ROMERSK RELIGION

Roms religiøse oprindelse

Roms religiøse verden er blevet til ved sammensætning af mange forskellige religiøse påvirkninger, enten fra de folkeslag som har grundlagt Rom, deres nabofolk eller fra de områder som Rom har erobret igennem tiderne. Selv om nogle religiøse elementer blev bevaret under hele Roms beståen, var Roms religion i historisk perspektiv under konstant udvikling.

De folk, som regnes for Roms grundlæggere er først og fremmest Latinerne og delvis også Sabinerne. De var begge bosat i bjergene ved floden Tiber i nærheden af det fremtidige Rom og hørte til de italiske stammer af indoeuropæisk afstamning, som indvandrede til det Italiske halvø engang omkring år 1000 f.Kr. Deres såkaldte primitiv religion indeholdt mange indoeuropæiske træk, som tilbedelsen af forskellige naturkræfter og formildning af disse ved hjælp af forskellige ritualer og ofringer. Deres religion blev udøvet på bjergtoppe i hellige lunde (navnlig eg- og bøgelund). For eksempel blev deres øverste guddom Jupiter (Diovis-Pater) svarende til den gamle indoeuropæisk guddom for lys og himmel, af Latinerne tilbedt på Mont Albanus ved deres hovedby Alba Longa i Latium. Jupiter blev senere også til Roms øverste gud.

Udover italiske stammer, har også Etruskerne været med til at forme Roms opbygning, dens kultur og religion. Etruskerne var bosat nord for Rom på frugtbare sletter ved Vestkysten i det nuværende Toscana. De er ikke af indoeuropæisk eller andet kendt afstamning, men regnes for at være et oprindeligt folk i Italien (dog muligvis med græsk islæt). I Roms tidligste tider var Etruskerne højere udviklede kulturelt, teknisk og politisk og kunne dermed bidrage til Roms opbygning på forskellige områder. Flere af Roms konger var af etruskisk afstamning. Deres religion var under stærk indflydelse af græsk religion, så det kan være vanskeligt at skelne mellem oprindelige etruskiske guddomme og græsk påvirkede. De første gudetempler i Rom med statuer af guder var bygget af etruskerne og efter etruskisk forbillede. De romerske gudinder Juno og Minerva menes at stamme fra de etruskiske gudinder Uni og Menerva.

Den største fremmede indflydelseskilde på Romersk religion må siges at værre Grækenland. Enten igennem Etruskerne eller ved direkte kontakt med grækerne, navnlig fra de græske bosættelser i det sydlige Italien og Sicilien, har den højt udviklede græske bycivilisation og dermed byreligion været en enorm inspirationskilde for Rom. Efter græsk forbillede blev Roms guddomme personificeret og sammenlignet med de græske guder og der blev knyttet myter til dem inspireret af de græske myter. Mange af Roms guder blev importeret fra Grækenland, navnlig efter anvisning fra de Sibyllinske orakelbøger, som ligeledes var af græsk afstamning. Romerne har utvivlsomt set meget op til Grækerne, og dette var sandsynligvis årsag til dannelsen af myten om romernes afstamning fra Troja igennem Aeneas, sønnen af Anchises og Aphrodite. I hellenistisk tid har også såkaldte mysteriereligioner, som hører under individualreligionerne bredt sig fra Grækenland til Rom som f. eks. Kybele og Dionysos kulten.

Under Romerrigets ekspansion i kejsertiden, fik også andre fremmede mysteriereligioner en stor udbredelse i Rom, navnlig dem som blev dyrket i Roms fjerne østlige provinser. Af disse kan nævnes f.eks. Mithras med oprindelse i Persien, Isis dyrkelsen fra Egypten, og ikke mindst Kristendommen fra Judæa, som fik fodfæste i Rom og blev Romerrigets nye religion fra 4.årh e.Kr.

Kildemateriale til romersk religion

Selv om den største del af kildematerialet til romersk religion er gået tabt igennem tiderne, blev der dog alligevel bevaret en så stor del, at vi i dag har gode muligheder for at danne os et nuanceret billede af romersk religion.

