse, for disse bands har en del tilfælles, om end Majesty langtfra har samme gennemslagskraft som førnævnte. Når du køber “Sword and Sorcery” i den lokale pladebiks, så skal du ikke regne med at finde et eneste fedt nummer på albummet, med mindre du køber vinyludgaven der indeholder bonusnummeret “Ride and Fight”, hvilket ganske enkelt er en god metalsang der sidder i løbet af et splitsekund. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Makina; The Blood Of My Race

Diamond Records/Nordic Metal

Mexicanske Makina har engang været signet til en underdivisioner af verdensselskaber som Sony og PolyGram, dog uden at skabe den helt store omtale, selvom de både har været at se på MTV’s ”Headbangers Ball”, og selvom de, i hjemlandet, har åbnet for flere af de større metal acts. De er nu signet til danske Diamond Records, men der er stadig de samme standard thrash riffs, og de samme dødslignende growls som skaber Makinas lydbillede. Der er ikke noget der får tænderne at rende i vand på ”The Blood Of My Race”, men man hæver vel en enkelt nævne hist og her, og lidt headbanging bliver det vist også til, men luftguitaren kommer aldrig frem, og man stage-diver aldrig fra sofaen. En standard thrash-skive. Intet mere og intet mindre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Yngwie J. Malmsteen’s Rising Force; Attack

SPV/Nordic Metal. 23-09-2002

For ti år siden kunne jeg godt finde på at høre Yngwie Malmsteen, og der var nogle af mine venner der endda var store fans af manden, der muligvis er verdens bedste nuværende guitarist. Men selv om man er verdens bedste guitarist, så behøver man ikke at være verdens bedste sangskriver, og det er Yngwie Malmsteen heller ikke, hvilket også var grunden til, at interessen for hans musik, for mit vedkommende, igennem tiderne er svundet lidt hen. Yngwies største svaghed har været, at han har haft svært ved at komme med nye inputs til sine sange, og egentlig er der ikke ret meget nyt under solen på det nyeste album ”Attack”, der ellers, udover Yngwie selv, tæller en bund solid line-up. Rainbow/Arrival forsangeren Dougie White låner sit sangtalent ud til guitarguruen. Det samme gør den tidligere Dream Theater og Platypus og nuværende Planet X og Jughead keyboardspiller, sammen med trommespilleren Patrick Johansson. Ellers står Yngwie selv for resten, der udover guitarspil i diverse former, også tæller bas, cello, lidt keyboards, baggrundssang og de ledende vokaler i nummeret ”Freedom.” Men selvom alt er velspillet og professionelt udført (selvfølgelig, hvad ellers?), så virker det som om sjælen mangler. (JJJ---)

 

Manticora; Hyperion

Scarlet/Intromental. 28-10-2002

Ikke nok med at danske Hatesphere er signet til italienske Scarlet Records, men nu viser det sig også, at danske Manticore også har en kontrakt med selskabet. Ikke fordi jeg kender bandet. Egentlig har jeg aldrig hørt om dem før, på trods af, at de tidligere har udgivet to cd’er (den ene igennem Scarlet) og har en pladekontrakt i udlandet. Ok, en pladekontrakt med Scarlet Records er nu heller ikke helt på samme plan, som når f.eks. Raunchy signer til Nuclear Blast, men det er da altid noget, og i hvert fald er det et skridt i den rigtige retning og helt klart en fed start på (forhåbentlig) større ting i fremtiden. Med en fremragende produktionen leveret af Jacob Hansen (Hatesphere) og Tommy Hansen (Helloween, Pretty Maids), star albummet ikke bag de fleste power metal albums man for tiden hører. Alligevel er det en pæn vej fra ”Hyperion”, der ellers er baseret på Dan Simmons science fiction novellen af samme navn, til de fedeste power metal albums der er udgivet i år. Her mener jeg bl.a. Rhapsody, Falconer og Dream Evil, der alle, om end de måske ikke nødvendigvis findes helt i samme boldgade, er aldeles overlegne i forhold til danske Manticora. Med dette er dog ikke sagt, at ”Hyperion” ikke har sine kvaliteter, for det har den, og det der især det futuristiske keyboardspil, der leveres af Jeppe Eg, der finder lytteren i åndenød. Det er virkelig tjekket til tider. Uheldigvis er der ikke nær så meget af slagsen som man ellers kunne håbe på, og det gør kun Manticoras udtryk fattigere. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Maple Cross; Promo 1/02

Selvstændig. 2002

Mange finske bands har været igennem cd-spilleren i denne måned, men Maple Cross er rent stilmæssigt absolut det hårdeste, men for den sags skyld er de langtfra det bedste. Måske tværtimod. De har i hvert fald ikke noget at skulle have sagt imod lettere og mere radiovenlige bands som Jacks of All Trades og Jumpin China, som også er anmeldt på disse sider den sidste uge. Maple Cross’ forsanger forestår med sine growls og skrig, at talen er om black eller death metal, men selvom vokalerne er ret ekstreme, så er den musikalske baggrund på denne demos tre sange langtfra så ekstreme. Faktisk er talen om ret almindelig heavy metal, der aldrig rigtig sætter sine spor i lytterens bevidsthed. Bandet blev stiftet i 1985, og hvis det bedste man kan komme op med efter 17 år er hvad bliver præcenteret på ”Promo 1/02”, så burde bandet grundigt overveje om der er nogen fremtid i bandet, for der bliver nok ikke nogen pladekontrakt med baggrund af førnævnte promo. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Masquerade; Flux

Metal Blade/Nordic Metal. 2001

Jeg har altid forbundet metal blade med ekstrem musik, og her mener jeg metal. Ikke kun hård rock, men hård og ond heavy, thrash og death metal, men med pladekontrakter med bands som King’s X, Galactic Cowboys og Atomic Opera, er jeg ved at ændre førnævnte stereotype tankegang omkring pladeselskabet Metal Blade, og udgivelsen af Masquerade’s nyeste album Flux, gør min gamle påstand endnu mere til skammer. Det skal dog ikke forstås som at svenske Masquerade er noget sukkersødt drengeband, som får pigerne til at besvime fordi de er så lækre og søde, fordi det er de nu altså heller ikke. Masquerade er stadigvæk i den hårdere ende af musikskalaen, selvom de langtfra kan beskrives som et ekstremt band. Masquerade spiller en blanding af 80’er inspireret hård rock (og lidt metal) blandet sammen med tidlig 90’er grunge. Kun i huske bandet Stir som udgav albummet Broken Tongues i 1998? Nogenlunde således lyder Masquerade. Det er bare den forskel, at hvor Stir først spillede grunge og så 80’er hard rock, der har Masquerade byttet om på rollerne, således at der måske først er hard rock og så grunge. Først i 90’erne ville Flux, have haft meget større muligheder, for at blive et kommercielt hit end den har i dag. I starten af 90’erne kunne en plade som denne sagtens udkomme på Virgin eller Atlantic Records. I dag står musik som denne dog i skyggen af nu-metal genren, og har ikke samme hit-potentiale, men det betyder ikke at Flux absolut ikke KAN være ligeså aktuel i dag som dengang, se bare på Creed, og hvordan de har klaret sig. Men om enten Flux er in eller ikke i det årtusinde, som vi nu befinder os i, kan være fløjtende ligegyldigt, bare så længe som musikken er god, hvilket jeg skulle hilse og sige, at den er. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Maudlin Of The Well; Bath

Dark Symphonies. 2001 (JJJ---)

 

Maudlin Of The Well; Leaving Your Body

Dark Symphonies. 2001 (JJJ---)

 

Jeg kan ikke komme i tanker om et band som samtidig har udgivet to forskellige albums, lige siden Guns N’ Roses udgav “Use Your Illusion I og II” i 1991. Men nu har Maudlin Of The Well i hvert fald gjort det. Og som altid med Dark Symphonies bands, så bliver du udsat for lidt af en rejse. Det er varieret, det her. Bandet kommer på tværs af nærmest alt hvad man kalder for musik, men det er vel progressiv, gotisk og doom’et dødsmetal som er udgangspunktet, og her kan man vist nok sammenligne dem med My Dying Bride, Anathema og Tiamat, men Maudlin Of The Well bevæger sig dog mere frit omkring end førnævnte bands. Der er lidt 90’errockssangskriving hist og her, lidt folk/rock lignende,  lidt syret jazz, en anelse klassiske inspirationer, en håndfuld new age og meget mere. De er over det hele, og udover bas, keyboard, trommer, guitar og growls, skrig, visken og ren og skønsang (både mandlig og kvindelig), så bliver vi bl.a. forfulgt at perkussion, klarinetter, fløjter, celloer, piano, orgel og kontrabas, og til sin vis virker hele pærevællingen fint, men jeg kan ikke andet end tænke ved mig selv, at der godt kunne være skåret lidt ned på disse to albums. Måske endda halvdelen, således at ”Bath” og ”Leaving Your Body” egentlig kun blev et album. Ellers ambitiøs og atmosfærefyldt musik, for de tænkende metalfreaks. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Lars Eric Mattsson; Eternity

Lion Music/Nordic Metal. 1988/2001

Vi har før - her på P&P Music - beskæftiget os lidt med Lars Eric Mattsson, bl.a. igennem hans gamle band Vision, og derefter projektet Condition Red, hvor Lars Eric også spillede en stor rolle sammen med andre dygtige verdensnavne. Og nu er tiden kommet til en genudgivelse af mandens første soloalbum fra 1988, hvilket dog kun er den næste genudgivelse af Lars Erik tidligere album i år, efter at ”Electric Voodoo” fra 1991 blev genudgivet tidligere i år. Og ligesom på genudgivelsen af ”Electric Voodoo” er der naturligvis bonusnumre på genudgivelsen af ”Eternity”. Der er som altid hos Lars Eric Mattsson talen om kvalitets heavy rock, med hurtige guitarsoli i fokus, men skiven blev som sagt oprindeligt udgivet i 1988, og naturligvis lyder den også som man ville forvente et heavy rock album fra den periode at lyde, hvilket måske gør, at skiven, på trods af yderst fine musikalske præstationer, er en tand for dateret. Dette på trods af den gevaldige genoplivelse af 80’ernes melodiske rock. Mærkeligt nok lyder bonusnumrene som egentlig blev optaget i år, mindst ligeså daterede som skivens oprindelige numre. Bonusnumrene er heller ikke skivens stærkeste numre, men kun en gulerod for dem, som allerede har originaludgivelsen (tror jeg da). Velspillet men næppe så meget andet end et nostalgisk tilbageblik. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Meduza; Now and Forever

Massacre/Nordic Metal. 22-07-2002

De fleste er nok enige med mig, når jeg siger, at der ikke findes nok dansk kvalitetsmetal der får opmærksomhed udefra, og så er det, at man må tage til takke med udenlandske bands der på en eller anden måde har haft en tilknytning til den danske metalscene. Eller i det mindste et dansk pladeselskab/distribution, hvilket er tilfældet med svenske Meduza, der efter deres første demo fik en kontrakt med danske Intromental Management. Nu er der altså større ting i røre for bandet, men er det kun mig, eller lyder det ikke lidt mere imponerende, at have en kontrakt med EMI/Toshiba i Japan end Massacre Records i Europa? Aner det ikke? Måske er det kun mig – whatever. Anyways, bandet er endnu et tidstypisk melodisk power metal band, der spiller alt for hurtigt, og derved alt snart tømmer ballonen for luft. Nogen gange lyder de som en Beethoven symfoni sat på high-speed, hvilket ikke ligefrem lyder behageligt, vel? Bandet gør det bedst, når de tager den lidt med ro, og især langsommere og tungere numre som ”Sleep”, Twilight Of My Mind” og ”Burn In Hell” - der nærmest lugter af Dream Theater uden noget hokus pokus – løfter bandet over dets ellers standard metal udgangspunkt. Hvis alt går efter planen, vil der komme et interview med bandet snart. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Melechesh; As Jerusalem Burns…Al’Intisar

War. 1996. 2001

Jeg har læst og hørt meget om israelske Melechesh, men dette er første gang jeg egentlig hører deres musik. Jeg kender mig dog ikke helt tilbage, i de beskrivelser der er blevet lavet af bandet, måske mest fordi jeg regnede med at høre et black metal band med israelske folkemusiks elementer, hvilket er hvordan folk beskriver bandet i dag, men på denne genudgivelse af ”As Jerusalem Burns…Al’Intisar”, som oprindeligt blev udgivet i 1996 havde bandet tilsyneladende ikke fundet ud af, at hvis man skulle stå ud af den utrolig mængde af håbefulde black metal bands, så måtte man afprøve grænser og lyde anderledes. På ”As Jerusalem Burns…” er Melechesh kun et andet ansigt i mængden, hvilket langtfra er tilfredsstillende for undertegnede. De mangler føromtalte originalitet og fornyelse, hvilket formegentlig er at finde i bandets nyere musik (efter hvad jeg har hørt sagt), og det gør, ”As Jerusalem Burns…” nok ikke vil få maksimal spilletid i min cd-spiller. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Men Of Porn; Experiments In Feedback

Small Stone Records. 2001

Hvis ikke alene bandnavnet fortæller dig, at det er nogle sære snegle vi her har med at gøre, så burde albumtitlen i det mindste fortælle, at det ikke er din regulære glade syng-med skive det her. For de langsomt opfattende kan jeg dog fortælle, at dette er noget af den mest larmende og eksperimenterende musik man overhoved kan tænke sig at komme i nærheden af, og netop derfor er det ikke så mærkeligt, at albummet fik navnet ”Experiments In Feedback”, fordi feedback-lyde det er hvad man får…for alle pengene. Til tider kan man såmænd også få følelsen af, at det bliver lige i overkanten med alle de støjende og hylende lyde i baggrunden, hvorefter man spørger sig selv, om guitarerne bare er smidt op imod forstærkerne, imens bandet er gået til frokost. Er du dog frisk på noget som man ikke hører andre steder, og som rent faktisk kan blæse enhver musikkritikker omkuld. Jeg kan godt lide disse gutters måde at håndtere tingene på, ikke mindst i deres yderst alternative version af Pink Floyd nummeret ”One Of These Days”, men tre coverversioner af samme Motorhead nummer (I’ll Be Your Sister) er dog lige i overkanten. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Mentallo & The Fixer; Return To Grimpen Ward

Metropolis Records. 2001 (JJJ---)

 

Velvet Acid Christ; Dial8

Metropolis Recors. 2001 (JJJJ--)

 

Mentallo & The Fixers historie går mange år tilbage. Ja, helt tilbage til dengang brødrerne Gary og Dwayne Dassing var små, hvor de hørte en masse rock musik, og lærte at spille henholdsvis trommer og bas. Senere opdagede de new wave bølgen, og begyndte at bruge synthesizere i deres musik. Dette var i 1984, men det var ikke før i 1990 at brødrene udgav deres første cd, og siden dengang har de udgivet flere album ep’er og singler. Ja, så meget materiale har de lavet, at Metropolis Records afgjorde, at lave noget der ligner en greatest hits plade med bandet. Alle fjorten numre som blev udvalgt til ”Return To Grimpen Ward”, fremstår dog her i nye remix’ede versioner. Selvom bandets musik er meget elektronisk, så vil ”Return To Grimpen Ward” næppe appellere til nutidens techno ungdom. Bandets musik er for mørk og melankolsk til at nå igennem. Men for dem, som lyttede til den mere sørgmodige side af new wave genren tilbage i 80’erne, og for dem som i dag hører både darkwave og industrial, burde ”Return To Grimpen Ward” være et lyt være. Det er måske især vokalerne og de sære dialog samplinger, som kan skræmme den ordinære techno fan væk, i det de har en mere typisk industrial-lignende og aggressive tone over sig. Mentallo & The Fixer minder mig om Mortals mesterværk ”Lusis” fra 1993, men der hvor Mortal tog guitaren hyppigt i brug, lader Mentallo & The Fixer synthesizere og computere gøre arbejdet.

 

Velvet Acid Christ har i bund og grund mange ting tilfælles med Mentallo & The Fixer, bl.a. en historie som daterer tilbage til 1990. Siden 1990 har bandet udgivet syv studiealbum under navnet Velvet Acid Christ. Et navn som ifølge bandet er valgt udfra deres frygt for et dårligt acid trip??? ”Dial8” er ikke bandets nye album, men en tresangs single. Som sagt, minder VAC meget om M&TF. Deres musik tager ligesom M&TH’s udgangspunkt i elektronikken. VAC appellerer til samme skare mennesker som M&TF, med deres synthesizere, computere og forvrængede vokaler. Bandet nævner bands som The Cure, Skinny Puppy, Orbital, Metallica, Napalm Death og Godflesh som nogle af indflydelserne. Skinny Puppy og Orbital indflydelserne er måske ikke så svært at høre i bandets musik, men der er ikke mange spor af Metallica og Napalm Death. Det eneste som en stereotypisk Napalm Death fan ville kunne lide med VEC ville være vokalerne, som dog langtfra er dødsmetal materiale. Men musik som denne, om den så kaldes darkwave, industrial eller techno, vil dog helt sikkert appellere til mange forskellige typer både i metalverdenen såvel som i techno undergrunden. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Mentallo & The Fixer; Vengeance Is Mine

Metropolis Records. 2001 (JJJ---)

 

Haujobb; Polarity

Metropolis Records. 2001 (JJJ---)

 

Tidligere i år udgav Mentallo & The Fixer et album med remixversion af deres bedste materiale, og nu er de allerede klare igen med et nyt udspil i form af ”Vengeance Is Mine”. Jovist Gary og Dwayne Dassing, som tilsammen kalder sig for Mentallo & The Fixer, har travlt, men med hvad kunne man spørge sig selv, fordi ”Vengeance Is Mine” er ikke et skridt videre for bandet. Skiven indeholder 11 numre med mørke og depressive techno numre, som mest af alt appellerer til industrial publikummet med dets sære og larmende samplinger og sære brug af synthesizere og trommemaskiner. Ikke købetvang for andre end bandets hardcore fans, men alligevel en almindelig god standard udgivelse.

