UPLINK

 

AF CLAUS HOLM

 

 

TECHNOPOLIS   I

 

Tilegnet Søren - fordi du altid er der når jeg har brug for dig....

 

 

 

 

 

 

 

Og jeg har nu, til trøst, kun to hvide blomster--visne nu, og brune og flade og krøllede--til vidne om, at selv da tanke og styrke var forsvundet, levede taknemmelighed og gensidig omsorg videre i menneskenes hjerter.

-H.G. Welles

”The Time Machine”

 

We’ll always be together,

however hard it seems,

we’ll always be together,

together in electric dreams

           -Georgio Moroder

Fra filmen ”Electric Dreams”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 ”Hvornår må jeg se hende?”

Min stemme var desperat og lød sær i mine ører. Den var også hæs, og den ledsagedes af en skurrende lyd i struben, hvor mit tale-implant kæmpede med den mængde af støv og skidt, jeg havde slugt inden for de sidste timer. Mit eget strubehoved forsvandt for en del år siden, da jeg var ude for et overfald udenfor mit barndomshjem. Min ene søster og jeg fik skåret halsen over. Jeg overlevede.

Sygeplejesken så koldt på mig bag glasruden. ”Har du noget ID?”

Jeg stak min hånd frem, og lod scannerstrålen løbe over mit pas. Det er tatoveret usynligt på højre hånd.

”Patrick Donner-090464-2587. Bopæl: Lockdown-zone, sydsektor 7 blok 4, 30.sal dør 3. Straffeattest:2 gange dømt for narkotikabesiddelse-een gang for ulovlig indtrængen i center-mainframe’en. Du er virkelig en af de store, hvad. Og hvem ville du besøge?”

Jeg hader, når folk læser mine data op i fuld offentlighed. Jeg så hende lige i øjnene.

”Dana Donner...nej, Dana Cambell.”

Sygeplejesken så på sin skærm.

”Cambell.....indlagt med andengradsforbrændinger, 5 brækkede ribben, hjernerystelse, en punkteret lunge, mulige indre blødninger og diverse overfladesår. Hendes tilstand er kritisk, og før hun er stabiliseret, bliver du ikke lukket ind. Du kan vente derovre!”

Hun pegede mod et hjørne, hvor 6 plasticstole stod omkring et plasticbord. Der sad 2 mænd i skjorteærmer, og talte lavmælt sammen.

Jeg stirrede bedende på sygeplejesken. Hun så på mig gennem ruden.

”Sæt dig nu bare derover, og prøv at få noget søvn. Du ligner een, som ikke har sovet i månedsvis.@ Hun smilede. Det forandrede hele hendes ansigt. Nu var det kun meget grimt.

”Jeg skal nok vække dig, når du kan komme ind.”

Jeg nikkede. Bare den enkle bevægelse fik det til at snurre i mit hovede. Jeg havde det faktisk ad helvede til, men jeg havde ingen sygeforsikring, som Dana. Teknisk set skulle hendes forsikring dække os begge, men da vores ægteskab ikke var blevet registreret andre steder end på det stykke papir, jeg havde i lommen, hjalp det mig ikke meget. Hvis jeg skulle indlægges, måtte jeg først skaffe nogle penge.

Jeg gik langsomt over til plasticstolene. På bordet lå nogle gamle holo-magasiner, og et par kopier af hospitalets ordensregelement. Der var naturligvis også et interface-stik ved hver stol, så man kunne koble sig på nettet. Himlen forbyde at netjunkie=erne skulle være i den virkelige verden for længe af gangen.

Der stod et automat med smøger, kaffe, BSAM og BUOV ved siden af stolene. Jeg trak en pakke Kings og en BUOV-den kunne jeg altid få brug for.

BUOV og BSAM er de to eneste legale stoffer, der er på markedet, og de uddeles gratis, på linie med cigaretter. Det står for Bare Slap Af, Mand og Bare Ud Og Videre, hen­holdsvis sløvende og opkvikkende. Efterhånden synes jeg ikke, at de virker på mig mere, men det hænger nok sammen med de andre ting, jeg har taget i tidens løb. Min ven Michael sagde engang, at det var noget med Nettet- at man fik skudt eet eller andet kemikalie i sig, når man loggede på, som fik BUOV til at virke bedre. I så fald hænger det sammen med, at jeg ikke har været på nettet i mere end tre år nu. Jeg er sikkert den eneste i verden, som har kunne klare sig så længe uden.

Jeg smed min jakke over en stoleryg, og lod mig falde ned i stolen. Den føjede sig blødt efter min krop - meget rart, når man er så tynd, at man ellers ville sidde og skrabe sine knogler på stoleryggen. Jeg fandt en smøg frem fra pakken og tændte den.

Røgen drev langsomt op mod loftet, og jeg mærkede freden sive ind over mig. Michael sagde engang, at De kom heroin i tobakken i dag, for at gøre folk mere afhængige. Det vil jeg gerne tro.

Jeg sugede på smøgen, og tænkte på Dana, på Michael, på Laura og på Needles. Deres ansigter hvirvlede forbi mig i røgens spiraler, og jeg lukkede øjnene for at slippe for at se på dem.

Det hjalp ikke.

 

2

Danas hår var rødt-næsten tomatfarvet. Det gik hende til midt på livet. Hendes ansigt var hvidt som mælkeerstatning, bortset fra de par fregner, hun havde hen over næsen. Hun var høj, næsten 190 cm. Når hun gik ned af gaden, drejede man uvilkårligt hovedt efter hende, og fik enten lyst til at kaste sig over hende og kysse hende(fordi hun var den smukkeste pige, man havde set hele sit liv)eller falde på knæ foran hende(fordi hun kunne have været en dronning, som havde hånd -og halsret over dit usle liv). Jeg ville have gjort det første-men jeg gjorde ingen af delene.

Hun kom fra norddelen af byen. Det var lige omkring den tid, de byggede muren, og i de sidste dage var der mange nordfra, som ville se på syddelen en sidste gang. Der var selvfølgelig ingen, som tænkte på, at muren skulle holde os væk fra deres side-og ikke omvendt.

 

Jeg sad på Stjerneskuddet, den pub hvor Michael og jeg altid plejede at sidde, da de to piger kom ind. Jeg så straks, at de var Nordboere, deres tøj var for pænt, deres hænder for rene, hele deres udstråling skreg, at de ikke var herfra. Lokalet blev helt stille, da de to piger gik op til baren. Michael puffede mig i siden.

”Har du set de to? Jeg tror, jeg er død, og englene er kommet for at hente mig!”

Jeg stirrede bare på de to piger, som gik gennem lokalet med faste skridt. Den ene var lyshåret, (tydeligvis kunstigt)med et smalt, aristokratisk ansigt. Den anden var rødhåret, med et par spillende grønne øjne og et smil, som sendte mig ud i tovene.

De to piger passerede vores bord, og Michael skulle lige til at gribe ud efter den rødhåredes ben, da jeg greb ham om håndledet.

”Nix, makker. De to er helt Off Limits for dig!”

Michael stirrede på mig, som om jeg havde sagt, at jeg fra nu af helst ville kaldes Patricia.

”De to er ikke Off Limits, mere end du er direktør for Coca Cola. De overlever ikke en time her i kvarteret, og det ved du!”

”Måske.”

Men jeg havde mine tvivl. De så begge ud, som om de kunne klare lidt af hvert.

Min formodning blev straks bekræftet, da de to piger nåede op til baren. De bestilte begge en Starshine Surprise - en drink, som selv jeg ikke bryder mig om. Den er så fyldt med stoffer, at navnet er glimrende valgt-overraskelsen består i, at man vågner op på ryggen i en sidegade og kan se stjernerne skinne ned på sig, som regel en to-tre timer efter indtagelsen.

Bartenderen, en usædvanlig fed mand med klumpnæse og to fedtede totter gråt hår bag hvert øre, fortrak ansigtet i en grimasse, som skulle forestille et smil, da han satte de to store, gule glas foran pigerne. Uden tvivl så han frem til at trække dem ind bag baren og muntre sig med dem, når drinken tog effekt. Den slags var hverdagskost på Stjerneskuddet.

Den rødhårede pige stak sin hånd ind i aflæseren, så betalingen kunne trækkes på hendes konto. Bartenderen stirrede på sin lille skærm, og pludselig indtog hans krop en krybende holdning, som jeg kun har set på dyrefilm, når en hyæne gør plads for en stor hanløve.

Han mumlede noget om, at Adenne omgang var på hans regning!@, og blottede sine tandstum­per i et slesk smil. Pigerne fortrak ikke en mine.

Jeg kunne ikke nære mig. Jeg lod Michael sidde ved bordet og gik op mod baren. Jeg lod mig falde ind til disken et par meter fra pigerne, og vinkede bartenderen hen til mig.

”Hvad er der så specielt ved de to?”

Han stirrede på mig med sine svømmende øjne.

”Hun hedder Cambell. Hun er fra Nordsiden. Og hun har fuld sygeforsikring!”

”Cambell? Som i Big Don Cambell?”

Don Cambell var regeringens sikkerhedschef. Det blev visket i krogene, at han havde mere magt end selv præsidenten. Under alle omstændigheder var han ikke en mand, man ville lægge sig ud med. Han boede i en villa på størrelse med præsidentens oppe nordpå, og man kom end ikke i nærheden af kvarteret, med mindre man havde fuld forsikring og mindst to clearence-levels.

”Adressen passer! Jeg vil ikke ha’ hans gorillaer rendende her. Så hellere gi’ hans datter en gratis drink!”

I det samme kom et par af den slags suspekte elementer, som normalt befolker Stjerneskuddets lokaler, op til baren. De var begge ca. to meter høje, en meter over skuldrene og med ansigter, kun deres mor ville kunne elske. De kunne for så vidt være brødre, men jeg havde ikke lyst til at stirre længe nok på dem til at studere en eventuel familielighed. De havde det hvide, mælkede udtryk i øjnene, som kendetegner ZITAR-junkier, og de så ud til at være virkelig i stødet.

ZITAR er den afløser for anabolske steroider, som kom frem for et par år siden. De kloge drenge fik løst problemet med, at man mistede potensen - måske endda lidt for godt. Desværre har ZITAR den kedelige bivirkning, at man efter et stykke tid begynder at miste sin hjerneka­pacitet. 2-3 procent er skidt, men 20-25 procent er SLEMT! Jeg har hørt historier om folk, som mistede helt op til 40 procent, før deres krop lukkede ned i panik, men det var måske kun en vandrehistorie.

Den største af de to grobrianner lagde en hånd, ikke meget større end en stegepande på skuldreren af den lyshårede. Han bøjede sig ned, og hviskede hende et tilbud om en nærmere kontakt med hans underliv på forskellige interessante måder. Hans idé om hvisken betød, at der måske var et par stykker nede ved døren, som ikke hørter ham. Jeg sad to stole væk, og kunne både høre og lugte ham.

Den lyshårede pige så ud, som havde hun bidt i et råddent æble. Hun så på grobriannen med utilsløret foragt i blikket.

”Giv venligst slip på min skulder!” Hendes stemme var lavmælt, men uden den mindste rysten.

Fyren stirrede dumt på hende. Jeg bedømte ham på stedet til at mangle ca 10 procent.

”Hold op, sæk! Du kommer til vores bar, så må du også prøve vores drenge...hæh, hæh!”

Den rødhårede drejede sig på barstolen, og lagde sin hånd på hans mellemgulv. Det hele skete så hurtigt, at vist kun jeg nåede at opfatte, hvad der foregik. Jeg lavede en del trylletricks, da jeg var lille, og eet af mine ynglingstrick var at få ting til at dukke ud af mit ærme. Jeg ville ikke have troet, en pige i en så tætsiddende dragt kunne skjule ret meget, men ikke desto mindre faldt et lille metalobjekt elegant ud i hendes håndflade, mens hun drejede sig rundt. Det var dette objekt, der nu pressede mod grobriannens navle.

Da jeg hørte hendes stemme, fik jeg samme fornemmelse, som når man ser en musikvideo på holo-vision, og opdager, at sangen kunne være skrevet om een selv. Den virkede bare så RIGTIG!

”Hør, store fyr, du ville da ikke slå på en forsvarsløs kvinde, ville du?” Hun fortsatte noget mere dæmpet: ”Jeg har nu en nosseknuser presset mod din krop. Hvis du retter dig op og går din vej, skal jeg være flink, og spare dig for den ydmygelse det er at skulle kravle hjem!”

Grobriannen drejede hovedt, og så hende lige i øjnene. Hun smilede til ham, som om hun lige havde sagt, om det ikke var noget dejligt vejr, vi havde i øjeblikket.

Hendes hånd gled ned mod hans skridt. Det var al den overtalelse, han behøvede.

Med et sæt, som fik det til at knage i hans rygrad, rettede han sig op og vendte sig mod sin ven. I de korte, men effektfulde vendinger, som ZITAR-junkier åbenbart er begrænset til, fortalte han, at de to ikke ”var til noget!” Derpå satte de sig tungt ved bordet, de kort forinden havde forladt, den ene med et noget slukøret udtryk.

Jeg havde set det hele ske, og jeg troede ikke mine egne øjne.

Naturligvis måtte Big Dons datter kunne forsvare sig selv, men det hele var blevet udført med en så udtalt elegance og rendyrket kulde, at det virkede...som om hun bare var ligeglad!

De to piger havde taget deres drinks, og skålede.

Michael signalerede nede fra vores bord, at jeg skulle købe ham en øl. Det gjorde jeg, og samtidig bestilte jeg tre glas af bartenderens ”specielle flaske” .

Vi stamkunder på Stjerneskuddet har visse særrettigheder-blandt andet, at vi kan få rigtig alkohol, når vi vil. Al det øl, vi bæller i os, er så syntetisk og tyndt, at man skulle drikke det i døgndrift, hvis man skulle oparbejde en rigtig brandert. Folk holder sig generelt til stoffer, både af den ene og den anden slags. Michael og jeg har imidlertid udviklet smag for rigtig spiritus - whisky, for at være mere præcis. Stjerneskuds bartender har næsten altid en lille flaske af den slags stående, og af og til tager vi et hiv af den.

I dag var det Wild Turkey. Jeg gav Michael hans øl, mens jeg hviskede til ham, at jeg lige skulle ordne noget. Han rullede med øjnene, og mumlede at jeg var skør. Han havde famlet sit interface-stik frem, og var i færd med at logge på netinterfacet i bordet.

”Jeg vil bare gi’ dem en drink for deres optræden lige før”, sagde jeg, og tog de tre glas whisky mellem fingrene. Michael loggede på, og hans øjne gled over i det drømmende blik, folk altid har, mens de er på nettet.

Med fire hurtige skridt stod jeg mindre end en meter fra de to skønheder. Jeg kunne lugte deres parfume, den slags er det sjældent man mærker i syddelen af byen.

Jeg rømmede mig diskret. De to piger drejede hovedt, og så på mig.

”Hvis du vil ha’ hævn for din store ven, kan vi sagtens finde ud af dét!”, sagde den rødhårede, og stirrede mig lige i øjnene. Jeg sank, hvad der føltes som en liter spyt.

”Jeg er ikke ude på ballede. Jeg ville bare gi’ jer en drink, og sige, at det var flot klaret!”

De slappede lidt af. Jeg holdt glassene frem, og sagde i et mere lavmælt tonefald: ”Det er den ægte vare.”

Den blonde stirrede forundret på mig, mens den rødhårede smilede anerkendende.

”Hvis du kan klare den ægte vare, må du jo have en smule smag. Sæt dig ned.”

Jeg satte mig på en barstol ved siden af den rødhårede.

Den lyshårede smagte på whiskyen. ”Den er udmærket!”, sagde hun, og lyste op i et smil.

Den rødhårede tog sit glas, løftede det til en skål, og vi klinkede vores glas sammen.

”Jeg hedder Dana”, sagde den rødhårede, ”Min veninde hedder Laura. Hvad med dig?”

”Patrick. I kommer nordfra, ikke? Hvad bringer jer til denne del af byen?”

Jeg havde bemærket, at de ikke sagde deres efternavne. Hun ville altså ikke nødvendigvis genkendes som Big Dons datter. Det var helt ok, jeg havde det fint med, at de ikke kendte mit fulde navn.

”Vi ville opleve sydsiden en sidste gang, før I bliver lukket inde”, sagde Laura.

”Jeg har altid bedste kunne lide sydsiden. Der er så meget mere liv her. Oppe hos os er alting bare maskinelt og dødt!”

Jeg stirrede på Dana. At hun i fuldt alvor kunne sige, at hun foretrak slummen for paladset!

”Jeg kan godt se, hvad du mener. Her har vi netjunkier, forurening, narkomaner, ludere og skolebørn med skydevåben, og hos jer er der græsplæner, privatskoler, rigtig spiritus og man behøver ikke at frygte at blive slået ihjel på hvert gadehjørne!”

De to piger vekslede blikke.

”Har du nogensinde været på nordsiden?”

Danas øjne låste sig fast i mine. Jeg følte en sugende fornemmelse i mellemgulvet. Det var, som om hendes øjne var to sorte huller, som trak alt lys omkring dem til sig. Man kunne kun se på dem-og man kunne ikke flytte blikket.

”Nej, hvordan skulle jeg komme derop? Jeg har hverken forsikring eller clearence.”

”Så lad mig fortælle dig et par ting om nordsiden”, sagde Laura, og tog en slurk af sit glas. Man kunne godt se, at de to piger var mere vandt til den ægte vare end jeg. De havde allerede næsten tømt glassene.

”Nordsiden er et helvede for os, der har bare en minimal trang til at opleve noget. Det er sikkert et paradis på jord for vores forældre. De sidder der i deres krystalpaladser, med deres flødefarvede biler, deres veltrimmede hunde og deres blå drinks og sludrer om, hvor mange ecu, der er gået ind på deres konti i dag. Dana og jeg er stukket af, så tit vi kunne, siden vi var 10 år gamle!”

Jeg stirrede på dem. Laura fortsatte:

”Jeg forventer ikke, at du kan forestille dig, hvor led og ked man bliver af det hele, når ens verden kun er et skinnende isslot. Smukt, men koldt som ind i helvede!”

”Det, Laura mener, er at vores forældre aldrig har taget sig tid til os. Derfor kommer vi her - for at være sammen med mennesker, som i det mindste har en smule følelser i behold!”

Dana rystede sit lange hår, og det var, som sprang der flammer gennem baren ved denne bevægelse. Jeg opdagede, at jeg stirrede, og trak hurtigt øjnene lidt til mig.

”Vi går af og til på nettet”, sagde Dana, og tømte sit glas, ”bare for at føle suset. Jeg fik et interface indopereret i nakken for et par år siden. Min far flippede helt ud.”

”Over et interface?”

”Hos os må den slags ikke være åbenlyst. Man tager højest et midlertidigt jack-stick på, hvis man absolut skal logge på. Og så er det kun for mænd. Kvinder må ikke ”besudle deres krop med den slags lort!”, for at bruge min fars udtryk!”

Hun løftede op i håret, og jeg så det lille udspring og den kunstige hudlap stikke frem lige under hendes kraniekant.

”Men det hele er vel slut nu, når de lukker sydsiden inde”, sagde Laura og sukkede. Hun vinkede til bartenderen efter endnu en drink. Han bøjede sig umotiveret efter flasken med den ægte vare. Jeg bemærkede pludselig, hvor stille, der var blevet i baren. De fleste sad med åben mund og stirrede på mig, mens jeg førte en samtale med disse to væsener fra en anden verden.

Et par stykker sad og glanede ud af vinduet, og så var der naturligvis en del, som var på nettet. Michael sad stadig med sin urørte øl. Han bevægede hovedt i små reflektoriske ryk, nærmest som en sovende fugl. Jeg vendte igen min opmærksomhed mod Dana og Laura.

”Hvad laver du, Patrick?”, spurgte Dana. Hun så stadig på mig på den dér sugende måde.

”Ikke så meget. Passer min bror og min søster mens min far er på nettet eller sniffer coke. Laver lidt forefaldende arbejde, så vi kan få mad på bordet. Ellers er jeg sammen med Micha­el.” Jeg pegede over på den omtalte. ”Han bor i lejligheden over mig. Han bruger en masse tid på at hacke sig ind forskellige steder, og udtænke snedige forklaringer på kendte sammensvær­gelser. Forleden fortalte han mig, at han havde fundet ud af, hvordan en eller anden O.J. var blevet frikendt. Han er lidt skør, men OK.”

”Hvor er dine søskende nu?”

”Med børnecentret på lejrtur. De skal ud og se havet, og kommer hjem sent i aften.”

Dana smilede til mig igen. Laura prikkede hende i siden.

”Hvis vi skal nå noget i dag, skal vi videre nu, Dana.”

Jeg følte min verden styrte i grus.

”Vil du med, Patrick? Du kunne give os den sidste rundvisning på sydsiden, inden muren kommer op?”

Jeg stirrede på dem. Forslaget var kommet fra Laura, men det var Dana, som havde tænkt det. Det var jeg helt sikker på. Jeg kunne mærke en varme brede sig i min krop, som jeg ikke havde følt i lang tid.

”Det vil jeg....”

I samme øjeblik rettede Michael sig op i sin stol, blinkede et par gange, og råbte af sine lungers fulde kraft:

”DE KOMMER!!”

 

3

 

Stjerneskuddet blev staks forvandlet til et galehus.

Michael var den første af net-folket, som blev revet ud af simulationen af den scrambler, som tropperne altid slæber rundt på i deres biler. De andre, som havde været på, var nu også ved at komme på benene, og alle styrtede mod døren.