Udover arkæologiske udgravninger af gamle templer er navnlig votivindskrifter fundet i stor tal. I disse takkede romere guderne for deres bistand. En anden arkæologisk kilde til romersk religion og navnlig til religiøse fester er den romerske stenkalender. Der er bevaret mange rester af de forskellige udgaver af kalenderen, som fandtes i Rom og Romerriget igennem tiderne.

Udpræget religiøs litteratur findes kun sparsomt og kun fra senere tider. I det hele taget begyndte romerne først at skrive i hellenistisk tid, efter kontakten med Grækenland. Der findes dog en forholdsvis god beskrivelse af det religiøse liv også i andre værker. Et af de ældste værker skrevet af en romersk forfatter Cato (den ældre), er De Re Rustica fra 2.årh.f.Kr., som handler om landbrug men som også omhandler de religiøse begivenheder. Et andet meget værdifuldt værk fra republikansk tid er De Lingua Latina skrevet af M.T .Varro fra 1.årh.f.Kr., men det meste er desværre gået tabt. Varros efterfølger, Verrius Flaccus har dog forsat i samme spor og skrev leksikon og ordbog, De Sinificatu Verborum, som med tiden ligeledes er gået tabt. Der findes dog rester af en forkortet udgave af den, skrevet af S.P.Festus i 2.årh.e.Kr. Senere, under Karl den Store har Paulus Diaconus skrevet endnu en forkortet udgave af den, og den findes i sin helhed.

Romerske historikere som f.eks. Herodot, Livius og Tacitus har også bidraget til billedet af romersk religion, selv om man i den tid ikke rigtigt kendte til objektivitets krav. Den vigtigste af dem er nok T. Livius, hvis værker som Ab Urbe Condita (Om Roms udvikling) er forholdsvis sløret af hans eget syn på religion.

Man får et mere ægte indtryk af romersk religiøsitet i værkerne af de romerske digtere, selv om de var under stor indflydelse af græske digtere og de græske myter. Fra republikkens seneste tid (1.årh.f.Kr.) er digterne Lucrec og Catul nok de vigtigste. Under kejser Augustus var der en stor opblomstring af religiøs digtning, som f.eks. Ovids værk Fasti (Kalenderen) eller digtene skrevet af Virgil og Horats vidner om. Af romersk prosa er Ciceros værker, som De Divinatione (Om spådomskunst) også en vigtig religionskilde.

Udover de romerske forfattere, har også de græske beskæftiget sig med romersk religion. Meget betydningsfulde er historikeren Polyb, som har arbejdet for Scipio Africanus under 3.puniske krig, og Plutarch som har skrevet biografier om historiske skikkelser i Rom som f.eks. Numa Pompilius og filosofiske værker om livet i Rom som f. eks. Questiones Romane.

Romersk kalender

Som nævnt tidligere, er den romerske kalender, kaldet Fasti en af de vigtigste kilder til romersk religion. Kalenderens funktion udover opdeling af året i måneder, uger og dage var først og fremmest markering af religiøse fester og helligdage knyttet til årets gang i naturen, landbruget og militæret, til Roms guder eller til historiske begivenheder.

Romerne mener, at den ældste kalender er lige så gammel som Rom selv, hvis ikke ældre og var baseret på et år med kun 10 måneder med starten i marts. Ifølge Livius stammer den første festkalender med 12 måneder fra kong Numas tid, d.v.s næsten fra grundlæggelsen af Rom. Året startede også i marts og der blev tilføjet januar og februar. Den var baseret på et lunar år på 355 dage, hvor månederne marts, maj, juli og oktober havde 31 dage, mens de resterende måneder havde 29 dage, udover februar som havde 28 dage.

Senere i republikansk tid (2.årh.f.Kr.) blev nytårsdag af praktiske grunde flyttet til 1. januar. For at kalenderen kunne nogenlunde følge med et solar år på 365 dage, blev der hver 4.år indsat en ekstra måned på 27 dage efter februar. Der er bevaret en vægkalender af denne type fundet i Antium.

