Mao Tsetung

OM MODSIGELSE


Fra
Mao Tsetung Udvalgte Værker
Forlaget Oktober
1978

Bind 1

Overført til nettet af ORDKP  (2001)

 

Dette filosofiske skrift blev skrevet af kammerat Mao Tsetung efter hans skrift "om praksis" og med den samme hensigt, nemlig at overvinde de alvorlige fejl, som i form af dogmatisk tænkning fandtes i partiet på det tidspunkt. Det blev oprindelig holdt som forelæsninger ved Den antijapanske militære og politiske Højskole i Yenan og er gennemarbejdet af forfatteren, før det indgik i hans Udvalgte Værker.

 

 

Om Modsigelse

August 1937

 

Loven om modsigelse i ting, dvs. loven om modsætningernes enhed, er den materialistiske dialektiks mest grundlæggende lov. Lenin sagde: "I egentlig forstand er dialektikken studiet af modsigelsen i selve tingenes væsen." Lenin kaldte ofte denne lov for dialektikkens væsen; han kaldte den også for dialektikkens kerne. Når vi skal studere denne lov, kan vi derfor ikke undgå at berøre en række forskellige spørgsmål, berøre en række filosofiske problemer. Hvis vi kan komme til klarhed over alle disse problemer, vil vi nå frem til en grundlæggende forståelse af den materialistiske dialektik. Problemerne er: de to typer af verdensanskuelser, modsigelsens almenhed, det specifikke ved modsigelsen, hovedmodsigelsen og det dominerende aspekt i modsigelsen, identiteten og kampen mellem aspekterne i en modsigelse og antagonismens placering i modsigelser.

Den kritik, som filosofiske kredse i Sovjetunionen i de seneste år har underkastet Deborin-skolens idealisme, har vakt stor interesse hos os. Deborins idealisme har øvet en yderst skadelig indflydelse i Kinas Kommunistiske Parti, og man kan ikke sige, at den dogmatiske tænkning i vort parti er uden forbindelse med denne skoles måde at stille problemerne op på. Hovedformålet med vort nuværende studium af filosofien må derfor være at udrydde dogmatisk tænkning.

 

l. DE TO TYPER AF VERDENSANSKUELSER

Gennem den menneskelige erkendelses historie har der altid været to opfattelser af lovene for verdens udvikling, nemlig den metafysiske opfattelse og den dialektiske opfattelse, som udgør to modstridende verdensanskuelser. Lenin sagde:

"De to grundlæggende (eller to mulige? eller to historisk iagttagelige?) opfattelser af udviklingen (evolutionen) er: udvikling som formindskelse og forøgelse, som gentagelse, og udvikling som en modsætningernes enhed (deling af en enhed i modsætninger, der udelukker hinanden, og deres indbyrdes forhold af vekselvirkning)."

Lenin refererer her til disse to Forskellige typer af verdensanskuelser.

I Kina er hsuan-hsueh et andet navn for metafysik. Både i Kina og Europa var denne tænkemåde gennem en meget lang historisk periode nøje forbundet med den idealistiske verdensanskuelse, og den beherskede menneskenes tænkning. I Europa var borgerskabets materialisme i dets barndom også metafysisk. Da samfundsøkonomien i mange europæiske lande voksede frem til den højtudviklede kapitalismes trin, da produktivkræfterne, klassekampen og videnskaberne udviklede sig til et niveau uden sidestykke i historien, og da industriproletariatet blev den største drivkraft i den historiske udvikling, da opstod der som følge heraf den marxistiske verdensanskuelse: den dialektiske materialisme. Oven i den åbne og usminkede reaktionære idealisme opstod herefter den vulgære evolutionisme blandt borgerskabet som modsætning til den materialistiske dialektik.

Den metafysiske eller vulgære evolutionistiske verdensanskuelse betragter tingene som isolerede, statiske og ensidede. Den anser alle ting i universet, deres former og deres arter, for at være evigt isolerede fra hinanden og evigt uforanderlige. Den forandring, der finder sted, kan kun være en kvantitativ formindskelse eller forøgelse eller stedforandring. Derudover ligger årsagen til en sådan formindskelse, forøgelse eller stedforandring ikke i tingene selv, men uden for dem, dvs. at de skyldes ydre kræfters indvirkning. Metafysikerne hævder, at alle de forskellige slags ting i universet og alle deres karakteristika har været de samme, lige siden de opstod. Alle senere forandringer har kun været kvantitative forøgelser eller formindskelser. De hævder, at en ting kun kan fortsætte med at reproducere sig selv som den samme slags ting og ikke forandres til noget forskelligt. Efter deres opfattelse kan kapitalistisk udbytning, kapitalistisk konkurrence, det kapitalistiske samfunds individualistiske ideologi osv. altsammen genfindes i oldtidens slavesamfund eller endog i ursamfundet, og de vil bestå uændret for evigt. Som årsager til den samfundsmæsisge udvikling angiver de faktorer uden for samfundet, som f.eks. geografiske og klimatiske forhold. De søger på en overforenklet måde efter årsagerne til udviklingen af tingen uden for den selv og de fornægter den materialistiske dialektiks teori, som fastslår, at udviklingen opstår af modsigelserne i en ting. Følgelig kan de hverken forklare tingenes kvalitative mangfoldighed eller det fænomen, at én kvalitet forandres til en anden. I Europa fremtrådte denne tænkning i form af mekanisk materialisme i det 17. og 18. århundrede og som vulgær evolutionisme i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. l Kina fandtes den metafysiske tænkemåde udtrykt i ordene: "Himlen forandres ikke, Tao forandres heller ikke", og den blev i lang tid støttet af de dekadente feudale herskerklasser. Mekanisk materialisme og vulgær evolutionisme, som er blevet importeret fra Europa i løbet af de sidste hundrede år, bliver derimod støttet af borgerskabet.

I modsætning til den metafysiske verdensanskuelse hævder den materialistisk-dialektiske verdensanskuelse, at vi for at kunne forstå en tings udvikling må studere dens indre og dens forhold til andre ting. Tingenes udvikling må med andre ord ses som deres indre og nødvendige selvbevægelse, samtidig med at hver ting i sin bevægelse står i indbyrdes forhold til og vekselvirker med tingene omkring sig. Den grundlæggende årsag til en tings udvikling findes ikke i ydre forhold, men i indre; den ligger i de modsigelser, der findes i tingen. Der findes indre modsigelser i enhver ting, deraf kommer dens bevægelse og udvikling. Modsigelserne i en ting er den grundlæggende årsag til dens udvikling, mens dens indbyrdes forhold til og vekselvirkning med andre ting er sekundære årsager. Den materialistiske dialektik bekæmper således kraftigt teorien om ydre årsager, eller om en ydre drivkraft, som fremføres af den metafysiske makaniske materialisme og den vulgære evolutionisme. Det er klart, at rent ydre årsager kun kan give stødet til mekanisk bevægelse, dvs. til forandringer i størrelse eller mængde, men de kan ikke forklare, hvorfor ting adskiller sig kvalitativt fra hinanden på tusind forskellige måder, og hvorfor én ting forandrer sig til en anden. I virkeligheden sker selv mekanisk bevægelse frembragt af ydre kræfter gennem de indre modsigelser i ting. Simpel vækst hos planter og dyr, deres kvantitative udvikling, er ligeledes hovedsagelig et resultat af deres indre modsigelser. På samme måde er den samfundsmæssige udvikling hovedsagelig ikke betinget af ydre, men af indre årsager. Lande med næsten de samme geografiske og klimatiske forhold udviser store forskelligheder og ujævnheder i deres udvikling. Derudover kan store samfundsmæssige forandringer finde sted i et og samme land, skønt dets geografi og klima forbliver uændret. Det imperialistiske Rusland forvandlede sig til den socialistiske Sovjetunion, og det feudale Japan, som havde lukket dørene til omverdenen, forvandlede sig til det imperialistiske Japan, selvom der ikke fandt nogen ændringer sted i nogen af disse landes geografi og klima. Kina, som længe var domineret af feudalismen, er undergået store forandringer i de sidste hundrede år og forandres nu i retning af et frigjort, nyt Kina, men dets geografi og klima er forblevet uforandrede. På jorden som helhed og på hver del af den, finder der forandringer i geografi, og klima sted, men de er ubetydelige i sammenligning med de samfundsmæssige forandringer; geografiske og klimatiske forandringer manifesterer sig først efter titusinder af år, mens samfundsmæssige forandringer manifesterer sig i løbet af nogle tusinde, nogle hundrede eller nogle tiår og i tider med revolution endda i løbet af nogle få år eller måneder. Ifølge den materialistiske dialektik skyldes forandringer i naturen hovedsagelig udviklingen af de indre modsigelser i naturen. Forandringer i samfundet skyldes hovedsagelig udviklingen af de indre modsigelser i samfundet, dvs. modsætningen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene, modsætningen mellem klasser og modsætningen mellem det gamle og det nye. Det er udviklingen af disse modsigelser, der driver samfundet fremad og giver stødet til at det gamle samfund erstattes med et nyt.

Udelukker den materialistiske dialektik ydre årsager? Slet ikke. Den fremhæver, at ydre årsager er forandringens betingelser og indre årsager er forandringens grundlag, og at ydre årsager virker gennem indre årsager. Ved en passende temperatur forandres et æg til en kylling, men ingen temperatur kan forandre en sten til en kylling, fordi ægget og stenen har et forskelligt grundlag. Folkene i forskellige lande påvirker bestandigt hinanden. I kapitalismens epoke, og specielt i imperialismens og den proletariske revolutions epoke, er de gensidige påvirkninger og impulser mellem de forskellige lande på det politiske, økonomiske og kulturelle område usædvanlig stærke. Den socialistiske oktoberrevolution indledte en ny epoke ikke blot i Ruslands historie, men også i verdenshistorien. Den øvede indflydelse på de indre forandringer i andre lande i verden, således også — og endog på en særdeles dybtgående måde — på de indre forandringer i Kina. Imidlertid var det de indre udviklingslove i disse lande, Kina indbefattet, som bevirkede disse forandringer. I et slag sejrer den ene hær og den anden bliver besejret; både sejren og nederlaget bestemmes af indre årsager. Den ene hær sejrer enten fordi den er stærk eller fordi den har en kompetent ledelse og den anden bliver besejret enten fordi den er svag eller fordi den har en inkompetent ledelse; det er gennem indre årsager at de ydre årsager virker. At storborgerskabet i Kina i 1927 kunne påføre proletariatet et nederlag, skyldtes den opportunisme, som på det tidspunkt fandtes i det kinesiske proletariat (i Kinas Kommunistiske Parti). Da vi havde likvideret denne opportunisme, genoptog den kinesiske revolution sin fremmarch. Senere blev den kinesiske revolution igen ramt af svære tilbageslag i kampen mod fjenden, denne gang forårsaget af eventyrpolitikken, som var fremkommet inden for vort parti. Da vi fik likvideret denne eventyrpolitik, gik vor sag endnu en gang fremad. Således ser vi, at for at lede revolutionen frem til sejr må et politisk parti støtte sig på sin egen politiske linies rigtighed og på sin egen organisations fasthed.