En lysstråle fejede gennem lokalet, og alle stivnede på stedet. En metallisk stemme drønede:

”VI KOMMER IND NU. FORHOLD DEM VENLIGS ROLIGT, SÅ KOMMER INGEN TIL SKADE. VI HAR AUTORISATION TIL AT ANVENDE VOLD, HVIS VI SKØNNER DET NØDVENDIGT!”

Michael var kommet hen til os. Laura så på ham.

”Hvad sker der?”

”Det er en razzia. De checker efter ulovlige stoffer, illegale interfaces - den slags. Og naturligvis efter flygtninge nordfra!”

De to piger så på hinanden. Det var pludselig ikke nogen leg længere.

”Hvad skal vi gøre? Hvis de finder os her, tager de os med. Straffen for at overtræde Lock­downzonen er 3 års fængsel!”   

Danas smukke øjne var blevet mørke af skræk. Hun havde åbenbart fulgt med i holo-debatten om fængslerne. Det var blevet foreslået, at alt over 14 dages hæfte skulle omstødes til en dødsdom, da det ville være langt mere humant.

”Jeg kender en vej op til taget”, sagde jeg og greb fat i Danas arm, ”Hvis vi springer over til det næste tag, kan vi slippe væk!”

De to piger nikkede, og jeg sprang over bardisken. Jeg ramte lige ned i bartenderen, som lå på gulvet og rodede, mens han forsøgte at stoppe så mange ecu som muligt ind under sin skjorte. Han ville åbenbart sørge for at have nok til bestikkelsen af vagterne i fængslet. Jeg gav mig tid til at gribe flasken med Wild Turkey, før vi bragede gennem den lille dør til baglokalet.

 

Rummet var lille, næsten bart og stank som et containerskib med rådne fisk. Laura holdt sig for næsen, Dana så ud til at være lidt mere hård. Det glædede mig.

Michael tumlede ind af døren, og lossede den i efter sig. Hurtigt satte vi værelsets eneste møbel, en smal jernseng, foran håndtaget.

Jeg bemærkede, at Michael kneb øjnene sammen i smerte, og huskede på, at han var blevet hevet ufrivilligt ned fra nettet. Den slags giver en bragende hovedpine. Jeg har en mistanke om, at det er helt bevidst - og at det er derfor, tropperne altid bruger scramblere.

Hurtigt løb vi ud af den anden dør i rummet, som førte ud til en beboelsesopgang og brand­trappen til taget. Som små desmerdyr strøg vi op af trappen, mens vi kunne høre de første automatgeværer begynde at gå af nedenunder. Stødtropperne bliver altid hurtigt trætte af at diskutere.

Både Dana og Laura havde haft høje hæle på, da de kom ind i Stjerneskuddet. Nu så jeg, at de begge havde sparket skoene af, og løb på bare fødder.

Vi kom til en ståldør, som førte ud til taget. Desværre havde nogen forudset vores manøvre, eller også var vi bare uheldige. Under alle omstændigheder forhindrede en kraftig kæde, og en kodelås, vedhæftet en lille sprængstofkapsel, os i at komme ud på taget. Michael satte sig på hug, og stirrede på den.

”Jeg kan få den op.”

”Så gør det!”

Hurtigt trak han sit interface frem, og stak ledningen ind i låsens dataport. Jeg havde aldrig set noget lignende. Hans øjne blev fjerne et øjeblik, og låsen sprang op. Pigerne kiggede på hinanden, og på Michael, som rejste sig igen og trak stikket ud af sit interface.

”Det har jeg aldrig set dig gøre før”, sagde jeg, og åbnede døren ud til taget. Den varme sommerluft strømmede ind i den mørke trappegang.

”Jeg har heller aldrig gjort det på så primitiv en lås før, men det er den samme metode, jeg bruger i mit hacking-arbejde. Det er slet ikke så svært.”

Vi myldrede ud på taget. Jeg kiggede hurtigt ud over kanten. Vi var 6 etager oppe, og selvom jeg selv bor i en skyskraber, vender jeg mig aldrig til at jorden er så langt under mig. 

Nede på gaden holdt to troppetransporter og to indsamlere. Der var 5-6 soldater at se, resten var sikkert inde i baren. Der lå to lig på fortovet, den ene var pigernes indiskrete beundrer fra tidligere på dagen. Flere af barens stamgæster var ved at blive ført ind i en indsamler. De protesterede ikke. De havde set, hvad der skete med folk, som brokkede sig.

Jeg gik hen til de andre, som stod ved kanten længst væk fra gaden.

”Der er ikke mere end to meter derover. Vi kan klare det med et lille hop!”.

Michael illustrerede sine ord ved at træde op på kanten, og med et elegant hop landede han på den anden side. Dana fulgte hans eksempel.

Michael greb hende, da hun landede, og jeg kunne ikke lade være med at føle et stik af jalousi, da deres kroppe rørte hinanden.

Laura kiggede nervøst ud over kanten, og derpå over på Dana og Michael.

Der var ikke tid til at vente mere. ”Spring nu, for helvede!”

Laura sprang. Jeg var kun millimeter bag hende.

Vi landede i fin stil, og jeg kunne se på Michael, at skulle til at klappe. Jeg gav ham et alvorligt blik, og han bed det i sig. Michael kan se det sjove i alt, men det kan godt blive lidt trættende af og til.

Døren fra dette tag var ikke låst, og vi kom hurtigt ned til jorden. Uden at blive antastet slap vi ud i en sidegade, hvor vi stod lidt og sundede os. Pigerne trak vejret hurtigt, og jeg var ikke fri for selv at føle mig lidt fugtig under armhulerne. Michael var frisk og opstemt. Han lever for den slags.

”Vi må hellere komme lidt længere væk fra Stjerneskuddet. Hvornår skal I være hjemme?”

Jeg så på de to nordpiger.

”Lasernettet starter op kl. 21.45. Jeg fik tallene fra min fars....fra en pålidelig kilde.”

Danas øjne flakkede, og hun kørte nervøst en hånd gennem håret. Det var, somom det for en hver pris skulle skjules for os, hvem hun var datter af.

”Så har vi rigeligt tid. Lad os tage ud til forlystelsesparken. Man kan sidde og se på byen, uden at blive antastet af andre end et par neon-punkere i ny og næ.”

Laura så begejstret ud.

”Jeg har altid gerne villet derud!”

”Så er der ingen tid at spilde, skønjumfru!”, fjollede Michael med en åndsvag stemme, ”Lad os sidde på molen, når natten ta’r solen, og sluge.....”

Jeg rystede på hovedt, og fangede Danas blik.

”Vil du med? Du behøver ikke høre på Michael, han kan være så...”

Hun lagde sin hånd på min arm. Jeg følte det, som gik der elektrisk stød gennem min skulder.

”Jeg vil meget gerne se på solen. Især sammen med dig!”

 

4

 

Jeg slog øjnene op, da en hånd lagde sig hårdt på min skulder. Et øjeblik troede jeg, at jeg stadig drømte, og at det var en stødtrop, som greb mig i skulderen, men så så jeg den hvide skjorte med Hippokrates stav. Fyren var en patient på hospitalet.

Han var omkring de 40, hvidhåret og med et furet, udtæret ansigt. Hvis jeg skulle gætte hans adresse, måtte det være under en bro et sted ved havnen. Hans hud var dækket af loppebid, kapselinjektionsar og allergisk udslæt. Han så ud til at ville slå sin mor ned for penge til et fix, og han havde stadig fat i min skulder.

”Har du penge, kammerat? Kan du ikke give mig nogle penge. Jeg er nødt til at ha’ noget Pathways, lige nu!”

Jeg så på ham med ægte medlidenhed.

PATHWAYS er et af de værste stoffer, der nogensinde er sendt på markedet. Jeg kender ikke dets egentlige navn, men PATHWAYS er det navn, alle bruger. Oprindeligt blev det vistnok udviklet til psykiatriske patienter med tvangstanker. PATHWAYS sætter dig tilbage til en bestemt begivenhed i dit liv, som du fortryder udfaldet af, og lader dig ændre det - i din fantasi. Din hjerne skaber en komplet verden, som den ville se ud, hvis du havde foretaget dit valg anderledes. Illusionen kan blive så virkelig, at det kan give et alvorligt chock at komme tilbage til den virkelige verden igen. Mange af de første patienter blev junkier på stedet. Stoffet blev strengt forbudt med det samme, men nogen havde nået at få lusket opskriften ud til de store narkobaroner. Snart efter var det på gaden.

Jeg har oprigtigt ondt af de stakler, som tager PATHWAYS. Det kan være svært nok at indse, at man er en fiasko-men noget andet er at se, hvordan man kunne have undgået at blive det.

”Giver de dig ikke noget her på stedet?”

”Nej, for helvede. Kun ultramorfin, og al den slags bras. Det kan jo ikke hjælpe mig. Jeg vil bare ha’ mit liv tilbage!”

”Jeg er ked af det, men jeg har faktisk ikke en krone.”

”Det tror jeg ikke på. Du har en dyr jakke!”

Han pegede på den læderjakke, jeg havde smidt over stolen ved siden af mig.

”Den har min kone givet mig.”

”Jeg har solgt min jakke. Jeg har ikke noget tøj. Har du ikke nogle penge?”

”Ville jeg sidde her, hvis jeg havde penge på mig?”

Den tyggede han lidt på. Jeg pegede på de to mænd, som stadig sad i hjørnet et par meter væk. De røg smøger og talte sammen med dæmpede stemmer.

”Prøv at spørge dem!”

Han nikkede langsomt, og begyndte at gå over mod dem, da en sygeplejeske dukkede op med en sprøjte. To portører greb fat om armene på ham, og han blev hylende slæbt væk.

Jeg så efter ham. På en måde lignede han min far. Han er også typen, som ville sælge min søster på gaden for at skaffe penge til junk. Det gjorde han faktisk, indtil jeg opdagede det. Nu tør han forhåbentlig aldrig røre hende mere. Jeg skal sent glemme den dag.

 

Det skete for omtrent et år siden. Jeg kom hjem fra arbejde-jeg havde fået et job med at læsse møbler på store lastvogne, som skulle køres vestpå. Det var hårdt arbejde, men det gav en god løn.

Da jeg trådte ind af døren, var der to ting, som slog mig. Den første var den høje stønnelyd, blandet med små hvin, der trængte ud fra mine søskendes værelse. Den anden var min far. Han sad inde i sofaen, ret op og ned, og stirrede ud på mig. Han havde et fjoget grin på ansigtet, som jeg kun kendte alt for godt.

”Hvor er Denny og Sarah?”

”Ved at give deres del af huslejen. Det er på tide, de små møgunger lærer at gøre deres, for at vi andre kan...”

Længere kom han ikke. Jeg havde set de 4 brugte injektionskapsler, som lå spredt i sofaen, og den bane af ultracoke, han havde lagt på bordet.

Jeg lænede mig ind over bordet og slog ham over munden, så hårdt jeg kunne. Et øjeblik følte jeg mig helt svag af lede over denne skabning, som var min far, men mit raseri fik overtalt min styrke til at vende tilbage.

Jeg drejede omkring og flåede døren til mine søskendes værelse op. Det syn, der mødte mig, vil jeg huske til min dødsdag.

Min lillebror, Denny, sad nøgen på gulvet. Han var 3 år på det tidspunkt, og gik stadig med ble. Han sad i en pøl af urin. Hans øjne var fikseret på min søster og mr. Ross, vores husvært. Sarah, som på det tidspunkt var 12 år, lå under mr. Ross’ enorme, behårede krop. Det så ud, som hvis en kæmpebjørn havde angrebet en puddelhund. De var begge nøgne, og det var ikke svært at regne ud, hvem der havde lavet de lyde, jeg havde hørt lige før.

Mr. Ross drejede hovedt for at se på Denny, og fik øje på mig i døråbningen. Et langt øjeblik frøs tiden fast, som om hele værelset blev indkapslet i en isblok.

Mr. Ross prøvede at trække sig væk fra Sarah, men i næste øjeblik gispede han i ekstase, og hans sæd sprøjtede ud over Sarahs mave og ben. Hun hvinede svagt. Hendes øjne stirrede på mig som to tomme huler. Jeg kunne næsten se hendes sjæl smække døren i og låse den.

I 2 skridt var jeg henne ved sengen. Mr. Ross prøvede at komme på benene, men jeg greb ham under hagen, og løftede ham op fra sengen. Hans blik blev først bydende, og så rædselslagent, da jeg trak min kniv frem.

Jeg havde lyst til at skrige forbandelser mod ham, men min hals føltes som en opsvulmet bold. Mit tale-implant virkede dobbelt så stort,og lod til at være sat ud.

Jeg lod min knivs blad hvile mod hans enorme mave. Den forsvandt næsten imellem dellerne. Langsomt lod jeg den glide ned mod hans skridt. Den trak et smalt spor af blod efter sig. Hans øjne var nu fulde af panik.

”Gør...gør mig ikke fortræd!”

Jeg kunne have skreget. Min stemme lod mig fremstamme et par enkelte ord

”Ikke...fortræd? Lige så lidt som...”

Jeg nikkede over mod Sarah. Hans øjne fyldtes med tårer.

”Jeg har jo betalt. Mr. Donner fortalte, at hun var den bedste her i blokken!”

Jeg fik kvalme, og slap ham.

”Forsvind! Hvis jeg nogensinde ser, at du rører et barn igen, melder jeg dig til støderne, dit perverse svin!”

Han greb efter sit tøj, som lå slængt over en stol, og begyndte at bakke mod døren. Da han var to skridt fra hoveddøren, så han mig i øjnene, og smilede et djævelsk smil.

”Prøv du bare det, Patrick. Hvem tror du, de vil tro mest på? En respektabel husejer...eller en ung terrorist og narkoman?”

Jeg løftede kniven, og han forsvandt ud af døren.

Jeg vendte mig mod Sarah, som stadig halvt lå, halvt sad op af hovedgærdet i sin seng. Hun havde taget sin hovedpude i armene, og nu knugede hun den fast ind mod sin krop.

Jeg gik langsomt over til hende, satte mig ned på knæ, og omfavnede hende. Jeg kunne mærke hendes tårer gøre min arbejdsskjorte våd. Jeg kunne også mærke væske fra andre steder end hendes øjne, og jeg så, at puden også havde skjolder af rødt blod.

Jeg løftede hende op i armene, mens jeg så mig omkring i værelset. Jeg satte hende på en stol, men hun klygede sig til mig, og klemte af al magt sine arme fast om min hals.

”Sarah, vi skal ud og køre en lille tur, men først skal du ha’ lidt tøj på. Kan du forstå det?”

Hun nikkede mod min hals. Jeg rakte en hånd ned i en skuffe, og trak noget tøj frem.

”Se, her er dine blå bukser. Vil du ikke gerne ha’ dem på? Og din gule trøje, den er så fin.”

Langsomt fik jeg hende til at slippe mig, og jeg fik klædt hende nogenlunde anstændigt på. Denny svøbte jeg ind i en sammenlagt sweater, og jeg tog en ble fra skabet. Der var ikke tid til at give ham den på nu. Jeg tog mine to søskende på armen, og stormede op af trapperne til Michaels lejlighed.

Normalt banker jeg på først - han er næsten altid på nettet, og skal lige komme sig - men denne gang var der ikke tid til høfligheder. Jeg stormede ind i lejligheden, og Michael fløj op fra sit interface. Hans hår strittede vildt, og han var i underbukser.

”Hva’ er der los?”

”Få tøj på, mand. Vi skal bruge din bil. Vi skal på hospitalet!”

Vi kørte derud på rekordtid.

Da jeg havde fået hende indlagt(børn under 15 har gratis sygeforsikring, noget jeg altid har syntes var en storartet ide)kørte Michael Denny og mig hjem. Jeg bad om at få lov til at blive hos Sarah, men lægen mente, det var bedst hvis hun fik sovet. De gav hende et sprøjte, og lovede, at hun ville sove i 14 timer. Michael tog Denny med op i sin lejlighed, mens jeg gik ind for at hente lidt tøj til dem begge. Michael har passet Denny, siden han blev født, og ser ham vel nærmest som en nevø.

Min far sad i børneværelset, da jeg kom ind. Han sad på gulvet, og tårene strømmede ned af kinderne på ham. Jeg havde flækket hans læbe, da jeg slog ham, og det størknede blod gav ham et ufrivilligt cirkusklovn-udseende.

Han løftede ikke engang blikket, da jeg kom ind, så fordybet var han i sin gråd.

Jeg gik hen til ham. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg ville sige, måske bare, at Sarah nok skulle blive ok igen, men han kom mig i forkøbet.

”Patrick...jeg er så ked af det....det svin...”

Jeg lagde en hånd på hans skulder.

”Hun sover nu. De gav hende noget beroligende. Jeg tager ud til hende nu. Prøv nu at...”

”Patrick, du forstår ikke. Han lovede mig jo...halvdelen før og halvdelen efter....jeg fik ikke det hele!”

Min hjerne kortsluttede. Han fortrød ikke det mindste!

Jeg greb ham i hans t-shirt, og løftede ham på benene. Han stirrede uforstående på mig.

”Der er stadig en kapsel tilbage, hvis du...”

Jeg slog ham. Jeg følte næsten, at min hånd gjorde det af sig selv. Han vaklede tilbage, men jeg havde godt fast i hans t-shirt.

”Hvis du nogensinde bare så meget som tænker på at sælge min søster til sådan en....sådan et...så slår jeg dig kraftædemig ihjel! Hører du, far?  JEG SLÅR DIG IHJEL!!!”

Hans hænder prøvede at værge for sig, men jeg gik gennem hans parader, som om de ikke var der. Jeg slog ham i hovedt, på skuldrene og i maven. Han faldt stønnende på knæ, men jeg fulgte med ned. Til sidst sparkede jeg ham på skulderen, og der lød et tydeligt knæk, da den gik af led. Min far skreg, og jeg trak mig et skridt tilbage.

Jeg så på ham, som han lå der på gulvet og skreg, og fik en afgrundsdyb medlidenhed med ham. Jeg huskede på de gode dage, vi havde haft sammen, før min mor døde. Alle de gange, vi havde været i forlystelsesparken, siddet oppe på taget og stirret ud over byen, eller når han holdt mig på panden, når jeg havde feber og kastede op.

Han var min far.

Han var min far, og jeg skyldte ham at hjælpe ham.

Jeg fik ham ind i seng, gav ham den sidste af kapslerne, og satte hans arm på plads. Det må have gjort frygteligt ondt, man han sagde ikke en lyd, græd bare lidt stille.

Jeg lod ham sove, og hentede Dennys tøj. Jeg efterlod Denny hos Michael, og tog ud til hospitalet. Jeg tilbragte 2 lange dage ved hendes sengekant. Det var de værste to dage i mit liv.

 

Men denne dag gjorde dem rangen stridig.

 

 

5

 

Vi tog ud til forlystelsesparken.

Min motorcykel holdt stadig parkeret ved siden af Stjerneskuddet, så vi tog højbanen derud. Det var en helt ny oplevelse for Dana og Laura. De trykkede næserne mod glasset, da vi zigzaggede ind og ud mellem skyskraberne. Jeg så, hvordan Dana pegede og stirrede, og jeg følte en varme, jeg aldrig, i mit liv har følt, brede sig i min mave.

De andre passagerer kastede lange blikke efter os, men ingen kom med nogen kommentarer. Det kunne de også bare lige prøve på. Jeg tror, at vi alle 4 ville blive skuffede, hvis magien om os blev brudt. Jeg havde lagt mærke til, at Laura flere gange havde kigget langt efter Michael, og det glædede mig, selvom det overraskede mig en del.

Michael ligner lidt een af de der små bamser, der er i børnetegnefilmene om morgenen. Lidt tæt i det, med et bredt, smilende ansigt og en firskåren krop. Han er ikke særligt høj, men hans kræfter fejler ikke noget. Jeg har engang set ham ordne en fyr, som mente, Michael havde spyttet i hans øl. Det var, mens Michael arbejdede som bartender i Cafe Calypso. Fyren røg sidelæns på røven ud af døren, og måtte kravle hjem. Michael skænkede bare mere øl, og snakkede videre, som om intet var sket. Efter at han blev så optaget af nettet, har han dog mistet lidt af sin råstyrke, men jeg ville stadig ikke prøve at slås med ham, hvis jeg kunne undgå det.

Til forskel fra Michael er jeg nemlig høj, tynd og spinkel. Mit hår er langt og lyst, og det sidder som regel i en hestehale. Min hud sidder stramt over knoglerne, og hvis jeg slet ikke spiser et par dage, hænger mit tøj på mig, som om det hang på en bøjle. Jeg kunne godt gå for at være en net-junkie, men jeg har faktisk meget svært ved at tage på i vægt. Sluttelig har jeg har et lille hageskæg, som Michael siger, får mig til at ligne Jesus.

Vi er et kønt par.

 

Da højbanen standsede ved forlystelsesparken, steg vi ud, og gik langsomt op mod de store porte. Pigerne stirrede med ærefrygt på den store træstruktur, som engang havde været rutchebanen.

”Jeg har hørt, at de lukkede den efter det store uheld i ’02, men jeg har aldrig set den så tæt på!”, sagde Laura med ærefrygt.

Dana sagde ikke noget, hun så bare på den, og lod blikket glide ud over havnefronten, hvor neonlysene blinkede og glitrede. Smog-tågen gav et smukt genskær, så det så ud, somom vi stod ved siden af en stor skattekiste, fyldt med diamanter i alle farver.

Michael prikkede mig i siden, og rakte diskret hånden frem mod mig. I hans håndflade lå to injektionskapsler med FREEFLOAT. Det er det mildeste, ulovlige stof man kan få - det giver en let rus i et par timer. Jeg nikkede, og tog den ene.

