Chen Yun (1905-1993): Chen Yun var af Deng Xiaopings vigtigste rådgivere omkring økonomiske forhold. Chen Yun var dog uenig med Deng Xiaoping om, hvor vidtgående de markedsøkonomiske reformer af den kinesiske planøkonomi skulle være. I denne forbindelse "opfandt" han sammenligningen mellem den kinesiske økonomi og en fugl i et bur.

Cixi (1835-1908): Cixi blev kendt under navnet "enkekejserinden", idet hun kom til magten som regent på vegne af sin søn, der blev udråbt til kejser i en alder af 6 år. I 41 år frem til sin død havde hun overordentlig stor indflydelse i Kina. Dette gjaldt også under den sidste kejser Puyi, der kom til magten kun 3 år gammel.

Deng Xiaoping (1904-1997): Deng Xiaoping blev medlem af kommunistpartiet allerede i 1920’erne. Han var i lighed med Mao Zedong veteran fra Den lange March. Efter Det store spring Fremad fik han stor indflydelse på kinesisk politik i forbindelse med genopretningspolitikken. Under Kulturrevolutionen oplevede Deng at blive fjernet fra alle sine poster i kommunistpartiet. I slutningen af 1970’erne var han en af hovedarkitekterne bag De fire Moderniseringer, men han blev atter udrenset i 1976. Denne gang af Hua Guofeng. I 1978 kom han stærkt tilbage i kinesisk politik, hvorefter han igangsatte sit reformprogram. I 1989 stod han bag undertrykkelsen af studenterdemonstrationerne på Den himmelske freds Plads i Beijing. I 1992 satte han atter gang i de økonomiske reformer efter massakren på Den himmelske freds Plads. Det skete i forbindelse med "rejsen mod syd". Han bevarede et fast greb om magten helt frem til sin død. Dog havde han inden sin død sikret sig, at arvefølgen var i orden, således at reformpolitikken ville fortsætte.

Hu Yaobang (1915-1989): Hu Yaobang blev under kulturrevolutionen udrenset som "højreafviger". Han kom atter ind i kinesisk politik under Deng Xiaoping, hvor han blev partileder. I 1987 blev han atter afsat, idet han blev beskyldt for ikke at have skredet hårdt nok ind overfor studenterdemonstrationerne i 1986. Hans død blev udløseren til studenterdemonstrationerne i 1989.

Hua Guofeng (f. 1921): Hua Guofeng kom til magten efter Mao Zedongs død i 1976, idet Mao efter sigende skulle have peget på ham som sin efterfølger i sit politiske testamente. Efter magtovertagelsen gjorde han op med såvel firebanden som Deng Xiaoping. – Allerede i 1978 måtte han dog reelt overgive magten i kommunistpartiet til Deng.

Jiang Jieshi (1888-1975): Jiang Jieshi kom til magten i Kina efter Sun Yat-sens død som leder af Guomindang. Jiang forsøgte i 1927 i Shanghai at udrydde kommunistpartiet. Denne hændelse er beskrevet af den franske forfatter André Malraux i romanen "Menneskets Lod" Da dette ikke lykkedes, samarbejdede han i 1937-45 med kommunisterne mod den japanske besættelsesmagt. Efter borgerkrigens afslutning flygtede han i 1949 til Taiwan, hvor han var præsident til sin død. Han omtales mange steder under navnet Chiang Kai-shek.

Jiang Qing (1914-1991): Jiang Qing var Maos kone og leder af den såkaldte firebande. Hun blev udrenset af Hua Guofeng og ved en retssag idømt dødsstraf. Dødsstraffen blev sidenhen ændret til livsvarigt fængsel (afsonet som husarrest). Hun begik i 1991 selvmord.

Jiang Zemin (f. 1926): Jiang Zemin var oprindelig borgmester og partileder i Shanghai. Efter 1989 blev han af Deng Xiaoping udnævnt til sin efterfølger. Det skete, da han overtog posten som leder af kommunistpartiet. I 1993 blev han ligeledes udnævnt til posten som Kinas præsident. Ved ingangen til det 21. århundrede regnes han som en stærk leder.

Konfucius (551-479): Konfucius levede i det 5 århundrede før vor vores tidsregning. Han var ophavsmand til konfucianismen, der dannede grundlaget for traditionel kinesisk tankegang. Efter kommunisternes magtovertagelse i 1949 tog kommunistpartiet afstand fra konfucianismen. Den blev betegnet som en undertrykkende ideologi. Ikke desto mindre spiller konfucianismen en stor rolle i nutidens kinesiske samfund. I løbet af de sidste 5-10 år er det igen blev "stuerent" at beskæftige sig mod konfucianismen.

Lao Zi: Lao Zi siges at være født omkrig 604 f.Kr. Der er dog usikkerhed om, hvorvidt han overhovedet har levet som en historisk person. Ikke desto mindre forbindes den filosofiske retning daoismen med Lao Zi.

Lee Teng-Hui (f. 1923): Lee Teng-Hui blev i 1988 valgt som Taiwans præsident.

Li Hongzhi (f. 1952): Grundlægger og leder af den religiøst inspirerede Falungong-bevægelse

Li Peng (f. 1928): Li Peng er Zhou Enlais adoptivsøn. Han har under Deng Xiaoping beklædt en række forskellige poster i statsapparatet, bl.a. posten som ministerpræsident 1988-98. I 1998 blev han valgt til den noget mindre indflydelsesrige post som formand for folkekongressen. Li Peng har flere gange vist, at han mener, at enhver udfordring mod kommunistpartiets magt skal bekæmpes med hård hånd. Han havde således en afgørende indflydelse på, at studenterdemonstrationerne i 1989 blev bekæmpet med hjælp fra hæren.

