Noter til Next Stop

Denne historie blev skrevet til en novellekonkurrence udskrevet af Stephen King. Til forskel fra hans ”On Writing” konkurrence var der her ingen oplæg, ingen regler (bortset fra at den ikke måtte være længere end 3000 ord!) og helt frie hænder.

Jeg har altid fundet Londons undergrundsbane fascinerende og en smule skræmmende. Selv før jeg besøgte den første gang, havde jeg set den på film (mest tydeligt husker jeg filmen ”An American Werewolf In London”, hvor en sagesløs engelsk forretningsmand bliver ædt af varulven på hvad jeg er ret sikker på er Piccadilly Circus station...)og da jeg første gang satte fod i den var jeg ikke fri for at kigge mig stjålet om efter nogle af de sære ting, jeg forventede at finde i de lange gange.

Bortset fra en guitarspillende tigger var det nu relativt skuffende – men da jeg en dag hørte en gammel vandrehistorie fra Sverige om et tog kaldet ”Sølvpilen”, som kun standser een gang om året og resten af tiden kører rundt med sine passagerer i de mørke tunneller, fik jeg en ide.

”Sølvpilen” tager folk op, og gør dem til en slags levende døde – men hvad nu, hvis der var et tog KUN for de døde? Hvis alle, der døde i London på en helt almindelig aften steg på det samme undergrundstog og kørte videre til...hvor end de skulle hen. Og hvad ville der ske, hvis en levende person ved en fejl kom ind i det tog?

I første udkast var den uheldige bare en helt almindelig mand – men derefter ændrede jeg det til, at han faktisk var een, der fortjente den skæbne der venter ham. Det virkede bedre – og jeg sendte historien til konkurrencen.

Desværre vandt den ikke....

Jeg kan nu stadig godt lide den – der er noget elementært uhyggeligt i konduktørens iskolde svar og hans smil fuldt af tænder. (Vi ser i øvrigt helt bort fra, at jeg aldrig har set en konduktør inde i et tog i London...de plejer at stå ude omkring tælleapparaterne...)Døm nu selv.