BLAFFEREN
Richard vidste
udmærket, at det at samle blaffere op var en dårlig ide. Han var yderligere
klar over, at han var to timer for sent på den i forhold til sin tidsplan, at
Linda ville blive rygende gal hvis han kom for sent, og at han ikke havde nogen
mulighed for at tilkalde hjælp, hvis noget gik galt.
Alle disse gode
grunde til ikke at standse bilen fløj gennem hans hoved, da kvinden i den
grønne kjole dukkede op i vejkanten hundrede meter længere fremme. Hendes bil,
en blå Dodge af ubestemmelig årgang holdt parkeret nøjagtigt midt i det smalle
bælte af grus mellem vejen og ørkenen med motorhjelmen slået op.
Ikke desto mindre
kunne han mærke sin fod bevæge sig over til bremsen, og hans finger slog
blinklyset til. Mercedes’en reagerede prompte og sagnede farten.
Han trak ud i
rabatten, og standsede et par meter fra kvinden. Hun vinkede glad til ham.
Der er mere end tres kilometer til den næste
tankstation. Jeg kan ikke bare lade hende stå herude, var tanken, der overdøvede de fornuftige
argumenter. Han standsede motoren, og lænede sig tilbage i sædet. Aircondition
anlægget standsede sammen med motoren, og det kølige pust mod hans ansigt
forsvandt. Han kunne allerede mærke heden udenfor presse imod bilens ruder,
næsten som om en drage fra en eventyrbog stod udenfor og åndede flammer imod
bilen.
Han sad et øjeblik
og så på hende gennem forruden. Igennem det tonede glas og hans solbriller så
hendes kjole meget mørkegrøn ud, og hendes blonde hår slog gnister i den skarpe
ørkensol. Hendes hånd, der vinkede til ham havde lakerede negle og de højhælede
sko så mere ud til at passe til en hurtig shoppingtur på Fifth Avenue end til
Mojave ørkenens sand.
Alt i alt en rigtig storby-pige, tænkte han, og åbnede bildøren.
”Tusind tak fordi
De standsede!”.
Hendes stemme var
dæmpet, blid, behagelig.
”Ingen årsag. Hvad
er der galt med bilen?”
”Den gik bare i
stå. Jeg har ingen forstand på biler, så….”
Richard gik
langsomt over til motorrummet. Hans ekspertise med biler strakte sig til de
modelbiler, han havde bygget som dreng (og et par enkelte timer sammen med sin
kørelærer da han tog sit kørekort for mange år siden) – men han forsøgte at se
ud som han tilbragte al sin fritid med at reparere biler.
Kvinden smilede
til ham. Hendes solbriller var fuldstændigt sorte(sikkert temmelig dyre) og
sluttede tæt til ansigtet, så han ikke kunne se hendes øjne – men smilehullerne
i kinderne var indbydende. Hendes tunge fugtede de røde læber, og han bed mærke
i hvor smukt lyserød, den var.
Hvad tænker du på?, spurgte han sig selv, mens han gik hen til
Dodgen’s forende, Du er en gift mand –
sågar på vej til din søns bryllup – og så står du og gør praktisk talt alt
andet end at klæde hende af med øjnene! Tænk dig om, mand! Se hellere at komme
videre.
Han lænede
hænderne mod Dodgen’s motorrum, og trak dem hurtigt til sig igen. Bilens metal
var blevet ophedet af solen, og syntes næsten at være glødende. Han bandede, og
pustede på sine håndflader.
Kvinden slog en
perlende latter op. I ørkenens relative stilhed syntes den som lyden af en sølvklokke.
Richard så med
forstilt fornærmelse på hende.
”Hvis De griner
sådan af alle, der standser for at hjælpe dig, forstår jeg godt du står her
endnu!”
”Slet ikke. Det så
bare…ja, temmelig morsomt ud. Åh, for resten - undskyld mine manerer. Min navn
er Jenny Thorpe.”
”Richard
Williams.”
Han trykkede
hendes hånd, som utroligt nok var kølig og glat. Han var selv begyndt at svede
i det øjeblik, han forlod bilen. Han havde kørt i skjorteærmer, og der var
allerede ved at samle sig fugtige pletter under armene.
Richard kiggede
ned i motorrummet, og opdagede at selv en mand med hans begrænsede viden om
biler og motorer kunne sige, hvad der var galt med denne bil. Ikke blot var den
løbet tør for benzin – hvilket alt taget i betragtning var temmelig heldigt –
men vandkøleren var kogt over. Den dampede praktisk talt.
Den må have sendt en ordentlig sky op, da hun
åbnede motorrummet, tænkte
Richard. Højt sagde han:
”Den bil rører sig
ikke ud af flækken, før den får hældt frisk vand og benzin på. Vandet kan jeg
hjælpe med, men jeg har desværre hverken reservedunk eller gummislange med. Det
er min søns bil, forstår De. Jeg kører den bare hjem til ham.”
