BLAFFEREN

AF CLAUS HOLM

Richard vidste udmærket, at det var en dårlig ide at tage blaffere op. Han var ydermere klar over, at han var mere end to timer bagud for sin timeplan, at Robert ville blive rygende gal, hvis han ikke dukkede op til festen til tiden – og at han var for gammel til at slås, hvis det skulle udvikle sig til et røveri. Det hørte man jo tit om – røvere som så meget tilforladelige ud, når de stod ved vejkanten, og som straks trak en kniv og satte den mod ens strube så snart de kom ind i bilen.

All disse grunde fløj igennem hans hoved, da han så kvinden i den grønne kjole stå i vejsiden godt hundrede meter fremme. Hendes bil – en blå Dodge af ubestemmelig årgang – holdt parkeret nøjagtig midt i det smalle bælte af grus mellem vejbanen og ørkensandet med motorhjælmen slået op.

Ikke desto mindre mærkede han sin fod flytte sig fra speederen, og sin finger slå blinklyset til.

Mercedes’en reagerede prompte, og sagtnede farten. Han trak ud i vejkanten, og standsede et par meter fra kvinden. Hun vinkede glad til ham.

Der er mere end tres kilometer til den næste tankstation. Jeg kan ikke bare lade hende stå herude! var tanken, som overdøvede de fornuftige argumenter. Desuden…hun minder mig om Sarah.

Han standsede motoren, og lænede sig tilbage i sædet. Aircondition anlægget standsede sammen med motoren, og det kølige pust mod hans ansigt forsvandt. Han kunne allerede mærke heden udenfor presse imod vinduerne – som om han havde parkeret bilen i en ovn.

Et øjeblik sad han og så på hende gennem forruden. Igennem det tonede glas i ruden og hans solbriller så hendes kjole meget mørkegrøn ud – som slangeskæl. Hendes hånd, der vinkede glad i luften, havde små mørke halvmåner der, hvor neglene skulle sidde – han gik ud fra at de var mørkerøde eller lilla. Hendes blonde hår slog gnister i solen og hendes højhælede sko så ud til at passe bedre til en hurtig shoppingtur på Fifth Avenue, end til Mojave ørkenens sand.

Hun ligner virkelig Sarah. Det berømte New York - look! tænkte han, og åbnede bildøren.

Hun nærmede sig, glad smilende.

”Tusind tak, fordi De standsede.”

Hendes stemme var overraskende blid, og meget behagelig.

”Ingen årsag. Hvad er der galt med bilen?”

”Den gik bare i stå. Jeg har ingen forstand på biler, så….”

Richard gik langsomt hen til Dodge’en, og kiggede ned i det åbne motorrum.

Hans ekspertise med biler strakte sig til de modelbiler, han havde bygget som dreng, og de obligatoriske spørgsmål, han svarede på hvert år, når han gik til køreprøve. Han kunne i en snæver vending kende forskel på kølervæske og bremsevæske – men så havde han også strakt sig langt. Ikke desto mindre bestræbte han sig på at ligne en ekspert – om ikke andet, så for at gøre et godt førstehåndsindtryk. Det var han vandt til fra retssalen.

Kvinden smilede til ham. Hendes solbriller, som var helt sorte (og sikkert temmelig dyre) sluttede tæt til ansigtet, så han kunne ikke se hendes øjne. Hendes smilehuller var til gengæld dybe og smilet om læberne varmt.

Han lænede hånden mod Dodgen’s motorrum – og trak den hurtigt til sig igen. Solen havde opvarmet metallet, så det næsten var glødende. Han bandede, og pustede på sine håndflader.

Kvinden fnisede, et meget piget fnis, og skjulte underansigtet bag sin hånd.

Richard så på hende med forstilt fornærmelse.

”Hvis De griner af alle, som standser for at hjælpe dem, kan jeg godt forstå De holder her!”

”Slet ikke. Det så bare…ja, temmelig morsomt ud. Åh, for resten – undskyld mine manerer. Jeg hedder Jenny Thorpe.”

”Richard Grayson.”

Han trykkede hendes hånd, som utroligt nok var kølig og glat. Han var selv begyndt at svede i det øjeblik, han stod ud af bilen. Han havde kørt i skjorteærmer, og der var allerede ved at samle sig fugtige pletter under armene og på ryggen.

Richard så ned i motorrummet, og opdagede at han ikke havde behøvet at foregive ekspertise. Selv en mand med hans begrænsede viden ville være klar over, hvad der var galt med bilen.

Ikke blot var den løbet tør for benzin – hvilket var heldigt, omstændighederne taget i betragtning – men vandkøleren var kogt over. Den dampede praktisk talt.

Den må have sendt en ordentlig sky op, da hun åbnede motorhjælpen, tænkte Richard. Højt sagde han:

”Den bil rører sig ikke ud af flækken, før den får hældt frisk vand og benzin på. Vandet kan jeg hjælpe med, men jeg har hverken reservedunk eller gummislange med. Bilen er ikke min, forstår De – den tilhører min svigersøn. Jeg kører den bare hjem for ham.”

