1.

 

"Hey..vågn op, mand...du står og sover."

Richard drejede hovedet efter stemmen. Han forsøgte at fokusere på den talende, men hans øjne ville ikke. Som om en hånd havde fat under hagen på ham, drejede han atter sit hovede mod hjørnet af sportspladsen, så hans blik ramte heppekoret, som var i gang med årets første prøve.

En hånd ruskede ham i skulderen.

"Richard, for fanden...vågn op !"

Nu blev den utydelige skikkelse skarpere. Richard genkendte uden større forbavselse sin ven, Peter.

"Hvad fanden er der galt, mand ? Du så helt uhyggelig ud."

"Jeg...stod bare og...tænkte.

Richards mund føltes som om han havde spist et par kilo af Sahara´s tørreste sand.

"Den er go´ med dig. Du stod og åd hende den nye cheerleader med øjnene. Du har forøvrigt god smag."

De to drenge så over på heppekoret, hvor den omtalte cheerleader netop var trådt frem foran resten af pigerne. Hun var lyshåret, høj og slank og med et par øjne, som selv på denne afstand så utroligt blå ud.

"Hvad heder hun, Richard ?"

"Alexandra. Er hun ikke...fantastisk ?

"Hun har en udmærket skikkelse. Men...det er du og jeg vist ikke de eneste, som synes. Se, ovre ved omklædningsrummet."

Richard drejede hovedet efter Peters finger, og fik øje på en drung mand, som stod lænet op af muren ved ingangen til bruserne. Han genkendte ham uden besvær som Stan McGregory, skolens fodboldhelt. Stan gik i 3.G., og skulle op til afsluttende eksamen om to måneder.

Selv på denne afstand, kunne Richard se udtrykket i Stans ansigt, et udtryk, som var en genspejling af hans eget.

Peter fløjtede sagte mellem tænderne

"Jeg er bange for, at du må finde dig en anden flamme, gamle dreng. Jeg kan vel godt tillade mig at bemærke, ven og ven imellem, at kommer hun sammen med Stan, har du ikke en snebolds chanche i helvede for at score hende."

Richard vendte sig om, og begyndte at gå. Peter råbte efter ham.

"Hey, hvor skal du hen ?"

Men han så sig ikke tilbage.

 

Da han kom hjem, ventede hans venner på ham. Det var længe siden, han sidst havde set dem, men da han åbnede døren til sit værelse, sad de der, alle tre.

Danny på sengen, med benene behageligt slynget op på det lille sengebord, gamle Wong i lænestolen, og Elven på gulvet, med hele overkroppen nede i Richards tegneseriesamling. Hans spidse ører stod lige i vejret af begejstring.

"Hej med jer", hilste Richard, lidt overrasket.Det var trods alt et par år siden han sidst havde set dem.

Elven trak hovedet op af kassen med tegneserier.

"Hej Richard !", råbte han glad, og omfavnede Richards ben, så han var ved at vælte.

Wong rejste sig med besvær, og støttede sig til sin stok.

"Velkommen, Richard. Det er længe siden." Der var, som altid, et let sørgmodigt glimt i de skæve øjne. Richard var aldrig blevet klar over, om gamle Wong altid var ked af det, eller om det kom i perioder som, rent tilfældigt, hang sammen med deres møder.

Danny hilste ved at lave et thumbs - up fra sin magelige position. Richard besvarede hans hilsen.

"Der er noget, som plager dig, min dreng."

Wong lagde sin hånd på Richards skulder.

"Hvordan kan du vide det ?"

"Ellers ville vi ikke være kommet. Fortæl os nu, hvad der er galt, så løser vi problemet i fællesskab. Nu er vi jo hos dig igen."

"Jah, vi har været væk, men nu er vi back on the air !", grinede Danny.

Richard satte sig i lænestolen over for Wong. Elven satte sig ved hans fødder. Det føltes underligt. Engang havde de siddet side om side.

"Jo, altså", begyndte han, "der er denne her pige..Alexandra, hedder hun...Hun er virkelig sød, og..."

"Med andre ord, du er forelsket, Kid !", brød Danny ind, og svingede benene ned fra sengebordet, "Jeg vidste, at det ville ske en dag !"

"Er du forelsket, Rickard ?", spurgte Elven, og smilede, altimens han skødesløst bevægede højre hånds fingre i luften. Et øjeblik efter dukkede en coladåse op i luften, lige foran ham. Han greb den, før den faldt på gulvet, og tog en slurk.

"Han heder RICHARD !", rettede Wong.

Elven så befippet på Richard.

"Undskyld !"

