Mao Tsetung
OM MODSIGELSE
Fra
Mao Tsetung Udvalgte Værker
Forlaget Oktober
1978
Bind 1
Overført til nettet af ORDKP
(2001) |
Dette filosofiske skrift blev skrevet af kammerat Mao
Tsetung efter hans skrift "om praksis" og med den samme hensigt, nemlig at
overvinde de alvorlige fejl, som i form af dogmatisk tænkning fandtes i partiet på det
tidspunkt. Det blev oprindelig holdt som forelæsninger ved Den antijapanske militære og
politiske Højskole i Yenan og er gennemarbejdet af forfatteren, før det indgik i hans
Udvalgte Værker.
Om Modsigelse
August 1937
Loven om modsigelse i ting, dvs. loven om modsætningernes
enhed, er den materialistiske dialektiks mest grundlæggende lov. Lenin sagde: "I
egentlig forstand er dialektikken studiet af modsigelsen i selve tingenes væsen."
Lenin kaldte ofte denne lov for dialektikkens væsen; han kaldte den også for
dialektikkens kerne. Når vi skal studere denne lov, kan vi derfor ikke undgå at berøre
en række forskellige spørgsmål, berøre en række filosofiske problemer. Hvis vi kan
komme til klarhed over alle disse problemer, vil vi nå frem til en grundlæggende
forståelse af den materialistiske dialektik. Problemerne er: de to typer af
verdensanskuelser, modsigelsens almenhed, det specifikke ved modsigelsen, hovedmodsigelsen
og det dominerende aspekt i modsigelsen, identiteten og kampen mellem aspekterne i en
modsigelse og antagonismens placering i modsigelser.
Den kritik, som filosofiske kredse i Sovjetunionen i de seneste
år har underkastet Deborin-skolens idealisme, har vakt stor interesse hos os. Deborins
idealisme har øvet en yderst skadelig indflydelse i Kinas Kommunistiske Parti, og man kan
ikke sige, at den dogmatiske tænkning i vort parti er uden forbindelse med denne skoles
måde at stille problemerne op på. Hovedformålet med vort nuværende studium af
filosofien må derfor være at udrydde dogmatisk tænkning.
l. DE TO TYPER AF VERDENSANSKUELSER
Gennem den menneskelige erkendelses historie har der altid
været to opfattelser af lovene for verdens udvikling, nemlig den metafysiske opfattelse
og den dialektiske opfattelse, som udgør to modstridende verdensanskuelser. Lenin sagde:
"De to grundlæggende (eller to mulige? eller to historisk
iagttagelige?) opfattelser af udviklingen (evolutionen) er: udvikling som formindskelse og
forøgelse, som gentagelse, og udvikling som en modsætningernes enhed (deling af
en enhed i modsætninger, der udelukker hinanden, og deres indbyrdes forhold af
vekselvirkning)."
Lenin refererer her til disse to Forskellige typer af
verdensanskuelser.
I Kina er hsuan-hsueh et andet navn for metafysik. Både
i Kina og Europa var denne tænkemåde gennem en meget lang historisk periode nøje
forbundet med den idealistiske verdensanskuelse, og den beherskede menneskenes tænkning.
I Europa var borgerskabets materialisme i dets barndom også metafysisk. Da
samfundsøkonomien i mange europæiske lande voksede frem til den højtudviklede
kapitalismes trin, da produktivkræfterne, klassekampen og videnskaberne udviklede sig til
et niveau uden sidestykke i historien, og da industriproletariatet blev den største
drivkraft i den historiske udvikling, da opstod der som følge heraf den marxistiske
verdensanskuelse: den dialektiske materialisme. Oven i den åbne og usminkede reaktionære
idealisme opstod herefter den vulgære evolutionisme blandt borgerskabet som modsætning
til den materialistiske dialektik.
Den metafysiske eller vulgære evolutionistiske verdensanskuelse
betragter tingene som isolerede, statiske og ensidede. Den anser alle ting i universet,
deres former og deres arter, for at være evigt isolerede fra hinanden og evigt
uforanderlige. Den forandring, der finder sted, kan kun være en kvantitativ formindskelse
eller forøgelse eller stedforandring. Derudover ligger årsagen til en sådan
formindskelse, forøgelse eller stedforandring ikke i tingene selv, men uden for dem, dvs.
at de skyldes ydre kræfters indvirkning. Metafysikerne hævder, at alle de forskellige
slags ting i universet og alle deres karakteristika har været de samme, lige siden de
opstod. Alle senere forandringer har kun været kvantitative forøgelser eller
formindskelser. De hævder, at en ting kun kan fortsætte med at reproducere sig selv som
den samme slags ting og ikke forandres til noget forskelligt. Efter deres opfattelse kan
kapitalistisk udbytning, kapitalistisk konkurrence, det kapitalistiske samfunds
individualistiske ideologi osv. altsammen genfindes i oldtidens slavesamfund eller endog i
ursamfundet, og de vil bestå uændret for evigt. Som årsager til den samfundsmæsisge
udvikling angiver de faktorer uden for samfundet, som f.eks. geografiske og klimatiske
forhold. De søger på en overforenklet måde efter årsagerne til udviklingen af tingen
uden for den selv og de fornægter den materialistiske dialektiks teori, som fastslår, at
udviklingen opstår af modsigelserne i en ting. Følgelig kan de hverken forklare tingenes
kvalitative mangfoldighed eller det fænomen, at én kvalitet forandres til en anden. I
Europa fremtrådte denne tænkning i form af mekanisk materialisme i det 17. og 18.
århundrede og som vulgær evolutionisme i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20.
århundrede. l Kina fandtes den metafysiske tænkemåde udtrykt i ordene: "Himlen
forandres ikke, Tao forandres heller ikke", og den blev i lang tid støttet af de
dekadente feudale herskerklasser. Mekanisk materialisme og vulgær evolutionisme, som er
blevet importeret fra Europa i løbet af de sidste hundrede år, bliver derimod støttet
af borgerskabet.
I modsætning til den metafysiske verdensanskuelse hævder den
materialistisk-dialektiske verdensanskuelse, at vi for at kunne forstå en tings udvikling
må studere dens indre og dens forhold til andre ting. Tingenes udvikling må med andre
ord ses som deres indre og nødvendige selvbevægelse, samtidig med at hver ting i sin
bevægelse står i indbyrdes forhold til og vekselvirker med tingene omkring sig. Den
grundlæggende årsag til en tings udvikling findes ikke i ydre forhold, men i indre; den
ligger i de modsigelser, der findes i tingen. Der findes indre modsigelser i enhver ting,
deraf kommer dens bevægelse og udvikling. Modsigelserne i en ting er den grundlæggende
årsag til dens udvikling, mens dens indbyrdes forhold til og vekselvirkning med andre
ting er sekundære årsager. Den materialistiske dialektik bekæmper således kraftigt
teorien om ydre årsager, eller om en ydre drivkraft, som fremføres af den metafysiske
makaniske materialisme og den vulgære evolutionisme. Det er klart, at rent ydre årsager
kun kan give stødet til mekanisk bevægelse, dvs. til forandringer i størrelse eller
mængde, men de kan ikke forklare, hvorfor ting adskiller sig kvalitativt fra hinanden på
tusind forskellige måder, og hvorfor én ting forandrer sig til en anden. I virkeligheden
sker selv mekanisk bevægelse frembragt af ydre kræfter gennem de indre modsigelser i
ting. Simpel vækst hos planter og dyr, deres kvantitative udvikling, er ligeledes
hovedsagelig et resultat af deres indre modsigelser. På samme måde er den
samfundsmæssige udvikling hovedsagelig ikke betinget af ydre, men af indre årsager.
Lande med næsten de samme geografiske og klimatiske forhold udviser store forskelligheder
og ujævnheder i deres udvikling. Derudover kan store samfundsmæssige forandringer finde
sted i et og samme land, skønt dets geografi og klima forbliver uændret. Det
imperialistiske Rusland forvandlede sig til den socialistiske Sovjetunion, og det feudale
Japan, som havde lukket dørene til omverdenen, forvandlede sig til det imperialistiske
Japan, selvom der ikke fandt nogen ændringer sted i nogen af disse landes geografi og
klima. Kina, som længe var domineret af feudalismen, er undergået store forandringer i
de sidste hundrede år og forandres nu i retning af et frigjort, nyt Kina, men dets
geografi og klima er forblevet uforandrede. På jorden som helhed og på hver del af den,
finder der forandringer i geografi, og klima sted, men de er ubetydelige i sammenligning
med de samfundsmæssige forandringer; geografiske og klimatiske forandringer manifesterer
sig først efter titusinder af år, mens samfundsmæssige forandringer manifesterer sig i
løbet af nogle tusinde, nogle hundrede eller nogle tiår og i tider med revolution endda
i løbet af nogle få år eller måneder. Ifølge den materialistiske dialektik skyldes
forandringer i naturen hovedsagelig udviklingen af de indre modsigelser i naturen.
Forandringer i samfundet skyldes hovedsagelig udviklingen af de indre modsigelser i
samfundet, dvs. modsætningen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene,
modsætningen mellem klasser og modsætningen mellem det gamle og det nye. Det er
udviklingen af disse modsigelser, der driver samfundet fremad og giver stødet til at det
gamle samfund erstattes med et nyt.
Udelukker den materialistiske dialektik ydre årsager? Slet
ikke. Den fremhæver, at ydre årsager er forandringens betingelser og indre årsager er
forandringens grundlag, og at ydre årsager virker gennem indre årsager. Ved en passende
temperatur forandres et æg til en kylling, men ingen temperatur kan forandre en sten til
en kylling, fordi ægget og stenen har et forskelligt grundlag. Folkene i forskellige
lande påvirker bestandigt hinanden. I kapitalismens epoke, og specielt i imperialismens
og den proletariske revolutions epoke, er de gensidige påvirkninger og impulser mellem de
forskellige lande på det politiske, økonomiske og kulturelle område usædvanlig
stærke. Den socialistiske oktoberrevolution indledte en ny epoke ikke blot i Ruslands
historie, men også i verdenshistorien. Den øvede indflydelse på de indre forandringer i
andre lande i verden, således også og endog på en særdeles dybtgående måde
på de indre forandringer i Kina. Imidlertid var det de indre udviklingslove i
disse lande, Kina indbefattet, som bevirkede disse forandringer. I et slag sejrer den ene
hær og den anden bliver besejret; både sejren og nederlaget bestemmes af indre årsager.
Den ene hær sejrer enten fordi den er stærk eller fordi den har en kompetent ledelse og
den anden bliver besejret enten fordi den er svag eller fordi den har en inkompetent
ledelse; det er gennem indre årsager at de ydre årsager virker. At storborgerskabet i
Kina i 1927 kunne påføre proletariatet et nederlag, skyldtes den opportunisme, som på
det tidspunkt fandtes i det kinesiske proletariat (i Kinas Kommunistiske Parti). Da vi
havde likvideret denne opportunisme, genoptog den kinesiske revolution sin fremmarch.
Senere blev den kinesiske revolution igen ramt af svære tilbageslag i kampen mod fjenden,
denne gang forårsaget af eventyrpolitikken, som var fremkommet inden for vort parti. Da
vi fik likvideret denne eventyrpolitik, gik vor sag endnu en gang fremad. Således ser vi,
at for at lede revolutionen frem til sejr må et politisk parti støtte sig på sin egen
politiske linies rigtighed og på sin egen organisations fasthed.