 

Haujobb er et andet Metropolis band, som afprøver sine kreative evner i nogenlunde samme retning som Mentallo & The Fixer. Haujobb flytter ingen grænser på ”Polarity”, og selvom pladeselskabet fortæller dig, at de tager tingene til ekstremerne, så er det dog ikke helt rigtigt. Haujobb leverer her en velovervejet omgang elektonica/industrial med masser af break beats og ambiente strukturer, men personligt sidder jeg hele tiden og venter på et eller andet. Noget der aldrig rigtig kommer i udbrud. Måske er det bare mig der synes at industrial musik simpelthen skal være vild og benknusende, og måske er det også derfor, at Haujobb har sådan en doven effekt på mig. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Merlin; They Must Die

Great White North Records. 2001

For et par uger siden, anmeldte jeg den yderst tilfredsstillende debut cd med det russiske band Tvangeste, og allerede nu er der tid igen til en russisk udgivelse. I modsætning til Tvangeste som udgav deres debut på et norsk selskab, udgiver Merlin deres debut på det hollandske pladeselskab Great White North (udgiver de ikke musik i Rusland?). Jeg har kun hørt en af selskabets tidligere udgivelser (”They Must Die” er også kun selskabets fjerde), hvilket var en traditionstro dødsmetal skive fra debutanterne Necrology. Og Merlins dødsmetal er også vanen tro på ”They Must Die”. Stilen er ret traditionel , selvom den måske ikke er helt så forudsigelig som Necrology’s debut. Merlin minder mig meget om Mortifications tidligere materiale, især i de numre hvor bas- og guitarsoli kombineres og harmoneres. De mere skrigende og hurtige soli i andre sange, minder mig lidt mere om tidligt Deliverance materiale, og selvom Merlins medlemmer sikkert aldrig har hørt om hverken Deliverance eller Mortification, så er det i virkeligheden de bands, som jeg har lettest at sammenligne deres lyd med. Det skal dog siges, at Merlin er en anelse mere aggressive i deres sammensætninger, men ikke nødvendigvis bedre. Skivens absolutte højdepunkt kommer i ”They’ll Never See Their Pay”, som bygger på langsomme, iørefaldende riffs, som efter et stykke tid bliver hurtigere og hurtigere og stadig mere imødekommende, alt imens takten hele tiden holdes med lige. Udover dette nummer, er der dog ikke noget der rigtig fanger opmærksomheden, og som bliver husket mange minutter efter at der er trykket på stopknappen. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Messiah’s Kiss; Prayer For The Dying

SPV/Nordic Metal. 26-08-2002

“Prayer For The Dying” er debutalbummet med dette tyske nykommerband, der dog har en rutineret forsanger placeret i front i form af den tidligere Holy Mother forsanger Mike Tirelli. Og det viser sig, at det måske netop er rutine bandet har brug for, for New Yorkeren er som støbt til placeringen i Messiah’s Kiss. Når jeg siger rutine, så er det ikke fordi at resten af bandet er nye i faget som heavy metal musikere. De har nemlig spillet heavy metal siden 1986 under navnet Repression, og de har udgivet fire selvfinansierede albums, men aldrig har det lykkedes for dem at komme i søgelyset og få en pladekontrakt. Ikke før nu i alle fald. Nu hvor Mike Tirelli er kommet med. Men Mike er som sådan ikke et decideret højdepunkt ved dette album. Heldigvis fungerer Messiah’s Kiss meget godt som et helstøbt band, i stedet for som en flok solister i gang med at vise sig selv frem, og det er faktisk ikke så lidt at have opnået, når man tænker på, at bandet kun har spillet sammen i ca. et år med denne besætning. Og nu tænker du, ”ja, ja, det kan godt være, at de er gode, og alt det der, men har vi virkelig brug for endnu et tysker metalband?”. Og det er et relevant spørgsmål, men Messiah’s Kiss lyder ikke specielt meget som et tysk metalband, selvom der velsagtens er visse ting der er ret typiske for tyske bands. I stedet har bandet meget mere tilfælles med britiske bands som Iron Maiden, Judas Priest og gammelt Saxon. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Metalium; Hero-Nation – chapter Three

Massacre/Nordic Metal. 25-02-2002

Pladeselskaberne bliver ved med at sprøjte denne slags skiver ud på markedet, og jeg skal være den første at indrømme, at der er mange perler i blandt, men der er så sandelig også albums der er så kedelige, at de kun bør høres, hvis man har tænkt sig, at kede sig ihjel. Metaliums ”Hero-Nation – Chapter Three” - der som navnet antyder er bandets tredje album – er måske ikke helt så slemt, men det er altså kedeligt, med et stort K. Leder du efter et fedt power metal album, så foreslår jeg, at du venter med at bruge pengene, til Falconers nye udspil kommer den tredje marts. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Metanoia; Time To Die

Rowe Productions 2000

Rowe Productions plejer nomalt ikke at holde på deres bands særlig længe. Men de må kunne lide Metanoia, fordi de har netop udgivet deres tredje album (alle udgivet på Rowe). Metanoia er et brutalt death metal band, som ikke holder tilbage på energien. Der bliver spillet med høj hastighed, og growlet med livets lyst. Jeg blev faktisk overrasket over Time To Die. Jeg havde hørt nogle numre, af deres forrige albums, og hadede ethvert af dem, måske fordi jeg ikke rigtig gav den en mulighed. Første gang jeg lyttede til Time To Die, på vej til arbejde tænke jeg bare; ”Oh, nej. Holder de aldrig kæft.” Men nu efter et par gennemlytninger, har jeg fundet ud af, at Metanoia rent faktisk har styr på tingene. Ok, der bliver måske brølet en anelse for meget, og det bliver man da en smule træt at i længden, men ellers er dette en fin metal udgivelse fra dette australske death metal band, som i øvrigt har en kvindelig bassist. Stik den. Hans Jákup Eiðisgarð (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Mezarkabul; Unspoken

Noice/Nordic Metal. 2001

Det mest nærliggende spørgsmål ville for mange måske være; ”Har de også heavy metal i Tyrkiet?” Og svaret ville være, ja det ser det skam ud til. For at det ikke skal være løgt, så er det såmænd heller ikke nogen dårlig omgang heavy metal, vi her har med at gøre. Af alle de metal-bands med højtsyngende vokalister, jeg har lagt øre til i denne måned, er Mazarkabul langt det mest interessante. Tyrkerne er nemlig i besiddelse af mere dybde, kraft og en tyngde ingen af de andre har været i besiddelse af. Derimod er bandet ikke ligeså melodiske, og det er måske den største ulempe med deres musik. Men det gør deres inspirerende orientalske indslag mere end op for, da disse kommer for dagsordenen, og egentlig fungerer forbløffende godt i den ellers så bombastiske helhed. For dem der ikke kender bandet, kan der måske lige nævnes, at bandet før har gået under navnet Pentagram, og at de før har udgivet tre studie og et live-album under dette navn. De har underligt nok også solgt over 150.00 album i deres konservative hjemland, helt uden hjælp fra radio-airplay. Hvorfor de så pludselig har skiftet navn fra Pentagram til Mezarkabul, er mig ikke blevet fortalt, men uanset hvilket navn de går under, så fungerer deres musik, og det er helt enkelt hvad der betyder noget, når jeg om få sekunder skruer op for anlægget, og forvandler mig selv om til et totalt fjols. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Midnight Sun; Metalmachine

LMP/Nordic Metal. 2001

Sådan nogenlunde samtidig med at Jonas Reingolds oprindelige band The Flower Kings udgiver et nyt album, er samme Jonas Reingold også aktuel for fjerde gang sammen med sit sideprojekt Midnight Sun. Mignight Sun er også godt nok noget anderledes end The Flower Kings, med deres mere true metal attitude, hvor deres kærlighed til de gamle metal helte skinner igennem. Det er egentlig heller ikke så lidt glade for sig selv, disse svenske metalhoveder, hvor det faktum, at de vælger at kalde en sang ”We Are The Metal Gods” taler sit tydelige sprog. Alle heavy metal klichéerne bliver fyret af, hvilket bedst høres på albumtitler som ”Dungeons Of Steel”, ”Steel To Steel”, ”Metal Will Stand Tall” og ”Keeper Of The Gate”. Jeg har lidt blandede følelser over dette album. Delvis kan jeg godt lide albummet, og det er faktisk mærkelig nok, når bandet smider alt det smarte og eksperimenterende, og kun påtager sig rollen som true metal konger med storslåede omkvæder med flotte vokalarrangementer (lidt a la gammelt Manowar, bare med bedre vokaler), at bandet tiltaler mig mest. På den anden side, bliver dette album lidt kedeligt, når bandet prøver at koble progressive passager på førnævnte true/power metal stil, hvilket ikke skaber meget andet end forvirring og rastløshed. Forhåbentlig vil Midnight Sun på fremtidlige udgivelser prøve at leve op til sit selvproklamerede image – som metal guder. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Midnight Syndicate; Born Of The Night

Entity Productions. 1998 (JJJ---)

 

Midnight Syndicate; Realm Of Shadows

Entity Productions. 2000 (JJJ---)

 

Midnight Syndicate; Gates Of Delirium

Entity Productions. 2001 (JJJ---)

Når det gælder om at lave mørke, skræmmende og stemningsfyldt, klassiskinspireret musik, er der i dag ikke så vildt mange om budet, i hvert fald ikke som man hører specielt meget om. Det har dog været et par stykker som har prøvet at lave et indtryk, selvom der langtfra har været alle som har formået at skabe førnævnte positive indtryk. Af disse bands kan der nævnes et par stykker, f.eks. er der Seal Of The Living God, Unevil Hopes, Bealiah og, sidste men ikke mindst, er der Saviour Machine, og Saviour Machine er – og har – også altid været genres absolutte hovednavn, og det er ikke noget et andet af genrens pionerbands – Midnight Syndicate – kan lave om på, hverken med deres nyeste skive ”Gates Of Delirium”, og endnu mindre med deres tidligere materiale. Bandet – eller projektet som det var dengang - blev formet i 1992, og i 1996 udkom bandet første ep. Og siden hen er der udkommet fire album, hvoraf de tre sidste her anmeldes. I virkeligheden er de alle tre ret ens, og hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg næppe, her efter en håndfuld gennemlytninger af hver, kunne kende forskel på de forskellig album, hvis jeg fik et bind for øjnene og skulle gætte når der kom en skive på anlægget. Jeg er ked af det drenge, men sådan er det. Men som sagt mørk og skræmmende musik, er det vi her har med at gøre, og egentlig er musikken skrevet som soundtracks til film som ikke eksisterer (?). Hvis man er i humør til det, så går jeg udfra, at dette er god musik, men jeg har lidt svært ved at nyde Midnight Syndicate i fuld længe. Og i fuld længe, det er hvordan Midnight Syndicate må – og skal – høres, for at give nogen som helst mening. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Midnight Syndicate; Vampire - Symphonies  From The Crypt

Entity Productions. 2002

Amerikanske Midnight Syndicate er kendt som bandet, der laver soundtracks til film der ikke findes, og hvor underligt det end så måtte lyde, så er det nøjagtig det bandet gør. Inden denne nye udgivelse, har bandet udgivet fire albums og en ep, hvor af tre de nyeste albums tidligere i al korthed er blevet anmeldt på disse sider. ”Vampire – Symphonies From The Crypt” bygger på samme lydgrundlag som de tidligere albums, nemlig mørke og langvarige musikalske stemninger, der skriger efter at blive brugt som spor i en film. Talen er hovedsagligt om klassiske sangstrukturer der på rejsen også strejfer ambient og gotisk musik. Kerrang gav denne skive bundkarakter, mens RockSound gjorde nøjagtig det modsatte (topkarakter; 10 ud af 10). Alligevel er jeg enig med begge anmeldere. ”Vampire” er et flot arrangeret og ambitiøst musikprojekt, der ikke har set skyggen af uprofessionalisme, men alligevel bliver man lidt trist og ilde til mode, som skiven trækker ud og bliver alt for enslydende og alt for langvarig (eller sådan virker det). (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Mist Enticer; Demo 1998,

     Demo 1999 (Hetaera Esmeralda)

     Demo 2000 (In The business of Magic)

Selvstændige. 1998, 1999 & 2000

Der er efterhånden ikke så få metal bands, man har hørt om fra den norske by Trondheim, og Mist Enciter er endnu et i rækken. Mist Enticer startede i 1996, men det var ikke før to år senere – 1998 – at bandet lavede deres første demo som kun fik navnet Demo 1998. Demoen blev kun udgivet i 25 eksemplarer, men fik god omtale i Scream Magazine, som dengang var det eneste blad at modtage demoen til at anmelde. Året efter udkom deres anden demo Hetaera Esmeralda, som sammen med In The Business Of Magic virkelig har skabt bandet et navn indenfor black og death metal genrerne – især hos anmeldere - selvom ingen selskaber endnu har vist bandet interesse. Bandet spiller en melodisk form for black og death metal, selvom jeg personligt hører mere death metal, end jeg hører black metal. I modsætning til mange norske black metal bands, begrænser bandet sig ikke kun til trommer, bas og guitar, men gør hyppigt brug af fløjter, celloer, violiner og orgel. Vokalerne er heller ikke helt så kaotiske som hos andre black metal bands, jeg kan komme i tanker om, og der gør også sit til, at få Mist Enticer at lyde endnu mere som et death metal band hellere end et black metal band. Vokalerne består hovedsagligt af growl, men med enkelte doser af vrede råb. Personligt kan jeg ikke rigtig finde en favorit blandt de tre demoer, da de alle lyder ret ens i mine ører, og jeg kan heller ikke sige, at jeg efter at have hørt disse demoer er en hengiven Mist Enticer fan, selvom jeg vist kan se at drengene har fat i noget. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Mithras; Dreaming In Splendour

Selvstændig. 2001

Dreaming In Splendour er navnet på denne tresangsdemo - fra dette engelske tremandsband - som efter sigende er en forsmag på et album som skulle udkomme snarest. De første 4-5 gange, jeg overhoved lyttede til demoen, glemte jeg fuldstændig, at jeg hørte musik, og når jeg så bagefter tænkte over, hvad jeg egentlig havde hørt, kunne jeg ikke  huske en skid. Det kan så være fordi, at jeg havde andre ting i hovedet, eller også fordi at disse tre numre – Vae Solis, Dreaming In Splendour og Wrath Of God som de hedder – er hamrende kedelige. Alle tre skæringer, er brutale dødsmetal sange, som jeg ikke kan forholde mig til, på hverken den ene eller den anden måde, da de er alt for ufokuserede, ligetil og kedelige. Der er et par guitar-soli, som minder mig tilbage på Vengeance Risings storhedstid, men det er også det eneste positive, jeg har at sige om Dreaming In Splendour. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Mob Rules; Hallowed Be Thy Name

SPV/Nordic Metal. 23-09-2002

To år efter forgængeralbummet ”Temple Of Two Suns” er et af de større tyske melodiske metalhåb tilbage med et ny album, der, hvis man skal dømme udfra pladeomslaget, ganske vist ikke signalerer store fremskridt. Men alt hvad coverbilledet så desperat mangler, det er der heldigvis i læssevis på selve albummet. Melodisk heavy metal lyder for tiden sjældent så fængende som i åbneren ”Hallowed Be Thy Name”, men der er også andet der er vært at se nærmere på, bl.a. ”House Of Fire” og ”How The Gypsy Was Born” der bliver gæstet af Peavy Wagner fra Rage. Alt i alt er Mob Rules ikke kommet med noget nyt med ”Hallowed Be Thy Name”, men i modsætning til så mange af sine kollegaer, så formår de at holde det gamle frisk, og det helt enkelt hvad der egentlig hvad der skal til, hvis man ikke har tænkt sig at gå nye veje. (JJJJ--)  

 

Montany; New Born Day

LMP/Nordic Metal. 25-02-2002

Jeg er en af de der maniske pladesamlere der har cd’er, bånd og plader alle vegne. Ja så mange, at konen begynder at brokke sig om pladsmangel. Sådan nogle som mig, kan godt finde på at lave egne kompilations-kassettebånd/cd’er, så man ikke behøver at støve alle de gamle plader af bare for et enkelt nummer. For mit vedkommende, så er talen ofte om stærkt iørefaldende numre, som ikke holder tilbage for en enkelt fartbøde. Hvorfor jeg fortæller alt dette? Jo, fordi ”New Born Day” indeholder et nummer som er en stærk kandidat til sådan en kompilations-cd. ”Higher and Higher” hedder nummeret, og man skal være noget af en tonedøv hængerøv, hvis man ikke falder pladask for nummeret. Som du hører, så er undertegnede hverken tonedøv eller en hængerøv, fordi han elsker ”Higher and Higher”, ja så meget, at nummeret til tider står på konstant replay. Albummet indeholder også andre gode melodiske power metal numre, nogle endda krydrede med progressive passager. Mit gæt er, at vi hører mere til Montany i fremtiden, om ikke andet, så burde det være for nummeret ”Higher and Higher”. Det bliver dog næppe på MTV. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Monument; Millennial Death Of God

Selvstændig. 2000

Når det er kommet til usignede bands og deres udgivelser, har det været et nogle kedelige måneder, de sidste par stykker. Monument gør ikke en hel masse for at ændre det med denne skive fra sidste år, men eftersom kvaliteten gennemgående længe har været lav, så er Monument alligevel blandt de bedre undergrunds bands, jeg har lagt øre til i et stykke tid, dvs. når vi taler metal, naturligvis. Monument er som jeg hører det, først og fremmest et thrash metal band, som derefter har en svaghed for power og speed metal, der er dog ikke alverdens ”se-hvad-jeg-kan-soloing-mentalitet” blandt bandets medlemmer, hvilket er et plus eftersom så mange power metal bands, i disse dage ikke har andet. Monument er endnu ikke blandt genrens elite, ikke engang undergrundens, men ”Millennial Death Of God” er et skridt i den rigtige retning, og hvem ved, måske en pladekontrakt kommer i kølvandet af denne udgivelse? (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Moonspell; Darkness and Hope

Century Media/Nordic Metal. 27-08-2001

Hvis man skal tage omtalen af portugisiske Moonspell seriøst, så er bandet altså blandt kremen af den hurtigt voksende euro-goth metal scene. På den anden side, ved jeg ikke, hvor ofte jeg har troet på de store ord og har derfor været dybt skuffet? I Moonspells tilfælde er der dog heldigvis en hel del om snakken, her på deres syvende udspil, ”Darkness and Hope”, hvor bandet i samarbejde med Hilli Hiilesmaa, som også er kendt for sit producerarbejde for finske HIM, tager lytteren på en atmosfæriske og følelsesladet rejse igennem de kolde og mørke gotiske rock/metal skove, uden på noget tidspunkt at overdrive tingene. Moonspell er umiddelbart en anelse mere tilbagelænede, end jeg egentlig havde forestillet mig, hvilket vil sige, at de faktisk har mere tilfælles med svenske Katatonia og italienske Lacuna Coil end My Dying Bride, Novembers Doom og så videre. Bandets forsanger, Fernando Ribeiro, har dog i modsætning til sangerne i førnævnte bands, ikke samme evne til at få sin stemme til at lyde varieret og spændende, og derfor vil det med andre ord sige, at Moonspell alligevel ikke kommer med i goth-rockens finalerunde, men på den anden side flytter de heller ikke ned i genrens anden division. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Morgue Supplier; Not Dead Enough

Selvstændig

Hvis Morgue Supplier var i deres rette sindstilstand, så ville de spille på kirkegårde hver aften. Hvorfor? Er det ikke åbenlyst? Svaret er, at ingen kan sove fra et kvarters grusom Morgue Supplier-larm – ikke engang de døde. Mennesket kunne være udødeligt, hvis bare Morgue Supplier åbnede øjnene en lille smule. Men som sagt, Morgue Supplier er ikke i deres rette sindstilstand, om hvilket albumcoveret taler sit mere end tydelige sprog. Hvis nogen skulle være i tvivl er Morgue Supplier et death metal band som ved hvordan man ”grind”-er. Der er fuld fart på hele tiden, men uheldigvis er der ikke ret meget andet end fart og brutalitet på ”Not Dead Enough”. Kun for fanatiske fans af genren. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Morifade; Imaginarium

