Månedens Spil

Månedens spil

MÅNEDENS SPIL - R.I.P.

Efter en større computer sammenbrud, har valgt jeg hold med Månedens spil. Det er blevet for besværligt at tage nye screenshots hver måned, og jeg har mere eller mindre mistet gejsten for at lave sektionen. Hvis der er nogen der har nogle kreative forslag til hvad jeg skal erstatte sektionen med, så er i meget velkommen til at skriv til mig.

JULI 2001 - SONIC THE HEDGEHOG 2

Efter den kanon succes Sonic opnået ved sin debut var presset på Sega. De var nødt til at levere en efterfølger som var i stand til at hold Sonic som deres ikon mod Nintendo’s Mario. Og ideen var god. Sonic udkom verden over på tirsdag den 24. november 1992 - Sonic 2sday. Jeg husker selv dagen, snart 9 år siden, da jeg stod i den lokal spille butik og fik lov til at prøve Mega Drive versionen. For vildt. Men dengang havde jeg selv "kun" en Master System at gøre godt med, så 16 bit versionen måtter vente lidt.

Sonic 2 blev modtaget godt, og endt med at blev det Mega Drive spil der blev solgt flest eksemplar af. Historien var den samme, med at Sonic skulle finde en masse Chaos Emralds, og slå Dr. Robotnik, men den her gang fik han "vennen" Tails (et ræv med to hale) med. Tails fulgte bare efter Sonic, men man kunne spil to på en gang hvor den anden spiller styrer Tails. Ikke det helt stor i selve banerne, fordi Tails haltede altid bagefter, men det var faktisk en stor hjælp ved bosserne og i de Special Stages man skulle igennem. Udover det var der over en 2 player mode hvor man kunne løbe om kap igennem nogen baner, med split screenen fungerede ikke helt optimalt.

Hvis man var heldig nok til at få alle Chaos Emralds og derefter 50 Rings, blev Sonic til... Super Sonic. Gul og udødelig er nok den nemmeste måde at beskriv fænomenet. Man kan bare forestille sig hvor fedt det må havde vært for en der har siddet og spillede i flere timer, pludseligt at få Super Sonic at se.

I dag holder spillet stadigt, grafikken og lyden er på plads, og gameplayet er også i orden. Dog skal der siges at der nogen få baner der lige frem er træls at spille sig igennem (Mystic Cave, anyone?).

Blandt hardcore Sonic spillere er 2'eren generelt set som den bedste i serien. Selv mener jeg at den halter lidt bagefter Sonic 3, men respekt til spillet alligevel, fordi den opsummere alt der er godt ved 16 bit platform spil, i en lækre, (om ikke simpelt) package.

GRAFIK 9 LYD 9 PLAYABILITY 8 HOLDBARHED 9 OVERALL 8.75

.JUNI 2001 - SKITCHIN

Der er nok mange der er i tvivl om hvad Skitchin er, men svaret er nogenlunde enkelt. Skitchin er sammensat af ordene skating og hitching, og går i sin enkelthed ud på at man står på rulleskøjter og forsøger at grib fat i forbi kørende biler. En rimelig ekstrem sports gren, altså.

Udover de tidligere nævnt udfoldelse med biler. finder man våben rundt omkring, i bedste Road Rash stil, som man selvfølgelig bruger mod sin rullerne kammerater. Spillet viser klart sin rødder i EA's motorcykle serie, og det er på både godt og ondt at det kommer til udtryk. Skitchin er lidt at gå til, og ganske underholderne, uden at stress hjernen for meget. Men det kan også hurtigt blev træls, når bliver man kørt en enkelt gang, kan man hurtigt ryge fem pladser tilbage i feltet.

Grafikken minder også om Road Rash serien, og klarer opgaven fint nok. Lyden er faktisk overraskende godt, man kan selv vælge en lækre grunge melodi fra et udvalg af 16.

Selve spillet har også noget at byde på, man kan selv vælge om man ville rulle så hurtigt som man kan, eller man kan også få afløb for sin aggressioner ved at slå et par modstandere nede, eller bare forsøg sig med nogen stunts (som faktisk er lidt for nem at udfør). Skitchin er altså et herligt spil, som udviser lidt nytænkning og sagtens kan holde opmærksomheden på en regnfuld søndag.

GRAFIK 8 LYD 9 PLAYABILITY 8 HOLDBARHED 8 OVERALL 8.25

MAJ 2001 - ETERNAL CHAMPIONS

Det skulle så havde været Sega's svar på Street Fighter II, og det kommer til udtryk i spillets gameplay. Til forskel fra mange andre kampspil, er der faktisk noget der ligner en historie bage spillet. Den er faktisk ret indviklede, og jeg vil ikke afsløre noget her, men det gøre det hele lidt mere spændende.

