REJSEN TIL GEROVIA

-eller: UDE GODT - HJEMME BEDST

Sollyset blinkede i sneen, og reflekserne tegnede smukke mønstre på muren. En enkelt solstråle faldt i en strålende trekant ind gennem vinduet i legetøjsbutikken.

Den gamle hr. Andersen, som stod bag disken, ekspederede dagens sidste kunde. Han pakkede en stor dukke ind i rødt papir, og gav den til en ung dame, som betalte og gik.

Hr. Andersen så sig omkring i butikken, tørrede sine hænder i bukserne og gik ud i baglokalet.

På vejen klappede han, som han havde gjort i mange år, den store, gule teddybjørn på hovedet. I starten havde han sat den ud i baglokalet, fordi den var for stor til at sidde på disken, men nu havde den siddet der i så mange år, at ingen vel ville købe den. Den var gammel, og dens hoved var slidt dér, hvor hr. Andersen havde klappet den.

Ude i baglokalet tog han sin gamle, grå frakke på, bandt sit halstørklæde, og trak sin hue godt ned over ørene. På vejen ud var han nær ved at falde over en kludedukke, som lå og flød på gulvet. Han kunne ikke huske, at han havde lagt den der, så den måtte være faldet ned fra en af hylderne.

Før han gik ud af døren, rev han et blad af sin kalender. I morgen ville det blive den søndag den 22. oktober.

Han smækkede døren, tog i den, for at se, om den var rigtigt låst, og gik ned af gaden.

Da døren smækkede, skete der ting og sager i baglokalet. Kludedukken satte sig op, kiggede hen på bamsen, og begyndte med en snøften at tale:

"Så du det, Teddy ? Han faldt over mig ! Det gjorde rigtig ondt, gjorde det !"

Teddy kravlede langsomt ned fra sin plads.

"Du kan jo bare lade være med at ligge og flyde midt på gulvet. Du har fået at vide, at du skal sidde stille, så længe Hr Andersen er i butikken. Er det ikke rigtigt, Arkimedes ?"

En tøjugle bredte sine vinger ud, og fløj op fra den øverste hylde.

"Uhuuu, det er rigtigt. Vi må ikke bevæge os om dagen. Alle gode legetøjsfolk her i butikken sover om dagen. Vi må ikke lade menneskene se os. De vil ikke kunne forstå det. Uhuhuuuu."

"Pjat med dig, din gamle slørugle", lød en stemme fra en plasticborg, som stod på gulvet, "Hvis vi kommer ud for, at et menneske ser os, så skal jeg nok ordne ham. Bare rolig, Lisa, jeg skal nok passe på dig."

En legetøjssoldat stak sit plastichoved op fra et af borgens tårne. Han stod med et lille gevær i hånden.

Kludedukken Lisa smilede til ham.

"Tak, Sylvester."

Teddy kom over til dem. Han havde stukket snuden i en stor honningkrukke.

"Må vi ikke høre en historie, Arkimedes ?", bad han.

"ÅÅh jo !! Den om Gerovia ! Den om Gerovia !", råbte Lisa og klappede i hænderne.

"Den om Gerovia, den om Gerovia. Kan du ikke sige andet ?", lød en mukkende stemme fra et hjørne.

"Ti dog stille, Camilla !", sagde Teddy vredt, "hvis du ikke vil høre historien, kan du jo bare lukke ørene, ikke."

"Det er jo helt umuligt, sådan som i larmer", svarede Camilla, som var ved at børste sin lyserøde kjole af for støv, "jeg skal ha´ lagt min sminke, ellers ser jeg ikke spor pæn ud, og jeg kan ikke tænke, når i larmer og fortæller historier !"

"Lad være med at høre på hende, Arkimedes. Fortæl nu !", bad Lisa.

Og så fortalte Arkimedes:

"Langt herfra, så langt, at man ikke kan se dertil fra det højeste tårn, ligger landet Gerovia. Det er et trylleland, og næsten alle, som bor der, er legetøjsvæsener. Der bor dog også et par rare mennesker, som elsker legetøjet, og leger med det. Det er mest børn, for de er de eneste, som kan tro på, at legetøj kan være levende. I Gerovia skinner solen altid i trekanter, fordi trekanter er et magisk symbol på legetøjsmagi. I Gerovia er der masser af honning og andre søde sager, for det var den første legetøjsbamse, som tryllede det frem. Men det bedste af det hele er, at i Gerovia bliver man aldrig gammel og slidt...og der er slet ingen onde mennesker eller dyr."

De tre legetøjsfigurer sad og stirrede på Arkimedes med store, drømmende øjne. I tankerne var de alle sammen i Gerovia, og legede på en stor græsmark. Arkimedes fandt det klogest ikke at forstyrre dem, så han skulle til at flyve op til sin hylde igen, da Camilla udbrød ovre fra hjørnet:

"Nu har jeg hørt den historie så mange gange, at den hænger mig langt ud af halsen. Hvis der er så dejligt i Gerovia, hvorfor rejser i så ikke derhen ?"

Sylvester virrede med hovedet.

"Ja, hvorfor gør vi egentlig ikke det ? Nu har vi snakket om det så længe. Kender du vejen, Arkimedes ?"

"Uuhuu, nej, men hvis man bare går længe nok, kommer man sikkert frem. Man skal bare kigge efter det sted, hvor solen skinner i trekanter."

