Historien
om Hongkong starter for alvor i 1700-tallet, da englænderne kom til området. Det
nuværende Hongkong var på dette tidspunkt et goldt område uden nogen som helst
økonomisk betydning. Men dette ændredes afgørende i løbet af
1800-tallet.
Hongkongs
betydning skal ses ud fra dets placering tæt ved såvel det befolkningstætte
område i Sydkina som ved Perlefolden, der gav handelsfolk mulighed for at sejle
ind i Kina for at handle.
I
starten købte englænderne næsten udelukkende te. Siden hen også porcelæn og
silke. Betalingen for disse varer var primært sølv. I det lange løb blev det
imidlertid økonomisk uholdbart for englænderne at betale med sølv, derfor så de
sig om efter et nyt betalingsmiddel. Det nye betalingsmiddel blev opium, som
England skaffede fra Indien (primært fra Bengalen).
Kineserne
var alt andet end tilfredse med denne udvikling, idet opiumshandelen drænede
Kina for ressourcer, samtidig med at den medførte korruption og kriminalitet.
Dette skal også ses i lyset af, at handel med opium havde været forbudt i Kina
fra slutningen af 1700-tallet.
For
at stoppe den ulovlige handel greb de kinesiske myndigheder ind overfor
opiumshandlerne. Englændernes kinesiske mellemhandlere blev arresteret og
henrettet på grusomste vis. Opium i store mængder blev konfiskeret og
afbrændt.
Fra
engelsk side måtte dette medføre en reaktion, idet en særdeles lukrativ handel
hermed var i fare for at forsvinde. Den engelske udenrigsminister Lord
Parlmerston krævede således, at kineserne erstattede alt det konfiskerede og
destruerede opium. Da kineserne nægtede dette, var den første opiumskrig
(1840-42) en realitet.
Helt
forudsigeligt blev krigen hurtigt vundet af englænderne, og Kina måtte i
fredstraktaten (Nanjing-traktaten) afgive Hongkong-øen for
evigt.
Det
næste vigtige årstal i Hongkongs historie er året 1898. Her
indgik England og Kina efter en ny engelsk-kinesisk krig en ny traktat.
Traktaten gav England en 99-årig lejeaftale for den nordlige del af det
nuværende Hongkong, de såkaldte ”nye territorier” samt 235 småøer. 1898-aftalen
betød, at det engelske område voksede fra ca. 110 km² til godt 1000 km².
Indbygget i aftalen var, at der skulle ske en tilbagelevering af disse områder
senest 1997.
Fra
1898 til 1949 voksede Hongkong konstant i økonomisk betydning. Det lille golde
klippeområde voksede og blev til en økonomisk perle. – En udvikling der
fortsatte efter den kommunistiske magtovertagelse i Kina efter 1949. Efterhånden
som tiden gik, virkede lejeaftalen fra 1898 mere og mere truende for Hongkongs
fremtid.
Forhandlingerne om Hongkong
begyndte for alvor i starten af 1980’erne. Englænderne håbede, at lejeaftalen
kunne forlænges. Fra kinesisk side gjorde man dog hurtigt klart, at noget sådant
ikke kom på tale. Samtidig lod Deng Xiaoping da også skinne igennem, at Hongkong
også for Kina var et værdifuldt område. Det skyldes primært, at Kina havde en
stor handel med Hongkong. En stor del af handelen bestod af varer, der blev
eksporteret til Hongkong for derfra at blive sendt ud på verdensmarkedet.
Hongkong blev altså af Kina brugt til en slags transithandel.
Kunststykket var da et finde
en fremtidig model for Hongkong, hvor det kapitalistiske system kunne bevares,
samtidig med at området overgik til Kina. ”Guldægget” blev lagt i form af Deng
Xiaopings formulering: ”Et land – to
systemer”. Med dette mente han, at der skulle ske en politisk
sammensmeltning af de to områder, samtidig med at de bevarede hver deres
økonomiske system.
Denne tænkning førte i 1984
til en aftale med England, der betød, at Hongkong blev overtaget af Kina pr. 1
juli 1997, men Hongkong skulle bevare sit kapitalistiske markedsøkonomiske
system med egen valuta i en periode på mindst 50 år. Aftalen mellem England og
Kina kan kort skitseres i følgende punkter:
·
Hongkong skulle have egen
”grundlov” (Basic Law), der bla. skulle sikre Hongkong-borgerne politiske
friheder som trykke- og talefrihed
·
Hongkong skulle bevare sit
omfattende politiske selvstyre
·
Hongkong skulle bevare sit
eget retssystem (hvor højesteret tidligere havde været i England oprettedes nu
en selvstændig højesteret i Hongkong. Denne kan dog underkendes af det kinesiske
retssystem)
·
Hongkong skulle bevare sin
status som frihavn
·
Hongkong skulle bevare sin
egen valuta (HK$)
·
Kina fik ikke ret til at
opkræve skatter i Hongkong
·
Hongkong-borgere fik
automatisk ret til kinesisk statsborgerskab
·
Hongkong-borgere bevarede
retten til frit at rejse ind og ud af Hongkong
·
Kina fik ansvaret for
Hongkongs udenrigspolitik
Modellen ”et land – to
systemer” blev også brugt ved Kinas overtagelse af Macao fra Portugal i
1999. Den kinesiske ledelse håber endvidere på, at modellen kan bruges ved en
fremtidig generhvervelse af provinsen Taiwan. – Her vil det dog nok vise sig
noget vanskeligere at nå frem til en aftale.
Hvordan er det så gået med
Hongkong efter 1997 ? – Mange stillede sig før 1997 meget tvivlende overfor,
hvorvidt kineserne ville overholde den indgåede aftale. Det førte lige omkring
1997 til en vis udvandring og kapitalflugt fra Hongkong. Udviklingen har dog
vist, at de kinesiske myndigheder holder sig indenfor aftalens bestemmelser.
Demonstrationer og ytringer vendt imod kineserne har ved flere lejligheder
fundet sted uden indgreb. Kritikere af den engelsk-kinesiske aftale hævder, at
denne ”positive” udvikling skyldes, at de kinesiske myndigheder ikke har haft
behov for at gribe ind, idet Hongkong-borgerne i vidt omfang pålægger sig
selvcensur. Kritikerne hævder ligeledes, at Hongkongs leder Tung Chee Wha
(udnævnt 1996) i mange sager giver efter for Beijings krav for at undgå
konfrontationer.