Hvor ligger Østeuropa?
Jens-Peter Fage Madsen I daglig tale har de fleste en klar opfattelse af, at Østeuropa er en fælles betegnelse for det bælte af lande, der er placeret mellem Tyskland og Rusland. Imidlertid har der over tid været stor variation i, hvilke lande området har bestået af. Variationerne har været så store at man kun med en vis tilsnigelse kan regne Østeuropa som en fast størrelse. Inden området udstrækningen defineres mere præcist vil vi tage en hurtigt vue over hovedlinjerne i Østeuropas historie i det 20. århundrede. Før Første Verdenskrig Før Første Verdenskrig var den store magt i området Østrig-Ungarn. Med Tysklands og Østrig-Ungarns nederlag i krigen blev Østrig-Ungarn opdelt i en mængde mindre lande. Østeuropa bestod nu af det gendannede Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Jugoslavien. Hertil kom De Baltiske Lande, der opnåede selvstændighed i forbindelse med det zaristiske Ruslands undergang pga. de russiske revolutioner i 1917. Endelig bredte Tyskland sig ind i Østeuropa, idet Østpreussen var placeret som en tysk-østeuropæisk ø med grænser mod Polen og Litauen. Intensionerne i Versailles-freden var, at landene skulle have demokratiske styreformer. Dette skete, men de fleste af demokratierne blev efter meget kort tid afløst af autoritære regimer. Kun i Tjekkoslovakiet overlevede demokratiet starten af 1920’erne. Her holdt det frem til 1938, hvor landet ikke mindst pga. München-overenskomsten blev underlagt det 3. rige. Anden Verdenskrig Under Anden Verdenskrig blev indflydelsen i Østeuropa delt mellem Tyskland og Sovjetunionen. Det skete i kraft af Hitler-Stalin pagten fra 1939. Pagten, der var en ikke-angrebspagt mellem de to lande, indeholdt en hemmelig tillægsprotokol, der gav Tyskland ”ret” til at erobre det vestlige Polen (frem til Oder-Neise) uden at Sovjetunionen greb ind. Til gengæld fik Sovjetunionen ”lov” til at erobre det østlige Polen, de tre Baltiske lande, Finland samt dele af Rumænien uden at Tyskland greb ind. Efter Polens deling og Tjekkoslovakiets erobring skaffede Tyskland sig indflydelse i den øvrige del af Østeuropa enten gennem alliancer eller erobringer. I sommeren 1941 brød Hitler ikke-angrebspagten med Sovjetunionen med angrebet på Sovjetunionen (operation Barbarossa), og erobrede i løbet af kort tid store områder i den vestlige del af landet. Hermed havde Tyskland skaffet sig kontrollen med samtlige Østeuropæiske lande. I de tyske planer var Østeuropa Tysklands ”lebensraum”. Her skulle Tyskland dels hente ressourcer (bl.a. fødevarer og råstoffer til industrien), dels placere sin overskudsbefolkning. I den nazistiske ideologi var den slaviske befolkning undermennesker og skulle behandles som sådan af de tyske tropper og de tyske udvandrere. I krigens første fase tydede meget på, at det skulle lykkes for Tyskland også at erobre Sovjetunionen. I løbet af 1942-43 blev det imidlertid mere og mere usikkert, om Tyskland ikke kunne vinde krigen på østfronten, idet den tyske hær led afgørende nederlag til Den Røde Hær med enorme tab til følge. Procentaftalen I 1944 satte den engelske primeminister Winston Churchill og Sovjetunionens leder Josef Stalin sig til forhandlingsbordet for at tegne hovedlinjerne i det fremtidige Europakort. Det var på dette tidspunkt helt klart, at Tyskland ville tabe krigen. Kun spørgsmålet, om hvornår det skete, forblev ubesvaret. Ved mødet var det ikke kun to statsmænd der mødtes, det var to konkurrerende ideologier og to konkurrerende stormagter. Hver især havde de ønsker til det fremtidige Europakort. For Churchill var det vigtigt dels at begrænse kommunismens udbredelse mod vest, dels at sikre engelsk indflydelse i Tyrkiet og Grækenland. Tyrkiet og Grækenland var for englænderne nøglen til at beherske den østlige del af Middelhavet og dermed adgangen til Suezkanalen Den måde at tænke på viste med al ønskelig tydelighed, at England fortsat opfattede sig som en kolonimagt og at englænderne på dette tidspunkt ikke havde tænkt sig, at der skulle ændres ved dette efter krigen. Rusland / USSR så de vesteuropæiske lande som potentielle fjender. For Stalin