Den dialektiske verdensanskuelse opstod i oldtiden både i Kina og i Europa. Den gamle dialektik havde imidlertid i nogen grad en spontan og primitiv karakter. Under de daværende samfundsmæssige og historiske betingelser var den endnu ikke i stand til at skabe et teoretisk system og følgelig kunne den ikke i fuld udstrækning forklare verden, og den blev erstattet af metafysikken. Den berømte tyske filosof HegeI, som levede i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede, gav yderst vigtige bidrag til dialektikken, men hans dialektik var idealistisk. Det var først da Marx og Engels, den proletariske bevægelses store forkæmpere, havde sammenfattet de positive resultater i den menneskelige erkendelses historie og især på kritisk måde optaget de rationelle elementer i den hegelske dialektik og skabt den store dialektiske og historiske materialismes teori, at en hidtil uset revolution i den menneskelige erkendelses historie fandt sted. Denne teori blev videreudviklet af Lenin og Stalin. Så snart den bredte sig til Kina, forårsagede den umådelige forandringer i den kinesiske tænkning.

Denne dialektiske verdensanskuelse lærer os først og fremmest, hvordan man skal iagttage og analysere bevægelsen af modsætninger i forskellige ting, og hvordan man på grundlag af en sådan analyse kan anvise metoderne til at løse modsigelser. Det er derfor yderst vigtigt for os at forstå loven om modsigelse i ting på konkret måde.

 

II. MODSIGELSENS ALMENHED

For at gøre fremstillingen lettere, vil jeg først behandle modsigelsens almenhed og derefter gå over til at behandle det specifikke ved modsigelsen. Grunden er, at modsigelsens almenhed kan forklares mere kortfattet, fordi den allerede er blevet anerkendt i vide kredse, efter at Marx, Engels, Lenin og Stalin, der grundlagde og videreudviklede marxismen, har udarbejdet den dialektisk-materialistiske verdensanskuelse og anvendt den materialistiske dialektik med de bedste resultater på talrige områder inden for den historiske og naturhistoriske forskning, ligesom den er blevet anvendt til at forandre mange sider af samfundet og naturen (som i Sovjetunionen). Derimod er det specifikke ved modsigelsen endnu ikke klart erkendt af mange kammerater og specielt ikke af dogmatikerne. De forstår ikke, at modsigelsens almenhed netop eksisterer i det specifikke ved modsigelsen. De forstår heller ikke, hvor vigtigt det er at studere det specifikke ved modsigelsen i de konkrete ting, vi står over for, når vi skal vejlede den revolutionære praksis. Derfor er det nødvendigt at fremhæve studiet af det specifikke ved modsigelsen og forklare det grundigt. Af denne grund vil vi i vor analyse af loven om modsigelse i ting først analysere modsigelsens almenhed, derefter lægge særlig vægt på analysen af det specifikke ved modsigelsen og til sidst vende tilbage til modsigelsens almenhed.

Modsigelsens almenhed eller det absolutte ved modsigelsen har en dobbelt betydning. For det første, at der eksisterer modsigelse i alle tings udviklingsproces, og for det andet, at i hver tings udviklingsproces findes der en bevægelse af modsætninger fra begyndelsen til enden.

Engels sagde: "Bevægelse er i sig selv en modsigelse". Lenin definerede loven om modsætningernes enhed som "anerkendelsen (afdækningen) af de modstridende, hinanden udelukkende, modsatte tendenser i alle foreteelser og processer i naturen (iberegnet bevidstheden og samfundet)".

Er disse teser korrekte? ja, det er de. Det indbyrdes afhængighedsforhold mellem de modstridende sider, der findes i alle ting, og kampen mellem disse sider bestemmer alle tings liv og driver deres udvikling fremad. Der findes intet, der ikke indeholder modsigelse; uden modsigelse ville intet eksistere.

Modsigelse er grundlaget for de enkle former for bevægelse (f.eks. mekanisk bevægelse) og i endnu højere grad for de mere komplicerede former for bevægelse.

Engels forklarede modsigelsens almenhed på følgende måde:

"Hvis den enkle mekaniske stedforandring indeholder en modsigelse så gælder dette i endnu højere grad for de højere former for materiens bevægelse og specielt for det organiske liv og dets udvikling. ... livet består netop frem for alt i dette — at et væsen på ethvert tidspunkt er det samme og alligevel noget andet. Livet er derfor også en modsigelse, der er til stede i tingene og processerne selv, og som hele tiden opstår af sig selv og løser sig selv; og så snart modsigelsen ophører, ophører også livet, og døden indtræder. På samme måde har vi set, at heller ikke på tænkningens område kan man komme uden om modsigelserne, og at f.eks. modsætningen mellem menneskets iboende ubegrænsede evne til erkendelse, og dennes faktiske tilstedeværelse hos mennesker, der er begrænsede i ydre vilkår og som besidder begrænset erkendelse, får sin løsning i en for os praktisk taget endeløs rækkefølge af generationer, i den uendelige fremadskriden."

"... et af de grundlæggende principper i den højere matematik er den modsigelse, at under visse omstændigheder kan rette linier og kurver være det samme."

"Men også den lavere matematik er fuld af modsigelser.".

Lenin illustrerede modsigelsens almenhed på følgende måde:

"I matematikken: + og - . Differential og integral.
I mekanikken: Aktion og reaktion.
I fysikken: Positiv og negativ elektricitet.
I kemien: Forening og spaltning af atomer.
I samfundsvidenskaben: Klassekampen.".

I krig er angreb og forsvar, fremrykning og tilbagetog, sejr og nederlag alle gensidigt modstridende fænomener. Det ene kan ikke eksistere uden det andet. De to sider er på samme tid i strid med og gensidigt afhængige af hinanden, og dette udgør krigen i sin helhed, driver dens udvikling fremad og løser dens problemer.

Enhver forskel i menneskets begreber bør betragtes som en genspejling af en objektiv modsigelse. Objektive modsigelser genspejles i subjektiv tænkning, og denne proces udgør begrebernes modstridende bevægelse, driver tænkningens udvikling fremad og løser uophørligt problemer i menneskets tænkning.

Modsætning og kamp mellem forskellige slags ideer fremkommer til stadighed inden for partiet; dette er en genspejling inden for partiet af modsætningerne mellem klasserne og mellem det nye og det gamle i samfundet. Hvis der ikke fandtes nogen modsigelser i partiet og ikke nogen ideologiske kampe for at løse dem, ville partiets liv ophøre.

Således er det allerede klart, at modsigelse eksisterer generelt og i alle processer, hvadenten det er enkle eller komplicerede former for bevægelse, og hvadenten det er i den objektive verdens eller i den menneskelige tænknings fænomener. Men eksisterer modsigelse også på det indledende stadium af hver proces? Findes der en bevægelse af modsætninger fra begyndelsen til enden i hver enkelt tings udviklingsproces?

Som det fremgår af de artikler, hvor sovjetiske filosoffer kritiserer Deborins skole, hævder denne, at modsigelser ikke fremtræder ved begyndelsen af en proces, men kun når den har udviklet sig til et vist trin. Hvis dette var tilfældet, ville årsagen til processen før dette trin være en ydre og ikke en indre. Deborin henfalder således til de metafysiske teorier om ydre årsager og til mekanicisme. Når Deborin-skolen anvender denne synsmåde i analysen af konkrete problemer, ser den kun forskelle, men ingen modsigelser mellem kulakkerne og bøndernes masse under de eksisterende forhold i Sovjetunionen, og er således fuldt ud enig med Bukharin. Når den analyserer den franske revolution hævder den, at der før revolutionen på samme måde kun fandtes forskelle, men ingen modsigelser inden for trediestanden, som bestod af arbejderne, bønderne og borgerskabet. Disse synspunkter, som Deborin-skolen fremlægger, er anti-marxistiske. Denne skole forstår ikke, at en hvilken som helst forskel allerede indeholder en modsigelse, og at forskel i sig selv er en modsigelse. Arbejde og kapital har stået i modsætning til hinanden, lige siden de to klasser opstod, blot var modsigelsen i begyndelsen endnu ikke skærpet. Selv under de samfundsmæssige betingelser, der eksisterer i Sovjetunionen, er der en forskel mellem arbejdere og bønder, og netop denne forskel er en modsigelse, selv om den til forskel fra modsætningen mellem arbejde og kapital ikke bliver skærpet i den grad, at den bliver antagonistisk eller tager form af klassekamp. Arbejderne og bønderne har etableret et fast forbund i løbet af den socialistiske opbygning og er i færd med trin for trin at løse denne modsigelse under fremrykningen fra socialisme til kommunisme. Spørgsmålet er et spørgsmål om forskellige slags modsigelser, ikke om der findes eller ikke findes modsigelse. Modsigelsen er almen, absolut, den er til stede i alle tings udviklingsproces og gennemtrænger enhver proces fra begyndelsen til afslutningen.

Hvad menes der med, at der opstår en ny proces? Den gamle enhed med de modsætninger, den består af, viger pladsen for en ny enhed med de modsætninger, den består af, hvorpå en ny proces opstår for at erstatte den gamle enhed. Den gamle proces slutter, og den nye begynder. Den nye proces indeholder nye modsætninger og begynder sine egne modsigelsers udviklingshistorie.

Som Lenin påpegede, gav Marx i sit værk Kapitalen en forbilledlig analyse af modsætningernes bevægelse, som gennemløber alle tings udviklingsproces fra begyndelsen til afslutningen. Det er denne metode, der må anvendes ved studiet af alle tings udvikling. Også Lenin anvendte denne metode korrekt og holdt fast ved den i alle sine skrifter.

"I Kapitalen analyserer Marx først det enkleste, almindeligste og mest grundlæggende, mest udbredte og dagligdagsforhold i det borgerlige (vare-)samfund, et forhold, som forekommer millioner af gange, nemlig varebyttet. I denne meget enkle foreteelse (i denne 'celle' af det borgerlige samfund) afdækker analysen alle modsigelserne (eller kimene til alle modsigelserne) i det moderne samfund. Den videre fremstilling viser os udviklingen (både vækst og bevægelse) af disse modsigelser og af dette samfund i å (summen) af dets enkelte dele fra dets begyndelse til dets afslutning."

Lenin tilføjede: "Dette må også være metoden ved fremstillingen (eller studiet) af dialektikken overhovedet."

Kinesiske kommunister må lære sig denne metode; kun da vil de være i stand til på korrekt måde at analysere den kinesiske revolutions historie og nuværende situation og herudfra drage slutninger om dens fremtid.

 

III. DET SPECIFIKKE VED MODSIGELSEN

Der findes modsigelser i alle tings udviklingsprocesser; de gennemtrænger hver tings udviklingsproces fra begyndelsen til afslutningen. Dette er modsigelsens almene og absolutte karakter, som vi har beskæftiget os med ovenfor. Lad os nu beskæftige os med det specifikke og relative ved modsigelsen.

Dette problem bør studeres på forskellige planer.