Hammerheart/Nordic Metal. 25-02-2002

Hvad? En Hammerheart plade som ikke enten indeholder gotisk rock musik eller death/black metal? Det kan for den sags skyld godt være, at selskabet udgiver masser af andre ting end netop det, men det kommer aldrig, eller i hvert fald sjældent, undertegnede for øre. Men her har vi så med et 6-mand stort power metal band at gøre. Bandet har været igennem de obligatoriske bandmedlemsskift-på-grund-af-personlige-grunde-og-mindre-personlige-grunde-og-et-røvirriterende-pladeselskab problemer, og derfor er de nu havnet på Hammerheart for at udgive sit andet album (bandet har også tidligere udgivet to mini-cd’er). Produktionen er generelt ikke så god som hos bands i samme genre, der til dagligt udgiver deres plader på selskaber som, lad os sige, Century Media eller SPV, i det at lyden ikke er helt så klar, men sangskrivningen er der ikke noget galt med. Netop der står de foran mange (eller om ikke andet nogle overvurderede) af genrens bands på fornævnte selskaber. Et rimelig godt album, som kunne være endnu bedre med en mere sammentømret line-up. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Morningstar; Kalevala Mysticism

R.I.P. Records. 2002

Første gang R.I.P. Records og dette ezine støder på hinanden, er i form af finske Morningstars album ”Kalevala Mysticism.” Et album der tegnede godt allerede i introen, men som senere dalede lidt hvad angår relevans og kvalitet. Der spares bestemt ikke på true metal klichéerne, som bandet hurtigt galoperer over nogle traditionelle heavy metal numre – og tjek lige titler som ”Metal Forever”, ”Pagan Funeral”, ”Battleaxe/Made Of Iron” og ”Throne Of Doom.” Jo, ikk’? Der bliver dog også gjort plads til en sjat folkemusik hist og her, og endda nogle guitarsoli som man umiddelbart skulle tro ikke passede så godt ind, i det de lægger sig mere op ad Eddie Van Halen spillestil og klasse. Forsangeren har brug for hjælp nogen gange, hvilket ikke skal forstås som at han gennemgående er en dårlig sanger, men derimod at han træder vande indimellem i form af nogle halvfalske noder. Morningstar har ingenting nyt eller specielt interessant at tilbyde til de ledende, men for dem der dyrker genren er Morningstar nok et helt ok band. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Morphia; Frozen Dust

Fear Dark. 2002

Endnu en ganske overbevisende ekstrem metal skive, der faktisk er det bedste Fear Dark nogensinde har præcenteret undertegnede for. Hollænderne kan bedst beskrives som et symfonisk doom/black metal orkester, hvis sammensætninger er ultra-melodiske, ultra-atmosfæriske, ultra-tunge og til tider endda ultra-kaotiske. Vokalerne varieres over torturerede black metal skrig, tørre dødsgrowls og dyb ren sang, mens selve musikken på forskellige tidspunkter byder på tonstunge metalriffs, stilfærdige keyboard og pianostykker, akustisk guitar, der hver på sin måde, er med til at skabe forskellige atmosfæriske indslag, og i de samlede hele giver det et resultat, der simpelthen er guf for en rigtig tilhænger af doom og black metal. (JJJJ---)  Hans Jákup Eiðisgarð

 

Mortal; Nu-En-Jin

Tooth and Nail. 24-09-2002

Den der bare har læst lidt på disse sider har meget sandsynligvis lagt mærke til, at jeg tit og ofte nævner bandet Mortal. Et band der egentlig ikke er specielt kendt, og mange undrer sig måske også over hvad dette er for et band? Well, for at begyndte med begyndelsen, så er Mortal måske det bedste industrial band verden nogensinde har set. Verden ved det bare ikke endnu. I hvert fald synes jeg, at ”Lusis” deres debutalbum fra 1992, må være noget nær det perfekte industrial eller elektro-rock album. Bandet fik aldrig overgået debuten med sine efterfølgende udgivelser, der i mindre og mindre grad afspejlede den mørke og samtidig dansevenlige industrial, de førhen så mesterligt havde udført. Senere gik den filippinske duo i opløsning til fordel for mere poppede beskæftigelser i form af indie pop-rock bandet Fold Zandura. Men nu nogle år senere er duoen gendannet og ligesom hos AP2, Poor Old Lu og andre der har en lignende historie, så er det Tooth and Nail Records der nu har taget Mortal under vingerne. ”Nu-En-Jin” er måske ikke nogen ”Lusis”, men selvom den stilmæssigt afviger noget, så er den dog det album der kvalitetsmæssigt nok kommer nærmest. Deres nye materiale mangler lidt af den lyse, dansevenlige side bandet præsenterede på ”Lusis”, mens den mørke side af bandet stadig, og faktisk i endnu større grad, bliver dyrket. Der er egentlig ikke så meget drøn på guitaren på ”Nu-En-Jin”, hvilket undrer mig lidt, men i stedet er lydbilledet sat ned i en sløjt og langsomt tempo, der egentlig fungerer meget godt sammen med de elektroniske passager der er lagt for dagen sammen med andre mere eller mindre ambiente øjeblikke. Vokalmæssigt bliver der skiftet imellem forvrængede, vrede råb a la Fear Factory og en ligeså forvrænget hæs viskende stemme. Der er intet at sætte fingeren på i denne omgang, men alligevel er der ingen ny klassiker a la ”Mytho X” eller ”The Word Is Alive” at finde blandt numrene, og derfor er det godt man har de gamle. Disse findes nemlig sidst på albummet, dog i nye remixversioner der rent faktisk går hen og bliver albummets højdepunkter. ”The Word Is Alive” mister den technoagtige rytme den tidligere havde til fordel for en mere Manson-agtig sammensætning, mens ”Mytho X” på trods af den gennemgående mørke tone bliver gjort en anelse mere radiovenlig. (JJJJJ-) 

           

Mortal Immunity; Life Machine, 1997

M.I. Productions

Producer; Tim Ray (s15)

Mortal Immunity udgav i 1997 deres debut CD ”Life Machine,” som desuden var en selvstændig udgivelse. Det var dog først året efter, at de begyndte at få nogen omtale, i kristne metal blade og tidsskrifter. Det har nu lykkedes mig, at få et kopi af CD’en kun til at anmelde i Q-music.

Mortal Immunity spiller heavy og thrash metal, og der bliver rigtigt skruet op for tunge guitar riffs, og i enkelte numre hurtige guitar solo’er. Man plejer ofte at sige, at guitaren er det vigtigste instrument i et rock band, og selvom dette langt fra er rigtigt, så er guitaren rigtig dominerende i Mortal Immunity’s sange. Dette er typisk metal hele vejen igennem. Der er ikke nogen dårlige numre, men samtidig heller ikke nogen numre, der gør dem til dit favorit band. Der er også et koncert optaget nummer på albummet, som mærkelig nok lyder lige så godt som alle de andre, hvilket måske siger mere om produktionen, end det gør om Mortal Immunity. Med dette er ikke sagt at dette er demo kvalitet, fordi det ville være at lyve. Dette er bare ikke Nashville, huh!

 

Hvis du bare ikke kan få nok af heavy og thrash metal, så er Mortal Immunity et godt bud på næste pladekøb. Hvis du derimod leder efter et nyt favorit band, så ville pengene måske være bedre brugt andre steder. Jeg har en kopi, og jeg vil i hvert fald høre den igen. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Mortification; Triumph of mercy

Nuclear Blast 1998

Enhver med kun det mindste af kendskab til kristen death metal musik har hørt om Mortification. Mortification er nemlig et af kristen ekstrem musiks bedst sælgende band. De som har fulgt Mortification ved også at Steve Rowe, bandets sanger og bassist, har været/er alvorlig syg af kræft, og netop derfor er det så flot at Mortification udgiver endnu en CD. Det kan dog virke som om de her på deres album nummer ni har glemt kvaliteten. Cd’en er nemlig lidt kedelig og uinteressant, og der sker ikke så meget. Alle numre kører i samme rille; tunge og seje riffs, kedelig vokaler og ingen growl. Mortification har altid prøvet at kopiere den nyeste trend indenfor death metal scenen, dog ikke altid med så flot resultat, og denne gang går det helt galt, faktisk lyder de til være lysår bag de skandinaviske metal konger. Dette er Mortification’s værste CD til dato, og det siger ikke så lidt. (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Mortification; Hammer of God

Nuclear Blast/ Rowe Productions 1999----

Allerede et år efter udgivelsen af ”Triumph of Mercy,” er Mortification ude med opfølgeren ”Hammer of God.” Dette er samtidig også deres tiende udgivelse, og selvom den er lidt bedre end ”Triumph of Mercy,” så er denne hurtigt glemt. Den starter da meget fint med tunge sange som ”metal crusade” og ”martyrs,” men så kører de, som så mange gange før, i tom gang resten af Cd’en, og det er kun et lille glimt at se i skæring 11, som er en medley med nogle af de gange sange, som ”Lymphosarcome,” ”Distarnish Priest” og andre. Jeg tror at Steve og co., ved at metal er ved at blive in igen, og derfor tager deres lyd, både guitar-soloer og keyboard, udgangspunkt i 80ernes klassiske metal, som vi kender med bands som Iron Maiden og Saxon, men holder sig stadig tæt op ad den gamle Mortification sound. Med den tiende CD, skulle man tro at et band præsenterede noget helt specielt, men det har Mortification ikke gjort, - de skuffer, og desværre må jeg tænke helt tilbage til ”Post Memontary Affliction” fra 1994, for at finde en Mortification CD som ikke skuffer. Steve og co. har også valgt at lade et par af demoerne fra ”Triumph of Mercy” være med på ”Hammer og God” – som om ”Triumph of Mercy” ikke var dårlig nok i forvejen. Og at skrive tekster har aldrig været Mortifications stærkeste side, tag for eksempel sangen ”God Rulz,” fra deres første CD, som er genudgivet som bonus sang på denne, med linerne God rulz, God rulz, God rulz, osv., meget kreativt ikke? Cd’en varer i 70 minutter og 40 sekunder, og det er ikke ligefrem de bedste 70 minutter og 40 sekunder i mit liv. Nok sagt. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Mortificaton, 10 years live not dead

Rowe Productions 2000

Producer; Mark McCormack

Mortification bliver ved med at spytte plader ud, og nu er de igen ude med et live album. Cd’en starter med en nyt nummer, som hedder Dead Man Walking. Nummeret er, som alle (eller i hvert fald næsten alle) numrene på Triumph of Mercy og Hammer of God, - kedeligt. Der bliver en del numre spillet fra disse albums også, og måske er det derfor, at jeg ikke kan lide cd’en. Der er simpelthen mangel på gode numre, og da de endelig begynder på en medley med nogle gode gamle numre, ødelægger de dem helt. De eneste to numre der lyder sådan nogenlunde på denne live plade, er Martyrs (fra Hammer of God) og Mephibosheth (fra Primitive Rhythm Machine). Det eneste positive jeg har at sige om Mortification er, at de prøver at bringe lyset ind der hvor mørket er, ved at kundgøre budskabet om Jesus. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Motherfed; Demo 2001

Selvstændig. 2001

Her er et hollandsk band der egentlig er ret optimistisk vedrørende deres egen fremtid. Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at bandet rent stilmæssigt ligger op ad det man i dag tit hører i radioen, navnlig nu-metal. Eller hip hop og metal crossover. Eller rapcore, som bandet selv vælger at kalde det. Der er kun tre numre på denne demo. Bestemt ikke noget helt fantastisk, og Motherfed har i hvert fald ikke noget nyt at tilføje til nu-metal genren. Når det er sagt, så kunne det ligeså godt være Motherfed der i dag red på bølgen, i stedet for mange af de talentløse bands der hærger hitlisterne i dag. Ikke fordi de er fantastiske, men… tja, hvorfor skal jeg forklare det, du ved hvorfor!! Men endnu har det ikke lykkedes for Motherfed, vel? Og det sætter spørgsmålet, om Motherfed overhoved har noget i vente. Hvordan kan det ellers være, at bandet har spillet mangt et spillested sammen med så velkendte bands som Anouk, Bloodhound Gang, Urban Dance Squad, Guano Apes og Bad Religion, og stadig ikke har fået hul igennem til pladeselskaberne? Det lyder lidt som de er det evige opvarmningsband, som publikummet godt kan lide, men som de ikke er decideret sindssygt begejstrede for – gør det ikke? Jo, gu’ gør det så. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Motorhead; Hammered

SPV/Nordic Metal. 08-04-2002

Så er legenderne med Lemmy i front igen klare med et nyt udspil, som viser sig at være nummer 21 i rækken, hvis man også tæller live-albums og så videre med (Ja, jeg blev nødt til at tælle). ”Hammered” går ligesom alle Motorhead albums før det ikke ud om det sædvanlige territorium, der hvor bandet føler sig så yderst behageligt og hjemligt tilpas. Der er nemlig talen om en hurtig omgang metal n’ roll med Lemmys karakteristiske tørre vokaler sublimt placeret i front. ”Hammered” er muligvis ikke bandets bedste materiale til dato, og Gud ved det ikke er nogen ”Ace Of Spades”. Det er også muligt, at det ikke engang overgår bandets sidste studiealbum, ”We Are Motorhead” fra år 2000, men alligevel føles det så rigtigt, når Lemmy og co. tænder for blusset og pedalerne trædes i bund som stod livet på spil. Ja, da kendes det nærmest som det er rock n’ roll der får verden er dreje rundt, og intet anet nogensinde har været af større betydning. Hatten af for en flok gamle røvhuller, der tilsyneladende ikke har tænkt sig at gå på pension endnu. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

MSG; Be Aware Of Scorpions

SPV/Nordic Metal. 2001

MSG - eller i det mindste Michael Schenker selv - har mange år bag sig, men det ser ikke ud til at nærve dem noget særligt på ”Be Aware Of Scorpions”. De spiller nemlig stadig som var de i tyverne, og som var de taget mindst 10-15 år tilbage i tiden, på dette, deres splinternye udspil. Du husker måske storhittet af en power-ballade ”When I’m Gone” fra engang først i halvfemserne, som var meget i radioen dengang, og som nok må siges at være bandets største hit nogensinde. Rigtigt lækket nummer, hvis man er til sådan nogle ballader. Men på ”Be Aware Of Scorpions” skal man ikke regne med en ny ”When I’m Gone”. Hvad man derimod kan forvente, er særdeles melodisk og klassisk heavy rock, som den blev spillet tilbage i 80’erne, og det bliver gjort ret godt endda. Men hvad, der er så mange bands af slagsen som laver ”lorte musik, som Pålles danseveninde engang udtrykkede sig, så hvorfor ikke bare lave noget der er sådan nogenlunde holdbart. Dette er dog ikke en skive som er specielt relevant for nutidens rockpublikum, men har man en svaghed for ovennævnte musikstil, så skulle der ikke være noget i vejen med at tilegne sig ”Be Aware of Scorpions” og nyde den til fuldt ud. Jeg vil bestemt høre en igen, selvom det ville være oftere med en ny ”When I’m Gone”. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Mushroom River Band; Simsalabim

Century Media/Nordic Metal. 25-03-2002

Lige som man troede, at der ikke var flere hår at barbere på stener rock geden, kommer Spiritual Beggars’ bassist, Spice’s andet band, navnlig Mushroom River Band, og overbeviser en anderledes. De går måske ikke nye veje, og de opfinder næppe noget nyt her på ”Simsalabim”, men de er i besiddelse af en charme som er sjældent set indenfor genren i disse dage. I numrene ”Simsalabim” og ”Change It” lyder det, som vokalisten, Spice, aldrig har hørt andet end punk og hardcore, og det skaber lidt dynamik i bandets ellers meget stener rock lydende univers. Garage rock n’roll med enkelte afstikkere til punken. Sten(er)sikker respekt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

My Darkest Hate; To Whom It May Concern

Massacre/Nordic Metal. 28-10-2002

Netop som man begynder at kritisere Massacre Records for ikke at udgive nogle gode albums længere, sender de to dybt tjekkede metalsager på gaden. Den ene i form af de svenske power metal nykommere Seventh One, og den anden i form af ”To Whom It Maycern” med tyske My Darkest Hate. My Darkest Hate er et projekt bestående af fem musikere, hvor af to til dagligt begår sig i Sacred Steel og en i Primal Fear. Jeg må indrømme, at det ikke var med god vilje, at denne skive blev sat i spilleren, i det at jeg ikke er specielt vild med hverken Sacret Steel eller Primal Fear. Og når musikere ikke er i stand til at skrive gode sange i deres hovedprioriterede bands, hvorfor skulle de så gøre det i et sideprojekt? Godt spørgsmål. Men My Darkest Hate formår faktisk at komme ud af situationen med æren i behold. Ja, endda på en overbevisende måde. For ”To Whom It May Concern” er, selvom albummet ikke kan sammenlignes rent stilmæssigt, helt klart bedre end de sidste udspil fra Sacret Steel og Primal Fears side. ”To Whom It May Concern” er et helstøbt album, der bestemt ikke vil ligge nederst i bunken, når de tyske metalmagasiner skal til at udvalgte årets death metal udspil. I hvert fald er der på ”To Whom It May Concern” lagt op til en brutal og tungtriffende omgang death metal, der burde få death metal tilhængere at nikke halsen af led, og branchekollegaerne i Bolt Thrower til at løbe skrigende bort. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

My Deepest Inner; Generation X

Erupt, 1999

Producer; Mark Heller & My Deepest Inner

Whoa, her er nogle tyske drenge der vil noget med deres metal. Jeg var lidt skeptisk før jeg satte cd’en på, fordi der stod i det læsemateriale jeg fik udleveret med cd’en, at drengene havde opfundet deres egen form for musik, som de kaldte for more than metal. Dette syntes jeg lød som en masse vrøvl, og det er det måske også, men jeg blev i hvert fald overrasket over hvor gode My Deepest Inner var. Ok, deres forsanger kunne godt holde mund en gang i mellem, uden at der havde generet mig, men guitar, bas og trommespillet lyder virkelig godt til tider, hvilket bare gør det ærgerligt at produktionen ikke lever op til standarden. Jeg ville ikke kalde dette more than metal, hvilket for mig lyder som mangel på situations fornemmelse og over reklameret. Jeg ville hellere kalde dette heavy-thrash metal. My Deepest Inner har en rigtig god rytme sektion. Effektive, tunge og nedtunede guitar-riffs, hurtigt og fyldigt basspil, og hurtigt og præcist dobbeltpedal trommespil. I nummeret ”God of my own” kommer My Deepest Inner ud i noget spas agtigt metal, med det fedeste trommespil, som får en til at tænke på Sepultura på deres  ”Roots” album minus perkussion. My Deepest Inner har måske lang vej endnu, før de kan sammenlignes med Sepultura, men deres Ep ”Generation X” byder i hvert fald lytteren på 20 minutter af effektivt og underholdende metal. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