Spillet har diverse training modes, og det kan anbefales at man kaster sig selv ud i nogen af dem, da spillet faktisk er overraskede svært, især hvis man forsøger at kæmp sig igennem med en joypad med kun tre knapper.

Eternal Champions prøver virkelig at slå igennem som et spil, der matcher de bedste kamp spil fra den gang, men den mangler bare lige den sidste pift. Spillet virker ikke så hurtigt og glidende som Street Fighter II, og mangler lidt af det mystik der gjorde Mortal Kombat II så stor.

Personligt er spillet ikke den der fanger mig alle mest nu til dage, men det er sandsynligvis et udtryk for min i øjeblikket manglende lyst til beat-em-ups, frem for nogen særlige skavanker ved spillet. Hvis man er i besiddelse af et par six button joypads og har hang til tegneserie vold, så er Eternal Champions en veloplagt 16-bit tidsfordriv.

GRAFIK 8 LYD 7 PLAYABILITY 7 HOLDBARHED 7 OVERALL 7.25

APRIL 2001 - STREETS OF RAGE

Den her var altså en af de helt fede spil nede i min lokale konsol biks i sin tid. Det var nok dens ultra macho gade kamp stil, sammen med dens uhæmmet soundtrack der gjorde den så sej.

Da den udkom var der mange der sat tvivl ved den - Den var op imod arkade porten Street Fighter II på SNES, men den lignede mere den ben hårde Final Fight. Den blev sammenlignede med den anden stor scrolling beat em' up, Golden Axe. Den er måske heller ikke helt ved siden med dens stil og i stedet for magi var der kunne man kalde på sine kammerater i en Squad Car, som satte de fleste bad guys på plads.

Spillet foregår i en stor by i forfald - måske ikke noget nyt, men grafikkens neon belyst baggrunde fanger stemningen. Lyden er i en klasse for sig, allerede fra den første bane får man lyst skrue helt op for den 80s style bass lyd.

Spillet var ikke den sværeste i verden, med den havde en fed afslutning som jeg ikke vil afslør her. Når den ses i sammen med efterkommeren Streets of Rage II virker grafikken lidt slap, men det er alt det brutale arkade gameplay der gøre den spillet så stort. Nummer to og måske også tre i serien er bedre spil, men der den originale som jeg husker bedst, og stadig nyder at spille i dag.

GRAFIK 8 LYD 10 PLAYABILITY 9 HOLDBARHED 9 OVERALL 9

MARTS 2001 - SONIC THE HEDGEHOG

Tja... hvorfor ikke starte med den her? Det er nu over 13 år siden pindsvinet først dukkede op på den elskede Mega Drive. Alene dette spil var i stand til at bring Sega til tops kloden rundt, og give anledning til mange usandsynlige sammenligninger mellem en blå pindsvin og en sydeuropæiske blikkenslager.

Hvad er det er så specielt ved spilet? Hastigheden er nok noget mange vil sige, og det er det nok også. Man må, især i tidligere baner, selv om man tonser igennem banen på 30 sekunder, eller om man vil find alt der ligger rundt omkring. Det er ikke det sværeste spil nogen siden, men hvis man har problemer med at nå frem til de sidste baner, er der en level select, som er pinligt nemt at finde...

Banerne er meget forskellige, både i udseende og kvalitet. Green Hill Zone, er noget børn verden over har vokset op med, den er både simple og genialt. Hvorimod, Marble Zone er virkelig en kedelig omgang af Mario style gameplay. Af de senere baner er Star Light Zone en dejlig afveksling. Der er en afslappede tone over det, der bringer minder tilbage fra den gang, man kom hjem for skole og smækkede en cartridge i den lækre Mega Drive. Special Stage fortjener også en bemærkning, godt nok kan den virke lidt forvirrende, men den er bare en LSD trip af en gaming oplevelse.

Spillet viser sin alder i visse områder - farverne er lidt underlig blandende sammen, og nogen gang fornemmer man bare en lille smule slowdown. Spillet er som tidligere nævnt ikke det sværeste i verden, noget som tildeles blev rettet op på senere i Sonic serien. Men det er lige meget - det er Sonic og der er sjovt, hverken mere eller mindre.

GRAFIK 8 LYD 9 PLAYABILITY 10 HOLDBARHED 8 OVERALL 8.75