Balkankrigen:

Jugoslavien var i min barndom et kommunistisk land med en stærk kommunistisk leder Tito. Jugoslavien var uden for den kommunistiske alliance Warszawa-pagten, og de gik deres egne veje ligesom Cuba. Som barn og ung mand troede jeg, at der var tale om et land med et folk og en leder. Balkankrigen overraskede mig i den grad, at jeg har måtte revidere mit syn på multietniske landes og alliancers overlevelseschancer uden et totalitært system. Nationers og folkeslags kulturer er simpelt hen for forskellige til, at de vil lade sig lede af et andet land. (Og der bør være en bedre undervisning i andre landes kurtur og historie.)

Sammenbrudet af både Warszawa-pagten og Jugoslavien skete af økonomiske, nationale og politiske grunde. Det er blevet klart for enhver, at kommunismen ikke er svaret imod fattigdom og klasseforskel. Kapitalismen sejrede, men rendyrket kapitalisme vil heller ikke fungere. Det beviste den franske revolution, den deraf inspirerede amerikanske revolution og den langt senere russiske oktober revolution. Imellem de yderpunkter af ekstremisme vil pendulet svinge, til det finder en slags balance på midten.

Man skal behandle folk ordentligt, og alle skal have del af samfundets goder og pligter. Samfundet kan deles op i groft sagt fire kategorier: Venstreekstremister, der kæmper for folket. Arbejderne, der lever i stoltheden af deres arbejde og kunnen. Borgerskabet, der lever for de gamle borgerlige dyder og den frie uafhængighed. Og nationalekstremister, der kæmper for nationens militære ære og værdighed.

Nå, men Jugoslavien var oprindeligt et kommunistisk land, styret af kommunister, befolkningen var oplært fra barnsben med de kommunistiske doktriner, og ledelsen var topstyret af en diktator, der var støttet af et større antal rygklappere og ja-sigere. Da Tito døde i 1980, opstod der et politisk tomrum i Jugoslaviens regering, ingen ønskede, at en andet folk skulle lede dem, så formandskabet for den jugoslaviske føderation gik på omgang, og i det politiske miljø ønskede serberen Slobodan Milosovich at tage magten som en ny Tito.

Den jugoslaviske føderation knagede derefter i fugerne. Milosevic var ikke en stærk mand og respekteret af alle i Jugoslavien, og under overfladen murrede utilfredsheden. Serberne havde åbenbart kontrollen over regeringsapparatet, forsvaret, sikkerhedspolitiet, retsvæsnet med mere, og de undertrykte de øvrige folkeslag i den jugoslaviske føderation. Perestrojkaen kom også til Jugoslavien, men en række besparelser fik det hele til at vakle, og indførelsen af flerpartisystemet væltede alle på nær det serbiske socialistparti i Serbien.

Alle undertrykte folkeslag vil før eller siden kaste åget af sig, og da Tito døde, så ville de frem i lyset. Der blev i 1991 afholdt en række valg om udtrædelse af de jugoslaviske føderation, og landene (Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Makedonien og Kosovo) trådte ud en efter en. Det ville de serbiske mindretal i disse nye nationer ikke stå model til, og da de etniske serbere blev forfulgt af de lokale, så brast ballonen, som hed Jugoslavien. For nu greb den serbisk dominerede føderationshær ind sammen med en lang række irregulære serbiske hære, og der blev borgerkrig i de nye stater.

Grækerne blandede sig, da de ikke ville anderkende den nye stat Makedonien, da de allerede havde en delstat ved navn Makedonien, og de smed en kæp i makedonernes hjul i første omgang. I de nye stater på nær Slovenien kæmpede alle imod alle, og alle gjorde, hvad de kunne, for at få de andre ned med nakken en gang for alle. Det gik hårdest ud over Bosniens hovedstad Sarajevo, og pressen fik masser af tragiske og grusomme historier fra kampene i de nye stater på Balkan. Serberne var i kraft af deres udgangsposition de stærkeste, og deres udtalte magtmisbrug fik det internationale til at reagere og intervenere.

Med slutningen af den kolde krig og murens fald, så skulle der nye tider til, og det internationale samfund ville have en ny verdensorden, og det internationale samfund greb ind militært, diplomatisk og politisk. Men de lod det lille nye land Kosovo i stikken i første omgang, så serberne kunne presse dem hårdt og brutalt ind i den jugoslaviske føderation igen. Men serberne var ikke de eneste slemme drenge på Balkan.

Kroatien var ligesom serberne særdeles agressive, og det kom til kamp imellem Kroatien og det det serbiske mindretal i 1991, og den jugoslaviske hær blandede sig i kampene omkring Krajina. FN sendte fredsstyrker ind i området efter fredsforhandlinger, og der blev fred. Kroaterne gik nu sammen med serberne til angreb på Bosnien-Hercegovina, som blev presset hårdt fra to sider. Det internationale samfund sendte en international fredstyrke IFOR afsted, men FNs sikkerhedsråd knækkede grundlaget for en bred international intervention i Bosnien, og derfor blev det NATO, der sendte en stabilliseringsstyrke SFOR ind i Bosnien.

