Kina og Tibet.

 

Året efter den kommunistiske magtovertagelse i Kina invaderede kinesiske tropper Tibet. Kineserne så invasionen som en naturlig afslutning af borgerkrigen, idet Tibet betragtedes som en integreret del af Kina. Det skyldtes, at Tibet tidligere i lange perioder havde været kinesisk. I løbet af 1800- og 1900-tallet opnåede Tibet en stigende uafhængighed af Kina. Samtidig blev landet mere og mere afhængigt af Storbritannien, der betragtede Tibet som en stødpudezone mellem kolonien Indien (frem til 1947) og Kina samt det zaristiske Rusland (frem til 1918). Dette førte i 1904 til, at England forsøgte at erobre Tibet.

Formålet med invasionen var, at englænderne ønskede at sikre sig imod en øget russisk indflydelse i området. Resultatet blev en engelsk-kinesisk aftale, der betød kinesiske overhøjhed over Tibet. Ydermere blev Tibet tvunget til at betale krigsskadeerstatning til England. Denne aftale blev i 1906 fulgt op af en engelsk-russisk aftale, hvori afstod begge lande fra at blande sig i Tibets indre anliggender.

 

Efter Qing-dynastiets fald i 1912 blev Tibet dog reelt selvstændigt og de kinesiske tropper blev i 1913 trukket ud. Forholdet mellem Kina og Tibet fortsatte med at være meget spændt. Det resulterede i 1918 i en væbnet konflikt. Trods engelske bestræbelser på at få lavet en fredstraktat mellem de to lande lykkedes dette ikke. Op gennem 1920’ene, 1930’erne og 1940’erne levede tibetanerne i relativ ro fra deres store nabo. Dette skyldtes primært den kinesiske borgerkrig. Med borgerkrigens afslutning i 1949 kunne Tibet atter forvente at blive genstand for kinesisk interesse. – Det var derfor ikke uventet, at de kinesiske tropper i 1950 gik til angreb på Tibet.

 

Den kinesiske invasion i oktober 1950 forløb uden problemer, da Tibet stort set ingen militær styrke havde. Det internationale samfund (herunder FN) reagerede stort set ikke på besættelsen.

 

T.D. Lakha Lama, der oplevede den kinesiske invasion, skildrer den på denne måde:

 

”…Den kinesiske invasion begyndte østfra i 1949. Jeg var da 7 år gammel og måtte flygte fra min hjemegn Batang i Øst-Tibet til Lhasa i Central-Tibet. Flugten var arrangeret af Lama-paladsets nærmeste embedsmænd og var så hemmelig, at selv mine forældre intet vidste. Jeg så dem aldrig mere i live.

Civile øst-tibetanerne kæmpede bravt imod de kinesiske tropper, med hvad de havde af håndvåben for at forhindre den videre invasion ind i Tibet. Kina brugte sin fulde militærstyrke og bombede byer og klostre i Øst-Tibet, også mit kloster blev bombet. I slutningen af 1950 havde Kina invaderet halvdelen af Tibet. De havde henrettet, tortureret og fængslet mange øst-tibetanere, og mange blev aflivet i store jordhuller, hvor de blev levende masse-begravet. I 1951 marcherede kinesiske tropper mod Central-Tibet med Mao’s billede for at ‘befri’ Tibet. Til sidst var Lhasa omringet af militærlejre. Efterhånden var gadebilledet domineret af kinesiske soldater og politi.

Jeg husker, at de i begyndelsen var høflige og hjælpsomme, men efterhånden blev de mere skrappe. Når man gik i byen var der bevæbnede soldater overalt, og man fornemmede atmosfæren af angst i Lhasa….”

 

I perioden 1950-59 bevarede Tibet en udstrakt grad af politisk og religiøs uafhængighed af Kina. Trods dette groede der en utilfredshed frem over den kinesiske besættelse. Det førte i 1959 til et tibetansk oprørsforsøg. Da dette mislykkedes, måtte Tibets åndelige og politiske leder[1] Dalai Lama flygte til Indien sammen med tusindvis af nonner og munke. T.D. Lakha skildrer 1959-opstanden på denne måde:

 

”…D. 10. marts 1959 gjorde tibetanerne oprør mod kineserne med slagord som: «Tibet tilhører tibetanerne - Kina gå hjem!», men Kineserne havde opbygget en stor militærstyrke, og få dage efter begyndte de at angribe Lhasa med tungt skyts. Hele byen rystede, og H.H. Dalai Lama måtte flygte fra sit sommerpalads.

