I vil gerne h�re om hvordan vi lever. Godt, s� skal i h�re vores historie. I kan ikke forestille jer den sk�nhed jeg har set. I har aldrig set Oosie-skibe br�nde ved Orions skulder, eller h�ngt v�gtl�s midt iblandt 40.000 m�gtige sole i en stjerne-klynge. I har set billeder af det, og m�ske engang imellem f�lt en l�ngsel efter at v�re d�r. Men det er koldt derude, og i har ikke det mod der skal til at tage derud. Derfor vil i aldrig kunne forst� mig, og derfor er denne historie i bund og grund et spild af tid.

    Spredte ben�gtelser l�d fra hj�rnerne og jeg m�tte holde inde for at f� dem til at holde mund.

    Jeg kan huske et b�nd som min tip-tip-tip-oldemor havde lavet. Hun var en af de f�rste der kom derud. Jeg tog b�ndet med for at i ikke kun skulle h�re p� mig.

    Jeg rejser mig op og henter den forl�ngst antikverede video og en sk�rm. Med en vis and�gtighed s�tter jeg kassetten i og t�nder for den. Den begynder at k�re og en kvinde tr�der frem p� sk�rmen. Hun har brunt h�r med gr� striber i og store, fremst�ende �jne. Hun er tavs et �jeblik, f�r hun begynder at tale.

