Alemán har den institutionelle magt over landet i de fem år, han er valgt for, pga. præsidentialsystemet, der ikke tillader parlamentet eller andre at afsætte ham. Til gengæld har han ikke haft let ved at opretholde sit hegemoni i samfundet. Det skyldes de skarpt optrukne antagonistiske forhold til flere af landets vigtige aktører, først og fremmest Jarquín, pressen og FSLN. Disse antagonismer har forhindret Alemán i at opnå ’de andre’s samtykke og dermed deres hegemoniske inkorporering. Han er imidlertid selv medansvarlig herfor. Bortset fra pagten med FSLN har han ikke været særlig interesseret i at give indrømmelser og inkludere ’de andre’, måske netop fordi hans position er sikret af grundloven og ikke afhænger af andres tillid.

Alligevel er de tre taler ideologisk investeret, idet de som indsatser i de hegemoniske kampe forsøger at opretholde Alemáns hegemoni eller måske snarere skabe det ved at konstruere ham som en demokratisk præsident, hans Nicaragua som legitim bistandsmodtager, HIPC-værdig osv. Især i 2000-talen har Alemán en stærk motivation til at kæmpe for hegemoni pga. truslen fra den udenlandske indblanding og de økonomiske sanktioner. Som illustreret i figur 5, er han afhængig af den diskursive praksis som eneste middel, når det gælder den internationale trussel. Den stiplede pil viser, hvordan den diskursive praksis bruges til at påvirke civilsamfundet, som har indflydelse på donorernes krav, som igen påvirker Alemáns diskurs.

 
Udviklingen i de antagonistiske spændinger og hegemoniske indordninger i talerne er interessant, fordi den viser, hvordan Alemán strategisk italesætter sin sociale praksis afhængigt af de skiftende krav og begrænsninger.

I alle tre taler bruges den nationale diskurs til at indordne hele folket under præsidentens styre (fx 1997: 102, 125-31; 2000: 238-46; 2001: 18-20). Det er ikke usædvanligt, men jeg mener alligevel, det er vigtigt at være opmærksom på, at hegemonisk indordning indebærer noget udemokratisk, da den per definition arbejder imod pluralisme og modstanderes eksistens inden for en given kategori, i dette tilfælde nationen. I 1997 ser vi denne ambivalens i forbindelse med respekten for mindretal. På den ene side vil Alemán respektere de oprindelige folks regionale autonomi på Atlanterhavskysten, men samtidig indordner han dem under den nationale kategori: "son partes iguales e integrales de nuestro pueblo" (444-5). Tilsvarende findes der en række eksempler på, at ’de andre’ – der jo egentligt kun er ’andre’, så længe de er selvstændige aktører – diskursivt inkorporeres under Alemáns regering og dermed fratages deres egen identitet. I 1997-talen tager Alemán fx den folkelige deltagelse under sine vinger; det er ham, der "inviterer til den" og "giver den en kanal" (1997: 152-8), nemlig CONPES, der er underordnet regeringen. På samme måde gøres forskellige socioøkonomiske grupper, organisationer og sågar selve pluralismen til en inkorporeret del af Alemáns regering (164-9), ligesom den tidligere sandinistiske hær nu er en integreret del af nationen (506-10).

Forsoningsdiskursen bruges i 1997 generelt til hegemonisk indordning (fx 403-4); nu hvor Alemán sidder på magten, skal alle arbejde sammen med ham. Dog er der en antagonisme til landets små partier. Deres accept søges ikke. Tværtimod ignoreres deres betydning på udemokratisk vis (221-3), og som vi har set, udryddes de senere i praksis. På samme måde må antagonismen til Jarquín siges at være udemokratisk, da rigsrevisorens funktion forhindres med Ley de Integridads ugyldiggørelse, grundlovsreformerne, fængslingen og fratagelsen af embedet. I de tre taler ties han væk. Grundlovsændringerne indebærer samtidig et forsøg på i praksis at indordne CS, CGR og CSE under Alemáns dominans med placeringen af PLC-folk i institutionernes stillinger, hvilket er i strid med vægten på uafhængighed i DDGR. I 2001 gør Alemán det til sin udfordring at få flere til at bruge deres stemme ved valgene. Ved således at konstruere sig selv som ansvarlig, fratager han igen den folkelige deltagelse dens egen kraft (100-4). Derimod fortsættes antagonismen til de små partier, som stadig ikke er legitime modstandere, idet de konstrueres som modsætningen til virkelighed og repræsentativitet (52-9).

