Tjekkoslovakiet/Tjekkiet
efter 1989
Jens-Peter Fage Madsen
Versailles-freden; München-forliget; Lidice; foråret i Prag; Jan Palachs selvmord: Charta 77; fløjlsrevolutionen. Rækken af dramatiske begivenheder i Tjekkoslovakiets/Tjekkiets korte historie er lang. Landet blev i det 20 århundrede delt 2 gange og det har været besat/domineret udefra af tre forskellige magter. Trods dette har tjekkerne som folk overlevet, og de har bevaret deres værdighed. – Men hvordan er det så gået efter den seneste omvæltning, nemlig fløjlsrevolutionen i 1989? Hvad førte begivenhederne til? Hvordan har befolkningen klaret sig i denne nye omstillingsproces? – Nogle af disse spørgsmål vil jeg forsøge at besvare i denne artikel. En biologisk
løsning?
Den tjekkoslovakiske systemkritiker og forfatter Vaclav Havel blev d. 6 november 1989 interviewet af det tyske ugemagasin ’Der Spiegel’ om mulighederne for politiske reformer i Tjekkoslovakiet. Heri kom han bl.a. med følgende udtalelse: ”…Hvis vi er heldige, må vi vente en biologisk løsning på problemerne. Betonhovederne (den kommunistiske ledelse) dør jo på et eller andet tidspunkt…” To måneder senere var ’betonhovederne’ fjernet fra den politiske magt, det kommunistiske system var faldet og samme Vaclav Havel var Tjekkoslovakiets præsident. En sådan udvikling havde kun meget få troet muligt. Den umiddelbare årsag til denne radikale omvæltning af det Tjekkoslovakiske samfund var en række demonstrationer, der startede i Prag og siden hen bredte sig til andre større byer i landet. 17 november 1989: Fløjlsrevolutionen sættes i gang Omvæltningen i Tjekkoslovakiet tog for alvor sin begyndelse med en stor demonstration med op mod 50.000 deltagere d. 17 november 1989 i Prag. Demonstrationen var som udgangspunkt lovlig. Det var studenterorganisationen ’Socialistisk ungdom fagforening i Prag’, der havde fået tilladelse til at afholde en demonstration til minde om et drab, den tyske besættelsesmagt havde begået i 1939 på en ung student. Drabet have dengang ført til en kortvarig studenteropstand mod besættelsesmagten. Mindedemonstrationen udviklede sig imidlertid hurtigt til en demonstration rettet direkte mod de kommunistiske myndigheder. Demonstranterne krævede frie valg og afskedigelse af generalsekretæren for kommunistpartiet Milos Jakes. Da den officielle demonstration sluttede, gik ca. 3000 af deltagerne ind på Wenceslas-pladsen i det centrale Prag. Her blev de mødt af politiet. Trods krav fra politiet om, at de skulle forlade pladsen, gennemførte demonstranterne en ’sit-in’ på pladsen. Politiets svar var en optrapning, idet de anvendte hunde og knipler mod demonstranterne. 143 demonstranter blev arresteret, og 17 blev bragt sårede på hospitalet. Der begyndte hurtigt
at løbe rygter om demonstrationerne såvel i Prag som i resten af
Tjekkoslovakiet. Rygterne talte i første omgang om, at op mod 500 var blevet
såret. Senere forlød det, at en demonstrant var blev dræbt efter at være
blevet slået af politiet. Rygtet viste sig senere ikke at være sandt. Det var
uden tvivl rygter som disse, der satte gang i den demonstrationsbølge, der
skulle vise sig at bane vejen for et demokratisk Tjekkoslovakiet. Borgerforum D. 19 november mødtes
ca. 300 ledende oppositionsfolk i Prag for at danne den ny
oppositionsbevægelse. Denne fik navnet ’borgerforum’ (OF) i den tjekkiske del
af landet og ’offentlighed mod vold’ (VPN) i den slovakiske del af landet.
