Vikingetiden:

De danske sagnkonger og de historisk kendte konger til og med og fra Gorm den Gamle har ledet danerne i henholdsvis asetroen og kristendommen. Harald Blåtand er sammen med sin søn Svend Tveskæg de mest interessante personer i vikingetiden, for deres kristning af danerne kan tolkes anderledes, end efter hvad historien fortæller os.

Harald Blåtand var en brodermorder: Han har sikkert stået bag mordet på sin bror Knud Daneast, der blev dræbt under et krigstogt i England. Han havde motiv og lejlighed til det, kronen og togtet. Harald Blåtand har også slået andre potentielle tronfølgere ihjel, og i Snorres smædedigt kaldes han for mordvante Harald.

Striden med sønnen Svend Tveskæg er en sådan magtkamp, men kristendommen blandede sig i striden, og grunden dertil ligger nok i det faktum, at Harald Blåtand er døbt af en tysk ærkebiskop, der muligvis kun var almindelig biskop, og at Svend Tveskæg var døbt af en britisk ærkebiskop. Altså en slags religionskrig blandt gejstlige om æren af at omvende de vantro danere.

Dette spil lurer i baggrunden af alt, hvad der har med tronfølgerkrigen at gøre. Vikingeborgene fra den tid blev bygget af enten Harald Blåtand eller Svend Tveskæg, men efter Harald Blåtands død spidet i røven af Palne Tokes pil, så fik munkene lov til at bo i de nu tomme garnisioner. Deraf kommer historierne om f.eks. Nonnebakken i Odense, der var en gammel vikingeborg og senere et tidligt nonnekloster.

Før Gorm den gamle førte de tidligere danske konger krig imod frankerne i syd. Men i de fleste tilfælde sad de danske konger derhjemme, mens de sendte stormænd ud på vikingetogt noget i stil med middelalderens kaperbreve, der udstedtes af de lokale konger og dronninger.

Regner Lodbrog var en sådan søkonge. Hans første togter imod frankerne var for egen regning med alskens misædere og rømmede trælle, som det hed sig. hans succes gjorde, at han fik lettere ved at rekruttere bedre mandskab, og at hans ry voksede. Selv om han en overgang havde arbejdet for frankerne som lensmand i følge Ansgars levned skrevet af munkene. Vikingetogterne havde kun et formål, og det var at holde kristendommen stangen, hjælpe deres gode naboer sakserne imod syd, og at skaffe nyt land til en voksende befolkning.

Der kan jo kun være en arving til gården, og derfor må de ælste sønner en efter en drage i viking for at gøre deres lykke i det fremmede. Døtrene stod ikke tilbage for sønnerne. De fulgte brødrene som skjoldmøer, og en del af dem fungerede som kloge koner med forstand på sårpleje, madlavning og andre ting. Ved belejringen af Paris i 866 lavede kvinderne f.eks. brød med vand fra kirkernes brønde, og de hånede de sårede, der kom med småskrammer.

Danerne blev syge af vandet og brødet, sikkert fordi der var blevet begravet mange frankere i kirkernes gulve i de dage, og deres rådnende kroppe har forurenet kirkens hellige brøndvand. En grev Frodo besøgte danernes konge Godfred, mens Regner Lodbrog viste sit bytte fra Paris frem, men han blev syg under dette, og døde senere af bugløb, dvs. rendskide. Hans sønner digtede en historie om en tilfangetagelse og en ormegård, men den er ikke helt ren i kanten. En af hans sønner Sigfred (Orm i Øje) blev senere konge i Danmark.

Frankerne, der var katolske, var trængt imellem maurerne i syd og normannerne i nord. Men de slog under Karl den Store maurene i syd, og de forhandlede fred i nord med danerne. Ansgar kom til norden på sin mission, og Holger Danske gik i Karl den Stores tjeneste. Langsomt vandt kristendommen indpas i norden, og Harald Blåtand kristnede danerne, som Jellingestenen skriver.