Godt Skudt!

Af Claus Holm

 

 

Tilegnet Kaj Vilhelm Nielsen

Min bedste korrekturlæser

Vi ses igen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da han træder ind i det sollyse værelse, er det første, der rammer hans øjne et par briller på sengebordet. Det er mange år siden, han sidst har sovet i samme hus som manden i sengen, og det virker forkert at se brillerne ligge dér. De virker forladte.

Hans blik bevæger sig over skrivebordet med computeren. Der hersker pinlig orden – en kupon med et udfyldt afkrydsningsfelt ligger ved siden af en tegnebog og et par småmønter. Manden i sengen har taget tegnebogen op af lommen på sine bukser, før han lagde sig ned. Han ville gerne ligge behageligt.

Så falder blikket på sengen. Manden ligger på siden, hans ene hånd under hovedet. Hans ansigt er afslappet og fredfyldt, læberne kruset af et lille smil. Kun de mørke pletter på kinden afslører, hvad han allerede ved – hvad han har vidst, siden han hørte en grådkvalt stemme i telefonen for mindre end to timer siden.

Manden i sengen er død.

Der er ikke sket nogen fejl – som det ellers har drønet i hans hoved de sidste to timer. Det kan ikke være sandt, det er simpelthen umuligt. Han var ikke gammel, han var ikke syg. Hvordan skulle han så kunne være død.

Men det er sandt.

Da han bøjer sig over sengen, kan han stadig lugte den svage duft af tobak og aftershave. Han kysser forsigtigt manden i sengen på kinden, og er lige ved at gispe.

Han havde ventet at han ville være kold – han er blevet forberedt på dette faktum af utallige film og bøger – men han har vidst det på samme måde som en indbygger på Filippinerne ved at sne er kold. Mandens hud er iskold – som at røre ved et stykke metal en kold vintermorgen. Han venter næsten at føle sine læber hænge fast.

Så kommer tårerne. Først som et par dråber, så  i en varm, flydende strøm der føles som en flod af smerte.

Han kan mærke rystelserne i kroppen, da hans hulk bliver voldsommere. I køkkenet udenfor døren kan han høre stemmer, som bekymret taler sammen. Han spekulerer et kort øjeblik på, om de vil komme ind for at trøste ham. Hvis de gør, vil han sende dem bort. Han har brug for dette øjeblik – den sidste stund alene med manden i sengen.

Forsigtigt lader han sin hånd stryge over det hvide hår. Det er faldet tilbage mod  puden, og han stryger det tilbage i den frisure, han kender så godt – den frisure, der i så mange år har været hans egen.

Han rækker ud efter mandens hånd, men standser i bevægelsen. Han vil ikke føle de kolde fingre mod sin hånd. Han  lægger i stedet hånden  på mandens skulder.

Minderne kommer strømmende, overvælder ham. Han bider sig i læben, mens tårerne strømmer ned over hans kinder, pletter hans brilleglas, og drypper på dynen, som manden i sengen har trukket op til skulderen.

Han sætter sig på knæ ved sengens hovedgærde.

Han lukker øjnene, prøver at samle sine tanker om et bestemt minde. Og med eet lykkes det.

”Godt skudt!”, hvisker han.

 

”Morfar, hvordan laver man en slangebøsse?”

Morfar kigger op fra sin avis. Han har siddet på terrassen med sin avis, sin pibe og sin udsigt over haven. Et mere perfekt billede på lykke har Drengen aldrig set.

”En slangebøsse…?”Morfar smiler forundret. ”Hvorfor vil du vide det?”

Drengens øjne lyser, da han begynder at forklare:

”Min far gav mig en tegneserie, med sådan en dreng – Skrækkelige Olfert. Han har sådan en hue li’som Anders And, og blusen også. Han har en slangebøsse, som han skyder til måls med efter dåser og sådan noget.”

”Skyder Skrækkelige Olfert ikke også med sin slangebøsse efter de andre børn?”

Drengen tøver lidt – husker hændelsen sidste sommer, hvor Morfar havde lavet ham et pusterør. Han havde moret sig med at skyde snebær efter en spand, indtil genboens dreng havde lokket ham til at skyde efter cyklister. En af cyklisterne var stoppet og havde slæbt dem hjem til deres respektive familier. Drengens Mor og Far var blevet meget vrede – meget mere end de normalt ville være blevet – og Morfar var blevet vred over, at han ikke havde været ansvarlig nok til at bruge det legetøj, han havde givet ham.

”Mjooeeehh….”

”Det ville du ikke gøre, vel?”

”Nej, Morfar. Det ville jeg ikke.”

Morfar klør sig i håret. Han tænder en tændstik, og får gang i piben. Duftende røgskyer blander sig med duften af sommer i den varme luft.