"Det gør ikke noget."

Richard var træt. Det snurrede så underligt i hans hovede, som om en eller anden bidronning brugte hans hovede som konferencesal, hvor der i øjeblikket afholdtes ministermøde.

Pludselig lød et råb udenfor døren, som fik dem alle til at dreje hovederne:

"Richard ? Er du derinde ? Vi spiser nu !"

Richard kom på benene.

"Jeg kommer nu, mor.", råbte han tilbage, og skyndte sig gennem værelset.

På vej gennem døren standsede han og så sig tilbage.

Værelset var tomt.

 

                                                           2.

   

Telefonen ringede to gange, så blev den taget.

"Hallo, det er Alexandra."

Richard smed røret på, og begravede ansigtet i hænderne.

"Det er ynkeligt, Kid", kommenterede Danny fra sofaen, hvor han lå mageligt henslængt med solbrillerne skuppet op i panden.

"Jeg tør ikke tale med hende. Tænk hvis hun griner."

"Hvis hun griner, så lad hende grine !", snerrede Danny. "En mand må lære at møde en smule modgang. Hvis hun ikke vil ha´ dig, er hun ikke dét værd !"

Richard kiggede undersøgende på ham. Danny løj ofte, og det var svært at se, når han var ærlig.

Elven kiggede spørgende op på Richard.

"Vil hun ikke lege med dig, Richard ?"

"Det kan man vel godt sige...jeg ved det faktisk ikke, for jeg har ikke spurgt hende endnu."

"Skal jeg ikke ringe for dig, Kid, tilbød Danny, og svingede benene ned fra sofaen.

"Vil du ?"

"Sæ´fø´li, makker. Hvad har man venner til ?

Wong så opgivende op i loftet, og støttede sig til sin stok.

Richard, Wong og Elven gik ind på Richards værelse, mens Danny ringede Alexandras nummer op.

Der gik omtrent fem minutter, som Richard tilbragte på en nålepude i overstørrelse.

Danny kom ind, lod sig overlegent falde ned i lænestolen, og bekendtgjorde højtideligt, mens han slog ud med armene:

"Kid, du har en fræk aftale i morgen aften klokken syv !"

 

Richard tørrede sveden af panden, glattede sin skjorte og så på sit ur. Klokken var et godt stykke over halv otte.

"Hun kommer nok ikke alligevel, Richard. Skal vi ikke gå hjem ? Jeg fryser ?"

"Hvordan kan du fryse i 25 graders varme, Elven ?", spurgte Wong, og lænede sig fremover.

"Fordi det er koldere end derhjemme, derfor !", svarede Elven næsvist.

"Elv har ret, Kid. Hun har brændt dig af. Kom nu, og lad os gå hjem."

Danny begyndte at gå, men blev standset af Wong.

"Gå ikke, Danny. Richard har brug for os nu. Vi må ikke svigte ham."

"Hvad fanden mener du med det, din skævøjede gamling !", snerrede Danny, "Jeg står altså ikke og venter på et tåbeligt gadehjørne på en pige, uanset hvor godt, hun ser ud. Nu skrider JEG, og så kan I gøre, hvad I vil !"

"Hej Richard."

Richard snurrede rundt med et sæt, og stirrede ind i et par blå øjne omkranset af langt, lyst hår.

Alexandra stirrede undersøgende på ham.

"Er der noget galt ?"

"N...Ne-ej", hakkede Richard, og sank en klump, "jeg stod bare og...tænkte."

"På hvad ?"

"Nå-ååh...ikke noget særligt."

"Du var vel ikke ved at gå hjem ?"

"Mig ? Aldrig i livet ! Jeg ventede jo på(synk !)dig."

"Min bil brød sammen, så jeg måtte tage cyklen. Pinligt, ikke ?"

Alexandra fnisede, og Richard kunne mærke pulsen helt ud i tåneglene.

"ØØh det var da et sjovt tilfælde", mumlede Richard, og skævede til sin cykel, "det er også sket for mig en gang eller to."

"Nå, men...skal vi ikke gå ind...jeg tror filmen er startet."

"Pyt. Vi finder nok ud af handlingen alligevel. Ved du, hvad den handler om ?

Richard nikkede ivrigt.

"Jaja, jeg har set den to gange. Der bliver fundet denne her nye virus i Afrika......"

 

"Jeg ku´ bedst li´ ", sagde Alexandra, og tog en tår af sin cola, "da ham forskeren måtte finde en modgift, fordi hans kone var blevet syg. Jeg elsker sådan noget."

"Hvordan "sådan noget" ? Romantik eller sygdomme ?"