Denne kalender var dog stadigvæk upræcis og havde igennem tiderne svært at følge med det astronomiske solår. Derfor blev den igen revideret under Julius Cæsar, så fra år 45 f.Kr. blev den Romersk kalender (kaldet Juliansk) svarende til den som vi bruger i dag, når det drejer sig om årets opdeling i måneder og dage. De fleste bevarede stenkalendere er af denne type, fordi under kejser Augustus og Tiberius (1.årh.e.Kr). blev kalenderen sat op i hele Romerriget. De bedst kendte festkalendere fra denne tid er Fasti Maffeiani og Fasti Prænestini.

Udover årets opdeling i måneder, var kalenderen også opdelt i en slags uger på 8 dage kaldet Nundinae. Dagene i hver uge var mærket med bogstaver fra A til H for markedsdage, sådan at markedsdagen hele året rundt faldt på den bogstavdag, som nytåret faldt på. Dagene var yderligere mærket med bogstaver N for Nefasti, hvis de var helligdage, eller med bogstaver F for Fasti og med C for Comitialis, hvis det drejede sig om arbejdsdage. Nefasti dage, som man også kaldte religiosi var fra gammel tid en slags tabu belagte dage og derfor uegnede for verdslig arbejde.

Udover disse mærkede dage var dagene som var knyttet til månens faser også mærket i kalenderen. De stammer fra kalenderens tidligste tider, da kalenderen var baseret på lunar år. Hver første dag i måneden, kaldt Kalendae, som i gamle dage faldt på en nymåne, var helliget til gudinden Juno. Dagen som faldt på fuldmåne var helliget Jupiter og blev kaldt Idus eller Eidus. Den blev senere fikseret til 13. dag i månederne med 29 (senere 30) dage og til 15. dag i måneder med 31 dage. Imellem Kalends og Ides var der Nones, som faldt på henholdsvis 5. eller 7. dag afhængigt af månedens længde, og var beregnet til at proklamere månedens religiøse fester. Næsten ingen fester i måneden startede før Nones og kun få før Idus. Festerne var også markeret i kalenderen og i nyere udgaver af den blev der tilføjet nye fester og lege. De fester som blev tilføjet, blev mærket med mindre bogstaver end de gamle.

Årets religiøse fester

Som beskrevet ovenfor, var årets religiøse fester mærket i stenkalenderen. I kalenderen Fasti Prænestini var der yderligere tilføjet kommentarer til festerne og legene (Ludi) af den tidligere nævnte forfatter Verrius Flaccus. En meget omfangsrig beskrivelse af festerne findes i Ovids værk Fasti, men desværre kun fra de første 6 måneder i året. Der findes dog beskrivelser af festerne også hos andre romerske og græske forfattere, så man kan stykke sammen en forholdsvis god viden om dem.

I den ældste romerske kalender fra kongen Numas tid er de fleste religiøse fester knyttet til landbruget. Samfundet på det tidspunkt bestod mest af agerdyrkere og hyrder. Deres eksistens var afhængig af markernes og husdyrenes frugtbarhed og kom i fare ved sygdommes hærgen, eller naturkræfters indgriben. Romerne troede på, at guddomme var aktive i alle disse processer og til denne guddommelig kraft som de kaldte numen henvendte de sig med bønner og ofringer. Festkalenderens funktion var, at tilgodese alle guddomme (som senere blev til personificerede guder) og at de blev tilbedt på de rette tidspunkter af året og med de rigtige ritualer. Af de vigtigste fester knyttet til landbruget kan nævnes følgende:

I januar måned, som er opkaldt efter Janus, gud for indgang og udgang, blev afslutningen af årets pløjning og såning markeret med Compitalia festen. Det var en af de fester (kaldet conceptivae), som var ikke knyttet til et bestemt dato, men blev fastlagt for hvert år. Der, hvor 4 ejendomme mødtes kaldte man compitum og her placerede man 4 små altre, en til hver ejendom. Hver bonde kunne ofre her til Larerne, skytsånderne for hus og marker, for at genopfriske livskraften på ejendomen både for jorden, dyrene og menneskene, før det nye landbrugsår skulle begynde.

En af de ældste fester er Lupercalia som blev fejret den 15. februar. Det var en hyrdefest og blev holdt på det tidspunkt, hvor kvæget skulle sendes på græs. Denne dag har Luperci, som var unge mænd fra gamle romerske slægter, ofret geder til guderne og løb omkring Palatine højen kun klædt i gedeskind formentlig for at holde ulvene borte. Februar måned, hvis navn er udledt af februa, som betyder renselse, var ellers for det meste viet til æren af afdøde slægtninge.