Lin Biao (1908-71): Lin Biao blev under Det store spring Fremad en af Mao Zedongs nærmeste medarbejdere. Han bevarede denne status under Kulturrevolutionen. Det siges, at Lin Biao redigerede "Mao’s lille Røde", der blev rødgardisternes kampskrift. Han omkom (sandsynligvis) sammen med sin søn og sit barn under et flystyrt på grænsen mellem Kina og Mongoliet. Der er dog en række mystiske omstændigheder forbundet med hændelsen.

Mao Zedong (1893-1976): Mao Zedong var Folkerepublikken Kinas første leder, og forblev leder frem til sin død i 1976. Mao var med til at stifte Kinas kommunistiske Parti. Han blev kommunispartiets leder under Den lange March. - En post han beklædte frem til sin død. Mao nyfortolkede den socialistiske ideologi og skabte på denne måde en ny socialistisk ideologi: Maoismen. Grundideerne i maoismen ses tydeligst i skriftet "Nyt Demokrati" samt i de begivenheder, der skyllede hen over Kina under Det store spring Fremad og Kulturrevolutionen.

Mencius (371-289): Mencius var elev af Konfucius. Det er fra Mencius, man kender mange af Konfucius’s tanker, idet Konfucius stort set intet nedskrev selv.

Puyi (1905-1967): Den sidste kejser i såvel Qing-dynastiet som Kinas lange historie. Puyi blev kejser i en alder af 3 år. Han blev afsat fra kejsertronen i 1911. Sidenhen lod han sig bruge af Japan, der udråbte ham som kejser i Manchukuo (- Manchuriet). Efter 1949 blev han idømt en genopdragelsesdom (dvs., en fængselsdom) på 10 år Puyi sluttede sit liv som gartner i Beijing. Puyi’s liv er filmatiseres i filmen "Den sidste Kejser" af den italienske filminstruktør Bernardo Bertolucci.

Sun Yat-sen (1866-1925): Sun Yat-sen var med til at stifte Guomindang, og var dets leder fra starten. Efter 1911-revolutionen og Qing-dynastiets fald beklædte Sun kun præsidentposten i en kort periode (6 uger). Herefter overlod han posten til Yuan Shikai. Formålet med dette var at få samlet Kina under en leder. På trods af at han afgav præsidentposten, havde han særdeles stor indflydelse på kinesisk politik frem til sin død i 1925. Sun Yat-sen var således hovedkraften bag samarbejdet mellem Guomindang og Kinas kommunistiske Parti i starten af 1920’erne.

Wei Jingsheng (f. 1950): Wei Jingsheng er en af Kinas kendeste systemkritikere. Efter at have været en ledende figur i demokratibevægelsen i 1978, blev han i 1979 arresteret og idømt 15 års fængsel. Han blev løsladt i 1993. Allerede året efter blev han igen fængslet og dømt for forsøg på at omstyrte regeringen. Straffen var denne gang 14 års fængsel.

Yuan Shikai (1859-1916): Yuan Shikai overtog præsidentposten efter Sun Yat-sen. Hurtigt herefter forsøgte han at sætte sig totalt på magten. Det kulminerede med, at han i 1915 lod sig krone til kejser.

Zhao Ziyang (f. 1919): Zhao Ziyang oplevede som mange andre Deng-tilhængere at blive udrenset under kulturrevolutionen. Efter Deng Xiaopings magtovertagelse blev han ministerpræsident i 1979. I 1987 blev han udnævnt til generalsekretær for Kinas kommunistiske Parti. I forbindelse med demonstrationerne på Den himmelske freds Plads i 1989 forsøgte han at gå i dialog med studenterne. Han advarede studenterne om, at forsatte demonstrationer kunne medføre blodsudgydelser Dette medførte, at han blev frataget alle sine poster i partiet. Siden har han været betragtet som en slags symbol på politiske reformer. I forbindelse med 50 års jubilæet for den socialistiske revolution, gik der rygter om, at Zhao Ziyang var blevet flyttet ud af Beijing for at undgå nye demonstrationer.

Zhou Enlai (1898-1976): Zhou Enlai blev medlem af Kinas kommunistiske Parti allerede i 1920’erne og deltog i Den lange March. Fra 1954 blev han en af Maos nærmeste og mest fortrolige medarbejdere. – Også i den kinesiske befolknings bevidsthed havde han en særlig status. Børn refererede ofte til ham som "onkel Zhou". Han beskæftigede sig hovedsageligt med udenrigspolitik og var derfor hovedkraften bag topmødet mellem Mao og Nixon i 1972. Efter kulturrevolutionen blev han helt naturligt anset for at være Maos efterfølger, men han døde ca. 9 måneder før Mao.

Zhu Rongji (f. 1929). Zhu Rongji kom ind i topledelsen i 1991, hvor han blev udnævnt som vice-ministerpræsident. I 1998 blev denne post byttet ud med posten som ministerpræsident. Her afløste han Li Peng. Han har det økonomiske område som speciale. I denne funktion er det lykkedes for ham at få tæmmet den kinesiske inflation. Ved ingangen til år 2000 regnes han som nr. 2 i det politiske hierarki efter Jiang Zemin.