For det første har modsigelsen i alle materiens bevægelsesformer sin specifikke karakter. Menneskets erkendelse af materien er erkendelsen af dens bevægelsesformer, fordi der ikke eksisterer noget andet i denne verden end materie i bevægelse, og denne bevægelse må antage bestemte former. Når vi betragter hver enkelt af materiens bevægelsesformer, må vi lægge mærke til de træk, den har til fælles med andre bevægelsesformer. Men hvad der er særlig vigtigt og nødvendigt, eftersom det udgør grundlaget for vor erkendelse af en ting, er at lægge mærke til, hvad der er specifikt for denne form for materiens bevægelse, det vil sige at iagttage den kvalitative forskel mellem denne bevægelsesform og andre former. Kun når vi gør dette, kan vi skelne mellem tingene. Enhver form for bevægelse indeholder i sig selv sin egen specifikke modsigelse. Denne specifikke modsigelse udgør det specifikke væsen, der adskiller en ting fra en anden. Den er den indre årsag til eller, om man vil, grundlaget for den vældige mangfoldighed af ting i verden. Der findes mange bevægelsesformer i naturen, mekanisk bevægelse, lyd, lys, varme, elektricitet, spaltning, forbindelse osv. Alle disse former er indbyrdes afhængige af hinanden, men i deres væsen er hver af dem forskellig fra de andre. Hver bevægelsesforms specifikke væsen er bestemt af dens egen specifikke modsigelse. Dette er gyldigt ikke blot for naturens vedkommende, men også for samfundets og for tænkningens foreteelser. Enhver samfundsform, enhver form for ideologi har sin egen specifikke modsigelse og sit specifikke væsen.

Videnskaberne adskiller sig fra hinanden netop på grund af de specifikke modsigelser, der ligger i deres respektive studieobjekter. Således udgør den modsigelse, som er særegen for en bestemt slags fænomener, studieobjektet for en særlig videnskab. For eksempel positive og negative tal i matematikken; aktion og reaktion i mekanikken; positiv og negativ elektricitet i fysikken; forening og spaltning i kemien; produktivkræfter og produktionsforhold, klasser og klassekamp i samfundsvidenskaben; angreb og forsvar i militærvidenskaben; idealisme og materialisme, den metafysiske anskuelse og den dialektiske anskuelse i filosofien; osv. – alt dette er studieobjekter for forskellige grene af videnskaben, netop fordi hver gren har sin egen specifikke modsigelse og sit særegne væsen. Hvis vi ikke forstår det almene ved modsigelsen, kan vi naturligvis ikke på nogen måde afdække den almene årsag eller det almene grundlag for tings bevægelse og udvikling; men hvis vi imidlertid ikke studerer det specifikke ved modsigelsen, kan vi ikke på nogen måde bestemme en tings specifikke væsen, som adskiller den fra andre ting, og vi kan ikke afdække den specifikke årsag til eller det specifikke grundlag for en tings bevægelse eller udvikling og heller ikke skille tingene ud fra hinanden eller afgrænse de forskellige videnskabelige områder fra hinanden.

Når det gælder udviklingsforløbet i menneskets erkendelse, foregår der altid en gradvis vækst fra erkendelsen af det enkelte og særegne til erkendelsen af det almene. Kun når mennesket kender mange forskellige tings specifikke væsen, kan det gå videre til at generalisere og kende tingenes fælles væsen. Når mennesket har opnået erkendelsen af dette fælles væsen, bruger det den som vejledning og går videre til at studere forskellige konkrete ting, som endnu ikke har været genstand for studier, eller som ikke har været studeret gennemgribende nok, og til at afdække det specifikke væsen i hver af tingene. Kun på den måde er det i stand til at supplere, berige og udvikle sin erkendelse af tingenes fælles væsen og undgå, at en sådan erkendelse visner eller stivner. Dette er de to erkendelsesprocesser; den ene går fra det specifikke til det generelle, og den anden går fra det generelle til det specifikke. På denne måde bevæger erkendelsen sig altid cyklisk og (så længe man holder sig strengt til den videnskabelige metode) fører hver cyklus den menneskelige erkendelse et trin højere op og gør den stadig mere dybtgående. Vore dogmatikeres fejl i dette spørgsmål er, at de på den ene side ikke forstår, at vi må studere det specifikke ved modsigelsen og kende den enkelte tings specifikke væsen, før vi fuldt ud kan forstå det almene ved modsigelsen og tingenes fælles væsen, og at de på den anden side ikke forstår, at vi efter at have erkendt tingenes fælles væsen må gå videre og studere de konkrete ting, der endnu ikke er blevet studeret dybtgående, eller som først lige er opstået. Vore dogmatikere er dovendidrikker. De nægter at foretage noget grundigt studium af konkrete ting, de betragter almene sandheder som noget, der fremkommer ud af det tomme intet, de forvandler dem til rent abstrakte og ubegribelige formler, og således fornægter de fuldstændigt det normale forløb, hvorigennem mennesket når frem til at kende sandheden og vender det på hovedet. De forstår heller ikke den indbyrdes sammenhæng mellem de to erkendelsesprocesser — fra det specifikke til det generelle og derefter fra det generelle til det specifikke. De forstår intet af den marxistiske erkendelsesteori.

Det er nødvendigt ikke blot at studere den specifikke modsigelse i ethvert stort system af materiens bevægelsesformer og dens væsen, som er betinget af disse modsigelser, men også undersøge den specifikke modsigelse og hver enkelt proces' væsen i det lange udviklingsforløb, som enhver af materiens bevægelsesformer gennemløber. I enhver form for bevægelse er hver udviklingsproces, som er virkelig (og ikke indbildt), kvalitativt forskellig. Vort studium må understrege og tage sit udgangspunkt i dette.

Kvalitativt forskellige modsigelser kan kun løses ved kvalitativt forskellige metoder. For eksempel løses modsætningen mellem proletariat og borgerskabet ved hjælp af den socialistiske revolutions metode; modsætningen mellem folkets store masser og det feudale system løses ved hjælp af den demokratiske revolutions metode; modsætningen mellem kolonierne og imperialismen løses ved hjælp af den nationale revolutionære krigs metode; modsætningen mellem arbejderklassen og bondeklassen i det socialistiske samfund løses gennem landbrugets kollektivisering og mekanisering; modsigelser inden for det kommunistiske parti løses ved kritikkens og selvkritikkens metode; modsætningen mellem samfundet og naturen løses gennem udviklingen af produktivkræfterne. Processerne forandres, gamle processer og gamle modsigelser forsvinder, nye processer og nye modsigelser opstår, og metoderne til løsningen af modsigelserne veksler i overensstemmelse hermed. I Rusland var der en grundlæggende forskel mellem den modsigelse, der blev løst ved februarrevolutionen, og den modsigelse, der blev løst ved oktoberrevolutionen, såvel som mellem metoderne, der blev anvendt for at løse dem. Princippet om at anvende forskellige metoder til at løse forskellige slags modsigelser er et princip, som marxister-leninister strengt må iagttage. Dogmatikerne iagttager ikke dette princip; de forstår ikke, at betingelserne skifter i forskellige slags revolutioner, og forstår derfor heller ikke, at forskellige metoder skal anvendes for at løse forskellige slags modsigelser. De anvender overalt det samme skema, som de anser for uforanderligt, hvilket kun fører til tilbageslag for revolutionen eller bringer en sørgelig forvirring i noget, som oprindeligt var godt.

For at kunne afdække det specifikke ved modsigelserne i enhver tings udviklingsproces, i deres helhed eller indbyrdes forbindelser, dvs. for at afdække processens væsen, er det nødvendigt at afdække det specifikke ved hver af de to aspekter i modsigelsen i den pågældende proces; ellers vil det være umuligt at nå til klarhed om processens væsen. Dette kræver ligeledes den største opmærksomhed i vort studium.

Der er mange modsigelser i enhver større tings udviklingsforløb. I Kinas borgerligt-demokratiske revolutions udviklingsforløb, hvor betingelserne er overmåde komplicerede, findes der f.eks. modsætningen mellem alle de undertrykte klasser i det kinesiske samfund og imperialismen, modsætningen mellem folkets store masser og feudalismen, modsætningen mellem proletariatet og borgerskabet, modsætningen mellem bønderne og småborgerskabet i byerne på den ene side og borgerskabet på den anden side, modsætningen mellem de forskellige reaktionære herskende grupper osv. Disse modsigelser kan ikke behandles på samme måde, da hver af dem har sit specifikke væsen; desuden kan de to aspekter i hver modsigelse ikke behandles på samme måde, da hvert aspekt har sine egne karakteristika. Vi, der er engageret i den kinesiske revolution, bør ikke blot forstå det specifikke ved disse modsigelser som helhed, dvs. i deres indbyrdes forbindelser, men bør også studere de to aspekter i hver modsigelse som den eneste måde at forstå helheden på. Når vi taler om at forstå hvert aspekt i en modsigelse, mener vi at forstå hvilken specifik stilling, hvert aspekt indtager; under hvilke konkrete former, de to aspekter er afhængige af hinanden og står i modsætning til hinanden, og hvilke konkrete metoder, der benyttes i kampen med det modsatte aspekt, når de to er både gensidigt afhængige af og i modsætning til hinanden, og også efter at den gensidige afhængighed er nedbrudt. Det er af stor vigtighed at studere disse problemer. Lenin sigtede netop til dette, da han sagde, at det væsentlige i marxismen, marxismens levende sjæl, er den konkrete analyse af konkrete betingelser. Vore dogmatikere har krænket Lenins lære; de bruger aldrig deres hjerner til at analysere noget som helst konkret, og i deres skrifter og taler bruger de altid skemaer uden indhold og skaber på denne måde en meget dårlig arbejdsstil i vort parti.

Når vi studerer et problem, må vi sky subjektivitet, ensidighed og overfladiskhed. At være subjektiv betyder ikke at se objektivt på problemerne, dvs. ikke at bruge det materialistiske synspunkt, når man betragter problemer. Jeg har diskuteret dette i mit essay "Om praksis". At være ensidig betyder ikke at se alsidigt på problemerne, f.eks. kun at forstå Kina, men ikke Japan, kun det kommunistiske parti, men ikke Kuomintang, kun proletariatet, men ikke borgerskabet, kun bønderne, men ikke godsejerne, kun de gunstige betingelser, men ikke de ugunstige, kun fortiden, men ikke fremtiden, kun enkelte dele, men ikke helheden, kun manglerne, men ikke resultaterne, kun anklagerens argumenter, men ikke forsvarerens, kun underjordisk revolutionært arbejde, men ikke åbent revolutionært arbejde osv. Kort sagt betyder det ikke at forstå kendetegnene ved begge aspekterne i en modsigelse. Det er dette, vi mener med at se ensidigt på et problem. Det kan også kaldes at se delen, men ikke helheden, ikke at se skoven for bare træer. På denne måde er det umuligt at finde frem til metoden til at løse en modsigelse, er det umuligt at udføre revolutionens opgaver, at udføre et hverv godt eller at udvikle den indre ideologiske kamp i partiet korrekt. Da Sun Wu Tzu diskuterede militærvidenskaben og sagde: "Kend fjenden og kend dig selv, og du kan udkæmpe hundrede slag uden fare for nederlag" sigtede han til de to sider i et slag. Wei Cheng fra Tang-dynastiet forstod også det fejlagtige ved ensidighed, da han sagde: "Lyt til begge sider og du vil blive oplyst, ænser du bare den ene side, vil du forblive uoplyst." Men vore kammerater ser ofte ensidigt på problemerne, og derfor støder de ofte på pludseligt opdukkende hindringer. I romanen Shui Hu Chuan angreb Sung Chiang tre gange landsbyen Chu. To gange blev han slået tilbage, fordi han var uvidende om de lokale betingelser og benyttede en forkert metode. Senere ændrede han sin metode. Først undersøgte han situationen og gjorde sig bekendt med vejnettet, derefter sprængte han forbundet mellem landsbyerne Li, Hu og Chu og sendte sine mænd i forklædning ind i fjendens lejr for at vente dér, idet han anvendte en krigslist på linie med den udenlandske fortælling om den trojanske hest. Og tredie gang vandt han. Der er mange eksempler på materialistisk dialektik i Shui Hu Chuan, hvoraf episoden med de tre angreb på landsbyen Chu er et af de bedste. Lenin sagde:

"... for virkelig at forstå et objekt må vi spænde over og studere alle dets sider, alle sammenhænge og alle "formidlinger". Vi vil aldrig opnå dette fuldstændigt, men kravet om alsidighed er en sikkerhed mod fejltagelser og stivhed".