"Jamen, så lad os komme afsted !" Sylvester var fyr og flamme.

"Jamen, hvordan ? Hr. Andersen låser jo altid døren, når han går. Vi kan slet ikke komme ud herfra !"

Lisas blå øjne fyldtes af tårer.

"Det problem kan jeg godt klare", sagde Sylvester, "kan du se det lille vindue déroppe ? Hvis Teddy løfter mig op, kan jeg skyde min reb - pistol derop. Så kan Teddy kravle op, og hive os andre op. Arkimedes kan jo bare flyve."

Teddy brummede glad, og løftede Sylvester op i strakte arme. Sylvester tog sigte og skød.

En lille jernkrog med et tyndt tov i, fløj op og satte sig fast i vindueskarmen.

Teddy trak lidt i tovet, for at se, om det kunne bære. Derpå svang han sig op, og begyndte at kravle som en abe op ad tovet. Der gik ikke mere end et øjeblik, så stod han triumferende i vinduet, højt, højt oppe. Han vinkede glad ned til de andre.

"I kan tro, her er en flot udsigt herfra", råbte han.

Nede på gulvet bandt Sylvester tovet omkring maven på Lisa.

Selvom Arkimedes fortalte hende, at der ikke var noget at være bange for, rystede hun over hele kroppen, da Teddy hev hende op, men da hun endelig kom op, blev hun så betaget af den smukke udsigt, at hun helt glemte sin angst.

Da både Sylvester og Arkimedes var kommet op i vinduet, som Lisa havde åbnet på klem, skulle de lige til at gå, da et råb lød nede fra gulvet:

"HOV, HOV. HVAD MED MIG !"

Camilla stod midt på gulvet og råbte. Hun havde en lille kuffert i hånden.

""Hvad søren, vil du også med, Camilla ?", råbte Teddy, "Jeg troede ikke, at du brød dig om Gerovia !"

"Det gør jeg heller ikke, men alt er bedre end at blive her. Jeg vil med !"

De fire venner så på hinanden, trak på skuldrene, og smed tovet ned til Camilla.

Da hun var kommet op, begyndte hun straks at beklage sig over, at Teddy havde rystet tovet, så een af hendes kjoler var faldet ud. Hun holdt først op, da Arkimedes fløj ned efter den. De lo lidt af Camillas sure ansigt, da hun sagde "tak" til uglen, og derpå kravlede de ud af vinduet. Det var nu ikke så let, som de havde regnet med, for det var smalt, og det var svært at holde vinduet oppe, mens man kravlede ud. Teddy, som var en del større end de andre, sad fast, og de måtte lægge alle kræfter i, for at få ham igennem. Sylvester kravlede ud som den sidste, og han standsede et øjeblik for at se tilbage på det værelse, hvor han havde tilbragt hele sit liv. En lille tåre kom frem i hans ene øje, men han tørrede den hurtigt væk, slyngede kækt sin rygsæk med nyttigt udstyr over skulderen, og kravlede ud, ud mod friheden, ud mod Gerovia.

Da de var kommet ud af vinduet, stod de i en mørk baggård. Der lugtede surt af affald, og der lå en masse glasskår på jorden.

De fem venner så sig omkring.

"Nå, så DET er verden !", udbrød Teddy, "Tænk, jeg havde altid forestillet mig, at den var meget større. Nå, men hvor er Gerovia ? Jeg kan ikke se nogen trekanter."

"Det her er bare en lille del af verden, Teddy", forklarede Arkimedes, "hvis vi går ud af den port derovre, kommer vi ud i byen. Vi skal hele vejen igennem byen, og så langt væk, at vi ikke kan se det højeste tårn. SÅ er vi i Gerovia !"

"Så kom ! Vi kan jo ikke stå her og hænge hele dagen, vel ?" Sylvester var allerede halvvejs ude af porten.

De andre skyndte sig efter ham, og snart nåede de ud på gaden.

"Hold jer tæt ind til muren", hviskede Arkimedes, "og så langt nede ved jorden som muligt. Helt dernede kigger menneskene ikke efter, så dér kan vi gå i fred. Hold jer i bevægelse, stop ikke op, men lad os se at komme ud af byen hurtigst muligt."

Forsigtigt listede de ned af gaden, langs med muren, men det var svært ikke at stoppe op og kigge på alt det mærkelige, der var på gaden.

En lille mand med overskæg stod ved siden af en vogn med æbler, pærer og bananer. Han råbte så højt, at det gav genlyd ned af gaden:

"Dejlige faste Inger - Marie ! Fem for en ti´er ! Otte Granny Smith for en tyver. Byen bedste priser !"

Der var et par børn, som løb på vejen, men de løb ikke rigtigt. De havde sko på, hvor der var små hjul under, og når hjulene drejede, kom de hurtigt fremad.

Gaden var også fuld af nogle store, farvede tingester, som også havde hjul. De kørte endnu stærkere end børnene, og larmede også en del mere. Arkimedes fortalte, at de hed biler. Dengang han kom til legetøjsbutikken, var han kommet i en af dem. Den havde larmet og rystet, så han var blevet helt bange for, at den skulle falde fra hinanden.

Sylvester tænkte på, om han kunne bygge et af sine geværer fast på sådan en bil, og skyde, samtidig med at man kørte. Han bestemte sig til at finde ud af det, når han fik chancen.