"Nej, romantik og happy endings, naturligvis. Der hvor helten slår dragen ihjel og kysser heltinden. Men den slags sker jo aldrig i virkeligheden."

Danny lænede sig ind over Richards skulder.

"Okay, nu siger du: "Selvfølgelig gør det det, det sker lige nu !", og så kysser du hende."

Richard snurrede rundt.

"Hvad fanden laver du her ?"

Alexandra stirrede forbavset på ham.

"Hvad siger du ?"

"Bare lad som om jeg ikke er her, Kid. Gør nu hvad jeg siger. Sig til hende, at det er ved at blive sent, og at i hellere må se at komme hjem. Derpå tilbyder du hende at følge hende hjem. Er du med ?

Richard nikkede umærkeligt.

"Øøh...Alexandra...måske skulle vi se at komme hjem...klokken er mange, og..."

"Hvad snakker du om ? Det er fredag, og vi har fri i morgen. Vil du ikke med mig hjem, og høre en plade eller to ? Jeg er alene hjemme, så vi kan bruge mine forældres stereoanlæg."

"Hvad ??? Jo, jo, jo, selvfølgelig vil jeg det ! Skal vi komme afsted ? Richard nærmest sprang op fra stolen, og flåede sin jakke på.

"Spørg om hun har nogle gode legesager !", hviskede Elven i hans øre.

 

                                                           3.

 

"Hvad for noget musik kan du li´ ?"

Alexandra så spørgende på ham.

"Det...det er ligemeget."

"Slap dog af !", lo Alexandra, og satte en CD på, "Du er så nervøs. Jeg bider kun i sengen."

Danny tændte en smøg.

"Hørte du det, Kid ? Hun bider kun i sengen ! Det var en invitation !"

"Hvorfor bider hun i sin seng ?", spurgte Elven forundret.

"Det er bare et udtryk, Elv. Hun mener at..."

"Jatak, så er det godt !", afbrød Wong, "Elven har ikke godt af at høre den slags. Vent, til han bliver et par år ældre."

"Men han bliver jo aldrig ældre !" Danny slog ud med armene.

"Netop."

Musikken lød ud i rummet. Skjulte højtalere på strategisk placerede steder, gav en følelse af, at musikeren stod lige bag sofaen. Billy Joel begyndte at synge om, at klokken var ni på en lørdag, og den sædvanlige flok mennesker kom væltende ind.

Alexandra fjernede sin hårelastik, og rystede det løse hår.

"Jeg skal lige have noget andet tøj på, og vaskes. Bare se dig omkring så længe."

Hun forsvandt ud af en dør.

Richard så over på Elven, der ikke havde været sen til at efterkomme Alexandras opfordring. Han havde hele hovedet inde i skabet med videofilm.

Danny var godt igang med at studere barskabet, som indeholdt adskillige flasker af noget, der så ud som det vand, malere renser deres pensler i.

Hele stuen var fyldt med dyre møbler, hvilket Wong allerede havde opdaget. han havde sat sig i en dyb lænestol, hvorfra hans hvide hår nu stak op.

Huset var en del større, end Richard havde forestillet sig. Der var adskillige store stuer, tre badeværelser, og to garager. Alexandra havde fortalt på vejen, at hendes Far var underchef i McDonnel Douglas, som fremstillede jetfly. De havde købt huset for et par år siden, men det var først nu, at de kunne flytte ind.

Richard gik facineret rundt i stuen, og så på de forskellige nipsting. Han fortsatte ud i køkkenet, og op af trappen til første sal.

Ovenpå var der adskillige soveværelser. Richard identificerede det ene som forældrenes, det andet som Alexandras, og et tredie måtte tilhøre en bror. Derudover var der to gæsteværelser, samt et badeværelse.

Et par meter til højre for badeværelset, var der en dør, som var en del af væggen. Richard åbnede den nysgerrigt, og så ind i en mindre sauna.

Han blev også opmærksom på en plaskende lyd, og drejede hovedet efter den.

Han stivnede på stedet.

Saunaen havde nemlig ikke en, men TO døre. Den ene var den, han stod i, og den anden vendte ud mod badeværelset. Denne dør havde en rude i ansigshøjde, og gennem denne rude kunne han se Alexandra stå bøjet over håndvasken.

Hun havde taget sine sorte shorts og trøje af, og et par jeans lå på toilettet ved siden af hende. Ud over et par hvide trusser var hun nøgen.

Richards kæbe faldt ned på brystet med en tung lyd. Han hævede langsomt hånden, og kneb sig i armen. Jo, han VAR vågen.