Den nok meste prominente deltager var uden tvivl Vaclav Havel. Borgerforum
fremlagde på en pressekonference afholdt den følgende dag bevægelsens
hovedkrav: · afskedigelse af Milos Jakes og andre ledere i kommunistpartiet, idet de blev set som ansvarlige for samarbejdet med Warszawapagt-tropperne og dermed nedkæmpelsen af ’Prag-foråret’ i 1968 · nedsættelse af en kommission, der skulle undersøge politiets fremfærd overfor demonstranterne d. 17 november · afstraffelse af de skyldige for volden d. 17 november · frigivelse af alle politiske fanger (samvittighedsfanger). Ved mødet deltog også en repræsentant fra det tjekkoslovakiske socialistpart, Jan Skoda. Ved mødet erklærede socialistpartiet, der tidligere havde været et af kommunistpartiets støttepartier i ’den nationale front’, at partiet var parat til at støtte borgerforum. Et andet af kommunistpartiets støttepartier, folkets parti, erklærede også siden hen sin støtte til borgerforum. Hermed var kommunistpartiets magtbase for alvor i gang med at smuldre. D. 20 november var der over 200.000 demonstranter på Wenceslas-pladsen. Samtidig spredtes demonstrationerne fra Prag til andre af Tjekkoslovakiets større byer, herunder den slovakiske hovedby Bratislava. Demonstrationerne blev fulgt op af strejker bl.a. ved landets universiteter og teatre. Overalt var så man det samme billede. Demonstranterne gjorde brug af en ikke-voldsstrategi, hvilket gav den tjekkiske revolution tilnavnet ’fløjlsrevolutionen’. Netop ikke-voldsstrategien kom til at spille en afgørende rolle for begivenhederne. I udlandet stillede den de tjekkiske demonstrationer i et særligt sympatisk lys. Det synes umuligt ikke at have sympati for demonstranterne i Prags gader. Indenlandsk var ikke-voldstrategien også en succes forhold til statsmagt og politi, idet det blev mere og mere vanskeligt for politiet at bruge voldelige metoder overfor demonstranterne. Styret stod således i den situation, at det på en og samme tid besad alle magtmidlerne og følte sig mere og mere magtesløst. Kommunistpartiet
reagerer
D. 21 november reagerede kommunistpartiet for første gang, idet premierminister Ladislav Adamec mødtes med en række systemkritikere, herunder repræsentanter fra Borgerforum og offentlighed mod vold. Mødet afsluttedes med et communiqué, hvori regeringen gav udtryk for sin holdning til den situation Tjekkoslovakiet befandt sig i. Adamec slog heri fast, at demonstrationerne skulle stoppe, samt at Tjekkoslovakiets socialistiske system ikke var sat til diskussion. Så umiddelbart så det ikke ud til, at regeringen på nogen måde havde tænkt sig at komme oppositionen i møde. Repræsentanterne for oppositionen gav dog en noget anden udlægning af mødet. De sagde, at Adamec var kommet dem i møde på 4 afgørende punkter: · kommunistpartiet var indforstået med at diskutere, om det skulle bevare dets status som det eneste parti med reel indflydelse. Hermed var der åbnet for en regeringsændring, der kunne betyde, at ikke-kommunister kunne optages i regeringen. Samlet betød det, at der var sat et afgørende spørgsmålstegn ved den fortsatte eksistens af selve etpartisystemet · der skulle etableres en åben dialog mellem regering og opposition · fremtidig politivold mod demonstranter skulle forhindres · der skulle laves en undersøgelse af politiets handlinger d. 17 november. I de følgende dage fortsatte demonstrationerne, og det blev efterhånden klart for de fleste, at det nu kun var et spørgsmål om tid, før kommunistpartiet under Gustav Husaks, Milos Jakes’ og Ladislav Adamecs ledelse ville blive tvunget til at trække sig tilbage. Det stod lysende klart, da enheder i hæren d. 23 november nægtede at efterkomme en ordre om at skabe ”…normale tilstande...” i Prag. D. 24
november: Dubcek bryder tavsheden