Mens de listede hen ad gaden, begyndte det at blive aften.

Der var ikke så mange biler på gaden mere, og heller ikke så mange mennesker. Det begyndte også at blive koldt, og Camilla klagede over, at hun frøs.

Arkimedes, som havde de bedste øjne, begyndte at kigge efter et sted, hvor de kunne sove. Han ledte både ved jorden, og oppe ved taget.

Mens han var på en af sine ture op til taget, kaldte de andre nede fra jorden. Da han fløj ned til dem, så han, at de havde fundet et varmerør. Der var både varmt og tørt, og plads til dem alle sammen. De krøb ind i varmerøret, og Teddy satte sig yderst, for at beskytte de andre, hvis der skulle blive fare på færde.

Natten faldt på, og det blev hurtigt helt mørkt, så mørkt, at Teddy ikke kunne se sin egen pote, selv om han holdt den helt op til snuden. Han tænkte, at når han ikke kunne se noget, var der heller ingen grund til at holde sig vågen, og derfor faldt han i søvn.

Derfor så han ikke de to mørke skygger, som kom kravlende inde fra dybet af varmerøret.

De to skygger stod lidt og så på de sovende venner. Deres øjne glødede rødt i mørket. Så så de på hinanden, smilede med nogle meget lange og spidse tænder, og listede helt hen til Lisa, som sov med et lille smil om munden.

Hurtigt, som om de var på en omhyggeligt planlagt opgave, snuppede de to skygger Lisa, tog fat i hendes arme og ben, og slæbte hende ind i det sorte mørke længere inde.

Teddy vågnede ved, at solen skinnede ham i ansigtet. Han brummede, og rykkede lidt på sig. Desværre kom han med denne bevægelse til at sætte sig på Camilla.

"AAUU !!! FLYT DIG DOG, DIT STORE BRØD !!!", skreg Camilla med en stemme, som øjeblikkelig vækkede de andre.

Teddy skyndte sig at flytte sig igen.

Camilla rejste sig op, og gloede surt på Teddy. Han så ned på hende, og prøvede at se uskyldig ud.

"Næste gang, du sætter dig på mig, sparker jeg dig så hårdt, at dine ører flyver af !", hviskede Camilla hæst, ikke for at lyde ondskabsfuld, men fordi hun ikke havde luft nok til at råbe.

Sylvester satte sig op og gned øjnene. Han skulle lige til at række ud efter Lisa, for at ruske hende vågen, da han opdagede, at hun ikke længere lå der.

Hurtigt sprang han på benene, greb sit gevær og sin rygsæk, og råbte så højt han kunne:

"ALARM ! Lisa er forsvundet !"

Det fik de andre på benene i en fart. De samledes omkring stedet, hvor Lisa havde ligget, og så på hinanden.

"Hvad gør vi ?", spurgte Teddy.

"Vi må da finde hende. Kom, der er ingen tid at spilde !", sagde Sylvester, og var allerede på vej længere ind i røret.

"Ind i det ulækre rør ? Ikke mig !", sagde Camilla, og lagde armene over kors.

"Jamen, Camilla...", begyndte Arkimedes.

"Ikke noget jamen. Jeg vil ikke snavses til i det beskidte rør. Hun kan da bare lade være med at stikke af, den dumme tøs !"

Med disse ord satte Camilla sig ned, og begyndte at rode i sin taske. Hun trak et sminkesæt frem, og begyndte at komme læbestift på.

"Okay, hvis ingen andre vil, så går jeg alene !", erklærede Sylvester, og følte sig et øjeblik meget modig.

"Jeg går med", sagde Teddy.

"Det gør jeg også", sagde Arkimedes, "så du må blive alene tilbage, Camilla."

Camilla smækkede hurtigt sit sminkesæt i.

"ALENE ? Det tør jeg ikke ! Vent på mig !"

Hun sprang op og løb efter de andre, som allerede var begyndt at gå.

Langsomt begav de sig ind i mørket.

Sylvester gik forrest, og lyste med en lommelygte fra sin tætpakkede rygsæk.

Bag ham gik Arkimedes, hvis næb klaprede højt af skræk, selvom han var den af dem, som kunne se bedst i mørke.

Så kom Teddy, som svingede med sine arme, imens han fortalte sig selv, at han måtte være modig, og hjælpe Lisa, hvis hun var i fare. Det var jo hans skyld at hun var forsvundet, fordi han havde sovet på sin post, og han var jo endda den stærkeste af dem alle sammen.

Til sidst kom Camilla, som var holdt op med at brokke sig, men hun så stadig ret sur ud i ansigtet.

Da de havde gået et par minutter, drejede røret mod venstre, og det blev en smule lysere. Nu kunne de se hinanden, selv da Sylvester slukkede sin lygte.

Sylvester så på de andre.

"Vent her, så lister jeg mig frem og kigger. Når jeg vinker til jer, så kom."

De andre nikkede, og Sylvester listede fremad.

Han kom til det sted, hvor det svage lys kom fra. Det var en åbning ud til et større rum, og afsatsen var formet nærmest som en altan, så man kunne stå på den og kigge, uden at blive set nedefra.