Vi bør huske hans ord. At være overfladisk betyder hverken at overveje en modsigelses karakteristika i dens helhed eller hvert af dens aspekters karakteristika; det betyder at benægte nødvendigheden af at trænge dybt ned i en ting og omhyggeligt studere dens modsigelses karakteristika, men i stedet blot betragte den på afstand og efter at have fået et glimt af dens ydre omrids straks at forsøge at løse modsigelsen (at besvare et spørgsmål, bilægge en tvist, udføre et stykke arbejde eller lede en militær operation). Denne måde at gøre tingene på vil uvægerlig føre til vanskeligheder. Årsagen til, at de dogmatiske og empiricistiske kammerater i Kina har gjort fejltagelser, ligger netop i deres subjektivistiske, ensidige og overfladiske måde at se tingene på. At være ensidig og overfladisk er på samme tid at være subjektiv, for alle objektive ting er i virkeligheden indbyrdes forbundne og styres af indre lovmæssigheder. Men i stedet for at sætte sig den opgave at genspejle tingene, som de virkelig er, ser nogle mennesker ensidigt eller overfladisk på tingene og kender hverken deres indbyrdes sammenhæng eller deres indre love, og deres metode er på denne måde subjektivistisk.

Vi må ikke alene være opmærksomme på det specifikke ved modsætningernes bevægelse i en tings samlede udviklingsproces — både hvad angår deres indbyrdes forbundethed og hvert af deres aspekter. Vi må også have øje for, at de enkelte trin i denne proces har deres egne specifikke træk.

Den grundlæggende modsigelse i en tings udviklingsproces og processens væsen, der er betinget af denne grundlæggende modsigelse, vil ikke forsvinde, før processen er fuldbyrdet; men i en langvarig proces er betingelserne ofte forskellige på hvert trin. Årsagen til dette er, at selv om den grundlæggende modsigelse i en tings udviklingsproces og processens væsen forbliver uændret, bliver den grundlæggende modsigelse mere og mere skærpet, mens den bevæger sig fra et trin til et andet i den langvarige proces. Desuden skærpes nogle af de talrige større og mindre modsigelser, der er betinget eller påvirket af den grundlæggende modsigelse, andre bliver midlertidigt eller delvist løst eller dæmpet, og en del nye opstår. Følgelig markeres processen af forskellige trin. Hvis man ikke er opmærksom på trinene i en tings udviklingsproces, kan man ikke behandle dens modsigelser på rigtig måde.

Da for eksempel frikonkurrencekapitalismen udviklede sig til imperialisme, skete der ingen forandring i klassenaturen hos de to grundlæggende modsatte klasser, proletariatet og borgerskabet, eller i samfundets kapitalistiske væsen; imidlertid blev modsætningen mellem disse to klasser skærpet, modsætningen mellem monopolkapital og ikke-monopolistisk kapital opstod, modsætningen mellem kolonimagterne og kolonierne blev skærpet, modsigelserne blandt de kapitalistiske lande, som er resultatet af deres ujævne udvikling, manifesterede sig særlig skarpt, og på denne måde fremkom det specifikke stadium af kapitalismen, imperialismens stadium. Leninismen er marxismen i imperialismens og den proletariske revolutions epoke, netop fordi Lenin og Stalin korrekt har forklaret disse modsigelser og korrekt formuleret den proletariske revolutions teori og taktik for at løse dem.

Tag Kinas borgerlig-demokratiske revolutions proces, der begyndte med revolutionen i 1911. Også den har flere klart adskilte trin. I særdeleshed udgør revolutionen i den periode, da den stod under borgerlig ledelse, og revolutionen i den periode, hvor den står under proletarisk ledelse, to vidt forskellige historiske trin. Den proletariske ledelse har med andre ord grundlæggende forandret hele revolutionens karakter, har frembragt en omgruppering af klassekræfterne, har givet stødet til et enormt opsving i bonderevolutionen, givet revolutionen mod imperialismen og feudalismen en konsekvent karakter, skabt mulighed for overgangen fra den demokratiske revolution til den socialistiske revolution osv. Intet af dette var muligt i den periode, hvor revolutionen var under borgerlig ledelse. Selv om der ikke er sket nogen ændringer i den grundlæggende modsigelses natur i processen som helhed, dvs. i processens anti-imperialistiske, antifeudale, demokratisk-revolutionære natur (den modsatte side er dens halvkoloniale og halvfeudale natur), har denne proces ikke desto mindre gennemgået flere udviklingstrin i løbet af mere end tyve år; i dette tidsrum er der sket mange vigtige begivenheder – 1911-revolutionens fiasko og etableringen af de nordlige krigsherrers regime, dannelsen af den første nationale enhedsfront og revolutionen i 1924-27, sprængningen af enhedsfronten og borgerskabets overgang til kontrarevolutionens side, krigen mellem de nye krigsherrer, den revolutionære bondekrig, etableringen af den anden nationale enhedsfront og modstandskrigen mod Japan. Disse trin markeres af specifikke træk – tilspidsningen af visse modsigelser (f.eks. den revolutionære bondekrig og den japanske invasion i de fire nordøstlige provinser) den delvise eller midlertidige løsning af andre modsigelser (f.eks. tilintetgørelsen af de nordlige krigsherrer og vor konfiskering af godsejernes jord) og fremkomsten af nye modsigelser (f.eks. konflikterne mellem de nye krigsherrer og godsejernes generobring af jorden efter tabet af vore revolutionære baseområder i syd).

Når vi studerer det specifikke ved modsigelserne på hvert trin i en tings udviklingsproces, skal vi ikke blot iagttage dem i deres indbyrdes sammenhæng eller i deres helhed. Vi må også undersøge de to aspekter af hver modsigelse.

Lad os f.eks. se på Kuomintang og det kommunistiske parti. Tag ét aspekt, Kuomintang. I den første enhedsfronts periode gennemførte Kuomintang Sun Yat-sens Tre Store Politiske Retningslinier: Forbund med Rusland, samarbejde med det kommunistiske parti og hjælp til bønderne og arbejderne. Følgelig var det revolutionært og livskraftigt, det var et forbund af forskellige klasser for den demokratiske revolution. Efter 1927 forandrede Kuomintang sig imidlertid til sin modsætning og blev en reaktionær blok af godsejerne og storborgerskabet. Efter begivenhederne i Sian i december 1936 begyndte det at ændre sig i retning af at ville afslutte borgerkrigen og samarbejde med det kommunistiske parti for at yde fælles modstand mod den japanske imperialisme. Således har de specifikke træk ved Kuomintang været på de tre trin. Naturligvis er disse træk opstået af en mængde forskellige årsager.

Lad os nu tage det andet aspekt, Kinas kommunistiske Parti. I den første enhedsfronts periode befandt Kinas Kommunistiske Parti sig i sin barndom; det ledede modigt revolutionen i 1924-27, men afslørede sin umodenhed i forståelsen af revolutionens karakter, opgaver og metoder, og som følge heraf blev det muligt for Chen Tu-hsiuismen, som opstod i revolutionens sidste fase, at gøre sig gældende og forårsage revolutionens nederlag. Efter 1927 ledede det kommunistiske parti modigt den revolutionære bondekrig og skabte den revolutionære hær og de revolutionære baseområder. Imidlertid begik det eventyrpolitiske fejl, som forårsagede meget store tab både for hæren og for baseområderne. Siden 1935 har partiet rettet disse fejl og har ledet den nye enhedsfront for modstand mod Japan. Denne store kamp er nu under udvikling. På det nuværende trin er det kommunistiske parti et parti, der har bestået prøven i de to revolutioner og erhvervet sig en stor rigdom af erfaringer. Således har de specifikke træk ved Kinas Kommunistiske Parti formet sig på de tre trin. Også disse træk er opstået af en mængde forskellige årsager. Uden at studere begge disse sæt af træk kan vi ikke forstå de specifikke relationer mellem de to partier gennem deres forskellige udviklingstrin, nemlig etableringen af en enhedsfront, sprængningen af enhedsfronten og dannelsen af en ny enhedsfront. Men det er endnu mere væsentligt for studiet af de specifikke træk ved de to partier at undersøge de to partiers klassegrundlag og de deraf udsprungne modsigelser, der er opstået mellem hvert parti og andre kræfter i forskellige perioder.

I den periode, hvor Kuomintang havde sit første samarbejde med det kommunistiske parti, stod det f.eks. i modsætning til den udenlandske imperialisme og var derfor anti-imperialistisk. På den anden side stod det i modsætning til de store folkemasser i landet, og selv om det i ord lovede det arbejdende folk mange goder, gav det det i virkeligheden lidt eller ingenting. I den periode, hvor Kuomintang gennemførte den anti-kommunistiske krig, samarbejdede det med imperialismen og feudalismen imod de store folkemasser og fratog dem alt, hvad de havde vundet i revolutionen, og skærpede derved modsætningen til dem. I den nuværende periode af den anti-japanske krig står Kuomintang i modsætning til den japanske imperialisme og ønsker at samarbejde med det kommunistiske parti, men uden at afsvække sin kamp mod det kommunistiske parti og folket eller sin undertrykkelse af dem. Hvad det kommunistiske parti angår, har det altid i enhver periode stået sammen med de store folkemasser mod imperialisme og feudalisme, men i den nuværende periode af den anti-japanske krig har det ført en moderat politik over for Kuomintang og de hjemlige feudale kræfter, fordi Kuomintang har erklæret sig som tilhænger af modstand mod Japan. De ovennævnte omstændigheder har ført til, at de to partier snart er i forbund med hinanden, snart i kamp mod hinanden, og i løbet af perioderne med forbund har der til og med været en kompliceret tilstand, hvor forbund og kamp har eksisteret på samme tid. Hvis vi ikke studerer de specifikke træk ved begge sider i modsigelsen, vil vi ikke alene være ude af stand til at forstå hvert partis relationer til andre kræfter, men heller ikke relationerne mellem de to partier.

Således ser vi, at når vi studerer det specifikke ved enhver form for modsigelse – modsigelsen i enhver form for materiens bevægelse, modsigelsen i enhver af dens udviklingsprocesser, de to sider ved modsigelsen i hver proces, modsigelsen på hvert trin af en proces og de to sider ved modsigelsen på hvert trin – når vi studerer det specifikke ved alle disse modsigelser, må vi ikke være subjektive og vilkårlige, men analysere det konkret. Uden konkret analyse kan der ikke findes nogen erkendelse af det specifikke ved nogen modsigelse. Vi må altid huske Lenins ord om den konkrete analyse af de konkrete betingelser.

Marx og Engels var de første, der forsynede os med fremragende forbilleder for sådanne konkrete analyser.