My Dying Bride; The Dreadful Hours

Peaceville/Nordic Metal. 22-10-2001

Jeg har altid haft en svaghed for mørk og deprimerende musik, så umiddelbart burde jeg elske Englands mørkeste døds, doom og goth-rockere My Dying Bride. Jeg må dog tilstå, at jeg aldrig har fået den helt vilde fornøjelse ud af bandets samlede værker, selvom de har haft deres øjeblikke hist og her. Og at bandets nyeste opsamling, den på disse sider før anmeldte ”Meisterwerk 2”, kun blev tildelt tre smilehoveder af undertegnede taler vist sit tydelige sprog om at undertegnede leder op goth-glæden andre steder. ”The Dreadful Hours” er noget af det samme man igennem tiderne er kommet til at forvente fra briterne. Tunge doom-inspirerede numre tilsat en anelse døds-growl med gotiske stemninger i højsædet, men det hele er såmænd hørt før og især på bandets egne tidligere albums. Men var dette netop med til at sætte kulør (eller skulle jeg sige fjerne…???) på dine lange vinternætter, så er ”The Dreadful Hours” et ganske godt bud på, hvordan du ligeledes kan komme igennem den forestående kolde og lange vinter. Mig? I aften vil jeg høre noget pop-punk og være glad. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

My Dying Bride; The Voice Of The Wretched

Peaceville/Nordic Metal. 29-04-2002

Man kan umuligt benægte, at My Dying Bride har haft stor indflydelse på den gotiske metalscene, men alligevel må jeg indrømme, at jeg aldrig har set det samme i bandet, som de tusinder af andre tilsyneladende har, og derfor har My Dying Bride for mig altid blot været et gotisk death metal band ud af mange. Og da jeg derudover tit og ofte oplever, at live-albums først og fremmest henvender sig til et bands allerede trofaste fanfølge, er det klart, at ”The Voice Of The Wretched” ikke fortæller mig noget nyt om My Dying Bride. Vi har hørt sangene på deres albums, for det meste i bedre versioner, så der er ikke det helt store at skrive hjem over her, med mindre man er en stor fan af bandet. Konklusionen er derfor indlysende; man må enten være en af bandets store fans for at kunne nyde ”The Voice Of The Wretched” fuldt ud, eller også man skulle have været tilstede, da numrene blev optaget live i Holland i marts måned sidste år. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

My Minds Mine; Scenes Of The Complete Annihilation Of This Planet

Amenta Records. 08-04-2002

Det lyder lidt, som medlemmerne af My Minds Mine havde for øje, at skabe den hurtigste og mest larmende plade, de overhoved kunne tænke sig, da de gik ind i studiet for at indspille ”Scenes Of The Complete Annihilation Of This Planet”. Og netop det - larmende og hurtig - er pladen, så der har de vist haft succes, må man sige. Men skal man se på albummet fra et musikalsk perspektiv, så er albummet intet mindre en bunke lort. Larm uden hoved eller hale, rent ud sagt. Der er ingen retning. Der er heller ikke et eneste sekund, der får et eneste af disse 24 ultrakorte numre til at lyde nogenlunde godt – eller udholdelige for den sags skyld. Der er simpelthen mangel på idéer, så det vil noget. Eller er problemet et helt andet, nemlig at bandet rent ud sagt ikke er i besiddelse af skyggen af talent? I så fald, burde det gå op for dem, efter at de selv hører albummet. Mangel på talent kan vi også godt tilgive (vi er da søde mennesker alle sammen?), hvis bare de lover ikke at røre instrumenter igen. Men er problemet mangel på idéer, så er det et hån mod al musikalsk overbevisning at udgive magen til lort. For det er det: Lort. Lort, lort, lort. (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

My Ruin; Blasphemous Girl

Snapper/Nordic Metal. 24-06-2002

“Blasphemous Girl” er sådan en “Best Of” skive, men for undertegnedes vedkommende kunne der ligeså godt være talen om et nyt studiealbum, for kendskabet til My Ruin er helt nyt, da muligheden for at stifte bekendtskab med deres musik indtil nu ikke har budt sig. Og det viser sig at være ganske meget undertegnede er gået glip af, i hvert fald hvis resten af My Ruins musik er ligeså god, som den lille smule der er præcenteret på mit promoeksemplar. ”Blasphemous Girl” er nemlig en dobbelt cd bestående af 26 numre, men uheldigvis har selskabet besluttet sig for kun at inkludere 10 af numrene på promoen, hvilket gør en anmelder som mig, der ikke kender resten af materialet, lidt uegnet til at anmelde skiven, idet der ganske enkelt ikke kendes til mere end lidt over tredjedelen af kompilationen. Men som sagt, det der nu engang er inkluderet, er en omgang ganske udmærket elektronisk metal med gotiske undertoner, og en masse vidunderlige hardcore-skrigende vokaler. Og så er der oven i købet en tre år gammelversion af ”Taintet Love” – nummeret som Marilyn Manson hitter stort med nu om dage. Fedt. (ingen karakter) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Myself Am Hell; Myself Am Hell

Selvstændig. 1996 (J-----)

 

Myself Am Hell; The World I Died For

Selvstændig. 1999 (JJJ---)

 

Amerikanske Myself Am Hell arbejder i øjeblikket på en ny udgivelse, hvilket bliver deres tredje, men imens verden venter på dette album, har bandet tilsendt mig deres to første album at anmelde. Den første er fra 1996, og er selvnavngivet ligeså vel som selvfinansieret. Stilen er traditionel, gammeldags death metal, som ikke holder meget længere end en meter. Medlemmerne af Myself Am Hell synes også, at det er hylende morsomt at synge om Satan, og tjek lige disse eksempler på hjernedød lort; ”Master Satan hear my call, your humble servant has lost his way” … og ”May my soul forever burn, chain me to the lake of fire”… og ”True son of God, slain at birth in the mud. Split from head to toe. Demons drinking of his blood.” Æv.

 

Deres anden udgivelse fra 1999 – som ligesom debuten er selvfinansieret – er faktisk meget bedre, og selvom de stadig er meget Guds-hadende, så er den ekstreme sataniske glød nærmest forsvundet. Musikken er også blevet meget bedre. Bandet er blevet bedre sammenspillet, og det er især de skrigende guitar-leads som fanger min opmærksomhed. Med så stor en fremgang fra 1996 til 1999, kan man ikke andet end forvente endnu større ting næste gang. (Hans Jákup Eiðisgarð)

 

Mystery Bloom; Lifetime In The Heart

Lion Music. 2002

Her har vi en af de bedre Lion Music udgivelser, undertegnede har lagt øre til i nogen tid. Samtidig er dette også en af de mere simple albums der er kommet fra selskabets. Med dette er dog ikke sagt, at ”Lifetime In The Heart” er et simpelt album, for det er det egentlig ikke, men efter Lion Musics ellers avancerede standarder er albummet forholdsvis simpelt. Iørefaldende er det i hvert fald, da Mystery Blood giver 80’er hard rocken gas, og sætter gang i nogle dejlige vokalharmonerende omkvæder. Fans af melodisk hard rock kan roligt investere i ”Lifetime In The Heart”. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Mytile Vey Lorth; Mytile Vey Lorth

Selvstændig. 2001

Det er ikke meget jeg ved om Mytile Vey Lorth, siden der var ekstremt sparsommeligt med oplysninger omkring bandet i pressepakken. Det jeg ved, er det jeg hører på cd’en, og naturligvis at bandet kommer fra Australien. Men hvad har vi så her med at gøre? Jo, australsk omgang doominspireret symfonisk black metal med et pint death metal, og endda kvindelig skønsang tilsat for til fordel for variationen. Alligevel forekommer denne sekssangs ep alt for almindelig og på forhånd gennemskuelig. Der er ingen store overraskelser, det hele kører bare derudad ligesom hos alle de andre ligesindede bands. Indimellem virker det som bandet er ved at få fat i den lange ende, hvilket sker når bandet i og for sig fokuserer på de tunge doomriffs uden andre tilsætningsstoffer, men de holder aldrig ret længe for en lettere irriterende growlen. Den her kan gå begge veje for black metal fans. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Napalm Death; The Leech Sampler

(taget fra “Order Of The Leech” der udkommer 21-10-2002)

Feto/Snapper/Nordic Metal

Sammen med bands som Cannibal Corpse, Morbid Angel, Obituary og Carcass har Napalm Death igennem tiderne nok været det mest indflydelsesrige death metal band verden har set, og de har bestemt også været blandt de bedste, selvom det samme efter min mening ikke kan siges om alle førnævnte death metal banebrydere. Bandets tiende studiealbum ”Order Of The Leech” udkommer den 21 oktober, og efter alt at bedømme så er der talen om endnu et kvalitetsalbum fra deres side. Jeg kan dog ikke være 100% sikker, i det den sampler jeg er i besiddelse af kun indeholder fire af numrene fra det kommende album, og kender jeg pladeselskaber rigtigt, så er disse fire sikkert også det kommende albums stærkeste. Men hvem ved? Jeg kunne sagtens tage fejl. I hvert fald er alle fire numre med til at bevise, at disse halvgamle og småfede death metal veteraner stadig har det i sig. Bedste track: ”Farce and Fiction.” (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Napalm Death; Order Of The Leech

Snapper/Feto/Nordic Metal. 29-10-2002

De læsere der læste sidste måneds nummer af P&P lagde måske mærke til, at der blev anmeldt en Napalm Death sampler der indeholdt fire numre fra ”Order Of The Leech”? Eneste grund til at sampleren blev anmeldt, var fordi jeg ikke troede, at jeg senere ville modtage en promo på albummet i dens fulde længde. Men her er den, så lad os nu gøre det på den rigtige måde denne gang, selvom vi måske kommer til at gentage os lidt. Napalm Death er ikke kun et af de bedste og mest indflydelsesrige death metal bands denne verden har set, de er også meget muligt det til alle tiders mest stabile death metal band. For der hvor de andre døds banebrydere efter et par gode albums altid efterfølgende har sendt en mindre svipser på gaden, der har Napam Death altid holdt hovedet koldt, samt den musikalske standarden i top med endnu et hamrende brutalt og oven i købet fedt album. ”Order Of The Leech” er ikke deres bedste album til dato, og derved ikke et decideret mesterværk. Alligevel er den heller ikke bandets svageste album, hvilket, om ikke andet, siger så meget som, at fans af bandet ikke har noget at skulle frygte, for når ”Order Of The Leech” ikke er bandets dårligste album, betyder det vel at det er fedt? For selv bandets dårligste album er fedt, right? Anyways, bandets er hamrende brutalt som altid, og har bestemt ikke tænkt sig at sætte tempoet ned med årene. ”Order Of The Leech” er et velspillet death metal album, der i modsætning til hvad jeg formodede i anmeldelsen af ND-sampleren i sidste måned, er et helstøbt album med 12 gode skæringer, hellere end fire gode skæringer (læs; dem der var på sampleren) med påhæng. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Narcissus; Becomming Leviathan

Takehold Records. 2001

Endnu et kvalitetsprodukt fra det mindre kendte amerikanske hardcore pladeselskab Takehold Records. Narcissus debut på selskabet som også udkom sidste år, fik også meget pæn omtale i staterne, og derfor havde jeg ret store forventninger til det nye 7-sangs album, ”Becomming Leviathan”. Men fik jeg mine ønsker opfyldt? Både og. Altså jeg havde egentlig regnet med at Narcissus var et koldhjertet og blodtørstigt hardcore band, som ikke stoppede for nogen eller noget, og som bare drønede der ud af med mindst 120 km/t og aldrig så sig tilbage. Hårdt, lige på og uendelig råt. Sådan havde jeg ligesom indstillet mig på, at de skulle lyde, men det kan være, at jeg ikke har hørt godt nok efter, da andre hardcore fans har rost bandet. I hvert fald var det ikke førnævnte der kom ud af højtalerne, da jeg satte Narcissus’ nye skive i. Eller i hvert fald ikke hele tiden. Jo vist, der er nogle af førnævnte intense hardcore-brag, men der er også masser af temposkift, smukke melodiøse sammensætninger, ren sang som dog ofte ender i total kaos og rene emorock-linjer. Det er godt nok ikke pop det her, og ej heller ikke særligt godt egnet til radio-airplay, men for dem som er godt trætte af nu-metal og rapcore, er nyere amerikanske hardcore bands som Narcissus et godt alternativ. Ikke for poppet, ikke for aggressivt, og absolut ikke kedeligt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðigarð

 

Narnia; Awakening

Nuclear Blast 1998
Før jeg fik cd'en, havde jeg hørt en del positive ting om dette svenske metal band, men jeg må dog sige, at jeg var lidt skuffet over cd'en, selvom den til tider er ret god. For det første, så havde jeg regnet med at høre lidt progressiv musik ala Dream Theater og 80er rock ala Europe. Jeg fandt dog ud af, at cd'en lyder som Dream Theater her og der, som Europe i andre steder, og som Yngwie Malmsteen i andre steder, i stedet for at lyde som alle disse mikset sammen i en cocktail. Selvom cd'en til tider lyder meget godt, og sang og guitar er godt udført, synes jeg at dette er for tyndt at få bedste karakter for i denne genre. Hvad jeg mener er, at der er kun 8 sange, og 2 af dem er gamle Modest Attraction sange (sangeren i Narnia er også sanger for Modest attraction). Hvis du kan lide progressiv eller 80er metal, er der en mulighed for at du vil kunne lide dette, men dette vil nok ikke blive i din spiller i lige lang tid som Dream Theater. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Narnia; long live the king

Nuclear Blast 1999

P; Carljohan Grimmark

Her er opfølgeren til Narnia’s meget omtalte debut, og det må siges at Narnia er udviklede siden sidst. For det første har de på denne udgivelse klaret at skrive hele 10 sange, hvilket er langt bedre end sidste gang , og dertil er selve spillet blevet en del bedre (læs; teknisk set). Carljohan Grimmark må helt klart være en af de bedste guitarspillere i nyere tid, og Narnia må siges at være påvirket af det! De ville simpelthen knuse de fleste 80er hair metal bands og 90ernes  prog. metal bands (læs igen; teknisk set), og det er nok også derfor at Nuclear Blast tror på Narnia, og at Dio valgte dem som opvarmere på en af hans tourné'er, for ikke så længe siden. Selvom spillet er så godt som det overhoved kan blive (læs igen; teknisk set), så mangler der noget. Lidt sjæl måske? Eller måske kun noget der fanger min opmærksomhed, fordi ærlig talt, jeg synes at dette er røvkedeligt, og det hjælper ikke det mindste at Sonny Larson (fra Leviticus og XT) hjælper til med baggrundssangen. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Necrology; Malignancy Defined

Great White North Records. 2001

Så er der tid til lidt Hollandsk døds-metal. ”Malignancy Defined” er Necrologys debut udgivelse, og bliver af pladeselskabet sagt at være den nye døds-generations nyeste håb. Og netop dette kan diskuteres. Hvis man ser det i lyset af brutalitet, som pladeselskabet Great White North i promo-papirerne ser ud til at savne, så må svaret vel være ja, da Necrology er brutale som bare fanden, i deres dødsmetal kompositioner. Hvis man på den anden side, generelt skal se Necrology som det nyeste håb indenfor genren og som musikalske genier, så holder den ikke helt i længden. Der er helt klart nogle fede idéer blandt skivens 11 numre, men i virkeligheden kører Necrology for meget i de samme sammensætninger af riffs, vokaler og dæmonbesatte og intense trommer. Af skivens 11 numre, er kun fem af dem helt nye, mens de andre seks første gang udkom på en mini-cd under navnet ”Cold Skin”, så i virkeligheden kunne ”Malignancy Defined”, hvis ikke de sidste seks game numre var medtaget, være bandets anden mini-skive på to år, hvilket for nogle ville anses for at være for lidt. Uanset hvad, så vil ”Malignancy Defined” appellere til fans af slinger-i-valsen-fri-døds-metal. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Necronom; A Darkening Path

Winterthorn. 2001

“A Darkening Path” er Necronoms andet album, og samtidig også anden del af den trilogi bandet er i gang med at udføre. Det kan derfor være lidt svært for undertegnede, at se hvordan part to forholder sig i forhold til part et osv, og det er vel i bund og grund lidt ligesom at sidde og se toeren til en eller anden film man ikke har set etteren af. Man kan lige overkomme det, men alligevel er der ting man ikke forstår osv. Jeg vil dog ikke påstå, at der er noget jeg ikke forstår i dette tilfælde, idet jeg i en meget lille grad har sat mig ind i tekstmaterialet, netop fordi jeg vidste, at jeg nok alligevel ville være lidt på bar bund. Musikalsk befinder bandet sig i det atmosfæriske hjørne af death metal genren, og rent spillemæssigt er de fem skæringer der præcenteret på skiven ok materiale, men alt i alt savner man lidt kød, saft og kraft for at materialet skal være optimalt. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Necrophobic; Bloodhymns

Hammerheart/Nordic Metal. 08-04-2002

Necrophobic har brugt det meste af deres musikalske karriere på Black Mark selskabet, men nu har skæbnen ville det således, at Necrophobic er havnet på det ligeså ondsindede selskab, Hammerheart Records, og det er der kommet endnu et brutalt death metal album ud af. Necrophobic fungerer egentlig bedst, når de spiller tæsketungt og langsomt, samtidig med at melodiske soli dovent svæver i luften. Uheldigvis er disse øjeblikke ikke et gennemgående stabil faktor i bandets lyd. Ofte har bandet tendens til hurtigere og brutalere beskæftigelser, hvilket er en skam, for det andet, i deres tilfælde, er meget behageligere at høre på. Når det er sagt, så var det tempoet i albummets første skæring, der tog undertegnede med storm, men mens skiven skred frem, så sivende ca. halvdelen luften ud af denne death metal ballon, således at Necrophobic stadig er et forholdsvist anonymt navn i en stadigt voksende mængde af death metal bands. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Nerved; Belief (JJJ---)

Selvstændig. 2001

 

Nerved; Reality (JJJ---)

Selvstændig. 2001

Svenske Nerved er på vej fremad, da de er ved at skabe sig et navn i hjemlandet, Sverige. Og derudover er de midt i forhandlingerne om en pladekontrakt med et stort pladeselskab, hvilket naturligvis er tophemmelige informationer, som de ikke endvidere må kommentere. Måske fordi det virkelig er hemmeligt, eller måske for ikke at tabe ansigt, når de, om 10 stadig spiller barer for halvfede, øldrikkende biker-typer. Både ”Bellief” og ”Reality” er singler med to sange, og som sådan er der ikke noget decideret galt med nogen af dem. Men derimod er der heller ikke noget der står ud af mængden, eller som ville stå distancen hvis de blev signede til et stort pladeselskab, og blev beordret at toppe enhver tænkelig hitliste. De ville simpelthen fejle. Bandet spiller 80’er hardrock med et 90’er twist, men uheldigvis uden noget nyt at tilføje. I det mindste er det positivt at vide, at de større pladeselskaber tager sig tid at forhandle med et band men en så ukommerciel lyd. Det, i det mindste, er til at tage hatten af for. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Ninedenine; Scars

Selvstændig. 2001

Det er ikke til at vide, hvor meget længere nu-metal genren vil blive på toppen, men forhåbentlig får Ninedenine også en del af kagen, inden den dykker igen. Britiske Ninedenine er nemlig et nu-metal band, der har forstand på skruet nogle fede sange sammen, og de fire numre der bliver præcenteret på ”Scars”, er absolut værdige til mere end blot at blive solgte ved lokale halvfyldte shows, eller i underlige pladebikser på de skumleste lille sidegader. Alle fire numre på ep’en vil desværre få lytteren til at tænke på fire helt forskellige bands, og det er i virkeligheden også det, der er bandets største svaghed – at der ikke er noget som folk vil se som deres helt eget. Du ved, noget der aldrig er gjort før. Til tider lyder forsangeren som Jonathan Davis (især på ”Untouchables”), og andre gange minder han mest om Maynard James Keenan. Selve musikken lyder som en svag og meget mindre avanceret version og blanding af System Of A Down og A Perfect Circle, og at nogen kan komme af sted men det er bare at tage hatten af for. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

No Innocent Victim; flesh and blood

Victory records, 1999

Der er flere og flere kristne bands, der slår igennem på mainstream markedet, og No Innocent Victim er et af dem. No Innocent Victim var i nogle år på Rescue Records, hvor de bl.a. delte selskab med P.O.D. I dag er begge disse bands, på store pladeselskaber, og turnerer med de største bands indenfor det de laver. No Innocent Victim var måske aldrig, så store som P.O.D. på det kristne marked, men det gør dem ikke mindre på det verdslige marked. De skrev sidste år kontrakt med Victory Records, som måske er verdens største hardcore selskab. Dette selskab har bl.a. bragt os verdens kendte bands som Earth Crisis. Der har selvfølgelig været negative meninger fra hardcore scenen, om at Victory har skrevet kontrakt med et kristent band, og der har endda været dødstrusler til Victory’s ejer, men albummet ”Flesh and Blood” har dog for det meste fået rigtig gode anmeldelser. Hvilket også er fortjent, fordi No Innocent Victim slår hårdt til, og står ikke bag nogen af hardcore’ens største navne.