Den dialektiske verdensanskuelse opstod i oldtiden både i Kina
og i Europa. Den gamle dialektik havde imidlertid i nogen grad en spontan og primitiv
karakter. Under de daværende samfundsmæssige og historiske betingelser var den endnu
ikke i stand til at skabe et teoretisk system og følgelig kunne den ikke i fuld
udstrækning forklare verden, og den blev erstattet af metafysikken. Den berømte tyske
filosof HegeI, som levede i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede,
gav yderst vigtige bidrag til dialektikken, men hans dialektik var idealistisk. Det var
først da Marx og Engels, den proletariske bevægelses store forkæmpere, havde
sammenfattet de positive resultater i den menneskelige erkendelses historie og især på
kritisk måde optaget de rationelle elementer i den hegelske dialektik og skabt den store
dialektiske og historiske materialismes teori, at en hidtil uset revolution i den
menneskelige erkendelses historie fandt sted. Denne teori blev videreudviklet af Lenin og
Stalin. Så snart den bredte sig til Kina, forårsagede den umådelige forandringer i den
kinesiske tænkning.
Denne dialektiske verdensanskuelse lærer os først og fremmest,
hvordan man skal iagttage og analysere bevægelsen af modsætninger i forskellige ting, og
hvordan man på grundlag af en sådan analyse kan anvise metoderne til at løse
modsigelser. Det er derfor yderst vigtigt for os at forstå loven om modsigelse i ting på
konkret måde.
II. MODSIGELSENS ALMENHED
For at gøre fremstillingen lettere, vil jeg først behandle
modsigelsens almenhed og derefter gå over til at behandle det specifikke ved modsigelsen.
Grunden er, at modsigelsens almenhed kan forklares mere kortfattet, fordi den allerede er
blevet anerkendt i vide kredse, efter at Marx, Engels, Lenin og Stalin, der grundlagde og
videreudviklede marxismen, har udarbejdet den dialektisk-materialistiske verdensanskuelse
og anvendt den materialistiske dialektik med de bedste resultater på talrige områder
inden for den historiske og naturhistoriske forskning, ligesom den er blevet anvendt til
at forandre mange sider af samfundet og naturen (som i Sovjetunionen). Derimod er det
specifikke ved modsigelsen endnu ikke klart erkendt af mange kammerater og specielt ikke
af dogmatikerne. De forstår ikke, at modsigelsens almenhed netop eksisterer i det
specifikke ved modsigelsen. De forstår heller ikke, hvor vigtigt det er at studere det
specifikke ved modsigelsen i de konkrete ting, vi står over for, når vi skal vejlede den
revolutionære praksis. Derfor er det nødvendigt at fremhæve studiet af det specifikke
ved modsigelsen og forklare det grundigt. Af denne grund vil vi i vor analyse af loven om
modsigelse i ting først analysere modsigelsens almenhed, derefter lægge særlig vægt
på analysen af det specifikke ved modsigelsen og til sidst vende tilbage til modsigelsens
almenhed.
Modsigelsens almenhed eller det absolutte ved modsigelsen har en
dobbelt betydning. For det første, at der eksisterer modsigelse i alle tings
udviklingsproces, og for det andet, at i hver tings udviklingsproces findes der en
bevægelse af modsætninger fra begyndelsen til enden.
Engels sagde: "Bevægelse er i sig selv en
modsigelse". Lenin definerede loven om modsætningernes enhed som "anerkendelsen
(afdækningen) af de modstridende, hinanden udelukkende, modsatte tendenser i alle
foreteelser og processer i naturen (iberegnet bevidstheden og samfundet)".
Er disse teser korrekte? ja, det er de. Det indbyrdes
afhængighedsforhold mellem de modstridende sider, der findes i alle ting, og kampen
mellem disse sider bestemmer alle tings liv og driver deres udvikling fremad. Der findes
intet, der ikke indeholder modsigelse; uden modsigelse ville intet eksistere.
Modsigelse er grundlaget for de enkle former for bevægelse
(f.eks. mekanisk bevægelse) og i endnu højere grad for de mere komplicerede former for
bevægelse.
Engels forklarede modsigelsens almenhed på følgende måde:
"Hvis den enkle mekaniske stedforandring indeholder en
modsigelse så gælder dette i endnu højere grad for de højere former for materiens
bevægelse og specielt for det organiske liv og dets udvikling. ... livet består netop
frem for alt i dette at et væsen på ethvert tidspunkt er det samme og alligevel
noget andet. Livet er derfor også en modsigelse, der er til stede i tingene og
processerne selv, og som hele tiden opstår af sig selv og løser sig selv; og så snart
modsigelsen ophører, ophører også livet, og døden indtræder. På samme måde har vi
set, at heller ikke på tænkningens område kan man komme uden om modsigelserne, og at
f.eks. modsætningen mellem menneskets iboende ubegrænsede evne til erkendelse, og dennes
faktiske tilstedeværelse hos mennesker, der er begrænsede i ydre vilkår og som besidder
begrænset erkendelse, får sin løsning i en for os praktisk taget endeløs rækkefølge
af generationer, i den uendelige fremadskriden."
"... et af de grundlæggende principper i den højere
matematik er den modsigelse, at under visse omstændigheder kan rette linier og kurver
være det samme."
"Men også den lavere matematik er fuld af
modsigelser.".
Lenin illustrerede modsigelsens almenhed på følgende måde:
"I matematikken: + og - . Differential og integral.
I mekanikken: Aktion og reaktion.
I fysikken: Positiv og negativ elektricitet.
I kemien: Forening og spaltning af atomer.
I samfundsvidenskaben: Klassekampen.".
I krig er angreb og forsvar, fremrykning og tilbagetog, sejr og
nederlag alle gensidigt modstridende fænomener. Det ene kan ikke eksistere uden det
andet. De to sider er på samme tid i strid med og gensidigt afhængige af hinanden, og
dette udgør krigen i sin helhed, driver dens udvikling fremad og løser dens problemer.
Enhver forskel i menneskets begreber bør betragtes som en
genspejling af en objektiv modsigelse. Objektive modsigelser genspejles i subjektiv
tænkning, og denne proces udgør begrebernes modstridende bevægelse, driver tænkningens
udvikling fremad og løser uophørligt problemer i menneskets tænkning.
Modsætning og kamp mellem forskellige slags ideer fremkommer
til stadighed inden for partiet; dette er en genspejling inden for partiet af
modsætningerne mellem klasserne og mellem det nye og det gamle i samfundet. Hvis der ikke
fandtes nogen modsigelser i partiet og ikke nogen ideologiske kampe for at løse dem,
ville partiets liv ophøre.
Således er det allerede klart, at modsigelse eksisterer
generelt og i alle processer, hvadenten det er enkle eller komplicerede former for
bevægelse, og hvadenten det er i den objektive verdens eller i den menneskelige
tænknings fænomener. Men eksisterer modsigelse også på det indledende stadium af hver
proces? Findes der en bevægelse af modsætninger fra begyndelsen til enden i hver enkelt
tings udviklingsproces?
Som det fremgår af de artikler, hvor sovjetiske filosoffer
kritiserer Deborins skole, hævder denne, at modsigelser ikke fremtræder ved begyndelsen
af en proces, men kun når den har udviklet sig til et vist trin. Hvis dette var
tilfældet, ville årsagen til processen før dette trin være en ydre og ikke en indre.
Deborin henfalder således til de metafysiske teorier om ydre årsager og til mekanicisme.
Når Deborin-skolen anvender denne synsmåde i analysen af konkrete problemer, ser den kun
forskelle, men ingen modsigelser mellem kulakkerne og bøndernes masse under de
eksisterende forhold i Sovjetunionen, og er således fuldt ud enig med Bukharin. Når den
analyserer den franske revolution hævder den, at der før revolutionen på samme måde
kun fandtes forskelle, men ingen modsigelser inden for trediestanden, som bestod af
arbejderne, bønderne og borgerskabet. Disse synspunkter, som Deborin-skolen fremlægger,
er anti-marxistiske. Denne skole forstår ikke, at en hvilken som helst forskel allerede
indeholder en modsigelse, og at forskel i sig selv er en modsigelse. Arbejde og kapital
har stået i modsætning til hinanden, lige siden de to klasser opstod, blot var
modsigelsen i begyndelsen endnu ikke skærpet. Selv under de samfundsmæssige betingelser,
der eksisterer i Sovjetunionen, er der en forskel mellem arbejdere og bønder, og netop
denne forskel er en modsigelse, selv om den til forskel fra modsætningen mellem arbejde
og kapital ikke bliver skærpet i den grad, at den bliver antagonistisk eller tager form
af klassekamp. Arbejderne og bønderne har etableret et fast forbund i løbet af den
socialistiske opbygning og er i færd med trin for trin at løse denne modsigelse under
fremrykningen fra socialisme til kommunisme. Spørgsmålet er et spørgsmål om
forskellige slags modsigelser, ikke om der findes eller ikke findes modsigelse.
Modsigelsen er almen, absolut, den er til stede i alle tings udviklingsproces og
gennemtrænger enhver proces fra begyndelsen til afslutningen.
Hvad menes der med, at der opstår en ny proces? Den gamle enhed
med de modsætninger, den består af, viger pladsen for en ny enhed med de modsætninger,
den består af, hvorpå en ny proces opstår for at erstatte den gamle enhed. Den gamle
proces slutter, og den nye begynder. Den nye proces indeholder nye modsætninger og
begynder sine egne modsigelsers udviklingshistorie.
Som Lenin påpegede, gav Marx i sit værk Kapitalen en
forbilledlig analyse af modsætningernes bevægelse, som gennemløber alle tings
udviklingsproces fra begyndelsen til afslutningen. Det er denne metode, der må anvendes
ved studiet af alle tings udvikling. Også Lenin anvendte denne metode korrekt og holdt
fast ved den i alle sine skrifter.
"I Kapitalen analyserer Marx først det
enkleste, almindeligste og mest grundlæggende, mest udbredte og dagligdagsforhold i
det borgerlige (vare-)samfund, et forhold, som forekommer millioner af gange, nemlig
varebyttet. I denne meget enkle foreteelse (i denne 'celle' af det borgerlige samfund)
afdækker analysen alle modsigelserne (eller kimene til alle modsigelserne)
i det moderne samfund. Den videre fremstilling viser os udviklingen (både vækst
og bevægelse) af disse modsigelser og af dette samfund i å
(summen) af dets enkelte dele fra dets begyndelse til dets afslutning."
Lenin tilføjede: "Dette må også være metoden ved
fremstillingen (eller studiet) af dialektikken overhovedet."
Kinesiske kommunister må lære sig denne metode; kun da vil de
være i stand til på korrekt måde at analysere den kinesiske revolutions historie og
nuværende situation og herudfra drage slutninger om dens fremtid.
III. DET SPECIFIKKE VED MODSIGELSEN
Der findes modsigelser i alle tings udviklingsprocesser; de
gennemtrænger hver tings udviklingsproces fra begyndelsen til afslutningen. Dette er
modsigelsens almene og absolutte karakter, som vi har beskæftiget os med ovenfor. Lad os
nu beskæftige os med det specifikke og relative ved modsigelsen.
Dette problem bør studeres på forskellige planer.
