Noter til Godt Skudt!

 

Min Morfar, Kaj V. Nielsen var een af de største og vigtigste personer i mit liv, mens jeg voksede op.

Min Mormor og Morfar boede på samme vej som os (i den anden ende), og som lille blev jeg passet af dem, indtil min Mor kom hjem fra arbejdet. Senere blev min lillebror passet der, og endnu senere havde vi ”Mormor-dag” hver torsdag, hvor Lars og jeg blev trakteret med livretter og is.

Min Morfar arbejdede for forsvaret, men fungerede også både som underviser, forfatter og redaktør. Han var en mand med utroligt mange talenter.

Som 60-årig blev han pensioneret, og ansat på det Kongelige Garnisons Bibliotek (KGB!), hvor jeg flere gange var inde og arbejde, først som praktikant og senere som almindelig hjælper.

Grundet sin erfaring som redaktør var min Morfar en erfaren korrekturlæser, og da jeg som 14-årig begyndte at skrive historier (min første bog, ”Gåden i Loch Ness”, en krimi om Loch Ness uhyret blev skrevet på en elektrisk skrivemaskine og fyldte 5 sider) tilbød han at læse korrektur på den. Et tilbud, jeg naturligvis modtog med tak.

Min Morfar kunne være en benhård kritiker. Han havde allerede i flere år gennemlæst mine historie rapporter (han var specielt begejstret for den jeg skrev om den Røde Baron) og udpegede alle de steder hvor jeg kludrede i det - både med hensyn til stavefejl, grammatiske fejl og selvmodsigelser i historien. Min stakkels historie var fyldt med røde streger.

Jeg gik hjem, og følte at jeg aldrig ville blive forfatter. Selvfølgelig havde jeg på det tidspunkt allerede skrevet et par sider af den næste...jeg lærte det vigtigste for en forfatter den dag: Aldrig at blive slået ud af et afslag.

Min Morfar lærte mig at skrive – uden egentlig at give mig undervisning. Hans kommentarer til mine historier var altid rammende, oplysende og for det meste kunne jeg se, hvad han mente.

Jeg så op til ham, og jeg elskede ham meget højt – selvom jeg ikke fik sagt det til ham tit nok.

 

Søndag den 27 maj gik min Morfar ind for at få sig en middagslur. Han havde sovet dårligt om natten, haft det skidt og følte sig stadig lidt dårligt tilpas. Han var stået tidligt op, havde taget et bad og taget tøj på, men da min Mormor skulle have en veninde på besøg, trak han sig tilbage til sit værelse for at tage en lille lur. Min Mor havde kigget ind til ham lige før han gik i seng, havde sagt at hvis han stadig havde det skidt mandag morgen skulle han gå til lægen. Hendes sidste ord til ham var: ”Farvel, farmand.”

Min morfar lagde sig til at sove, og vågnede aldrig op igen. Da min mormor et par timer senere gik ind for at vække ham var han allerede blevet kold. Han døde fredeligt, uden at føle noget – han smilede stadig, da hun fandt ham.

Hans død efterlod et hul i vores familie som aldrig kan fyldes op.

 

Da jeg kom op for at sige farvel til ham om aftenen, holdt vi en slags privat begravelse, hvor vi sang for ham, bad en bøn og sagde farvel til ham i vores eget tempo. Een af de eneste tanker, der dundrede i mit hoved var: Jeg havde skrevet en masse historier, og hver gang tilegnet dem til en vigtig person i mit liv. Men jeg havde aldrig tilegnet en historie til min Morfar – og nu var det for sent. Han ville aldrig få lov til at se sin tilegnelse.

Med disse tanker i baghovedet gik jeg hjem og skrev ”Godt skudt!” – som min måde at sige farvel til min Morfar. Historien blev uddelt ved begravelsen, og sågar brugt som eksempel i præstens prædiken over min Morfar.

Siden begravelsen har jeg fra flere sider fået at vide, at denne historie er den bedste, jeg nogen sinde har skrevet.

Jeg håber bare, at han ville have syntes om den. Og helt ærligt – det tror jeg han ville.