Efter at have set hvordan Alemán forholder sig til og bruger DDGR, er det på sin plads at diskutere selve begrebet DGR. Hvad kan det bruges til? Indeholder det overhovedet noget, eller er det bare snak? Den kritiske diskursanalyse har ladet os forstå to ting i den henseende. For det første, at hvad der er god regeringsførelse, er kontingent og afhænger af den historiske og sociale kontekst! For det andet, at DGR – trods udbredt global enighed om definitionen heraf – er en særdeles flydende betegner, fordi også de momenter, begrebet udfyldes med, flyder.

Ser vi nærmere på resultaterne af analysen, kan vi opstille en række problematiske betydningsskred og dilemmaer. For det første gør det en afgørende forskel, om to parter siger ’vi er enige’, eller om én part siger ’vi skal være enige’, idet den første mulighed er demokratisk, mens sidstnævnte ensidigt forsøger at give egen mening forrang. Vi har i analysen set flere eksempler på, at Alemán ensidigt beslutter, at der nu ikke længere skal være uoverensstemmelser og dermed negligerer den uenighed, der rent faktisk er i samfundet. I virkeligheden støder Danida ind i samme problem, idet de på den ene side siger, der skal være dialog med programsamarbejdslandene, men samtidig ikke kan acceptere andre grundlag for samarbejdet end demokrati (Danida, 1993: 8)! I begge tilfælde vil subjektet gøre sin egen verdenskonstruktion til en objektivitet og hegemonisk påtvinge de andre den.

For det andet har vi set, at Alemáns forhold til ytringsfrihed indebærer en selv-modsigelse. Han siger, han beskytter denne frihed, men konstruerer samtidig pressen som illegitim og betegner andres udlægning af virkeligheden som fejlinformation, fejlfortolkning m.m. Hvis alle har ret til at tale, betyder det ikke kun, at man ikke kan forbyde udtalelser, man selv synes er forkerte. Demokrati betyder, at man principielt må betragte sådanne "forkerte" holdninger som ligeberettiget med ens egne, selvom man kan diskutere, om det overhovedet er muligt for individet i praksis.

For det tredje er det et dilemma, at hegemoni, som vi har set, kan svække pluralisme. Spørgsmålet er, om det i det hele taget er muligt at acceptere andre uden at inkorporere dem hegemonisk? Nok mener Fairclough, at ikke alle kommunikative begivenheder er ideologisk investeret, men når vi taler om politik, vil enhver ytring påvirke magtstrukturerne og indgå i de hegemoniske kampe. Når ’de andre’ får medindflydelse, vil det altid være på den hegemoniske krafts præmisser, og derfor tages (en del af) deres identitet som ’andre’ samtidig fra dem; de bliver en del af ’vi’! Som ikke-hegemonisk aktør kan man altså vælge mellem at lade sig opsuge af hegemonien og få indflydelse på magthaverens præmisser eller at fortsætte kampen om hegemonien som antagonist.

For det fjerde har vi set, at der i nicaraguansk presse er en principiel modstand mod samarbejde mellem magtfulde aktører, idet dette beskrives despektivt som pagt, kupia kumi m.m. Er det så, fordi pressen støtter pluralisme og minoriteter? Er det, fordi den ikke vil acceptere de demokratiske og fredelige forhandlinger, der er nødvendige for at tage beslutninger på nationens vegne? Eller er det blot et resultat af de dårlige historiske erfaringer med korrupte ledere og magtdeling? Det er vigtigt at holde fast i, at samarbejdet mellem PLC og FSLN ikke i sig selv er dårlig regeringsførelse, sådan som pressen fremstiller det. Det er baggrunden herfor og udfaldet heraf, der bekymrer. Det, der vækker mistanke om korruption, er det personlige udbytte af reformerne og manglende konkrete fordele for folket i kombination med det faktum, at de to partier intet har haft til fælles før eller efter pagten, der højst sandsynligt er deres første og sidste forlig.

Men det fører til et femte dilemma ved DGR: hvad gør man, når virkeligheds-konstruktionerne er så langt fra hinanden, som det er tilfældet i Nicaragua. På den ene side er det udemokratisk at give nogle mere ret end andre, men på den anden side er det umuligt at komme nogen vegne, hvis man skal fokusere på den krasse pluralisme. Danidas vægt på pluralisme bærer præg af at stamme fra et samfund, hvor ekstremerne er mindre grelle end i Nicaragua.

Disse problematikker bunder i en ambivalens i DGR-begrebet, som Danida ikke har gjort sig klart i definitionerne. Helt centralt for uoverensstemmelsen mellem Danida og Alemán er begrebets måske paradoksale eller i hvert fald meget fine balancegang mellem på den ene side at fremme pluralisme, folkelig deltagelse, plads til mangfoldighed, respekt for minoriteter og forhindre flertalsdiktatur og på den anden side at opfordre til flertalsafgørelser, fremme fred, stabilitet og forhindre vold. På den ene side skal der være plads til alle, vi skal alle have lov at mene noget og ytre vores budskaber, men på den anden side nytter det ikke, at vi er så uenige, at der opstår splittelse, forskelligrettet politik og i værste fald krig. Broen mellem disse to sider af GR er hos Danida kravet om tolerance og kompromisvillighed, som både er afgivelse af egen eneret til meninger og udglatning af de andres holdninger. Det er præcis i dette koblingspunkt mellem demokratiets plads til ’den anden’ og udvisken af ’den anden’, at jeg ser en forskel mellem Danidas definition af DGR og Alemáns brug af diskursen. Hvor Danida prioriterer pladsen til ’den anden’ højst, er omdrejningspunktet for Alemáns diskursartikulering freden og forsoningen, hvilket den nicaraguanske historie taget i betragtning er en legitim prioritering. Hvor tolerance-momentet for Danida altså primært skal sikre mindretal en stemme, bliver dialog og enighed, ligesom kompromis og udligning af opposition, i Alemáns artikulering to sider af samme sag.

Det er denne vanskelige balancegang i selve begrebet, Alemán benytter som en ressource til at anvende DDGR anderledes end Danida. På den ene side er kompromiser alfa og omega, for at parterne ikke skal være komplet uenige og modarbejde hinanden, men på den anden side er retten til at være uenig, stritte imod og blive hørt også afgørende for et demokrati i Danidas forstand. I tekstanalysen så vi flere eksempler på brugen af denne ambivalens, fx med momentet diferencias, hvis meningspotentiale ikke kun omfatter ’uforenelighed’ men også ’forskellighed’. Deponer diferencias har derfor både at gøre med kompromisvillighed og med slettelse af pluralisme. Også momentet igualdad er flertydigt, idet det både betyder ’ligeberettigelse’, ligesom equidad, hvilket er demokratisk, og ’ensartethed’, som umiddelbart ikke harmonerer med pluralisme.

Uoverensstemmelsen mellem Alemáns og Danidas forståelse af DGR kan altså spores i den prekære balance mellem flerhed og enhed. Hvor Danida prioriterer flerhed i overensstemmelse med dansk tradition for flerpartisystem, parlamentarisme og uafhængige statsinstitutioner, prioriterer Alemán enhed (concordia, consenso, concertado), hvilket retfærdiggøres af den hidtidige uholdbare splittelse i det nicaraguanske samfund. Konsensus kan være en yderst demokratisk beslutnings-metode. Men når Alemán taler om konsensus, er det kun mellem de store partier. Danida prioriterer også, at det er flertallet – og altså ikke samtlige stemmeberettigede i fællesskab – der skal tage beslutningerne, men er samtidig inde på respekt for mindretal, undgåelse af flertalsdiktatur og kompromisvillighed, hvilket er det grundlæggende i konsensustanken.

Det fører diskussionen til det sidste punkt, nemlig hvad der opfattes som repræsentativitet. Modsat teorien om at parlamentarisme fremmer repræsentativitet og præsidentialisme ansvar, legitimerer Alemán pagten med, at de to store partier er de mest repræsentative, og at reformerne fører til en ’virkelig repræsentativitet’. Det viser, at også momentet ’repræsentativitet’ er flertydigt og kan betegne både det enige flertal og den nuancerede pluralisme. Her er altså igen en kreativ brug af en flydende betegner i DDGR. Danidas tryk på pluralisme fremmer forståelsen af repræsentativitet som en flerpartimodel, hvori alle partier har en vis mulighed for at påvirke forligene, modsat et topartisystem, hvori vælgerne ikke stemmer efter hvilket parti, der bedst repræsenterer deres meninger, men må stemme på det af de to store partier, de har mindst imod, for at deres stemme ikke skal gå tabt.

Fælles for de diskuterede problematikker er altså dilemmaet om, hvordan man opnår pluralisme uden splittelse og fragmentering; og konsensus uden undertrykkelse af minoriteter! Selve begrebet DGR er problematisk, fordi det per definition er så flydende. Det er derfor vigtig at være opmærksom på, om begge sider af sagen vægtes og i hvor høj grad.

At Alemán, trods den stærke tendens mod enhed og topartisystem både i tale og praksis, alligevel påstår at støtte pluralisme, virker usammenhængende og bekræfter, at DGR i lige så høj eller højere grad er en diskursiv strategi end et princip, der følges i praksis. Den svage konstitutionelle magt taget i betragtning er Alemán afhængig af andre måder at styrke sin indflydelse. Oven i købet betyder DDGR’s globalisering, Nicaraguas demokratisering og donorernes indblanding, at han i højere grad end tidligere præsidenter er afhængig af den diskursive praksis frem for fysiske metoder til at reproducere magten og den sociale orden.