Tækstmæssigt holder No Innocent Victim ingenting hemmeligt. De er ikke bange, for at synge om ham, de elsker og lever for. No Innocent Victim er et kristent band, hvis der overhoved eksisterer sådan en ting. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Nocturnal Rites; Shadowland

Century Media. Nordic Metal. 27-05-2002

Hvis power metal var cool iblandt det musikkøbende publikum verden over, så ville titelnummeret på svenske Nocturnal Rites nye album “Shadownland” inden længe toppe alverdens hitlister. Nummeret er ganske enkelt i en klasse for sig, og særdeles smukt bliver det, når baggrundsvokalerne i omkvædet giver power metal’en et ansigtsløft som aldrig før. ”Shadowland” er bandets femte album, men det første der er optaget i Dug-Out Studioerne i Uppsala, Sverige, med Meshuggah/Strapping Yound Lad produceren, Daniel Bergstrand, bag pulten. Produktionen er derfor naturligvis i top, og lyden er krystal klar, hvilket altid klæder power metal bedst. Og at Daniel Bergstrand har haft stor indflydelse på musikken, høres bl.a. i ”Underworld” der viser en mørkere, tungere og mere i dybdegående side af Nocturnal Rites. Ligesom sidste måned, kommer månedens power metal skive fra Sverige. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Novembers Doom; The Knowing

Pavement/Nordic Metal. 2001

Novembers Dooms “The Knowing” udkom oprindeligt sidste år, på Dark Symphonies pladeselskaber, men her et par måneder senere udkommer den altså også på Pavement Records, som sikkert vil lave et bedre promotion arbejde for at formidle Novemers Doom til verden. Bandet har udgivet adskillige albums igennem årene (8 tror jeg ), men aldrig på det samme selskab. Novembers Dooms musik indeholder mange forskellige aspekter, som ofte ligner hinanden lige så lidt, som koldt ligner varmt og som regn ligner sol. Men alligevel har deres musik det med at, krybe ind under overfladen og sætte sig. Samtidig med at der er disse utrolige smukke atmosfærefyldte øjeblikke hvor bandmedlemmerne bare kæler for instrumenterne, er bandet også aggressivt og som bare fanden, når det gælder om at sætte metalhjerterne i kog. Når man hører Novembers Doom får man en fornemmelse af, at tunge guitarriffs godt kan leve sammen med akustiske instrumenter, et piano og kvindelig skønsang, samtidig med at en mundfuld growl ikke skader når lydbilledet skal samles. Novembers Doom spiller den tung, deres metal - og den rammer hårdt. Bandet er tydeligvis inspireret af britiske bands som Paradise Lost, My Dying Bride og måske Anathema, med deres tunge doom inspirerede death metal, som hele vejen følges af mørke gotiske undertoner. Novembers Doom gør det godt, og hvem ved, måske letter bandet af, og stopper ikke før de har fået samme respekt som både My Dying Bride og Paradise Lost? Næste stop, tak: Pumpehuset. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Novembre; Novembrine Waltz

Century Media/Nordic Metal. 22-10-2001

I Lacuna Coils fodspor kommer endnu et Italiensk gotisk band. Det skal dog ikke forstås, som at Novembre følger samme radiovenlige skema som Lacuna Coil og The Gathering. Bandet vælger i stedet at spille hårdt ud med tung metal musik, dog kombineret med en sødere, melankolsk goth-rock side. Bandet er ikke bange for at fylde black metal-lignende skrig ovenpå deres atmosfæriske goth/metal univers, og det klæder dem med lidt vildskab – noget bands som Katatonia og Anathema har glemt lidt. Tænk et meget tungere og meget mørkere Dephece Mode med meget mindre elektronik indblandet, kombiner det med de tungere og mest atmosfæriske øjeblikke hos Katatonia og du har Novembre. Novembre mangler dog i nogen grad rigtige ørehængere, for at sætte sig lige dybt i underbevidstheden som alle ovennævnte bands har gjort (måske med undtagelse af Anathema). Skal man vælge et favorit nummer, må det blive bandets coverversion af Kate Bushs ”Cloudbusting” med forhenværende Third And The Mortal medlem Ann-Mari Edvardsen som vokalist. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Novembre; Dreams d’Azur

Century Media/Nordic Metal. 25-11-2002

De italienske goth-rockere i Novembre har igennem sin syv årige karriere aldrig helt kunnet måle sig med langmændene i Lacuna Coil hvad succes og omtale angår. Måske fordi deres lydunivers aldrig helt har afspejlet så imødekommende og lyttervenlige stemninger som Lacuna Coil har, men også meget muligt fordi Lacuna Coil ganske enkelt er det bedre band af de to. Uanset hvad, så var Novembres sidste udspil, ”Novembrine Waltz”, et ganske udmærket udspil, der balancerede fint imellem melankolsk goth-rock og tung dødsmetal. Og det er nogenlunde det samme der står på menukortet, når ”Dreams d’Azur” skal præsenteres. Sandheden er dog, at ”Dreams d’Aur” ikke er et nyt Novembre album, men derimod en splinternye genindspilning af bandets debut fra 1995 ”Wish I Could Dream Again,” der for længst er ude af print, men som længe har ligget højt på goth-fans ønskelister. Og for at glæde sine fans, har bandet ikke alene valgt at genudgive albummet, men de har såmænd også valgt at genindspille det, hvilket sikkert gør det mere attraktivt i 2002 (kunne forestille mig det, men ved det ikke, eftersom jeg ikke har hørt debuten). For rigtige samlere er cirkelen dog endnu ikke afsluttet, for dette er ikke debutalbummet, og derfor kan ”Wish I Could Dream It Again” stadig sælges til skyhøje priser på ebay. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Odor Of Pears; Crown Of Thorns

Selvstændig. 2000

Odor Of Pears er en bizar gotisk synth-industrial trio, bestående af to middelaldrende mænd og en kvinde. Men uanset hvor glad jeg normalt er for både gotisk rock og industrial, så kan jeg efter flere gennemlytninger af ”Crown Of Thorns” ikke komme uden om, at der er visse mangler i Odor Of Pears’ musik. Til at starte med, ville det hjælpe meget, hvis der var noget som fangede opmærksomheden bare en lille smule, fordi at lytte til ”Crown Of Thorns” kan være noget af en søvnig og uinspirerende affære. Lad os bare sige det som det er; Odor Of Pears mangler nogle gode sange. Eneste gang gruppen nærmer sig det som ligner en god sang er i ”Fuck Christianity”, hvilket dog er en sang som jeg, af andre grunde end de musikalske, ikke bryder mig særlig meget om, da den nedgør meget af det, jeg har valgt at tro på her i livet. Så hvis i ikke har noget i mod det, vil jeg tage ”Crown Of Thorns” ud af cd-spilleren nu, for at sætte den på cd-hylden til en evig stilhed. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Officer Negative; Dead to the World,

Screaming Giant, 1997.P:Officer Negative

Hvor var det dejligt at tage imod posten i dag (dette er skrevet for mere end seks måneder siden). Der var nemlig hele seks cd’er med bands fra Screaming Giant Records, som de vil have mig til at anmelde. Denne er den ældste, og er fra 1997. Officer Negative spiller punk fra den gamle skole, lidt i retning af 90 Pound Wuss, og det var det som skræmte mig smule før jeg satte cd’en på, fordi jeg hader 90 Pound Wuss. Officer Negative lyder faktisk lidt som 90 Pound Wuss, men sangeren er lidt mere afslappet (i hvert fald i nogle sange), og det gør dem tålelige at lytte til, men der er også de sange som kun er typisk old-school punk raseri. Heldigvis varer raseriet kun i øjeblikke ad gangen, så helheden ødelægges ikke. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Officer Negative; Live at the Roxy

Screaming Giant records, 1999

P; officer negative

Officer Negative er igen ude med en ny skive. Denne her er en live optagelse med kun 8 sange, hvoraf 3 er fra deres debut cd, så vi sidder faktisk kun med 5 nye sange her. De nye sange er af samme old-school punk stil som deres gamle cd. Musikken i sig selv er måske lige så god som deres første, men produktionen og det at Officer Negative kun spiller 5 nye sange, gør at ”Live at the Roxy” kun får 2 points. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Oil; Refine

Kalubóne Records, 2000

Producer; Ray Clark Barnes

Der er en interessant historie bag bandet amerikanske metal band Oil. Ron Rineheart som før i tiden spillede i verdslige metal band Dark Angel, følte ikke at hans succes i Dark Angel gav ham nogen glæde. Efter en tourné blev Ron inviteret til en Harvest Crusade, hvor han modtog Jesus som sin frelser. Efter hans omvending forlod Ron Dark Angel, selvom de gjorde sig klar til deres næste plade. I 1997 besluttede en anden ung mand, Blake Nelson, at starte et metal band. Han bad Gud om at føre en sanger ind i bandet. Kort tid efter mødte han Ron, og inviterede ham med i bandet, som senere kom at hedde Oil.

Oil har tidligere udgivet en selvstændig plade, men dette er deres første på et rigtigt pladeselskab, hvilket åbner nye døre for Oil, da deres musik nu bliver distribueret både i USA og Europa. 

Oil er som sagt et metal band. Der er ingenting nyt eller specielt spændende ved bandets musik. Alt er hørt før. Og så minder de endda lidt som et gammelt Metallica. Lyder som noget værre noget, ikke også? Men Oil er faktisk ret gode til at spille metal. Blake er en god guitarist, og han spiller både rytme og lead-guitar som få andre, og Ron’s vokaler passer fint til Oil’s stil, selvom de engang i mellem, går hen og lyder en lille smule for meget som James Hetfield.

Selvom alt som Oil her præsenterer er blevet hørt før, så er budskabet nyt. Godt nok er det samme budskab, som er prædiket i godt 2000 år nu, men Bibelen siger at budskabet er nyt hver en morgen. Dem der er åbne for Oil’s budskab, kan blive påvirket for altid. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Omnium Gatherum; Rectifying Human Rejection

Selvstændig. 2000

Inden Rectifying Human Rejection, har Australiens Omnium Gatherum udgivet to demoer, som ikke har formået at skabe bandet et navn, som et af fremtidens black/grind bands, men meningen er at denne, deres første fulde cd-udgivelse med hele tretten numre, skal ændre på dette. Personligt tror jeg ikke, at det vil blive til særlig meget mere, end det har før været for Omnium Gatherum, da denne udgivelse ikke viser noget særligt potentiale. Nej, man rammes med kedelighed fra første øjeblik, og det varer ved til cd’en er slut, hvilket kan virke mærkeligt, da Omnium Gatherum spillet særdeles energisk og tempofyldt, men måske er det netop det som er problemet? Det går i hvert fald alt for hurtigt for mig. Alle tretten numre på Rectifying Human Rejection bygger på samme grundlag; Meget, meget hurtige guitarriffs, trommer og basspil, mens sangeren skriger og brøler halsen tør. Rigtig grindcore og black metal, dog uden at lyde nær så godt som de europæiske metal konger. Jeg har lyttet til Rectifying Human Rejection flere gange efter hånden, men der er ikke noget der sætter sig i sindet. Der er for lidt variation, og det hele lyder for ens. Ja, endda begyndelserne på samtlige numre lyder næsten identiske. Kedeligt, kedeligt, kedeligt, og ikke vært ret meget af din tid. Nogen skulle fortælle disse drenge, at kvalitets musik ikke behøver at spilles hurtigere end lysets hastighed. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

On The Rise; Burning Inside

I Scream Records. 2002

Det er imponerende når et så stort og respekteret hardcore band som Agnostic Front, inviterer en bandmedlem fra et mindre band som On The Rise med i bandet. Sådan var tilfældet med On The Rise bassisten Mike, men hvad der var endnu mere imponerende, er at selv samme Mike stadig ser On The Rise som sin første prioritet, hvorefter Agnostic Front kommer i anden række. Nogenlunde samme historie gælder trommespilleren Steve, der nu også tæsker gryder for Maximum Penalty. Ellers er det heller ikke så dårligt for et band som On The Rise, at have fået forbilleder som Roger Miret fra Agnostic Front og Mike Dijan fra Breakdown at producere albummet. Men nok name-dropping, vi skal videre til musikken. On The Rise spiller melodisk hardcore der bringer minderne helt tilbage til 80’ernes old school punk. Bandet har sat sig for at omskrive hardcore-historien, hvilket ikke sker med ”Burning Inside”, men ”Burning Inside” er da et udmærket tillæg til den ellers svingende hardcore-historie. Hardcore lige ud ad landevejen og hjem igen. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Once Blind/Facedown/Victory In Christ; Split CD

Rescue Records. 2001

Så sidder jeg med endnu en split cd, og funderer over hvorfor lytteren altid skal drilles med småbidder af kommende albums? Disse albums er dog, så vidt jeg ved, allerede udkommet. De bands som er repræsenterede på denne udgivelse er de to hardcore bands Facedown og Once Blind, som bidrager med tre numre hver, mens den tredje del af skiven er tre tracks fra en anden selskabssampler som hedder ”Victory In Christ”. De tre bands som er udtaget derfra er 238, Figure Four og Nine Page Apology. Once Blind minder mig meget mere om gammel hardcore a la Six Feet Deep (R.I.P), og da netop Six Feet Deep er et band som jeg sikkert til vil savne til min døende dag, er de tre Once Blind numre herpå yderst tilfredsstillende og et plaster på såret nu Six Feet Deep ikke er mere. Facedown er også et hardcore band, men deres hardcore låner også meget fra metalgenren. Facedown minder meget om Pantera anno ”Cowboys From Hell”, og det er også et band som man godt kan tåle at ligne, bare så længe man har lidt talent, og man er lidt selvstændig, og det mangler ikke hos Facedown. Nine Page Apology er et poppet punk band, og jeg går udfra, at det kun var et spørgsmål om tid før punkbands begyndte at lege med vibratorstemmer a la Cher? Figure Four leverer endnu et hardcore nummer, som dog ikke står ligeså stærkt som hverken Once Blinds eller Facedowns numre. 238 leverer skivens mest følelsesladede nummer, men det passer ikke helt ind sammen med de andre intenskogende hardcorenumre. Ellers en fed split cd. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Onward; Evermoving

Century Media/Nordic Metal. 2001

Personligt kendes jeg ikke ved navnet Toby Knapp, men det er der måske flere af Past and Presents læsere der gør, fordi Toby er nemlig efter sigende en stor guitarist. Allerede som 18 år gammel blev han interviewet af Guitar World, og kort tid efter fik han en solo-kontrakt med Shrapnel Records. Men Toby er kun en fjerdedel af bandet som her anmeldes, som også byder på meget mere end smukt guitarspil. Onward er et amerikansk power metal band, og lad det være sagt med det samme, at de er et af dem, som ikke bliver gjort til skamme af alle de tyske bands i samme genre. Både baggrunds og lead vokalerne er stærkere end hos de fleste, selve rytmesektionen (bas og trommer) er meget præcis og godt kørende, og selvom Toby Knapp siges at være en guitartroldmand, så er der ikke de store pinlige egocentrerede guitar-soli som tager fra helheden. Der er ret og slet lavet et meget godt og overbevisende stykke arbejde på Evermoving. Jeg har sagt det flere gange det sidste års tid, og nu siger jeg det altså igen; ”Metal er tilbage.” For kort tid siden - ja måske kun to år - ville jeg ikke høre musik som denne, da jeg syntes den var en oldsag, men flere bands har ændret min mening dette vedrørende, og Onward styrker bare min tro på metal yderligere. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Onward; Reawaken

Century Media/Nordic Metal. 25-03-2002

Jeg var en af dem der var ret overbevidst, da Onward tidligt sidste år udgav ”Evermoving”, men det vidste sig, at jeg var en af de få, i hvert fald af anmelderne. Men nogen må da købe bandets musik, siden Century Media allerede nu udgiver et nyt album med bandet. Selvom jeg var ret imponeret over ”Evermoving” og forventede en del af ”Reawaken”, så må jeg indrømme, at ”Reawaken” langtfra havde samme effekt på mig som forgængeren. Der er faktisk ikke ret meget der er ændret siden sidst, og det er faktisk det der ødelægger det lidt for undertegnede. Det er nærmest, som det er samme album der udkommer endnu engang, bare med magien sorteret fra denne gang. Hvad der er endnu værre, og måske eneste deciderede ændring siden sidst, er at Onward vokalmæssigt, fra tid til anden, forsøger at lyde som Rhapsody, hvilket i stedet for at lyde ligeså godt som Rhapsody kommer til at lyde både kikset og halvkvalt. Selv ikke Toby Knapps flotte guitarspil redder ”Reawaken” fra kun at være et andet middelmådigt power metal album i en eksplosivt hurtigvoksende mængde. ”Reawaken? Næ, Ikke rigtig. Hvad med ”Rewind”. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Opus Forgotten; Demon Of Destruction

