Den omfattende modstand mod Alemán i Nicaragua tyder i sig selv på, at hans ledelse ikke er god. Dog må man tage højde for, at der er mange interesser indblandet i specialets analysefelt, og at anklagerne kan være rivalers forsøg på at ødelægge Alemáns image. For at legitimere beskyldningerne som andet end rygter har flere aktører fremlagt beviser for Alemáns korruption i form af regnskaber, konti og vidneudsagn, men principielt er Alemán uskyldig, indtil en domstol har afgjort det modsatte. Det er derfor ikke mindst Alemáns immunitet, der har sikret ham fortsat magt. Immunitetsforøgelsen og fjernelsen af den ihærdige rigsrevisor, som grundlovsreformerne sikrede, har afskaffet de muligheder, der var for at kontrollere Alemáns ledelse og retsforfølge ham efter januar 2002. Og for at slutte cirklen så er netop dén brug af reformerne i sig selv en del af ugerningen. Dels er det korruption at lede landet – og herunder ændre lovene – med egen og ikke folkets interesse for øje, dels giver reformerne indtryk af, at noget fordækt hemmeligholdes. Hvis ikke Alemán havde noget at skjule, hvorfor skulle han så bekymre sig om sin immunitet og Jarquíns kontrol? Der er altså en række indicier for, at Alemán er korrupt.

I kapitel 5 har jeg kortlagt den politiske diskursorden og Alemáns praksis ud fra kilder, der repræsenterer de vigtigste politiske standpunkter. På den baggrund kan jeg konkludere, at Alemán bryder princippet om DGR på næsten samtlige punkter; der er eksempler på alt fra nepotisme, berigelsesforbrydelse og misbrug af offentlige midler til uigennemsigtighed, intolerance, udryddelse af modstandere samt krænkelse af institutioners uafhængighed, menneskerettighederne, pressefriheden, den folkelige deltagelse og retsstatsprincippet. Alemáns megen snak om folkets valg af ham i 1997 viser derfor, at hans ledelse har mere at gøre med elektoralisme end med demokrati; Han betragter valget som mandat til at gøre, hvad han vil de fem år, han er præsident.

Det nye, dette speciale kan bidrage med, er imidlertid primært analysen af Alemáns brug af sproget og diskurserne. Jeg har vist, at en sådan analyse kan afdække 1) underliggende præmisser i hans taler, som strider imod princippet om DGR, og 2) hvordan præsidentinstitutionen bærer sig ad med at konstruere Alemáns regering som legitim og dermed opretholde hans hegemoni. Nok har præsidentens institutionaliserede magt taget luften af den interne kritik i Nicaragua, men den har ikke kunnet standse donorernes økonomiske trusler og civilsamfundets indflydelse herpå. Jeg har vist, at når det alligevel er lykkedes Alemán at afværge kritikken, få Nicaragua optaget i HIPC, bevare bistanden og hegemonien, skyldes det ikke kun præsidentialismen, immuniteten og korruptionen, men sandsynligvis også præsidentinstitutionens sofistikerede og teknologiserede diskursive konstruktion af sandheden og påvirkning af de hegemoniske kampe i det nicaraguanske samfund.

Med tekstanalysen har jeg dekonstrueret den teknologiserede produktion af talerne og vist, hvordan vokabular, grammatik og kohæsion bruges strategisk til at sløre udsagnene, så de dels garderer Alemán mod, at det sagte kan bruges imod ham, dels konstruerer de bagvedliggende sammenhænge som selvindlysende. Denne naturliggørelse er en ideologisk konstruktion af Alemáns verdensbillede som en objektivitet. De lingvistiske midler, der bruges til at opnå den effekt, er især associerende ordvalg, retoriske figurer, passivkonstruktioner, nominalisering, begivenhedsprocesser, få kohæsionsmarkører og sætningsfragmentering.

