Golfkrigen:

Mellemøsten med sine mange muslimske ørkenstater vil med deres oliereserver altid være et uroligt brændpunkt, hvor alting kan og vil ske. Golfkrigen var det seneste eksempel på det. Saddams irakiske hærs invasion af Kuwait viste med al tydelighed, at de stærke altid vil tage de svageste. FN´s koalisionsstyrker med især USA i spidsen måtte først samles, gives et FN mandat og derefter deployeres i den saudiarabiske ørken.

Den irakiske hær havde initiativet, da de erobrede Kuwait, men de mistede det, så snart de standsede ved den saudiarabiske grænse. Dette gav FN tid til at samle sig politisk i sikkerhedsrådet og fysisk ved at rejse en koalisionshær. Hvis Irak havde erobret den saudiarabiske halvø, så ville meget have været anderledes.

Verdenen ville ikke have været i stand til at få samlet styrker nok til, for derved at kunne tvinge Irak ud fra de erobrede lande. Irak ville have siddet på olien, og verdenen ville have været nød til at acceptere status quo. Irak ville også have siddet på muslimernes to helligste byer Mekka og Medina. Vejen til den tredje vigtigste by Jerusalem ville ikke have været ret lang.

Iran ville have været meget villige til at slutte fred med deres ærkefjende, hvis det havde betydet et slag imod Israel og derigennem USA. Verdenen sad på en krudttønde dengang, og de sidder stadig på den. Saddam Hussein sidder som bekendt stadig på magten i Irak. Deres fejl var vores held, og vores fejl var deres held.

Selve krigen beviste, at luftherredømme er afgørende for en succesfuld krigsførsel, og at kampvognene sammen med kamphelikopterne kontrolere slagmarken. Infanteristerne har ikke mange chancer imellem en flok Abrams kampvogne og en flok Apache kamphelikoptere. Og den beviste, at de sovjettiske kampvogne er en flok store tunge og dyre skydeskiver, hvis de ingen støtte får på slagmarken.

Amerikanernes Hellfire missiler og uran tankgranater er uhyggeligt effektive til at fungere som dåseåbnere i et kampvognsslag, og at der skal tænkes utraditionelt, hvis man vil bevare sine kampvogne på en slagmark. Der skal nyt panser til, og der skal nye forsvarsmekanismer til at sløre udsynet på en slagmark, så at lasere ikke kan bruges til at markere mål på slagmarken.

Kampvogne skal kæmpe i tæt tåge eller i et lokalt tågeområde, for ellers kan de ikke overleve ret længe på en moderne slagmark. Panseret er som regel af varierende tykkelse, og det er en moderne kampvogns svageste punkt, da man kan levere en forholdsvis lille sprængladning imod tårntaget og ødelægge kampvognen totalt.

Norman Schwartzkopf taktik i Golfkrigen var supperp, men den kunne være blevet forudset at irakkerne, og den var ikke vidtrækkende nok. De skulle have sendt en del tropper til Bagdad, og de skulle have fået ram på Saddam Hussein selv. Realpolitiken var ikke konsekvent nok, og derfor spøger Saddam endnu. Det er en af demokratiets store fejl, at de er for bløde, når det kommer til retfærdighed.

Irakkernes frontline kunne ikke holdes. De amerikanske ingeniørsoldater var i stand til at gennembryde linien forholdsvis let, og med en massiv luft- og artilleristøtte var det let at sprænge sig vej igennem de irakiske linier, der var forsvaret af regulære infanteristyrker, mens den republikanske garde fungerede som reserve. Men der var de let bytte for luftvåbnets bombetogter.

En nedgravet camoufleret kampvogn i en delvis dækket position i en ørken er et let bytte. De kan ses fra luften, og deres spor afslører, hvor de er kørt hen, eller hvor de er standset. Kampvogne kan ikke skjules i en ørken, med mindre man bruger en masse attrapper, der kan fungere som skydeskiver, mens man selv skyder tilbage fra en særdeles godt skjult position.

Det irakiske luftvåben blev smadret eller neutraliseret i de første dage af luftkrigen. Deres lufthavne var ikke andet end en flok store skydeskiver ligesom deres radarstationer. Luftværnsskytset kunne ikke se de amerikanske F-117 Stealt jagerbombefly, og de kunne ikke ramme de amerikanske krydsermissiler, inden de nåede frem til deres mål. Kort sagt var Irak på herrens mark, da de udfordrede verdenen.

De havde verdens fjerde største hær, den største i regionen, og de havde initiativet, men som sagt, de fulgte ikke igennem, da de sagde A og tog Kuwait. De skulle have sagt B og taget Saudiarabien, som ville være faldet, fordi de ikke havde tilstrækkeligt med kampvogne, tropper og kampfly i forhold til Irak. Verdenens lande vil bruge Golfkrigen som eksempel for, hvor galt det kan gå, og hvad man ikke skal gøre, hvis man angriber et andet land. Nemlig standse op midt i det hele.

Går man i krig, så går man i krig helt og fuldt, og man standser ikke for noget. Det at miste initiativet i en krig er lig med at tabe krigen, for så længe man angriber, så er fjenden den, der må vige eller tabe. Irak tabte, fordi de lod verdenen få tid til at samle sig, koncentrere sig, fokusere på fjenden og slå igen med fuld styrke.