D. 24 november viste tjekkoslovakisk fjernsyn billeder fra demonstrationerne d. 17 november. Her kunne hele befolkningen med egne øjne se betjente, der slog på demonstranter. Myndighederne havde ellers forsøgt at undgå at sådanne billeder kom frem, idet civilklædte politifolk allerede på dette tidspunkt havde foretaget en razzia mod den statslige TV-station i Prag. Samme dag blev der holdt et afgørende møde i kommunistpartiet. Ved mødet skete der store ændringer i kommunistpartiets ledelse. Jakes blev afskediget og erstattet af den næsten 20 år yngre Karel Urbanek, der så sent som i oktober 1988 blevet udpeget til medlem af kommunistpartiets præsidium. Oprindelig var han stationsforstander. Fra 1984-88 havde han været partisekretær i Brno. Alt i alt må han således betegnes som et relativt ubeskrevet blad i Tjekkoslovakisk politik og dermed uden skyld i bekæmpelsen af reformerne i 1968. – Som en af sine første handlinger erklærede Urbanek, at kommunistpartiet ville holde en ekstraordinær kongres i januar 1990, samt at der straks ville bliver indledt forhandlinger med borgerforum og offentlighed mod vold. På Wenceslas-pladsen talte lederen af Prag-foråret Alexander Dubcek samme dag for den forsamlede folkemænge på ca. 200.000 mennesker. Dubcek var netop vendt tilbage til Prag, og hans tale markerede afslutningen på mere end 20 års tavshed. I talen sagde han bl.a.: ”…Vi har for lang tid befundet os i mørket. Allerede en gang har vi været i lyset, og det ønsker vi igen…” Kommunistpartiets retræte: 26 november – 10 december D. 26 november indledte Adamec forhandlinger med borgerforum og offentlighed mod vold. I Prag var der en stor demonstration i udkanten af byen med op mod 500.000 deltagere. Adamec besøgte denne dag demonstranterne. Han lovede i en tale både at overbringe deres budskab til kommunistpartiets centralkomite, og at sørge for at alle politiske fanger ville blive frigivet. Til gengæld bønfaldt han om, at en varslet to timers generalstrejke skulle afblæses. Trods dette blev generalstrejken gennemført d. 27 november. Dagens demonstration (d. 27/11) på Wenceslas-pladsen havde ca. 200.000 deltagere. De følgende dage var kendetegnet ved en række panikagtige handlinger fra kommunistpartiets side. De vigtigste var: · officiel anerkendelse af borgerforum og offentlighed mod vold · løfte om dannelse af en ny regering med deltagelse af ikke-kommunister · løfte om at fjerne den grundlovsartikel, der sikrede kommunistpartiets magtmonopol · støtte til oppositionens krav om en ny undersøgelse af, hvad der skete under ”foråret i Prag”. Allerede d. 3 december blev der udpeget en nye regering med ikke kommunistiske medlemmer. Da den nye regering stadig var domineret af kommunistpartiet, var den ikke brugbar for oppositionen. Demonstrationerne fortsatte derfor. Som et forsøg på at formilde oppositionen fremkom den nye regering i sine første dage med en kritik og en omvurdering af 1968-begivenhederne. Der blev brugt ord og vendinger som ”ubegrundet og fejlagtig” om Warszawapagtlandenes invasion. Ligesom invasionen blev betegnes som ”…overtrædelse af retningslinjerne for relationerne mellem suveræne stater…”. Også begivenhederne d. 17 november lagde den nye regering hurtigt afstand til, idet de ansvarlige, herunder Milos Jakes, blev frataget alle poster. Selv disse tiltag synes ikke at tilfredsstille oppositionen. 