MUMBAI
Flyveturen Til Mumbai blev noget mere strabaserene end forventet, flyet var naesten 7 timer forsinket, og da vi var dodtraette efter at have koert i tog til kastrup og sovet en time paa gulvet i et hjorne, Det endte det med at vi sov endnu et par timer paa en beank i Ostrig.
Hotellet jeg havde booket over nettet var knapt saa dejligt som forventet, der laa bunkevis af stov og skidt paa det halvraadne gulvtappe, al malingen var krakeleret af vaeggende, og sengene var haardere end jeg havde troet muligt. Den forste nat naede tanken om hvorfor vi frivilligt indlod os paa dette strefje os begge. Naeset dag flyttede vi hotel til et noget mere praesentabelt et saa vi kunne faa sovet ordenligt ud.
Mumbai, var som alle indiske storbyer, alt for stor og forurenet.
HAMPI
Efter Mumbai tog vi til Hampi sammen med en mand fra Chile vi havde moedt i toget, der brugte vi en uge, og noed de forhistoriske templer. Den stoerste oplevelse var nu da vi en dag paa cykel var kommet ud til et lille fjert liggende tempel og overvaerede en gruppe indiske kvinder danse ritual dans til aere for deres guder.
Bangalore
Vi var efterfoelgene 1 dag i Bangalore, hvor vi besoegte en 28 aerig inder og hans kone i deres hjem uden for Bangalore. Vi havde moedt ham i toget og han havde inviteret os hjem. Det var meget specielt, vi sad paa gulvet og spiste og hans kone havde lavet super god mad, det var heldigvis indisk, han havde ellers taenkt at lave nudler til os fordi hun troede vi bedre kunne lide det. De havde ogsaa gaver til os, en Sari til maj-linn og nogle andre spidsfindigheder til mig og alexandro fra Chile. Da vi havde spist blev vi praesenteret for hele deres familie (soeskende og foraeldre) som boede i et hus ved siden af. De var fantaskisk flinke mennesker med en utrolig gaestfrihed, som vi sent vil glemme.
ANDAMANERNE
BANGLADESH
Efter en lille uge i Kolkata, hvor vi begge blev ramt en dag af sygdom kom vi endelig af sted med bus mod Bangladesh. Efter de 12 timer i bus var hovedstaden Dhaka et overvaeldende bekendskab, for det foreste fordi det var blevet moerkt og for det andet fordi der var saa mange biler og cykelrickshaws at bare det at krydse vejen i den forstad bussen satte os af i var en sveddryppende affaere. Heldigvis var der en venlig engesktalene medpassager som skulle samme vej som os, han skaffede os transport og insisterede paa at betale. Uden ham havde vi nok staaet paa den vej endnu.
I dagslys var Dhaka blot endnu mere overfyldt med med mennesker og cykelrickshaws. Naesten halvdelen af de 3 dage vi var i Dhaka brugte vi i cykelrickshaw, fordi vi umuligt kunne finde noget selv i de laborint agtige gader og fordi rickshaw wallah'ne (chaffoerne) ofte misforstod os da de ikke forstod engelsk og vores kundskaber i bengali ikke altid rakte.
I Indien er vi jo vandt til at naesten alle kan det mest basale engelsk, men her var udfordringen noget stoerre.
Maj-Linn matte gaa med torklaede, lange bukser og lange aermer for at tage toppen af deres opmaerksomhed, men alligevel kunne der hvis vi stoppede paa gaden hurtigt staa mindst 100 mennesker og bare kigge paa os, nogen af dem paa meget naert hold.
Efter Dhaka sejlede vi et dogn med et gammelt dampskib ned til Khulna, vi sejlede paa 1. klasse da turister ikke kunne faa andre billeter. 1. klasse betyder at man har en "butler" rendene efter sig hele tiden til at spoerge "is everything allright", hvilket kun har det ene formaal at foroege drikkepengene. Dette var dog temmelig irriterende i laengden. Paa skibet moedte vi ogsaa den foreste anden turist, en dreng paa vores alder fra Australien.
Med ham og 8 andre tog efter nogle dage i Khulna til naturresavatet "Sundarbans", som ligger i Bangladeshs syd-vestlige hjoerne. Dette var en rigtig luksustur, og det var saa rart at komme vaek fras alt forureningen og larmen. Vi saa en masse hjorte, vildsvin, oddere, aber og en kaempe saltvands krokodille. Vi saa ingen tiger kun dens fodspor.