Da Marx og Engels anvendte loven om modsigelse i ting til at studere den samfundshistoriske proces, opdagede de modsætningen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene, de opdagede modsætningen mellem de udbyttende og de udbyttede klasser og også den deraf følgende modsætning mellem den økonomiske basis og dens overbygning (politik, ideologi osv.), og de opdagede, hvorledes disse modsigelser uundgåeligt fører til forskellige former for revolutioner i forskellige former for klassesamfund.

Da Marx anvendte denne lov til at studere det kapitalistiske samfunds økonomiske struktur, opdagede han, at den grundlæggende modsigelse i dette samfund er modsætningen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og ejendommens private karakter. Denne modsigelse manifesterer sig i modsætningen mellem produktionens organiserede karakter i de enkelte virksomheder og produktionens anarkiske karakter i samfundet som helhed. I klasseforholdene kommer dette til udtryk i modsætningen mellem borgerskabet og proletariatet.

Eftersom antallet af ting er enormt, og der ikke findes nogen grænse for deres udvikling, bliver det, som er alment i én sammenhæng, specifikt i en anden. Omvendt bliver det, som er specifikt i én sammenhæng, alment i en anden. Modsætningen i det kapitalistiske system mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den private ejendomsret til produktionsmidlerne er fælles for alle lande, hvor kapitalismen eksisterer og udvikles; for kapitalismens vedkommende udgør dette modsigelsens almenhed. Men denne kapitalismens modsigelse hører kun til på et bestemt historisk trin i klassesamfundets almindelige udvikling. Hvad angår modsætningen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene i klassesamfundet som helhed, udgør den det specifikke ved modsigelsen. I udviklingen af sin analyse af det specifikke ved alle disse modsigelser i det kapitalistiske samfund, gav Marx imidlertid en stadig mere dybtgående, dækkende og fuldstændig forklaring på det almene ved modsætningen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene i klassesamfundet i almindelighed.

Eftersom det specifikke er forenet med det almene, og eftersom både modsigelsens almenhed og det specifikke ved modsigelsen findes i enhver ting – idet det almene er indeholdt i det specifikke – bør man ved studiet af en bestemt ting forsøge at afdække både det specifikke og det almene og disses indbyrdes sammenhæng, afdække både det specifikke og det almene og ligeledes disses indbyrdes sammenhæng i tingen selv samt afdække de indbyrdes sammenhænge mellem denne ting og de mange ting uden for den. Da Stalin forklarede leninismens historiske rødder i sit berømte værk Leninismens grundlag, analyserede han den internationale situation, i hvilken leninismen opstod, analyserede de af kapitalismens modsigelser, som kulminerede under imperialismen, og viste, hvordan disse modsigelser gjorde den proletariske revolution til et spørgsmål om øjeblikkelig handling og skabte gunstige betingelser for et direkte stormangreb på kapitalismen. Han analyserede derudover årsagerne til hvorfor Rusland blev leninismens vugge, hvorfor det tsaristiske Rusland blev brændpunktet for alle imperialismens modsigelser, og hvorfor det var muligt for det russiske proletariat at blive det internationale revolutionære proletariats fortrop. På denne måde analyserede Stalin modsigelsens almenhed i imperialismen og viste, hvorfor leninismen er marxismen i imperialismens og den proletariske revolutions epoke, og på samme tid analyserede han det specifikke ved den tsaristiske russiske imperialisme og viste, hvorfor Rusland blev fødestedet for den proletariske revolutions teori og taktik; og dermed viste han, hvorledes modsigelsens almenhed indeholdes i det specifikke. Stalins analyser forsyner os med et forbillede for forståelsen af det specifikke ved modsigelsen og modsigelsens almenhed og den indbyrdes sammenhæng mellem dem.

Når det gælder spørgsmålet om at anvende dialektikken i studiet af objektive foreteelser, indskærper Marx og Engels og ligeledes Lenin og Stalin altid, at vi på ingen måde må være subjektive og vilkårlige, men at vi ud fra de konkrete betingelser i disse foreteelsers virkelige objektive bevægelse må afdække deres konkrete modsigelser, hver side i hver modsigelses konkrete stilling og de konkrete sammenhænge i modsigelserne. Vore dogmatikere har ikke denne holdning, når de studerer, og derfor kan de aldrig ramme plet. Vi må tage deres fiasko som en advarsel og lære at tilegne os den indstilling, der er den eneste korrekte i studier.

Forholdet mellem det almene og det specifikke ved modsigelsen er forholdet mellem modsigelsens almene karakter og dens individuelle karakter. Med det første mener vi, at modsigelser eksisterer i og gennemløber alle processer fra begyndelsen til afslutningen; bevægelse, ting, processer, tænkning – alt dette er modsigelser. At fornægte modsigelser er at fornægte alting. Dette er en almengyldig sandhed, der gælder for alle tider og for alle lande, og som ikke tillader nogen undtagelse. Af dette følger modsigelsens almene karakter, det absolutte ved den. Men denne almene karakter er indeholdt i hver individuel karakter; uden individuel karakter kan der ikke findes nogen almen karakter. Hvis al individuel karakter blev fjernet, hvilken almen karakter ville da blive tilbage? Den individuelle karakter opstår, fordi hver modsigelse er specifik. Al individuel karakter er betinget og midlertidig og følgelig relativ.

Denne sandhed om den almene og den individuelle karakter, om det absolutte og det relative, er kvintessensen af problemet om modsigelse i ting; hvis man ikke forstår dette, er det ensbetydende med at opgive dialektikken.

 

IV. HOVEDMODSIGELSEN OG MODSIGELSENS DOMINERENDE ASPEKT

Der er stadigvæk to problemer omkring det specifikke ved modsigelsen, som må analyseres særskilt, nemlig problemet om hovedmodsigelsen og modsigelsens dominerende aspekt.

Der er mange modsigelser i en sammensat tings udviklingsproces, og en af dem må nødvendigvis være hovedmodsigelsen, hvis eksistens og udvikling bestemmer eller indvirker på eksistensen og udviklingen af de øvrige modsigelser.

I det kapitalistiske samfund udgør f.eks. de to kræfter i modsigelsen, proletariatet og borgerskabet, hovedmodsigelsen. De andre modsigelser, såsom modsætningen mellem resterne af feudalklassen og borgerskabet, mellem bondesmåborgerskabet og borgerskabet, mellem proletariatet og bondesmåborgerskabet, og mellem de ikke-monopolistiske kapitalister og monopolkapitalisterne, mellem borgerligt demokrati og borgerlig fascisme og mellem imperialismen og kolonierne, er alle bestemt eller påvirket af denne hovedmodsigelse.

I et halvkolonialt land som Kina frembyder forholdet mellem hovedmodsigelsen og de sekundære modsigelser et kompliceret billede.

Når imperialismen påbegynder en aggressionskrig imod et sådant land, kan alle de forskellige klasser, med undtagelse af enkelte forrædere, for en tid forenes i en national krig mod imperialismen. På et sådant tidspunkt bliver modsætningen mellem imperialismen og det pågældende land hovedmodsigelsen, mens alle modsætninger mellem de forskellige klasser i landet (iberegnet modsætningen mellem det feudale system og folkets store masser, som udgjorde hovedmodsigeisen) midlertidigt indtager en sekundær eller underordnet stilling. Således var det i Kina under Opiumskrigen i 1840, den kinesisk-japanske krig i 1894 og i Yi Ho Tuan-krigen i 1900, og således er det også i den nuværende kinesisk-japanske krig.

Men i en anden situation bytter modsigelserne plads. Når imperialismen fortsætter sin undertrykkelse ikke i form af krig, men med mildere metoder med politiske, økonomiske og kulturelle metoder – kapitulerer de herskende klasser i de halvkoloniale lande over for imperialismen, og disse to kræfter indgår et forbund for i fællesskab at undertrykke folkets masser. I en sådan situation kaster masserne sig ofte ud i borgerkrig mod forbundet mellem imperialismen og feudalklasserne, mens imperialismen ofte anvender indirekte metoder snarere end direkte handling, for at hjælpe de reaktionære i de halvkoloniale lande med at undertrykke folket, og på denne måde bliver de indre modsigelser i landet særlig skarpe. Det var dette, der skete i Kina i den revolutionære krig i 1911, den revolutionære krig i 1924-27 og de ti år med den revolutionære bondekrig efter 1927. Krige mellem de forskellige reaktionære herskende grupper i de halvkoloniale lande, f.eks. krigene mellem krigsherrerne i Kina, falder ind under samme kategori.

Når en revolutionær borgerkrig udvikles til det punkt, hvor den truer selve imperialismens og dens lakajers, de hjemlige reaktionæres, eksistens, tager imperialismen som oftest andre metoder i brug for at opretholde sit herredømme. Enten forsøger den at splitte den revolutionære front indefra eller også sender den væbnede styrker for direkte at hjælpe de hjemlige reaktionære. I en sådan situation står den udenlandske imperialisme og den hjemlige reaktion helt åbent på den ene side, mens folkets masser står på den anden, og dette udgør således hovedmodsigelsen, som bestemmer eller indvirker på udviklingen af de andre modsigelser. Den hjælp, som forskellige kapitalistiske lande gav de russiske reaktionære efter oktoberrevolutionen, er et eksempel på væbnet intervention. Chiang Kai-sheks forræderi i 1927 er et eksempel på splittelse af den revolutionære front.

Men hvad der end sker, er der ingen tvivl om, at der på hvert trin i udviklingsprocessen kun er én hovedmodsigelse, og denne spiller den ledende rolle.

Følgelig ser vi, at hvis der i en hvilken som helst proces findes et antal forskellige modsigelser, må en af dem være hovedmodsigelsen, som spiller den ledende og afgørende rolle, mens de øvrige indtager en sekundær og underordnet stilling. Når vi studerer en hvilken som helst sammensat proces, i hvilken der findes to eller flere modsigelser, må vi derfor koncentrere alle anstrengelser for at finde dens hovedmodsigelse. Så snart vi har fået greb om denne hovedmodsigelse, kan vi uden større besvær løse alle problemer. Det er denne metode, Marx lærte os gennem sit studium af det kapitalistiske samfund. På samme måde lærte Lenin og Stalin os denne metode, da de studerede imperialismen og kapitalismens almene krise, og da de studerede den sovjetiske økonomi. Der er tusindvis af lærde og handlingens mænd, der ikke forstår dette, og resultatet er, at de farer vild i tågen og er ude af stand til at trænge ind til et problems kerne og naturligvis heller ikke kan finde frem til en måde, hvorpå modsigelserne kan løses.

Som nævnt må man ikke behandle alle modsigelserne i en proces som ligeberettigede, men skelne mellem hovedmodsigelsen og de sekundære modsigelser og være specielt opmærksom på at få greb om hovedmodsigelsen. Men bør vi i enhver given modsigelse, hvad enten den udgør hovedmodsigelsen eller er sekundær, behandle de to modsatte sider som ligeberettigede? Igen må vi svare nej. I enhver modsigelse gennemløber de modsatte sider en ujævn udvikling. Sommetider synes de at være i ligevægt, men dette er imidlertid kun midlertidigt og relativt, mens den manglende ligevægt er det grundlæggende. Af de to modsatte aspekter må et af dem være dominerende og det andet underordnet. Det dominerende aspekt er det aspekt, der spiller den ledende rolle i modsigelsen. En tings natur bliver i hovedsagen bestemt af modsigelsens dominerende aspekt, det aspekt, som indtager den dominerende stilling.