For det første har modsigelsen i alle materiens
bevægelsesformer sin specifikke karakter. Menneskets erkendelse af materien er
erkendelsen af dens bevægelsesformer, fordi der ikke eksisterer noget andet i denne
verden end materie i bevægelse, og denne bevægelse må antage bestemte former. Når vi
betragter hver enkelt af materiens bevægelsesformer, må vi lægge mærke til de træk,
den har til fælles med andre bevægelsesformer. Men hvad der er særlig vigtigt og
nødvendigt, eftersom det udgør grundlaget for vor erkendelse af en ting, er at lægge
mærke til, hvad der er specifikt for denne form for materiens bevægelse, det vil sige at
iagttage den kvalitative forskel mellem denne bevægelsesform og andre former. Kun når vi
gør dette, kan vi skelne mellem tingene. Enhver form for bevægelse indeholder i sig selv
sin egen specifikke modsigelse. Denne specifikke modsigelse udgør det specifikke væsen,
der adskiller en ting fra en anden. Den er den indre årsag til eller, om man vil,
grundlaget for den vældige mangfoldighed af ting i verden. Der findes mange
bevægelsesformer i naturen, mekanisk bevægelse, lyd, lys, varme, elektricitet,
spaltning, forbindelse osv. Alle disse former er indbyrdes afhængige af hinanden, men i
deres væsen er hver af dem forskellig fra de andre. Hver bevægelsesforms specifikke
væsen er bestemt af dens egen specifikke modsigelse. Dette er gyldigt ikke blot for
naturens vedkommende, men også for samfundets og for tænkningens foreteelser. Enhver
samfundsform, enhver form for ideologi har sin egen specifikke modsigelse og sit
specifikke væsen.
Videnskaberne adskiller sig fra hinanden netop på grund af de
specifikke modsigelser, der ligger i deres respektive studieobjekter. Således udgør den
modsigelse, som er særegen for en bestemt slags fænomener, studieobjektet for en særlig
videnskab. For eksempel positive og negative tal i matematikken; aktion og reaktion i
mekanikken; positiv og negativ elektricitet i fysikken; forening og spaltning i kemien;
produktivkræfter og produktionsforhold, klasser og klassekamp i samfundsvidenskaben;
angreb og forsvar i militærvidenskaben; idealisme og materialisme, den metafysiske
anskuelse og den dialektiske anskuelse i filosofien; osv. alt dette er
studieobjekter for forskellige grene af videnskaben, netop fordi hver gren har sin egen
specifikke modsigelse og sit særegne væsen. Hvis vi ikke forstår det almene ved
modsigelsen, kan vi naturligvis ikke på nogen måde afdække den almene årsag eller det
almene grundlag for tings bevægelse og udvikling; men hvis vi imidlertid ikke studerer
det specifikke ved modsigelsen, kan vi ikke på nogen måde bestemme en tings specifikke
væsen, som adskiller den fra andre ting, og vi kan ikke afdække den specifikke årsag
til eller det specifikke grundlag for en tings bevægelse eller udvikling og heller ikke
skille tingene ud fra hinanden eller afgrænse de forskellige videnskabelige områder fra
hinanden.
Når det gælder udviklingsforløbet i menneskets erkendelse,
foregår der altid en gradvis vækst fra erkendelsen af det enkelte og særegne til
erkendelsen af det almene. Kun når mennesket kender mange forskellige tings specifikke
væsen, kan det gå videre til at generalisere og kende tingenes fælles væsen. Når
mennesket har opnået erkendelsen af dette fælles væsen, bruger det den som vejledning
og går videre til at studere forskellige konkrete ting, som endnu ikke har været
genstand for studier, eller som ikke har været studeret gennemgribende nok, og til at
afdække det specifikke væsen i hver af tingene. Kun på den måde er det i stand til at
supplere, berige og udvikle sin erkendelse af tingenes fælles væsen og undgå, at en
sådan erkendelse visner eller stivner. Dette er de to erkendelsesprocesser; den ene går
fra det specifikke til det generelle, og den anden går fra det generelle til det
specifikke. På denne måde bevæger erkendelsen sig altid cyklisk og (så længe man
holder sig strengt til den videnskabelige metode) fører hver cyklus den menneskelige
erkendelse et trin højere op og gør den stadig mere dybtgående. Vore dogmatikeres fejl
i dette spørgsmål er, at de på den ene side ikke forstår, at vi må studere det
specifikke ved modsigelsen og kende den enkelte tings specifikke væsen, før vi fuldt ud
kan forstå det almene ved modsigelsen og tingenes fælles væsen, og at de på den anden
side ikke forstår, at vi efter at have erkendt tingenes fælles væsen må gå videre og
studere de konkrete ting, der endnu ikke er blevet studeret dybtgående, eller som først
lige er opstået. Vore dogmatikere er dovendidrikker. De nægter at foretage noget
grundigt studium af konkrete ting, de betragter almene sandheder som noget, der fremkommer
ud af det tomme intet, de forvandler dem til rent abstrakte og ubegribelige formler, og
således fornægter de fuldstændigt det normale forløb, hvorigennem mennesket når frem
til at kende sandheden og vender det på hovedet. De forstår heller ikke den indbyrdes
sammenhæng mellem de to erkendelsesprocesser fra det specifikke til det generelle
og derefter fra det generelle til det specifikke. De forstår intet af den marxistiske
erkendelsesteori.
Det er nødvendigt ikke blot at studere den specifikke
modsigelse i ethvert stort system af materiens bevægelsesformer og dens væsen, som er
betinget af disse modsigelser, men også undersøge den specifikke modsigelse og hver
enkelt proces' væsen i det lange udviklingsforløb, som enhver af materiens
bevægelsesformer gennemløber. I enhver form for bevægelse er hver udviklingsproces, som
er virkelig (og ikke indbildt), kvalitativt forskellig. Vort studium må understrege og
tage sit udgangspunkt i dette.
Kvalitativt forskellige modsigelser kan kun løses ved
kvalitativt forskellige metoder. For eksempel løses modsætningen mellem proletariat og
borgerskabet ved hjælp af den socialistiske revolutions metode; modsætningen mellem
folkets store masser og det feudale system løses ved hjælp af den demokratiske
revolutions metode; modsætningen mellem kolonierne og imperialismen løses ved hjælp af
den nationale revolutionære krigs metode; modsætningen mellem arbejderklassen og
bondeklassen i det socialistiske samfund løses gennem landbrugets kollektivisering og
mekanisering; modsigelser inden for det kommunistiske parti løses ved kritikkens og
selvkritikkens metode; modsætningen mellem samfundet og naturen løses gennem udviklingen
af produktivkræfterne. Processerne forandres, gamle processer og gamle modsigelser
forsvinder, nye processer og nye modsigelser opstår, og metoderne til løsningen af
modsigelserne veksler i overensstemmelse hermed. I Rusland var der en grundlæggende
forskel mellem den modsigelse, der blev løst ved februarrevolutionen, og den modsigelse,
der blev løst ved oktoberrevolutionen, såvel som mellem metoderne, der blev anvendt for
at løse dem. Princippet om at anvende forskellige metoder til at løse forskellige slags
modsigelser er et princip, som marxister-leninister strengt må iagttage. Dogmatikerne
iagttager ikke dette princip; de forstår ikke, at betingelserne skifter i forskellige
slags revolutioner, og forstår derfor heller ikke, at forskellige metoder skal anvendes
for at løse forskellige slags modsigelser. De anvender overalt det samme skema, som de
anser for uforanderligt, hvilket kun fører til tilbageslag for revolutionen eller bringer
en sørgelig forvirring i noget, som oprindeligt var godt.
For at kunne afdække det specifikke ved modsigelserne i enhver
tings udviklingsproces, i deres helhed eller indbyrdes forbindelser, dvs. for at afdække
processens væsen, er det nødvendigt at afdække det specifikke ved hver af de to
aspekter i modsigelsen i den pågældende proces; ellers vil det være umuligt at nå til
klarhed om processens væsen. Dette kræver ligeledes den største opmærksomhed i vort
studium.
Der er mange modsigelser i enhver større tings
udviklingsforløb. I Kinas borgerligt-demokratiske revolutions udviklingsforløb, hvor
betingelserne er overmåde komplicerede, findes der f.eks. modsætningen mellem alle de
undertrykte klasser i det kinesiske samfund og imperialismen, modsætningen mellem folkets
store masser og feudalismen, modsætningen mellem proletariatet og borgerskabet,
modsætningen mellem bønderne og småborgerskabet i byerne på den ene side og
borgerskabet på den anden side, modsætningen mellem de forskellige reaktionære
herskende grupper osv. Disse modsigelser kan ikke behandles på samme måde, da hver af
dem har sit specifikke væsen; desuden kan de to aspekter i hver modsigelse ikke behandles
på samme måde, da hvert aspekt har sine egne karakteristika. Vi, der er engageret i den
kinesiske revolution, bør ikke blot forstå det specifikke ved disse modsigelser som
helhed, dvs. i deres indbyrdes forbindelser, men bør også studere de to aspekter i hver
modsigelse som den eneste måde at forstå helheden på. Når vi taler om at forstå hvert
aspekt i en modsigelse, mener vi at forstå hvilken specifik stilling, hvert aspekt
indtager; under hvilke konkrete former, de to aspekter er afhængige af hinanden og står
i modsætning til hinanden, og hvilke konkrete metoder, der benyttes i kampen med det
modsatte aspekt, når de to er både gensidigt afhængige af og i modsætning til
hinanden, og også efter at den gensidige afhængighed er nedbrudt. Det er af stor
vigtighed at studere disse problemer. Lenin sigtede netop til dette, da han sagde, at det
væsentlige i marxismen, marxismens levende sjæl, er den konkrete analyse af konkrete
betingelser. Vore dogmatikere har krænket Lenins lære; de bruger aldrig deres hjerner
til at analysere noget som helst konkret, og i deres skrifter og taler bruger de altid
skemaer uden indhold og skaber på denne måde en meget dårlig arbejdsstil i vort parti.
Når vi studerer et problem, må vi sky subjektivitet,
ensidighed og overfladiskhed. At være subjektiv betyder ikke at se objektivt på
problemerne, dvs. ikke at bruge det materialistiske synspunkt, når man betragter
problemer. Jeg har diskuteret dette i mit essay "Om praksis". At være ensidig
betyder ikke at se alsidigt på problemerne, f.eks. kun at forstå Kina, men ikke Japan,
kun det kommunistiske parti, men ikke Kuomintang, kun proletariatet, men ikke
borgerskabet, kun bønderne, men ikke godsejerne, kun de gunstige betingelser, men ikke de
ugunstige, kun fortiden, men ikke fremtiden, kun enkelte dele, men ikke helheden, kun
manglerne, men ikke resultaterne, kun anklagerens argumenter, men ikke forsvarerens, kun
underjordisk revolutionært arbejde, men ikke åbent revolutionært arbejde osv. Kort sagt
betyder det ikke at forstå kendetegnene ved begge aspekterne i en modsigelse. Det er
dette, vi mener med at se ensidigt på et problem. Det kan også kaldes at se delen, men
ikke helheden, ikke at se skoven for bare træer. På denne måde er det umuligt at finde
frem til metoden til at løse en modsigelse, er det umuligt at udføre revolutionens
opgaver, at udføre et hverv godt eller at udvikle den indre ideologiske kamp i partiet
korrekt. Da Sun Wu Tzu diskuterede militærvidenskaben og sagde: "Kend fjenden og
kend dig selv, og du kan udkæmpe hundrede slag uden fare for nederlag" sigtede han
til de to sider i et slag. Wei Cheng fra Tang-dynastiet forstod også det fejlagtige ved
ensidighed, da han sagde: "Lyt til begge sider og du vil blive oplyst, ænser du bare
den ene side, vil du forblive uoplyst." Men vore kammerater ser ofte ensidigt på
problemerne, og derfor støder de ofte på pludseligt opdukkende hindringer. I romanen Shui
Hu Chuan angreb Sung Chiang tre gange landsbyen Chu. To gange blev han slået tilbage,
fordi han var uvidende om de lokale betingelser og benyttede en forkert metode. Senere
ændrede han sin metode. Først undersøgte han situationen og gjorde sig bekendt med
vejnettet, derefter sprængte han forbundet mellem landsbyerne Li, Hu og Chu og sendte
sine mænd i forklædning ind i fjendens lejr for at vente dér, idet han anvendte en
krigslist på linie med den udenlandske fortælling om den trojanske hest. Og tredie gang
vandt han. Der er mange eksempler på materialistisk dialektik i Shui Hu Chuan, hvoraf
episoden med de tre angreb på landsbyen Chu er et af de bedste. Lenin sagde:
"... for virkelig at forstå et objekt må vi spænde over
og studere alle dets sider, alle sammenhænge og alle "formidlinger". Vi vil
aldrig opnå dette fuldstændigt, men kravet om alsidighed er en sikkerhed mod
fejltagelser og stivhed".