9 december valgte præsident Gustav Husak at træde tilbage, og allerede dagen efter blev den første ikke-kommunistisk dominerede regering siden 1949 dannet. Med præsidentens afgang havnede Tjekkoslovakiet i et statsretligt problem. Grundloven foreskrev således, at en ny præsident skulle vælges af parlamentet. Imidlertid var Kommunistpartiet her det dominerende parti, og oppositionen ønskede ikke en ny kommunistisk præsident valgt. Derfor fremkom et forslag om direkte valg til præsidentposten. Noget sådan var dog ikke realistisk set gennemførligt i nuet (- og det er heller ikke gennemført senere). Løsningen blev en kompromis mellem kommunistpartiet og oppositionen, der slog fast, at Parlamentet skulle udpege en ny midlertidig præsident, der imidlertid kun skulle sidde frem til 1990. Her skulle de første frie parlamentsvalg afholdes, og en nye præsident skulle herefter udpeges af det nyvalgte parlament. Det blev endvidere aftalt, at den nye midlertidige præsident skulle være ikke-kommunist. Valget faldt på Vaclav Havel. Han blev valgt enstemmigt. Alexander Dubcek blev samtidig udpeget som formand for parlamentet. – Hermed var Tjekkoslovakiet for første gang siden 1949 ledet af ikke-kommunister. Tjekkoslovakiet tilsluttede sig dermed rækken af lande i Østeuropa, der havde afskaffet de kommunistiske etpartisystemer. Hvor det i andre lande var sket som resultatet af en proces over måneder og år, skete det i Tjekkoslovakiet efter ganske få dages begivenheder. Fra heling til deling For Havel, Dubcek og mange andre var forhåbningen uden tvivl, at fløjlsrevolutionen kunne og skulle bruges til en gang for alle at samle den tjekkoslovakiske nation. Imidlertid syntes ’fortidens spøgelser’ igen meget hurtigt at dukke op, heriblandt den gamle og hidtil uløste konflikt mellem den tjekkiske og den slovakiske del af landet. Den seneste grundlov havde forsøgt at løse problemet ved at give de to lande en vis (primært formel) politisk autonomi. Det kommunistiske partis fjernelse fra magten så mange slovakker som en enestående mulighed for at opnå reel selvstændighed, idet slovakkerne opfattede sig som undertrykt af det tjekkiske befolkningsflertal. Konflikten kom til udtryk i den såkaldte bindestregsstrid fra 1990. På det overordnede plan handlede striden om, hvad landet skulle hedde: Tjekkoslovakiet (- som tjekkerne mente) eller Tjekko-Slovakiet (som slovakkerne mente). Navnet Tjekkoslovakiet signalerede, at landet var en enhedsstat (- en føderation), mens navnet Tjekko-Slovakiet signalerede, at landet reelt bestod af to selvstændige dele. Forhandlingerne om landets fremtidige navn udviklede sig hurtigt til forhandlinger om landets fremtidige enhed. Selv om der i begge dele af landet i befolkningerne (ifølge opinionsundersøgelser) var flertal for at bevare enheden, stemte slovakkerne på anti-føderale politikere. Resultatet blev derfor en nærmest uundgåelig opdeling af Tjekkoslovakiet i Den Tjekkiske Republik og Slovakiet gældende fra 1 januar 1993. Dette skete på trods af, at Vaclav Havel satte meget politisk prestige ind på at bevare enheden. Da det også for Havel blev klart, at enheden ikke kunne bevares, arbejdede han på at sikre en ’lykkelig og fredelig skilsmisse’. Efter 1993 forsikrede Tjekkiet og Slovakiet hinanden og omverdenen om, at det vil fortsætte med at have tætte forbindelser såvel på det økonomiske- som på det politiske- og kulturelle område. Dette skete dog ikke. Landenes møntunion brød sammen i 1993, landenes samhandel faldt og det viste sig endog svært at fastholde den politiske dialog landene imellem. Efter et regeringsskifte i Slovakiet (1998), hvor Meciar-regeringen faldt, er forholdet mellem de to lande dog blevet betydeligt forbedret. Med til billedet af en vurdering af forløbet hører også, at slovakkerne var bange for at blive koblet af den økonomiske udvikling som følge af regeringens økonomiske reformer (mere om de økonomiske reformer senere). Den politiske udvikling efter 1989
