På
besøg i ’Det Böhmiske Gulag’
Jens-Peter
Fage Madsen
Vi har alle oplevet
at blive grebet af en afmægtighedsfølelse i forbindelse med et besøg ved et
historisk mindesmærke. En følelse, der på en og samme tid pirrer ens
nysgerrighed og får ubehaget til at vælde op i en. En sådan følelse oplevede
jeg sommeren 2002 i Vojna-lejren i det sydlige Böhmen. Det jeg her så og
hørte om, var den politiske undertrykkelse af anderledes tænkende, der fandt
sted i det tidligere Tjekkoslovakiet. En undertrykkelse, der startede med den
kommunistiske magtovertagelse i 1948. Den nåede hurtigt ud i alle hjørner af
samfundet. Resultatet var, at mange tjekkoslovakker lagde bånd på sig selv.
De valgte det politiske liv fra og koncentrerede sig om familielivet. – ’De
trak sig tilbage til kolonihaverne’, som Østeuropa-eksperter har formuleret
det. Et lille mindretal lod sig ikke kue. De kritiserede kommunistpartiet, og
blev derfor hurtigt ofre for massiv politisk undertrykkelse. Lejre og
fængsler overalt i Tjekkoslovakiet var et redskab i undertrykkelsen. En af
disse lejre var Vojna-lejren i Sydböhmen.
Vojna-lejren gik
sammen med øvrige Böhmiske lejre i folkemunde under det lidet flatterende
navn ’det böhmiske Gulag’. I artiklen her vil jeg fortælle om, hvordan jeg
det lykkedes mig at komme på besøg i lejren, der ligger i et totalt lukket og
indhegnet område. Som så mange andre
vidste jeg på det teoretiske plan, at der fandt en massiv undertrykkelse af
anderledes tænkende sted i Tjekkoslovakiet. – Navne som Vaclav Havel, Charta
77 og ’The Plastic People’ brændte sig allerede i starten af 1980’ene ind i
vores hukommelse. Men arten og omfanget af undertrykkelsen var i hvert fald
for undertegnede en rimelig ukonkret størrelse. Jeg besøgte
Tjekkoslovakiet de første gange i midten af 1980’erne. I det land / de steder
vi dengang besøgte – Prag, Bratislava, Brno osv. – var undertrykkelsen ikke
synlig. Mange med mig kom hjem fra Tjekkoslovakiet med billedet af et
helstøbt land med en noget reserveret befolkning. Den politiske
undertrykkelse var ikke synlig. Splittelsen mellem tjekker og slovakker var
ikke synlig. Landet besad sin egen fascinerende mystik, en mystik der betød,
at man havde lyst til gentagne gange at vende tilbage. Efter disse første
besøg gik der en årrække, hvor jeg ikke var i Tjekkoslovakiet. Efter Murens
fald besøgte jeg i 1999 atter Tjekkiet, og har herefter de seneste fire år
rejst store dele af landet igennem på kryds og tværs. Landet man kom til
i slutningen af 1990’erne var på alle måder et andet land end i 1980’erne.
Tjekkoslovakiet var pr. 1. januar 1993 blevet til Tjekkiet og Slovakiet.
Levestandarten var vokset enormt. - Og, vi vidste alle nu meget bedre, hvad
der var sket før 1989. Nye oplysninger var kommet for dagens lys om bl.a.
Prag-kuppet i 1948, invasionen i 1968 og den politiske undertrykkelse.
Alligevel forstod de færreste af os vel næppe undertrykkelsens væsen. Denne
stod lysende klart for mig den sommerdag i 2002, da jeg besøgte Vojna-lejren. Fra Jachymov til Vojna Første
gang jeg hørte om de Böhmiske arbejdslejre var sommeren 2001, da jeg sammen med
min familie havde lejet et sommerhus i det nordlige Böhmen nær grænsebyen
Jachymov. Tæt ved ’vores hus’ lå enorme slaggebjerge, der selvklart vidnede
om mange års minedrift. Nærmest ved et tilfælde opdagede vi, at der i byen
Jachymov (der ellers primært rummede butikker med mineralvand, cigaretter,
øl, spiritus og havenisser beregnet for tyske turister) var et lillebitte
museum om byens førhen så glorværdige fortid som center for sølvproduktion. I
det lille museum var der i et enkelt rum en særudstilling om uranproduktion i
Jachymov. Af udstillingen fremgik det, at hovedparten af arbejdskraften i
uranminerne var politiske fanger, der levede i kz-lignende fangelejre under
umenneskelige forhold. Imidlertid var kun en ganske få fragmenter af teksten
oversat til tysk, og museets personale kunne ikke tale tysk. Vi kom derfor
fra udstillingen med en følelse af at have løftet en lille flig og betragtet
en ny vinkel på Tjekkoslovakiets historie uden dog at have forstået ret meget
af den. Noget af det eneste vi vidste, var at lejren i Jachymov ikke mere
eksisterede, som museumsvagten sagde ”alt er væk”. Da jeg vendte hjem
fra ferien, begyndte jeg straks at lede efter oplysninger om Jachymov i bøger
og på Internettet. Oplysningerne var imidlertid meget få og fragmentariske.