Jeg og nogle andre munke flygtede lige efter H.H. Dalai Lama. Det var svært at skaffe tøj og mad under flugten over Himalayabjergene, og man blev konfronteret med døden i de høje bjerge. Under flugten var vi så bange at selv, hvis man slog sin støvle mod en sten, blev man skræmt ved lyden, fordi vi hele tiden frygtede lyden af skud. Jeg var så heldig at overleve og nåede frem til den indiske grænse i begyndelsen af april 1959…”

 

Der måtte nødvendigvis komme en kinesisk reaktion på oprørsforsøget. Denne kom i form af, at Tibet nu for alvor blev forsøgt integreret i Kina. Herudover medførte den tibetanske oprørsforsøg en massiv politisk og religiøs undertrykkelse i landet: Munke og nonner blev forfulgt og  klostre blev ødelagt. I årene herefter fulgte en massiv flygtningestrøm til Indien.

 

Frem til slutningen af 1980’ene førte den hårde kinesiske kurs til relativ ro i Tibet. I 1987 startede der imidlertid nye store demonstrationer i Tibet. Kravene til den kinesiske regering var løsladelse af fængslede tibetanere, større autonomi eller total selvstændighed.  Under undtagelsestilstanden, der varede

næsten et år blev mange tibetanere fængslet og dræbt.

 

Disse krav blev fra kinesiske side mødt med fornyet undertrykkelse og fra 1989 indførelse af undtagelsestilstand i Tibets hovedstad Lhasa. Undtagelsestilstanden blev håndhævet af indrykkende kinesiske tropper.

 

Under undtagelsestilstanden, der varede næsten et år, blev tusindvis af tibetanere fængslet, og mange blev dræbt. Amnesty International siger, at der fortsat (dvs. foråret 2000) sidder hundredvis af politiske fanger fængslet. Mange af dem er buddhistiske munke og nonner.

 

Op gennem 1990’erne har der været forsøg på forhandlinger mellem Kina og den tibetanske eksilregering. Forhandlingerne har dog ikke medført resultater, der giver forhåbninger om en fredelig løsning på konflikten mellem Tibet og Kina indenfor en overskuelig fremtid. Meget tyder på, at Dalai Lama under forhandlingerne var parat til at acceptere, at Tibet er en del af Kina. Som modydelse herfor ville Dalai Lama til gengæld have garantier for fuld politisk selvstændighed under det kinesiske overherredømme. Blandt tibetanerne er der en del utilfredshed med denne kurs Specielt grupper af unge tibetanere ønsker at afløse Dalai Lamas pacifistiske kurs med en mere militant kurs.

 

I den kinesiske presse så man op til 50-året for besættelsen af Tibet en intens propagandakrig vendt imod Dalai Lama. Dette gav sig bla. til udtryk i følgende citat fra ”China Daily”:

 

”…Med sit religiøse klædebon som sit største politiske aktiv manipulerer Dalai Lama den politiske opinion som en erfaren mediemaskine. Han poserer som uskyldig religiøs leder, der er blevet berøvet sit hjemland af en mægtig regering og forventer ved dette spil at opnå belønninger i form af international sympati og støtte…”[2]

 

Dalai Lamas problem er således efter 50 års besættelse, at han er presset såvel udefra som indefra.

 

T.D. Lakha opsummerer de sidste 50 års konflikt mellem Kina og Tibet på følgende måde:

 

”…Under besættelsen har 1,2 millioner tibetanere mistet livet, og uerstattelige kunst-skatte og klostre er ødelagt. Den eneste mulighed vi nu har for at bevare vores kultur og religion er i eksil. Der flygter stadig mange tibetanere fra det besatte Tibet. …”