På den diskursive praksis’ niveau betyder teksternes kreative flertydighed og manglende eksplicitte sammenhæng, at den endelige meningsskabelse overlades til kohærensen, dvs. til modtagernes evne til at forstå de implicitte antagelser og intertekstuelle referencer. Den subtile intertekstualitet interpellerer altså indforståede til at forstå andet end det, der umiddelbart står i teksten, bl.a. krav til donorerne, afvisning af korruptionsanklagerne samt fjendebilledet af FSLN som en udemokratisk størrelse, der skal ’dø’!

Jeg har fokuseret en stor del af analysen på Alemáns italesættelse af den sandinistiske opposition og samarbejdet med denne, da det særligt er pagten med FSLN i 2000 og dens implicerede korruption, der har vakt bekymring. Netop forholdet til FSLN får stor opmærksomhed i talerne, ikke mindst sammenlignet med korruptionsanklagerne, der stort set forties. Tavshederne er imidlertid også interessante. Korruption konstrueres generelt som et abstrakt fænomen uden forbindelse til Alemán. Efterhånden som kritikken af Alemán tager til, snakker han mindre og mindre om korruption. Jarquíns korruptions-anklager, fængsling og donorernes trusler om økonomiske sanktioner forties helt og ’konstrueres’ dermed som ikke-eksisterende. Alligevel viser analysen, at DGR i 2000 og 2001 betragtes som besværligt, at bistandssamarbejdet, der forbindes hermed, i 2000 konstrueres som noget negativt og CGR mellem linierne som upålidelig.

Den tekstuelle og intertekstuelle analyse har vist en udvikling i Alemáns selvlegitimering, som er nødvendiggjort af ændringerne i den sociale praksis i forbindelse med samarbejdet med FSLN. Alemáns selvforståelse og -legitimering bygger konstant på to elementer: DDGR og antagonisme. I 1997 og 2001 såvel som i Alemáns tidligere diskursive praksis er det antagonismen til FSLN, der udfylder PLC med betydning og identitet. I 2000 ændres denne legitimeringsstrategi kreativt og midlertidigt, motiveret af og med det formål at slette uoverensstemmelsen mellem Alemáns tidligere praksis, de nationale og internationale krav og den førte politik i 2000. Optakten til pagten og selvmodsigelsen mellem udstødelsen af og samarbejdet med den samme opposition kan allerede spores i talen fra 1997. Her forsøges de to modstridende tendenser, forsoning og antisandinisme, løst af hegemonisk indordning og negligering af oppositionens relevans. I 2000 ses en egentligt hegemonisk intervention, idet antagonismen til FSLN forties, og DDGR, den nationale og den forsonende diskurs bruges i en kreativ kombination, der legitimerer pagten. I 2000 må Alemán derfor skabe sin identitet i kraft af modsætningen til noget andet; bl.a. pressen konstrueres nu som den negative modsætning til Alemán og DGR.

Ud over at vise hvordan Alemán bruger lingvistisk tilsløring, intertekstualitet og bl.a. DDGR til at legitimere sin regeringsførelse over for befolkningen, har analysen af den diskursive praksis også afsløret en del af selve krænkelsen af DGR. For det første antyder talernes mange negationer af dårlig regeringsførelse, at der kan være noget om beskyldningerne, eller i hvert fald at Alemán føler sig truet nok af dem til at finde det relevant at benægte så voldsomt. For det andet har vi set, at der i den hegemoniske indordning af medspillerne, ligger et udemokratisk element, idet de fratages deres identitet som ’andre’. Det er da også pagten med FSLN i 2000 snarere end antagonismen til de samme, der forårsager en reaktion, på trods af at FSLN’s ledelse – om end ikke partiets græsrødder – er indforstået med den hegemoniske indordning, og begge parter altså udviser kompromisvillighed. Omvendt har Alemán også en tendens til at bryde DGR, når han udstøder ’de andre’ som antagonister. Det skyldes, at disse konstrueres som illegitime fjender frem for som legitime modstandere; Alemán sætter ikke kun spørgsmålstegn ved pressens, de små partiers, Jarquíns, og i 1997 og 2001 også FSLN’s, ideer, men betvivler deres legitimitet og eksistensberettigelse. DDGR bruges altså i flere tilfælde på grundlag af præmisser, som strider imod selve begrebet. Det er især aktuelt i 2000, hvor DDGR bruges til at slette Alemáns politiske modstandere og konstruere pressen som korrupt og illegitim, selvom netop disse to aktørgrupper af Danida betragtes som afgørende for DGR!

