Nu gælder det ikke alene et verdensmesterskab, men også kvalifikationen til OL, hvor kun de fem første kommer med. Som bekendt lykkedes kun ét af målene, nemlig at komme til Atlanta. Og resultatet -- tja, en bronzemedalje, som er ganske ufortjent, men det bedste holdet nok kunne gøre under de forhold.

På mange måder et skandaløst arrangement, hvor ulven vogter får: Østrigs Prokop tager alle mulige svinske kneb i brug for at genere modstanderne til deres kampe. Listen er uendelig: dårlige hoteller langt væk fra hallerne, at melde udsolgt til kampene for at holde de danske tilskuere borte eller opkøbe billetterne for at uddele dem til Østrigs fans, fusk med urene, tydelige hints til dommerne om, hvad de skal dømme for at Østrig vinder, at det Østrigske hold ikke at komme tilbage efter pausen til omkamp, den berømte toiletrulle ind på banen foran mål, beskyldninger om korruption og pres på IHF officials... Ulrik må skabe sig kampene igennem for at måle sig med standarden.

Susanne havde været meget syg og skadet og klarede sig derfor kun godt i de første kampe (ku' godt ha overladt posten til de andre meget tidligere) og var ikke med i bronzekampen. Også Anja havde været syg i et halvt år og det gik hende på nerverne, at hun ikke kunne spille op til sit bedste. Der blev kommenteret, skældt ud, sparket til en stol m.v. Ulrik sagde efterfølgende til hende, at hun skulle påtage sig et mindre ansvar og kun koncentrere sig om hendes eget spil. Anja fik derfor en mindre central forsvarsrolle så hun kunne gøre mere ud af sit angrebsspil. Også Anette Hoffmann og Rikke Solberg spillede stærkt, men det kunne mærkes at Tanderup og Byriel manglede.

Til finalen var ungarske fanatikere mødt op for at huje og opføre sig ret skandaløst. De er ikke blevet bedre med årene, har vi lært!