Sylvester gik forsigtigt hen til kanten og så ned. Det, han så, fik ham til at holde fastere om sit gevær:

Rummet var meget stort, næsten to meter på hver led, og det så ud som en stue. Der var stole og borde, en sofa og et par senge. Møblerne kom sikkert fra et dukkehus. Midt på gulvet sad Lisa, bundet til en stol. Omkring hende gik to store rotter. Den ene var tyk, den anden tynd, og de havde begge et stort, ondskabsfuldt grin om deres spidse snuder.

De skiftedes til at prikke til Lisa med en lang, tynd træpind. Det gjorde ondt på hende, kunne Sylvester se, men rotterne havde stoppet en klud i munden på hende, så hun kunne kun sige nogle mumle - lyde.

Den ene rotte prikkede den anden på skulderen, og sagde et eller andet. Sylvester blev forbavset over, at selv om det ikke var det samme sprog, som han talte, kunne han godt forstå, hvad rotten sagde:

"Så, nu har vi leget nok ! Lad os nu finde ud af, om vi skal koge den eller stege den."'

"Vi kunne også nøjes med at fylde den med krydderier, og så spise den rå !", sagde den anden rotte, og slikkede sig om snuden.

Sylvester blev helt hvid i hovedet. De ville spise Lisa ! Han måtte hente de andre, så kunne de redde hende alle sammen.

Selvfølgelig kunne han godt redde hende selv, men det virkede ligesom mere RIGTIGT at gøre det allesammen.

Hurtigt løb han tilbage til de andre.

"Skynd jer at komme !", sagde han forpustet, "Det er to rotter, som har fanget Lisa. De vil spise hende, hvis vi ikke hjælper hende !"

Hurtigt lagde de en plan.

Først skulle Camilla gå ned i hulen til rotterne, som sikkert også ville forsøge at fange hende.

Når de så var i fuld gang med at jagte Camilla, skulle Teddy springe ned i hovedet på dem, og slå dem ud.

Sylvester skulle snige sig ned bagom hulen, og se, om der var en anden indgang. Han skulle så hjælpe Arkimedes med at få Lisa fri.

Når Sylvester affyrede sit gevær to gange op i luften, skulle de allesammen løbe ud af den anden indgang, og se at komme væk.

De syntes alle sammen at det var en god plan(bortset fra Camilla, som var hundeangst for at rotterne åd hende, før Teddy redede hende), og de skyndte sig at sætte planen i gang.

Sylvester løb ned gennem den mørke gang.

Camilla, Teddy og Arkimedes ventede til han var forsvundet i mørket, før de listede hen til altanen over hulen.

De kiggede ned, for at se, hvor i hulen, rotterne var. De stod helt ovre ved den anden væg.

"Kom så, Camilla", hviskede Teddy.

"Jeg..tør ikke !", hviskede Camilla, mens hun klaprede tænder.

"Hun ville sikkert have sagt noget mere, men Arkimedes (som hurtigt havde tænkt det hele igennem, og fundet ud af, at hvis de ikke gjorde noget nu, ville de ikke få en chance til)skubbede hende simpelthen ud over kanten.

Der lød en raslen af løse sten, da Camilla faldt, og de to rotter drejede straks hovedet og fik øje på hende.

"Se, Hubert, een til !!", udbrød den tykke rotte, og gned sig i forpoterne, "så bli´r der en til hver. Eller også kan vi lave en stuvning !"

Camillas ansigt fik et forskrækket udtryk.

"Det kan i godt glemme !", råbte hun, og trak sig væk fra de to rotter, som nu kom nærmere. Den ene af dem begyndte at savle.

Der lød et brøl oppe fra altanen. Pludselig kom Teddys store, gule krop flyvende ud af hullet og ned imod de to rotter. De kiggede op, og stod som forstenede.

Måske ville planen virkelig have virket, som den skulle, hvis Teddys spring havde været langt nok, men det var det ikke

Han landede med et brag een meter fra rotternes fødder, og slog sig selv ud, da han ramte gulvet.

Camilla hylede så højt hun kunne:

"HJÆLP OS, SYLVESTER !!!!!"

Et sted i de mørke gange hørte Sylvester først Teddys angrebsbrøl, så et stort brag, og til sidst Camillas råb på ham.

"Pokkers osse. Nu har den store, dumme bjørn igen spoleret det hele. Han burde være blevet i legetøjsbutikken !"

Det sagde han selvfølgelig kun, fordi han var nervøs for Teddy, ikke fordi han var rigtig sur på ham.

"Men nu må jeg skynde mig at rede dem", tænkte han, og skyndte sig i den retning, lydene var kommet fra.

Tilbage i hulen var Arkimedes gået ind i kampen.

Fordi han jo ikke kunne falde ned, kunne rotterne ikke fange ham, og de faldt over hinanden i deres forsøg på at hoppe op og gribe fat i Arkimedes´ ben.

Arkimedes baskede rundt om hovedet på den ene rotte, og tudede højt:

"UUHHUUUU !!! Dumme, dumme rotter !! I kan ikke fange mig !!!"

"Så fang ham dog, Septimus", kommanderede den tynde rotte.

Den tykke rotte drejede rundt om sig selv, mens han prøvede at få øje på Arkimedes, som hang i luften lige over ham.

Arkimedes kunne ikke dy sig for at sparke ham, men desværre ramte han lidt for hårdt, for rotten falt om på gulvet uden en lyd.