Jeg fandt dels ud af, at Jachymov-lejren var en blandt mange lignende lejre,
dels at der fandtes en forening for tidligere politiske fanger. Endelig fandt
jeg frem til titlen på en enkelt bog, der skulle behandle emnet. Bogen er
udgivet på et amerikansk forlag, men den viste sig umuligt at få fat i. Jeg
var derfor på nippet til at give op, da der i Politikken kom en artikel om
politiske fanger i det tidligere Tjekkoslovakiet. Artiklen var skrevet af
Politikens fremragende journalist Dana Schmidt, der befinder sig i Prag. Jeg
skrev straks til Dana Smidt og forelagde hende de manglende resultater af
mine sparsomme undersøgelse. Hun gav mig derefter to meget vigtig
oplysninger, nemlig for det første at der ved byen Pribram ca. 60 km. syd for
Prag fandtes endnu en lejr. Hun oplyste, at lejren rummede de eneste
tilbageværende lejrbygninger i hele Tjekkoslovakiet. Bygninger i alle andre
lejre var fjernet. Myndighederne frygtede ganske simpelt, at folk, der evt.
ville bruge lejrbygningerne som boliger, ville blive syge af strålingen i
områderne. Måske blev bygningerne også fjernes for at fjerne erindringen om
fortiden! Den anden vigtige oplysning, hun gav, var, at der i byen Pribram
var et museum for ’den tredje modstand’. ’Den tredje modstand’ er tjekkernes
betegnelse for modstanden mod kommunismen. Hermed sidestilles denne med den
første og anden modstand: modstanden mod hhv. Østrig-Ungarn frem til 1918 og
mod Tyskland 1938-45. Da
vi i familien allerede havde besluttet, at vi endnu engang skulle til Tjekkiet,
blev vi hurtigt enige om at besøge byen Pribram. Byen, der i dag rummer ca.
40.000 indbyggere, var tidligere et såvel religiøst som økonomisk centrum i Sydböhmen. Byen besad
dengang rigdom. – En rigdom der ikke mindst stammede fra byens mange miner, bl.a.
sølvminer. I dag ligger de fleste af minerne stille, og byen fremstår i dag
som en støvet tjekkisk provinsby, der bl.a. lever af at sælge sin glorværdige
fortid til turisterne. Man kan således besøge flere af minerne, et minemuseum
samt et religiøst pilgrimssted, ’Svarta Hora’. Mit primære mål i byen var dog
i første omgang ’museet for den tredje modstand’. Vojna-lejren
Ved
besøget på ’museet for den tredje modstand’ spurgte vi om, hvorvidt det kunne
lade sig gøre at komme ind Vojna-lejren. Museets personale, to ældre kvinder,
studsede i første omgang over forespørgslen. Da jeg imidlertid forklarede, at
vi året før havde været i Jachymov, at jeg er historiker og at jeg arbejder
med Tjekkoslovakiets/Tjekkiets historie, blev hjælpsomheden stor. De lovede
at undersøge sagen og bad mig om at komme tilbage i løbet af en times tid. Da
jeg vendte tilbage, fik jeg at vide, at museets direktør ville tage med mig
ud til lejren to dage senere. Jeg takkede og tog af sted. Da
min kone og jeg to dage senere vendte tilbage, var vi meget spændte på,
hvordan dagen skulle forløbe. Allerede ved ankomsten til museet, kunne vi
mærke, at der var et eller andet galt, således at dagen ville komme til at
forløbe anderledes end planlagt. Vi blev bedt op at vente i museet, indtil
direktøren kom. Tiden gik, men direktøren kom ikke. Efter et godt stykke tid
tilbød den ene af kvinderne, Zdena Valterova, at vise os rundt i museets
udstilling. Selv om hun ikke kunne ret meget tysk, blev hun hurtigt et meget
spændende bekendtskab. Det viste sig nemlig, at hun havde en meget god grund
til at arbejde i museet. Hendes far havde været politisk fange. Han havde
faktisk i mere end et år været interneret i Vojna-lejren. Hans forbrydelse
havde været, at hans ældste søn, Zdenas storebror, havde forladt
Tjekkoslovakiet og bosat sig i USA. Hun kunne på en meget levende måde
delagtiggøre os i, hvordan livet i lejren havde været, og hvor opslidende og
umenneskelige forholdene havde været for fangerne. Om sin far sagde hun
bl.a., at han var heldig, idet han aldrig var kommet på de arbejdshold, der
havde arbejdet nede i minerne. Han havde arbejdet i selve lejren. Pludselig
ringede telefonen. Det var direktøren. Han meddelte, at han desværre
alligevel ikke var i stand til at tage med os, idet han uventet havde fået
besøg af revisionen. Noget sådant er vigtigt i Tjekkiet som i Danmark. Zdena
Valterova tilbød da sammen med den anden kvinde, der passede museet, Eva
Bacikova, at tage med og ud til lejren. Vi slog straks til, og en tankevækkende
rejse ind i en dunkel fortid kunne nu begynde. Vi kom ud til lejren i bil.