Porten ind til forlystelsesparken var åben - de holdt op med at tage entre for mannge år siden - så vi gik lige ind.

Parken har, for at sige det pænt, kendt bedre dage. Engang var den virkelig flot, med flag, og isboder, og naturligvis rutchebanen. Jeg så et billede i et gammelt holo-magasin, så jeg ved, hvad jeg taler om. Nu er det kun ganske få af forlystelserne, som stadig kører. Et par skydetel­te, hvor man kan vinde en falmet papirblomst ved at skyde på nogle plasticstykker, et spejlka­binet, et lykkehjul, et Quickie-wedding kapel, spøgelsestoget, og nogle få stof- og ølboder var hvad vi kunne finde.

Dana så rundt på os. ”Jeg vil prøve spøgelsestoget! Vil I med?”

Jeg så betænkelig på hende. Jeg bryder mig faktisk ikke ret meget om den slags, men hun så så sød ud, som hun stod der i det tidlige eftermiddagslys, at jeg ikke kunne sige nej til hende.

Jeg tog hende om skuldrene.

”All right, lad os køre ind i et par spøgelser!”

De andre to kiggede på hinanden, og fulgte så efter os. Jeg kunne mærke Lauras øjne mod min ryg, og fornemmede, at mine ejerfornemmelser overfor hendes veninde, ikke var noget, hun havde det helt godt med.

Jeg var ligeglad.

Vi købte billet ved indgangen, og satte os i to skrammede, røde vogne. Vores havde noget, der vist skulle forestille en varulv på døren, mens et spøgelse med røde øjne smykkede Michael og Lauras vogn. Vognstyreren, en gammel mand i overall, smækkede vogndørene i, og vognene satte sig i bevægelse. Vi dundrede ind i en trædør, og alt blev sort.

Et øjeblik var der kun mørket, og en iskold trækvind, som syntes at komme alle vegne fra. Så tændtes et lys ved siden af mig, og et vansiret ansigt stirrede ud på mig fra en niche i væggen, skarpt oplyst nedefra. Et par gule, sløve øjne stirrede på mig over en grotesk næse, som ville have prydet enhver kickbokser. Munden var et slimet hul, fuldt af rådne tænder. Det så så uhyggeligt ud, at jeg nær var røget ud af vognen, sådan et ryk gav det i mig. Dana udstødte et skrig, men da jeg så hendes ansigt i lyset fra monstrets lampe, var hendes ansigt eet stort smil. Jeg fattede det ikke-det var jo møgskræmmende! Men da hendes hånd i næste øjeblik listede sig ind i min, og klemte den blidt, glemte jeg alt om at springe ud af vognen.

Da det næste gespenst dukkede ud af mørket, og med flaksende plasticvinger baskede hen imod os, værdigede jeg det næppe et blik. Der var andre ting, som var vigtigere.

Dog ikke så meget, at jeg ikke kunne glæde mig over Michaels hyl i vognen bag mig.

Da turen endte, og vi stod ud af vognene, et par af os med mere værdighed i behold end andre, foreslog Michael, at vi satte os på kanten af parken, købte et par øl, og delte min whisky og de FREEFLOAT-kapsler, han havde haft med. Laura var straks med på den, men Dana ville se lidt mere af parken først. Vi aftalte, at hun og jeg ville gå en runde, og så støde til Michael og Laura bagefter. Til gengæld ville vi tage øl med, når vi kom.

De to andre forsvandt mellem nogle boder, og Dana tog mig igen i hånden. Mine hormoner kogte.

Langsomt slentrede vi ned langs et par nedlagte restauranter, en lukket spillehal, og stod til sidst ved det rustne skelet af pariserhjulet. Vi stirrede op på metalmonstret i tavs undren.

”Hvordan mon det var-at sidde i sådan et sæde, og hænge oppe under himlen, uden andet end en metalstang til af holde dig oppe? Det må være næsten som at kunne flyve.”

Hendes øjne var store, og hendes stemme svag.

”Det må være den fornemmelse, man har, når man er lige ved at falde i søvn”, svarede jeg, ”når du ligger halvt vågen, og føler, du næsten svæver. Sådan har det nok været.”

Hun gav min hånd et klem.

”Du er meget anderledes, Patrick.”

”Du er også ret anderledes, frøken Cambell!”

Hun så på mig. Jeg ventede på den titons vægt, som om et øjeblik ville ramme mig i hovedt.

”Hvorfra kender du mit efternavn?”

”Det.....jeg spurgte bartenderen. På Stjerneskuddet, altså. Jeg mener, I kom ind, og...”

”....Og du ville gerne gøre et godt indtryk på Big Don, så du gik til angreb på hans datter, og håbede, der ville falde lidt af til dig?@

Jeg så på hende, med mit hjerte helt nede i støvlehælen.

”Jeg spurgte ham, fordi...du var den smukkeste pige...kvinde, jeg nogensinde havde set!”

Jeg kunne ikke holde ud at se på hende. Mit blik fandt noget meget interessant at kigge på ved eet af sæderne i pariserhjulet.

Hendes hånd lagde sig under min hage, og drejede mit hoved. Vi stod omtrent næse til næse.

AJeg ville bare høre dig sige det!@

Hendes smil fik mit hjerte til at springe på plads på brøkdelen af et sekundt. Jeg tog forsigtigt hendes hånd.

”Jeg vil bare være sammen med dig, Dana. Jeg er temmelig ligeglad med, hvem din far er, bare vi to kan være sammen.”

”Være sammen?”

”Ja, altså....være sammen i dag, her, nu...”

Jeg følte mit tale-implant slå knuder. Det har en grim vane med at sige ting, man tænker på, istedet for det, man egentlig ville sige.

Dana stak sin arm ind under min.

”Jamen, så lad os da være sammen i dag, her, nu!”, lo hun.

 

På vejen tilbage til Laura og Michael, kom vi forbi lykkehjulet. En ustyrligt fed mand med hvalrosoverskæg og skaldepande stod og læste i en avis, mens hjulet drejede bag ham. Der var ikke mange gevinster tilbage, kun et par bamser og noget skrammet porcelæn, og så de der små plasticdutter, små børn går med på fingene og kalder ringe.

Dana trak i min arm.

”Lad os spille her!”

”Jeg har ikke ret mange penge. Hvis jeg skal købe noget øl, og kunne komme med banen hjem, har jeg ikke meget tilbage.”

”Det skal du ikke bekymre dig om. Jeg gi’r”

”Så er det jo en anden snak.”

Vi gik over til hjulet, og den fede mand så op fra sin avis. Hans øjne blev store, da han så Dana.

”Nåeh, skal den unge herre vinde en gave til sin hjertenskær?”, spurgte han med buldrende stemme. Han havde også et tale-implant, men hans lød til at have kendt bedre dage.

”Ja, det skal han, så nu må du sørge for, at han vinder!”

Dana smed et par mønter på disken, og manden tørrede sine hænder i bukserne. Det var helt tydeligt, at han var betaget af Dana, men der kom nok heller ikke så mange kunder af hendes klasse til hans bod.

”Nu må de unge herskaber vælge et nummer, og så ser vi, hvad lykkens gudinde har til jer!”

Jeg valgte nummer 25, Dana nummer 12. Manden trykkede på en kontakt, og hjulet drejede langsommere.

”Hjulet drejer, hjulet drejer...”, messede han, tilsyneladende af ren og skær vane.

Tappen gled forbi nummer 25, og jeg udstødte en ærgerlig lyd. Den gled over 1, 2,3 og helt frem til 11, hvor den stoppede. Dana så ærgeligt op, netop som et vindpust kom ind fra vandet. Jeg skal ikke sige, om det var vinden, eller om manden rent faktisk snød, men hjulet drejede endnu et tak, og klikkede over på 12. Dana udstødte et jubelråb.

”Det bli’r nummer 12 dennegang!”, råbte han med sin dybe stemme, og så på sine sørgeligt udseende gevinsthylder.

”Desværre har jeg ikke så meget at vælge imellem, unge dame, men til gengæld må du enten vælge frit-eller du kan tage lykkepakken!”

Han trak en pakke frem under disken. Den var temmelig stor, men det behøvede jo ikke at betyde noget.

Dana og jeg vekslede blikke. Jeg nikkede op mod en gul bamse på øverste hylde, men Dana så manden i øjnene.

”Vi tager lykkepakken!”

Manden overrakte pakken med et dybt buk. Dana satte den fra sig på disken, og åbnede den. Jeg nærmede mig nysgerrigt, og lagde en hånd på hendes skulder. Jeg kunne mærke hendes varme igennem stoffet.

Pakken indeholdt noget, jeg først troede var en pude til en lædersofa. Da Dana trak det ud af papiret, kunne jeg imidlertid se, hvad det var: En læderjakke. Dybsort, i kraftigt læder, og med lynlåse de særeste steder. Det lignede dem, flypiloter gik med i gamle dage.

”En jakke! Der kan man bare se! Nu har jeg haft den i 3 år, og jeg anede ikke, hvad der var i den!” Manden gned sit overskæg og så til med interesse.

”Den er meget smuk, men måske ikke helt min stil. Jeg tror, den vil klæde dig meget bedre, Patrick!”

Jeg så målløs på hende.

”Mig? Jamen, det var jo dig, som...”

”Ja, men det er en herrejakke. Jeg ville bare se dum ud i den. Desuden...”, hun så mig i øjnene, og gjorde det dér med at suge mig til sig, ”desuden vil jeg gerne ha= at du får den. Som et minde om i dag.”

Jeg rakte hånden frem og tog jakken. Den var tungere, end jeg havde ventet. Jeg tog den på.

Både Dana og manden så på mig med anerkendende øjne.

”Den klæ’r dig, Patrick”, sagde Dana, og lagde en hånd på min arm.

”Meget elegant. Og den passer jo perfekt til den unge herre!”, udbrød manden, og klappede i hænderne.

”Tak, Dana. Jeg vil altid tænke på dig, når jeg har den på.”

Hun så ned, og, jeg kunne se, at hun tænkte på noget ubehageligt. Jeg skulle lige til at spørge hende, hvad det var, da Michael og Laura dukke op rundt om hjørnet, og Dana løb dem i møde. Jeg stod tilbage, uden rigtig at vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv, da jeg så manden i lykkehjulet gøre tegn til mig.

Jeg gik hen til ham. ”Hvad er der?”

”Er hun din pige, knægt?” Hans stemme var helt anderledes nu, mere indtrængende.

”Hun...det er hun vel...det ved jeg ikke rigtig.”

”Hvis ikke hun er det, så se at få hende til at blive det! Jeg har set meget i løbet af de år, jeg har været her, men aldrig en forelskelse så tydelig, som i hendes øjne lige før! Tænk over det, og tænk over dette her: Hun kunne se ned i pakken, knægt. Låget ligger, så man sagtens kan se gevinsten. Der var en til dig, hvis du havde vundet!”

Han tog en kasse, magen til den, jakken havde ligget i, op og lod mig kigge i den. I kassen lå der en enkelt rød rose.

”Jeg regnede med, at det her var mere din stil, knægt. Få så gjort noget ved det-og helst inden muren kommer op!”

Med disse ord vendte han sig om, trykkede på en knap, og et metalgitter kørte ned over lykkehjulets åbning. I næste øjeblik var han forsvundet i skyggerne.

Jeg gik ned til kanten, ned til solnedgangen.

 

Ved kanten delte vi de to injektionskapsler, og omkring 4 liter øl. Vi sad i næsten 4 timer, drak, smådøsede og stirrede betaget på solen, som langsomt gled gennem tågebankerne, til den til sidst rørte vandet. På et tidspunkt stod den lige bag en skyskraber, og den lignede fuldstæn­dig et rødt æble på en pind, sådan eet børn altid har i film som foregår i det tyvende århundre­de. Min søster elsker den slags film, så jeg har set en del æbler på pinde i min tid.

I den korte tid, vi var adskilt, var Laura og Michael, om ikke blevet uvenner, så i det mindste holdt op med at sende hinanden skjulte sideblikke. De delte dog alligevel deres øl og kapsler, og sludrede som gamle venner. Måske var de bare realister.

Da den lette rus, som FREEFLOAT giver, lagde sig over min hjerne, kunne jeg for min død ikke greje hende Dana. Hun var rig og hun var smuk. Hvad skulle hun dog med mig? Men hun havde givet mig en gave. Og hun havde sagt, at jeg var Ameget speciel@. Den slags betød vel også noget. Eller gjorde det?

Til sidst gav jeg op, og lod mig drive med strømmen, som et lille blad på en sø i vinden. Jeg lod stemmerne, lydende og lugtene holde mig beskæftiget, indtil Michael ruskede mig i armen.

”Vi skal afsted nu. Parken lukker porten, og pigerne skal hjem til nordzonen!”

Vi tog højbanen tilbage. Turen foregik i opløftet stemning, mest på grund af vores lette rus, og vi blev først stille, da vi nærmede os grænsezonen.

Vi stod af ved den sidste station inden muren, og gik langsomt ned mod det hul, pigerne skulle igennem. Klokken var 21. 37. Klokken 21.45 ville lasernettet starte op, og gøre al færdsel umulig. De skulle igennem inden da, hvilket gav os 8 minutter til at sige farvel.

Michael og Laura gav hinanden et hurtigt knus, og Laura omfavnede også mig. Hun mumlede noget om, at det havde været rart at møde mig, men jeg fik ingen falske forhåbninger. Der ville ikke gå nogen skår af hende, hvis hun aldrig så Michael eller mig igen.

Dana omfavnede Michael, mens Laura kravlede gennem hullet, og gik derpå over til mig.

Jeg sendte Michael et sigende blik, og han forstod hentydningen. Han begyndte at gå tilbage mod højbanen.

”Jeg har haft en dejlig dag, Patrick”, sagde Dana, og lagde sin hånd på min arm. Jeg kunne mærke hendes varme, selv gennem læderet i min nye jakke.

”Det har jeg også. En helt perfekt dag. Hvornår skal vi gentage den?”

Hun så væk, og nu så jeg tårer samles i hendes øjne.

”Patrick...Da jeg gav dig den jakke, som et minde...så mente jeg som et minde. Du ved allerede, hvem min far er, så det behøver jeg ikke at forklare dig. Vi...vi kan nok aldrig ses mere, Patrick!”

Jeg havde ventet det, men alligevel føltes det, som havde hun slået mig for panden med en elektrohammer.

”Men Patrick...når vi aldrig skal ses igen...så kan jeg roligt gøre dette her!”

I næste øjeblik gik hun et skridt frem, og kyssede mig på læberne. Hendes læber smagte sødt, næsten som synti-hindbærsaft, og hendes parfume duftede af violer. Hun omsluttede mig i et telt af dufte, smag og følelse i, hvad der syntes som flere timer, og alligevel var alt for kort. Så skiltes vi, og så ind i hinandens øjne. Jeg kunne mærke et hjerte banke, men jeg kunne ikke bedømme, om det var mit eller Danas.

”Hvad hedder du mere end Patrick?”

”Donner. Patrick Donner.”

”Donner.”Hun smagte på ordet. ”Her er et farvelkys, Patrick Donner.”

Hun kyssede mig igen. Denne gang havde jeg tanker nok i mit svømmende hoved til at lægge armene om hende, istedet for at stå med dem langs siden som en soldat i retstilling. Det varede en evighed til, så slap vi hinanden.

Hun trådte et skridt tilbage, og nu så jeg, at hun holdt noget i hånden. Det var den halskæde, jeg altid går med. Jeg fik den af min onkel for nogle år siden. Det er en lædersnor med et lille lyn af sølv hængende i en krog. Min onkel sagde, at det var et indiansk frugtbarhedssymbol, men jeg ved ikke om det passer.

Dana bandt snoren om halsen. Lynet skinnede i lyset fra projektørene, som lyste ned fra muren.

”Når jeg går med den, vil jeg tænke på dig, Patrick.”

Med disse ord vendte hun om på hælen, og kravlede hurtigt gennem hullet i muren. Få øjeblikke senere lød der en summen, og lasernettet blev tændt. Jeg kunne se hende komme på benene på den anden side, og et sekundt stod hun i siluet mod lyset fra byen bag hende.

Så var hun væk.

Jeg gjorde langsomt omkring, og gik efter Michael, som ventede et par hundrede meter længere fremme. Sammen gik vi mod højbanen, mod Lockdownzonen, mod endnu en nat på sydsiden.

 

6

 

”Jeg behandlede ham med det sædvanlige, og så, pludselig, stikker han en finger op i mit øje, griber sprøjten med den anden hånd, og giver sig selv et stik i benet. Tyve doser ultramorfin! Han var død, før han opdagede det!”

Stemmen rev mig tilbage til den virkelige verden. To læger i hvide kitler med hippokrates-stave stod lige bag mig, mens de røg en smøg. Den ene grinede.

”Hvad fanden, Gibsoncorp-arvingen kreperer på et statshospital. Hvad tror du hans far vil sige?”

”Ved det ikke, du. Nå, men jeg nåede da at lave en uplink, så hans tankebånd blev bevaret. Jeg har allerede sendt dem over nettet til Gibson selv. Tænk, hvad der må være i hovedet på den knægt!”

”Du tog ikke et lille smugkig?”

”Bestemt ikke. Ikke så meget, at Gibson vil opdage det, ihvertfald. Men lidt nysgerrig er man jo altid.”

”Hvad fandt du så ud af?”

”Det er min lille hemmelighed. Hvis en dag, jeg får brug for hjælp-så kan jeg ringe til Gibson, og fortælle ham en sjov historie, som vil få ham til at ende i kredsløb på rekordtid! Jeg skal nok få brug for det en dag!”

De slukkede deres smøger på gulvet, og forsvandt ind af en trykdør til afdelingen.

Et uplink! Jeg havde hørt om den idé, men for os stakler fra sydsiden var det bare endnu en science fiction-ide. Det skulle betyde, at man overførte alle en persons hjernebølger - tanker, minder, følelser, hele dynen - til elektroniske signaler, og lagde dem ud på nettet i særlige beskyttede cyber-beholdere. På den måde kunne en vigtig person dø, men man ville stadig have adgang til alt, hvad personen vidste og havde tænkt i hele sin levetid. På sin vis det nærmeste, man kunne komme udødelighed. Desværre var ingen helt klar over, om personen bevarede sin bevidsthed ude på nettet, eller om man bare lå i en slags dvale. Der havde været lidt domme­dagssnak om, at de uplinkede en dag ville Avende tilbage fra de døde@ og overtage hele nettet - eller hele verden.

Og den slags blev foretaget her! Det gav mig lidt mere respekt for hospitalets teknikere. Det kunne ikke være nogen let operation.

En sygeplejeske kom over til bordet, hvor jeg sad i mine egne tanker.

Et øjeblik troede jeg, at hun kom efter mig, og var allerede ved at rejse mig, da hun lagde sin hånd på skulderen af een af mændende ved bordets fjerneste ende.

”Mr.Meyer, de kan godt komme ind nu. Det er overstået. Det blev en dreng!”

Manden rejste sig med strålende øjne, og greb efter sin jakke og slips. Den anden mand slog ham på skulderen.

”Ind med dig, Johnny. Hils hende fra mig.”

Sygeplejesken og manden forsvandt, og den tilbageværende mand så på mig.

”Du ser syg ud, knægt.”

Jeg rystede på hovedt. ”Jeg har det fint.”

”Hvorfor sidder du her? Er din mor indlagt?” Han grinede af sin egen vittighed.

”Min kone er hårdt såret, måske døende, og jeg har ikke lyst til at høre på dit pis, gamle! Luk kæften og pas dig selv!”

Hans øjne blev små og smalle.

”Sådan skal du ikke tale til mig, knægt! Du hører overhovedt ikke til her! Det her er et statshospital, og du ligner een fra sydsiden! Pas hellere på, jeg ikke får dig smidt ud med det samme!”

Jeg gled tilbage i stolen og lukkede øjnene. Hvis jeg bare ignorerede ham, ville han måske forsvinde. Det smertede i mit bryst.

Jeg lod mig glide tilbage til en tid, hvor alt var bedre end nu. Ikke meget, men lidt bedre.

Det virkede som en evighed siden.

 

7

 

Jeg kom hjem til en lejlighed, som lignede et bombekrater.

Min far får tit nogle voldelige anfald, når han tager ultracoke. Vi har allesammen lært at holde os på afstand af ham, når han er i det hjørne, så almindeligvis går det kun ud over møbler og nipsting. Engang smadrede han min seng, men det var et engangstilfælde - indtil videre.

I dag var det gået ud over køkkenet og sofaen. Der lå pulvermad og færdigretter allevegne.

De fleste var stadig lukkede, men et par af pakkerne var gået op, og der stank af tomaterstat­ning og spaghettisovs i hele lejligheden. Han havde prøvet at stege sin lædertaske på komfuret, så kogepladerne var syltet ind i noget sort slim. Det havde altså alligevel ikke været ægte læder.

Sofaen havde han nøjedes med at splitte ad, men den er bygget til det. Den kan samles på 4 minutter, hvis man ved hvordan man gør. Det var noget, Michael fandt på for et par år siden.

Selv lå min far i lænestolen, snorksovende og med blodet løbende fra begge næsebor. Det havde åbenbart været een af de sendinger med et par glasskår i.

Jeg gik ind på mine søskendes værelse. Denny sad på gulvet og kørte med sine biler. De fleste af dem mangler mindst et hjul, for de falder af lige så hurtigt,som jeg kan lime dem på. Han smilede til mig, og jeg tog ham op på armen.

”Hej Denny, hvad leger du? Er det Kaptajn Luckys bil?”

Denny nikkede. Kaptajn Lucky er hans ynglingstegnefilm.

”Hvor er Sarah?”