Men denne situation er ikke statisk. Det dominerende og det underordnede aspekt forvandler sig til hinanden, og tingens natur forandrer sig i overensstemmelse hermed. I en given proces eller på et givet trin i en modsigelses udvikling er A dominerende og B underordnet på et andet trin eller i en anden proces er rollerne byttet om, hvilket er en forandring, der bestemmes af i hvilken grad hver af aspekternes styrke i kampen mod den anden øges eller mindskes i løbet af en tings udvikling.

Vi taler ofte om, at "det nye fortrænger det gamle". At det gamle må vige pladsen for det nye er en almen, evig og ubrydelig lov for verden. En tings forvandling til en anden ting gennem forskellige slags spring i overensstemmelse med dens væsen og ydre betingelser, er den proces, hvorigennem det nye fortrænger det gamle. I enhver ting er der en modsætning mellem dens nye og gamle aspekter, og dette giver stødet til en række kampe med mange vendinger og omslag. I løbet af disse kampe forandres det nye aspekt fra at være underordnet til at blive overordnet for til sidst at blive rådende, mens det gamle aspekt forandres fra at være overordnet til at blive underordnet og gradvis dør bort. Og i det øjeblik, hvor det nye aspekt bliver rådende i forhold til den gamle, forandres den gamle ting kvalitativt til en ny ting. På denne måde ser vi, at en tings natur i hovedsagen bestemmes af modsigelsens dominerende aspekt, af det aspekt, der er blevet rådende. Når det dominerende aspekt, der er blevet rådende, forandres, forandres en tings natur i overensstemmelse hermed.

I det kapitalistiske samfund har kapitalismen forandret sig fra at være en underordnet kraft i den gamle feudale epoke til at være den rådende kraft, og samfundets natur har i overensstemmelse hermed forandret sig fra at være feudal til at være kapitalistisk. I den nye kapitalistiske epoke er de feudale kræfter blevet forandret fra deres tidligere rådende stilling til en underordnet stilling, og dør gradvis bort. Dette var f.eks. tilfældet i England og Frankrig. Med udviklingen af produktivkræfterne, forandres borgerskabet fra at være en ny klasse, der spiller en progressiv rolle, til at være en gammel klasse, der spiller en reaktionær rolle, indtil den til sidst bliver styrtet af proletariatet og bliver en klasse, der er frataget privatejede produktionsmidler og ribbet for al magt, hvorpå den også gradvis dør bort. Proletariatet, som er betydelig mere talstærkt end borgerskabet, og som vokser samtidig med det, men under dets herredømme, er en ny kraft, som i begyndelsen er underordnet borgerskabet, men som gradvist vokser i styrke, bliver en uafhængig klasse, der spiller den ledende rolle i historien og til sidst griber den politiske magt og bliver den herskende klasse. Derpå forandres samfundet, og det gamle kapitalistiske samfund bliver til det nye socialistiske samfund. Det er denne vej, som Sovjetunionen allerede har betrådt, en vej, som alle andre lande uundgåeligt vil følge.

Se f.eks. på Kina. Imperialismen indtager den førende stilling i den modsigelse, hvor Kina er blevet reduceret til en halvkoloni; den undertrykker det kinesiske folk, og Kina er blevet forandret fra at være uafhængigt til at være et halvkolonialt land. Men denne tilstand vil uundgåeligt forandres. I kampen mellem de to sider, vil det kinesiske folks magt, som vokser under proletariatets ledelse, uundgåeligt forandre Kina fra at være et halvkolonialt land til at blive uafhængigt, mens imperialismen vil blive styrtet og det gamle Kina vil uundgåeligt forandres til det nye Kina.

Forandringen af det gamle Kina til det nye Kina omfatter også en forandring af forholdet mellem de gamle feudale kræfter og de nye folkelige kræfter i landet. Den gamle feudale godsejerklasse vil blive styrtet, og fra at være den herskende, vil den blive forandret til at være den, der bliver hersket over, og også denne klasse vil gradvis dø bort. Fra at være de beherskede vil folket under proletariatets ledelse blive de herskende. Derpå vil det kinesiske samfund forandres, og det gamle halvkoloniale og halvfeudale samfund vil forandres til et nyt demokratisk samfund.

Eksempler på sådanne gensidige forandringer kan findes i vor egen erfaring fra tidligere tider. Ching-dynastiet, som herskede over Kina i næsten 300 år blev omstyrter ved revolutionen i 1911, og det revolutionære Tung Meng Huj under Sun Yat-sens ledelse var for en tid sejrrigt. I den revolutionære krig i 1924-27 forandredes de revolutionære kræfter i forbundet mellem kommunisterne og Kuomintang i syd fra at være svage til at blive stærke og vandt sejr i den Nordlige Ekspedition, mens de nordlige krigsherrer, som engang skaltede og valtede, som det passede dem, blev styrtet. I 1927 blev folkets styrker under ledelse af det kommunistiske parti stærkt reduceret i antal som følge af angrebene fra Kuomintangs reaktion, men gennem elimineringen af opportunismen inden for deres rækker voksede de gradvist igen. I de revolutionære baseområder under kommunistisk ledelse er bønderne blevet forvandlet fra at være de beherskede til at være herskerne, mens godsejerne har undergået en forvandling i modsat retning. Det er altid sådan i verden, at det nye erstatter det gamle, det gamle bliver fortrængt af det nye, det gamle bliver fjernet for at give plads for det nye, og det nye vokser ud af det gamle.

På visse tidspunkter i den revolutionære kamp vejer vanskelighederne tungere end de gunstige vilkår og udgør dermed modsigelsens dominerende aspekt mens de gunstige vilkår udgør det underordnede aspekt. Men gennem deres anstrengelser kan de revolutionære overvinde vanskelighederne skridt for skridt og således skabe en gunstig ny situation. På denne måde viger en vanskelig situation pladsen for en gunstig. Dette er, hvad der skete efter den kinesiske revolutions fejlslag i 1927 og under den kinesiske Røde Hærs lange march. I den nuværende kinesisk-japanske krig er Kina igen i en vanskelig stilling, men vi kan ændre dette og grundlæggende forandre situationen mellem Kina og Japan. Omvendt kan gunstige vilkår forandres til vanskeligheder, hvis de revolutionære begår fejl. Således vendte sejren i revolutionen 1924-27 sig til nederlag. De revolutionære baseområder, der voksede op i de sydlige provinser efter 1927, havde alle lidt nederlag i 1934.

Når vi arbejder med studier gælder det samme for modsigelsen i overgangen fra uvidenhed til viden. I begyndelsen af vort studium af marxismen står vor uvidenhed om eller mangelfulde kendskab til marxismen i modsætning til viden om marxismen. Men gennem flittige studier kan uvidenhed blive forvandlet til viden, mangelfuld viden til solid viden og hjælpeløshed i at anvende marxismen til at mestre dens anvendelse.

Nogle mennesker mener, at dette ikke er rigtigt for nogle modsigelsers vedkommende. F.eks. i modsætningen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene er produktivkræfterne hovedsiden; i modsætningen mellem teori og praksis er praksis hovedsiden; i modsætningen mellem den økonomiske basis og overbygningen er den økonomiske basis hovedsiden, og der sker ingen ændringer i deres respektive stilling. Dette er den mekanisk materialistiske opfattelse og ikke den dialektisk materialistiske. Det er rigtigt, at i almindelighed spiller produktivkræfterne, praksis og den økonomiske basis den vigtigste og afgørende rolle. Den, der fornægter dette, er ikke materialist. Men man må også anerkende, at under visse betingelser spiller sådanne aspekter som produktionsforholdene, teorien og overbygningen skiftevis den vigtigste og afgørende rolle. Når det er umuligt for produktivkræfterne at udvikle sig uden en forandring af produktionsforholdene, da spiller forandringerne af produktionsforholdene den vigtigste og afgørende rolle. Skabelsen og udbredelsen af den revolutionære teori spiller den vigtigste og afgørende rolle i sådanne tider om hvilke Lenin sagde, at "Uden revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse". Når en opgave, ligegyldig hvilken, skal udføres og der endnu ikke findes nogen retningslinie, metode, plan eller politik, er beslutningen om en retningslinie, metode, plan eller politik det vigtigste og afgørende. Når overbygningen (politik, kultur etc.) hindrer udviklingen af den økonomiske basis, bliver politiske og kulturelle forandringer de vigtigste og afgørende. Går vi imod materialismen nar vi siger dette? Nej. Årsagen er, at mens vi anerkender, at i historiens almene udvikling bestemmer det materielle det åndelige og den samfundsmæssige væren den samfundsmæssige bevidsthed, så anerkender vi også — og må anerkende — at det åndelige på sin side virker tilbage på de materielle ting, den samfundsmæssige bevidsthed på den samfundsmæssige væren og overbygningen på den økonomiske basis. Dette er ikke i modstrid med materialismen. Tværtimod, det er at undgå mekanisk materialisme og bestemt at fastholde den dialektiske materialisme.

Hvis vi i studiet af det specifikke ved modsigelsen ikke undersøger disse to facetter — dels hovedmodsigelsen og de sekundære modsigelser i en proces, og dels det dominerende og det underordnede aspekt i en modsigelse — dvs. hvis vi ikke undersøger disse to facetters markante karakteristika, vil vi synke i abstraktionernes sump, være ude af stand til at forstå modsigelsen konkret og følgelig være ude af stand til at finde frem til den korrekte metode at løse den på. De markante karakteristika eller det specifikke ved disse to facetter i modsigelsen repræsenterer ujævnheden ved de kræfter, der findes i modsigelsen. Intet i denne verden udvikles absolut jævnt. Vi må gå imod teorien om jævn udvikling, også kaldet ligevægtsteorien. Desuden er det disse konkrete kendetegn ved en modsigelse, og forandringen af en modsigelses dominerende og underordnede aspekt i løbet af dens udvikling, der viser styrken i det nye, der fortrænger det gamle. Studiet af de forskellige tilstande af ujævnhed i modsigelser, af hovedmodsigelsen og de sekundære modsigelser og af det dominerende og underordnede aspekt i en modsigelse udgør en væsentlig metode ved hjælp af hvilken et revolutionært politisk parti på korrekt måde kan bestemme sin strategi og taktik både på det politiske og militære område. Alle kommunister må være opmærksomme på dette.

 

V. IDENTITETEN OG KAMPEN MELLEM ASPEKTERNE I EN MODSIGELSE

Når vi forstår det almene og det specifikke ved modsigelsen, må vi gå videre med at studere problemet om identiteten og kampen mellem aspekterne i en modsigelse.

Identitet, enhed, overensstemmelse, gensidig indtrængen, gensidig gennemtrængen, indbyrdes afhængighed (eller gensidig afhængighed som betingelse for eksistens), indbyrdes forbundethed eller gensidigt samvirke — alle disse forskellige udtryk betyder det samme og refererer til følgende to punkter: for det første, at eksistensen af hvert af de to aspekter i en modsigelse i en tings udviklingsproces forudsætter eksistensen af det andet aspekt, og begge aspekter sameksisterer i en enkelt enhed; for det andet, at hver af de to modstridende aspekter under givne betingelser forvandler sig til sin modsætning. Det er dette der menes med identitet.

