DØDELIGT SPIL

 

AF CLAUS HOLM

 

TIL PETER OG BO-DET PASSER IKKE ALT SAMMEN...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 Kapitel 1.

Thomas viste af, og drejede ind ad den lange allé, som førte op til det store hus, som skulle blive hans nye hjem. Det var sidst på eftermiddagen, og solens lys kastede et gyldent skær gennem træernes kroner, som var begyndt at gulne i det tidlige efterår. Længere fremme blev alléen til en bred parkeringsplads, hvor han kunne se Michaels bulede Toyota, og Lenes folkevognsboble holde parkeret. Han parkerede ved siden af boblen, og steg ud. Vinden blæste hen over markerne som omgav huset. Det var stadig lunt i vejret, men der kunne spores et løfte om vinter i vindens tuden.

Han hankede op i sin skuldertaske, og gik op imod hoveddøren. De tunge kufferter kunne han altid få Michael til at hjælpe med at slæbe ind senere. Lige nu ville han se huset, som det tog sig ud i aftenlyset.

Hoveddøren svingede tungt op. Thomas trådte ind i en stor entré med et gammelt garderobeskab og paraplystativ, begge dele mindst fra forrige århundrede. Han kunne høre stemmer og latter bag en dør til højre for ham, så han åbnede den.

Han så ind i et stort køkken med stengulv og kakler på væggene. Ved et stort egetræsbord sad Lene, Michael og en ældre mand i overall, som Thomas ikke umiddelbart genkendte.

Michael havde tydeligvis lige sagt noget morsomt, for Lene var ved at kløjs i en mundfuld the, og den gamle mand smilede bredt, mens hans bryst klukkede af latter.

De tre ved bordet så op, da han kom ind.

“Men der har vi jo vor sidste pensionær”, udbrød manden i overall, og rejste sig, “Jeg hedder Kresten Carlsen, og er opsynsmand på Grønnegård. Du må så være Thomas Schmidt.”

“Skyldig.”

“Jeg bor oppe på anden sal i hovedfløjen”, fortsatte Kresten, og pegede op imod loftet, “Jeg ved ikke, hvor I har tænkt jer at bo, men der burde ikke blive noget problem. Her er jo plads nok.”

“Er det virkelig meningen, at der skal bo 20 mennesker her?”, spurgte Lene, mens hun tørrede sig om munden med en serviet, Jeg mener, huset virker stort, men...”

“Der har boet så mange som 66 mennesker her i huset under krigen, unge dame. Da nabogårdende blev ramt af bombemaskinerne, inviterede fru Caroline alle naboerne til at bo hos hende, til krigen var forbi. Det var lidt trangt, men hvor der er hjerterum, er der husrum, som min kone altid sagde”. Kresten blinkede et par gange, som for at fjerne noget i øjet. ”Nu, hvor fru Caroline er død, har hendes søn Svend jo arvet gården. Han mener, at det lige er et sted for unge mennesker som jer, som gerne vil bo billigt. I får lov at prøve det hele af, se om I kan holde ud at være her, så langt fra byen, og så giver i mig besked om tre måneder. Så sætter vi annoncer i alle ungdomsbladene, og så bliver der liv på Grønnegården igen!”

Michael rejste sig. “Nu hvor ham smølehovedet er kommet, kan du så ikke vise os rundt, Kresten? Det bliver snart mørkt.”

Kresten nikkede, og førte an ud af køkkenet.

Underetagen var opdelt i det store køkken, en temmelig stor spisestue, “søndagsstuen” (som var en velmøbleret dagligstue, omend noget gammeldags i indretningen), en festsal og et bryggers med vaskemaskine, tørretumbler og en stor keddel.

“Vandvarmeren sidder i kælderen. Jeg har tændt for den, nu hvor vi skal være flere i huset. Jeg har en lille een i min egen lejlighed”, fortalte Kresten.

I entreen var en bred trappe med lavt gelænder og smukke spidse gelænderstolper. Den førte med to knæk op til første og anden sal.

På første sal var der 12 værelser, alle relativt store, og 4 badeværelser. Kresten forklarede, at her havde herskabet boet, dengang Grønnegården var en herskabelig villa. Her skulle størstedelen af de nye “pensionærer” bo.

På anden sal boede Kresten, og derudover var der 6 mindre værelser, der havde tilhørt tjenestefolkene. Her var 4 badeværelser, foruden Krestens private. Han fortalte, at hans lejlighed havde tilhørt den unge hr. Svend, før han flyttede hjemmefra. Den var vældig hyggelig, med to værelser og køkken.

En smal gang for enden af huset førte over til “sidefløjen”, som faktisk blot var to små værelser oven på garagen. Her havde chauføren boet. Disse to værelser havde ingen bad, og ville derfor blive de billigste at leje-eller brugt som gæsteværelser.

Lene havde under rundvisningen forelsket sig i et værelse på første sal med udsigt over skoven. De andre havde ingen indvendinger, og hun gik igang med at bære sine ting op. Thomas bestemte sig for et værelse for enden af første sals gang, mens Michael foretrak eet af værelserne på anden sal.

Kresten hjalp Lene med at få hendes ting bugseret ovenpå, mens Thomas og Michael gik ud for at tømme Thomas’ bil.

 

Når man så på dem, kunne man næsten ikke se et mere umage par.

Thomas var mørk, med både sort hår og brune øjne, som næsten tonede over i sort. Hans krop og ansigt var firskårent, han havde briller og en skarpt fremstående hage, som gav ham en vis lighed med Marlon Brando i “Godfather”. Michael, derimod var tynd som en stålwire, med lyst hår og blå øjne. Han havde hestehale, og et muntert smil spillede altid i hans øjenkroge. Også han havde briller, men hans små glas og tynde stel fik dem næsten til at forsvinde mod hans lyse ansigtshud. Han kunne dog ligne en udmagret John Lennon,især hvis han lod være at barbere sig i et par dage. Thomas var stærk, Michael senet og sej. De havde haft adskillige slåskampe i deres barndom, og det var næsten altid endt uafgjort, hvis ikke en udefra kommende faktor havde spillet ind. Thomas huskede i særdeleshed den gang, Michaels søster havde gemt sig bag hækken med sin vandpistol, og pludselig gennemblødt ham bagfra. Hans opmærksomhed var smuttet et øjeblik, og BAF! havde Michael knaldet ham een på munden med den legetøjsbil, de havde sloges om. Det havde blødt flere timer efter, men han havde tilgivet Michael-i den stiltiende forventning om, at han en dag ville gøre gengæld. Det havde han også gjort-men de var altid kommet tilbage til hinanden.

Da de gik i skole, havde de haft endnu et par kontroverser: Først karakterene, siden pigerne.

Michael havde leget sig igennem de videnskabelige fag, men kom til kort, når det drejede sig om sprog, computere eller stilskrivning. Han havde været ordblind som dreng, og læste derfor temmelig langsomt. Thomas havde nemt ved sprog, dansk og computere, men dumpede konsekvent i matematik, fysik og kemi.

De havde konkurreret indædt og nådesløst.

Senere kom så pigerne. Det slog sjældent fejl, at var Thomas vild med en pige, gjorde Michael alt for at få fat på hende, og vice verca. Utallige gange var de gået til fest med hver sin pige, for senere at stå med den andens pige ude i gaderoben senere på aftenen og bedyre sin evige kærlighed til hende. Men endnu engang tilgav de altid hinanden-fordi de simpelthen ikke kunne forestille sig et liv, hvor de ikke havde hinanden til at udfordre sig.

De havde gået på det samme gymnasium, men da de startede på universitetet, havde Michael valgt at tage seminarieuddannelsen, hvorimod Thomas begyndte at læse jura. De havde begge savnet hinandens selskab i dagligdagen, og var derfor begge sprunget til, da Michael havde set annoncen i avisen.

 

Thomas åbnede bagagerummet, og hev to store kufferter ud.

“Hold kæft, har du taget stereoanlægget med?, spurgte Michael med et glimt i øjet, “kan du ikke leve uden?”