”Hun sidder i hulen.”

Jeg så på den hule af tæpper og træplader, jeg havde lavet til dem.

”Hej Sarah.”

”Hej.” Hendes stemme var flad.

Jeg kravlede hen til hulen. Tæppet der dækkede indgangen havde et billede af bjørnen Paddington.

”Må jeg komme ind, Sarah?”

”OK.”

Jeg kravlede ind. Hulen er cirka to meter lang, og en meter bred. Normalt er der fyldt med tegneserier derinde, men hun måtte ha= ryddet op. Hun sad i hjørnet med armene om knæene.

”Hvordan har du det, søs?”

”Fint.”

”Har han været slem i dag. Jeg så, han havde ødelagt køkkenet. Gav han jer noget at spise først?”

Hun rystede på hovedt.

”Så kom. Lad os gå ned og få noget at spise.”

Hun kiggede mig i øjnene. ”Du lugter af parfume.”

Jeg snusede. ”Gør jeg? Det er nok, fordi jeg har mødt en pige, som bruger parfume.”

Hendes øjne blev store. Hun slap sine knæ.

”Har du virkelig? Hvordan ser hun ud? Hvad hedder hun? Kommer hun og besøger dig?”

På det punkt lignede Sarah alle 13-årige piger, jeg har truffet: Hun elsker at høre om menne­sker, der er forelskede. Hun ser også en masse romantiske film på holo-vision.

”Hun hedder Dana, og resten får du først at vide, når vi har fået noget at spise. Kom, vi skal ha= givet Denny overtøj på.”

 

Vi gik ned på Cafe Calypso, som ligger tyve meter fra vores bygning. Siden Michael arbejdede der, har både han og jeg kunne få gratis mad dér. Af og til, hvis jeg beder pænt, kan Denny og Sarah også få lov at spise med. I dag havde været en perfekt dag, og jeg var sikker på, at den også ville ende perfekt. Jeg fik ret.

Vi fik en portion kylling med nogle slaskede grøntsager og en kop syntisaft hver, og mine to søskende huggede i sig, som om de ikke havde spist hele dagen, hvad de sikkert heller ikke havde. Det er sjældent, min far husker den slags, når han er høj.

”Hvem er hun så, hende din pige?”, smaskede Sarah, og puttede et stykke kylling i munden.

”Hun hedder Dana, og hun er meget smuk. Hun har rødt hår, grønne øjne og hun er lige så høj som mig.”

”Kommer hun og besøger dig?”

”Det...ikke lige med det samme. Måske...hvis du er sød!”

Jeg kildede hende i siden, og hun spruttede af grin. Halvt tygget kylling fløj ud over bordet, og Denny grinede højt.

Det er svært at blive klog på Sarah. Hun er virkelig kvik, og hun forstår meget mere end de fleste på hendes egen alder. Hun kunne læse, da hun var 5 og skrive, da hun var 6. Oplevelsen med mr. Ross gav hende nogle store ar på sjælen, som måske vil være der resten af livet, men for det meste er hun glad nok, og vil gerne vide alt, hvad jeg laver. Nogle gange får hun det dér indesluttede humør, hvor hun sidder i hulen, men der skal sjældent ret meget mere end opmærksomhed til, før hun bliver sig selv igen. Jeg ville ønske, at vi havde råd til en rigtig Psykolog, som de har på nordsiden, men det koster alt for meget få både min og min fars løn. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg også, at han er temmelig ligeglad med hende. Han kan bedre lide Denny, måske fordi han ligner min mor. Både Sarah og jeg ligner vores far.

Hvis jeg kunne, ville jeg tage Sarah og Denny, og flytte langt væk fra min far. Desværre giver de ikke lejligheder til unge uden fast arbejde - vi har kun vores, fordi min mor havde arbejde - og jeg tjener ikke nok til at forsørge os alle 3.

Sarah følger som sagt med i alt, hvad jeg laver. Engang, hvor jeg havde et job med at male muren omkring et stort parkanlæg ude ved vandet, tog hun højbanen alene derud, og satte sig en hel dag i solen, bare for at se mig arbejde, og Aholde øje med mig@, som hun sagde.

Et par af mændende ved de andre borde så undrende på os. Børn er et sjældent syn på barerne i byen, men bartenderen opfordrede dem til at glemme os. Han gør os tjenester, fordi Michael var den bedste medarbejder, han nogensinde har haft.

Denny begyndte at fortælle om en tegnefilm, han havde set i morges, og både Sarah og jeg lyttede med stor opmærksomhed, som om det var statshemmeligheder, han fortalte om. Han bliver så glad, når vi lytter til ham.

Da vi havde spist, gik vi over til de asfalterede områder, som bliver kaldt legepladsen bag ved vores bygning, og jeg fik jaget et par af de rødder, som altid hænger der, væk. Vi fandt en bold og spillede fodbold og basketball i et par timer, indtil Sarah ville i seng. Denny var allerede faldet i søvn på en lille tot græs, og vi bar ham op i seng.

Selv om klokken næsten var to om natten, var jeg egentlig ikke træt. Mine søskende er tit oppe hele natten, men jeg plejer at falde i en dyb coma ved 12-tiden. Men i dag havde været for perfekt, til at jeg bare kunne sove.

Jeg puttede Denny og Sarah i seng, og lagde mærke til, at min far var forsvundet. Han måtte være gået ud for at finde noget mere stof.

Jeg tog holo-visionet med ind på mit værelse, og tændte for det med lyden skruet ned. Jeg fandt en musikkanal, og lå og lyttede til een spille flygel. Den slags sender de kun sent om natten.

Til sidst faldt jeg i søvn.

 

Senere vågnede jeg med en drøm hængende lige uden for rækkevidde, og med en smag af hindbær på læberne.

 

Som dagene gik, blev jeg mere og mere elendig. Selv Michael bemærkede, at jeg ikke så ud som jeg plejede. Jeg tilbragte et par aftener foran hullet i muren, sammen med Sarah. Hun syntes, det var vældigt sjovt, indtil en flok stødtropper smed os væk. De ville arrestere mig for misbrug af mindreårige piger, men da vi fortalte, at vi var søskende, lod de os slippe Amed en advarsel!@. Den bestod i et elektrochock i nakken, så vi dårligt kunne stå på benene bagefter. Jeg tror virkelig, at de nød det.

Michael og jeg gik i byen et par gange, men da han opdagede at jeg kun ville på Stjerneskuddet - som havde fået ny ejer og var blevet helt ombygget efter stødtroppernes diskrete besøg et par dage tidligere - begyndte han at brokke sig, og tale om, at jeg var sindsyg.

”Hun kommer nordfra, du kommer sydfra. Hun kommer aldrig tilbage. Lær at leve med det. Ser du måske mig pive på den måde?”

”Nej, men jeg så dig heller ikke blive forelsket, dit fede læs!”

Sarah udfrittede mig med flere og flere spørgsmål, og efterhånden begyndte Denny at fange ideen. Han begyndte at løbe rundt i lejligheden og råbe : ”Dana, Dana, Dana!”, indtil min far bad ham holde kæft med det forbandede råberi. Jeg prøvede at besvare Sarah og Dennys nysgerrige spørgsmål, så godt jeg kunne, imens jeg selv fik det værre og værre.

Jeg fik Michael til at printe et bykort over nordsiden ud, og jeg fandt Cambell-huset og tegnede det ind med een af Dennys malerfarver. Jeg hængte det over min seng.

Jeg begyndte også at blive mere og mere fjern, hvilket resulterede i, at jeg blev fyret fra mit job. Jeg havde ellers beholdt det temmelig længe, næsten 3 måneder. Det efterlod os til min fars økonomiske nåde og bamhjertighed.

Til sidst, efter næsten 3 uger, gav jeg op. Jeg måtte se hende igen, koste, hvad det ville.

På den 22. dag efter Danas og mit første kys tog jeg alene ud til hullet i muren.

 

Jeg skjulte min motorcykel i en ruinsamling, som engang havde været et hus, og gik hen til hullet. Klokken var næsten 20, og nettet var ikke blevet tændt endnu. Der var et par stødtrop­per i nærheden, men jeg regnede med at kunne slippe forbi dem uden problemer. Jeg havde taget min kniv med, men jeg var ikke så dum, at jeg ville bruge den på en stødtrop.

Jeg kravlede op til hullet. Jeg havde set en bunke betonklodser og en bulldozer stå parkeret lidt væk. Beskeden var ikke til at tage fejl af: Hullet ville snart være lukket, og så ville jeg ikke have en chance for at finde Dana.

Langsomt mavede jeg mig igennem hullet. Betonen var kold mod mine hænder. Jeg kravlede 2-3 meter, og stak mit hoved ud på nordsiden. Ved første øjekast var den ikke så forskellig fra sydsiden.

Jeg kom fri af hullet og kravlede ned på jorden. Jeg kunne se en flok stødtropper stå nogle hundrede meter væk, men de så ikke ud til at være på vagt.

Området omkring muren på sydsiden var bart, men her var der enkelte buske, som stak op af jorden. Jeg gemte mig bag een af dem, og børstede mit tøj rent for betonstøv.

Da jeg følte mig nogenlunde ren, sneg jeg mig tilbage i murens skygge. Langsomt bevægede jeg mig langs med muren. Jeg fiskede mit kort op af lommen, og kiggede på det i skæret fra projektørerne. Omkring 200 meter længere henne var der en park, som førte ud til et af de store boligkvarterer. Jeg stak kortet i lommen og fortsatte min listende kurs.

Jeg nåede parken uden at blive antastet. Jeg følte mig som en ren udbryderkonge. Eller måske indbrudskonge, alt efter om nordzonen var ”inde” eller ”ude”.

Parken forekom mig enorm, men jeg er også kun vant til små grønne områder på 200 kvadrat­meter eller deromkring. Her var der store træer, afsindigt store græsplæner, og små lunde med blomster og buske. Det lignede noget fra en billedbog, Denny har - Alice i Eventyrland.

Jeg studerede igen mit kort, da jeg fandt en gadelygte at stå under. Selvom jeg havde vasket og barberet mig, inden jeg tog herud, og selvom jeg havde min pæneste t-shirt og bukser på, burde jeg nok kunne finde vej til Cambell-huset uden at blive set af alt for mange nysgerrige øjne.

Det var ikke videre opmuntrende. Jeg skulle først igennem det meste af beboelseskvarteret, og derpå gennembryde de clearence-kontrolposter, som omgav huset. Det ville ikke blive let. Men jeg var ikke indstillet på at give op.

Med raske skridt begyndte jeg at gå gennem parken.

 

Da jeg trådte ud på den første gade, syntes jeg alt så forkert ud. Så opdagede jeg, at det bare var fordi gaden var ren. Bilerne, som kørte afsted var store, bortset fra nogle underlige små bobler, som susede ind og ud mellem de andre. Et par af dem holdt parkeret et par meter fra mig, og jeg kunne se en lille skikkelse i hver af dem. Jeg gik hen til boblerne, og kiggede diskeret ind i een af dem.

På førersædet sad en lille mand med en chaufør-kasket på hovedt. Han så almindelig nok ud, når man så bort fra, at hans underkrop bestod af en metalstang, som forsvandt ind under rattet. Han havde begge hænder på rattet, og stirrede stift ud i luften. På hans kasket stod et enkelt ord: TAXI.

Jeg måtte beherske mig for ikke at grine højt. Det lignede en rekvisit til en halvdårlig rumfilm. Pludselig åbnede døren til boblen, og chauføren drejede hovedt og fikserede sit stive blik på mig.

”Taxi, sir?”

Jeg sank en klump, og følte efter i min baglomme. Jeg havde min tegnebog, og jeg havde hævet halvdelen af min opsparing for at have rigeligt med kontanter. Hvis jeg betalte med mit pas, ville computeren slå alarm. Jeg havde ikke clearence til at betræde nordzonen.

Jeg rømmede mig. ”Hvad skal du ha= for at køre mig til Sycamore Drive?”

”Alle ture i en Nord-taxi er naturligvis gratis, sir. Hvad er den nøjagtige adresse?”

”Det skal jeg sige dig, når vi er der!”, svarede jeg og steg ind.

Døren lukkede sig, og chauføren fæstede igen sit blik på vejen. Boblen satte igang, og gled ud i strømmen af biler.

”Dejligt vejr i aften, sir.”

Jeg smilede. ”Bestemt. Du kan måske også give mig en vejrmelding?”

”24-28 grader, let blæst. Regn sidst på natten. Jeg er i direkte forbindelse med center-mainfra­men, og kan hente alle oplysninger, De måtte ønske.”

”Kan nogen se, hvilke oplysninger, du giver mig?”

Chauføren tænkte et øjeblik. ”Kun, hvis nogen skulle overvåger samtalen mellem os direkte,”

”Gør nogen det?”

”Ikke i øjeblikket.”

”Kan du fortælle mig et hemmeligt password til Don Cambells hus= sikkerhedssystem?”

”Den information kræver clearence level 4 og derover. Hvis De giver mig deres clearenceko­de...”

”Ligemeget. Kan du give mig et kort over Cambells hus?”

”Det kan jeg. Kig venligst på skærmen til højre for Dem.”

En lille holo-skærm tændtes, og et diagram over en bygning tonede frem. Det drejede, så man kunne se huset fra alle vinkler. Det lignede mest af alt et palads.

”Hvordan kommer man ind i det hus......?”, mumlede jeg tankefuldt.

”Gennem porten beliggende ved indkørslen, sir. Skal jeg forstå det sådan, at De gerne vil køres derhen?”

”Jatak. Hvad mener du med gennem lågen?”

”Mr. Cambell har givet ordre til, at alle gæster i aften skal henvende sig gennem fordøren.”

”Holder han fest, eller får han bare mange gæster?”

”Det er hans datter, miss Dana Cambells fødselsdag i dag. Hun bliver 21. Skal jeg køre forbi en gavebutik på vejen, sir?”

”Hvordan...hvem er inviteret? Jeg mener, kan du vise mig en liste over gæsterne?”

”Det er desværre umuligt. Miss Cambell har inviteret alle indbyggere i nordzonen til at gratulere hende på dagen. Mr. Cambell har endda ladet hende invitere gæster fra andre byer, sir.”

Det var store nyheder. Folk fra andre byer havde lige så lidt clearence til at betræde nordzonen som jeg.

”Hvordan kommer de andre besøgende til festen? Bliver de ikke standset?”

”Clearence-levels er suspenderet på grund af festlighederne, sir. Alle kan frit deltage. Hvilken gavebutik ønsker de?”

Jeg lænede mig tilbage i sædet. Pludselig så tingende en del lysere ud.

”Bare den nærmeste. Og du må også hellere smutte forbi en tøjbutik. Hvad må jeg iøvrigt kalde dig?”

”Bare kald mig James, sir.”

 

Da jeg ankom til Big Don Cambells hus, var det med en lille, indpakket æske i lommen og iført smoking. Jeg havde aldrig haft sådan et sæt på, og jeg svedte som ind i helvede. Sløjfen om min hals strammede, så jeg dårligt kunne trække vejret, og bukserne føltes mærkelige mod huden.

Jeg var ligeglad. Jeg skulle snart se Dana igen.

Jeg havde været forberedt på at betale en uhyrlig sum for tøjet, men manden i butikken lod mig nøjes med at leje sættet i 24 timer. Jeg gav ham pengene, som var cirka halvdelen af min formue, og fik til gængæld lov at bruge hans badeværelse, samt låne en hårbørste. Han gav mig endda en plasticpose til mit eget tøj. Enten stoler folk mere på hinanden på nordsiden, eller også ser jeg bare fantastisk ærlig ud. Jeg følte mig lidt fjollet i det pæne tøj og med mit hår sat i hestehale, men jeg kunne i det mindste komme ind.

Taxa’en kørte mig igennem 6 clearence-kontrolposter, hvor James hvergang fortalte den vagthavende stødtrop, at hans passager ”var en ven af miss Cambell fra nabobyen, og at alt var i skønneste orden”. Jeg har bagefter tænkt på, hvad der foregik i hans elektronhjerne den dag. Mon den var i stykker, eller fik han bare lyst til at bryde regelerne en gang imellem?

James satte mig af udenfor det største hus, jeg endnu har set. Hele turen op af indkørslen sad jeg bare og stirrede ud af vinduet, da bygningen tårnede sig op over os. Det var gult og hvidt, med gyldne spir rundt omkring, og en masse tårne og karnapper med spidse tage stak ud fras selve bygningen. En trappe, kun en smule større end den foran højbanens centralstation, førte op til en hoveddør, som så ud til at være bred nok til fem mand på een gang. Rundt omkring langs facaden var der spotlights, som kastede lys på huset, og fik det til at ligne en diamant mod den sorte himmel. Guldbelægningen glimtede, så det skar i øjnene.

En hel flok biler, både taxa-bobler og rigtige biler, holdt i kø foran trappen, og 6 mand i skinnende sorte uniformer løb rundt og åbnede bildørene for folk. Der var mennesker i dyrt tøj overalt, og hele tiden var der en masse røde lys, der svævede rundt. Der gik lidt tid, før jeg opdagede, at det var lys fra digitalkameraer. Hele dette her cirkus blev sikkert sendt live på nettet, så alle de fattige netjunkier kunne sidde derhjemme og føle sig som en del af festlighe­derne.

Turen kom til vores boble, og en af de uniformerede drenge åbnede døren for mig.

Jeg klappede James på skulderen.

”Tak for turen, James!”

”Selv tak, sir. Skal jeg blive og vente på dem?”

Jeg tænkte mig hurtigt om. ”Nej tak.”

”Meget vel, sir. God fornøjelse.”

Jeg steg ud, og smilede til fyren i uniform. Han smilede igen, og nikkede ind mod bilen igen.. Vi stod lidt og kiggede på hinanden, uden rigtig at vide, hvad vi skulle gøre, så opdagede jeg gaven på sædet. Jeg rakte ind og tog den, og han smækkede døren i. James satte vognen igang, og jeg vendte mig mod huset. Langsomt begyndte jeg at gå op af den brede trappe. Et af de digitale kameraer zoomede ind på mig, og jeg prøvede diskret at skjule mit ansigt med hånden. Jeg var ikke interesseret i, at nogle af den lokale tropper i min zone skulle se mig optræde som rig mand på nordsiden.

Omkring mig var der mennesker i hundredevis. Mændende havde for det meste smoking eller jakkesæt, mens kvinderne havde noget mere variation i deres påklædning. Ved siden af mig gik en kvinde på ca. 40 i en kjole, som sikkert ville have klædt en 20-årig bedre. Den var flaske­grøn, lavet af et stof, som lignede fiskenet, og afslørede mere end den skjulte. Jeg rødmede, og vendte hovedt den anden vej. Der fik jeg imidlertid øjenkontakt med en pige på min egen alder, i en blå silkekjole. Hun havde kort, mørkt hår, store øjne og meget hvide tænder. Hendes ansigt var smalt, og hun virkede bekendt, indtil jeg genkendte trækkene. Det var ansigtet på en filmstjerne fra 1990'erne, Winona Ryder. Det var et meget populært ansigt for plastikkirugerne. Winona-pigen smilede til mig, og vinkede kort. Hendes partner, en mand i en smoking, som så ud til at være lige ved at overgive sig og gå op i sømmene, trak afsted med hende, og hun forsvandt i mængden. Jeg forsøgte at se ud, som om jeg havde al mulig ret til at være her, og gik med faste skridt op af trappen.

Jeg var, rent ud sagt, skidebange.

Ved døren blev folks overfrakker taget af en flok tjenere i pingvin-frakker. De så lidt gammel­dags ud, indtil jeg fik kastet et blik rundt i forhallen.

Min søster har en film, hun ser mindst to gange om ugen. Det er een af de gamle musicals med en masse børn, en flot kaptajn og en syngende nonne. De bor i et stort hus ved en sø, og de synger hele tiden. Jeg har set den film hundredevis af gange, og jeg har endnu ikke fattet handlingen-måske fordi jeg falder i søvn næsten hver gang.

Det hus, jeg nu trådte ind i, lignede noget fra den film. Der var to trapper, som snoede sig op omkring forhallen, og fire store fløjdøre førte ind til et endnu større rum, hvor der lød klassisk musik. Forhallen var fyldt med folk, men det var svært at se alle klart. Der var en tåge af een eller anden slags i luften, og det gik op for mig, at det var tobaksrøg. Det måtte være rygehal­len.

Jeg havde ingen frakke på, men jeg afleverede min plasticpose til en af tjenerne. Han så lidt underligt på den, gav mig en lille seddel med et nummer på og forsvandt. Det var nok ikke tit, de så plasticposer her.

Jeg så mig om, og prøvede at regne ud, hvor Dana mon kunne være i dette slot.

I mangel af bedre ideer gik jeg gennem flokken af rygere og gennem fløjdørene.

Jeg kom ind i en festsal. Folk dansede rundt til musikken, eller stod i små grupper ved væggene og snakkede sammen. Tjenere gik rundt med bakker med glas, nogen tomme og andre fyldte. En af dem med fulde glas rakte et til mig, og jeg tog det af ren refleks. Straks var han væk, og jeg stod med et højt, tyndt glas af et eller andet gyldent. Glasset føltes underligt hårdt, og jeg opdagede, at det ikke var plastic, det var glas. Jeg tog en slurk af min drink, og begyndte straks at hoste. Jeg havde aldrig smagt noget lignende. Jeg tabte mit glas, og prøvede desperat at få luft.

En venlig mand med fuldskæg dunkede mig i ryggen, og jeg hev efter vejret.

”Pas på med at få det i den gale hals. Det er en Dom Perignon <45, til 800 flasken. Big Don har virkeligt revet sig denne gang!”