”Vil det sige, at der ikke er noget, jeg kan gøre ved bilen?”

”Det er jeg bange for.”

Hun lod blikket glide rundt langs horisonten. Richard kunne se bekymringen i hendes ansigt.

”Ved de, hvor langt der er til den næste by, mr. Grayson?”

”Omkring tres kilometer, men jeg mener der ligger en tankstation om cirka fyrre. Der kan de sikkert få fat i en kranvogn, og få bugseret bilen til et værksted. Jeg skal nok køre dem.”

”Vil De virkelig?”

Hendes stemme var så fyldt med varme og lettelse, at Richards hjerte slog en glad lille kolbøtte.

Det er hendes smil, der er Sarah!, tænkte han. Og måske hendes stemme – det ved jeg ikke.

Hun rakte ind i bilen, trak en lille skuldertaske og et nøglebundt ud og smækkede døren. Hun låste centrallåsen med en elektronisk afbryder i sin nøglering, og stak nøglerne i tasken.

Hun smilede – et venligt smil, der afslørede en række hvide, fejlfri tænder.

”Skal vi køre?” Hun viftede med forsiden af sin kjole, som for at køle sig.

”Ja, lad os komme afsted. Hop ind.”

Jenny Thorpe gik over til Richards bil, åbnede siden og gled yndefuldt ind på forsædet. Richard stod et øjeblik og så på Dodge’n – så gik han over til førerdøren, satte sig ind og drejede nøglen.

Et koldt pust fra aircondition anlægget ramte ham, og fik ham til at gispe. Ovenpå heden udenfor føltes det som at komme til Nordpolen.

Han drejede hovedet, og smilede til Jenny Thorpe. Hun smilede igen.

Richard trådte på speederen, og bilen trak ud på kørebanen. Han følte sig bedre tilpas end han havde gjort i flere år.

De passerede den nu forladte Dodge, og Richard nåede lige at tænke

Der er noget sært ved den vogn – jeg ved ikke hvad, men der er noget sært

Så var den forsvundet i bakspejlet, og blot endnu et glimt i den flimrende horisont.

 

De havde kørt et stykke tid uden at tale sammen. Richard koncentrerede sig om at køre – det var begyndt at blæse op, og vinden rykkede i vognen – og Jenny Thorpe stirrede ud på ørkenen.

Til sidst var det hende, der brød tavsheden.

”De virker ikke som typen, der ligger og kører landevejene tynde, mr. Grayson. Hvad bestiller de?”

”Nej, bestemt ikke. Jeg er advokat. Min ide om en lang biltur plejer at være fra mit hus til retsbygningen. Men de virker nu heller ikke selv som landevejstypen.”

”Jeg er på vej til Los Angeles. Min kæreste bor der. Hvad med dem? Er de gift?”

Mod sin vilje kunne han mærke en klump i halsen. Han rømmede sig.

”Jeg er enkemand. Min kone….min kone døde af cancer for flere år siden….jeg….”

Hun holdt afværgende hånden op.

”Jeg ramte vist et ømt punkt. Undskyld – lad os tale om noget andet. Hvorfor kører de bilen hjem til deres svigersøn? Er det en gave?”

”Nej, han var nødt til at flyve til Los Angeles meget pludseligt. Hans forlovede – min datter – og han havde besøgt mig et par uger, og hun tog hjem tidligt. De skal giftes om et par uger. Nå, Robert havde et par sager, jeg havde lovet at hjælpe ham med.”

”Deres svigersøn er måske også advokat.”

”Ja, om end han har drevet det videre end jeg. Han er juridisk rådgiver for et stort varehus. Som sagt, Sarah – min datter – tog hjem for et par dage siden, og Robert og jeg blev og arbejdede. Så ringer Sarah pludselig og fortæller, at hun har veer. Hun var højgravid, men vi havde ikke regnet med fødsel før om to uger. Robert fløj straks hjem, og jeg lovede at køre bilen hjem til ham. De ringede til mig og fortalte at det var blevet en dreng. Jeg forventes at nå frem til en lille festlig sammenkomst i aften.”

”Det lyder dejligt. Til lykke.”

”Hvad bestiller De i Los Angeles?”

”Åh…så lidt som muligt. Jeg holder faktisk ikke særligt meget af vestkysten – jeg hører til i New York. Det er for varmt til at bestille ret meget.”

”Det kan De for så vidt godt have ret i. Jeg er glad for, at jeg ikke bor der til daglig. Jeg hører også mest til i den østlige….Er De all right?”

Jenny Thorpe holdt sin hånd op foran ansigtet. Hun havde stadig sine solbriller på, men hendes kinder og hals var blevet ligblege.

”Jeg tror….jeg har det ikke så godt…..vil De ikke godt standse bilen?”

Hendes stemme lød halvkvalt, og hendes krop begyndte at ryste.

Richard bremsede, hårdt nok til at baghjulene skred lidt ud, og drejede ud i rabatten. Mercedes’en standsede i en skæv vinkel.

”Sådan, nu kan De komme ud”, sagde Richard og rakte en arm over for at stryge Jenny Thorpe over håret.