Først kørte vi et stykke ud af byen. Herefter drejede vi ind i en meget tæt
skov, og vi forsatte ad meget små veje, nærmest hjulspor, længere og længere
ind i skoven. Flere gange strejfede tanken mig, at de ikke kunne finde
lejren. Men det kunne de, den lå et
meget ensomt og afsidesliggende sted dybt, dybt inde i skoven. Lejren
er i dag omkranset af et meget højt metalhegn. Umiddelbart før vi kom til
lejren, passerede vi et lille brunt hus, som vi fik oplyst var det gamle
besøgshus. Her kunne fangerne under overvågning få besøg af deres familie.
Ved lejren sad der en ældre mand som vagt. Efter at være lukket ind skulle vi
registreres på ægte østeuropæisk vis. Det skulle noteres, hvem vi var, hvem
der fulgte os ud til lejren, og hvorfor vi ønskede at se lejren. Herefter
kunne selve rundvisningen finde sted. Af de oprindelige lejrbygninger var der
ud over besøgshuset tre huse tilbage. - Lejrens administrationsbygning, en fangebarak
og en straffebunker. Administrationsbygningen
Vi
startede rundvisningen i administrationsrationsbygningen. Noget af det første
vi så var en miniaturemodel over, hvorledes lejren havde set ud, da den var i
brug i perioden 1948-68. Mens vi betragtede
modellen fortalte Eva Bacikova om sig selv. Hun havde været fængslet under kommunismen, dog ikke i
Vojna-lejren. Årsagen til, at hun var kommet i myndighedernes søgelys, var,
at hun havde været medlem af Sokol. - Sokol var oprindeligt en folkelig skytte-
og gymnastikforening ud fra hvis rækker, der i 1800-tallet voksede en
modstandsbevægelse mod Østrig-Ungarn. Senere markerede Sokol sin modstand mod
den tyske besættelsesmagt, og efter 1948 blev Sokol en del af modstanden mod
det kommunistiske styre. Under såvel den nazistiske besættelse som under den
kommunistiske periode var Sokol i lange perioder forbudt, og dets medlemmer
blev forfulgt. Et
af de spørgsmål, jeg på forhånd havde forberedt, synes på det nærmeste
overflødiggjort af den lange køretur gennem skoven. Spørgsmålet var: ”Hvad
vidste lokalbefolkningen om lejren, og hvad sagde de om den?”. Efter
køreturen havde jeg forventet svaret ’ingenting’. Men svaret var højst
overraskende, idet Eva Bacikova sagde: ”De kendte udmærket lejren. De
vidste også, hvad der foregik her, også lokale var jo fængslede her. Enkelte
arbejdede her som vagter, rengøringspersonale eller lignende. Andre bragte
varer, fx fødevarer, hertil. – Men de sagde ikke noget til nogen om lejren.