Den tynde rotte trak sig baglæns mod den væg, der var længst væk. Der var et lille hul i væggen, som Arkimedes kunne regne ud var en slags nødudgang.

Da rotten nåede hullet, nærmest sprang han ind i det. Men der gik kun et øjeblik, så kom han baglæns ud igen.

Ud af hullet kom Sylvester med sit gevær pegende lige mod rottens mave.

"Godt klaret, Sylvester !", råbte Arkimedes, "Lad os nu få Lisa fri, så vi kan komme videre."

"Slip dukken fri, eller jeg skyder, din lede rottetamp", snerrede Sylvester, og viftede med geværet, mens han forsøgte at lyde som en rigtig soldat.

Rotten nikkede, og skyndte sig over til Lisa, hvor han hurtigt løste rebene op, og tog kluden ud af munden på hende.

Lisa spyttede et par gange, for kluden havde ikke været helt ren.

Hun nærmest fløj om halsen på Arkimedes og Sylvester. Glædestårene løb ned af hendes stofkinder, så der kom våde striber.

"Hvor var det godt, i kom. Jeg har været så bange !!"

Hun så med store øjne på rotten Hubert, som stadig blev holdt i skak af Sylvester.

"Hvordan kan i sådan gå og stjæle små dukker ? Skammer i jer ikke ?"

Rotten så ud til at være meget træt af disse ubudne gæster.

"Vi skal jo også ha´ noget at spise", forsvarede den sig, "og du lå jo nærmest vores hus. I kan da bare lade være med at sove i vores entré !"

"Jatak !", afbrød Sylvester, "som undskyldning, kan du og din makker hjælpe os, ved at vise os vejen til Gerovia."

"GEROVIA ? Å, men DÉT ved vi da GODT, hvor ligger. Ikke, Septimus ?", spurgte Hubert, og ruskede i sin bevidstløse kammerat.

"Fint, så lad os komme afsted !", råbte Sylvester glad, og slyngede geværet over skulderen.

"Vi må vist hellere vække Teddy først !, sagde Camilla surt, og pegede på bamsen, som lå midt på gulvet, og snorkede som en rundsav.

"Er vi der ikke snart", spurgte Camilla gnavent.

De havde gået i flere timer, igennem en masse sorte og slimede rør, og de var stadig ikke kommet til en udgang mod Gerovia.

Hubert drejede hovedet, og så på hende. Hans røde øjne skinnede i mørket.

"Der er ikke så langt, frøken. Kun en times gang, måske to. Så er vi ude i Gerovia."

Camilla stønnede højlydt.

Septimus krabbede sig op på siden af Hubert.

"Det passer jo ikke. Det er jo slet ikke vejen til udgangen, men ned til....."

"SSCCHH !!!", snerrede Hubert, "De må jo ikke vide det, din tosse ! Gå nu tilbage, og hold øje med dem, så de ikke bliver væk. De skulle jo helst være der allesammen, når vi når frem."

Septimus gik langsomt baglæns, til han kom ned bagerst i rækken, lige bag Teddy.

De havde gået et godt stykke tid længere, da de pludselig kunne de se lys for enden af gangen. De 5 venner jublede, og de fire af dem styrtede frem mod lyset.

Kun Arkimedes løb ikke så hurtigt, han så mistænksomt på lyset. Det lignede slet ikke dagslys, og der var i hvert fald ingen trekanter. Han vendte sig mod rotterne, for at spørge dem, hvad meningen var, og så de store, ondskabsfulde grin om snuderne på rotterne.

Han råbte efter de andre:

"Pas på, det er en fælde !!"

Men det var for sent. De fire andre var allerede forsvundet ud i lyset.

Arkimedes mærkede en bevægelse bag ved sig, og baskede hutigt med sine vinger, så han fløj op under loftet. Under ham knaldede Septimus og Hubert hovederne sammen i et forsøg på at fange ham. Nede for enden af gangen kunne Arkimedes´ skarpe hørelse høre Camilla give et hyl fra sig. Arkimedes fløj straks til undsætning.

Da han fløj ud i lyset, kunne han se, at rotterne havde snydt dem grundigt. De var ikke kommet ud i Gerovias friske luft, men i en stor tronsal, som måtte tilhøre rotternes konge. Lyset kom fra en stor glaslampe, som hang ned fra loftet i en snor.

Der var fyldt med rotter, og midt på gulvet stod Teddy midt i en vild boksekamp med to store rotter. Arkimedes kunne ikke få øje på de andre, men han gættede på, at de var i nærheden af Teddy. Han fløj ned imod de store rotter, Teddy sloges med. De hylede og forsøgte at gribe fat i hans ben.

Teddy kiggede op, og fik øje på ham.

"Hej, Arkimedes. Det er jo helt skæg, dette her. Skal vi ikke blive her lidt ??"

"Nej, vi skal ej. Se så at få fundet de andre, så vi kan komme væk."

"De er her allerede !", lød en stemme nede under Teddy, og Sylvester stak hovedet frem, "Jeg er helt enig, lad os stikke af".

"Det bliver slet ikke nødvendigt !", lød en stemme, og en rotte, som var et hovede højere end alle de andre, kom frem. Den havde en lille krone mellem ørerne, og Arkimedes kunne regne ud, at det var rotternes konge.

