Noter til Dødeligt Spil:

 

En personlig afsløring: Jeg lider af hyppige mareridt.

Det i sig selv er ikke så unikt – mange forfattere lider af mareridt. Robert Louis Stevenson skrev ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” efter et mareridt. Man kan sagtens hente inspiration i mareridt.

Jeg ville dog gerne være foruden.

Mange nætter vågner jeg fuldstændig våd af sved, efter et særligt ubehageligt eet, og flere gange har det taget mig lang tid at komme ”ned på jorden” igen – så stærke har de billeder, jeg har haft i hovedet, været.

En af den slags nætter var det, at jeg drømte den drøm, som skulle blive til ”Dødeligt Spil” – eller som den hed under arbejdsfasen: ”Så mange muligheder”.

Jeg så for mig en stor gård eller et landsted, mørkt og dystert og med en truende skov i baggrunden. Jeg så et par unge mennesker bo på denne gård – og jeg så noget ondt på gården. En vampyr, en dæmon...jeg kan ikke helt sætte navn på det. En form for tredimensional skygge var det klareste billede, jeg fik af denne Eksistens, som var det navn, jeg tænkte på.

Jeg så een af de unge mennesker blive overtaget af denne Eksistens – og jeg så det blodige slagsmål. Een speciel scene, den hvor Mikael og Thomas konfronterer hinanden på trappen, stod brændt ind i min hjerne. Jeg kan stadig se det for mit indre øje den dag i dag, hvis jeg tænker på det.

Jeg var så oprevet, at jeg stod op, tændte for min computer og skrev en sides referat af drømmen. Langt det meste af det, der stod på den side, er i dag at finde historien. Både den sollyse ankomst, som taget ud af en Morten Korch film, spisningen hvor katten gør lykke, rotterne i Krestens lejlighed og naturligvis slutkampen.

Af en eller anden grund ville den del af mig, som skriver historierne, ikke rigtig binde an med den Eksistens. Den endte med at blive noget forvrøvlet snak, som Mikael fabler om under slagsmålet. De fleste af mine læsere fik aldrig rigtigt fat i det med eksistensen – for dem var det en historie om personlighedsspaltning, jalousi og kærlighed. Og det er det måske også.

Hvad ved jeg – jeg skriver dem bare.

Hosted by www.Geocities.ws

1