Marts var oprindeligt den første måned i året, nok fordi at på dette tidspunkt begyndte naturen at vågne. Denne måned var helliget guden Mars, som oprindeligt var knyttet til landbruget (som gud for vækst, eller simpelthen livskraft), men senere blev identificeret som krigsgud. Årets nye militære aktiviteter startede også i marts.

I april måned, hvor der kom rigtig gang i naturen, var der mange fester knyttet til landbruget. April var helliget Venus, men man mener at denne måneds navn stammer fra det latinske ord aperire ( at åbne sig), fordi jorden åbnede sig. Den 15. April blev der fejret Fordicidia. For at forøge jordens frugtbarhed, ofrede man drægtige køer (fordae) til Jorden (Tellus) i alle 30 curriae, i hvilke det romerske samfund var opdelt i gamle dage. Den næste fest Cerialia, som blev holdt den 19. April var af samme karakter, som den foregående. Den var helliget Ceres, gudinden for kornets vækst, men ellers ved man ikke ret meget om den.

Parilia festen, som blev holdt den 21. April er bedre dokumenteret, selv om man er uenig om oprindelsen af festens navn. De fleste romerske forfattere mener at Parilia er afledt af gudinden Pales navn, en gammel hyrde gudinde, som man har bedt og ofret til ved denne fest. Mens nogle nutids forskere mener at navnet kan være afledt af ordet pario, som betyder føder, avler, som i dette tilfælde kan dreje sig om fårefødsler. Det var oprindeligt en hyrde fest, beregnet for renselsen af fårefoldene, beskyttelsen af får og mennesker og for fårenes frugtbarhed. Efter renselsen af foldene med vand og svovl, blev der tændt bål af bønnestrå, oliventræ og laurbær, hvor man dryssede blandingen af asken fra ufødte kalve fra Fordicidia festen og hesteblod fra oktoberfesten Equus october, for at menneskene og dyrene kunne blive renset, når de sprang over bålene. Denne dag blev også fejret som Roms fødselsdag (Roma condita). I følge myten blev Rom grundlagt i år 753 f.Kr. af Romulus.

De sidste fester i april var ligeledes landbrugs fester. Det drejer sig om Vinalia den 23. april, hvor man indviede årets første vin til Jupiter. Robigalia den 25. april blev holdt for at afværge rustsygdom i kornet (robigo). Man ofrede røde indvolde af en hund og får til guddom Robigus som kunne forårsage men også afværge robigo. Floralia eller Ludi Florae den 28. April, som først senere blev tilføjet til kalenderen, var tilegnet gudinden Flora for blomster og vegetation.

Der var endnu en fest om foråret som var tilknyttet landbruget. Det var Ambarvalia,, som ikke var fikseret til et bestemt dato, men blev fastsat for hvert gang. For det meste blev den holdt i maj, hvor afgrøderne begyndte at modnes. Månedsnavnet Maj, menes også at stamme fra det latinske ord maior som betyder større (om afgrødernes vækst). Man foretog en lustratio af sine marker, som betyder omkredsning, fordi man førte offerdyrene en gris, en lam og en kalv (suovetaurilia) rundt om marken før de blev ofret til Mars eller Ceres. På den måde blev afgrøderne beskyttet af guderne. Man kunne også foretage en lustratio af et område før opførelsen af en ny by, ved at pløje en fure rund om området, for at beskytte byen.

I juni måned, som var opkaldt efter gudinden Juno, var den vigtigste fest Vestalia som strakte sig over flere dage, med hovedfest den 9. juni. Vestas tempel lå i hjertet af Rom og var også en slags Roms hjerte. Her var placeret hele Roms Arne med den evige ild, som stammede fra gammel primitiv religion, hvor familiens arne kaldet Vesta var et helligt sted. I forbindelsen med Arnen var der også en slags lagerrum (penus), hvor man opbevarede forskelige hellige relikvier, som havde stor betydning for Roms religion. Både den hellige ild og penus var bevogtet af Vestalinderne, kvinder som har viet deres liv til disse guddomme og ikke måtte stifte familie. Under Vestalien, blev lagerrummet og alle relikvier gjort ren. Man mener, at denne tradition stammer fra dengang man gjorde rent i forrådskamrene før høsten skulle begynde.