“Selvfølgelig kan jeg det. Men hvorfor skulle jeg? Vi skal bo her gratis i tre måneder, og hvis jeg kan li’ at bo her, agter jeg så sandelig da at blive boende. Hvem fanden gider at flytte tilbage til Mor og Far?”

“Godt ord igen. Det bliver nu noget helt andet, sådan at bo på landet. Vi er fandeme langt fra den nærmeste Seven-Eleven!”

Michael kiggede op mod Grønnegårdens facade. I Lenes vindue på gavlen kunne man se Lene stå bøjet over et eller andet. I solens sidste stråler kunne man tydeligt se det stykke hud, som afsløredes mellem cowboybukserne og trøjen.

“Meeen...der er jo altid...muligheder!”

 

Kapitel 2

Lene var trådt ind i deres liv omtrent 18 måneder før.

Hun havde været det uskyldigste af alt: kæreste med een af deres fælles venner.

De havde mødt hende til vennen, Nikolajs, fødselsdagsfest. Nikolaj havde vaklet rundt i stuen med en flaske tequila i den ene hånd og et saltkar i den anden, mens han udfordrede alle og enhver til at drikke med ham “på dsen richtige måde!”

Thomas havde siddet og sløvet lidt i et hjørne, da en pige på hans egen alder satte sig ved siden af ham. Hun havde langt, mørkt hår, lange ben, grå-grønne øjne og et smukt, solbrændt ansigt. Havde hun haft bikini på, kunne hun have været trådt lige ud af en film om californiske badenymfer, men hun var faktisk iført en tætsiddende, hvid kjole.

“Du er Thomas, ikke?”

“Jo, hvorfor?”

“Hej, jeg er Nikolajs kæreste, Lene. Kan du ikke hjælpe mig med at overtale ham til at slappe lidt af? Jeg var til udpumpning med ham nytårsaften, og det er ærlig talt ikke særligt rart.”

“Jeg kan da prøve!”

Thomas kontaktede Michael, og ved fælles hjælp fik de tre bugseret Nikolaj ned i en stol, trukket flasken ud af hånden på ham, og erstattet den med en kop sort kaffe.

Derefter havde de siddet hele natten og talt sammen. De fandt hurtigt ud af, at de havde flere fælles interesser, og at de så ens må en del emner. Nikolaj faldt hurtigt i søvn, men de tre andre fortsatte til solen stod op, og de sidste gæster forsvandt ud af hoveddøren.

Efter denne nat gik begge herrer på jagt efter damen.

Lene og Nikolajs forhold holdt ikke ret længe efter festen, og det gav de to konkurrenter så meget mere blod på tanden. Begge var blevet alvorligt forelsket i denne pige-en ting, ingen af dem rigtig havde prøvet før.

Lene var også på andre områder anderledes. Hun gav ikke straks op overfor deres charme, men vedblev at være, om ikke uintereseret, så i det mindste så glad for deres venskab, at hun ikke ville sætte det på spil med et romantisk forhold. Det havde ikke afholdt dem fra at prøve, men hun tilbageviste altid den slags forsøg venligt, men bestemt.

Af og til følte de to venner det, som om Lene var det sidste og afgørende konkurrenceobjekt imellem dem. Den som fik hende, ville vinde...hvad så end premien var.

 

Thomas, Lene og Michael spiste deres første morgenmåltid i deres nye hjem i lettere nedtrykt stemning. De ville alle tre helst blive hjemme, pakke deres sager ud og komme i orden, men det var mandag og universitetet kaldte på Thomas og seminariet på Michael. Lene skulle på arbejde. Hun var advokatsekretær for et større firma i nærheden, hvilket var een af grundene til, at hun var flyttet med de to venner ud i vildmarken: Hun var væsentligt tættere på sit job nu, end da hun boede i byen.

For at gøre det hele perfekt, havde de alle tre sovet dårligt den første nat. Dels på grund af den underlige fornemmelse, man altid får når man sover et nyt sted, dels fordi Grønnegård havde et problem med mus. Væggene var flere steder godt gennemboret af små gange, hvor små gnavere løb rundt i ubestemmelige og uopsættelige ærinder. Kresten havde nævnt det for dem aftenen før, og de havde aftalt, at han skulle købe en kat eller to den følgende dag. Han påstod, at han selv havde vænnet sig så meget til lyden af musene, at han ikke lagde mærke til den, og måske endda ville savne den, når kattene fik gjort deres arbejde.

Kresten havde også forklaret dem, at han kun sjældent spiste morgenmad, så de tre skulle ikke vente på ham.

Michael drak det sidste af sin kaffe, og satte sin guitar fast på ryggen. Hans pædagogstudie gav ham rig lejlighed til at arbejde med musik, som var hans hobby. Han havde flere gange forsøgt at overtale Thomas til at danne et band sammen med ham, men det var aldrig blevet til noget.

“OK, så smutter jeg. Genopfrisk lige min hukommelse: Hvem laver mad i aften?”

Lene og Thomas vekslede blikke.

“DIG!”

Mikael grinede uforstyrret. “Helt i orden-I skal blive både forbavsede og forundrede, når i smager min forlorne hare. Kokkene fra Maxim og Hotel Waldorff tager timer hos mig!”

Han forsvandt, og de hørte hans bil gasse op og forsvinde med et trut i hornet.

“Kan han virkelig lave mad?”

Thomas grinede bredt. “Sagtens. Han har lavet mad til sig selv og sin søster, siden hans mor skred for nogle år siden. Selv min mor synes, han laver god mad, og hun er een af de værste kritikere, du kan tænke dig!”

Lene smilede. “Bare vent til det bliver min tur. Hvis I tror, vegetarisk køkken er kedeligt, er det bare fordi I aldrig har fået noget ordentligt.”

“Det ser jeg frem til. Men jeg må hellere smutte nu, hvis jeg skal nå min første time.”

Lene nikkede og rejste sig. Hun var i en ensfarvet grå buksedragt, som kontorets regelement krævede, men hun havde lyserøde strømper på.

“Bare for at bevise overfor mig selv, at jeg ikke er helt som de andre”, havde hun en gang sagt, huskede Thomas, “og når det kun er mig, der kan se det, er der jo ingen skade sket!”

Thomas gik ud til sin bil og kørte ud mod hovedvejen. I bakspejlet så han Lene slukke lyset i køkkenet.

 

Da Thomas kom hjem om aftenen fandt han Michael på hug i køkkenet med en stor plasticpose. Lene sad ved køkkenbordet, og læste en bog, mens hun fra tid til anden kastede et blik på Thomas prikkede Michael på skulderen.

“Hvad laver du?”

Michael rejste sig. Først nu så Thomas, at han havde gummihandsker på.

“Jeg samler mus, du. De katte, Kresten har købt, må virkelig være effektive. Jeg har fundet otte døde mus indtil videre.”

Han holdt posen frem. Thomas strakte afværgende en hånd ud.

“Jeg har faktisk ikke lyst til at se dem!”

Lene så op fra sin bog. “Det kan jeg ikke bebrejde dig. Jeg kom hjem for en time siden, og fandt dem ud over gulvet, hold kæft, hvor blev jeg bange. Jeg hader døde ting. Jeg måtte vente til Michael kom med at komme herind-han havde ikke noget imod at fjerne dem.”

Michael nikkede, og kom på benene. “Jeg tror ikke, at der er flere. Jeg smider disse her i skraldebøtten!”

Han hviskede til Thomas, idet han passerede ham: “Hvis jeg har glemt een, kan vi alligevel finde den om et par dage. Bare gå efter næsen!”

Grinende forsvandt han ud af hoveddøren.

Thomas lagde en hånd på Lenes skulder. “Er du OK?”

“Jeg har det fint nu. Jeg blev bare lidt forskrækket. Det er det med døden. Det var bare godt, at Michael kom hjem, så jeg ikke gik helt i panik.”

“Ja, skidegodt!”, mumlede Thomas.

Michael kom ind, sammen med Kresten. Sidstnævnte bar på en værktøjskasse.