Disse observationer viser Alemáns inkonsekvens og bekræfter, at DDGR paradoksalt nok er en ressource, som præsidenten trækker strategisk på for at legitimere sin dårlige regeringsførelse. At leve op til princippet om DGR er derfor i højere grad en kamp om diskursivt hegemoni end om politisk praksis, hvorfor Nicaragua under Alemán kan betegnes som et facadedemokrati.

Samtidig må det dog pointeres, at selve begrebet DGR’s ambivalens giver diskursen et særligt potentiale som ressource; diskursen indbyder til kreativ brug, da den kan gradbøjes og tilpasses meget forskellige formål. DGR balancerer nemlig på en hårfin grænse mellem flerhed og enhed; pluralisme og konsensus! Mens Danida vægter pluralisme og mindretalsrettigheder, prioriterer Alemán enhed og stabilitet.

Vha. de forhåndenværende diskurser, konstruerer institutionen Alemán altså sig selv på bestemte måder afhængigt af ændringerne i egen praksis og omgivelsernes modstand og begrænsninger. Men den gør det på en teknologiseret måde, så man ikke bemærker eller umiddelbart kan sætte finger på, hvad det er, der gøres med sproget. Imidlertid er talerne også et forsøg på at tilpasse betydningen af den sociale orden og politiske praksis via den diskursive konstituering. Talerne er både konstitueret af den sociale orden og konstituerer virkeligheden på en bestemt måde, der er fordelagtig for Alemáns fortsatte hegemoni. Konstitueringen af Nicaraguas politiske diskursorden er en indsats i samfundets hegemoniske kampe og har sikret, at kritikken af Alemán ikke er uimodsagt; at der findes et modspil til pressens negative konstruktion af ham. Dermed har talerne bidraget til at opretholde Alemáns vakkelvorne hegemoni og afværge størstedelen af de økonomiske sanktioner, som donorerne overvejede, og som kunne have haft følger også for de interne kampe. Alemáns konstruktion af sin politiske praksis har derfor været med til at begrænse omverdenens restriktioner og sikre, at han uforstyrret kan fortsætte sin regeringsførelse som hidtil frem til januar 2002.

Med dette speciale har jeg givet et bud på, hvordan analyse af sprog kan bidrage til forståelsen af politik og samfundsforhold. Det mener jeg, kan have betydning for institutioner som Danida. Danidas politik er, at det ikke kan forsvares at anvende danske bistandsmidler til samarbejdspartnere, der ikke er villige til "ærligt" at "tilstræbe at fremme" DGR (Danida, 2000e: 15). Men hvordan ved man, om en regent ærligt tilstræber DGR? Lige nu baserer Danida sin vurdering af Alemáns regeringsførelse på indtryk fra det, andre siger og mener herom (Larsen, 21.8.2001). Specialets kritiske diskursanalyse er et forslag til, hvordan fx Danida mere metodisk kan vurdere modtagerlandenes efterlevelse af DGR ved at forholde sig kritisk og velfunderet til både diskursiv og politisk praksis holdt op imod egne mål og definitioner. Ved at dekonstruere den diskursive praksis kan den demokratiske eller udemokratiske logik bag en regents ledelse afdækkes. Samtidig bør Danida tage stilling til begrebets ambivalens og gøre det klart, hvordan de mener, det er optimalt at vægte delmængderne af DGR. Det vil gøre det lettere fremover at sætte finger på, hvad de finder udemokratisk ved en regerings ledelse.

Om Nicaragua bliver revet med af den anti-immunitetsdiskurs, der de seneste år er begyndt at gøre sig gældende i Sydamerika, eller fortsætter i den anden retning, vil måske blive klart ved det kommende præsidentvalg i november 2001.