At præsidenten i 2000 kritiserede Radio Nicaraguas speakere for at snakke under transmissionen af hans årsberetning, viser, at han ville have foretrukket en mere fokuseret konsumering. Modtagelsen i parlamentet var heller ikke optimal for Alemán. Jeg har ikke oplysninger om, hvordan åbningstalen i 1997 blev modtaget, men den situationelle kontekst for de to årsberetninger var halvkaotisk, hvorfor den kollektive konsumering heller ikke i parlamentet kan have været specielt koncentreret. Talen i 2000 blev mødt med protester fra sandinister og andre parlamentarikere, der var imod pagten. Nogle tog deres ting og udvandrede midt under talen, andre nøjedes med bagefter at blive siddende på deres pladser uden at klappe, mens resten af salen gav Alemán stående applaus (Barberena, 11.1.2000).

Også efter talen gjorde nogle af de subjekter, der forsøgtes interpelleret, modstand mod årsberetningens logik. Især Alemáns voldsomme angreb på pressen blev kritiseret (Solis, 11.1.2000). Også hans negative omtale af de internationale donorer blev bemærket af sandinisterne, og mens tidligere PLC-medlem Elisio Núñez betegnede Alemáns rosenrøde billede af landets fremgang som "mentiroso", kommenterede Jarquín mere diskret, at "desearíamos que fuera realidad", og den konservative Noel Vidaurre, at han ikke vidste "en qué país vive el Presidente de la República" (Barberena, 11.1.2000). Andre betegnede talen som "una gran farsa" og de fremlagte tal som opfundne af Alemán selv (Galeano, 14.1.2000).

Årsberetningen året efter blev ikke modtaget meget bedre. Mens Alemán holdt talen, skiftedes en gruppe sandinister til at stå ved siden af talerstolen og holde et banner, hvorpå der stod: "Doctor Alemán cese la represión contra Dorotea", og da talen var færdig, og de andre klappede, peb sandinisterne ham ifølge La Noticia ud! (Rivas, 11.1.2001). Sandinisten Bayardo Arce, der også stod i spidsen for kritikken af årsberetningen i 2000, påstod, at Alemáns beskæftigelsesstatistik var "falsa" (Sandoval, 11.1.2001), mens to økonomer i El Nuevo Diario modificerede Arces udtalelse ved at sige, at tallene var manipulerede (Enriquez, 12.1.2001).

Trods den konstruerede, indpakkede karakter og de få kohæsionsmarkører er talernes underliggende budskab altså klart nok for parlamentarikerne og den nicaraguanske presse. De forstår kohærensen, selvom de ikke alle accepterer antagelserne. Som jeg allerede har været inde på, er det i mange tilfælde kun kendskabet til Alemáns historie og tidligere taler, der kan gøre, at modtagerne er i stand til at forstå den underliggende logik i hans konstruktion af virkeligheden. Det gælder især forbindelsen mellem fortid og sandinisme, som vi så i afsnit 7.1.1. Når Alemán fx siger "para luchar valientemente contra la última dictadura" (1997: 555-6), går formuleringen dictadura sandsynligvis på FSLN, men præsidenten er garderet, idet sætningen i sig ikke direkte forbinder FSLN og diktatur, men blot antager, at tilhøreren ved, hvem der menes. Hvis nogen skulle bruge udtalelsen imod ham, kan han benægte at have sagt noget sådan. Kun når man kender Alemáns øvrige diskursive praksis og tager konteksten i betragtning, opstår forbindelsen mellem FSLN og den negative betydning. Men så er der til gengæld heller ingen tvivl om, hvem de slørede handlinger og metaforer henviser til.