“Jeg har lige sat et par nye postkasser op ved indkørslen. Indtil videre kan I bruge en hver, men der kommer jo nok flere på senere!”

Thomas så op. “Det er virkelig en effektiv kat, du har købt. Med den fart får vi hurtigt ryddet ud i musebestanden her på stedet!”

Kresten så forvirret på ham.

“Hvilken kat?”

“Ja, den der har dræbt alle musene, selvfølgelig.”

“Jeg har ikke købt nogen kat i dag. Jeg ville have været til dyrehandleren, men jeg nåede det ikke. Jeg skal nok købe een i morgen.”

Lene så på Michael, som så på Thomas.

“Hvad fanden er der så sket med de mus?”

 

 

Kapitel 3

Den døde kat dukkede op tre uger senere.

Kresten havde taget den grå hankat med hjem på andendagen, og alle havde været begejstede for den. Den blev døbt Cæsar, på grund af en pelstegning som lignede en laubærkrans.

Cæsar spiste med ved bordet den første aften, og skønt den praktisk talt ikke var mere end en stor killing, havde den en fin fornemmelse for etikette og hvordan ting fungerer. Især Lene blev slagen af begejstring, da Cæsar gik hen over bordet, stak den ene pote ind i vandkandens håndtag og trak den til sig, så kanden væltede ned over bordkanten. Vandet løb ned i Cæsars vandskål, og katten sprang tilfreds ned fra bordet. Alle de fire ved bordet klappede begejstret, og Lene tog katten op på skødet.

“Du er den kloooogeste kissermissermis, jeg har mødt i hele mit liv!”, udbrød hun, og Michael knækkede sammen af grin.

“Du må altså ikke snakke sådan til den, Lene. Nu forstår den KUN babysprog!”, hylede han, og begyndte at hoste. Kresten dunkede ham i ryggen.

Thomas strøg katten over ryggen, mens den stod på Lenes skød. Hans hånd strejfede hendes i et øjeblik, og det føltes, som om hun greb fat om hans fingre i brøkdelen af et sekund.

Han så på hende, og så hendes øjne flytte sig fra hans ansigt, til kattens spindende krop.

Han så på Michael, men han prøvede stadig at trække vejret oven på Krestens kraftfulde dunk.

Thomas trak hånden til sig, og så på sin tallerken med forloren skildpadde. Han var pludselig ikke sulten længere. Hans fingre brændte efter berøringen.

 

Cæsar gik til værket med liv og sjæl.

På trods af dens unge alder havde den en kampånd og et jagtindstinkt, som overraskede beboerne på Grønnegård. Mus, rotter, fugle, og selv hønsene i hønsegården bag garagen blev ubamhjertigt jaget, og selv om det af og til endte med knubs, tog det ikke modet fra katten.

Thomas så, hvordan den i flere minutter kunne sidde ubevægelig i skjul og se på hønsene, se dem bevæge sig rundt mellem hinanden og samle sig i grupper. Når en tilstrækkelig stor gruppe var samlet, fór Cæsar ud af sit skjul og sprang som en hylende dæmon mod hønsene. Han buldrede ind i dem, og hvæsede, mens de flaksede til alle sider. Hønsene hakkede ud efter ham og kaglede oprørt, men han løb videre med et fornøjet udtryk på sit pelsede ansigt.

Thomas fortalte om hændelsen ved morgenbordet, og latteren fik næsten mælken til at skille.

Kattens kurv stod i køkkenet, men den holdt mere af at sove på Lenes værelse. Eet af de store træer havde en gren tæt ved hendes vindue, og hun lukkede den ind om natten, når den slog på ruden med sin ene pote. Hun fortalte, at hun følte sig mere tryg med Cæsar ved siden af sig.

“Tryg? Overfor hvad?”, havde Michael spurgt hende.

“Det ved jeg ikke. Fra monstret i kælderen, måske”, havde hun svaret.

 

Den skæbnesvangre dag kom Thomas hjem, og fandt Lene i køkkenet, med flere gryder på komfuret og den store ovn i brug.

“Hvad laver du?”

“Farsbrød-efter min mors opskrift. Jeg syntes, I fortjente noget kød, nu I har udholdt vegetarmaden så fint. Jeg laver bønner til mig selv, som du naturligvis er velkommen til at få en portion af, hvis du har lyst.”

“Nej tak. Jeg tror, jeg prøver farsbrødet. Hvor er Michael?”

“På sit værelse. Han kom hjem, gik lige op af trappen og smækkede døren i efter sig. Jeg ved ikke hvad der er galt, men at dømme efter hans fodtrin var han ikke i det bedste humør.”

“Jeg går lige op og skifter tøj.”

“Fint. Maden er færdig om lidt. Gider du kalde på Michael og Kresten, så de ikke skal sulte?”

Thomas gik op af trappen til sit værelse. Han låste sig ind på sit værelse(alle værelserne var blevet forsynet med en ny lås)og skiftede tøj. Da han havde pjasket lidt koldt vand i hovedet, gik han op til første sal. Han slog let på Michaels dør.

“Hej Michael. Er du derinde? Der er mad om lidt.”

“Hva’!”

Stemmen lød hæs og ru, slet ikke som Michael.

“Er du syg, mand?”

“Nej. Kom ind.”

Thomas åbnede døren. Michael lå på sengen, udstrakt på maven med armene hængende ud over sengekanten.

“Hvad er der galt?”’

“Ingenting. Jeg har bare ondt i hovedet. Sådan rigtig borende ondt, du ved.”

Michael havde altid lidt af migræneanfald. Da de var små, kunne han sidde i dagevis i et mørkt værelse og småtude stille, mens han håbede på, at smerterne ville gå over. Hans forældre havde fået foretaget alverdens undersøgelser, uden resultat. Da han var 19 var anfaldende taget af i styrke og hyppighed, og han havde ikke haft nogen det sidste år. Thomas havde håbet, at hans ven var sluppet af med den ubehagelige lidelse.

Michael løftede hovedet og så på Thomas. Hans øjne var blodskudte.

“Jeg tror ikke, jeg kan æde noget nu, Thomas. Jeg har det af helvede til. Jeg vil bare sove.”

“OK. Sov du bare. Jeg henter Kresten, og så spiser vi andre. Skal vi gemme lidt til dig, hvis du får det bedre i nat? Lene har lavet kød, til en forandring.”

“Fristende. Gem bare et par krummer.”

“ God bedring, kammerat.”

“Tak. Spis nu en god middag, og gør nu ikke noget, jeg ikke ville gøre. Der er jo så mange...muligheder!”

“Jeg skal gøre mit bedste.”

 

Lene, Thomas og Kresten spiste aftensmad, og trak sig derefter tilbage.

Lene til sit værelse for at læse, Thomas og Kresten til Krestens lejlighed for at se landskamp.

Kresten havde været fodboldtræner i sin ungdom, og Thomas morede sig over hans tilråb til spillerne.

Da kampen var forbi, drak de deres øl ud,og Thomas gik ned af trappen til sit eget værelse. Han havde drukket 6 øl under kampen, og kan følte sig en smule beruset. Han havde nemt ved at blive fuld.

Han var nået til første sal, og begyndt at gå hen af gangen, da et gennemtrængende skrig skar igennem huset. Thomas standsede som ramt af lynet. Det var en kvindestemme, som havde skreget, og der var kun een kvinde i huset.

Han løb hen til Lenes dør, og tog i håndtaget. Den var låst. Skriget blev ved derinde.

Han hamrede på døren. “Lene? Luk op! Luk mig ind, det er Thomas!”

Lyset blev tændt i gangen. Kresten kom ned fra anden sal, kun iført cowboybukser. I den anden ende af gangen kom Michael op fra stueetagen, fuldt påklædt og med sine briller siddende skævt på næsen.

“Hvad sker der, mand?”, spurgte Michael stakåndet. Han havde rester af rød sovs i mundvigen.

“Aner det ikke. LENE, LUK SÅ OP!”