Man kunne ikke kritisere den. Omtalte man den, kunne det let tolkes som
kritik af lejren eller som forsøg på at udsprede rygter om lejren. Nej, folk
sagde ingenting!”. En yderligere årsag til, at beboerne i Pribram ikke
kunne undgå at kende til lejren, var, at der til lejren var knyttet sovjetiske
soldater og teknikere, der skulle holde øje med om uranproduktionen forløb
tilfredsstillende. Når disse havde fri, var de ofte inde i byen. Som fremmede
i et sådant lille samfund var de naturligvis meget synlige. Stadig stående ved modellen over lejren,
fik vi dens historie. Vojna-Lejren blev oprindeligt opført af
tyske krigsfanger i 1945. I 1948 blev den omdannet til arbejdslejr for mandlige politiske fanger. Vojna-lejren
kunne i alt rumme op mod 2000 fanger, og den var som regel fyldt op. Faktisk
var der ind imellem mere end 2000 i lejren. Blandt de fanger, der har siddet
i Vojna-lejren, er flere piloter, der under Anden Verdenskrig kæmpede på
allieret side for et frit Tjekkoslovakiet. Efter 1948 blev mange af piloterne
dømt for ’at have gået kapitalisternes ærinde’. Vojna-lejren blev nedlagt i
1968, hvorefter den tjekkoslovakiske hær overtog området. Normalt arbejdede fangerne op til 10 timer
om dagen, 6 dage om ugen, i uranminen. De enorme slaggebjerge på lejrområdet
vinder i dag om uranproduktionen i området. Vore to rundvisere kunne berette,
at livet i lejren og arbejdet i minerne var så hårdt, at mange bukkede under.
Nogle blev syge og kunne derfor ikke arbejde. Andre døde som følge af
arbejdet. Mens vi stod i kommandantbygningen fortalte Zdena
Valterova og
Eva Bacikova om kommandantbygningen i en nærmest nøgtern tone. ”Når
fangerne kom til lejren, var denne bygning det første de ’så’. Her blev de
nemlig underkastet forhør. Formålet var, at de skulle indrømme deres
forbrydelser. Ville de ikke det, risikerede de at blive udsat for tortur, fx
et ophold i lejrens straffebunker. Efter forhøret blev de ført til den barak,
de skulle bo i”. Barakken Herefter fulgte Zdena Valterova og Eva
Bacikova os rundt i selve lejren. De udpegede på en brun bygning midt i
området. Eva Bacikova fortsatte: ”I skal forestille jer, at der dengang
var 13 af disse brune træbarakker. De stenbygninger, I kan se, er bygget af
den tjekkoslovakiske hær og har ikke noget med lejren at gøre”. Mens vi
gik ned til træbarakken, spurgte Zdena Valterova: ”Syntes I ikke, at det
er en underlig følelse at gå her, hvor så mange mennesker har måttet lide”. – Og hun fortsatte ”det kan være helt
svært at forestille sig ondskaben, når man ser på området i dag. Her er jo
helt smukt med alle ukrudtsblomsterne”. Hun havde ganske ret. Vi kom frem til
træbarakken, der var låst. Eva Bacikova fik nøglen overrakt af vagten, hun
låste op, og vi gik ind. ”Barakkerne blev bygget direkte på jorden”, fik vi at vide.
Leveforholdene i barakkerne har været helt utålelige specielt om vinteren,
idet vægge og lofter var uisolerede.
Der var kun en lille kakkelovn i hver sovesal til at varme barakken
op. ”I nogle af sovesalene sov 8 mand. I andre sov 16. Deres privatliv
bestod af en enkelt hylde i reolen, som fire skulle dele plus et søm ude i
gangen, hvor de kunne hænge deres beskidte arbejdstøj, når de kom hjem om
aftenen” fortalte Eva
Bacikova. ”Er der mere I vil vide
om livet i barakken?”. Vi spurgte derefter ind til hvilke typer af ’forbrydere’, der sad i
lejren. Det var udelukkende folk, der havde begået politiske forbrydelser,
almindelige kriminelle havnede i ’almindelige fængsler’. Dernæst ville vi
vide noget om, hvor lang tid folk sad her. ”Det kan man ikke give noget
klart svar på” fortalte Eva
Bacikova. ”Nogen holdt til livet her i lang tid, andre kun i kort tid”.
Herefter gik vi en rundtur i alle barakkens rum. I det ene var gulvbrædderne
brudt op, og man kunne se, at der
heller ikke var nogen form for isolation under gulvet. Straf Efter barakken
kom turen til appelpladsen og straffebunkeren. ”Nu skal I se, hvad de
gjorde ved de besværlige fanger” fortalte Zdena Valterova. Appelpladsen
er i dag ikke ret stor, idet nogle af militærets bygninger står på den
oprindelige appelplads. ”På pladsen her skulle fange stille sig på rækker.