Vi bør huske hans ord. At være overfladisk betyder hverken at
overveje en modsigelses karakteristika i dens helhed eller hvert af dens aspekters
karakteristika; det betyder at benægte nødvendigheden af at trænge dybt ned i en ting
og omhyggeligt studere dens modsigelses karakteristika, men i stedet blot betragte den på
afstand og efter at have fået et glimt af dens ydre omrids straks at forsøge at løse
modsigelsen (at besvare et spørgsmål, bilægge en tvist, udføre et stykke arbejde eller
lede en militær operation). Denne måde at gøre tingene på vil uvægerlig føre til
vanskeligheder. Årsagen til, at de dogmatiske og empiricistiske kammerater i Kina har
gjort fejltagelser, ligger netop i deres subjektivistiske, ensidige og overfladiske måde
at se tingene på. At være ensidig og overfladisk er på samme tid at være subjektiv,
for alle objektive ting er i virkeligheden indbyrdes forbundne og styres af indre
lovmæssigheder. Men i stedet for at sætte sig den opgave at genspejle tingene, som de
virkelig er, ser nogle mennesker ensidigt eller overfladisk på tingene og kender hverken
deres indbyrdes sammenhæng eller deres indre love, og deres metode er på denne måde
subjektivistisk.
Vi må ikke alene være opmærksomme på det specifikke ved
modsætningernes bevægelse i en tings samlede udviklingsproces både hvad angår
deres indbyrdes forbundethed og hvert af deres aspekter. Vi må også have øje for, at de
enkelte trin i denne proces har deres egne specifikke træk.
Den grundlæggende modsigelse i en tings udviklingsproces og
processens væsen, der er betinget af denne grundlæggende modsigelse, vil ikke forsvinde,
før processen er fuldbyrdet; men i en langvarig proces er betingelserne ofte forskellige
på hvert trin. Årsagen til dette er, at selv om den grundlæggende modsigelse i en tings
udviklingsproces og processens væsen forbliver uændret, bliver den grundlæggende
modsigelse mere og mere skærpet, mens den bevæger sig fra et trin til et andet i den
langvarige proces. Desuden skærpes nogle af de talrige større og mindre modsigelser, der
er betinget eller påvirket af den grundlæggende modsigelse, andre bliver midlertidigt
eller delvist løst eller dæmpet, og en del nye opstår. Følgelig markeres processen af
forskellige trin. Hvis man ikke er opmærksom på trinene i en tings udviklingsproces, kan
man ikke behandle dens modsigelser på rigtig måde.
Da for eksempel frikonkurrencekapitalismen udviklede sig til
imperialisme, skete der ingen forandring i klassenaturen hos de to grundlæggende modsatte
klasser, proletariatet og borgerskabet, eller i samfundets kapitalistiske væsen;
imidlertid blev modsætningen mellem disse to klasser skærpet, modsætningen mellem
monopolkapital og ikke-monopolistisk kapital opstod, modsætningen mellem kolonimagterne
og kolonierne blev skærpet, modsigelserne blandt de kapitalistiske lande, som er
resultatet af deres ujævne udvikling, manifesterede sig særlig skarpt, og på denne
måde fremkom det specifikke stadium af kapitalismen, imperialismens stadium. Leninismen
er marxismen i imperialismens og den proletariske revolutions epoke, netop fordi Lenin og
Stalin korrekt har forklaret disse modsigelser og korrekt formuleret den proletariske
revolutions teori og taktik for at løse dem.
Tag Kinas borgerlig-demokratiske revolutions proces, der
begyndte med revolutionen i 1911. Også den har flere klart adskilte trin. I særdeleshed
udgør revolutionen i den periode, da den stod under borgerlig ledelse, og revolutionen i
den periode, hvor den står under proletarisk ledelse, to vidt forskellige historiske
trin. Den proletariske ledelse har med andre ord grundlæggende forandret hele
revolutionens karakter, har frembragt en omgruppering af klassekræfterne, har givet
stødet til et enormt opsving i bonderevolutionen, givet revolutionen mod imperialismen og
feudalismen en konsekvent karakter, skabt mulighed for overgangen fra den demokratiske
revolution til den socialistiske revolution osv. Intet af dette var muligt i den periode,
hvor revolutionen var under borgerlig ledelse. Selv om der ikke er sket nogen ændringer i
den grundlæggende modsigelses natur i processen som helhed, dvs. i processens
anti-imperialistiske, antifeudale, demokratisk-revolutionære natur (den modsatte side er
dens halvkoloniale og halvfeudale natur), har denne proces ikke desto mindre gennemgået
flere udviklingstrin i løbet af mere end tyve år; i dette tidsrum er der sket mange
vigtige begivenheder 1911-revolutionens fiasko og etableringen af de nordlige
krigsherrers regime, dannelsen af den første nationale enhedsfront og revolutionen i
1924-27, sprængningen af enhedsfronten og borgerskabets overgang til kontrarevolutionens
side, krigen mellem de nye krigsherrer, den revolutionære bondekrig, etableringen af den
anden nationale enhedsfront og modstandskrigen mod Japan. Disse trin markeres af
specifikke træk tilspidsningen af visse modsigelser (f.eks. den revolutionære
bondekrig og den japanske invasion i de fire nordøstlige provinser) den delvise eller
midlertidige løsning af andre modsigelser (f.eks. tilintetgørelsen af de nordlige
krigsherrer og vor konfiskering af godsejernes jord) og fremkomsten af nye modsigelser
(f.eks. konflikterne mellem de nye krigsherrer og godsejernes generobring af jorden efter
tabet af vore revolutionære baseområder i syd).
Når vi studerer det specifikke ved modsigelserne på hvert trin
i en tings udviklingsproces, skal vi ikke blot iagttage dem i deres indbyrdes sammenhæng
eller i deres helhed. Vi må også undersøge de to aspekter af hver modsigelse.
Lad os f.eks. se på Kuomintang og det kommunistiske parti. Tag
ét aspekt, Kuomintang. I den første enhedsfronts periode gennemførte Kuomintang Sun
Yat-sens Tre Store Politiske Retningslinier: Forbund med Rusland, samarbejde med det
kommunistiske parti og hjælp til bønderne og arbejderne. Følgelig var det
revolutionært og livskraftigt, det var et forbund af forskellige klasser for den
demokratiske revolution. Efter 1927 forandrede Kuomintang sig imidlertid til sin
modsætning og blev en reaktionær blok af godsejerne og storborgerskabet. Efter
begivenhederne i Sian i december 1936 begyndte det at ændre sig i retning af at ville
afslutte borgerkrigen og samarbejde med det kommunistiske parti for at yde fælles
modstand mod den japanske imperialisme. Således har de specifikke træk ved Kuomintang
været på de tre trin. Naturligvis er disse træk opstået af en mængde forskellige
årsager.
Lad os nu tage det andet aspekt, Kinas kommunistiske Parti. I
den første enhedsfronts periode befandt Kinas Kommunistiske Parti sig i sin barndom; det
ledede modigt revolutionen i 1924-27, men afslørede sin umodenhed i forståelsen af
revolutionens karakter, opgaver og metoder, og som følge heraf blev det muligt for Chen
Tu-hsiuismen, som opstod i revolutionens sidste fase, at gøre sig gældende og forårsage
revolutionens nederlag. Efter 1927 ledede det kommunistiske parti modigt den
revolutionære bondekrig og skabte den revolutionære hær og de revolutionære
baseområder. Imidlertid begik det eventyrpolitiske fejl, som forårsagede meget store tab
både for hæren og for baseområderne. Siden 1935 har partiet rettet disse fejl og har
ledet den nye enhedsfront for modstand mod Japan. Denne store kamp er nu under udvikling.
På det nuværende trin er det kommunistiske parti et parti, der har bestået prøven i de
to revolutioner og erhvervet sig en stor rigdom af erfaringer. Således har de specifikke
træk ved Kinas Kommunistiske Parti formet sig på de tre trin. Også disse træk er
opstået af en mængde forskellige årsager. Uden at studere begge disse sæt af træk kan
vi ikke forstå de specifikke relationer mellem de to partier gennem deres forskellige
udviklingstrin, nemlig etableringen af en enhedsfront, sprængningen af enhedsfronten og
dannelsen af en ny enhedsfront. Men det er endnu mere væsentligt for studiet af de
specifikke træk ved de to partier at undersøge de to partiers klassegrundlag og de deraf
udsprungne modsigelser, der er opstået mellem hvert parti og andre kræfter i forskellige
perioder.
I den periode, hvor Kuomintang havde sit første samarbejde med
det kommunistiske parti, stod det f.eks. i modsætning til den udenlandske imperialisme og
var derfor anti-imperialistisk. På den anden side stod det i modsætning til de store
folkemasser i landet, og selv om det i ord lovede det arbejdende folk mange goder, gav det
det i virkeligheden lidt eller ingenting. I den periode, hvor Kuomintang gennemførte den
anti-kommunistiske krig, samarbejdede det med imperialismen og feudalismen imod de store
folkemasser og fratog dem alt, hvad de havde vundet i revolutionen, og skærpede derved
modsætningen til dem. I den nuværende periode af den anti-japanske krig står Kuomintang
i modsætning til den japanske imperialisme og ønsker at samarbejde med det kommunistiske
parti, men uden at afsvække sin kamp mod det kommunistiske parti og folket eller sin
undertrykkelse af dem. Hvad det kommunistiske parti angår, har det altid i enhver periode
stået sammen med de store folkemasser mod imperialisme og feudalisme, men i den
nuværende periode af den anti-japanske krig har det ført en moderat politik over for
Kuomintang og de hjemlige feudale kræfter, fordi Kuomintang har erklæret sig som
tilhænger af modstand mod Japan. De ovennævnte omstændigheder har ført til, at de to
partier snart er i forbund med hinanden, snart i kamp mod hinanden, og i løbet af
perioderne med forbund har der til og med været en kompliceret tilstand, hvor forbund og
kamp har eksisteret på samme tid. Hvis vi ikke studerer de specifikke træk ved begge
sider i modsigelsen, vil vi ikke alene være ude af stand til at forstå hvert partis
relationer til andre kræfter, men heller ikke relationerne mellem de to partier.
Således ser vi, at når vi studerer det specifikke ved enhver
form for modsigelse modsigelsen i enhver form for materiens bevægelse, modsigelsen
i enhver af dens udviklingsprocesser, de to sider ved modsigelsen i hver proces,
modsigelsen på hvert trin af en proces og de to sider ved modsigelsen på hvert trin
når vi studerer det specifikke ved alle disse modsigelser, må vi ikke være
subjektive og vilkårlige, men analysere det konkret. Uden konkret analyse kan der ikke
findes nogen erkendelse af det specifikke ved nogen modsigelse. Vi må altid huske Lenins
ord om den konkrete analyse af de konkrete betingelser.
Marx og Engels var de første, der forsynede os med fremragende
forbilleder for sådanne konkrete analyser.
