Absolute Zero; A live In The Basement

Selvstændig. 1990 (JJJ---)

 

Absolute Zero; Crashing Icons

Selvstændig. 2001 (JJJ---)

Hvis du nogensinde hører en af disse to skiver, så vil du uden tvivl give mig ret i, at dette er den mærkeligste musik du nogensinde har hørt. Syret ud over alle grænser. Bandet har en fortid der går helt tilbage til 1975, men deres 2 sangs debutudgivelse ”A Live In The Basement” så ikke dagens lys før femten år efter, nemlig i 1990, hvor de valgte at optage to af deres numre live i en kælder, for at få airplay og måske endda en pladekontrakt. Numrene ”Paradigms” og ”An I To an Eye” er henholdsvis 11½ og 7½ minutter lange, og lyder, som allerede sagt, ikke som noget nogen nogensinde har hørt før. Der skete ikke så meget efter udgivelsen af ”A Live In The Basement”. Der kom ikke nogen pladekontrakt i hus, hvilket heller ikke var så underligt, for musikken er simpelthen, ret og slet, ikke noget almindelige mennesker hører til dagligt, og derfor ville et pladeselskab aldrig kunne sælge ret mange Absolute Zero albums. Der skulle gå yderligere 11 år inden den næste selvstændige udgivelse udkom sidste år, og i bund og grund er der ikke sket kompromiser i bandets lydunivers, og i jagten efter en pladekontrakt. Denne gang er det blevet til 4 numre som strækker sig over lidt over en time, hvilket giver et gennemsnit over 15 minutter, så du kan måske forstå, at dette er musik der tager tid. Den er krævende, slidsom, og til tider ganske umulig at forstå. Absolute Zero er et progressivt rock band, men de har ikke noget tilfælles med nogle af de mere polerede progressive power rock bands der i dag lever i bedste velomgående. Bandet har mere tilfælles med de der underlige syrede progressive bands, der havde sin tid i 70’erne, men du skal gange underlighedsfaktoren med ca. 100 før du når Absolute Zeros niveau. Hvis du forestiller King Crimsons mest syrede bedrifter koblet på Miles Davis’ mest sindssyge øjeblikke, så har du måske fattet 1% af hvad der foregår på ”Crashing Icons”. Trompeter, fløjter kobles på syrede guitarsoli og det mest sindssyge tromme og perkussionsspil i musikhistorien. Det er mindst fire forskellige trommeslagere der medvirker på ”Crashing Icons”, så jeg ved egentlig ikke helt hvem spiller hvad, men jeg sværger at mindst en af dem dør af et hjertestop inden år 2005. Dette er ikke kun progressiv rock. Dette er syret, manisk, horrorfikseret, fusionerende og progressiv jazz-rock med en forsanger der lyder ad h til, og kommer af sted med fordi resten af musikken simpelthen er for underlig. 99% af alle der nogensinde hører enten ”A Live In The Basement” eller ”Crashing Icons” vil hade dem til de dør. Jeg ved skam heller ikke, hvad jeg skal stille op med hverken den ene eller den anden af dem, så de får tre smilehoveder hver for at være anderledes. Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Acording to John
KMG Records Inc 1998
Når Billy Smiley producerer en cd, er det næsten altid iørefaldende pop-rock, ofte for meget i retning af mainstream CCM. Således er det også på denne cd, dvs. at der bliver spillet et par flot producerede power pop-rock sange, med dejlige vokalharmonier, og et par pop-ballader som ligner det vi normalt hører fra Stepen Curtis Chapman og hans kollegaer. Det er ærgerligt at danske radio stationer ikke interesserer sig for kristen musik, for ellers ville A2J have de rette pop-rock kvalifikationer, og med sange som "Search" og "Rock," og penge til 2 gode MTV-standard videoer, kunne S2J uden tvivl komme langt. Min konklusion er at A2J med denne cd har lavet et par sande pop-rock perler, og et par ikke så geniale ballader, - jeg håber bare at A2J på deres næste skive skruer deres power op, og lader balladerne ligge, fordi der er ingen tvivl om hvor deres styrke ligger. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Acustic Shack; Redeeming The Time

Red Moon Records. 2001

Acustic Shack er en ægtemand/hustru duo fra Syd Californien, som dog bliver bakkede op af et par dygtigt studiemusikere. Duoen startede tilbage i 1991, hvor de udgav deres første album på det nu afdøde selskab Blonde Vinyl Records. I 1993 skiftede bandet til Broken Records, hvor de samme år udgav deres andet album. Herefter skiftede bandet igen pladeselskab. Denne gang til Red Moon Records, hvor de i 1998 udgav deres tredje album (A Distant Bell), og nu tre år efter er bandet igen pladeaktuelle, og for første gang uden at skifte pladeselskab. ”Redeeming The Time” er sådan set ikke et album, hvor bandet har lagt sig særlig meget efter at lave nyt materiale. Der er nemlig kun fire nye sange (Gloria, Santo Dios, It’s a Miracle og Fire In The Soul) på ”Redeeming The Time” ud af 10. Resten er traditionelle hymner og andre åndelige sange. Det er egentligt heller ikke fordi, at coverversionerne er så ekstremt nyskabende. Nogle af dem lyder ligesom i gamle dage, dog med mere end et enkelt orgel at bakke dem op med. Lydbilledet går mest på akustisk guitar og nogle synthesizer lyde, men der bliver også gjort brug af bl.a. cello og mandolin. Lyder det som noget for dig, at der er lavet nye og mere moderne  versioner af bl.a. ”How Great Thou Art”, ”Just A Closer Walk”, ”I Have Decided”, ”Soon And Very Soon” og ”Away In A Manger”, som stadig er yderst tro mod original versionerne, så kan du uden yderligere overvejelser købe ”Redeeming The Time”. Personligt tror jeg ikke at ”Redeeming The Time” vil finde vejen ind i min cd-spiller ret ofte, nok mest fordi jeg har alt for mange cd’er i samlingen, men også fordi at jeg ved, det kan gøres bedre end det her. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Aeroflop; Aeroflop

Selvstændig

Aeroflot er et endnu et band der surfer på den nye (eller skal vi sige gamle?) garage rock n’ roll bølge, og de gør det ret godt. Denne fire-sange demo indeholder faktisk kun rimelig gode sange, og især åbneren ”Deep In Our Hearts” fænger lytteren i løbet af ingen tid. Det finske femmands band viser igennem de fire numre, at de, ikke ulige aktuelle bands som P.O.D., Blindside og Chevelle, har en stærk tro Gud. De synes sikkert det er ret sjovt, men jeg synes dog, at det går lidt over i fanatismen, når de, i coverpapirerne stolte erklærer, at selveste Gud har produceret albummet (!?!ZZZZ??!!!***?????*XZ! x¤”#”#/”S). Og hvis denne Gud de tror så meget på har produceret albummet, så har vi i hvert fald fundet en ting Gud ikke er så god til. Eller i det mindste en ting han ikke er bedst til. Ok, jeg ved godt, at produktionen på en beskidt live-agtig rock n’roll skive som denne ikke skal være for poleret og perfekt, men Gud kunne da godt gøre det lidt bedre, ikke? I det mindste påstår de ikke, at det er Gud der synger på albummet, for det ville være rendyrket blasfemi. Du har måske gættet, at forsangeren ikke er bandets største lyspunkt, men udover det, så er denne demo faktisk helt ok. Med nogle sangtimer til forsangeren og lidt ekstra fællestræning i fremtiden, så burde det kunne lade sig gøre for Aeroflop. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Aleixa; Honey Lake

Liquid Disk. 1996

Denne industrial duet, har nogle kvalitets dance numre at tilbyde, samt noget for dem som bedre kan lide idustrial hårdt og kontakt med tonge guitarmure. Kevin 131 - kendt i bandet Sorrow of Seven og som producer for flere andre bands - er hovedet bag Aleixa. Sangen I Could Murder kan ikke andet end vække opmærksonhed, med dets kontroversielle navn og tekster. Sangen starter med nogle råb; "murder - kill, murder - kill". Og senere bliver der sunget. I could murder. I could kill. There's something. Something inside of me. I've got a real big kitchen knife." Dette nummer er også albummets bedste, sammen med den i øre faldende Unloved. De som kan lide en letter omgang industrial, har noget at falde for her. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

All Access; 15 Charismatic Wonders

M8/Ionic. 2001 (JJ----)

 

All Access; The Composites Of Rock And Roll

Moving In Stereo. 2002 (JJJJ--)

Endnu et teenager pop-punk band fra Amerika, der ikke har den fjerneste ide har de laver. Eller det havde de ikke på deres debut album, ”15 Charismatic Wonders”, omkring hvilken skive man ikke finder en original tanke i miles omkreds. Musikken er så typisk og så MxPx-agtigt, at det til sidst bliver helt pinligt. Og så synger forsangerne så pivhamrendefalsk. Altså; hold fingrene væk fra bandets andet album ”15 Charismatic Wonders”. Men hvad? Bandet har udgivet endnu en skive, denne gang en femsangs ep, og så kun et år senere. Endnu en bunke lorte numre så? Forkert. Det er faktisk utroligt, hvor meget All Access har forbedret sig på kun et år. Det minder lidt om den udvikling der fandt sted imellem MxPx’s albums ”Teenage Politics” og ”Life In General”. Altså ”15 Charismatic Wonders” er ”Teenage Politics” bare 1000 gange værre, mens ”The Composites Of Rock and Roll” er ”Life In General” dog ikke helt med samme gennemslagskraft, hvilket er ok siden førnævnte album måske er 90’ernes fedeste teenager tyggegummi pop-punk album. Men hvor den udvikling fandt sted over et par år eller mere i MxPx’s tilfælde, så har All Access gjort på et år. Deres nye ep indeholder faktisk kun gode numre, og er et klassebevis på, at hvis man gerne vil, så kan man godt. Det eneste der ikke helt er på plads endnu er forsangeren, der ganske vist stadig ikke rammer hver node rigtigt, men han er betydeligt bedre end på forgængeren. Hans Jákup Eiðisgarð

 

All That Rain; The Naked Truth

3'arin. 2001

Kjølar har i mange år været blandt Færøernes mest populære bands. De er ikke iblandt os mere, men 3 af de 4 medlemmer i Kjølar lever videre i All That Rain. Og de er egentlig ikke helt ulige Kjølar. Kjølar blev både i 1997 og 1999 nummer to i den færøske musikkonkurrence Prix Føroyar, og i 2001 blev All That Rain også nummer to. Kald det sort uheld, eller ganske simpelt kald dem ikke gode nok? Alle numre som All That Rain spillede ved Prix Føroyar 2001, er også at finde på denne skive, samt en tribal perkussion intro som på koncerten var en outro. Jeg er allerede vild med alle numrene fra Prix Føroyar konkurrencen, og har derfor ikke svært ved at svælge disse, men der er dog nogle numre som ikke formår at ophidse undertegnede, hvilket egentlig også var problemet med Kjølars eneste albumudgivelse. Halvdelen af "The Naked Truth" er oplagte hits, mens den anden halvdel er kedelig udfyldning. Jeg kan måske også lige tilføje, at flere numre fra Kjølars Prix Føroyar program fra 1999 har fundet vej ind på denne All That Rain udgivelse, hvilket måske virker lidt som mangel på materiale, men i virkeligheden er disse med til at styrke om helhedsindtrykket. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

All Wound Up; Hero

Tooth and Nail Records. 2001

Om et år, kan vi regne med, at se Tooth and Nail’s nyeste band All Wound Up på forsiden af Rolling Stone Magazine. Eller det er i hvert fald hvor Troy – bandets forsanger – ifølge promopapirerne ser dem, hvilket dog forhåbentlig var en selvironisk bemærkning. All Wound Up er langtfra det bedste band Tooth and Nail igennem tiderne har opfostret. Bandets kombination af melodisk pop-punk og emo-rock, er dog en formel som selskabet har brugt meget i den sidste tid, og All Wound Up tilhører næppe eliten af hverken punk eller emo-genren. Dette er dog ikke nogen decideret dårlig skive. Den er bare en anelse forudsigelig, og måske lidt små kedelig indimellem, og derved er dette ikke en af de skiver med den mest langvarige holdbarhed. Beklager. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Alphones; Silence, 1997

Megaphone Records, s12

Producer; Peter Lundbäck

Jeg skal være helt ærlig. Jeg har aldrig før hørt om Alphones. Deres album ”Silence” blev udgivet i 1997, og først nu hører jeg albummet. Alphones spiller indie rock, hvilket er fedt, fordi der er ikke så mange, skandinaviske kristne bands der spiller denne form for musik. I hvert fald ikke, som jeg har hørt om. Alphones ligner meget amerikanske bands som Joe Christmas og The Merbabies. Alphones er gode, men der skal lidt mere til, før de f.eks. er bedre end Joe Christmas (hvil i fred). Der er dog nogle ting, som Alphones laver, som bryder lidt med den normale form for indie rock. F.eks. er produktionen en del bedre, end hos mange af disse bands. I genren bliver der ikke altid gjort så meget ud af produktionen, da det er det kunstneriske og musikalske der skal fremhæves, og ikke produktionens evne til at finpudse og polere lyden, hvilket også menes at kunne dræbe den sande ånd bag musikken. Det andet der bryder lidt med normerne, er teksterne, der er meget gladere og mere positive, end hos de fleste indie bands, selvom der også er de mørkere tekster på albummet.

Jeg synes at Alphones, har fortjent mere omtale end den de har fået, men de bliver nok ikke indie rock konger i nærmeste fremtid. Er du interesseret i at købe CD’en, email forlaget Royal ApS på [email protected]. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Neil Alton; Lead-lined

Room 3 Records. 2002 (JJJJ--)

 

Nervous Passanger; Taller Trees

Room 3 Records. 1998 (JJJJ--)

Neil Alton er født i England, opvokset i Skotland, men bor nu i Nordirland. Neil begyndte som lille at spille piano, og som 12 årig begyndte han at skrive sange på pianoet, men allerede som 15 årig opgav han sit pianospil, efter at guitaren have vækket hans opmærksomhed. Neil lærte at spille guitar fra Roy Orbinson og Pearl Jam musikbøger, og de næste mange år var han frontfigur i bandet Nervous Passanger, der først udgav ep’en ”Ocean Air”, og senere debutalbummet ”Taller Trees”, et album der fik god modtagelse fra presse såvel som fans. ”Taller Trees”, debutalbumet, kom også at være bandets sidste, og efter nogle måneders tænkepause begyndte Neil Alton sin solokarriere. I denne anmeldelse vil jeg først og fremmest fremhæve Neil Altons nye solo-ep, men jeg vil også komme lidt ind på Nervous Passangers ”Taller Trees” album fra 1998.

 

For at begynde med det der kommer først, så starter jeg med ”Taller Trees” albummet. Dette er et album der lyder meget mere amerikansk end det lyder britisk, med dens Dave Matthews Band, Counting Crows, Toad The Wet Sprocket og Cædmon’s Call. Bandets ofte akustiske, eller i det mindste semi-akustiske, sangstrukturerer gør – eller gjorde - Nervous Passanger til det britiske svar på den amerikanske college-rock scene, og sandt at sige, så står – eller stod (ja, igen) - de ikke bag de fleste amerikanske bands af slagsen. Det bedste vedrørende bands musik, var dog vokalerne. Forsangere, Neil Alton, lød i Nervous Passanger som Cædmon’s Calls Derek Webb, eller nu afdødes Mark No Limits forsanger, færingen Teitur Lassen. Som solokunstner er Neil lidt mere tilbagelænet, singer/songwriter-agtig, og alligevel mere sørgmodig. 5-sangs ep’en ”Lead-Lines” er for det meste optaget live (skæring 2-4), kun med en kasseguitar og sang. Skæringer 1, ”Pondering The Rose”, er dog optaget i Room 3 studiet, sammen med skæring 5, Tom Waits sangen ”Tom Traubert’s Blues”, der nok er skivens bedste nummer. ”Drift Away” er oprindeligt en Nervous Passanger sang fra ”Taller Trees” albummer, der her har fået en mere tilbagelænet beklædning. Efter de fem oprindelige skæringer er forbi, vil man finde ud af, at der findes et bonusnummer gemt et par minutter efter de andre. Dette er en lidt fjollet sang, der minder mere om en lidt mindre obskur Danielson Family sang. Dette er den eneste sang, der ikke kun består af Neils kasseguitar og sang, men også af perkussion og baggrundssang. Publikummet skriger også med, og giver sangen en sjov stemning. Grunden til at sangen ligger gemt bagerst, er at Neils kone hader den, og ikke ville lade Neil få lov til at lade den fremstå på albummet på ligefod med de andre sange, og derfor endte den med at blive en bonussang. Kan du sige butt-whipped? Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Amazing Pilots; Graduate Blood

Selvstændig. 2000

Fra hvad jeg forstår, er The Amazing Pilots lidt af et kultband i Liverpools undergrund scene og i klubberne. Dette er deres første udgivelse, og som hos så mange debuterede bands, er det kun blevet til en EP. Har du nogensinde set de der firemands nørdede rock bands på tv, som står og spiller, men som aldrig trykker den af, selvom der bliver lagt op til at de gør? Nogenlunde den fornemmelse har man efter at have gennemhørt Graduate Blood. Musikken på Graduate Blood er bare 10 gange bedre. Der er en mørk og melankolsk tone over The Amazing Pilots. Sangeren har det med at synge en smule falsk - helt sikkert med vilje – og alligevel lyde som en engel. Jeg har ikke meget at sammenligne The Amazing Pilots med. De lyder ikke helt som alle de andre bands. Det er tilbagelænet rock de spiller. Deres musik er som en vild løve, som bare venter på at blive sluppet løs, men som aldrig får muligheden. Af og til får man følelsen af, at man har hørt noget lignende på den alternative country scene, men dog ikke helt sådan. Der er nok blandede følelser folk har omkring et band som The Amazing Pilots, men meningerne omkring et nummer som Mothers Heart burde kun være positive. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Ambitious Career Woman; To Avoid A Lawsuit

Fugitive  Records. 2002

Selvom ordet woman er en tredjedel af denne trios navn, så er der ingen kvinder i line upp’en, men de resterende tredjedele af navnet er gode nok. Trioen er nemlig ved at skabe sig en karriere, og man må også sige, at de er, og har været, ambitiøse.  Efter at knokle i en lille ukendt amerikansk by hvor ingen forstod dem, flyttede de til Long Beach, Californien, for senere at flytte videre til Seattle, tungrockens mekka, hvor de nu er bosiddende og også føler sig bedst tilpas. ”To Avoid A Lawsuit” bliver i pressematerialet pudsigt nok beskrevet som en ep, selvom der rent faktisk er hele elleve numre på skiven. Men Ambitious Career Woman er jo et punk-band, så det har nok noget med det at gøre, for det er virkelig punk-længde numre talen er om, men jeg synes stadigvæk, at de kunne komme af sted med at kalde ”To Avoid A Lawsuit” en fuldlængde. Bandet har allerede pisset sit territorium af i post-punkens hjørne, ikke så langt fra hvor Fugazi har pisset sit, men de leder sig også vej ind i emo-core’ns rige i ny og næ uden at føle sig alt for langt hjemmefra. ”To Avoid A Lawsuit” er en fed ep/album/whatever, og titler som ”Steroetypewriter”, ”Nuclear Winter Olympics”, ”I Before E Except after Shut-up” og Vampire’s Life Insurence” er gode eksempler på, at Ambitious Career Woman ikke alene har styr på de larmende punk-akkorder, men at humoren også er på sin plads. Og at et nummer har fået titlen ”Thanks For Ruining My Birthday” betyder altså ikke, at de spiller melodisk tyggegummi-punk… overhoved. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Annie’s Apology; Annie’s Apology

Lemonjello Records. 2000

Det er ikke det helt vilde, jeg har at side om denne debut EP fra Annie’s Apology. Bandet består af to medlemmer. Matthew Scott som spiller guitar og synger, og  Brandon J. Bronkhorst der spiller trommer, og det, sammen med en gæste basspiller, er sådan set det man skal forvente på EP’en. Der er fire sange af moderne rock musik lavet på en beskidt og garagelignende måde. Der er ingen overraskelser, og alt er lavet på nemmeste og billigste måde. Alle fire sange er rimelig gode og iørefaldende popsange, men på grund af en forholdsvis dårlig produktion fejler numrene i at gøre et større indtryk, men jeg kunne godt forestille mig, at mange Amerikanske CCM-rock freaks ville gå bananas over Annie’s Apology. Teksterne er skiftevis glade og sørgelige. I ”Tamborine Girl” synger Matthew ”Tamborine girl, say hello to me. Tamborine girl, sing your praise to God, when I can’t. Listen be still, pray for direction”. I “The Annie Song” er historien helt en anden. Her synger Matthew om den altid sørgmodige Annie; ”Annie got on the swing and got a little to high and now she’s falling down. Annie’s just 19 and she’s dying, she’s dying. We’re killing Annie”. Er du til beskidt kristen rock med tekster som ikke er over evangeliserende, men snarere tekster på godt og ondt tager fra dagligdagen, så er Annie’s Apology måske er forsøg værd. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Anti-Flag; Underground Network

Fat Wreck Chords. 2001

Den næste punk rock sensation kommer fra Pittsburgh, Pennsylvania. Bandet hedder Anti-Flag og har eksisteret lige siden i 1994. Efter deres andet album i 1997 som hed ”A New Kind Of Army”, som blev en stor undergrunds succes, fik bandet samme år muligheden at spille på Warped-tournéen, sammen med bands som NOFX, MxPx, Mighty Mighty Busstons og Green Day, hvilket førte til at Fat Mike – præsident i Fat Wreck Chords og medlem af NOFX – blev interesseret i bandet og tilbød dem en pladekontrakt, hvilket de selvfølgelig sagde ja til. Bandet har udover sin evne til at skabe iørefaldende ”sing-a-long” omkvæder og aggressive punkriffs, også et stærkt politisk budskab i deres musik. Ser du, der var en punkscene før Green Day, som omhandlede andet end piger og penge. Politik var nemlig en stor del, af den dengang så oprørske og uciviliserede punkscene. Anti-Flags politiske budskab må også have gjort et indtryk, siden selveste rockmusikkens politikere nummer et – Rage Against The Machine - tilbød bandet en åbningsplads på en af bandets tournéer. I sangen ”The Panama Deception” - som er baseret på en episode fra 1989, hvor den en amerikansk hær på 26.000 soldater under Bush’s ordre invaderede Panama og dræbte tusindvis af uskyldige civile – synger Anti Flag i andet vers således: ”Time and again they manufacture a cause and rally the publik around it, check out the movie Wag The Dog. Kiling – to further the interest of private corporations. Killing – to control the global economic situation. Killing – for personal gain (i.e. Bush in Panama). Learn the fuckin’ TRUTH you won’t be so quick to sign on!”. Musikalsk er ”Underground Network” en af årets hidtil fedeste melodiske punkplader, med dets melodiske og iørefaldende omkvæder, sammensat af en rygende rytmesektion, aggressive guitar-riffs og de fedeste gruppe-vokaler. Respekt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Apologetix; Ticked
Parodies inc. 1997
Det var en gang sidste år at ApologetiX, begyndte at blive meget omtalt på de kristne nyhedsgrupper på internettet, og det var at deres cd "Ticked," blev både elsket og hadet af mange. Elsket fordi musikken var god, men hadet den fordi al musikken var stjålet. På denne skive, er en del af 90ernes kendte alternative rock sange på. Dvs, at teksterne er blevet ændret, således at de har et budskab; det kristne! Blandt andet er her sange med, Pearl Jam (alive, Better man), nirvana (come as you are, all apologies), Alanis Morisette (You oughta know) og The offspring (come out and play). Også er der sange med live, garbage, green day, Bush og Butthole Surfers med på cd'en. Cd'en er god, og det er sjovt at høre sangene med et kristent budskab, men er dette at opløfte Gud spørger mange. Jeg ved det ikke, men jeg ved at parodi sange kan ikke give mere end 3 point. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Apologetix; Jesus Christ Morningstar
Parodies inc. 1998
Dette er det nyeste udspil fra ApologetiX. Titlen, som er nem at udregne, er taget fra rock operaen "Jesus Christ Superstar." Sangene på cd'en er for det meste også fra 60 og 70erne, dog er der nogle 80 og 90er sange med. Den bedste sang på cd'en er uden tvivl The Eagles sang Hotel California, som her bliver kaldt Hotel can't afford ya. Sangen er om da Jesus bliver født, og ingen af hotellet har plads til Maria og Josef. Også er "I have to die first" (eye of the tiger - surviver) en super sang, dog uden at sangeren gør det helt fantastiske. Andre gode parodier er med, bland andre; aerosmith (walk this way), beach boys (fun, fun, fun), Led Zeppelin (stairway to heaven), Free (all right now) og The Rembrants med deres "I'll be there for you" (sangen fra tv-serien "Friends"). Alt i alt en god cd, som ligger nogenlunde på samme niveau som "Ticked," kun i en helt anden musikalsk stil. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Apologetix; Radical History Tour
Parodies inc. 1994, 1999
The radical history tour var oprindeligt udgivet i 1994. Cd'en kom dog kun ud på kassette, og desuden var bandet ikke så populært som de er i dag, så der er/var ikke mange som har hørt den. Derfor har ApologetiX efter stor efterspørgsel valgt at udgive Radical History Tour på cd nu i 1999. Cd'en er nogenlunde som de andre ApologetiX cd'er. Den er fuld af parodier af klassiske rock numre af kendte artister, bl.a. Van Halen (Ice Cream Man), Creedence Clearwater Revival (Suzy Q og Bad Moon Rising), AeroSmith (Sweet Emotion), Rolling Stones ( Jumpin' Jack flash og Satisfaction) og Lynard Skynard (I know a little). Andre parodier er af sange med; Simon & Garfunkel, Rod Stewart, The Eagles, Wilson Picket, Ted Nugent og Buck Owens. Mine to favoritter er dog Betlehemian Rhapsody (Bohemian Rapsody - Queen) og The Book (The Look - Roxette). Alt i alt er denne cd på nogenlunde samme niveau som Ticked og Jesus Christ Morningstar, dog med lidt kedeligere valg af parodier. Teksterne er klart bibelske. Mange af dem er taget fra det Gamle Testamente, men der er også dem der er evangeliserenede. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

ApologetiX; Biblical Graffiti

Paradudes. 1999 (JJJJ--)

 

ApologetiX; Spoofernatural

Paradudes. 2000 (JJJJ--)

For dem som ikke har læst mine anmeldelser af ApologetiX første tre udgivelser, kan jeg fortælle, at ApologetiX er et kristent amerikansk parodi band. Et band som tager store hits helt fra 50’erne og til nu, og sætter kristne tekster i stedet for de originale. Sangene ligner altid originalerne utrolig meget. Det er for det meste rock der er talen om, men der er nogle sange som rammer lidt udenfor rocken.