Da vi forlod Bangladesh stod vi tilbage med den foelse at det virkeligt var et gaestfrit land, alle ville vide hvem vi var og hvor vi vr fra, og naar vi svarede Danmark fik vi kun positiv respons. Kun i Indien er jeg af muslimer blevet spurgt hvad min holdning er til George Bush osv. Bengalerne var meget religioese men ikke saerlig intersserede i politik.
DARJEELING
Fra Bangladesh tog vi via Kolkata til Darjeeling. Vi tog det beroemte lejetoejs tog de sidste 88 km, desvarre kom turen til at vaere 10 timer, den foreste halvdel var meget flot, men saa blev det taaget og man kunne ikke engang kunne se lokomotivet, og der var kun 3 vogne!!! vi passerede verdens hoejste togstation Groom, i 2400 meters hojde. Her er ekstremt koldt, ca 5 grader om natten tror jeg, saa vi sover med alt vores toj paa. det foreste vi gjorde var at koebe varme taepper, uld handsker og sokker.
Naar man foerst har faaet varmen, maa man sige der utrolig smukt heroppe, de naeste par dage skal vi ud og vandre i de omkrig liggende bjerge og nyde den friske bjergluft.
NEPAL
Vi er igaar aftens kommet tilbage til civilisationen efters 17 dages trekking. Vi er gaaet mere end 330 kilometer op gennem smukke dale langt ind ind i de vilde bjerge. Udsigterne har vaeret fantastiske, med sneklaedte tinder paa over 8000 meter i alle retninger. Vi har set kaempe oerne og Kondoren(gribbe agtig fugl) verdens stoerste fugl.
Om natten har vi sovet i smaa lokale guest houses som man kunne finde naesten efter hver time, hvilket var meget belejligt naar klokken naermede sig fem og vi havde vandret siden klokken halv otte. Vi har spist groed til morgenmad og ellers ris og nudler til middag og aften hver dag, saa det var dejligt at komme her til Pokhara igaar og faa en ordenlig burger med koed og pomfritter.
Vi fulgte foerst floderne op som mange tusind aar foer havde skaaet deres vej gennem bjergene, indtil vi kom til den mystiske og gemte Manang dal. Her har vaeret lukket for alle udlaendinge indtil midten af halvfjerdserne pga tibetanske flygtninge stoettet af CIA herfra foerte guerilla krig med Kina.
Nu er her dog en del turister hvert aar, men stadig transporteres alle madvarer og drikkelse herop paa aeselryg i de utallige aesel karavaner der tugt laesset ridder op ned ad de smalle stejle stiger til dalen. Vi boede et par dage i dalens hovedstad Manang for at afklimatisere, da vi var gaaet fra 800 meter over vandets overflad fra trekket start til 3500 m i Manang. Heldigvis var der mange vandreture at gaa ud fra byen, og nogle kloegtige lokale havde etableret en biograf(dvs et tv og nogle baenke). Vi gik til en glacier og besoegte en 91 aerig lama som boede paa en bjergskraaning, han velsignede os og sagde at vi ingen problemer ville faa med at gaa over trekkets stoerste udfordring, verdens hoejeste pas Throng La paa 5416 meter.
Vi haabede han havde ret og begav os naeste dag videre op gennem det efterhaanden mere golde og kolde landskab. Vi sov en nat I et guestehus paa 4000 meters hoejde, hvor ejeren havde ikke mindre end 70 Yak okser, meget smukke og behaarede dyr, men efter sigende ogsaa meget hisige saa vi holdte os paa afstand. Naeste dag gik vi til Throng phedi i 4500 m, en af de sidste overnatnings mulighed foer passet. Samme dag gik vi ogsaa videre op til High Camp i 4800m uden tasker for at afklimatisere saa meget saa muligt(walk high sleep low er raadet mod hoejdesyge), men dette resulterede desvaerre i at jeg fik en smertelig hovedpine same aften, det lave iltindhold i luften goer at blodaererne I hjernen bliver stoerre og hjernen bliver for lille til kraniet, tror jeg. Jeg blev ogsaa svimmel, desvaerre begyndte det at sne ellers havde jeg gaaet ned til en lavere hoejde.