Da Marx og Engels anvendte loven om modsigelse i ting til at
studere den samfundshistoriske proces, opdagede de modsætningen mellem
produktivkræfterne og produktionsforholdene, de opdagede modsætningen mellem de
udbyttende og de udbyttede klasser og også den deraf følgende modsætning mellem den
økonomiske basis og dens overbygning (politik, ideologi osv.), og de opdagede, hvorledes
disse modsigelser uundgåeligt fører til forskellige former for revolutioner i
forskellige former for klassesamfund.
Da Marx anvendte denne lov til at studere det kapitalistiske
samfunds økonomiske struktur, opdagede han, at den grundlæggende modsigelse i dette
samfund er modsætningen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og ejendommens
private karakter. Denne modsigelse manifesterer sig i modsætningen mellem produktionens
organiserede karakter i de enkelte virksomheder og produktionens anarkiske karakter i
samfundet som helhed. I klasseforholdene kommer dette til udtryk i modsætningen mellem
borgerskabet og proletariatet.
Eftersom antallet af ting er enormt, og der ikke findes nogen
grænse for deres udvikling, bliver det, som er alment i én sammenhæng, specifikt i en
anden. Omvendt bliver det, som er specifikt i én sammenhæng, alment i en anden.
Modsætningen i det kapitalistiske system mellem produktionens samfundsmæssige karakter
og den private ejendomsret til produktionsmidlerne er fælles for alle lande, hvor
kapitalismen eksisterer og udvikles; for kapitalismens vedkommende udgør dette
modsigelsens almenhed. Men denne kapitalismens modsigelse hører kun til på et bestemt
historisk trin i klassesamfundets almindelige udvikling. Hvad angår modsætningen mellem
produktivkræfterne og produktionsforholdene i klassesamfundet som helhed, udgør den det
specifikke ved modsigelsen. I udviklingen af sin analyse af det specifikke ved alle disse
modsigelser i det kapitalistiske samfund, gav Marx imidlertid en stadig mere dybtgående,
dækkende og fuldstændig forklaring på det almene ved modsætningen mellem
produktivkræfterne og produktionsforholdene i klassesamfundet i almindelighed.
Eftersom det specifikke er forenet med det almene, og eftersom
både modsigelsens almenhed og det specifikke ved modsigelsen findes i enhver ting
idet det almene er indeholdt i det specifikke bør man ved studiet af en bestemt
ting forsøge at afdække både det specifikke og det almene og disses indbyrdes
sammenhæng, afdække både det specifikke og det almene og ligeledes disses indbyrdes
sammenhæng i tingen selv samt afdække de indbyrdes sammenhænge mellem denne ting og de
mange ting uden for den. Da Stalin forklarede leninismens historiske rødder i sit
berømte værk Leninismens grundlag, analyserede han den internationale
situation, i hvilken leninismen opstod, analyserede de af kapitalismens modsigelser, som
kulminerede under imperialismen, og viste, hvordan disse modsigelser gjorde den
proletariske revolution til et spørgsmål om øjeblikkelig handling og skabte gunstige
betingelser for et direkte stormangreb på kapitalismen. Han analyserede derudover
årsagerne til hvorfor Rusland blev leninismens vugge, hvorfor det tsaristiske Rusland
blev brændpunktet for alle imperialismens modsigelser, og hvorfor det var muligt for det
russiske proletariat at blive det internationale revolutionære proletariats fortrop. På
denne måde analyserede Stalin modsigelsens almenhed i imperialismen og viste, hvorfor
leninismen er marxismen i imperialismens og den proletariske revolutions epoke, og på
samme tid analyserede han det specifikke ved den tsaristiske russiske imperialisme og
viste, hvorfor Rusland blev fødestedet for den proletariske revolutions teori og taktik;
og dermed viste han, hvorledes modsigelsens almenhed indeholdes i det specifikke. Stalins
analyser forsyner os med et forbillede for forståelsen af det specifikke ved modsigelsen
og modsigelsens almenhed og den indbyrdes sammenhæng mellem dem.
Når det gælder spørgsmålet om at anvende dialektikken i
studiet af objektive foreteelser, indskærper Marx og Engels og ligeledes Lenin og Stalin
altid, at vi på ingen måde må være subjektive og vilkårlige, men at vi ud fra de
konkrete betingelser i disse foreteelsers virkelige objektive bevægelse må afdække
deres konkrete modsigelser, hver side i hver modsigelses konkrete stilling og de konkrete
sammenhænge i modsigelserne. Vore dogmatikere har ikke denne holdning, når de studerer,
og derfor kan de aldrig ramme plet. Vi må tage deres fiasko som en advarsel og lære at
tilegne os den indstilling, der er den eneste korrekte i studier.
Forholdet mellem det almene og det specifikke ved modsigelsen er
forholdet mellem modsigelsens almene karakter og dens individuelle karakter. Med det
første mener vi, at modsigelser eksisterer i og gennemløber alle processer fra
begyndelsen til afslutningen; bevægelse, ting, processer, tænkning alt dette er
modsigelser. At fornægte modsigelser er at fornægte alting. Dette er en almengyldig
sandhed, der gælder for alle tider og for alle lande, og som ikke tillader nogen
undtagelse. Af dette følger modsigelsens almene karakter, det absolutte ved den. Men
denne almene karakter er indeholdt i hver individuel karakter; uden individuel karakter
kan der ikke findes nogen almen karakter. Hvis al individuel karakter blev fjernet,
hvilken almen karakter ville da blive tilbage? Den individuelle karakter opstår, fordi
hver modsigelse er specifik. Al individuel karakter er betinget og midlertidig og
følgelig relativ.
Denne sandhed om den almene og den individuelle karakter, om det
absolutte og det relative, er kvintessensen af problemet om modsigelse i ting; hvis man
ikke forstår dette, er det ensbetydende med at opgive dialektikken.
IV. HOVEDMODSIGELSEN OG MODSIGELSENS DOMINERENDE ASPEKT
Der er stadigvæk to problemer omkring det specifikke ved
modsigelsen, som må analyseres særskilt, nemlig problemet om hovedmodsigelsen og
modsigelsens dominerende aspekt.
Der er mange modsigelser i en sammensat tings udviklingsproces,
og en af dem må nødvendigvis være hovedmodsigelsen, hvis eksistens og udvikling
bestemmer eller indvirker på eksistensen og udviklingen af de øvrige modsigelser.
I det kapitalistiske samfund udgør f.eks. de to kræfter i
modsigelsen, proletariatet og borgerskabet, hovedmodsigelsen. De andre modsigelser, såsom
modsætningen mellem resterne af feudalklassen og borgerskabet, mellem
bondesmåborgerskabet og borgerskabet, mellem proletariatet og bondesmåborgerskabet, og
mellem de ikke-monopolistiske kapitalister og monopolkapitalisterne, mellem borgerligt
demokrati og borgerlig fascisme og mellem imperialismen og kolonierne, er alle bestemt
eller påvirket af denne hovedmodsigelse.
I et halvkolonialt land som Kina frembyder forholdet mellem
hovedmodsigelsen og de sekundære modsigelser et kompliceret billede.
Når imperialismen påbegynder en aggressionskrig imod et
sådant land, kan alle de forskellige klasser, med undtagelse af enkelte forrædere, for
en tid forenes i en national krig mod imperialismen. På et sådant tidspunkt bliver
modsætningen mellem imperialismen og det pågældende land hovedmodsigelsen, mens alle
modsætninger mellem de forskellige klasser i landet (iberegnet modsætningen mellem det
feudale system og folkets store masser, som udgjorde hovedmodsigeisen) midlertidigt
indtager en sekundær eller underordnet stilling. Således var det i Kina under
Opiumskrigen i 1840, den kinesisk-japanske krig i 1894 og i Yi Ho Tuan-krigen i 1900, og
således er det også i den nuværende kinesisk-japanske krig.
Men i en anden situation bytter modsigelserne plads. Når
imperialismen fortsætter sin undertrykkelse ikke i form af krig, men med mildere metoder
med politiske, økonomiske og kulturelle metoder kapitulerer de herskende klasser i
de halvkoloniale lande over for imperialismen, og disse to kræfter indgår et forbund for
i fællesskab at undertrykke folkets masser. I en sådan situation kaster masserne sig
ofte ud i borgerkrig mod forbundet mellem imperialismen og feudalklasserne, mens
imperialismen ofte anvender indirekte metoder snarere end direkte handling, for at hjælpe
de reaktionære i de halvkoloniale lande med at undertrykke folket, og på denne måde
bliver de indre modsigelser i landet særlig skarpe. Det var dette, der skete i Kina i den
revolutionære krig i 1911, den revolutionære krig i 1924-27 og de ti år med den
revolutionære bondekrig efter 1927. Krige mellem de forskellige reaktionære herskende
grupper i de halvkoloniale lande, f.eks. krigene mellem krigsherrerne i Kina, falder ind
under samme kategori.
Når en revolutionær borgerkrig udvikles til det punkt, hvor
den truer selve imperialismens og dens lakajers, de hjemlige reaktionæres, eksistens,
tager imperialismen som oftest andre metoder i brug for at opretholde sit herredømme.
Enten forsøger den at splitte den revolutionære front indefra eller også sender den
væbnede styrker for direkte at hjælpe de hjemlige reaktionære. I en sådan situation
står den udenlandske imperialisme og den hjemlige reaktion helt åbent på den ene side,
mens folkets masser står på den anden, og dette udgør således hovedmodsigelsen, som
bestemmer eller indvirker på udviklingen af de andre modsigelser. Den hjælp, som
forskellige kapitalistiske lande gav de russiske reaktionære efter oktoberrevolutionen,
er et eksempel på væbnet intervention. Chiang Kai-sheks forræderi i 1927 er et eksempel
på splittelse af den revolutionære front.
Men hvad der end sker, er der ingen tvivl om, at der på hvert
trin i udviklingsprocessen kun er én hovedmodsigelse, og denne spiller den ledende rolle.
Følgelig ser vi, at hvis der i en hvilken som helst proces
findes et antal forskellige modsigelser, må en af dem være hovedmodsigelsen, som spiller
den ledende og afgørende rolle, mens de øvrige indtager en sekundær og underordnet
stilling. Når vi studerer en hvilken som helst sammensat proces, i hvilken der findes to
eller flere modsigelser, må vi derfor koncentrere alle anstrengelser for at finde dens
hovedmodsigelse. Så snart vi har fået greb om denne hovedmodsigelse, kan vi uden større
besvær løse alle problemer. Det er denne metode, Marx lærte os gennem sit studium af
det kapitalistiske samfund. På samme måde lærte Lenin og Stalin os denne metode, da de
studerede imperialismen og kapitalismens almene krise, og da de studerede den sovjetiske
økonomi. Der er tusindvis af lærde og handlingens mænd, der ikke forstår dette, og
resultatet er, at de farer vild i tågen og er ude af stand til at trænge ind til et
problems kerne og naturligvis heller ikke kan finde frem til en måde, hvorpå
modsigelserne kan løses.
Som nævnt må man ikke behandle alle modsigelserne i en proces
som ligeberettigede, men skelne mellem hovedmodsigelsen og de sekundære modsigelser og
være specielt opmærksom på at få greb om hovedmodsigelsen. Men bør vi i enhver given
modsigelse, hvad enten den udgør hovedmodsigelsen eller er sekundær, behandle de to
modsatte sider som ligeberettigede? Igen må vi svare nej. I enhver modsigelse
gennemløber de modsatte sider en ujævn udvikling. Sommetider synes de at være i
ligevægt, men dette er imidlertid kun midlertidigt og relativt, mens den manglende
ligevægt er det grundlæggende. Af de to modsatte aspekter må et af dem være
dominerende og det andet underordnet. Det dominerende aspekt er det aspekt, der spiller
den ledende rolle i modsigelsen. En tings natur bliver i hovedsagen bestemt af
modsigelsens dominerende aspekt, det aspekt, som indtager den dominerende stilling.