 

Biblical Graffiti – bandets fjerde album – indeholder 22 parodier. De fedeste er Metallica’s Enter Sandman, Baranaked Ladies’ One Way, Bryan Adams’ Summer Of 69, Elvis Presley’s Jailhouse Rock, ZZ Top’s Smart Best Man, Pink Floyd’s Another Brick In The wall. Det svinger virkelig, og næsten alle numrene er overraskende gode. Og det er ikke hver dag, at man hører numre som Enter Sandman og Garth Brooks Friends in Low Places lige efter hinanden. Hatten af for det.

 

Spoofernatural er lidt mere varieret end Biblical Graffiti. Det starter nemlig med et disco nummer (Play That Funky Music), hvorefter Bon Jovi’s Living On A Prayer står for skud. Og her kikser det lidt. Baggrunds-vokalerne i omkvædet er simpelthen forfærdelige. Noget som også kan siges, om versionen af Def Leppards Pour Some Sugar On Me. Ellers er der versioner, af numre fra alle, fra Backstreet Boys og Ricky Martin til Great Whie. Og fra Oak Ridge Boys til Kid Rock. Hittet på Spoofernatural er helt klart Poison’s Every Rose has it’s Thorn. Der har virkelig ApologetiX ramt sømmet på hovedet. Ellers er versionerne af I love Rock n’ Roll (Joan Jett) og La Bamba (Ritchie Valens) også rigtig gode. Hans Jákup Eiðisgarð

 

ApologetiX; Keep The Change

Parodudes, Inc. 2001

Så er de kristne parodikonger klare med deres sjette album, og som altid sættes der hul på en række gamle og nyere top-40 hits. Alle numre bliver vel at mærke udsat for et navneskift, og teksten bliver også lavet om, således at det kristne budskab kommer frem. ”Alt er ved det gamle så”, tænker du, og ja, alt er virkelig ved det gamle. Bortset fra en lille ting, nemlig at parodimesteren himself, Weird Al, har givet bandet sit ”stamp of approval”. Han synes nemlig, at deres parodier er sjove, velspillede og generelt godt gennemarbejdede. Men, men, men, - og dette er min mening - humoren kommer aldrig nær Weird Al’s gamle materiale, men det er vel forståeligt og kan måske endda tilgives, at de mere end halvgamle gubber i ApologetiX, tilsyneladende ikke har samme platte humor førnævnte Weird Al. Der er 19 numre på ”Keep The Change”, og det er sjovt at høre nye versioner af gamle klassikere som Bee Gees’ ”Alive”, Elton Johns ”Daniel”, Queen’s ”Bohemian Rhapsody” og Ac/Dc’s ”You Shook Me All Night Long”, selvom sidstnævnte mangler lidt power i baggrundsvokalafdelingen. Men selvom det er sjovt med et lidt anderledes genhør af disse gamle klassikere, så er det parodier af nyere numre som Shaggy’s ”Angel”, Papa Rouch’s ”Last Ressort” og Nine Days’ ”Absolutely (Story Of A Girl)” som virkelig skubber ApologetiX i den rigtige retning. Parodien af Eminems ”The Real Slim Shady” er overraskende heller ikke så ringe, selvom J Jackson - bandets sanger og sangskriver - ikke helt er verdens bedste rapper endnu. Sammenlagt er dette et rimelig underholdene projekt, som om ikke andet kan bringe et smil på læben i ny og næ, og derudover må man sige, at der er lidt for enhver smag på ”Keep The Change”, da bandet uden slinger i valsen baner sig vej igennem alt det førnævnte, ligeså vel som parodier af alt fra The Monkeys, The Beatles og Bob Seger over Led Zeppelin og fluks til Blink 182 og Limp Bizkit. Rock? Ja. Men også pop (Elton John), rap (Eminem), disco (”Alive” Bee Gees) og (R&B/reggae) Shaggy. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

ApologetiX; Grace Period

Parodudes. 2002

ApologetiX bliver bare mere og mere populære indenfor den kristne rockmusik med deres underholdende parodier af verdslige top 40 hits. Bandet har tidligere indspillet coverversioner af alt fra Metallica til Shaggy, og ”Grace Period” kommer ligeså vidt omkring. 20 store ørehængere, der på en eller anden måde er blevet amerikanske landeplager igennem tiderne, bliver udsat forandringer af tekster og titler, således at disse passer ind i det kristne budskab bandet formidler. Talen er dog ikke nødvendigvis om prædiker i alle sangene, men også historiske lektioner igennem det gamle testamente, og ApologetiX har aldrig været federe end på ”Grace Period,” selvom alt stadig er ved det gamle. Bandet lægger ud med en parodi af Linkin Parks ”In The End”, der her får navnet ”Corinthians” – og der er mere nu-metal/post-grunge at hænte i parodier af Nicklebacks ”How Your Remind Me”, Puddle Of Mudds ”Blurry”, Unkle Crackers ”Follow Me” og Alien Ant Farms (oprindeligt Michael Jacksons) ”Smooth Criminal.” Heldigvis er det ikke kun nu-metal der bliver bearbejdet, hvilket parodier af Simon & Garfunkels ”Cecilia”, Blue Oyster Cults ”Don’t Fear The Reaper” og The Beatles ”Love Me Do” er gode eksempler på. Ellers kører det bare derudad mens bandet forsøger sig med alt fra surf-pop med Beach Boys’ ”Barbara Ann”, grunge med Nirvanas ”Smells Like Teen Spirit”, sydstats rock med Charlie Daniel Bands ”Devil Went To Georgia”, disco med Village Peoples ”YMCA”, prog. rock med Rushs ”Tom Sawyer” og endelig moderne pop-rock med Trains ”Drops Of Jupiter.” Lidt for enhver smag egentlig, og i modsætning til tidligere udgivelser, så er der ikke nogle deciderede kedelige/dårlige numre på ”Grace Period,” ligesom f.eks. Bon Jovis ”Livin’ On A Prayer” har været det. Faktisk en udmærket skive, hvis man kan lide parodier. ApologetiX er for dem der ville ønske, at Weird Al Yankowich var lidt mere seriøs. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð        

 

Appleseed Cast; mare vitalis

Deep Elm Records, 2000

Producer; Ed Rose

Jeg kan godt lide, når man finder ud af at et band med kristne medlemmer, er populære i den verdslige musik verden, uden overhoved at være involveret i kristen musik. Således har der været for Appleseed Cast. De blev opdaget af verdslige undergrunds selskab Deep Elm, som udgiver mange af de bedste undergrunds rock bands i verden, f.eks. kan nævnes Jimmy Eat World. Appleseed Cast er efter at have spillet på Cornerstone festivalen, dog også blevet opdaget af den kristne musik scene. Appleseed Cast spiller, ligesom mange af deres kollegaer på Deep Elm, emo rock, med indflydelser fra punk, hardcore, indie og støjrocken. ”Mare vitalis” er en meget smuk CD musikalsk, mens den tekstmæssigt ofte fokuserer på den negative, eller mørke, side af tingene. CD’en starter med en instrumental intro som hedder ”The immortal soul of mundo evani,” og faktisk bliver der i nogle numre længe leget med instrumenterne, der kan f.eks. være to guitarer, som hver spiller forskellige melodier, mærkeligt.

Når man hører ”Mare vitalis,” er det næsten som at høre en klassisk CD, selvom dette rent faktisk er alt andet end klassisk musik. Modsætningen er, at hvor der i den klassiske musik, ofte bliver fokuseret på kunstneristisk underholdning og glæde, fokuserer Appleseed Cast mere smerten, depressionen, forvirrelsen og håbløsheden i livet (selvfølgelig ved jeg at disse følelser også at finde i klassisk musik), og (dog) samtidig kunsten i sig selv, og glæden bag at lave den. Ord er næsten overflødige på ”Mare vitalis,” da man næsten føler, eller forestiller sig at man føler (hvilket også er det vigtigste), hvad medlemmerne bag Appleseed Cast tænker og føler. Hvis man kunne give en CD 5½ q-plade, ville ”Mare vitalis få det,” men desværre må den kun nøjes med 5, da der ikke gives halve plader i Q-music. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Arise From Thorns; Before An Audience Of Stars

Dark Symphonies. 2001

Selvom Dark Symphonies under normale omstændigheder, nok kendes bedst af metal og hårde musik fans, så er Arise From Thorns dog langtfra at være et metal band. Det er dog ikke sagt, at Arise From Thorns ikke passer ind i billedet hos et ellers så hårdmusik fikseret pladeselskab. Fordi det gør de. Dette skal selvfølgelig ses i lyset af, at Arise From Thorns’ musik bærer den samme mørke og melankolske tone, som mange af selskabets andre bands kendes for, selvom de i bund og grund rent genremæssigt er vidt forskellige. Måden AFT spiller på er meget progressiv. Til tider jazzlignende – dog uden at være jazz - og med etniske musikalske sammensætniinger i form at bl.a. blændende perkussionsspil. Det er helt klart, at Dark Symphonies har signet AFT på grund af deres dystre lydbilleder, men ser man bag sørgeligheden, og lidt nærmere på nogle af numrene, så er de ofte meget poppede, og hvis det ikke var for førnævnte dystre musikmønstre, så ville AFT være et ligeså godt bud på et radio-hit som f.eks. Sixpence None The Richer. Flere af numrene indeholder nemlig ørevenlige pop-numre - med kvindelige vokaler i front, bakket op af en akustisk kasseguitar og imødekommende keyboards - som uden sørgeligheden måske rent faktisk kunne være det næsten store ting indenfor alternativ folk-inspireret popmusik. Det er dog det sørgmodige og dystre sammen med spilleglæden, de fængende numre og selve kunstformen, AFT – efter denne udgivelse – gerne vil blive og bliver husket for. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

ArkAngel; Warrior

M8 Distribution. 1980, 2000

De fleste kender Kember Crabb som medlem af Houston hard rock bandet Atomic Opera eller som solo artist. Nogle kender ham som koncert musiker for Cædmon’s Call. Andre kender ham som skribent for HM magazine, hvor kan skriver  om kunst. Andre fra projektet Radiohalo. Men før alt dette var det musikalske stortalent Kember Crabb medlem af art rock bandet ArkAngel. Warrior er en plade som oprindeligt blev udgivet i 1980, men som har været ude af print i mange år. Efter Kember Crabb’s aktivitet i andre bands, er efterspørgslen på gammelt ArkAngel materiale blevet stort, og for flere Kember Crabb fans, er dette ønske nu blevet opfyldt, ved at M8 Distribution har udgivet det 20 gamle albumWarrior igen. Produktionen på Warrior er ikke så god som man i dag er vandt til, men stadig langt fra demo kvalitet. ArkAngel var helt sikkert et rock band, som drog inspirationer fra bl.a. Rez Band, Kansas, Michael Card, Keith Green, samt instrumenter ofte brug i folk og verdens musik ind i deres afslappende og progressive rock univers, og dette gjorde dem unikke i det dengang kulturelt fattige rockmarked. Dette gjorde måske også, at de aldrig fik et kommercielt gennembrud. Jeg regner heller ikke med, at Warrior med denne genudgivelse, vil udrette de helt store tal salgsmæssigt, men det var som så heller ikke meningen med denne genudgivelse, som kun er udgivet for de gamle ArkAngel fans skyld. Køb den på www.m8.com. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Arkport; Left The Highway

Broken Factory Music.

Her er endnu et nyt og spændende rocknavn fra USA. Inden jeg hørte ”Left The Highway” - som faktisk er det første album det nye pladeselskab, Broken Factory Music, udgiver – havde jeg kun hørt et enkelt nummer med bandet, hvilket allerede havde givet mig store forventninger. Og jeg må indrømme, at jeg heldigvis ikke blev skuffet. Bandet bevæger sig over skivens otte skæringer for det meste indenfor indie rockens rammer, med lader sig dog også falde ud i lidt støj rock-pop engang i mellem. For det meste er der talen om fede, tilbagelænede kompositioner uden alt for meget fokus på produktion og lyd. Faktisk lidt i retning af Morella’s Forrest og vores egne Glorybox. Og sammenligningerne bliver ikke mindre af, at de fremragende vokaler bliver sunget af en kvinde, Erin. Tit og Ofte lyder vokalerne nemlig som  - ja, du har det - Morella’s Forrest og Glorybox, men andre gange også ufattelig meget som Leigh Nash fra Sixpence None The Richer, hvilket bestemt ikke gør helhedsindtrykket værre. Arkport er et fedt indie-band, og ”Left The Highway” er et dejligt album. Nok sagt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Arrival; Some Deja Vu (Videosingle)

Vision Recording Group (JJJ---)

 

Arrival; Delayed

Vision Recording Group (JJJ---)

 

Engang skal være første gang, siger man, og dette er så første gang, at der bliver anmeldt videomateriale på Past and Present Music. Når jeg først modtog ”Some Deja Vu” videoen, troede jeg, at det egentlig var videoer for hele ”Delayed” albummet, men blev ret overrasket da der kun var en enkelt video på båndet, nemlig videoen for singlen ”Some Deja Vu”. Selve nummeret er yderst fremragende (til 5 points), men videoen er en anelse gammeldags og uprofessionel, lidt i retning af gamle Petra videoer, hvor bandet står på en scene og spiller, mens enkelte sideklip finder sted indimellem. Utjekket og derfor kun tre stjerner.

 

Albummet ”Delayed” består af ti sange som stilmæssigt minder meget om ”Some Deja Vu”. Det er 80’er arena rock med stort a talen er om. Bandet spiller godt, men deres største er forsangeren, som synger mindst lige så godt som, lad og sige, selveste John Elefante. Men selvom man ser, at disse halvgamle gubber ved hvordan man spiller, så formår de ikke rigtig at skrive andre numre der rammer ligeså plet som ”Some Deja Vu” gør, og da der både er gode og mindre gode ideer at finde på ”Delayed”, bliver albummet i sidste ende til noget af en ujævn affære. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Arthur; Loneliness Is Bliss

Rock City. 1999

Som så mange andre succesfulde rock kunstnere, valgte Mike Herrera fra MxPx fame, for et par år siden at starte sit egent pladeselskab, og et af de første bands som fik muligheden at udgive musik på selskabet, var hans egent sideprojekt Arthur. Arthurs sange blev en realitet, efter at Mike skrev et par numre som han selv ikke syntes passede ind i MxPxs lydunivers, og derefter begyndte han at skrive numre decideret til Arthur. Men selvom numrene på denne ep stilmæssigt ikke er helt lig med MxPx-materiale, så er de heller ikke mere anderledes, end at man uden problemer, kunne snige dem enkeltvis ind på de forskellige MxPx udgivelser, uden at nogen anede uråd. Arthurs seks numre på ”Loneliness Is Bliss” er alle særdeles gode, ja endda bedre end meget af det sidste MxPx materiale, hvis du spørger mig. Tempoet er dæmpet en anelse, mens der er kommet en smule mere emo ind i billedet, og måske en anelse old-school punk a la 90 Pound Wuss i ”Friday, April 6th”, men ellers er Arthur næsten mere poppede og iørefaldende end MxPx altid har været. Der er allerede gået omkring to år siden Arthurs debut udkom, men guderne må vide, hvorfor og hvordan den undslap større reaktioner fra omverdenen, men nu hvor vi ved at den eksisterer, skal vi så ikke tilegne os den, og rocke og rulle som sindssyge, og måske endda lidt mere? Nå nej, jeg har den allerede, men du kan. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Attention; Please, 1998

Feedback Records

Det er virkelig irriterende, når man opdager at man har haft en glimrende cd på hylden, mens man har brugt tiden på andre dårlige cd’er. Således var det med Attention’s ”Please.” Den er faktisk glimrende, selvom der er et par numre, der tager lidt fra de andre. Attention spiller psycadelisk rock n’roll, med hammond orgel, bas, trommer, guitar, og en meget dyb stemmet sanger. Jeg kommer til at tænke på Tree Crosses, bare på en mere aggressiv måde, eller også The Black Crowes, bare på en mere behersket måde. Attention er endnu et godt bevis på at nordisk musik vil noget. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Attention; Mercystreet, 1999

Feedback records, (sange 11)

Produced; Jon Peterson, Robert Johansson, Mats Persson

Efter USA og England, er Sverige nok det land hvor de fleste rock stjerner stammer fra. Også indenfor kristen rock, er flere af disse svenske bands blevet opdaget af amerikanske labels, og det ville ikke undre mig om Attention, før eller senere, får en pladekontrakt derovre. De har i hvert fald talent og nok af gode sange at henvise til. Det ser i øvrigt også ud til at HM magazine, har opdaget deres talent, fordi sangen ”Days,” var på en af deres cd samplere for et par måneder siden. Denne sang er nok også skivens fedeste, men der er mange flere af slagsen på ”Mercystreet.” Hvem sagde at rock n’roll er død? (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Audio Adrenaline; Underdog

ForeFront 1999!

Audio Adrenaline har lige siden 1995, da DC Talk blev et kæmpe hit pladen ”Jesus Freak,” været ventet at bryde igennem og blive et mainstream hit. Endnu er dette ikke sket selvom både ”Bloom” og ”Some kinda zombie” er udgivet siden da, og bands som Jars of Clay, Deliriou5 og Sixpence none the Richer alle har slået igennem. Med udgivelsen ”underdog” skulle Audio Adreanline være et skridt nærmere at gøre drømmen til virkelighed. ”Underdog” er måske Audio Adreanline’s bedste udgivelse til dags dato. Der er mere spade end der plejer, og på sange som ”Underdog” og ”get down” rykker Audio Adreanline helt vildt. ”Hands and feet” er en typisk fed Audio Adrenaline sang, om at følge Gud, hvor end han sender os. Der er også plads til noget nyt på ”Underdog.” I sangen ”Jesus movement” leget drengene med latin rock/pop, og dette lyder måske som et billigt trick for at få et hit i disse latin/pop tider, men sangen er faktisk ret fed. I ”DC 10” er der tid til lidt rock-a-billy og 60er rock n’roll. Næste nummer (cd’ens nummer 9) ”It is well with my soul,” hvor Jennifer Knapp er gæste vokalist, er skivens  første ballade, sangen minder meget om Cædmon’s Call’s ballader. Efter balladen ”it’s well with my soul” får man mange anelser om at nu vil cd’en, som hos så mange andre kristne bands, køre i samme rille til den er slut, men allerede i omkvædet til ”it’s over” (nr. 11), som også er en af cd’ens bedste numre, bryder Audio Adreanline ud i rock igen. Den sidste sang på cd’en, ”the houseplant song,” er en sjov sang, om en mand der læser en anti rock bog, og får at vide at rock musik er fra Satan enten der bliver kaldet kristen eller ej. ”Take two houseplants and put them to the test. Set them both in front of speakers and let the music do the rest. The first one you play Mozart or something lovely like that. The second one you play that Petra or that Megadeth. Doesn’t really matter what kind of rock it is.” Det ender med at naboen kommer ind, fordi han kan ikke sove for larm, de bliver venner og lærer at fokusere på ting som virkelig har betydning så som kærlighed, glæde og endda den hellige ånd. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Audio Adrenaline: Hit Parade

ForeFront. 2001

Før eller senere måtte den komme, "Greatest Hits" cd'en fra Audio Adrenaline - et af kristen musiks største navne, som dog altid har stået i skyggen af dc Talk, genrens kæmpe. Efter fem studiealbums, et live album og masser af single-hits, kan man også konstatere at der er nok af materiale at tage af, til at lave "Hit Parade", og at den er værd at investere nogle kroner i er bestemt ikke utænkeligt, dvs. hvis man er til iørefaldende og radiovenlig pop-rock med "syng-med" omkvæder. Der er ingen numre taget fra bandets debut album (et album som bandet nok gør alt for at glemme) og bandets live-cd, men til gengæld er der taget 15 numre fra bandets øvrige fire albums, samt to splinternye numre som hverken skuffer eller overrasker. Var du til "I'm Not The King", "Some Kind Of Zombie", "Walk On Water", "We're A Band", "Big House", "Underdog", "Chevete", "Never Gonne Be As Big As Jesus" eller "Rest Easy", så lyder de gode nyheder således; at alle disse numre er på "Hit Parade" og mere til, og har du aldrig hørt om Audio Adrenaeline før, men vil gerne lære deres musik bedre at kende, så finder du næppe en bedre introduktion til bandet end denne "Best Of" skive. Audio Adrenaline var altid meget mere af et single band, end de var et album band, og her er alle singlehittene samlet, hvad er der ellers at sige? (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Autumn War; Camera

Selvstændig. 2001

Her er endnu et amerikansk moderne rockband, som ikke vil skuffe fans af radiovenlig poppet rock musik. ”Camera” er en tresangs single, som er ment som en lille teaser for deres opkommende fuldlængde, og som netop det, fungerer singlen ret godt. Alle tre numre, er imødekommende og lettere charmerende rocksange. Skiven starter med guitaren i centrum i titelnummeret ”Camera” – et nummer som ellers omhandler de sørgelige nyheder vi ser i nyhederne hver aften. Derefter er der tid til en lidt mere mørk stemning i singlens bedste nummer, ”Goodbye California”, hvor bandet synger om at forlade Californien. Og til sidst er der tid til lidt mere afslappende og tilbagelænede forhold i ”Dark Gods”, om end teksten er skivens mørkeste. Alt i alt en ordentlig omgang moderne rock med effektive sangstrukturer som kan appellere til pop-publikummet ligeså vel som til hard rock entusiaster. Det kunne være sjovt at høre det kommende fuldlængde, og høre hvad gutterne så har fundet på. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Autumns; Le Carillon

Absalom Recordings. 2001

At The Autums netop har valgt at kalde sig selv The Autumns er næppe tilfældigt, og derved har jeg allerede indirekte lagt op til, at dette ikke ligefrem er sommermusik, og derfor er det ikke ligefrem sæson for The Autumns musik i øjeblikket, men hvad, selveste Radiohead har udgivet musik i denne glade og lyse årets tid. Ord som melankoli, mørke, sørgmodighed, efterår og endda smukhed, er ord som hyppigt dukker op i undertegnedes bevidsthed, som der lyttes til denne fire-sangs ep, og der skal måske endda lige lægges lidt vægt på ordet smukhed i denne sammensætning. Radioheads tidlige melankolske og skæve materiale, er karmen om The Autumns musik, og The Autumns gør et kæmpe arbejde, at holde atmosfæren ved lige. Radioheads fans der blev skuffede efter den pludselige musikalske omvæltning efter ”OK Computer” skulle måske lige tjekke The Autumns og se, om man egentlig kan komme ret meget nærmere. Et ord: Smukt. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Avail; Front Porch Stories

Fat Wrech Chords. 04-11-2002

Alene det faktum at Richmond, Virginias punkband Avail har en mandlig cheerleader med navn Beau Beau, burde være grund nok til at se dem live. Har ingen idé om hvordan han ser ud, men hvis de er i nogenlunde samme mentale sindstilstand som Less Than Jake, så jeg går ud fra at han ikke er fotomodel. Uheldigvis er der så vidt vides ingen planer om et gig i Danmark, men om ikke andet har vi det nye album ”Front Porch Stories” stående lige for døren, men det bliver uden cheerleaderen Beau Beau. Forhåbentlig kan bandets kompromisløse melodiske punk sange få alle punk bøsserøve til at glemme Beau Beau, for ellers bliver det en lang vinter. Bandet melodiske punk-univers har ikke skyggen af single-potentiale, men i stedet er der nok af tilbageblik til den mere ukommercielle 80’er punkscene, så vel som nyere 90’er Fat Wrech-lignende punk, bare uden ordet punk involveret. Der bliver også tid til lidt ørkenrockagtige beskæftigelser hist og her, der er med til at gøre skiven lidt mere varieret, om end disse øjeblikke ikke endelig pyntet på det samlede helhedsindtryk. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Awkward Thought; Ruin A Good Time

I Scream Records. 2002

Efter 12 år sammen udgiver Awkward Thought nu deres tredje fuldlængde. Umiddelbart er der ikke så meget at sige om ”Ruin A Good Time”, uden at den ikke ”ruins a good time.” Talen er dog måske heller ikke det mest oplagte plade at smide i spilleren når der holdes fest. Awkward Thought er egentlig meget simple i deres udtryk, og de gider ikke at gøre mere ud af tingene end højst nødvendigt, og derfor kører alle numrene på ”Ruin A Good Time” nærmest i den samme rille. Der er fattigt med temposkift, så den hurtige gammelskole punk bandet kombinerer med en Crusified-lydende hardcore lyd forbliver rimelig hurtig og lige-i-øjet hele vejen igennem. Dog hører du ikke mig klage, for jeg er skam blevet underholdt. Awkward Thought er måske ikke verdens mest originale band, men når det gælder konservativ punk med et højt tempo, så leverer Awkward Thought varen, men så skal du heller ikke forvente mere. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Axlanbay; 3 Track Live Demo

E24-7 Management

Her har vi et engelsk rockband fra Swansea, der er inspireret af System Of A Down, Incubus og Faith No More, og selv synes de at deres musik er en kombination af rock, metal, rap og funk. Undertegnede har svært ved at høre noget System Of A Down og Faith No More i deres musik, og der er vist heller ikke ret meget metal at finde heller. Men det gør ikke noget, for deres rock, rap og funk kombination er ret overbevisende. Bandet lyder som en kombination af gammelt Red Hot Chili Peppers og det helt nye, funky Incubus. Meningen er, at en fuldlængde skal udkomme senere på året, og den bliver produceret af ingen mindre end Dan Swift, der bl.a. er kendt for sine produktioner for Nickelback, Feeder og Placebo, og hvis bandet bygger videre på det, de har lagt grunden for her på denne demo, så kan der være store ting i vente. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Bad Astronaut; Acrophobe