Jeg faldt heldigvis i soevn kl 8 og vaagnede naeste dag uden hovedpine. Vi havde faaet os en forskraekkelse og valgte ikke at gaa over passet denne dag, men gik blot til High Camp igen, for at se om jeg ville faa hovedpine og hojdesyge igen, hvilket jeg ikke fik. Men man sover meget daarligt i 4500 meters hoejde og om natten besluttede vi at det ikke var vaerd at proeve at gaa over det hojde pas, da vi begge var udmattede og ikke foelte energien til den store kraftanstrengelse det ville vaere (og saa lige aflaegge lamaen paa bjerget et visit og sige at den velsignelse altsaa ikke hjalp).
Det hele naaede dog at vende igen! Da vi klokken fire om morgenen besluttede at goere et forsoeg da der ikke ville vaere meget sjov ved at gaa den samme vej tilbage. Klokken fire er det eneste tidspunkt man kan starte en bestigning af passet paa da man skal naa toppen 1000 meter hoejere oppe inden klokken ti-elleve stykker da der begynder at blaese voldsomme vinde op fra dalene paa begge sider der. Den foerste time til High Camp i 4800 meter(som vi ogsaa havde gaaet de to forgaaende dage) var den haardeste, for det foerste var det stejlt opad, vi havde igen vores tasker paa og 7 liter vand(da man skal drikke utrolig meget naar man er oppe i disse hoejder) og
selvom vi havde alt vores toej op (og paa dette tidspunkt havde haft det i flere dage) var det saa koldt at vandre gennem sneen at man maatte bevaege taerene hver gang man stoppede for at sikre de var der endnu( og man stoppede tit, den kolde luft foeltes helt toemt for ilt). Det var dog ubeskriveligt smukt at gaa der under stjernerne med sin pandelampe og maanen som vejviser. Da vi naaede High Camp klokken seks om morgenen og solen stod op over bjergene og varmede vores frossende lemmer fandt vi den mand vi havde snakket med begge de to dage vi havde vaeret her forinden, han var villig til at foelge os til toppen af passet. Vi havde jo ingen guide eller porter og selvom der var en del andre der skulle bestige passet samme dag som os kunne vi jo ikke vide om en eller os begge to ville faa pludeslig hoejesyge. De andres guider ikke med sikkerhed hjaelpe os og de
andre turister ville nok ikke vide havde de skulle goere? Hvert aar doer flere I forsoeg paa at bestige passet saa vi foelte det var sikrest at have en lokal kendt med. Det viste sig at han gerne ville tage min taske og alt vores vand (som var det der vejede mest da vi jo havde alt toejet paa). De naeste tre en halv time gik vi op til toppen, det foeles som en meget uvirkelig droem, vi gik helt oppe mellem bjergtinderne i et sneklaedt maanelandskab, det ligenede i sandhed en anden planet. Vi gik ekstremt langsomt, og maatte alligevel ofte holde pause helt forpustede. Da vi klokken halv ti naede det bare pas var vi helt faerdige, det vi blot 6 timer tidligere havde troet umuligt var nu lykkedes, ingen af os havde hovedpine i modsaetning til en del af de andre som ogsaa var kommet herop. Selvfoelgelig var der et lille tehus her i 5416 m. En
lemon-te kostede her 85 rupees (8,5 krone). Efter 45 minutter paa toppen af passet gik tog vi afsked med vores en dags guide og begyndte den bratte nedstigning til Mustang dalen paa den anden side, Nedstigningen var naesten vaerre end opstigningen vi gik 1600 m ned til Mutinath paa halvanden liter vand. Da vi endelig kom fra spiste vi dobbelt aftensmad og plejede vores smadrede knae.
Mustang dalen var helt anderledes, denne laa nord for mange Himalayabjerge og her kom naesten ingen regn, landskabet var helt bart med kun klipper og toer jord. Dalen var ogsaa flot, men da passet var overstaaet glaede vi os ogsaa til at komme ned igen. Efter nogle dage blev omgivelserne frodige igen, en dag gik vi mange timer gennem en roddodendronskov, det var utrolig flot, der var baaede roede, lyseroede og hvide overalt paa bjergskraaningerne.
Vi er nu i Nepal indtil den 28 april hvor vi i jeep begiver os til Tibet og hjemrejsen starter. Indtil der skal vi tage lidt paa i vaegt igen, spise lidt god mad, paraglide og rafte. Her i Pokhara er det heldigvis varmt igen.