Der kom ingen reaktion fra den anden side. Skriget fortsatte, som var det en båndoptager.

Kresten Greb i sin lomme, og trak et nøglebundt frem.

“Jeg har reservenøgler til alle de nye låse. Lad mig nu se...”

Skriget var nu gledet over i en hjerteskærende gråd. De to venner så på hinanden, og begge så sin egen frygt genspejlet i den andens øjne.

Endelig fik Kresten den rigtige nøgle frem. Han drejede den i låsen, og trykkede håndtaget ned.

De tre mænd sprang ind i værelset.

Værelset var oplyst af sengelampen, samt månen udenfor. Vinduet stod åbent, og en kølig vind blæste ind i værelset. Sengen var uredt, dynen var slået til side og en bog lå opslået på puden. Ved sengens fodende lå Lene sammenkrøllet til en lille kugle. Hun var nøgen, bortset fra et par trusser og hendes hår hang løst om hendes skuldre. Hun græd hysterisk.

Disse ting var imidlertid sækundære til det, som havde skræmt Lene sådan: På grenen udenfor vinduet sad Cæsar. Han var spiddet på en halv meter lang træpæl, som gik tværs gennem hans krop. Han lå med hovedet mod vinduet, og de kunne se hans lille tunge hænge ud af hans åbne mund. Begge hans øjne var borte.

Thomas stod som lammet et øjeblik, før han knælede ned ved siden af Lene, og lagde armene om hende. Kresten gik over mod vinduet som en søvngænger, og skuppede til liget med den ene hånd. Det faldt til jorden med en dump lyd. Michael havde stirret som hypnotiseret på katten, men da den var forsvundet, satte han sig ved siden af Thomas og holdt om den rystende pige. Thomas rakte en arm over til en stol, og tog Lenes morgenkåbe, som han lagde om hende.

Kresten satte sig ved siden af dem.

“Jeg tror, vi allesammen kunne trænge til en kop kaffe!”

 

“Det bankede på vinduet, ligesom når Cæsar ville ind. Jeg stod op, og lukkede vinduet op...og så så jeg ham...dér på grenen...”

Lene begyndte igen at græde.

Kresten kom ind fra gårdspladsen. Han havde været ude og fjerne Cæsars jordiske rester.

Thomas lagde en hånd på skulderen af Lene. Han kunne mærke hende hulke.

Michael satte sig ved bordet overfor Lene, og skænkede en kop kaffe op til Kresten, som trak et par kraftige gummihandsker af.

“Katten har kun været død nogle timer”, sagde Kresten, “Den er kold, men ikke begyndt at lugte.” Han så op på de tre andre.

“Jeg ville egentlig ikke ha’ fortalt jer dette her-jeg troede ikke, det var særligt vigtigt. I den sidste uges tid har jeg fundet døde dyr rund om på gården. Fugle, katte, rotter og sågar en lille hund oppe i skovbrynet. Jeg troede, at Cæsar stod for rotterne og fuglene, men de to katte og hunden...de var spiddet ligesom Cæsar. Hunden havde sågar fået forbenene skåret af-og alle dyrene manglede øjnene!”

De tre andre så bekymrede på hinanden.

Kresten rejste sig og tog en avis fra bordet ved siden af døren.

“Det her er lokalavisen for forrige uge. Der står her, at der har været en indbrudstyv på spil flere steder her i omegnen. Han har for vane at holde huset under observation et par dage, før han bryder ind i det. Der står ikke noget om dyremishandlinger, men...det kunne jo være ham. De kalder ham Svenskeren.”

“Hvorfor “Svenskeren?”, spurgte Michael.

“Han blev set ved en enkelt lejlighed. Han er høj, blond og har vistnok blå øjne. Et ægte arisk pragteksemplar.”

“Men hvis Svenskeren planlægger at bryde ind her, må vi da beskytte huset.”

Lenes stemme lød stadig grødet.

“Der er ikke så meget mere, vi kan gøre, Lene. Alle vinduerne i stueetagen er blyindfattede, og på første og anden sal er de haspet og låst indefra. Han kan smadre dem, men det bliver svært for ham at komme væk med noget. Døren har dobbeltlås med nøglehul på begge sider, og vi fire har de eneste nøgler, bortset fra hr. Svend. Hvis vi husker at låse døren, og lukke vinduerne, har han meget svært ved at komme ind. Så vil han nok finde sig et andet sted.”

Thomas tog en stor slurk af sin kaffe. “Hvad med en tyverialarm?”

“Det har vi prøvet for nogle år siden. Huset her er bygget på en ældgammel mose. Bygningerne står på et betonfundament, men underlaget giver af en eller anden grund falske signaler til tyverialarmer. Da vi havde haft SECURITAS herude 8-10 gange, besluttede vi at pille skidtet ned igen, og istedet få nogle ordentlige låse. Men iøvrigt holder Svenskeren vist mest af at bryde ind, hvor der ingen er i huset. Her er der jo altid nogen.”

“Skal vi ikke gå i seng nu?”, spurgte Michael og gabte, “Jeg ved ikke med jer, men jeg har 8 timer i morgen, og jeg vil gerne være frisk til dem.”

Kresten nikkede, og han og Michael forsvandt op af trapperne til deres værelser.

Thomas sad lidt og holdt om Lenes skulder.

“Kan du klare det?”

“Ja...jeg har det fint. Gider du følge mig op til mit værelse?”

Hun lignede en lille pige, som beder sin far kigge under sengen, for at fjerne uhyrerne.

Thomas nikkede, og de gik op til første sal. Lene fortsatte med at tale, stadig i sin lillepigestemme

“Da jeg så ham udenfor vinduet...jeg har altid været bange for døden-måske fordi min far døde, da jeg var 4. Han fik et hjerteanfald, mens vi var alene hjemme. Jeg forstod ikke, hvorfor han ikke kunne trække vejret, og jeg kunne slet ikke hjælpe ham, bare sidde i et hjørne mens han lå der på gulvet...Da min mor kom hjem, havde han været død i over to timer. De kunne intet gøre.”

Thomas lagde sin hånd over hendes.

“Hvis du vil snakke om det, vil jeg gerne høre på det.”

Hun smilede. “Du er så sød, Thomas. Jeg fortjener ikke en ven som dig.”

De nåede hendes værelsesdør, og Lene lagde hånden på dørhåndtaget. Et øjeblik hvilede den der, så trak hun den til sig.

“Vil du ikke godt åbne den?”

Thomas åbnede døren, og trådte først ind i værelset. Det lå, som de havde forladt det. Bogen på sengen var dog faldet på gulvet.

Thomas så på Lene. “Alt ser OK ud her. Ingen uhyrer under sengen.Kan du klare dig selv nu?”

Lene nikkede, og bed sig i underlæben.

Thomas nikkede, og vendte sig for at gå.

“Vil du ikke nok blive?”

Stemmen var lille og bønfaldende.

Thomas stod med ryggen til hende, mens hans hjerne arbejdede med febril hastighed.

Han prøvede at udlede alle de mulige betydninger, hun kunne lægge i de fem ord.

Så vendte han sig mod hende.

 

Kapitel 4

 

Det viste sig, at det ikke var nogle af dem, han havde troet.

Da han vågnede næste morgen, var det i Lenes seng. Han var stadig iført t-shirt og bokser-shorts, men havde dog lagt bukser og sokker. Lene lå ved siden af ham, iført en lang natkjole, som var sexet, men uden at overdrive.

Der var ingenting sket. De havde holdt om hinanden, varmet hinanden, og Lene var faldet i søvn i hans arme, mens han selv desperat havde forsøgt at sove med hendes duft i næsen.

Han lå et stykke tid og betragtede hende under dynen. Hun lå på siden, med ansigtet mod ham, og i det tidlige morgenlys lignede hun mere en voksen kvinde, end hun havde gjort aftenen før.

Han så på sit ur. Halv syv. Det var på tide at komme op, hvis han skulle nå sin første time.

Han gled ud af sengen, og rakte ud efter sit tøj.