Jeg nikkede, og fik endelig så meget luft, at jeg kunne stå på benene igen. Manden slog mig i ryggen endnu engang og forsvandt så grinende i mængden. Jeg så mig om efter mit glas, men det var allerede blevet samlet op af en tjener. Jeg greb fat i en anden, som gik forbi mig, og så på de høje glas, han havde på sin bakke.

”Har du ikke whisky?”

”Naturligvis, sir. Noget bestemt mærke?”

”Næææøøhh...bare den bedste, du har!”

Han nikkede og forsvandt. Mindre end 30 sekunder senere vendte han tilbage med et glas med is og en gul vædske, jeg gik ud fra var whisky. Han nikkede igen, og var væk. Gad vide, hvor de lærer den slags numre.

Jeg drak en slurk af whiskyen, og fik det straks bedre. Hele min krop slappede af, og jeg kunne se mig om med friske øjne.

I den anden ende af denne store sal var der et gavebord opstillet. Det lignede noget fra et bryllup, jeg engang havde set på holovision. Dengang var det en prins og en prinsesse, der blev gift. Hvis detteher var een piges fødselsdagsgaver, så.....Jeg var glad for, at jeg ikke havde taget Sarah med. Hun ville være gået helt amok over alle de gaver.

Ved gavebordet genkendte jeg to af personerne. Den ene var Laura, som lignede en havfrue i en grøn kjole med glimtende sten på. Den anden var Big Don Cambell.

Jeg havde aldrig set ham i live før, kun på holo-vision. Han var omkring de 50, med sølvgråt hår, brede skuldre og en brystkasse kun lidt bredere end styret på min motorcykel. Hans hår var samlet i en hestehale, som nåede ham til midt på ryggen. Jeg var for langt væk til at se hans øjne, men jeg kunne huske fra holo-vision, at de var grønne. Grønne som Danas.

Big Don var igang med at fortælle et eller andet til Laura, som så ud til at kede sig aldeles forfærdeligt. Hendes øjne gled rundt i lokalet, og jeg dukkede hurtigt ned bag en bregne i en potte. Jeg havde ikke brug for at blive afsløret af en jaloux veninde. Jeg kiggede ud gennem bregnebladene, og så en anden kvinde, måske 45 år, komme hen og hviske Big Don noget i øret. Han lavede en undskyldende gestus til Laura, og fulgte efter kvinden ud af salen.

Laura stod lidt og betragtede gavebordet, så begyndte hun at gå mod den bar, der optog det meste af den ene væg. Jeg kom frem fra mit skjul, og gik hen til gavebordet.

Dana var enten meget forkælet eller meget populær. Det besluttede jeg, da jeg tog et overblik over de hundredevis af gaver, der optog bordpladsen. Der var smykker, malerier, holodiscs, tøj i stabelvis og 3-4 pelse af forskellig slags. Et sted kørte der en lille holo-recording af en hest, med en lille seddel vedhæftet: Den rigtige står på farmen. Kærlig hilsen George og Anne.

Jeg tænkte på min sidste fødselsdag. Jeg havde fået en ny kniv af Sarah og Denny, og 6 kapsler KING-OF-THE-WORLD af Michael. Min far havde glemt alt om min fødselsdag, og jeg har ikke anden familie. Ejeren af Calypso lod os allesammen spise gratis i dagens anledning.

Jeg kunne ikke lade være med at ønske, at jeg havde lige så mange venner som Dana øjensyn­ligt havde. Så tænkte jeg på det, Dana og Laura havde sagt på stjerneskuddet, den dag vi mødtes. Som et isslot. Smukt, men koldt som ind i helvede. Jeg ønskede vist alligevel ikke at være Dana.

Hvad jeg derimod ønskede var at finde hende.

Jeg gik videre gennem et par døre, og kom ind i en lang stue, hvor folk sad ved små borde og spiste. Et stort bord med mad stod midt i rummet, og folk tog godt for sig af retterne. Jeg var faktisk drønsulten, og jeg skulle lige til at snuppe en tallerken, da jeg kom på bedre tanker. Spise kunne jeg altid gøre.

Jeg gik videre, og kom ind i et privat casino. 3 store rouletter drejede midt i rummet, mens små borde med blackjack, terningspil og poker stod rundt omkring. En masse folk heppede på den ene eller den anden, men der var intet spor af Dana. Der var ikke nogen anden udgang fra casinoet, og jeg gik tilbage til den store dansesal for at prøve en anden vej. Måske var hun ovenpå, eller gemte sig på toilettet. Det gjorde Denny tit, hvis der kom gæster.

Da jeg trådte ind i dansesalen begyndte alle folk at klappe. Jeg standsede forvirret op, og troede et øjeblik at de klappede af mig. Så opdagede jeg, at alle kiggede over mod gavebordet, hvor Big Don og kvinden fra før nu stod på en lille talerstol. Jeg skyndte mig at klappe med.

Big Don holdt hænderne op, og folk faldt til ro.

”KÆRE GÆSTER, KÆRE VENNER, KÆRE ALLESAMMEN!”, tordnede Big Dons stemme fra højtalerne, som måtte sidde skjult i væggene, ”HJERTELIG TAK, FORDI I VILLE KOMME I AFTEN. SOM I VED, FYLDER MIN DATTER DANA 21(klapsalverne bragede. Big Don bragte dem igen til tavshed.). JEG KENDER IKKE HALVDELEN AF JER, MEN JEG VED, AT I ALLE HOLDER LIGE SÅ MEGET AF DANA, SOM JEG GØR. ELLERS VILLE I VEL IKKE VÆRE KOMMET, HÆ, HÆ HÆ!(spredt latter) JEG HÅBER NATURLIGVIS, AT I OGSÅ HOLDER AF MIG, OG AT I VIL STEMME PÅ MIG, NÅR DEN TID KOMMER. MEN JEG SKAL IKKE STÅ HER OG HOLDE VALGTALE PÅ MIN DATTERS FØDSELSDAG. DET KAN JEG JO ALTID GØRE, MEN MAN BLIVER KUN 21 EEN GANG I LIVET. NU VIL DANA SELV SIGE TAK, FORDI I ER KOMMET I DAG. VÆRSGO= DANA!”

Han rakte en hånd ned fra talerstolen og trak Dana op til sig.

Det føltes, som om mit hjerte standsede i et par sekunder.

Jeg havde set Danas ansigt og krop 1000 gange i mine drømme de sidste par uger, men intet havde forberedt mig på at se hende igen. Hun var iført en lang, hvid kjole af et eller andet skinnende stof, som så ud til at være malet på hende. Hendes røde hår hang løst om hendes skuldre, og lignede en flod af smeltet kobber. Hun havde høje hæle på sine sko og et diamant­smykke af en eller anden slags om halsen. Da hun trådte frem på talerstolen brød et bragende bifald løs.

”TUSIND TAK! JEG ER SÅ GLAD FORDI I ER KOMMET. JEG VIL BARE SIGE...”

Hendes øjne havde set ud over mængden, og nu fik hun øje på mig. Jeg stod lidt for mig selv, og må havde set lidt åndsvag ud, sådan som jeg stirrede. Hendes øjne låstes fast i mine, og hun gik i stå. Jeg følte igen den underlige fornemmelse af at blive suget ud af min krop og ind i hendes øjne. Jeg så en glæde, større end noget andet jeg har set, blandet med en rædsel ud over al forstand. Vi stirrede på hinanden i et par sekunder, og jeg kunne høre en undrende mumlen i mængden. Så så Dana væk, strøg håret væk fra ansigtet og fortsatte:

”...JEG VIL BARE SIGE: EN HJERTELIG SKÅL TIL ALLE MINE VENNER!”

Alle hævede deres glas mod Dana, og brølede ASKÅL!!!@. Danas øjne holdt sig i den anden side af salen nu, og hun virkede som sig selv igen. Hun skålede med sin far og kvinden, som jeg gik ud fra var hendes mor, med en fyr i smoking og til sidst med Laura, som stod lige foran talerstolen. Til sidst holdt hun sit glas op, som for at skåle med hele salen. Hendes øjne gled forbi mig igen, men blev ikke hængende.

Hun satte sig på en stol bag talerstolen, mens Big Don igen gik til mikrofonen. Moderen og smoking-fyren talte til hende, men hun rejste sig pludseligt, og forsvandt ud af en dør.

”DET VAR ALT, KÆRE VENNER, NYD NU BLOT FESTEN RESTEN AF AFTENEN”, brølede Big Don.

Han trådte tilbage, og greb fat i en mand, som stod til højre for talerstolen. Det var fyren, jeg havde set på trappen-ham hvis jakkesæt så ud til at synge på sit sidste vers. Han nikkede, og kiggede søgende ud over mængden.

Jeg fandt det klogt at gå tilbage til spisesalen.

Jeg var ikke mere end 10 meter inde i salen, da en tjener greb fat i mig.

”Mr. Donner, sir?”

Jeg havde nær tabt min drink. Jeg forsøgte at lyde overlegen, som en gangster i en holo-film.

”Ja, det er mig. Hvorfor?”

”Miss Cambell ønsker at tale med dem, sir. Hun har bedt mig vise dem ind i våbensalen. Hvis de vil følge med denne vej.”

Jeg nikkede, og fulgte efter ham igennem folkemængden. Mit hjerte dunkede, så jeg kunne mærke det helt op i øjnene.

Tjeneren ledte mig ud i hallen med alle rygerne, op af en af trapperne ved indgangsdøren, og gennem en lang række haller og gange. Undervejs fik jeg glimt af store spisestuer, et musikvæ­relse med holovideo og forskellige instrumenter og adskillige store stuer. Et sted passerede vi et par, som tæt omslynget stod i en lille karnap og dyrkede cyber-sex. Deres implants var forbundet med en lille nydelsesledning, og de lød til at hygge sig aldeles fortræffeligt.

Til sidst standsede tjeneren ved en dobbeltdør af træ. Den var udsmykket med et billede af en ridder i rustning, som kæmpede med en rød drage. Meget flot, men en anelse prangende.

”Våbensalen ligger bag denne dør, sir. Er der noget, de ønsker?”

”Deeet....en whisky til ville være rart, eller måske en BSAM?”

”Begge dele kan de finde i barskabet bagerst i salen. Det er gemt bag maleriet af kong Henry den 5. Miss Cambell vil slutte sig til dem om et øjeblik.”

Han gik tilbage af gangen, inden jeg nåede at sige tak.

Jeg stod lidt og trådte mig selv over tæerne,så greb jeg fat i håndtaget og åbnede døren.

Rummet, jeg trådte ind i, var på størrelse med en indendørs basketballbane. Der stod 10-12 podier forskellige steder i rummet, og på hvert podie stod der en rustning. Den første var en ridder fra middelalderen med løftet sværd, og bagerst i rummet kunne jeg lige skimte en stødtrop i kampuniform. Jeg håbede, han var udstoppet. På væggene hang der en del billeder, mest portrætter og kampscener, og hundredevis af håndvåben af forskellig slags. Jeg fik øje på en modbydeligt udseende nerve-lammer, side om side med et japansk samurai-sværd. Jeg var overvældet.

Jeg bevægede mig langsomt ned mellem rustningerne, lod mine hænder glide over dem, rørte ved våbnene og stirrede nysgerrigt på det hele. Pludselig hørte jeg en dør gå op, klikkende fodtrin på lakgulvet og en stemme, jeg indtil for ganske nylig kun havde hørt i drømme, hørtes i rummet:

”Patrick?”

Bare mit navn på hendes læber fik luften til at vibrere. Jeg trådte frem bag en korsridder-rustning, og så hende stå midt på gulvet. Hun stod ret op og ned, med røde kinder og skinnen­de øjne. Hun trak vejret hurtigt.

Tusind ord fløj gennem min hjerne på brøkdelen af et sekundt, men det eneste, som kom ud, var:

”Hej, Dana.”

Hun trådte et par skridt nærmere, og lagde hovedt på skrå. Hun så ud, som prøvede hun at gennemskue, om jeg var virkelig eller et hologram.

”Hvordan.....?” Hun kunne ikke færdiggøre sætningen.

”Gennem hullet i muren. Jeg tog en taxa herud, og her er jeg. Til lykke med de 21.”

Hun smilede svagt, men jeg kunne se tårer i hendes øjne.

”Patrick, ved du ikke, at de skyder dig ned på stedet, hvis de finder dig her?”

”Jeg tog chancen. Jeg måtte bare se dig igen.”

Hun trådte endnu et par skridt nærmere, og hendes hånd rakte ud efter mig. Jeg tog den.

Da vores fingre rørte hinanden, begyndte Dana at græde. Det var, som havde kontakten brudt en fortryllelse eller sådan noget. Tårene begyndte at løbe ned af kinderne på hende, og hendes hånd klemte hårdt om min.

”Jeg har savnet dig, Dana. Jeg kan ikke tænke på andet end dig. Jeg drømmer også om dig om natten! Jeg er ligeglad med mure og vagter, bare jeg kan få lov at være sammen med dig!”

Hun prøvede at tørre tårene væk med sin frie hånd.

”Måske...skulle vi aldrig have mødt hinanden, Patrick. Måske havde det været bedst, hvis vi aldrig havde set hinanden. Men vi har set hinanden....og jeg kan heller ikke få dig ud af hovedet!”

Jeg så på hende. Mit blod brusede i mine ører. Aldrig havde jeg trængt så meget til en BSAM.

”Hvis du.....har det li’som mig, hvad græder du så for?”

”Fordi jeg er forlovet, Patrick! Med Needles Stanton, vicepræsidentens søn!”

Hun kunne lige så godt have brugt sin nosseknuser på mig.

”Forlovet? Jamen.....”

”Jeg elsker ham ikke, Patrick. Det er bare en forlovelse, vores forældre synes er utrolig smart. Magtbalancen i de kommende år er sikret, og al den slags. Men jeg elsker ham ikke! Jeg....jeg tror, jeg elsker dig!”

Nosseknuseren forsvandt, lige så hurtigt, den var kommet.

AElsker du....jeg elsker dig, Dana. Jeg er ikke forlovet, og jeg elsker dig.”

Dana trak mig over til en sofa ved væggen. Vi sad i skjul af et samurai-panser.

Hun tog begge mine hænder. Jeg mærkede hendes varme på min hud, og den virkede sært beroligende.

”Måske manglede jeg bare mod til at sige det...eller måske vidste jeg bare ikke mine levende råd, da vi skiltes den aften. Jeg har haft masser af tid til at tænke over tingende i de sidste par uger, og jeg ved, at jeg elsker dig. Men det vil aldrig kunne lade sig gøre, Patrick. Muren er snart færdig, og så kan ingen krydse de to zoner, med mindre de har et legalt ærinde. Tror du, computeren vil godtage, hvis jeg fortæller, jeg skal besøge min lockdown-elsker?”

”Måske ikke. Men der må da være en måde, vi kan ses på ! Jeg tror ikke på, det kan være umuligt.”

”Måske...”, hendes øjne lyste op, ”måske, hvis vi tager afsted nu...muren er stadig åben, og vi kan komme igennem....måske kan vi slippe væk!”

Jeg forstod, hvad hun prøvede at sige.

”Mener du stikke af? Forlade byen?”

”Forlade byen, forsvinde for evigt. Min far vil sætte hele hæren efter os, men hvis vi kommer til een af de andre byer, har han ingen ret til at forfølge os. Hvis vi slipper ud af byen er vi fri!”

Det virkede så naturligt at snakke med Dana om at slippe væk fra byen. Michael og jeg havde tit talt om at flygte, men det var aldrig blevet til noget. Jeg kunne til gengæld mærke, at Dana ikke ville lade det blive ved snakken. Jeg ønskede intet mere i verden end at flygte med hende, men een ting forstyrrede mig.

”Min bror og min søster...dem må vi tage med! Jeg kan ikke lade dem blive hos min far!”

”Vi kan tage din mormor med, hvis du synes!”

Vi begyndte begge to at grine, mest af lettlese. Der var blevet sagt så mange vigtige ting, at det føltes godt at grine. Dana rejste sig, og åbnede et barskab bag et maleri.

”Jeg trænger til en drink. Vil du ha= noget?”

”En whisky ville være rart.”

Hun skænkede et glas til mig, og tog selv et lille glas af noget, der lignede tyk cacao.

”Hvordan slipper vi ud af byen? Har du clearence til at forlade den?”

”Kun hvis min far giver mig den. Og af en eller anden grund tror jeg ikke, han vil være villig til det. Vi må finde en anden vej ud.”

”Hvad med vandet? Vi kan leje en båd i havnen og sejle væk. Inden de opdager, vi er væk, er vi forbi bygrænsen, og den næste by er kun et par hundrede kilometer mod syd.”

Dana drak en slurk af sin drink.

”Det er ikke nogen dum idé. Men først er vi nødt til at smutte ud af huset her, uden mine forældre eller Needles opdager det. ”

”Vi må nok ta= en af bagdørene. Eller har i ikke en masse hemmelige udgange fra huset her?”

”Et par stykker, men der er næsten altid vagter ved. Jeg tror, vi tager sidedøren til haven.”

Hun rejste sig, og kyssede mig. Det var første gang, siden vi var skiltes den aften, vores læber havde rørt hinanden i virkeligheden, men i mine drømme havde vi kysset hver aften, så det føltes ikke underligt.

Hun slap mig, og smilede.

”Jeg skal lige pakke en taske med penge og lidt rent tøj, så er vi smuttet!”

Jeg pegede på hendes kjole.

”Måske skulle du også tage noget mere praktisk flugttøj på!”

Hun grinede, og begyndte at gå mod døren. I det samme gik den op, og Big Don Cambell stod foran os. Han havde røde kinder, og hans øjne så ud som Sarahs, da hun havde høj feber. Han lignede en fabriksejer, som lige har fået at vide, at alle hans ansatte er gået i strejke.

Fyren i smoking, som jeg gik ud fra var Needles, stod lige bag ham. Nu, jeg så ham tæt på, kunne jeg godt se ligheden med vicepræsidenten. Både Needles og hans far mindede mig om en af mine legekammerater, der havde fået kogende plastic hældt over sit ansigt. Hans hud så ud til at være tegnet på hans kranie, og når han smilede, viste han nærmest bare tænder. Needles så ligesådan ud. Jeg brød mig ikke om ham ved første øjekast, og jeg var sikker på, at det var gensidigt.

”Dana, min søde”, sagde Big Don med kattevenlig stemme, ”din mor er bekymret for dig. Hun spørger, om du snart kommer ned!”

Han så på mig, og jeg kunne næsten mærke istapper forme sig på min krop, hvor hans blik rørte mig.

”Jeg tror ikke, jeg har mødt din unge ven før? Hvordan går det, mr. Donner?”

 

 

7

 

Jeg slog øjnene op ved det uhyggelige minde. Big Dons ansigt havde været næsten febrilt, men overvågent og fuld af en uhyggelig opmærksomhed - og grænseløs ondskab. Det var den slags ansigter, man forestillede sig på uhyret inde i skabet, da man var lille.

Jeg rejste mig fra stolen og gik hen til automaten. Jeg havde ikke ur på, så jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde siddet her, men jeg havde røget en pakke Kings mens jeg ventede. Jeg trak en ny, og tog ved samme lejlighed en pakke kiks fra det lille bord med forfriskninger. Min mave skreg på rigtig mad, men dette her måtte være nok lige for øjeblikket.

Jeg tog en øl fra en kasse og åbnede den med bordkanten. Jeg bemærkede, at sygeplejesken ved vagtlugen holdt øje med mig, og jeg stillede mig hen til vinduet for at undgå et se på hende. Det var snart morgen, men mørket dækkede stadig byen.

Udsigten over byen har altid sat mig i godt humør. Den er så enorm, at man kan stirre i timevis og ikke få set en brøkdel af de detaljer, man kan få øje på. Jeg havde engang en kiggert, og jeg kunne bruge timevis på at sidde på taget af vores hus og stirre rundt på byens skyline. På klare dage, når smog-tågerne ikke er så tætte, kan man se helt ud til havnen fra vores tag. Hvis man vender sig den anden vej, kan man se nordzonens træer, og de skinnende tage på nogle af palæerne. Muren skygger for en del af det nu, men før i tiden var udsigten fantastisk. Jeg sad tit og drømte om at bo oppe ved de træer, da jeg var lille. Af og til kom min far op til mig, og han kendte navnene på alle bygningerne. Han kunne snakke i evigheder om byen, og jeg lyttede  med et lille glad smil på ansigtet. Det var før min mor døde, og før han begyndte at tage stoffer.

Min mor og far var på mange måder atypiske, da jeg var lille. Min søster Vanessa og jeg voksede op i et hjem, hvor min mor ikke arbejdede(og derfor altid var hjemme), hvor der kun var et net-interface(som næsten aldrig blev brugt, og kun af min far), og hvor ingen af forældrene tog stoffer. Vi var allerede dengang temmelig unormale.

Min mor var oprindelig parfumeekspert i et stort butikscenter. Da byen blev opdelt i de to zoner blev hun fyret, da hun boede og arbejdede i hver sin zone. Min far var ingenør dengang - han byggede en del af de store bygninger ud til Central Square. Han tjente penge nok til at min mor kunne blive hjemme og passe Vanessa og mig. Vanessa var et år ældre end jeg, og hun så det som hendes fornemmeste opgave at beskytte sin lillebror. Hun sloges med alle drengene i vores bygning, bandede som en sømand og endte med at være den ubestridte leder af alle børn i vores bygning. Hun var mørk, både i huden og håret, og hendes øjne var så mørkebrune, at de næsten var sorte. Hun var den eneste af alle Donner-børnene, som hverken lignede min far eller min mor. ”Sorte Van” var det øgenavn, hun blev kendt på i kvarteret, og jeg fulgte hende i hælene som en glad, lille hundehvalp.