Det kunne ske en gang om dagen. Men det kunne også ske flere gange om dagen.
Nogen gange kunne det tage op til flere timer, og de (fængselspersonalet) tog
ikke hensyn til, om det var sommer eller vinter”. Ofte blev det brugt som
en straffeforranstaltning, hvis en eller flere fanger havde forbrudt sig mod
reglerne i lejren. ”Mange gange skete det, at fanger besvimede eller blev
syge af at stå her” fortsatte Zdena Valterova. Eva Bacikova supplerede ”Den
værste straf, der kunne overgå fangerne, var dog, at komme i straffebunkeren”.
Herefter tog vi straffebunkeren, der ligger umiddelbart ved siden af
appelpladsen, i øjesyn. Bunkeren er ca.
11-12m². Da vi trådte ind, lagde vi straks mærke til en krans, der lå på gulvet.
Det var en krans til minde om de fanger, der havde mistet livet i
Vojna-lejren. Eva Bacikova fortalte: ”Som straf for store eller små
forseelser tvang man op mod 40 personer til at opholde sig i denne bunker. Fangerne var, når de blev
udsat for en sådan straf, ofte nøgne såvel sommer som vinter, og de stod ofte
på et gulv, der var dækket med vand”. Min kones blik var faldet på noget
tekst, der stod over døråbningen. ”Hvad betyder det, der står skrevet
der?” spurgte hun. Et lille smil bredte sig over Eva Bacikova ansigt.
”Det er svært at forklare, det er ironi og
betyder noget i retning af ’velkommen i dette fine rum’, forstår I
det”. Jo, vi forstod det ganske godt. Bagefter talte vi om, hvordan
mennesker i den situation havde overskud til at bruge humor som ’våben’. Det
eneste fornuftige svar må være, at humoren er et middel til overlevelse. De to kvinders
bitterhed over fortiden var stor. De lagde ikke på nogen måde skjul på deres
had til de tidligere kommunistiske ledere. Det affødte fra vores side
spørgsmålet: ”Er de ansvarlige for undertrykkelsen blevet straffet?”.
Zdena Valterovas svar var et rungende nej! – ”De har fået nogle små
’lussinger’, og man har taget afstand fra deres handlinger. Men en egentlig
straf har de ikke fået”. Dermed ser de to kvinder bort fra, at der op
gennem 1990’erne blev etableret et ’kontor for dokumentation og
efterforskning af kommunismens forbrydelser’, blev gennemført lovgivning der
har rehabiliteret politisk forfulgte samt fældet domme over enkelte af de
kommunistiske ledere. – Frustrationen skyldes formodentligt, at ingen af de
dømte er dømt for handlinger begået i lejrene, dvs. der er ikke faldet domme for folkedrab, ’forbrydelser mod
menneskeheden’ eller lignende. Inden vi forlod
lejren, spurgte vi, hvad lejren i dag bruges til. Vi fik at vide, at den
reelt ikke bliver brugt til noget. Museet arrangerer dog fra tid til anden
forevisninger af lejren for tjekkiske skoleklasser eller firmaer, men normalt
ikke for udlændinge. Målet er dog på længere sigt at åbne lejren som et
permanent museum. Det kræver dog kapital. Staten er indstillet på at yde et
bidrag, men der skal også samles ind blandt private, hvis det skal kunne lade
sig gøre at virkeliggøre planerne. ”Befolkningen,
specielt de unge, skal ved at se lejren med egne øjne lære om fortiden.
Derfor skal lejren åbnes” slog Eva Bacikova fast. Et faktum er det
da også, at mange unge tjekker har en begrænset historisk forståelse. En
undersøgelse, der for nyligt blev refereret i danske dagblade, viste, at over
halvdelen af en gruppe unge tjekker ikke kunne skelne mellem kommunisme og
fascisme. – Udstillinger, artikler, bøger og Tv-udsendelser skal rette op på
dette forhold. Sidste sommer var der således i Prag en storstilet udstilling
om politiske fanger, og tjekkisk Tv viste udsendelser om livet i
arbejdslejrene. Fakta-oplysninger om det tjekkoslovakiske
undertrykkelsesapparat
I
et forsøg på at bekæmpe ’den tredje modstand, og dermed sikre at der ikke
dannedes en egentlig politisk opposition, etableredes der i Tjekkoslovakiet,
som i de andre østeuropæiske lande, en sikkerhedstjeneste (’ministerium for
national sikkerhed’). Det overvågede befolkningen bl.a. ved at sætte angiveri
i system. Som et led i denne politiske undertrykkelse etableredes et stort
antal fængsler og tvangsarbejdslejre for politiske fanger (bogen
”Kommunismens sorte bog” angiver antallet af fængsler og arbejdslejre til
422). I Tjekkiet anvendes ofte betegnelsen kz-lejre for arbejdslejrene.
