Ja, så blev jeg endelig klar med endnu en opdatering, eller rettere fortsættelse på min Kreidler-historie...
 

På grund af, hvad der senere viste sig at være en overophedet tænding, der skyldtes en defekt tændspole, frygt for at motoren løb for varm investerede jeg i en modificeret 2,9HK (nu cirka 5HK) cylinder til stor pindboltafstand samt et Mahlestempel. Cylinderen havde gået knap 8.000km og stemplet var 400km gammelt med nye stempelringe (en plan og en L-ring). Denne cylinder er lavet med henblik på kørsel med passager og tophastigheden er derfor kun 75km/t men med et meget bredt trækområde, samt fomidable kræfter gennem hele mellem- og topområdet fra 3500 - 8000rpm ved brug af en standardudstødning og 18mm Bing.

Nu er jeg jo endelig blevet færdig med gymnasiet og dermed mit 14. skoleår, så jeg fik ENDELIG taget mig sammen til at køre på arbejdsformidlingen, men...! Men, men, men - sådan skulle det ikke være! Næh, en lille kilometer hjemmefra (midt i myldretiden) hørte jeg et velkendt knald fra cylinderen og maskinen døde. Sagt med andre ord var toppakningen røget... Jeg ringede derfor til min far for at anmode om hans assistance, og han troppede fluks op med en toppakning og det nødvendige værktøj. Jeg fik afmonteret topstykket og fjernede den kværnede pakning, satte en ny i og monterede igen det hele og spændte til. Men ak! Den ene pindbolt havde tilsyneladende pådraget sig "evighedsgevind" og jeg kunne slutteligt hive pindbolten ud med en fin tråd af aluminiumsgevind pakket uden om!

Disse sider er ikke lavet for at hænge folk ud, men da jeg i sin tid fik min motor tilbage, efter Kreidler Services overhaling, fandt jeg ud af, at tre af de fire nylavede huller med 8mm gevind i mit tidligere perfekte krumtaphus var boret meget skævt, op, og det havde været nødvendigt at bøje to af pindboltene for overhovedet at montere cylinderen! Når samtlige gevind er under stort pres fra cylinderen i forvejen, er det jo ikke videre gunstigt at man også belaster dem med bespænding af en møtrik, hvilket jo er nødvendigt!!! Grunden til min toppakning røg var som sagt, at gevindet ved den ene pindbolt var gået, og en senere inspektion har afsløret, at der enten har været brugt et bor af forkert størrelse eller at krumtaphuset ALDRIG har set skyggen af en søjleboremaskine!
Der er, for at sige det rent ud, ikke videre meget metal i de gevind og det gælder for alle fire! De gamle gevind er jo lige ved siden af, og jeg må indrømme at forskellen er slående!!! Et godt bevis på at der er foretaget et lidt uheldigt stykke arbejde er, at man ikke kan skrue pindboltene i bund med fingrene; de sad stadigvæk og rokkede for 0,5mm's penge... Og det er der jo ikke meget grin ved! Et andet bevis er, at jeg aldrig har hørt om folk eller selv har præsteret at trække et gevind på 8mm over i en Kreidlerblok!!! DET KAN SIMPELTHEN IKKE LADE SIG GØRE MED ALMINDELIGT VÆRKTØJ! Personligt tror jeg mere på, at møtrikken giver op først, hvis der er tale om en almindelig af slagsen!
 

Nå, men dette resulterede i diverse vredesudbrud og mordtrusler på tilfældige forbipasserende, og jeg fik aftalt med den gode Jan Mørkenborg, at jeg, med hans assistance, skulle få skiftet højre krumtaphus ud og dermed få motoren på vejen igen. Efter knap en uges arbejde og diverse formaninger fra Jans families side om, at de ikke havde set ham i lidt for lang tid, fik vi altså flikket en fungerende motor sammen. Endvidere fik jeg konstateret, at min krumtap er så lige som det nu er muligt, da sløret på yderpunkterne af akslerne er under 1/100mm! Sløret ved samtlige aksler blev justeret efter, og ved hjælp af nogle tegninger og mål fra Eddy omkring slør ved koblingen, fik jeg også justeret denne korrekt. Min største frygt var, at siden alt var forløbet relativt nemt (dog med undtagelse af en noget besværlig kugleskål ved det ene krumtapleje!), måtte der uværgeligt være noget andet i vejen; en smadret O-ring eller et kænguru-gear eller noget helt tredje!
Det skulle dog vise sig at være anderledes, da motoren aldrig har gået så godt, og efter koblingen er holdt op med at glide, kan jeg nu for alvor mærke, hvor meget trækkraft jeg egentlig har! En tur til Bogense (små 35km) sammen med den gamle til et veteranløb d.4/8 viste at motoren tilsyneladende arbejder pålideligt. Denne fornemmelse er dog ikke baseret på turen derned alene, da vi besluttede os for, rent uofficielt at deltage i dagens veteran-"løb", der nu mere var på paradebasis. Dette gav 20km oveni hatten og hjemturen var selvfølgelig også på 35km, så små 90km blev altså tilbagelagt... Tændrøret skulle vise sig at være perfekt lysebrunt, så jeg har altså al mulig grund til at være tilfreds!

Næste skridt bliver så at få gang i mit "helvedes-kit", men det kræver at jeg får fingrene i en flok dyser og en udvendig tændspole samt en fødespole dertil, der virker for den gode, gamle knallerttænding koger en kende for meget bag den store cylinder...!