”Hvis du nu går over i krattet på parallelvejen….og finder en gren, som har sådan en form…”

Morfar tager en kuglepen fra brystlommen på sin skjorte, river et lille stykke papir af avisen og tegner en hurtig skitse på det. Han stikker det i hånden på Drengen, som ser det. Det er en form som et V sat fast på et stort I.

”…Og hvis du så kommer her tilbage med grenen bagefter – så kan vi se om vi kan lave en slangebøsse til dig.”

Drengens øjne stråler.

”Det skal jeg nok!”, næsten råber han, og snurrer rundt på hælen. Han er lige ved at snuble over sine egne fødder under denne bevægelse.

”Ups…kom nu ikke til skade”, kommer det fra Morfar.

Drengen er allerede nede fra terrassen og på vej mod parallelvejen. Bag ham læner morfar sig tilbage i sin stol og hæver avisen igen.

 

Drengen standser kun kort nok til at snuppe et skovjordbær fra det lille bed langs husmuren, før han stormer ind i krattet. Inde mellem træerne og buskene, på det sted børnene i området kalder ”grunden” er der køligere end uden i haverne. Der er stille i dag – normalt vil der være børn, som spiller fodbold på græsplænen i træernes skygge – måske et par små søskende som kigger på. Men der er tomt for øjeblikket – og Drengen har ro til sin mission.

Opmærksomt gennemgår han de faldne grene – han er udmærket klar over at han under ingen omstændigheder bør klatre op i træerne. Ikke fordi det er forbudt – selvom det er – men fordi han formegentlig blot vil falde ned.

Gren efter gren bliver løftet op, inspiceret i forhold til Morfars skitse, og kasseret. Ingen af dem har den rigtige facon.

I tankerne er han allerede begyndt at ærgre sig. Ganske vidst kan Morfar nærmest trylle i sit værksted – han har sågar lavet en ønskestav til ham, da han var ganske lille og troede på den slags. Det var bare en pind med en stjerne for enden – men Morfar sagde, at det var en ønskestav. Og Morfars ord var godt nok til ham.

Men uden de rigtige råmaterialer kan man ikke trylle. Det ved selv Drengen, som ellers er villig til at tro på mangt og meget. Hvis Morfar siger, han skal bruge en gren formet som et V og et I – så skal han bruge den. Uden den virker magien ikke.

Endelig – ENDELIG! – finder han en gren, der passer på formen. Der er bare én forskel: Skrækkelige Olferts slangebøsse sidder i hans baglomme, så den V-formede ende kun lige stikker op. Denne gren er mindst en meter lang. I et glimt forestiller Drengen sig selv komme gående med en slangebøsse, så høj som han selv. Så skubber han tanken fra sig. Hvis Morfar kan lave en ønskestav ud af en rund pind – så kan han også lave en slangebøsse ud af sådan en gren.

Med et tilfreds smil løfter han grenen op på skulderen, og begynder tilbageturen.

 

Da han når Morfar og Mormors hus, er han så småt begyndt at fortryde sit valg af gren. Han har skåret sig adskillige steder på skulderen og hænderne, og hans hvide trøje er snavset til af jord fra grenen.

Han stiller grenen udenfor terrassen, og kigger ind af den lille glasdør. Morfar sidder stadig i stolen, men nu har han lagt sin avis fra sig. Bag brillerne er Morfars øjne lukkede, og en sagte snorken forkynder at Morfar tager sig en middagslur i den lumre eftermiddagsluft.

Drengen kan ikke vente på, at Morfar vågner. Med faste skridt(som larmer så meget, som en dreng af hans størrelse kan få dem til) går han over terrassen og  lægger en hånd på Morfars skulder. Den føles varm under skjorten.

Morfar slår øjnene op, ser sig omkring, og fæstner blikket på Drengen.

”Nå…kommer du der igen. Fandt du så en gren?”

Drengen nikker ivrigt.

”Jeg stillede den udenfor. Den ligner helt din tegning, den er bare lidt større.”

Morfar kigger på hans beskidte bluse, på de små blødende sår på hans snavsede hænder.

”Gå ind til Mormor og bliv vasket lidt. Kom ned i kælderen bagefter, så kigger vi på det.”

Drengen piler ind i det kølige hus, mens Morfar rejser sig fra stolen, samler cigaretter op og stopper dem i lommen. Så råber han efter Drengen:

”Mens du er derinde, så bed hende om noget kraftig elastiksnor!”

 

Da han kommer ned i kælderen – renvasket, og det værste snavs børstet af blusen – hører han lyden af en sav. Morfar står bøjet over en skuetvinge, hvori den lange gren sidder fastspændt. Med faste, hurtige savstrøg skærer han den V-formede ende af, mindre end 30 centimeter under bunden af V-et. Nu ligner den fuldstændig Skrækkelige Olferts slangebøsse.

