Noter til Vennerne

Denne historie er delvist inspireret af tegneserien "Hjertetræet" af Comés. I den historie såres en ung kvinde i hovedet (hun får faktisk øjet skudt ud), og dette chok bringer hendes fantasivenner Gamle, Dværgen og Baby tilbage i hendes liv. Slutningen er både blodig og sørgelig - med en strejf af bitter optimisme. Pigen dræber sin gamle kæreste med et skud gennem hovedet og ender på en lukket afdeling - men herinde er hun fri til at leve sit fantasiliv med sine venner. Hun er blevet lykkelig.

Historien både frastødte og tiltrak mig, da jeg selv som barn havde haft meget "virkelige" fantasivenner (i hvert fald var de virkelige for mig!). Jeg bestemte mig for at finde ud af, hvordan denne åbning af sindets sluser ville virke på en dreng - og hvordan det ville virke hvis den blev fremkaldt af kærlighed frem for had og chok.

Derudover befolkede jeg den med personer, jeg kendte godt. Elven er een af mine egne barndoms fantasi-legekammerater, Danny en let ændret udgave af en person fra min historie "Det Umulige Idol" (og kig ikke efter den, for den er ikke offentliggjort endnu - ikke før den bliver omskrevet!) og Wong kraftigt inspireret af min farfar (selvom han ikke var kineser...). Sidst, men ikke mindst: Alexandra er næsten 100 % en pige, jeg på daværende tidspunkt var dybt forelsket i. Jeg viste hende aldrig historien - hvilket måske var meget klogt....

"Vennerne" er nok een af mine mest dystre historier. Selvom jeg har lavet andre med en non-happy ending, er dette den eneste der decideret ender på en negativ tone. Jeg har engang hørt Stephen King og Dean R Koontz svare på, hvorvidt de selv blev skræmt af deres egne historier. Begge mænd svarede med visse forbehold, at nej - de blev ikke bange for deres egne historier.

"Vennerne" er den eneste historie jeg (indtil videre!) har skrevet, som skræmmer mig selv. Måske fordi den går lidt for tæt på, jeg ved det ikke. Døm selv.