Men denne situation er ikke statisk. Det dominerende og det
underordnede aspekt forvandler sig til hinanden, og tingens natur forandrer sig i
overensstemmelse hermed. I en given proces eller på et givet trin i en modsigelses
udvikling er A dominerende og B underordnet på et andet trin eller i en anden proces er
rollerne byttet om, hvilket er en forandring, der bestemmes af i hvilken grad hver af
aspekternes styrke i kampen mod den anden øges eller mindskes i løbet af en tings
udvikling.
Vi taler ofte om, at "det nye fortrænger det gamle".
At det gamle må vige pladsen for det nye er en almen, evig og ubrydelig lov for verden.
En tings forvandling til en anden ting gennem forskellige slags spring i overensstemmelse
med dens væsen og ydre betingelser, er den proces, hvorigennem det nye fortrænger det
gamle. I enhver ting er der en modsætning mellem dens nye og gamle aspekter, og dette
giver stødet til en række kampe med mange vendinger og omslag. I løbet af disse kampe
forandres det nye aspekt fra at være underordnet til at blive overordnet for til sidst at
blive rådende, mens det gamle aspekt forandres fra at være overordnet til at blive
underordnet og gradvis dør bort. Og i det øjeblik, hvor det nye aspekt bliver rådende i
forhold til den gamle, forandres den gamle ting kvalitativt til en ny ting. På denne
måde ser vi, at en tings natur i hovedsagen bestemmes af modsigelsens dominerende aspekt,
af det aspekt, der er blevet rådende. Når det dominerende aspekt, der er blevet
rådende, forandres, forandres en tings natur i overensstemmelse hermed.
I det kapitalistiske samfund har kapitalismen forandret sig fra
at være en underordnet kraft i den gamle feudale epoke til at være den rådende kraft,
og samfundets natur har i overensstemmelse hermed forandret sig fra at være feudal til at
være kapitalistisk. I den nye kapitalistiske epoke er de feudale kræfter blevet
forandret fra deres tidligere rådende stilling til en underordnet stilling, og dør
gradvis bort. Dette var f.eks. tilfældet i England og Frankrig. Med udviklingen af
produktivkræfterne, forandres borgerskabet fra at være en ny klasse, der spiller en
progressiv rolle, til at være en gammel klasse, der spiller en reaktionær rolle, indtil
den til sidst bliver styrtet af proletariatet og bliver en klasse, der er frataget
privatejede produktionsmidler og ribbet for al magt, hvorpå den også gradvis dør bort.
Proletariatet, som er betydelig mere talstærkt end borgerskabet, og som vokser samtidig
med det, men under dets herredømme, er en ny kraft, som i begyndelsen er underordnet
borgerskabet, men som gradvist vokser i styrke, bliver en uafhængig klasse, der spiller
den ledende rolle i historien og til sidst griber den politiske magt og bliver den
herskende klasse. Derpå forandres samfundet, og det gamle kapitalistiske samfund bliver
til det nye socialistiske samfund. Det er denne vej, som Sovjetunionen allerede har
betrådt, en vej, som alle andre lande uundgåeligt vil følge.
Se f.eks. på Kina. Imperialismen indtager den førende stilling
i den modsigelse, hvor Kina er blevet reduceret til en halvkoloni; den undertrykker det
kinesiske folk, og Kina er blevet forandret fra at være uafhængigt til at være et
halvkolonialt land. Men denne tilstand vil uundgåeligt forandres. I kampen mellem de to
sider, vil det kinesiske folks magt, som vokser under proletariatets ledelse, uundgåeligt
forandre Kina fra at være et halvkolonialt land til at blive uafhængigt, mens
imperialismen vil blive styrtet og det gamle Kina vil uundgåeligt forandres til det nye
Kina.
Forandringen af det gamle Kina til det nye Kina omfatter også
en forandring af forholdet mellem de gamle feudale kræfter og de nye folkelige kræfter i
landet. Den gamle feudale godsejerklasse vil blive styrtet, og fra at være den herskende,
vil den blive forandret til at være den, der bliver hersket over, og også denne klasse
vil gradvis dø bort. Fra at være de beherskede vil folket under proletariatets ledelse
blive de herskende. Derpå vil det kinesiske samfund forandres, og det gamle halvkoloniale
og halvfeudale samfund vil forandres til et nyt demokratisk samfund.
Eksempler på sådanne gensidige forandringer kan findes i vor
egen erfaring fra tidligere tider. Ching-dynastiet, som herskede over Kina i næsten 300
år blev omstyrter ved revolutionen i 1911, og det revolutionære Tung Meng Huj
under Sun Yat-sens ledelse var for en tid sejrrigt. I den revolutionære krig i 1924-27
forandredes de revolutionære kræfter i forbundet mellem kommunisterne og Kuomintang i
syd fra at være svage til at blive stærke og vandt sejr i den Nordlige Ekspedition, mens
de nordlige krigsherrer, som engang skaltede og valtede, som det passede dem, blev
styrtet. I 1927 blev folkets styrker under ledelse af det kommunistiske parti stærkt
reduceret i antal som følge af angrebene fra Kuomintangs reaktion, men gennem
elimineringen af opportunismen inden for deres rækker voksede de gradvist igen. I de
revolutionære baseområder under kommunistisk ledelse er bønderne blevet forvandlet fra
at være de beherskede til at være herskerne, mens godsejerne har undergået en
forvandling i modsat retning. Det er altid sådan i verden, at det nye erstatter det
gamle, det gamle bliver fortrængt af det nye, det gamle bliver fjernet for at give plads
for det nye, og det nye vokser ud af det gamle.
På visse tidspunkter i den revolutionære kamp vejer
vanskelighederne tungere end de gunstige vilkår og udgør dermed modsigelsens dominerende
aspekt mens de gunstige vilkår udgør det underordnede aspekt. Men gennem deres
anstrengelser kan de revolutionære overvinde vanskelighederne skridt for skridt og
således skabe en gunstig ny situation. På denne måde viger en vanskelig situation
pladsen for en gunstig. Dette er, hvad der skete efter den kinesiske revolutions fejlslag
i 1927 og under den kinesiske Røde Hærs lange march. I den nuværende kinesisk-japanske
krig er Kina igen i en vanskelig stilling, men vi kan ændre dette og grundlæggende
forandre situationen mellem Kina og Japan. Omvendt kan gunstige vilkår forandres til
vanskeligheder, hvis de revolutionære begår fejl. Således vendte sejren i revolutionen
1924-27 sig til nederlag. De revolutionære baseområder, der voksede op i de sydlige
provinser efter 1927, havde alle lidt nederlag i 1934.
Når vi arbejder med studier gælder det samme for modsigelsen i
overgangen fra uvidenhed til viden. I begyndelsen af vort studium af marxismen står vor
uvidenhed om eller mangelfulde kendskab til marxismen i modsætning til viden om
marxismen. Men gennem flittige studier kan uvidenhed blive forvandlet til viden,
mangelfuld viden til solid viden og hjælpeløshed i at anvende marxismen til at mestre
dens anvendelse.
Nogle mennesker mener, at dette ikke er rigtigt for nogle
modsigelsers vedkommende. F.eks. i modsætningen mellem produktivkræfterne og
produktionsforholdene er produktivkræfterne hovedsiden; i modsætningen mellem teori og
praksis er praksis hovedsiden; i modsætningen mellem den økonomiske basis og
overbygningen er den økonomiske basis hovedsiden, og der sker ingen ændringer i deres
respektive stilling. Dette er den mekanisk materialistiske opfattelse og ikke den
dialektisk materialistiske. Det er rigtigt, at i almindelighed spiller
produktivkræfterne, praksis og den økonomiske basis den vigtigste og afgørende rolle.
Den, der fornægter dette, er ikke materialist. Men man må også anerkende, at under
visse betingelser spiller sådanne aspekter som produktionsforholdene, teorien og
overbygningen skiftevis den vigtigste og afgørende rolle. Når det er umuligt for
produktivkræfterne at udvikle sig uden en forandring af produktionsforholdene, da spiller
forandringerne af produktionsforholdene den vigtigste og afgørende rolle. Skabelsen og
udbredelsen af den revolutionære teori spiller den vigtigste og afgørende rolle i
sådanne tider om hvilke Lenin sagde, at "Uden revolutionær teori kan der heller
ikke gives nogen revolutionær bevægelse". Når en opgave, ligegyldig hvilken, skal
udføres og der endnu ikke findes nogen retningslinie, metode, plan eller politik, er
beslutningen om en retningslinie, metode, plan eller politik det vigtigste og afgørende.
Når overbygningen (politik, kultur etc.) hindrer udviklingen af den økonomiske basis,
bliver politiske og kulturelle forandringer de vigtigste og afgørende. Går vi imod
materialismen nar vi siger dette? Nej. Årsagen er, at mens vi anerkender, at i historiens
almene udvikling bestemmer det materielle det åndelige og den samfundsmæssige væren den
samfundsmæssige bevidsthed, så anerkender vi også og må anerkende at det
åndelige på sin side virker tilbage på de materielle ting, den samfundsmæssige
bevidsthed på den samfundsmæssige væren og overbygningen på den økonomiske basis.
Dette er ikke i modstrid med materialismen. Tværtimod, det er at undgå mekanisk
materialisme og bestemt at fastholde den dialektiske materialisme.
Hvis vi i studiet af det specifikke ved modsigelsen ikke
undersøger disse to facetter dels hovedmodsigelsen og de sekundære modsigelser i
en proces, og dels det dominerende og det underordnede aspekt i en modsigelse dvs.
hvis vi ikke undersøger disse to facetters markante karakteristika, vil vi synke i
abstraktionernes sump, være ude af stand til at forstå modsigelsen konkret og følgelig
være ude af stand til at finde frem til den korrekte metode at løse den på. De markante
karakteristika eller det specifikke ved disse to facetter i modsigelsen repræsenterer
ujævnheden ved de kræfter, der findes i modsigelsen. Intet i denne verden udvikles
absolut jævnt. Vi må gå imod teorien om jævn udvikling, også kaldet
ligevægtsteorien. Desuden er det disse konkrete kendetegn ved en modsigelse, og
forandringen af en modsigelses dominerende og underordnede aspekt i løbet af dens
udvikling, der viser styrken i det nye, der fortrænger det gamle. Studiet af de
forskellige tilstande af ujævnhed i modsigelser, af hovedmodsigelsen og de sekundære
modsigelser og af det dominerende og underordnede aspekt i en modsigelse udgør en
væsentlig metode ved hjælp af hvilken et revolutionært politisk parti på korrekt måde
kan bestemme sin strategi og taktik både på det politiske og militære område. Alle
kommunister må være opmærksomme på dette.
V. IDENTITETEN OG KAMPEN MELLEM ASPEKTERNE I EN
MODSIGELSE
Når vi forstår det almene og det specifikke ved modsigelsen,
må vi gå videre med at studere problemet om identiteten og kampen mellem aspekterne i en
modsigelse.
Identitet, enhed, overensstemmelse, gensidig indtrængen,
gensidig gennemtrængen, indbyrdes afhængighed (eller gensidig afhængighed som
betingelse for eksistens), indbyrdes forbundethed eller gensidigt samvirke alle
disse forskellige udtryk betyder det samme og refererer til følgende to punkter: for det
første, at eksistensen af hvert af de to aspekter i en modsigelse i en tings
udviklingsproces forudsætter eksistensen af det andet aspekt, og begge aspekter
sameksisterer i en enkelt enhed; for det andet, at hver af de to modstridende aspekter
under givne betingelser forvandler sig til sin modsætning. Det er dette der menes med
identitet.
