Mao Tsetung

HVOR KOMMER RIGTIGE TANKER FRA?


Fra
Mao Tsetung Udvalgte Skrifter
Forlaget Demos
1974

 

Overført til nettet af ORDKP  (2001)

 

Dette afsnit indgår i "Beslutningsudkast for Kinas Kommunistiske Partis Centralkomité vedrørende visse problemer i vores nuværende arbejde i landdistrikterne", som blev udfærdiget under ledelse af kammerat Mao Tsetung. Afsnittet blev skrevet af kammerat Mao Tsetung selv.

 

 

Hvor kommer rigtige tanker fra?

Maj 1963

Hvor kommer rigtige tanker fra? Falder de ned fra himlen? Nej. Opstår de af sig selv i ens hoved? Nej. De kommer fra samfundsmæssig praksis og fra den alene; de kommer af tre former for samfundsmæssig praksis, kampen for produktion, klassekampen og kampen for videnskabelig eksperimenteren. Det er menneskets samfundsmæssige væren, der bestemmer dets tankegang. Når først de rigtige tanker, der er karakteristiske for den fremskredne klasse, gribes af masserne, bliver disse tanker til en materiel kraft, der ændrer samfundet og ændrer verden. I deres samfundsmæssige praksis giver mennesker sig af med forskellige slags kampe og vinder rige erfaringer både fra deres gode resultater og fra deres fejlslag. Talløse fænomener i den objektive ydre verden genspejles i et menneskes hjerne gennem dets fem sanser — synssansen, høresansen, lugtesansen, smagssansen og følesansen. Til at begynde med er erkendelsen sansemæssig. Springet til begrebsmæssig erkendelse, det vil sige til tanker, sker, når der er ophobet tilstrækkelig sansemæssig erkendelse. Dette er én proces i erkendelsen.

Det er den første etape i hele erkendelsesprocessen, den første etape, der fører fra den objektive materie til subjektiv bevidsthed, fra eksistens til tanker. Hvorvidt ens bevidsthed eller tanker (herunder teorier, politiske retningslinier, planer eller metoder) på rigtig måde genspejler den objektive ydre verdens love eller ej er endnu ikke bevist på denne etape, på hvilken det endnu ikke er muligt at fastslå, om de er rigtige eller ej. Derefter kommer den anden etape i erkendelsesprocessen, den etape, der fører fra bevidsthed tilbage til materie, fra tanker tilbage til eksistens, på hvilken den erkendelse, der blev indvundet på den første etape, anvendes i samfundsmæssig praksis for at fastslå, om teorierne, de politiske retningslinier, planerne eller foranstaltningerne giver det forventede gode resultater. Sagt i almindelighed er de, der giver et godt resultat, rigtige, og de, der slår fejl, forkerte, og det gælder i særlig grad menneskets kamp mod naturen. I samfundsmæssig kamp lider de kræfter, der repræsenter den fremskredne klasse, sommetider nederlag, ikke fordi deres tanker er forkerte, men fordi de i forholdet mellem de kræfter, der befinder sig i kamp, ikke er så stærke for øjeblikket som reaktionens kræfter; de bliver derfor midlertidigt slået, men de vil uvægerligt sejre før eller senere. Menneskets erkendelse foretager endnu et spring gennem afprøvelsen i praksis. Dette spring er vigtigere end det foregående. For det er alene dette spring, der kan bevise det rigtige eller forkerte i det første spring i erkendelsen, det vil sige af de tanker, teorier, politiske retningslinier, planer eller metoder, der blev formuleret under genspejlingen af den objektive ydre verden. Der findes ingen anden måde at afprøve sandhed på. Proletariatets erkendelse af verden har desuden kun et formål, nemlig at ændre den. Ofte kan man kun nå frem til rigtig erkendelse efter mange gentagelser af den proces, der fører fra materie til bevidsthed og derefter tilbage til materie, det vil sige, der fører fra praksis til erkendelse og derefter tilbage til praksis. Således er den marxistiske erkendelsesteori, den dialektisk materialistiske erkendelsesteori.

Blandt vore kammerater er der mange, der endnu ikke forstår denne erkendelsesteori. Når de bliver spurgt om kilden til deres tanker, meninger, politiske retningslinier, metoder, planer og konklusioner, velformulerede taler og lange artikler, finder de spørgsmålet besynderligt og kan ikke svare. De kan heller ikke begribe, at materie kan omdannes til bevidsthed og bevidsthed til materie, skønt sådanne spring er dagligdags fænomener. Det er derfor nødvendigt at uddanne vores kammerater i den dialektisk materialistiske erkendelsesteori, for at de kan få en korrekt tankegang, blive gode til at undersøge og studere og til at sammenfatte erfaringer, overvinde vanskeligheder, begå færre fejl, gøre deres arbejde bedre og kæmpe hårdt for at begå færre fejl, gøre deres arbejde bedre og kæmpe hårdt for at opbygge Kina til et stort og stærkt socialistisk land og hjælpe de undertrykte og udbyttede folk i hele verden for at opfylde vores store internationale pligt.

 

Hosted by www.Geocities.ws

1