Forholdet mellem Kina og Taiwan

 

Taiwan kom for alvor ”ind i historien”, da øen i 1544 blev opdaget af portugisiske søfolk. De gav øen navnet ”Ilha Formosa”, som betyder noget i retning af ”den smukke ø”. Befolkningen, der beboede øen, var af malaysisk-polynesisk oprindelse.

 

I de følgende århundreder søgte en lang række stormagter at opnå indflydelse på Taiwan: Holland, Spanien, Japan, USA, England og Kina. Taiwan kunne af disse lande bruges som en vigtig base, samtidig med at øen også kunne blive et vigtigt marked for landenes produkter.

 

Den kinesiske indflydelse blev fra midten af 1600-tallet gradvis større og større. Ved Qing-dynastiets magtovertagelse i Kina (1644) flygtede tilhængerne af Ming-dynastiet til Taiwan i håb om her at skabe en selvstændig magtbase. Men i 1683 underlagde Qing-kejseren sig Taiwan.

 

Situationen på Taiwan var op gennem 1700- og 1800-tallet meget ustabil. Oprør fulgte oprør. Den kinesiske kontrol nåede derfor ikke at blive særlig effektiv. Trods dette blev Taiwan i 1885 udråbt som en selvstændig kinesisk provins.

 

Ved fredsslutningen efter den kinesiske-japanske krig i 1895 mistede Kina Taiwan til Japan, der straks begyndte en ”japanisering” af øen. Den japanske besiddelse af Taiwan kom til at vare frem til 1945, idet de allierede magter havde bestemt, at Kina efter 2. verdenskrigs afslutning skulle have Taiwan tilbage. Det blev Jiang Jieshi’s Guomindang-tropper, der modtog Taiwan efter det japanske nederlag.

 

I 1949, da Mao Zedong og de kinesiske kommunister vandt borgerkrigen, flygtede Jiang Jieshi og dele af Guomindang-hæren til Taiwan. Her oprettede Jiang en ikke-demokratisk nationalistisk Guomindang-stat. Taiwan var herefter formelt set en del af Kina, men reelt blev Taiwan en selvstændig stat.

 

Fra starten af den kolde krig så USA det som sin opgave at beskytte Taiwan mod Kina. Helt konkret kom det til at betyde, at amerikanske flådefartøjer efter Korea-krigens afslutning afpatruljerede strædet mellem Kina og Taiwan for at komme et evt. kinesisk angreb i forkøbet. Trods dette truede Kina flere gange op gennem 1950’erne og 1960’erne med at ”befri Taiwan fra Jiang Jieshi’s nationalistiske styre”. Taiwans overlevelse som selvstændig stat var således totalt afhængig af USA.

 

Helt frem til 1972 betød den amerikanske Kina-politik, at Taiwan repræsenterede hele Kina som permanent medlem i FN’s sikkerhedsråd. Et forhold der blev lavet om på med aftalen mellem Nixon og Mao.

 

Indenrigspolitisk forblev Taiwan ikke-demokratisk: Først under Jiang Jieshi (1949-75) og siden under hans søn Jiang Jingguo (1978-88). Efter pres udefra (bla. fra Reagans USA) skete der dog i Jiang Jingguo’s sidste år begrænsede demokratiske reformer. En af konsekvenserne heraf var, at regeringspartiet Guomindang i 1986 fik et oppositionsparti: DPP (”[det] De Demokratiske Progressive Parti”). Allerede i december samme år afholdtes det første valg på Taiwan med to partier. Valget blev vundet af Guomindang.

 

Den begrænsede demokratisering betød dog, at der opstod et massivt pres på regeringen og præsidenten for etablering af et reelt demokrati.

 

Da Jiang Jingguo i 1988 døde, afløstes han af  Lee Teng-hui, der fortsatte demokratiseringen af det Taiwanesiske samfund:

 

·        Der blev givet amnesti  til politiske fanger (1990)

·        En lov, der tidligere havde forbudt det kommunistiske parti, blev ophævet (1992)

·        Der blev afholdt direkte valg til den lovgivende forsamling (1992)

·        Der blev afholdt direkte valg til lokale forsamlinger (1994)

·        Der blev afholdt direkte valg til præsident- og vicepræsident-posten (1996)

 

At Taiwan således i løbet af relativt få år har udviklet sig til en demokratisk stat, har ikke på noget tidspunkt gjort indtryk på Kina, der gang på gang har gentaget kravet om ”samlingen af Kina”. Kinas holdning blev meget klart demonstreret i 1996, hvor en kinesisk militærøvelse medførte, at et antal missiler blev afskudt med retning mod Taiwan. En del af dem ramte havet uden for Taiwans kyst. Formålet med øvelsen var at skræmme befolkningen op til det første helt frie præsidentvalg, således at GMD-nationalisten Lee Teng-hui ikke blev valgt. Det lykkedes for Kina at skræmme den taiwanesiske befolkning, men trods dette blev Lee valgt.

 

I 1999 spidsede situationen yderligere til, da Lee Teng-hui erklærede, at Kina og Taiwan burde forhandle om en permanent fredsaftale som ”to selvstændige stater”. Udtalelsen førte til en optrapning af den kinesiske propagandakrig mod Taiwan. Da Taiwan senere samme år blev ramt af et jordskælv med op mod 2000 døde, tilbød Kina at hjælpe Taiwan gennem ”Kinas Røde Kors”. Jiang Zemin begrundede tilbuddet om hjælp med:

 

”…Katastrofen og den smerte, der har ramt vore taiwanesiske landsmænd, rører alle kinesere dybt i hjertet, (idet) befolkningerne på hver side af Taiwan-strædet er så tæt knyttet som kød og blod…”.

 

Selv jordskælvet kunne således bruges i propagandaen. Den taiwanesiske regering afslog da også tilbuddet.

 

Ved det andet frie præsidentvalg i marts 2000 oplevede Taiwan et afgørende politisk skifte. Valget blev vundet af DPP, og partiets leder Chen Shui-bian blev Taiwans nye præsident. Guomindang-perioden synes overstået, idet GMD dels tabte valget, dels på det nærmeste gik i opløsningen under valgkampen.

 

Under valgkampen havde Chen Shui-bian skilt sig ud fra de øvrige kandidater ved at kræve Taiwans formelle uafhængighed af Kina. Netop derfor havde Beijing advaret Taiwans befolkning mod at vælge Chen Shui-bian. Mange frygtede, at valget af Chen kunne skabe et mere spændt forhold eller endog en væbnet konflikt mellem Kina og Taiwan. For at undgå noget sådant sagde Chen Shui-bian allerede kort efter sin tiltrædelse:

 

”…så længe regimet under Kinas Kommunistiske Parti ikke har intentioner om at anvende militær magt mod Taiwan, garanterer jeg, at jeg ikke vil erklære uafhængighed (for Taiwan), så længe jeg sidder ved magten…”.

 

I forlængelse heraf slog Chen Shui-bian dog fast i en tale i juni 2000, at modellen ”et land – to systemer” ikke er brugbar for Taiwans vedkommende. En evt. genforeningen skal (ifølge Chen Shui-bian) ske som resultat af en aftale indgået mellem to ligeværdige parter.