Begyndelsen på et kejserrige (44 f.v.t. – 14 e.v.t)

Cæsars mordere troede at folk ville juble over mordet på diktatoren, men det stik modsatte skete.  Kun ved et forlig med en af Cæsars tidligere hærførere Marcus Antonius, undgik de lynchning. Cæsar adoptivsøn Gaius Octavian mente dog at han burde overtage magten. Efter få stridigheder imellem rivalerne indså begge at kampen kun gavnede senatet som ville genindføre den gamle forfatning, og de sluttede sig da sammen til det andet triumvirat sammen med den mindre betydningsfulde Lepidus. I 43 f.v.t. tildelte folkeforsamlingen dem fem års absolut magt, og Cæsars mordere blev nedkæmpede. Triumvirerne besluttede derefter at dele magten mellem sig. Antonius der var den ældste fik de rige østlig områderne, Octavian den vestlige del af riget og Lepidus fik tildelt provinsen Africa.

Roms magt område efter Cæsars død år 44 f.v.t. opdelt mellem de tre triumvirere.

I Rom var der en udbredt frygt for, at rigets magtcentrum skulle skifte til det rigere østen, og  samtidigt frygtede man også at riget skulle få en enevældig hersker som det var tradition for der. Så da Antonius forelskede sig i Egyptens hersker Kleopatra, og fik to børn, var Octavian ikke sen til at udnytte denne situation til, under stærk propaganda om Antonius’ forræderiske planer, at få både Roms befolkning og senatet bag sig i krig mod Antonius. Krigen blev kort, og da Antonius og Kleopatra begik selvmord, gjorde Octavian Egypten til sin personlige ejendom

Da også Lepidus var ryddet af vejen, var Octavian nu Roms absolutte hersker. Octavian lod senatet og folkeforsamlingen bestå, men var selv konsul fra 33–23 f.v.t. Derefter blev han folketribun på livstid. Der var nu tale om et direkte militærdiktatur, men senatet gav ham alligevel titler som  Augustus og Principes Senatus. Magtgrundlaget lå i hans personlige hær der omfattede over 300.000 mand fordelt på 60 legioner, og efter krigen valgte han ikke at trække alle legioner tilbage, men lod 28 indkvartere i lejre ved rigets grænser. Soldaterne var værnepligtige i perioder på 16 år. De 300 denarer de fik årligt og deres pension på 3000, fik de udbetalt fra en kasse, hvis indtægter stammede fra en 5% arveafgift. Desuden forærede Octavian kassen en startkapital på 170 mio. sestertser.

Den stående hær blev ikke kun benyttet til en omfattende erobringspolitik der skulle skaffe Octavian endnu mere magt og berømmelse, men også til at skabe ro og fred i de galliske, spanske og germanske provinser. Men den nordlige grænse blev også rykket. Bl.a. erobredes  Alpelandet, og Illyriens grænse blev rykket frem til Donau ved at besejre flere dacer-hære. Det havde været Octavians’ plan at erobre Germanien frem til Elben, men denne plan blev stoppet da man led et knusende nederlag i Teutoburgerskoven år 9 e.v.t., hvor to hele legioner blev udslettet ved et bagholdsangreb.

Da Augustus både havde midler og klienter nok til at fastholde magten uden yderligere indtagelser, og samtidig blev nødt til at opgive flere nyerobrede områder, erklærede han, at Romerrigets naturlige grænse var nået.

Legionerne ved rigets grænser blev da indkvarterede i regulære forsvarsværker, og legionernes hovedopgave var ikke længere nye vindinger, men skulle nu udelukket bruges til at opretholde ro og orden, og forsvare den romerske grænse.

Det romerske magtområde efter Octavians død år 14 e.v.t.