Honest Don’s. 2001

Bad Astronaut er måske et nyt bekendtskab for mange tyggegummi punkere, men det burde de ikke være, i det at bandmedlemmerne i Bad Astronaut er/har været medlemmer af Lagwagon, Me First and Gimme Gimmes, Nerfherder og Swingin’ Utters. Bandets tre medlemmer mødtes og afgjorde at begynde at lave mere seriøs pop og rock, end de førhen havde gjort. Resultatet blev bandet Bad Astronaut, som med Acrophobe den femte februar udgiver deres debut album på Honest Don’s, Fat Wreck Chords datterselskab. Jeg ved ikke, om jeg ligefrem ville kalde Bad Astronaut for et seriøst band, i samme forstand som jeg ser U2 som et seriøst band, men det er i hvert fald en klar forskel i mellem Bad Astronaut, og de førnævnte punk bands. Tekstmæssigt er dette ikke kun sjov og ballade, og musikken er heller ikke så hurtig og glad som hos førnævnte bands. Misforstå mig nu ikke, Bad Astronaut kunne godt beskrives som et punk pop band, og fans af f.eks. Lagwagon kunne godt forelske sig i Bad Astronaut, men forvent ikke helt det samme. Der er en mere moderne rock følelse over Bad Astronaut, som helt klart arbejder til fordel for Bad Astronaut, da mange punk bands i disse dage har det med at lyde alt for ens. Bad Astronaut lyder ikke helt som de andre punk pop bands, men med numre som Needle In The Hay og 500 Miles, burde en udgivelse som Acrophobe bestemt give bandet lidt trafik i radioen. For fans af pop punk og moderne rock. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Bad Astronaut; Houston: We Have A Drinking Problem

Honest Don’s. 15-10-2002

Sidste års debutudgivelse fra sideprojektbandet Bad Astronaut foreslog et godt alternativ til Lagwagon, Swingin’ Utters, Neftherder og Me First and The Gimme Gimmes mere fjollede beskæftigelser. Om end pop-punken til tider lod sit søde hoved skues igennem bandets musik, så blev en mere seriøs stil lagt for dagen, da ”Acrophobe” udkom tidligt sidste år. Og den seriøshed bliver endelig fuldendt med bandets anden udgivelse, ”Houston: We Have A Drinking Problem”, der ellers rent navnmæssigt sjovt nok lægger op til endnu mere fjolleri. Du kan glemme alt om punk-pop. Glem alt om Lagwagon og Me First and The Gimme Gimmes, for det her er 180 grader i den modsatte retning. Nu inspireret af bands som Radiohead og David Bowie, tager Bad Astronaut lytteren med på en rejse igennem hjertenære og smukke sange, der er dømt til at lægge sig ind ad lytterens hjerter. Talen er om 14 gode pop-rock sange, hvoraf flere ikke er mindre end melankolske perler, og hvem skulle have troet det om Me First and The Gimme Gimmes kaptajnen Joey Cape? ”You Deserve This” er albummets absolut bedste nummer, og ”deserve this” er lige præcis hvad du gør, for som Bad Astronaut har kaldt et andet nummer: ”Not A Dull Moment.” (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Bell Jar; Secret Voicanoes

Selvstændig. 1999 (JJJJ--)

 

Bell Jar; On The Outside Looking In

Madan Records. 2001 (JJJ---)

Uden at vide ret meget om Bell Jar, modtog jeg for nylig deres to cd’er. Og stadig uden at vide ret meget om dem, begyndte jeg at lytte til deres musik, og efter hvad de havde at sige. Og det som jeg med det samme lagde mærke til var, at Bell Jars forsanger lød utrolig meget som forsangeren i Eden Burning. Ja, næsten for meget til at det var sandt, så jeg begyndte at grave lidt dybere i sagerne og fandt minsandten ud af, at Poul Northup (der troede du lige jeg sagde Nyrup, hva?) som dengang var forsanger i Eden Burning også er forsanger i Bell Jar. Ja, hvad kunne man ikke spares for, hvis man læste album notarerne før man satte selve skiven på? Musikalsk er Bell Jar ikke helt det samme som Eden Burning var, men der er visse ting som minder om hinanden. Men hvor Eden Burnings gamle materiale var meget folk-rock inspireret, så er Bell Jar lidt mere betaget af moderne pop-rock og så en smule af jazzen også. Sidst nævnte kommer lidt mere til syne på ”On The Outside Looking In” end på ”Secret Voicanoes”. Udover de sædvanlige rockinstrumenter guitar, trommer, bas og sang, tager bandmedlemmerne hyppigt hammond orgel, rhodes og harmonika i brug, og derudover er der gæstemusikere til at tage sig af horn, saxofoner, trompeter og tromboner. Personligt er jeg mere til bandets første skive, da den er mere ligefrem og simpel. På den skive er der nærmest en Eden Burning møder Smalltown Poets møder Travis følelse, mens der på den anden er langt mere jazz-rock end moderne pop. Ingen tvivl om at Bell Jar er gode sangskrivere og musikere, men deres 1999 udgivelse klæder dem lidt bedre end den fra i år. Hans Jákup Eiðisgarð

 

Bendixon; The Slaying Of The Dragon

Rodd.Net. 2000

Bendixon er et nørdet rock band fra USA, som med en blanding af alt hvad deres hjemland – i rock sammenhæng – har at tilbyde, prøver at overvinde det ukritiske amerikanske pop/rock publikum. Deres lyd tager udgangspunkt i rockmusikken, med guitaren placeret centralt i lydbilledet. Bendixon har ikke skabt noget originalt med The Slaying Of The Dragon, men gentager hellere hvad 10 år af amerikansk college og high-schoolrock historie og tradition har haft med sig. Der er elementer af pop/punk, surf rock, og 50’er rock n’roll i Bendixons musik, hvilket som sagt giver denne plade en meget glad og opløftende tone. Numrene er iørefaldende og har hit-potentiale, i hvert fald over there, men nogle gange lyder det bare, som Bendixon prøver at lyde som alle undtagen sig selv. Det skulle f.eks. ikke undre mig, hvis Bendixon har nedslidt alle Weezer’s albums, da der er en meget Weezer’agtig lyd over dem, og det virker ikke at være tilfældigt, da denne lyd er over det hele. Sammenlagt er The Slaying Of The Dragon en rimelig god udgivelse, men hvis man økonomiske problemer og virkelig skal tænke nøje før man køber en cd, så ville det måske være en ide at springe denne over. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Big Dog Small Fence: Big Dog Small Fence

Electronica Records 1999
Dette er et ska band fra det efterhånden velkendte dance label N-Soul, eller rettere søster selskabet Electronica Records. Denne skive er faktisk ret god, dog uden at gå over og blive helt fantastisk. Her er nogle sange som ikke gør noget særligt for mig, fordi de er for langsomme og minder mere om reggae end om ska. De andre sange er på den anden side meget gode. De to første sange er særlig gode. Den sjoveste sang på cd'en er uden tvivl "Ricki Fake" (get it? Ricki Lake). Sangen er om en dreng som ser hele sin gamle skoleklasse på Ricki Lake. God og sjov musik. Køb dette hvis du kan lide ska, men håb ikke for kvalitet i klasse med Five Iron Frenzy ella Supertones. (JJJ---) Eiðisgarð

 

Big In Japan; Destroy The New Rock

Honest Don’s. 2001

Honest Don’s (Fat Wreck Chords datterselskab) nyeste band hedder Big In Japan, og egentligt er det et band som lyder næsten 100% lige, som alle de andre punk bands dette pladeselskab til dagligt arbejder sammen med. Der er godt nok flere numre, som uden tvivl vil få enhver pop/punk elsker at gå agurk, men mere er der så heller ikke. ”Destroy The New Rock” er måske et meget godt navn for en skive, som ikke bidrager med noget nyt, men som hellere kører på det gamle, og hørte jeg nogen side sikre? Well, sikkert eller ikke, Big in Japan skal nok formå, at få tænderne at gå i vand, hos dem som elsker Dielsel Boy, Blink 180 og gammelt Green Day, men undertegnedes har svært ved at se dette for andet end det det er – en traditionel punk-pop plade med masser af energi, lyttervenlighed og ja hits. Det eneste som måske skiller sig lidt ud fra mængden, er baggrundsvokalerne, som har en tendens til at ligne King’s X og Galactic Cowboys mere end Blink 180 og resten af tyggegummibranchen, hvilket i det mindste er en positiv detalje. Forhåbentligt formår Big In Japan med deres anden udgivelse – hvis der bliver talen om sådan en – at opbygge en selvstændig identitet, så vi kan have noget at huske dem for. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Billons; Quiet As It’s Kept

Selvstændig. 2000

Hvis Past and Present var en talentkonkurrence, så ville The Billons uden tvivl være den heldige vinder af månedens undergrundsbandsnominering. ”Quiet As It’s Kept” er bandets tredje udgivelse siden 1998, hvor bandet fandt sammen, hvilket må siges at være meget på kun 3-4 år. Det siges, at Kerry Livgren – en af pionererne indenfor den progressive rock, og bl.a. tidligere medlem af Kansas – har haft producerfingrene i ikke mindre end to af disse udgivelser, og ”Quiet As It’s Kept” er den ene af dem. Stilmæssigt er dette dog ikke noget der høres. Bandet vil selv være med, at de er inspirerede af bands som Starflyer 59, Radiohead, Pedro The Lion og Sunny Day Real Estate, dog med mindre doser af klassisk rock fra barndommen indblandet. Jeg har lidt svært ved at høre den klassiske rock nogen steder, og selvom drømmende lo-fi guitarlyde a la Starflyer 59 hyppigt sniger sig ind i lydbilledet, og ligeledes med Thom Yorhe-lignende vokaler, så er dette ikke et gennemgående melankolsk og sørgeligt album, selvom det må lyde sådan, og selvom det til det til tider er det. Der er også de numre som giver en mere afslappet og næsten ”feel-good” og ”happy” følelse, og de fungerer godt som afveksling for de mere sørgmodig numre. Den største overraskelse er dog, at et så indie fikseret rock band som The Billons tager sækkepiber i brug, og hvad er endnu mere overraskende er at det faktisk virker. ”Quiet As It’s Kept” er den fedeste selvstændige rock udgivelse som her er anmeldt hidtil i både marts og april måned, og jeg tror, at vi hører mere til The Billons i fremtiden. Bare vent. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Black Ingvars; Sjung Och Var Glad

SDM Records. 1997 (JJJ---)

 

Black Ingvars; Schlager Metal

SMR Records. 1998 (JJJ---)

 

Black Ingvars; Metal Heaven

Independent Entertainment Sweden AB. 1999 (JJJ---)

 

Black Ingvars; SuperHits

Mariann Grammofon. 2000 (JJJJ--)

 

Ud fra navnet kunne man nok regne med at Black Ingvars, var et af de der svensk-top bordel rock bands. Men selvom de godt nok har spillet et par svensk-top klassikere, så er deres stil 80’er hård rock og rock n’ roll. Meget enkel tre akkord guitar musik, som lyder lidt ens over det hele, men som alligevel godt kan få en at knipse med fingrene eller hoppe i sofaen. Lidt ligesom Ac/Dc i så måde. Black Ingvars skriver dog ikke deres egne numre. Nej, de er udelukkende et kopiband. De tager alt hvad de kan komme i nærheden af, helt fra børne sange, til svensk-top numre, og fra kristne hymner til nymoderne hits.

 

Bandet har lavet seks forskellige skiver, men denne anmeldelser starter med deres tredje – Sjung Och Var Glad – som udkom i 1997. Her havde bandet udelukkende valgt svenske børne sange. Personligt kender jeg ikke alle disse sange, så de virker lidt kedelige på mig, men jeg har da set Emil og Pippi Langstrump serierne, så numrene fra de to serier er da sjove nok. Og Apans Sang – sangen som bjørnen i Jungle Bogen synger – er også meget sjov. Ellers er det meget enkelt over det hele her. Måske bedst egnet til børn. Det er dog meget sjovt at høre Black Ingvars mikse bidder af kendte numre som Eye Of The Tiger ind i disse børnehits.

 

Schlager Metal fra 1998, var pladen som indeholdt svenske klassikere. Denne gang både på engelsk og svensk. Og igen her, blander gruppen kendte udenlandske hits ind i de svenske klassikere. F.eks. er The Final Countdown (ikke fordi den er udenlandsk) mikset ind i Dansa I neon. Diggi Loo Diggi Ley har både introen til Jump (Van Halen) og Ju Hu-råbet fra Blur’s Song 2 med. Meget underholdende. Ellers er versionerne af Fångad Av en Stormvind (Carola) og Waterloo (Abba) blandt de mest underholdende sange.

 

Metal Heaven – bandets femte album – er som navnet antyder, en udgivelse med kristne hymner. Den starter meget fedt med en gospel-medley, hvor numre som Amen, Michael Roe The Boat Ashore, O Happy Day og Down By The River Side bliver mikset sammen. Derefter er det klassikere som Parleporten og Barnatro, som måske gør mest indtryk. Sidstnævnte måske mest på grund af Ironman introen (Black Sabbath). 

 

Den sidste plade bandet har udgivet hedder Super-Hits. Den indeholder også præcis hvad titlen antyder – Super-Hits. Der er hard rock versioner af bl.a. Backstreet Boys (Larger Than Life), Ricky Martin (Livin’ La Vida Loca), Britney Spears (Baby One More Time), Madonna (Beautiful Stranger), Eiffel 65 (Blue), og flere andre. De af jer - som ligesom mig – på forhånd syntes at mange af ovennævnte hits var lidt kedelige, vil uden tvivl få et kick ud af Black Ingvars’ fortolkninger. Nogle af numrene er egentlig ret overkommelige i de nye versioner. Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Black Keys; The Big Come Up

Alive Records. 2002

Uden informationer omkring bandet The Black Keys, og deres nye album “The Big Come Up”, sværger jeg, at jeg ikke ville være tvivl om, at dette var musik fra først i 70’erne, der på en eller anden måde var gået tabt og først fundet frem igen nu. Når man så læser, at The Black Keys består af to unge knægte fra Akron, Ohia, og at deres musik er splinterny – ja, endda netop udgivet – så må man bare bøje sig i støvet af undren. Hvordan kan to 21 og 22 årige knægte spille en musikstil så retro som det her? Og du troede, at The Strokes og White Stripes tog turen tilbage i 70’erne? Bare vent til du hører The Black Keys, der spiller deres 70’er rock så autentisk at man skulle tro det var løgn – eller simpelthen musik fra først i 70’erne. Dan Auerback spiller guitar og synger, mens den anden del af duoen, Patrick Carney, spiller trommer. Ja, så simpel er deres musik. Der er f.eks. ingen basspiller, ingen fyr produktion eller moderne udstyr til at hjælpe. Blot trommer, sang og guitar. Ok, der er også et nedslidt, gammelt og billigt orgel med i lydbilledet indimellem, hvilket ikke bliver oplyst hvem spiller, og så er der en gæste  basspiller i tre af skivens 13 skæringer. Gammel garage rock og blues har næppe været mere imødekommende end det her, og derved mener jeg ikke iørefaldende, for det er The Black Keys med deres Rolling Stones møder Muddy Waters bestemt ikke. Men de er charmerende, det er de, og ”The Big Come Up” bør stå i enhver garage rock eller blues fans samling. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Black Moses; Emperor Deb

Lunasound/Nordic Metal. 2001

Nordic Metal har igennem tiden distribueret en masse metalmusik i Danmark, men Black Moses er ikke et af disse metalnavne. Faktisk har et band som Black Moses ikke set skyggen af metal. Eller måske har de set skyggen af metal, men så heller ikke ret meget mere. De tre medlemmer i Black Moses har alle tidligere spillet i veletablerede, om ikke helt kendte, bands på den engelske rockscene, men i Black Moses laver de noget, som de bestemt ikke før har lavet. Ikke i samme grad i hvert fald. ”Emperor Deb” er et album som er ret svært at beskrive. Der er nogle lettere poppede numre, hvor guitaren dog er i fokus (det er den sådan set for det meste), men der er også mere rå garagelarm at finde andre steder. Til tider ledes tankerne hen på forskellige bands som Rolling Stones, The Stooges, Aerosmith og Led Zeppelin, men det er langtfra alt. Der er også elementer af mere typisk britisk pop/rock musik, nærmest i retning af den traditionelle brit-pop scene. Lidt stener rock bliver der også plads til hist og her, og for at cocktailen skal være helt fuldendt, bliver der gudhjælpemig også gennemgået en heftig dose 70’er psykadelika. ”Emperor Deb” er i sandhed et album som forstår at tage lytteren vidt omkring. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Blackmore’s Night; Past Times With Good Company (2CD)

SPV/Nordic Metal. 28-10-2002

Ritchie Blackmore er uden diskussion en af rockmusikkens største guitarister, hvilket han bevidste i sin tid hos Deep Purple såvel som Rainbow, og i de senere år, har han også bevidst at det ikke nødvendigvis behøver at være hård rock, han skal spille for at skulle tages seriøst. Nej, sammen med den tidligere (forhåbentlig meget tidligere, hvis der skal dømmes efter coverindersiden) fotomodel og nuværende sangerinde, Candice Night, har ham også bevidst, at folkemusikken også er vedkommende, især hvis den bliver krydret med inspirationer fra 1600-tallet og en lille smule ny pop og rock. ”Past Times With Good Company” er et dobbelt live-album hvor førnævnte opskrift igen bliver bragt på banen, og numre fra Blackmore’s Night bagkatalog bliver spillet. Der bliver også plads til lidt Deep Purple og Rainbow hist og her, men det er dog ikke det helt store. Det er faktisk meget smukt, det, de to, Blackmore og Night, har på hjerte, men det er også en anelse kedeligt, især efter to hele cd’er. Måske ville den ene være rigeligt? Anyways, det absolutte højdepunkt i denne omgang er versionen af Deep Purple klassikeren ”Soldier Of Fortune.” (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Bleach; Again, For The First Time (3-sangs promo)

Tooth and Nail Records. 27-08-2002

Jeg har haft mange gode øjeblikke i selskab med Bleachs nørdede indie pop-rock debutalbum, men jeg må indrømme at jeg efterfølgende ikke har fulgt bandet ret nøje. Men efter deres tid på ForeFront sammen med storsælgende bands som DC Talk og Audio Adrenaline, så har bandet nu signet til Tooth and Nail Records, et selskab der på underlig vis simpelthen signer alle bands undertegnede har et forhold til men som for tiden står uden en pladekontrakt. Alt tyder på at labelskiftet fra ForeFront Records til Tooth and Nail Records har passet bandet fint, idet bandet er blevet en anelse mindre påtvunget radiovenlige, og lidt mere frie i deres indie udlægninger. Jeg kan dog ikke være helt sikker, fordi min promotion-skive indeholder desværre kun tre af numrene der findes på det samlede album. Men udfra disse kunne det tegne for, at bandet nu, langt om længe, har fundet sin stil. Bandet drager klare referencer til bands som Weezer og deres grønne album, og underligt nok er promoen jeg lige nu sidder med så smask hamrende græsgrøn, at det næsten gør ondt. Som sagt, jeg er egentlig næsten på ligeså bar en bund som læseren er hvad angår det nye Bleach album, men jeg kan da i det mindste anbefale tre sange; ”What’s Wrong With Me”, ”Celebrate” og ”We Are Tomorrow”. (Karakter: Ingen)

 

Blur; The Best Of Blur

EMI Records. 2000

Alle store bands og kunstnere udgiver på et eller andet tidspunkt en opsamlingsplade med deres bedste numre, og nu er turen kommet til engelske Blur. Blur som i midten af 90’erne var med til at skabe den dengang så populære brit-pop genre sammen med Oasis og Pulp, og som sidste år valgte at vende deres gamle og ofte sjove måde at spille popmusik baget, til fordel for mere seriøs og dyster musik, og mange ville være med at udgivelsen fra sidste år, den meget omtalte 13, var intet mindre end et mesterværk. Personligt har jeg aldrig været decideret Blur fan, selvom jeg til enhver tid kunne nyde et godt Blur hit i radioen. Hvad enten du som Blur fan, bedst kunne lide deres sjove og pjattede numre fra brit-pop tiden, eller deres nye voksne og mere seriøse rocknumre, er der noget til dig på Blur’s Best Of plade. Der er 18 af bandets bedste numre at finde på cd’en, og bedst er det når hits som Beetlebum, Song 2, Parklife, Tender og Country House roterer. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Thomas Bodin; Pinup Guru

InsideOut/Nordic Metal. 2002

Med et nyt Flower Kings album i næste måned, og et par passerede måneder med solo og sideprojekter fra Flower Kings medlemmerne sprøjtende til alle sider, er det så ligetil at konkludere, at disse prog. rock nørder har alt for meget om deres hænder. Påstanden formindskes heller ikke, efter at have hørt Thomas Bodin ”Pinup Guru”, der går fra typiske Flower Kings prog. rock landskaber via mangfoldige verdens musikalske musikbilleder hen i ambiente og elektroniske lydflader, men hele tiden på en instrumental og yderst intetsigende og ligegyldig måde, der gør det klart, at Thomas Bodin ikke har nær så meget på hjerte som kollegaerne fra Flower Kings Jonas Reingold og Reine Stolt. Forhåbentlig vil næste måneds Flower Kings dobbeltalbum, der naturligvis bliver anmeldt på disse sider, være mere overbevisende. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð 

Bon Jovi; Crush

Def Jam Music, 2000

Bon Jovi er et af de få bands, som har overlevet to årtier, og som har formået at starte et tredje på toppen. Dette gjorde Bon Jovi med deres første single - It's my life - fra deres nye album Crush. En single som længe toppede alverdens hitlister. Alt er ved det gamle så? På en måde ja - men nej, egentlig ikke. På en måde, fordi at de stadig kan skrive konen fede sange - både optempo rock (selvom de er ved at blive sjældne, i deres lyd-univers) og ballader. På den anden side ikke, fordi at Crush som en helhed ikke lever op til fortidens udgivelser. Bon Jovi spiller ikke længere, det de engang var så kendte for - nemlig hård rock. Det har de ikke gjort i længere tid, og på Crush lyder det ikke som, de har nogen planer at returnere til denne form for musik. Ikke fordi at de absolut skal leve på fortiden, men det er lidt trist, at høre et ellers så fedt rock band som Bon Jovi, kun at have enkelte ørehængere på et album, da de engang ikke havde andet. Crush bevæger sig mest omkring de stille hjertesorgsballader, som Bon Jovi i 90'erne har skabt sig en karriere at synge om. Og det er synd at sige, at undertegnede har det godt med at bruge en hel time på numre af denne type. Ok, det går fint nok i Say It Isn't So, og måske to eller tre andre numre, men så er tålmodigheden også ved at være oppe. Men før jeg begraver Crush helt med negative omtale, skal der siges, at pladen også indeholder de mest perfekte rock-perler, som viser at Bon Jovi stadig kan, hvis de gider. Dette er føromtalte hit It's My Life - med dets utroligt i øre faldende opbygning og stemning  - et godt eksempel på. Sammenlagt er Crush nok Bon Jovi’s hidtil dårligste album, da det alt for ofte lyder, som de prøver at behage alle andre, end sig selv. Der er ingen magi over dem mere, og spilleglæden kommer kun enkelte gange til syne på albummets 13 numre. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

Bon Jovi; One Wild Night – Live 1985-2001

Island. 2001

Tja, hvorfor ikke, de har jo aldrig udgivet en officiel live-skive før. Men forvent ikke, at Bon Jovi anno 2001 er ligeså velkørende som i 1985. Af denne skives 15 numre, er langt de fleste optaget i 1995 og 2000, og denne tidsperiode, er jo ikke den hvor Bon Jovi leverede deres bedste materiale. Pudsigt nok er det dog mest nye optagelser af gamle numre fra 1980’erne, som har banet sig vejen ind på dette album. Men lad det være sagt med det samme, ”You Give Love A Bad Name” og ”Livin’ On A Prayer” lyder altså lidt anderledes i år 2000. Lidt kedeligere måske, og ærlig talt en anelse energi forladte. ”One Wild Night” er dog en ok live-skive i forhold til så meget andet live-bras som udkommer, men efter Bon Jovis standard, er den måske lige under kvalitetsgrænsen. Det som redder albummet lidt er optagelser fra 1985 af ”In And Out Of Love” og ”Runaway”, som næsten er svedigere end resten af albummet tilsammen. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Booley; Bathroom Floor

Medieval Haircut/Absolute/Universal. 2000

Det kan gå hurtigt, når først man får den ene fod ind i varmen. Således også for nord irske Booley, eller Peter Wison, som han i virkeligheden hedder. Ikke fordi han er blevet rockstjerne over en nat, men det er da gået glimrende, lige siden han og hans band, første gang fik muligheden for at åbne for et etableret band. Efterhånden har de åbnet for mange af slagsen, bl.a. Steve Earle, Ron Sexsmith, All Star United, Marie Brennan og Duran Duran. Sidste år udgav Booley selvstændigt Ep’en Bathroom Floor, som i dag er genudgivet, dog som et album denne gang, og denne gang er det heller ikke hvem som helst som står for udgivelsen. Det har nemlig lykkedes for bandet at komme under Universal’s brede vinger, og siden pladen udkom, har blade som Q-Magazine, Mojo og Classic Rock stået i kø for at rose bandet fra Belfast, i deres anmeldelser. Personligt har jeg ikke hørt sidste års ep, men det siges at alt hvad der var galt med ep’en er forbedret på albummet. Ja, der er endda fjernet et enkelt nummer til fordel for fem andre bedre numre. Booley placerer sig midt i den britiske guitar-pop samvittighed, med deres melodisk-charmerende, dystre og samtidig lyserødt overfladisk glade rocksange, som ofte hæver sig over det menige britiske pop/rockpladder. Det er godt. Det er virkelig godt, men man får også følelsen af, at der er for lidt køb på til tider, og netop som man tænker at det er ved at blive useriøst, så bliver man, i pladens bedste nummer God On Your Side, spurgt; ”…And you can’t seem to see that this sycamore tree is not high enough to get you heaven. And if God was on your side, why can’t sleep a little better. Why can’t you silence the voices that you just can’t stop?” Booley er et band på vej frem, og mon ikke vi hører mere om dem i fremtiden. De lyder ikke som et one-hit wonder. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Bottle Rockit; Angel on a vespa