Juli måned, som har fået navn efter Julius Cæsar, var en ret stille måned, når det drejer sig om fester, undtagen Neptunalia som blev holdt den 23. Juli. Festens oprindelse er ret uklar, men havde noget med vand at gøre, fordi guden Neptun var gud for vand, navnlig hellige kilder.

I august, opkaldt efter kejser Augustus var der forholdsvis mange fester.19. August blev der holdt endnu en Vinalia fest, som hed rustica, for indvielsen af vinhøsten. De næste tre fester i august, Consualia, Volcanalia og Opiconsivia drejede sig om beskyttelsen af kornet i forrådskammeret.

Månedernes navne fra september til december er udledt fra måneds nummer i årets, d.v.s. 7. til 10. måned, som stammer fra dengang da det nye år startede i marts. September og november var arbejdsmåneder, hvor det var næsten ingen helligdage.

Festerne i oktober var tilsvarende marts for det meste tilegnede Mars, med det forskel, at her blev afslutningen af årets militære aktiviteter markeret og i gamle dage sandsynligvis afslutningen af høsten. Den største fest var Oktober hesten (October equus) den 14.oktober, som startede med hestevæddeløb på Campus Martius (Mars marker udenfor Rom). Efter løbet blev den højre hest af det hestespand som vandt ofret til Mars. Halen blev skåret af og transporteret til Regia i centrum af Rom, hvor blodet fra den dryppede på Roms arne.Vestalinderene har gemt blodet, som blev brugt til sakrale formål under april festen Parilia, som nævnt tidligere. Man er ikke klar over hvorfor dette ritual blev foretaget, men muligvis for at forbinde det gamle landbrug og militærår med det nye.

I december var der nogle fester tilsvarende august, som Consualia den 15.december og Opalia den 19.december for beskyttelsen af kornet i forrådskammeret. Men den vigtigste fest var dog Saturnalia som begyndte den 17.december og strakte sig over flere dage. Den var tilegnet guden Saturnus og var en slags Julefest, hvor herrer og slaver byttede roller og folk gav hinanden gaver.

Udover de ovennævnte fester blev der i løbet af året holdt også adskillige andre fester og lege i Rom. Af disse var de fleste knyttet til de personificerede guder og blev tilføjet i kalenderen hen ad vejen. De blev holdt for det meste på den dag, hvor templet for den pågældende gud blev indviet.

Roms Guder og dyrkelsen af dem

Det første gudstempel i Rom blev indviet den 13. September 509 f.Kr på Capitolium højen til den øverste romerske gud Jupiter med tilnavnet Optimus Maximus. Det blev bygget på et hellig (religiosus) sted, hvor Jupiter tidligere var tilbedt i den frie natur. Om dette vidner bl.a. forskellige tabuforskrifter for Jupiter præsten flamen Dialis, som f.eks. at han altid skulle have en hue (apex) på hovedet og føderne på hans seng skulle være besmurt med jord, nok fordi han tidligere har opholdt sig i det frie og sovet på jorden. Han var også erklæret religiosus, d.v.s. fyldt med kraft og måtte ikke have kontakt med militæret, døde mennesker og heller ikke ret meget med de levende. Hver måned på Idus har han ofret et hvidt får til Jupiter på Capitolium. Med dette tempel, som er blevet symbolet på selve Roms eksistens, blev en ny form for gudsdyrkelsen indført i Rom. De gamle romerske guddomme blev personificeret efter græsk forbillede og nye guder blev importeret navlig fra Etrurien og Grækenland. Templet på Capitolium var bygget af etruskerne og efter etruskisk / græsk forbillede. Udover statuen af Jupiter var der i templet også statuer af Juno og Minerva, gudinder for henholdsvis kvindelighed og klogskab, en på hver side af Jupiter og i en separate celler. I den efterfølgende tid blev der bygget utallige gudstempler i og udenfor Rom.