Lenin sagde:

"Dialektik er læren om, hvordan modsætninger kan være, og hvordan de er (hvordan de bliver) identiske — under hvilke betingelser de er identiske, idet de forvandler sig til hinanden — hvorfor den menneskelige forstand bør opfatte disse modsætninger ikke som døde, stivnede, men som levende, betingede, bevægelige, der forvandler sig til hinanden. "

Hvad betyder dette afsnit?

De modsatte aspekter i enhver proces udelukker hinanden, kæmper med hinanden og er i modstrid med hinanden. De er uden undtagelse indeholdt i alle tings udviklingsproces og i al menneskelig tænkning. En enkel proces indeholder kun et enkelt modsætningspar, mens en sammensat proces indeholder flere. Og på hver sin side står disse modsætningspar i modsætning til hinanden. Det er således, alle ting i den objektive verden og i al menneskelig tænkning er indrettet og sættes i bevægelse.

Når det forholder sig således, så er de modsatte aspekter i højeste grad ikke identiske, de danner langtfra en enhed. Hvorfor taler vi så om deres identitet eller enhed?

Kendsgerningen er, at ingen af de modsatte aspekter i en modsigelse kan eksistere isoleret. Uden det modsatte aspekt mister hvert af aspekterne sin eksistensbetingelse. Prøv blot at tænke det igennem: Kan én af en modsigelses aspekter i en ting eller i et af den menneskelige bevidstheds begreber eksistere uafhængigt? Uden liv ville der ikke være nogen død; uden død ville der ikke være noget liv. Uden "over" ville der ikke være noget "under"; uden "under" ville der ikke være noget "over". Uden ulykke ville der ikke være nogen lykke; uden lykke ville der ikke være nogen ulykke. Uden lethed ville der ikke være nogen vanskelighed; uden vanskelighed ville der ikke være nogen lethed. Uden godsejere ville der ikke være nogen fæstebønder; uden fæstebønder ville der ikke være nogen godsejere. Uden borgerskab ville der ikke være noget proletariat; uden proletariat ville der ikke være noget borgerskab. Uden imperialistisk undertrykkelse af nationer ville der ikke være nogen kolonier eller halvkolonier; uden kolonier eller halvkolonier ville der ikke være nogen imperialistisk undertrykkelse af nationer. Således forholder det sig med alle modsatte aspekter. Under givne betingelser er de på den ene side i modstrid med hinanden, og på den anden side indbyrdes forbundne, trænger gensidigt ind i hinanden og gennemtrænger hinanden og er indbyrdes afhængige — dette kaldes identitet. Under givne betingelser besidder alle modsatte aspekter egenskaben ikke-identitet, og følgelig beskrives de som værende i modstrid med hinanden. Men de besidder også egenskaben identitet, og følgelig er de indbyrdes forbundne. Det er dette, Lenin mener, når han siger, at dialektikken undersøger "hvordan modsætninger kan være ... identiske". Hvordan kan de da være identiske? Fordi hver af dem er betingelsen for den andens eksistens. Dette er den første betydning af identitet.

Men er det nok blot at sige, at hvert af de modsatte aspekter er betingelsen for det andets eksistens, at der er identitet mellem dem, og at de som følge heraf kan sameksistere i en enkelt enhed? Nej, det er det ikke. Sagen er ikke slut med deres gensidige afhængighed som betingelse for deres eksistens. Hvad der er vigtigere, er deres forvandling til hinanden. Dvs. at under givne betingelser forvandler hvert af de modsatte aspekter i en ting sig til sin modsætning og hvert af dem indtager sin modsætnings stilling. Dette er den anden betydning af modsætningernes identitet.

Hvorfor kan man tale om identitet også i denne forbindelse? Prøv at se her: ved hjælp af revolutionen forvandles proletariatet, som engang var de beherskede, til herskende, mens borgerskabet, de forhenværende herskere, forvandles til beherskede og forandrer sin stilling til den, som dets modsætning oprindelig indtog. Dette er allerede sket i Sovjetunionen, og det vil ske over hele verden. Hvis der ikke havde været nogen indbyrdes forbundethed og identitet mellem modsætningerne under givne betingelser, hvorledes kunne en sådan ændring så ske?

Kuomintang, som på et bestemt trin i moderne kinesisk historie spillede en bestemt positiv rolle, blev et kontrarevolutionært parti efter 1927 på grund af sin iboende klassenatur og imperialisternes tillokkende løfter (dette var betingelserne). Men Kuomintang er blevet tvunget til at gå med i modstanden mod Japan, fordi modsætningen mellem Kina og Japan er blevet skærpet og på grund af det kommunistiske partis enhedsfrontspolitik (dette er betingelserne). Ting, der står i modsætning til hinanden, forvandles til hinanden, og heri ligger en utvetydig identitet.

Vor bonderevolution har været en proces, igennem hvilken godsejerklassen, der ejer jorden, forvandles til en klasse, der har mistet sin jord, mens bønderne, der engang mistede deres jord, forvandles til små jordejere, der har erhvervet sig jord, og en sådan proces vil ske igen. At eje og ikke eje, at erhverve og miste er under givne betingelser indbyrdes forbundne; der foreligger identitet mellem de to sider. Under socialismen forvandles bøndernes private ejendomsret til det socialistiske landbrugs fællesejendom; dette er allerede sket i Sovjetunionen, som det vil ske på samme måde alle andre steder. Der findes en bro, der leder fra privatejendom til fællesjendom — i filosofien kaldes den identitet, eller forvandling til hinanden eller gensidig indtrængen.

At konsolidere proletariatets diktatur eller folkets diktatur er i virkeligheden at forberede betingelserne for at afskaffe dette diktatur og gå frem mod det højere trin, hvor alle statssystemer er eliminerede. At etablere og opbygge det kommunistiske parti er i virkeligheden at forberede betingelserne for elimineringen af det kommunistiske parti og alle politiske partier. At opbygge en revolutionær hær under ledelse af det kommunistiske parti og at føre revolutionær krig er i virkeligheden at forberede betingelserne for en varig eliminering af krig. Disse modsætninger komplementerer på samme tid hinanden.

Som alle ved, forvandles krig og fred til hinanden, Krig forvandles til fred f.eks. forvandledes verdenskrig til efterkrigstidens fredsperiode og borgerkrigen i Kina er nu standset for at give plads for indre fred. Fred forvandles til krig — f.eks. forvandledes samarbejdet mellem kommunisterne og Kuomintang i 1927 til krig, og den verdensfred, der eksisterer i dag, kan forvandles til en anden verdenskrig. Hvorfor er det sådan? Fordi sådanne modsatte ting som krig og fred i et klassesamfund under givne betingelser besidder identitet.

Alle modsatte ting står i indbyrdes sammenhæng; de ikke alene sameksisterer i en enkelt enhed under givne betingelser, men under andre betingelser forvandler de sig også til hinanden. Dette er den fulde betydning af modsætningernes identitet. Det var dette, Lenin mente, da han diskuterede "hvordan de er (hvordan de bliver) identiske — under hvilke betingelser de er identiske, idet de forvandler sig til hinanden".

Hvorfor er det således, at "den menneskelige forstand bør opfatte disse modsætninger ikke som døde, stivnede, men som levende, betingede, bevægelige, der forvandler sig til hinanden"? Fordi det netop er sådan, tingene er i den objektive virkelighed. Kendsgerningen er, at modsætningernes enhed eller identitet i objektive ting ikke er død eller stivnet, men levende, betinget, bevægelig, midlertidig og relativ; og under givne betingelser forvandler hvert af de modsatte aspekter sig til sin modsætning. Genspejlet i den menneskelige tænkning bliver dette til marxismens verdensanskuelse, den dialektiske materialisme. Det er kun de reaktionære herskende klasser i fortid og nutid og metafysikerne, der står i deres tjeneste, som betragter modsætningerne ikke som levende, betingede, bevægelige, som forvandler sig til hinanden, men som døde og stivnede, og de propaganderer denne forvrængning overalt for at vildlede folkets masser og således søge at gøre deres herredømme evigt. Det er kommunisternes opgave at afsløre de reaktionæres og metafysikernes forvrængninger, at propagandere tingenes iboende dialektik og på denne måde fremme tingenes forvandling og opnå revolutionens mål.

Når vi taler om modsætningernes identitet under givne betingelser refererer vi til virkelige og konkrete modsætninger og virkelige og konkrete forvandlinger af modsætninger til hinanden. l mytologien er der utallige forvandlinger, f.eks. Kua Fu's kapløb med solen i Shan Hai Chingl, Yi's nedskydning af ni sole i Huai Nan Tzu, abekongens 72 metamorfoser i Hsi Yu Chi, de utallige episoder med ånder og ræve, der forvandles til menneskelige væsener i Liao Chai's mærkelige beretninger etc.

Men disse forvandlinger af modsætninger i myterne er ikke konkrete forandringer, der genspejler konkrete modsigelser. De er naive, indbildte og subjektivt udtænkte forvandlinger, som er opstået i folks hoveder' ud fra utallige virkelige og komplicerede forvandlinger af modsætninger til hinanden. Marx sagde: "Al mytologi mestrer, behersker og former naturkræfterne i og gennem indbildningen; og forsvinder som følge deraf, så snart mennesket virkelig opnår herredømme over naturkræfterne". Mytologiens myriader af forandringer (som også findes i børnefortællinger) morer folk, fordi de giver et fantasifuldt billede af menneskenes erobring af naturkræfterne, og de bedste myter besidder som Marx sagde det: "evig ynde". Men myter bygger ikke på de konkrete modsigelser, som består under givne betingelser og er derfor ikke en videnskabelig genspejlning af virkeligheden. Med andre ord: i myter og børnefortællinger har de sider, der udgør en modsigelse, kun en indbildt identitet, ikke en konkret identitet. Den videnskabelige genspejlning af identiteten i virkelige forvandlinger er den marxistiske dialektik.

Hvorfor kan et æg, men ikke en sten, forvandles til en kylling? Hvorfor er der identitet mellem krig og fred, men ikke mellem krig og en sten? Hvorfor kan menneskelige væsener kun føde menneskelige væsener og ikke noget som helst andet? Den eneste årsag er, at modsætningernes identitet kun eksisterer under nødvendige givne betingelser. Uden disse nødvendige givne betingelser kan der overhovedet ikke gives nogen identitet.

Hvordan kan det være, at den borgerligt-demokratiske februar-revolution i Rusland i 1917 blev direkte knyttet til den proletariske socialistiske oktoberrevolution, mens den borgerlige revolution i Frankrig ikke var direkte knyttet til en socialistisk revolution, og at Pariserkommunen i 1871 endte i nederlag? På den anden side, hvordan kan det være, at Mongoliets og Centralasiens nomadesystem er blevet direkte knyttet til socialismen? Hvordan kan det være, at den kinesiske revolution kan undgå en kapitalistisk fremtid og knyttes direkte til socialismen uden at følge de vestlige landes gamle historiske vej, uden at gå igennem en periode med borgerligt diktatur? Den eneste årsag er de konkrete betingelser på det pågældende tidspunkt. Når visse nødvendige betingelser er tilstede, opstår der bestemte modsigelser i tingenes udviklingsproces, og desuden er de modsætninger, der er indeholdt i dem, indbyrdes afhængige og bliver forvandlet til hinanden; ellers ville intet af dette være muligt.

Således forholder det sig med identitetens problem. Men hvad er så kamp?

Og hvorledes er forholdet mellem identitet og kamp?