Lenin sagde:
"Dialektik er læren om, hvordan modsætninger kan
være, og hvordan de er (hvordan de bliver) identiske under hvilke
betingelser de er identiske, idet de forvandler sig til hinanden hvorfor den
menneskelige forstand bør opfatte disse modsætninger ikke som døde, stivnede, men som
levende, betingede, bevægelige, der forvandler sig til hinanden. "
Hvad betyder dette afsnit?
De modsatte aspekter i enhver proces udelukker hinanden, kæmper
med hinanden og er i modstrid med hinanden. De er uden undtagelse indeholdt i alle tings
udviklingsproces og i al menneskelig tænkning. En enkel proces indeholder kun et enkelt
modsætningspar, mens en sammensat proces indeholder flere. Og på hver sin side står
disse modsætningspar i modsætning til hinanden. Det er således, alle ting i den
objektive verden og i al menneskelig tænkning er indrettet og sættes i bevægelse.
Når det forholder sig således, så er de modsatte aspekter i
højeste grad ikke identiske, de danner langtfra en enhed. Hvorfor taler vi så om deres
identitet eller enhed?
Kendsgerningen er, at ingen af de modsatte aspekter i en
modsigelse kan eksistere isoleret. Uden det modsatte aspekt mister hvert af aspekterne sin
eksistensbetingelse. Prøv blot at tænke det igennem: Kan én af en modsigelses aspekter
i en ting eller i et af den menneskelige bevidstheds begreber eksistere uafhængigt? Uden
liv ville der ikke være nogen død; uden død ville der ikke være noget liv. Uden
"over" ville der ikke være noget "under"; uden "under"
ville der ikke være noget "over". Uden ulykke ville der ikke være nogen lykke;
uden lykke ville der ikke være nogen ulykke. Uden lethed ville der ikke være nogen
vanskelighed; uden vanskelighed ville der ikke være nogen lethed. Uden godsejere ville
der ikke være nogen fæstebønder; uden fæstebønder ville der ikke være nogen
godsejere. Uden borgerskab ville der ikke være noget proletariat; uden proletariat ville
der ikke være noget borgerskab. Uden imperialistisk undertrykkelse af nationer ville der
ikke være nogen kolonier eller halvkolonier; uden kolonier eller halvkolonier ville der
ikke være nogen imperialistisk undertrykkelse af nationer. Således forholder det sig med
alle modsatte aspekter. Under givne betingelser er de på den ene side i modstrid med
hinanden, og på den anden side indbyrdes forbundne, trænger gensidigt ind i hinanden og
gennemtrænger hinanden og er indbyrdes afhængige dette kaldes identitet. Under
givne betingelser besidder alle modsatte aspekter egenskaben ikke-identitet, og følgelig
beskrives de som værende i modstrid med hinanden. Men de besidder også egenskaben
identitet, og følgelig er de indbyrdes forbundne. Det er dette, Lenin mener, når han
siger, at dialektikken undersøger "hvordan modsætninger kan være ... identiske".
Hvordan kan de da være identiske? Fordi hver af dem er betingelsen for den andens
eksistens. Dette er den første betydning af identitet.
Men er det nok blot at sige, at hvert af de modsatte aspekter er
betingelsen for det andets eksistens, at der er identitet mellem dem, og at de som følge
heraf kan sameksistere i en enkelt enhed? Nej, det er det ikke. Sagen er ikke slut med
deres gensidige afhængighed som betingelse for deres eksistens. Hvad der er vigtigere, er
deres forvandling til hinanden. Dvs. at under givne betingelser forvandler hvert af de
modsatte aspekter i en ting sig til sin modsætning og hvert af dem indtager sin
modsætnings stilling. Dette er den anden betydning af modsætningernes identitet.
Hvorfor kan man tale om identitet også i denne forbindelse?
Prøv at se her: ved hjælp af revolutionen forvandles proletariatet, som engang var de
beherskede, til herskende, mens borgerskabet, de forhenværende herskere, forvandles til
beherskede og forandrer sin stilling til den, som dets modsætning oprindelig indtog.
Dette er allerede sket i Sovjetunionen, og det vil ske over hele verden. Hvis der ikke
havde været nogen indbyrdes forbundethed og identitet mellem modsætningerne under givne
betingelser, hvorledes kunne en sådan ændring så ske?
Kuomintang, som på et bestemt trin i moderne kinesisk historie
spillede en bestemt positiv rolle, blev et kontrarevolutionært parti efter 1927 på grund
af sin iboende klassenatur og imperialisternes tillokkende løfter (dette var
betingelserne). Men Kuomintang er blevet tvunget til at gå med i modstanden mod Japan,
fordi modsætningen mellem Kina og Japan er blevet skærpet og på grund af det
kommunistiske partis enhedsfrontspolitik (dette er betingelserne). Ting, der står i
modsætning til hinanden, forvandles til hinanden, og heri ligger en utvetydig identitet.
Vor bonderevolution har været en proces, igennem hvilken
godsejerklassen, der ejer jorden, forvandles til en klasse, der har mistet sin jord, mens
bønderne, der engang mistede deres jord, forvandles til små jordejere, der har erhvervet
sig jord, og en sådan proces vil ske igen. At eje og ikke eje, at erhverve og miste er
under givne betingelser indbyrdes forbundne; der foreligger identitet mellem de to sider.
Under socialismen forvandles bøndernes private ejendomsret til det socialistiske
landbrugs fællesejendom; dette er allerede sket i Sovjetunionen, som det vil ske på
samme måde alle andre steder. Der findes en bro, der leder fra privatejendom til
fællesjendom i filosofien kaldes den identitet, eller forvandling til hinanden
eller gensidig indtrængen.
At konsolidere proletariatets diktatur eller folkets diktatur er
i virkeligheden at forberede betingelserne for at afskaffe dette diktatur og gå frem mod
det højere trin, hvor alle statssystemer er eliminerede. At etablere og opbygge det
kommunistiske parti er i virkeligheden at forberede betingelserne for elimineringen af det
kommunistiske parti og alle politiske partier. At opbygge en revolutionær hær under
ledelse af det kommunistiske parti og at føre revolutionær krig er i virkeligheden at
forberede betingelserne for en varig eliminering af krig. Disse modsætninger
komplementerer på samme tid hinanden.
Som alle ved, forvandles krig og fred til hinanden, Krig
forvandles til fred f.eks. forvandledes verdenskrig til efterkrigstidens fredsperiode og
borgerkrigen i Kina er nu standset for at give plads for indre fred. Fred forvandles til
krig f.eks. forvandledes samarbejdet mellem kommunisterne og Kuomintang i 1927 til
krig, og den verdensfred, der eksisterer i dag, kan forvandles til en anden verdenskrig.
Hvorfor er det sådan? Fordi sådanne modsatte ting som krig og fred i et klassesamfund
under givne betingelser besidder identitet.
Alle modsatte ting står i indbyrdes sammenhæng; de ikke alene
sameksisterer i en enkelt enhed under givne betingelser, men under andre betingelser
forvandler de sig også til hinanden. Dette er den fulde betydning af modsætningernes
identitet. Det var dette, Lenin mente, da han diskuterede "hvordan de er (hvordan de
bliver) identiske under hvilke betingelser de er identiske, idet de
forvandler sig til hinanden".
Hvorfor er det således, at "den menneskelige forstand bør
opfatte disse modsætninger ikke som døde, stivnede, men som levende, betingede,
bevægelige, der forvandler sig til hinanden"? Fordi det netop er sådan, tingene er
i den objektive virkelighed. Kendsgerningen er, at modsætningernes enhed eller identitet
i objektive ting ikke er død eller stivnet, men levende, betinget, bevægelig,
midlertidig og relativ; og under givne betingelser forvandler hvert af de modsatte
aspekter sig til sin modsætning. Genspejlet i den menneskelige tænkning bliver dette til
marxismens verdensanskuelse, den dialektiske materialisme. Det er kun de reaktionære
herskende klasser i fortid og nutid og metafysikerne, der står i deres tjeneste, som
betragter modsætningerne ikke som levende, betingede, bevægelige, som forvandler sig til
hinanden, men som døde og stivnede, og de propaganderer denne forvrængning overalt for
at vildlede folkets masser og således søge at gøre deres herredømme evigt. Det er
kommunisternes opgave at afsløre de reaktionæres og metafysikernes forvrængninger, at
propagandere tingenes iboende dialektik og på denne måde fremme tingenes forvandling og
opnå revolutionens mål.
Når vi taler om modsætningernes identitet under givne
betingelser refererer vi til virkelige og konkrete modsætninger og virkelige og konkrete
forvandlinger af modsætninger til hinanden. l mytologien er der utallige forvandlinger,
f.eks. Kua Fu's kapløb med solen i Shan Hai Chingl, Yi's nedskydning af ni sole i Huai
Nan Tzu, abekongens 72 metamorfoser i Hsi Yu Chi, de utallige episoder med
ånder og ræve, der forvandles til menneskelige væsener i Liao Chai's
mærkelige beretninger etc.
Men disse forvandlinger af modsætninger i myterne er ikke
konkrete forandringer, der genspejler konkrete modsigelser. De er naive, indbildte og
subjektivt udtænkte forvandlinger, som er opstået i folks hoveder' ud fra utallige
virkelige og komplicerede forvandlinger af modsætninger til hinanden. Marx sagde:
"Al mytologi mestrer, behersker og former naturkræfterne i og gennem indbildningen;
og forsvinder som følge deraf, så snart mennesket virkelig opnår herredømme over
naturkræfterne". Mytologiens myriader af forandringer (som også findes i
børnefortællinger) morer folk, fordi de giver et fantasifuldt billede af menneskenes
erobring af naturkræfterne, og de bedste myter besidder som Marx sagde det: "evig
ynde". Men myter bygger ikke på de konkrete modsigelser, som består under givne
betingelser og er derfor ikke en videnskabelig genspejlning af virkeligheden. Med andre
ord: i myter og børnefortællinger har de sider, der udgør en modsigelse, kun en
indbildt identitet, ikke en konkret identitet. Den videnskabelige genspejlning af
identiteten i virkelige forvandlinger er den marxistiske dialektik.
Hvorfor kan et æg, men ikke en sten, forvandles til en kylling?
Hvorfor er der identitet mellem krig og fred, men ikke mellem krig og en sten? Hvorfor kan
menneskelige væsener kun føde menneskelige væsener og ikke noget som helst andet? Den
eneste årsag er, at modsætningernes identitet kun eksisterer under nødvendige givne
betingelser. Uden disse nødvendige givne betingelser kan der overhovedet ikke gives nogen
identitet.
Hvordan kan det være, at den borgerligt-demokratiske
februar-revolution i Rusland i 1917 blev direkte knyttet til den proletariske
socialistiske oktoberrevolution, mens den borgerlige revolution i Frankrig ikke var
direkte knyttet til en socialistisk revolution, og at Pariserkommunen i 1871 endte i
nederlag? På den anden side, hvordan kan det være, at Mongoliets og Centralasiens
nomadesystem er blevet direkte knyttet til socialismen? Hvordan kan det være, at den
kinesiske revolution kan undgå en kapitalistisk fremtid og knyttes direkte til
socialismen uden at følge de vestlige landes gamle historiske vej, uden at gå igennem en
periode med borgerligt diktatur? Den eneste årsag er de konkrete betingelser på det
pågældende tidspunkt. Når visse nødvendige betingelser er tilstede, opstår der
bestemte modsigelser i tingenes udviklingsproces, og desuden er de modsætninger, der er
indeholdt i dem, indbyrdes afhængige og bliver forvandlet til hinanden; ellers ville
intet af dette være muligt.
Således forholder det sig med identitetens problem. Men hvad er
så kamp?