“Hvad er klokken?” Stemmen var søvndrukken, men umiskendelig.

“Halv syv. Jeg er nødt til at køre i skole. Skal jeg ringe til kontoret for dig og melde dig syg?”

Hun rystede på hovedet ned i puden. “Nej, det klarer jeg selv. Måske tager jeg derind. Jeg vil gerne ud af det her værelse.”

“Det forstår jeg godt.”

“Thomas...tak fordi du...blev her. Du ved ikke, hvor glad jeg var for det.”

“Måske ikke, men nu kan jeg da tænke på, at vi har sovet sammen. Det er da altid noget.”

Hun smilede. Han rejste sig, og trak bukserne på.

“Vi ses senere. Ring på min mobiltelefon, hvis du får brug for at snakke.”

“OK.”

Thomas forlod værelset, og gik tilbage til sit eget værelse, hvor han skiftede til rent tøj.

Han følte sig en anelse underligt tilpas. Han havde i månedsvis arbejdet på, hvad han ville sige til Lene, når de endelig var alene-hvilke søde ord han kunne hviske, som ville smelte hendes hjerte. Nu havde de været alene, og han havde haft alle chancer-men han havde intet gjort, udover at være en god ven. Michael ville sikkert grine sig ihjel over det.

Han gik ned til køkkenet og skænkede sig en kop kaffe fra thermokanden. Den var fra i nat, men den var stadig lun. Han tog en slurk, og vendte sig rundt, da han hørte døren åbne sig. Michael kom ind med sin rygsæk over skulderen. Han så en smule træt ud.

“Hård nat?”

Michael smilede. “Vanvittig hård. Jeg havde våde drømme hele natten.”

“Jeg kender følelsen.”

Michael tog kanden, og skænkede sig også en kop kaffe.

“Hvordan har Lene det her til morgen?”

“Hun sover vist. Jeg ville ikke vække hende.”

Michael nikkede. “Klogt. Lad hende sove ud, og så tager vi hende til lægen.”

“Det skal jeg nok gøre. Har du ikke timer til 17 imorgen?”

“Jo. Jeg er hjemme cirka klokken 18. Hvis du tager hende til lægen, kan jeg møde jer i byen og spise middag bagefter. Lene talte iøvrigt med Kresten igår, og hun sagde, at han tager over til noget familie i Jylland i dag. Det var noget med en fætter, som var blevet syg eller sådan noget. Han er ikke hjemme før på tirsdag-tidligst, sagde hun.”

“Det var da underligt, at han ikke sagde noget om det under kampen igår. OK, det er en aftale.”

Michael gjorde et notat i sin kalender. “Forresten kommer jeg ikke hjem i aften. Jeg tager op til min søster og sover dér. Gør nu ikke noget, jeg ikke ville gøre!”

“Er der noget, du ikke ville gøre?”

“Næppe. Der er jo så mange...muligheder.”

Thomas tømte sin kop, og forlod køkkenet.

 

 

På vejen hjem om aftenen, fik han en ide. Han tog sin mobiltelefon, og trykkede Lenes nummer. Hun svarede efter andet ring.

“Det er Lene.”

“Hej, det er Thomas. Du, Michael kommer ikke hjem i aften, så skal jeg ikke købe et par pizzaer på vejen? Det bliver kun os to, Kresten er jo taget til Jylland.”

“Det lyder lækkert. Husk at be’ dem om een uden kød til mig.”

“Skal jeg nok.”

Da han kom hjem med armene fulde af pizza og pommes frites sad Lene allerede og ventede ved spisebordet. Hun havde tændt to stearinlys, og tændt ild i brændeovnen.

Thomas satte maden på bordet, satte sig overfor hende, og så ind i hendes øjne.

“Det er helt mærkeligt med kun os to i huset.”

“Det er jeg faktisk glad for.”

“Hvad mener du?”

Lene drejede nervøst servietten mellem fingrene. “Jo, der er nogle ting, jeg gerne har villet sige til dig...men ikke har turdet. Især ikke med Michael i nærheden.”

Thomas smilede. “Michael har en evne til at få folk til at miste alvoren i det, de vil sige.”

Hun nikkede. “Netop.Og det, jeg vil sige, er ret alvorligt. Jeg ville sige, at...Jeg er meget glad for dig, Thomas!”

Thomas’ pizzastykke stoppede på vej op til hans mund.

Lene fortsatte hurtigt: “Jeg ved godt, at jeg løber en stor risiko ved at sige det til dig sådan her. Jeg mener, når vi nu bor i samme hus, og den slags, men jeg tænkte..efter i nat...hvis du ikke....hvis du ikke er glad for mig, Thomas, så.....Åh, for helvede, glem at jeg sagde det!”

Lene fik tårer i øjnene, og tørrede dem hurtigt væk med sin serviet.

“Nu har jeg ødelagt det hele, ikke? Du vil da ikke kunne holde af en pige, som bryder tudende sammen uden grund, vil du? Jeg mener...”

Thomas var fuldstændig lammet. Han havde forberedt sig på at være den offensive, og nu blev han praktisk talt væltet omkuld af denne lavine af følelser.

“Lene...”

Hun så op. Tårerne sad stadig på spring i hendes øjenkroge.

“Du behøver ikke græde, for....jeg er også meget...glad for dig!”

Hun smilede svagt. “Virkelig”

“Tror du, jeg ville have ligget i arm med dig en hel nat, hvis ikke jeg holdt af dig? Det krævede alt, hvad jeg havde i mig at lade dig sove i fred!”

Lene smilede skævt. “Det tror jeg ikke, du behøver i nat!”

Thomas skuppede sin pizzaæske væk. Han var ikke længere sulten. Hans krop var optaget af noget meget vigtigere nu. Han rakte hånden ud, og Lene greb den. Deres hænder kærtegnede hinanden mellem stearinlysene.

De rejste sig samtidig, og Thomas trak Lene ind til sig. Hun gav sig tid til at fjerne hans briller, før deres læber mødtes.

Senere, i Thomas’ værelse blev alle hans forventninger indfriet. Lene var både agressiv og givende, og deres elskov fik ham til at glemme alt omkring sig.

Da de var færdige, lå han og stirrede op i loftet, hvor træernes grene kastede sære former af skygge og lys. Pludselig hørte han en underlig lyd fra etagen ovenover. Det lød, som om et eller andet af glas knustes.

Han satte sig op i sengen. Lene, som havde ligget med hovedet på hans bryst, stirrede på ham.

“Hvad er der?”

“En lyd ovenpå. Men der er ingen hjemme deroppe. Det kan være en indbrudstyv”

“Måske Svenskeren!”

“Jeg går op og ser efter.”

Thomas tog sin morgenkåbe på, og tog sin hockeystav i hånden.

Lene trak trusser og t-shirt på, og sammen listede de op af trappen til anden sal.

Nu hørtes kun en svag puslen, som Thomas havde lært at forbinde med de rotter, som der havde så mange af før Cæsar slog til.

Langsomt gik de hen ad gangen til Krestens værelse. Thomas tog forsigtigt i dørhåndtaget-døren var låst.

Han vinkede Lene til siden, og sparkede så hårdt til døren. Træet flækkede med en tør lyd, og døren sprang op.

Med et spring var Thomas inde i værelset-hvor han stivnede. Hockeystaven faldt ud af hans hånd.

På sofaen lå Krestens arme-skåret af ved skuldrene. De hvide puder var mørkerøde af blod. På gulvet lå Krestens krop på ryggen, kun iført pyjamasbukser. Der var skåret dybe sår i hans overkrop, og hans ansigt var opsvulmet af flere slag. Hans øjne var borte.

Thomas mærkede kvalmen stige op i halsen, men han bekæmpede den. Den blev afløst af en dyb sorg over Krestens død. Han var kommet til at holde så meget af den gamle mand, at hans død føltes som et koldt stød i hans hjerte. En bølge af svimmelhed skyllede ind over ham, og han måtte støtte sig til sofabordet.

“Thomas?”