Selvstændig udgivelse 1999

Producer; Johnny Crawford

Det er nok ikke for meget sagt, når jeg siger at britiske Bottle Rockit er et forholdsvis uskrevet blad i kristen musik. Bandet har udgivet en selvstændig udgivelse, og leder stadig efter et pladeselskab, som vil give dem en mulighed. De kristne blade og tidsskrifter, har heller ikke stået i kø for at anmelde deres cd. Hvilket er en skab, fordi drengene har potentiale, og man bliver især imponeret af bandets Johnny Crawford som er bandets sanger, guitarist, keyboardspiller og producer. Og selve produktionen er forbløffende god, for en underbudget selvstændig udgivelse. ”Angel on a vespa” er en pop-rock skive med tydelige inspirationer fra GreenDay punken. Alle numrene er ikke perfekte på ”Angel on a vespa,” men der er heller ikke nogen rigtige svipsere i mellem hellere. Hvis du leder efter godt og underholdende pop musik, og er ligeglad med hvem spiller, så er Bottle Rockit’s ”Angel on a vespa” måske pladen for dig. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Brandtson; Fallen star collection

Deep Elm Records, 2000

Producer; Brandtson

Hvis du på har nogen som helst interesse i kristen hardcore, så har du hørt om Six Feet Deep, et af kristen musiks bedste hardcore bands. Bandet lavede to albums ”Struggle” og ”The road less traveled” inden de gik hver til sit. Matt Traxler (guitar i Brandtson) og Myk Porter (guitar og sang i Brantson) har siden started Brandtson, sammen med John Sayre (bas) og Jared Jolley (trommer og sang). Dette er deres andet album, på verdslige pladeselskab Deep Elm Records. Brandtson’s lyd er dog totalt anderledes end Six Feet Deep’s. Brandtson spiller emo rock, men i modsætning til pladeselskabs kollegaerne i Appleseed Cast, har de en mere poppet og til tider punket lyd. Det der gør Brandtson mere poppet og ørevenligt,  er vokalerne, som bliver udført på en yderst følelsesladet måde, og selvom forsangeren ikke altid klarer de høje toner perfekt, så kan man ikke høre Brandtson uden at blive påvirket. Jeg har nu hørt to udgivelser (Brandtson og Appleseed Cast) fra Deep Elm Records, og elsker allerede begge to. Jeg må se at få anskaffet mig nogle flere Deep Elm CD’er. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Brave; Searching For The Sun

Dark Symphonies. 2002

De fleste er nok stødt på navnet Arise From Thorns før, men Brave er nok et nyt bekendtskab, med mindre man tænker på det kristne heavy rock band The Brave fra først i 90’erne. Brave er dog ikke fra først i 90’erne, og de er heller ikke et kristent band. Brave er ret og slet Arise From Thorns. Navnet er blot ændret. Det er dog ikke fordi at lyden er ændret det helt store siden Arise From Thorns album “Under An Audience Of Stars”. Talen er nemlig stadig om atmosfærisk rockmusik med søde kvindevokaler og poppede omkvæder, samt enkelte metalindslag. Ikke uden charme, men heller ikke noget der absolut behøver at være i samlingen. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Brazil; Dasein (EP)

Fearless Records. 2002

Af alle Fearless Records’ bands jeg indtil videre har hørt, så er Brazil nok det mindst pop/punk lydende. Der er naturligvis klare referencer til pop/punken i Brazils musik, men samtidig hæver de sig over hurtige tyggegummi sange om piger og eftersidning efter skoletid. Brazil har, så underligt det end måtte lyde, en original og spænende indfaldsvinkel til pop/punken, der dog har meget mere tilfælles med bands som Juliana Theory end med Junction 18 og Knockout, og derfor vil fans af indie-pop og emo være ligeså begejstrede for ”Dasein” som den ordinære (???), overtatoverede Blink 182 fan. Selvom Brazil klart er et band, der hovedsagligt baserer sin musik omkring de traditionelle punkinstrumenter, trommer, bas, guitar og sang, så er de ikke bange for at prøve andre ting, og ved at bruge violiner, celloer og endda piano og keyboards, har de bevidst, at den moderne punk kan være andet end tatoveringer og storbarmede modeller. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Tony Brooks; Name

Selvstændig. 2000

Tony Brooks er en selvstændig lovsangs kunstner, og dem har denne verden efterhånden mange af. Hvad dog er anderledes med Tony, er hans måde at lovsynge sin Gud på. Der er ikke et eneste hint af feel-good halløjsa, kun for at gøre lytterne glade, og på den måde tilfredsstille de troende. Det er nemlig ikke det Tony Brooks er ude efter. I stedet for at tilfredsstille andre troende mennesker, så prøver Tony at tilfredsstille Ham han synger om, og derfor har Tony Brooks sin egen måde at lovsynge på. Der er måske en anelse Deliriou5-lignende rocktype lovsang, at finde blandt Name’s 6 numre, men der er også i den grad ladet op for drømmende guitarer og melankolske vokaler ikke ulige gammelt Radiohead materiale, og derfor stilles spørgsmålet sikkert af mange: ”Hvordan kan man lovsynge Gud på den måde?” Hvorfor skal man ikke, spørger undertegnede igen? Tony Brooks er en af de få lovsangskunstnere, som udover lovsangen i sig selv, også koncentrerer sig om musikken, og derfor er resultatet så meget bedre, end de fleste andre lovsangs kunstnere. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Broomtree; Broomtree

Rustproof Records 1997
Siden Dakoda Motor Co. for nogle år siden afgjorde at stoppe deres karriere som et surf-pop band, har jeg været på udkig efter et band som lød nogenlunde som DMC. Nu har jeg i hvert fald fundet et, nemlig Broomtree. Broomtree har forstand på at skrive gode pop sange med gode melodier. Der er også en dejlig blanding af mandlige og kvindelige vokaler, som rigtig giver dette en DMC sound, og så ikke tale om guitarspillet, det er dejligt, men der mangler dog en virkelig hit-bombe på cd'en. Jeg synes dog at dette band sagtens kan stå på egne ben i fremtiden, og ikke nødvendigvis behøves at være i skyggen af DMC, fordi at de har bevist at de kan deres kram. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Broomtree; Transparent
Rustproof Records 1999
Broomtree er ude med opfølgeren til deres debut cd. Opfølgeren hedder Transparent, og er en dejlig blanding af sommermusik. Dejlige surf-pop sange som får en til at tænke på strand og sommer. Dejlige mandlige og kvindelige vokaler som smelter sammen i et, og får lytteren til at danse af beundring. Broomtree har faktisk ikke evolveret sig så meget siden deres debut, men de blevet lidt bedre til at spille nøjagtig det samme, som de spillede på deres første cd. Det ville være dejligt hvis Broomtree kom til norden, for at spille på en af vores festivaler. I øjeblikket er de på tour med Petra i USA, måske skulle de komme til Europa en gang til sommer og tage Petra med som opvarmere, eller safteblandere (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð.

 

Burlap to Cashmere; anybody out there?

Squint ent./A&M Records, 1998

P; Jay Healy & David Rolfe

Burlap to Cashmere har virkelig opnået, at blive et af de største kristne pop navne de sidste 2-3 år. Og det har de ikke tænkt sig at lave om på med ”anybody out there?”. Burlap to Cashmere spiller en slags akustik pop-rock, med til tider spansk inspireret guitarspil og perkussion, dog uden at blive et typisk latin pop band. Sangene varierer fra de hurtige til de helt langsomme. Burlap to Cashmere lyder som en blanding af Jars of Clay, Vigilantes of Love, REM og Gypsy Kings. Personligt synes jeg, at ”Anybody Out There?” er den bedste kristne akustiske pop-rock cd, siden Cædmon’s Call’s cd fra 1997. Jeg simpelthen elsker disse drenge. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

B.I.G.; Pure pop for now people

BIG Communications, 2000 (s11)

Producer; Ian Eskelin

Med Ian Eskelin som producer, og en CD-titel som ”Pure pop for now people,” ved man næsten hvad man kan vente, for man hører CD’en. Ja, du har gættet det – pop! Dog ikke pop ala Point of Grace eller Philips, Craig and Dean, men dejlig, glad og iørefaldende pop/rock ala All Star United. Jeg ved ikke om B.I.G. (Brothers in God), altid har været All Star United fans, eller om det Ian Eskelin’s skyld, men ”Pure pop for now people” lyder faktisk rigtig meget som All Star United, og sangen ”Addicted” lyder til at være født i ”Lala Land” (sang med All Star United).

Jeg ved ikke hvor ofte, jeg har sagt dette det sidste år, men jeg siger det igen. Svensk musik er ved at overtage verden. På den kristne scene, er det måske mere indenfor ekstrem musik, men se dog på bands om B.I.G. og Attention, de er rigtig fede, og kan til enhver tid, tåle sammenligning med de bedste amerikanske bands.

Hvis Essential eller ForeFront ikke ringer B.I.G. op en af dagene, så er det noget galt i denne onde verden. Nå ja, det er der jo i forvejen. Køb CD’en fra Royal ApS på [email protected]. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

California Guitar Trio; CG3 + 2

InsideOut/Nordic Metal. 2002

Denne (på trods af navnet) Belgisk/Japansk/Amerikanske trio er nok det mindst rockorienterede orkester der findes på InsideOut selskabet, i hvert fald hvis man ser bort fra udgivelserne fra datterselskabet Ear Candy Records. Alligevel passer deres yderst avancerede sangstrukturer perfekt ind i den progressive musiklinje selskabet har lagt. Det er tydeligt at trioens tre guitarister har mere end et udgangspunkt til deres sangskrivning, og at de nok kommer fra forskellige musikalske baggrunde. Bandet får nemlig blæst liv i den klassiske musik såvel som jazzen, samtidig med at både country og blues bliver drysset henover, mens en afdæmpet rockstil driver værket, dog oftest med en blød akustisk kant. California Guitar Trio skal nok falde i smag hos de trofaste InsideOut tilhængere, men de falder egentlig ikke så meget i undertegnedes smag. (JJJ---)

 

Canterbury Effect; An Exercise In Humility

Pluto Records. 2001

Selvom emo-genren faktisk er en af de mest forfriskende og mindst forudsigelige genrer i rock n’roll i dag, så har den voksende mængde emo-bands på amerikanske radio hitlister haft med sig, at man har hørt lidt af hvert selv fra en ofte så sigende og udforskende genre som emo-rocken. Og netop som man tror emo-genren er ved at få samme skæbne som pop-punken ella ska-rocken, så hører man et band som Canterbury Effect og får nyt håb. Lad det dog være sagt med det samme, at Canterbury Effect ”An Excercise In Humility” som sådan ikke er et så grænseoverskridende og eksperimenterende album som f.eks. Appleseed Casts ”Mere Vitalis”, og godt det samme, for i stedet for serverer Canterbury Effect deres emo med søde, hjerternære melodier krydret med en lille smule hardcore-aggressioner og engang imellem et punket tempo, for ligesom at give den helt rigtige konsistens. Enhver fan af god følelsesladet rock musik burde kunne få et spark ud af et album som ”An Exercise In Humility” - og hvis ikke,  så er der en mulighed for, at du slet ikke er så glad for rock og følelser i en og samme cocktail, som du egentlig går rundt og tror. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Cartwrights; Slow and Steady

Penny Back Records. 2001

Endnu en pop-punk skive fra endnu et pop-punk band fra Guds egent land. Fem numre er det blevet til på denne ep. En ep som jeg tror er bandets første nogensinde, hvilket ikke er så mærkeligt, da The Cartwrights ligesom så mange andre af nutidens punkbands ikke har mere end tre år bag sig. Musikalsk har The Cartwrights åbenbart kun lyst til at lave det samme som MxPx, Green Day og Blink 182 har lavet i årevis. Det ville såmænd også være ok, hvis der var skyggen af samme talent at spotte i The Cartwrights som i førnævnte bands, men sådan er realiteten dog sjældent, og bestemt ikke i dette tilfælde. Første ting bandet skulle arbejde lidt mere med, er forsangeren – og baggrundsvokalerne for den sags skyld – som rent ud sagt ikke er Gud og hver mand at lægge øre til. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Cephas; New Wave

Evandalist Records. 2002

Da forsangeren i Hampshire, UK, bandet Cephas, allerede i denne ep’s første skæring, begynder at skråle linjen ”we’re a new wave”, har man fornemmelsen af, at dette ikke fører nogen vegne, for hvad er det egentlig Cephas er en nye bølge af. Det kan i hvert fald ikke en ny musikalsk bølge, de synger om – eller kan det? I så fald, så har de altså misforstået noget, for den musikalske bølge Cephas er en del af, har eksisteret siden 70’erne. Ja nemlig; 70’erne! Talen er om beskidt punk-rock, der hovedsagligt tager inspirationer fra old-school bands som Sex Pistols, men også låner lidt fra den moderne emo og hardcore-bølge, og endda lidt ska i ”Skanktify”. Men lad os holde os til ordet punk, for det er i bund og grund hvad Cepas handler om – punk rock kombineret med deres kristne tro, der dog ikke forekommer specielt preachy eller påtvunget igennem denne ep’s fire numre. Cephas er et ungt band mandet af unge musikere, om hvilket billedet i pressematerialet taler sit tydelige sprog. De har kun tre år bag sig, og efter så kort tid er bandet naturligvis ikke 100% udviklet endnu. Men det går i hvert fald i den rigtige retning med en ep af ”New Wave”(s) kaliber. Fed punk rock for fans af Sex Pistols. Cephas dræber mig sikkert for det, jeg siger nu, men jeg synes da lidt, de er punk-genrens svar på Hanson. Ti hi.  (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Charizma; the basics of life, 1999

Megaphone Records, s15

Produceret; Mick Nordström & Charizma

Kan du huske rock bandet Neoveaux, og hvordan de udviklede sig, fra deres første, til deres andet album? Nogenlunde således har svenske Charizma, også udviklet sig, kun på et længere tidspunkt. Charizma var en gang, et heavy metal band, men i dag spiller de radiovenlig pop-rock. For at være helt ærlig, så havde jeg fået et lidt negativt indtryk af bandet, ud fra anmeldelser i den amerikanske presse. Efter et par gennemlytninger til ”The basics of life,” må jeg dog konstatere, at Charizma er et hundrede procent sikkert i stand til at skrive en fed pop melodi. ”The basics of life” har nogle fællestræk med Neoveaux’ andet album, men lad være med at afskrive bandet som ”sell-outs” eller Michael W. Smith kloner for det. De har nemlig stadig en mere rock’et lyd. Tænk Newsboys, According to John eller Jars of Clay. Ok, ikke særlig rock’et, men hvorfor skulle det! Dette er fedt, som det er! Hvis jeg skulle vælge nogle favorit numre, ville jeg vælge ”lifeline” og ”Blind,” som er to fede uptempo pop-rock numre, med dejligt sammenspil mellem guitar og vokal. ”Run to God” lyder som Jars of Clay både vokalmæssigt og musikalsk, og der er endda en violin med i nummeret. ”History of a man” starter ret voldsomt, men bliver til en CCM inspireret pop sang, og i ”One day” kommer jeg til at tænke på Stephen Curtis Chapman, Jars of Clay og endda Boyzone (vokalmæssigt).

Det der er typisk ved en Charizma sang, er at de starter ret enkelt, med simple og behagelige vers, hvorefter omkvædet sætter liv i sangen, med en fed guitar lydmur (om den end er el. eller ak.) og dejlige vokalharmonier. Hvis du enten er til pop eller rock musik, skulle der være noget at hente i ”The basics of life.” Er du interesseret i at købe CD’en, email forlaget Royal ApS på [email protected]. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Cheating Key; Concept

House Of Tears. 2002

Bandet Cheating Key kommer fra byen Columbia, Missouri, men krigen for at holde sig oppe imod den lokale metal, bar og kaffehuskultur, har fået bandet til at flytte til Kansas City, hvor de bedre vil kunne promovere deres musik, i det der er et marked for deres musik der. Men så skal det heller ikke forstås sådan, at Cheating Key var et band ingen ville vide af i Columbia, Missouri, for efter sigende de var faktisk yderst overbevisende live, og derfor blev gruppen valgt som byens bedste musikgruppe, af læserne i det lokale Vox Magazine. Musikalsk bevæger bandet sig ofte omkring de mere akustiske eller semi-akustiske sangstrukturer, hvilket til tider nærmest placerer dem enten indenfor folkemusikken eller den nutidige amerikanske singer/songwriter genre, men i sange der har en lidt mere elektrisk særpræg skinner der indie-pop elementer igennem, der giver bandet et lidt farlige sounds end ellers. Alle bandets sange er yderst følelsesladede, hvilket ikke mindst skyldes de skiftevis mandlige og kvindelige vokaler, der så smukt og hjertelig bliver sunget. Jeg ville gerne have sammenlignet Cheating Key med andre bands, men jeg kan ikke komme i tanker om et eneste band, der lyder tilstrækkelig meget som Cheating Key, at det tåler sammenlignelse, og det er jo kun glædeligt, at der engang imellem dukker bands op, der ikke bare lyder som alle de andre. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Circles End; In Dialogue With The Moon

Selvstændig. 2001

Man skal ikke dømme en bog efter dens udseende, siger man. Det er ikke fordi, at omslaget til ”In Dialogue With The Moon” siger så meget om hvad man kan forvente sig af Circles End. Jeg tænker mere på et billede som bandet sendte mig med denne cd. Her ser de fem norske gutter i adidas sko, moderne lederjakker og slidte diesel jeans, hvor de i øvrigt ligner ethvert beskidt eller moderne rock band. Men uanset hvad Circles End ligner på deres billede, så er sandheden dog en helt andet. Circles End er noget så uhørt som et norsk progressivt rock band dannet af helt unge musikere. Som ofte i progressiv rock gør bandet meget brug af sværmende keyboardflader, hvilket får dem, til at lyde som en tammere version af Derek Sherinian. Ellers består instrumentvalget meget typisk af guitar, bas, trommer, vokaler og en violin, hvilket måske er lidt mindre typisk men langt fra unormalt. Bandet leger lidt omkring og afprøver grænser, og i legen formår de at komme igennem både fusions jazzen og funkrocken, samt en mere psykedelisk og beskidt rock. For mig bliver der lidt for meget fusion og for lidt rock, men det er nok bare mig. Ellers er dette imponerende og yders velspillet. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Citizen Fish; Life Size

Honest Don’s

Jeg har sagt mange gange før, – måske for mange gange – at punken i 90’erne har været alt for poleret, overproduceret og pæn, og selvom det til sin vis har været skægt til tider, så er det med tiden altså blevet for meget af det gode. Det har Citizen Fish åbenbart tænkt sig at lave om på, med ”Life Size” som samtidig er deres første udgivelse for Fat Wreck Chords datterselskab, Honest Don’s. Dette på trods af at bandet efterhånden har eksisteret i 10 år i punkundergrunden. Bandet er i forhold til mange andre Fat Wreck bands meget upolerede og rå omkring kanterne, og det er også på tide, at man hører nogle beskidte punkbands af denne slags igen. Bandet kombinerer det bedste af Sex Pistols, Rancid, The Clash og Bob Marley i en energisk punk-ska cocktail, og derefter tilsætter de kun en skefuld moderne punk a la Supertones og Ghoti Hook for ligesom at få den rette konsistens. Slutresultatet af ”Life Size” er dog ikke fantastisk, selvom det godt tåler en gennemlytning eller to, og numre som ”Will Swap” og ”Autographs” er rene hitbomber. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Jamie Clarke’s Perfect; Nobody Is Perfect

SPV/Nordic Metal. 18-03-2002

Du befinder dig i grå Irland, klokken er ved at være omkring de 3-4 stykker om natten – eller om morgenen alt efter hvordan du opfatter situationen. Du sidder på en af Dublins livsglade pubber, hvor glade irere på skift sænker det ene glas whisky og guinnes efter det andet, alt imens de glade og af fuld hals synger de hjemlige folkesange. Men hvem er det egentlig der spiller og synger? Jo, det gør Jamie Clarke’s Perfekt, med den tidligere The Pogues medlem Jamie Clarke i front. Han er godt nok ingen decideret god sanger, men han ved eddermeme hvordan man skruet nogle fede irske folkesange sammen. Tør man sige, at irsk folkemusik sjældent har været mere imødekommende? I hvert fald lyder det dejligt når kasseguitaren stryges blidt mens violinerne smidigt flyver igennem luften uden at lade skyggen af tvivl være tilbage… dette er glad musik. Men det hænder dog, at Jamie Clarke og hans band skyder lidt ved siden af, hvilket bedst kan høres i ”Hungarian Dance” – og dels i ”Mad World” – som ganske vist skulle være en fortolkning af ungarsk folkemusik, men som ligeså godt kunne være hæslig svensk-top musik der fluks byder op til gammelmandsdans, med dens store overforbrug af endnu den værste omgang harmonika du nogensinde har hørt. Og det er virkelig til at brække sig over. Heldigvis holder Jamie Clarke sig for det meste til det han er bedst til, nemlig den irske del af folkemusikken, og nydelsen bliver fuldendt når bandet i ”Best Thing” leverer skivens absolut bedste sang, som jeg herved straks vil anbefale enhver radiovært fra nu af at sætte i hyppig rotation. NU. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Clickhaze; EP

Tutl. 2002

Der var i den danske presse uenigheder omkring Clickhazes liveshow på Roskilde Festivalen. Politkkens anmelder var af den mening, at færøske Clickhaze måske er det bedste nordiske band netop nu, mens Gaffas anmelder syntes at de var kedelige. Undertegnede har naturligvis hørt Clickhaze live, om end muligheden for at høre dem ikke bød sig på Roskilde Festivalen, og endnu har undertegnede ikke lagt øre til et eneste dansk band, der matcher den intimitet og spilleglæde Clickhaze byder på live. På Færøerne er Clickhaze rockstjerner, men endnu er der ikke så mange der kender dem andre steder, men hvis der kun er en lille smule retfærdighed i verden, så bør der snart ske ændringer dette vedrørende. I hvert fald er det et faktum, at bandets debut-EP, der kun har fået titlen “EP”, er den bedste færøske udgivelse til dags dato, og samtidig den bedste nordiske udgivelse lige siden Sigur Rós for første gang udgav “Ágætis Byrjum” i 1999. Bandets lyd er bygget op omkring depressive og melankolske sangstrukturer med gotiske undertoner, der baner vej for tunge guitar-passager, præcist tromme/perkussionsspil, atmosfæriske keyboards, indie-pop og støjrock-elementer, samt gammel traditionel færøsk/dansk kirkesang. Der leges også en hel del med start/stop idéer. F.eks. kan et nummer være rimelig tilbagelænet, inden det bryder ud i hård, kontakt guitarrock, hvorefter der pludselig er helt stille igen. Og det fungerer. Men det der fungerer allerbedst er vokalerne, der leveres af Eivør Pálsdóttir og Petur Pólson. Eivør synger Gudindeskønt og tager Clickhazes i forvejen fokuserede musik til nye højder. Petur Pólson giver Eivør modspil med knipskarpe og knastørre vokaler, der til tider ikke lyder så lidt som, øh  jo... snak. En færøsk kritiker har engang kaldet samspillet mellem netop Eivør og Petur for en moderne version af “Beauty and the Beast,” hvilket er en beskrivelse der ikke er så langt fra virkeligheden. Selvom musikken ofte er mørk og melankolsk, og absolut ikke går hånd i hånd med nutidens hitlistemusik, så er der også ørehængere på ep’en der bestemt har radiopotentiale. Tag f.eks. “Daylight”, der i skrivende stund ligger nummer et på den færøske hitliste, og sikkert bliver der i et stykke tid endnu. En smuk sang, med et af de der omkvæder der simpelthen ikke forlader en, efter at man har hørt det. Irriterende, men på en god måde. Tag “Indigio Brow” der allerede har haft pæne placeringer på selv samme hitliste, og som næsten er ligeså i ørefaldende som førnævnte. Eller tag den ordbognødvendige “Silent Lullaby” der både er et poppet, støj-rockende og eksperimenterende alternativ til en Bjørk-sang. Den færøsk sprogede “Skirvin Flá”, der især udmærkes af Petur Pólsons snak/vokaler, og Høgni Lisbergs etniske perkussionsspil, er lidt mørkere. Det samme kan siges om “Notes From The Underground”, der er bygget op omkring det fænomentale guitar-tema i Black Sabbath sangen “Black Sabbath.” “Sorrig og Glæde” er en gammel salme af danskeren Thomas Kingo, der i Clickhazes tilfælde er blevet klædt i en støj-rocket beklædning, mens Eivør synger selve salmen som den oprindeligt blev sunget i de gamle færøske kirker. Sammenlagt kan man sige, at det er svært at sætte Clickhazes musik i  bås, men der kan konkluderes at den er unik, original, spændende og velspillet. Men lad være med at tage mit ord for det, hør dem for dig selv. www.clickhaze.net (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Corbans, when the Godhead speaks

Micah Media, 1999

Producer; Ken Mary (s10)

Jeg kan huske, at dette band fik gode anmeldelser sidste år, for deres debut album på pladeselskabet Organic Records, som også er hjem for kendte bands som Bride, Channel Surfers og Nailed. Men kun efter en udgivelse, blev bandet droppet, selvom de har en lyd, ikke ulige den man normalt hører på moderne rock radio. Bandet har dog ikke opgivet håbet, men er nu på et det nye pladeselskab Micah Media, hvor de sidste år udgav deres andet album ”When the Godhead speaks.” Og selvom The Corbans, ikke længere er blandt de store drenge, når det gælder pladeselskab, så har de fået en meget kendt musiker, til at medvirke og producere albummet. Vi snakker her om Ken Mary, kendt for sit storartede trommespil for bl.a. Alice Cooper, Dokken, Impetrielli, Magdallen og Soul Shock Remedy. Og kun det, at få sådan en mand til at medvirke, burde få dem til at se lysere på fremtiden. Og ifølge denne CD, burde den - fremtiden - ikke være alt for mørk. Dette band er ikke langt fra ForeFront’s rock lyd, hvilket i sig selv, skulle give airplay på kristne radio stationer. The Corbans går dog ikke så nær CCM territorium, som flere ForeFront bands gør.