"Jeg har slet intet ønske om, at holde jer tilbage. I må skam gerne forlade mit rige, hvis...."

"Hvis hvad", snerrede Sylvester, i et ikke helt vellykket forsøg på at lyde hårdkogt.

"Hvis I betaler en beskeden afgift, som for eksempel...hende der !

Han pegede med en klo på Camilla, som stadig sad gemt mellem Teddys ben sammen med Lisa.

"Ja, det var en glimrende idé, jeg fik dér", sagde kongen, nærmest til sig selv, og fortsatte, "Efterlad hende der, og I kan frit gå. Ellers må I indstille jer på en længere ferie...I min dybeste fangekælder.

Han så på Camilla, og slikkede sig om munden med en lang, lyserød tunge.

De 5 venner så skræmte på hinanden.

Nu var de virkelig i knibe. De kunne ikke komme videre, og op i lyset igen, før rotternes konge havde fået Camilla i afgift (Teddy var ikke helt klar over, hvad afgift betød, men Arkimedes fortalte ham, at det var en slags gave, man ikke havde lyst til at give), og selv om de syntes, at Camilla var brandirriterende, kunne de jo ikke lade rotterne æde hende.

Arkimedes vinkede dem sammen, så ingen kunne høre, hvad de sagde.

"Okay, jeg har en idé. Hør godt efter...."

Lidt efter stillede de sig alle fem på en række, så de alle sammen så på rottekongen. Arkimedes tog et hurtigt kik rundt i salen, for at se efter udgange. Han fik øje på en rund åbning til en tunnel i den væg, som lå til højre for den, de var kommet ind af.

Sylvester trådte et par skridt frem, tog sit gevær ned fra skulderen, og lod det pege op i luften. Han så med tilfredshed, at rotterne trak sig en smule tilbage, ved synet af våbnet.

"Glimrende. Disse rotter er bange for våben. Det giver mig en fordel, der er til at tage og føle på.", tænkte han, rømmede sig, og talte til kongen:

"Kære rottekonge, jeg tror, at jeg taler for os allesammen, når jeg siger....farvel !!"

I næste øjeblik affyrede han sit gevær, lige mod glaslampen.

Der lød et brag, og der blev helt mørkt i hulen.

Alle rotterne udstødte et hyl af forskrækkelse, mere på grund af braget, end mørket, da deres øjne jo så glimrende i mørke. Men i et øjeblik var de helt panikslagne, og det øjeblik udnyttede de 5 venner. Arkimedes fløj hen imod den åbning, han havde set, han var jo den eneste af de 5 venner, som kunne se i mørke. Han satte sig ved udgangen, og udstødte et højt uglehyl, som de andre fulgte lyden af. Det gjorde samtidig rotterne endnu mere bange, da det nu lød, som om der var fjender på begge sider af dem.

Sylvester stod og rodede i sin rygsæk. Han var helt sikker på, at han havde taget dem med...ahh, dér var de.

Han tog et par mærkelige briller op af rygsækken, og tog dem på. Straks kunne han se gennem det sorte mørke, og begyndte at løbe over til de andre.

"Vores chancher bliver bedre, når vi er to, som kan se", tænkte han.

Pludselig stod Septimus foran ham. Han prøvede at gribe Sylvester, men den lille soldat var ham for hurtig. Hurtigt smuttede Sylvester til siden, og spændte ben for sin modstander. Den tykke rotte faldt med et hyl, og landede lige i maven på rottekongen, som var kommet ned fra sin trone. Sylvester vinkede grinende til dem, og løb så efter de andre ind i tunellen.

Bag dem kunne de høre rottekongen hyle: "EFTER DEM, I FJOLSER !!!"

De styrtede gennem den mørke gang. Arkimedes fløj forrest, og holdt skarpt udkig efter sidegange. Derpå løb Teddy, som for nemheds skyld havde taget Camilla og Lisa under armen. Tilsidst kom Sylvester, som nærmest løb baglæns, mens han en gang imellem affyrede et skud bagud, for at skræmme de forfølgende rotter.

De havde løbet i næsten ti minutter, og var ved at blive temmelig trætte i benene.

Pludselig fik Arkimedes øje på et lille lysprik i en sidegang.

Han bremsede op, og fik Teddy lige i nakken, da han jo ikke kunne se noget som helst.

"Kom, her er lys. Måske kan vi komme ud den vej.", hviskede Arkimedes til de andre.

De spildte ikke mere tid, men drejede straks af, og det samme gjorde Sylvester, da han nåede frem.

De stormede frem mod lyset, som langsomt blev større, indtil de endelig nåede frem til kloakrørets åbning.

De kom ud i noget, som ved første øjekast lignede en jungle, men da de først fik set ordentligt efter, kunne de godt se, at det bare var en stor have. For enden kunne de se et stort hus men glasvinduer, der skinnede i solen. På en lille terasse foran huset stod der et par havestole og et lille bord. I den ene af stolene sad der en gammel mand og snorkede højt.

De 5 venner begyndte at liste op imod huset, og var netop nået op på terassen, da manden slog øjnene op, og stirrede lige på dem.

Af bar forskrækkelse stod de allesammen fuldstændig stille. Manden rejste sig langsomt op, og tog dem op, een efter een.