første omgang omdannet til ’det borgerdemokatiske parti’ (ODS), siden hen udgik ’den demokratiske borgeralliance’ (ODA) fra ODS’ rækker. Begge partier kan betegnes som liberale. Lederen af ODS, Vaclav Klaus, yndede at sammenligne sig selv med Margaret Thatcher. Sideløbende reetableredes det gamle tjekkiske socialdemokratiske parti (CSSD), der havde været en betydelig magtfaktor frem til 1948, men som efter 1948 havde været underlagt kommunistpartiets kontrol. ’Den kristeligt-demokratisk union’ (KDU-CSZ) opstod med afsæt i et katolsk parti, der ligeledes havde været støtteparti til kommunistiskpartiet frem til 1989. Partiet opfatter sig selv som havende rødder helt tilbage til den habsburgske æra. Også kommunistpartiet (KSCM) genopstod i en demokratisk form uden dog at opnå reel politisk indflydelse. På den yderste højrefløj etableredes ’det republikanske parti’, der lagde alle Tjekkiets (og Tjekkoslovakiets) trængsler på skuldrene af romaerne, det tyske mindretal, jøderne og andre mindretalsgrupper. Partiet, der har højreekstremistiske og endog racistiske tendenser, har på linje med kommunistpartiet været isoleret i tjekkisk politik. Hertil kommer et utal af små ubetydelige politiske partier uden politisk indflydelse. – Nogle politiske iagttagere af tjekkisk politik har påpeget at partierne hurtigt er blevet en så dominerende magtfaktor, at der ikke er levnet plads til folkelige bevægelser og græsrodsorganisationer. Sandt er det da også, at f.eks. miljøbevælser ikke har nogen nævneværdig plads i det politiske billede. Det er dog værd at bemærke, at den gamle skytte- og gymnastikforening SOKOL (betyder falk på tjekkisk) igen er aktiv og igen spiller rollen som kritiker af det etablerede politiske samfund. – En rolle SOKOL også spillede såvel under modstanden mod østrigerne (frem til 1918) og tyskerne (1938-45) som under den kommunistiske epoke, hvilket betød, at SOKOL var forbudt. – Frem til 1998 var tjekkisk politisk domineret af Vaclav Klaus og højrefløjen. Efter 1998 har Tjekkiet haft socialdemokratisk ledede centrum-venstre-regeringer først under ledelse af Milos Zeman og efter valget denne sommer (2002) Vladimir Spidla. I den slovakiske del af landet så man en tilsvarende udvikling, hvor ’offentlighed mod vold’ blev afløst af politiske partier. Kuponer og kapitalisme Det overordnede mål med den økonomiske politik var at omdanne Tjekkoslovakiet / Tjekkiet fra kommunisternes planøkonomiske model til en velfungerede markedsøkonomi så hurtigt som muligt. Dette sås dels som forudsætning for at give befolkningen en højere levestandart, dels som forudsætningen for Tjekkiets integration i Europa. – Vaclav Klaus definerede fra første færd tre hovedmål med de økonomiske reformer:
Privatiseringen i Tjekkoslovakiet/Tjekkiet tog man fat på allerede i starten af 1992. Første led i privatiseringen var en tilbageførsel af statens ejendom til de oprindelige ejere. En proces, der viste sig særdeles vanskelig dels pga. tidsfaktoren dels pga. at en del af de oprindelige ejere befandt sig i udlandet. Denne del af privatiseringen betød bla., at folk måtte afgive boliger, de havde boet i i mange år, således at de kunne tilbagegives til de oprindelige ejere. Selv om man som individ på det overordnede plan var enig i denne politik, kunne det naturligvis være svært selv af blive ’offer’ for den! Sideløbende hermed blev det gjort muligt at oprette private virksomheder. Næste led i privatiseringen blev den såkaldte kupon-privatisering. Ved denne metode blev borgerne tildelt 1000 investeringspoint mod betaling af et mindre beløb (1000 koruner, ca. 250 dkr.). Når en virksomhed blev sat til salg, kunne borgerne byde på aktierne i virksomheden vha. af deres kupon-point. I første runde af kupon-privatiseringen blev prisen på alle aktier sat ens, idet 3 aktier kunne erhverves for 1000 point. I anden omgang blev aktiekursen bestemt af udbud og efterspørgsel. Kupon-privatiseringen blev fra slutningen af 1994 fulgt op af direkte salg af virksomheder. Privatiseringsbestræbelserne betød, at ca. 75% af Tjekkiets produktionsapparat i 1999 var flyttet fra statsligt til privat regi. Umiddelbart efter 1989 oplevede Tjekkoslovakiet på linje med de øvrige østeuropæiske lande økonomisk tilbagegang. Udviklingen