Hendes krops rystelser standsede pludseligt, og med en glidende bevægelse drejede hun sig om i sædet mod ham. Hedes ene hånd gled henover hendes ansigt, greb fat i solbrillernes stang og trak dem af.

Et splitsekund undrede han sig over hendes pludselige bedring. Han tænkte på, om hun måske havde misforstået hans trøstende arm, og troet at han lagde an på hende. Så overdøvedes alle andre tanker i hans hoved af den ene, der som et skrig eksploderede ud i alle afkroge af hans bevidsthed;

HENDES ØJNE HENDES ØJNE ÅH JESUS HENDES ØJNE!!!!!!

Hvor Jenny Thorpe’s øjne burde have siddet, var der noget, han i første omgang tog for slangehoveder. Dette baserede han på, at de tilsyneladende havde en mund, der åbnede og lukkede sig, og at en lille kødfuld tunge spillede midt i dem, hvor pupillen burde have været – som en slanges spillende tunge.

Han kastede sig tilbage mod døren og prøvede på at skrige.

Det eneste han fik frem var et hæst kvæk.

Jenny Thorpe’s ansigt utrykte nu næsten sorg. Hun lænede sig frem imod ham, og lagde begge hænder omkring hans ansigt, som om hun ville kysse ham.

Hans ene hånd famlede desperat efter dørhåndtaget, mens han prøvede at trække sig væk fra væsenet, der indtil for ganske få sekunder siden havde lignet en normal ung pige. Han var vagt opmærksom på at han burde slå ud efter hende, men han kunne ikke finde styrken til at gøre det.

Hans hånd fik fat i dørhåndtaget og trykkede det ned. Han kastede sig bagud mod døren….

…og standsede med et ryk, da hans sikkerhedssele låste sig fast.

Der kom en skarp smerte, da de smukt lakerede negle (som faktisk var røde) skar sig ind i nakken på ham, men Richard registrerede det kun i udkanten af sin bevidsthed. Al hans opmærksomhed var rettet mod de to slangehoveder i Jenny Thorpe’s øjne.

Jenny smilede. Det samme varme smil, han havde set da han standsede bilen.

”Jeg beklager, Richard….men det ser ud til at din tidsplan går i vasken. Tak for turen.”

De to slangehoveder (som faktisk slet ikke var slangehoveder, men en slags tentakler eller fangarme, kunne han se nu) gled længere ud af øjenhulerne. De nærmede sig Richards ansigt, og skubbede blidt hans solbriller af. De faldt ned på gulvet med en tør raslen.

Richard prøvede desperat at dreje hovedet væk, men de to hænder omkring hans hoved holdt ham i et jerngreb.

Slangerne var lige foran hans øjne. Han kunne se det lille stykke kød, der lignede en tunge begynde at dreje sig rundt om sig selv, hurtigere og hurtigere….og pludselig forstod han, hvad der havde været forkert ved den parkerede Dodge.

Den holdt ikke, som om den pludselig var gået i stå. Den var omhyggeligt parkeret – næsten som i en parkeringsbås.

Så sprang de to slangehoveder fremad med et ryk.

Richard nåede at skrige én gang. Så var han væk.

 

Væsenet, der havde været Jenny Thorpe, og nu var Richard Grayson, strakte sig. Den havde slæbt liget af Jenny Thorpe langt væk fra vejen, helt ud i det område, hvor varmeflimmeret gjorde alt utydeligt.

Ørkenens skraldemænd – coyoter, skorpioner og alskens kryb og kravl – ville hurtigt få liget til at forsvinde. Men selv om hun skulle blive fundet, ville de få svært ved at identificere hende. Den  havde fjernet både tænder og fingerspidser. Det gjorde Den altid. Det var endda lykkedes den ikke at få blodstænk på den hvide skjorte.

Langsomt gik Den tilbage til sin bil. Denne bil var meget bedre end den forrige – aircondition anlægget fungerede bedre, og den lystrede rattet nemmere. Den måtte hellere holde fast ved den et stykke tid.

Den satte sig ind bag rattet, og sad et par minutter og gennemgik Richard Graysons tanker og minder. Han havde gennemskuet biltricket, lige før han døde. Den fejl ville Den ikke lave igen. Næste gang ville den skubbe bilen i en skæv vinkel – måske oven i købet lave nogle bremsespor.

Og så var der et bryllup….Richard havde været på vej til et bryllup….og noget med et nyfødt barnebarn. Ja, has datter havde lige født.

Den studerede sit ansigt i bakspejlet. Øjnene var lidt blodskudte…men det ville hurtigt fortage sig igen. Der ville gå næsten to måneder, før Dens sande form begyndte at skinne igennem.

Måske skulle jeg tage til bryllup. Det har jeg ikke været i lang tid.

Den startede bilen, og så, næsten som en eftertanke:

Jeg har heller ikke været et barn længe. Måske er det ved at være på tide.

Mercedes’en trak ud på kørebanen, og satte kursen mod vest.

Ude i ørkenen var solen på vej ned.