Lenin sagde:

"Modsætningernes enhed (overensstemmelse, identitet, ens virkning) er betinget, midlertidig, forgængelig og relativ. Kampen mellem modsætninger, som gensidigt udelukker hinanden, er absolut, ligesom udvikling og bevægelse er absolut."

Hvad betyder dette afsnit?

Alle processer har en begyndelse og en afslutning, alle processer forvandler sig til deres modsætning. Alle processers bestandighed er relativ, men deres foranderlighed, der kommer til udtryk gennem den ene proces' forvandling til den anden, er absolut.

Der findes to tilstande af bevægelse i alle ting, relativ hvile og iøjnefaldende forandring. Begge har deres årsag i kampen mellem de to modsatte elementer, der er indeholdt i en ting. Når tingen befinder sig i den første tilstand af bevægelse, undergår den kun kvantitativ og ikke kvalitativ forandring og som følge deraf er den tilsyneladende i hvile. Når tingen befinder sig i den anden tilstand af bevægelse, har de kvantitative forandringer i den første tilstand allerede kulmineret og giver stødet til tingens opløsning som en helhed, og derpå følger en kvalitativ forandring. Og således fremviser den en iøjnefaldende forandring. Den slags enhed, sluttethed, forbundethed, harmoni, balance, stabilitet, stagnation, hvile, bestandighed, ligevægt, kompakthed, tiltrækning osv., som vi ser i dagligdagen, fremviser altsammen ting i en tilstand af kvantitativ forandring. På den anden side fremviser opløsningen af enheden, dvs. ødelæggelsen af denne sluttethed, forbundethed, harmoni, balance, stabilitet, stagnation, hvile, bestandighed, ligevægt, kompakthed og tiltrækning, samt hver enkelts forandring til sin modsætning, altsammen ting i en tilstand af kvalitativ forandring, den ene proces' forandring til en anden. Ting forvandler sig hele tiden fra den første til den anden tilstand af bevægelse. Kampen mellem modsætninger foregår i begge tilstande, men modsigelsen løses under den anden tilstand af bevægelse. Derfor siger vi, at modsætningernes enhed er betinget, midlertidig og relativ, mens kampen mellem modsætninger, som gensidigt udelukker hinanden, er absolut.

Når vi ovenfor sagde, at to modstridende ting kan sameksistere i en enkelt enhed og forvandle sig til hinanden på grund af identiteten mellem dem, talte vi om, at dette er betinget, dvs. at to modstridende ting under givne betingelser kan forenes og forvandle sig til hinanden, men dersom disse betingelser ikke er tilstede, kan de ikke udgøre en modsigelse, og ikke sameksistere i den samme enhed og ikke forvandle sig til hinanden. Det er fordi modsætningernes enhed kun findes under givne betingelser, vi har sagt, at identiteten er betinget og relativ. Vi kan tilføje, at kampen mellem modsætningerne gennemtrænger en proces fra dens begyndelse til dens afslutning og far én proces til at forvandle sig til en anden, at den findes overalt, og at den derfor er ubetinget og absolut.

Forbindelsen mellem betinget, relativ identitet og ubetinget, absolut kamp, udgør modsætningernes bevægelse i alle ting.

Vi kinesere siger ofte: "Ting, der står i modsætning til hinanden, komplementerer også hinanden". Dvs., at ting, der står i modsætning til hinanden, besidder identitet. Dette ordsprog er dialektisk og antimetafysisk. "I modsætning til hinanden" refererer til, at de to modstridende aspekter gensidigt udelukke og kæmper mod hinanden. "Komplementerer hinanden" vil sige, at de to modstridende aspekter under givne betingelser forenes og opnår identitet. Alligevel er kampen iboende i identiteten, og uden kamp kan der heller ikke gives nogen identitet.

I identitet findes der kamp, i det specifikke findes det almene og i individualitet findes det almene. For at citere Lenin: "... det absolutte findes i det relative".

 

VI. ANTAGONISMENS PLACERING I MODSIGELSER

Spørgsmålet om modsætningernes kamp indbefatter også spørgsmålet om, hvad antagonisme er. Vort svar er, at antagonisme er én form, men ikke den eneste form for modsætningernes kamp.

I menneskehedens historie forekommer antagonismen mellem klasserne som et specifikt udtryk for modsætningernes kamp. Lad os se på modsætningen mellem de udbyttende og de udbyttede klasser. Sådanne modstridende klasser eksisterer side om side igennem lang tid i det samme samfund, det være sig slavesamfundet, det feudale samfund eller det kapitalistiske samfund, og de kæmper mod hinanden. Men det er først når modsætningen mellem de to klasser udvikles til et bestemt trin, at den antager form af en åben antagonisme og udvikler sig til revolution. Det samme gælder for fredens forvandling til krig i klassesamfundet.

Før en bombe eksploderer, udgør den en enkelt enhed i hvilken modsætningerne eksisterer side om side under givne betingelser. Eksplosionen finder først sted når en ny betingelse, antændelsen, er til stede. En tilsvarende situation opstår i alle naturlige fænomener, som til sidst tager form af åben konflikt for at løse gamle modsigelser og frembringe nye ting.

Det er yderst vigtigt at fa greb om denne kendsgerning. Det sætter os i stand til at forstå, at revolutioner og revolutionære krige er uundgåelige i klassesamfundet, og at det uden dem er umuligt at foretage noget spring i den samfundsmæssige udvikling og styrte de reaktionære herskende klasser og derfor også umuligt for folket at vinde den politiske magt. Kommunister må afsløre de reaktionæres bedrageriske propaganda, som f.eks. påstanden om, at det er unødvendigt med en revolution, og at den også er umulig. De må urokkeligt fastholde den marxistisk-leninistiske teori om revolutionen og hjælpe folket til at forstå, at revolutionen ikke alene er absolut nødvendig, men også absolut mulig at gennemføre, og at hele menneskehedens historie og Sovjetunionens sejr har bekræftet denne videnskabelige sandhed.

Imidlertid må vi konkret studere omstændighederne ved modsætningernes kamp i hvert specielt tilfælde og ikke vilkårligt anvende den formel, vi før diskuterede, på alt. Modsigelse og kamp er almen og absolut, men metoderne til at løse modsigelser, dvs. kampens form, veksler i overensstemmelse med modsigelsens natur. Nogle modsigelser karakteriseres ved en åben antagonisme, andre ikke. I overensstemmelse med tingenes konkrete udvikling, udvikles nogle modsigelser, som oprindelig var ikke-antagonistiske, til at blive antagonistiske, mens andre, der oprindelig var antagonistiske, udvikles til at blive ikke-antagonistiske.

Vi har allerede nævnt, at så længe der eksisterer klasser, vil modsætninger mellem korrekte og ukorrekte ideer i det kommunistiske parti være genspejlinger inden for partiet af klassemodsætningerne. I begyndelsen behøver sådanne modsigelser ikke at manifestere sig antagonistisk, når det gælder bestemte spørgsmål. Men med udviklingen af klassekampen kan de vokse og blive antagonistiske. Sovjetunionens kommunistiske Partis historie viser os, at modsætningen mellem Lenins og Stalins korrekte tænkning og Trotskijs, Bukharins og andres fejlagtige tænkning ikke antog en antagonistisk form i begyndelsen, men senere udviklede den sig til at blive antagonistisk.

Der findes lignende tilfælde i Kinas kommunistiske Partis historie. I begyndelsen havde modsætningen mellem mange af vore partikammeraters korrekte tænkning, Chen Tu-hsius, Chang Kuo-taos og andres fejlagtige tænkning ikke antagonistisk form, men senere udviklede den sig til at blive antagonistisk. I den nuværende situation er modsætningen mellem korrekt og ukorrekt tænkning i vort parti ikke antagonistisk, og hvis de kammerater, der har begået fejl, er i stand til at rette dem, vil den ikke udvikles til at blive antagonistisk. Derfor må partiet på den ene side føre en alvorlig kamp mod fejlagtig tænkning og på den anden side give de kammerater, der har begået fejl, rimelige muligheder for at vågne op. Er dette tilfældet, er overdreven kamp ganske givet ikke formålstjenlig. Men hvis folk, der har begået fejl, holder fast ved dem og forværrer dem, er der mulighed for, at denne modsigelse kan udvikle sig til at blive antagonistisk.

I økonomisk henseende er modsætningen mellem by og land yderst antagonistisk, både i det kapitalistiske samfund, hvor byerne under borgerskabets herredømme hensynsløst udplyndrer landdistrikterne, og i Kuomintangområderne i Kina, hvor byerne under den udenlandske imperialismes og det kinesiske kompradorstorborgerskabs herredømme yderst hensynsløst udplyndrer landdistrikterne. Men i et socialistisk land og i vore revolutionære baseområder er denne antagonistiske modsigelse forandret til en ikke-antagonistisk, og når vi når frem til det kommunistiske samfund, vil den være afskaffet.

Lenin sagde: "Antagonisme og modsigelse er på ingen måde én og samme ting. Under socialismen vil den første forsvinde og den anden bestå.". Det vil sige, at antagonismen er en form, men ikke den eneste form, for modsætningernes kamp. Formlen om antagonismen kan ikke anvendes vilkårligt overalt.

 

VII. KONKLUSION

Vi kan nu sige nogle fa ord for at opsummere. Loven om modsigelse i ting, dvs. loven om modsætningernes enhed, er den grundlæggende lov for naturen og samfundet og derfor også den grundlæggende lov for tænkningen. Den står i modsætning til den metafysiske verdensanskuelse. Den repræsenterer en stor, revolution i den menneskelige erkendelses historie. Ifølge den dialektiske materialisme findes der modsigelse i alle objektivt eksisterende tings processer og i den subjektive tænkning, og den gennemtrænger alle disse processer fra deres begyndelse og til deres afslutning. Dette er det almene og absolutte ved modsigelsen. Hver modsigelse og hvert af modsigelsens aspekter har deres respektive karakteristika. Dette er det specifikke og relative ved modsigelsen. Under givne betingelser besidder modsætningerne identitet og kan som følge heraf sameksistere i en enkelt enhed, og de kan forvandle sig til hinanden. Dette er igen det specifikke og relative ved modsigelsen. Men kampen mellem modsætningerne er uendelig, den foregår både når modsætningerne eksisterer side om side og når de forvandler sig til hinanden, og den bliver særlig iøjnefaldende, når de forvandler sig til hinanden. Dette er igen det almene og absolutte ved modsigelsen. Når vi studerer det specifikke og relative ved modsigelsen må vi være opmærksomme på skillelinien mellem hovedmodsigelsen og de sekundære modsigelser og på skillelinien mellem modsigelsens dominerende og underordnede aspekt. Og når vi studerer det almene ved modsigelsen og modsætningernes kamp i modsigelsen, må vi være opmærksomme på skillelinien mellem de forskellige kampformer. Ellers vil vi begå fejl. Hvis vi gennem vore studier kan opnå en virkelig forståelse af essensen af det, der er forklaret ovenfor, vil vi blive i stand til at tilintetgøre dogmatiske ideer, som er i modstrid med marxismen-leninismens grundprincipper og skadelige for vor revolutionære sag, og de af vore kammerater, der har praktisk erfaring, vil blive i stand til at sammenfatte deres erfaringer til principper og undgå at gentage empiricistiske fejl. Dette er en kort konklusion på vort studium af loven om modsigelse.

 

Hosted by www.Geocities.ws

1