Danmark var med begge gange, og vi sendte de tunge drenge ind med en kampvognseskadron og et par infanterikompagnier samt en stabs og stabskompagni. Serberne og kroaterne sørgede for, at de ikke kom i indbyrdes kamp, så det gik hårdt ud over de lokale beboere i Bosnien-Hercegovina. I dette alle imod alle miljø blev en række danskere dræbt og såret, især når serberne ikke respekterede hverken FN flaget eller NATOs fredsbevarende styrker. Vores kampvogne rykkede et par gange ud, og de kom i kamp.

På den måde kom danmark for første gang siden 9. april 1940 i kamp med en fjende, og vi sparkede røv i den grad. Efter et par danske kampvognsangreb fik serberne nok, og de prøvede ikke længere på at angribe eller bombardere de danske stillinger i Bosnien. Vores styrker var nu i nogenlunde sikkerhed. Dog blev der forsøgt at minesprænge et par kampvogne, men disse var solide nok, og de blev kun beskadiget foran.

Efter Dayton-aftalen vendte serberne nu deres opmærksomhed imod Kosovo, hvor befrielseshæren UCK var blevet mere og mere stærk efter de sammenbrudte forhandlinger med Milosevic, og de svarede nu igen med et massivt paramilitært og militært angreb imod henholdsvis civilbefolkningen og UCK. Flere hundrede tusinde civile blev drevet på flugt, og UCK kom i stadig større og større vanskeligheder. Det internationale samfund reagerede først, da der stod massive flygtningegrupper ved grænserne, og da det kom frem, at visse ekstreme paramilitære grupper systematisk slagtede og begravede civile i massegrave.

Serberne fordrev kosovo-albanerne bevist fra hus og hjem, plyndrede og afbrændte husene, transporterede de nu hjemløse flygtninge til grænsen med busser og tog, og dræbte folk i flæng, hvis de nægtede at gøre, som der blev sagt. Pressen sendte det hele på TV, og normale mennesker undrede sig over det internationale samfund, der ikke gjorde en pind for at fjerne Milosevic med magt. FNs sikkerhedsråd fordømte volden og betegnede situationen som en trussel imod sikkerheden i regionen, og Nato fik mandat til at sende styrker ind i området bl.a. 12.000 mand i Makedonien. Milosevic bøjede sig tilsyneladende.

Mange flygtninge vendte hjem, men serbernes sikkerhedesstyrker og paramilitære styrker overholdt ikke aftalen, og de trappe konflikten op med "Operation Hestesko", hvor de værste folkemord blev til virkelighed og vist på alverdens TV skærme. NATOs fly gik nu på vingerne. Milosevic, Jugoslavien og de militære styrker i Kosovo skulle bombes til lydighed over for det internationale samfund. Amerikanerne tog som sædvanlig det tungeste læs, og de bombede løs på serberne i Kosovo og Jugoslavien, de mistede dog et par dyre fly, en F-117 Stealth Figtherbomber og en F-16 Falcon Figther, men de fik i løbet af i alt 78 dages konstante bombardementer knækket serbernes kampvilje.

I baggrunden skete der en hel del ting på den diplomatiske front med Ruslands udenrigsminister i spidsen, og serberne accepterede endelig en våbenhvile og internationale styrker i Kosovo, men der skulle være russiske soldater imellem dem, og NATO måtte ikke have kommandoen, den skulle FN have. Amerikanerne havde desuden på grund af en fejl bombet den kinesiske ambassade, så de var ikke populære i sikkerhedsrådet, så Kosovo blev besat af internationale styrker under FNs kommando. Men russerne tyvstartede og sendte en mindre kolonne til Pristinas lufthavn, som de satte sig på uden at aftale det med FNs sikkerhedsråd.

Den internationale styrke fik navnet KFOR, og Danmark blev en lille del af den og er det endnu. Det tidligere Jugoslavien er stadig en krudttønde, Montenegro river i tøjret for at blive et selvstændigt land, og Milosevic er langt om længe sat fra magten ved et valg, som han først nægtede at anderkende, nu er han oppositionsleder til den siddende regering, der sidder løst i sadlen, og derfor er freden langt fra sikker på Balkan.

Det er mig en gåde, hvorfor det internationale samfund ikke har taget sig af Milosevic endnu, og det er derfor, at jeg går ind for et ekstremt demokratisk regelsæt, der skal danne normen for international demokrati frem over. Udemokratiske, diktatoriske og tyraniske despoter, ledere, nationer og lande kan ikke accepteres i en demokratisk verden, hvor det drejer sig om at skabe fred og ro til at løse verdenens problemer.