Der bliver i nummeret ”Staples,” som varer under en minut, leget lidt med scratches og samples, samt trip hop trommer, hvilket er forfriskende, dog lidt underligt i forhold til resten af albummet. Bortset fra dette, har vi på ”When the Godhead speaks” en simpel, men dejlig omgang moderne pop og rock. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Condition Blue; Condition Blue

Smiling Sally Music 2000

Condition Blue har fået en mindre fanskare overe i hjemlandet USA, efter at flere af deres numre, er blevet downloaded meget på internettet, og derved kommet på flere mp3-hitlister. På denne måde har nogle radio dj’s også hørt om bandet, og ført dem på første pladsen på deres radio stationer - over bands som MxPx og Beck. Så er spørgsmålet bare, hvordan kan et band, med en så 70er inspireret lyd, komme så højt på hitlisterne i starten af år 2000, især da de ikke er halvt så gode som deres idoler Queen og Led Zeppelin. Jeg ved det ikke. Jeg synes ikke der er noget specielt ved Condition Blue’s debut albums 8 numre. De er alle mere eller mindre ens lydende, men hvis du godt kan lide sen 70ernes klassiske rock! Prøv endelig Condition Blue. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Craig’s Brother; Homecoming
Tooth and Nail Records 1998
Endnu en pop/punk skive fra Tooth & Nail. Denne gang med gruppen Craig's Brother. Skiven har alt som skal til, for at gøre dette en god pop/punk skive, gode harmonier, glade sange og tempo. Dog kan det virke som om man har hørt alt før. Måske hvis denne cd var udgivet før MxPx og Value Pac fik folkets pop/punk respekt, ville Craig's Brother være længere i cd-spilleren ad gangen. Tag ikke fejl cd'en er god, men den er bare ikke lige så god som, lad os sige, MxPx, Ghoti Hook og Value Pac (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Crunchy; All Day Sucker

SAR Records. 2001

Det må være en mærkelig følelse Monty Colvin fra Galactic Cowboys fame, nu da han befinder sig på et lille selvstændigt pladeselskab, som - hvis jeg ikke tager helt fejl - udgivver sit første album i form af ”All Day Sucker”, med Monty Colvin og hans nye band Crunchy. Monty Colvin har jo, dengang han var med i nu opløste Galactic Cowboys, befundet sig på Geffen Records sammen med Guns n’ Roses, da de havde deres storhedstid, og senere på Metal Blade sammen med King’s X og Manowar blandt andre. Men det viser sig, at Monty kan lave fed musik uden store selskaber og deres kontanter i ryggen. Det viser sig dermed også, at Monty sagtens kan stå egne ben, og at han uden videre kan skrue et fedt album sammen, uden hans tidligere bandkammerater i Galactic Cowboys. Crunchy og Galactic Cowboys er dog to helt forskellige bands, selvom Monty har taget nogle af vokalharmonierne fra Galactic Cowboys med over i Crunchy. Der hvor Galatic Cowboys var et metal band, er Crunchy et moderne rock band med masser af pop-appeal, og med sange som ”She’s A Freak”, ”All Day Sucker” og ”The Underground” burde Crunchy kunne få masser af air-play, men som vi allerede ved, er det kun sjældent at den fedeste musik, finder vejen frem til de store mængder. En sikker vinner. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Crux; How Does This Go?

Boot To Head Records. 1998

Dette er godt nok en gammel udgivelse, med et band som overhoved ikke eksisterer mere. Jeg har dog lige modtaget skiven, og derfor bliver den anmeldt sammen med nyhederne. I husker måske Crux fra dengang de var på Tooth and Nail Records, hvor de udgav to skiver - Failure To Yield og Cakewalk. Efter bruddet med Tooth and Nail, skrev de kontrakt med Boot To Head Records, hvor de udgav deres sidste album inden de opløstes. How Does This Go? kom deres svanesang at hedde. Der var dog ikke talen om en udgivelse med 100% nyt materiale. Der er nemlig kun 8 nye numre på How Does This Go, mens 13 er taget fra deres demo fra 1993, 7 fra en ep fra 1994 og 1 fra føromtalte Cakewalk. Dette gør, at pladen er en smule rodet, og produktionsmæssigt er kvaliteten svingende. Crux var dog uden tvivl et hardcore band potentiale, og de 8 nye numre viser at de var på vej fremad. Uheldigvis hørte jeg aldrig Crux’ musik, før de havde taget afsked med sit publikum, så det ville være at lyve, at sige at jeg vil savne dem, men nyt materiale ville under alle omstændigheder være interessant. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Dag Nasty; Minority Of One

Revelation/Nordic Metal. 2002

Kender ikke Dag Nastys tidligere materiale, men efter hvad man har læst, så spillede bandet for over ti år siden, den slags musik der i dag kendes som emo (!), og i så fald – respekt. Men ”Minority Of One”, bandets første album i ti år, indeholder dog ikke skyggen af emo. Punk, både af den gamle og nye skole, er der derimod nok af. Der er intet fancy omkring bandets sange eller produktioner. Der er ingen forsøg på at være cool sammen med Blink 182, eller retro sammen med Sex Pistols. Kun simpel lige-ud-ad-landevejen-punk. Guitarspillet udmærkes af Bad Religion guitaristen Brian Baker, og uden at vide det, kunne noget tyde på at netop Brian Baker har været med til at skrive materialet, idet det nogen gange ikke minder så lidt om Bad Religion, uden at der er tale om tyvekoster. Om ikke andet så har førnævnte Brian været med til at producere, optage og mikse albummet, så lidt indflydelse har han da haft. Med det er der dog ikke sagt, at ”Minority Of One” er essentiel gennemlytning, selvom den heller aldrig bliver decideret kedelig – eller dårlig. Der mangler nogle ørehængere, og så savnes der også nosser (undskylder sproget) – eller blot lidt mere kød i saucen. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Tri-Danielson; Alpha
Tooth and Nail Records 1998
Danielson familien er siden deres to første plader, ikke rigtigt blevet et hit, på det kristne marked. De har derimod fået lidt opmærksomhed uden for CCM, blandt andet i bladet Spin. Jeg har faktisk læst en del om bandet, men har aldrig hørt deres musik før. Her er deres tredje album, og min første mulighed for at høre dem. Tri-Danielson spiller en slags akustisk-folke-rock, med nok af sing-a-long sange, hvis man ellers kan synge med, for sangerens (Daniel) mærkelige og irriterende stemme. Selvom Daniel har den mærkeligste, og til tider mest irriterende stemme, jeg nogensinde har hørt, så er det noget ved denne cd, som får mig at trampe fødderne i gulvet og knipse med fingrene. Det er ikke nogen sang på cd'en, som rokker hårdt, der er faktisk næsten aldrig nogen elektrisk guitar med i spillet, selvom den dukker op et par gange. Instrumenterne som bliver brugt er guitar, fløjte, xylofon, trommer og orgel. Måske en lidt mærkelig sammensætning til det ellers rock fikserede Tooth and Nail Records. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Tri-Danielson; Omega
Tooth and Nail Records 1999
Dette er Danielsons’ fjerde plade, og en fortsættelse fra cd'en Alpha. Det mærkelige er, at når man sætter cd'en i og hører første sang, siger cd-spilleren at du hører sang 14. Det er måske ikke så mærkeligt alligevel, hvis du tænker på, at dette er en fortsættelse fra Alpha som havde 13 sange. Nå, men til musikken! Lyden på Omega er stort set den samme, som på Alpha. Akustisk-folke-rock, med mærkelige vokaler fra Daniel, bandets frontfigur. Selvom jeg, var lidt imponeret af den foregående cd, så synes jeg ikke at denne er lige så imponerende. Den er måske lige så god, som den anden, men når man har lyttet i en tid til Alpha, og så begynder at lytte til Omega lige efter, lyder det hele lidt ens, men dette er jo en opfølger, så måske skal det være sådan. Den bedste sang er slageren "He's got the whole world in his hands," med denne sjove strofe; "He's got your eyeballs at the beach in his hands." Hvis du kunne lide den foregående cd, vil du sandsynligvis også kunne lide denne her! (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Dc Talk; Jesus Freak

ForeFront. 1995

Det er ikke mange kristne rock bands, som har slået så hårdt igennem i det verdslige marked som dc Talk. Stryper gjorde det i 80’erne, og Jars Of Clay og Sixpence None The Richer har gjort det i 90’erne, men salgsmæssigt tvivler jeg på, at nogen af disse har overgået Jesus Freak fra 1995. Jesus Freak er dc Talks’ fjerde album, og mens deres tre første udgivelser hovedsagligt var hip hop plader, er Jesus Freak noget helt andet. Dc Talk har nemlig her valgt at gå en anden vej med deres lyd, og det er ikke så lidt af en forandring man er vidne til på Jesus Freak. Hip hop rytmerne er udskiftet med hårde guitar-riffs, som i nummer Jesus Freak mest af alt ligner Nirvana. Dette nummer er efter min mening også et af de fedeste i 90’erne. What If I Stumble viser dc Talk fra deres blødere side sammen med Just Between You and Me. Colored People viser bandets mening om racisme, mens What Have We Become sætter spørgsmålstegn ved menneskets værdighed – ”Where is the love” bliver der sunget, og det er et godt spørgsmål. So Help Me God, Day By Day, Love It, Like It, Need It, og In The Light giver os lidt mere af den rå lyd præcenteret i nummeret Jesus Freak, og denne anmelder kan ikke få nok af numre som dette. Dc Talk er i dag blevet et af kristen musiks største navne, ja måske endda det største nogensinde, og når man laver plader som denne, kan man ikke andet end at nikke anerkendende og sige at det er fortjent. Der er meget få cd’er, som fortjener et 6-tal i karakter ud af seks mulige, men Jesus Freak er en af disse cd’er. (JJJJJJ) Hans Jákup Eiðisgarð   

 

Dc Talk; Welcome To The Freakshow

ForeFront. 1997

Efter storsuccesen Jesus Freak skrev dc Talk under en pladekontrakt med Virgin Records, som jo er et af verdens største pladeselskaber, men inden deres debut på Virgin blev der udgivet en sidste plade, nemlig live-pladen Welcome To The Freakshow. Salgsmæssigt blev denne udgivelse aldrig så stor en succes som Jesus Freak eller Free At Last, som jo også er helt naturligt da live-udgivelser hovedsagligt ikke sælger lige meget som studieplader. Der er 16 numre på Welcome To The Freakshow, hvoraf ni er taget fra Jesus Freak, mens 4 er taget fra Free At Last og et enkelt fra Nu Thang (Walls). Der er også blevet plads til to covernumre, hvoraf den ene er Beatles klassikeren Help, og den anden er R.E.M nummeret It’s The End Of The World As We Know It. I det hele taget, er Welcome To The Freakshow en meget god live-udgivelse, men i forhold til den høje standard og tekniske præcished på studieoptagelserne holder den ikke helt, selvom der er minimalt af fejl. Hvis man er fan af bandet, er Welcome To The Freakshow uundgåelig, men hvis man har i sinde at lære bandet  bedre at kende, burde man starte med Jesus Freak. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Dc Talk; Supernatural

Virgin Records/ForeFront. 1998

Selvom dc Talk på Supernatural var på et stort pladeselskab, og anmeldelserne af cd’en var af de bedste, så blev den aldrig det store hit man havde håbet på og regnet med. Den landede dog allerede den første uge efter udgivelsen, på fjerde plads på Billboards’ album hitliste, ironisk nok midt i mellem Kiss og Marilyn Manson, og første single My Friend (So Long) – cd’ens første single – var hyppigt at se på MTV og solgte rent faktisk godt. Dog var der et eller andet med Supernatural som gjorde, at den var hurtigere glemt end Jesus Freak. Stilen på Supernatural var endnu engang skiftet en smule, hvilket undrer, da Jesus Freak var så stor en succes. Rap-vokalerne som var ved at forsvinde på Jesus Freak, er nu forsvundne helt på Supernatural, men rock guitarspillet på Jesus Freak er stadig en vigtig del af dc Talks’ lydbillede, også på Supernatural, og de bedste numre på cd’en, er rock numrene. Det starter godt i It’s Killing Me, som er et fedt alternativt rock nummer. Det samme kan siges om My Friend (So Long), Supernatural og Since I Met You, som alle er ekstremt lyttervenlige og iørefaldende. Dive har en mere elektronisk dansevenlig lyd over sig, mens Wanna Be Loved nærmere sig gospel territorium. Red Letters og Into Jesus er to ballader som holder 100%, mens Godsend, Consume Me og The Truth Is Out There har en tendens til at gøre lytteren søvnig. Alt i alt er Supernatural nok dc Talks’ næstbedste album til dato, men at lave en bedre plade end Jesus Freak virker også som lidt af en umulig opgave. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð           

 

Dc Talk; Intermission

ForeFront/Virgin Records. 2000

Hvorfor har gode bands som Dc Talk altid så længe i mellem udgivelserne? Fra Free At Last og til Jesus Freak gik der tre år, og ligeledes fra Jesus Freak til Supernatural. Der er nu gået to år siden udgivelsen af Supernatural, og ventetiden er oppe. Dc Talk har udgivet nyt materiale, men ikke særlig meget, fordi Intermission er nemlig kun en opsamlingsplade med deres bedste numre, selvom der også er et par nye numre. Der er ikke taget nogle numre fra bandets to første cd’er, men der er derimod taget hele fem numre fra album nummer tre, Free At Last (Say The Words, Jusus Is Just Alright, Socially Acceptable, Hardway og Luv Is A Werb). Say the Words og Hardway er dog blevet remixet og er blevet mere nymoderne og dansevenlige. Fra bandets største succes, Jesus Freak, er der blevet udvalgt hele seks numre (Jesus Freak, In The Light, Minds Eye, What If I Stumble, Colored People og Between You And Me), hvilket ikke er så mærkeligt, da dette album var spækket med fede numre, og næsten er en Greatest Hits samling i sig selv. Mærkelig nok, er der kun blevet udvalgt to numre fra Supernatural, som også indeholdt flere hits. Numrene der er blevet udvalgt er Consume Me og Supernatural, og selvom disse var oplagte hits, så må man se i øjnene at My Friend (So Long) var et mindst lige så stort hit, og derfor undrer det at den ikke er udvalgt. Larry Norman sangen I Wish We’d All Been Ready, som var en b-side på Jesus Freak singlen, har også fundet vejen ind på denne opsamling, og det samme har My Will som aldrig før har været på en Dc Talk cd, men kun på multikunstnere opsamlingspladen Exodos. Kun to helt nye numre er det blevet til, og selvfølgelig er de af høj kvalitet, ligesom alt andet materiale bandet har udgivet fra 1992 og op til nu. Disse numre ligner dog ikke meget den rockende lyd Dc Talk har haft kørende for sig selv siden 1995. Chance er en meget stille og behagelig ballade, som måske er en af årets smukkeste, når der alt kommer til alt, og der skal holdes regnskab. SugerCoat It – det andet nye nummer – er lidt mere rocklignende, men låner også lidt fra dansemusikken. SugarCoat It bliver et hit, om ikke i Europa, så i USA. Hvorfor Dc Talk aldrig har toppet hitlisterne i Europa er hinsides mig, og især når de slår hovedet ned i tæerne på alle artister (på nær U2 og Moby), der har ligget på den danske hitliste fra maj 1999 og til nu. Kom så Danmark. I kan så godt lige pop. Jamen, for guds skyld, køb så nogen ordentlig pop. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð     

 

Dc Talk; 1+1+1 = Solo

ForeFront/Virgin. 2001

Hvis du lige blev så glad, fordi at der er nu ser ud til, at der er udkommet en ny dc Talk skive, så må jeg desværre skuffe dig og sige, at det er ”1+1+1 = Solo” ikke. Ikke ret meget i hvert fald. Ok, der er godt nok en live version af U2 nummeret ”40” som er fremført at dc Talk som et band, men resten af albummet er udtag fra de tre medlemmers soloudgivelser senere på året. Seks solo numre, og to fra hver for at skære det ud i pap. U2 covernummeret fungerer fint med smukke vokaler fra Kevin Max i front, og det gør de fleste af solonumrene også – fungerer altså. Michael Tait har fået hjælp fra den tidligere grungerocker fra Grammatrain, Pete Stewart, og det høres. Ikke fordi at Michael nu spiller grunge, fordi det er snarere tung guitardrevet popmusik han udforsker, men man kan tydeligvis høre lidt grungerock guitar a la Creed’s ”Higher” i omkvædet på ”Alibi”. Kevin Max begynder med et heftigt techno nummer med lettilgængelige rockhooks i omkvædet, og derved er han allerede længst fra det regulære dc Talk univers. Hans andet og sidste nummer kunne dog godt være en ballade taget direkte fra en af dc Talk’s gamle skiver. Den førhen altid mest kreative af bunken, Toby MacKeehan, prøver at gå tilbage til rødderne, og producere nogen fed og groove’et hip hop og rap i ”Somebody’s Watching”. Nummeret lyder dog på ingen måde som dc Talk’s gamle rap-materiale, hvilket man kun må bøje sig og takke sin skaber for. Det sidste Toby nummer, er før hørt på soundtracket til filmet ”Extreme Days”, og nummeret hedder såmænd også ”Extreme Days”. Dette er et tungt, svedigt og heavy-hoppet Limp Bizkit-lydende nummer. Det kan måske virke lidt mærkeligt, at et band vælger at udgive solomateriale i eget navn. Penge, tænker man umiddelbart, og det kan såmænd godt være det er der hunden er begravet. Men jeg er da bare glad for sådan en udgivelse, fordi jeg kunne godt bruge en dc Talk skive  mindst engang om året, men det sker desværre kun engang ca. hvert tredje år. Så hvorfor ikke bare nøjes med opsamlinger og lidt solo-materiale mens man venter. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Dear Ephesus; The Absent Sounds Of Me
Bulletproof1998
Det er ikke mange kristne bands, som kan prale af at have spillet koncert sammen med verdenskendte og succesfulde artister, dog kan Dear Ephesus uden skam sige, at de har. De har nemlig opvarmet for Alice Cooper en gang i 1998, og selv om Alice Cooper ikke er "King of rock" i 1990erne, så er det ikke hvem som helst som opvarmer for ham. (Dear Ephesus fik desuden også lov at høre Alice Cooper fortælle om sin nye tro, og livet før troen). Nå, men til musikken! Dear Ephesus spiller EMO, som i dette tilfælde er en blanding af melankolsk rock, indie og hardcore. Faktisk er dette en ret progressiv måde at gøre deprimerende 90er musik. Musikken er som sagt altid deprimerende, og teksterne altid 100% ærlige. Det er megen variation i en Dear Ephesus sang; f. eks. begynder en sang med tunge og seje riffs, derefter fulgt af neddæmpet musik, hvor sangeren prøver desperat på at vise sine følelser. Så bryder det hele ud i kaos igen, og øreprovokerende guitarsoloer og riffs skriger gennem luften. Fulde af følelselsmæssig atmosfære, ærlighed og gode sange, er Dear Ephesus et godt bud på bedste kristne Emo band i 1998/99. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Dear Juliette; my undoing, 10 sange

Independent, 1998

P; Andrew

Siden Dear Juliette startede som et band, har deres mål KUN været at få skrevet nogle gode sange, og selvom medlemmerne ikke er de samme, som når bandet startede, må man sige at bandet har opnået deres mål, fordi på ”My undoing” er 10 sange, hvoraf de fleste holder. De fleste mennesker, ville nok sætte Dear Juliette i indie rock kategorien, men jeg synes nu, at det ville være synd at kalde Dear Juliette for kun et anden indie rock band, da de er langt bedre end de fleste bands, denne anmelder har hørt af slagsen på det sidste. ”My undoing” byder lytteren på 10 sange fulde af melankoli, selvmedlidenhed og (dog) håb. Stilen er lidt i retning af forskellige bands som Joe Christmas, Starflyer 59 og Radiohead. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð.

 

Deliriou5; Mezzamorphis

Furious?/Sparrow

Ligesom DC Talk og Jars of Clay i 1995 og 1996 fik succes i USA, fik Deliriou5 succes i England i 1997 med deres debut cd ”King of fools.” De fik et top 40 og et top 20 hit på den britiske hitliste. Senere har de udgivet to live Cd’er, og en dobbelt CD (Cd’en hedder Cutting Edge) med sange fra dengang de var et lovsangs band (dengang hed bandet Cutting Edge). På ”King of Fools” lød Deliriou5 som U2 krydret med brit-pop, og da man leger i U2-land, må man være kanon god, ellers vil man blive til grin. Det blev Deliriou5 ikke! På ”Mezzamorphis” lyder Deliriou5 som en blanding af U2 og Radiohead. De er ikke så utrolig tilbageholdende nu, og de tør kaste sig ud i udfordringen. Nemlig at rokke, og det gør de faktisk meget godt i sange som ”Mezzanine floor,” ”Heaven,” ”Follow” og ”Bliss.” Selv om Deliriou5 er lidt mere larmende end de har været, så er de stille og hjertelige ballader der endnu. Tag for eksempel ”it’s ok” som er en ballade der ligner det vi hørte på ”King of fools.” ”Mezzamorphis” har hidtil fået meget blandende anmeldelser, men jeg er ligeglad, jeg synes at dette er noget af det bedste der er udgivet i 1999. (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Delirious; Glo

Furious? 2000

Engang hed de Cutting Edge, og var ikke kendt af ret mange mennesker. I dag hedder de Delirious, og har haft sit første top 20 hit for længe siden. De har også spillet på tusinder af mennesker på Wembley stadion, så man kan roligt sige, at det kører for Delirious Eller kan man? Det er i hvert fald ikke sådan, at man ser dem på MTV hver dag, eller læser om dem i Q-Magazine, men de sælger pænt af plader. Deres første udgivelse under navnet Delirous, King Of Fools, blev af mange dømt at være et totalt U2 rip-off, og selvom rip-off sigtelserne måske var lige i overkanten, så var der meget som reflekterede U2’s musik på King Of Fools. På deres andet studie album Mezzamorphis, holdt de fast ved deres U2-inspirationer, mens de også gav plads for deres fascination af Radiohead. Men allerede i første nummer på Glo – God You Are My God – at Delirious, her kommer at lyde anderledes end før. Tekstmæssigt er de tilbage i King Of Fools dagene, mens de musikalsk er et sted hen, hvor de endnu aldrig har været, selvom det stadig lyder som Delirious medlemmerne dagligt får sine Radiohead og U2 doser. Og selvom det lyder sådan, så er Delirious’ lyd-univers udvidet en del på Glo. Sækkepiber og celloer er blevet en del af bandets lyd, og der bliver i den grad inddraget inspirationer fra bl.a. gospel musikken, og selvom Delirious tekstmæssigt altid har været et lovsangsband, så er det i virkeligheden første gang siden Cutting Edge, at de rent musikalsk lyder sådan. Glo er som alt andet Delirious materialet jeg har hørt til dato – velspillet og fedt, men jeg må indrømme, at jeg var lidt mere til King Of Fools og Mezzamorphis, end jeg er til Glo. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Denver Gentlemen; Intrducing…The Denver Gentlemen

Absalom Recordings. 2001

The Denver Gentlemen var bandet som Jeffrey-Paul Norlander (nu kun Jeffrey-Paul) og David Eugene Edvards var med i, før de startede deres nu så succesfulde band Sixteen Horse Power. De tolv numre som bliver præsenterede her, blev optaget helt tilbage i 1995, men har haft en smule problemer med at komme ud til publikummet. Efter at Sixteen Horse Power blev et hit, blev efterspørgslen efter gamle numre som disse dog stor, og derfor er ”Introducing…” nu på cd for første gang. Tro mig, The Denver Gentlemen er ikke som noget andet band du har hørt før. Dertil er de umulige at beskrive, ved at placere i en musikalskgenre. Der er simpelthen alt for mange aspekter i deres musik som kører i hver sin retning til at ende som en genre. Efter første nummer tror man måske, at dette er en slags syret og mærkeligt jazzband, men man bliver hurtigt klogere. Man bliver nemlig i de næste 45 minutters tid udsat for alt fra polka til kabaret musik og 70’er kvartet-gospel, og fra swing til country og folk – uden at bandet kan generaliseres som en af førnævnte. Vokalerne er også nogle af de mest mærkelige man har hørt i et stykke tid, og jeg tror ikke at jeg siger for meget, da jeg siger, at alle vil næppe falde for Jeffrey-Pauls vokaler. Jeg går udfra, at hvis man har haft positive oplevelser med varierede bands som Danielson Family, Havalina Rail Co. og Sixteen Horse Power, at muligheden for at kunne lide The Denver Gentlemen er større, men i virkeligheden er det simpelthen umuligt at vide, siden dette vil være mere end en mundfuld for de fleste. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Dickies; All This And Puppet Stew

Fat Wreck Chords. 2001

Det er en smuk tanke, at The Dickies har dedikeret deres nye album ”All This And Puppet Stew” til Joey Ramone’s minde. For dem der måske ikke er helt med, kan jeg sige, at Joey Ramone – inden han for kort tid siden døde af kræft - var medlem af det famøse punk pionerband The Ramones. The Dickies’ historie går også næsten lige så langt tilbage som The Ramones’. Bandet begyndte nemlig at spille punk rock allerede i 70’erne, og det gør de stadigvæk. Hvor mange bands kan egentlig – nu i år 2001 – prale af at have holdt fra 1970’erne, op igennem 80’erne og 90’erne og fluks ind i det nye århundrede uden at miste gløden? Ikke ret mange, men The Dickes er her stadig, og de spiller stadigvæk punk. Bandets stil er heller ikke så langt fra The Ramones’ territorium. Musikken er en blanding af punkaggressioner og de sødeste tyggegummi punkhymner. Der er også lidt surf-pop over The Dickes, og i virkeligheden lyder det som at The Beach Boys har haft ligeså stor indflydelse på disse halvgamle punkgubber som The Ramones har. ”All This And Puppet Stew” er en plade til sommeren. Til strand, godt vejr, romantik og hvad der ellers er. Nu prøver jeg bare at finde ud af hvor en sangtitel som ”Wack The Dalai Lama” passer ind i billedet. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diesel Boy; Rode Hard And Put Away Wet

Honest Don's/Fat Wreck Chords. 19-02-2001

Nej, det er ikke dj’en af samme navn, vi her har med at gøre, men derimod det californiske punk band, som med Rode Hard And Put Away er ved at blive aktuelle ved sit fjerde album. Og navnet Rode Hard And Put Away Wet vil måske bringe et smil på mange læber, men ifølge Fat Wreck’s promo-papirer er dette ikke en seksuel hentydning, men derimod et helt almindeligt udsagn vedrørende heste-kapløb. Hmm ok, men den køber vi ikke vel? Musikalsk er Diesel Boy endnu et punk band a la Blink 180, men jeg ville vælge Diesel Boy over Blink 180 i ethvert tilfælde. De minder mig lidt om Value Pac på deres debut album, hvilket er noget jeg har savnet lige siden 1996. Tekstmæssigt har vi ikke med meget andet at gøre end pigeproblemer på en teenager-lignende måde. Og Diesel Boy er ikke teenagere! Der er lidt Bloodhound Gang over dem engang i mellem. Tjeck lige den her; ”It doesn’t make you a slut, cuz baby you can fuck whomever you want. It just makes it more complicated, but that’s a lot of sex. That’s sixty-four dicks before you ever put your head on mine. I wish you would’ve lied, cuz now I know I have to face the fact, that I was sixty-five.” Og mens vi er omkring sex-fikserede tekster, så tjecker vi lige den her også; “…Even though Drew Barrimore’s movies suck lately she rocks, but I’d be forced to dump her for Jennifer Aniston or Courtney Cox, but Courtney only looks good half the time, but I’d fuck her too. I am so desperate that I’d fuck you…and your mom.” Jeg kan godt forestille mig, at fans af Bloodhound Gang, ville få et spark ud af tekster som denne, men personligt har jeg ikke meget tilovers for umodne teenage-tekster, og især når dem som har skrevet sikkert runder de tredive inden helt længe. Musikken er dog fed nok, og hvis ikke det var for førnævnte platheder, så ville skiven sikkert blive siddende i spilleren i et stykke tid endnu. Hvis man skal forudsige et hit fra skiven, hvis der overhoved bliver talen over sådan et, så bliver det sikkert til Big Sparkling New, som klart er skivens bedste og mest imødekommende sang. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Dillinger Four; Situationiet Comedy