Desværre spredtes hendes barske ry sig til et par af de andre bander i kvarteret, og en tirsdag morgen passede en flok store drenge Vanessa og mig op foran vores bygning. Min far var på arbejde, og min mor var for en gangs skyld ikke hjemme. Hun besøgte en veninde nogle blokke væk.

Drengene lignede mest af alt en flok ulve, som angriber en hjort og dens kid. De begyndte at tjatte til os, først nærmest for sjov, men på et tidspunkt slog Vanessa igen, og ramte een af drengene over munden. Hun flækkede hans overlæbe, og det begyndte at bløde.

Det var, som om blodet ophidsede dem. De gik mere målbevidst til angreb, begyndte at sparke og slå med knytnæver, og Vanessa stillede sig beskyttende foran mig.

Jeg husker, at jeg tænkte på min mor, og hvormeget jeg ville ønske, hun var hos mig, da jeg hørte klikket fra en springkniv. Jeg kendte udmærket den lyd - Vanessa havde ladet mig låne sin flere gange.

Der kom et lynende glimt i morgensolen, og Vanessa lød pludselig som en, der prøver at tale under vandet. Hun gurglede, og faldt baglæns ind i mig. Jeg var ikke stærk nok til at gribe hende, men jeg afbødede hendes fald en smule. Hun slog nakken ned i asfalten, og lå stille. Jeg stirrede ind i hendes ansigt, som var fuldt af blod. Jeg kunne se hendes læber forme ordet: ”LØB!”, men jeg kunne slet ikke røre mig. Jeg rakte min hånd ud, og tog fat i hendes, og jeg mærkede hende knuge den et øjeblik. Så blev hendes hånd slap, og lyset forsvandt fra hendes øjne. Hun havde ikke engang prøvet på at skrige.

Jeg kan huske en skygge falde ned over mig, og en af drengene, som sagde: ”Han har set det hele. Vi kan ikke lade ham sladre!”. Så blev jeg løftet op, og en forfærdelig smerte skar sig ind i min hals. Jeg blev smidt ned på asfalten, og mærkede noget varmt løbe ned over min t-shirt. Jeg så ind i Vanessas øjne, og så mit eget ansigt genspejlet. Så besvimede jeg.

Heldigvis havde en eller anden ringet efter en ambulance. Både Vanessa og jeg kom på hospitalet, men de kunne intet gøre for hende. Jeg havde været heldig, struben var ganske vist skåret over, men på en eller anden måde havde de store blodårer klaret sig.

Min far forlangte, at lægerne indsatte et tale-implant. Heldigvis dækkede børne-sygeforsikrin­gen, så jeg fik det bedste implant, man kan forestille sig. Jeg kan næsten ikke mærke det i halsen.

Min mor tog Vanessas død meget hårdt. Jeg tror, hun bebrejdede sig selv, at hun ikke havde været hjemme, da overfaldet skete. Hun blev mere afdæmpet, og meget mere beskyttende om mig end hun havde været før. Da Sarah blev født, blev meget af beskytter-komplekset overført til hende, men hun pylrede altid om mig, selv efter jeg var blevet så stor, at jeg gik i byen, tog stoffer og gik på nettet.

Min far havde selvfølgelig bemærket det skift, der skete med min mor. Noget tilsvarende skete med ham. Han begyndte at blive længere ude om aftenen, kom oftere og oftere hjem fuld, og af og til forsvandt han i flere dage af gangen. Når han endelig var hjemme, skændtes de, så det bragede. Jeg fatter ikke, hvorfor de blev sammen.

Jeg er ret overbevist om, at Denny blev født udelukkende på grund af trods. Min far ville ikke have flere børn. Min mor mente, man aldrig kunne få børn nok. På en eller anden måde må hun have snydt ham - måske skiftede hun sine P-piller ud med chokoladelinser. Under alle omstæn­digheder blev Denny født hjemme i vores lejlighed en varm sommereftermiddag. Jeg fik vores underbo til at hjælpe os, men Denny kom ud næsten af sig selv. Min far havde ikke været hjemme i 2 dage, og han kom først hjem 2 dage senere. Han kastede et blik på Denny, som lå i sin vugge, og mumlede noget uforståeligt, som ikke lød som en velsignelse. Derpå gik han ind i soveværelset og loggede på nettet.

Sarah og jeg passede Denny, mens min mor prøvede at komme til kræfter igen efter fødslen.

Jeg havde godt hørt om efterfødselsdepressioner, men jeg havde aldrig troet, at min mor kunne få den slags. 3 uger efter Dennys fødsel sprang min mor ud fra vores tag. Hun havde husket at give Denny bryst først.

Hvis der havde været noget som helst levende tilbage i min far, døde det den dag, han kom hjem, og så beskeden fra lighuset på sin com-skærm. Efter det blev han aldrig den samme mand. Istedet blev han til et af den slags væsener, som jeg en gang læste et eventyr om. Skiftninger. Et barn af en trold, som ombyttes med et menneskebarn. Min far var en skiftning, der var blevet voksen.

Jeg løsrev mit blik fra udsigten over byen. Natten gav under alle omstændigheder det hele et andet udseende. Om dagen kunne jeg holde af den, men om natten var den en ond og dyster betonkirkegård, befolket af udøde. Jeg kommer altid til at tænke på gravsten, når jeg ser skyskraberne om natten.

Jeg opdagede, at der var kommet mere liv i venteværelset, mens jeg havde stået og beundret udsigten. En flok unge mennesker, et par år ældre end jeg og de fleste af dem neo-punkere, stod rundt omkring i smågrupper og diskuterede dæmpet. Ved døren havde to stødtropper med hospitalets logo taget opstilling med deres elektro-lammere forventningsfuldt svingende. Et par sygeplejesker og en læge kørte igennem med en båre på hjul, på hvilken der lå en ung neo-punker med skudsår i ansigtet og på overkroppen.

Jeg satte mig hen i min stol, og åbnede pakken med kiks. Jeg havde spist 3 kiks, da min mave valgte at protestere. Jeg sprang op, og styrtede gennem venteværelset mod toilettet.

 

Da jeg havde kastet det meste af min mavesyre op, vaklede jeg hen til håndvasken og skyllede munden med koldt vand. En fyr i jakkesæt stod ved den anden vask og sæbede sine hænder ind. Han så på mig, som man ser på et stykke tyggegummi under sin sko. Jeg stirrede lige så koldt tilbage. Han forsvandt hurtigt ud af døren.

Jeg så på mit ansigt i spejlet. Det var frygteligt blegt. Jeg kunne stadig se flængen over øjenbrynet, hvor Needles= ring havde revet hul. Blodudtrækningerne omkring mit øje var blevet mindre, men man kunne stadig se det smukke sæbeøje, jeg havde hjembragt fra min sviptur til nordsiden.

Jeg gik langsomt ud i venteværelset igen. De fleste af de unge var forsvundet, men der sad stadig to neo-punkere i stolene, på den anden side af bordet, overfor min stol. Jeg lod mig falde ned i stolen uden at se på dem.

”Hvad så, smukke?”, hørte jeg en stemme sige, og et øjeblik troede jeg, det var Dana. Så så jeg op og opdagede, at det var den kvindelige neo-punker. Hun sad mageligt tilbagelænet i stolen og gjorde en bane ultracoke klar på et lille spejl. Den anden punker, en stor fyr med en tatovering af et dødningehoved over sit ansigt, så ikke engang på mig. Han var travlt optaget af at læse i et af holo-magasinerne. At dømme efter de stønnelyde, som kom fra bladet, var det næppe en artikel om havepasning, han læste.

Jeg så igen på pigen. ”Hvad mener du?”

”Jeg mener: Hvad laver du her på denne side af dørene? Du burde ligge i en seng, mand!”

Jeg skiftede stilling, og mærkede igen mit bryst gøre ondt.

”Jeg har ingen forsikring.”

”Nå, derfor. Vil du ha= en bane til at tage de værste smerter?”

Jeg overvejede det, men tænkte på min far. Jeg har altid undgået ultracoke. Har man først en gang prøvet det, så...

”Nej tak. Hvad laver du selv her?”

”Nå, Mean og jeg venter bare på en af vores bandemedlemmer. Han har fået en forgiftning, og skal pumpes ud. Hvis det går som det plejer, vil han gerne ha’ en bane, når han kommer ud, så jeg gør det klar til ham. Jeg hedder for resten Paine. Hvad med dig?”

”Patrick.”

””Patrick?” Hvor normalt? Har du aldrig overvejet at tage et nyt navn?”

”Jeg kan meget godt li’ ”Patrick”.”

”Jamen, du burde hedde noget i retning af ”Sodomy”, eller ”Dateraper”. Det ville passe meget bedre til dig. Hvorfor sidder du så herude, når du ikke kan komme ind?”

”Jeg venter på min kone. Hun er kommet slemt til skade.”

”Aha. Ligger hun på intensiv?”

”Ja.”

”Hved du hvad, Patrick-baby, jeg vil gi’dig et godt tilbud: Når du kommer ind til din kone, så vil jeg gi= dig 10 dask, hvis du rø=r ved hende. Bare klap hende på kinden, eller ta’ hendes hånd. Jeg vil vædde på, du ikke tør!”

”Røre ved hende? Hvad sker der da, hvis man rører?”

Jeg havde holdt Sarah i hånden det meste af tiden, da jeg var på hospitalet med hende, men det var selvfølgelig heller ikke på intensiv.

”Ved du ikke det, mand? Så er det jo næsten for nemt at fuppe dig! Hør her: De har koplet nogle meget avancerede scannere til intensiv-patienterne. Nogle af dem ligger endda under huden! Hvis der sker den mindste bevægelse, bliver de indvendige scannere ødelagt, og den slags dør man af! Derfor ligger alle derinde i et lammer-felt, så de ikke kan røre sig, men hvis man kommer og piller lidt ved dem....Det var altså bare for fristende. Undskyld.”

Jeg kunne mærke mit spyt tørre ind i min mund. Scannere under huden? Lammestråler?

Hvad havde jeg dog rodet mig ind i?

 

8

 

Jeg bukkede sammen af smerte, da Needles laksko ramte mig i skridtet med usvigelig sikker­hed. Enten havde han ikke drukket nok til at blive desorienteret, eller også spillede han fodbold. Jeg krøllede sammen på gulvet, og hørte svagt Dana skrige et eller andet.

Da jeg fik vejret igen, kunne jeg lidt bedre følge med i, hvad diskusionen handlede om. Dana stod knap en meter fra mig, og Needles spærrede hende vejen hen til mig. Big Don stod lænet op af en af rustningerne. Han så yderst utilfreds ud.

”Needles, flyt dig, eller jeg kradser dine øjne ud!”

”Slap nu af, min snut. Hør nu på, hvad din far siger!”

Needles= stemme var iskold. Han lød som en mand, der var overmåde tilfreds med at lave sin forlovedes elsker til hundemad.

Big Don kom lidt nærmere.

”Dana, min pige. Troede du virkelig, jeg var så dum at lade dig gå uden opsyn? Troede du, du kunne slippe væk fra den mægtigste mand her i byen?”

Han trak en cigar op af lommen og tændte den.

Jeg kunne mærke mine kræfte vende tilbage, men i samme øjeblik jeg prøvede at komme på benene, mærkede jeg et slag i panden. Alting svømmede ud for mine øjne, og jeg faldt sammen på gulvet. Jeg kunne svagt mærke noget varmt løbe end over mit ansigt, men jeg havde ikke kræfter til at løfte en hånd og tørre det væk. Det krævede al min viljestyrke at holde mig ved bevidsthed.

”Ligefra den første gang, du og Laura tog til Lockdownzonen, har vi holdt jer under kontant opsyn. Enten via sattelit, eller ved at sende et par folk efter jer. Da du mødte mr. Donner her, havde vi 3 folk mindre end 100 meter fra jer hele eftermiddagen. Vi har foretaget intensive baggrundscheck på påde mr. Donner og mr. Simmons for at være sikre på, at de ikke opbød nogen fare for jer. Vi kom til den konklusion, at to småkriminelle hackere og narkomaner ikke opbød nogen reel fare, men vi holdt jer under opservation. Heldigvis for mr. Donner sluttede den intensive overvågning efter 2 uger. Derfor blev jeg ikke underrettet om hans overtrædelse af zonegrænsen før nu. Straffen for den slags er jo ellers nedskydning på stedet!”

Dana så ud til at miste interessen for Needles. Hun trådte et par skridt over mod sin far.

”Hvis du rører ham, skal jeg sørge for, at ingen nogensinde stemmer på dig igen. Jeg vil afsløre alle de ting, jeg har hørt foregå her i huset. Både narkohandelen, cybersex-aftenerne og det ulovlige arkiv i kælderen!”

”Ingen mennesker vil tro dit ord over mit, lille skat.”

”Nej, men de vil tvivle! Og ved næste valg vil de stadig tvivle. Du vil aldrig blive præsident med en flok tvivlende vælgere!!”

En skygge gled over Big Dons ansigt.

”Måske har hun ret, sir”, sagde Needles og trådte et skridt væk fra mig. Det kunne han roligt gøre, jeg kunne dårligt nok koncentrere mig om at trække vejret.

Big Don så på Needles.

”Hvad er dit forslag?”

”Send ham tilbage til Lockdownzonen. Muren vil stå færdig i løbet af den næste uge, og efter det vil ingen kunne stikke af fra deres zone. Og hvad angår Dana...skal jeg nok sørge for, at hun aldrig får lyst til at forlade nordzonen igen!”

Han smilede sit dødningesmil, og greb Danas hår med sin ene hånd. Han trak til, og Dana faldt skrigende på knæ, mens hendes hænder slog blindt ud efter Needles.

Jeg mobiliserede al min styrke, og kom op på knæ. Mit ene øje var blændet af en strøm af blod, men det højre så udmærket, omend lidt udflydende.

”Lad hende være, dit møgsvin!” råbte jeg hæst, og slog ud efter Needles. Jeg ramte ham på skulderen, og han drejede hovedt mod mig. Han slap ikke sit tag i Danas hår. Tværtimod knyttede han den anden hånd og slog hende i ansigtet. Hendes hoved røg tilbage, og hun blev slap i hans greb.

”Hvad var det, du sagde?”, spurgte Needles venligt, og slap Danas hår. Hun faldt sammen på gulvet, den hvide kjole nu plettet af blodstænk.

Jeg tog et skridt frem mod ham, men et par arme greb mig bagfra. Jeg så et smokingærme i overstørrelse ud af øjenkrogen, og havde en ganske god ide om, hvem der havde fat i mig.

Big Don trådte hen foran mig. Han sugede på cigaren, og pustede en sky af røg i hovedt på mig.

”Lad mig fortælle dig, hvad der nu sker, mr. Donner. Du bliver smidt i en taxa, og kørt til grænseporten mellem zonerne. Derfra må du selv finde hjem. Hvis jeg nogensinde ser dig igen, eller hører om at du har kommunikeret med min datter, slår jeg dig ihjel og sætter jeg dit hoved på en stage. Jeg tror, jeg lader det stå i min fuglevoliére, til det er helt afpillet! Har du forstå­et?”

Jeg skulle lige til at spytte ham i ansigtet, men så overvejede jeg konsekvenserne. Jeg nikkede svagt.

”God dreng. Dana skal giftes med min unge ven her, og jeg er sikker på, at hun bliver en fremragende vicepræsidenthustru.”

Med disse ord vendte han sig mod Needles, så et øjeblik på sin datter på gulvet og sagde:

”Se at få hende vasket. Hun skal se nogenlunde ud, når vi skal sige farvel om et par timer!@

Needles nikkede.

”Det ordner jeg, sir. Hun bliver så god som ny - eller i hvert fald så tæt på, som det er muligt!”

Big Don gjorde tegn til gorillaen som holdt mig, og de store hænder slap deres greb om mine arme.

”Du har 2 minutter til at forlade mit hus, mr. Donner. Lothar, følg den herre ud, og sørg for, at han husker sine ting i garderoben!”

Kæmpen skubbede mig i ryggen, og jeg vaklede over til døren. Jeg drejede hovedt og så Dana langsomt sætte sig op. Hendes ene kind var opsvulmet efter slaget, og der var blodpletter under hendes næse. Jeg fangede hendes blik, og i hendes øjne så jeg en sådan sorg, at jeg mærkede mit hjerte falde ned i mine laksko.

Ublidt førte kæmpen mig gennem de lange korridorer, og ned til rygernes forhal. Han rakte sin hånd ned i min lomme, trak mit garderopemærke frem og gav det til en tjener. Et øjeblik senere blev jeg med min plasticpose i hånden skubbet ind i en taxaboble, og kæmpen lænede sig ind over mig.

”Kør ham til zonegrænsen, og sørg for, at han kommer ind i Lockdownzonen.”

”Forstået, sir.”

Boblen satte sig i bevægelse, og jeg drejede hovedt for at se på huset en sidste gang. Jeg syntes jeg så en hvidklædt skikkelse i et af vinduerne på tredie sal, men det var måske bare min fantasi.

 

Da jeg kom hjem, var det i mit eget tøj. Jeg havde skiftet i taxa=en, og chauføren, som lignede James til forveksling, lovede at levere smokingen tilbage til udlejeren. Jeg var glad for at komme tilbage i mit eget tøj, men ikke engang min læderjakke kunne rette op på mit blå øje, og den kage af blod, der sad fast i mit hår og mit ansigt.

Pakken til Dana havde jeg aldrig fået afleveret. Den lavede en lille, ubetydelig bule i min venstre jakkelomme.

Jeg gik langs muren til stedet, hvor jeg havde parkeret min motorcykel. Da jeg havde forvisset mig om, at ingen havde skåret dækkende op eller hældt sukker i tanken, kørte jeg ned på stjerneskuddet, hvor jeg tilbragte de næste to timer med at drukne mit hjerte i øl.

Jeg følte det, som om Big Don havde stukket en støvsuger ind i min krop og fjernet at det, der var tilbage af godt og rent. Hvis jeg skulle se på Dana som vicepresident Needles= kone de næste mange år, kunne jeg lige så godt brænde mig selv med glødende jern hver dag.

Jeg tømte mit glas. Til helvede med det hele!

Ingen af mine søskende var oppe, da jeg kom hjem. Michael havde lovet at komme ned og putte dem i seng. Min far sov sin brandert af i sit soveværelse, og lejligheden var meget stille.

Jeg gik stille ind i mine søskendes værelse. De regelmæsige åndedrag fra mine søskende virkede beroligende efter lydene og lyset i Cambell-huset.

Jeg stod lidt i mørket og lyttede til Sarahs og Dennys vejrtrækning. Jeg tænkte på, hvor meget der var ændret siden min mors død, og på, hvor meget jeg savnede hende. Så tænkte jeg på Dana, og hvor meget jeg savnede hende. Da jeg var kommet så langt, begyndte jeg at græde.

Hvis det bare havde drejet sig om mig, havde jeg formegentlig givet pokker i Big Don og hans gorilla. Det var det bare ikke.

Rent bortset fra, at Danas liv betød meget for mig, var der Denny og Sarah at tænke på. Hvis jeg skulle ende mine dage som dekoration i Cambell-husets fuglebur, ville de gå en slem tid imøde. Min far ville ikke være istand til at passe dem, og selv om Michael er god nok at have i baghånden som babysitter, ville han ikke kunne passe mine søskende ordentligt. De var afhængige af mig.

Jeg mærkede en hånd på min arm. Jeg fór sammen, men det var bare Sarah.

”Jeg hørte du græd. Hvad er der galt?”

Jeg satte mig ned på hug foran hende. Hun virkede meget gammel i nattelyset, mere som en dværg end som et barn.

”Jeg har fået mit hjerte knust, Sarah. Det forstår du nok ikke, men sådan er det altså.”

”Prinsessen og prinsen fik ikke hinanden i enden?”

Jeg nikkede. Sarah havde altid elsket eventyr.

”Lige netop. Derfor græder jeg. Fordi prinsesse Dana skal sove i 100 år, og jeg ikke kan kysse hende til live igen.”

”Jeg så dig på holo-vision. Det er Dana Cambell, der er din prinsesse, ikke?”

”Jo, og jeg er den bedrøvelige ridder. Hvad skal jeg gøre, Sarah?”

”Du skal lade historien ende. Der er ikke andre ting, du kan gøre.”

Jeg tænkte lidt over hendes kryptiske svar.

”Hvordan kan jeg få den til at ende?”

Dørklokken ringede. Det kunne kun være Michael. Ingen andre kan finde på at ringe på midt om natten.

Sarah grinede. Det vise dværge-udseende var som blæst bort.

”Du kan jo starte med at lukke døren op.”

Jeg rejste mig, og gik ud til døren. Jeg havde allerede i tankerne sammensat et par ASkrup-Af-Det -Er-Midt-Om-Natten@-sætninger i mit hoved, da døren svingede op.

På trappeafsatsen stod Dana Cambell, iført jeans og en rød sweater. Hendes øjne lyste stærkere grønt end nogensinde.

 

 

9

”Efter du var blevet kørt væk, tog Needles mig med ud på badeværelset. Han ville vaske mig, så jeg kunne vinke pænt farvel til gæsterne, uden at nogen mistænkte min forlovede for at have gennemtævet mig. Han blev ved med at fortælle mig, hvor ked han var af, at han havde givet mig et mærke i ansigtet. Han smurte endda make-up på, for at fjerne misfarvningen!

Nå, men efter en halv times arbejde mente han, jeg var pæn nok til at gå ned til mit værelse og skifte kjole. Han fulgte mig derned, men jeg fortalte ham, at jeg ikke ville se hans ansigt i mit værelse før efter vores bryllup-og helst ikke engang da. Det fik ham til at vente udenfor.