skulle en fredsordning således sikre, at vesteuropæerne ikke igen kunne påføre Sovjetunionen krig og ødelæggelser, således som det var sket under Napoleonskrigene, under Første Verdenskrig og den efterfølgende borgerkrig (- fortsættelseskrigen) samt under Anden Verdenskrig. Således så Stalin Østeuropa som nøglen til etablering af en sådan sikkerhed, idet han ønskede, at Østeuropa skulle udgøre en sikkerhedszone mellem Sovjetunionen og Vesteuropa. – Skulle et vesteuropæisk land igen forsøge at påføre Sovjetunionen krig, ønskede Stalin, at kampene og dermed ødelæggelserne skulle finde sted i Østeuropa og ikke i Sovjetunionen. Resultatet af de 2 statslederes møde blev den såkaldte ”procentaftale”. Sovjetunionen og England delte her dele af Østeuropa og Balkan op i indflydelsessfærer. Sovjetunionen sikrede sig hovedindflydelse i Rumænien og Bulgarien, mens England sikrede sig hovedindflydelsen i Grækenland. I Ungarn og Jugoslavien enedes man om at dele indflydelsen ligeligt. Aftalen omtales i de fleste fremstillinger om den kolde krigs historie som værende af afgørende betydning for udviklingen i Europa efter 1945. Churchill omtaler i sine erindringer aftalen på denne måde: ”…Jeg ville drage
nytte af dette psykologiske øjeblik, hvorfor jeg sagde: Lad os ordne vore
anliggender på Balkan. Jeres hærer står i Rumænien og Bulgarien. Vi har interesser,
delegationer og agenter der. Lad os ikke trampe hinanden over tæerne for
småting. Hvis Storbritannien og Rusland beslutter, at I får 90 procent af
magten i Rumænien, vi får 90 procent i Grækenland, og vi tager halvdelen hver
i Jugoslavien? Medens dette tolkedes, tog jeg et halvt ark papir og skrev: Rumænien: Rusland 90% / Øvrige 10%Grækenland: Storbritannien (og USA) 90% / Rusland 10% Jugoslavien:
50-50 Ungarn: 50-50 Bulgarien: Rusland 75% / Øvrige 25% Jeg skubbede dette
over bordet til Stalin, som på det tidspunkt havde hørt oversættelsen. Der
blev en kort pause. Så tog han sin blyant og lavede et stort mærke på det og
gav det tilbage til os”. Videre beretter Churchill: ”Det hele var afgjort
hurtigere end det tager at fortælle det….Det halve ark med blyantsnotater lå
stadig på bordet. Til sidst sagde jeg: »Kunne det ikke opfattes som temmelig
kynisk, hvis det fik udseende af, at vi havde ordnet disse store spørgsmål,
som berører millioner af menneskers skæbne på en så overfladisk måde? Lad os
brænde dette papir«. - »Nej, behold De det«, svarede Stalin. Aftalens
formelle status har siden været diskuteret. Var den af parterne ment som en
midlertidig krigstidsaftale eller var det ment som en permanent aftale? – Det
fremgår ikke af aftalen. – Forud for forhandlingerne i Jalta og Potsdam i
1945 blev amerikanerne informeret om aftalen. Den blev som sådan aldrig
godkendt som grundlag for forhandlingerne, men omvendt blev den heller ikke
undsagt af nogen af parterne. Aftalen fik vidtrækkende konsekvenser, idet den samtidig blev en ledesnor for, hvem der skulle befri og beherske de enkelte europæiske lande. Den Røde Hær skulle befri hele Østeuropa og den østlige del af Tyskland. Eneste undtagelse var Jugoslavien, som Tito’s partisanhær befriede ved egne kræfter. De vest-allierede magter skulle befri Vesteuropa og den vestlige del af Tyskland. ”Arbejdsdelingen” blev overholdt i en sådan grad, at amerikanske tropper rykkede ud af områder i den vestlige del af Tjekkoslovakiet, som de var ”kommet til” at befri. Området blev herefter overladt til Den Røde Hær. Da krigen i Europa sluttede med den tyske kapitulation i maj 1945 var Europa således i realiteten befriet og igen på vej til at blive opdelt. Befolkningen i det meste af Østeuropa hilste den sovjetiske befrielse velkommen. Den Røde Hærs ankomst markerede afslutningen på en smertefuld tysk besættelse. I store dele af befolkningen så man den sovjetiske befrielse som indledningen til et nødvendigt opgør med såvel besættelsesmagten og dens lokale hjælpere som med tidligere tiders autoritære regimer. Man håbede naturligvis på, at demokratiske styreformer denne gang ville vinde indpas i Østeuropa. Den kolde krig – Jerntæppet trækkes Den kolde krig forhindrede imidlertid dette. Allerede kort efter Anden Verdenskrigs afslutning begyndte Sovjetunionen omformningen af Østeuropa. De Baltiske Lande var igen forsvundet fra Europakortet og med Tysklands reelle opdeling efter Berlin-krisen 1948-49 opstod et nyt østeuropæisk land, DDR. Landene blev hurtigt domineret af nationale kommunistpartier placeret på magten med sovjetisk hjælp. Alle øvrige partier blev