Aftermath Music. 2000

Aftermath Music er et relativt lille pladeselskab fra Trondheim, Norge, som udgiver ekstrem og hård musik. Pladeselskabet har siden starten – i 1998 – udgivet 10 cd’er, og Opus Forgotten står, på mine papirer, til at være nummer 9 i rækken. Jeg er ikke sikker på, om Opus Forgotten har udgivet andet materiale før dette, da jeg ikke kender noget til bandet, men dette er i hvert fald deres debut på Aftermath Music. Og der er heller ikke særlig meget materiale på Demon Of Destruction. På mit kopi af ep’en er der i hvert fald kun to sange, men jeg ved ikke om der måske kan være lidt mere på den plade som kommer i butikkerne. De to numre jeg her har fået, er rimelig gode. Ikke noget overdrevent fedt, men heller ikke dårligt som sådan. Begge numre har et melodisk black metal ting kørende som lyder ok. Det første nummer er måske det nummer, som kører mest på den melodiske side, mens skæring to er mere lige på og rå. Hvis du synes, at Opus Forgotten er noget for dig, så burde du skynde dig, fordi cd’en er kun udkommet i små 666 kopier. Á min Gud, hvor ufattelig sjovt og genialt – NOT. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Osh; Red Universe

Selvstændig. 2002

Mr. Bungle fans hold ører og øjne åbne. Ikke nødvendigvis fordi dette lyder nøjagtig som Mr. Bungle, men fordi det er tæt på at være lige så underligt. Tyske Osh blander al tænkelig rock og metal, samt alle dens undergenrer, i en stor, larmende rockcocktail. Nogen gange fungerer det glimrende. Andre gange gør det ikke. Sidstnævnte f.eks. når forsangeren forsøger sig med dybe Type O Negative vokaler og falder fluks på røven. Ellers er der masser af interessante idéer på ”Red Universe”, og kombinationerne af hardcore, grindcore, death-growls, thrash-riffs, groove-rock og en punktet attitude, byder på mange sjove og anderledes indslag. Men rosinen i pølseenden kommer ikke før til allersidst, i form af en coverversion af 2 Undlimiteds technosang ”No Limit”, der fungerer overraskende godt med guitarer som hovedinstrument i stedet for keyboards. Faktisk ville coverversionen, på trods af at technoen er udskiftet med metal, minde meget om original version, hvis ikke det var for forsangeren desperate og lidt for overanstrengte vokaler. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Overdrive; Mission Of Destruction – Live

Crock’d Records

Det undrer mig, hvorfor man vælger at udgive live-materiale fra et så ligegyldigt band som Overdrive, der oven i købet gik fra hinanden for 17 år siden (16 da ”Mission Of Destruction – Live” blev udgivet”). Det undrer mig endnu mere, når jeg hører den frygtelige lydkvalitet der bliver serveret med på ”Mission Of Destruction”. Lydkvaliteten er altså ringe, tro mig. Måske ikke bootleg-dårlig, men den er da langt under det niveau en live-plade burde være. Derudover spiller bandet dårligt, og især sangeren lyder ad helvede til, ja så dårligt, at man næsten glemmer de evige feedback-lyde pladen er garderet med. Ni af numrene er optaget i 1982, et er optaget på bandets sidste koncert inden de sagde farvel og tak i 1985, fire er optaget på bandets eneste reunion-show i 1997, et show hvor der i øvrigt kun var øvet to gange for, hvilket bestemt ikke kommer bag på undertegnede. Fælles for alle numre er, at de er noget lort som aldrig burde være udgivet. Så er det lidt bedre med de to ikke før udgivne studienumre, der afslutter albummet. Disse formår dog ikke at redde den dårligt oplevelse, de første 16 skæringer har formået at gøre ”Mission Of Destruction - Live” til. Føj. (J-----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Overkill; Hello From The Gutter

SPV/Nordic Metal. 15-07-2002

Overkill er endnu et band der bringer frem minder fra folkeskolen, og selvom de aldrig har været et af mine personlige favoritbands, så kan jeg godt huske, at der var flere drenge fra min årgang og årgangen over, der var ret vilde med Overkill. Jeg kan huske, at disse gutter nogen gange sad og head-bangede og skrålede lidt til Overkill i frikvartererne, og selvom jeg nogen gange sagde noget andet, så begyndte deres musik virkelig at gøre et indtryk på mig. Og derfor er det fedt med et lille genhør med en smule gammelt Overkill materiale, som jeg faktisk ikke har hørt siden engang først i 90’erne, selvom det meste af materialet på ”Hello From The Gutter” faktisk er udgivet senere end det. To cd’er og 24 numre bliver det til, når et band som Overkill samler sit bedste materiale og udgiver det som en ”best of” skive. I hvert fald hvis man skal tro deres egen og pladeselskabets side af sagen. Som sagt er materialet blandet over en længere periode, hvoraf det meste nok er optaget i den senere halve af 90’erne. Bl.a. er der sange fra gamle albums som ”Feel The Fire” og ”Fuck You and Then Some”, men underligt nok er albums som ”Taking Over”, ”Under The Influence”, ”Horrorscope” og ”I Hear Black” sprunget over, inden man finder flere sange fra livealbummet ”Wrecking Your Neck – Live” fra 1995. De efterfølgende Overkill albums ”The Killing Kind”, ”From The Underground and Below”, Necroshine” og ”Bloodletting” er også velrepræsenterede, ligesom deres meget passende navngivne coveralbum ”Coverkill” også repræsenteret med coverversionerne af Black Sabbaths ”Never Say Die” og Motorheads ”Overkill”. Sidstnævnte er også det nummer til hvem Overkill skylder sit navn. Selvom Overkill igennem årene har været igennem nogle bandmedlemsændringer, så er de i bund og grund det samme band i dag, som dengang mine hårde klassekamerater, med pege- og lillefingrene i loftet, head-bangede som sindssyge til dem. Jeg gad godt vide, om de stadig hører Overkill, eller om de med årene er blevet mere til Michael Bolton eller Garth Brooks. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Pain and Passion; Demo ’00

Selvstændig. 2000

Efter at have set omslaget til denne demo fra sidste år, var jeg lidt i tvivl hvad jeg skulle forvente. Jeg har før erfaret at man ikke skal dømme en bog udfra dets udseende, men skal jeg være ærlig, så fik omslagsbilledet mine forventninger til at svinde lidt hen. Et dårligt billede af fire langhårede svenskere i cowboyskjorter og sorte T-shirts og med en ret kedelig baggrund, kan ikke føre andet med sig end bange anelser. Men hey, efter at musikken er kommet i gang, så tilgiver man Pain and Passion deres noget utjekkede coveromslag. Flot og drønhårdt 80’er metal med en skide hamrende kompetent forsanger, melodiske soli og en solidt stærk rytmesektion er Pain and Passions speciale, og det fungerer ret godt for dem på disse tre numre. I disse dage, er der både fordele og ulemper ved at spille melodisk 80’er heavy. Fordelen er, at eftersom melodisk heavy sælger ret godt i metal kredse, så vil alle de tungere selskaber mindst have et par stykker af slagsen i stald, hvilket har med sig, at flere bands har muligheden for at blive signet. Ulempen er dog, at der på grund af efterspørgselen er alt for mange bands, og derfor bliver det svært at finde de helt rigtige bands at signe, hvilket igen fører med sig, at mange dårlige bands bliver signet og flere gode bands står ude i kulden og bliver overset. Og hvad mener jeg? Jo, at Pain and Passion godt kunne være signet til Century Media eller Metal Blade, i stedet for flere af de andre tvivlsomme bands disse selskaber har i stald. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Pain and Passion; Demo 2001

Selvstændig. 2001

Jeg har før anmeldt svenske Pain and Passion på disse sider. Dengang var det deres debut-demo fra år 2000 som lå i cd-spilleren, men nu er de ude med en opfølger. Dengang sagde jeg noget om et utjekket coveromslag, men efter alt at bedømme har bandet ikke taget mig helt seriøst, da coveromslaget til denne nye demo er nogenlunde ligeså utjekket med dets fire langhårede og sortklædte buldrebasser. Men heldigvis er musikken, ligesom på den første demo, bandets stærkeste punkt. Musikalsk bevæger bandet sig stadig omkring den melodiske og klassiske heavy rock/metal fra 80’erne. Forsangeren er ligesom på den første demo stadig bandets stærkeste led, men f.eks. guitaristen er heller ikke bare som sådan at kimse ad. ”Demo 2001” er det næste skridt i den rigtige retning for dette talentfulde og stadig ret nye band, og der burde bestemt findes et rock/metal pladeselskab som kunne bruge et band som Pain and Passion. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Pain Of Salvation; Remedy Lane

InsideOut/Nordic Metal. 2002

Svenske Pain Of Salvation har efter tre albums (fire hvis du tæller ”Remedy Lane” med) opnået stor respekt indenfor den progressive rock og metal genre, og bevares deres nyeste udspil, ”Remedy Lane”, er også et gennemarbejdet album. Folk med en speciel kærlighed til musik som denne, vil ikke have problemet med at fordybe sig i de matematiske sammensætninger, men undertegnede finder sig selv gang på gang på vej ind i drømmeland, - eller helt andre steder, bl.a. ved hjælp af en tv-fjernkontrol, powerknappen til pc’en eller det nyeste kopi af HM Magazine. Glemt er alt om Pain Of Salvation og deres ”Remedy Lane”, og ikke før albummet når dens slutning, og der bliver underligt stille i stuen, vågner undertegnede og tænker hvad der egentlig blev af musikken. En ekstra stjerne kommer dog på, på grund af flotte musikalske præstationer. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Pallas; The Cross & The Crusible

InsideOut/Nordic Metal. Juni 2001

Efter at være dannet i de sene 70’ere, var Pallas i de tidlige 80’er – dengang prog. rocken var det helt store – ved at blive det sidste skud på stammen. Skotterne skrev under på en kontrakt med EMI, men blev aldrig det hit man havde håbet på. Senere faldt gruppen fra hinanden, men efter en længere hiatus på 13 år, lavede Pallas et come-back i 1999 med albummet ”Beat The Drum”, hvilket bringer os up to date, nu hvor Pallas endnu engang er pladeaktuelle, denne gang med konceptalbummet ”The Cross & The Crucible”. Og efter alle disse år, er der stadig den gode melodi og de flydende landskaber som er i hovedsædet. Der er lidt Kansas, Yes, osv. over projektet. Du ved, den der prog. rock fra 80’erne, med de henrivende vokaler i front. Der er også en smule AOR at skimte hist og her, især i vokalafdelingen, og det lyder egentlig ikke så lidt som en vis John Elefante til tider. ”The Cross & The Crucible” er en af de bedre prog. rock oplevelser hidtil i år, og at der er lidt nostalgi i skidtet, gør det ikke værre. For fans af Kerry Livgren, Pink Floyd, Yes, Kansas og Jethro Tull. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Patriarch; Deity

Output Music. 2000

Det er svært at forstå, at et band kan overleve 18-19 år i undergrunden, uden at miste håbet og stoppe. Jaså, men det har Belgiske Patriarch klaret, i hvert fald hvis man vælger at se det tyske pladeselskab Shark Recors som et undergrunds selskab. Bandet startede deres karriere allerede i 1982 under navnet Pharia, men efter et dødsfald indenfor bandet, og to andre bands som udgav cd’er under samme navn, valgte bandet i 1988 at skifte navn til Patriarch. Bandet har i dag et par demoer, to albums på Shark Records og denne ep ”Deity” på samvittigheden, hvilket ikke er meget efter 18-19 år. Jeg vil heller ikke sige, at man kan høre at bandet har været sammen så længe. Jeg har hørt bands, som har været kortere tid sammen, som er meget bedre end Patriarch. Deres form for power/thrash er også lidt umoderne, og med musik som denne skal man ikke regne med et kommercielt gennembrud, og det er nok også grunden til de 18 år i undergrunden. De fire numre, som bandet introducerer os for her, er da velspillede og produktionen er ikke værst for et undergrundsband, men der er ikke noget, man ikke har hørt før - og jeg mener mange gange før - at finde på Deity. Men hvis man ikke har noget imod det, så er Patriarch ikke et dårligt valg af cd køb. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

PCP; Evil Hate Motherfucker

Selvstændig. 2001

Når et band opgiver så diverse inspirationskilder som The Melvins, Morbid Angel, Yngwie Malmsteen, Black Sabbath, Mercyful Fate, Slayer og Motorhead, så regner man vel med, at det er en varieret metal cocktail med indflydelser fra både punken og melo rocken man har med at gøre, men selvom PCP opgiver førnævnte inspirationskilder, så er førnævnte beskrivelse næppe korrekt når det gælder PCP. Det kan godt være, at de er inspirerede af bands som The Melvins, Motorhead og Yngwie, men i så fald, så har de bare ned prioriteret hurtig rock og rul, punk og melodiske og hurtige guitar-soli, når de har indspillet ”Evil Hate Motherfucker”, fordi dette er en ret endimensional skive, det her. Bay Area thrash og death ville være en beskrivelse, som i sig selv, sikkert var nok til at beskrive dette album. Spørgsmålet ville så bare være, om albummet er noget værd? Tja, jo, de er da gode musikere, og det fyres nogle fede riffs af ind i mellem, men ”Evil Hate Motherfucker” vil næppe blive husket i al evighed for dets kreativitet og nyskabende in-puts. Et af målene PCT har sat sig, er at forbedre Bay Area thrash scenen, men det gør de ikke med udgivelsen af ”Evil Hate Motherfucker”. Men de skal da have ros og al respekt, for at prøve at holde den i live. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Axel Rudi Pell; Knights Live (2CD)

SPV/Nordic Metal. 21-10-2002

Jeg har egentlig et meget afslappet forhold til Axel Rudi Pells musik. Jeg tager det afslappet, når han udgiver ny musik. Køber ikke skiverne, og har det egentlig sådan, at hører jeg dem, så hører jeg dem. Gør jeg ikke, så er det også helt ok. Egentlig ikke den store Axel Rudi Pell fan så? Næ, egentlig ikke, men på den anden side, så hader jeg ikke på nogen måde hans musik. Kan sagtens nyde hans musik, hvis en i omgangskredsen tilfældigvis skulle sætte en af hans plader på. Det kan jo ikke benægtes at han kender vejen omkring guitarstrengene, og det skal han da respekteres for. På ”Knights Live” viser Axel så igen, hvad han kan med en guitar, og alt andet ville også være totalt vanvittigt. Det er jo det han gør. Og han gør det meget i de omkring 100 minutter live dobbeltalbummet varer. Der er naturligvis ikke kun guitar-lir. Han har jo også hans band, og de ved også hvordan man spiller, skulle jeg hilse og sige. Ellers er der lidt snakken hist og her, bandet skal præsenteres, og det samme skal sangene osv. Jeg kunne godt være foruden de sjove bemærkninger, men mest af alt kunne jeg godt undvære det tidspunkt, hvor han præcenter sig selv (”on guitar: Me.” Næsten ingen respons. ”Oh, I am sorry. Axel Rudi Pell.” Yeaaaaaahhhhhhh.) sammen med resten af line-upp’en (????). En ting Axel og hans band er ret gode til på ”Knights Live”, er at snige nogle brudstykker af traditionelle musikskatter ind i deres heavy metal sange. En anden ting de tror de er gode til, er Bon Jovi lydende ballader. Dem er de dog desværre knapt så gode til. Men når de holder sig til det de skal - traditionel heavy metal - så går det. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Pentagram; Turn To Stone

Peaceville/Nordic Metal. 23-09-2002

Det er mere end tyve år siden at Pentagram, dengang under et andet navn, udgav sin første single, og når der nu udkommer en ”best of” skive med bandet, så ville det være oplagt med nogle numre fra den tidlige 70’er periode, der vist burde være svære at finde i dag. ”Turn To Stone”, bandets nye ”best of” skive, indeholder dog kun numre fra deres tid hos Peaceville selskabet, der talte cd’er som ”Relentless” fra 1993 (genudgivelse af albummet fra 1985 der blot hed ”Pentagram”), ”Day Of Reckoning” fra 1993og ”Be Forewarned fra 1994. Pentagram der har opnået kultstatus blandt doom-elskere, er ikke et af de bands der vågner op en morgen, og føler den store trang til at prøve nye veje. De holder sig blot til det de kender, og til det de gør bedst, nemlig at låne lidt fra Black Sabbath hist og her, og så stjæle resten, hvilket de gør på overbevisende vis. (de burde være bankrøvere). Hvis man ikke allerede ved det, så er det ikke sådan ligetil at finde ud af, om hvorvidt de forskellige numre på ”Turn To Stone” er fra 1985, 1993 eller 1994, hvilket burde fortælle lidt om, hvor autentisk doom-agtige Pentagram egentlig er. De lyder som Black Sabbath gjorde først i 1970’erne. (JJJ---)

 

Pillar; Original Superman

Red House Recording, 2000

Producer; Ed Rose

I en tid hvor alle, og deres mormor, spiller en eller anden form for rock eller metal, blandet med rap og hip hop, kommer amerikanske Pillar. Et band som ingen har hørt om, men som ikke ville have noget imod at være lige så store som 311, Dr. Dre, Korn, Limp Bizkit eller P.O.D. Måden at blive metal/rock rappens hot shots på er simpel. Hvis man bare lyder en smule som alle ovennævnte bands, så skulle man klare den, eller hvad? Det kunne i hvert lyde som Pillar havde den holdning. Men selvom de måske prøver at efterligne et band for meget, så skal det ikke tages fra Pillar, at de er gode til at spille rock-rap, og det hjælper helt klart, at produktionen er så god som den er. Jeg kan faktisk godt lide ”Original Superman,” især fordi den ikke er så ensformet som mange andre rock-rap plader. Nogle sange er mere moderne rock prægede, for det meste med rap vokaler selvfølelig, men også med almindelig sang. Andre numre er lidt mere nu-metal ala Korn inspirerede, mens andre er guitarløse og lyder som Dr. Dre. Jeg har altid kunnet lide rock numre, med scratch lyde, og dem har Pillar masser af. Alt i alt er ”Original Superman,” en underholdende plade, med mange kvalitets numre, og andre der mest af alt giver en deja-vu fornemmelsen. Er du til scratch, rock og rap, så er Pillar’s ”Original Superman” et godt køb, og jeg lover at dette ikke er noget under budget album.

(JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Pink Cream 69; Endangered

Massacre/Nordic Metal. 22-10-2001

Først i 90’ene befandt Pink Cream 69 sig på et af datidens største heavy rock labels, nemlig Epic Records  - som er en underafdeling til Sony Music  - sammen med bands som Motorhead, Europe, Ozzy Osbourne, Alice Cooper og Pearl Jam. Meningen var nok af de tyske melodiske rockere skulle bryde igennem til mainstream markedet i nogenlunde samme grad, som de andre store 80’er bands gjorde, men så ramte Kurt Cobain sømmet på hovedet, og heavy rocken var historie. Og her er vi omkring ti år senere, og Pink Cream 69 knokler stadigvæk, dog på et væsentligt mindre pladeselskab og helt uden kommerciel opbakning. Men Gud vide hvad der ville være sket hvis bandet var lidt tidligere ude, fordi der var rent faktisk mange bands som var store i 80’erne, der ikke havde halvt så fængende sange som Pink Cream 69. For det er hvad Pink Cream 69 er bedst til. At skabe melodier der har nemt ved at sætte sig, og dem er der mange af på ”Endangered”. Man synger med og synger med, omkvæde efter omkvæde, imens man vrider hjernen i undren over at musik som denne ikke når høje placeringer på alverdens hitlister. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Poema Arcanus; Iconoclast

Aftermath Music. 2002

Det er egentlig ikke så sjældent man hører sydamerikanske bands, men hvor sjældent er det ikke, at man hører et band fra Chile? Ret sjældent, hvis du spørger mig. Men Poema Arcanus er i hvert fald et af de chilenske bands, der i de seneste tider har signet med europæiske selskaber. Talen er om det norske undergrundsselskab Aftermath Music, der endnu ikke har så mange udgivelser bag sig, om end de har nogle ret overbevisende nogen. Poema Arcanus har på deres andet album ”Iconoclast”, sammensat en række sange der drypper i atmosfæriske lydflader. Deres sange er sørgmodige og ofte mørke, andre tider har de en tung progressiv doom-følelse over sig, mens de andre tider minder mest om gotiske bands a la Moonspell. Især forsangeren har en tendens til at minde om Moonspells forsanger. Poema Arcanus har før opvarmet for netop Moonspell, der af pressen ofte er gjort til goth-metallens frelsere. Og ved du hvad, Poema Arcanus er et sted helt deroppe i goth-fødekæder, der hvor de helt store navne findes. Måske ikke lige ved siden af Moonspell, men det er ikke langtfra. Anbefales for gotiske metal fans. (JJJJ--) Hans Jákup EIðisgarð

     

Point Of Recognition; Refresh, Renew

Facedown Records. 2001 (JJJJ--)

 

Anchor; Shipwreckhed Life

Facedown Records. 2001 (JJJJ--)

 

Point Of Recognition startede deres karriere på det lille pladeselskab Rescue Records. Et selskab som også har opfostret nu så populære bands som Dogwood, P.O.D. og No Innocent Victim. Men i modsætning til de førnævnte bands, så gik Point Of Recognition fra et lille pladeselskab til et andet lille pladeselskab, dog men æren i behold, siden Facedown er et af de bedste  undergrunds hardcore-selskaber i USA i dag. Bandet er stinkende tungt, og ikke mindre tight. De spiller hardcore således som den var ment at være spillet. Tung, bombastisk, aggressiv og hurtig som om havde de ild i røven. Der er dog intet i vejen for en metal fan, at kunne forelske sig i Point Of Recognitions onde hardcore, siden den langt hen af vejen opbakkes af tunge metal riffs og en forsanger som ligeså godt kunne være forsanger i ethvert thrash-band som i Point Of Recognition. Dette er kun bandets anden udgivelse, men der er meget at komme efter, og hvem ved, måske er de næste gang på et af de større selskaber. Men på den anden side er Facedown Records måske det perfekte selskab for et band som Point Of Recognition.

 

Hvis Point Of Recognition er et bombastisk og aggressivt hardcore band, så er Anchor et lidt mere varieret og melodisk hardcore band. Bandet består af medlemmer af bands som XdisciplesX, Shockwave og Dodgin’ Bullets, men selvom Anchors medlemmer til dagligt, i deres førsteprioritetsbands, spiller den mest intense og larmende hardcoremusic man kan lægge ører, så har de dog valgt at lave noget en anelse anderledes i Anchor. Ikke fordi at dette ikke stadigvæk er hardcore, og ikke fordi at dette ikke er hård musik, fordi dette er både hårdt - og ja hardcore. Men som jeg sagde er AAnchor mere melodisk end førnævnte bands, og derudover er der ikke nær så mange metalriffs i deres lydunivers som der er punkakkorder. En fan af XdisciplesX og Dodgin’ Bullets vil dog uden tvivl kunne respektere denne udgivelse, ligeså vel som old-school punk fans. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Point Of Recognition; Day Of Defeat

Guideline Records/Intensive Elements. 2002

Sidst jeg stødte på Point Of Recognition var efter udgivelsen af forgængeralbummet ”Refresh, Renew”, der udkom via Facedown Records, selskabet der til dagligt ledes af Jason fra No Innocent Victim. Det ser ikke ud til at pladeselskaberne kan holde på Point Of Recognition – eller er det omvendt, måske? I hvert fald var de inden Facedown-tiden på Rescue Records (bl.a. sammen med P.O.D.). Og nu har de igen skiftet selskab, denne gang udkommer deres nye album nemlig igennem to små selskaber Guideline Records og Intensive Elements. Men musikken er også stort set den samme i dag som den var dengang. Talen er nemlig stadig om et hårdt, kontant og nådesløst hardcore raseri, med en forsanger der stadig kan tage kampen op mod enhver thrash-metal sanger. Og det er måske også der de eneste ændringer er at finde, om end ændringerne er i småtingsafdelingen. I hvert fald har Point Of Recognition i visse numre sænket farten en anelse, og i stedet ladet lidt mere op for tunge thrash metal elementer. Alligevel er det stadig hardcore musikken der fylder mest i bandets univers, og sådan bliver det sikkert også ved med at være. ”Day Of Defeat” er et ok hardcore album, men hvis jeg skal være helt ærlig, så jeg var nu alligevel lidt mere til forgængeren, men sådan er vi alle så forskellige. Smag og behag, som man siger. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Poundhound; Pineappleskunk

Metal Blade/Nordic Metal. 28-05-2001

Lige siden jeg for første gang hørte Doug Pinnicks utrolige, gospel/soul-inspirerede røst på ”Faith, Hope, Love” – King’s X’s tredje album fra 1991 – har jeg været en hengiven fan af ham og hans band. Men at vente omkring to år imellem udgivelserne, kunne til tider godt virke lige i overkanten, og netop derfor, er det så fedt at Doug Pinnick skriver så meget musik, at en King’s X skive hvert andet år ikke er tilstrækkeligt. Desuden er Doug kun en tredjedel af den kreative arbejdskraft i King’s X, hvorimod han i Poundhound nok er omkring de 100%, hvilket gør, at han i Poundhound kan sige og spille de ting, som resten af demokratiet i King’s X aldrig ville gå på kompromis omkring. Grundprincipperne på ”Pineappleskunk” er er dog ikke revolutionerende anderledes fra det regulære og grundlæggende i King’s X’ musikalske fundament. Der bliver dog dæmpet lidt ned for The Beatles vokalharmonierne, de melodiske sammensætninger og guitarsoloerne, men derimod sætter Doug blusset op for psykedeliske Hendrix referencer og endnu tungere guitar og basspil, hvilket stort set gør dette til et endnu mere groove-orienteret og larmende King’s X album, dog med tekster som ligger lidt udenfor King’s X’ almindelige tekstunivers. Doug har - udover at have skrevet musik og tekster – selv sunget, spillet bas og guitar, mikset, arrangeret og produceret albummet, alt imens han kun har fået hjælp med trommespillet af sin King’s X kammerat, Jerry Gaskill. Jeg ved ikke om ”Pineappleskune” er et bedre album end debutten fra 1998, men den var nu også svær at overgå. Jeg synes dog, at ”Pineappleskunk” er på nogenlunde samme musikalske niveau, og i bund og grund ligner sammensætningerne meget hinanden, og det håber jeg at Doug’s musik bliver ved med, fordi det er netop således jeg vil have min rockmusik. Doug er uden tvivl en af tidens mest talentfulde sangskrivere. Manden er gået fra en hård barndom som ansvarssvigtet problembarn, til en ungdomstilværelse som pinsevækkelsesprædikant, til en halvt hundrede år gammel nylig udsprunget homoseksuel, men igennem hele forløbet har Doug været tro imod sin kunst. Tro imod sin rock n’ roll. Præmien har han dog aldrig fået, idet King’s X altid har været verdens mest undervurderede rockband. Og nu er tiden kommet for Poundhound at være verdens mest undervurderede side-projekt. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Poverty’s No Crime; One In A Million

InsideOut/Nordic Metal. Juni 2001

Efter to udgivelser på Noice Records og en enkelt på InsideOut udkommer nu bandets fjerde studiealbum, og ligesom forgængeren bliver den udgivet af InsideOut Music, som i virkeligheden nok er det perfekte hjem for et band som Poverty’s No Crime. Bandet er et af de mere udfordrende bands på den tekniskbevidste rock scene, med deres melodiske og tonstunge guitar og keyboarddrevne progressive metal. Har du savnet de bombastiske guitarriffs som Dream Theater fyrede af på ”Images and Words”, samt nogle klare baslinier, trommespil som virker til at være her, der og alle vegne, en klokkeklar melo-metal forsanger og atmosfæriske keyboards til at bakke det hele op med, så er der er stor mulighed for at du vil kunne lidt Poverty’s No Crimes fjerede studiealbum, ”One In A Million”. Jeg har allerede indirekte sammenlignet Poverty’s No Crime med Dream Theater, på grund af de fængede guitarriffs, men næsten i alle de stæder hvor Dream Theater gik i fælden, og begyndte på endeløs improvisering og teknisk snik snak, tager Poverty’s No Crime den med ro og holder overblikket. Det skal dog lige bemærkes, at Poverty’s No Crimes numre har mindst samme længde som et typisk Dream Theater nummer har. F.eks. er ”The Stranger Within” hele 10 minutter og 50 sekunder, mens ”Dare To Fly” varer i 8½ minut, men på en eller anden måde, formår de at holde numre af førnævnte længe interessant udover det sædvanlige. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Powergod; Bleed For The Gods

Massacre/Nordic Metal. 2001

Ok tyske Powergod er klare med et nyt udspil, hvor de, efter deres mening, hylder 80’ernes fedeste rockbands og sange. Det tager naturligvis ikke så lidt mod, lige nøjagtig at skulle pille ved numre fra Manowar, Warlock, Yngwie Malmsteen, Anthrax og Metal Church, og vist er der også et par svipsere hist og her, bl.a. når Powergod efterligner Manowars ”Kill The Power”, som simpelthen bare ikke rækker, men andre gange lyder udmærket som f.eks. i Anthrax’ ”Madhouse”. Powergod viser også sin kærlighed for mere kommercielle pop/metal og hair-rock bands fra 80’erne. Her iblandt kan nævnes norske TNT, som Powergod har valgt at hylde med en version af ”Tor With The Hammer”, og amerikanske gule og sorte Gud-rockere i Stryper, som her bliver hyldet med deres ”Soliders Under Command”, et nummer som ellers er blevet hyldet to gange tidliere (af Derrons Tuba og The Blamed), og Powergods version er desværre kun den næstbedste. Og i øvrigt blegner Powergods version i forhold til originalen. Som altid på et coveralbum har der denne gang været svipsere og rammere, men et af de numre som nok rammer bedst, er M.A.R.S. Project nummeret ”You and I”, hvor deres oprindelige forsanger Rob Rock også hjælper Powergod med at huske de gode gamle tider. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Primordial; Storm Before Calm

Hammerheart/Nordic Metal. 17-06-2002

Irske Primordial er et af de få bands der for tiden har fantasi til at spille black metal på en afvekslende og original måde, men uheldigvis er fem af de syv skæringer på “Storm Before Calm” lige lovlig lange, og derved giver de lidt af den troværdighed, de inden havde opnået tilbage. Bandets hovedbeskæftigelse er uden tvivl black metal’en, men der er også mørke episke elementer, samt enkelte irske folk-øjeblikke, og det hele er bundet sammen med en progressiv tråd. “Storm Before Calm” er velspillet og yderst idérig, men falder lidt på, at de enkelte kompositioner er lidt for langvarige. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Proclamation; Let The Truth Be Told

Life Sentence Records. 2002

I modsætning til de andre Life Sentence Records’ skiver jeg har hørt, så er dette Proclamation album ikke noget at samle på. ”Let The Truth Be Told” indeholder hele 41 sange, og selvom der vist nok har nogle gode øjeblikke ind imellem, så er der i virkeligheden ingenting at skrive hjem til mor over. Talen er om lige-ud-ad-landevejen hardcore der aldrig ligger under 120 Km/t. Albummet er faktisk en samling af alt bandet tidligere har udgivet og lidt til. De første 16 skæringer er taget fra deres eneste fuldlængde ”Taken By Force” fra 1999, mens de næste otte kommer fra 1998-mini-albummet ”Straight Edge Hardcore.” Derudover er der også syv numre fra en demo (1996) bandet tidligere har udgivet, og som rosinen i pølseenden er der ti sange til slut der aldrig før er udgivet. Min endelige vurdering af Proclamation er, at der ikke er nok udvikling i bandets lyd fra f.eks. bandets demo-skive fra 1996 og deres fuldlængde fra 1999. ”Let The Truth Be Told” er en af den slags cd’er, hvor du sætter skiven på, og egentlig ikke lægger mærke til det du hører, før det hele er slut. Du er måske i gang med opvasken, og pludselig lægger du mærke til, at 10 sange allerede er spillet, og du som troede, du lige havde tændt for skidtet. Mærkeligt. Nå, men du vasker et par tallerkener til og lægger nu mærke til, at skiven er halvvejs, og så er det, at man ligesom begynder at indse, at det bare ikke bliver bedre. Og det gør det heller ikke. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Project 86; Drawing Back Lines

Bec Recordings/Atlantic Records

Project 86 har siden deres debut på Bec Recordings, været blandt de mest respekterede nu-metal/hardcore/rap bands  i den amerikanske undergrund. På deres anden udgivelse har bandet også fået kontrakt med et af verdens største pladeselskaber – Atlantic Records - som i samarbejde med Bec Recordings udgiver denne skive. Det kan virke lidt mærkeligt at netop Atlantic Records laver en kontrakt med et hårdt rock band, da de for ikke mindre end tre år siden fyrede alle deres rock bands, fordi de ikke længere havde tænkt sig at udgive hård musik? Ok, men her er vi så i år 2000, og Atlantic har netop ført nu-metal band P.O.D. på toppen af hitlisterne, og måske er Project 86 næst? De er i hvert fald blandt genrens bedste nu-metal bands, med dets hardcore intensitet blandet sammen med rap, råbe og skrige vokaler. Drawing Back Lines kan et øjeblik være vildt kaotisk og næste øjeblik være himmelsk smuk og følelsesladet. Produktionen er over hardcore standard, og det skyldes deres producer - GGGarth - som jo før har produceret for Rage Agaainst The Machine, Alice in Chains og Supertones, og deres programmør – Fu - som er bedst kendt for sit arbejde for Orgy og Marilyn Manson. Hvis du er til hardcore, metal eller rap, så er Drawing Back Lines en sikker ting, og så er den oven i købet bedre end det meste nu-metal som er på hitlisterne. (JJJJJ-)  Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Project Hate; When We Are Gone

Massacre/Nordic Metal. 20-08-2001

Efter at have gennemlyttet The Project Hates “When We Are Gone” og måske især lagt mærke til teksterne, må jeg komme til den konklusion, at der næppe findes et navn der passer dem bedre, og alt imens bandets vulgære, anti-kristne og hadfyldte tekster raserer i baggrunden, flår og buldrer de øvrige bandmedlemmer på instrumenterne. Eller sådan kunne det i hvert fald lyde, men sandheden er dog den, at Kenth Philipson alene spiller alle instrumenterne, med opbakning fra vokalisterne Jorgen Sandstrom og Mia Dahl. Jorgen står for growlene og det mere brutale, imens Mia står for den dyste, smukke og klassiske side af vokalerne. Udover den gotiske death metal bandet for det meste præsenterer, bliver der også plads til lidt elektronisk musik, og lur mig, om ikke et børnekor også for lov til at medvirke på et enkelt nummer på denne ”uegnet for børn og unge under 18 år”-skive. En god udgivelse, men for mig langtfra ekseptionel. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

The Prophecy; To End All Hope

Selvstændig. 2002

Endnu et band der på Chronicles of Chaos har fået lovprisende ord med på vejen, men endnu engang viser det sig, at der faktisk slet ikke er så meget om snakken, som man ellers kunne håbe på. Engelske The Prophecy spiller en form for tidstypisk britisk doom-metal, der egentlig ikke falder helt bag busken i fællesskab med My Dying Bride og gammelt Anathema. Der er nogle interessante akustiske guitar-indslag, samt violin og atmosfærisk pianospil, men når man alligevel på kun fire sange formår at være så monoton, som The Prophecy nu engang gør på ”To End All Hope”, så tør man næsten at tænke på en fuldlængde. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Prophet; Broken Promise

Selvstændig. 2001

Wow, denne finske trio kan virkelig skrue nogle fuldfede gotiske stemninger sammen. Jeg skal fra start være helt ærlig. Selvom Prophet er et selvstændigt band, som med ”Broken Promise” kun har udgivet fire numre, så er dette efter min mening årets hidtil fedeste gotiske rock eller metal album. Der er ikke et eneste band, som i år har formået at lave en så iørefaldende og samtidig så mørk og stemningsfyldt sang, som Prophet har i nummeret ”I don’t believe in love”. Nummeret viser bandet fra dets mørkeste side, og med tekster som ”You have a red light in your house that I can’t bear ’cause it makes me green. I have a light in my room that is so dark you can hardly see. You say it’s painted with black, dark, hate and evil. I often wish to continue in these dreams and not to feel at all. I don’t believe in love. It has nothing for me. You live like it’s a dream. Without reality.” viser sangskriver Aleksi Ahokas sin mening om kærligheden. Og nok tror han ikke på den, i det han har gjort nogle dårlige erfaringer, men ikke desto mindre tror Aleksi på den perfekte rocksang og kærligheden til den, for det er hvad han har lavet i ”I don’t Believe in love” – den perfekt rocksang, eller deromkring. Bandet følger i nogenlunde samme fodspor resten af albummet, med iørefaldende men samtidig mørke goth-rock sammensætninger, som egentlig ikke er så meget anderledes fra det, vi tit og ofte har hørt fra enten Paradise Lost eller Katatonia. Det eneste negative jeg har at sige omkring Prophets musik, er at forsangeren til tider har svært ved at lyde troværdig på engelsk, idet hans finske accent trænger lidt igennem, men det er til at overkomme når musikken ellers er så velkomponeret som den er. En af årets stærkeste rocksager overhoved. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Prototype; Cybercore