Lenes stemme rev ham ud af tågerne. Hun var kommet ind, og stod lige bag ham. Han snurrede rundt, og ville dække for den døde krop, men så hende stå med blikket rettet imod Kresten på gulvet.

“Vi må ringe efter politiet!”

“Det tror jeg også.” Hendes stemme var svag, men klar.

Hun gik ud af værelset, og Thomas hørte hendes trin på trappen. Alt taget i betragtning tog hun det bedre, end da katten døde, men det var måske bare chocket.

Han vendte ryggen til liget, og så, hvad der egentlig havde fået ham herop.

Lugten af liget havde naturligvis tiltrukket rotter. De sad på køkkenbordet, hvor de kravlede rundt mellem krukker og glas, og gnavede i små stykker af den gamle mand. En sukkerkrukke lå knust på gulvet. Han skyndte sig ud af værelset, og gik ned for at se efter Lene.

 

Kapitel 5

Politiet og ambulancen var som en drøm for Thomas. De blå blink i natten, båren med Krestens lig, de mange stemmer, og Lene, som holdt hans hånd. Tågen, der bølgede frem fra skoven og mosen, fik det til at virke endnu mere drømmeagtigt. Han ringede selv til Michael, og satte ham ind i sagen. Michael lovede at komme, så hurtigt han kunne.

Politiets spørgsmål irriterede Thomas, og fik det kun til at snurre i hans hoved. Lene gav ham en kop kaffe, men det fik det til at snurre endnu mere.

Hen af morgenen kørte de, og Thomas og Lene stod alene tilbage. De prøvede at gå i seng, men Thomas hjerne nægtede at falde i søvn. Den blev ved med at vise ham blodige detaljer fra det makabre syn i lejligheden, og da han til sidst faldt i en urolig søvn, blev han plaget af mareridt. Lene lå længe og stirrede på ham, indtil hun også faldt i søvn.

 

De blev vækket af Michael. Han stod ved fodenden af Thomas seng og så på dem. Thomas slog øjnene op, og nåede lige at se tåren i Michaels ene øje, før han tørrede den væk, og trak Thomas venskabeligt i tåen.

“Godmorgen. Jeg hører, I havde nogle problemer i aftes?”

Thomas sendte ham et koldt blik. Michael holdt afvæbnende en hånd op.

“Jeg har taget morgenmad med, hvis I har lyst.”

Lene og Thomas kom i tøjet, og mødte Michael i køkkenet. Han havde dækket bord, men den tomme stol ved bordets ene side talte sit tydelige sprog.

De spiste i tavshed. Lene blev kun siddende til eet rundstykke og en kop kaffe, før hun undskyldte sig med, at hun skulle i bad og på arbejde. Hun forsvandt op på første sal.

De to venner sad tilbage, og stirrede på hinanden. Michael rømmede sig.

“Du, Thomas...jeg ved godt, det ikke er det bedste tidspunkt, men...Var hun go’?”

Thomas så op på ham med en snert af det gamle, drillende udtryk.

“Er du gal mand. Hun var unik!”

“Hvad så nu?”

“Nu må vi se, hvad der sker.”

Michael slog ham på skulderen. “Ja, men det ser ud til, at du vandt, kammerat. Til lykke med det!”

Michael rejste sig, og gik op på sit værelse. Thomas sad tilbage med en underlig følelse i maven. Han havde altså haft ret. De havde spillet et spil om Lene, og han havde vundet. Nu var spillet forbi, og Thomas spekulerede på, om Michael og hans venskab ville ændre sig nu, hvor de ikke længere havde et synligt konkurrenceobjekt.

 

To uger gik.

Thomas og Lene begyndte så småt at vænne sig til deres forhold. De sov i Thomas’ værelse, satte et par store kasser med tøj ind i Lenes, og brugte det primært som lagerrum.

Michaels hovedpiner kom tilbage med fornyet kraft. Fem dage var han nødt til at ligge i sit mørklagte værelse uden at spise noget. Lene og Thomas benyttede lejligheden til at elske i søndagsstuen, i køkkenet og i spisestuen foran pejsen. De nød stadig den gamle gård, selvom der af og til syntes at være alt for stille. De havde ingen idé om, hvordan de skulle melde tilbage til husejeren, nu hvor Kresten ikke var mellemmand, men de regnede med, at han ville kontakte dem.

 

En morgen, ca. 6 uger efter deres indflytning på Grønnegård, passede Michael Thomas op i gangen på vej til brusebadet.

“Kom lige med op på mit værelse!”

“Nu?”

“Ja, lige nu!”

De gik op på Michaels værelse, og Michael låste døren.

“Jeg har noget at vise dig, Thomas. Noget, jeg synes er ret uhyggeligt.”

Michael tog en kuvert frem. Den var adresseret til Lene, og hendes arbejdsplads’ logo stod trykt på forsiden.

“Det her brev kom igår. Jeg samlede det op, og brevet faldt ud - kuverten var ikke ordentligt lukket. Læs det selv.”

Thomas læste:

Til frøken Lene Poulsen.

Efter gentagne henvendelser, både pr. telefon og brev, ser vi os nødsaget til at tage drastiske skridt.

De har ikke mødt på kontoret i 6 uger, og da De ikke har sygemeldt dem, eller på anden måde gjort rede for deres fravær, kan vi hermed meddele dem, at de fra dags dato ikke længere er ansat i Brorson, Simon og Regel. De bedes venligst rydde deres skrivebord og skab inden den 30. Ds.

Med venlig hilsen

Brorson, Simon & Regel

Thomas så op på Michael.

“Hun er da gået på arbejde hver dag. Hvad er dette her for noget sludder?”

“Jeg talte med en fyr ovre fra nabogården. Han sagde, at han tit ser hendes bil parkeret på en lille rasteplads ved skovbrynet, på den anden side af skoven. Jeg tror, hun bare går hjemmefra, og så kører over i skoven.”

“Hvorfor skulle hun dog gøre det?”

“For at slå dyr ihjel.”

“Nej, ved du nu hvad, Michael...”

“Jeg blev mistænksom, så jeg kiggede efter flere spor...”

Michael trak en plasticpose frem under sengen. Han rakte Thomas en skjorte og et par bukser, begge dele oversået med mørkebrune pletter.

“Jeg fandt dette her nederst i Lenes vasketøjskurv. Jeg ved ikke, om det er menneske- eller dyreblod, men det er også ligemeget. Hvis hun har gjort det ene, har hun sikkert også gjort det andet!”

“Du mener...at Lene skulle ha’ slået Kresten ihjel? Nu må du altså styre dig.”

“Tænk over det. Du sagde selv, at hun ikke blev hysterisk oppe i Krestens lejlighed den aften. Mon ikke det var fordi hun allerede VIDSTE, hvordan der så ud? Hun havde selv lagt ham sådan!”

Thomas åbnede munden, men lukkede den igen. Lene havde faktisk været ualmindelig rolig og behersket den aften.

“Jeg ved godt, at dette her sårer dig!”, fortsatte Michael,og stoppede tøjet i posen igen, “Det sårer ikke mig mindre-men vi må se i øjnene, at den pige vi har rendt efter måske er psykopat!”

Thomas rystede afværgende på hovedet.

“Nej. Jeg nægter at begynde at kigge over skulderen på min kæreste, og at kigge i hendes snavsede vasketøj. Der kan være en helt naturlig forklaring på de pletter. Det kan være maling eller kaffe. Du væltede faktisk en kop kaffe ud over hende for et par uger siden!”

“Ja, men det ville man kunne lugte. “

“Jeg tror ikke på dig!”

  “Jeg siger jo heller ikke, at det er sikkert, vel? Jeg siger bare, at vi måske skulle kigge os lidt bedre for, og holde en smule øje med Lene. OK?”

“Jaja, vi kigger os for. Må jeg gerne gå i bad nu?”