Fat Wrech Chords. 21-05-2002

Nu er jeg et par uger forsinket med denne her, men det er på grund af, at jeg simpelthen ikke kunne komme igennem skiven. Ser du, maj måned kunne byde på et hav af rigtig fede skiver, og det så virkelig ud til, at Dillinger Four skulle blive den eneste helt store skuffelse. Efter lidt flere gennemlytninger af ”Situationiet Comedy”, kan jeg dog konstatere, at den som sådan ikke er nogen decideret dårlig oplevelse eller skuffelse. På den anden side er den heller ikke noget storværk, men får den lidt tid i spilleren, så er den en ganske ok punk-skive der godt kan svinges lidt til, de dage når P.O.D., System Of A Down og Zao ikke er i spilleren. Dillinger Four har mere styr på de humørfyldte indslag, end de har på de perfekte punksange, hvilket bedst kan ses på titler som ”The Father, The Son, And The Homesexual / Single Parent”, ”Fussy Pink Hand Cuffs”, ”File Under ADULT URBAN CONTEMPORARY”, ”Labourissuesinthetoydepartment”, ”SELTHEHOUSESELLTHECARSELLTHEKIDSANDFINDSOMEONEELSEFORGETITI’MNEVERGOINGBACKFORGETIT”, og ”D4 = Putting the ”F” Back in ”Art”, der sagtens kan bringe et smile på læben men som samtidig ganske vist kan forekomme lidt i overkanten. ”Situationiet Comedy” er glad punk rock, der fungerer bedst når man lader hjernen blive i soveværelset. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Discipline; Saints & Sinners

I Scream Records. 28-10-2002

Omtrent nu skulle Discipline være på tourné sammen med Hatebreed, Agnostic Front og Biohazard, og selvom Discipline nok er det af ovenstående bands, færrest folk vil tage ind for at se og høre, så er dette en udmærket mulighed for bandet at vise hvad de er lavet af, og derved slå igennem på det internationale punk og hardcore marked. Det indledende nummer på ”Saints & Sinners”, ”Everywhere We Go”, er også et af de fedeste melodiske punk sager hørt længe, mens resten af albummet dog minder meget mere om det, pladeselskabskollegaerne i Hardsell allerede har præcenteret os for på ”Breaking The Jaw.” Nemlig hurtig punk, Oi og hardcore der dog har ligeså meget tilfælles med Motorhead og Rose Tatoo som med noget af ovenstående bands. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Diverse Kunstnere; Almost Famous Soundtrack

Dreamworks. 2001

Enhver musikinteresseret skylder sig selv, at se filmen Almost Famous. En film om rock og rul, groupies og rock-journalistik i 70’erne. Den femten årige Cameron Crowe bliver kontaktet af Rolling Stone Magazine, om at lave en artikel om bandet Stillwater, og derefter kører det bare derudad ligesom i enhver rock og rul historie. Bandet er ved at blive succesfulde, men de bliver bitre og jaloux på hinanden, og hvis det ikke var nok så begynder stofferne at stige dem til hovedet. Historien slutning, som jeg ikke vil give væk her, er dog god. Soundtracket til filmen repræsenterer nogle, af de bands som var med til at skabe 70’ernes rock scene. Vi hører bl.a. alt fra Simon and Garfunkel og Rod Stewart til The Who og Lynard Skynard. Og fra Cat Stevens, Beach Boys og Elton John til Yes, David Bowie, Led Zeppelin og den fiktive film-gruppe Stillwater som bidrager med sangen Feverdog, som også var med i filmen. Sidstnævnte sang er skrevet af selveste - og førnævnte – Cameron Crowe sammen med hans kone Nancy Wilson fra rockgruppen Heart. Ligesom filmen indeholder soundtracket småbidder af rock-historie, og hvis man kan lide 70’er rock og rul, så skulle der ikke være noget i vejen med at tilegne sig Almost Famous Soundtracket og kunne lide det. Hvis ikke, så giv det til din fra eller mor, som sikkert fyrede fede til flere af førnævnte bands tilbage i 70’erne. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; America’s Hardcore

Goodlife Recordings

Belgiske Goodlife Recordings sender hermed en kompilationsskive med amerikanske, eh, hardcore bands på gaden, og at det netop er amerikanske bands kan kun fryde undertegnede, i det der menes, at amerikanske hardcore bands generelt slår hovedet ned i røven på de  europæiske. Dette gør sig bestemt ikke gældende for metal, men for hardcore? Gu’ gør det så. ”America’s Hardcore” består af 12 numre fordelt på fire bands, hvilket giver tre sange til hver. De fremragende navngivne Waking Kills The Dream lægger for med en velfungerende omgang hardcore, der heldigvis er varieret som bare fanden. Der er naturligvis en del skrigeri, hvorefter ren sang figurerer på skift mellem en pige og en dreng. Det hele foregår næsten altid på baggrund af storslåede riffs, men dejlige og varierede temposkift giver en dejlig følelsesladet atmosfære for raseriet. Næst er Last Year der kombinerer melodisk hardcore med poppet punk, der i det store hele giver dem smag af en blandet cocktail med Shelter, Nevertheless og MxPx som hovedingredienser. De er måske ikke ligeså så varierede i deres hardcore-udtryk som Waking Kills The Dream, men deres sange forekommer alligevel som nogle af denne skives bedste. Det tredje band, Hamartia, ligger stilmæssigt lidt i retning af Waking Kills The Dream, dog uden helt så velfungerende temposkift og variation, men alligevel fungerer deres sange særdeles godt og bidrager med til at få ”America’s Hardcore til et ganske udmærket kompilationsalbum, og at de som en minoritet på hardcore-scenen krydrer deres lydunivers med pianostykker er kun respektvækkende. Det er næsten for godt til at være sandt, men det fjerde og sidste band, Horse The Band, er faktisk også et velspillet hardcore band. Deres kompositioner ligger på den mere melodiske side, men de står ikke tilbage for fjollede og nørdede keyboardstykker der giver dem et lidt nørdet indie-image, og på den måde formår de som det fjerde band på dette kompilationsalbum at fremstå som et originalt og lovende band.(JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Diverse Kunstnere; Broken Factory Music

Broken Factory Music. 2001

Så ser et nyt undergrunds pladeselskab dagens lys, og ligesom mange af dem lægger de ud med at udgive et compilation-album (ok, der udkom et andet album før dette). Tit og ofte ser man disse selskaber udgive halvdårlige compilations med dårlige lokale bands, men Broken Factory Music’s sampler er faktisk rimelig god. Det er muligt at flere af de bands der findes på denne sampler kommer fra lokalområdet, men der er i det mindste to, der er på det svenske pladeselskab Viva. Der er også et par navne der allerede har skabt sig selv et navn, om ikke andet så i den kristne rock-subkultur. Her kan bl.a. nævnes Morella’s Forrest - som længe havde Tooth and Nail Records som hjem - og Norway. Stilmæssigt er det ret åbenlyst hvilken retning selskabet har tænkt sig at færdes i. 12 af de 13 bands spiller enten a) indie rock, b) electronica, eller c) begge dele. Det eneste band som ikke spiller enten indie eller electronica er Pacifice, som faktisk spiller noget helt andet, nemlig simpel moderne rock. Der er ikke et eneste nummer som er en decideret svipser, men flere af dem mangler dog den sidste kære hånd for virkelig at gøre sig gældende. Jeg er sikker på, at vi hører mere til ca. halvdelen af de bands på denne sampler, og om ikke andet så i hvert fald Arkport, som med deres ”Winter Dreams” leverer skivens absolut bedste nummer. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Diverse Kunstnere; eurochrist saMMpler One

1340 Records/Sarepta. 2000

Det er ingen hemmelighed, at når det gælder kristen rock, så er den amerikanske scene langt foran den europæiske, i hvert fald i omtale og succes. Det hænder sjældent at et kristent rock band fra Europa bryder igennem. Ja, det skulle lige være for Deliriou5. Ellers er der ikke mange. Men nu har Sarepta fra Norge, sammen med amerikanske undergrundsselskab 1340 Records, valgt at udgive en sampler med 16 kristne bands fra Europa, og to amerikanske fra 1340 lejren. Og at dømme udfra denne sampler, så er der ingen tvivl om, at kristne europæiske rock bands, ikke står bag de amerikanske. De fleste af disse bands, ligger i den mere moderne eller måske alternative ende af rock skalaen, og flere af disse bands bærer klare inspirationer fra bl.a. Counting Crows og Goo Goo Dolls, hvillket gør, at det måske ikke ligefrem er Europa der skal satses på, hvis et gennembrud skal nås, da førnævnte bands er langt større i Amerika end i Europa. Jeg synes ikke, at skiven indeholder nogen decideret svipser, hvis jeg skulle nævne en, som måske ikke er helt ligeså god som de andre, skulle det være Perseverance med Target. Ellers er dette er rimelig fin udgivelse, hvis man er til moderne rock. Bands som The Honey Thieves, The Norht Sixty og Maybe June har virkelig potentiale til at tage karrieren det sidste skridt. Som sagt, hvis man er til moderne rock a la Counting Crows og Goo Goo Dolls, så er denne lille sag en god investering. Og måske lidt ska fra tyske Woodencross og lide blues-pop fra Blue Planet kunne gøre sit til at friste. Email [email protected] for at få mere at vide. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Diverse Kunstnere; Extreme Days Soundtrack

ForeFront Records. 2001

Jeg tror ikke, at filmen Extreme Days vil blive vist i Danmark eller i resten af Europa, og derfor kan det være underligt at soundtracket kan købes herhjemme. Det er ikke meget jeg ved om filmen. Jeg tror nok, den er om unge mennesker som elsker ekstrem sport (snow/skateboard, BMX, motorcykle, ski, etc.), og tager jeg ikke meget fejl, så har filmen et kristent budskab. Det kan være at jeg tager fejl, men i hvert fald, så indeholder soundtracket 17 numre med nogle af de mest kendte kristne rock artister. Der er fem nye numre på soundtracket, mens resten er taget fra succesfulde cd’er. Musikken varierer fra blød pop/rock til heftig nu-metal. I den blødere ende finder vi bl.a. Audio Adrenaline, Newsboys, Fold Zandura og John Reuben. P.O.D. Rod Laver og East West sørger for skivens hårde musik, mens Earthsuit, PAX217 og Bleach lever noget der er midt i mellem. Skiven starter med et nyt nummer med dc Talks egen Toby McKeehan. Toby bevæger sig her lidt ud over det, vi kender ham for i dc Talk, i det han her leger lidt med en kombination af rap og rock/metal. Jamie Rowe fra nu opløste Guardian har også valgt at kombinere førnævnte genrer, og det er også lang vej fra nu-metal og til det Jamie er kendt for både i Guardian og som solo kunstner. Michael Tait fra dc Talk leverer også et nyt nummer til soundtracket. Sangen er skrevet sammen med bl.a. Randy Crawford, og er dette nummer klart skivens bedste. Dette nummer – Loss 4 Words - kunne faktisk gå rent ind på et dc Talk album. Jeg er spændt på at høre Michaels solo album senere i år. De sidste to nye numre er lavet af Klaus Badelt, og disse numre er, om man så må sige, filmens film musik af bedste ”Mission Impossible” vis. Så selvom du måske aldrig vil se filmen, køb bare skiven alligevel. Den indeholder mange gode rock numre. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Fat Music Vol. IV

Fat Wreck Chords. 1999

Hvis man kan lide punk musik, så har man sikkert hørt om Fat Wreck Chords på et eller andet tidspunkt. Det havde jeg også, dog uden rigtig at have tjekket deres musik. Men forhåbentligt bliver denne opsamling fra selskabet kun begyndelsen. I hvert fald er der nok at tage af på Fat Music Vol. IV, dvs. hvis man kan lide punk i alle dets forskellige former. Det er hovedsagligt pop/punk bands på opsamlingspladen, men der er også plads til enkelte ska numre, samt nogle rasende old-school punk numre. Man bliver egentligt overrasket over hvor store bands man finder på sådan en selvstændig pladeselskabssampler. F.eks. finder man både numre med NOFX – som mange danske gymnasielever jo er vilde med – og det altid intense og hardcore-lignende punk band Sick Of It All – som jo også er blevet et rimelig kendt navn i rockverdenen. Lagwagon starter cd’en med højt humør i deres ska-inspirerede punk nummer May 16. Og humøret holdes faktisk oppe igennem hele cd’en, med fede numre fra bl.a. No Use For A Name, Screeching Weasel, Me First & The Gimme Gimme’s og The Ataris. Mit personlige favorit nummer er Consumed’s Twat Called Maurice, som er et helt vildt fedt poppet punk nummer med det mest sødmefyldte og iørefaldende omkvæd hørt længe. Swingin Utters imponerer også med deres 50’er rock n’ roll inspirerede punk. Og det samme gør de vrede kvindevokaler i Tilt’s bidrag til cd’en i Old School Pig. Det er egentligt ikke meget negativt, jeg har at sige om denne omsamlingsplade. Alle bands leverer varen uden at bringe skam over punkgenren, og det er ikke hverdag man hører en punk opsamling som består ovennævnte begreb. Der er måske heller ikke den helt store genialitet bag projektet, men vi får hvad vi betaler for; Energi, sjov, ballade og masser af gode rock numre. Advarsel: Lad være med at høre dette i bilen. Det kunne medføre en bøde. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Fat Music Vol V – Live Fat, Die Young

Fat Wreck Chords. 2001

Så er den femte skive i Fat Music serien på gaden. Vi bliver på ”Live Fat, Die Young” præcenteret for 18 forskellige punk bands, som Fat Wreck Chords har udgivet skiver med det sidste års tid. Jeg er lidt forundret over at Less Than Jake ikke er med på ”…Vol V”, da de har haft stor succes med deres sidste udgivelse. Men vi finder i hvert fald selskabets største succeser Sick Of It All og NOFX på ”…Vol V”, samt et hav af de samme bands som var med på ”…Vol IV”. Her tænker jeg bl.a. på No Use For A Name, Tilt, Mad Caddies, Swingin’ Utters, Lagwagon og tysksprogede Wizo. Men der er også nyere bands på ”…Vol V”, og heraf er især Zero Down, som også før er anmeldt på disse sider, en fangst, og ligeledes er det forholdsvis nye kvindelige punk band Fabulous Disaster med deres nummer ”Flesh and Bones”. Punk elskere vil ikke gå galt i byen med at tilegne sig ”Fat Music Vol V – Live Fast, Die Young”, da den simpelthen er pakket med iørefaldende og velspillet punk musik. Om det end er skate, pop, melodisk eller mere aggressiv punk du leder efter, så vil du finde det på ”…Vol V”. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Fat Music vol. VI

Fat Wreck Chords. 18-11-2002

Så er dem fra Fat Wreck Chords selskabet igen klare med endnu en af sine populære kompilationsskive, og som altid så får man et rimelig godt indblik i hvad der for tiden rører sig indenfor selskabets fire vægge. 18 af selskabets bands giver deres bud på punk rock der skal føre os ind i det nye år, og deraf er hele 11 numre helt nye, mens de resterende syv numre er fra nyligt udgivne albums. Iblandt de mest efterspurgte bands, finder vi pop punk darlings Less Than Jake, NOFX og Lagwagon, mens de hårde punkrødder i Sick Of It All gør sit bedste, for at holde den rigtige punk-ånd i live. Anti-Flag leverer punk-rock med et politisk budskab, Mad Caddies leverer et lækkert ska-nummer, og Me First and The Gimme Gimmes hylder Sinead O’Conner med en ny indspilning af hendes klassisker ”Nothing Compares To 2 U.” Jo, vi kommer lidt omkring. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Divserse Kunstnere; Floyd – Squawk Among Us

Fat Wrech/Honest Don’s/Pink & Black. 2002

Er man melodisk punk fan, så er man nærmest i himmerige, da man får lov at sniffe lidt til de mange punkudgivelser, der udkommer via Fat Wrech Chords og dens underafdelinger Honest Don’s og Pink & Black Records. Undertegnede ville ikke gå helt så langt, som at kalde selskabets nyeste cd-sampler for himmerige, men den er da i allerhøjeste grad underholdend, og et udmærket udgangspunkt hvis man er på udkig efter sneak-peaks fra nye punk-udgivelser. Der lægges ud med No Use For A Names ”International You Day” fra albummet ”Hard Rock Bottom”. En sang der herfra betragtes som årets pop-punk sang, og som hidtil har fået alt for lidt kommerciel radiodækning. Den ville simpelthen blive et gigantisk hit, hvis bare radiostationerne ville spille sangen, for lad os se det i øjnene, når vi kan glæde os over Blink 182, Bowling For Soup, New Found Glory og Sum 41 i radioen til hver dag, så kunne vi altså godt bruge lidt No Use For A Name oveni. Bands som Nerf Herder, Strung Out og The Flipsides følger pænt efter, men formår aldrig at skabe samme glædesrus som førnævnte, om end de i bund og grund alle er udmærkede punkbands. Men efter syv skæringer af glad, melodisk og poppet punkmusik er der tid til noget lidt mere aggressivt, og det overlades til Sick Of It All, der med deres hårdtslående hardcore-punk fyrer ”The Bland Within” fra deres netop udgivne livealbum ”Live In A Dive”, der i øvrigt kun er overgået af Rollins Band hvad angår dette års punk og hardcore live-albums. Der afsluttes afslappede med selskabets for tiden måske største navn, NOFX, der med dub-versionen af ”Eat The Meek” fra deres nyeste b-side-album ”45 or 46 Songs That Weren’t Good Enough To Go On Our Other Records” beviser, at Bad Brains og Rancid, to vild forskellige bands, ikke er de eneste reggae elskende punkere denne verden har set. Alt i alt en god punksampler der i øvrigt kan vindes, hvis man inden den 15 september sender en email til denne adresse [email protected] med ordene ”Floyd – Squawk Among Us” i emnelinjen. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Diverse Kunstnere; Greetings

Lobster Records. 2001

Som stort set alle andre pladeselskaber, så har Lobster Records også udgivet en sampler med det bedste fra selskabets katalog. Alle bands der indtil videre har udgivet musik på Lobster Records er med her, så talen er om Yellowcard, Joystick, Jargon, Buck Wild, Park, Staring Back, Mock Orange og Whippersnipper. I det store hele er dette en helt ok opsamling, lidt hen ad den nyeste Fat Wreck Chords sampler, blot ikke helt så varieret. Vi kommer mest ind på emo og poppet punk musik, men når det gøres så godt, som i de fleste tilfælde her, så er der intet at klage over. Choice-cuits: Moch Orange: ”Brake Light’s On,” og Buck Wild: “The Letter.” (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð    

 

Diverse Kunstnere; Huff #1

Milk and Honey Records. 2000

Man må da efterhånden regne med at omkring 99% af den yngre befolkning har en cd-spiller derhjemme. Alt andet ville være totalt stenalderlignende. Der er nok også nogen stykker som stadig har en båndoptager, men en pladespiller er der nok de færreste der stadig har. Er du en af dem som ikke har en pladespiller, kan du roligt springe denne anmeldelser over, og gå i gang med den næste længere nede på siden. ”Huff #1” er nemlig noget så sjældent som en vaskeægte vinylplade fra år 2000, som kun er lavet i 300 eksemplarer. Pladen udkom ganske rigtigt ud i juli måned sidste år, og det var skam også meningen, at jeg skulle anmelde den med det samme, men pladespilleren gik desværre i stykker, og derfor er anmeldelsen forsinket. Faktisk så forsinket, at pladen for længst er ude af print, så sprang du ikke anmeldelsen over første gang, har du roligt gøre det denne gang. Grunden til at jeg overhoved vælger at anmelde pladen, er simpelthen fordi jeg har lovet det, selvom det ikke giver nogen mening. Der er fire numre på pladen med nogle mindre kendte skandinaviske undergrundsbands. Det eneste band, som jeg faktisk på forhånd havde hørt var Glorybox, som absolut også leverer pladens bedste nummer med ”Porcelain” fra deres debut ”Vacuum” fra 1999.  Pladen starter ellers også godt med lidt aggressiv og gammeldags punk musik med Silver, hvorefter Pooh The Pendrulian sætter tempoet lidt ned med lidt sløvt støjende lo-fi rock. Efter Glorybox har været på banen, runder The Hellbanned meget passende af med nummeret ”Finished”. The Hellbanned er hvis mine kilder er korrekte gået i opløsning så dem hører vi næppe mere til. Men der siges, at der udkommer en ”Huff #2” senere hen på året, og der er allerede udkommet er plade med Pooh The Pendrulian, som hvis alt går som det skal bliver anmeldt på disse sider om ikke så længe. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; indie empire strikes back (16 sange)

No Compromise Records, 1999

Producer; Doug Kirshner Jr.

No Compromise Records er et forholdsvis nyt pladeselskab, som udsender cd’er, med bands som ikke er bange for at kalde sig kristne. Denne skive indeholder 16 sange med 7 forskellige bands. John Reuben, 12^th Tribe og Subcultural Deviants leverer 2 sange hver, med træt og uinspirerende hip hop og rap! Divine Division leverer 2 sange med hardcore brutalitet, dog uden et itensivitets level på højde med Zao. Det helt klart bedste band på cd’en er Stairwell, som vi nok vil høre mere til i fremtiden. Nogle af medlemmerne i gruppen, har før spillet i bands som Supertones og Bloodshed! De leverer 3 sange poppet emo-rock. De sidste to bands på cd’en er også emo bands. Sincerely leverer 3 sange, mens TwoThirtyEight leverer to. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Lost Lonely Vicious

Boot To Head Recors. 1999

Der er 31 numre med forskellige punk bands på denne Boot To Head sampler. De fleste bands er undergrundsbands, men der er også nogle etablerede bands imellem. Der er f.eks. Boot To Head’s egne Never The Less, Scum Of The Earth og Crux. Der er Shorthanded, Ace TroubleShooter, Calibretto 13, The Huntingtons og The Deadlines fra Tooth And Nail og The Blamed, Left Out og Ballydawse fra Grrr Records. Der er mange dårlige numre blandt de 31, men der er også flere rigtig gode. Især finder jeg Ramones wanna-be bandet The Huntingtons at kunne deres kram. Blaster The Rocketboy er også fede med deres hårde op-i-fjæset punk. Ligeledes er The Calicoes med deres rock-a-billy punk. Men det band som uden tvivl er mest anderledes og nyskabende, er Ballydawse, som lyder som Sex Pistols møder The Dubliners. Keltisk punk - Stik den. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; MTM Music – Vol. 8

MTM/Nordic Metal. 04-11-2002

For dem der ikke har en kendskab til den musik som MTM til dagligt udgiver, er denne selskabssampler en god mulighed for at lære nogle af kunstnerne at kende. Skiven byder på 16 numre, der hovedsagligt kan beskrives som klassisk og melodisk rock, blues og hard rock, og som nok først og fremmest vil appellere til det lidt ældre rockpublikum. Talen er for det meste om numre der er taget fra nyligt udgivne MTM-albums, men der er også forpræmiere på nogle numre der ellers først endeligt udkommer engang tidligt næste år. Af de 16 kunstnere, er makkerparret i Hughes Turner Project nok det mest bemærkelsesværdige, og de leverer også skivens bedste nummer i form af ”Against The Wall.” (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Pick Up The Pieces, Volume One. 1998

Denne skive er udgivet, for at hjælpe indie kunstnere som stadig ikke har en pladekontrakt. Det er forskelligt hvordan kvaliteten på cd'en er. Nogle sange er helt ok, mens andre er rigtig dårlige. Fosters Thinking, Critical Mass og Apologetix leverer nogle fine rock numre, mens Rondi Olsen leverer en flot CCM ballade. Brethren leverer akustisk folk rock, og Jackson Swing leverer et nummer, som bedst beskrives som et miks af rock n'roll og country med blues vokaler. Curt og Pam Seaburg leverer lovsang, og det absolut dårligste nummer på skiven bliver leveret af Exalt, som spiller en slags kirkemusik, med et kirkeorgel som ødelægger hymnen Mighty Fortress. Alt i alt er dette en varieret cd med pop, rock og hvad ved jeg. Jeg ville bare ønske at kvaliteten var lidt bedre. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Prix.Føroyar@2001

ÚF. 2001

"Prix Føroyar" er en færøsk musikkonkurrence som bliver holdt hvert andet år. Lad prix'et i konkurrencetitlen dog ikke narre dig, fordi "Prix Føroyar" er meget mere i tråd med "DM i Rock" end det internationale Grand Prix. Skiven starter med vindergruppen Clickhaze, som uden tvivl var den bedste gruppe og derved også en værdig vinder. Deres to numre på denne udgivelse er nærmest en blanding af Bjørk, Portishead, Black Sabbath og Glorybox. All That Rain - konkurrencens nummer to - spiller derefter et ret radiovenligt nummer, som også klart holder distancen, hvilket Tangz (gruppen som blev nummer tre) også gør med sit legesyge og eksperimenterende nummer. Skivens absolutte hit er dog med

den melodiske heavy gruppe Týr. Deres version af det gamle færøske kvæde "Ormurin Langi" ("Ormen Hin Lange"), som er grundet på nordisk mytologi. Nummeret satte den færøske kædedans i gang under selve konkurrencen, og det vil den blive ved med i fremtiden via radio og denne udgivelse. 200 - konkurrencens mest provokerende band - satte med deres politiske punk rock samtlige færøske politikere og folk som ikke vil have færøsk fuldvælde på plads. Flux leverer en heftig omgang iørefaldende guitarrock, og er også et af de bands man bør holde nærmere øje med i fremtiden. Alle ovennævnte numre var positive overraskelser for undertegnede, men det er dog ikke alle numrene på "Prix.Føroyar.2001" som har samme effekt. I am som før har fået god omtale på disse sider, og som oven i købet spillede ret godt på "Prix Føroyar" har valgt at lade en ballade komme med på denne skive. Og i sig selv ville dette nummer nok være helt ok, hvis det var at finde på en M.C. Restorff skive (færingerne ved hvem han er), men på denne skive er nummeret ikke meget andet end en dæmper på en ellers ret fed skive. Det samme kan siges om både Tám og Taxi, som begge leverer kedelig jazz-rock, og selvom begge bands uden tvivl er ret dygtige og tælles blandt færøernes bedste musikere, så gør de ikke andet end at tage fra et ellers meget positivt helhedsindtryk.

(JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse kunstnere; records for the working class vol 2

Deep Elm Records, 2000

Producer; diverse

Det er ikke ofte man hører CD’er, med diverse kunstnere fra verdslige pladeselskaber, som indeholder sange med kristne bands, men når man gør, så er det typisk at de kristne bands, smager som en mundfuld sand, i forhold de andre. Et eksempel på dette at Nuclear Blast’s samplere ”Death is just the beginning,” hvor Narnia og Mortification har været med på. Dette er dog ikke tilfældet med Deep Elm’s ”Records for the working class vol. 2,” som indeholder 3 kristne bands (Appleseed Cast, Pop Unknown og Brandtson). Disse bands har udgivet to CD’er hver på Deep Elm, og de leverer her 2 sange hver, fra de to CD’er, som de (hver) har udgivet på selskabet.

Så det er nok let, for jer kære læsere, at regne ud, at der ikke er særlig meget kristent indhold på denne cd, hvor kun 6 sange ud af 19 er med kristne bands. Dette er også grunden til, at jeg kun giver 3 q-plader for CD’en, selvom den rent musikalsk ligger i hvert fald til 4.

Det bedste numre på CD’en er uden tvivl ”Potential getaway driver” med Brandtson (fra ”fallen star collection”). De bands der er med på CD’en, er for det meste emo bands, men der er dog ikke nogen bands der lyder helt ens. Nogle drager punk eller hardcore ind i deres emolyd, mens andre leger lidt med støjrock eller indiepop, og alle gør det på sådan en overbevisende måde, at det er svært ikke at forelske sig på stedet.

Hvis du kun hører kristen musik, og allerede har Appleseed cast, Bradtson eller Pop Unknown’s CD’er, så er der ikke meget at gå efter her, men hvis du på den anden side har hørt disse bands, og vil høre nogle bands, der har en lignende lyd, så er ”records for the workingclass vol. 2” for dig. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

*anmeldelse oprindeligt skrevet til den kristne hjemmeside Q-music

 

Diverse kunstnere: Rock a klettinum

Tutl, 2000

Producer; Gulli Johannesen

Jeg har ofte tænkt på hvordan det ville lyde, hvis der kom en CD med forskellige færøske kristne rock bands, og nu er den første endelig kommet. Stilmæssigt bevæger vi os helt fra death metal til ballade pop/rock.

Hvad jeg havde forestillet mig, ved jeg ikke, men jeg havde dog regnet med, at den ville blive en smule bedre end ”Rock á klettinum” er blevet. På ”Rock á klettinum” finder du, alle de bands, du aldrig har hørt om; Trinity, Requite, Immortality Die, Krit, Fear Machine og W.T.T.W. Det ville næsten også være bedre, aldrig at have hørt disse bands, da de alle stinker langt væk af uopfindsomhed. Især W.M.M.T er dårlige, og i deres sang ”Life” er der ikke nok med at trommespillet er totalt dårligt, og overhoved ikke følger resten af bandet, nej produktionen skal, Gud hjælpe mig, også lyde af lort. Produktionsmæssigt er lyden på nogenlunde samme måde hele vejen igennem. Der er også nogle mere kendte bands på ”Rock á klettinum” (Legacy, M.M.M og Internal Healing), og man skulle tro, at de, om ikke andre, ville levere nogle gode sange, men nej, de kunne for det, være lige så store nybegyndere som de andre.

Det eneste gode nummer på skiven er med Mikkjal Hvannastein, som også er guitarist i færøernes populæreste pop/rock band I AM. Her spiller han dog noget helt andet end I Am’s pop/rock, nemlig hurtig guitar for alle pengene. Jeg vidste godt, at han var god, udfra nogle af I Am’s koncerter, men jeg har ikke, hørt ham spille sådan her før, og jeg må konstatere at han er bedre end kun god. Forhåbentlig hører vi mere til Mikkjal i fremtiden, både som solokunstner og som guitarist I Am.

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil lytte til ”Rock á klettinum” igen, men lad det ikke stoppe dig, hvis du kan lide lyden man får, når man skraber tør jord af en trævæg, er ”Rock á klettinum” lige noget for dig. (J-----)  Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; San Antonio Rocks

Soul Joy Records. 2002

Jeg havde en aftale om at anmelde noget materiale med dette for mig helt ukendte band kaldet Axiom. Jeg regnede med at modtage en demo eller noget lignende, men i stedet fik jeg en kompilations-cd med 15 skæringer spillet af 15 forskellige bands, hvor Axion naturligvis også kun har den ene. Axions nummer “In Your Arms” er et af de helt få numre på denne skive der er noget værd, og især kombinationen af de kvindelige og mandlige vokaler fungerer i dette ellers sprudlende rocknummer. En anden sang der er ret god, og endnu mere iørefaldende, er “Movie Star” med PG-13. Og det samme kan siges om rapnummeret “For Christ” med LSC, men ellers er der ikke meget der rokker på “San Antonio Rocks” (???). Stilmæssigt bevæger vi os mest omkring moderne rock men med enkelte afstikkere til hardcore, dance og pop. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; The Mother Of All Tribute Albums

HM Magazine. 1998

Det måske lige i overkanten at kalde denne plade The Mother of All Tribute Albums, selvom den måske er anderledes fra de fleste. Denne udgivelse hylder ikke en enkelt kunstner eller band, men hellere en masse kunstnere. I alt har 15 kunstnere og bands fået lov til at vælge en sang, der har inspireret dem, og det er der kommet meget godt ud af, så vel som et par svipsere. Vi tager først de gode. Metal bandet Tourniquet starter cd’en med et cover af King’s X’s Dogman. En sang som med dets langsomt tunge guitarspil faktisk er en af skivens bedste. Doug Pinnick – forsanger i King’s X – er næst, med en version af U2’s I Will Follow, hvilket også holder 100%. Echo Hollow – med forhenværende Tourniquet medlemmer – har også valgt at hylde U2 med en version af Sunday Bloody Sunday (nogle ting går igen eller hvad?). Larry Norman har valgt at hylde Dc Talk, som før at hyldet Larry Norman, og det gør han med lave den alternative rock Jesus Freak til en let industriallignende rock sang. Atomic Opera hylder The Imperials med Water Grave, Blackball spiller The Police’s Message in a Bottle, og Guardian hylder Stryper med C’mon Rock, hvilket lyder ganske glimrende, og ligger tæt op ad original versionen. Crimson Thorn har også valgt at spille et Stryper nummer (Loud n’ Clear), med her går der altså galt. Der bliver grovlet og larmet, og der kommer endda en forfærdelig violin soli i stedet for Oz Fox’s fremragende guitar-soli. Spy Glass Blue kommer heller ikke så godt fra deres version af Song To My Parents, som oprindeligt var en meget smuk sang med Keith Green. The Violet Burning kunne også have gjort sig større umage med The Beatles nummeret It’s All Too Much. Som altid på sådan en udgivelse, er der nogle gode og mindre gode øjeblikke. Nogle kunstnere bliver trådt på tæerne, mens andre får den hyldes de har fortjent. Sådan er det, og således kommer det nok altid at være. (JJJJ--)  Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; The Sally Forth Family – new projections

Sally Forth Records, 1999

Producer; Diverse

Det er nok ikke mange danskere, der har stiftet bekendtskab med hollandske Sally Forth Records. Hvis det ikke var for vores egne Glorybox, som for nylig har udgivet en cd på selskabet, ville vi det nok vare længe endnu, før vi overhoved hørte om Sally Forth. Og det er heller ikke mærkeligt, da man tænker på, hvad for musik det er de udgiver. På ”The Sally familiy – new projections” bliver vi, presenttæret for 9 af selskabets bands. Disse bands spiller alle, en eller anden form for alternativ musik. Der er så forskellige undergrunds genrer som Trip hop, drum & bass, støjrock, indie rock og hardcore at finde på ”New projections.”

Cd’en starter med Glorybox’ ”Magnetic” som er et drømmende støjrock nummer, som ligger et sted i mellem Royal og Morella’s Forrest. Orange-I præsenterer os i skæring 6 for nøjagtig samme slags musik. Trip hoppen står bands som Rollercoster 23, og mærkeligt navngivne band Magnusson arrived from Fjönebö for, sidstnævnte leger dog også lidt med jazzlyde og mærkelige samplinger. Swiss Transport er det band, der står for flest skæringer, hele 5 i alt, hvor der bliver leget med drum & bass, trip hop og alle alternative dance genrer, man kan tænke sig. Kryponite Garden er måske mest alternative band på cd’en, med et nummer, hvor kun cello, kontrabas og kvindelige vokaler skaber lydbilledet. Det eneste nummer, med et band der allerede har skabt sig selv et navn i CCM, er med svenske Selfminded. Nummeret er godt nok taget fra deres debut album, men det holder ikke desto mindre for det. Alt i alt en dejlig samling musik, for dem der ser længere end det, CCM til dagligt presenter os for. (JJJ---)  Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; The Sally Family – Get Your Snack On

Sally Forth Records. 2000

Get Your Snack On er den tredje Sally Forth sampler, hvis jeg ikke tager helt fejl. Jeg anmeldte for et stykke tid siden en anden af selskabets samplere, og er overrasket over at se hvor mange af disse bands, egentlig er de samme som på den anden. Der er 11 numre på Get Your Snack On, hvoraf 6 ikke er udgivet før, hvilket gør, at denne sampler er værd at anskaffe sig, hvis man er til undergrunds dance og rock. Der findes alt fra house til hard og emo-core på Get Your Snack. The Spirit That Guides Us lyder som Radiohead gået emo-core. Subatlantic Starfish lyder som Radiohead før Kid A. The Lionheart Brothers er et støjende og punket emo-band. Soapbox er et intenst og ukommercielt punk band. Kryptonic Garden leverer skivens akustiske jazz/rock dose, mens Magnusson Arrived From Fjørnebo Feat Tess Wiley, Swiss Transport og Rollercoaster 23 leverer hvert sit alternativt og elektronisk sub-genre danse-nummer. Personligt  synes jeg, at alle disse bands lyder spændende, men de bands som jeg personligt føler har mest at tilbyde, er også de bands, som jeg er fan af i forvejen. Her mener jeg med hardcore bandet Selfminded som med Under The Water leverer skivens mest intense nummer, og dansk/færøsk/norsk/amerikanske Glorybox, som med Porcelain leverer skivens smukkeste stemning. Hvis man ikke har noget imod, at høre house og hardcore hvert om andet, så er The Sally Family - Get Your Snack On ikke den dummeste sampler at tilegne sig. (JJJJ--)  Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; To Spirit Back The Mews

Ashmatic Kitty Records. 2001

Det er altid interessant at modtage en kompilations-cd fra et pladeselskab. På den måde får man nemlig muligheden for at høre noget af det, selskabet har at tilbyde. Selskabet Ashmatic Kitty har det sidste år høstet mange rosende ord i USA for deres udgivelser, og netop derfor havde jeg glædet mig til at tjekke noget af deres materiale. Denne kompilation er dog ikke det bedste sted at starte, for dem der ikke kender noget til Ashmatic Kitty Records, i det den er alt for rodet og uoverskuelig. Det er ikke det, de numre der rent faktisk er, er sådan set fine nok. Problemet er bare, at der er hele 37 skæringer på skiven, hvoraf over halvdelen er fyld. Korte kommentarer og andre korte unødvendigheder, der tager meget fra det samlede helhedsindtryk. Af de numre der findes blandt rodet, er numre med Half-Handed Cloud og nykommer Liz Janes klart de bedste, og sidstnævntes ”Guitar Guitar” er i sig selv en mindre pop-perle. Ellers er konklusionen helt kort: God musik, men alt for meget rod. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; True Tunes 2000

True Tunes/Rhythm House. 2000

Både True Tunes og Rhythm House Records, har de sidste par år udgivet en del spændende cd’er med nye pop og rocknavne, og selvom begge selskaber må ses blandt de mindre selskaber på det kristne musik marked, så er de vel efterhånden på vej fremad. I samarbejde har True Tunes og Rhythm House nu udgivet en skive, med udvalgte numre fra nogle af deres tidligere udgivelser. Det er ikke mange af disse bands, som jeg kender ret meget til. Jeg har læst om nogle af dem, men det er de færreste af dem jeg egentlig har hørt. Bill Mallonee & Viginantes Of Love må siges at være cd’ens eneste forholdsvis store navn, og deres nummer ”She Walks On Roses” er også klart et af højdepunkterne på ”True Tunes 2000”. Resten er nyere og ældre bands som aldrig har fået det helt store gennembrud. Lynda Randle – dc Talks Michael Tait’s lille søster – leverer helt klart en af skivens bedre numre med ”He Is God”, men det absolut bedste nummer, er med Sundry sammen med Mac Powell, som til dagligt er forsanger i Third Day. Nummeret er et iørefaldende rap-rock nummer som hedder ”The Least Of These”. Den gennemgående stil på ”True Tunes 2000” er uden tvivl guitar poppen. Der er de mere direkte rock numre. Der er nogle lidt blues’ede numre. Lidt country og folk, og endda lidt swing med Jason & The Gmen. Alt i alt er ”True Tunes 2000” en meget god og overbevisende selskabssampler, som beviser at True Tunes og Rhythm House Records i øjeblikket sidder på mange talentfulde pop og rockbands. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Diverse Kunstnere; Underground 101

M&M Records. 1998

Nu hvor ska og punk er blevet så populært på det kristne musik marked, er alle begyndt at udgive denne slags musik. På Underground 101 bliver ska og punk blandet sammen med hardcore og emo på en dobbelt-cd med 42 sange. Ja, du læste rigtigt, 42 sange. Selvfølgelig er kvaliteten på alle numrene ikke ligeså god, men alt i alt bliver dette en helt fin cd, i hvert fald hvis man tænker på, at dette er indie bands. Nogle af grupperne, som man skal lægge mærke til er, Thy Ivy League, Side Show Café, Mr. Smarty Pants, Trump Mother Jones og hardcore bandet Triggerfuse. 10 dollars er ikke meget at bruge på 42 sange, og slet ikke hvis man kan lide punk og ska. Så køb den, mens du har muligheden. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Divine In Sight; Sorrow & Promise

Selvstændig. 2001

“Sorrow & Promise” er et af de mere ambitiøse progressive rock projekter i en længere periode. Et projekt hvor musik og lyrik efter alt at bedømme skulle gå op i en højere enhed. Projektet er bygget op omkring en historie, som ikke skal udgives herfra. Musikalsk bevæger bandet sig forsigtigt omkring den lyd vi engang hørte fra bands som Styx og Journey, men Divine In Sight tør også at udforske lidt hårdere musikgenrer, bl.a. i ”March Of The Damned” hvor hårdt pumpende heavy rytmer stjæler det ellers så efter bogen progressive lydunivers. ”Sorrow & Promise” kunne godt beskrives som en moderne rockopera, om end ikke så gennemarbejdet som bl.a. ”Jesus Christ Superstar”. For dem som leder efter et mere bibelskkorrekt projekt end førnævnte, er ”Sorrow & Promise” nok det album som vægter mere. Musikalsk bliver den evige prog. jammen dog en anelse kedelig i længden. Alligevel er dette musik på et højt artistisk niveau, om den end kan forekomme lidt monoton til tider. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Domine; No Silence… No Lambs

MTM/Nordic Metal. 04-02-2002

Da jeg lyttede til „No Silence… No Lambs“ for første gang, var min første tanke; ”Det her burde være udgivet for 15 år siden”. Og da jeg lige efter satte mig at læse promo-papirerne, fandt jeg ud af, at bandet faktisk kom sammen for femten år siden, I 1987. Ikke den helt vilde udvikling, eller hvad? Domine spiller melodisk rock med klassiske spader, og omkvæder som ville få tårerne at trille ned på ansigterne på alle seriøse, langhårede 80’er rockere. Tjek bare ”We Stand Together” som ganske vist fyrer alle “We Are The World” klichéerne af, men som til gengæld også har et af de pæneste omkvæder hørt længe. Domine havde i 1988 et rimelig stort hit med singlen ”Here I Am”, og i bedste Johnny Logan-stil når det gælder at leve på glemte tider, har bandet valgt at fyre ”Here I Am” af igen på ”No Silence… No Lambs”, bare i en ny version. Eller, ja, faktisk to – og skulle det hænde, at du får selv samme single i fødselsdagsgave, så får du faktisk hele 4 versioner af nummeret (grunge og dance bl.a.). Men selvom det er en smule dårligt, at et band bare laver en ny version af et gammelt nummer, så ændrer det ikke det faktum, at nummeret faktisk er blandt skivens bedste. Andre gode lækkerbiskener findes bl.a. i ”You Ain’t Seen Nothing Yet” og den funkende ”Face Your Fears”. Alt i alt en rimelig flot skive fra et band, som dog har tendens til at hoppe over hegnet hvor det er lavest, hvilket der naturligvis bliver trukket points for. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

DreamingOfTheFifth/Evelynn; Split-CD

Pluto Records. 2001

Ligesom de fleste amerikanske undergrundsselskaber er Pluto Record faldet for fristelsen af udgive et split-album med to af deres bands. Men hvor de fleste split-albums bliver for overfladiske,  og oftest kun appetitvækkende, med de obligatoriske to sange fra hver gruppe, vælger Pluto Records i stedet at lade de to bands Dreamingofthefifth og Evelynn fyre fem numre af hver. Og det giver lytteren mere at gå udfra når der forhåbentlig på et tidspunkt skal udgives fuldlængder. En anden ting som gør denne split-cd unik i forhold til andre split-cd’er er dens diversitet. Ser du, Pluto Records har valgt at lade to fuldstændigt forskellige bands spille op imod hinanden – og det fungerer. Dreamingofthefifth lægger ud med deres smukke, søde og meget følelsesbetonede rockmusik, og det lykkedes for dem at få undertegnede i humør til deres dejlige emo-rock som måske minder lidt om Jimmy Eat World og The Get Up Kids. Men pludselig sker der noget… Evelynn har nemlig pludselig overtaget – og de larmer. Uh ha, hardcore og metal smelter sammen i et uendeligt raseri, og tager dermed lytteren fra kosmos til kaos. Men på en god måde. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

Driving West; Power

Kaluboné Records 2000

For dem der ikke før har hørt om Driving West, kan jeg sige, at bandet førhen hed Safari Rain. Jeg kan huske at de for omkring to år siden, havde et sang med på en af HM magazines’ samplere, og derefter sporløst forsvandt. Nu er de så stærkt tilbage, og endda på et mere eller mindre respektabelt pladeselskab, i hvert fald  når man nu engang spiller kristen rock. Dette er bandets første album som Driving West, og det er ikke kun navnet som ændres. Stilen er også ændret en del siden Sahara Rain. Godt nok kommer Driving West fra Texes, men derfor behøves man ikke at spille typisk Texas rock a la King’s X. Og at Ty Tabor, guitarist i King’s X, er med-producer på Power, kan ikke være til fordel, dvs. hvis de vil skille sig udfra Texas rocken. Driving West har uden tvivl slidt enhver King’s X plade tynd i deres ungdom, og måske endda et par Galactic Cowboys skiver, og det afspejles helt klart i deres atmosfærefyldte, glade og vokal-harmonerende tung-rock. Det skal dog siges, at Driving West, en har langt mere poppet og radiovenlig lyd end deres forbilleder, hvilket kan være dem til fordel, hvis de vil nå større publikummer end både King’s X og Galactic Cowboys. I hvert fald må siges, at Driving West på Power er på rette spor, men hvad det bliver til vil fremtiden vise. Hatten af for endnu et fedt rock band fra Texas. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Dumpster; See Through Me
Bulletproof 1998
Debut pladen fra australske Dumpster kom endelig med posten for et par dage siden. Pladen er udgivet af pladeselskabet Bulletproof i USA og Toupee i Australia. Dumpster spiller en meget ensformet blanding alternativ pop og rock, og de kan deres kram som få andre. Og selvom pladen måske er lidt for ensformet, og lidt for fredelig, så er det kvalitet sangskrivning som får mig til at sætte "see through me" på igen og igen. Du vil ikke kunne finde noget som gør din dag mere sjov eller lys på pladen, måske det modsatte - deprimerende musik, på Dumpster egen charmerende måde. Om Dumpster er/bliver et hit ved jeg ikke, men det jeg hører er ikke det vi sædvanligvis hører på radioen eller ser på MTV. Det er helt sikkert at cd'en mangler hit potentiale efter MTV eller radio standard, men det er ikke negativt, nej positivt er ordet. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Dust; Spirit

Selvstændig 1998

Producer; Poul Burton & Dust

Britiske rock band Dust, startede deres karriere i 1996, og siden dengang er det blevet til 2 Ep’er. Den sidste Ep ”Dust,” har givet bandet positiv omtale, bl.a. i Englands største rockblad RockSound og i HM magazine. Der er 4 numre på Ep’en, for det meste med lige-ud-ad-landevejen rock, med en lidt beskidt, garage lyd, krydret med skrigende guitarsoli. Jeg kan ikke forstille mig en fan af rock, som ikke kan lide ”S.A.M,” ”Spirits” skæring nummer 3. Jeg har i hvert fald, i al hemmelighed, fyret den af nede i kælderen til dette nummer. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð  

 

Dust Byte; Is This They Way It Should Be?

Smelt A Noice. 2000 (JJJ---)

 

Dust Byte; Feeling Male e.p.

Smelt A Noice. 2001 (JJJ---)

 

Dust Byte har længe fået glimrende kritik fra den engelske presse, og Past and Present Music fik derfor selvfølgelig lyst til at tjekke bandet nærmere, og fik derved henholdsvis anskaffet sig bandets nyeste single og ep. Singlen ”Is This The Way It Should Be?” er af nature ret elektronisk og legesyg. Titelnummeret starter skiven støjrockende elektronisk pop nummer, som fungerer ret godt. Den første b-side er knapt så legesyg, men tager stadig udgangspunkt i elektronisk musik og støjende rock, mens remixet af titelnummeret er et syret og tilbagelænet ”Beck møder Portishead på en rock-klub” ting. ”Feeling Male” ep’en tager udgangspunkt i mere enkelte og ligefremme pop og rock numre, dog stadig med lidt hæng til elektronikken. Der er lidt punk over det, lidt støjrock, men mest af alt simpel og iørefaldende pop. Folk har sammenlignet Dust Byte med nærmest alle de store rocknavne, men ingen har nævnt Guardian, hvis ”Bottle Rocket” album sikkert ville have inspireret gutterne ti at skrive flere af disse numre, hvis det ikke var for det simple faktum, at bandet sikkert aldrig har hørt om førnævnte Guardian. Hans Jákup Eiðisgarð 

 

D.A.D; The Early Years

Mega Records. 2000

Danmarks helt store stolthed når det gælder rock - D.A.D - som netop i disse dage høster utrolig gode anmeldelser for deres liveshows, er igen pladeaktuelle. Der er dog ikke talen om en ny D.A.D udgivelse, men hellere en udgivelse med deres gamle og halvglemte materiale. Der er intet mindre end 2 cd’er med 38 skæringer på The Early Years. Den første cd, indeholder to af bandets første udgivelser, vi taler selvfølgelig om Disneyland After Dark perioden og pladerne Call Of The Wind fra 1986 og D.A.D Draws A Circle. Personligt har jeg aldrig hørt disse plader fra ende i anden før nu, da jeg som færing aldrig hørte om D.A.D, før de udgav Riskin’ It All, og jeg må sige, at jeg er gået glip af noget. Jeg kender selvfølgelig numre som bl.a. Marlboro Man og It’s After Dark fra deres opsamlingsplade Good Clean Family Entertainment You Can Trust, men ellers er dette rimelig nyt for mig. Musikalsk var der en mere dyster country, rock-a-billy og hard rock følelse over dem, hvilket næsten lyder som en mere rocket version af Johnny Cash’s musik udgivet fra 1994 og op til nu. Og hvem skulle tro (af dem som ikke kender deres gamle materiale selvfølgelig), at hard rock bandet D.A.D, nogensinde havde lavet rendyrkede country numre a la Counting The Cattle? Den anden cd er måske mest for D.A.D fanatikerne. Her finder vi først, de tre numre fra ep’en Standing On The Never, som blev udgivet kort tid før deres første album, og som indeholder hittet Marlboro Man, som også er på Call Of The Wind. De andre 14 skæringer er remix, demo, single og live versioner af samtlige D.A.D numre, og derefter er der også et par radioklip og interview skæringer, som må være for den store D.A.D fan, da disse er MEGET ligegyldige. Flere af bonusnumrene lider under dårlig lydkvalitet, hvilket kun gør det endnu mere fan orienteret. Hvis du har en computer derhjemme, har du også muligheden for at se flere af bandets videoer. Alt i alt er The Early Years en meget imponerende udgivelse til en utrolig billig pris (normal pris???). (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Edmund’s Crown; Edmund’s Crown