”Vil det sige, at
der ikke er noget, jeg kan gøre ved bilen?”
”Ja, jeg er bange
for det.”
Hun lod blikket
glide rundt langs horisonten. Richard kunne læse bekymring i hendes ansigt.
”Ved de, hvor
langt der er til den næste by, mr. Williams?”
”Omtrent 60
kilometer, men jeg tror, der er en tankstation om cirka 40. Dér kan de sikkert
få fat i en kranvogn, og få bugseret bilen til et værksted. Jeg skal nok køre
dem.”
”Vil de virkelig?”
Der var lettelse i
hendes stemme, og en meget tydelig varme. Richard følte et behageligt gys løbe
ned over sin ryg.
Måske er det forkert, måske burde jeg ikke tænke
sådan….men for helvede, hvor er hun smuk!
Hun rakte ind i
bilen, trak en lille skuldertaske og et nøglebundt ud og smækkede døren i. Hun
låste centrallåsen med en elektronisk afbryder i sin nøglering, og stak
nøglerne i tasken.
Hun smilede – et
venligt smil, der fremviste et sæt meget hvide, tilsyneladende fejlfri tænder.
”Skal vi køre?”
Hun viftede med forsiden af sin kjole, som for at køle sig.
”Ja, lad os komme
afsted. Hop ind.”
Jenny Thorpe gik
over til Richards bil, åbnede sidedøren og gled yndefuldt ind på forsædet.
Richard stirrede et øjeblik efter hende, så skyndte han sig tilbage til sin
egen dør. Han var vagt opmærksom på, at han formentlig stirrede som en
forelsket skoledreng – men tanken lød langt tilbage i hans tanker, og han
skubbede den fra sig.
Han satte sig ind
på førersædet, smækkede døren, og drejede nøglen i tændingen. Et koldt pust fra
aircondition anlægget fik ham næsten til at miste pusten. Ovenpå heden udenfor
virkede det som at komme til nordpolen.
Han drejede
hovedet, og smilede til Jenny Thorpe. Hun smilede igen.
Med en følelse af
at hans mave var fuld af sommerfugle, som alle forsøgte at lære at flyve på
samme tid, trådte Richard på speederen, og bilen trak ud på kørebanen. De
passerede den nu forladte Dodge, og Richard nåede lige at tænke
Så var den
forsvundet i bakspejlet, og blot endnu et glimt i den flimrende horisont.
De havde kørt et
stykke tid i tavshed – Richard brød sin hjerne for at finde på
konversationsemner, men intet af det han fandt på, lød særligt intelligent – da
Jenny Thorpe brød tavsheden.
”De sagde, at De
kørte bilen hjem for deres søn. Er De gift?”
”Hmmmm…”
”Jeg er gift…men
vores forhold er ikke….så stabilt….faktisk….”
Hun holdt
afværgende en hånd op.
”Jeg ramte vist et
ømt punkt. Undskyld, lad os tale om noget andet. Hvorfor kører De bilen hjem
til deres søn? Er det en gave?”
”Nej, han var nødt
til at flyve til Los Angeles meget pludseligt. Hans forlovede var højgravid –
de skal giftes om et par dage – og pludselig ringede hospitalet og fortalte at
hun var blevet indlagt med veer. Han fløj hjem, og jeg lovede at køre bilen for
ham. Jeg har lovet at være der i aften.”
”Hvad med deres
kone?”
”Hun fløj med min
søn. Jeg er fri som fuglen, herude i ørkenen.”
Jenny Thorpe så på
ham med et smil. Hun havde stadig solbrillerne på, men smilet var meget
indbydende.
”Har De så en
tidsplan at overholde…eller har de tid til en pause? Hvis de er så fri, må der
vel også være tid til…afslapning og den
slags.”
Hendes tunge
slikkede hendes læber. Det fik det til at gibbe i ham. Han begyndte, trods den
kølige luft i bilen, at svede igen.
”Jeg kunne vel
godt….tage en….kort pause…” mumlede han.
”Så hold ind til
siden.”
Jenny Thorpes
slanke kølige hånd lagde sig på hans knæ. Den strøg ham let udenpå bukserne.
Richard tog
omgående farten af vognen, og drejede ud i rabatten. Før bilen holdt helt
stille, rakte hun hovedet frem og kyssede ham med en vildskab, som han langtfra
havde forventet.
Hendes løber var
kølige, og med en svag smag af hindbær. Han gengældte hendes kys, og lod sine
hænder glide henover hendes kjole.
Med en elegant
bevægelse gled hun henover gearstangen og plasticøen mellem sæderne (hvor han
plejede at stille sin cola, når han kørte langt) og satte sig overskrævs på
ham. Hendes hænder gled igennem hans hår, kærtegnede hans ansigt. De kyssede
igen.
Pludselig blev han
iskold indvendig. En gennemtrængende, uimodståelig tanke
fór igennem hans
hoved. Han trak sig væk fra hendes læber, og lagde en hånd på hendes kind.