 

Kapitel 6

Samme aften sad Thomas og Michael og spillede kort og hørte radio i køkkenet, da Lene kom hjem. Hun havde(efter sigende)været på arbejde, og oppe for at besøge sin lillebror i København. Hun havde ringet fra stationen, at hendes tog var blevet forsinket, og at de bare skulle spise uden hende. Thomas havde givet Michael besked, så han kunne tage mad med hjem.

Da hun trådte ind, lå resterne af to pizzaer stadig på bordet.

Begge de to venners ansigter drejede sig mod Lene, da hun trådte ind i køkkenet. Hendes bluse var revet i stykker, og hendes bukser var plettet af snavs og blod. Et stort sår i hendes pande blødte stadig en smule, og hendes ene øje var opsvulmet og mørkt. Det andet stirrede på dem med et tomt blik.

Thomas og Michael sprang op fra stolene. Thomas nåede lige at gribe hende, før hun faldt sammen på gulvet. Hendes taske faldt ud af hendes hånd, og gled hen under bordet.

De bar hende ind i stuen, og lagde hende på een af sofaerne.

“Hvad fanden mon der er sket?” Thomas var helt bleg.

“Hun er måske blevet overfaldet. Jeg henter et glas vand-og en kop sort kaffe!”

Michael forsvandt ud i køkkenet.

Thomas tog Lenes hånd, og strøg hende forsigtigt over kinden. Hun slog øjnene op.

“Hvad skete der, skat?”

Hun lagde en hånd mod såret i hovedet, men fjernede den hurtigt igen.

“Jeg blev overfaldet. På vej hjem fra stationen. En stor fyr ville ta’ min taske, jeg holdt fast, og så slog han mig i hovedet. Jeg blev helt groggy, og så greb han fat i min bluse. Jeg troede, han ville voldtage mig, men han rev bare min bluse itu, og...rørte ved mig. Så skubbede han mig omkuld i rendestenen og løb. Han tog ikke engang tasken med!”

Thomas klemte hendes hånd. “Jeg går ud og finder en kold klud til din pande.”

Han rejste sig, og gik ud i køkkenet, hvor Michael stod med en kop kaffe i hånden og store øjne.

“Hvad er der galt?”

Michael pegede med sin frie hånd på transistorradioen, som var i gang med nyhederne.

“..fundet liget ved Glumsø station, for omtrent en time siden. Liget havde flere stiksår og bidmærker, og begge øjne manglede. Der er tydelige tegn på kamp på gerningsstedet, så det er muligt, at morderen også er blevet såret. Politiet udelukker ikke, at der kan være en sammenhæng med dette mord, og mordet på Kresten Carlsen i sidste måned. Vi opfordrer alle, som har opholdt sig ved Glumsø station mellem 16 og 18 i dag til at kontakte Næstved politi, hvis de har hørt eller set noget usædvanligt. Og vejret: Det bliver regn i nat med temperaturer...”

Thomas slukkede for radioen. Michael havde i mellemtiden sat koppen fra sig, og samlet tasken op fra gulvet. Han åbnede den og fremdrog en frysepose. Igennem det klare plastic stirrede to brune øjne på Thomas.

“Hvis det var bevis, vi manglede-så tror jeg lige, at vi har fået det!” Michael lod posen falde ned på bordet.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”

“Lad være med at sige noget. Tror du på mig, når jeg siger, at hun er farlig?”

“Det ved jeg ikke...måske...men Michael, for helvede! Jeg elsker hende!”

“Du elsker et vrangbillede, mand. Hun er stjernepsykopat og morder! Kan du ikke få det ind i knolden!”

Thomas pressede hænderne mod tindingerne.

“Jeg ved ikke...det snurrer sådan i mit hoved.”

Michael lagde en arm om skulderen på ham.

“OK, her er planen: Du går ind til hende, mens jeg går ned i kælderen efter et reb. Når jeg kommer tilbage, afleder du hendes opmærksomhed, og holder hende, mens jeg binder hende. Når vi har hende sikkert bundet, kan vi ringe efter politiet. Hvordan lyder det?”

“Det lyder....fint.” Thomas’ stemme var svag.

“Her er kaffen, og en klud. Gå nu ind og snak med hende. Afled hendes opmærksomhed!”

 

Thomas trådte ind i stuen, mens tusind tanker kørte rundt i hans hoved. Selv hvis de tog fejl, ville han aldrig kunne se Lene i øjnene efter dette. Men de kunne ikke tage fejl. Øjnene i posen havde været det sidste, afgørende bevis.

Han satte sig ved siden af Lene, og lagde kluden på hendes pande. Han trykkede på den, og vandet løb ned over hendes ansigt. Han vaskede lidt af snavset af.

Hun lagde sin hånd på hans arm. “Det er pænt af dig, men det gør lidt ondt. Lad mig hellere gøre det selv.”

Han rystede over hele kroppen. Han havde lyst til at sige til hende, at det ikke passede, at hun umuligt kunne være morder-men øjnene...og det blodige tøj...og brevet fra hendes arbejde...

Michael trådte frem i døråbningen. Han gjorde tegn til Thomas,som et øjeblik var rådvild. Hvordan kunne han gøre det? Men hans hjerne vandt over hans følelser.

Han kastede sig ned over Lene, og holdt hende fast med arme og ben.

Først troede hun, at han blot omfavnede hende, og hendes arme tog om ham, som hun plejede. Så ramte han nogle af de steder på kroppen, hvor hun var øm, og og hun gav sig i smerte. Da han blev ved at holde fast, begyndte hun at slå ham på ryggen, samtidig med, at hun prøvede at skrige.

Michael sprang nærmere og trak deres kæmpende kroppe op i siddende stilling. Han slog rebet omkring Lenes overkrop, og snørrede hendes arme tæt til kroppen. Lene skreg, og prøvede at bide eller sparke dem, men Michael havde hende i et jerngreb. Thomas lod sig falde ned på gulvet, og rullede væk fra sofaen.

Endelig slog Michael den sidste knude på rebet. Han slap Lene, og trådte et par skridt tilbage, som for at beundre sit arbejde.

Lene sad i sofaen, svinebundet som en rullepølse. Hun skreg forbandelser mod de to venner, og forsøgte at komme på benene, dog uden held.

“Hvad gør vi nu?” Michaels blik var fæstnet på Lenes kamp for at rejse sig.

“Vi ringer efter politiet. Vi kan jo ikke bare lade hende sidde her!”

Thomas tog sin jakke fra en stol, og tog sin mobiltelefon frem. Den var slukket. Han trykkede på ON-tasten, men uden resultat.

“Den er død. Jeg må ha’ glemt at oplade den.”

“Gå op på mit værelse, og tag min mobil. Den ligger på kommoden. Jeg holder øje med hende så længe!”

Thomas nikkede og bakkede ud af stuen. Han havde stadig blikket fæstnet på Lene.

Han vendte sig, og gik op af trappen til anden sal. Han gik langsomt, mens hans hjerne hele tiden kørte replay-billeder af Lenes ansigt. Forskræmt, glad, afslappet, koncentreret, flov og sexuelt tilfredsstillet. Han så et øjeblik på hvert ansigt, og tænkte på, hvordan deres liv kunne have været, hvis ikke....

Han nåede Michaels dør.

Han trådte ind på Michaels værelse, hvor aftenvinden blæste koldt ind gennem det åbne vindue. Han så straks telefonen ligge på den lille sengekommode.

I samme øjeblik, som hans hånd lukkede sig om den, hørte han et skrig. Det skar gennem huset som negle mod en tavle. Det var Lenes stemme.

Han drejede om på hælen, og løb ud af værelset. Han stormede hen af gangen, og ned af trappen to trin af gangen. Han var lige nået til den sidste afsats, da han hørte hurtige trin lige under sig. Han standsede et øjeblik op, og det redede hans liv.

En hånd med en slagtekniv i hånden hvinede frem fra trappens krumning, og skar sig ind i pudset kun en halv meter foran Thomas næse.

Michael trådte frem på trappeafsatsen. Det var højest tre minutter siden, Thomas sidst havde set ham, men han var så forandret, som var der gået et helt liv.