Alexandra pjaskede vand i hovedet og på overkroppen, og tørrede sig med et håndklæde. Hendes bryster hoppede op og ned ved denne bevægelse.

Danny smilede skævt.

"Nå, Kid. Din smag er jo ikke så tosset !"

Richard bakkede ud i gangen, og lukkede lydløst døren. Derpå gik han hurtigt tilbage til stuen, og han havde ikke siddet mere end tre minutter, før Alexandra dukkede op, nu dog mere ærbart klædt i jeans og T-shirt.

Richard smilede til hende, overbevist om, at hans dårlige samvittighed måtte lyse ud af ham som et neonskilt.

"Har du hygget dig ?"

"Mnnååeehh..."

Alexandra satte sig i sofaen ved siden af ham. Danny satte sig på armlænet på den anden side af hende.

"Du er altså nervøs !", lo hun.

"Ja, det er jeg vel..."

"Okay, kid. Hør så her: Ryk tættere på hende."

Richard bevægede sig et par milimeter nærmere Alexandra.

"Lad være med at fedte ! Ryk et ordentligt stykke nærmere. Du kommer jo ingen vegne med den holdning !"

Richard bevægede sig lidt nærmere.

Alexandra smilede til ham.

"Jeg må sige, at jeg er lidt forvirret. Du ved, man ser nogen, og så forestiller man sig, hvordan de er...men da jeg talte med dig i telefonen opdagede jeg, at du var meget mere checket, end du ser ud til. Og nu..."

Hun trak på skuldrene.

"...Nu virker du nervøs og usikker, så man skulle tro, at det var en helt anden, jeg talte med."

Richard så afventende på hende.

Alexandra lagde armen om hans hals.

"Jeg synes, det er sexet, når fyre er usikre !", hviskede hun, og kyssede ham.

Richard gengældte kysset, og forsøgte at overhøre klapsalverne fra Danny, som stadig sad på sofaens armlæn.

I det samme ringede det på døren.

Deres læber skiltes med et tydeligt SMASK, og Alexandra rejste sig, og gik ud i gangen. Richard hørte hende åbne døren, og hørte en mumlende samtale.

I næste øjeblik dukkede Stan McGregory op i døråbningen. Hans ansigtsudtryk lignede en sværvægtsbokser, der er blevet knock-out´et af en amatør.

"Hvad fanden bestiller du her, din orm !", brølede han, så Elven forskrækket sprang om bag en stol.

Richard prøvede desperat at tørre Alexandras læbestift væk fra sine læber.

"Stan, hør nu på mig...", prøvede Alexandra, men Stan var både døv og blind for alt andet end Richard i sofaen.

"Skal du komme her og score min pige, din papirnusser ?!", hvæsede Stan, og kom truende nærmere.

Richard rejste sig halvt, og overvejede om han skulle foretage et taktisk tilbagetog gennem bagdøren, da Stan ramte ham i mellemgulvet med en lige højre.

Richard knækkede sammen som en punkteret ballon, og Alexandra skreg.

Richard faldt om på gulvet, hvor han lå og gispede efter luft. Stan greb ham i kraven, og trak ham på benene.

Han holdt Richards ansigt helt tæt til sit eget, og Richard kunne mærke lugten af øl i hans ånde.

"Hvis jeg nogensinde ser dig lægge an på min pige igen, slår jeg dig ijhel. HAR DU FORSTÅET ??"

"Slå mig ikke !", pep Richard, og blev overrasket over at høre Elvens stemme komme ud af sin egen mund, "Slå mig ikke ! Jeg er alt for lille til at slås !"

Stan så undrende på ham et øjeblik, hvorpå han slap ham, så han atter faldt om på gulvet.

Stan vendte sig mod Alexandra, som så vredt på ham.

"Han lagde ikke op til mig, Stan. Hvis nogen lagde op her, var det mig !"

"Hold kæft, Al. Jeg er så pissetræt af, at alle de andre render efter dig. Du er MIN pige !"

"Ikke hvis du bliver ved at opføre dig på den måde. Richard og jeg havde det vældigt hyggeligt, indtil du dukker op som Batman, og banker alle de omkringstående !"

Richard stirrede på Stans ryk, og i næste øjeblik sprang Danny på ham.

Stan vendte sig med et overrasket udbrud, da han så bevægelsen bag ham. I næste øjeblik fik han en knytnæve mellem øjnene, samtidig med, at et knæ blev banket op i skridtet på ham. Han faldt omkuld som et jordskræd, og væltede ned over sofabordet, der øjeblikkeligt gav efter og sank sammen.