Tvangsarbejdslejrene blev primært etableret i forbindelse med uranminerne i
Böhmen og kulminerne i Mähren. Etableringen
af lejrene blev lovbestemt i 1948. I loven slog de tjekkoslovakiske
myndigheder fast, ’at lejrene var beregnet for personer mellem 18 og 60 år,
som skulle ’opdrages’ indenfor et tidsrum på tre måneder og to år – et
tidsrum, der alt efter omstændighederne kunne forkortes …eller forlænges’.
Målgruppen var ’kriminelle’, ’arbejdssky elementer’ samt ’personer, hvis
livsform nødvendiggjorde et opdragende indgreb’. Fangerne
blev tvunget til under umenneskelige forhold at arbejde i uran- og
kulminerne. Et arbejde, der var både farligt og sundhedsskadeligt.
Arbejdslejrene fungerede frem til slutningen af 1960’erne, hvor de blev
lukket. Fængslerne for politiske fanger eksisterede helt frem til 1989. Der findes endnu
ikke helt præcise tal for antallet af politiske fanger i Tjekkoslovakiet i
årene 1948-89. Man anslår, at op mod 200.000 blev sat i fængsel for
’politiske forbrydelser’. Dertil kommer 40-60.000, der var interneret i
arbejdslejrene. Under de politiske processer blev 227 personer dødsdømt og
henrettet (nogle kilder angiver dog noget højere tal). Herudover antager man,
at mindst 2000-5000 omkom som følge
af flugtforsøg eller i forbindelse arbejdet i minerne. Efter 1989 er
der blevet gjort forsøg på at finde frem til de straffedes sociale profil.
Undersøgelserne viser, at den største gruppe blandt de anklagede i
myndighedernes statistikker blev betegnet som arbejdere, den næststørste
gruppe blev betegnet som underordnet kontorpersonale og den tredjestørste
gruppe var bønder. Formålet med forfølgelserne Stillet overfor
det store antal politisk forfulgte i Tjekkoslovakiet, må man stille sig selv
spørgsmålet: ’Var der et overordnet formål med de store udrensninger’. Svaret
er, at der fandtes en række forskellige bevæggrunde bag udrensningerne. De
vigtigste af disse kan koges ned til følgende 6 formål: ·
at fjerne alle oppositionspartier til
kommunistpartiet. Dette var især gældende umiddelbart efter Prag-kuppet i
1948 ·
at smadre det eksisterede civilsamfund, fx
Sokol og uafhængige fagforeninger. På dette punkt var Tjekkoslovakiet
anderledes end det øvrige Østeuropa, hvor der stort set ikke eksisterede et
civilsamfund. Når et sådant fandtes i Tjekkoslovakiet, skyldtes det, at landet
som det eneste land i Østeuropa havde haft en (kort) demokratisk periode i
mellemkrigstiden ·
at eliminere kirkens indflydelse ·
at forhindre de tjekkoslovakiske jøder i
at få indflydelse. En del af de anklagede i 1950’erne og 1960’erne blev
således beskyldt for ’at gå zionisternes ærinde’. Den bagvedliggende årsag
hertil var ikke blot traditionel østeuropæisk antisemitisme, men det faktum,
at jøderne blev set som USA’s
forlængede arm pga. USA’s betingelsesløse støtte til staten Israel ·
at forhindre befolkningen i at kritisere
at leveforholdene i Tjekkoslovakiet i lange perioder var stagnerende eller
faldende ·
at fjerne ethvert tilløb til en intern
opposition til kommunistpartiets stalinistiske linje/ledelse. Potentielt
farlige elementer blev således beskyldt for at være ’trotskister’,
’titoister’ eller ’agenter for USA’. Baggrunden herfor var, at Stalin ønskede
at cementere sin magt ikke blot over SUKP men over alle de østeuropæiske
kommunistpartier. Netop dette var baggrunden for, at de store processer før 1953
bar præg af at være udtænkt i og styret fra Moskva. Hvis man vil besøge Vojna-lejren Skulle nogen
have fået lyst til at besøge Vojna-lejren, kan jeg hermed videregive rådet om
at rette henvendelse til ’museet for den tredje modstand’ i Pribram |