vendte for Tjekkiets vedkommende i 1994, hvor landet for første gang siden fløjlsrevolutionen havde en positiv vækst i BNP. Den russiske krise, der slog igennem 1997-98, ramte også tjekkisk økonomi med et økonomisk tilbageslag til følge. – Et tilbageslag der fra 2000 atter er blevet afløst af økonomisk vækst. De økonomiske reformer har også haft en række økonomiske bivirkninger: en social skævvridning af landet, voksende arbejdsløshed, stigende korruption (og korruptionsskandaler på regeringsniveau), stigende miljøproblemer m.m. Problemer, det er vigtigt at have for øje, men som ikke vil blive behandlet her. Tjekkiet søger udad Tjekkoslovakiet/Tjekkiet så fra første færd efter fløjlsrevolutionen landets deltagelse i internationalt samarbejde som midlet til at komme ud af den isolation (i forhold til Vesten) den kolde krigs epoke havde været for landet. I løbet af 1990’erne blev landet optaget bl.a. i WTO, OECD og Europarådet. I 1990 reagerede NATO på den nye geopolitiske virkelighed ved at indbyde de tidligere Warszawapagtlande til medlemskab af alliancen. Tjekkiet reagerede positivt på denne invitation, idet det så NATO-medlemskab som en garant mod igen at blive domineret af Sovjetunionen/Rusland. Optagelse af de ’gamle Warszawapagtlande’ i NATO var i udgangspunktet problematisk. For det første havde deres militær ikke eksisteret i et demokratisk samfund, således havde militæret ikke været underkastet demokratisk kontrol. Dernæst passede landenes militære doktriner og våbensystemer naturligvis ikke til NATO’s. Disse problemer betød, at ingen af landene kunne optages umiddelbart. For at gøre overgangen så hurtig og smertefri som muligt etableredes Partnerskab for Fred (PfP). Som medlemsland af PfP blev der med NATO’s hjælp taget fat på at omforme landenes militær med henblik på fuldt NATO-medlemskab. Dette skete sideløbende med, at der på det politiske niveau fortsat forhandledes om medlemskab. I marts 1999 blev Tjekkiet optaget i NATO sammen med Ungarn og Polen. Tidsmæssigt faldt optagelsen af de tre lande sammen med Kosovo-krigen. Dette betød, at landene umiddelbart efter medlemskabet var forpligtet til at deltage i en militær kampagne, der af mange blev betragtet som kontroversiel. Problemet blev ikke mindre af, at landene traditionelt havde haft gode relationer til Jugoslavien og ikke mindst til Serbien. Endelig gav Tjekkiet udtryk for, at landet havde problemer med at påtage sig yderligere økonomiske byrder pga. af en problematisk militær aktion. På trods af indvendingerne deltog de tre lande i Kosovo-krigen og i den efterfølgende fredsbevarende mission (KFOR). De tre lande er i dag fast indarbejdede i NATO-samarbejdet, og de spiller en afgørende rolle i de forhandlinger, der finder sted om den næste NATO-udvidelse. For Tjekkiet var NATO-medlemskabet et vigtigt skridt mod at ’normalisere’ forholdet til omverdenen. Lige så vigtigt (eller måske endnu vigtigere) anses en optagelse af EU. Vejen til EU Tjekkiets forhandlinger om optagelse i EU startede i marts 1998 og har forløbet siden. Grundlaget for forhandlingerne er københavnerkriterierne (fra 1993), der slår fast, at de nye medlemslande skal: - have opnået en institutionel stabilitet, som garanterer demokrati, retsstatsforhold, menneskerettigheder samt respekt for og beskyttelse af mindretal - være en fungerende markedsøkonomi og kunne klare konkurrencepresset og markedskræfterne i Unionen - være i stand til at påtage sig forpligtelserne ved medlemskab, herunder være i stand til at tilslutte sig målet om politisk, økonomisk og monetær union. I forbindelse med optagelsesforhandlingerne har EU løbende udsendt vurderinger af ansøgerlandenes frem- og tilbageskridt i relation til optagelse. Heri har EU gentagne gange påpeget, at Tjekkiet ikke i tilstrækkeligt omfang har været i stand til at implementere