Morfar trækker den lange ende af grenen fri, og sætter den op mod væggen i hjørnet. Han løsner skruetvingen, og ser kritisk på grenstumpen.

Drengen kender det blik, og elsker det. Det betyder, at Morfars hjerne arbejder.

Et SNAP! lyder, da Morfar folder sin kniv ud. Med præcise snit begynder han at snitte barken af grenen.

Drengen ser til med store øjne, mens han samtidig nyder duften i værkstedet. Her dufter af frisk træ, af gamle aviser og af Morfar – den sære, men velkendte duft af tobak og aftershave.

Drengen ved, at Morfar har et andet værksted, inde bag vaskekælderen. Det andet værksted er Morfars skriveværksted, og Drengen har aldrig været derinde – kun kigget forsigtigt ind gennem forhænget, hvis Morfar skulle hentes. Når Morfar var derinde, skulle forstyrrelsen være MEGET vigtig.

Det værksted har en duft af gammelt papir, som Drengen ikke bryder sig om – det dufter af hemmeligheder, af en slags sved som han ellers ikke lugter på sin Morfar. Og alligevel, mange år senere, er det duften af det andet værksted – skriveværkstedet – som vil kalde på ham, få ham til at sætte sig til den samme gamle skrivemaskine som Morfar brugte og skrive de magiske ord: KAPITEL 1.

Morfar snitter, skraber og vrikker kniven ind i de mindste sprækker. Langsomt bliver den sort-grønne gren til en skinnende hvid, glat gren. Drengen har ingen anelse om, hvor længe han har siddet der, tryllebundet af Morfars arbejde – men til sidst brydes fortryllelsen, da Morfar puster træsplinter væk fra det lille mellemrum mellem V-ets ender.

”Sådan. Så skal vi bare ha’ sat elastikken på.”

Drengen rækker ham den elastiksnor, han har holdt i hånden. Morfar kigger skeptisk på den.

”Den er slet ikke kraftig nok. Vi skal have noget, der er meget stærkere – og bredere. Vent lidt, jeg tror jeg har noget hernede…”

Mumlende begynder Morfar at rode i skufferne i arbejdsbordet. Små kasser med skruer og søm bliver flyttet rundt, værktøj af forskellig art rykket rundt, indtil han triumferende rækker en bred rulle op i luften.

”Her var den. Jeg vidste, den var her et sted.”

Morfar finder en kraftig saks fra en skuffe, og begynder at klippe stykker af den nyfundne rulle. Længere stykker -  til at gøre den mere spændstig, forklarer Morfar – bliver klippet af den snor, Drengen havde bragt med ned fra Mormors køkkenskuffe.

Morfar binder små, faste knuder på elastiksnoren, og prikker små huller i de bredere stykker. Drengen ved ikke, hvad den brede rulle er, og han finder aldrig ud af det. Materialet føles som elastikker, men er kraftigt som læder og dobbelt så tyk som de kraftige postelastikker, Drengen somme tider bruger til at holde sine bukser væk fra kæden på sin cykel. Han kører på en tohjulet nu – uden støttehjul. Morfar var den sidste til at slippe ham, da han kørte sin første runde på vejen uden støttehjul.

Med et sidste træk i knuderne nikker Morfar tilfreds. Nu er den, som den skal være.

”Så binder vi den fast her, kan du se…”

Drengen kigger interesseret, da Morfar binder den færdige snor fast på grenen. Snoren består af elastiksnor, af og til brudt af stykker af den brede rulle. Midtpå sidder et særligt stort stykke.

”Der lægger man det, man skal skyde med. Så holder man fast med to fingre, trækker den tilbage, sigter og giver slip. Nu kan vi gå udenfor, så skal jeg vise dig, hvordan man gør.”

Drengen nikker ivrigt, og sammen går de op fra kælderen.

Inde fra køkkenet råber Mormor, at der snart er mad. De skal ikke gå for langt væk.

Morfar stikker hovedet ind af døren på vej ud, og fortæller at de kun lige går ud på vejen. De er snart tilbage.

 

Ude på vejen kigger Morfar lidt på jorden, før han bøjer sig ned og samler en sten om. Den er på størrelse med en femkrone, sort og hvid med en ujævn form.

Aftenen er ved at falde på nu – de har tilbragt et godt stykke tid i kælderen. Varmen er taget lidt af, og lyset blevet mere dæmpet. Rundt om i haverne er folk begyndt at grille, eller sidder på deres terrasser med en før-middags-cocktail.  Det sted, hvor Drengen og Morfar står nu, er imidlertid dækket af de træer, de fleste forhaver på vejen har ud til vejen. Ingen kan se dem.

Morfar viser ham stenen. Han holder den mellem tommel og pegefinger, og ser ham lige i øjnene.