Der findes eksempler på brede forsoningsforsøg i alle tre taler. I 1997 og 2001 ophæves disse imidlertid af den fremtrædende antagonisme til fortiden og FSLN. Mens identiteterne som sandinist og liberal udelukker hinanden i 1997 og 2001, ser vi i 2000 en hegemonisk intervention, der udjævner denne antagonisme. I 1997 konstrueres både PLC og FSLN som demokratiske modstandere i dialog (132-6), og Alemán ønsker sig en stærk og kritisk opposition (141-2), hvilket primært konstituerer ham selv som demokratisk. Han påstår, han er præsident for alle nicaraguanere uden partiskel, men samtidig lukkes de sandinistiske modstandere ude af fædrelandsfællesskabet (178-9), og som vi har set, er der en underliggende antisandinisme (125-30, 568-9). Denne er ikke udemokratisk i sig selv. Men spørgsmålet er, om FSLN i 1997 betragtes som en fjende eller en legitim modstander. Selvom den store opmærksomhed om sandinisterne i sig selv er en anerkendelse af dem, konstrueres de samtidig som udemokratiske, og det vil på sin vis sige som illegitime. Rivas-citatets parallel til døden og Cobra-metaforens intertekstualitet til opfordringen om at dræbe ’slangen’ viser en decideret om end godt skjult benægtelse af FSLN’s ret til overhovedet at være modstander.

På den baggrund er den hegemoniske indordning af FSLN i 2000 interessant. I praksis er pagten en måde at få FSLN ind i rækkerne, så partiet ikke arbejder mod regeringen, men skaffer Alemán den nødvendige magt i parlamentet for at kunne ændre grundloven. Men det kræver også en ændring i den diskursive praksis. Det løses med en hegemonisk intervention vha. den styrkede forsoningsdiskurs, der nu omfatter FSLN (20-3, 286-91). Netop i den hegemoniske intervention slettes antagonismen og dermed modstanderens selvstændige identitet, hvilket ses konkret på den verbale inklusion af FSLN i samme verber og pronomener som PLC (207, 209, 220-1). De to diskurser støder ikke længere sammen, men forbindes af pagtdiskursen. Det er principielt stadig ikke sandsynligt at være både sandinist og liberalist, men der er ikke længere fokus på det uforenelige. Antagonismen findes fortsat i den sociale praksis, idet de to partier stadig står for modsatrettede ting, og der er intern modstand mod pagten, men dette forties i talen, så forholdet mellem de to partier konstrueres som en uproblematisk objektivitet. Antagonismen fortrænges altså, og i stedet får oppositionen indflydelse i bytte for opbakning til PLC’s hegemoni. Denne hegemoniske indordning er demokratisk i den forstand, at der er tale om et kompromis, men også udemokratisk, fordi pluralismen og eksistensen af modstanderen ignoreres, idet den konstrueres som en del af den hegemoniske kraft. Imidlertid har den hegemoniske intervention også betydning for PLC’s eget indhold, der hidtil har fået sin betydning i kraft af antagonismen til FSLN. Denne antagonistiske rolle får nu i stedet pressen. Dens ideer afvises, idet de omtales som fejlinformation, men der er også eksempler på, at selve pressens eksistensberettigelse betvivles, idet den omtales som "irrelevante minoriteter", lukkes ude af fædrelandskategorien og konstrueres som korrupt (89-90, 223-37).

I 2001 svækkes den hegemoniske indordning af FSLN igen, idet FSLN udskilles som en selvstændig konkurrent efter at have været inkluderet i hegemonien (47-51). Sammenlignet med antagonismen i 1997 konstrueres FSLN nu i højere grad som en illegitim fjende end en demokratisk modstander: de sandinistiske demonstranter er udemokratiske, uansvarlige, partiske og defineres i modsætning til Alemáns DGR (60-8). Sandinismen (fortiden) er udemokratisk, passé og kan ikke genopstå (69-88), og FSLN ekskluderes fra den nationale kategori og DGR (89-92). Alligevel anerkendes FSLN som modstander ved det forestående valg, selvom partiet betegnes som et tilbageskridt (95-7) til noget udemokratisk! Selv i forsoningen antydes det, at PLC er lig med nationen, og at FSLN ekskluderes af denne kategori, idet ’nicaraguanerne sammen ikke skal gå baglæns’ (212-6), og netop FSLN betegnes som et ’tilbageskridt’ (95-6).

Samtidig fortsætter antagonismen til pressen, som stadig konstrueres som fejlfortolkende og som en udemokratisk modsætning til regeringen (24-9).

In- og eksklusion af ’de andre’ viser altså, 1) at donorernes begrænsning af Alemáns magt i 2000 fører til en kreativ diskursiv praksis, der forener kravene om DGR og Alemáns praksis i forbindelse med reformerne via en hegemonisk intervention, der konstruerer pagten som kompromis og forsoning, 2) at pagten og de andre hegemoniske indordninger indeholder et udemokratisk element, og 3) at Alemán i flere tilfælde har et udemokratisk syn på antagonisterne, idet han betvivler deres legitimitet og ret til at forsvare de anderledes ideer.