Til templerne knyttedes både det religiøse og politiske liv. Fra Roms ældste tider kender man udover flamen Dialis også andre præster knyttet til en bestemt guddom som f. eks. flamen Martialis for Mars og flamen Quirinalis for Quirinus, guden som man identificerede med Romulus, Roms grundlægger. Statens religiøse overhoved i kongetiden var rex (konge), som i republikkens tid blev erstattet af rex sacrorum. Hans funktion blev efterhånden erstattet af pontifex maximus, den øverste præst i pontifikalkollegiet bestående af 16 mænd. Kollegiets hovedopgave var at sørge for, at pax deorum, det harmoniske forhold mellem guder og mennesker blev overholdt i det romerske samfund og dette kunne kun ske hvis alle religiøse traditioner blev overholdt og alle ceremonier blev udført efter forskrifter (ius divinum).

Kærnen i romersk religion var overbevisning om, at alle ting i verden hang sammen. Derfor kunne man tage varsler om samfundets tilstand og fremtid i forskellige ting som f.eks. i fugleflugten, vejret eller i offerdyrenes indvolde. Sådan spådomskunst kaldte man divinatio, og præsterne som var ansvarlige for tolkning af varslerne var enten augurer, som var medlemmer af 16 mands kollegiet og tog sig navnlig af fuglevarsler, eller haruspices, som var private varseltydere, mest af etruskisk afstamning. Deres speciale var tydning af offerdyrenes lever. Udover disse præster var der også 15 mænd der stod for offerceremonierne (sacris faciendis) og 10 epulones der sørgede for festmåltiderne for guderne.

De fleste præster, undtagen rex sacrorum og flamen Dialis, har samtidig også været prominente personer i det politiske liv. F.eks. Julius Cæsar var samtidigt både pontifex maximus og augur. Det politiske liv udspillede sig også omkring gudstemplerne. F.eks. ved templet på Capitolium tiltrådte de nye konsuler deres embede, og de ofrede og aflagde votum (løfte) til guderne her. Efter en sejrrig krig, gik også triumftoget hertil og feltherren nedlagte krigsbyttet foran Jupiter statuen.

Individualreligionernes indtog

I republikkens sidste tid kom der forskellige fremmede religiøse retninger til Rom. De fleste henvendte sig til det enkelte menneske og dets frelse og kunne derfor dyrkes sideløbende med den officielle statslige religion. Disse individualreligioner, som man kaldte mysterier, blev kun dyrket indenfor en indviet kreds og man skulle igennem forskellige optagelsesritualer. Da det var forbudt at råbe mysterietsmål, har vi i dag kun sparsom kendskab til dem. Man kender dog nok mest til Bacchus kulten, som kom fra Grækenland, hvor den blev kaldt Dionysos kulten. Denne kult blev meget udbredt både i Rom og hele riget, men fordi festerne, som man kaldte Bacchanalia udviklede sig til rene orgier med tilstødende kriminalitet, blev de i året 186 f.Kr. forbudt af senatet.

En anden fremmed kult som fik stor udbredelse i Rom var Cybele kulten. Man kendte til Cybele i Rom siden den 2. Puniske krig (2.årh. f.Kr.), da en hellig sten, som symboliserede Cybele (Gudernes moder og herskerinden over naturen ) blev efter anvisningen af de Sibyllinske Bøger hentet fra Phrygien i Lilleasien for at afværge kartagernes besættelse af Rom. Cybele også kaldt for Magna Mater blev officielt tilbedt i Rom under aprilfesten Megalesia. Denne fest, hvor der bl. andet blev opført teaterforestillinger, var helt tilpasset til den romerske kultur. Mens selve Cybele kulten blev dyrket på en helt anderledes fremmedartet måde, med voldsom dans, sang, trommen, hvor Cybele-præster fra Phrygien (kaldet Galli) har påført sig sår og kastreret sig selv. Denne form for kultdyrkelse var set med stor betænkelighed på af senatet, ligesom på andre fremmedartede religiøse kulter og de blev begrænset så meget som muligt.

Kristendommen fik dog det bedste fodfæste i Rom og blev dens nye statsreligion fra år 392 e.Kr., da kejser Theodosius befalede, at alle gamle gudstempler skulle lukkes, og det blev forbudt at bringe hedenske ofre for fremtiden.