Selvstændig. 1998

Hvorfor finder alle undergrundbands det så nødvendigt, at fyre 100 navne af i promo-papirerne. Hvad jeg snakker om? Jo, ser du, de fleste undergrundbands, nævner altid tonsvis af bands som de har åbnet for, som de før har været medlemmer af og så videre. Problemet er bare, at ingen har hørt om nogle af disse bands før, eller i hvert fald de færreste. Prototype proklamerer også med stolthed, at bandets medlemmer før har været medlemmer af bands som Mark Of Cain, Sep & The Bacchae og Grunter. Ja, jeg ved – hvem? Ikke lige forside materiale. ”Cybercore” – som denne efterhånden halvgamle skiver hedder – blev udgivet i 1998, men som det ser ud til, er der ikke solgt ret mange eksemplarer. Der blev kun lavet 500, og den kopi bandet har sendt mig er nummer 269, så hvis min hovedregning ikke er helt forkort, er der stadig 231 kopier tilbage, hvis nogen skulle være interesseret. Nej, dette er ikke et regnestykke, men en anmeldelse, så til musikken. Prototype har på ”Cybercore” gjort sig umage, med at lave 10 stygge tungrock numre, som tager udgangspunkt i goth-rocken og thrash-metal’en, og hvis man er til førnævnte genrer, er dette tidløs musik. Der er lidt sampling, keyboard og endda lidt didgeridoo til at udvide lydbilledet en smule, men forvent ikke noget du aldrig har hørt før, fordi musik a la Prototype har været godt og grundigt gennemtæsket i efterhånden mange år. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Psycho Industry; Crushing The Individual

Selvstændig. 1999

Du sidder nu i biografen, og ser din drømme spændingsfilm, eller du kan i hvert fald lade som om. Pludselig er vi midt i en skør biljagt, hvor helten er ved at indhente røverne. Spændingen vokser og adrenalinet pumper, mens musikken raser i baggrunden. Computer lavede effekter, trommemaskiner som færdes hurtigere end lyset, og tonstunge guitarriffs, som kunne nedbryde betonvægge men kun den halve slagkraft, raser uafbrudt under biljagten. Nogenlunde således ville det udforme sig, hvis Psycho Industry fik muligheden for at være lydspor til en actionfilm. Deres musik er nemlig perfekt som lydspor. Psycho Industry er et band fra Frankrig, som ikke lægger fingrene imellem, da det drejer sig om brutal industrial musik. Og når det er bedst, er det også yders effektivt. Dette er lidt mere brutalt end de instustrial bands som normalt når hitlisterne (læs; Filter og Nine Inch Nails). Man kunne næsten kalde dette industrial thrash, dog så, at thrash’en, og de tunge guitarer har en tendens til at forsvinde hen mod enden af albummet, hvilket efterlader skæbnen til maskineriet. Dette svækker lidt på helhedsindtrykket, og det hjælper ikke, at bandet begynder at improvisere med sindssyge ting, som torturerede dæmoniske skrig omringet af messende munkevokaler, hvilket lyder forfærdeligt. Jeg siger ikke at industrial udelukkende skal indeholde guitarspil for at være effektivt, fordi der er mange eksempler på at førnævnte ikke nødvendigvis er nødvendigt, men i dette tilfælde, virker det som guitarspillet sammen med trommemaskinerne er drivkraften bag galskaben. Crushing The Individual starter meget overbevisende, og selvom den visner lidt hen ad vejen, så er det stadig en værdig debutudgivelse. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð      

 

Psychotogen; Perverse and Unnatural Practices

Selvstændig. 2001

Det vides ikke hvilke perverse og unaturlige ting, disse amerikanske dødsrockere praktiserer, men skulle det af en eller anden dårlig grund være refereret til deres musikalske univers, så skal det være sagt med det samme, at så er der mange der er praktiserer sygere og perverse ting. Spurgte du din bedstemor, er jeg ret sikker på, at hun ikke havde hørt megen til sygeligheder, og at hun ikke kunne komme i tanker om noget mere perverst end det her, men hey vi er alle metalhoveder her, og vi har kraftedeme hørt døds-skive ud og black metal skive ind, så vi er ikke yderligere imponeret…nu er vi? Bragende death metal med lidt black metal smidt henover hist og her, det er ikke noget nyt, og bestemt ikke videre interessant, hvis ikke der laves noget ekstraordinært, og det har Psychotogen, efter hvad jeg kan høre, glemt alt om. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Psycroptic; The Isle Of Disenchantment

Selvstændig. 2000

Psycroptic er fra Nashville og spiller country og western. Nej, jeg tager pis på dig. De kommer faktisk fra Tasmanien, og spiller death metal. Nogen gange melodisk, nogen gange bare brutalt, og til tider med grindcore elementer indblandet. De lyder lidt som australske Mortification lød i 1990, ti år inden udgivelsen af dette selvstændige album. Det er vist i orden at sige, at Psycroptic er en del mere tekniske i deres spillestil end Mortification nogensinde var, men det ændrer ikke på at albummet bliver kedeligt ca. halvvejs. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Puny Human; Revenge Is Easy

Small Stone Records. 2001

Der bliver fyret noget gas af på ”Revenge Is Easy”, men det bliver der jo på det fleste stener rock albums, og der er heller ikke noget specielt interessant ved Puny Human, som Black Sabbath, Kyuss eller Fu Manchu ikke har prøvet før. Hører man ikke andet end stener rock, er det muligt at man vil bruge lidt tid i fællesskab med Puny Human og dette nye album, men os der hører en masse forskellig musik, og kun udvælger det bedste fra de forskellige genrer, vil næppe bruge den store kvalitets tid sammen med gutterne. Men prøv selv. Herfra lyder dommen dog på standard stener rock - hverken mere eller mindre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Purple Sticky Punch; Too Fine Line

Selvstændig

Englænderne I Purple Sticky Punch bliver tit og ofte sammenlignet med landsmændene i Medulla Nocte. Ja, så ofte, at det nærmest sker i hver anmeldelse af ”Too Fine Line”, eller i hvert fald de fleste af dem undertegnede har læst (hvilket er mange). Så mon ikke drengene i Purple Sticky Punch er lidt trætte af at være sammenlignet med andre bands - eller endnu værre, det samme band hele tiden? Det tror jeg, og derfor vil jeg lade være med at sammenligne dem med føromtalte, og så glemmer vi bare alt om, at jeg faktisk aldrig har hørt Medulla Nocte. Men Purple Sticky Punch har jeg nu hørt, og hvilken positiv overraskelse det vidste sig at blive. Purple Sticky Punch har nemlig på denne selvstændig fire-sange ep, gjort sig leveringsdygtig i en varieret og levende kombination af hardcore og metal, der går via det smadrende tunge til det intenst hurtige, og videre til det melodiske og følelsesladede. Det er en fryd for øre at høre velspillede bands som Purple Sticky Punch, og det bliver ikke værre af, at sammensætningerne netop er skruet sammen efter undertegnedes hoved, og dette især vokalafdelingen, hvor en brutalt syngende stemme baner vej for en stærkt følelsesladet og ren vokal – og hvor går det rent igennem. Men nu skal det heller ikke lyde, so alt hvad Purple Sticky Punch rører er perfekt, for der vil altid være nogen småting at arbejde med, især for forholdsvis nye bands som Purple Sticky Punch, men lad det så være med det – småting! (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

P.O.D.; Brown

Rescue Records. 1996/2000

P.O.D. tælles i dag blandt Amerikas førende og mest populære rock og metalbands, og det var sidste års udgivelse ”Fundamental Elements of Southtown”, som gjorde udslaget for disse ”Jesus Freaks”. Bandet solgte masser af cd’er, head-line’ede den årlige amerikanske MTV-tourné, spillede på hovedscenen på Ozzfest, og tournerede Europa tyndt sammen med Korn. Men før år 2000, Atlantic Records og stjernerusen var bandet på  det lille uafhængige pladeselskab, Rescue Records. En af P.O.D.’s udgivelser for Rescue Records var ”Brown” fra 1996. Denne skive bliver af flere beskrevet som bandets svageste udspil, men i min verden er dette album også et vigtigt og stærkt udspil ligesom bandets nyeste album, bare på en anden måde. Bandet har altid mestret at lege med forskellige musikalske arrangementer, deriblandt tunge metal-riffs, hardcore-aggressioner og rapvokaler tilsat en anelse reggaeinspirationer her og der. Ja, bandet spillede denne slags musik langt før at rapcore, heavy-hop, metalrap, nu-metal eller hvad man nu vælger at kalde genren fik luft under vingerne. Det er klart, at produktionerne på ”Brown” og ”Fundamental Elements of Southtown” er ulige som nat og dag, eftersom Atantic gav bandet mere kontanter at lege med end Rescue nogensinde havde råd til, men det ændrer ikke på den kendsgerning, at den musikalske kreativitet og spilleglæde er den samme. De som allerede har original udgivelsen ved, at ”Selah” og ”Breathe Babylon” er noget af det bedste nu-metal man kan tænke sig, og de som ikke har original versionen, finder snart ud af det, lige efter at de tilegner sig denne genudgivelse fra sidste år. Tak til Rescue Records for at gøre ”Brown” tilgængelig på cd i lidt tid endnu. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

P.O.D.: Fundamental elements of southtown

Atlantic Records, 1999

Producer; Howard Benson

Ikke siden Styper’s succesrige metal dage, har et kristent metal band solgt så mange plader, og været så populære – på det kristne og det verdslige marked – som P.O.D. Bandet skrev efter nogle år på undergrunds selskabet Rescue Records, under en kontrakt med et af verdens største pladeselskaber, nemlig Atlantic Records. Og Atlantic har ikke lagt fingere imellem, i deres forsøg at gøre P.O.D. til internationale stjerner, og der har også lykkedes dem. Fundamental elements of southtown har ligget på Billboard's Top 200 lige siden den kom ud, og der ligger den stadig. Bandet har haft stor succes på MTV, og alle amerikanske rock og metal radiostationer. De har været hovednavn på MTV’s tourné i USA. De har været i Europa sammen med selveste Korn, og sidst men ikke mindst, spiller de også på en række Ozzfest festivaler verden over. Det lyder som P.O.D. har slået deres navn fast. Gør det ikke? Men en ting er sikker, og det er at de synger ikke mindre om deres frelser for det. Deres tekster er hardcore for Kristus (hvis noget hedder sådan).

Musikalsk lyder de som så mange andre nu-metal bands (Korn, Deftones, Limp Bizkit osv.), krydret med en omgang rap, og hardcore’ens vred lyde. Fedeste nummer på cd’en er nummeret Hollywood, som desuden også var på en af Metal Hammer’s cd samplere for et stykke tid siden, og U2 cover nummeret Bullet the blue sky. P.O.D. har gjort det som ingen troede var muligt, og som ikke er set på metal scenen siden Stryper. De er blevet superstars, på højde (i USA) med Korn og Kid Rock (eller tæt på). (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

P.O.D.; Satellite

Atlantic/Warner

Jeg vil lidt utraditionelt starte med at konkludere, at P.O.D’s ”Satellite” i nærmeste fremtid vil holde fanen højt hævet over den nye rock og metal. Ikke alene er musikken bund solid og sangskrivningen fremragende, men også lyrikken indeholder en dybde sjældent set eller hørt indenfor genren. Det er ligesom skæbnen fra begyndelsen havde tiltænkt ”Satellite” noget stort. Et album som i USA udkom den 11 September, dagen som de fleste amerikanere aldrig glemmer. Dagen da Bin Laden lod dødsdommen falde over et utal af uskyldige, arbejdende amerikanere. Ironisk er det derfor, at det netop er kærligheden som, i det korte af det lange, er i centrum på ”Satellite”. Kærligheden som foreslår at alle mennesker kan leve sammen i harmoni, uanset nationalitet og farve. Sonny synger også i ”Ghetto”; ”I Still believe that this world believes in love”, men endvidere ser han også det sorte, da han i samme sang synger; ”This world is a ghetto”. P.O.D. er efterhånden blevet et gigantisk navn i USA, først med albummet ”The Fundamental Elements Fra Southtown” fra 1999, og nu med ”Satellite”, ikke mindst på grund af singlen ”Alive”. Og med 16 så stærke skæringer som albummet nu engang indeholder, er det svært at forestille sig andet, end at ”Satellite” også stryger i tops i resten af verden. Tag f.eks. ”Alive” som er et godt bud på årets hidtil stærkeste nu-metal hit. Eller titelsangen ”Satellite” som bygger på lignende sammensætninger af hip hop beats, metalguitarer og et uimodståeligt omkvæde. Du kan også lige tjekke ”Youth Of The Nation” som gør brug af det mest elegante børnekor siden Pink Floyd’s ”Another Brick In The Wall”, og sådan kører det videre for P.O.D. på ”Satellite”. Der er ingen svipsere iblandt de 16 skæringer, men kun saftige herligheder, hvilket blot gør det endnu mere fortjent, når P.O.D. inden længe udgiver ”Youth Of The Nation” som single, og overhaler selv Linkin Park og Limp Bizkit i popularitet – forhåbentlig. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

P.O.D.; Satellite Limited Edition (2 cd’er)

Atlantic/Warner. August 2002

De sidste par år har alt for mange af mine favoritbands i kølvandet af den succes der er opstået i forbindelse ved et vist album, lidt senere valgt at genudgive albummet med bonusmateriale. Moby gjorde det bl.a. i forbindelse med det fænomenale ”Play”, og det samme gjorde System Of A Down i forbindelse med ”Toxicity.” Nu har P.O.D. så også valgt at genudgive dette års absolut bedste – og et af de mest succesrige - nu-metal albums igen, med nogle ekstra remixnumre og en ekstra DVD-CD. Remixnumrene tæller en semi-akustisk version af ”Alive” (findes også på ”Alive” singlen), en en anelse hip hop’et version af ”Youth Of The Nation”, og en forholdsvis rockende version af ”Boom”. Altså remixversioner af bandets tre første single-udspil. DVD’en indeholder fire live-videoer optaget på deres Europa-tour tidligere på året forskellige steder rundt omkring i Europa, og en dokumentarisk kortfilm om bandet. Live-numrene er ”Set It Off”, ”Without Jah, Nothin’”, ”Outcast” og “Youth Of The Nation.” Jeg vil ikke sige så meget mere omkring albummet, det jeg har at sige kan læses i anmeldelse af det oprindelige albummet, men nu ved i at der er udkommet en Limited Edition udgave, og jeg synes i burde købe den. Også selvom i har den anden.

 

P.O.D.; Alive (Single)

Atlantic/Warner. 2002

Alle kender den her efterhånden. Et af årets hidtil største rockhits, og absolut også et af de bedste. Singlen udkom før albummet, så vi er herfra lidt sent på den, men noget tidsfordriv skal til før den næste single, ”Youth Of The Nation”, udgives. For dem der ikke har singlen, så indeholder den, udover albumversion af ”Alive”, også videoen af samme nummer. Derudover er nummeret ”School Of Hard Knocks”, som for første gang udkom på soundtracket til ”Little Nickie” med Adam Sandler i hovedrollen sidste år, taget med. Endelig er der også demoversionen af nummeret ”Lie Down”, som udkom i en lidt mere poleret udgave på bandets forrige album ”The Fundamental Elements Of Southtown” i 1999. God single. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

P.O.D.; Youth Of The Nation (Single)

Atlantic/Warner. 29-04-2002

Så er San Diego kvartetten igen klar til at indtage de europæiske hitlister med deres næste singleudspil fra albummet “Satellite”. En single der allerede har haft stor succes i hjemlandet, hvor den bl.a. har ligget nummer to på MTV’s ”US Top 20” hitliste, der er sammensat på baggrund af airplay såvel som salg. Nummeret ”Youth Of The Nation” er en af ”Satelitte”’s absolut fedeste sange, selvom den sådan set er en ret tidstypisk nu metal sag med gode heavy grooves og rapvokaler. Sagen indeholder dog et børnekor, der faktisk får sangen til at stå ud af nu-metal mængden, og samtidig give et fedt tilbageblik på bl.a. Pink Floyd’s ”Another Brick In The Wall”. Dernæst indeholder singlen, en ny udgave af det allerede gigantiske hit ”Alive”, denne gang i en mere afslappet semi-akustisk version der godt nok ikke slår originalen, men som alligevel giver fuld valuta for pengene. Der afsluttes med et tredje nummer, ”Sabbath”, der aldrig før er udgivet. Nummeret er skide legesygt og groove-orinteret, og giver de tre - Marcos på guitar, Traa på bas og Wuv på trommer, frit spillerum, og især sidstnævnte viser endnu mindre kendte sider af sig selv. Forsangeren Sonny er ikke nævnt i denne sammenhæng, fordi han overhoved ikke spiller nogen rolle i førnævnte sang, der faktisk er 100% instrumental. ”Youth Of The Nation” er sådan en single der faktisk er værd at eje, selvom man allerede har albummet. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

P.O.D.; Boom (single)

Atlantic/Warner. 2002

P.O.D., der for nylig var nomineret til hele seks priser (lige så meget som Eminem og Missy Elliot) i det årlige MTV Video Awards show, har nu udgivet sin tredje single fra albummet ”Satellite” i Europa, netop som de udgiver den fjerde (”Satellite”) i USA. ”Boom” har allerede hittet stort i USA, hvor den udkom for nogle måneder siden, så nu er spørgsmålet bare, om den gør det samme i Europa. ”Boom” er nok ikke helt så iørefaldende som hverken ”Youth Of The Nation” eller ”Alive”, men den har dog stadig god radioappeal, og burde også appellere til enhver hip hop/metal crossover fans. ”Boom” var et af højdepunkterne, da P.O.D. gæstede Vega tidligere på året, og er egentlig også et af de stærkeste numre fra ”Satellite” albummet, et album der ellers er spækket med det ene potentiale hit efter det andet. Efter at have lagt ud med albumversionen af ”Boom”, så er der tid til et andet fedt nummer fra ”Satellite” albummet, navnlig ”Set It Off” der dog denne gang fremstår i en remixet udgave, og til sidst afsluttes med en liveversion af ”Hollywood”, der oprindeligt udkom på ”Fundamental Elements Of Southtown” i 1999. Sidstnævnte er ikke endvidere imponerende, og burde måske hellere være taget fra deres aften i Vega i stedet for hvor end den i givet tilfælde er optaget. (JJJJ--) Hans Jákup Eidisgard

 

The Quill; Voodoo Caravan

Steamhammer/Nordic Metal. 2001

Bare fordi at man har en bassist som hedder Roger Nilsson, som tilfældigvis også deltidsmedlem af Spiritual Beggers, og fordi man har udgivet et album, som af en af de større aviser, svenske Aftonbladet, er kåret som en af årets 70 bedste albums, behøver ikke nødvendigvis at bevise noget. Ikke for undertegnede i hvert fald. For hey, lad os være ærlige, hvor tit kårer en stor avis de rigtige albums, og hvornår har vi sidst hørt om en der hedder Roger, som har lavet noget underholdende? Ikke siden Roger Rabbit, det er hvornår? The Quill er et af de mange stener rock bands der i kølvandet af Queens Of The Stone Ages succes prøver at skabe et navn. Bandet har tidligere udgivet to album, men dette er det første for Steamhammer. Det høres at bandet har nærlyttet deres gamle Black Sabbath lp’er, men på intet tidspunkt når The Quill samme højder som forbillederne i bands som Sabbath og Kyuss. Men tager man det noget ujævne niveau, som på det sidste er sat af mange af genrens talentløse garagebands, så ligger The Quill og deres ”Voodoo Caravan” et sted på det helt acceptable. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð