1. Indledning

I slutningen af 1999 og starten af 2000 så Danida og en række andre bi- og multilaterale donorer sig nødsaget til at gribe ind over for den nicaraguanske regering med trusler om økonomiske sanktioner. Årsagen var, at man ikke følte, at præsident Arnoldo Alemán levede op til princippet om god regeringsførelse, først og fremmest fordi han havde fængslet landets rigsrevisor og sammen med det sandinistiske parti (FSLN), der ellers er præsidentens ærkefjende, ændret grundloven. I januar 2000 gav en delegation fra Danida udtryk for denne bekymring over for den nicaraguanske regering, som imidlertid erklærede at have selv samme mål om at opnå demokrati og god regeringsførelse som donorerne og forsikrede, at de seneste politiske tiltag netop var rettet mod det mål. Stillet over for denne tilsyneladende enighed, kombineret med Danidas principper om dialog, tillid og accept af kulturelt betinget alternative midler til opnåelse af demokrati og god regeringsførelse, kunne delegationen ikke gøre andet end at sige, at den ville se tiden an (Enriquez, 23.1.2000).

Alemáns regeringsførelse har siden tiltrædelsen i 1997 mødt omfattende kritik fra mange af Nicaraguas øvrige politiske aktører. At han har medierne og en stor del af civilsamfundet imod sig, har ikke umiddelbart truet hans institutionaliserede position som præsident, men det har besværliggjort hans foretagender og haft konsekvenser for hans internationale ry. Og med Danida og andre donorer siddende i periferien for at ’se tiden an’ er de interne beskyldninger blevet et reelt problem for Alemán. Den hidtidige kulmination på kritikken var et nationalt ramaskrig over fængslingen af rigsrevisoren og den besynderlige alliance med FSLN, som medvirkede til at også de internationale donorer blev opmærksomme og satte stopklodserne i. Nicaragua er økonomisk dybt afhængig af bistanden, og den internationale velsignelse er blevet særlig vigtig for Alemán efter orkanen Mitch i 1998 og på grund af donorernes nye tendens til ikke kun at blande sig i ulandenes økonomi, men også at stille krav til den politiske ledelse.

Ikke mindst disse forhold har gjort det altafgørende for Alemán at vende stemningen i Nicaragua og derigennem forbedre sit image. For selvom grundloven sikrer Alemán immunitet imod anklagerne fra de nationale aktører, blev det i 2000 klart, at upopulariteten hos befolkningen kan have vidtrækkende konsekvenser.

Når nu både interne og eksterne aktører hævder, at Alemán ikke lever op til princippet om god regeringsførelse, antager jeg, at der er noget om snakken. Men hvad vil ’god’ regeringsførelse overhovedet sige? Og hvad er det egentligt ved Alemáns regeringsførelse, der er så dårligt? Og lige så vigtigt: hvorfor har det endnu ingen konsekvenser fået for ham? Spørgsmålet er altså for det første, hvordan Alemán har brudt princippet om demokrati og god regeringsførelse og for det andet, hvordan han er sluppet af sted med det. Min hypotese er, at han snarere end at ændre på sin politiske praksis og ’dårlige regeringsførelse’ har brugt sproget strategisk til at forklare og legitimere sine handlinger over for befolkningen. Specialets problem-formulering er derfor:

’Demokrati’ og ’god regeringsførelse’ er globaliserede begreber, som er svære at komme uden om i dag, og som da også bruges flittigt i nicaraguansk politik, presse og civilsamfund. Men de er samtidig yderst flydende ord med mangfoldige betydninger. Det giver derfor kun mening at vurdere, om Alemán efterlever disse principper, hvis vi gør os klart, hvad de indebærer. Jeg har valgt at holde Alemáns adfærd op imod Danidas forståelse af konceptet, der, trods sine særtræk, er hægtet til internationale aftaler, som også Nicaragua har underskrevet. Til analysen af Alemáns politiske gebærden vil jeg derudover sammensætte et korpus af relevante teorier om demokrati, korruption, præsidentialisme og partisystemer.

Specialets metode og teoretiske grundlag vil bygge på Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse, som er socialkonstruktionistisk og særligt egnet til formålet, fordi den netop inddrager både den sociale praksis og brugen af sproget og diskurserne og fokuserer på disses gensidigt konstituerende effekt. Diskursbegrebet er desuden nyttigt, da det giver en forståelse af, hvordan en forfatter ikke bare bruger sproget på en bestemt måde, men lader sin tekst indgå i netværk og trækker på forhåndenværende diskurser, der kan anvendes med strategiske formål. Teorien giver os redskaber til at forstå både de begrænsninger, der er for Alemáns diskursive praksis, og de muligheder, han har for at handle kreativt og ændre sin situation. Det vil hverken være muligt eller hensigten at sige noget om præsidentens bevidste intentioner, men med en kritisk diskursanalyse vil jeg kunne afdække de diskursive strategier, ’institutionen Alemán’ benytter til at legitimere sig, afværge den udbredte modstand og fastholde sit hegemoni i samfundet. Det er derfor ikke relevant, om Alemán er løgnagtig eller misforstået. Det væsentlige for dette speciale vil være at analysere, hvordan han opstiller sin logik, konstruerer sin sandhed og argumenterer for sin politiske ledelse over for folket. Det vil i den kritiske diskursanalyses terminologi sige, hvilke diskurser han trækker på, hvordan han bruger dem, med hvilken effekt og med hvilke konsekvenser for den sociale orden.

Det er specialets påstand, at en kritisk diskursanalyse bedre end en ren tekst- eller samfundsanalyse vil kunne 1) vise, at der er træk ikke kun ved Alemáns politiske, men også ved hans diskursive praksis, der bryder princippet om demokrati og god regeringsførelse, 2) afdække de diskursive strategier, han bruger til at legitimere sin regeringsførelse over for folket, og 3) vurdere, hvilken effekt hans strategi har på den sociale orden.

Analysens empiri vil være tre taler, hvori Alemán henvender sig til parlamentet og befolkningen for at præsentere sin grundlovsbestemte årsberetning om regeringens arbejde. Det er i disse taler, Alemán står til regnskab over for det nicaraguanske folk og giver en sammenhængende redegørelse for sin regeringsførelse og forståelse af nicaraguansk politik. De er desuden de af hans taler, der har haft den mest komplekse distribution, hvorfor de kan have haft omfattende virkninger. Hvordan Alemán med talerne påvirker meningsdannelsen i civilsamfundet og de hegemoniske kampe, mener jeg, har afgørende betydning også internationalt, da det bl.a. er civil-samfundet, donorer som Danida lytter til, når de evaluerer regeringsførelsen i Nicaragua (Larsen, 21.8.2001). Jeg har begrænset empirien til talerne fra 1997, 2000 og 2001, da disse repræsenterer Alemáns italesættelse før, under og efter Mitchs implikationer, pagten med FSLN og kulminationen på kritikken, og derfor vil kunne vise en eventuel udvikling i den diskursive strategi betinget af ændringer i den sociale praksis og orden.

Desuden vil det være nødvendigt at rekonstruere Alemáns politiske praksis for at kunne forholde den til princippet om demokrati og god regeringsførelse og for at vurdere, hvilken betydning talerne har haft for den sociale orden. Imidlertid er Alemáns regeringsperiode endnu ikke afsluttet og det betyder, at specialets emne er et stort set ubehandlet område. Der er ikke skrevet bøger om denne samtidshistorie eller om demokratiets seneste udvikling i Nicaragua. Til gengæld er der blevet skrevet og ment en del om Alemáns ledelse i diverse aviser og tidsskrifter, og takket være Internettet har det netop i de seneste år været muligt at få adgang til gode primære kilder og følge med i udviklingen og debatten i Nicaragua, samtidigt med at den finder sted. Det er bl.a. på den baggrund, jeg vil analysere Alemáns politiske praksis.

Specialets problemstilling er dels aktuel for nicaraguanerne, der snart skal til valg og må forsøge at orientere sig i nationens politiske og diskursive kaos, og dels har den relevans for Danidas reelle behov for at klarlægge evalueringsmuligheder i forhold til bistandsmodtagernes regeringsførelse. Da der endnu ikke er udviklet effektive indikatorsystemer til at måle indsatsen for at opnå demokrati og god regeringsførelse (Danida, 2000e: 31), er dialog det eneste grundlag, Danida kan bygge bistands-samarbejdet på. Men trods dialogen – eller måske netop i kraft af den – kan det være meget svært at slå fast, hvad der ligger bag en regerings politik. Som udviklings-minister Anita Bay Bundegaard for nylig udtalte i forbindelse med misbrug af bistandsmidler i Uganda, så må samarbejdet "bygge på tillid, og så lytter man til hinandens forsikringer" (Tygesen, 20.-26.4.2001). I et bredere perspektiv vil dette speciale være et eksemplificeret forslag til, hvordan Danida i fremtiden kan forholde sig metodisk til lignende konflikter. Grundtanken er, at man hverken kan nøjes med at se på, hvordan de pågældende aktører handler eller på, hvad de siger. Man må derimod analysere, hvordan de taler om de ting, de gør, for derigennem at afdække den sociale praksis’ logik eller mangel på samme. Dette bør efter min mening gøres gennem en analyse af den diskursive praksis internt i det pågældende land snarere end af den direkte dialog med donorerne, da den økonomiske afhængighed selvsagt indebærer en kraftig motivation for samarbejdspartnerne i ulandet til at sige, hvad de kan for at leve op til donorernes krav og forventninger. Danida vil fortsat have det dilemma, at de i bund og grund ikke ønsker at trække bistanden tilbage, da det går ud over de fattige. Men med den foreslåede metode vil man i det mindste kunne sætte en finger på, præcis hvad det er, man er uenig i.

Generelt er emnet interessant for forståelsen af sprogets ressourcer og implikationer for magtforhold og imagekonstruktion. Der er lavet utallige studier af politik og demokrati i den tredje verden og specifikt i Nicaragua. Jeg vil ikke forsøge at gentage disse studier, men i stedet anlægge en primært humanistisk vinkel på problematikken. Dels vil analysen tage afsæt i det konkrete tekstniveau, dels vil den være humanistisk i den forstand, at det er de forskellige opfattelser og konstruktioner af virkeligheden, der er i fokus. Specialet vil dermed åbne op for en diskussion om, hvorvidt og hvorledes humanistiske metoder og analysen af sprog er anvendelige i bistandspolitiske problemstillinger og mere generelt kan bidrage til forståelsen af samfundssammenhænge.