"Richard !"

Richard vendte sig, og stirrede på Alexandra, som nu så nærmest rædselsslagen ud.

Stan stønnede, og kom besværligt på benene.

"Det var nok ikke det klogeste, du kunne have gjort, Richard", lød det tørt konstaterende fra lænestolen.

Richard nåede ikke engang at vende sig, da det næste angreb kom.

Stan fór frem som en bulldozer, ramte ham i ryggen og kastede ham fremad, som var de midt på en fodboldbane. De ramte køkkendøren med et brag, og lå i næste nu på det kolde linolium i køkkenet og kæmpede videre.

Stan lod slagene hagle ned over Richard, som værgede sig det bedste, han havde lært.

Danny bøjede sig ned, og holdt en stor brødkniv frem. Den lå et par centimeter fra Richards fingerspidser.

"Her, Kid. Ethvert spil har en vinder, og en taber. Hvis du vil vinde dette spil, har jeg trumfkortet her !"

Richards hånd rørte kniven.

"NEEJ !"

To stemmer flød over i hinanden i Richards ører. Både Alexandra og Wong råbte, men det var for sent.

Richard følte det, som om han et øjeblik gled ud af sin egen krop, og så sceneriet på gulvet udefra. Men det var ikke ham selv, der lå under Stan, det var Danny. Og det var Danny der, med en hurtig vridning af højre hånd, jóg brødkniven ind i siden på Stan.

Stan spærrede øjnene op, og skreg, men skriget lød underligt hvæsende. En bølge af blod flød ud over Dannys hånd, og dryppede på køkkengulvet.

Danny jóg kniven ind igen, denne gang i halsen, og Stan faldt sammen som en sæk kartofter ovenpå Dannys krop.

Richard skubbede den døde fodboldspiller væk og satte sig op.

Stan bevægede sig en enkelt gang, og lå så stille, mens en mørk plet bredte sig under ham.

Alexandra stod som en siluet i døren ind til stuen. Hendes øjne var store og bange.

"Richard..."

Richard lod brødkniven falde ud af sin hånd.

"Flot klaret, Kid", lød Dannys stemme i hans ører.

Wong blandede sig.

"Du kunne have undgået dette her, Richard. Du lytter for meget til Danny."

Langsomt kom han på benene. Han stirrede ned af sig selv.

Både hans skjorte og bukser var oversprøjtet med blod.

Men hvordan ? Det var jo Danny, der.....

Sandheden gik med al sin gru op for Richard. Den ramte ham som et kølleslag, og fik ham til at vakle.

Han havde slået Stan McGregory ihjel. Ikke Danny. HAM.

Der havde aldrig været nogen Danny.

Der havde aldrig været nogen Wong.

Der havde aldrig været nogen Elv.

Der var kun Richard.

Richard, som, med en rallende lyd, kastede op i køkkenvasken, stirrede et sekund på Alexandra, og stormede ud af hoveddøren.

Alexandra stod et kort øjeblik og så efter ham, så greb hun telefonen, og drejede 911.

 

                                                           4.

 

Richard stod i den mørke garage, og rodede desperat i en af de kasser, hans far havde fyldt bygningen med. Med en klynkende lyd vendte han bunden i vejret på en af kasserne, derpå en anden, indtil den ønskede genstand faldt på gulvet med en hul lyd.

Richard samlede den op, og løb tilbage i huset, hvor han stormede op i sin Fars arbejdsværelse. Tårene strømmede ud af øjnene på ham, mens han rodede i de mange skuffer i Farens skrivebord.

Til sidst fandt han, hvad han søgte.

Sagte hulkende trak han en æske patroner frem fra skuffen, og ladede det dobbeltløbede haglgevær.

Han gik ind på sit værelse, og satte sig på sengen.

Tog en blok frem, og skrev et par sætninger. Stoppede sedlen i en kuvert, som han lagde på bordet.

Fandt den blå bog fra gymnasiet frem.

Stirrede et kort øjeblik på Alexandras billede. Hendes øjne, hendes hår, hendes smil.

Stak derpå løbet i munden og trykkede af.

 

                                                        EPILOG

 

Jeg kan ikke leve mere. Jeg har slået ihjel.

Det var flot gjort, Kid. Plag ikke dig selv med det pjat.

Jeg må tage mit eget liv.

Det er ikke nogen logisk beslutning, men du har truffet den, og jeg respekterer den.

Farvel, og tak for alt.

Jeg kommer ikke ud og leger mere.

                                                  Kærlig hilsen

 

                                              Richard(tror jeg nok)