Og hvorledes er forholdet mellem identitet og kamp?
Lenin sagde:
"Modsætningernes enhed (overensstemmelse, identitet, ens
virkning) er betinget, midlertidig, forgængelig og relativ. Kampen mellem modsætninger,
som gensidigt udelukker hinanden, er absolut, ligesom udvikling og bevægelse er
absolut."
Hvad betyder dette afsnit?
Alle processer har en begyndelse og en afslutning, alle
processer forvandler sig til deres modsætning. Alle processers bestandighed er relativ,
men deres foranderlighed, der kommer til udtryk gennem den ene proces' forvandling til den
anden, er absolut.
Der findes to tilstande af bevægelse i alle ting, relativ hvile
og iøjnefaldende forandring. Begge har deres årsag i kampen mellem de to modsatte
elementer, der er indeholdt i en ting. Når tingen befinder sig i den første tilstand af
bevægelse, undergår den kun kvantitativ og ikke kvalitativ forandring og som følge
deraf er den tilsyneladende i hvile. Når tingen befinder sig i den anden tilstand af
bevægelse, har de kvantitative forandringer i den første tilstand allerede kulmineret og
giver stødet til tingens opløsning som en helhed, og derpå følger en kvalitativ
forandring. Og således fremviser den en iøjnefaldende forandring. Den slags enhed,
sluttethed, forbundethed, harmoni, balance, stabilitet, stagnation, hvile, bestandighed,
ligevægt, kompakthed, tiltrækning osv., som vi ser i dagligdagen, fremviser altsammen
ting i en tilstand af kvantitativ forandring. På den anden side fremviser opløsningen af
enheden, dvs. ødelæggelsen af denne sluttethed, forbundethed, harmoni, balance,
stabilitet, stagnation, hvile, bestandighed, ligevægt, kompakthed og tiltrækning, samt
hver enkelts forandring til sin modsætning, altsammen ting i en tilstand af kvalitativ
forandring, den ene proces' forandring til en anden. Ting forvandler sig hele tiden fra
den første til den anden tilstand af bevægelse. Kampen mellem modsætninger foregår i
begge tilstande, men modsigelsen løses under den anden tilstand af bevægelse. Derfor
siger vi, at modsætningernes enhed er betinget, midlertidig og relativ, mens kampen
mellem modsætninger, som gensidigt udelukker hinanden, er absolut.
Når vi ovenfor sagde, at to modstridende ting kan sameksistere
i en enkelt enhed og forvandle sig til hinanden på grund af identiteten mellem dem, talte
vi om, at dette er betinget, dvs. at to modstridende ting under givne betingelser kan
forenes og forvandle sig til hinanden, men dersom disse betingelser ikke er tilstede, kan
de ikke udgøre en modsigelse, og ikke sameksistere i den samme enhed og ikke forvandle
sig til hinanden. Det er fordi modsætningernes enhed kun findes under givne betingelser,
vi har sagt, at identiteten er betinget og relativ. Vi kan tilføje, at kampen mellem
modsætningerne gennemtrænger en proces fra dens begyndelse til dens afslutning og far
én proces til at forvandle sig til en anden, at den findes overalt, og at den derfor er
ubetinget og absolut.
Forbindelsen mellem betinget, relativ identitet og ubetinget,
absolut kamp, udgør modsætningernes bevægelse i alle ting.
Vi kinesere siger ofte: "Ting, der står i modsætning til
hinanden, komplementerer også hinanden". Dvs., at ting, der står i modsætning til
hinanden, besidder identitet. Dette ordsprog er dialektisk og antimetafysisk. "I
modsætning til hinanden" refererer til, at de to modstridende aspekter gensidigt
udelukke og kæmper mod hinanden. "Komplementerer hinanden" vil sige, at de to
modstridende aspekter under givne betingelser forenes og opnår identitet. Alligevel er
kampen iboende i identiteten, og uden kamp kan der heller ikke gives nogen identitet.
I identitet findes der kamp, i det specifikke findes det almene
og i individualitet findes det almene. For at citere Lenin: "... det absolutte findes
i det relative".
VI. ANTAGONISMENS PLACERING I MODSIGELSER
Spørgsmålet om modsætningernes kamp indbefatter også
spørgsmålet om, hvad antagonisme er. Vort svar er, at antagonisme er én form, men ikke
den eneste form for modsætningernes kamp.
I menneskehedens historie forekommer antagonismen mellem
klasserne som et specifikt udtryk for modsætningernes kamp. Lad os se på modsætningen
mellem de udbyttende og de udbyttede klasser. Sådanne modstridende klasser eksisterer
side om side igennem lang tid i det samme samfund, det være sig slavesamfundet, det
feudale samfund eller det kapitalistiske samfund, og de kæmper mod hinanden. Men det er
først når modsætningen mellem de to klasser udvikles til et bestemt trin, at den
antager form af en åben antagonisme og udvikler sig til revolution. Det samme gælder for
fredens forvandling til krig i klassesamfundet.
Før en bombe eksploderer, udgør den en enkelt enhed i hvilken
modsætningerne eksisterer side om side under givne betingelser. Eksplosionen finder
først sted når en ny betingelse, antændelsen, er til stede. En tilsvarende situation
opstår i alle naturlige fænomener, som til sidst tager form af åben konflikt for at
løse gamle modsigelser og frembringe nye ting.
Det er yderst vigtigt at fa greb om denne kendsgerning. Det
sætter os i stand til at forstå, at revolutioner og revolutionære krige er uundgåelige
i klassesamfundet, og at det uden dem er umuligt at foretage noget spring i den
samfundsmæssige udvikling og styrte de reaktionære herskende klasser og derfor også
umuligt for folket at vinde den politiske magt. Kommunister må afsløre de reaktionæres
bedrageriske propaganda, som f.eks. påstanden om, at det er unødvendigt med en
revolution, og at den også er umulig. De må urokkeligt fastholde den
marxistisk-leninistiske teori om revolutionen og hjælpe folket til at forstå, at
revolutionen ikke alene er absolut nødvendig, men også absolut mulig at gennemføre, og
at hele menneskehedens historie og Sovjetunionens sejr har bekræftet denne videnskabelige
sandhed.
Imidlertid må vi konkret studere omstændighederne ved
modsætningernes kamp i hvert specielt tilfælde og ikke vilkårligt anvende den formel,
vi før diskuterede, på alt. Modsigelse og kamp er almen og absolut, men metoderne til at
løse modsigelser, dvs. kampens form, veksler i overensstemmelse med modsigelsens natur.
Nogle modsigelser karakteriseres ved en åben antagonisme, andre ikke. I overensstemmelse
med tingenes konkrete udvikling, udvikles nogle modsigelser, som oprindelig var
ikke-antagonistiske, til at blive antagonistiske, mens andre, der oprindelig var
antagonistiske, udvikles til at blive ikke-antagonistiske.
Vi har allerede nævnt, at så længe der eksisterer klasser,
vil modsætninger mellem korrekte og ukorrekte ideer i det kommunistiske parti være
genspejlinger inden for partiet af klassemodsætningerne. I begyndelsen behøver sådanne
modsigelser ikke at manifestere sig antagonistisk, når det gælder bestemte spørgsmål.
Men med udviklingen af klassekampen kan de vokse og blive antagonistiske. Sovjetunionens
kommunistiske Partis historie viser os, at modsætningen mellem Lenins og Stalins korrekte
tænkning og Trotskijs, Bukharins og andres fejlagtige tænkning ikke antog en
antagonistisk form i begyndelsen, men senere udviklede den sig til at blive antagonistisk.
Der findes lignende tilfælde i Kinas kommunistiske Partis
historie. I begyndelsen havde modsætningen mellem mange af vore partikammeraters korrekte
tænkning, Chen Tu-hsius, Chang Kuo-taos og andres fejlagtige tænkning ikke antagonistisk
form, men senere udviklede den sig til at blive antagonistisk. I den nuværende situation
er modsætningen mellem korrekt og ukorrekt tænkning i vort parti ikke antagonistisk, og
hvis de kammerater, der har begået fejl, er i stand til at rette dem, vil den ikke
udvikles til at blive antagonistisk. Derfor må partiet på den ene side føre en alvorlig
kamp mod fejlagtig tænkning og på den anden side give de kammerater, der har begået
fejl, rimelige muligheder for at vågne op. Er dette tilfældet, er overdreven kamp ganske
givet ikke formålstjenlig. Men hvis folk, der har begået fejl, holder fast ved dem og
forværrer dem, er der mulighed for, at denne modsigelse kan udvikle sig til at blive
antagonistisk.
I økonomisk henseende er modsætningen mellem by og land yderst
antagonistisk, både i det kapitalistiske samfund, hvor byerne under borgerskabets
herredømme hensynsløst udplyndrer landdistrikterne, og i Kuomintangområderne i Kina,
hvor byerne under den udenlandske imperialismes og det kinesiske kompradorstorborgerskabs
herredømme yderst hensynsløst udplyndrer landdistrikterne. Men i et socialistisk land og
i vore revolutionære baseområder er denne antagonistiske modsigelse forandret til en
ikke-antagonistisk, og når vi når frem til det kommunistiske samfund, vil den være
afskaffet.
Lenin sagde: "Antagonisme og modsigelse er på ingen måde
én og samme ting. Under socialismen vil den første forsvinde og den anden bestå.".
Det vil sige, at antagonismen er en form, men ikke den eneste form, for modsætningernes
kamp. Formlen om antagonismen kan ikke anvendes vilkårligt overalt.
VII. KONKLUSION
Vi kan nu sige nogle fa ord for at opsummere. Loven om
modsigelse i ting, dvs. loven om modsætningernes enhed, er den grundlæggende lov for
naturen og samfundet og derfor også den grundlæggende lov for tænkningen. Den står i
modsætning til den metafysiske verdensanskuelse. Den repræsenterer en stor, revolution i
den menneskelige erkendelses historie. Ifølge den dialektiske materialisme findes der
modsigelse i alle objektivt eksisterende tings processer og i den subjektive tænkning, og
den gennemtrænger alle disse processer fra deres begyndelse og til deres afslutning.
Dette er det almene og absolutte ved modsigelsen. Hver modsigelse og hvert af modsigelsens
aspekter har deres respektive karakteristika. Dette er det specifikke og relative ved
modsigelsen. Under givne betingelser besidder modsætningerne identitet og kan som følge
heraf sameksistere i en enkelt enhed, og de kan forvandle sig til hinanden. Dette er igen
det specifikke og relative ved modsigelsen. Men kampen mellem modsætningerne er uendelig,
den foregår både når modsætningerne eksisterer side om side og når de forvandler sig
til hinanden, og den bliver særlig iøjnefaldende, når de forvandler sig til hinanden.
Dette er igen det almene og absolutte ved modsigelsen. Når vi studerer det specifikke og
relative ved modsigelsen må vi være opmærksomme på skillelinien mellem
hovedmodsigelsen og de sekundære modsigelser og på skillelinien mellem modsigelsens
dominerende og underordnede aspekt. Og når vi studerer det almene ved modsigelsen og
modsætningernes kamp i modsigelsen, må vi være opmærksomme på skillelinien mellem de
forskellige kampformer. Ellers vil vi begå fejl. Hvis vi gennem vore studier kan opnå en
virkelig forståelse af essensen af det, der er forklaret ovenfor, vil vi blive i stand
til at tilintetgøre dogmatiske ideer, som er i modstrid med marxismen-leninismens
grundprincipper og skadelige for vor revolutionære sag, og de af vore kammerater, der har
praktisk erfaring, vil blive i stand til at sammenfatte deres erfaringer til principper og
undgå at gentage empiricistiske fejl. Dette er en kort konklusion på vort studium af
loven om modsigelse.