    Mit navn er Erika Thornton, serie-nummer 122-4672.311. Jeg var ombord p� det f�rste skib der kom herud til gr� kvadrat. Vi sov l�nge p� skibet, hvor l�nge ved jeg ikke, men det var koldt da vi v�gnede. Skibet havde fundet en egnet sol at g� i kredsl�b om og det gjorde vi s�, som en slags planet. Solen var stor og r�d og ville snildt have kunnet indeholde hele solsystemet. Vi kaldte den Styx. Styx producerede mere end nok energi til opbygningen af det, der dengang blev kaldt for Helios. Vi pulveriserede et par af Styx' planeter for at f� r�materialer nok til at skabe Helios. Vi var netop blevet f�rdige med bygningen af Helios, da det n�ste skib ankom. Nogle var godt nok blevet v�kket automatisk, men andre m�tte vi v�kke af dvalen manuelt. Efter fem �r og godt 20 skibe var der 50 millioner indbyggere i Helios. Fra Jorden havde vi bragt den lov med os, at der ikke m�tte f�des b�rn derude blandt sjernerne. Det var sikkert en meget fornuftig lov og den blev ogs� overholdt til at begynde med.
    Men alting �ndrede sig da vi opdagede Oosierne. De kom fra galaksens centrum og de lagde sig i kredsl�b om en lille planet langt fra Styx. Vi lod dem v�re i fred til at begynde med og studerede dem fra sikker afstand. De grundlagde en base p� planeten der �benbart var rig p� metal. S� rykkede de en tand l�ngere ind og brugte en gigantisk gasplanet til at g�re basen f�rdig. Til sidst var den lille uanselige planet forvandlet til en metalkugle. S� begyndte der at komme flere skibe. En hel fl�de med 10 store transportskibe ankom og vi begyndte at f�le os truet.
    Der blev holdt utallige krisem�der i det f�rste �r. Det var alt for tydeligt at vi ikke alle kunne v�re omkring Styx. Vi antog at de ville formere sig og f� brug for mere plads og n�r f�rst de havde formeret sig, s� ville vi v�re i undertal. Vi sendte et spejderskib til Hades som vi kaldte deres planet og de sk�d det ned. Det faldt ikke mange ind, at vi m�ske selv kunne v�re skyld i det, fordi vi havde udstyret spejderskibet med alle t�nkelige v�ben. Det var begyndelsen til Oosie-krigen.
    Til at begynde med hed de naturligvis ikke Oosier. Det navn fik de f�rst da vi fangede de f�rste af dem under krigen. De var omkring to meter h�je med tre �jne hele vejen rundt, �t i hver retning. Ellers lignede de mest af alt skovsnegle. De var gr�-bl� og uhyggeligt slimede. Deres mund var lige s� bred som kroppen og fyldt med hule, syreholdige sk�le. I en krans rundt om kroppen sad der 12 bl�ksprutte-agtige fangarme, hver p� en meter, men de kunne str�kkes ud til 1� meter. Vores forskere kunne ikke finde en hjerne og de havde tre hjerter. Vi vidste naturligvis at de m�tte v�re intelligente, men det var sv�rt at tro p�.
    De nye der ankom, havnede lige midt i en krig de ikke kendte noget til. De f�rste to eller tre m�neder lod vi dem tilbringe i Helios. Men de fik ikke lov til at blive der l�nge, for det meste af det vi producerede gik til krigen. Det var ikke fordi der kom s� mange nye. Til sidst var vi vel omkring 60 millioner i Helios. Helios var fuldst�ndig selvforsynende og det meste af det store omr�de l� hen som marker eller s�er for at g�re atmosf�ren s� lig Jordens som det var muligt. De fleste af os boede i modulerne godt tre tusind kilometer fra kuglen Helios. Modulerne bestod mest af skibene vi var kommet dertil i, men der var blevet tilf�jet mange andre moduler med mere magelige lejligheder siden. Kun de mest betydningsfulde boede i Helios i de dage, selv om det var Helios der gav os al vores mad og luft.
    Men krigen var p� en m�de god, selv om der d�de s� mange p� begge sider. For mellem slagene gjorde vi det soldater altid har gjort. Vi ventede. I timer, dage, uger, ja mange gange m�neder mellem slagene. Og hvad kan man s� lave s� l�nge? Vi elskede, vi spillede og s� film af Jorden som vi forlod den. Men mere end det, s� t�nkte vi. Det var ikke til at undg�. Mange af os t�nkte over hvorfor vi var blevet sendt ud. Jeg tror den dag i dag jeg fandt l�sningen dengang, men det kan kun fremtiden vise. Men vi kunne ikke t�nke os til sejren.
    Vi havde brug for noget at k�mpe for. Jorden kunne vi ikke bruge, i hvert fald ikke de fleste af os. Jeg kendte en major, hans navn var Jonesy. Han k�mpede for Jorden. Selv helt herude s� langt fra Jorden som ingen f�r havde v�ret, kunne han f�le Jorden. Jeg kan ikke lade v�re med at t�nke p�, om det mon kan v�re fordi han n�sten aldrig s� de gamle film om Jorden, som vi andre sv�lgede i. N�r man ser gamle billeder, s� kan man godt huske det der skete, men efterh�nden som tiden g�r, bliver billedet det eneste man kan huske. M�ske var det derfor, m�ske var det af en helt anden grund. N�, men major Jonesy pr�sterede i hvert fald at vinde hvert eneste slag han blev sendt ud i. S� snart generalen opdagede det, fik han overflyttet alle de andre der havde det som Jonesy til ham.
    Vi andre kunne ikke k�mpe for Jorden. Vi havde brug for noget andet. Vi havde brug for b�rn. Vi var alle blevet steriliseret da vi forlod Jorden, og selv om der var b�rn med, var de alle ved at vokse op. De ville heller aldrig f� b�rn, for selv de var blevet steriliseret. Men det er ikke nemt at holde menneskets reproduktionstrang nede. Vi havde en genial l�ge med os, der var i stand til at tage �g og s�dceller ud af os og lave b�rn ud af det. De var �gte reagensglasb�rn. Nogle blev som mennesker, men andre blev p�virket af str�lingen fra Styx. De blev til �gte mutanter. Nogle med hoveder s� store som meloner, andre med �jne der ikke helt lignede vores. Alle disse anderledes b�rn satte vi i karant�ne i et modul som vi satte ud af rotation og dermed gjorde v�gtl�s.
   Selvf�lgelig blev ikke alle mutanterne sat i karant�ne i det v�gtl�se modul. Nogen af dem, dem vi syntes s� ud til at kunne klare tyngdens pres fik lov til at leve i et rigtigt, roterende modul. De havde det egentlig godt, mutanterne. De fik alle udtrukket to for�ldre der opdragede dem, enten direkte eller p� afstand. De fik den bedste uddannelse. De bedste vilk�r. Alligevel var de anderledes. Nogle l�rte meget hurtigt, andre brugte langt mere af deres hjerner end mennesker g�r. Hvordan kunne vi dengang vide, hvad der ville ske?
   Og vi k�mpede mod Oosierne i �revis. Uden grund, uden sejr. Og en krig uden sejr eller udsigt til sejr vil altid standse. P� den ene eller anden m�de. Vores krig mod Oosierne standsede med et opr�r. Krigerne var blevet tr�tte af at k�mpe i en h�bl�s og �del�ggende krig og familierne var blevet tr�tte af at levere b�rn og m�nd og f�dre til kampen. S� opr�ret kom. Krigerne vendte sig mod Helios. Guvern�ren blev sat i f�ngsel, mest for at beskytte ham mod de rasende opr�rere. Og Helios blev beboet. Men mest vigtigt af alt, sluttede vi fred med Oosierne.

    Filmen stopper med en knasende susen og sk�rmen bliver blank. Jeg rejser mig op og slukker for den f�r jeg igen s�tter mig for hendes f�dder og ser op p� hende. Hendes �jne er lukkede et �jeblik f�r hun begynder at tale.

   Freden med Oosierne var det mest frugtbare der var sket for menneskene i Helios. Det kr�vede selvf�lgelig alle de mest kreatives talenter for at f� kontakt med dem, for at skabe et sprog som b�de menneskerne og Oosierne kunne forst�. Men det lykkedes, og de l�rte meget af hinanden. Og mutanterne voksede op. I begyndelsen tog de egentlig ikke megen notits at de mutanter der begyndte at g� rundt i Helios. Med hj�lp fra Oosierne havde de udviddet Helios til at kunne rumme alle, og de havde sat alle de gamle moduler ud af rotation, s�dan at de mutanter der var vokset op i v�gtl�sheden kunne f� mere plads. Efterh�nden som �rene gik, opdagede menneskene dog langsomt at mutanterne overtog flere og flere jobs. Nogle var enormt kloge, nogle skr�mmende st�rke. Og de lod mutanterne g�re det. Stille og roligt blev menneskene i Helios afh�ngige af mutanterne og da mutanterne ikke var sterile fik de lov til at formere sig som de ville. Efter den f�rste generation var to tredjedele af Helios' befolkning mutanter og alle der boede i modulerne var mutanter. Og mutanternes evner var ogs� blevet st�rkere. Nu var der nogle, der kunne opholde sig i rummet i lang tid uden beskyttelsesdragt og uden luft og nogle var s� intelligente at de langt overgik selv de klogeste af menneskene. Og menneskene i Helios begyndte at blive bange. Bange for at de ville udd�. Bange for at miste alt hvad de havde. Men mutanterne var ikke uvenlige. De var bare bedre.
   Dog var der nogle ting som mutanterne ikke var i stand til. At frembringe kunst var �n af dem. Menneskene kunne komponere musik, skrive digte og male billeder der hensatte mutanterne i den st�rste fryd. Og det kunne de ikke selv. Til geng�ld n�ede de meget l�ngere end mennesket nogensinde havde. Efter af v�re kommet tilbage til Jorden har jeg sammenlignet deres fremskridt med de fremskridt der skete her og de to f�rste generationer var i foran dem. Men mutanterne l�rte hurtigt og de udviklede sig endnu hurtigere.
   Den generation der fulgte, l�rte at rejse med en fart der overg�r lysets. De l�rte at manipulere med de mindste ting og teknologier der l�nge havde ligget udenfor menneskets r�kkevidde n�ede de. De perfektionerede de nano-maskiner der var blevet dr�mt om for s� l�nge siden og som mennesket kun havde lavet de groveste eksempler p�. Og de lavede s� uendeligt meget mere. Husk p� at de fleste af de ting i bruger i dag er f�rst opfundet af mutanterne fra Helios.
   Nu m� vi jo heller ikke glemme de mutanter der stadig levede i v�gtl�s tilstand i modulerne. De udviklede sig ogs� med skr�mmende hast. Nogle af de f�rste mutanter havde v�ret blinde og stumme. Alligevel havde de v�ret i stand til at kommunikere med s�rligt f�lsomme mennesker gennem telepati. Denne evne udviklede de f�lgende generationer langt ud over menneskelig fatteevne. De l�rte at manipulere med stoffet omkring dem p� det atomare plan. De l�rte at bruge deres evner til at transportere sig selv over store afstande. Og de l�rte at l�se tanker og f�lelser. De blev alt hvad fantasterne nogensinde har dr�mt om og meget, meget mere.
   Den fjerde generation af mutanter fra Helios slog sig sammen med modul-boerne og nu var de klar til at vende tilbage til den Jord deres uvidende forf�dre havde forladt. De rejste, ikke i de store, klodsede transportskibe der havde bragt menneskene til Styx, men i sm�, elegante rumskibe der var udformet af de mennesker der var tilbage i Helios og fyldt med den teknologi mutanterne havde udviklet. Og da modul-boerne kom med pr�cise stjerne-kort og derudover ogs� var i stand til at fort�lle hvor i galaksen der var andre menneske-kolonier, var mutanterne parat til at indtage galaksen. Ikke som sejrrige erobrere med sv�rd og lasere, men som l�rere og undervisere.
   Resten kender i naturligvis. Mutanterne blev talrige som himlens stjerner. Ikke s� mange som mennesket, de har altid v�ret flest, men med en teknologi som mennesket i dag ikke kunne leve uden. Og, sandt at sige, det kunne vi heller ikke.

   Hun ryster let p� det store hoved som bliver holdt oppe af anti-gravitetsb�ndet der ligger som en tiara om hendes pande. Og s� smiler hun. Ikke som vi mennesker smiler, for hun har ingen mund, men som kun en telepatisk mutant kan smile. Ind i hver enkelt. Jeg rejser mig op og takker hende for bes�get hos os, men hun ryster blidt p� hovedet og vinker mine taksigelser til side. S� l�fter hun hovedet som om hun lytter efter noget vi andre ikke kan h�re. Jeg h�rer et svagt ekko af den magtfulde kalden og s� l�fter hun begge h�nder og forsvinder.