"Jeg er snart træt af at rydde op efter hende !", mumlede han, og bar dem ind i huset.

Han gik op af en trappe, og ind af en dør til et værelse fyldt med legetøj. Her smed han de 5 venner på gulvet, og gik surmulende ud igen.

Så snart døren lukkede sig, livede de 5 venner op igen.

"Hvad skete der ?", spurgte Lisa, mens hun prøvede at komme på benene.

"Vi blev fanget af en gammel mand, som troede, at vi var almindeligt legetøj", konstaterede Arkimedes tørt, "Og han var endda tarvelig nok til at lukke døren, så vi kan ikke komme ud."

"Hvad gør vi så nu ?", spurgte Sylvester, som var lidt sur på sig selv, fordi han ikke bare havde skudt den gamle mand, da han tog ham op.

"Joh, vi...SÅ HØR DOG EFTER !!!", råbte Arkimedes. Sylvester var nemlig den eneste, som stadig hørte på ham. Teddy havde hele overkroppen nede i en stor slikpose, som lå midt på gulvet, Camilla var interesseret ved at undersøge en Barbie - bil, og Lisa sad bare og stirrede på en kæmpestor porcelænsdukke i en stor balkjole. Da de hørte Arkimedes råb, kom de dog tilbage, så hurtigt, de kunne. Teddy måtte dog over og bære Lisa, hun kunne slet ikke løsrive sig fra den smukke porcelænsdukke.

"Okay, nu må vi finde ud af, hvad vi skal gøre.", sagde Arkimedes, og så rundt på dem, "Skal vi afsløre os for det barn, som bor her i værelset, og håbe på, at det vil hjælpe os, eller skal vi bare vente på, at døren en dag står åben, så vi kan stikke af ?"

De andre tænkte sig lidt om.

"Det kan jo tage årevis, før een af menneskene glemmer at lukke døren," sagde Camilla. Teddy gav hende ret: "Jeg synes, at vi skal fortælle mennesket om os, hvis det er til at stole på, og ikke sælger os til et cirkus."

De blev enige om, at de skulle spille almindeligt legetøj, indtil de havde fundet ud af, hvordan det menneske, som boede i værelset, opførte sig. Hvis det var venligt og til at stole på, ville de vise, at de var levende, og bede om at blive sluppet ud.

Da de havde ventet i et par timer, og Teddy havde tømt den store slikpose, gik døren op, og ind kom en lille pige i en rød kjole. Hun havde lyst hår, som var lavet til fletninger, og hun manglede den ene fortand. Hun satte sig på hug, og tog Teddy op i armene.

"Nej, hvor er du sød. Far må ha´ købt dig, da han var i Frankrig, og så først givet mig dig nu."

Hun fik øje på Arkimedes og Lisa, som sad op af hinanden.

"NEEJ, en tøjugle !! Sådan en har jeg altid ønsket mig. Og en kludedukke. og en soldat."

Pigen var helt optaget af sit nye legetøj, men hun havde ikke set Camilla, som sad mellem de andre Barbie - dukker. Men Camilla brød sig ikke om at blive overset. Hun rejste sig hurtigt, og gik hen til pigen, som hun trak i ærmet.

"Hvad med mig, søster ? Er jeg ikke nuttet ?", spurgte hun, en smule surt.

Pigen så ned på hende. Hendes øjne blev større og større, da hun så på den levende dukke.

Så faldt hun besvimet om på gulvet.

Da pigen vågnede, mærkede hun en kølig klud mod mod sin pande. Det mærkelige var bare, at den hånd, som holdt kluden, slet ikke var en hånd, men en gul pote. Da hun så ordentligt efter, var det en stor, gulbamse, som holdt kluden mod hendes pande. Lidt væk sad tøjuglen og brugte sine vinger som vifte, så hun fik blæst luft i hovedet. På gulvet stod soldaten og barbiedukken midt i et skænderi, mens kludedukken hørte på med store øjne.

Pigen satte sig op.

"Hør, hvad er I for nogle ? I er ikke rigtigt legetøj, det kan jeg godt se, men hvad er i så ?"

"Det er en længere historie", svarede Arkimedes, og holdt op med at baske med vingerne, men kort fortalt er vi levende legetøj, på vej til det magiske land, Gerovia. Vi fór vild, og endte her hos dig. Vi vil meget gerne videre i en fart. Du kender vel ikke tilfældigvis et sted, hvor solen skinner i trekanter ?"

"Nej, desværre. Men jeg vil gerne hjælpe jer med at finde det.Hvad kan jeg gøre ?"

"Ikke ret meget, er jeg bange for", sagde Arkimedes, "Det er kun legetøj og dyr, som kan se trylleriet ved stedet. Du ville ikke kunne se det, selv om du prøvede."

"Kun dyr, siger du ? Jamen, så har jeg en idé. Min onkel har en tam jagtfalk i et bur. Den kommer altid hjem, når man slipper den fri, så den skal komme hjem igen. Hvis I kan overtale den til at flyve jer, kan i se længere væk, og måske få øje på det der trylleland. Er det ikke en god idé ?"

"Det er en fin idé !", råbte Sylvester, som så frem til at komme op at flyve, "Selvom det jo kun kan blive een af os, som kan flyve på den. Jeg melder mig frivilligt !"