Da jeg blev alene, skiftede jeg hurtigt tøj til noget lidt mere syd-agtigt, hvorefter jeg kravlede ud af vinduet! Mit værelse ligger på fjerde sal, og det var en temmelig uhyggelig oplevelse at klatre forbi alle vinduerne på en gesims, der har nogenlunde samme bredde som en gymnastik-bom. Jeg fandt endelig et vindue som stod åbent. Hurtigt smuttede jeg ind, og kiggede mig om. Jeg stod i tjener-fløjen, og fra tjener-fløjen kan man komme ud til køkkenet. Jeg sneg mig gennem serveringsrummet, ud til køkkenet og ud af leverings-lemmen.

Køkkenet ligger på bagsiden af huset, så jeg måtte løbe gennem parken og ud på en gade, før jeg kunne praje en taxa. Jeg rev chauføren af rattet, og overtog selv styringen. De små elektroniske sataner kan rapportere til min far, ligemeget hvor venlige de lyder. Jeg kørte vognen til zonegrænsen, hvor jeg efterlod den på en sidevej.

Jeg gik op til zoneporten, viste mit ID og fortalte det som det var: At Big Don Cambells datter skulle et smut til sydsiden, og hvad de ville gøre ved det? De lod mig passere uden diskussion. Af og til kan det være helt praktisk at være datter af et uhyre.

Jeg vidste ikke, hvor du boede, så jeg loggede på nettet i en telefonboks og fandt Michaels adresse. Han står opført i politiarkiverne som hacker, så det var ikke svært at finde ud af, hvor han boede-og jeg kunne huske, du havde fortalt at han boede på etagen over dig. Så jeg tog højbanen-og her er jeg!”

Jeg greb begge hendes hænder hen over sofabordet.

”Men du kan ikke blive her, Dana. Vi må se at komme væk hurtigst muligt. Din far opdager lynhurtigt, at du er forsvundet, og han ved lige nøjagtig, hvor han skal finde dig. Og jeg er sikker på, at han godt ved, hvor jeg bor!”

”Men jeg troede...det, vi talte om.....at forlade byen og...”

”Jeg elsker dig, Dana. Mere end nogen anden pige, jeg har mødt. Jeg vil gerne stikke af sammen med dig, men først må vi ha’ Sarah og Denny i sikkerhed!”

”Vi tager dem da med os, ikke?”

Dana så på Sarah, som sad i stolen i hjørnet. Hun havde ikke sagt et ord, men havde stirret på Dana som var en af hendes filmstjerne-idoler trådt lyslevende ud af holo-visionet. Det var hun vel på en måde også.

”Vi kan ikke tage dem med os ud. Vagterne vil i forvejen være på udkig efter dig og mig. Hvis de har min families data og signalement, vil de vide, at jeg vil gøre alt for mine søskende. Derfor vil de holde udkig efter dem. Vi må ha” dem ud af byen på en anden måde. Michael kan smugle dem ud, og vi kan tage imod dem på den anden side.”

”Vi vil med jer, Patrick!”, jamrede Sarah fra stolen i hjørnet, ”Jeg har drømt så mærkeligt. Jeg drømte, at du sov i hundrede år, fordi den onde konge forheksede dig. Jeg drømte også, at Denny og jeg aldrig så dig igen!”

Jeg rejste mig, og omfavnede hende. Hun duftede stadig af nat og børneshampoo, og hendes pyjamas var blød mod min kind.

”Sarah, lille skat, jeg lover dig at vi ses igen. Michael kan få jer ud af byen, så vi allesammen kan være sammen igen. Men hvis ikke jeg tager afsted med Dana nu, kommer stødtropperne efter hende, og så får vi aldrig hinanden at se igen. Skynd dig hellere at tage tøj på, og løb op og hent Michael.”

Hun nikkede, og løb hen til døren. I åbningen vendte hun sig om, og så på Dana.

”Jeg har drømt om dig, prinsesse. Du kyssede min storebror, den bedrøvelige ridder!”

Så forsvandt hun ind på sit værelse.

Jeg rejste mig. ”Jeg vil pakke en taske, så vi har noget at tage med på rejsen. Prøv om du kan finde noget mad i køkkenet.”

Dana nikkede, og forsvandt ud i køkkenet. Jeg havde ventet et udbrud af væmmelse(vores køkken var virkelig frygteligt)men der kom kun lyden af skabe, der blev åbnet. Jeg blev lidt stolt af hende.

Hurtigt gik jeg ind på mit værelse. Jeg trak min rygsæk frem, og fyldte den hurtigt med lidt tøj og forskellige småting. Jeg tog min kniv, og efter en pludselig indskydelse tog jeg mit gamle interface med. Til sidst trak jeg min læderjakke på, og mærkede igen den lille pakke i lommen. Jeg ville måske alligevel få lejlighed til at give den til Dana.

Da jeg var færdig, gik jeg lydløst ind i min fars soveværelse.

Jeg stod et stykke tid og så på den sovende mand, som for så mange år siden havde holdt Vanessa og mig i hånden, når vi skulle over gaden. Han havde lugtet af sved og murstøv, men også af far. Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at vække ham og sige ordentligt farvel, men istedet sagde jeg bare: ”Jeg elsker dig.....far!”, og håbede, at ordende ville hænge i luften til han vågnede. Så lukkede jeg soveværelsedøren.

Jeg så aldrig min far igen.

 

Michael kom ned fra sin lejlighed iført boxershorts, beskidt undertrøje og sit interface.

”Hvad fanden ligner det at kalde mig herned på denne tid af natten!”, var det første han sagde, da han trådte gennm døren, men da han så Dana, klappede han i. Hans øjne blev så store, at jeg blev alvorligt bange for, at de skulle trille ud af deres huler.

”Hvorfor i alverden er du kommet herned? Jeg troede kun, det var tumper som Patrick, som overskred zonegrænserne!”

”Michael, du er nød til at hjælpe os!”, sagde jeg og tog ham i armen, ”Vi skal bruge dine hackerevner til at skaffe Denny og Sarah clearence til at forlade byen.”

”Hvad med Dana og dig?”

”Jeg tror desværre ikke, nogen kan skaffe mig en clearence længere”, sagde Dana og tog mig i hånden, ”Da jeg stak af fra nordzonen i aften, har jeg lagt alle privilegier bag mig. Jeg skal være heldig, hvis de ikke skyder mig på stedet som forræder, når mit pas bliver aflæst.”

”Derfor er Dana og jeg nødt til at forlade byen af mere...uofficielle ruter”, forklarede jeg, ”Jeg skal have dig til at leje en båd nede fra havnen. Den skal sejle os ud over bygrænsen og sætte os i land. Derefter skal du tage Denny og Sarah i hånden, organisere papirer fra et eller andet børnehjem, som giver tilladelse til en overflytning til en anden by, og gå lige ud af hovedpor­ten.”

”Når i kommer ud af byen, skal i bare følge kystlinien. Vi venter på jer, så tæt på bygrænsen, vi tør komme. Vi skal nok holde udkig efter jer.”

Danas øjne skinnede. Jeg var ikke sikker på, om det var af glæde, forelskelse eller spænding ved flugten. Måske lidt af hvert.

Michael nikkede. ”Det vil nok tage det meste af en time, men jeg vil gøre det så hurtigt, jeg kan.”

Han satte sig hen til interfacet i væggen, loggede på, og sad fuldstændig ubevægelig i næsten tre kvarter. Sarah brugte denne tid til at pakke en lille taske til Denny og sig selv, til at vække Denny og få ham i tøjet. Hun prøvede ikke at forklare ham situationen, og jeg tvivler på, han ville have forstået den.

Dana og jeg tilbragte denne tid på mit værelse. Vi sad på min seng med armene om hinanden, glade for en chance til at være os selv.

”Dana, jeg har tænkt over noget.”

”Hvad, Patrick?”

”Den dag i forlystelsesparken....hvor jeg sagde, at jeg kun havde lyst til at være sammen med dig....”

”Ja?”

”Det dér med at være sammen...det, jeg mente, var....”

”Jeg tror godt, jeg ved hvad du mente, Patrick.Men der er noget, du skal vide.”

”Hvad?”

”Laura og jeg...vi har prøvet en masse ting. Prøvet vores grænser af, kan man vel sige. Når man lever sit liv på den måde, vi gjorde, var man nødt til at prøve ting, som gav lidt mere...men Laura gik altid lidt længere. Jeg har aldrig....aldrig....”

Hendes stemme døde ud. For første gang, siden jeg så hende på Stjerneskuddet, så hun ud til ikke at vide, hvad hun skulle sige. Hun så ned på sine knæ.

”Jeg har aldrig....været sammen...med en mand før!”

Jeg følte en varme brede sig i min mave, og fordele sig til andre, mere åbenlyse dele af min krop.

”Har du....været sammen... med en ...pige før?”

”En gang. Det var til en fest. Een af Michaels veninder. Vi var skæve af alt muligt begge to, så jeg husker det ikke så tydeligt.”

Hun lo. En perlende latter, som var ligeglad med den fare, vi var i i dette øjeblik.

”Der er en stor chance for, at vi ikke klarer turen ud af byen, har du tænkt på det?”

Hun blev alvorlig igen, og nikkede.

”En meget stor chance. Derfor er jeg glad for, at du bragte emnet op.”

”Hvad mener du?”

”Jeg har ikke lyst til at blive skudt ned, uden at ha’ prøvet det først. Jeg har ikke lyst til at dø som uskyldig. Især ikke, hvis vi stikker af som forbrydere.”

Jeg nikkede. Mit tale-implant klikkede svagt.

”Vi har kun så lidt tid, Patrick. Jeg læste engang noget på latin. ”Carpe Diem”. ”Lev i nuet”, eller ”grib chancen”. Lad os gribe chancen, før det er for sent!”

Vi kyssede hinanden. Det føltes, som var det den første aften igen, og vi gik hånd i hånd gennem forlystelsesparken.

Vi gled langsomt ned i min smalle skibsseng, og jeg nåede at tænke, at jeg ikke anede om den æske kondomer, Michael havde givet mig i 16 års fødselsdagsgave, stadig virkede.

Så fløj min hjerne ud til en fjern planet, og alt forsvandt i en glidende, rytmisk flimren.

Jeg registrerede kun svagt, at Dana borede neglene ind i min skulder, og at hun hviskede mit navn tæt ved mit øre. Selv følte jeg kun en fred, så stor at jeg tænkte, den umuligt kunne være naturlig, brede sig i min krop, da hele universet syntes at eksplodere og gendannes i Danas hvide hud under mine fingre. Jeg rullede væk fra hende, og vi lå et stykke tid i halvmørket mens jeg følte sveden tørre ind på vores kroppe.

Jeg må have blundet et øjeblik, for det næste, jeg husker, er at Dana ruskede mig i skulderen. Hun stod nøgen midt i værelset, og smilede i det rødlige lys fra neonreklamen på muren udenfor. Jeg husker, at jeg tænkte: Hun må være en engel. Der er ingen anden forklaring.

”Vågn op, min elskede. Vi skal afsted nu.”

 

Michael havde skaffet en båd til Dana og mig. Den ville lægge til ved molen ved siden af forlystelsesparken om præcis 3 timer. Derfra ville den sejle os ud til grænsen, hvor den ville give os en robåd og sejle hjem igen. Resten af vejen måtte vi klare selv.

Præcis 12 timer efter vores afsejling ville Michael trille op til hovedporten i en stjålen bil, og præsentere sig som forretningsmand og sælger, med speciale i interfaces. Han skulle til nabobyen for at ordne nogle forretninger for regeringen, og han tog sine 2 børn med. Helt almindeligt og dagligdags. Det burde ikke give nogen problemer.

Jeg kyssede Sarah og Denny farvel, og jeg gav dem begge et ordentligt bjørneknus. Jeg fortalte dem, at vi snart skulle ses igen, men jeg kunne godt se, at vi allesammen var nervøse. Der var en stor risiko ved denne masseflugt.

Jeg omfavnede også Michael, mens Dana sagde farvel til mine søskende. Denny havde straks taget hende til sig, og bedt hende om at læse en historie for ham. Hun havde lovet ham, at fortælle historien om Tornerose, når vi sås igen.

”Pas på dig selv, Michael.”

AI lige måde, knægt. Jeg håber dette her lykkes, for du skylder mig stadig 50 stærke!@

Jeg nikkede over mod Denny og Sarah.

”Pas på dem for mig, til vi ses igen.”

”Du kan regne med mig. Jeg passer på dem, som var de mine egne. Det kan de jo også være-man ved jo aldrig. Har du nogensinde fået taget en blodprøve?”

Jeg rystede på hovedt, og boksede ham på skulderen.

”Vi ses snart.”

Dana gav Michael et hurtigt kys på kinden, og så forlod vi den lejlighed, som havde været mit hjem, så længe jeg kunne huske. Sarah vinkede, da elevatordørene lukkede sig mellem os.

 

Vi tog højbanen til forlystelsesparken. Dana havde lånt en af min fars gamle regnfrakker, så hendes ansigt ikke tiltrak sig alt for megen opmærksomhed.Vi talte ikke så meget sammen i toget, sad bare og holdt hinandens hænder,mens vi tænkte hver vores tanker. Pludselig vendte Dana sig mod mig, og kigge mig ind i øjnene.

”Vi har næsten halvanden time, når vi kommer derud. Lad os gå op i parken. Der er noget, jeg gerne vil prøve!”

Jeg nikkede, og jeg kunne næsten se i hendes øjne, hvad hun mente. Vi havde allerede fløjet på en måde i aften, nu skulle vi prøve det på en anden.

Da toget kørte ind på perronnen, steg vi ud som de eneste. Jeg ventede halvt om halvt at se en flok stødtropper med nervelammere stå og vente på os, men der var kun en herreløs kat og en avis, som blev blæst omkring af blæsten fra havet. Det var sidst på natten, og det var blevet temmelig koldt.

Vi gik langsomt ned mod forlystelsesparkens indgang. Jeg havde næsten ventet at se porten lukket, men selvfølgelig stod den åben som altid. Parken var mørk, bortset fra et par af værtshusene og Quicki-wed-kapellet. Den slags stedet har døgnåbent.

Vi gik gennem de lange promenader af tomme boder, næsten af den samme rute, vi havde fulgt tre uger tidligere. Jeg følte Dana knuge min hånd, og jeg tænkte på at flyve.

Endelig stod vi foran pariserhjulet. Det ragede op over os som et gudebillede af metal, og vi måtte lægge nakken helt tilbage for at skimte de øverste gondoler.

Vi så på hinanden. Vi behøvede ikke at sige noget, vi kravlede samtidig over afspærringen, og greb fast i stålwirene.

Jeg har ikke noget problem med højder, men jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke var helt glad ved situationen, da jeg var kravlet halvvejs op, og gjorde den fejl at kigge ned. Min mave prøvede af al magt at kravle op i min brystkasse, hvor den sloges om pladsen med mine andre organer. Jeg så op på Dana, som var et par meter over mig.

”KOM NU!”, kaldte hun og vinkede med den ene hånd. Hendes lange hår stod som en vifte ud fra hedes hoved. Jeg bed tænderne sammen og klatrede videre. Jeg så ikke ned igen.

Da jeg endelig nåede toppen, havde Dana allerede klemt sig ind i den gondol, som stod lige på toppen. En metalbøjle havde engang holdt passagerene på plads, men den var rustet løs, og kunne nemt skubbes til side. Jeg kravlede på plads ved siden af hende.

Under os lå hele byen. Selvom der var masser af bygninger som var højere end os, så det ud, som svævede vi højt over det hele, og så ned på alle andre mennesker. Jeg så bilernes lygter spejle sig i tågen og kaste skræmmende skygger på murerne. Jeg så lyspunkter i tusindvis, som hver var et lille hjem, lyse op, slukkes eller skinne klart. Jeg følte det, som sad jeg inde i den prisme, Sarah havde på sit natbord, og så ud på verden gennem det farvede glas.

Over os hang stjernerne ubevægelige, kolde og fjerne. De så ned på os, og jeg vil sværge på at de smilede til Dana og mig. Dana sad helt ubevægelig, og lod blikket glide rundt over horison­ten. Hendes fingre knugede min arm. Til sidst så hun på mig, og hendes øjne genspejlede stjernelyset. Hendes hår glødede rødt, og den hvide hud skinnede som sølv i nattens lys. Hun var det smukkeste syn, jeg nogensinde havde set.

”Vil du gifte dig med mig, Dana?”

Hendes blik flakkede ikke engang, og hendes greb om min arm ændrede sig ikke.

”Ja, Patrick. Jeg ville selv ha’ spurgt dig, men jeg havde vist ikke modet til det. Ja, jeg vil gerne gifte mig med dig. Måske kan det endda hjælpe os, hvis vi bliver fanget. Mit clearence-level og forsikring bliver overført til dig, når vi gifter os.”

”Så lad os gøre det nu, før båden kommer!”

”Lad os sidde et øjeblik til her. Kapellet ligger lige under os, og de lukker nok ikke, fordi vi venter 10 minutter.”

”Du har ret.”

Vi sad i endnu et par minutter og trak vejret i den kolde natteluft, indtil Dana sukkede dybt.

”Jeg er glad for, at vi gik herop. Jeg ville gerne dele denne oplevelse med dig.”

Jeg nikkede. ”Skal vi gifte os, miss Cambell?”

”Med glæde, mr. Donner. Men de tillader nok, at jeg selv kravler ned, uden at de støtter mig ved deres arm!”

”Bare jeg får lov at bære dig over rælingen til båden!”

Vi klatrede ned fra hjulet. Af en eller anden grund var det væsentligt sværere at komme ned, end det havde været at kravle op. Jeg var flere gange ved at glide, og en enkelt gang kurede jeg et par meter, før jeg fik grebet godt fat om en stålbjælke. Dana kaldte bekymret efter mig, men jeg gav tegn til, at alt var ok. Jeg havde ikke i sinde at lade hende grine af mine manglende klatreevner. Hun havde udvist et tydeligt talent for at klatre, og på vejen ned til kapellet, forklarede hun hvorfor.

”Vi har en klatrevæg i huset derhjemme, og jeg har været på ferie i bjergene flere gange, lige siden jeg var lille. Min far mente, at det var bedst hvis jeg kunne overleve i vildmarken. Jeg kan skam både lave bål, jage kaniner og klatre i bjerge.”

”Jeg kan køre på motorcykel, bruge en computer og drikke. Hvad ser du egentlig i mig, Dana?”

Hun undveg spørgsmålet.

”Michael fortalte, at du ikke havde været på nettet i over 3 år. Hvordan kan det være?”

”Efter min mor døde, var der li=som ikke rigtig tid til den slags. Desuden synes jeg, det er nok med en netjunkie i familien. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte holde mig væk fra det, og det gjorde jeg så. På et vist tidspunkt begyndte jeg at bryde mig mindre og mindre om det, indtil jeg ikke engang savnede det mere. I dag får jeg næsten kvalme hvis nogen tilbyder mig at logge på.”

Dana ruskede i mig. ”Så må vi hellere holde vores hjem fri for net-interfaces!”

”Ikke hvis Michael skal bo hos os. Jeg tror ikke, han kan leve uden en computer og sine daglige 6 timer på nettet.”

”Vi afvænner ham, trin for trin. Han må skære ned med en time om dagen, og resten af tiden kan han grave have. Det skulle nok få kureret ham.”

Vi nåede frem til Quicki-wed-kapellet. Det var en lav skæv træbygning, og det eneste tegn på liv var to stearinlys, der brændte udenfor døren. En slidt, rød løber løb gennem den åbne dør, og forsvandt ind i husets indre.

Dana klemte min hånd. ”Jeg må indrømme, at jeg altid havde forestillet mig mit bryllup lidt mere romantisk!”

”Samme her, men vi må vel tage, hvad vi kan få.”

Vi trådte ind af døren, og kom ind i et lille forkontor. En lille, buttet mand i et krøllet jakkesæt sad ved et skrivebord, og læste en bog - jeg kunne se titlen var MOBY et eller andet - og han så op på os med glade øjne. Han kunne ikke have mange kunder.

”Velkommen, kære venner. I er kommet for at blive lyst i den hellige ægtestand? Har I medbragt brudeudstyr?”

Dana så på mig, og jeg så på Dana. Ingen af os så specielt bryllupsagtige ud. Jeg ønskede et øjeblik, at jeg havde beholdt smokingen.

”Desværre ikke”, svarede Dana med beklagelse i stemmen.

”Det er helt i orden. Formedelst et mindre vederlag kan De begge erhverve dem et komplet kostume til låns under ceremonien!”

Jeg lænede mig tæt imod Danas øre. ”Hvad fabler han om?”

”Han vil leje os noget tøj. Det er i orden, vi klarer os med det, vi har på!”, svarede Dana, det sidste var henvendt til manden. Fredsdommere, tror jeg den slags kaldes.

”I så fald beder jeg jer følge med ind i kirkerummet, kære unge venner. Der vil I forkynde jeres kærlighed overfor mig og hinanden, og blive smedet i ægteskabets bånd!”

Han forsvandt gennem en dobbeltdør. Hovedrystende fulgte Dana og jeg efter ham.

Vi kom ind i det rum, der åbenbart fungerede som kirke. Der var 4 bænke, en lille forhøjning til fredsdommeren, et holokamera på en stander(sikkert hvis man ønskede en optagelse af brylluppet!)og et lille stereoanlæg, som fredsdommeren nu tændte med en skødesløs bevægel­se. Orgelmusik fyldte luften, og han vendte sig mod os med noget, der skulle have været et varmt smil. Han lignede en, hvis ansigtsmuskler er blevet uhjælpeligt lammede.