EU’s regelsæt. Dog har rapporterne også år for år påpeget, at tjekkerne på dette område har gjort betydelige fremskridt. På det økonomiske område opfylder Tjekkiet (endnu) ikke konvergenskriterierne. Forhandlingerne besværliggøres dog af Tjekkiets problemer ift. nabolandene Østrig og Tyskland. I forholdet til Østrig drejer problemet sig om et atomkraftværk (Temelin-værket), der er placeret ca. 60 km fra den østrigske grænse. Østrig betragter værket som en sikkerhedsrisiko, og vil derfor have det fjernet. I forholdet til Tyskland drejer problemet sig om de såkaldte Benes-dekreter, der efter 2. verdenskrig fratog alle, der havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt, deres ejendele. Tyskerne (læs sudetertyskerne) betragter dekreterne som anti-tyske. Tjekkerne derimod påpeger, at dekreterne ikke kan være anti-tyske, idet de netop var rettet mod alle, der samarbejdede med besættelsesmagten. Et yderligere problem er romaerne. Tjekkiet er således (ikke uden grund) blevet kritiseret for at diskriminere romaerne, hvilket er i strid med københavnerkriterierne (pkt. 1). Tjekkerne mener omvendt, at der ikke er tale om diskrimination. Deres argument er, at romaernes dårlige leveforhold skyldes, at de ikke vil integreres i det tjekkiske samfund og derfor lever i samfundets udkant af bl.a. kriminalitet. Skiftende regeringer har dog fastslået, at der skal gøres noget for at sikre romaerne bedre forhold. Den seneste EU-rapport fastslog da også, at den tjekkiske stats tiltag for at sikre romaerne bedre boliger, skoler mm., havde forbedret deres forhold. Tjekkiet blev ved københavnermødet i december 2002 indbudt som medlem. Det skete under det danske formandskab. Næste skridt er en folkeafstemning i Tjekkiet. Den finder sted sommeren 2003. - Hvor der blot for 2-3 år siden (ifølge opinionsundersøgelser) var et klart flertal for EU-medlemskab, er flertallet nu ved at skrumpe ind. Årsagen hertil er bl.a., at de tjekkiske bønder ’kun’ vil få 25% af de EU-tilskud, som fx deres danske kolleger får. Dertil kommer, at konflikten blandt de store lande om holdningen til Irak-krigen – som Tjekkiet støtter), kan bidrage til at styrke modstanderne. Valget af Vaclav Klaus som Tjekkiets nye præsident kan muligvis også styrke nej-fløjen, idet Klaus er kendt som EU-kritiker. Herudover skyldes en del af skepsisen overfor EU en almindelig usikkerhed om, hvorvidt EU vil blive alt for dominerende. Status 2003 For alle, der har besøgt Tjekkiet før og efter 1989, er det ganske klart, at der er sket en ’revolution’ af det tjekkiske samfund. Levestandarten er vokset enormt, hvilket man kan forvisse sig om ved at se på vareudbuddet i butikkerne eller ved at se på bilparken. Hvor der før 1989 stod østvarer og mere eller mindre utjente østbiler (primært skodaer) er der i dag varer fra hele verden, og bilparken består af topmoderne biler af mærkerne Skoda, VW, Hyundai, Toyota osv. Demokratiet er i dag så grundfæstet, at man på det nærmeste ikke kan forstå, at det ikke eksisterede for få år siden. Ytringsfriheden er indiskutabel. Domstolene er velfungerende. Nok så vigtigt er det, at tjekkerne er godt i gang med opgøret med deres fortid. På stort set alle museer udgør før- og efter 1989 et vigtigt pejlemærke. Selv de mest omtålelige dele af historien tages i dag til debat. Således informeres der i dag om forholdene for politiske fanger under kommunismen (- den såkaldte tredje modstand). Det sker på museer, ved særudstillinger og på TV. I byen Pribram ca. 60 km syd for Prag arbejder man endog på at åbne en af de gamle fangelejre som museum. Trods de mange ændringer ligner Tjekkiet på overfladen sig selv…… Læs også artiklen om ’Det Bøhmiske Gulag”. |
Borgerforum og den slovakiske
søsterorganisation ’offentlighed mod vold’ blev de helt store sejrherrer ved
valgene i 1990. Her kom bevægelserne