Det blev der naturligvis en del skænderi om, men til sidst blev de enige om, at Sylvester skulle flyve på falken, og Arkimedes skulle flyve ved siden af, og holde øje med, at han ikke faldt af. Camilla surmulede over, at det ikke var hende, som skulle flyve, men Teddy overbeviste hende om, at Sylvester vejede mindre, og kunne styre fuglen bedre end hun.

Pigen, som fortalte dem, at hun hed Anne, viste dem ind i sin onkels værelse, hvor falken sad i et bur.

Arkimedes fløj straks op til buret, og begyndte at pippe til falken. Snart var de to fugle fordybet i en samtale, som mest bestod af pip og skræppende lyde.

Lidt efter fløj Arkimedes ned til de andre.

"Det er i orden. Kurt vil gerne hjælpe os."

"Hvem er Kurt ?", spurgte Camilla, og stirrede op på Arkimedes.

"Falken hedder Kurt. Sid op, Sylvester, og lad os komme afsted."

Snart fløj to fugle, den ene af stof, den anden af kød og blod henover byen.

Sylvester havde spændt sin stærkeste kikkert fast foran øjnene, så han kunne se flere kilometer væk.

Arkimedes så ikke så godt, da han jo var en ugle, som normalt ser bedst om natten, men han prøvede så godt han kunne.

Da de havde fløjet i en halv times tid, råbte Sylvester pludselig op:

"DER ! DER ! SE DER ! TREKANTER ! TREKANTER !"

Arkimedes baskede nærmere.

"Hvor, hvor ?"

"DER ! DERNEDE !"

Arkimedes spærrede øjnene op, da han så stedet, Sylvester pegede på.

"Gerovia. Endelig."

Snart efter vendte de to fugle tilbage til pigen Annes hus.

Sylvester sprang af, næsten før falken var landet, og råbte til de andre:

"VI FANDT DET, VI FANDT DET. VI SÅ GEROVIA !"

De tre andre kastede sig over ham, og bombarderede ham med spørgsmål om, hvad han havde set.

Derpå tog de afsked med pigen Anne, og gjorde klar til at flyve. Sylvester sad på ryggen af falken Kurt, sammen med Camilla. Arkimedes havde Lisa på ryggen, og holdt Teddy i kløerne, med største fare for at tabe ham. Teddy klaprede tænder, men da der ikke var nogen anden mulighed holdt han tappert ud, selv om han havde øjnene lukkede under hele flyveturen.

De andre nød flyveturen over byen i den sene eftermiddagssol.

Sylvester styrede Kurt i den retning, han havde set trekanterne, og snart gik de to fugle ned på en lille afsats på en husmur, en meter over gaden.

"Jeg troede, at det lå ude i skoven !", sagde Camilla, og stirrede på den røde husmur.

"Det troede jeg også, men du kan jo selv se trekanten", svarede Arkimedes, og pegede med vingen på en lysende trekant, som faldt ind gennem et stort butiksvindue.

Kurt sagde pænt farvel, og lettede igen.

De andre havde for travlt med at stirre på vinduet til at sige ret meget til afsked.

Vinduet, de så på, sad under et stort skilt. På skiltet stod der, med store bogstaver:

ANDERSENS LEGETØJ

-har vi det ikke, findes det ikke

"Jamen...det er jo vores gamle butik", mumlede Teddy uforstående.

"Ja, det er det", svarede Sylvester, lige så mundlam.

"Jamen, hvad venter i på ?", spurgte Arkimedes, "Vi har fundet det, vi ledte efter, ikke ? Så lad os kigge på det. Husk, det er Gerovia !"

De andre fulgte efter ham over til døren, Teddy skuppede til døren af alle kræfter, og den gled langsomt op.

En lille klokke ringede, og Hr. Andersen kom ud fra baglokalet.

De stod alle fuldstændig stille.

Hr. Andersen slog hænderne sammen.

"Jamen der er i jo ! Hvor jeg har ledt efter jer."

Han løftede de fem venner op, og bar dem ud i baglokalet, han satte Teddy på sin gamle plads ved døren, og de andre på deres sædvanlige planer.

Han smilede til dem.

"Det må i aldrig gøre igen. Jeg kunne da ikke holde ud at være her uden jer, i er mit ynglingslegetøj. Jeg ville aldrig sælge jer, ikke for nogen pris i verden."

Han smilede atter, og gik ud i butikken igen.

De fem venner så på hinanden.

"Så fandt vi alligevel det trylleland, vi ledte efter", sukkede Lisa, og lagde sig i sit hjørne.

"Jep", svarede Sylvester, som var i gang med at undersøge, om alt på hans borg var, som det plejede, "og jeg bliver her. Her er nu i grunden ikke så tosset at være."

"Sludder. Jeg havde lige glædet mig til at være i fred for mennesker, og så er det her, vi kommer tilbage til. Men...det er naturligvis rart at sove i sin egen seng igen.", sagde Camilla, og strakte sig i sin himmelseng.

Teddy sagde ikke noget, han var fuldt optaget af sin honningkrukke.

Arkimedes så ned på dem fra sin plads på den øverste hylde.

"Jeg tror, at de har lært noget, alle sammen. Nu håber jeg bare, at de ikke glemmer det igen.", tænkte han, og puttede hovedet under vingen.

Lidt efter sov han, mens solens sidste stråler kastede en trekantet figur på loftet.