”Nu skal du høre godt efter. Det kan godt være, at Skrækkelige Olfert skyder efter de andre børn i tegneserien, og at de ser ud til ikke at komme til skade. Men rigtige slangebøsser kan godt gøre ondt, især hvis man skyder med sten, som jeg gør om lidt. Du må aldrig – aldrig – sigte på folk. Har du forstået?”

”Ja, Morfar.”

”Godt. Du skal kun skyde efter ting, som det ikke kan gøre ondt på – en målskive, for eksempel, eller en dåse. Du skal ikke skyde efter flasker. Hvis de går i stykker kan du få glasskår på dig og skære dig. Har du også forstået det?”

Drengen nikker.

”Godt. Nu skal jeg vise dig, hvordan man gør.”

Morfar lægger stenen mod det kraftige stykke midt på snoren. Han trækker prøvende i snoren, prøver om den kan holde. Så hæver han hånden, trækker snoren helt tilbage og slipper.

Drengen finder aldrig ud af, hvorvidt det var en fejlberegning, eller om Morfar virkelig mente det med at kun at skyde efter ting, som ikke kunne mærke det.

Stenen forlader slangebøssen med en susende lyd. Elastikken slappes med en stille hvislen, som imidlertid overdøves af den klirrende lyd fra gadelampen, der knuses i tusind skinnede stykker.

Morfar spærrer øjnene op i forbavselse. Drengen stirrer med ærefrygt på de gyldne glasskår, der nu regner ned fra lygtepælen nogle meter borte. Det knuste glas lyder som en eksplosion i den stille sommeraften.

Morfar sænker langsomt slangebøssen. Han stirrer på den, prøver måske i sit hoved at spole tiden tilbage, samle stumperne igen.

Drengen kan ikke få et ord frem. Han er alt for chokeret. Så løsnes hans tunge pludselig, og to ord undslipper hans mund:

”Godt skudt!”

Disse ord får Morfar til at tø op igen. Det samme gør stemmer fra en nærliggende have, hvor folk er på vej ud for at undersøge hvorfra lyden af knust glas i sommeraftenen kom.

Morfar griber Drengen om skuldrende, og trækker ham med. Tilbage i Mormor og Morfars have. Væk fra vejen.

Da folkene kommer ud på vejen, står Drengen og Morfar bag en busk og kigger på dem. De stirrer op på den knuste lampe, mens Drengen og Morfar stirrer på dem. De er begge begyndt at fnise, små fnis langt inde i næsen. Stille står de dér, indtil folkene på vejen går tilbage til deres grill og deres drinks. Så tager Morfar Drengen om skuldrende og ser ham ind i øjnene.

”Sådan der….sådan skal du altså ikke gøre.”

Mere siger han ikke, de begynder begge to at le. Fnisene bliver afløst af gispende latter, som afbrydes af Mormors stemme fra køkkenvinduet. Aftensmaden er på bordet.

Morfar og Drengen går tilbage mod huset. Morfar rækker Drengen slangebøssen, og klapper ham på skulderen.

Drengen vil aldrig skyde med slangebøssen igen. Han beholder den i mange år – faktisk til han fylder 14, og en dag finder den i bunden af en rodet skuffe. På det tidspunkt er den hvide gren blevet mørk igen, og elastikken er sprunget. Han vil se på den med et underligt smil, huske en smule af en næsten glemt erindring – og hviske sagte: ”Godt skudt!” Så lader han slangebøssen forsvinde i den affaldspose, han er ved at fylde med sin barndoms tidligste år.

Morfars skud blev dens eneste.

 

Han åbner øjnene. Mindet er kommet og gået på mindre end et sekund.

Langsomt rejser han sig, og lader igen sine fingre berøre manden i sengens hår. Det er glat og rent.

Han vil sige noget, sige et eller andet til den mand, som har betydet så meget for ham – og han indser at han ikke kan sætte ord på noget af det. Han kan kun håbe  at manden i sengen – hvor end han er nu – vil vide, hvilke følelser, han prøver at udtrykke.

Han ved, at han bør forlade værelset nu – de venter udenfor på at gøre manden i sengen i stand. Han skal begraves i sin yndlings pyjamas. Men han ved også, at han ikke har lyst til at rejse sig endnu. Han må sige det mest elementære, det eneste han kan komme i tanke om.

”Morfar…jeg elsker dig. Jeg vil savne dig, mere end du kan forestille dig. Jeg håber, at du har det godt nu.”

Gråden kommer igen, stærkere end før. Nu er det på tide at gå.

Langsomt kommer han på benene, støtter sig til skrivebordet.

Manden i sengen ligger ubevægelig som før. Med den afslappede stilling forventer han at manden vil svinge sit ben op over dynen. Sådan plejer manden at sove. Sådan sover han selv.

Han vender ryggen til sengen, og forlader værelset.

Lyden af låsen der klikker lyder højt i hans ører.

Så højt som en eksploderende gadelampe.