Roms grundlæggelse og kongetid (ca. 1000 – 509 f.v.t.)

Den Italienske halvø var i stenalderen ikke befolket af indoeuropæere. Men omkring år 1000 f.v.t. vandrede flere af disse ind i Italien og blandedes med de oprindelige urfolk. Hermed dannedes mange nye stammer, bl.a. latinerne som bosatte sig i Latium. Dette folk grundlagde flere landsbyer, bl.a. på et sted ved floden Tiberen kaldet ”De Syv Høje”. Højene gav gode forsvarsmuligheder, og floden gode muligheder for handel. Desuden lå byerne ved Via Salaris (Saltvejen) som sabinerne og andre bjergstammer brugte når de skulle til kysten for at hente salt, og når de flyttede deres kreaturer ned til kysten hvert efterår for at få de bedste græsgange. Med tiden voksede flere af byerne på de syv høje sammen til den by vi kalder Rom.

Nord for Latium boede etruskerne, et  højt civiliseret folkeslag.

Etruskernes landområde Etruria, mellem Appenninerne, Tiberen og det Tyrrhenske Hav, bestod af 12 bystater, ledet af hver sin konge, samlet i et både politisk og militært forbund.

Kort over Italien og dens stammer

Ca. år 600 f.v.t. erobrede etruskerne det nordlige Latium inkl. Rom, og  gav Rom en etruskisk konge. Omkring 575 f.v.t. var Rom blevet omdannet til en velorganiseret by med et statstorv (Forum Romanum) som det centrale midtpunkt. Roms magtområde blev mangedoblet pga. den stigende handel og det forbedrede landbrug som tiltrak både latinere og sabinere.

Roms oprindelige indbyggere udviklede sig til en overklasse/ adel kaldet patricierne, og den nye befolkning til middel/ underklassen, plebejerne, og selvom kongen i teorien var enevældig, fulgte han i høj grad senatet bestående af de mest velhavende patricierfamilier.

Men patricierne var ikke kun de ledende når det gjaldt politik, men også militært. Bjergstammernes halvårlige kreaturomflytninger skabte nemlig både konflikter og krige om græsgangene og om den frugtbare jord, og da man på dette tidspunkt udkæmpede slag mellem de forskellige stammer på hesteryg, blev Roms forsvar overladt til et adeligt ”ridderkorps”, som på dette tidspunkt var de eneste der havde råd til at holde rideheste.

Efterhånden begyndte tingene dog at gå dårligt for etruskerne. Samtidigt med flere hårde krige mod grækerne, begyndte keltiske stammer at trængte ned fra nord. Dette tvang etruskerne til opgive deres nyerobrede områder, og Rom blev derfor selvstændigt. Først regeret af romerske konger, og derefter som en republik (509 f.v.t.).