Styreformen, der således blev skabt i Østeuropa, kunne ikke på nogen måde siges at være demokratisk. På papiret var det demokratier med frie valg og flerpartisystemer. I virkeligheden var det etpartisystemer under kommunistpartiet kontrol, hvor det hemmelige politi holdt befolkningen i ”kort snor”. Trods dette brugte de Østeuropæiske lande betegnelsen folkedemokratier om sig selv. Økonomisk blev de østeuropæiske lande gennem nationaliseringer i industri og landbrug i løbet af få år omformet til planøkonomier, der blev bragt i gensidig afhængighedsforhold i forhold til Sovjetunionen. Efterhånden som den kolde krig udviklede og forfinede lejrtænkningen blev de østeuropæiske landes nationale råderum gradvist mindre og mindre. Landene blev politisk, økonomisk og militært bundet til (og underlagt) Sovjetunionen gennem organisationer og aftaler f.eks. Comecon og Warszawapagten. – Med Churchills ord blev ”et jerntæppet trukket ned gennem Europa”. Landene i Vesteuropa blev i samme periode økonomisk og politisk gjort afhængige af USA bla, gennem Marshallplanen, OEEC og NATO. – Det bipolare verdensbillede var opstået. Op gennem 1950’erne og 1960’erne forsøgte flere lande i Østeuropa at rive sig løs af Sovjetunionens faste greb. Det skete i DDR i 1953, i Polen og Ungarn i 1956 og i 1968 i Tjekkoslovakiet. Fælles for alle forsøg var, at det var nationalt orienterede grupper, der stod bag ”løsrivelsesforsøgene”. – Hver gang blev resultatet det samme. Med direkte eller indirekte indgriben fra Sovjetunionens side blev løsrivelsesforsøgene effektivt forhindret og bipolariteten opretholdt. Berlinmuren, der blev opført i august 1961, blev et håndgribeligt symbol på bipolariteten og det opdelte Europa. Murens fald I 1989 brød hele det sovjetiske imperium sammen. Det skete på et tidspunkt hvor Sovjetunionen i godt 40 år havde været i stand til effektivt at dominere Østeuropa. Udgangspunktet var denne gang uroligheder, der fandt sted i DDR i forbindelse med DDR’s 40 års statsjubilæum. Mens partitoppen fejrede jubilæet under stor pomp og pragt med deltagelse af udenlandske regeringsledere, bla. Michael Gorbatjov, ”fejrede” befolkningen jubilæet med store demonstrationer i specielt Berlin og Leipzig. Demonstrationerne var vendt imod kommunistpartiet, og råbene der blev hørt var bla. ”Wir sind das volk”. Folket ønskede etpartisystemet fjernet og indførelse af et rigtigt demokrati. Efter få dage kapitulerede DDR-ledelsen. Den trådte tilbage. En ny kommunistisk regering blev udpeget, men også denne måtte efter kort tid træde tilbage. Forinden forsøgte den nye kommunistiske regering forgæves at opnå befolkningens støtte ved at åbne Berlinmuren. – I løbet af få måneder fejede tilsvarende bevægelser over hele Østeuropa. Næsten alle steder gav kommunistpartierne op uden kamp. Eneste undtagelse var Ceauçescu i Rumænien, der forgæves forsøgte at holde sig på magten med hjælp fra sikkerhedsstyrkerne. Det bipolare verdensbillede var under afvikling og fik dødsstødet da Sovjetunionen året efter (nytår 1991) gik i opløsning og tidligere sovjetiske republikker nu fik status af selvstændige lande. Borgerkrigen i Jugoslavien og opdelingen af Tjekkoslovakiet gjorde ikke situationen mindre uoverskuelig. Med denne totale omvæltning fik begrebet Østeuropa et helt nyt indhold. Gamle grænser var faldet, DDR var forsvundet fra Europakortet og nye lande opstod med Jugoslaviens, Sovjetunionens og Tjekkoslovakiets opløsning. Var disse nye lande en del af Østeuropa? Dette gjaldt uden tvivl for Tjekkiet og Slovakiet. – Men hvad med landene der fremkom ved opløsningen af Jugoslavien og USSR? Nye stater – nye tider – nye værdier Opsplitningen af Jugoslavien førte til dannelse af 5 nye selvstændige