”Kære venner, vi er samlet her i dag, for at forene.....hvad var navnene?”

Han så distræt ned på os, og vi trådte et par skridt nærmere. Jeg så mig diskret om, for at se, hvilke ”venner”, han talte om. Jeg rømmede mig.

”Jeg hedder Patrick Donner. Hun hedder Dana Cambell. Se nu bare at komme videre!”

Jeg må have lydt mere truende end det var meningen, for han fór sammen, og fortsatte hurtigt:

”...For at forene Patrick og Dana i ægteskabets hellige bånd. Jeg tilspørger dig, Patrick Donner: Vil du have Dana Cambell, som står ved din side, til din hustru?”

Jeg nikkede, indtil Dana puffede mig i siden. ”Du skal sige det højt!”

”Ja, det gør jeg!”

”Og jeg tilspørger ligeledes dig, Dana Cambell: Vil du have Patrick Donner, som står ved din side, til din ægtemand?”

”Ja!” Danas svar var kort og uden tøven.

”Har de medbragt en ring, eller skal jeg forsøge at fremskaffe een?”

Jeg rodede i lommen. ”Nej, vent. Jeg har en!”

Jeg trak den lille gaveæske, som jeg havde købt tidligere på aftenen - det føltes som en evighed siden- og lukkede den hurtigt op. I den lå der en sølvring med en blå sten.

Dana så på mig med skinnende øjne.

”Hvor er den smuk, Patrick. Havde du planlagt dette her længe?”

”Nej. Den skulle egentlig have været en fødselsdagsgave. Tillykke.”

”Jeg har fået den bedste gave, jeg kunne ønske mig. Jeg har fået dig!”

Hun lænede sig frem for at kysse mig.

”Lige et øjeblik. Lad mig lige sige teksten færdig!”

Dana rødmede, og tog hurtigt ringen på sin finger.

”Hvad herren har sammenføjet, bør ingen menneske adskille. Jeg erklærer jer for rette ægtefolk at være. De må nu kysse bruden.”

Jeg bøjede mig frem, og kyssede Dana. Hun slog armene om mig, og jeg følte et par tårer mod min kind. Så slap vi hinanden, og hun tørrede hurtigt tårene væk.

”Hvis I lige vil være så venlige at skrive under på denne ægtepagt, så vi kan gøre det hele lovligt?”

Fredsdommeren stod med et clipboard i hånden. Et stykke papir med ordet VIELSESATTEST skrevet i krøllede bogstaver sad spændt fast på det.

Jeg tog den fremstrakte kuglepen og skrev mit navn på den stiplede linie. Dana gjorde det samme.

”Og hvis I lige vil træde herover, så vi kan lægge dokumentet ud på nettet, og derved gøre det fuldt officielt.”

Fredsdommeren trak et lille forhæng til side, og fremviste et lille interface, samt en scanner. Han lagde papiret i scanneren, og kørte strålen henover det.

”Besynderligt, der er ingen forbindelse. Jeg må nok hellere vente lidt.”

Jeg fik pludselig en meget stærk fornemmelse af fare. Jeg åbnede munden for at sige det til Dana, men i det samme eksploderede lokalet omkring os. Væggene blev blæst ind af en enorm ildkugle, og lyset gik ud.

 

Jeg var bevidstløs et par sekunder, men pludselig lå jeg på ryggen, og stirrede op mod stjernerne. Jeg kunne ikke huske, hvordan jeg var kommet der, jeg havde bare en svag fornemmelse af at flyve. Så vendte alt tilbage i et blændende glimt, og jeg satte mig op.

En jagende smerte skar sig ind i mit bryst, og alting svømmede for mine øjne. Jeg kunne se en masse skygger med lygter og geværer, og en stor siluet, som lignede en kanon. Så klaredes mit syn, og jeg kunne genkende stødtropperne og den store raketaffyringsrampe. Den affyrer højeksplosive missiler, som kan jævne et højhus med jorden. Det var et mirakel, at jeg stadig levede, hvis det var sådan en satan, der havde ramt kapellet. Men hvor var Dana?

Jeg prøvede at komme på benene, men det bedste, jeg kunne drive det til, var en slingrende kravlen. Tropperne var stadig omkring 40 meter fra mig - åbenbart havde de stået i sikker afstand fra kapellet, da det blev ramt. Jeg kravlede gennem rodede bunker af træstykker, tagplader og et enkelt sted en hel kirkebænk. Jeg åbnede munden for at kalde på Dana, og lukkede den straks igen. Hvis jeg begyndte at råbe, ville de skyde mig ned på stedet.

Endelig rørte min hånd noget, som ikke var træ eller sten. Det var blødt og klistret. I mørket kunne jeg se det lille, buttede ansigt, og jeg genkendte fredsdommeren. I hans højre hånd holdt han stadig vielsesattesten. Jeg trak den ud af hans hånd, og stak den i lommen. Hurtigt kravlede jeg videre, indtil jeg mærkede et par jeansklædte ben, og vidste, at jeg havde fundet min elskede.

Dana var blevet ramt af mere af eksplosionens kraft end jeg var. Hendes tøj var forrevet, og hun blødte fra flere sår. Hendes ansigt var fuldt af små sår fra træsplinter, og hendes hår var tykt af blod fra et sår i hovedbunden.

Jeg prøvede endnu engang at komme på benene. Denne gang lykkedes det, ved at støtte mig til en væltet bjælke. Jeg prøvede at løfte Dana på benene, men hun var slap som en kludedukke. Jeg kunne høre stødtropperne nærme sig hurtigt, og jeg så kun en udvej.

Quickie-wed kapellet havde ikke ligget langt fra kanten af forlystelsesparken. Hvis jeg kunne komme derhen, kunne vi hoppe ned i vandet. Det var et langt spring, men bedre end at blive fanget af tropperne. Med opbydelsen af alle mine kræfter løftede jeg Dana op i armene, og lagde hendes arme om min hals. Da jeg havde godt fat i hende, begyndte jeg at vakle-løbe mod kanten af parken. Mine arme og mit bryst gjorde vanvittigt ondt, og jeg var hele tiden ved at falde over mine egne ben.

Jeg hørte et enkelt råb bag mig, og en lygtes lyskegle fangede mig lige i det øjeblik jeg satte af og sprang. Jeg knugede Dana hårdt ind til mig, da vi faldt mod vandet under os.

Vi ramte med et bedøvende slag, og kom langt ned under overfladen. Jeg blev næsten slået bevidstløs igen af stødet, og jeg mistede øjeblikkelig orienteringen. Jeg anede ikke, hvad der var op, og hvad der var ned. Jeg sparkede lidt med benene, og mærkede trykket i mine ører blive stærkere. Altså måtte det være nedad. Jeg vendte omkring, og svømmede den anden vej.

Efter et par sekunder gennembrød vi overfladen. Vi befandt os under forlystelsesparken, og de store træpæle kastede mørke skygger på vandet. Jeg kunne ikke længere se tropperne, men jeg kunne høre dem samles ved kanten over os. Indtil videre var vi i sikkerhed.

Jeg tog fat i Danas hår, og holdt hendes hoved over vandoverfladen. Jeg kunne høre hendes vejrtrækning, som var boblende og uregelmæsig. Jeg var nødt til at finde et hospital, og få hende indlagt. Båden og flugten måtte vente.

Jeg begyndte langsomt og pinefuldt at svømme mod land. Bag mig kunne jeg høre tropperne diskutere, hvem af dem, der skulle hoppe i og fiske vores lig op.

Jeg har kun en tåget erindring om, hvordan jeg kom ind til land. Jeg husker kun, at jeg svømmede i, hvad der føltes som evigheder, og at jeg hele tiden måtte træde vande for at holde Dana over overfladen. Jeg har heller ingen idé om, hvordan jeg fandt et hospital, men det næste jeg husker tydeligt, er Danas ansigt under en iltmaske, da hun blev kørt ind på intensivafdelin­gen, og en sygeplejeske, som bestemt skuppede mig ind i venteværelset, og bad mig vente, til hun kom efter mig.

 

 

10

En hånd rørte ved min skulder.

Mine lemmer var så tunge, at jeg følte mig som en statue af bly. Det krævede al min styrke at løfte hovedt og se på personen ved siden af mig.

”Mr. Donner? Du kan gå ind til din kæreste nu. Hun er.....stabil”

Den korte tøven i sygeplejeskens stemme burde have advaret mig, men jeg var alt for udmattet til at være mistænksom. Jeg rejste mig, og tog min jakke fra stolen.

Sygeplejesken viste mig gennem et par dobbeltdøre, og ind i en lang gang, med små sygestuer på hver side. I hver stue var der 6-8 senge, hver med en person i. Ved et par af sengende sad der andre folk, gamle mennesker og unge, alle forenet af hospitalets barske virkelighed. En seng med hjul på passerede os på gangen, og jeg fik et glimt af en mand med gul hud og to plasticslanger i næsen. Hans øjne var lukkede, men hans læber bevægede sig, som om han bad. Da han passerede mig, kunne jeg lugte en svag, men umiskendelig duft af råddenskab. Den overdøvede et øjeblik den sterile lugt af medicin, som jeg havde indåndet siden jeg bar Dana ind på hospitalet for snart 3 timer siden.

Jeg lagde mærke til, at solen var begyndt at skinne ind gennem de små beskidte vinduer, og lydene fra byen udenfor hospitalet begyndte at trænge sig på. Jeg skyndte mig efter sygepleje­sken, som nu var standset ved en stue for enden af gangen. Hun stoppede mig, inden jeg kunne nå at træde ind på stuen.

”Jeg går ud fra, at du kender regelerne? Ingen fysisk kontakt, og lad være med at ophidse hende, hvis hun vågner. Hun er stadig bevidstløs, men hun kan måske genvinde bevidstheden, inden....”

”Inden hvad?” Mit hjerte hamrede så hårdt, at jeg troede, det ville sprænge min brystkasse.

”Inden hun dør, mr. Donner. Jeg er bange for, at hun ikke har langt igen. De indre blødninger var alt for massive. Hun har måske 2-3 timer igen. Vi har kontaktet hendes familie, mens De sov. Jeg håber, det er i orden?”

Jeg svarede ikke. Istedet skubbede jeg sygeplejesken til side, og tromlede ind på stuen med en ynde som en tigertank.

Der var kun en seng på denne stue, og den stod lige under vinduet. Den opgående sols stråler tegnede et sært mønster på sengetæppet, og på Danas ansigt.

Hun så mærkelig lille ud mellem de hvide lagener og de forskellige farvede slanger og sonder, som sad på hendes hud. Hendes hår var samlet i en fletning, som lå på den ene side af hendes hoved. Hendes hud havde altid været bleg, men nu var den direkte hvid, bortset fra de små ansigtssår og en stor, rød og blå plet omkring hårgrænsen. Hendes øjne var lukkede, og hendes bryst hævede og sænkede sig kun svagt. En hvislende lyd fra en af maskinerne ved sengekanten gav mig mistanke om, at den hjalp hende med vejrtrækningen.

Jeg gik langsomt hen til sengekanten, og så ned på den pige, jeg for få timer siden havde sat en ring på fingeren af og gjort til min kone. Der var ikke meget tilbage af den pige. Jeg rakte hånden frem for at tage hendes hånd, og standsede så midt i luften. Jeg ville ikke udsætte hende for en for tidlig død, fordi jeg ville have tilfredsstillet et berøringsbehov.

Istedet lænede jeg mig ned over hende, og hviskede:

”Hej Dana. Det er mig. Du skal nok klare den! Kan du høre mig? Hvis du kan høre mig, så vågn op og tal med mig! Jeg har brug for at tale med dig! Du må ikke dø, Dana! Kan du høre mig? DU KAN IKKE BARE DØ!!!”

Der var ingen reaktion. Hun lå bare stille i den hvide seng, og jeg kunne ikke engang sige farvel til hende

I det samme gik døren til stuen op, og Big Don Cambell trådte ind.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at han så på mig med et venligt blik. Faktisk kunne hans øjne formentlig have brændt huller i en 6-tommers stålplade. Til hans forsvar skal det siges, at han ikke sagde et ord. Bag ham kom Danas mor, og med en arm om hendes skulder, Needles. Hans reaktion var til gengæld anderledes voldsom.

”DIG!”

”Tag det roligt, Needles. Vi vidste, at vi sansynligvis ville finde mr. Donner her. Vi har jo også taget lidt nyheder med til ham!”

Big Dons ansigt var udtryksløst, og hans stemme flad og mekanisk. Hans blik var fæstnet på Danas krop i sengen.

Needles trådte frem, og så mig ind i øjnene.

”Din ven og din søster er døde, Lockdown-svin! De blev fanget i den første checkpoint, da deres falske papirer blev afvist. Soldaterne skød dem på stedet. Der blev naturligvis sendt en patrulje til din adresse, hvor de fandt en narkoman. Ham skød de, naturligvis. Din baby-bror blev sendt til statens børnehjem, hvor de vil tage sig helt specielt godt af ham. Det har jeg sørget for!”

Jeg slog ham i ansigtet. Han trådte et skridt tilbage, med en stribe blod løbende fra sin allerede flækkede læbe. Så greb han mig i kraven, og talte til mig i en truende hvisken.

”Du kan slå løs på mig alt det, du vil, Donner, men du har lige underskrevet din egen dom. Ingen Lockdown-borger kan angribe en Nord-borger og slippe godt fra det. Og jeg har vidner denne gang!”

Han pegede på mrs. Donner, og den læge, som netop var trådt ind på stuen.

Lægen, en tynd, bebrillet mand med et tynd fuldskæg, rømmede sig diskret, og Needles trådte et par skridt væk fra mig.

”Mr. Cambell og mr. Donner, da de begge står opført som pårørende, vil jeg fortælle dette til dem begge. Miss Cambell har højest 2 timer at leve i, hvis hendes krop ikke skal holdes kunstigt i live. Jeg kan ikke garantere, at hun nogensinde vil genvinde bevidstheden, skulle de ønske hende holdt i live. Miss Cambels pas-oplysninger fortæller, at hun ønsker sin krop doneret til organ-bankerne. Jeg føler, vi bør respektere dette ønske!”

Big Don stod et øjeblik og så på sin datters ansigt. Så så han på lægen,og hans øjne var fuldstændig fri for tårer.

”Gør hende klar til et uplink!”

Lægen blinkede overrasket.

”Et uplink, mr. Cambell? Jeg må desværre fortælle dem, at et uplink kun foretages, hvis hjernen er i perfekt stand. Deres datter fik en alvorlig hjernerystelse kort før hun blev bragt ind på afdelingen her, og den slags kan påvirke....”

Længere kom han ikke. Big Don havde allerede hånden om hans hals, og klemte til. Lægens protester blev forvandlet til en rallen.

”Jeg sagde, at de skulle lave et uplink! Jeg er ikke vandt til at gentage mig selv!”

Lægen nikkede, så hans briller hoppede på hans næse. Big Don slap ham,og lægen vaklede over til et samtaleanlæg i væggen.

”Gør klar til uplink på patient 1247! Begynd ved første tegn på uregelmæsighed!”

En stemme fra højtaleren svarede:

”Forstået. 1247 gøres klar. Uplink påbegyndes automatisk om 1 time 20 minutter eller tidligere, skulle uregelmæsigheder indtræffe.”

Lægen tog en ledning fra et lille skab ved siden af sengen, satte det forsigtigt ind i Danas interface uden at berøre resten af hendes krop, og vendte sig mod familien Cambell.

”Hvis de har lyst til at sige farvel nu, kan de gøre det inden uplinket starter.”

Big Don rystede langsomt på hovedt.

”Jeg har sagt de farveller, jeg skulle sige. Vi bør hellere sørge for at få denne forbryder bag tremmer!”

Hen pegede på mig med en udstrakt finger.Alles ansigter rettedes mod mig.

”Giv mig et minut med hende alene”, bad jeg, ”jeg...jeg vil sige farvel inden uplinket.”

”Du har vist været rigeligt alene med min forlovede, dit svin!”, hvæsede Needles, men i det samme hørtes en blid stemmefra mrs. Cambell:

”Lad ham sige farvel til hende. Han fortjener et farvel. De elskede jo hinanden.”

Big Don åbnede munden for at sige et eller andet, næppe noget særligt venligt, men mrs. Cambell(som havde siddet ved Danas hovedgærde)drejede hovedt op mod ham, og sendte ham et ætsende blik. Big Don klappede i som en østers.

”Hun fortalte mig om dig, Patrick”, fortsatte mrs. Cambell, ”og jeg ved, at hun ville være blevet meget lykkelig med dig, hvis I var sluppet væk. Jeg ville ønske, det var lykkedes jer, men i det mindste kan du sige ordentligt farvel til hende. Vi venter udenfor!”

Med disse ord rejste hun sig op, så kort og ætsende grønt på sin mand og Needles, og forlod stuen. Big Don stirrede ondt på mig, men fulgte efter hende, tæt fulgt af lægen. Needles gik til sidst, og standsede et øjeblik for at lægge en hånd på min skulder.

Den føltes som en gribbeklo må føles.

”Jeg skal personligt sørge for, at du ender i en enecelle, Donner! Dig -og din lillebror i cellen ved siden af!”

Jeg kunne ikke engang løfte min arm for at slå ud efter ham. Jeg var blevet forvandlet til sten.

Michael og Sarah døde. Min far skudt i sin seng. Denny på børnehjem og Dana...Jeg kunne intet føle længere. Det var, som var der lagt et tykt stykke stof henover mig, som jeg hverken kunne se eller høre igennem. Verden havde med et slag mistet al sin farve, og alt sit lys.

Og med et kom det tilbage, da en stemme lød fra sengen:

”Patrick...min elskede!”

 

Jeg snurrede rundt, med tårene løbende ned af kinderne. Dana havde slået øjnene op, og så på mig. De var klare og grønne, lige så klare som da hun stod på trappeafsatsen for et par timer siden.

”Dana, du.....du er ved at dø!”

Måske ikke det bedste jeg kunne havde sagt, men omstændighederne var ikke til de store lyriske passager.

”Det ved jeg godt.”

”Din far...din krop skal gives til organ-bankerne, men din far vil lave et uplink! Du bliver lagt ud på nettet!”

Hendes øjne lyste af iver.

”Jeg har været vågen de sidste par minutter. Jeg hørte det altsammen. Jeg bliver lagt ud på nettet, og der kan du finde mig, Patrick. Jeg vil finde en måde at fortælle dig, hvor jeg er, og så kan du besøge mine databaser. Du kan læse mine erindringer....det bliver som om vi er sammen for evigt!”

Jeg rystede på hovedt.

”Det lyder fint, Dana, men det er ikke nok! Det vil kun virke den ene vej - jeg vil kende dine tanker, men du kan ikke mærke mig. Det vil aldrig blive det samme!”

”Måske ikke. Men det er det eneste vi har tilbage, min elskede!”

Jeg rystede igen på hovedt, stærkere denne gang.

”Nej. Der er en anden mulighed....hvis vi tør!”

 

Jeg satte min interface-ledning fast i stikket i væggen, hvor Danas også sad. De 2 stik var ikke bygget til at sidde sammen, men med et lille vrid blev de klemt fast i kontakten.

Jeg stak den ene ende af ledningen i mit eget interface. For første gang i 3 år mærkede jeg nettets kalden i min hjerne. Jeg ventede, loggede ud igen, og smilede til Dana. Hun smilede svagt tilbage, og jeg kunne se, hun havde smerter.

”Bare et øjeblik til, Dana.”

Jeg sluttede forsigtigt interfacet til Danas uplink-ledning. Når uplinket kom efter Dana, ville det trække mine hjernebølger med sig.

”Alt er sat sammen. Så mangler vi bare uplinket!”

”Det kommer først om en time. Kan vi vente så længe?”

”Det tror jeg ikke. Din far for sikkert et par tropper til at hente mig inden da.”

”Så må vi....fremskynde processen!”

Danas ansigt fortrak sig i smerte.

”Rør ved mig, Patrick. Det burde sætte alarmerne igang, og starte uplinket!”

”Er det klogt? Kan der ikke gå noget galt, hvis vi piller ved...”

”Det kan ikke gå mere galt, end det allerede er gået. Desuden...”, hun smilede, og hendes øjne sugede mig ind i deres grønne dyb, ”desuden vil jeg gerne mærke dine arme om mig, før jeg dør!”

Jeg nikkede, og tog en dyb indånding. Jeg havde aldrig forestillet mig at begå selvmord på et hospital.

Jeg satte mig på hendes sengekant, og holdt mine hænder over hendes skuldre, uden at røre. ”Farvel, Dana!”

”Sig ikke farvel, min elskede. Vi vil altid være sammen...i vores elektroniske drømme!”, hviskede Dana, og blev fjern i blikket.

Jeg greb fat om hende, og trak hende ind til mig. Jeg mærkede en mærkelig fornemmelse under mine hænder, som når glas splintrer, og Dana udstødte en hæs hvisken.

”Elektroniske.......drøøøømmmmmmmmmmeeeeeeeeeeee...........”

Jeg mærkede en sugende fornemmelse i mit hoved, som havde nogen stukket et sugerør ned i min hjerneskal, og jeg så på sollyset i Danas hår, og jeg tænkte på Sarah, som grinede til hun fik mælk op i næsen, og på Denny, som kørte med sine biler, og Dana i den hvide kjole imellem rustningerne og min far som tog mig om skulderen og sagde se dér det er rådhuset kan du se uret? og på en hest på en græsplæne og en tjener med en bakke med morgenmad og Big Don med morgenkåbe mens han sang en fødselsdagssang og Dana............................................................................................................

.................................................................................................................................................