”Jenny….miss
Thorpe…vi kan ikke gøre dette her! Jeg er gift!”
Hun fik et udtryk
i ansigtet som en løve, der bliver sat foran en glasvæg ind til en kostald og
får at vide at den kun må kigge.
”Du sagde jo, at
det ikke gik så godt mellem jer…hun behøver ikke at få noget at vide…”
Han havde
pludselig lyst til at se hendes øjne. Han måtte se hendes øjne for at sige det,
han var nødt til at sige…og vigtigst af alt: Han kunne ikke udholde synet af
sig selv genspejlet i de sorte linser.
Hans hånd, som
hvilede imod hendes ansigt, greb om solbrillernes stang og trak dem af.
Et splitsekund
nåede han at opfatte overraskelsen i hendes ansigt – den overraskelse der
kommer, når en mor åbner døren til barneværelset og ser sin datter kysse en
fremmed dreng. Så overdøvedes alle
andre tanker i hans hoved af den ene, der som et skrig eksploderede ud i alle
afkroge af hans bevidsthed:
Hvor Jenny Thorpes
øjne burde have siddet, var der noget, han ved første øjekast tog for
slangehoveder. Dette baserede han på det faktum, at de åbnede og lukkede sig
som en slanges mund, og med et lille, spillende kød i midten som en slanges
tvedelte tunge. Han kastede hovedet tilbage mod ryglænet, og åbnede munden for
at skrige. Det eneste han fik frem, var et hæst kvæk.
Jenny Thorpes
ansigtsudtryk skiftede fra overraskelse til ærgrelse på et øjeblik. Hendes
hænder lå stadig om hans ansigt – og nu strammede de deres greb.
Den skarpe smerte,
da de smukt lakerede negle gennemborede hans hud i nakken registrerede Richard
kun i udkanten af sin bevidsthed. Hele hans opmærksomhed var rettet mod de to
slangehoveder i Jenny Thorpes øjenhuler.
Jenny smilede til
ham. Smilet var det samme, varme smil, han havde set da han standsede bilen.
”Jeg beklager,
Richard…men det ser ud til, at din tidsplan går i vasken. Tak for turen.”
De to
slangehoveder (som slet ikke var slangehoveder, men en slags fangarme eller
sugekopper, kunne han se nu) gled længere ud af øjenhulerne. De nærmede sig
Richards ansigt, og skubbede blidt hans solbriller af. De faldt ved siden af
sædet med en tør raslen.
Richard prøvede
desperat at dreje hovedet væk, men de to hænder omkring hans ansigt holdt ham i
et jerngreb.
Slangehovederne
svævede lige foran hans øjne. Han kunne se den lille stykke kød, der lignede en
tunge, begynde at dreje sig om sig selv, hurtigere og hurtigere….og pludselig
kunne han forstå, hvad der havde været forkert ved den parkerede Dodge.
Den holdt ikke, som om den pludselig var gået i
stå. Den var omhyggeligt parkeret – næsten lige så lige som i en parkeringsbås.
Så sprang de to
slangehoveder pludselig fremad.
Richard nåede at
skrige én gang. Så var han væk.
Væsenet, der havde
været Jenny Thorpe, og som nu var Richard Williams strakte sig. Den havde slæbt
liget af Jenny Thorpe langt væk fra vejen, helt ud i det område, hvor
varmeflimmeret gjorde alt utydeligt.
Ørkenens
skraldemænd – coyoter, skorpioner, alskens kryb og kravl – ville hurtigt få
liget til at forsvinde. Men selv hvis hun skulle blive fundet, ville det være
svært at identificere hende. Den havde fjernet både fingerspidserne og
tænderne. Det gjorde den altid.
Langsomt gik den
tilbage til sin bil. Denne bil var meget bedre end den forrige –
airconditioningen fungerede bedre, og den lystrede rattet nemmere. Den måtte
Den hellere holde fast ved et stykke tid endnu.
Den sad et øjeblik
og gennemgik Richard Williams tanker og minder. Han havde gennemskuet
biltricket, lige før han døde. Den fejl ville Den ikke lave igen. Næste gang
ville den skubbe den ud i en skrå vinkel.
Og så var der et
bryllup….Richard havde været på vej til et bryllup…og hans søns forlovede havde
lige født.
Den studerede sit
ansigt i bakspejlet. Øjnene var lidt blodskudte…men det ville fortage sig
hurtigt igen. Der ville gå næsten to måneder, før Dens sande form begyndte at
skinne igennem.
Måske skulle jeg tage til bryllup. Det har jeg ikke
været i lang tid.
Den startede
bilen, og så, næsten som en eftertanke:
Jeg har heller ikke prøvet at være et barn længe.
Måske er det ved at være på tide.
Mercedes’en trak
ud på kørebanen, og satte kursen mod vest.
Ude i ørkenen var
solen på vej ned.