Selvstændig. 2001

Edmund’s Crown lyder i mine ører som englesang. Ikke fordi at de som sådan laver verdens smukkeste stemnings musik eller noget der ligner, men mere fordi, at jeg i længere tid har gennemtæsket halvdårlige ekstreme og mørke albums, og Edmund’s Crown er præcis det modsatte, og også lige præcis det jeg lige nu har brug for at høre. Jeg havde næsten glemt hvor meget jeg elsker moderne, glad og iørefaldende power pop-rock. Edmund’s Crowns debut er spækket med potentielle radiohits. Og mit gæt er, at inden året er inde, så er bandet signet til et mere eller mindre respektabelt pladeselskab. I hvert fald er jeg sikker på, at de fleste bands på ForeFront ærgrer sig både gule og blå, for ikke at have tænkt på at skrive den iørefaldende ”New Day”, og jeg kunne eventuelt også forestille mig, at ForeFront ville være et passende hjem for bandet. Men måske stiler bandet højere, hvem ved? Hvis du stadig husker PFR’s glade og poppede lydunivers med iørefaldende vokalharmonier og fængende melodier, så har du måske et nogenlunde godt billede af Edmund’s Crowns lyd. Men selvom disse bands måske til en vis grad ligner hinanden, så er er Edmund’s Crown lidt mere rå og rockende, i deres udlægning af den perfekte rock-pop sang, men stadig ret tilbageholdende og søde, ja nærmest farligt ufarlige. Det kan godt være, at musik som denne ikke har den længste holdbarhed, men jeg må sgu indrømme, at jeg har en svaghed over for glade pop-numre som disse. Tjek bare det Smalltown Poets lignende ”What’s On My Mind” og førnævnte ”New Day”, og du ved hvad jeg snakker om. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Egodog; The Pleasure Of Action

Selvstændig. 2002

Den her kom som en dejlig overraskelse oveni alle de ekstreme metaludgivelser der har roteret på cd-spilleren den sidste måned. Talen er om dejlig amerikansk moderne power pop, der ikke er til at stå for. “My Wonderful World”, “Throwdown” og “Wheater” er intet mindre en sande pop-perler, der har stået på repeat de sidste par dage, og gerne måtte fortsætte, hvis ikke det var for alle de andre cd’er der skal anmeldes. Efter de tre første skæringer afsluttes der med to semi-ballader, der ikke har samme gennemslagskraft som førnævnte sange. Men tre rigtig fede numre ud af fem, det er heller ikke så ringe, især når de to sidste heller ikke er dårlige, selvom de ikke helt matcher de tre førstes kvalitet. (JJJJ--)

 

8:28; Systems Down

Cul De Sac Records. 2001

Her er endnu et amerikansk rockband som med White Heart’s egen Billy Smiley ved producerer roret sætter næsen efter radioairplay. Og som så ofte, når Billy Smiley sidder bag mikserpulten, så bliver det afsluttende resultat, som forventet, en omgang pæn radiovenlig pop/rock. Der er dog lagt væsentligt mere vægt på rocken hos 8:28. Bandet lægger ud med et nummer – ”N.A.G” - der ligner Skillet på ”Hey You, I Love Your Soul”, og som faktisk sætter forventningerne i vejret allerede fra starten. Men bandet lægger derefter de elektroniske virkemidler fra ”N.A.G” på hylden, og koncentrerer sig derefter om rockmusikken i al dens enkelthed. Men det fungerer godt, og selvom bandet klart passer ind i den amerikanske pæne radiorock, så er der også visse lidt 80’er lignende elementer at finde i bandets musik. Noget Billy Smiley kunne tænkes at have trumfet igennem. Sange som ”Franchise”, ”Killing Me” og ”Comfortable” er alle numre som sprudler af liv, energi og hit potentiale. Disse er også numre som vil få tildelt noget ekstra tid i undertegnedes cd-spiller, i de kommende dage, noget der dog ikke kan siges om den lidt kvalme ballade ”The Only Jesus”. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Elijah Again; demo

Selvstændig 1999

Producer, Elijah Again

Elijah Again præsenterer her på denne 3 sangs demo, en energisk omgang grunge rock, der blander fortidens grunge bands som Soundgarden med nutidens neo-grunge bands som Creed, Stir og Godsmack. Dette er ikke dårligt, men her er heller ikke ligefrem nogen nye idéer. Du har hørt det før, - både bedre og dårligere. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Elijah Again; life

Major Righteous Rock, 2000

Producer; Elijah Again

Efter at have lyttet til Elijah Again’s demo fra sidste år og ”Life,” må jeg konstatere, at bandet er blevet en del bedre. Det burde de selvfølgelig også være, da dette er en rigtig udgivelse, og det andet kun var en hurtigt lavet demo. Produktionen er selvfølgelig bedre på ”Life,” og desuden er sangene også en smule bedre og mere gennem arbejdede. Bandet er dog på ingen måder det nye Soundgarden, og de er stadig langt fra det produktionsmæssige klimaks, men med et nummer som ”Spirit is willing,” er det klart at bandet har potentiale, det er bare synd at grunge genren er ved at miste taget på ungdommen, som meget hellere vil feste til Korn end til Pearl Jam. Elijah Again har forbedret sig på et år, men der skal endnu mere til, hvis de har tænkt sig at på en pladekontrakt. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Elusive; Destination Zero

Pandaimanium

Norske Elusive er for mange måske et rockhistoriens uskrevne blade, men det er de sådan set ikke helt. I hvert fald ikke når man ser på, at nogle af bandmedlemmerne har spillet i så respektable bands som Theatre of Tragedy og Tristania. Ikke overraskende er det gotisk rock Elusive fylder deres hverdag med. De er dog en anelse mere reserverede og tilbage seende, end de bands bandmedlemmerne før har spillet før, forstået på den måde, at de hellere ser Sisters Of Mercy og The Mission som deres mentorer i stedet for Lacuna Coil og The Gathering. Som du nok hører, så er det en melankolsk omgang guitarrock talen er om, men underligt nok er der, på trods af dette, nok af dejlige og iørefaldende omkvæder til at holde interessen ved lige. Udover rendyrket goth-rock virket det som om, at Elusive har gennemhørt lidt 80’er new wave/synth pop, og det sætter sine mærker i det overordnede lydbillede. For folk der kan nyde forskellige artister som Billy Idol, Dephece Mode, Sisters Of Mercy, David Bowie, The Cure og Joy Division. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Emerald Vein; Existence

Heart of Love Records. 2000

I de tidlige 80’er var Bob Young medlem af bandet UZI, som fik glimrende anmeldelser bade i New York Times og Spin Magazine. Desværre blev bandet ikke andet end et såkaldt one-hit wonder. Lidt senere startede han bandet I Scanner Darkly og fik kontrakt med det belgiske pladeselskab Sub Rosa Records, men dette band blev heller ikke til noget. Så startede han Emerald Vein, et kristent band, og Sub Rosa kunne godt lide deres musik, og derfor udgav de bandets to plader Land Of The Living (1988) og Existence (1989). Emerald Vein stoppede også deres karriere efter disse to udgivelser, og har været glemt lige indtil nu. Nu har Bob Young nemlig taget initiativ, til at genudgive begge de gamle Emerald Vein albums på en og samme cd. Existence er udgivet af Bob Youngs eget label som hedder Heart Of Love Records. På den cd jeg har modtaget, kan man ikke se hvad for sange hører til hvad album, og det irriterer lidt. Tekstmæssigt er pladen meget positivt stemt, selvom den musikalsk er meget mørk. Cd’en starter med et par rock numre, med de mest vidunderlige vokalharmonier, og med den akustisk baserede guitar i front og el. guitaren larmende i baggrunden, er dette også pladens  bedste numre. Senere på plade støder vi på nogle typiske 80’er numre i retning af et meget mørkere Depeche Mode eller Youth Choir, hvilket bliver for meget i længden for undertegnede. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Estis Park; Sometimes not
Prophaganda Graphix 1998
Hvordan ville det lyde, hvis Portishead begyndte at improvisere med rock lyde? Mit gæt er at det ville lyde meget tæt på Estis P@rk. Estis P@rk mikser skrigende og larmende guitar soloer, sløvt bas spil, og til tider lidt skæve trommetakter. Stilen er en slags mærkelig rock, som samtidig ligger meget tæt op ad trip hop genren, med deres sløve bas og skæve trommetakter. Estis P@rk's sangerinde lyder lidt som sangerinden i Portishead, og til tider lyder hun endda lidt som Bjørk. Dette lyder dejligt i mine ører, og det er helt sikkert unikt for kristen musik, men der skulle være et par sange mere for at gøre cd'en perfekt (der er kun 6 sange). Fans af varierede bands som Portishead, Bjørk og The Cranberries burde elske Estis P@rk! Estis P@rk kommer også ud med en ep og en cd i 1999 (kun lidt information), og det glæder vi os til. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Eustace; The Intinction Method

Vindicated From Deepwater. 2001

Her er endnu et af de bands, dette lovende Canadiske rockselskab har signet. Eustace har dog ikke specielt meget tilfælles med Beauty To Ashes eller Beloved, i det deres musik, til afveksling til de andres tonstunge og aggressive hardcore, er mere radiovenlig og poppet. Fans af indie-pop og emo-rock vil ikke have svært ved at falde for Eustace, i det deres musik er forholdsvis overbevisende, selvom drengene er ret nye i faget. Bandet fanger det samme følelsesmæssige niveau som bands som Dear Ephesus gjorde i sin tid, selvom de rent musikalsk ikke helt er ligeså tight i deres rytmesektion. Anbefales for fans af bl.a. selskaber som Deep Elm Records. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Evoka Project; December Drive EP

Audiolab Records. 2002

The Evoka Project har fået rosende ord i bl.a. det voksende amerikanske 1340mag, hvilket er forståeligt, når man har hørt bandets nyeste udgivelse ”December Drive EP”, der er mikset af folk som Lou Giordano (Goo Goo Dolls, Sunny Day Real Estate osv.) og Mitch Easter (REM, Pavement osv.). Seks moderne pop-rock sange er det blevet til, og der er ikke en eneste dårlig iblandt. Fans af vidt forskellige bands som Juliana Theory og U2 bør tjekke The Evoka Project, og det samme kan den almindelige pop-rock elsker roligt gøre. Jeg siger ofte, at vi bør høre mere til det eller det andet band i fremtiden, men i Evoka Projects tilfælde kunne det rent faktisk gå hen og blive virkelighed. Det er nemlig den slags musik der godt kan sælge en pæn sjat i USA. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð      

 

Fabulous Disaster; Put Out Or Get Out

Pink & Black Records/Fat Wreck Chords. 2001

Det er godt nok ikke første gang man hører om et rock band kun bestående af kvindelige medlemmer. Der er bl.a. også The Donnas, The Halo Friendlies, Kittie og Rockbitch. Det er dog ikke sagt, at Fabulous Disaster skal kategoriseres sammen med førnævnte bands. Fabulous Disaster startede deres karriere for kun tre år siden, men Fat Mike fra Fat Wrech Chords og bandet NOFX var fra starten så vild med bandet, at han gav dem en pladekontrakt og valgte selv at producere albummet, dog sammen med Ryan Greene, som før bl.a. har produceret NOFX, Dance Hall Crashers og Lagwagon. Deres stil er poppet og iørefaldende punk-rock, men som samtidig er energisk og larmende. Jeg bliver hele tiden mindet på det nu afdøde surf-rock band Dakoda Motor Co. Ikke fordi at disse to bands har nogen særligt tilfælles stilmæssigt, men derimod på grund af vokalerne som til tider er ret ens. Jeg var altid en stor fan af Dakoda Motor Co.’s måde at synge på, og derfor er Fabulous Disasters vokaler også kærkomne. Det er dog ikke kun på grund af føromtalte vokaler, at jeg kan lide Fabulous Disaster. Disse piger ved simpelthen hvordan man rocker i 2001. ”Put Out Or Get Out” er en plade som burde appellere til både die-hard punk fans, ligeså vel som MTV-generationen. Jeg bliver simpelthen også nød til at nævne, at der kommer et bonus nummer lidt efter den 13 skæring, som virkelig lyder som et Rockbitch nummer jeg ikke kender navnet på. Ja, selv – eller især - introen ”one, two…one, two, fuck you” lyder som Rockbitch. Fabulous Disaster er dog et langt bedre band end Rockbitch er, hvis der skulle være nogen tvivl. Gudskelov. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Fan 5; Fan 5

Selvstændig. 2000

Fan 5 er et Amerikansk teenager band, som her prøver sig med sin første demo plade. Det er ærgerligt, at de så prøver sig med noget så typisk amerikansk som pop/punk. Pop/punk er måske stadigvæk in i USA, men herhjemme er man næsten ved at brække sig over denne type musik. Misforstå mig nu ikke, jeg kan stadigvæk godt lide pop/punk, hvis den er ligeså godt lavet som hos MxPx eller The Offspring. Ærgerligt nok er der få bands der lever op til denne standard, og for at sige det rent ud, så lyder så godt som alle nye bands som små kopier som prøver at efterligne GreenDay, The Offspring eller andre store pop/punk bands. Og Fan 5? De ligner Value Pac ca. 1996. Der er ikke de store musikalske udfordringer i Fan 5 musik. Musikken ligner al anden glad punk fra Guds egent land, og sangeren har det med at synge en smule falsk. Men vi tilgiver dem deres små dårlige produktion og uopfindsomhed, da vi må gå udfra at de er unge, og nok skal få lært det i fremtiden. Indtil da er der intet at hente hos Fan 5. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Fan5; Fan5

Selvstændig. 2001

Jeg anmeldte en anden femsangs ep med Fan5 for et eller to år siden som pudsigt også kun havde navnet Fan5. Dengang fik teenagergruppen en ordentlig øretæver, men denne gang har de faktisk forbedret sig. Ok, lyden er ikke optimal endnu, men selve sangskrivningen har fået et skub i den rigtige retning. Fan5 er stadig et selvstændigt band, og det er også meget forståeligt, da deres første demo-ep var ret dårlig. Men det kan blive spændende at se, om den her vil hjælpe bandet i den retning. Fans af bands som MxPx, Green Day eller endda Jimmy Eat World, kan få lidt at tygge på igennem ”Fan5”, men man skal altså være forberedt på, at der ikke er kælet helt så meget for detaljerne som hos førnævnte. Umiddelbart synes jeg, at der mangler lidt før Fan5 rigtig kan måle sig med pop-punkens stjerner, men det kan også være, at jeg blot hører for meget pop-punk, og derved er lidt hårdt ved dem. Hvad synes du? (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð 

 

FC Groove; the skaskank redemtion

Lukewarm Kiddiepool Records inc. 2000

Producer; FC Groove

Mens ska genren for længst har kørt fast, i den verdslige den af musiklivet, så popper der hele tiden nye ska bands op, på det kristne marked. I 1996 var det meget spændende, hver gang et nyt ska band blev præsenteret, men i dag, i år 2000, er det ved at blive kedeligt. Scenen er ved at blive overfyldt. Derfor ser jeg ikke den helt store fremtid, for nye ska band FC Groove. Det er ikke fordi at de er så meget dårligere eller kedeligere, end alle de andre ska bands, der har trådt ind på scenen de sidste par år. Det er bare fordi, at de er sent på den, og alt de præsenterer, er hørt tusind gange før. Det er faktisk synd, at FC Groove ikke udgav The Skaskank Redemtion for 4 år siden, i stedet for i dag. De ville helt klart have større hit muligheder, og måske ville folk endda lytte til dem. Men, men, men FC Groove burde stadig have muligheden at lave noget fornuftigt ud af deres musik. De er unge, og de har verden foran sig, men der skal ske en ændring, og den skal ske snart. Mit råd ville være, at lade ska genren være ved det den er, og lave noget nyt og mere spændende. Hvis deres hjerter, dog på den anden side, stadig banker for ska-rocken, ville jeg anbefale dem at spille videre. Der skal bare ikke forventes stjerne status de næste par år, hvis der ikke bliver ydet noget mere, og ska fans får noget mere at tygge på. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Feeder; Echo Park

Echo/Roadrunner Arcade

Det britiske rockband Feeder har udgivet cd’er siden 1996, og ”Echo Park” er det fjerde i rækken. Det har dog i disse år ikke lykkedes for bandet at blive et verdensnavn, selvom både det britiske pop og rock publikum, samt pressen har taget bandet til sig, og især har bladet Rocksound erklæret bandet sin kærlighed ved at have dem på forsiden i marts måden. Allerede nu har deres første single fra ”Echo Park” fået en top10 placering på den engelske singlehitliste, så det må siges at køre for bandet derhjemme. Og udfra det jeg hører på ”Echo Park”, så er det dem mere end vel undt. Ja, så godt er det, at hvis ikke resten af verden følget trop snarest, så er der nærmest ingen retfærdighed at finde på popscenen, men retfærdighed er der jo ikke så meget af i forvejen, så hvorfor bruge tid, plads og kræfter på det. ”Echo Park” er et album som fænger allerede ved første gennemlytning. Stilen er heftig og iørefaldende guitarpop med lækre vokalharmonier drysset henover omkvæderne. Enhver fan af moderne rock, alternativ indie pop eller brit pop vil bestemt have en svaghed for sådan en lækker lille sag som ”Echo Park” er. Jeg har svært ved at finde nogle favoritter blandt de elleve numre, siden alle hænger ved, og alle er særdeles fede ”sing-a-longs” når man drøner anlægget fra. Men numre som ”Standing On The Edge”, ”We Can’t Rewind” og ”Turn” er numre som jeg har svært ved kun at høre engang uden lige at trykke på repeat engang. ”Seven Days In The Sun” lyder som et midthalvfemser Blur-nummer med et fængende og veloplagt Per Gessle omkvæde. ”Oxygen” er et stilfærdigt og tilbagelænet indie pop nummer og ”We Can’t Rewind” ville give selv Manic Street Preachers kamp til stregen i kampen om at være mest radiovenligt. Der er simpelthen ikke lagt fingre imellem nogen steder på ”Echo Park”. Nu er spørgsmålet så bare hvor mange smilehoveder de skal have? Hmm………: (JJJJJ-) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Five Iron Frenzy; Quantity Is Job 1
Five Minute Walk 1999
Dette er det tredje udspil, fra dette populære ska band. De to første solgte godt på kristne marked. Denne vil sandsynligvis også sælge godt. Dette er en EP med 8 sange, og en masse af skæringerne med en rock opera (som handler om sko), som bliver spillet i alle slags musik arter. Efter rock operaen, kommer der også en bonus sang. Quantity is job 1 er, efter min mening, ikke helt så god som de to andre, men her er nogle gode numre, så som "My evil plan to save the world," "dandelions," "get your riot in gear" og ELO klassikeren "sweet talkin' woman." Den sidst nævnte er den bedste sang på Ep'en, spillet i en 50er rock ballade stil. Flot! FIF har også humøret på plads i flere sange, men man ser også hvad dette band rigtigt brænder for - budskabet om deres frelser. (JJJ---) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Five Iron Frenzy; Proof that the youth is revolting

5 Minute Walk 1999

Producer: Masaki

Five Iron Frenzy; All the hype that money can buy

5 Minute Walk 2000

Producer; Masaki

Five Iron Frenzy har siden I 1996, været blandt de populæreste kristne ska bands, og det ser de ud til at blive ved med. Måske fordi at ska er ved at dø ud, eller måske fordi at de simpelthen ved hvordan man spiller god underholdende ska musik. Siden i 1996 har de allerede udgivet 5 albums, og to de sidste er udgivet på mindre end et år.

Proof That The Youth Is Revolting er bandets første live udgivelse. Cd’en er optaget på Cornerstone festivalen i 1999, og indeholder 18 numre plus nogle ind-i-mellem-numre-sjovheder. F.eks. starter cd’en med et intro, hvor Reese Rooper begynder at skrige Stryper’s To Hell with the Devil i nogle sekunder, før de begynder at spille Europe’s The final countdown, med horns i stedet for keyboards selvfølgelig, og senere siger Reese, at de nu vil spille et Vengeance Rising (Receive Him) nummer for hans mor, hvilket selvfølgelig varer i 5 sekunder. Jeg har altid synes, at FIF har været det ska band der har været sjovest at lytte til, men på Proof That The Youth Is Revolting er der næsten for meget af det gode. Det ville sikkert være sjovt at høre deres jokes på selve koncerten, men det giver ikke samme effekt på cd’en, selvom man et par gange ikke kan andet en smile. For en FIF fan, er der dog masser af gode numre at tage af fra deres tre første albums. Her er Anthems, Oh, Canada, A flowery song, Dandelions, Suckerpunch og Arnold & Willis & Mr. Drumond for at nævne et par stykker. Der er også blevet plads til et cover af Tom Jones’ It’s not unusual. I disse alle-bands-med-respekt-for-dem-selv-har-en-live-cd dage levere FIF noget af den bedste live underholdning endnu udgivet på det kristne musik marked, og i hvert fald den sjoveste.

All The Hype That Money Can Buy er FIF’s nyeste studie optagelse, og den er af mange sagt at være deres bedste. Ja, endda kristne musiks bedste ska album overhoved. For mig kan en ska plade ikke været meget bedre end deres første to cd’er, og hvis den absolut skal være det, så skal den være meget, meget god. Og er All The Hype That Money Can Buy så god? Svaret er ja. Eller i hvert fald lige så god. Bandet er kommet videre. De lyder mere tight, og især hornblæserne er blevet bedre siden sidst. Normalt opfatter jeg FIF som nogle værre vrøvlehoveder som kun laver sjov og en masse ballade, men når man hører numre Fahrenheit, ser man at der er mere bag galskaben. I nummeret synger Reese bl.a. ”When the world was black and white, watch me turn my back tonight on Freddy Mercury, Mr. Fahrenheit. I was in eighth grade, I said he was a queer. I thought he had it comming, he died of aids that year. My liberty, like Christ’s death meant nothing to me.”

Med Proof That The Youth Is Revloting og All The Hype That  Money Can buy har FIF endnu en gang bevidst, at de er kristen musiks bedste, sjoveste og samtidig dybeste ska band. Hans Jákup Eiðisgarð

Proof that the youth is revolting  (JJJJ--)

All the hype that money can buy (JJJJJ-)

 

Flint; Samples

Ripple Management 2000

Kommerciel rock fra USA er hvad du kan vente dig, hvis du får Flint’s Samples op i hænderne. Her er 5 numre med, for det meste, akustisk baseret rock. Det kan ikke undgås at komme i tanker om bands som Counting Crows, Jars of Clay eller Goo Goo Dolls her. Der skal dog betydeligvist mere til, for at folk skal tage Flint alvorligt. Produktionen ville være en god ting at starte med. (JJ----) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Fono; Comes around goes around, 1998

Reunion Records, s10

Producer; Adi Winman

Hvis vi ser på dagens kristne rock scene, så finder vi næsten kun amerikanske bands på toppen. Der er dog undtagelser, og af og til finder vi europiske bands, der virkelig vil noget, og også når toppen. Et af disse bands er engelske Deliriou5, som efterhånden er blandt de populæreste kristne pop bands i hele verden. Nu er et anden engelsk band også ved at skabe sig et stort og trofast publikum. Bandet hedder Fono, og de har haft en smule succes i England i nogle år, men i 1998 fik de kontrakt med Reunion Records i USA, og skabte sig et større hit med albumet ”Comes around goes around”. Albummet fik også gode anmeldelser, og fik også nogle radiohits på alternative kristne radiostationer. Senere har de fået en kontrakt med et stort verdsligt pladeselskab, som skal få deres musik ud til det verdslige publikum. Bandet har også været opvarmer for tyske storsælgere Guano Apes når de tournerede i England. ”Goes around comes around” er en god cd, med flere hits. ”Collide” og ”Under my skin” er de numre der holder mest. Fono lyder som Nirvana på en poppet dag, uden at falde under grunge genren. Fono er et modernet pop/rock band. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

The Frames; The Birds

Plateau. 2001

Med navnkyndige Steve Albini og Craig Ward - som henholdsvis måske er bedst kendt for sine producerroller for kendte navne som Nirvana, Pixies (Steve) og dEUS - bag producerpulten, skulle man tro, at The Frames ville larme, flå i trådene og nærmest være på kogepunktet fra start til slut, men irerne i The Frames har ikke meget tilfælles med Nirvanas og Pixies' kaotiske lyduniverser, og måske endnu mindre med de larmende, belgiske post-rockere i dEUS. Godt nok er der visse sære og legesyge guitarlinier gennemgående på albummet, men for det meste er det tilbagelænede folk-rock inspirerede numre som kommer på dagsordenen. Var det ikke for førnævnte sære, psykotiske guitarlinier var "The Birds" stort set kun et charmerende og smukt album, for ikke at sige decideret sødt og behageligt. Med dette er det dog ikke sagt, at de mere eksperimenterende øjeblikke på "The Birds" ikke er kærkomne, fordi det er i virkeligheden disse øjeblikke som tager albummet fra kun at være endnu et britisk folk-rock album, til at nærme sig et af de bedre selvfinansierede albums i år overhoved. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Frenzal Rhomb; Shut Your Mouth

Fat Wreck Chords. 2001

Der er et eller andet ved Frenzal Rhomb som er uendelig charmerende. Måske er det deres australske accent, som fortryller mig hver eneste gang, eller er det simpelthen deres særdeles fængende pop, punk og moderne rock sammensætninger. Hvad end det er, så er Frenzal Rhomb endnu en fed udgivelse fra Fat Wreck selskabet, men kun en ud af en større mængde. Hver gang jeg hører ”Shut Your Mouth” kommer jeg at tænke på The Clash. Måske ikke fordi, at disse to bands er så uendelig ens musikalsk. Det er mere fordi, at Frenzal Rhomb har en accent som faktisk lyder mere som The Clash – selvom den ikke er identisk, i det The Clash var et britisk band og Frenzal Rhomb kommer fra Australien -  end de typiske amerikanske punk bands, hvilket efterhånden er det eneste punk man hører. Alle 16 numre på ”Shut Your Mouth” har et vist hit-potentiale, hvilket endnu engang rejser spørgsmålet, om hvordan Fat Mike og Fat Wreck Chords finder alle disse undervurderede og samtidig fede punkbands, som igen anden kender? Tja, det er nok fordi det er deres arbejde. Hatten af for Fat Wreck Chords. Hatten af for Australien. Hatten af for punk. Hatten af for Frenzal Rhomb. Så “Shut your mouth”. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð

 

Furnace ST; Ladykiller

Steadfast Records, 2000

Furnace ST er noget så sjældent som et synth-pop/rock band, udgivet af et hardcore/metal pladeselskab. Hvordan det er gået til at Steadfast har udgivet Furnace ST’s Ladykiller ved jeg ikke, men at Furnace ST og Steadfast’s andre bands er som nat og dag, kan der næppe være nogen diskussion om. Duoen Furnce ST - som består af Adam Boose (sang, guitar, bass og elektronisk manipulation) og Lisa Jorgensen (keyboards, bass, sang og feedback) – har med Ladykiller skabt en mørk men samtidig smuk plade, med det ene ben godt plandtet i 80ernes synth-pop genre, og det andet i 90ernes gotiske industrial rock. (JJJJ--) Hans Jákup Eiðisgarð