Hans mund var fordrejet i et vanvittigt grin, som gik fra øre til øre. Hans øjne skinnede i febervildelse, og hans WWF T-shirt var så oversprøjtet med blod, at den hvide panda nu var en rød panda.

Han trak kniven ud af væggen. Thomas stirrede som lammet på sin ven.

“Nå, missede jeg dig, hvaaaarrrr!”, snerrede Michael. Han pustede til knivsbladet, så pudsresterne blæste af. Den var i forvejen blodig, og et par dråber flød af ved samme lejlighed.

“Michael...”

“Hold så kæft med dit Michael! Jeg er SÅ træt af dig, Thomas. Eet er, at du scorer MIN pige, men at du så ikke tror på mig, når jeg fortæller dig, at hun er psykopat-det kan virkelig bringe mit pis i kog! Meeeen....selvfølgelig havde du ret!”

Han fintede et hug mod Thomas, som trak sig et trin længere opad.

“Hvor skal du hen? Bliv nu her og få tingende afklaret. Det er du jo helt vild med, ikke!”

“Michael, læg nu kniven fra dig, og...”

“Gu’ vil jeg ej. Den er et herligt stykke legetøj. Jeg siger dig: jeg ved aldrig, hvornår trangen kommer over mig, men siden jeg kom her til gården, har jeg turdet bruge min vrede konstruktivt, som de siger på seminariet. Jeg kunne ta’ nogle liv, og ta’ deres øjne...du skulle bare prøve det, Thomas.”

Michael lænede sig mod væggen, og tog sig til hovedet. Thomas trådte prøvende et trin nærmere, men Michael slog ud efter ham med kniven. Han ramte Thomas’ højre underarm,og skar et lille snit. Thomas trak sig tilbage.

“Der er noget her på gården, Thomas...en Eksistens, som forstærker behovet for at dræbe. Der var et par historier, som Kresten aldrig fortalte-som for eksempel den om, hvordan den første ejer slog sin bror og tre søskende ihjel i spisestuen. Eller hvordan en russisk adelsmand skød sin elskerinde og sig selv, der hvor Krestens lejlighed ligger. Der er blevet begået flere mord på denne gård, end i hele kommunen tilsammen! Og det er Eksistensens skyld.”

“Michael, for fanden. Det har slået klik for dig, mand. Din hovedpine har gjort dig skør!”

“Måske. Eller måske har jeg bare lært at leve med mine behov. Og mine behov kræver, at jeg slår ting ihjel. Jeg troede ikke, at Kresten ville opdage mine dyr, men det gjorde han. Derfor slog jeg ham ihjel. Fyren ved stationen, som var i radioen prøvede at stjæle min bil, da jeg stod af toget. Så måtte jeg også slå ham ihjel. Og du og Lene...Jeg havde jo håbet, at Lene ville indse, at der ikke var noget ved dig, og komme til mig. Men det skete jo ikke-så hun måtte også dø. Jeg har lige ordnet det.”

Thomas knyttede hænderne.

“Hold kæft, hvor var du svær at få til at hoppe på den. Du troede hverken på brevet eller på det tøj, jeg havde dyppet i Krestens blod. Jeg måtte kraftædemig stoppe et par øjne i hendes taske, før du troede på det. Og tænk: så bliver hun overfaldet på vej hjem, så hun er mør, og ikke gør så meget modstand. Nå, men i det mindste har jeg stadig dig. Natten er jo ung endnu!”

Thomas mærkede en bølge af svimmelhed skylle ind over sig.

“Nå, kan du mærke det stads, jeg kom på pizzaen? Een af mine venner er kemiker, og han lavde det til mig. Det forvirrer sanserne lidt, og bedøver svagt. Man kan vel godt sige, at man bliver høj af det. Glæd dig: Du dør skæv!”

Pludselig kastede Michael sig frem, med kniven hævet til hug.

Thomas kastede sig til siden, og mærkede kniven bore sig ind i hans overarm. Hans skjorteærme blev rødt med det samme.

Thomas prøvede at slå ud efter Michael, men stoffet i hans krop fik ham til at se sin vens krop som en udflydende klat, og det, han ramte var væggen.

Michael kastede sig over ham, og trak kniven ud af skulderen igen. Et nyt hug, og en rød plet dukkede frem i Thomas’ højre side. Han følte egentlig ingen smerte, kun en fornemmelse af varme.

Han klyngede sig til Michaels krop, og bragte sit hovede frem til en skalle. Han mærkede sine briller knuses, men Michaels hyl var belønning nok.

Thomas faldt omkuld. Michael førte sin hånd henover sin næse, som var begyndt at bløde, og hævede kniven til et dødbringende hug. Han udstødte et uartikuleret sejrsskrig.

Uden briller så Thomas endnu dårligere, men han så tilstrækkeligt til at sparke til Michaels solar plexus, som han blottede med sin sejrspositur. Thomas’ højre fod ramte plet med al den styrke, han kunne mønstre.

Michaels sejrskrig blev forvandlet til en syg klagen. Han knækkede sammen, og vaklede baglæns. Han ramte gelænderet, snublede, og med et klageskrig faldt han bagover.

Et brag af træ, der knækkede, og braget fra kroppen der ramte flisegulvet afbrød skriget.

Thomas kæmpede sig på benene, og vaklede ned af trappen.

I entreen lå Michael oven i et knust paraplystativ. Een af paraplyerne havde gennemboret ham igennem maveregionen, og blodet sivede ud mellem hans fingre. Han havde øjnene lukket, men hans læber bevægede sig svagt. Thomas slæbte sig nærmere, og lagde øret til hans læber.

“...muligheder...du dræber mig.....jeg dræber dig...vi dør alle tre...vi dør ikke...så mange...muligheder...så mange...mulig........”

Michael tog et raspende åndedrag, spjættede engang med benene-og lå så stille.

Thomas forsøgte at rejse sig. Han måtte se til Lene. Måske kunne hun...

Pludselig blev verden til en tunnel, hvor alting snævredes ind mod midten, hvor alle former og farver forsvandt i sort, og...

Thomas faldt sammen på gulvet i entreen. Hans hoved faldt mindre end ti cm. fra Michaels sko.

 

 

Epilog

Thomas vendte kortvarigt tilbage til bevidstheden, da en ukendt blond mand med blå øjne bøjede sig over ham og tog hans puls. Han hørte manden sige i en mobiltelefon, at “den ene af dem har stadig puls. Kom med det samme. Hvem jeg er? Det er ligegyldigt!”

Thomas prøvede at sige noget, men gled bort igen.

Det næste, han så, var nattehimlen, fuld af blå blink og elektriske stemmer, som den nat, Kresten var blevet kørt bort. To ambulancefolk bar ham over gårdspladsen, og stak ham ind i en ambulance. Han prøvede at sige, at der var to andre i huset, men han kunne ikke. Hans tunge føltes, som om den var smeltet fast til hans gane.

Ambulancens døre blev smækket i. En mand sad på et sæde ved siden af ham, den anden steg ind foran. Han hørte motoren gå igang, og gruset på gårdspladsen knasede under hjulene.

Han mærkede en skarp smerte i sin arm, og prøvede at skifte stilling for at få den væk. Istedet så han manden sætte et drop fast på hans underarm. Han slappede af igen.

En hovedpine begyndte at dunke bag hans øjne. Han lukkede dem, og tænkte på Michaels hovedpiner. Michael, hans bedste ven. Michael, hans kammerat. Michael, som havde været sindsyg. Michael, som ville gøre alt.

Han tænkte på Michaels stemme på trappen. Hvordan den havde været manisk, ophidset-men også en smule bedrøvet. Fordi han var nødt til at dræbe sin ven-eller fordi han vidste, at der var mulighed for, at han kunne blive dræbt. Ham og hans Eksistens.

Thomas slog øjnene op. Han kiggede rundt i ambulancen, og så en kasse med engangs-skalpeller stå på en hylde over portørens hovede.

Hans tørre læber formede de ord, som gav genlyd i hans hjerne:

“Så mange...muligheder!”