lande: Kroatien, Slovenien, Bosnien, Serbien og Makedonien. Om disse lande skulle regens for østeuropæiske lande eller Balkan-lande synes umiddelbart vanskeligt at afgøre. Mindre vanskeligt blev det ikke at afgøre, hvor tidligere de sovjetrepublikker, der nu var selvstændige lande, hørte henne. Mange vil nok sige at Estland, Letland og Litauen kan betragtes som østeuropæiske lande. – Men hvad med f.eks. Hviderusland, Ukraine, Moldova ? – De fleste vil nok ikke betegne disse lande som en del af Østeuropa. – Men det er dog selvstændige lande ”i bæltet mellem Rusland og Tyskland”. – En ny definition af begrebet af Østeuropa var dermed påkrævet. Den tidligere polske udenrigsminister Bronislaw Geremek spekulerede i en artikel fra 2000 om ”Polens nye muligheder”[1] over disse spørgsmål. Han anvender ikke begrebet Østeuropa men foretrækker begrebet Mellemeuropa for gruppen af lande ”mellem Tyskland og Rusland”. Om landenes situation før 1989 siger han bla: ”…Til de mellemeuropæiske staters skæbne i historien hørte også, at de, idet de lå mellem Rusland og Tyskland, udgjorde et område, hvor begge magter har kæmpet om indflydelse, og som i det 20. århundredes geopolitiske koncepter blev regnet for områder, som var af afgørende betydning for det globale spil…” Videre siger han om situationen efter 1989: ”…Mod slutningen af det 20. århundrede mistede det sin mening at tænke traditionelt på ligevægt mht. styrke eller »hegemoni«. Det historisk og psykologisk rodfæstede begreb Mellemeuropa er ikke mere et middel til at skildre geopolitiske kendsgerninger, men nærmere et instrument til at beskrive den politiske overgangssituation eller en geopolitisk definition. For hele regionen blev medlemskab af Den Europæiske Union det vigtigste erklærede mål…” Geremeks definition af Østeuropa ( i
hans terminologi Mellemeuropa) er de lande, der bygger på den europæiske
kulturtradition og som derfor naturligt arbejder frem mod integration i
Europa symboliseret ved medlemskab af Den Europæiske Union på kort,
mellemlang eller lang sigt. Gruppen af lande er således en fleksibel
størrelse (”en politisk overgangssituation”), der kan udvides med flere lande
efterhånden som landene i randområderne sætter sig integrationen i Vesteuropa
som mål. Omvendt kan gruppen således også (teoretisk set) reduceres i
størrelse. Sagt på en anden måde har begrebet Østeuropa for landene og
befolkningerne udviklet sig fra at være et geopolitisk begreb (”hvem
bestemmer over os !”) bygget på tvang til at være et psykologisk begreb
(”hvor hører vi hjemme !”) bygget på valgfrihed.
Østeuropa inkluderer derfor ikke lande, der
opfatter sig som Balkanlande og lande, der i overvejende grad knytter
samarbejdsrelationer med Rusland. Geografisk må dette betyde at Østeuropa
strækker sig fra De Baltiske Lande mod nord over Polen, Tjekkiet, Slovakiet,
Ungarn til Kroatien, Slovenien, Rumænien og Bulgarien mod syd.
Østeuropa et dynamisk begreb i det 21. århundrede Definitionen af Østeuropa, som den står her, åbner samtidig op for at nye lande i fremtiden kan blive en del af Østeuropa. Her tænkes specielt på Serbien, idet den nye ledelse straks efter Slobodan Milosevic’ fald signalerede, at den ønskede om at trække landet i retning af Vesten og EU. Da Landets Premierminister Zoran Djindjic i marts 2003 blev myrdet, førte det straks til manifestationer overalt i Serbien for demokratiet og imod en tilbagevenden til tidligere tiders autoritære styreform. Dette skyldtes også, at meget fra starten tydede på, at (tidligere) Milosevic-tilhængere stod bag drabet. Som ny Premierminister valgte det serbiske parlament Zoran Zivkovic, der er en nær allieret med Djindjic. Zoran Zivkovic bekendtgjorde straks, at de skyldige i udåden skulle retsforfølges, og at Serbiens retning mod normalisering og demokratisering ville blive fastholdt. Også Bosnien og Makedonien befinder sig i Østeuropas ydergrænse og arbejder sig trods svære odds mod demokratisering af samfundene. Dette understreger dog blot at begrebet Østeuropa ikke i så høj grad kan bruges til at beskrive en geopolitisk kendsgerning som en fase i en udvikling. |